Er du der?

Ja.

Kaffen var nederdrægtig!

Ja, når den vænter fra 7 til 10, så –?

Du kunde ha laget ny, for pokker!

Ja, det vilde jeg jo. Men De ringte og ringte, så jeg blev rent vetskræmt.

Å – vås!

Åsdan er det me’n, Ane?

Han har det vist bra. Han er nå sint nok, da.

Er han ænda ikke ståt op?

Jo, nu er’n så vidt. Han må sove om morningen, når han ikke sover om natten. Han er rent skiplet.

Hvad mener du med det?

Ja, jeg er nå ræd’n, jeg. Han svæver om her på filttøfler og kænner på dørene. Ret som det er, står han bak mig i køkkenet, uten at jeg har hørt ham. Han skræmmer mig, så jeg slipper, hvad jeg har i hænderne. Engang stod han i mit kammers kl. 2 om natten! Han stod rigtig over mig. Siden har jeg stængt. Nu hører jeg ham sommetider på låsen. – Og i trapperne hører jeg ham, og dørene op og igen, så lang natten er.

Det der fortæller du mig hvær dag, Ane.

Jeg vét ikke mere, hvad jeg gør. Nej-gu, om jeg vét.

Og grinderne har han fåt op, ser jeg?

Igår ja! Så måtte vi til at slæpe karter. Hele læss!

I har begynt at hænge op?

Uten stige! Stigen gik straks i stykker; jeg måtte til smeden med den. Men han kunde ikke gi tid, til jeg fik den hjem igen. Nej da! Så stod ikke rammerne sikkert; så skulde jærnkroker skrues i der oppe i taket. Jeg holdt på at brække halsen. – Kære professor, kommer frua snart hjem igen? Skal dette vare længe? Hører De noget fra henne?

Det siger jeg ingenting om. – Har du læst æventyret om «mannen, som skulde stelle heme»?

Han der er ja-gu værre. Og blir ikke her snart forandring, så går jeg, jeg også. – Han begynner at bli farlig, skal jeg si Dem! – Engang gik han rundt her med en stor kniv. Det må ha været køkken-kniven; for siden har jeg ikke set den. Sommetider taler han højt og fægter, som her var fullt af folk.

Dette kaller vi at ha fantasi, Ane!

Hvad er det for en sygdom?

Taler du med nogen?

Professor Turman er her.

Jeg har ikke hørt, at det har ringt? – Så har gatedøren ståt oppe igen?!

Så! – Nu fik han det!

Åsdan er det med dig, Tygesen?

Hun er farlig, hun der. Jeg kan både bestjæles og myrdes i mit eget hus. Vil du tro det? Hun kænner så mange besynderlig lumskt utseende folk. De kommer her og snuser og ser sig lurende omkring.

Skal jeg hjælpe dig med slobrokken?

Slobrokken? Er det slobrokken, jeg har tat? Jeg vil aldeles ikke ha slobrokken. Siden jeg ikke kan ærgre nogen med den, er jeg så lurve-lej den. (Kyler den in i kamret og går selv efter. Kommer straks igen med en frak.) Du – hun er rasende uforsigtig med ild. Der er glør ænnu kl. 1-2 om natten! Jeg forsikrer dig! – Jeg har set efter. Ikke er hun rigtig ellers heller. Engang så jeg henne med køkken-kniven. Hun stod og fægtede. Jeg har gemt den.

Du går ikke mere morgentur, Tygesen? Jeg tror, du havde godt af det.

Jeg inretter mig annerledes æn før. Jeg har jo nu full rådighed over min tid. – Men den jenten gør mig ræd. Jeg kænner mig ikke tryg i mit eget hus. Jeg er jo aldeles alene her med henne. Hvorfor slipper hun alle disse folk in? Hvorfor stænger hun ikke? Hvorfor har hun ild på? Skal her først plyndres og så brænnes?

Jeg kommer vel en morgen og ser huset nerbrænt og må lete efter dig i asken! I dit sted vilde nu jeg prøve at gøre mig godvænner med Ane. Du har jo nu ingen annen. – Jeg bare gik in-om for at sige dig, at jeg har noget at tale med dig om. Men først skal jeg holde forelæsning. Vil du være hjemme om en times tid eller vel så det?

Hvad er det? Er det noget ubehageligt? Jeg tåler ikke noget af den sort nu.

Kænner du dig ikke vel, Tygesen?

Aldeles udmærket! Har aldrig været friskere i mit liv. – Mere i stand, mere … Har du set på mine karter?

Det kommer nærmest til at ligne en fæstning, det der?

Det er det også! Min fæstning! Den skal aldrig mere intas! Nu er rummet mit.

Hvis du får lov til det, Tygesen –? – –

Hvad er det for karter? (nærmere.)

Jeg så dem i manuskript på den geografiske værdens-utstilling 1875, – du vét i Paris. De vakte den gang en uhyre opsigt.

Ja, du har talt om det. (Læser, som oversatte han:) «Den russiske generalstabs topografiske bureau».

Nu er de alt forældede. Jeg har netop hængt dem op for at vise dig fræmgangen siden da. Vænt lit! (Tar et hæfte som de alminnelige større atlas-hæfter. Slår op i det.) Her er mine egne kratserier, – alle de rettelser, som er blet nødvendige. Rettelser efter Vega-færden nordpå. Se f. e. her! (Blader om.) Rettelser i Østsibirien efter Krapotkin. Du vét – Krapotkin?

Socialisten? – Eller nihilisten er det vel?

En stor videnskabsman, du! Han blev forvist til Østsibirien og opdagede, straks han kom dit, at landet var et annet både geologisk og topografisk, æn det var skildret. Se her! De lange bærgkæder Jablonoi Khrebet –

– «æpletræ-kæden», – «apal-rækka» –

– og Stanovoi Khrebet. Rygraden?

«Rygraden», det er rigtigt, det.

Dem har han reduceret til plateauer, – se her! – fyllt med …

Ja, du, jeg har ikke tid til det der nu. Jeg vilde bare in-om for at sikre mig dig til siden. Ingen kan mer være sikker på at træffe dig. Du er jo blet så flygtig, Tygesen.

Jeg er fri, ser du! – Men kan du ikke bie lit? Kan du ikke spise frokost med mig? Jeg er så alene? Jeg skal ta en flaske gammel médoc op? – Jeg vilde så gærne fortælle dig lit om Poyarko’s rejse over dette Stanovoi-plateau. Han havde et følge på 130 man, og de kom i øde egne, de led hungersnød, de utstod de rædsomste kvaler; de døde, de spiste hværandre! Det er en rystende fortælling.

