Gud ske lov, døren er da åpen.

Å, jeg har sittet her fræmme i karnappet på vakt jeg kan ikke sige som en smed; for det er jo smeden, vi vænter på.

Tænk, jeg glemte at gå in-om ham! – Men jeg fik også noget annet at ta vare på. – Hvor er Karen?

Jeg har ikke set Karen.

Hun er altså gåt ut?

Det må hun vel være.

I skogen?

Ja, hvorhen ellers?

For at «sværme»?

Jeg forundrer mig over dig, Malla. At du ikke kan forstå, at her er noget på færde med Karen?

Nå, herregud!

Tør du ta det så let?

På vore rejser gjorde de alle kur til Karen. Jeg så ikke, der kom noget af det.

Han her er maler. Og en glir så let i maling.

Taler du af erfaring?

Tildels. Jeg kænte en maler «på studierejser», du. Han var gift; men jeg tror ikke, han rigtig visste med hvem.

De er jo også så opøvet i at blande farver.

Du er rent ut letsindig! Kan du ikke se, at Karen sværmer for ham?

Jo, jeg kan. – De fleste kvinner, Birgit, «sværmer» en liten smule omkring 30-årene. Jeg er så vant til det. Jeg er også vant til, at netop da forsømmer mænnene dem. Så kan meget hænde. Men ikke Karen.

Sommetider har jeg set to væninner sværme på én gang – og det for én og den samme! Ja-mæn har jeg så. Og da blir de undertiden skinsyke på hværandre. Ganske som i unge dager. Bare meget dypere! – Ja, du får undskylde, om jeg ler lit. – Også at jeg tar mig en pris på det?

Vær så god! Men du får virkelig undskylde mig, om jeg ikke ler med.

Du har jo allerede været en tur i skogen, du også?

Ja.

Ja, det var naturligvis ikke for at sværme?

Der, like over plænen, så jeg en rød kjole mellem trærne.

Karen har ingen rød kjole.

Nej. Men Helga har.

Helga? (Stilhed.)

Nå, – du ler ikke længer?

Det er jo skoletid?

Det er skoletid. Det sa jeg mig selv. Og derfor gik jeg nærmere. Ansigtet, hodet kunde jeg ikke se. Bare kjolen. Men da jeg kom, var kjolen borte. Alt, hvad jeg siden ropte og søkte, – borte.

Så gik du til instituttet?

Så gik jeg til instituttet. Jeg kom in i øverste klasse. Der var ingen Helga.

Er det muligt?

De spurte, om hun ikke var hos os?

Hos os?!

Hun var gåt til os. Hun havde klæd sig om for at gå til os. I klassen var der en stilhed som i et dødshus. De bad mig gå in til bestyrerinnen. Jeg gik. Der var samme stilhed. Flere lærerinner var der. En ung pige, Helgas væninne, stod og gråt henne ved et vindu.

Kære, hvad er det? Uf, du gør mig så ræd! – Nej, slike unge piger skulde aldrig være hjemmefra! – Hvad er det? Kære, hvad er det?

Disse to unge piger, og flere til, havde i våres om aftnerne været i byen og i teatret. Somme havde vist brev fra slægtninger i byen, at de skulde komme og være med dem. Naturligvis skulde de så sove hos dem. Men de var ganske alene, og de sov på et hôtel.

På hôtel?!

De gav sig der andre navn. Helga kalte sig Tea Karlsen!

Tea Karlsen? – Jeg har mottat brev til Tea Karlsen!

Ja, de var til Helga, de. Og nu, da jeg så væninnen, er der ingen tvil. De var i teatret med Henning! Også da havde Helga sin røde kjole.

Nej, nu går det for vidt!

Å, der er mere! – Men jeg vilde ikke in i det. Jeg sa, jeg skulde hjem efter hennes mor eller efter dig. Gå nu du! Ænnu vét Helga selv ingen ting. Vær der, når hun kommer!

