99K gir i mange fotnoter en skildring av tilstanden i Hamar omkring 1800 og forteller om de rester og minner som ennå på den tid var synlige. Stundom referer han fra Bugges manuskript og bringer på det viset inntrykk fra byen som går tilbake til tiden ikke lenge etter at krøniken var skrevet.
Kommentarene er ofte opplysninger som avskriveren har funnet i tilgjengelige skriftlige kjelder, særlig i Peder Claussøns utgave av kongesagaene og hans Norges-beskrivelse, i Huitfeldts og Holbergs historieverk.
De geografiske og topografiske forhold som berøres i Hamarkrøniken, blir kommentert, og vi får vite en del mer om dem, hvordan forholdene var blitt på hans tid, om bekker som var forsvunnet, om områder som var blitt myrlendt eller skogkledde. Skriveren bak K viser et intimt kjennskap til Hamar by og omegn og kan fortelle mer om Hakebekk og Kolkinn, om Furuberget og Geiteryggen, om Holset og Aspeholmen. Han vet at rennene og grøftene som krøniken så stolt beretter om, er borte, men at byens fiskestein ennå er å se.
Av særskilt interesse er det K kan fortelle om de gamle bygningene, at man fant hvelvede kjellere under St. Olavs kloster ved en rein tilfeldighet, at den gamle brønn på Hamar gård ennå kunne sees, at murene rundt gården til dels var bevart, at man kunne se rødmaling under hvelvingene i domkirkeruinene. Han kan også fortelle om en gammel kiste full av vakre klær som ble funnet i kjelleren på Hamar gård.
K gir også til beste noen sagn som blir fortalt på Hamar, for eksempel om kirkeklokkene som svenskene røvet og førte bort, men som de mistet i Mjøsa, enten på grunn av svak is eller på grunn av skipsforlis. Eller om alt det sølv og gull som borgerne av Hamar senket ned i tjernet på Furuberget av frykt for at det ellers ville falle i hendene på de svenske inntrengerne.
Dette Kloster blev bygget omtrænt A.C. 1155 og blev kaldet St. Olufs Kloster efter Oluf den hellige som døde anno Christi 1030, da han af 100Paven blev canoniseret eller indsadt blandt Helgenes Tal. Ham til ære blev dette Kloster opkaldt hvorom kan sees Rami Norges Historie. Da mand for faae Aar siden skulle omlægge gulvet i dette Kloster som nu er stald, da skal der være erfaret at der under vare hvælvede kieldere, thi en Jernstør, hvormed mand opbrød gulvet faldt igiennem et lidet Hul ned i Kielderen og aarsagede et hult Klang eller Echo.
Mand seer endnu i denne Tid Spoer af nogen slags rød Mahling under Hvælvningerne af den Muur af Domkirken som endnu staar tilbage.
Den største klokke som var i Hammer Domkirke skal ligge i Miøsen ved Tyve Holmen. [I en note med 2. hand]: Den klokke i Miøsen skal de Svendske have taget fra Hammer og der forlist med enten Baad eller paa svag lis. Merkelig er det at ved den Øe Haasteen i Jedderen i Christiansands stigt forliste ligeledes 5 klocker som var udtaget af Stavanger Domkirke tilligemed skibet som havde dem inde der altsammen sank i søen A°C. 1558.
Bispens Altersten var 1 paa Alteret liggende Steen omtrendt et par Haandsbreed som tiente til at indvie Brødet og forvandle det derved til Christi legeme. Thi da denne overtroiske og afgudelige lærdom om Transubstantiationen var antaget og fastsatt i det 4de Lateranske Consilio og siden, dog uvisst naar indført i Dannemark saa udfordres til saadan nye Skabelse et nyt legeme udaf Brødet ej alleene et retmessig viet alter, men og paa midten af Alteret en besynderlig viet hellig Steen. –
Saadan Altersteen findes endnu i Harams Kirke I Søndmør. Det er af marmor og ligger løs paa Alteret. – Professor Strøm skriver at det er ikke rart at finde i Kirkerne Nordenfjelds Steentavler med eller uden Rammer liggende paa Alteret. Ogsaa i lisland som der kaldes Paxspiald: tabulla pacis. Om disse Altersteene, vi. Klevenfeldts Kjøbenhavnske Selskabs Skrifter 6. Tom. og Strøms Sundmørs Beskrivelse 2, Tom pag. 25.
