De faller rent i staver.

Hvad er det, De spør om?

Om saken mot mrs. North – hvad annet?

Saken mot mrs. North. Jeg talte med Christensen i dette øjeblik. Han har lagt ut pengene; for han vil prøve at få bankerne til at stanse. Dette har jeg jo sagt. Hvad vil De mere?

Snakket, kære væn, snakket?

Å, manfolkene tier gærne med hværandres historier. – Skal han for resten ikke få det at vite nu, han der inne? Nu er han jo tilstede (nikker til højre).

Lad os vænte!

For pengene må jo betales Christensen tilbake. Det har jeg sagt ham.

Naturligvis. Hvor kan De tænke annet?

Ja, nu rejser jeg og tar mig ferie, så nu får Christensen stelle med det. – Det var vel storartet igår?

Pragt var der ikke.

Nej, hos Christensens er der aldrig overdåd. Men mange var der vel?

Jeg har aldrig set så mange i nogen privat fest.

Er Svava oppe?

Hun er ute og bader.

Allerede? Kom I så tidlig hjem?

Jeg tror, klokken var tolv. Svava vilde hjem. Riis kom sent, tror jeg.

Kort-bordene. – Hun var vel strålende? Hvad?

Hvorfor kom De ikke?

Jeg går aldrig til forlovelses-fester og aldrig til bryllop. Aldrig. Disse offer-dyr med krans og slør, – å!

Men, kære doktor, De tror jo med os alle, at dette blir et lykkeligt ægteskab?

Han er en bra kar. Men allikevel … Jeg er blet narret så ofte. – Hu, ha!

Hun var lykkelig. Og idag som igår.

Det er synd, jeg ikke får se henne. God morgen, frue!

God morgen, kære doktor! Altså nu rejser De?

Jeg trænger til en liten pust.

Det er vist. Ja, lykke til, da, – og hjærtelig tak!

Tak De, kære frue! (Gående.) Det var lejt, jeg ikke fik sige Svava farvel.

God morgen! – Var det Nordan, som gik?

Ja.

Er det noget, hvormed jeg kan hjælpe dig?

Slet ikke. Mange tak for resten! Disse moderne skjorter er noget kram. Jeg køpte nogle i Paris.

Ja, jeg tror, du har et helt dusin med dig?

Halv-annet. (Han går in, kommer ut igen i samme stræv og gør samme tur.) Jeg går ellers og spekulerer på noget.

Det må være en inviklet sak.

Det er det også. – Det er det også. – Sannelig! Den snip er da som … Nå! Endelig! (Atter in og ut igen, denne gang med sit slips i hånden.) Jeg tænker på … jeg tænker på … hvad vor kære datter er laget sammen af.

Hvad hun er laget sammen af?

Ja … hvilke stykker af dig, hvilke af mig, o.s.v. Nemlig, hvilke stykker af dine slægter, hvilke af mine, o.s.v. – Svava er en mærkelig pige.

Det er hun.

Som helhed er hun hværken dig eller mig; heller ikke os to tilsammen.

Svava er meget mere.

Noget meget betydelig mere ænogså. (Han forsvinner igen, kommer atter, denne gang i frakke, kostende sig.) Hvad sa’ du?

Ingen ting. – Ellers er det min mor, Svava ligner mest på.

Jo, der skulde vi ha det! Svavas stille, behagelige væsen – hvor vil du hen?

Svava kan være lidenskabelig nok.

Svava overser aldrig formerne som din mor.

Du forstod ikke mor. Men det kan jo også være, at de i meget er forskellige.

Uhyre! – Kan du nu se, at jeg havde ret, da jeg begynte at pludre sprog med henne, fra hun var bitte liten? Kan du se? Du var imot det.

Jeg var imot dette evige plageri – og så imot, at det bestandig gik fra det ene i det andre.

Men resultatet, min kære? Resultatet?(nynner.)

Ja, du vil da vel aldrig sige, at det er sprogene, som har skapt henne?

Ikke sprogene; men –. (Der inne fra:) Sprogene har gjort uhyre! – La’ du mærke til henne igår? Hun har savoir vivre. Hvad? (kommer ut igen.)

