Geografi og kærlighed

av Bjørnstjerne Bjørnson

FØRSTE HANDLING

Et stort rum; dets vinduer vender ut til venstre.Forfatternote: Venstre og højre i rummet. På den motsatte væg er dør in til professor Tygesens arbejds-rum. I bakgrunnen fører en stor dør ut til gangen, som er bred og utstyret som et musæum. Det samme er tildels værelset herinne. Genstandene skriver sig fra de forskelligste folkeslag.
På bægge sider af døren står to bord, belagt med opslagne bøker og en mængde papir-strimler, ordnede i små pakker, hvær med en sten over. Fræmme til højre en sofa, foran den et bord med fruentimmer-saker på. På den andre siden et staffeli, på det et portræt i naturlig størrelse. Stoler, et stort spejl o.s.v., alt stilfullt.

FØRSTE MØTE.

Døren til gangen står åpen, og derfra høres latter. Fru Karen Tygesen og fru Birgit Rømer er der ute.

    Karen.

Jeg kænte dig ikke straks.


    Birgit.

Og jeg dig, – å, før jeg så dig!


    Karen.

Ha, ha, ha!


    Birgit.

Ja, på den latter kænte jeg dig! Den er ganske som for 17 år siden.


    Karen.

Å-ha, du visste, vi bodde her?

(De kommer bægge in.)

    Birgit.

Jeg havde kænt dig på den latter, om det var i Australien! – I har jo været der også?


    Karen.

Hvor har vi ikke været? – Ha, ha, ha!


    Birgit.

Ha, ha, ha, jeg må le med dig. Gud, hvor dette er morsomt! (De omfavner og kysser hværandre.) Nej, hvor du har holdt dig godt, Karen!


    Karen.

Æn du da? Du er jo næsten en ung pige!


    Birgit.

Den sender jeg tilbake!


    Karen.

Jeg visste, du snart vilde komme!


    Birgit.

Ja, du visste, jeg havde arvet vor gamle slægts-gård.


    Karen.

«Hesteskoen»! Vor ungdoms drøm!


    Birgit.

Gud, ja.


    Karen.

Jeg er der ute minst én gang om uken.


    Birgit.

I «hesteskoen»?


    Karen.

D.v.s., jeg farer forbi til instituttet.


    Birgit.

Ja, der ligger jo et pige-institut like ved?


    Karen.

Og der har vi vor datter.


    Birgit.

Er hun der? Du har bare ét barn – og har henne i institut?


    Karen.

Å, det er sådant et udmærket institut. For resten var det ikke bra at ha henne hjemme. Tygesen må ha ro.


    Birgit.

Men så er hun jo ikke langt borte? En liten time derut.


    Karen.

Jeg besøker henne hvær søndag.


    Birgit.

Men hun var i byen igår?


    Karen.

Helga? Nej.


    Birgit.

Jeg så to unge piger i teatret igår aftes, og min nabo sa, at den ene lignede din datter.


    Karen.

Lignede Helga?


    Birgit.

Det var således, jeg fik vite, I bodde her.


    Karen.

Vi har bodd her vel et år nu.


    Birgit.

Ja, det visste jeg ikke. Jeg kom her i forgårs. I «hesteskoen» var malingen ikke tør uten i et eneste rum, – det store, du vét, midt foran, – det med karnapet på.


    Karen.

Der, hvor det spøker!


    Birgit.

Der, hvor det spøker, ja! – Og dit må vi ænda gå på brætter. Gud vét, hvad slags fernis malerne bruker her hjemme i Norge, siden den aldrig tørker. Vi hænger fast som fluer. – Nu, så flyttede jeg tilbake på hotellet. Men skulde jeg være i byen, så vilde jeg gå i teatret og se gamle ansigter. Det var jo søndag.


    Karen.

Det samme gjorde vi.


    Birgit.

Der var ganske fullt. Jeg satte mig helt foran i en sniploge. Alle glodde på mig, ingen kænte mig. Jeg havde også kikkerten foran øjnene den hele tid, tæppet var nere.


    Karen.

Nu, hvad var dit intryk?


    Birgit.

Jeg tænker mig, det måtte ha været det samme, om jeg havde været borte i 100 år! Det meste nyt, nej så aldeles nyt! Så noget, som aldrig blir nyt. Fru Holm sat ænnu i parket, like varm og rund og blid; det var bare ikke fru Holm, men hennes datter, vor lille Augusta. Fru Holms gamle mor sat der også. Sammenkrøpen og tynn – og like glad i skuespil som altid. Men det var ikke fru Holms mor; det var fru Holm selv.


    Karen.

Ha, ha, det er virkelig sant.


    Birgit.

Og når der er en forandring, du, så er det den sort, som at Torpe-familjens store næse er flyttet. Den sitter nu i Brun’ernes bolle-fjæs.


    Karen.

Ha, ha! De familjer er også svært sammengiftet.


    Birgit.

Men alt det, jeg kænte igen, var ingen ting mot det, jeg ikke kænte.


    Karen.

Ja, har du set maken? De fleste her er ny!


    Birgit.

Normænnene må være et gruelig uroligt folkefærd.


    Karen.

På vore rejser traf vi normæn overalt, – bare der fløt vand. – Men du sa, der var nogen, som lignede Helga?


    Birgit.

Ja, der var. – Vét du, jeg må virkelig få ta kåpen af mig?


    Karen.

Kære!


    Birgit.

Tidlig imorges gik jeg ut, og da var det koldt. Men nu –! For overgange!


    Karen.

De er vel lit kvassere æn i Odessa?


    Birgit.

Å, de kan være kvasse nok der.


    Karen.

Jeg skal ta din kåpe.


    Birgit.

Vist ikke! (Lægger den over et af de lange bord.)


    Karen (skriker).

    Birgit.

Gud, hvad er det?


    Karen.

Tygesens optegnelser! Utdrag! Du har lagt din kåpe netop over dem, han nu holder på med.


    Birgit.

Kære, har han dem liggende her?


    Karen.

Han har ikke plas til alle der inne.

(Hun løfter kåpen forsigtig og lægger den over en stol-ryg.)

    Birgit.

Men alle disse småsten?


    Karen.

Ja, dem må vi lægge op igen, hvær på sin pakke. Så! Det er, fordi pakkerne ikke skal blandes om hværandre. – Dette er Rusland.


    Birgit.

Rusland?


    Karen.

Han skriver nu om Rusland. Og så længe er hele huset i Rusland. Du kunde let ha gjort ordentlig ugreje!


    Birgit.

Å, der er ugreje nok før der.


    Karen.

Her er optegnelser om Ruslands sprog.


    Birgit.

Det der?


    Karen.

Han holder netop på med sprogene nu. Du kan ikke tænke dig, hvor mange der er! –


    Birgit.

Sæt så, jeg kom og blandede alle disse sprog sammen!


    Karen.

Ja, du kan tro, det blev ikke spøk! Se så! – Nu håper jeg dog, det er, som det var –


    Birgit.

– før sprog-forvirringen.


    Karen.

Ha, ha! Det er rasende morsomt, at du er så uforandret!


    Birgit.

Synes du? (De går under dette påny fræmover igen; men stanser nu foran vinduerne.) Nej, som her er vakkert her hjemme! Jeg forstår ikke, at jeg havde glemt det. Eller kanske havde jeg aldrig set det. Jeg var jo så ung dengang.


    Karen.

Ja, vakkert er her!


    Birgit.

Og våren her! Jeg har aldrig set vår før.


    Karen.

Andre siger, vi har ingen vår.


    Birgit.

Så er det sommeren da, som ser ut som vår. Nej, jeg vil ta mig en rundrejse i landet! Der skal jo annensteds være ænda dejligere.


