IV.

[69] Der havde længe været Tale om en Fabrik, som skulde anlægges i Nærheden af Byen. Det hed sig, at det var en Filial af en stor engelsk Forretning i kunstige Gjødningsstoffer. Men man vilde ogsaa gjerne have den indenbys Kapital med; og da der i Byen ikke var stort Skjøn paa disse Sager, kom der en kyndig Mand, som skulde snakke med Folk, forklare hvad man kunde vente at tjene, kjøbe det beleilige Sted, som alt var udseet; og i den Anledning var der Selskab hos Abrahams Forældre.

Den Fremmede, hvis Navn var Michal Mordtmann, var ligesom de fleste Fremmede anbefalet til Professor Løvdahl.

Men forresten kjendte Professoren ham en Smule fra Universitetet. Mordtmann havde i [70] sin Tid begyndt at studere Medicin. Men halvt tilfældigvis kom han over til England, hvor han gjennem sin Faders Forbindelser gjorde Bekjendtskab med en Familie, der ejede betydelige chemiske Fabriker.

Ganske uformodet fik han Tilbud om en god Post derover, han fik Lyst til at prøve og blev flere Aar i England.

Efterpaa kom han underveir med, at denne Forandring i hans Livsplan nok ikke havde været saa tilfældig, som han selv havde ment.

Hans Far – Isac Mordtmann & Co. i Bergen drev en stor Spekulationsforretning og havde en betydelig Omsætning; men, hvad der var af fast Formue, vidste ingen.

Det var en livlig, foretagsom Handelsmand, som ingenlunde var glad over, at hans eneste Søn absolut vilde blive Doktor. Men Isac Mordtmann & Co. havde lært at se Tiden an og passe det beleilige Øieblik. Saaledes lod han i al Mindelighed Sønnen faa sin Vilje, indtil han selv fik denne Tur til England istand; Tilbudet om Posten ved den engelske Fabrik kom ogsaa ved ham; og nu havde han forsaavidt sejret, som Sønnen var bleven praktisk [71] Chemiker, en driftig Forretningsmand og ikke en stakkels Distriktslæge Fanden ivold oppe mellem Fjeldene.

Meningen var nu, at Michal skulde anlægge og styre den nye Fabrik. Men Isac Mordtmann & Co. havde ikke stor Kapital at sætte i den; det engelske Firma, der i Prospectus fremstilledes som Moderhuset, holdt sig forsigtigt; derfor gjaldt det at reise den meste Kapital i selve den By, hvor det udmærket gunstige Terrain var fundet og halvt om halvt kjøbt.

Dette var altsaa Michal Mordtmanns Opgave, og han viste sig strax dygtig. Det stive, engelske Væsen gav ham noget solidt og tilforladeligt, som gjorde, at mange fik Lyst til at sætte sine Penge i dette Foretagende, skjønt de ikke forstod et Gran deraf.

Professor Løvdahl var meget forsigtig med sine Penge. Han kjøbte gjerne udenlandske Aktier og Statspapirer i Kjøbenhavn og Hamburg; men han anbragte saa lidet af sin Kones Formue som muligt i indenbys Foretagender. Der var altformange gjensidige Forpligtelser mellem Kjøbmændene med Laan og Hjælp og [72] Underskrifter og Kautioner, til at Professoren skulde ønske at komme opi Handelsverdenen.

Derfor gav han gjerne Afkald paa den fremskudte Stilling blandt Grossererne, som han utvivlsomt havde faaet, om hans Kones store Formue havde været anbragt i selve Byen. Han trak sine Renter og klippede i Stilhed sine Coupons; man vidste saa omtrent, hvad han havde arvet efter gamle Abraham Knorr, og at han trak sine Penge bort fra Bergen; men mange studerede paa, hvor han saa gjorde af dem.

Derfor havde ogsaa Michal Mordtmann sin Møie med Professoren. Foretagendet havde jo en Smag af Videnskabelighed – saadan henimod Chemi og Medicin; der var ialfald ingen i hele Byen, som forstod disse Analyser og alt dette fosforsure Snak undtagen Professor Løvdahl. Og saa længe han holdt sig tilbage, vilde det ikke rigtig gaa.

Imidlertid var Mordtmann en stadig Gjæst i Huset; og da han havde været i Byen en fjorten Dages Tid, gjorde Professoren et stort Selskab for ham.

Fru Løvdahl følte sig overmaade skuffet [73] ved Mordtmann. Han var en tre fire Aar yngre end hun; men hun kunde godt huske ham hjemme i Bergen som et livligt ungt Menneske, begeistret Maalstræver, Taler for Kvinden, for Folket og det folkelige.

Nu kom han igjen som en stiv Englænder og gik hele Dagen og talte med kjedelige Mennesker om Soda og Benmel. Hun havde neppe vexlet ti Ord med ham; og Fru Wenche fandt, at han i Forhold til sin Alder var ganske usædvanligt kjedsommelig.