Ja! Straks! Straks!

Hvis jeg ikke væntede professor Turman, så gik jeg ut at søke Karen. Men nu er klokken alt elve, ser jeg, og professoren er jo præcis.

Som et ur. – Nej, du gode gud! Og hvor Helga kan forstille sig!

Nå, for den saks skyld –! Vi har alle noget, vi gemmer på med den uskyldigste mine af værden.

Så den havde jeg glemt? Det har aldrig hændt mig! Nå, dette vil bli en dag –! (går. Utenfor hører vi henne sige:) Ja, det er her!

Der er han alt! (ivrig.) Nej, nej, ta ikke døren med Dem! Lad døren stå åpen!

Skal døren stå åpen?

Vi har tapt nøklen. Det er en gammeldags lås. Hvis den smæller i, får vi den ikke op igen.

Men det forekommer mig, at her er en dør til?

Ja, den fører til en lang gang, som løper rundt hele huset. Men der er malet, og norsk maling tørker aldrig.

Nej, den gør ikke, det. – – Ja! – Ja, De er –?

Jo, jeg er.

Så det er De!

Og De er –?

Jo, jeg er.

Værs’go ta plas! De undskylder vel, at straks vi kommer hjem, sender vi bud efter Dem?

Det er jo, som det skal være. – Kan vi tale om dette for åpne dører? Det skal jo dog være en hemmelighed?

Vi har intet annet sted at være. Malingen er ikke tør.

Så ja. – Javist, ja.

De ler!

Nå – det gør jeg ofte. – Det meste er til at le af.

Hvad ler De så af her, om jeg tør spørge?

Nå! Siden De vil vite det –: en kan straks skønne, at her ingen manfolk er i huset. Det går så underlig til. – Ja, jeg siger det ikke for at være uartig – straks da!

Det går nok underlig til, hvor der ingen kone er også? Efter Deres egne brev at dømme da?

Ja, med Tygesen er det klejnt.

Og det ler De af?

Ja, for nu er det kommet så vidt me’n, at når jeg siger: «åsdan er det med dig, Tygesen?» – så skriker’n.

De er altså blet uforlikte?

Langt fra! Nej, Tygesen og jeg, vi er gamle vænner! Nej da! Han kørte mig hit ut.

Tygesen?

Han har slåt sig på knæet; han kan vanskelig gå; så kører han.

Han vét, De er her?

Ja da! Han vænter på mig. Tygesen vil gærne ha forlik. Men han vil ikke gi efter. Ha, ha!

De synes ikke at være en meget medlidende væn?

Jo kors! Jo da! Jeg har vondt af alle, som gifter sig.

Også jeg er gift.

Jeg vét det. Mannen i Odessa. Og De her. Jo da!

Det der skal du ha igen!

Å, du hellige ægtestand! – Ja, hvad tænker De at gøre for at få Tygesen in i den igen? Det er vel, hvad vi skal snakke om?

Har vi virkelig fordret for meget?

Ja, det har I!

Trænger han da alle de karter, han hænger op?

Nej, ikke et eneste ét.

Ikke et eneste ét?

Han kan de fleste utenad, længe før han ser dem. Og de andre, med det samme han tar i dem.

Og allikevel driver han sin datter ut af huset for deres skyld? Og stænger for sin kone med dem!

Tror De, han bor der selv da?

I huset? Har også han flyttet ut? For sine karter?

Han har aldrig flyttet in, frue. – Tygesen bor i sin fantasi, han, d.v.s. i det hus, den lager for ham. Og det er et ganske annet hus; eller rettere ganske andre hus.

Nu forstår jeg Dem.

Ja, dette er ting, jeg har min moro af. På samme måte med Tygesen og hans kone. Tygesen har så mange koner, så!

Har Tygesen? Å, De mener figurlig!