    Karen.

Å, her er blidt og storartet om hinannen.


    Birgit.

Noget sådant som dette løvspræt og denne græsvoll? Har du set noget så fint? Og den farve! Og farven over åserne, du? Slikt liv der er i det! – Men mænneskene her er likesom ikke glad.


    Karen.

Ikke nok for dig.


    Birgit.

De går, som de skulde hen og lægge kranser på en grav. – Kære, maler du?


    Karen.

Nej, jeg males. Jeg skal dra staffeliet lit længer fræm, så du kan se. –


    Birgit.

Men det er jo malet af en mester?


    Karen.

Han er det. Du har vist set hans navn ofte. Henning.


    Birgit.

Er det Henning? Hvor det er udmærket, Karen!


    Karen.

Finner du? – –


    Birgit.

Han er dog vel ikke forelsket i dig?


    Karen.

Nej, hvordan kan du falle på –? Ha, ha!


    Birgit.

Der er noget i den opfatning, der –! Og han er jo en gruelig forelsket natur? Er han ikke?


    Karen.

Hvorledes vét du det?


    Birgit.

Han var i teatret igår aftes. Det var han, som sat sammen med de to unge piger. Og da hørte jeg et og annet om ham.


    Karen.

Af hvem?


    Birgit (mens hun bestandig ser på billedet).

Den samme dame ved siden af mig. I den bakerste loge så jeg to unge piger og en herre le og more sig så kostelig. Jeg så det mellem første og annen akt; mellem annen og tredje igen, og så spurte jeg. De to piger sat og trykte sig langt bak for ikke at være kænt. Og den ene, sa de, lignede din datter.


    Karen.

Nej, Helga var der ikke; fik naturligvis ikke lov til at ta i teatret uten vort samtykke. Det er sådant et udmærket institut.


    Birgit.

Men på den måten fik da jeg høre, at I var her. Alle kænner din man. Han er jo så berømt.


    Karen.

Ja, han er blet det i de senere år.


    Birgit.

I Italien så jeg netop nu hans navn i et tidsskrift. – Men han skal jo være så rar, du?


    Karen.

Ja-så? Ha, ha; hvem har sagt det?


    Birgit.

Nå, det husker jeg virkelig ikke. Dog én kan jeg nævne: min man.


    Karen.

Ja, der kommer Tygesen, så kan du selv se!


    Birgit.

Er det han, som nu er i gangen?


    Karen.

Ja. Nu har han gåt sin morgentur.


ANNET MØTE.


    Tygesen (utenfor).

Tattera – tattera – ta – san! – (i døren.) For et vejr! Det gyver af sol! Og som det dufter der ute!

(går mot sit rum.)

    Karen.

Men ser du ikke –?


    Tygesen.

Hvad? Å!


    Karen.

Min man, – fru Birgit Rømer.


    Tygesen.

Birgit – Rømer? D.v.s. Birgit Hamre? Gift med gamle Rømer i Odessa, han med kalotten og de to papegøjer der inne i det store kølige rum med porcelænsgulvet? Vi var der en hel uke! Og De var der ikke!


    Birgit.

Ja, det var forargeligt.


    Tygesen.

Vist var det forargeligt. – Så nu er De kommen flyvende fra det sorte hav! Og slår ner i «hesteskoen»? Gud, hvor det sted ligger vakkert der i bakkerne! Ligger på to armer og ser ut over. (folder hænderne under haken.) Vi har vort pigebarn der ute i instituttet. Et udmærket institut! – Når kom De, kære? Bi nu lit: – jeg må se på Dem!


    Karen.

Min man er meget nærsynt.


    Tygesen.

På mine rejser, ser De, har disse pokkers kikkerter ætt øjnene ut af hodet på mig. Altså: – men De er jo en ung pige?


    Birgit.

Det samme siger jeg om Deres hustru.


    Tygesen.

Karen? Gift, da hun var 16 år, har en datter på næsten seksten; seksten og seksten gir to og tredive år! To og tredive år er Karen! Men så må vi dra fra det år, hun gik med Helga.


    Birgit.

Lægge til, mener De?


    Tygesen.

Om forladelse: lægge til! Det må vi! Altså: Karen er næsten 33 år, er Karen! Der kan De se!


    Birgit.

Og jeg er vel 35.


    Tygesen.

Er De? Men Karen ser ældre ut.


    Birgit.

De må være meget nærsynt.


    Tygesen.

Virkelig? – Lad mig se!

(Karen undviker og går med det samme ut i gangen. Døren står åpen.)

    Tygesen.

Hun tør ikke! Det tænkte jeg nok! – Å, vi har gåt for langt idag: jeg er blet for varm. Undskyld, frue, at jeg ikke tar hatten af. Jeg må beholde den på, og frakken også, til jeg skifter. Nej, det var Turmans skyld. Pokkers Turman! Jeg kunde ikke få ham til at forstå mig! I grunnen har han ingen fantasi. Og uten fantasi ingen opdagelse, det siger jeg bestandig; det gæller videnskabsmannen som alle andre. Men hvad gør Turman? Han husker jo alt, han engang har glod på, og så tar han og lægger det stykke for stykke tørt sammen, alt det, som vites om samme ting! Nu gæller det Istar. De vét gudinnen Istar. Om hennes betydning er der megen strid, å, megen! Så sætter han op hvær linje, hvært ord, hvært tegn i alle de babyloniske og assyriske myter, som handler om Istar. Og på den måten, ser De, – altså ved at sætte dette sammen akkurat som stykkerne i en billed-æske …


    Birgit.

Jeg forstår –


    Tygesen.

… og ved at flytte væk det, som er senere tildigtet – for i alle myter, vét De, er noget senere tildigtet –


    Birgit.

Naturligvis!


    Tygesen.

– får han fræm det oprinnelige billede! Hvad synes De?


    Birgit.

Men det er jo sinnrikt?


    Tygesen.

Vist er det sinnrikt. Turman er en betydelig man! Og vét De så, hvad han får ut …?


    Birgit.

Det er da vel aldrig mig?

(Pause.)

    Karen (som er kommet in).

Dette kan jo ikke interessere Birgit.


    Tygesen.

Ha, ha, ha! Nej! Det kommer af, at Turman har snakket mig full, og nu renner det over. (Karen begir sig in i Tygesens rum.) Vi går morgentur sammen, Turman og jeg, og har hvær sin dag at snakke på. Idag har det været hans dag. – Geografi og sprog er nærmere i slægt, æn folk tror. Det var netop sprog-studierne, som fik mig in på geografien. Jeg begynte som en ung sproglærd. Men når jeg holdt på med sprogene, især de gamle, var det, som jeg i det ene hørte havet i fjærn brus – hørte dette lange, melankolske sug, og dette stadige småkvisker. I det annet sprog hørte jeg akkurat som ekkoet mellem fjællene. Det small, og det sprat, og det lo. Og så slette-sproget. Tunge ensformige steg og noget i det, som lignede hestetramp, vognrassel. Men på den måten så jeg landskab og levesæt stige op af sprogene. Det fristede mig; jeg måtte læse om de land, folkene bodde i, rotede mig så dypt in – og blev der for bestandig! Ak ja! – Lyden, det foniske, har fra første færd besat min fantasi. Men Turman har ikke den minste sans for det. Ikke et bøs! Så han ærgrer mig. Men gud, hvad han vét! Hele bærg af hukommelse! – Trods alt: jeg har den dypeste beundring for Turman! Jeg slår op i ham som i –


    Birgit.

– Er han gift?


    Karen (som netop kommer in).

Ha, ha!


    Tygesen.