Det er vist ikke, hvad man mest holder af hos Svava.

Nej, nej. – På dampskibet spurte en mig, om jeg var i slægt med den frøken Riis, som havde fåt i stand børne-haverne inne i byen. Jeg sa’, jeg havde den ære at være hennes far. Da skulde du set mannen! Jeg fik æpler i halsen.

Ja, børne-haverne har fra første stund havt lykken med sig.

Det er vel dem, som har forlovet henne også? Hvad?

Du får spørge henne.

Men du lægger slet ikke mærke til min dragt?

Jo, jeg gør.

Og skriker ikke et lille-bitte beundrings-skrik? Sammensætningen? Farverne – like ned i skoene? Hvad? Og lomme-tørklædet også?

Hvor gammel er du, Riis?

Ti stille! – For resten … hvad tror du, man holder mig for?

Naturligvis for 40 år.

«Naturligvis», – hvor klinger det ikke selvforståligt? – Men denne dragt, den er en slags jubel-ouverture, komponeret i Køln, netop som jeg fik telegrammet om Svavas forlovelse. Tænk, i Køln, ikke ti timer fra Paris! Men jeg kunde ikke vænte ti timer; – i den grad blev jeg elegant i min egen forestilling ved at komme i svogerskab med landets rikeste familje.

Blev det med den dragt alene?

Hvilket spørsmål! – Vænt nu, til mine kufferter kommer gennem toll-boden!

Da går det ut over os, kan jeg tænke?

Da går det ut over jer! En altfor lykkelig papa, som netop i det store øjeblik befinner sig i Paris –?

Og hvad siger du så om festen igår?

Jeg rigtig priste dampskibets forsinkelse, så jeg som ved et trylleri stod midt oppe i en fête champêtre. Fest for ens egen eneste datter, hvor man selvfølgelig er frygtelig velkommen!

Når kom du hjem inat?

Mener du ikke, vi måtte spille kort igår også? Jeg kunde ikke undslå mig; for jeg skulde sitte til bords med Abraham, Isak og Jakob, d. v. s. med værten, statsministeren og gamle Holk. Det var en uendelig nåde at få tape sine penger til slike stor-folk. For jeg taper jo altid. – Jeg kom hjem klokken tre, vil jeg anta’. Hvad er det, du læser?

«The fortnightly.»

Har der ståt noget i de par måneder, jeg var borte? (begynner at nynne på en melodi.)

Ja; – her er nu noget om slægts-arv, som du må læse. Det passer til det, vi begynte at tale om.

Kænner du den melodi? (iler opover mot pianoet.) Det er mode-melodien nu. Jeg hørte den gennem hele Tyskland. (Spiller og synger; men afbryter.) Lad mig hente noterne, mens jeg husker det! (In og kommer ut igen med dem. Sætter sig atter til at spille og synge.)

God morgen, min pige! God morgen! Jeg har jo næsten ikke fåt hilse på dig. For i festen tok alle dig fra mig. (Han kysser henne og følger henne fræm.)

Hvorfor kommer du også så sent hjem fra utlandet?

Hvorfor varskuer man ikke, når man skal til at forlove sig?

Fordi man selv intet vét om det, før det er skét. God morgen igen da, mor! (knæler hos henne.)

Å, som du lugter frisk! Du har gåt i skogen efter badet?

Ja, og netop som jeg nu kom hjem, gik Alf forbi og hilste op. Han kommer in om et øjeblik.

Sant at sige – og sanheden bør man altid sige! jeg havde aldeles opgit at se vor gamle pige så lykkelig.

Ikke sant? Jeg havde aldeles opgit mig selv.

Intil denne prins kom?

Intil denne prins kom, som også havde taget sig god tid.

Men som du sat og væntede på fra langt tilbake?

Ikke det minste! – Jeg havde ikke engang tænkt på ham.

Nu begynner det at bli gådefuldt.

Ja, det er en gåde, at to mænnesker, som har set hværandre fra barndommen af uten at tænke på hværandre, pludselig … ! For det var virkelig så. Fra en vis given stund! Han blev i mine øjne en annen.