Først idag var hun bleven opmærksom paa, at han dog saa godt ud med sit engelske Snit mellem alle disse Hverdagsfolk, hun kunde udenad.

Middagen havde været stiv; der var bare Herrer og for en Del saadanne Herrer, som ellers ikke kom i Huset, men hvis Bekjendtskab kunde være af Betydning for den unge Mordtmann.

Professoren havde været livlig og elskværdig, som han altid var: udbragt Hædersgjæstens Skaal, ønsket ham al mulig Fremgang med sit Foretagende og lykønsket Byen til en saa stor og utvivlsomt indbringende Bedrift.

[74] Men det laa alligevel i Luften, at Professoren endnu ikke havde taget en eneste Aktie i dette utvivlsomme Foretagende, som han sad og roste og drak for.

Michal Mordtmann følte det ogsaa. I sin Svartale havde han prøvet at være humoristisk over Vestlændingens Langsomhed og overdrevne Forsigtighed; men tillige sluttet med, at naar de først tog fat, saa gik det ogsaa med Damp. Det vilde han haabe i dette Tilfælde o. s. v.

Det var en Tale, som vilde været udmærket i Bergen; Fru Wenche lo ogsaa et Par Gange; men hun var næsten alene; disse forhenværende Skippere eller gamle Sildesaltere – tildels Haugianere egnede sig slet ikke for den Art af Humor og saa paa hinanden.

Michal Mordtmann kom fra Bordet i en ærgerlig Stemning; han følte, at han havde tabt Terrain.

Naar han gik omkring til disse Folk og talte med dem paa tomandshaand i et mørkt Kontor saa stort som et Klædeskab, blev han selv alvorlig og snakkede alvorligt. Men nu da han sad ved det festlige Bord og drak Vin, var det lette bergenske Blod kommen i Bevægelse; [75] han improviserede sin morsomme Tale; men efterpaa forstod han, at han heller skulde have talt tørt og fosforsurt, saaledes som han oprindelig havde tænkt.

Det Hus, hvori Professor Løvdahl boede, var meget stort og gammeldags med Have paa Bagsiden, skjønt det laa midt i Byen. Han havde kjøbt det af Kommunen, som i fordums Tid havde benyttet Huset som Festivitetslokale, eller naar der fór en Konge eller en Prins gjennem Landet.

Der var store og høie Værelser, hvori det passede godt – det noget gammeldagse Møblement, Fru Wenche førte med sig.

Iaften var hele Lejligheden taget i Brug – der var en halvhundrede Herrer –, helt ind til Professorens Konsultationsværelse. Her begyndte Tobakken, og den fyldte efterhaanden de andre Stuer, men stansede ved Portieren til Fruens Værelse, hvor hun selv sad og skjænkede Kaffe.

Der var flere Kortborde, og ved Toddyen, som serveredes strax efter Kaffeen, samledes Grupper, der diskuterede Fragter og Saltpriser eller stak Hovederne sammen om den nye Fabrik.

[76] Michal Mordtmann gik omkring og ærgrede sig; overalt syntes han at mærke, at han havde gjort en Dumhed; og da han først havde sat sig dette i Hovedet, blev det naturligvis værre end det var.

Men det gik ham i Virkeligheden meget nær. For et Par Dage siden havde han skrevet til sin Far, at han havde det beste Haab. Skulde han nu have den Tort at maatte tilstaa, at han havde forløbet sig ved en Middag og skræmt Folk fra sig.

Under sit Ophold i England var han efterhaanden bleven Handelsmand med Liv og Sjæl. Han lo, naar han mindedes, at han engang havde været begeistret Maalstræver, og at hans Ideal havde været at leve i, for og med Folket!

Det engelske Velvære med den evige Badning og Vaskning og det skinnende hvide Linned havde forandret hans Smag og skilt ham fra Folket. Og hvad der havde været af Liv og Begeistring i hans Blod, det havde – ligesom hos Faderen vendt sig til en livlig Spekulationslyst, en Trang til stor Virksomhed, til at komme op og faa meget at stelle med.

Og paa den anden Side havde den Omstændighed, [77] at han allerede nu følte en saa dyb Foragt for det, han dog til sit femogtyvende Aar havde sværmet saa stærkt for, – det havde givet ham en Mistro til stærke Passioner overhovedet; havde ogsaa gjort ham kold og forsigtig blandt Kvinder, hvilket var kommet ham meget tilgode.

Til sin Fader stod han nu i et særdeles intimt Forhold; de havde sammen lagt denne Plan med Fabrikken: Sønnen Bestyrer, Faderen Disponent og desuden Kommissionær for det engelske Hus; der var en hel Del Muligheder for god Avance, og i Tilfælde af Uheld, saa var det jo næsten udelukkende fremmede Penge, som strøg med.

Men naar nu disse fremmede Penge ikke vilde komme!