Jeg vil ikke rystes nu. Jeg vil holde forelæsning.

For én tilhører?

Nej, nu har jeg hele to, du!

Så kan de hjælpe hværandre med at vænte? Eller vi skal skikke afbud til de to assyrer? Hvad? Ane marscherer til Ninive!

Nej, det er nok best, jeg marscherer selv. Og afbud har jeg ænnu aldrig sendt. – Du er så uregelmæssig, du Tygesen; det har du fåt af kvinfolkene. Farvel!

Vil du spise frokost med mig, når du kommer igen da? Så skal jeg vænte. Å, gør det! Jeg skal hente noget lækkert!

Nej tak! Jeg vil ikke skæmme ut middagen. Jeg har mine bestemte tider, vét du.

Han har sine bestemte tider! Han kan ikke føle, at jeg hungrer efter selskab! At jeg kan ikke arbejde, – at jeg trænger til at drukne mig i snak. Han har ingen fornemmelser, det uhyre! Hans hud er minst én tomme tyk, og så er der spæk innenfor. (Det ringer.) Se så! Der har vi pinedød nogen af Anes kænninger igen! Hvad vil alle disse mistænkelige folk? Hør nu bare! Straks holder hun slabras med dem. Hvad fa’en har hun at snakke om? – Det er et fruentimmer, det der. Hvem er nu det da? – Jeg tror –? – Javist! Det er –! (roper.) Helga?

Ja!

Noget morsommere kunde ikke hænde, om jeg var kommen op i en æventyr-båt og sejlte over hav og land hele værden rundt for at søke efter det! (han har draget henne helt fræm; hun holder en pose.)

Du, mit dejlige barn, du! (mot henne, omfavner henne, fører henne med sig, omfavner henne igen.) Velkommen! – Velkommen, som om du havde med dig i den posen din hele min geografi, færdig! Og forærte mig den færdig! – Det var da ellers en tung pose!

Ja, der er bøker i den.

Så, det er det! – Du er altså så flittig fræmdeles? Prægtigt! – Den sætter vi her! – Men du er jo en voksen dame, Helga. Og så søt du er blet? – Vét du, hvad vi skal gøre? Vi skal spise frokost sammen! Vi skal spise frokost sammen!! Vi skal få op en flaske gammel médoc! Hurra! Nu skal vi more os!

Hvor er mor?

Mor –! (ringer; Ane kommer.) Sæt in frokosten! Helga spiser med! Noget godt, noget utrolig godt! Og her er nøklen … Skønt jeg vét ikke –? Kænner du til, hvor den gamle médoc ligger?

Den, professoren tok op igår aftes?

Så, det har hun mærket sig? – Nej, jeg skal selv …

Flasken står her. Skal jeg bære den in?

Er der noget på den? Drak jeg den ikke op?

Den stod her urørt i morges. Den var ikke engang trukket op.

Å – så? – Det er nok sant det, ja … Ak ja! – Bring den flasken in, du! Nu vil vi være glade. Ikke huske på nogen ting uten det, som der er vin i.

Kære, hvor er mor?

Hvorfor blir du stående? (Ane går.) Mor? Hvor mor er, spør du? – Mor, min pige, – mor er rejst på landet.

Mor –?

Kan du ikke komme afsted? – Vét du, Helga, jeg er ræd det fruentimmer. Der er noget så lumskt ved henne.

Ved Ane? – Nej, far! Hun er da likefræm og troskyldig. –

Ane?! Da har du ingen mænneskekunskab, mit barn!

Men mor? Mor på landet? Og var ikke ute hos os? Og ikke et ord til mig om det?

Bare for nogen dager, forstår du. Herregud. Hun behøver ikke at melde dig, at hun gør en liten rejse?

Gør hun en rejse?

Mor har rejst i tolv år! Hvorfor skal hun ikke få lov at rejse nu? (Ser bak karterne.) Står du der ænnu?! (fræm igen.) Et uhyggeligt mænneske, forsikrer jeg dig. At du ikke kan læse i det ansigt?

Jeg vilde i dit sted være snil med Ane, jeg.

Siger du også det?

Mor har rejst i tolv år, siger du; – ja, med dig. Men aldrig alene. Og hun rejser uten at sende mig bud? Kom det da så bråt på?

Det var en væninne, som falt ner her og tok henne. De rejste mandag. Men mor vil naturligvis være hjemme igen så betids, at på søndag har du henne som vanlig ute hos dig.

På søndag? – Det er idag, det.

Er det søndag idag? – Det er Anes skyld. Søndagen skal jeg jo skifte?

Jeg forstår ikke dette. Hvor er hun rejst hen?

En ungdoms-væninne af henne, hører du, Birgit Rømer, hun strøk afsted med henne.

Hun, som ejer «hesteskoen»?

Hun, ja. Jeg vét ikke hvorhen. Det kan jo være det samme? De må ha sin frihed. Ikke sant? Norge er et meget stort land, og det er interessant at rejse i det. Især vestlandet er overordentlig originalt. Dersom de tar ruten over –

Er mor rejst like til vestlandet?!

Det har jeg ikke sagt. Jeg vét ingen ting om det. – Nej, det har de naturligvis ikke! Det er jo så altfor langt. Men dem om det! Lad os unne mor den beste, den morsomste rejse! Skal vi ikke det? (Ane med frokosten.) Nu må vi spise frokost! Jeg er frygtelig sulten. Og her er médoc! Ane, vil du dra den op? (til Helga.) Ta af dig hatten og sæt dig, min pige! – Skyv bordet mer ut i stuen! Jeg kan ikke sitte i sofaen, når jeg spiser. – Så! –

Hvad betyr disse karter, far?

De betyder … Når du er færdig med flasken, Ane, kan du gå! – De betyr, mit barn, – at netop i øjeblikket er jeg i russisk Asien, og det er rasende ubearbejdet, motsigende fræmstillet, russisk Asien. Jeg må ha dem tydelig for mig, alle disse inviklede linjer, som bestandig forandres. – Gå nu, Ane! – Mange af dem, ja, de fleste af dem er bare gætninger. Ja, du forstår?

Nej, ikke ganske. – Men har du ikke hørt noget fra mor, siden hun rejste?