Mens han naturligvis i alle andres er den samme som før?

Jeg håber det!

Muntrere er han i alle fall blet – i mine øjne.

Ja, jeg så, I lo sammen igår. Hvad var det?

Vi talte om den beste måte at komme gennem værden på. Jeg gav ham mine tre berømte livs-regler.

Allerede!

De gjorde megen lykke. Husker du dem, vanartede barn?

Nr. 1: aldrig prostituere sig.

Nr. 2: aldrig falle nogen besværlig.

Nr. 3: altid holde sig på moden. – De er ikke meget vanskelige at huske; ti de er hværken dunkle eller dype.

Men desto vanskeligere at praktisere! Og det er dyden med alle livs-regler. – Jeg gir dig min kompliment for din ny morgen-kjole. Efter omstændighederne er den virkelig «køn».

«Efter omstændighederne», d. v. s. uten at du kunde være med.

Ja, for jeg havde aldrig valgt den besætning, – skønt den «efter omstændighederne» ikke er så ille. Og snittet? – Å-ja!

Vænt nu, til min kuffert kommer!

Overraskelser?

Store! – For resten har jeg noget straks. (Går.)

Du, jeg finner ham uroligere æn nogensinne.

Glæden, barn!

Og dog har fars uro altid noget dæmpet over sig. Far er – (Riis kommer ut fra højre.) Vét du, hvad stats-ministeren sa’ om dig igår?

Noget skal jo en sådan hærre sige.

«Deres far, frøken, er ænnu bestandig vor elegante man par excellence.»

Ah, a bien dit son excellence! Nej, så kan jeg fortælle dig noget bedre. Du gør din far til ridder.

Gjør jeg?

Ja, hvem andre? Nu har regeringen også før et par ganger brukt mig en liten smule ved sine forskellige handels-traktater; men denne gang, som svoger af vor store man, blir jeg Olavs-ridder!

Jeg gratulerer!

Når det regner på præsten, vét du, drypper det på klokkeren.

Du er virkelig så uvæntet beskeden i din ny stilling.

Ikke sant? Og nu optræder jeg som en beskeden foreviser af elegante kostumer, nemlig tegninger af kostumer (ænnu beskednere!) fra det siste stykke på français.

Å-nej, far! Ikke nu!

Ikke før i eftermiddag begynner vi på det der.

Man skulde virkelig tro, at jeg var det eneste fruentimmer her tilstede. Men som I vil! – I kommanderer værden! – Så har jeg et annet forslag i to afdelinger. Først: at vi sætter os!

Vi sætter os! (De to sætter sig.)

Dernæst fortæller du din hjemkomne papa, hvordan dette egentlig gik til. Dette med «gåden», vét du!

Å, det! – Ja, du får undskylde, det kan ikke fortælles.

Ikke i sine søte detaljer! Gud, hvem er så barbarisk, i forlovelsens første honning-måned at bede om det. Nej, jeg mente bare det, som er den egentlige mobile i det.

Å, jeg forstår. Ja, det skal jeg sige dig; for det er det samme som at lære at kænne Alf.

F. e. Hvorledes kom du i tale med ham?

Jo, det var disse vore velsignede børne-haver …

Å-hå! – Dine velsignede børne-haver, vil du sige?

Når vi er over hundre piger om dem –?

Lad gå! Altså han kom med bidrag?

Han kom med bidrag, og det gentagende –

Å-hå! –

Så talte vi engang om luksus. Det var da bedre at bruke tid og penger således æn at bruke dem til luksus.

Ja, hvad skal man kalle «luksus»?

Derom talte vi slet ikke. Men jeg sa’, at jeg holdt luksus for usædelighed.

For usæ-? Luksus?!

Ja, jeg vét, at det ikke er din mening. Men det er min.

Din mors, mener du, og din mor-mors?

Ganske vist; men også min, – om du tillader det?

Gud bevar’s!

Jeg fortalte den lille episode, som mor, du og jeg oplevede i Amerika, – kan du huske? Vi var med til et temperance-møte, og der så vi damer komme kørende op for at støtte afholdenheds-saken, – damer, – ja, vi kænte ikke deres formue; men som de presenterte sig, var de med vogn, hæster, smykker, dragt – især smykker! – værd sådan en, – ja, sådan en –

Lad os sige mange, mange tusen dollars! Det er sant.