Karen! Hun spør, om Turman er gift!


    Karen.

Nej, han er født ungkar.


    Tygesen.

Havde De set ham, frue, bare et øjeblik, så havde De vist ikke spurt. Turman er fra Sætersdalen. Vét De, hvad det vil sige? Han ligner en kobb. Det gør nemlig alle sætersdøler. Og så er han opdraget i Kristianssand, en by, hvori der bare er fruentimmer.


    Birgit.

Nå –!


    Tygesen.

Ja, rimeligvis nogle manfolk også. Men en sætersdøl væltet ner i Kristianssand for at opdrages der? Hvad? Han hater fruentimmer siden den tid! – Han har aldrig en time i sit liv været hæftet bort, Turman; – det er saken.


    Karen.

Skulde du nu ikke ville bytte, Tygesen?


    Tygesen.

Jo, straks. Skønt jeg holder mig jo varm, når jeg driver på som nu. – Ja-så, så De er kommet hit til os? Hvad synes De om våren i Norge?


    Birgit.

Å –!


    Tygesen.

Ikke sant –? Ja, De rejser ikke straks igen?


    Birgit.

Jeg blir her i sommer. –


    Tygesen.

De har jo ingen barn, som vænter på Dem?


    Birgit.

Nej.


    Tygesen.

Det skal bli morsomt at se åpne vinduer og liv i «hesteskoen»! Den har ligget der på bakken som et fortrollet slot. Tilstængt, mørkt. Som barn var jeg ræd det. Besynderligt hus! I slutten af forrige århundre byggedes flere slike. Selv der nere i Sydrusland fant jeg et par hestesko-formede hus. Invendig i rundingen langs hele huset (slår en halvring med hånden) en overbygget, bred gang. Den følger helt rundt og ligger i regelen lavere æn rummene. En må stige op fra den og in. En underlig skrue han, som byggede «hesteskoen»! Deres bestefar?


    Birgit.

Nej, oldefar.


    Tygesen.

Ja, naturligvis. Engang han var uvænner med sin hustru – han var uvænner med al værden! – jagede han henne dit ut, trods det var vinterdag. Ikke en sjæl i huset uten henne! Der måtte hun leve! Så angrede han det, kom kørende med vogn og to hester for – det var en vinter med barfrost –, det ramlede, så han hørtes en halv mil! – Og så kørte han in i den overbyggede gangen, hele huset dundrede og skalv, fræm til midten bar det, og op med fløjdørene til storstuen, og in i storstuen kørte han! Han tok henne, som hun stod, – op og in i sin finn-mut. Afsted med henne hjem! Der er noget låddent ved den historie.


    Birgit.

Han kørte ikke in i storstuen. Han holdt for døren.


    Tygesen.

Nå ja, legenderne må vokse. – Vét De, at siden spøker han der ute? Ret som det er, dundrer hele huset; da er han i gangen med sine to hester, hu! –


    Birgit.

Jeg har ænnu aldrig talt med nogen, som selv har hørt det.


    Tygesen.

Nej, naturligvis. Men hvem har sat karnap på storstuen? Det fræmspring der på midten af huset? Det er stygt.


    Birgit.

Jeg vét ikke.


    Tygesen.

Ja, ikke den gamle; for han havde smag.


    Karen.

Tygesen, skal du ikke bytte?


    Tygesen.

Du har ret! Du har ret! Om forladelse, frue. En kan ikke være forsigtig nok. Jeg har ikke tid til at være syk, skal jeg si Dem.


    Birgit.

At være så optat er den største lykke, jeg kan tænke mig.


    Tygesen.

Ikke sant? Uten det vilde jeg ikke leve! Nej! Man taler om ungdommen som den lykkeligste tid. Jeg vilde pinedød ikke ha den op igen – al denne sanselige galskab, dumhed, forfængelighed, alt det sludder –, ikke for en rejse gennem Kina! Skønt jeg har fælt lyst på en rejse gennem Kina.


    Birgit.

Så tror jeg nok, at kvinnerne gærne vilde ha den op igen.


    Tygesen.

Å, – hå! Ja! – Ja, der er det! Ungdomstiden er kvinnernes paradis! Deres levende roman! Balminner, måneskins-kvæller, gule brev! Ho, ho! – Dermed er dere dømte! Gå hen og skam dere!


    Karen.

Men Tygesen!


    Tygesen.

Nu kommer jeg, nu kommer jeg! Ja, undskyld, kære frue! Jeg virkelig glæder mig uhyre til at få se in i «hesteskoen»! Fra barn har jeg lagt alle eventyr dit hen. Jeg betinger mig at være alene i storstuen en nat for at se spøkeriet.


    Birgit.

Så får vi kanske ende på det! Velkommen! (Tygesen går; Birgit over til Karen.) Med den man skal ingen kede sig! Jeg finner ham aldeles prægtig!


    Tygesen (in igen).

Odessa, De? Komme landevejen til Odessa, som vi gjorde. Sitte inne i kupéen og ha det store øde rundt om sig – for der er frygtelig øde der oppe på højsletten! – og så se i det fjærne fata-morganafatamorgana, d.v.s. hav med skib, dampere, hele byer, tårn, kupler, bærg. Og så er det ingen ting … bare fata-morgana! Kan De tænke Dem noget, som mere ligner … Nej, jeg skal gå! Jeg skal gå! (går.)


TREDJE MØTE.


    Birgit.

Ja, er han ikke kostelig?


    Karen.

Jeg har lat lægge fræm tæpper, vi har med fra Asien; du må endelig se på dem! De er der ovenpå! Hele gangen deroppe, ja trappen også har vi gjort til et litet musæum. Gå derop et øjeblik; jeg kommer straks.


    Birgit.

Ja-a.


    Karen.

Du træffer Malla der; hun vil forklare dig det.


    Birgit.

Malla? – Frøken Rambæk? Hun, som på en måte var din plejemor?


    Karen.

Hun har været hos os hele tiden.


    Birgit.

Nej virkelig?


    Tygesen (inne ifra).

Karen!


    Karen.

Bare et øjeblik, så kommer jeg til dig. (går in.)


    Birgit (står igen og ser efter henne. Går i tanker tilbake til portrættet).

(Det ringer fra gangen. – Om lit ringer det igen. – Atter ringer det, og så uten ophør.)


    Malla (styrter in).

Ja, ja, ja!


    Tygesen (innenfor).

Men Malla da?


    Malla (foran døren).

Hvad er det?


    Karen (på den andre side af døren, sagtere).

Mave-bæltet!


    Tygesen (brøler).

Mave-bæltet!


    Malla (gir et skrik og styrter ut).
(Så begynner det at ringe igen.)

    Malla (in, syende et bånd fast på mave-bæltet).

Ja! – Ja! Her er jeg! Her er jeg!

(Døren åpnes på gløt inne ifra.)

    Tygesen.

Men gud bevare dig, Malla! Jeg har aldrig set maken!


    Karen.

Men Malla!


    Malla (uten at se in, stikker det gennem døren).

Her er det! Her er det! (Døren lukkes.) Gud, jeg fik ganske vondt!


    Birgit.

Ha, ha, ha!


    Malla.

Er De her?


    Birgit (som har kommet fræm fra portrættet).

Så De havde glemt mavebæltet? Ha, ha, ha!


    Malla.

Ja, De ler, De! Jeg ryster sågu’ over hele legemet. – Men jeg må da få hilse på Dem.


    Birgit.

De husker mig vel igen fra den tid, De ofte var så gruelig snil med mig? Det var morsomme dager. – Men hvorledes i al værden –? Ja, jeg vét ikke, om jeg tør spørge?


    Malla.