Michal Mordtmann slængte sin Cigar, drak et Glas Grog og gik ind i Fruens Værelse.

Kaffeen var serveret, og Pigen bar just ud i Kjøkkenet. Omkring Fru Wenche havde der samlet sig nogle Herrer, som ikke røg Tobak, eller som tilfældigvis vare blevne siddende i Samtale med hende. Det var fordetmeste Embedsmænd og saadanne Venner af Huset, [78] som idag følte sig lidt tilovers i det brogede Selskab.

«Tak for Talen – Hr. Mordtmann!» raabte Fru Wenche venligt; han bukkede stivt og saa mistænksom paa hende.

Henne i en Krog i den rummelige Salon fandt han sig en Plads bag en Etagère, hvor han gav sig til at blade i Albumer, mens Samtalen omkring Fruen kom igang igjen.

«Ja – jeg kan nu ikke give efter paa det Punkt – Hr. Rektor!», sagde Fru Wenche; «De siger, jeg maa slaa mig tilro, og haabe –»

«Nei undskyld Frue! saaledes faldt ikke Ordene. Jeg sagde, at naar Barnets Undervisning og aandelige Udvikling overlades til Mænd, som forene Sagkundskab og Erfaring med en redelig Vilje, saa bør Forældrene haabe og tro, at Barnet med Guds Hjælp er vel faren.»

«Ja – men hvem borger mig for denne redelige Vilje og alt det andet?»

«Det gjør Staten; Landets Undervisningsvæsen, en omhyggelig Regjering. Tro mig – Frue! vort Undervisningsvæsen kan maale sig med et hvilketsomhelst evropæisk Lands, og [79] staar i religiøs og sædelig Henseende utvivlsomt over de fleste.»

«Ja, men naar jeg nu ser med disse mine to egne Øine, at det gaar galt – rivende, ruskende galt! hvad skal jeg saa gjøre?»

De lo allesammen godmodigt af den ivrige Frue, og hun lo med, skjønt det var hendes fulde Alvor.

«De er – hm! – De er en meget stræng Dame,» sagde Rektor smilende, idet han fyldte sin rummelige Næse med Snus, «vi er just her flere Skolemænd tilstede, som jo maa føle os meget brødefulde.»

«Aa – undskyld – mine Herrer! det tænkte jeg ikke paa; det ved de jo alle saa godt – ikke sandt?» – hun saa med sit freidige Smil fra den ene til den anden; «det er mit ulyksalige Bergenserblod – som Carsten siger. Naar jeg først faar en Ide, saa maa jeg snakke – snakke fuldt ud; og nu har jeg længe baaret paa en Anelse om, at det er rent galt fat med vort Skolevæsen.»

Foruden Rektor var der i Stuen af Skolemænd Overlærer Abel, som satte megen Pris paa, at Folk sagde, han gjorde Kur til [80] Fru Wenche, samt Almuskolens Bestyrer Kandidat Klausen; først senere kom Adjunkt Aalbom ind.

«Kunde ikke Fruen være saa snil at sige os, hvad det er, som er saa svært galt?»

«Alt! – alt, fra Ende til anden.»

«Mener Fru Løvdahl ogsaa ved Almueskolerne?» spurgte Kandidat Klausen.

«Dem kjender jeg ikke; men jeg er sikker paa, at naar Skolen for de Velstaaendes Børn er saa slet, saa er den naturligvis endnu langt slettere for de Fattiges Børn.»

Det var drøie Ord, Fru Wenche saaede ud iaften, endog drøiere end hun pleiede; og Herrerne saa lidt paa hverandre. Men Rektorens godmodige og lidt poliske Smil sejrede og blev den almindelige Stemning; naar alt kom til alt, saa var det jo bare en Dame.

«Jeg tror nok, jeg ved en Ting ialfald, som irriterer Fruen,» begyndte den gamle Rektor fint.

«Og det skulde være?»

«At De ikke med Deres smukke, energiske smaa Hænder kan faa tage et Tag med i Tingen, at De ikke kan faa rydde op blandt Lærerne og holde selve Rektor lidt i Ørene.»

[81] «Ja ja!» raabte Fru Wenche; «det er det netop! Jeg ser nok, de ler allesammen; men det er mit Alvor; det er netop dette, at jeg intet – intet kan gjøre for min Søn, naar jeg dog ser, ser tydeligt, at han ødelægges og at hans Kræfter spildes.»

«Naa, naa! lille Frue! saa galt ville vi haabe, det ikke er. Men har De Ret til at sige, at De aldeles intet kan gjøre for Deres Søn, om De finder, at Skolen i nogen Maade griber feil? Enhver Henvendelse – –»

«Ak – kjære Hr. Rektor! hvor kan De dog ville modsige mig i dette? De ved saamænd godt selv, at et Barn i en offentlig Skole omsluttes af tredobbelte Mure, og ve den Fader – eller endnu værre! den Moder, som vil stikke sin Haand i det Hvepsebøle.»