Der skal i disse Kieldere paa Hammers gaard i Sal. Frue Justitie Raadinde Grønbeks tid været fundet 1 stor Jernbeslaget Kiste med skarlagens røde Klæder i med Viide store Ermer efter gammeldags Viis. – Kisten blev solgt paa Auction efter hende, men Klæderne var saa mølædt og forhulede at de faldt fra hinanden. Det synes ikke usandsynligt i denne Relation da røde og viide skarlagens klæder var meget da i Brug.
Denne Brynd er endnu at see med den gamle Muur omkring, dog er den 101nu ikke meget Dyb, da den i Tidens længde formodentlig er bleven opfyldt med Steen og Gruus.
Af Hammers Gaards Muur er endnu et Støkke at see til 5 a 6 Alens højde foruden den Deel deraf, som nu er indbegreben i den der nu staaende prægtige Hæstestald Bygning.
Hage Bækken har endnu paa denne Tid sit samme navn og er en gandske kiendelig skiønt ikke stor Bæk, formodentlig maae den før have været meget større da den havde tilløb af de ovenfor liggende Fiskevand, som nu ere igiengroede og forvandlede til Torfmyrer. — Hoelsætt er en liden Gaard, som endnu er til under dette navn.
Af denne Aspeholme er nu ikke meget tilbage, kun en liden Deel deraf er endnu at see under det navn Espem ligger noget Østen for Tyveholmen ved Indløbet i Agersvigen.
Denne steen er endnu at see i vore dage. Den er gandske flad henved 6 alne i Længde og 3 alne i Bredde. Den blev i Hammers velmagtsdage kaldet Fiskesteenene.
Ellers er det mærkelig at her i vore Tider ikke falder nogen mærkelig Fiskefangst saa at de ved vandet boende ikke kan sælge noget af betydenhed enten samme er af mangel paa gode Fiskeredskaber (Hvilket man dog ikke skulle troe, da alting ellers i vore tider har vundet). Eller Fiskeriets Riighed nu er forsvunden fremfor i Gamle Tider, kan ikke med vished bestemmes, dog er endnu det bedste Fiskerie i Heele Miøsen oppe i Agersvigen Hvor Disen Elven løber ud.
Hvor den herom talte Østerløkke veed nu ingen meere at kunde sige.
Ikke heller veed nogen levende hvor den [= Grønnebakken] har været.
Denne kirke har staaet henved 500 alne fra Domkirken og i nordøst, nu seer man kun en liden Deel af Muren paa det nordøstre Hiørne hvilket tilbagestaaende Støkke er 4 re alne i Højde og næsten det samme i Tykkelse. Man finder ikke at der har været nogen begravelsessted ved den. Selve Kirken har staaet paa en Biergpyndt.
Dette Bierg bærer endnu paa denne Tid sit samme navn, er stærk bevoxen med Furer og Grantræer. Temmelig højt ligger i nord fra Hammer 102Gaard, næsten 1/4 miil. Paa dette Bierg er et lidet kjærn, eller stillestaaende fersk Søe, Hvorudi efter et gammelt Sagn mange af Hammers Borgere skulle have nedsænket sit Guld og Sølv af frygt for at blive det berøvet ved Fiendens Haand, da Svensken sammesteds faldt ind. Om samme derifra siden er optaget viides ikke.
