Disse kvasse afgørelser, Svava, de er i virkeligheden ingen afgørelser. Ti så kommer der altid så meget bakefter. – Tag dig betænkningstid! Jeg tror, han er en brav man. Lad ham få tid til at vise det! Bryt ikke straks!

Hvorfor siger du mig bestandig dette?

Men, kære Svava, jeg har jo egentlig ikke fåt sagt dig noget før idag.

Men alle dine forsøk har gåt på den melodi.

På hvilken skulde de da gå?

På din gode gamle, mor, – som er en ganske annen!

Et er at lære sit barn at gøre rigtigt valg i livet; –

Og et annet at holde det, man lærer?

Et annet er selve livet. Der gæller det undertiden at slå af, og da især i et samliv.

På uvæsentligheder, ja.

Bare på uvæsentligheder –?

Ja, på egenheder og slikt, som i grunnen er utvækster. Men ikke på selve utviklingen.

På den med.

På den med? – Men er det da ikke for vor utviklings skyld, at vi gifter os? Hvorfor skal vi ellers gøre det?

Ja, du får se!

Nej, det får jeg ikke se; ti så gifter jeg mig ikke.

Det skulde du ha sagt før. Nu er det for sent.

For sent? Om jeg havde været gift i tyve år, jeg havde gjort det samme! (Lægger sig igen.)

Å, gud hjælpe dig! – Du vét ikke, nej, du vét ikke, hvad du er i for et net! Du får kænne det, straks du begynner at rykke for alvor.

Eller vil du virkelig, at din far og jeg skal kaste fra os alt det, vi har arbejdet op her? At vi skal begynne på igen i et annet land? Ti det har han gentagende sagt i disse dager, at prostitutionen af et opslag, den vilde han ikke finne sig i. Han rejser, og så må jeg jo følge.

Ja, du vrider og vender dig i det. Tænk også på alle de andre! Det er svært at bli så højt sat op, som du blev i forlovelses-gildet. Det er som at løftes op på et stillas, de andre går og bærer. Vogt dig, at de ikke slipper dig ner! Men det gør de, hvis du krænker deres regler for det rigtige.

Er dette deres regler for det rigtige?

Det vil jeg ikke sige. Men at der ingen skandale sker, hører ubetinget til deres regler for det rigtige. Kanske er det deres første.

Ingen synes om at bli prostitueret, Svava. Aller minst de, som er de mægtigste på sit sted. Og aller – aller minst synes folk om, at deres barn blir prostitueret.

Du gode gud, er det mig, som prostituerer ham?

Nej, det er vel egentlig ham selv …

Nå! (lar sig falle ned igen.)

Men det får du dem aldrig til at forstå! – Nej, du gør ikke! – Sålænge bare familjen og de nærmeste hvisker om, hvad han har gjort, holder de det slet ikke for prostitution. Ti der er altfor mange, som gør det samme.

Først når det blir kænt af al værden, da holder de det for prostitution.

Og blev dette kænt i form af opslag: Christensens ældste søn infamt forskut for sin fortids skyld, – de vilde holde det for den største skandale, som kunde overføres dem!

Og dette vilde især gå ut over os. – Og over dem, som er afhængige af os. Du vét, det er ikke så få. Du har jo taget dig af dem, især af barnene. Alt, du har taget dig af her, måtte du vel så slippe. For du måtte følge med os. Jeg er sikker på, at din far gør alvor af det.

Å-å!

Jeg vilde ønske, jeg kunde sige dig, hvorfor jeg er så sikker på det. Men det kan jeg ikke; – i alle fall ikke ænnu. – Nej, du skal ikke friste mig til det.

Der kommer din far. Bare betænknings-tid, Svava! Ikke brud; ikke skandale!

Nå, ligger du der? (in i sit rum, hvor han lægger hat og stok fra sig, og kommer ut igen.) Vel ikke noget alvorligt, – vel?

Nej; men –

Nu ja! Her er nu brev fra Christensens. Da du ikke vil mot-ta’ din forlovede og ikke hans brev, så må du finne dig i, at familjen blander sig in. Alt i værden må jo ha en ende. (Læser.) «Mellem 11 og 12 giver min hustru, søn og jeg os den ære at aflægge Dem og Deres et besøk». – Det er bare et under, at dette ikke er kommet før! De har sågu’ været tålmodige nok.

Ja, vi har ikke kommet videre, vi, idag heller.

Men hvad tænker du på, barn? Ser du da ikke, hvad dette fører til? Du er dog en godhjærtet pige, jeg vét det; du vil dog ikke likefræm ruinere os alle sammen?

Jeg synes sannelig, Svava, at nu har du trådt bestemt nok op i denne sak. De er blet rystede langt in i sin selvsikkerhed både den ene og den andre af dem; det kan du være sikker på. Hvad forlanger du så mere? Eller vil du virkelig gå ænnu længre, nu vel, – stil dine betingelser! De blir sannelig nok antagne.

Fy, fy, fy!

Ja, det går ikke an at ta’ det på den måten!

Nej, det gør ikke det! Du skulde hellere prøve at jævne det lit, Svava.

Du får da virkelig også nedlade dig til at se på, hvem det er, du kaster fra dig. En af landets rikeste familjer, og jeg tør sige, en af de hæderligste med. Jeg har aldrig hørt noget så letsindigt! – Ja, jeg siger det. Letsindigt, siger jeg.

Om her er begåt et – eller flere – fejl-trin, nå, hærre gud …

Ja, tag også ham med!