Det meste er figurligt med Tygesen. Han har likeså mange koner, som han har stemninger til; en for hvær. Likeså mange hus bor han i også.

Han er gal, mener De?

Hys! – Var jeg sikker på, ingen hørte os –? En kan så let komme til at tale om strikke i hængt mans hus; for her er så mange af det slag.

Tal bare!

En stor del af disse folk med fantasi, frue – –

Er gale? Uten at folk skønner det?

Deres ord og ikke mine! Ha, ha!

De har aldrig tænkt Dem, at det kunde være omvendt?

Omvendt? Hvad, frue?

At disse folk med fantasi er de eneste, som ser? Trods alle fejltagelser de eneste. At et mænneske virkelig kan være flere, så Tygesens fantasi forsåvidt har ret? Og at tingene her i værden, – ja, hvad de er, vét vi vel ikke; vi får holde os til, hvad vi ser i dem; så at Tygesen også forsåvidt har ret?

A –! Så’n!

Ja, De har grun til at bli ræd mig; for også jeg er en af de gale! Og da De naturligvis tror, jeg er utilregnelig, så kan det jo ikke skade nogen, hvad jeg siger. Jeg mener nemlig, at den meste ugreje i værden kommer fra dem, som ingen fantasi har.

Ja da! Naturligvis!

Havde Tygesen ikke truffet igen en viss gammel væn, så var her aldrig hændt noget galt. Og havde hans væn ikke bestandig været i vejen, så var her nu forlik.

Men dette er jo akkurat Tygesen! Hvoraf vil De, at jeg har været i vejen for forlik?

Af Deres egne brev.

Af mine egne brev? – Jeg vét ikke engang, hvad jeg selv skriver? Nej, naturligvis.

Nej, De gør ikke det.

Nej vist, nej! – Er det ved at holde brevene mot dagen, at De –?

Ved at læse likefræm. Ved at se. Det kan ikke De.

Nej, jeg begynner at tro det. – Jeg kan vel ikke se Dem nu?

De? Mig? Nej!

De er usynlig? – Så vidt har Tygesen ænnu ikke drevet det.

Bevis, at De kan se mig!

Jeg skal bevise det? – Ja, jeg fant nu fræm hit, jeg sitter, da. Men er det ikke bevis nok, så får De gå etsteds hen, hvor der er mange folk. Så skal jeg komme efter og prøve, om jeg kan finne Dem ut.

Kan De se den hånd?

Ja, den hånd? En hånd. En fruentimmerhånd. Tror De, jeg ikke kan se den?

De ser den virkelig?

Er også den usynlig?

Ser De da, at det er min hånd?

Skulde det være en annens?

Hvoraf ser De, at den er min?

Nå, – deraf, at den hænger fast ved Deres arm. Ser ikke De det?

Jo. Men at Deres hånd er Deres, det kan jeg se af andre ting.

Skal vi til med den også?

Nej, De har vist nok med min. Hvad ser De så?

Hm. Jeg ser –, nå, jeg ser fem fingrer. Noget lange. Og en ring. Og en håndflate også. Jeg bemærker intet særligt ved den. Nej, jeg gør ikke. Ja, hvad vil De, jeg skal se?

Alt.

D.v.s. håndledet også?

Hvis De kan.

Det er temmelig rundt. Hvad? Og så har det et armbånd. – Ja, jeg forstår mig ikke på gullsaker.

Sig, hvad De forstår!

Om hånden?

Nå ja, om hånden!

Den har ikke ofte været i vaskebaljen; for den er så hvit.

Er det alt?

Nej. Der kan vist siges meget om den. Men jeg skønner ikke, hvad De vil, jeg skal se. Mener De årer ne? – Eller neglerne? Kanske De mener linjerne? Skal jeg spå?!

Hvis De kan.

Nej, jeg kan ikke. Jeg tror da heller ikke på det. Det er ikke for det.

Men en annen en, en med fantasi, vét De, hvad han så?

Nå da?