Fra mor? Atter igen om mor! Mor skriver, når hun –. Vænt lit! (bakom karterne, fræm igen.) Nej, den gang var hun der ikke. – At du kan sige, jeg skal prøve at vinne henne der? – Jeg forsikrer dig, Helga, hun er pinedød farlig. Noget lurende, du? Og så mange besynderlige mænnesker, hun kænner! Jeg er ikke tryg hværken dag eller nat.

Men du kan heller aldrig vite, hvem du er sammen med i værelset, når du har de store rammer stående her?

Hvad siger du der? Jeg kan ikke vite, hvem jeg er sammen med i værelset? – Du har ret. Du har forfærdelig ret. Jeg bør selv ha gatedørs-nøklen; og døren bør ikke kunne åpnes innenfra uten med nøkkel.

Men så må du jo selv gå og åpne, hvær gang det ringer.

Der er det! – Ja, der nævner du det! Det store problem! Den, som kan løse det! Jeg kan jo ikke bli portner her? – Men ingen vét, hvem den pige lukker in om dagen, – og som kan komme fræm om natten? Jeg kænner mig som omgit af ånder.

Er det da absolut nødvendigt med disse karter, far? Vil mor det?

Nu skal du høre, Helga. Du er forstandig, du vil forstå. Når jeg går og arbejder, så er der tusene ting på én gang. Og da gæller det: at se det, ha det for sig, straks! Man husker det, og man husker det ikke. Just det er det farlige! Man må ikke tro sin egen hukommelse! Du forstår? Ja, du forstår! Og så er det så bredt behageligt at kunne gå gennem hele huset og bare ha min geografi foran mig. Overalt det, jeg skal tænke på. Til alle sider dette uforstyrrelige ene. – Kom nu, Helga! Jeg er så utrolig sulten! (Flytter hennes pose.) Hvor den er tung? Hvad er det?

Bøker.

Det er sant! Hvorfor har du bøker med dig til byen?

Det er bøker, jeg har byttet; jeg og en væninne. Vi er inne for det.

Er bibliotekerne åpne idag?

For dem, som er kænt, så –

Sæt dig! – Så! – Sandelig, vi skal ha det hyggeligt. – Undskyld, jeg forsyner mig; du begynner jo aldrig.

Hvor er Malla?

Malla er med mor.

Malla også –?!

Herregud, forsyn dig nu, Helga!

Tak; – jeg har spist ganske nylig. Men lit vin –!

Ja, vinen er storartet! – En af fordelene ved at rejse er, at vi lærer at vælge vin. – Altså: velkommen, kære Helga!

Skål!

Å, for en vin! – Jeg har i senere tid fåt slik trang til vin. – Nu må du spise, Helga.

Tak, det kan jeg ikke.

Så fortæl mig noget, mens jeg spiser?

Fortælle dig noget, jeg? Det kan jeg vist ænnu mindre.

Noget, som har gjort intryk på dig. Noget, du har hørt eller læst; noget, du holder af?

Jeg vét ikke noget sådant.

Vist vét du! – Vær ikke undsélig for mig! – Vi har jo aldrig talt sammen, og det er din skyld, Helga. Drik lit vin, så kommer det!

Tak! Jeg tåler ikke så meget, far.

Vist gør du så! Skål! Velkommen, én gang til, Helga! (de drikker.) Du er rent som ny for mig.

Du også, far. – D. v. s …

Hvad mener du med det, min pige? Ser jeg dårlig ut?

Nej da! – Nej, jeg mente, … du er så snil.

Er det da så nyt, at jeg er snil?

Langt fra, ha, ha! Men du har likesom aldrig bryd dig om mig.

Jeg har været så optat. Og det må du ikke misforstå. – Kommer du ikke på noget at fortælle mig, Helga?

Ja, siden du holder på det –. Der er virkelig noget, som har gjort intryk på mig.

Lad høre! Å, lad høre!

En liten kærligheds-historie …

Udmærket! Slikt er for din alder, barn! Vær ikke undsélig! Kom med den!

Altså: det var på en stor slæde-tur her i byen. Det brukte de før. De rejste ut til et sted og spiste fisk; vin havde de med. Ja, de bruker det nok ænnu.

Ja da!

De kunde være intil halv hundre slæder, en herre og en dame i hvær slæde.

Akkurat ja.

Så var der to, da, som kørte sammen.

Hm, hm.

De sat – han i en skin pels og skin hue, og hun i en skin kåpe og skin hue, og de pratet og lo hele vejen. D.v.s. han talte uafladelig, og det var især om fræmmede land. Da de kom fræm og gik til bords, satte de sig ved siden af hværandre.

Naturligvis.

Så, mens de larmede og snakkede over hele bordet, – sat han og var så uhyre begejstret og fortalte henne – om germanerne!

Om germanerne? Det var da besynderligt. Jeg tænkte, han vilde gøre kur, jeg.

Ja, det vilde han nok også. Men det var nu hans måte. Han begynte hos germanerne.

Nu har jeg aldrig hørt maken! Hvorfor ikke hos Adam og Eva?

Han sa henne, at der var to slags germaner, østlige og vestlige. Vestlige – det er frankerne, sakserne, friserne, germanerne i England.

Aldeles rigtigt! Frankerne, sakserne, friserne, germanerne i England. Udmærket, Helga! – Så du vét det?

De østlige germaner, det er skandinaverne og goterne.

Skandinaverne og goterne. Den indeling er ikke alminnelig. Men den er den rigtige! – Skål, Helga! Brillant! (de drikker.) Leve skandinaverne og goterne!

De leve! – De var slikt et uroligt folkefærd, sa han; de satte uro i værden. De var erobrere, og de var vikinger, og de var utvandrere. De var som elvene i landene deres. Så stride er disse elver. Og skandinaverne og goterne fløt fossende ut i andre folk, likesom elvene i havet.

Prægtigt! Gud hjælpe mig, som jeg selv skulde ha sagt det! – Kanske du er min datter allikevel?

Ja, det var han, som sa det. Det er ikke mig. Den samme uro var i ham selv, sa han. Ut vilde han, afsted måtte han. Og det sa han, så det smittede henne, og hun ropte uten at vite det: «Jeg vil med!» – Bakefter blev hun så skamfull; men da var det for sent; for på det blev de forlovet. Jeg ser, du kænner det, far?

Nej, gud velsigne dig, barn; sitter du ikke der og fortæller mig min forlovelses-historie? – Jeg havde rent glemt det der med skandinaverne og goterne. – Hvorledes har du fåt det at vite?

Mor fortalte mig det.