Af disse Vandledninger er nu intet Spoer at see, men Kolkind er nu kun en sumpig morads, var uden Tvivl i Hammers velmagtstid en færsk Søe, der har ligget inde i Staden saa vidt endnu af beliggenheden kan skiønnes. Det Jorde som forommældte Sump nu ligger kaldes endnu i Dag Kolkinds Jordet.
Dette Bierg bærer endnu i vore Dage sit Gamle navn og er gandske bekiendt under dette navn. Spoer til Boeliger derved findes nu ikke mange, dog nogle Tomter og Steene som viser at Stædet har været beboet en gang i Tiden. Og er Giederyggen den yderste Spids af faste Landet ved Hammer udi Miøsen, men skal i gamle dage stragt sig ud i Miøs til det saa kaldede Traneskiær.
Der hvor denne Trækirke har staaet kaldes endnu i denne Tid Aften Sangs Bakken og er nogenledes kiendeligt Spoer paa den væstre Side af Hage Bækken. Om der ved har været Kirkegaard vides ikke. Dog er samme at formode, da lejlighed findes her fremfor ved Korskirken, der stod paa det Haarde Bierg. [Med 2. hand]:
Jørgens Kirke har ventelig været den ældste Kirke efterdi det var trækirke hvilke var den ældste bygningsmaade at opføre Kirkerne af tømmer, indtil i det 12 Seculo begyndtes at bygge steenkircher (da Waldemar lste var Konge i Danmark) saasom trækirchernes Forfaldelse og idelige Reparation udfordrede stor bekostning. At Domkirchen maae have været yngre, ja maaske bygget meget seenere end hine steenhuggere der oplærte de Norske i sin kunst kom efter pavens anordning, at bygge i Hammer og fleere Steder skulle mand snart troe at nogle vil paastaa at Bispen som levede 1162 nemlig Gilbert bygget Bisperesidensen og Domkirken. Forresten finder mand, at bønderne i de senere tider, sær i Schone meget rebelkrede mod den geistlige stand og besværede sig over, at den fremskynden med de kostbare stenhugne kirker faldt dem altfor besværlig, skiøndt de i begyndelsen ved Hammers byes bygninger og landets stenkirker i Norge deres anlæggelse viste sig meget villig i at udføre pavens gesandts Forlangende, især Fokket paa Oplandet.
103Hammers Torv var i gamle Dage der hvor nu Huuse-bygningerne paa den nuværende Gaard staaer Hvorunder og var indbegreben den nuværende Urte- og Frugthave med meere.
Udi Wangs kirke muur paa den søndre Side i den Part som blev tilbygget sidst, afvigte Seculo ligger en stor Steen med udhugne gamle Rune Bogstaver og anden gammeldags Udgravning, maaskee at dette er den omskrevne Steen. Steenen er 3 alne og en qvart lang, 3 qvart bred men smalere til en ende. [med 2. hand]: Ellers bleve til de første steenkirkers bygning i Danmark og Norge sær i det første Rige mange Stene med Rune Inscription afbrækede af gravsteder og offerhøje og anvendt til kirkebygninger. — Saaledes staar for Exempel paa Aasun kirche anbragt denne Runeskrift: Christie Mariæ sun hialpi dem en kirckiu thinu guthi Absilon Archibiscup og Asborn Muli.
Denne Buskevæxt Engeltorn er siden bleven vedligeholdt paa Hedemarken.
Hedemarken til hvilket Navn Bugge giver en selsom Etymologie, kaldtes i gamle tid Hejdmork og er næst Helgeland i Trunhiem nok den ældste og af de første bebygde Provincer i Norge. En Skribent Tormius formoder at Hedemarken skal være de Chediners mark efterdi Plinius melder at vester i Scandinavien boer et Folk kaldet de Chediner. Der var en Konge paa Hedemarken hed Ejsten hvis Datter Afild fik Svade Jette norden for Dovre hvis søn hed Rolf i Berge der borttog Thors Datter, Kongen af Gotland. Hendes Broder Nor drog hen til Hedemarken og fandt hende hos Rolf, med hvem han blev forligt paa den maade at han fik Rolfs Søster Hoddu Svade, Jettes Datter.
