Garman & Worse

av Alexander L. Kielland

XXIV.

321Unge-Konsulens Død medførte ikke store Forandringer hverken i Husvæsenet eller i Forretningen. Det hele var i en saa solid og regelret Gang, at det vedblev at gaa som en god Maskine. Men den nye Maskinmester fik travelt; og der var dem, der mente, at de finere Dele af den komplicerte Mekanisme ikke vilde fare godt under hans Hænder.

Imidlertid skulde ingen sige andet om Morten, end at han tog sig af sine nye Pligter med stor Iver. Nu var han næsten umulig at træffe – stadigt paa Farten mellem Byen og Sandsgaard. Hans Vogn stod og ventede paa de utroligste Hjørner; pludseligt dukkede han op af en Baad ved Bryggene, saa for han ind i sit Kontor og raabte noget til Bogholderen og saa paa Dør igjen.

Men naar Bogholderen sprang efter, forat spørge, hvad det var, saa han Snippen af den lille Vogn, som dreiede om Hjørnet.

322Grossererne i Byen pleiede at sige – sig imellem, at Morten Garman var lettere at arbeide «imod» end «med». Garman & Worses store Overvægt begyndte at tage af, og Magten fordeltes paa flere Hænder. De Aar, som nu fulgte, vare uheldige for Skibsfarten; de fleste af Firmaets Skibe gik med Tab og liden Indtægt. Det bedste var «Fønix», der var sat i Guanofarten. Det forblev hele Byens Yndling og fulgtes med spændt Opmærksomhed i Aviserne. Byens Digter havde skrevet en Sang til dets Ære:

Vug stolt – du Ildens Datter!
Din flammevarme Stilk.

Det var sikkert denne Hentydning til Rorstilken, der var mest angrepen af Ilden, som gjorde Digtets Lykke og sikrede det en varig Plads blandt Byens Selskabssange.

Ifølge den Afdødes udtrykkelige Bestemmelse var Jacob Worse bleven valgt til Værge for Rachel og Gabriel – Fru Garman skulde hensidde i uskiftet Bo med Morten som Forretningsfører –; og der var for hvert af de yngste Børn udsat en temmelig stor Sum, omtrent saa meget som Morten havde taget op, da han satte Bo.

Derved kom Rachel flere Gange til at søge Oplysninger hos Jacob Worse; thi hun vilde have ordentlig Besked om, hvad hun 323eiede, og hvorledes idethele hendes Stilling var. Worse svarede hende i en rolig, afmaalt Forretningstone.

«Disse Penge –» sagde hun en Dag, «er altsaa mine, som jeg eier ganske alene?»

«Foruden hvad De eier i Firmaet,» forklarede Worse; Samtalen førtes i hans Kontor; «og – naar Deres Moder engang dør, vil Deres Part tilfalde Dem ved Skifte. Det vil da afhænge af Dem – eller af Deres eventuelle Mand –»

«Min eventuelle Mand faar vel lade mig selv raade over min Eiendom?» sagde Rachel.

«Forhaabentlig vil han det, men – som De kanske ved – naar De gifter Dem, bliver De umyndig.»

«Saa vil jeg aldrig gifte mig!»

«Jeg mener ogsaa, at De kan gjøre noget bedre end at gifte Dem –» sagde Jacob Worse.

Rachel tog ham skarpt i Øiesyn; men hun blev ikke klog paa ham.

«Hvor jeg misunder Dem dette kolde, forstandige Blod,» sagde hun lidt haanligt, «De foreskriver Dem selv eller en anden den eller den Livsplan, og dermed er det hele gjort for Dem. Saa følger De roligt Deres Plan, ligesom De ogsaa venter, at den, De giver Raad, skal følge det bent frem – 324rolig og sikker! – De er ligesom Far: De er altfor korrekt!»

«Det anser jeg som den største Kompliment, jeg nogensinde har modtaget,» svarede Jacob Worse smilende.

«Men Far var dog i mange Stykker en fordomsfuld, gammeldags Mand. Og netop mange af de moderne Ideer, hvoraf De er saa stærkt optaget, vare ham fremmede eller endog ligefrem forhadte –» hun sagde det mere, for at prøve Worse end for at nedsætte Faderen.