Om hvad?


    Birgit.

For en stund siden de dejligste landskaber. Og på én gang –?


    Malla.

… Hys!


FJÆRDE MØTE.


    Karen (kommer).

Er I her? Jeg tænkte, I var oppe og så på tæpperne?


    Birgit.

Jeg blev stående og se på dit portræt. Det er bedre, jo længer jeg ser på det.


    Karen.

Det siger alle.


    Malla (går ut).

    Birgit.

Du skulde ikke ville gøre mig en stor glæde, Karen?


    Karen.

Hvad er det?


    Birgit.

Mens malingen tørker der ute i «hesteskoen», vilde jeg gærne rejse lit i landet. – Du kan ikke være med?


    Karen.

Jeg?


    Birgit.

Naturligvis som min gæst. Å, vi skal ha det så morsomt sammen. Som i gamle dager, du?


    Karen.

Du kan tro, jeg gærne vilde. Noget kærere kan ikke bydes mig – men jeg kommer ikke løs her.


    Birgit.

Fra huset?


    Karen.

Nej. – Men Tygesen trænger så megen hjælp. Siden hans store sygdom …


    Birgit.

Har Tygesen været syk?


    Karen.

Å, forfærdelig. Og siden den tid kan vi ikke være omhyggelige nok.


    Birgit.

Men han kan da ikke være svak, han? Han kan da vist tale overende 10 alminnelige mænnesker!


    Karen.

Ha, ha, ha! Tænk, om vi to fik være sammen igen en fjorten dags tid! Og ovenikøpet på rejser!


    Birgit.

Ja, kan vi ikke det da?


    Karen.

Jeg fik aldrig lov til det.


    Birgit.

Lov? Bér du om lov?


    Karen.

Gør ikke du?


    Birgit.

Nej! Da måtte min man også be mig om lov! Men vi tar naturligvis hensyn til hværandre. –


    Karen.

Nu ja; jeg skylder Tygesen det hensyn.


    Birgit.

Når du har Malla? Bare for en fjorten dager? Eller tre uker?


    Karen.

Malla er så svak i den senere tid. Hun husker ingen ting.


    Birgit.

Ja, jeg ser, hun drikker snus for det.


    Karen.

Nej, har du set det? – Det er en stor hemmelighed!


    Malla (kommer. Birgit og Karen ser på henne og ler).

Ler I af mig?


    Karen.

Du må vite, Malla, hun har straks set det!


    Malla.

Gud, hvad?


    Karen.

At du drikker snus!


    Malla (skriker og dækker sit ansigt).

Nej, er det ikke skamfullt? men sig mig, kære frue, hvorledes kan De se det?


    Birgit.

Hvis vi skal være dus som i gamle kære dager, så skal jeg si det.


    Malla.

Så gærne! (Gir hånden.) Jeg kan ikke begripe –?


    Birgit.

Jo, de, som snuser hemmelig, har lagt sig til en egen vane.


    Malla.

Nu –?


    Birgit.

Når de kommer nær til en fræmmed, så, uten at vite det, gør de så: (lar baken af sin hånd nogle ganger gå let over brystet.)


    Malla (skriker).

Så det gør jeg! Der kunde jo være spilt nogen korn! At drikke snus er en styg vane. Men jeg takker min gud, det ikke er morfin. Det skylder jeg altsammen det asen der inne!


    Karen.

Men Malla! –


    Malla.

Å, nu vi skal til at omgås, kan det ikke skjules allike vel. Ser hun det ene, så ser hun det andre også. Du må vite, han tar livet af mig! Jeg har blet så nervøs, at jeg ryster, bare jeg hører ham. Så har jeg også mistet al min hukommelse. Det er virkelig bare, fordi jeg aldrig får fred! Jeg er for gammel til det, jeg tåler det ikke. Og var det ikke for Karens skyld, så var jeg rejst for mangen god dag siden! (Sætter sig, gråter.) Jeg trænger ikke at være her!


    Karen.

Men Malla! Kære! (kaster sig på knæ hos henne.)


    Malla.

Jeg har jo, hvad jeg kan leve af. – Men jeg holder ikke ut at tænke mig, at Karen skulde være alene med ham. Så går også hun til grunne.

(Karen bevæges også.)

    Birgit.

Således! – – Og dette skriver sig fra hans store sygdom?


    Malla.

Det vil jeg ikke sige. Men dengang gallt det livet og et kostbart liv er det jo. Måneder efter var han ganske hjælpeløs, så vi måtte bestandig stå færdige.


    Birgit.

Og så kom han i vane med det?


    Karen.

Vi har naturligvis skyld i det. Vi skulde ikke ha lat det komme så langt.


    Birgit.

Hør, mine kære vænner! Nu skal dere bægge to følge med mig på en tre ukers tur! Det er sikkert, det!


    Malla.

Vi?


    Birgit.

Jeg sa det til Karen for en stund siden. Da var det mest mig selv, jeg tænkte på. Nu er det for Deres skyld.


    Karen (sagte).

Men Tygesen?


    Birgit (likeså).

Og for Tygesens skyld! Naturligvis! Først og fræmst for Tygesens! Hvorledes kan I vænte, at Tygesen skal opdage, hvad I er for ham, når I aldrig forlater ham?


    Malla (likeså).

Hvor ofte har jeg ikke sagt dig det, Karen? – Å, mer æn hundre ganger, mer æn tusene!


    Birgit.

Og opdager han det ikke på de tre uker, vi rejser, så ta in til mig, når vi kommer tilbake! Bare vænt!


    Karen.

Tygesen kan ikke være alene; Tygesen tåler ikke al den ugreje, som da blir!


    Birgit.

Lad ham så lære, at han ikke tåler det!


    Karen.

Hvad skal det være godt for?


    Birgit.

Kan du spørge? Så kryper han naturligvis til korset.


    Karen.

Tygesen? Det gør Tygesen aldrig! Før sætter han livet til.


    Malla.

I den siste tid er han som gal. Vorherre vét, hvad som går af ham.


    Birgit.

Altså skal I netop nu forlate ham! Netop nu!


    Karen.

Det vilde være hjærteløst! Nej, det går ikke! Stakkar, han kan ikke greje sig uten os.


    Malla.

Å, jeg ser ham rase og larme rundt her alene! Og kan ikke finne hjælp nogensteds! – Å, jeg fryder mig!


    Karen.

Men Malla! – I forstår ikke Tygesen. Det er hans nervøsitet. Den jager op hans fantasi, og så er han som vill. Men det går straks over. I grunnen er han et ejegodt mænneske.


    Malla.

Som biter! Et ejegodt mænneske, som biter! Enten pokker det er hans fantasi, som biter, eller han selv, like ondt gør det. Og så utaknemmelig som han er! Vi gør alt, som det er muligt at gøre for ham. Men når der er det minste i vejen, bér han os gå fanden i vold. Vi er i vejen!


    Birgit.

Nu, – så gå!


    Karen.

Det er ikke utaknemmelighed. Han er jo til andre tider utrolig taknemmelig. Nej, det er bare utålmod. Vi må prøve at bære over. Vi har da ansvar, vi også.


    Malla.

Ja, ansvar? Vi må svare til, at han blir gal! Alting skal vi gøre for ham, og samtidig skal vi være af vejen. Er han ikke gal? Hvis vi kunde spise og sove for ham, så tvang han os til det også; men vi måtte være usynlige! – Ja, du ler? Vét du, han holdt et leven i måneder for at få Helga, sit eneste barn, ut af huset. Han gav ikke fred. Og hvad var det så?


    Birgit.

Nå? –


    Malla.

Han vilde ha hennes rum til sine karter. Ikke det ringeste annet.