Det er sant. Og dette er virkelig like godt utsvævelse på sin måte som drik er det på sin?

Nu ja –?

Ja, du drar på skuldrene. Det gjorde ikke Alf. Han fortalte, hvad han havde oplevet … i de store byer. Det var forfærdeligt!

Hvad var forfærdeligt?

Afstanden mellem fattig og rik, den grænseløseste nød og den uansvarligste luksus.

Å, det! … Jeg tænkte –. Nu ja: fortsæt!

Han sat ikke likegyldig og stelte med sine negler. –

Om forladelse!

Kære, bliv ved! – Nej, han spådde en stor social revolution og talte sig varm, – og da kom det, hvad han havde tænkt sig ved en formue.

Dette var mig i højeste grad uvæntet – og så til dels nyt. Du skulde se, hvor vakker han var!

Nå, – vakker?

Er han ikke vakker? Så mener i alle fall jeg. Og mor også –?

Og mor også.

Mødrene er altid forelsket i sine døtres kærester. Men det går over, når de blir svigersønner.

Er dette din erfaring?

Dette er min erfaring. Altså, Alf Christensen er blet til en skønhed? Vi får finne os i det.

Han stod der så sikker i sig selv og så klar og ren, … for det må jeg ha med.

Hvad forstår du ved «ren», min pige?

Det, som ligger i ordet.

Jeg spør netop om, hvad du lægger i ordet.

Nå; det, som jeg håber, man lægger i det, hvis man bruker det om mig selv.

Du lægger samme mening i det, når det gæller mannen, som når det gæller kvinnen?

Ja, naturligvis.

Og du tror, at Christensens søn –

Far, du fornærmer mig!

Kan det fornærme dig, at han er sin fars søn?

I dette stykke er han det ikke! I sådant tar jeg ikke længer fejl!

Jeg læser just om arv af anlæg; han behøver ikke netop at ha arvet sin far.

Nå, nå; som I vil. Jeg er så bange for alle dine overjordiske teorier. Du kommer ikke igennem med dem.

Hvad mener du? – – Mor, hvad er det, far mener?

Han mener vel, at slik er ikke manfolkene. Det får man opgi’.

Nej, det kan du ikke mene?

Men hvorfor så hæftig? – Kom og sæt dig! Hvorledes kan du oven i køpet vite det?

Vite? – Hvad?

Jo, i hvært enkelt tilfælle –?

– om den man, som står foran mig eller går forbi mig, er et urent, motbydeligt dyr, – eller en man?

O.s.v., o.s.v.! Du kan ta’ fejl, kære Svava.

Nej, så lit som jeg tar fejl af dig, far, når du igen ærter mig med dine gruelige grunsætninger. For du er da, trods dem, det kyskeste og fineste manfolk, jeg kænner.

Vil du beholde din morgen-kjole på, mit barn? Vil du ikke bytte, før Alf kommer?

Nej, mor, du får mig ikke bort fra dette! – Nu har jeg set så mange af mine væninner lægge sig op til «sit hjærtes prins», som det heter i visen, og vågne i armene på et dyr. – Jeg skal ikke ha noget af det! Jeg skal ikke ta’ fejl!

Her er jo ingen lejlighed til at ta’ det hæftig. Alf er en hæderlig ung man.

Det er han. Men jeg har oplevet den ene oprørende historie efter den andre. – Og nu for en måned siden den med Helga! – Og så har jeg … ja, nu kan jeg sige det; for nu er jeg lykkelig og tryg, – nu kan jeg fortælle eder, hvorfor det har varet en stund med mig. Jeg turde længe ikke tro mig selv. For også jeg har engang været på veje til at bedrages.

Du, Svava?