«Konsul Garman,» sagde Worse og reiste sig op, «var en misfornøiet Mand. Hele hans Liv var en indestængt Kamp mellem det gamle og det nye. Mig viste han en forunderlig Fortrolighed, og jeg traf hos ham Ideer, som ingen skulde anet hos den korrekte, gammeldagse Kjøbmand. Men han kunde ikke faa de uensartede Strømninger til at forliges i sit Liv. Det umodne, stormende – «ukorrekte» i den nyere Tid var ham aldeles modbydeligt; og naar hans store Retsindighed tvang ham til at erkjende Sandheden, som laa bag, saa var det ikke langt fra, at han ærgrede sig. Derfor søgte han ogsaa – tror jeg – en Modvægt i sin ubegrænsede Beundring for Gamle Konsul Garman.»

325«Men var ikke Bedstefar en mærkelig Mand – tror De? –» spurgte Rachel med Interesse.

«Jeg skal sige Dem, hvad jeg tror – Frøken! han var en Mand, som levede i en Tid, hvor han passede og hvor der overhovedet var saa meget lettere at leve.»

«Hvad mener De? – var Tiden lettere at leve i?»

«Ja ganske vist! –» fortsatte han hurtigt gaaende op og ned, som han pleiede, naar han blev ivrig, «ser De ikke, hvorledes Livet Aar for Aar bliver vanskeligere. Opdagelser og Undersøgelser dukke frem hver Time, Tvivlen ligger og roder og graver under det hele; ærværdige, grundmurede Sikkerheder falde overende, og de Gamle flokkes fortvivlede om de raadne Stilladser – støttende, bevarende, forskræmte – bandende Ungdommen og spaaende Verdens Undergang. Deres Farfar stod paa Høiden af sin Tids Dannelse i et roligt selvsikkert Samfund – med aristokratiske Kundskaber opover, og med den aristokratiske Uvidenhed nedover. Deres Far var en voxen Mand, da Bevægelsen naaede os; han havde allerede en fast Livsanskuelse, da det nye strømmede ind paa ham; – deraf den lange, misfornøiede Kamp. Men vi – en Generation yngre – naar vi 326træder ind i Livet med de gamle Sikkerheder kun halvveis fæstnede i vore Hoveder fra Skolen, saa vakler det hele; Tvivl, Usikkerhed paa alle Kanter – snart i kaad Jubel snart alvorligt bekymret. Hvorhen vi flytter vor Fod, svigter Jordbunden, og ville vi sætte os ned, trækker en usynlig Haand Stolen under os. Saa hvirvles vi rundt i en Kamp, til hvilken vi ikke vare udrustede, og en Mængde af os gaa tilgrunde. Og Fædrene skjænde og trodse, og Mødrene græde, fordi vi sveg vor Barnetro; bitre Ord og Partinavne opsnappede i Dagens Strid fare ind i Familierne, den ene forstaar ikke den anden, de staa og raabe til hverandre i Begmørke, ingen Forskjel paa oprigtig Overbevisning og Fusentasteri, alt slaaes sammen, og et indfiltret Net af Fiendskab, Mistro, Løgn, Fusk, Hykleri spinder sig ud over det hele Samfund!»

Rachel saa paa ham med store Øine; tilslut udbrød hun: «Men hvorledes kan De dog holde ud at leve paa denne Maade – taus og indesluttet – naar der er et saadant indre Oprør i Dem?»

Jacob Worse standsede, og hans Ansigt blev roligt, da han sagde: «Jeg har et Husraad, som jeg har lært af Mor – Deres Fader brugte det ogsaa – og det er at arbeide. 327Fra Morgen til Aften at hænge i Arbeidet; begynde Dagen med en høi Bunke af Udenlandsposten der paa Pulten og slutte om Aftenen træt og færdig – færdig med den Dag. Det er mit Husraad, det holder Liv i mig; til det duer jeg ogsaa; men videre rækker ikke mine Evner.»

«Jeg sagde for lidt siden, at jeg misundte Dem Deres kolde Forstandighed; det var just ikke nogen pen Maade, jeg sagde det paa; – idetheletaget kommer jeg ofte – jeg ved ikke hvorfor – til at tale – til at tale til Dem –» hun stammede og blev en Smule rød.

«– lidt aabenhjertigt – mener De?» sagde Worse og lo saa smaat,»lad mig haabe, at det er fordi De finder mig værdig til det.»

Hun saa igjen op paa ham; men han saa paa et Landkort over hendes Hoved.