«Da kan jeg bare fortælle Dem – Fru Løvdahl!« indskød Kandidat Klausen, «at der gaar knapt nogen Dag, uden jeg har fire – fem Kjærringer paa Døren, som skal give Mund for et eller andet, der er vederfaret deres deilige Unger.»

«Undskyld – Hr. Skolebestyrer! disse Kjærringer – som De behager at udtrykke [82] Dem – har med Smerte født sine Børn, – hvilket jeg aldrig har hørt om nogen Skolebestyrer, og allerede af den Grund har de Ret til efter beste Evne at holde Øie med sine Unger, som for dem ere lige saa deilige som vore for os, naar disse samme Unger ved Tvang overleveres i vildt fremmede Menneskers Hænder.»

«Jo – det skulde mintro blive en nydelig Procession af Mødre, hvis man vilde høre paa alt deres Snak! – det kunde tage Livet af ti Skolebestyrere.»

«Det er mig komplet ligegyldigt,» svarede Fru Wenche tørt; «Mødrene har Ret og Pligt til at følge sine Børn paa Foden saa langt de kan; – og Gud give, de bare vilde det! om saa Skolebestyrerne skal dø som Fluer. Undskyld – Hr. Kandidat!»

«Men – men – men – kjære lille Fru Wenche!» raabte Rektor og strakte sin Haand bønfaldende mod hende; «det er da vel aldrig Deres Mening, at Mødre og Fædre skulle troppe op hver eneste Gang –.»

«Nei vist ikke – Hr. Rektor,» afbrød Fruen leende og greb venskabeligt hans Haand; [83] «jeg mener bare, at jeg vilde ønske, der var denne Interesse for Børnene blandt os Forældre; saa vilde nok denne Interesse, om den blev stærk og levende, skaffe sig et Udtryk i en eller anden Form, hvorved vi, som dog i enhver Henseende bekoste det hele, kunde faa nogen Indflydelse, nogen Kontrol over det, som foregaar bag Skolens tykke Mure.»

Prokurator Kahrs havde siddet fredeligt og fordøiet sin Benjaminsportion af Middagen; medens det morede ham at høre denne livlige Diskussion mellem saa aldeles ujuridiske Personer.

Han fandt nu, da der efterhaanden havde samlet sig mange i Fruens Værelse, at det kunde være paatide, om der bragtes lidt Metode og Logik ind i Samtalen.

«Der var en Ytring i Fruens sidste Replik, som foranlediger mig til et Spørgsmaal!» saaledes begyndte han med humoristisk Alvor i sit rødblanke Ansigt, – det var jo bare en Dame; «mente De ikke – høistærede Frue! at Forældrenes Interesse for Børnene burde finde et Udtryk i en faktisk udøvet Indflydelse paa Skolens Gjerning og Arbeide?»

[84] «Jo – netop saa!»

«En Repræsentation – eller noget lignende – af Forældrenes Interesse –»

«Ja – noget saadant vilde jeg have –»

«Men – men, undskyld Frue!» sagde nu Kahrs og lod, somom han var helt forlegen; «men – men det har vi jo.»

«Saa? – det ved jeg ikke noget om,» svarede Fru Wenche og blev rød; det hændte en og anden Gang i Samtaler som denne, at hun løb Hovedet mod noget, hun ingen Anelse havde om.

«Det forundrer mig Frue! – da De dog ellers synes at være saa inde i disse Ting, – eller ialfald nære en saa varm Interesse for disse Spørgsmaal. Vi har jo nemlig netop et Udtryk for dette, at i Statens Skoler bør ogsaa Forældrene være repræsenterede, det har vi jo – som bekjendt – i Ephoratet, – Skolens Ephorat.»

«Ephorat?» spurgte Fru Wenche usikkert.

Men før Kahrs eller nogen anden kunde forfølge Sejeren, spurgte en tør, klar Stemme:

«Undskyld! – men har nogen af mine Herrer nogensinde seet en levende Ephor?»

[85] Alles Øine vendte sig mod Michal Mordtmann, som stod korrekt og behagelig henne ved Etagèren; men da hans og Fru Wenches Øine mødtes, brast hun ud i sin lystige Latter.

«Tak! – Hr. Mordtmann? tusind Tak for Hjælpen! – ja nu spørger jeg rigtig ogsaa: hvad er en Ephor for noget? – hvem er Ephorer her ved Skolen?»

«Men Frue!» raabte Rektoren ganske betuttet, «ved De virkelig ikke, at Professor Løvdahl er en af Skolens Ephorer?«

«Carsten! – min Mand! – nei det er altfor glimrende. Aa De – Hr. Abel! – vil De ikke raabe paa min Mand, jeg maa se ham som Ephor.»

Hr. Overlærer Abel fløi som en Visk ud gjennem Portieren og kom igjen med Professoren, der havde Kort i Haanden.

«Hvad er det for Løier Wenche?» spurgte han oprømt.