Han så min karakter i den. Så temmelig min historie også.

I hånden?

I og utenpå. – Og kom den ham så nær som nu Dem, følte han den –, kænte den støte fra eller dra til.

Å, fa’en?

Ha, ha, ha! Og De ser mig? De forstår kvinnen? De forklarer ægteskabet? De tør blande Dem i forhold så mangfoldige og fine som de mellem Tygesen og hans hustru?

Det har jeg aldrig gjort!

Ingen kyniker forstår, at han det gør. – Ja, De får undskylde ordet!

Jøs, ja da! – Men blandet mig in i noget forhold mellem nogensomhelst –? Aldrig!

Æn hvær gang De gjorde nar af Tygesen?

Å, det mener De? Tygesen og jeg er gamle vænner. Tygesen vilde ikke trives, om jeg ikke gjorde lit nar af ham.

Så flytter jeg det over i strøk, De kænner bedre til. Da Istar, den assyriske –

– hvad for noget? –

– blev forlat og vansmægtede, søkte hun til sin søster i underværdenen.

Det vét De?

Tænke sig gudinnen styrte sig fra illusjonernes sol-rike dit ner! For der er da al fantasi slukt.

Ja, der er ingen fantasi! Ha, ha!

Hun møttes bestemt af latter! – Jeg synes, jeg kan høre den med sine genlyd i de øde, klamme haller der nere.

Det er bra, det der!

Men når nu Tygesen er forlat, og når han jages af sin rædde fantasi og så søker råd hos Dem …

Så jeg skal være underværdenen?

De skryter jo af, at også De ser alting uten fantasi? At De ser mænneskene, som de er, d.v.s. uten illusjon? Ja, det er underværdenen, det.

Godt gjort! De er flink!

Istar blev næsten vanvittig. Vænt bare; De skal nok få se følger her også.

Det kan De ikke mene? Hvad? –

Hvis fru Tygesen ikke vender tilbake til sin man …

Hvad siger De?

Ja, hænder det, som jeg tror let kan hænde, så gør hun det ikke; hun er for stolt til det.

Er der fare for at fru Tygesen –?

Ja der er. Og kommer forældrene fra hværandre, går det galt med datteren.

Er dette sant?

I slike forhold er der mysterier. Der skal fantasi til at ane dem, æn sige se dem. Men De har ikke set nogenting.

Jeg tror, jeg er kommet in i et heksekøkken. De vil ikke være med mig til Tygesen? Nu straks?

Det er Deres alvor?

Mit fulle alvor!

Og der vil De hjælpe til, hvad De kan?

Med alt, jeg kan.

Og tør ikke gøre nar af ham?

Skal jeg ikke få gøre nar af ham? Som han nu er? Tygesen? Nej, frue, nej, det går jeg ikke in på. Det kan jeg ikke la være! Tygesen vilde heller ikke like det.

De må ikke tro, frue, at det har været i vejen! Nej, betingelserne har været i vejen; de var for stride.

Jeg skal nok vise Dem, at det var de slet ikke!

De vil ikke gøre afslag?

Langt fra! Jeg vil kræve mere.

De vil kræve mere? Ha, ha!

Meget mere!

Nej, det skal bli moro! Det må jeg se på! – For fruentimmer at være, så er De …

Er De færdig?

Ja da!

Værs’go!

De først, frue!

Jeg er værtinne her.

Ja, det er ikke jeg. Men underværdenen vét jeg plejer komme sist.

Ikke for fantasien! Nej! Den er både først og sist. Og her er den ræd, at underværdenen skal smække døren i for den.

Å, – således!

De trodde ikke, jeg kunde finne fræm?

Jeg trodde ikke, De turde.

Jeg så jo de andre gå ut. Vi er aldeles alene.

Men det må vi ikke være!

Hvorfor?

Her kan komme nogen hvært øjeblik.

Å, bare derfor!