«Nuvel –» sagde Rachel, «maaske er det derfor. Men hvad jeg virkeligt misunder Dem, det er denne Lyst til Arbeide – eller rettere sagt – ikke saameget Lysten, thi den har jeg ogsaa; men at De har fundet et Arbeide, som tilfredsstiller Dem; – at De kan arbeide – deri ligger det –» tilføiede hun eftertænksomt.

«Det har altid været min Mening om 328Dem – Frøken! at det ørkesløse Liv, en Dame i Deres Stilling næsten er nødt til at føre herhjemme, sent eller tidligt maatte blive Dem aldeles utaaleligt.»

«Jeg kan ikke arbeide,» svarede hun modfaldent.

«Nuvel! – saa prøv dog ialfald!»

«Hvor skal jeg tage fat? – naar ikke engang Far vilde have mit Arbeide –»

«Deres Fader kunde ikke forstaa Dem; heller ikke vil De have let for at finde tilfredsstillende Arbeide herhjemme. Men reis! – se Dem omkring! – De er rig og uafhængig; der er andre Lande, hvor der arbeides: der vil ogsaa være Brug for Dem.»

«Raader De mig til at reise bort? – Hr. Worse» spurgte Rachel.

«Ja – det vil sige – jo, jeg tror, det er bedst for Dem; De vil ikke kunne udvikle Dem herhjemme, – De – kort sagt: jeg tror, De bør reise –»; i de sidste Ord fik han sin Stemme igjen, og han kunde roligt og uden at blinke se hende i Øinene.

«Men hvorhen? – en ensom Dame – uden Bekjendtskaber –; jeg er bange, De overvurderer mine Kræfter –» sagde Rachel lidt uvillig; det var somom hun ikke ligte, at han raadede hende til at reise bort.

329«Jo nu skal De høre,» begyndte han hurtigt, «jeg har nogle Venner i Paris; det er egentlig et amerikansk Firma – «Barnett brothers»; men de har en Filial i Paris, og Mr. Frederic Barnett er en personlig Ven af mig –»

«De synes længe at have spekuleret paa at faa mig bort,» sagde Rachel, «De har jo den hele Plan færdig.»

Han blev lidt forvirret; thi det var en overtænkt Plan; men han havde altid haabet, at han ikke skulde faa Brug for den.

«Ja –» svarede han og prøvede at le, «som Deres Værge er det jo min Pligt at hjælpe Dem efter bedste Evne med at arrangere Deres Fremtid.»

«Men vilde De da sende mig alene til Paris?»

«Nei – jeg havde tænkt at tilbyde Dem Svendsen til Følge – De kjender vist gamle Svendsen – min Bogholder? – Han har været flere Gange i Paris og er en meget paalidelig Mand. Jeg er vis paa, at De vil finde Dem vel i Mr. Barnett’s Hus; det er indrettet halvt paa engelsk, og det – tror jeg – vil passe Dem bedre end en fransk Husholdning.»

«Tager Deres Ven mod Pensionærer?» spurgte Rachel kort.

330Ialmindelighed ikke – saavidt jeg ved. Det vil derfor blive mere kostbart for Dem end en almindelig Pension. Men jeg er næsten vis paa, at baade Mr. og Mrs. Barnett – hun er fransk – ville falde i Deres Smag, og netop i den amerikanske Pariserverden vil der være mest Udsigt for Dem til at finde en Beskjæftigelse, om De ønsker det. Ialfald kan De jo blive nogen Tid i Mr. Barnetts Hus, indtil De finder noget, som De synes bedre om.»

Han talte saa jævnt og afgjørende, som om det hele var en afgjort Sag, og Rachel vidste ikke selv, hvorledes det gik til; men da hun reiste sig, forat tage Afsked, havde hun taget sin Bestemmelse. Halvt glad og forventningsfuld var hun ved Udsigten til et nyt og mere bevæget Liv; men saa var hun ogsaa halvveis uvillig – nei ikke uvillig, men sørgmodig – nei ikke det heller; men det forekom hende dog saa underligt, at netop han skulde være saa ivrig for at faa hende afsted.