[Denne noten er i K1 plassert under Intimasjonen, men i K3 under Hammers Alder].
I for ommældte Provsten Bugges manuscript dat. 6te Septbr 1601 findes hans Hypothese ang. Oprindelsen til Navnet Hedemarken, hvilket han siger har sin Derivation af Hede eller Varme saa som de første Folk som nedsadte sig saae at Landet var beqvemt at dyrke, efterdie Sneen om Efteraaret ikke blev liggende saa hastig her som paa andre Stæder og Bøjgder rundt omkring, ligeledes bemærkte de at Sneen her om Foraaret først gik bort, deraf meener hand da at alt det Land paa den Østre side af Miøsen har bekommet Navn af Hedemarchen, d.e. varm mark som tidlig om vaaren og sildigt om Høsten var beqvem til Jordarbeide, Hvilket navn det har beholdt lige indtil denne Dag, ligesom han 104og aldeles forkaster deres meening som vil derivere eller hidleede navnet af Hede, da her ingen Sandmose eller Heede findes nogenstedis heromkring, som kunde andledige dette Navn.
Fotnote med 2. hand:
At Hammer længe før Erkebispesædets oprettelse og pavelige legates afsendelse til Norge som siden lod sende stenhuggere til Hammer har været en kiøbstæd er højst sandsynligt da der strax efter (neppe 2 aar) efter legatens afsendelse blev beskikket Erkebisp i Trunhjem med fuldmagt over Hammer kiøbs. bisp (som det heder i pave Anastasis 2den Bulle) og beskikket lste bisp i Hammer, da det icke er troeligt at Byen i de 2 aar kunde komme i stand havde den icke tilforn været bygt. løvrigt var legatens komme til Norge og Anordninger en virkning af Clericiets Forlangende til Paven 1154 at de maatte befries fra at staae under den Lundiske Erkebisp AC 1151. Legaten kom 1152.
Om Hamar gårds seinere skjebne forteller en annen fotnote: Aar 1716 kiøbte Hr. Justitie Raad Grønbæch og hans Frue Jentoft Hammer og tilhørende godser af de Tomloiske arvinger. Familien Tomle og Baronesse Lillienkron i Hamborg.
Endelig blev udi denne skiønne Bye udi Syv Aars Krigen mellem Sverig og Norge af de Svenske udplyndret, afbrændt og gandske ødelagt Anno 1567. paa den Tid blev den i Historien bekiendte Svale-Krig ført, som var af saadan Oprindelse: Der var ved Svenskenes Indfald udi Hammer en Hører ved Skolen sammestæds, ved Navn Svale. Denne samlede sine Skole-Drænge og andre fleere, og med dem overfaldt og aflaget de Svenske, som drukke og giorde sig glade af det Bytte som de havde røvet i Hammer, og som dette lykkedes for ham og dem nogle ganger, blev han udvalgt til anfører imod Fienden og i nogle slag vandt Seier over de Svendske, som ved Høysenne paa Eger og ved Sør Hoel paa Ringerige, hvor mange af de Svenske blev slagne og sammestædes begravne i en Dahl, som endnu bær Navn af Svenskedahln.