Jeg var ganske, ganske ung. Jeg søkte, som de fleste unge piger, efter mit ideal, og jeg fant det i en ung, kvik man … jeg vil ikke nærmere betegne ham. Han havde – å, de ædleste grunsætninger, de højeste mål, – i det stykke fars fulstændige motsætning! Det vilde være for lit’ at sige, at jeg elskede ham. Jeg dyrkede ham. –

Men så kan jeg ikke fortælle, hvad jeg opdagede, eller hvorledes jeg opdagede det. Det var dengang, I alle sammen trodde, at jeg var blet –

– bryst-syk? Er det muligt, barn? Var det dengang?

Dengang. – Ingen tåler, ingen tilgir at bli så bedraget!

Og du sa’ ingen ting til mig?

Den, som ikke har været i min fejltagelse, kan ikke forstå, hvad det er at skamme sig. – Ja, nu er det over. Men det er sikkert, at annen gang tar ingen fejl, som har havt en slik første gang.

Kanske det så var heldigt for dig?

Jeg er vis på, at det var. – Nå ja, – nu er det over. Men det var ikke ganske over, før jeg fant Alf. Hvor er far?

Far? Der kommer han, ser jeg.

Hør nu, børn-lille! jeg må sørge for mine kufferter på tollboden. Jeg går ned på stationen og telegraferer. I må jo få eders saker i orden; for kongen kommer her snart, og så gæller det!

God morgen da, min søte pige! (kysser henne.) Du har gjort os så megen glæde, har du. – Ellers har du der nogle idéer, som ikke … Nu ja! – (Gående:) God morgen!

God morgen!

La’ du mærke til den melodi, jeg spilte, da du kom in? (Sætter sig ved pianoet.) Jeg hørte den over hele Tyskland. (Spiller og synger; afbryter.) Men hærre-min, her har jeg jo sat noterne, så du kan spille og synge selv. (går nynnende.)

Han er morsom! Der er virkelig noget uskyldigt over ham. – Så du ham igår? Det strålede af ham «i hundre brytninger», som man siger.

Da så du nok ikke dig selv?

Ja-så? Var jeg slik?

Din fars datter – fulkommen!

Ja, for det nytter ikke at nægte det, mor, at hvor stor vor lykke er, andres vænlighed gør den større. Idag gik jeg og huskede alt fra igår, som havde gjort mig godt, og jeg fant, – ja, jeg kan ikke sige det! (Lægger sig in til moderen.)

Lykkelig er du! – Nu vil jeg se lit til huset.

Skal jeg hjælpe dig?

På ingen måte. (De går sammen opover.)

Så går jeg gennem fars melodi et par ganger, – og så kommer vel Alf snart. (Moderen in til venstre; Svava til pianoet.)

Tak for igår!

Alf! – Jeg har ikke hørt det ringe?

Musikken! Den er også så vakker!

Og tak, tak for igår! (De går fræm.)

Du har vist ingen forestilling om, hvilken lykke du gjorde?

En liten smule. Men det må du tie stille med; for det er jo uanstændigt at tilstå det.

Til mig talte man jo, og til mor og far. – Der er almindelig glæde hjemme idag.

Her også! – Hvad er det, du holder i hånden? Et brev?

Et brev. Jeg fik det af pigen, som lukkede op. Et kløgtigt hoved har funnet ut, at hit kom jeg i løpet af formiddagen.

Du synes ikke, det var svært at gætte?

Ikke overordentlig. Edvard Hansen er afsender.

Men til ham kan du gå en snar-vej gennem vor park (peker ut til højre).

Det vét jeg. Og da han siger, at det haster, og har understrøket ordet, –

– så kan du få min nøkkel, – værs’go’! (gir ham den).

Tak! Mange tak!

Å, det er bare egennytte; jo snarere har vi dig igen.

Jeg blir her like til middag –

Du blir her like til meget længer, gør du. For vi har frygtelig meget at tale om fra igår –

Ja, ikke sant?

Og meget annet også!

Jeg har et højst vigtigt spørsmål at gøre dig.

Har du?

Kanske du vil finne det ut, til jeg kommer igen?

Da kan det ikke være så vanskeligt.

Jo, det er. Men du har undertiden inspirationer.

Nu da? – –

Hvorfor har vi to ikke funnet hværandre for flere år siden?