Jacob Worse fulgte hende ud i Gadedøren; men da hun var borte, vendte han ikke tilbage til Kontoret; han gik over Gaarden op i Bagbygningen til sin Moder. –

En Maaneds Tid efter reiste Gabriel og 331Rachel i Følge med gamle Svendsen, Gabriel til Dresden og Rachel til Paris. Madeleine forlod ogsaa Sandsgaard. Hendes Forlovede satte det igjennem – understøttet af Lægen –, at hun skulde ligge ved Modum Bad, og Martens’s Moder, en Præsteenke paa Østlandet – skulde ledsage hende.

Legationssekretæren var bleven aldeles fortumlet, da han hørte, at hans Madeleine vilde gifte sig med en Præst; og det foresvævede ham dunkelt, at han vist heller burde beholde hende inden den store Kikkerts Omraade. Men den gamle Herre, som aldrig havde været stærk i Overveielser, var bleven endnu sløvere i sin Sorg, og da han ikke længer havde Christian Fredrik at raadføre sig med, gav han efter i alt.

Hvad Madeleine angaar, saa havde den Mathed, der fulgte hendes Sygdom, gjort hende næsten ligegyldig; da det store Skridt var taget, lod hun sig villigt lede, og det var hende ikke ubehageligt, at hendes Kjæreste paatog sig i et og alt at tænke og handle for hende. Men da hun skulde sige Farvel til sin Fader, faldt hun sammen, og de bar hende bevidstløs ud i Vognen.

Pastor Martens erkjendte strax, at skulde det lykkes ham at danne Madeleine til en Hustru efter sit Hjerte, maatte han faa hende 332bort fra Sandsgaard. Af samme Grund søgte han ogsaa strax et Kald langt inde i Landet, som han fik – Pastor Martens var vel anskreven paa høiere Steder; og et Aars tid efter Forlovelsen holdt han Bryllup hjemme hos Moderen. –

– Efter hin Ridetur til Kysten faldt Georg Delphin i en alvorlig Brystbetændelse. Sygdommen varede saa længe, at der maatte ansættes en Stedfortræder i Amtskontoret. Og saa snart han blev saa frisk, at han kunde skrive, lod Delphin Amtmanden vide, at det vilde være ham kjært, om han kunde betragte sig som løst fra Fuldmægtigposten.

Heri samtykkede Amtmanden med stor Beredvillighed; Georg Delphin havde aldrig været af hans Folk.

Men Fanny gik den hele Tid i en nervøs Spænding. Der kunde ikke være Tale om at besøge den Syge eller sætte sig i nogensomhelst Forbindelse med ham. Hun maatte nøies med den Besked, hun kunde faa tilfældigvis eller gjennem Morten; men hun turde ikke spørge saa meget som hun havde Lyst til.

Naar hun stod foran Speilet, opdagede hun tre smaa Rynker ved det venstre Øie; naar hun lo, klædte de hende, men naar hun var alvorlig, gjorde de hende gammel. Ingenting 333vilde længer klæde hende – ikke engang «Sorg», som ellers var hendes Bravour. Fanny led saameget, som hun overhovedet var istand til at lide; – og saa kom der en Dag et Brev fra ham, hvori han tog Afsked:

«Jeg reiser inat – forat spare os begge en kvalfuld Time – Farvel!» – det var det hele!

Hendes deilige Ansigt blev næsten graat; men bare et Øieblik. Hele den Nat laa hun vaagen og hørte sin Mand snorke ved Siden; men Dagen efter sad hun ved Vinduet – glat og straalende.

Veninderne kom – som hun havde ventet –; men hun skuffede dem alle. Der blev talt om Delphins pludselige Afreise; hun talte med, lo og spøgte – der var ingen Forandring at mærke; – og der var dog bleven fortalt saa meget om Fru Fanny og Fuldmægtigen. Nu kunde man se, hvad Folk kan finde paa!

Men Fanny mærkede selv Forandringen, og hun mindedes den sidenefter hver Gang, hun saa sit Billede i Speilet. –

– I smaa Kredse komme de store Begivenheder i Flok og Følge. Den gode By havde sprængt sig med alle de Mærkværdigheder af glædelig, sørgelig og blandet Art, 334som fulgte efter hin Brandnat ude i Sandsgaard; og medens flittige Tunger gjenoptog og bearbeidede det indvundne Stof, rullede Aarene forbi, uden at der foregik nogetsomhelst.