Jamæn gør jeg så, ja! For det er alvorligt nok til det.

Om her også er begåt fejl-trin, siger jeg, så er den stakkars unge man nu straffet nok for det. Og vi får da virkelig også være lit rimelige med hværandre! Det er jo et bud, det, vét du, at vi skal være rimelige og tilgi’. Vi skal tilgi’! Og vi skal mere. Vi skal hjælpe den, som fejler, – vi skal rejse den, som faller, – vi skal føre på ret vej … ja, føre på ret vej. Det kan du så godt! Det ligger just for dig, det!

Som du selv vét, min kære, er det sjælden, at jeg taler moral eller den sort. Det klær mig rent ut ikke; jeg føler det altfor vel. Men ved denne lejlighed kan jeg ikke undlade det.

Begyn med at tilgi’, mit barn; begyn med det!

Overhovedet: kan du tænke dig et længre samliv, uten at … uten at, – ja, uten det?

Men her er ikke tale om noget længre samliv; heller ikke om at tilgi’. For jeg vil aldeles ikke ha mere med ham at bestille.

Nej, men dette går over alle grænser!

Fordi han har våget at elske nogen før dig … ?

– nogen? –

Ja, hvad der er mere, det vét jeg ikke!

Nej, jeg gør ikke! Det er også fanden, som folk sladrer og baktaler! Men jeg siger: fordi han har våget at se på nogen, før han så på dig, ja, før han tænkte på dig, derfor skal han evig forkastes? Hvor mange blev så gifte, om jeg tør spørge? Al værden forsikrer, han er en så hæderlig, brav ung man, at den stolteste pige trygt kan tro sig til ham, – ja, du sa’ det for en tid siden selv! Nægt det ikke! Men nu skal han pludselig forkastes, fordi du ikke er den første, han har møt?

Der er nå måte på hovmod også! Jeg har aldrig hørt noget urimeligere, jeg for min del.

Mænnene er ikke slike.

Æn pigerne da? Er de slike? De spør sandelig ikke efter, om deres forlovede har været gift før – se, der kom jeg til at sige «gift»? Du kan gå ut fra, han har været gift. Nu, hvorfor ikke? Det gør de andre piger. Ja, det nytter ikke at nægte dette! For jeg vét, at du vét det! Du har da været på bal? Hvem er mest i vinden på ballerne? Netop de, som har noget, – nå, noget don Juanlystigt omkring sit navn. De tar luven fra alle de andre! Du har selv set det de hundre ganger!

Er det kanske bare på bal? Blir de kanske ikke gifte? I regelen får de de allerbeste gifter!

Det er sant.

Javist er det sant. Og i regelen blir de sandelig gode ægtemæn også!

H-m?

Å, jovist gør de så! – Ja, hærre gud, nogle undtagelser. Saken er, at ægteskabet har en forædlende inflydelse. Og her er kvinnen i sit skønneste kall. I sit allerskønneste kall!

Jeg kan til nød høre slikt af dig. For jeg væntede det ikke bedre.

Takker så meget!

Man skulde virkelig tro, at ægteskabet var en højere vaske-anstalt for manfolk, –

Ha, ha! –

– og at manfolkene kunde komme og kaste sig in i den, når de vilde, – og som de vilde!

Nej, men –

Jo! Og det er smigrende – å, meget smigrende for mig, din datter, at du holder mig for så særdeles skikket til en slik storvask-bestilling! Jeg skal for øvrigt ikke ha noget af den.

Men dette er da …

Ja, hør nu lit på mig også! Jeg tror ikke, jeg i alle disse dager har sagt for meget.

Nej, vi har jo ikke fåt tale til dig.

Du, far! Du har en del grunsætninger til utstillingsbruk.

Til –?

Jeg vil ikke dermed sige, de ikke er dine. Men du er så god, så hæderlig, så fin i hele dit liv, at jeg bryr mig ikke det ringeste om dine grunsætninger.

Men mors bryr jeg mig om. For mors er det, som har dannet mine. Og når så jeg vil handle efter dem, da løper mor sin vej.

Men, Svava … !

Det er mor, jeg er vred på. Det er mor, jeg ikke kan tåle.

Svava dog … !

For er der noget, mor og jeg har været enige om, så er det om den letfærdige måte, manfolkene forbereder sig til ægteskabet på, og om de ægteskaber, som deraf blir følgen. Vi har forfulgt dette, mor og jeg, gennem mange år! Og vi er fulkommen enige om, at det er før ægteskabet, at ægteskabet forspilles.

Men da så mor her forleden begynte at slå om …

Nej, det kan du ikke sige! Jeg tror nemlig, at Alf er en hæderlig …

Men da så mor her forleden begynte at slå om, ja, jeg kunde ikke være blet mere forundret, om nogen havde kommet in og meldt, at de havde møt mor ute på gaten, mens hun sat her og talte med mig.

Jeg bér dig jo bare at give tid! Jeg siger dig ikke imot!

Nej, lad mig nu få tale!

Bare ét eksempel! Engang jeg var halvvoksen, kom jeg springende in her fra parken. Vi havde nylig køpt dette sted, og jeg var så glad. Da stod mor der henne ved døren og lænte sig op og gråt. Det var en dejlig sommerkvæl. «Hvorfor gråter du, mor?» sa’ jeg. Hun lot længe, som hun ikke så mig. «Hvorfor gråter du, mor?» og jeg gik nærmere; men jeg rørte ikke ved henne. Hun vendte sig fra mig og gik op og ned her et par ganger. Så kom hun. «Barn,» sa’ hun og drog mig in til sig. «Slå aldrig af på det, som er godt og rent, ikke for nogen pris! Det er så fejgt, og en angrer det så forfærdelig. For en må bestandig slå mere af, og mere af, og mere af.»