«Guddommelige Løier! – de siger, du er Ephor – Carsten!»

«Ja vist er jeg Ephor –»

«At du er et Udtryk for Forældrenes Interesse for Børnene i Skolen –»

[86] «Ja – har du ikke seet mig ved Examensfester sidde forrest paa høirygget Stol ved Siden af Byfogden?» sagde Professoren uforsigtigt; «men nu maa du lade mig gaa; jeg har Haanden fuld af Trumf.»

De andre Herrer tænkte som saa, at hvis Professoren havde været inde i Samtalen, vilde han have svaret anderledes. Men Fru Wenche var med en Gang bleven alvorlig:

«Ja se nu, hvorledes vi har det! havde jeg ikke i rette Øieblik faaet druknet dette store Ord i den Latter, det fortjener, vilde jeg kanske som saa mange indbildt mig, at ogsaa paa dette Punkt er alt saa godt og viseligt indrettet fra oven af, at vi Smaafolk og Fruentimmer bare kan holde vor Mund og lade alt gaa sin Gang. Men nu skal da ingen længer – Tak for Hjælpen endnu engang – Hr. Mordtmann! nu skal heller ingen længer dupere mig med disse store Ord. Naar Carsten er Ephor, saa ved jeg, at det med Ephoratet er ikke andet end et Led i den Kjæde af administrativt Spilfægteri, hvorunder vi kvæles og fordummes allesammen.»

«Saa sagte – saa sagte – gode Frue!» [87] begyndte Rektor igjen; «der maa dog være en Administration! vi kan saamænd ikke allesammen styre.»

«Det forlanger jeg hellerikke; men i enhver Sag bør de raade, som bære det faktiske Ansvar; og i Sagen: Børnebehandling har de Ansvaret, som har tilladt sig at sætte Børn i Verden. Men istedetfor en til Ansvaret virkelig svarende Delagtighed i Skolens Gjerning har vi saa dette Spilfægteri med et Ephorat, som bestaar i at sidde paa en høirygget Stol ved Siden af Byfogden. Og det passer – ja hvor passer det ikke til det hele Stel hos os! Ansvaret trilles saa længe op og ned mellem store Ord og klingende Titler, indtil det ikke er muligt at finde det igjen med Lys og Lygte. Men selve Ansvarsløsheden bygger sig en tryg Pyramide, der løber ud i en Spids, som er i den Grad ansvarsløs, at den er hellig!»

«Koldt Vand i Blodet – beste Frue!» raabte Prokurator Kahrs; de lo endnu! – det var jo bare en Dame. Men saadanne Ord burde alligevel ikke falde i en saa høitstillet Mands Hus.

Fru Wenche tænkte slet ikke paa det; hun [88] var vant til at tale frit i sin Stue; og hendes Mand havde aldrig drevet det videre end til at formilde og glatte over – det beste han kunde.

Michal Mordtmann havde hørt en Stund paa Fruens Tale, og efterhvert fik han en ubetvingelig Lyst til at være med. Sær og modfalden som han var, fordi Kjøbmanden i ham havde lidt Nederlag, følte han en Trang til at slippe Maalmanden løs – den gamle Frihedsmand, og for en Stund kaste den engelske Tvang; selve Affairen var vist forspildt alligevel.

Han traadte lidt nærmere og begyndte i sit smukke, afslebne Sprog og med en Ro, som var i høi Grad irriterende for de andre – især for Adjunkt Aalbom:

«Ogsaa mig har det bestandigt forekommet som noget galt – ja igrunden oprørende dette, at netop Skolen og alt, hvad dertil hører skal være som en lukket Arena, hvor kun den mest udsøgte Lærdom og Sagkundskab faar Lov til at tumle sig; medens der ikke er levnet Fædrene og Mødrene, som dog levere de dyreste Indsatser i dette Spil, dem er der ikke levnet andet end en beskeden Tilskuerplads udenfor, fra hvilken det er dem tilladt at iagttage [89] det filologiske Støv, som ophvirvles under Kampen.»

«Bravo – Bravo!» raabte Fru Wenche henrykt og rakte ham begge sine Hænder; «hvem skulde ventet det af Dem? – Hr. Mordtmann! jeg troede oprigtigt talt, – nuvel! det kan være det samme, hvad jeg troede; det glæder mig, at jeg tog feil. Men kom herhen; vi to maa slutte os sammen; de ser, Fienden staar tæt omkring os.»

I Virkeligheden var der kommet en hel Del Herrer ind, saa at der ikke blot var en Gruppe omkring Fru Wenche! men der blev efterhaanden næsten fuldt i Stuen; og flere af de mindre Kjøbmænd – Folk, som ikke vare vante til at komme i store Selskaber, listede sig ind og tog Plads langs Væggene. Den ivrige Samtale interesserede dem langt mere end Kortspil, hvilket for mange af dem var en ren Vederstyggelighed at se paa.