(ser efter ham). Nej, nej, nej! For alt i værden, luk ikke! Døren kan ikke åpnes igen! (Samtidig høres den at smælle i. Med et utrop:) Nu er vi innestængte!

(kommer igen). Kan den ikke åpnes?

Det er en gammel lås med nøkkel, og den har vi tapt. Vi kan ikke få døren op uten med smed!

Men døren der da?

Er aflåst. Å, hvad skal vi gøre? Vi kan ikke komme ut.

Så meget bedre! Så kan heller ingen komme in.

Hvad vil folk sige? Hvad tør de tænke?

Det er mig aldeles likegyldigt.

Men ikke mig! Gud, ikke mig!

Tillad mig, frue; den, som har brut med sin man, må også bryte med, hvad folk siger.

Nej, nu må og vil jeg være forsigtigere æn nogensinne! – Det er utilladeligt, hvad De her gør! – En stor skam er det også! Og De, som før var så hensynsfull? (gråter.)

Nej, lad os nu komme over dette! Engang må vi begynne at forstå hværandre.

Jeg forstår Dem så godt! Siden De så, jeg tok her ut og ikke in til min man, – viser De mig ikke længer agtelse. Den, som er forlat af sin man, blir forlat af andre også! (sætter sig overgit.)

Nej, kære frue, ta det ikke så! Gråt ikke! For hvad er det egentlig? Jeg har fra første dag vist Dem ærbødighed; den mest uskrømtede ærbødighed. Lit efter lit blev den til hengivenhed. Er hengivenhed mindre æn ærbødighed? De syntes ikke det den gang. Ænnu for nogen dager siden var De af en annen mening.

Jeg har været uforsigtig.

Ved at vise mig hengivenhed igen? Det skulde De ikke angre; for vi har virkelig havt en nydelig rejse.

Men dermed må det være slut.

Når omstændighederne er rigtig gunstige, frue, så plejer gensidig hengivenhed gå over til mere. Og omstændighederne har været så gunstige som muligt. Har de ikke?

De har ikke lov til at si mig dette!

Nej, sit, sit! Jeg bér Dem! Jeg må dog virkelig få tale ut. Får jeg lov til at si, at det skylder De mig?

Men hvad vil folk sige, når de finner os her?

De vil sige, at havde vi noget at skjule, så lukte vi os ikke in i storstuen midt på lyse dagen, – især når der var jærnstænger for vinduerne, så en ikke kan komme ut den vej heller. Nej, hvad folk vil sige, kan vi ta med ro.

Vær snil! De vét det, længe før jeg nu siger Dem det, at som det står mellem os to, må der et opgør til. De har længe prøvd at undgå det. Idag har jeg foresat mig, at det skal ske. De har tat mig så helt, at jeg kan ikke mere være fra Dem. Nej, jeg kan ikke.

Hvor mange har De sagt det før?

Jeg spør ikke Dem, jeg, om hvor mange De har hørt sige det før. Gør jeg vel? Skønt jeg vét, at det er ikke få. På alle Deres rejser har De været dygtig feteret. De holder af at bli gjort kur til. De har øvelse i det også. De har bestemt også savnet det en tid?

Jeg er meget mer oprigtig, jeg, æn De er.

Men det, De der siger mig, er noget ganske annet.

Er det det? – Nå, – om det havde været det samme, d.v.s. at også De havde havt en del forhold før i dag, – hvad gjorde så det mig? Jeg holder på samme ret for kvinner som for mæn. Hjærte er hjærte, og elske må de. Og jeg tror aldrig en døjt på, at alle mænnesker er skapt for at elske bare én – og bare én gang.

Hvis De holder så meget af mig som jeg af Dem, så tænker vi hværken på igår eller på imorgen. Gør vi vel?

Men Henning!