Jeg vét ikke, hvad det galt; jeg har aldrig spurt. Men sommer-kvællen og mor, som gråt, og ordene, de stærke ord, … ingen kan overdrive, hvad dette har været for mig! Jeg kan ikke slå af. Forlang det ikke!

Alt, som gjorde ægteskabet skønt for mig, det er borte. Min tro, min tryghed. Å, borte!

… Nej! – Nej, således kan det jo ikke begynne; I har synd af at ville inbille mig det. Gennem slik skuffelse – og slik ydmygelse? Nej! Så hellere sitte ugift, – om det skal være i et fræmmed land. Jeg skal nok finne noget at fylle livet med; det er bare nu, jeg er så overgit. Og alt er bedre æn at fylle det med urent. Den, som ikke straks viser det ifra sig, gør sig til medskyldig. Kanske er der dem, som tåler slikt. Jeg ikke. Nej, ikke jeg!

I tror, det er hovmod? Fordi jeg er harm? Visste I, hvad vi to havde aftalt og opgjort, – så forstod I det! Og visste I, hvad jeg tænkte om ham, hvor højt jeg satte ham, … ja, da fattede I også, hvor ulykkelig jeg nu er! hvor grænseløst jeg har tapt! – – – Hvem gråter? Mor?! – (Hun iler hen, knæler og lægger hodet i hennes fang. Stilhed. – Riis in til højre).

Hvorfor kan ikke vi tre holde sammen? Hvis vi gør det, hvad har vi da at frygte? Hvad er i vejen? Far, hvad er i vejen? – Men hvor er far –? … (Ser Nordan utenfor vinduet.) Onkel Nordan! Nej, det var uvæntet! (Iler opover, kaster sig i hans arme og brister i gråt.)

Store, store tosse-per! – Overmåde store tosseper!

Å, nu må du tale med mig!

Er det ikke derfor, jeg er her?

Og jeg, som trodde, du var oppe i fjællene og kunde ikke høre fra os?

Var jeg ikke? Men telegram på telegram, så langt de kunde række, og siden ilbud på ilbud; – og nu til sist … ja, jeg tør vel ikke mere nævne hans navn her nu –?

Endelig! Hvor vi har væntet!

Tak, fordi De kom, kære doktor!

Her går det nok stærkt til, her?

Til Dem behøver jeg ingen ting at sige.

Ja, gå nu med jer, bægge to! Lad tosse-per og mig få tale sammen. (Fru Riis in til venstre, fulgt af Svava.)

Jeg må bare få lov at sige, at om en stund –

– kommer hele den christensen’ske –, jeg vét det! Gå nu!

Nordan! (hvisker.)

Ja-ja! – – Å-ja! – Nej, naturligvis! (unddrar sig hviskingen.) Tror du ikke, jeg kan det der? Gå med dig!

Kære Nordan, – endelig får jeg da en, som holder med mig!

Nå, så det får du?

Å, onkel Nordan, hvad dette har været for dager!

Og nætter også, kan jeg tænke? – Skønt du ser ikke så dårlig ut ænda.

De siste nætter har jeg sovet.

Således! Så skønner jeg, hvorledes det står! Du er en strid en, er du.

Ja, begyn nu ikke med at sige alt det, du ikke mener, onkel.

– Jeg ikke mener? –

For det gør du jo altid. Og det har vi ikke tid til nu. Det brænner i mig!

Hvad er det også, du har fåt i stand?

Se, der begynner du jo!

Begynner? Hvem pokker har inbilt dig, at jeg siger annet æn, hvad jeg mener? Kom nu, lad os sætte os! (sætter en stol midt i rummet.)

Se så!

Du har jo, siden jeg var her sist, utstedt en splitter ny lov for kærlighed? Jeg gratulerer!

Har jeg?

En overjordisk, Svava-svævende en! Formodentlig fra serafernes harmoni-lære?

«Der er bare én kærlighed til, og den har bare én genstand.» Punktum!

Har jeg sagt det?

Er det ikke du, som forkaster en ung man, fordi han har underståt sig at elske, før han så dig?

Tar du det også på den måten?

På den måten? Som om der mellem forstandige folk gaves en annen?

En ung prægtig fyr rigtig tilbér dig; en stor familje slår op fløj-dørene sine for dig som for en fyrstinne. Og så kommer du og siger: «Du har ikke væntet på mig, fra du var en smågut! Væk!»

Nej, du også! Nej, du også! Og den samme lekse! Den samme dumme lekse!

Jeg kan sige dig det med én gang: Tar du ikke hensyn til alt det, som kan siges imot dig, så er du dum! Det nytter dig ikke at løpe fra mig og fare op og ner; for så begynner jeg også at fare op og ner. – Kom her og sæt dig! Eller tør du ikke gå med på en undersøkelse?

Jo, jeg tør! (hun kommer og sætter sig.)

For sæt nu, at dette er et overmåde tvilsomt spørsmål, som forhandles af alvorlige mæn og kvinner over hele værden?

Det vedkommer bare mig! Og for mig er det aldeles ikke tvilsomt.

Du misforstår mig, barn! Du skal til slut afgøre din egen sak, du og ingen annen. Naturligvis!