Denne Krig blev deraf kaldet Svale-Krigen. Hammer var ellers fordum bleven meget ødelagt udi den store Mande Død som blev kaldet den sorte Død og indfaldt 1350. udi denne Pæst blev Hammers Herlighed meget formindsket. Da var 3/4 Deele af Folket sammestædes bortdøde. Efter gamle Folkets fortæling herom, saa begyndte denne Pæst først paa de spæde Børn, siden paa de unge Drænge og Piger, og derpaa kom den til de middelaldrende Personer og endte tilsidst hos de Gamle. Pæsten begyndte her i Norge ved Mariæ Nativitatis den 8de September og endtes alle Helgenes Dag samme Aar. I afvigte Aar105hundrede skal der være Blot Bønder boende paa Hammer Gaard, og andre fornemme folk undertiden som forpagtede Gaarden og underliggende Godser. Disse gav hvem som ville lov at bryde Steen af Rudera og føre bort hver til sin nytte som og da blev Kirken og andre Mure uden skaansel afbrudte saa at det var en Lykke at endnu noget kan sees af denne gamle Byes Levninger.
Den hugne Steen hvoraf Kirkerne og andre Bygninger i Hammer var opførte har for det meeste bestaaet af Kalksteen. En deel og af den saakaldte uægte Marmor. Den Sandsteen udi Naru Bierget paa Ringsager hvoraf nu Slibesteene hugges formodes i den Tid ikke at have været bekiendt. Murene ere overalt sammensadte af gamle konstigen beredte faste Kalk, hvilken Kunst nu er forloren da ingen i vore Tider veed at give Kalken saadan stærk bindende Kraft, som de gamle har vidst da deres Kalk var haard som selv Steenen, og ofte vanskelig at slaae i sønder. I Gruuset paa Hammer findes endnu meget store Tegelsteene samt Tegelsteene i adskillige rare Former og Figurer. –
Paa den saa kaldede Tyve Holme øster ved Stranden skal have været Stadens Retterstæd, derudpaa er en stor Steenhob i hvilken er en muuret Grav af huggen Steen opmuret med den faste Kalk, i den skal for rum tiid siden været funden en Guld Nøgle og andre rare Sager som gamle folk endnu veed at fortælle om.
For omtrændt 20 Aar siden blev af en Dige Graver fra Dalerne i Sverig, som var kjet der til Arbejde fundet imellem 2de smaae Qværnesteene omtrændt 200 stk Guldmyndter et Lidet Støkke i Øster fra Gaarden. Steenene hvorudi de laae er endnu til hos en Huusmand under Gaarden.
Den der endnu værende Huusmand har 5 a 6 smaae Sølvpenge som han har fundet i Have Jorden under Arbeidet. Paa Eendeel af dem er Præget endnu kiendeligt som viser Deres Alder. Den samme Mand har og en liden Hæst af et Slags rød Metall som han ligeledes i Jorden har fundet, men ingen her oppe forstaaer sig paa hvad slags Metall det er.-
Man kunde see af Bispenes Bøger at der hvor nu findes Torvmyhrer, har før den sorte Død været herlige Fiskevand. Disse kaldes nu Hvidmyhrene, og er ganske igiengroede med Mose og Lyng.
Fra gammel Tid sees at Folk ofte skal baade have hørt og seet Spøgeri i og omkring ved Hammer. I vore Dage findes dette Snak kun faae, som troer derpaa, og rimeligviis finder Spøgelserne ikke længere Regning ved at umage sig for de faae Enkelte iblandt Almuen der kunde have noget af overtroen tilbage.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Hamarkrøniken ble skrevet ned en gang på 1500-tallet og er et historisk og kulturhistorisk dokument som beskriver Hamar og omegn på 13- og 1400-tallet. Det er en blomstrende by det fortelles om, en slags idealby der kirken og klosteret står i sentrum. I krøniken kan man lese om hvordan byen var anlagt med hovedgater, torg og tverrgater, om bygninger og om kjøpmennenes virksomhet.
Teksten i bokselskap.no er en digitalisert utgave av Egil Pettersens NSL-utgave fra 1986. Utgaven inneholder en fyldig innledning om krøniken og de forskjellige bevarte kildehåndskriftene, en normert og modernisert versjon av krøniken (basert på det eldste bevarte håndskriftet fra ca 1610) og en diplomatarisk versjon. I tillegg er utgaven utstyrt med et stort variantapparat.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