Gjorde mor?

Siste søndag hun var ute i instituttet. Idag otte dager siden. Hun huskede altsammen så tydelig, at hun sommesteder mintes ord for ord, hvad du havde sagt. Og du har glemt det?

Du talte om Alarek; han, som tok Rom, vét du. Navnet er det samme som Adalrek, vort Alrek, Alrekstad. Og Teodorek er vort Tjodrek.

Det … det huskede mor?

Du kan jo høre på mig, at hun huskede det. – Mors skål, far!

Mors skål!

Men hvad er det, far?

Det er ingenting. Det skinner så i øjnene. Nu husker også jeg det. For en dag, for en fryd! – Jeg havde glemt, at jeg skrøt så af skandinaverne og goterne. Jeg var ung dengang; min tro, min fræmtid, min kærlighed også var i det skryt! – Og hjemturen, du! Nej, hjemturen! Den er det især, som jeg husker! Da blev hun min! Å, jeg visste, hun vilde bli det, da jeg tullede henne in i hennes skin kåpe igen! – Så myk, hun var, du, så varm! Og så duftede hun af en egen essens; jeg havde sittet i den ved bordet … den var som af nyslåt hø … jeg havde aldrig kænt den før. Jeg stod og gav mig god tid med at pakke henne in! Hun skulde bli min på hjemturen! Ingen i værden visste det; men jeg visste det! Og hun visste det! Gud, hvor hun var vakker!

Mor er vakker ænnu, hun.

Alle siger, du ligner ikke på mor. Men du har dog noget af mor, Helga, når du sitter så og ser. – Skål, Helga! Din skål! Tak!

Nu tåler jeg slet ikke at drikke mere.

Ikke jeg heller. Men det styrter in på mig, det der! I din nærhed blir jeg ung igen. – – Vi sat, mor og jeg, på dækket en måneskins-kvæll over Middelhavet –

– over Middelhavet? –

– ikke længe efter! Vi giftede os straks og rejste; hun var bare 16 år! En måneskins-kvæll på Middelhavet, vi skulde til Algier.

Gud, ja!

Alle stjærner oppe; det er over min fantasi i dette øjeblik mest som et gammelt sagn, du! Ungdoms-forelskelse er ældre æn alle sagn; den har også skapt de fleste. Vi sat just og talte om et sagn derifra, et af de aller-skønneste. Sagnet om Hero og Leander. Det ligger stjærne-strød over Sydeuropa som en slik kvæll; det har samme blå grun. Ungdoms-kærligheden, det ene mænneskes dragning til det andre, har aldrig været tænkt i større stil; aldrig havt herligere scene. To værdensdele møtes der. Kæmpen svømmer fra den ene over til den andre, når fræm, men dør i den elskedes armer, netop som han når fræm. For en grænseløs overdåd i deres længsel! Romeo og Julie i stjærne-skrift.

Dette sat vi og talte om; vi sat i vor egen første kærligheds-rus, og på rejse. På rejse til alt stort og skønt i den gamle værden, i de evige sol-riker. Det gjorde rusen stærkere, æn jeg kunde bære den. Innen et øjeblik var jeg topvill-rasende; jeg slog armene om henne, jeg trykkede henne til mig; jeg sa det, som jeg kænte det, at dette var den højeste følelse af lykke, vi to kunde nå sammen! Til dette øjeblik kom intet følgende op! Nu levde vi vor sankthansdag. Fra imorgen …

Jeg havde ikke før sagt det, så mørknede det i mig, armene slap, sjøen var en grav, og en sorg – nej en sorg tok mig, som måtte jeg ende mit liv. Da stod hun over mig! Hun tok mit hode op mellem sine hænder, og hun så mig i øjnene … å, så sundt velgørende. Og hun sa – hun var jo ænnu et barn –; hun sa …

Hun sa –?

Hun sa –

Hvad er det, far?

Jeg kan ikke –!

Gud – – (rejser sig.) Hvor er mor?

Jeg vét ikke!

Du vét ikke?! Men far?

Du misforstår mig! Hun er, som jeg siger, på rejser, på rejser! – Du skræmte mig! – Mor fortæller dig alt, når hun kommer hjem; eller du får brev. Herregud, tvil da ikke på, hvad jeg siger! Det er så! Det er så! Jeg forsikrer dig!

Sæt dig igen! Hvorfor lot du mig ikke i fred? Jeg drømte. Du rev det i stykker. Og det var skade. Det gamle gør ofte det nærværende nyt. – Men så sæt dig igen! Er du ræd mig?

Nej.

Nu er det borte det hele. I stedet for ungdom og sol-glans – bare skuffelse, møje! Strid, forbitrelse, dumme, slette mænnesker! – Jeg vét, det er galt. Jeg vét, at livets mål ikke er nydelse. Ungdommens syn på det forfører. Jeg vét det. Livet er en opgave, og den nås ved arbejde, ved forsagelse også; jeg vét det.

Men det nytter ikke! Når hint ulidelige mørke faller over mig, så er det frygt og pest, – å, da er altsammen som fortært, forkullet. Jeg trænger –

– vin, far! Vin! – Skål! – Og at sitte sammen med en ungdom! Ryst af dig! Fortæl videre! Det var så dejligt! Å, det var så dejligt! – Skål! (De drikker.) Hvad var dog dette for et sagn? Det, du fortalte? Noget så storartet?

Kænner du ikke sagnet om Hero og Leander?

Nej.

I læser ikke mytologi? – Ikke Shakespeare heller?! – – Men når I er alene? Unge piger læser altid i smug. Ikke læst det i smug heller? Hvad læser I da?

Nå, – vi læser mere – ja, hvad skal jeg kalle det? – mere moderne ting.

Mere moderne –? Romaner?

J-a. Romaner også.

Også? Læser I da annet æn romaner?

Nå, – alvorlige ting naturligvis. Som vi kan lære af.

For eksempel?

For eksempel … ja, for eksempel geografi.

I læser geografi? I fritimerne?

Med illustrationer til, forstår sig.

Her er jo posen? Det er jo sant! Lad mig se, hvad I lejer for bøker? – Den lar sig vel åpne?

Men far, det går ikke an. Det må likesom være hemmeligt, skønner du!

Så her er hemmeligheder? Jeg tænkte det nok! Kanaljer, I spiser forbuden frugt? Jeg kænner dere! Hvorledes pokker åpnes dette?