Men når det, du skal afgøre, ikke er så like til, som du kanske tror; når det i dette øjeblik sysselsætter tusener og tusener, – pligter du så ikke at ta’ hensyn til de almene forhold og til, hvad her er tænkt og sagt om dem?

Er det ikke samvittighedsløst at dømme i den enkelte sak uten at gøre det?

Jeg forstår! Jeg tror, at dette, du forlanger af mig, det har jeg gjort. Spør mor!

Nu ja, du og din mor har snakket og læst en del om ægteskab, om kvinne-sak, om at klasse-forrettigheder er ophævede, – nu skal også køns-forrettigheder ophæves. Men dette specielle spørsmål?

Hvad har jeg overset, tror du?

Altså! Har du ret til at være like stræng mot mannen som mot kvinnen? Hvad?

Ja, naturligvis!

Er dette så naturligt? Gå ut og spør dig for! Af hundre, du møter, vil de nitti svare nej, og det selv af kvinnerne!

H-m? Det begynner at bli annerledes!

Nu ja. Men der skal kunskab til for at afgøre det spørsmål.

Mener du, hvad du siger?

Det kommer dig ikke ved! For resten mener jeg altid, hvad jeg siger. – En kvinne kan gifte sig 16 år gammel. En man må vænte, til han er 25 og 30. – Der er forskel!

Der er forskel! For der lever langt, langt, langt flere ugifte kvinner æn mæn. Og disse viser selvbehærskelse. Manfolkene, de finner det makeligere at gøre en lov af sin mangel på selvbehærskelse, de!

Slike svar røber uvidenhed! Mænnesket er et polygamisk dyr, likesom mange andre dyr, og det støtter teorien uhyre, at der er langt flere kvinfolk til æn manfolk. Ja, dette er noget, som du aldrig har hørt før?

Jo, jeg har, hr. doktor!

Le ikke af videnskaben! Hvad pokker skal vi så tro på?

Må jeg bare få be’ om, at manfolkene får like så meget bryderi af sine barn som kvinnerne? Å, lad dem få det, onkel! Så tænker jeg, de også snart får andre principer. Å, lad dem det!

Det har de ikke tid til; de skal styre værden!

Ja, de har selv fordelt rollerne! – Hør nu, hr. doktor! Er det fejgt, ikke at leve efter sin egen lære? (hun lægger sig på knæ ved siden af ham.)

Ja, naturligvis er det fejgt.

Hvorfor lever ikke du efter din?

Jeg? – Jeg har altid været et uhyre. Kære, vet ikke du det, da?

Søte onkel Nordan … du bærer slike lange hvite lokker … Hvorfor gør du det?

Nå, – det har sine grunne.

Hvilke? –

Ja, det skal vi ikke in på nu.

Du har engang fortalt mig det.

Har jeg?

Jeg vilde ta’ i dine lokker; men det lot du mig ikke gøre. Og så sa’ du: «Vét du, hvorfor du ikke får lov til det?» – «Nej,» svarte jeg. – «Fordi at det har ingen gjort på 34 år.» – «Hvem var det, som sist rørte ved dem?» spurte jeg. – «Det var en liten pige, som du ligner,» svarte du.

Nej, så jeg har fortalt dig det der?

– «Og hun var en yngre søster til din bestemor,» sa’ du til mig.

Hun var det. Javist var hun så. Og du ligner henne, mit barn.

Og så fortalte du mig, at det år du blev student, stod hun engang ved siden af dig, og så tok hun flere af dine lokker i hånden på én gang. «Du skal aldrig bære lokkerne kortere æn som så,» sa’ hun. – – –

Hun rejste, og du rejste. Og om en tid skrev du og spurte henne, om ikke det var så, I to skulde holde sammen? Jo, svarte hun. Og en måned efter var hun død.

– var hun død.

Og siden har du, underlige onkel Nordan, holdt dig for gift med henne. (Han nikker.) Og fra den kvæl-stund, du fortalte mig dette, – og jeg lå længe våken og tænkte det over igen … fra den gang vilde også jeg i min tidlige ungdom vælge mig en at gå og være sikker på … Og så valgte jeg ille.

Virkelig, Svava?

Spør mig ikke mere om det! – Men så valgte jeg én gang til, og da var jeg sikker! For aldrig har klarere øjne set in i andres. – Og som vi havde det sammen! Dag efter dag, bestandig ny, bestandig for kort. Nu tør jeg ikke tænke på det.

Å, det er synd at bedrage således! Ikke med ord, det er sant; men ved at la’ os sværme og gi’ os hen. Ikke med ord, nej. Og dog med ord. For de tar jo mot vores og tier til dem og gør dem derved til sine. De fryder sig ved vor troskyld som stykke af en ufordærvet natur; men netop derved bedrager de os. For der opstår en fortrolighed og spøk af det fræm og tilbake, som bare kan ha én forudsætning; så tænker vi. Og så var det tvetydigt.

Jeg forstår ikke, at nogen kan handle så mot den, de elsker. For han elskede mig –!

– han elsker dig!

Men ikke som jeg elskede ham! Jeg har i disse år ikke givet mig bort i småt. Dertil har jeg tænkt for stort om det at elske og bli elsket. Men just derfor var min trang stærk; dig tør jeg sige det. Da den fik lov, tok den næsten magten fra mig. Men jeg følte mig så uendelig tryg hos ham, og derfor lot jeg ham se det og havde min fryd af, at han så det.

Dette er det, som nu krænker mig! For dertil var han ikke værdig.