Jo, De er ræd de andre! Jeg vét det. Og De er ræd Dem selv; jeg vét det også. Det eneste, jeg er ræd, – skal jeg sige Dem det? I min kunst, som i alt det andre? Det er at råke op i noget, som ikke er ægte; komme til at gøre noget, som der ikke er natur i. Det er jeg ræd. Jeg er ræd det i kærlighed også. Jeg bér ikke om det, jeg ikke selv gir. Det tror jeg, De kan føle?

For der er ikke to slags kærlighed til, en i tam tilstand som husdyr, og en i vill. Der er bare én, og det er den, som er ægte. Den er det, jeg byr. Hvær gang den kommer, kan ingen nægte sig hjemme eller gå til nordpolen uten at spille sit liv – på én gang eller dråpevis, å, dråpevis!

Der er meget sant i det der. Men der er også noget, som –!

– som De er ræd?

Jeg er så ulykkelig! men jeg blev ænnu mer ulykkelig – (stanser, dækker sit ansigt.)

Den hvite hånd der for ansigtet, den siger ikke det. Der er fart i den, livslyst. Noget i den hører mig til; jeg vét det, fra jeg holdt på at male den.

Nej, nej!

De misforstår mig! – Ikke et øjeblik skulde jeg ville … De tar også alting så højtidelig i senere tid. De var morsommere, da De lo.

Å for en skam!

Karen!

Det er Malla!

Karen!

Å, der er noget, som står på! – (svarer:) Ja!

Er døren falt i lås? Jeg må tale med dig!

Hvad er det? – Gud, hvad er det?

Hvorfor har du låst døren?

Det er ikke mig, – men hvad er det?

Helga!

Helga? – Malla, hvad er det? – Du dræper mig!

Hun er jaget fra instituttet.

Er Helga? – Min Helga? Hvorfor?

Jeg kan ikke stå her og rope det. – Nu må vi redde henne, Karen!

Redde henne?! Hvad er det da?

Hun har sneket sig bort. Hun er til stævnemøte!

Til stævnemøte? Helga?!

I skogen her!

Helga?! Men hvorfor står du så her?

Jeg vilde finne dig! Og jeg visste jo ikke –

Men så gå da! – Hvor i skogen er det?

Birgit så henne ved pavillonen.

Men så stå da ikke her! Gå!

Ja, ja!

Og smeden! Send bud efter smeden! (in.) Jeg har følt det den hele tid, at over en eller annen af os måtte det gå ut. Men ikke over henne! Ikke over henne! Jeg må komme ut! Jeg må komme ut, jeg også!

Var det ikke best –?

Ti stille! Bort, bort! Jeg siger bort! – – Jeg får denne forfærdelige angst igen. Men jeg må sætte imot; jeg må ikke gi efter. For det er, som kan jeg hjælpe henne, her jeg står. Hold dig, Helga, mit barn, for alt i værden! – – Pavillonen? Det er jo like i skogbrynet?! Over plænen her? Jeg må kunne se ditover? (Hun tar en stol, sætter den foran vinduet, klyver op, åpner.)

Ja! Å, om jeg kunde kaste mig ut; men disse jærnstænger! – Hvor blir dog Malla af? … – Jeg ser henne ikke over hele plænen; jeg ser henne ikke nogensteds! Har hun selv gåt efter smeden?! Det kan ikke være muligt! – Å, der inne mellem trærne er det! Der er det! Bare det stykke dit bort! – Nej, jeg holder det ikke ut!

Frue, jeg skal prøve at –

Tal ikke til mig! – Gå af vejen! Lad mig ikke se Dem!

Nej, her nere er det værst; jeg må op igen! Jeg må i det minste se Malla komme! (Op på stolen.) Hun er der ikke ænnu?! – – Har hun da tat en annen vej? – Græsset er ænnu vått – og sol på, som var der ingen angst til i værden! Å, der borte mellem trærne! … Sol over dem også. Jeg kan se alt der så tydelig. Nej, jeg holder ikke dette ut. (Hun bøjer sig bort. Så stiger hun ner igen. Sætter sig på stolen og brister i gråt. Rejser sig.)