Du må ikke åpne, far! Nej, du må ikke. Du har ingen ret til det! For den stærkeres ret vil da vel ikke du bruke mot os småpiger; vil du vel? Du, som er så nobel. Jeg holder på posen! Ja, jeg gør! Og tænk dig nu, far, at det er minst fire og tyve sådanne hænder som mine her. De holder allesammen. Og da åpner du vel ikke? Du misforstår også det hele. Jo, du gør! Har jeg sagt hemmeligheder? Ja, da mente jeg noget annet. Jeg mente … ha, ha, jeg tror virkelig, jeg har drukket for meget vin. – Nej, nej, lad mig få posen, far! Vi er to piger i byen med den. Vi skal gå og bytte, og jeg skulde bære den. Mig kan det jo være det samme; for bøkerne er ikke til mig. Men der er virkelig bøker blant dem, som jeg er forbudt at la nogen se. Jeg vét ikke hvorfor; men det er så. Og det er skam, at de ikke skal kunne stole på mig. (Er ved gråten.) Du, far, som nylig var så snil! – Du vilde være den første til at forsvare os, om der var nogen annen, som prøvde på det der. Jo, du vilde; jeg kænner dig! Sæt, at hele øverste klasse nu stod i et værelse og havde stængt døren, og så en vilde bryte in til os? – Å, du vilde skamme ham ut og jage ham; det vilde du. Men dette er akkurat det samme.

Hvor du er blet veltalende, Helga? Du, som ellers ikke er af mange ord? Og som det går dig nær?

Nej, det vil jeg ikke just sige, at det gør; det er jo ikke mit. – Jo, det går mig nær, at de andres hemmeligheder ikke skal være bevaret hos mig. (gråter.) Gør det ikke, far!

Jo mere du siger, jo mere ret får jeg til at åpne posen, – synes det mig da! – Slip! (Åpner.) Lad mig nu se! De har nok været ordentlig brukt, disse bøker? Fransk. Hm-hm? La cruelle énigme – par Bourget? Er ikke den fortælling noget – hvad skal jeg sige –? Kanske du kan finne et pent ord for det? Du havde nylig så mange? – Nå, lad os nu være godvænner igen! Ellers må jeg jo tro, at dette også angår dig? – La cruelle énigme – er ikke det noget –? Nu –?

Kanske du mener realistisk?

– realistisk, ja. – – Du er vel den eneste der ute, du, som kan ordentlig fransk?

Af eleverne, så –. Men den fortælling der tror jeg skal byttes for lærerinnen i fransk. – Men du må ikke si det!

La cruelle énigme, «den grusomme gåte». Hvad er det for en gåte?

Ja, jeg hører jo, de prater om slikt sig imellem. Jeg tror, det er gåten i vor natur. Ja, jeg vét ikke heller.

I vor natur? En åndelig natur – og en, som ikke er åndelig? Er det så?

Noget slikt, ja. – Men det er slet ikke rigtigt, det, du der gør, far.

Tror du? – Her er en, som heter: Samma frihet för kvinnor som för män. Hvad er det for slags frihed? Det er ikke en roman, det der?

– Mon det ikke er filosofi? Det høres så.

Er det lærerinnen i fransk, det også?

Nej. Ja, jeg vét for resten ikke, hvem det er. Ikke mer nu, far!

Alle gode ting er tre. Autour du mariage, par Gyp –? Gyp? Det var et pussigt forfatternavn!

Det skal være en adelig dame, jeg tror en hertuginne.

En hertuginne? – Naturligvis! Minst! Jeg tror, jeg har læst noget om, av en viss dame, som kalte sig Gyp, anla proces, fordi de nævnte hennes rette navn? Var det ikke så? – – Hun vil altså ikke kænnes ved det, hun skriver? Har ikke en skut på henne også?

Jeg kænner ikke noget til det der.

Det vakte ellers opsigt nok dengang. Vi var netop i Frankrige. Autour du mariage – «omkring ægteskabet». Hvordan omkring? Snuser hun omkring ægteskabet, eller er der andre, som –?

Jeg har aldrig hørt tale om det der.

Så det har du ikke. – Synes ikke du også, at dette var en egen sort geografi? Med illustrationer til? Eller skulde der være noget slikt længer neri posen? Hvad? (Helga tier.) Vét du, min pige, at du skal sige, som det er?

Men gud, far, når det nu ikke er min hemmelighed? Det er jo ikke mine bøker.

Jeg vil foreslå dig, lille Helga, at nu flytter du hjem til mig fra instituttet og passer på mig; så skal jeg passe på dig igen. Hvad siger du til det? – Jeg tror det, jeg. Hvorledes i al værden kom du til at fortælle, at I læste geografi? Med illustrationer til? Sig mig det!

– Vi læser da geografi også.

I fristunderne? – En dejlig geografisk beskrivelse, den der! – Når du vét, geografi er din fars fag, er det egentlig talt hensynsløst af dig at kalle slikt geografi.

Nej, far, det er bare mangel på fantasi.

– – Misforstå mig ikke! – Fordi om du får mig til at le, så tilgir jeg dig ikke. Nej. Det gør mig ondt, hvad jeg har opdaget. Meget ondt. Ikke så meget det med bøkerne; nej, at du vil nægte det, når jeg har fåt tak i dem og spør dig. Du lyver jo?

Men lyve, far?

Jeg siger lyver. Ja, jeg gør. Hvad skal jeg ellers kalle det?

Hvad er så det at lyve?

Det er at ville føre sin far bak lyset. Tænk, sin far! Det tyder på vane. Ingen begynner med sin egen far. Så meget forstår da også jeg. Skønt jeg aldrig har løjet.

Men far!

Synes du virkelig, jeg overdriver? – Så tænk dig, at det var jeg, som førte dig bak lyset, mit barn! Vilde det dog ikke være forfærdeligt? – At du ikke længer kunde ha full tillit til, hvad din far sa dig? Tænk, om jeg ved kunster, ved utflugter, ved fortielser, ved likefræmme … likefræmme fordrejelser dulgte for dig …

Gud, far, hvor er mor? –

Mor –?

Hvorfor er mor og Malla rejst fra dig? Hvad er det, du dølger for mig? Hvad er hændt? Far! Far!

Ja, der er noget, jeg har dulgt.

Jeg forstod det straks. Men det er vist værre, æn jeg tænkte. Å, gud, hvad er det?