Han siger til mig: jeg tåler ikke, nogen annen rører ved dig! Han siger til mig: når jeg ser et glimt af din arm, så tænker jeg, den har lagt om min hals, om min og om ingen, ingen annens. – Og jeg kænner mig stolt og lykkelig ved det; for det er sant. Jeg har de hundre ganger følt, at det vilde én engang sige mig.

Men jeg har ikke følt, at den, som sa’ det, han skulde selv – å, afskyligt! Da får det en betydning, som gør, at jeg hater ham! Ja, når jeg bare tænker på, at han har omfavnet mig, har rørt ved mig, – så skælver det i mig.

Jeg sætter ingen regler for nogen annen; men min gir sig selv. Alt i mit væsen, det første og siste, gir den. Lad mig være i fred!

Ja, dette er alvorligere og går dypere, æn jeg havde anelse om. Ingen forstår det således, Alf allerminst. Han er bare krænket, – bedrøvet og krænket over, at du kan ha mistillid til ham.

Jeg vét det.

Ja, tag det ikke så afvisende! Ti så vil sannelig de fleste tænke.

H-m? Det begynner at bli annerledes!

De fleste vil tænke: andre piger tilgir sådant; netop fordi de elsker.

Der er dem, som vil svare: havde hun ikke elsket, så havde hun nok også tilgit.

Og dog, Svava? Og dog –?

Men, onkel, du forstår ikke? Og jeg tror ikke, jeg kan forklare det heller. For da måtte jeg kunne forklare, hvad det er, vi lægger in i den mans åsyn, væsen, gang, som vi elsker, – i hans røst, i hans smil. Det er dette, som er borte. Betydningen er borte.

For en stund, ja; til du har fåt luft …

Nej, nej, nej! Kan du huske en vise, jeg synger, om billedet af den, vi elsker? At det bestandig stiger fræm i glæde, omgivet af glæde? Kan du huske det?

Ja.

Nu ja; – det gør det ikke længer! Det kommer naturligvis, men bestandig i smærte. Bestandig!

Og det skal vi tilgi’? Fordi de andre piger tilgir? Men hvad har de da elsket, disse andre piger? Kan du sige mig det? For det, som jeg har elsket, ja, det er borte. Jeg sætter mig ikke hen for at drømme det fræm igen. Jeg skal skaffe mig annet at bestille.

Ja, nu er du forbitret. Du har fåt dit ideal ordentlig knust, og sålænge smærten sitter i, nytter det ikke.

Derfor bare én ting; en eneste liten ting! Men den skal du også love mig?

Hvis jeg kan.

Du kan! Her er hensyn at ta’. Bed om betænknings-tid!

– Å! – Det har mor skrevet til dig!

Om så var? Din mor vét, hvad det her gæller.

Hvad det gæller? I taler så mystisk, som om vi stod på usikker grun. Gør vi da det? Far taler om at forlade landet. Hvorfor?

Han tror vel så at være nødt til det.

Far? Økonomisk?

Langt fra! Nej, men folkesnakket vil kaste sig over jer. For det er svært utfordrende, dette.

Å, vi står nok for kritik! – – Ja, far har underlige grunsætninger, vét du; men i sit liv –? – Der er da vel ingen, som tviler på det?

Hør nu, min pige! Ingen kan forbyde folk at finne på. Vær forsigtig!

Ja, hvad mener du?

Jeg mener, du skal gå ut i parken og samle dig lit, før Christensens ringer på. Forsøk at bli rolig, kom så rolig in og bed om betænknings-tid. Det er det hele! De gir dig den straks; for de er nødt til det. Ingen ting er skét, og alle veje er åpne. Gør nu det!

Jeg har betænkt mig. Og I får mig aldrig til noget annet!

Nej, nej. Så er det bare en form, da!

H-m? I mener noget mere med det?

Å, hvor du er egensindig! – Kan du da ikke gøre det – lad mig sige for din mors skyld? Din mor er en brav kvinne.

Hvad må de tro, når jeg kommer in og siger: «Vil I ikke gi mig betænknings-tid?» – Nej, dette kan jeg ikke.

Hvad vil du da sige?

Jeg vil helst ingen ting sige. Men må jeg endelig …

Naturligvis!

Ja, nu skal jeg gå ut og tænke på det. (Går.) – Men det der, som du vil, blir det ikke.

Det må bli det!

Du sa’: din mor er en brav kvinne, sa’ du. Det var næsten, som du la’ vægt på mor?

Nu ja?

Er ikke far det, da?

En brav kvinne, din far?

Hvorfor slår du det bort i spøk?

For pokker, fordi det er for alvorligt.

Er far ikke at tro –?

Hys!

Far? – Skulde far også –? Siger folk det? (Da Nordan ikke svarer, ikke rører sig.) Skændigt! Umuligt! Jeg siger umuligt! (går hurtig ut.)

Hvad er det med Svava?

Der var ikke annet for.

Ikke annet for? Hvad?

Nej, der var, pine død, ikke annet for!

Jaså! Men hvad var det da?

Hvad siger du?

Nej, du siger …?

Hvad siger jeg?

Du siger, der var ikke annet for, siger du –? Du gør mig ræd.

Gør jeg? – Da har du hørt fejl. (Går fra ham.)

Hørt fejl? Du har ænogså bannet på det!

Det har jeg aldeles ikke gjort!

Nå, så har du ikke gjort det. – Men hvordan gik det så med Svava? – Vil du ikke svare mig?

Hvordan det gik med Svava?