«Men naar De nu ikke er tilfreds med den Maade, hvorpaa Tingene for tiden ere ordnede;» Prokurator Kahrs henvendte sig udelukkende til Fruen uden at ænse Mordtmann, men alligevel i en formellere Tone end før; det blev jo ganske [90] anderledes nu, naar en Mand – en akademisk dannet Mand vilde være med paa saadanne yderligtgaaende Anskuelser; «naar De er saa misfornøiet – Frue! for Exempel med det stakkels Ephorat, vil De saa ikke forklare os den praktiske Maade, hvorpaa De havde tænkt Dem at gjøre Forældrene delagtige i Skolearbeidet?»

«Jo – med Fornøielse,» svarede Fru Wenche freidigt; «først vilde jeg, at alle Fædre og Mødre, hvis Børn gik i samme Skole, skulde holde et stort Møde, forat udvælge –»

«Undskyld Frue! at jeg afbryder Dem,» sagde Mordtmann urolig; «men da De selv var saa venlig at foreslaa et Forbund mellem os, maa jeg som Deres Forbundne paa det bestemteste fraraade, at De giver praktiske Regler for Gjennemførelsen af vor Reform.»

«Og hvorfor maa Fruen ikke det? – hvis det maa være mig tilladt at spørge;» Prokurator Kahrs vendte sig for første Gang lige imod Mordtmann.

«Fordi den, som ønsker en gjennemgribende Reform, skal vogte sig for at begynde med de praktiske Forslag. Thi blandt den store Mængde som altid vil modsætte sig en hvilkensomhelst [91] Reform, vil der nok findes en eller anden, som kan tage det praktiske Forslag og vrænge det om til Latter og Karikatur, og saa mener man at have bevist den hele Reforms Utidighed.»

«De siger: mener at have bevist,» raabte Prokuratoren overlegen; «men jeg tillader mig ogsaa at formene, at en Reforms Utidighed er fuldkommen tilstrækkeligt bevist, naar dens praktiske Uigjennemførrighed er in confesso.»

«Ja naturligvis! Theorien kan være meget skøn – hva! men hold Dem til Praxis! – til Praxis – unge Mand!» Det var Blindtarmen, som endelig brød løs; han var som altid rasende opbragt, naar han hørte noget, der smagte af Opposition.

Michal Mordtmann betragtede Adjunktens ophidsede Ansigt med sin engelske Ro og vendte sig derpaa igjen til Prokuratoren:

«Ved Reformer af den Art, som der her er Tale om, er den praktiske Gjennemførelse det secundære og forholdsvis uvæsentlige; og den, som begynder med det, han begynder bagfra og spilder sit Arbeide. Men hvis De derimod formaar at gjøre den i Reformen liggende [92] Tanke til Deres Tids almindelige Overbevisning, – hvis det in casu kan lykkes at vække hos Forældrene denne stærke Interesse for Skolen, – ja da vil denne Interesse finde sit Udtryk i Praxis – let, naturligt og uden Anstrængelse. Men saalænge denne Interesse ikke er vakt, kan det ikke nytte at strides om de praktiske Vanskeligheder; og saasnart den er vakt, er der ingen praktiske Vanskeligheder at strides om.»

«Aa – hvor jeg kjender Ungdommen – hva! – vor Tids Ungdom,» skreg Blindtarmen; «bare rive ned paa alt muligt betaaende; men ingenting bygge op – hva! nei det betakker de sig for; for det kan de ikke! det skal vi andre eller Fremtiden gjøre! men rive ned – ja det er en let Sag – hva!»

«Ja,» svarede Michal Mordtmannn, «blindthen at rive ned paa noget – for Exempel paa Ungdommen, det er ganske vist en meget let Sag. Men at rive ned saaledes, at noget falder, det er efter min Forstand idetmindste ligesaa vanskeligt som at bygge op. At rive ned alt det, som staar imod Fru Løvdals Skolereform – paa den ene Side Dovenskab og Ligegyldighed, [93] paa den anden Hovmod og Rethaveri – se det bliver saaledes ganske vist et meget besværligt og vanskeligt Arbeide, og jeg kalkulerer, at baade De og jeg har lagt vore Ben til Hvile, inden det blir færdigt. Men det er alligevel min Mening og mit Haab, at dette Nedrivningsarbeide vil blive udført.»

«Ja nedrives skal det!» raabte Fru Wenche varm, «der maa komme en Tid, da alle indser det samvittighedsløse i at ofre Slægt efter Slægt til gamle Fordomme og udlevede Doktriner.»

«Hm!» svarede Prokurator Kahrs; «vi har nu hørt mange skjønne og bevingede Ord; og det vil vel være forgjæves at stille et simpelt praktisk Spørgsmaal, saameget mere som det praktiske ikke just synes at ligge for –.»