Nej, bliv ikke så ræd! Der hændte noget, så blev vi uvænner, og så rejste de fra mig, både mor og Malla. Ja, det er intet annet. Men det er nok! Jeg havde ikke mot til at sige dig det, da du kom; for jeg blev så glad. Men det trykker mig til jorden! Jeg får ikke bestilt det gran! Jeg har gjort kontrakt med tre store forlægger-firmaer i tre land, og nu er jeg mange hæfter tilbake! Jeg kænner mig som en forbryder! Skaf mor hjem! Jeg kunde rope efter henne gennem mange land! Turman vét, hvor de er, skønt han ingenting siger! Gå på ham! Dig må han sige det! Skaf mor hjem igen! Du rår da vel med din egen mor? Når de er her igen, skal jeg ingen ting sige; late som ingen, ingen ting; som om de aldrig har været borte! Ganske så! – Men bliv nu du, Helga!

Uten mor? Nej, ikke om du bad mig så tynt, så tynt. Og ikke om du slog mig død.

Men Helga?

Ja, når du ikke kan komme ut af det med mor, så (gråter.) Så kan jeg gærne gå og kaste mig bort.

Hvad siger du, barn?

Uten dig og mor, og mor og dig, er der ikke mere mening i det! Så kan det være slik slag med mig. – Å, for en ulykke!

Ja, det er en ulykke for os allesammen. Og min geografi!

Ja, nu skal ingen forstyrre dig. (tar sin pose og går.) Farvel!

Åsdan er det med dig, Tygesen?

Har det ringt? Stod gatedøren åpen?

Helga og Ane stod i døren og snakket. Og så kom jeg.

Det billede, jeg nu har for mig, minner mig ikke så meget om Marius på Kartagos ruiner. Nej; mine tanker vandrer til det gamle Assyrien. Du minner mig om gudinnen Istar, Tygesen, der hun vansmægtede.

Atta lû mutêma anaku lû assatka. – Jeg kan vel ta mig en pipe hos dig nu, siden du er blet ungkar? – Ja-gu sukker’n. Han har det vondt nå.

Jeg sa det til dig, jeg, Tygesen, at du stod ikke i det der’e. Det er bare stærke folk, som kan ta på sig at leve alene. Det er ikke slike, som kvinfolka har fåt stelle med. De stakkarne blir det så bedrøveligt med uten kvinfolk, som det blev med Istar uten man. Hun for op til guderne og ner til underværdenen, op og ner! Og like langt kom hun. Også du, Tygesen, er snart i de højeste regioner og snart nere igen. Aldeles uten nytte!

Jeg har tænkt meget over det i disse dager – og nætter med. Istar-sagnet, mener jeg.

Det er tør-sommer’n, det, far.

Ja. Men sagnet er dypt. Vi vil alle øse af livets væll. Naturligvis. Men jo mere vi får, jo mere vil vi ha. De højeste eksistenser har de største behov; kan minst tilfredsstilles. Det er det forfærdelige! At netop de, som er kommet længst, blir de utålsomste, de ulykkeligste! Slægtens tragedie, Turman. Tragedie.

Nej, er det så dårligt med dig, Tygesen?

At du filosoferer, mener jeg. Du skulde gå lange turer og ta kolde bad. Og så skulde du lægge dig på tobak. Der er selskab i en pipe. Den uroer ingen.

Den slægt, som kommer efter os, Turman, vil kænne større behov, æn vi kænner; altså bli ænnu ulykkeligere æn vi. Har du tænkt over det?

De blir mere og mere nervøse, mener du?

Der nævnte du det! Nervøse! Du kænner jo nogen af de fræmmeligste videnskabsmæn og kritikere? Du har ofte nok gjort nar af dem. De er jo bare hjærne og nerver. Om hundre år er der ti ganger så mange af dem. Og så fræmover! – Og så fræmover!

Ti ganger så megen nervøsitet –?

– Ti ganger så megen ufordragelighed! Sinne! Naturligvis!

Ja-gu skal det bli hyggeligt at være til da!

Til sist blir det slik, at det ene mænneske ikke kan utstå det andre. Når de ser hværandre på en halv kilometers afstand, så skriker de! Af smærte.

Slikt sitter du og hugsvaler dig med, Tygesen? –

Det hele følger af slægtens åndeliggørelse. Jo længer den skrider fræm, jo uhyggeligere bare ånd blir den. – Hvis ikke opfinnelserne også skrider fræm og gør mænneskene uafhængige af hværandre. Ved f. e. at la dem nære sig direkte af solen? Det er jo solen, som nærer os nu også? Gennem jord og græs og korn og ku og gryte … Kan det ikke ske uten dem? Rent direkte? Kan vi ikke tænke os det? At vi derved spares for ni tiendedeler af det, som nu gør os så opslitende afhængige af hværandre, gir os så utrolig med møje, kval, ulidelighed? Så vi bare kunde vie os de åndelige opgaver? Bare møte hværandre i ånd? Eller næsten bare i ånd?

Næsten, ja.

Ja, visse behov flyttede vi naturligvis med os. Selv in i en slik gull-alder var vi nok nødt til det. Men hvad har mænneskene ment med alle sine drømme om en gullalder bak sig og foran sig, – hvad har de annet ment æn netop dette? En tid uten besvær, uten møje af hværandre? En slægt i lys og frihed, en slægt i ånd?

Op og ner! Og ner og op! – Ja, bli nu ikke furten for det! Du kommer ingen vej med de bøks, du gør, mener jeg. Bare fantasi, far. Du må få hjælp. Det er saken!

Hjælp? Jeg? Ingen kan hjælpe mig. Ingen vil heller.

Nå – nå! Sig ikke det. – Ja, naturligvis kommer det an på, hvad hjælp du mener?

Ja, du ler, du?

Du visste nok ikke alt, du havde, du, før du savnet det?

Jeg vil sige dig én gang for alle: jeg tåler ikke din spot. Jeg er netop idag ikke oplagt til at tåle den. – Ellers er jeg et mænneske; jeg tilstår det. Du vét ikke engang, hvad det er.

Så de har det så vondt, de, som er mænnesker, Tygesen?

Turman, kan du ikke forstå, kan du ikke fornemme, kan du ikke … at idag, at netop nu … å!

Hvad går der af dig?

Gud, han spør? Har du da ikke mærket, har du ikke smakt, lugtet, lyttet ut for længe siden, at det er med den største overvinnelse, at jeg tåler dig hos mig?

Nej.

Nej, naturligvis! – Kan du da ikke ad rent logisk vej finne ut, at jeg i min ensomhed her længst må ha opdaget, hvorledes alt dette er kommet?