    Birgit.

Til sine karter?


    Malla.

Til sine karter. Han har karter i hauger, og alle opklæbede, så de rummer ikke længer i kontoret. Han har også tat havestuen fra os. Den dejlige havestuen. Vi har bare dette værelse her og sove-rummene ovenpå. Men geografien begynner såmæn at krype in her også. Se bare! – Om en stund har han trængt os op på sovekamrene.


    Karen.

Ja, det er det, han vil.


    Malla.

Det er det, han vil! Men i det stykke er da Karen endelig bestemt.


    Birgit.

Lad ham få hele huset! Flyt ut! Kom med mig!


    Malla.

Tænk at kunne slippe fri, Karen, få ånde fri luft! Få rejse, vi, som har rejst i så mange år. – Hvad siger du, Karen?


    Karen.

Ja, med Tygesens samtykke; – og det gir han aldrig.


    Birgit.

Du har tusene ganger uret i det der.


    Karen.

Ja, det kan være.


    Malla.

Slik er hun.


    Birgit.

Jeg skal gå på ham for dig! –


    Karen.

Han vil ikke engang forstå det. Han selv lever bare for at arbejde.


    Malla.

Men forsøk det! Så må han i alle fall ut med sine grunne for, at han ikke kan undvære os. Han vil så nødig tilstå dem!


    Karen.

Men ikke nu! – Nej, ikke nu. –


    Malla.

Hvorfor ikke nu?


    Birgit.

Er ikke portrættet færdigt?


    Karen.

Jo. – – Men –. Nej, ikke netop nu.


    Birgit.

Så skal jeg komme in-om siden?


    Karen.

Eller jeg skal hente dig. Du bor –?


    Birgit.

I Grand hôtel. – Når kan jeg vænte dig?


    Karen.

Er du hjemme i eftermiddag?


    Malla.

Altså ikke i formiddag?


    Karen.

Jeg vænter –, ja, jeg kan jo sige det, – jeg vænter Henning her hvært øjeblik.


    Malla.

Idag?


    Birgit.

Er han ikke færdig? – Maleriet er jo fernisseret?


    Karen.

Han har væntet på, at fernissen skulde bli tør; for så kan der males igen. Han vil rette på noget.


    Birgit.

Så kommer du i eftermiddag?


    Karen.

Det gør jeg. Og inderlig tak!

(kysser henne hjærtelig.)

    Malla.

Tak, fordi du også vilde ha mig gamle med! –


    Birgit.

Ja, du må endelig være med!


    Karen.

Å, Malla har slik rejselyst!


    Malla.

Ja, jeg har! – Hvad søker du?


    Birgit.

Min kåpe. Der ja! – Jeg trodde, I ænnu var i utlandet. Og nu er jeg midt oppi det med dere! – Nej, tak, jeg skal ikke ha den på. Det er jo så varmt nu igen.


    Karen.

Så kan den ligge her til i eftermiddag. Eller jeg skal sende den.


    Birgit.

Tak, gør det! (Den lægges atter hen.) Farvel så længe!


    Karen (følger ut, kommer tilbake og går foran spejlet).

    Malla (in igen).

Jeg har travelt; men jeg må sige, at make til besøk har vi ikke havt, siden vi kom her!


    Karen.

Deri er jeg da endelig enig med dig.


    Malla (nærmere).

Vi skal bli enige i det annet også!


    Karen.

Malla, Malla!


    Malla.

Ja, noget må vi forsøke! (Det ringer på portklokken.) Dette kan ikke gå!

(mot døren.)

    Karen.

Der er han?


    Malla.

Hvem han?


    Karen.

Henning. Kænner du ikke hans ringning?

(Malla ut.)

FEMTE MØTE.


    Henning.

God morgen, frue!


    Karen.

God morgen! Jeg beklager, at jeg igår ikke kunde sitte.


    Henning.

Det gjorde ingen ting. Jeg havde annet for. Hvad var det dog for en vakker dame, jeg møtte ved døren?


    Karen.

Ikke sant?


    Henning.

Så intelligent vakker. Og i et snit –! Hun var ikke herfra, hun?


    Karen.

Nej, hun kommer helt fra Odessa, og der går det på fransk næsten alt sammen; eller på engelsk. Hun er gift med den rike Rømer, kornhandleren.


    Henning.

Å, den gamle, slappe fyren? – – Jeg så ham engang i Triest. Da bodde de der. Folk sa, han havde en ung kone. Hun levde svært flot, sa de.


    Karen.

Noget måtte hun vel «more sig med», hun også.


    Henning (bukker).

Det glæder mig!


    Karen.

Ja, jeg visste, det vilde glæde Dem. Derfor sa jeg det.


    Henning.

Jeg er så taknemmelig! Mænneskene må more sig, frue. Enhvær har ret til at more sig.

(Staffeliet sættes til rette; en kasse åpnes, pensler søkes, paletten tas i hånd, farverne sættes på. Karen intar stilling, idet hun støtter sig til bordet.)

    Karen.

Jeg hører, De har moret Dem så igår aftes?


    Henning.

Jeg?


    Karen.

I teatret med to unge piger?


    Henning.

Å –!


    Karen.

Kan man få vite, hvad det var for to?


    Henning.

Nej, man kan ikke. I slike ting er jeg diskret, frue.


    Karen.

I slike ting –?


    Henning.

Det uskyldigste af værden! To unge piger, som også vil more sig. – Men kanske har de ikke lov til det.


    Karen.

Hvorledes tør de da gå i teatret?


    Henning.

De er ikke her fra byen. Ingen kænner dem. Men det er alt, jeg vét om dem.


    Karen.

Deres navn dog?


    Henning.

Ja, deres navn, og at de bor på hôtel – formodentlig sammen med slægtninger.


    Karen.

Formodentlig?


    Henning.

Jeg har aldrig fulgt dem in.


    Karen.

Det har De forsøkt?


    Henning.

Af høflighed naturligvis.


    Karen.

Hvorledes træffer De dem i teatret? Er det efter aftale?


    Henning.

Så, det interesserer Dem, det der? Hvem har været ute og sladret?


    Karen.

Den dame, som nylig gik herfra.


    Henning.

Å! – Det er også sant; hun sat jo i sniplogen og lorgnetterte os!


    Karen.

De må da ha været stærkt optat af de to, siden De næppe har lagt mærke til henne i sniplogen. De, portrætmaleren! De kænte henne jo ikke igen?


    Henning.

Nej. Jeg kænte henne ikke igen. Nå ja, om jeg morede mig igår aftes, er der noget galt i det? –


    Karen.

Har De aldrig tænkt på at gifte Dem, Henning?


    Henning.

Skulde det være morsommere?


    Karen.

Nå, – om ikke morsommere, så –


    Henning.

– Så –?


    Karen.

Ja, vi lever vel for mere æn at more os?


    Henning.

Jeg arbejder jo også, frue.


    Karen.

Man blir ikke det, De er, uten at arbejde.


    Henning.

Og det er morsomt at arbejde. Men kan vi så ikke more os lit ved siden af? Lit, – hvad?


    Karen.

Jeg kan ikke annet æn le. Og allikevel, – det, De kaller moro …


    Henning.

Tal ut! – Om forladelse, lit højere med hodet! – Rigtigt! – Lit mere utad! Så; – tak! – – Hvad var det, De vilde sige, frue?


    Karen.

Jeg husker det ikke.


    Henning.

Jo, det var slikt som, at det, jeg kaller moro –?


    Karen.

Ja, – det går kanske ut over andre.


    Henning.

Hvorfor det? De morer sig, de også.


    Karen.

Ja, men …


    Henning.