– Tom Robson havde taget Martin med sig til Amerika, hvor de forsvandt. Men Gustaf, Oscar, Carl Johan Torpander reiste ikke hjem til Sverige – som han havde tænkt. Han opsatte Reisen fra Gang til Gang, aldrig syntes han, Graven var smuk nok, og aldrig syntes han, at dens Vedligeholdelse var tilstrækkeligt sikret. Saa blev han, hvor han var, og flyttede tilslut ud til Anders Begmand.

Den Gamle var bleven lidt underlig i Hovedet; han hævede hver Lardag sin Ugeløn, men gjorde ikke det mindste Gavn. Men hjemme i Hytten fik Torpander et vist Sving paa det hele, og de to sad mangen Vinteraften hyggeligt ved Ovnen og fortalte hinanden de samme Historier – ordret fra Aar til Aar – om hende, som for dem begge havde været deres Livs Solskin og vedblev at være det.

– Onkel Richard tog strax Afsked som Fyrforvalter, og han og Fru Garman delte Sandsgaardhuset mellem sig. Nedenunder kjørte Fruen i Rullestol; hun havde ladet 335alle Dørtærsklerne tage bort, saa hun kunde rulle lige ud i Kjøkkenet.

Men ovenpaa gik Onkel Richard uafladeligt op og ned – ud og ind – frem og tilbage – ganske som han havde begyndt Dagen efter Broderens Død. En Gang lod han Don Juan sadle; men da han kom ud paa Trappen, var der altfor lyst for ham. Han holdt Haanden For Øinene, gik ind igjen og lod Don Juan føre tilbage til Stalden.

Saa blev han ved at gaa i Stuerne ovenpaa – Sommer og Vinter, – Dag efter Dag. Der var lagt en Strimmel blødt Tæppetøi gjennem hele Husets Længde, dels for at dæmpe Lyden af hans Skridt, dels for Varmens Skyld. Om Vinteren gik han med lang foret Frak, Peltshue og Hjortelæders Hansker; og der var dem, som paastod, at han gik med opslaaet Paraply, naar det regnede.

I den lille Sal mod Nord var der en Skjænk, og i den maatte der altid staa en Flaske Burgunder. Naar den gamle Herre kom hertil, standsede han stundom, drak et Glas og saa dybsindigt ind i det store Speil. Saa rystede han paa Hovedet og fortsatte sin Vandring.

Jomfru Cordsen forandrede sig ikke. De 336stivede Kappestrimler, de tørrede Lavendler fulgte hende, hvor hun gik, og alle Husets Hemmeligheder laa vel forvarede sammen med hendes egne; og den fast sammenpressede Mund med de utallige smaa Rynker var en sikker Laas til det sidste.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Garman & Worse

Garman & Worse kom ut 1880 og var Alexander L. Kiellands første roman. Den er typisk realistisk i det at den belyser samfunnsproblemer, og den er typisk «kiellandsk» i det at forfatteren bruker humor og ironi for å understreke poengene. Men boken inneholder også lyriske naturbeskrivelser, særlig kjent er beskrivelsen av havet i bokens første kapittel.

Garman & Worse er en grupperoman og har ingen egentlig hovedperson. I stedet møter vi en rekke personer som i større eller mindre grad beveger seg mellom miljøene som blir beskrevet. Flere konflikter blir belyst: generasjonskonflikter, sosiale konflikter, tidsskiftekonflikter og konflikter mellom kjønnene. Ved hjelp av paralleller og kontraster settes personer og miljøer opp mot hverandre, som for eksempel i begravelsesscenene mot slutten av boka, hvor konsul Garmans storslåtte begravelse står i grell kontrast til Mariannes enkle.

Både Kielland selv og den danske forleggeren Frederik Hegel var usikre på hvordan boka ville bli mottatt. 2. januar 1880 skriver Kielland til Georg Brandes: «Det er sandt, at min Roman blev mere tam end jeg selv havde tænkt; men jeg tilskriver det for en Del den Omstændighed, at Tanker der fra først af ere tænkte ganske nøgne – i Form af Tendens, altid ville tabe i sin oprindelige Skarphed, naar de iklædes Personer og udvikles gjennem Begivenheder og Karakterudvikling.»

Men romanen ble - og er fremdeles - en suksess og allerede etter noen få måneder måtte Hegel gi ut et nytt opplag. «Med «G. & W.» gik det som De spaaede – godt.» skriver Kielland i brev til Edvard Brandes 8/6 1880.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1880 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.