Nej.

At dette ikke vilde være hændt uten dig? At det er din skyld?

Min –?

Ja, din! – Så længe ærtede du mig med disse dine fordømte store rum, fulle af bøker og papirer, som ingen rørte! Så ofte dræpte du mig ner med din kolossale hukommelse, og gik og sa: de, som er gift, kommer ingen vej; de taper hukommelsen også …

Ja, men det er sant!

Der kommer han pinedød med det igen!

Du er blet så svær til at banne, Tygesen.

En man med lit skikkelig fantasi får ellers ikke rum i sproget.

Men kan du ikke føle det, nu, når jeg forklarer dig det, heller, at det hele kommer fra dig?

Nej-gu om jeg kan!

Å nej, hvem kan forlange, at et bok-bind i tykt lær …

– Sig bøffellær med én gang!

Ja! Hvem kan forlange, at en hel bokhylle full af bøffellærs-folianter med tobaksstøv på skal ha fornemmelser?

Kanske når du slog op i dem –?

Vorherre bevare mig!

– så fant du din gode søvn igen, Tygesen!

Hvis jeg slog op i dig –? Så fant jeg min søvn igen? Det tror jeg gærne! – (Med ét.) Du vét noget? Du har noget at sige mig?

Det turde hænde.

Men hvorfor siger du ikke det straks? Du vilde jo også tale med mig. Hvad er det? –

Jeg har et forslag.

Fra dem?

Fra dem. De vil ha fred.

De vil ha fred? De vil komme hjem igen?

Som jeg siger.

Men hvorfor siger du mig ikke det straks? For så er der jo ingen syndflod mere over jorden; solen er på Ararat! Kan du se, Turman? Jeg er jo dog ingen mænneske-æter heller? Unødige ord kan jeg la falle; ord vil så gærne fly om på egen hånd. Men livet består ikke af ord. Livet består af realiteter. Givne værdier, faste forhold, opgaver.

Det ser Karen. Når det gæller, er der noget grejt ved Karen. Nej, så de kommer hjem igen?

Men vil du ikke først høre –

Ingen «men’er»! Kom lad os ta os et glas vin på det!

Gærne det. Men –

Ingen «men’er», siger jeg! Denne vin fortjener intet «men», den. (De drikker.) Ikke sant?

Jo, den var god! Men –

Hvad for noget? Har Du ænda flere? Du vil ha et glas til?

Gærne det. Men –

Skyl «men’erne» ner! Skyl dem ner! Se her!

Tak. Vinen er god. Men –

Ænda flere! Han er umættelig! Ta hele flasken!

Den er vist snart slut. Men –

Så ut med dem da, mænneske! Ellers kvæler de dig!

Betingelserne, mener jeg! Vil du ikke høre betingelserne?

For hvad –?

For at de skal komme hjem igen?

Ingen betingelser! Jeg skal omfavne og kysse Karen og bære henne in. Uten nogen betingelser, – ja, det skal jeg! Alt det dumme tøj, vi har sagt, – derom ikke et ord! Ikke til Malla heller! Hun er jo i grunnen så snil.

In med kvinfolka da, og ut med geografien!

Ut med geografien?

De vil ikke ha geografien i stuen her; både karter og excerpter skal væk! De vil ha stuen for sig selv.

De vil ha stuen for sig selv?

Til et tegn, skønner du, at geografien ikke mere skal fortrænge dem. Der skal skiftes like. Havestuen vil de også ha igen.

Havestuen også? Spøker du, Turman? Da vil jeg sige dig, at til spøk er dette for grovt.

Derfor er det også alvor.

Du ler –? Du vil bare more dig over mig?

Du morer mig bestandig, Tygesen.

Det er altså ikke alvor?

Jo, det er.

At jeg skal flytte ut? Herfra og fra havestuen? Å, det er ikke sant? Din skøjer!

Du skal flytte ut alt, som her finnes af geografi; og fra havestuen med. – De forlanger mere …

Mere?

Helgas rum. Og Helga tilbake. De vil ha retfærdig deling. De vil ha sit fullt ut.

Vil de? – Ja, da undres du vel ikke over, Turman, at jeg tar dem på ordet? Sit fullt ut? Så gærne for mig! Dette er mit, altsammen!

Altsammen dit?

Jeg har køpt for mine penger altsammen, som nævnes kan. Huset og det, som er i det.

Også rotterne?

Jeg svarer i yderste alvor, at også rotterne er mine! Og hvorfor har jeg køpt huset? For at arbejde i det. Og hvad skal de andre her? De skal hjælpe mig til at arbejde. Disse simple grunsanheder, på dem hviler alt. På dem bygges den retfærdige deling. Og da har de andre aldeles intet at fordre! Men så stræng skal jeg ikke være: lad dem flytte ovenpå! Når de ikke vil hjælpe mig, bør de i alle fall ikke være i vejen. Der har du deres del!

Det var litet, det. På kvisterne?

Det går ikke an at kalle annen etage i et schweizerhus for «kvister». Tre store rum og den brede, lyse gang imellem dem, – et helt musæum! Er det ikke en standsmæssig bolig kanske? Ner ifra den en makelig trap belagt med tæpper, prydet med genstande, som enhvær etnografisk samling vilde være stolt af. Er de dronninger, at de tør ønske sig mere?

Fullt så gromt er det vel ikke der oppe. For de vil ikke.

De vil ikke? Hvorfor fa’en sa du mig ikke det straks? (Roper.) Ane! – De tror vel, de skal trætte mig ut. – Ane!

Du står ikke i det, Tygesen! Kom ihu Istar, Tygesen! Den assyriske!

Ane! Hvor pokker blir jenten af? – Jeg vilde være en forræder mot den hele mænneskehed, om jeg ikke nu holdt ut. Her kæmpes for et princip, højere æn mount Everest. Og det uten nogen overdrivelse. – (Ane kommer.) Nå der er hun! Skynd dig og gør dig færdig, Ane; vi skal til at hænge op karter.

Men gud beva –

Ikke et muk! Nu på øjeblikket!

Ja-ja, så skriver jeg til dem, jeg, at du har fåt principer. Højere æn jordens højeste fjæll.

Skriv! Skriv her! Gå in i kontoret! Skriv, at du sitter i kontoret. At jeg bad dig om det. – Så vil de forstå.

Men når du nu får det vondt igen, Tygesen?

Skriv, hvad du ser her! Karterne! – Så har de svar nok.