Men? De stopper bestandig –?


    Karen.

Men om De tok det alvorligere?


    Henning.

Og blev hængende i det, mener De?


    Karen.

Hvis følelsen er ægte, så er det stygt at sige, De blev «hængende i det».


    Henning.

Ulykken er, frue, at disse såkalte ægte følelser …


    Karen.

Såkalte? – Er der heller ingen ægte følelser nu?


    Henning.

Gud, jeg nægter ikke det! Jeg søker dem tværtom! Det er bare dem, jeg søker. – Skønt det er kanske noget meget sagt.


    Karen.

Ja, jeg tænker også det.


    Henning.

Nu står De ikke stille! – I grunnen har jeg dog ret til at sige, som jeg sa. Så længe følelsen er ægte, er det morsomt. Men når den ikke er det længer, så holder jeg op. Just da begynner ægteskabet! Da begynner det!


    Karen.

Ja, De er imot ægteskab?


    Henning.

Bare ét af hundre ægteskaber er «ægte».


    Karen.

Med «ægte» mener De forelskelse?


    Henning.

Hvad skulde jeg ellers mene?


    Karen.

Ægteskabet er noget mere æn forelskelse. Forelskelsen bare inleder ægteskabet.


    Henning.

Hvad fortsætter det, om jeg tør spørge?


SJETTE MØTE.


    Tygesen (kommer).

Har du ryddet der inne idag? (går like mot et af bordene i bakgrunnen.) Hvem fanden har rørt ved mine papirer? (ser Henning bak portrættet.) Er De her? God dag! Det var altså De, som ringte?


    Henning.

Ja.


    Tygesen (bestandig ved bordet, søkende).

Jeg trodde, De var færdig?


    Henning.

Når fernissen kommer på, ses næsten altid et og annet, som må rettes.


    Tygesen.

Hvor er dog min excerpt blet af? Jeg må desværre ha været uforsigtig nok til i nat at ha lat den ligge løs på pulten der inne? Og så er den pokker i vold!


    Karen.

Jeg har ikke rørt ved pulten.


    Tygesen.

Men du skulde heller ikke la nogen annen røre ved den!


    Karen.

Det har vist ingen gjort.


    Tygesen.

Nej, naturligvis! Ingen har rørt ved den.


    Karen.

Men gud, Tygesen, at du går i den slobrok?


    Tygesen.

I den? Den er det stolteste plag, jeg ejer! Den er mit værdigheds-tegn!


    Henning.

Hvis det ikke var for ubeskedent: – Hvad er det for en værdighed, den er tegn for?


    Tygesen.

Det skal jeg såmæn sige. Den betyr, at jeg er herre over mine egne klær! –


    Henning.

Er det en ny værdighed?


    Tygesen.

Splitter ny –! Aldrig kunde jeg ha mine klær i fred. Det går de fleste ægtemæn så. Når et plag først rigtig begynte at bli mig kært, så forsvant det. Ubønhørlig! Kvinfolkene, skal jeg si Dem, utvikler i årenes løp en herskelyst, en sejg intrængen på fræmmed område, som slås tilbake. Ellers får vi ikke engang beholde klærne.


    Henning.

Ja, kvinnerne vil altid ha nyt.


    Tygesen.

Altid noget nyt! Om denne slobrok har jeg værget som en løve. To ganger har jeg hentet den tilbake fra fillekurven. To ganger! Siste gang – for et par dager siden – havde de pinedød klippet i den! … Se her? Jeg har hæftet det sammen igen, – så godt jeg kunde, da! … Nu bærer jeg den for at vise dem, at over mine egne klær er jeg da i alle fall suveræn! Over mine papirer er det mig ikke muligt. Ja, De ler, De far. Men vænt!


    Karen.

Henning kommer nok ikke til at erfare det. Henning gifter sig ikke.


    Tygesen.

Så De gifter Dem ikke?


    Henning.

Nej. –


    Tygesen.

Jeg gratulerer!


    Henning.

Mange tak!


    Tygesen.

Af mit ganske hjærte! – En man, som har noget at leve for, bør ikke gifte sig. – Hvad siger Göthe?


    Henning.

Det husker jeg ikke.


    Tygesen.

Ja, ikke jeg heller. – Men han talte af erfaring. – Det var noget slikt som, at det er et stort hæfte at være gift.


    Karen.

Det sa ikke George Elliot. Skønt hun også var en stor digter. Ikke Lewes heller.


    Henning.

Også jeg har kænt kvinner, som har hjulpet sine mæn – og omvendt.


    Tygesen.

Med at male?


    Henning.

Netop.


    Tygesen.

Nå ja, undtagelser! Og plas for undtagelserne! Det siger jeg altid. Jeg har intet mot kvinne-emancipationen. Lad henne, som kan det, bli præst, – og han stelle barna! Når hun duer til præst og han ikke, hvorfor la klærne være i vejen? Overalt det, som er naturligt. Ingen doktriner! – Men til syvende og sist er det ikke ægteskab, det der. Det, som George Elliot og Lewes levde, var kammeratskab.


    Karen.

Jeg tænkte, at ægteskabet bestandig skulde gå over til det.


    Tygesen.

Men når det nu ikke vil gå over? Det eneste, de kunde sammen, det var at elske. Når de skal til med mere, så går det ikke. Hvad så?


    Henning.

Ja, hvad så? Der er det!


    Tygesen.

Og selv om det går, og det blir til kammeratskab … er det sagt, det varer hele livet? Når det ikke varer, hvad så igen?


    Henning.

Hvad så igen?


    Tygesen.

Desuten: kan vi ikke komme billigere til et godt kammeratskab æn ved giftermål? Dengang ægteskabet blev institution, kænte man ikke til arbejdets fordeling.


    Henning.

Ha, ha!


    Karen.

Hvor du snakker!


    Tygesen.

En gift digter har engang sagt, at han bar hjemmet med sig på ryggen likesom sneglen. Han trodde derved at prise ægteskabet, den tosken! – Når jeg møter mine kolleger på gaten, de gifte, forstår sig, – så hilser jeg bestandig to ganger. En gang synlig og agtelsesfullt på mannen, engang usynlig og medlidende – på hans pukkel! – Nej, jeg må in og søke igen.

(til sit rum.)

SYVENDE MØTE.


    Karen (går fra bordet).

    Henning.

Vil De ikke stå længer, frue? (Hun svarer ikke.) Hvad er det? – Men De tar Dem da ikke nær af, hvad professoren går og finner på? Overdrivelser og billeder morer ham, som De vét.


    Karen.

Jeg vét det. Og han har ofte slike ilninger; især når han er overanstrængt; – jeg vét det. Men allikevel –!


    Henning.

Men hvorfor tie og gråte, – når en kan svare så godt for sig, som De kan?


    Karen.

Jeg kan ikke mere! Der er noget i mig, som oprører sig mot at svare! – Han har i den senere tid … Nej, jeg siger ingen ting! Jeg gråter heller ikke. – Undskyld! – Det er skam!

(kommer efter en stund og stiller sig.)

    Henning.

På højre øje må De så gærne gråte. Men venstre holder jeg på med.


    Karen.

Ha, ha! – De må få underlige tanker om mig, at jeg sådan kan gråte og le på en gang. Det er blet så i senere tid.

(brister i gråt igen og går.)

    Henning.

Men frue –!


    Karen.

Ja, det er, som jeg ikke var frisk! … Men det er jeg dog.


    Henning.

Prøv nu at tænke på noget annet! Bare et litet øjeblik! – Så kommer resten af sig selv! Vi skal finne på noget, som er «morsomt». De vét, vi kan det.


    Karen.

Der er snart ikke mere, som er morsomt!