Hvorfor er du åndsfraværende? Gik det da så galt?

Åndsfraværende? Hvorfor skulde jeg være det?

Ja, det må du vite. Men jeg spør efter Svava! – hvorledes det gik med Svava! Og det synes jeg, at jeg har ret at få vite.

Du Riis?

Ja. (Nordan tar ham under armen.) Hvad er det?

Så du Svava –?

– da hun ilte afsted ut gennem parken? Ja. Kære, hvad var det?

Det var den græske tragødie.

Den græ –?

Bare navnet! Bare navnet! Ja, du vét, hvad det betyr?

Den græ –?

Nej, ikke «græsk»; men «tragødie»?

Noget sørgeligt –?

Langt fra! Noget lystigt! Det kom til Grækenland med Dionysos-dyrkelsen. I hans følge var en buk …

En –? Men hvad sa’ –!

Ja, du kan nok forundre dig! For han sang!

Han – sang?

Han synger nu også, forstår sig, – og maler å! Billeder af ham på hvær utstilling! Og han arbejder i bronse og marmor. Udmærket! Og slik hofman, som han er! Det er han, som tegner bal-dragter og bestemmer selskabs –

Men er du blet aldeles rasende gal?

Hvorfor det?

Jeg går her og vænter på, at dette forbannede vrøvl skal drive over. Vi er jo vant til noget af hvært, når du er i det hjørne; men idag forstår jeg ikke et levende ord af, hvad du siger.

Nej, kære, gør du ikke det?

Kan du ikke sige mig, hvad min datter sa’? Er det ikke forrykt, at jeg ikke kan få vite det? Kort og tydelig: hvad sa’ hun?

Vil du vite det?

Han spør!

Hun sa’: det er synd på alle de uskyldige småpiger, som slægt efter slægt tripper afsted, sa’ hun.

Hvorhen?

Ja, der er det! Hvorhen? – Hun sa’: De opdrages fromt uvidende, og til sist vikler man de troskyldige in i et langt, hvitt slør, for at de ikke tydelig skal se, hvorhen det bærer.

Men dette er jo atter mytologi? Kan jeg da ikke –

Stille! Det er din datter, som taler!

Men jeg vil ikke! sa’ hun. Jeg vil gå tryg in til det hellige ægteskab og sætte mig ved fædrelandets arne og opdrage barn for min mans åsyn. Men han skal være ærbar som jeg; for ellers pletter han mit barns hoved, når han kysser det, og vanærer mig. – Se, det sa’ hun, og hun var så vakker, da hun sa’ det. (Det ringer.)

Der er de over os! Der er de over os! Hvorledes i al værden vil dette gå! Vi er komne op i de allerurimeligste teorier! Vi surrer rundt inne i en stor mytologi! (iler mot døren.)

Velkomne! Hjærtelig velkomne! – Men Deres søn?

Vi fik ham ikke med.

Det beklager jeg meget! – Skønt jeg forstår det.

Jeg må hvær gang på ny beundre, hvor vakkert De bor, højstærede!

Å, denne gamle park! Jeg vilde i sin tid … God dag, doktor! Hvorledes går det?

J-o?

Vær så god at varsku fruen – ja? Og … se, der er hun! … (Fru Riis kommer fra venstre dør.) Og frøkenen!

Hun er ute i parken – til højre! (Margit går.)

Nej, den vej! – Rigtig! – Ret fræm, til De træffer henne!

Jeg har tænkt så på Dem i disse dager, min beste! Det var da en kedelig historie?

Tør jeg spørge, kænte De noget til den før?

Hvad må en mor – og hustru – nu til dags ikke kænne, min beste? Hun var, som De vét, i mit hus. – Kom her! (Hun fortæller hviskende noget, som ender med «opdagelse» og «bortvisning».)

Værs’go! – Å, om forladelse! Jeg så ikke –. (Iler til Christensen.) Undskyld! Men sitter De virkelig godt der, om jeg tør spørge?

Tak, like så slet her som et annet sted. For det er overhovedet dette med at sætte sig og komme op igen, som det kniper om. (Ser sig rundt.) Jeg har været hos ham.

Hos Hoff?

Skikkelig fyr. Dum.

Når han bare tier, så –

Det gør han.

Nå, gud ske lov! Så er det bare mellem os. – Det kostede vel en del?

Ikke en skilling!

Det slap De billig fra.

Ja, gjorde jeg ikke? – For resten har han kostet mig nok før; – skønt det vét han intet om.

Jaså? Da han gik fallit?

Nej, da han giftede sig.

Å, jeg forstår!

Og dermed trodde jeg, den historie var ute. – Hvad har damerne for en hviske-lek?

Jeg fortalte dette med frøken Tang. Hun er da virkelig som ståt op af graven!

Tør jeg spørge, er ikke Deres datter hjemme?

Der er sendt bud efter henne.

Jeg håber, hun også har lært noget i disse dager, stakkar! Hun led af en fejl, som gærne følger udmærket flinke mænnesker, – jeg mener selvretfærdighed.

Netop! Aldeles rigtigt! Sig hovmod!

Nej, det vil jeg ikke sige. Men overmod.

Hvoraf slutter De dette, frue?

Af forskellige samtaler, jeg har havt med henne. Jeg talte engang om, at mannen er hustruens hærre. I disse moderne tider er det godt at inprente de unge piger dette.

Ja, det vét gud!

Og da jeg minte henne om nogle linjer hos Paulus, svarte hun: ja, det er bak dette gitter, at vi kvinner ænnu sitter.