Å, du hellige ægtestand! – God fornøjelse, Tygesen!

Først er han skyld i hele ulykken. Og så går han og nyder den. – (Til Ane.) Hvorfor holder du på slik og flytter dig?

Jeg?

Har hun noget fore? – Om jeg prøvde at vinne henne? De har ret: jeg har ingen annen. – Ane?

Ja.

Lad os skyve bordet in igen! Så! Vil du ha et glas vin!

Jeg? Gud, hvad finner han nu på?

Hvorfor står du der bak mig? – Værs’go! – Jeg har liten tid. Værs’go! – Så. – Skål, Ane! – Når man får henne nær hos, er hun ikke så lej ænda. – Ane, jo mindre hjælp en man kan bærge sig med, des bedre! Des længer kommer han også. Nu har jeg foresat mig bare at ha dig. Forstår du?

J-a. Jo.

Du skal ha din løn én gang til. To ganger til! Det er ikke for at spare, skønner du. – Vil du ha et glas vin til?

Gud, nej!

Nu skal jeg forklare dig, hvorfor vi hænger karter op.

Kunde jeg ikke slippe for det? – Jeg skal gøre alt annet –.

Vænt nu, Ane, så skal du høre! Ingen kan forlange, at du skal forstå det, når det ikke forklares dig. Vel? – Nej! – Altså: Rusland er et meget stort land. Og det land skriver jeg om. Vét du, hvor stort Rusland er?

Rusland? Det er stort, det.

Det er så stort, at om Norge er så stort som så, hele Norge (går i en liten ring), så er Rusland så stort som så (går i en overmåde stor ring).

Ja, som på kartet?

Som på kartet? Vét du da, hvad et kart er?

Ja da!

Det er en annen sak! Så kan jeg fatte mig kort. Altså: det sværeste for mig er at huske alt det, som er i et slikt st-o-o-rt land.

Skal De huske altsammen?

Altsammen. Ja, d.v.s. ikke altsammen. Men som med sprogene. Du har set de papirlapperne henne på bordene der?

Jeg er så ræd dem, at jeg knap tør gå forbi dem.

Vi skal ikke snakke om det nu. Disse papir-lapperne, det er sprogene.

Er det sprogene?

Nej, ikke sprogene! Men optegnelser om sprogene! Du må forstå, hvad jeg mener. – Hvor er du født?

På Galgebærg.

D.v.s. i Kristiania, d.v.s. i Norge. Alle, som er født i Norge, taler samme sprog.

Taler de samme sprog på vestlandet som vi på Galgebærg?

Ja, de gør!

Ja, men –

Det er så! Du må ikke hæfte mig; for så blir det for meget bry for mig. – Jeg vilde sige, – jeg vilde bare forklare, at de, som forstår hværandre, de taler samme sprog. Du forstår dem på vestlandet; men engelsk? Forstår du engelsk?

Ja.

Engelsk?

Her var to engelskmæn, og den ene sa bestandig til mig: «I like you very much».

Hvad er så det?

Jeg liker dig; vær med ös!

Vi skal ikke tale mer om sprogene, Ane. Vi skal ta det på en annen måte.

Men kan jeg ikke slippe for at hænge karter op?

Vær nu ikke utålmodig, Ane; du ser jo, hvor tålmodig jeg er. – Gør du så mange invendinger, så blir det jo større bry med at ha bare én til hjælp, æn om jeg havde dem allesammen. – Hør nu på mig! Altså: Jeg regner nu op for dig de forskellige folkeslag i bare én del af Rusland; i bare én del! Nemlig: tunguser, samojeder, jakuter, kamtschadaler, korjak … (Det ringer; Ane vil gå.) Hvor skal du hen?

Det ringer.

Hvem ringer?

Jeg vét ikke.

Til mig kommer ingen. Og jeg vil ikke vite af alle dem, som kommer til dig. (Det ringer.) Stå stille! Lad dem ringe! Så blir de ked af at komme igen. Videre: sirjäner, voguler, ostjaker … jeg kommer i evighed ikke så langt, at du kan forstå nogen ting, når du ikke vil høre på! Op igen: sirjäner, voguler, ostjaker, mantschuer. (det ringer.) Hvorfor fa’en ringer det? Hvem er det som ringer?

Jeg vét ikke.

Sirjäner, voguler (nu ringer det vedholdende.), ostjaker, mantschuer, jakuter, korjaker, tunguser … Du hører jo ikke på mig! Du er en ren flane! (Ringningen slutter.) Hvor vil du nu hen?

Jeg tænkte …

Så du «tænker» også nu? – Giv hit gatedørsnøklen din!

Gatedørs-nøklen min!

Giv hit!

Men –

Giv hit, siger jeg! (får den.) Jeg går selv til smeden for at få ham til at ændre låsen, så døren ikke mere kan åpnes uten nøkkel. Forstår du?

Men når her kommer nogen!

Her behøver aldeles ikke at komme nogen! Og kommer her allikevel nogen, så åpner jeg.

Men når jeg skal gå ut?

Hvad skal du gøre ute? Sig mig det? Og skal du allikevel ut, så kan du sige til! – Alt må inrettes på, at jeg har ro. Alt må være bekvemt i huset, og aldrig forstyrres utenfra. Forstår du?

Kan jeg få lov at gå ut?

Hvad skal det være godt for? Nej. Nu skal vi til at hænge op karter.

Men maten –?

Den besørger jeg. –

De?!

Du får herefter ingen ting at bestille. Eller næsten ingen ting. Men din løn får du tre ganger. Gærne fire, når jeg kan føle mig tryg. Og ha fred. Altså: – nu karterne! – Ja, det nytter dig pinedød ikke! Du skal! Først fæster vi rammerne.

Så må jeg klyve op igen?

Ja! – Jeg vil ikke ha alle disse invendinger! Til ro i et hus hører, at der er én vilje. Og at den lydes. Du kan være så uhyre rolig for, at du ikke kommer levende ut herfra, før det er gjort. Altså: nu begynner vi!

Hvad går der af jenten? – Hvorfor skriker du? Nu skal du til, – hvad du så finner på.

Jeg mener, satan står i dig? Hvorfor løper du?

Kære, hvad står på her?

Hjælp!

Hun har den uforskammethed at rope «hjælp»? Mot mig?

Hør nu, Tygesen! Du –

– Bland dig ikke i det! Her er jeg herre! Nu skal hun lystre! Op og fæste rammerne skal hun, – om vi bægge to skal sætte livet til!