    Henning.

Æn sommeren da? Nu kommer sommeren!


    Karen.

Til dem, som kan nyde den, ja. Men det kan ikke vi. Vi har ikke engang havestuen.

(gråter igen.)

    Henning.

Men frue, De er næsten like så nervøs som Deres man? –


    Karen.

Ja, jeg er det. Jeg kan ikke hjælpe det. Det er for galt. – Men nu vil jeg prøve!


    Henning.

Igår stod jeg og så på åserne her, og da blev jeg med engang som tullen af rejselyst. En tur på en fjorten dager, sa jeg mig selv. Jeg bestemte mig i samme stund.


    Karen.

Den dame, De møtte, har også bestemt sig til det.


    Henning.

Hun også?


    Karen.

Ja. Hun søker følge.


    Henning.

De mener, vi to kan slå os sammen?


    Karen.

Nej. Ha, ha! I to kan ikke rejse alene.


    Henning.

Så kan jo De være den tredje? Kan De ikke?


    Karen.

Heller ikke vi tre kan rejse alene. Det vét De godt. Hun inviterte mig ellers til at være med sig.


    Henning.

Men det er jo prægtigt! De trænger en tur! Vi finner os en fjærdeman! En gruelig alvorlig en. Tænk, om vi et par-tre uker kunde se noget af det vakreste i landet? Er nu ikke det heller morsomt?


    Karen.

Det kunde vist bli det.


    Henning.

Vét De hvad, frue? Nu tror jeg, at jeg vil slutte. – Tak! – (Karen bevæger sig.) – Det kunde bli? Ja, det beror på Dem selv. «At ville, … det er hele kunsten». Så! – Nu erklærer jeg mig færdig! – Kan De se, hvad det er, jeg har gjort?


    Karen.

Nej. – Jo, jeg tror dog –!


    Henning.

De ler? Hvad har De nu igen at sige?


    Karen.

Det samme som før, at hun der er friskere og ser yngre ut æn originalen.


    Henning.

Og mit svar skal være, at vi sætter bægge to (drejer staffeliet) sammen foran spejlet. Kom nu!


    Karen (kommer).

Så må De gå bort?


    Henning.

Jeg? Må jeg ikke få lov at se? Jeg, som dog står i et slags forhold til en af dem der? – – – De er bare meget yngre, frue, meget friskere!


    Karen.

Der går Birgit forbi!


    Henning.

Birgit – hvem?


    Karen.

Fru Rømer –


    Henning.

Å –! Ja nu ser jeg –! Hør, tror De ikke, jeg kan introducere mig selv? Og foreslå rejsefølge? (griper sin hat.) Jeg har en pokkers lyst! – Hvad?


    Karen.

Hvorfor skulde De ikke kunne det?


    Henning.

Så sender jeg en efter alt det der! Farvel så længe, frue! Undskyld, at jeg må skynde mig!

(ut.)

    Karen.

Det møte må jeg se på! (går til vinduet, ser kåpen.) Kåpen har jeg glemt. Den skal jeg ta, mens jeg husker det! (tar den, ser ut.) Nej, han når henne ikke her. Jeg må ovenpå for at se det!

(Løper. Kåpen soper ner af det ene bord excerpter og sten, så det ramler og fyker. Karen skriker.)

OTTENDE MØTE.


    Tygesen (i døren fra kontoret).

Jeg syntes, jeg hørte … Men det kan da ikke være muligt? (kommer nær.) Jo, så pinedød –! (ser Karen på gulvet i ivrig opsamlen.) Men er du fra forstanden?


    Karen.

Jeg kom til at – –


    Tygesen.

Kom til at –? Kan noget mænneske «komme til» at gøre slikt? – Vil I drive mig ut af huset?


    Karen.

Nej, gud, så skal heller jeg gå.


    Tygesen.

Du gå? – Hvor skal du gå hen?


    Karen.

Du mener, jeg har ingensteds at gå hen?


    Tygesen.

Jeg mener, du skal la mine ting være i fred! Hvorfor vil I ikke også flytte ovenpå og være der? I måtte dog forstå, at kan I ikke hjælpe mig, så må I dog ikke forstyrre mig! Jeg er jo bakefter med flere hæfter! Jeg går som på glør! – Og allikevel finner I på noget at hæfte mig med hvær dag! – Hvad skulde du nu her?


    Karen.

Jeg skulde –!


    Tygesen.

Ja, gråt har vi nok af. – Lad det være altsammen! – Giv mig det! Jeg skal ta op og ordne. Du kan så ikke allikevel.

(Hun står op, og han på knæ.)

    Karen.

Skal jeg ikke hjælpe dig?


    Tygesen.

Bare gå med dig! – Satans kvinfolkene! – Dersom jeg ænda kunde forstå, hvorledes det gik til? – Det skulde dog vel aldrig …? (Rejser sig.) Karen?


    Karen (som var gåt nølende utenfor).

Ja.

(kommer igen.)

    Tygesen.

Hvorledes gik dette til?


    Karen.

Jeg skulde skynde mig og havde kåpen på armen …


    Tygesen.

Hvorfor skulde du skynde dig?


    Karen.

Fordi … Ja, kan ikke det være det samme?


    Tygesen.

Du skulde skynde dig for at se efter Henning?


    Karen.

Tygesen!


    Tygesen.

Hvad skulde han her idag igen?


    Karen.

Han skulde høre dig være rå!


    Tygesen (bisner).

    Karen.

Det er du, hvær gang han er her.


    Tygesen.

Og du er blet gal, siden han kom i huset.


    Karen.

Nej, det går for vidt. Det tåler jeg ikke!


    Tygesen.

Hvad? Det er nyt!


    Karen.

Ja, desværre, det er nyt. For jeg har tålt alt. Du lægger intetsomhelst bånd på dig! Du krænker både Malla og mig i det grænseløse! Også overfor fræmmede. Men engang blir det for meget.


    Tygesen.

Å, gå pokker i vold!


    Karen.

Hvad er det, du siger? – Gå skal jeg!


    Tygesen.

Du går? Bort fra huset?


    Karen.

Ja.


    Tygesen.

Tænker du at skræmme mig? Gå! Gå!


    Karen.

Er det dit alvor, Tygesen?


    Tygesen.

Om det er mit alvor? Nej, det er det ikke. Men du må bare ikke komme og sætte mig stolen for døren, skønner du.


    Karen.

Nu har du fåt rase ut. Og nu skal det være godt igen. Men denne gang skal det ikke være godt igen. Det skal få være alvor! (hun går.)


    Tygesen.

Hvad i al værden mener hun? Vil hun gå? Karen? Hvorhen? Karen?! – Nej men hvad er dette? Siden den helvedes maleren, …! Jeg kan dog aldrig tro …? Men hun var så bestemt. Der var noget nyt. Svært vakker var hun! – … (Roper ut:) Karen? – Karen?


    Karen (ovenfra).

Hvad vil du?


    Tygesen.

Hvad gør du der oppe, Karen?


    Karen.

Jeg pakker mine kofferter, Tygesen.


    Tygesen.

Hvad mener du med alt dette? Kom og forklar det!


    Karen.

Ja, det skal jeg.


    Tygesen.

Har Karen nogensteds at rejse hen? Den sort skræmmeskud bør jeg ikke tåle. (Karen kommer.) Hvad er dette for noget? Hvor skal du hen? Tror du, jeg er et barn, som du kan gøre ræd?


    Karen.

Jeg skal sige dig det, som det er. Birgit Rømer vil rejse en tur i landet – og hun spurte, om jeg vilde være med.


    Tygesen.