Da visste jeg ved mig selv, at der vilde komme noget. Overmod står for fall.

Nej, du, – nej! Nej, den slutnings-række står ikke! Nej!

Jaså?

Nej! Ti for det første var det ikke frøken Riis, som falt, men din hjærte søn. Dernæst falt han ikke som følge af frøken Riis’s overmod; ti han falt vist mange år, før frøken Riis ytrede sit overmod. Så at når du visste, at hans fall vilde komme som følge af frøken Riis’s overmod, så visste du noget, som du aldeles ikke visste.

Ja, du spotter!

Jeg skulde være i en komité præcis 1. Tør jeg spørge, hvor blir Deres frøken datter af?

Også jeg begynner virkelig at –

Fant De henne ikke før nu?

Jo. Jeg har været nede én gang til med frøkenens hat, hansker og parasol.

Vil hun gå ut?

Jeg vét ikke. (Går.)

Se, se!

Hvad skal det betyde? (vil gå.)

Nej, nej! Ikke du!

Det er vist best, at jeg –

Ja, gå du!

Nej, jeg skal gå! – For jeg er bange for, at det er jeg, som … (går.) Jeg innestår for, at jeg skal få henne med in!

Se, se!

Men, min beste, vi kommer vist ubelejlig for Deres frøken datter?

Ja, De må bære over med henne! Jeg skal sige Dem, det er disse overspænte idéer, denne læsning, som hennes mor ikke strængt nok har holdt borte.

Jeg? Nej, hvad er det, du siger?

Jeg siger, at dette er et vigtigt øjeblik! Og i slike stunder faller der likesom klarhed … likesom … ja, det gør!

Deres man, frue, får pludselig samme åbenbaring, som vor præst nylig fik, – d. v. s. min hustrus præst. Det var like efter en middag, en ganske god middag for resten, – og da får man ofte også gode idéer. Vi talte om alt det, som kvinnen må lære nu mot før. Det kunde være slik-slag, mente somme; for hun glemte det igen i ægteskabet. «Ja,» sa’ vor præst meget glad, «min kone har ganske glemt ortografi; jeg håber, hun også snart glemmer at skrive!»

Du taler så likt efter folk, at man må le, – skønt det er synd.

De kommer jo ikke tilbake! – Vil du gå, eller skal jeg –?

Jeg skal gå. Men du kan ikke vænte, at de allerede nu –

Dette er din skyld! Jeg skønner det fulstændig!

Du vét vist ikke, hvad du siger. (Går.)

Jeg bér meget om undskyldning! Dette var det siste, jeg havde væntet af Svava. Ti mot høflighedens love, det tør jeg påstå, er der aldrig før syndet i mit hus!

Der kan jo være kommet et eller annet i vejen?

De siger noget, frue? – Gud!

Ja, misforstå mig ikke! En ung pige bevæges så let, mener jeg; og da vægrer hun sig ved at vise sig.

Allikevel, frue, allikevel! I et sådant øjeblik? – Ja, De får undskylde; men jeg har ikke ro. Jeg må selv undersøke, hvad her er i vejen!

Havde Alf været her, så havde vel også han løpt rundt i parken efter fruentimret.

Men, Christensen!

Er vi ikke alene –?

Jo, men allikevel –

Ja, da siger jeg, som en viss berømt man sa’ før mig: Hvad fa’n vilde han på den galej?

Vær nu tålmodig bare et øjeblik! Det er nødvendigt.

Bah, nødvendigt! Riis er mere ræd for et brud æn nogen af os. Så du ham ikke nu?

Jovist; men –

Hun har allerede gåt meget længre, æn hun har ret til.

Det mener Alf også.

Da skulde han nu ha været her og sagt det. Det bad jeg ham om.

Alf er forelsket; og da skælver man lit.

Å-å!

Ja, det går over, når man er det så ofte som du. (Hun rejser sig.) Nu kommer de! – – Nej; ikke Svava.

Kommer ikke hun?

Jeg ser henne ikke.

Nu er de her!

Også Deres datter?

Også Svava. Hun bad de andre gå foran. Hun vilde likesom samle sig en smule.

Ser De? Det var, hvad jeg tænkte mig. Stakkar!

Nu kommer hun straks! (I nærheden af fru Christensen.) Undskyld, frue; men hun har havt en svær tid.

Gud, det forstår jeg så godt. Første gang man oplever sådant, tar det på.

Her begynner bestemt at bli morsomt, her.

Se så! – Hun bad mig gå lit i forvejen.

Ja, vi skal da vel ikke vænte?

Hun er like bak mig.

Der er hun! (opover fra højre side, – fru Riis, Nordan opover mot henne fra venstre.)

Man skulde tro, det var dronningen af Saba.

Vi er kommet her, min beste Svava, for at – ja, du vét selv hvorfor. Det, som er skét, har bedrøvet os meget. Men det er nu engang ikke til at ændre. Ingen af os undskylder Alf. Men vi synes jo nok, at han må kunne få tilgivelse, og især af den, som føler sig elsket, virkelig elsket. For det er jo noget annet.

Naturligvis!

Naturligvis!

Naturligvis!

Og om nu ikke du er enig i det, så håber jeg, du er det med hensyn på Alf selv. Vi tror nemlig, at i hans karakter, min kære Svava, har du borgen for troskab. – Jeg vét, at hvis det fordres, vil han gi’ sit æres-ord på, at …

Nej! … Nej! …

Hvad er det, min beste?