«Aa – ikke saa spids – Hr. Prokurator! kom De med deres praktiske Spørgsmaal; naar jeg har Hr. Mordtmann med mig, frygter jeg ikke for nogetsomhelst.»

«Altsaa – kort og godt: hvorfor sender De Deres Barn i Skole? – hvad vil De, Deres Barn skal lære?»

«Det skal jeg med Fornøielse svare Dem [94] paa; og jeg skal svare saa besindigt, at min Kompagnon kan være ganske rolig; for dette har jeg selv saa ofte tænkt paa. Naar vi – Fædre og Mødre, der selv have følt, hvormeget der skal til, hvormeget man burde vide, for blot nogenlunde at forstaa sin Tid, sin Stilling i Livet og fremfor alt sin Opgave som Børneopdragere, – naar vi sætte vore Børn i Skole, saa er det selvfølgeligt i den Hensigt, at de itide skulle begynde at erhverve de Kundskaber, som vi nu af egen dyre Erfaring vide, at Livet kræver.»

«Og det synes De ikke, Skolen arbeider henimod?»

«Nei! det er usigeligt langt fra, at jeg det synes! se nu for Exempel min Abraham – men hvor er Gutten henne iaften?»

Professoren, som kom ind i det samme forklarede, at han havde sendt Abraham iseng; «han bad, at du vilde komme ind og sige Godnat til ham.»

«Ja – nu skal jeg strax gaa; stakkels Gut – jeg har jo rent glemt ham! Men, hvad jeg vilde sige: se nu altsaa Abraham; [95] han har nu gaaet i ni samfulde Aar i denne velsignede lærde Skole; i Begyndelsen gik det godt; men i de senere Aar bliver han efter mit Skjøn dummere og dummere, mere og mere interesseløs. Saasnart han aabner Munden røber han den største Uvidenhed om de mest dagligdagse Ting. Og det værste af alt er, at han næsten synes at foragte at vide noget fornuftigt om Verden saaledes som den er –.»

«Ja Frue! –» indskød Mordtmann, «Deres Søn lever i Videnskabens Verden; han vandrer mod Aandens høie Parnass! jeg kjender det, jeg har selv gjort Omvejen om Parnassus.»

«Hvad mener De med det – hva?» spurgte Adjunkt Aalbom.

«Aa – det kan vist jeg forklare Dem! jeg lugter Lunten,» sagde Prokurator Kahrs, «Hr. Mordtmann hører sikkert til de moderne Modstandere af den klassiske Dannelse; jeg vædder, han hader Latinen?»

«Ja det er sikkert, jeg gjør.»

Flere af dem vilde begynde paa en Gang; men Professor Løvdahl fik Ordet:

«De vil da vel ikke benægte den overordentlige [96] Grad, i hvilken Læsningen af dette herlige Sprog udvikler den unges Evne til stringent og logisk Tænkning!»

«Der er kun en Ting – Hr. Professor! som jeg har mærket, at Latinen virker paa alle uden Undtagelse; og det er, at den gjør os alle overmaade vigtige.»

«Nogle af os – kanske,» bemærkede Prokuratoren med et lidt ondskabsfuld Blik.

Men Fru Wenche lo fornøiet: «Ja De har Ret. Ligefra jeg var liden ærgrede det mig, naar mine lange Fættere kom med Rægler af Latin, som jeg er overbevist om, der ikke var Mening skabt i. Og selv nu ærgrer jeg mig, naar ældre Herrer smiler saa polisk til hinanden og kommer med en Stump Latin.»

«Nei, men det er dog en uskyldig Fornøielse – kjære Frue!» raabte nu den gamle Rektor; han havde en Stund trukket sig ud af Samtalen, der blev ham for varm; «vi maa dog have Lov til at glæde os over vor fælles Eiendom, det er som etslags Frimureri mellem os.»

«Ja netop,» svarede Mordtmann, som syntes opsat paa at sige imod til det yderste; «det [97] er karakteristisk for den gamle Tids Dannelse, at det var et stort Pikanteri ved Lærdommen dette, at den var indskrænket inden en snever Kreds; – at Nydelsen, Lykken ved at have lært ikke bestod i at vide, men i at vide noget som de andre ikke vidste. Men nutildags er der heldigvis ikke mange, som sender sine Børn i Skole, forat de skulle blive lærde paa den Maade.»

I Pausen ovenpaa denne Tale, reiste Fru Wenche sig, forat gaa og sige Godnat til sin Søn; der skulde desuden spises tilaftens; det var blevet sent.

Blandt de lærde Mænd var der ikke liden Ophidselse; medens derimod nogle gamle Kjøbmænd nikkede hemmeligt til hinanden.

«Ja, naar De nu gaar – Frue,» sagde Prokuratoren, som tilslut var bleven ivrig, «saa slukker vel denne interessante Samtale. Skade, at de ikke lod Dem formaa til at tale om det praktiske: hvad der skal læres; kunde De ikke nævne mig det fagvis?»