Birgit Rømer? Hun, som stod her og var så blid –? For en falskhed! Men du tænker da vel ikke –?


    Karen.

Jeg sa først nej. Men som du har været nu igen, … ja, nu gør jeg det. Jeg har hundre grunne for at gøre det.


    Tygesen.

Du rejser fra mig?


    Karen.

For et par uker, – ja.


    Tygesen.

Det forbyr jeg dig, min pige!


    Karen.

Ja, det nytter ikke.


    Tygesen.

Så? Du tror ikke, her er lov og ret? Du tror ikke, jeg tør tale til politiet? Jo, jeg tør! Jeg sætter mig ut over al skandale. Jeg telegraferer hele landet rundt for at stanse dig.


    Karen.

Pyt!


    Tygesen.

Pyt til politiet?


    Karen.

Tror du, jeg er så dum at tro, politiet kan forby mig at pakke mine kofferter og rejse, hvor jeg vil?

(går.)



    Tygesen.

Karen!


    Karen (stanser).

    Tygesen.

Du tør ikke gøre dette! Du vil heller ikke? Ikke sant: du vil heller ikke? Det var jo synd. Du prøver bare nu … om det gør mig ondt? Vil du høre mig tilstå det? Ja, det gør mig ondt. Jeg vil bli ulykkelig, hvis du rejser. Hvad skal jeg så ta mig for? Jeg visste ikke, du kunde finne på sådant, Karen. Det er ikke af det gode, det der. – –

Men du er også i senere tid kommet langt bort fra mig, – utenfor. Ja, utenfor; det er ordet! Utenfor den usynlige ring, det samfun af godt, som engang bandt os sammen, og som de mænnesker lever i, der aldrig kan mistyde hværandre. Du tar alt op i gal mening! Du hører ikke, du ser ikke, du lever i et annet land. Noget fræmmed har lokket dig! Noget, noget, noget … du taler til mig utenfra! Du – du – du vil ikke længer, du gør oprør, du trodser. Ja, som du nu står der! Du angrer ikke, du anklager, du er i overmod! Jeg kan ikke tilgi dig! Gå! Glem, jeg har bedt dig bli!

(styrter in i sit kammer.)

    Karen (går og høres i gangen sige:)

Han har jaget mig. Nu rejser jeg.


    Malla (høres svare:)

Hvad siger du?


    Karen (længer borte:)

Jeg går op og pakker.


    Malla (in).

    Tygesen (samtidig ut fra kontoret).

    Malla.

Hvad har du nu gjort igen?


    Tygesen (mot henne).

Din skyld er det! Du har hidset henne! Og hvis du ikke straks fører henne her hit tilbake, så ve dig!


    Malla.

Jeg føre henne tilbake til dig? Nej, du kan være tryg – din tyran!


    Tygesen.

Hvad understår du dig –?


    Malla.

Ja, nu vil jeg, dyre død, en gang tale ut, jeg også! Jeg trodde, du var en dannet man. For de, som skriver bøker, skulde jo best vite, hvad dannelse var. Men I er råest af alle. I er nogen overarbejdede, nervøse stakkarer, som aldrig kan styre dere! Gud fri og bevare enhvær for at bli gift med nogen, som skriver bøker!


    Tygesen.

Amen! – Nu skal vi høre! Og dette er dig, som jeg har båret over med i det utrolige?


    Malla.

Du?! Ha, ha, ha!


    Tygesen.

Vil du ut af mit hus!


    Malla.

Ja, det ved gud jeg vil! Men først vil jeg ærgre dig! Nu er jeg ikke ræd dig, – skønt du næsten har tat livet af mig.


    Tygesen.

Jeg synes, du har liv nok, jeg! – Hun er splitter gal!


    Malla.

Å, at du kunde komme til at svi for, hvad du har gjort mot Karen og mot mig, – dit afskum!


    Tygesen.

Jeg et afskum? Nej …? Nej nu –!? – – Vét du, hvad jeg er? Jeg er den snilleste ægteman her i byen; det vil jeg dø på!


    Malla.

Du er den værste af dem allesammen! Du skulde skrive dig T. T. – «Tygesen – Tyran»!


    Tygesen.

Ha, ha, ha! Nero, Henrik den ottende, Blåskæg, urmaker Pel, han, som brænte sine koner og siden sine mætresser! Det er jeg, det!


    Malla.

Vét du, hvad du har gjort mig til?


    Tygesen.

Til en kulsæk, hvad?


    Malla.

Nej, ikke fullt så galt. Men se her!


    Tygesen.

Hun drikker pinedød snus!


    Malla.

Ja, like for din næse også! For du har voldt det.


    Tygesen.

Ha, ha, ha, ha! Har jeg gjort dig til snus? Ha, ha, ha!


    Malla.

Næsten til morfin-dranker har du gjort mig. Men nu rejser jeg, innen jeg blir det med. Og Karen tar jeg med. – Så kan du gå der! – Adjø!


    Tygesen.

Gå fanden i vold! – det er aldeles alvorlig ment!


    Malla.

Jeg tviler ikke et øjeblik! Adjø! – (går, stanser i døren.) Gud fri og bevare ethvært mænneske fra dem, som skriver bøker!

(ut.)

    Tygesen (står lit, løper efter).

Og dem, som skriver bøker, for gale kvinfolk! (fræm, så tilbake igen.) – – Især for pleje mødre! – – Som drikker snus! Pokker skal la dem ha det siste ordet!

(in i sit rum.)

    Malla (kommer igen, ser ham ikke, undres).

Å, – hå! (til kontor-døren.) Og især fra dem, som skriver geografi!

(afsted igen.)

    Tygesen (kommer om lit).

Nej, så pinedød om hun skal ha det siste ordet, lel! – (møter i døren Ane.) Skal du også afsted? – Lykke på rejsen! – Rent hus; hurra! Ja-så, så I har overlagt at sætte mig i forlegenhed? Nej, det skal bli løgn, det!


    Ane.

Frua ba mig spørre professoren, hvad vi skal ha til middag?


    Tygesen.

Hvad vi skal ha til –? Skal jeg afgøre det? Å –! – Så –! Ingen ting! – – Jeg spiser ute. På restauration. Hvær dag går Turman og skryter af, hvad han har spist. – – Også jeg vil engang spise som en uafhængig man!


    Ane.

Skal vi ingen ting ha til middag? Det blir lite’ det for mig, så?


    Tygesen.

Ja, det blir ikke meget. Du har ret i det. Her har du en krone. Så køper du dig middag, du også. Vi skal ha fri idag, vi to! – Så du blir, du Ane?


    Ane.

Hvorfor skulde jeg ikke bli?


    Tygesen.

Udmærket! Hvorfor skulde du ikke det? Der har du en krone til! Ane, vi skal nok greje det. Nu vil jeg – ja, hvad vil jeg? Jeg kan gøre alt, jeg vil! Jeg vil gå ut. Det blir så ikke noget af arbejde idag. Men desto mer imorgen! Uten spor af uro; fra morgen til kvæll alene, – og hele huset mit! Gå ut, du også! Rigtig mor dig, Ane. Vi er fri, vi to!

(går.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Geografi og kærlighed

Skuespillet Geografi og kærlighed kom ut i 1885 og er trolig Bjørnstjerne Bjørnsons mest kjente komedie.

Det humoristiske stykket handler om geografiprofessor Tygesen og hans kone Karen. Karen er lei av Tygesens egosentriske oppførsel og bestemmer seg for å forlate ham for en periode. Hun reiser av gårde sammen med venninnen Birgit Rømer og tar også med seg husholdersken Malla. Tygesen må dermed klare seg alene, kun med kokka Ane til hjelp.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1885 (nb.no).

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.