Å, hvorfor har jeg sluppet henne fra mig?

Helga, mit barn, du kænner mig da vel hos dig? Så hold dig fast til mig, – Helga, Helga! – Om jeg ropte over dit? Det synes ikke længer, æn at det måtte kunne høres? Og mig hører hun! (Op på stolen igen. Roper:)

Helga? (Lytter.) – – Helga? – – Kom hit, Helga! Det må kunne høres; jeg synes, det er blet nærmere nu. (Roper igen.) Helga! Kom hit til mor, Helga! – (Holder inne, gråter.) Jeg skal gi mit liv på, at Helga svarer mig, hvis hun hører. – Helga! – – Er der ikke noget inne mellem trærne der? Noget rødt? Der er! (Roper.) Helga! Helga min, du! – Det må være henne! Det er henne! (Skriker.) Ja, det er henne! Der kommer hun fræm! Mit barn, min Helga! Ja, det er henne! I sin røde kjole! – – (Roper.) Helga! Her, Helga! – – Hun står og ser! Gud, hvor hun er søt! (Roper.) I vinduet, Helga! Ho, ho! – Hun ser mig! – Gud, hvor hun springer! Så kan hun ikke ha gjort noget galt! Så er det min egen søte Helga! Ha, ha, ha! – Her ja, hit! – Græsset går henne højt op; men hun springer. Hvor frisk hun er! –

Nu ser jeg dig! – Hvad er det? Har hun grætt? Nej! – Gud, så er der noget! Hit, Helga! Ikke der hen! Døren er stængt! Du kan ikke komme in! Hit! – Skønt nu hører jeg, smeden holder på med låsen. –

Under vinduet her! – Hvad er det, Helga? Hvorfor har du grætt? Å, sig mig det! Du begynner igen? Å, gud! – Du vender dig bort? Det må du ikke! Vær tryg på mig! Kom nu, Helga! – Døren er vist straks åpen! Skynd dig! (hopper ner.) Hun har ikke havt noget hjem! Hun har ikke havt nogen mor! Og så kan jo alt hænde. Men så kan det også være, hvad det vil, – mit barn er hun, og jeg skal aldrig slippe henne mere!

Mor!

Å! (mot henne; omfavnelse.) Hvorfor gråter du? Nej, se på mig!

Jeg må få bli hos dig nu, mor!

Hos mig! Ja! – Og jeg skal bare, bare være god med dig! Men sig mig så alt! – Du har havt et stævnemøte?

Du begynner igen på denne forfærdelige gråt, barn. – Er han en skurk?

Ja!

Han er? – Å, Helga! Snak ut!

Jeg er din mor! Din gode mor! Hav tro til mig, du!

Han … han …

Han –?

… han møtte ikke!

Han møtte ikke!

Er det han?!

Jeg visste ikke –

Ja, han er det! – (til Henning.) Hvorfor holdt De ikke ord? – Jeg holdt ord!

Sant at sige, det var så længe siden. Jeg havde glemt det. (hilser og går.)

Å, for en skam!

Det spøker, mor!

Nej, vænt nu! Malingen kan gå; den spanderer jeg; for jeg har lovet at vise professor Turman –

Lad mig –

Tprrrrrr! Betingelserne! Først betingelserne!

Ja, betingelserne!

Jeg gir mig på nåde og unåde, jeg, Karen!

Gør du, kære Tygesen? Og jeg vil ingen betingelser ha! Jeg vil være hos dig, Tygesen!

Kære Karen, havde jeg ikke vondt i en fot, så kom jeg og bar dig op i vognen til os!

Mor!

Men skal geografien så –?

Nej, nej! Kom du Karen, så skal der bli slik plas, så –?

Stop, stop! – Se, der stryker’a!

Kan De se? Plaudite, professor!