«Nuvel,» sagde Fru Wenche fort; «der skulde læres Naturhistorie, Medicin, Jus, Astronomi -»

[98] «Jeg synes, du nævnte Medicin – Wenche?»

«Ja naturligvis – Kjendskab til sit eget Legeme, Sygdomme og Lægemidler.»

«Nei men Wenche; hvor kan du dog indbilde dig –»

«Men siger du da ikke selv – Carsten! hundrede Gange om Aaret: ja – havde bare det Menneske i sin Ungdom passet paa sine Øine, saa gik han ikke her som en elendig halvblind Stakkel. Men hvorledes skulde de kunne passe paa sine Øine, naar de ikke lærer andet om dem, end at naar dit høire Øie forarger dig, saa riv det ud! eller passe sit Legeme forresten, om hvilket de lærer, at det er et usselt og uværdigt Hylster for den udødelige Sjæl!»

«Men jus – hva! jurisprudents! skal Gutunger ogsaa lære Lovtrækkeri i Skolen?» – raabte Blindtarmen; hans Arrighed steg eftersom Samtalen gik, uden at han kunde finde noget at kaste sig over.

«Javist skal de vide Besked om sit Lands Lovgivning, hvorledes og af hvem Retfærdighed [99] og Orden haandhæves. Men spørg for Exempel min Abraham, som ellers er en velbegavet Gut, spørg ham, hvad en Sorenskriver er for noget, – han ved ikke et Muk!»

«Men spørg ham om curules, ædiles, tribuni plebis og sligt, saa ved han det paa Fingrene,» sagde Mordtmann.

«Ja se saadant noget gammelt Sludder, det har han Hovedet fuldt af – den Arming! men om sit eget Fædreland, dets Statsforfatning, dets Kampe for Frihed –»

«Politik – Politik skal!setterfeil (feilplassert utropstegn, skal stå etter «Politik») Gutterne ogsaa lære Politik?» lød det fra mange Stemmer, og en ny febrilsk Iver greb dem alle.

«Naturligvis! – javist skal de lære Politik,» sagde Michal Mordtmann ufortrødent.

Der blev et stort Røre og almindelig Indignation; selv Fru Wenche saa lidt betænkelig ud; men over alle skreg Blindtarmen i høieste Discant:

«Ih – men Gud forbarme sig – hva! skal vi nu ogsaa have det Syn, at Gutunger skal debattere Politik, somom de var voxne?»

«Synes Hr. Adjunkten saa meget bedre om [100] det ikke sjeldne Syn, at voxne debattere Politik, somom de var’ Gutunger?»

Fru Wenche sendte den unge Mand et Smil og skyndte sig afsted til sin Søn. Men den stridbare Stemning splittede Selskabet indover de andre Værelser, hvor de skræmte Livet af de fredelige Kortspillere ved at disputere i flokkevis midt paa Gulvet, medens borte i Krogene to og to havde hinanden fat i Knaphullerne som to Bæltespændere og kjæglede som Haner med Næserne lige opi hinanden – ildrøde og Haaret i Totter.

Vel var der kanske ingen, som helt ud gik med paa Fru Wenches og den Fremmedes vilde Ideer; men mange fandt dog, der kunde være noget i det. Og alle de latinlærde kjæmpede som rasende – uvante med og forbitrede over, at en af deres egne havde aabenbaret dette Frafald midt foran disse Sildeskippere og Høkere.

Ved hele Aftensbordet gik det varmt til; og selv da Selskabet havde forladt Huset, hørte man udover Gaderne i den stille Nat: Reform – Latin – Ephor – Politik – hva!

[101] Da Michal Mordtmann sagde Godnat til Værtinden, rakte hun ham igjen begge sine Hænder, idet hun varmt og muntert takkede ham for hans gode Hjælp.

Han svarede nogle høflige Ord, men saa hende paa samme Tid lige ind i Øinene. Og hun, som paa længe ikke havde faaet saadant et Blik, slap ham og vendte sig mod de andre.

Men da alle Gjæsterne vare borte, og hendes Mand havde sat sig tilrette, for at læse Aviserne, sagde Fru Wenche:

«Nei – hvor han overraskede mig den unge Mordtmann! og jeg, som ikke har anet, hvad der boede i ham. Ham maa vi virkelig invitere ofte; det var da endelig et Menneske, jeg kan snakke med.»

«Aa ved du hvad, jeg synes sgu, du kan snakke baade med den ene og den anden,» svarede hendes Mand tvært; han var tilslut kommen underveir med, hvilke ukorrekte Taler der var ført i hans Hus.

«Naa, naa Hr. Ephor!» sagde Fru Wenche, idet hun begyndte at tage Naalene ud af sit svære Haar; men ved at nævne Ephor kom [102] hun igjen paa Latteren og gik leende ind i Soveværelset.

Professor Løvdahl sprang op; men da hun alt var ude af Døren, mumlede han bare lidt, idet han satte sig igjen.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.