Ikke dette med æres-ord! Han aflægger jo ed i ægteskabet også.

Men to er vist sikrere, frue?

Nej, ikke det! Ingen ed! (Sætter sig.)

Jeg har lagt mærke til vor væn dr. Nordans bemærkninger.

Sig mig, højstærede, går også De ut ifra, at det, min søn har gjort, skal være absolut hinderligt for ægteskab med en hæderlig kvinne?

Aldeles tvært om! Det hindrer jo aldrig nogen man fra at bli gift – og udmærket gift. Så det netop er Svava, som her i enhvær henseende bærer sig underlig ad.

Det vil jeg ikke sige. Men der er noget, som Svava har overset. Hun handler, som om hun var fri. Men hun er slet ikke fri. En forlovelse er et ægteskab. I alle fall er jeg så gammeldags at holde det for det. Men da er han, som jeg har givet min hånd, også min hærre, min øvrighed, og jeg skylder ham – som al øvrighed – min ærbødighed, enten han gør det gode eller det slette. Jeg kan ikke sige ham op eller selv løpe bort.

Det er det gammeldagse og solide. Jeg takker Dem hjærtelig, frue!

Jeg også! –

Men når det efter forlovelsen er for sent …

Hvad mener De, min beste!

Å-nej. – Nej, det var ingen ting.

Når det efter forlovelsen er for sent, mener fru Riis, – hvorfor taler man da ikke før forlovelsen?

Nu har jeg hørt det med!

Ja, men det vilde ikke være af vejen? Tænk, om et frieri herefter fik omtrent følgende form: «Højstærede frøken! Til dato har jeg havt så og så mange kærligheds-historier, nemlig så og så mange større og så og så mange mindre.» Det måtte være en udmærket overgang, ikke sant, til at –

– til at forsikre, at hun var den eneste, han elskede?

Ikke netop til det; men til –

Der kommer Alf!

Alf?

Ja, der er han virkelig!

Se, det var rigtigt! Velkommen!

N-å?

Da det kom til stykket, kunde jeg ikke annet. Jeg måtte hit.

Det holder jeg med dig i.

Ja, det var det ene naturlige!

God dag, du!

Jeg kommer kanske til ulejlighed.

Nej, langt fra! Tvært om!

Jeg synes dog at forstå, at frøken Riis ikke ønsker mig her?

Dog i et familje-råd som vort nu? Ikke sant, min pige?

Jeg forsikrer Dem, De er velkommen! Netop Deres uttalelse vænter vi alle på!

Det er sant.

Det har jo ikke lykkes mig at bli hørt før. Jeg er blet afvist gentagende. Både jeg selv og mine brev. Og så tænkte jeg, – at hvis jeg kom nu, blev jeg kanske hørt.

Naturligvis. Hvem tænker annet?

Hørt blir du.

Måske tør jeg ta’ frøken Riis’s taushed som tilladelse? –

I så fall … ja, det er ellers ikke stort, jeg har at sige, jeg heller. Egentlig er det bare at minne om, at da jeg bad om frøken Riis’s hånd, var det, fordi jeg af alt mit hjærte elskede henne, – henne og ingen annen. Den største lykke og tillike den største ære, jeg kunde tænke mig, var at bli elsket af henne igen. Og så er det ænnu.

Forsåvidt frøken Riis vænter, at jeg skal sige mere, … at jeg først skal gøre en undskyldning, … så opfatter ikke jeg det så. Jeg opfatter det ikke, som om jeg skylder nogen.

Hvad jeg frivillig kunde gi’, – ja, hvad jeg under andre omstændigheder kunde føle trang til at meddele, det vil jeg her ikke tale om.

Men jeg skylder ingen! Min ære kræver, at jeg holder dette fast.

Det er min fræmtid, jeg skylder. Og hvad den angår, da tilstår jeg, at det har krænket mig, at frøken Riis et øjeblik har kunnet tvile. Krænket mig dypt. Aldrig i mit liv har nogen før tvilt på mig.

Jeg må i al ærbødighed forlange, at man tror mig på mit ord. (Da der blir en stilhed.) Ja, det er ikke mere.

Men om en kvinne under de samme omstændigheder, Alf, kom og sa’ det samme, – hvem vilde tro henne?

Stakkars barn!

Tro henne?

Ja, tro henne. – Tro henne, når hun efter en slik fortid kom og forsikrede, at hun skulde bli en ærbar ægtefælle?

Efter en slik fortid?

Kanske er det galt uttrykt. Men hvorfor forlange, at hun mere skal tro mannen, æn mannen vilde tro henne? For han vilde slet ikke tro henne.

Men er du blet aldeles gal?

Om forladelse, mine damer og hærrer; nu bør de to unge få afgøre saken!

Jeg må tilstå, at det, fru Riis siger, har jeg aldrig tænkt over, fordi det aldrig kan forekomme. Ingen hæderlig man vælger en kvinne, på hvis fortid han ikke er tryg. Ingen!

Men en hæderlig kvinne, Alf?

Ja, her er forskel.

Nøjagtig uttrykt: kvinnen skylder mannen både sin fortid og fræmtid; mannen skylder kvinnen bare sin fræmtid.

Om man så vil, – ja.

Jeg ønskede, du skulde utsætte med svaret, min pige. Men nu mener jeg, du bør svare straks.

Det var en hanske, det!

Svava!

Dette er altså krig? – Krig tror jeg, at jeg forstår mig en smule på. (Går.)

Svava!

Svava!