Fordi vi ikke var færdig til det – naturligvis!

Hvoraf vét du det?

Deraf, at jeg selv dengang var en annen, æn jeg nu er.

Men der er natur-slægtskab mellem dem, som elsker hværandre. Det føler jeg. Og det var der jo altså også dengang?

Natur-slægtskabet mærker vi ikke, dersom vi har utviklet os forskellig.

Det har da vi? Og allikevel –

Og allikevel elsker vi; for vejene kan være så forskellige, de vil, når de bare fører sammen.

Til samme tænke-måte, mener du?

Nu ja, til at stå sammen som vi to nu.

Så rigtig godt sammen?

Så rigtig godt sammen!

Men netop da er det, – ja, når jeg som nu har dig innen mine to arme, – at jeg spør op igen og op igen: hvorfor har jeg ikke gjort dette før?

Nej, det tænker jeg ikke på; nej, ikke det minste! Dette er den tryggeste plas i værden; det er, hvad jeg tænker.

Kanske uten disse år vilde den ikke ha været det.

Hvad mener du med det?

Jeg mener … ja, jeg mener vel i grunnen det samme som du, at jeg har ikke altid været den, jeg nu er. Men jeg må skynde mig afsted. Der står i brevet, at det haster. (De går opover.)

På minuttet kommer det vel ikke an? – For der er noget, jeg først må sige dig!

Hvilket? (stanser.)

Da jeg så dig stå mellem alle de andre, så var det først, som jeg ikke kænte dig. For der var kommet noget nyt over dig, noget fra de andre; ja, du var også på en annen måte.

Naturligvis! Det er man da altid blant de fræmmede. Da du kom in blant damerne, var det, som jeg ikke havde set opmærksomt på dig før. Der er jo også visse mål, en ikke kan ta’, før andre kommer til. Nu først vét jeg, hvor omtrentlig stor du er, også hvorledes du bøjer dig – å, lit! – til den ene side, når du hilser … Og dine farver! Jeg har i grunnen ikke set –

Nej, vil du nu tie stille og la’ mig komme til!

– Slet ikke! Vi er jo komne hit igen, og nu må jeg afsted! (De går atter opover.)

Men bare ganske lit! Du tok jo ordet fra mig. Da jeg så dig stå borte blant hærrerne, var det først, som jeg ikke kænte dig. Men i det samme fik du øje på mig og nikkede. Jeg vét ikke, hvad der skete for en forvandling med dig eller med mig; men jeg følte, jeg blev ildrød. Og det varede en stund, før jeg vågede at se på dig igen.

Nej, vét du, hvad der hændte mig? Hvær eneste gang én kom for at danse med dig, unte jeg ham det ikke. Nej, ikke i minste måte! Jeg tåler, ved gud, ikke, at nogen annen rører ved dig! (De omfavner hværandre.) Og ænda så har jeg ikke nævnt det beste!

Og det er?

Det er, at når jeg ser dig borte blant de andre og da f. e. et glimt af din arm, så tænker jeg: den arm har lagt om min hals og om ingen annens i hele værden! Hun er min, hun der, og ingen, ingen, ingen annens!

Se, det er det beste af alt sammen!

– Men er vi ikke én gang til komne hit? Dette er jo hekseri! – Nu må jeg gå! (opover.) Farvel! (slipper, tar henne igen.) Hvorfor blev jeg ikke så lykkelig for flere år siden? – Farvel!

Jeg tror, jeg følger dig.

Ja, ja!

Nej, det er sant! Jeg må lære den melodi, til far kommer tilbake. Får jeg ikke lære den nu, så sørger nok du for, at det ikke blir idag.

Der er nogen! Lad mig dog komme afsted forinnen! (Han springer til højre; hun står og vifter efter ham. Hun er på vej til pianoet, da Margit kommer.)

Her er en hærre, som bér om at få –

En hærre? Kænner du ham ikke?

Nej.

Hvad slags hærre?

D’er likesom noget –

Noget mistænkeligt?

Nej, langt fra. D’er mye pen man.

Sig ham, at far ikke er hjemme; han er gåt ned på stationen.

Det har jeg sagt ham. Men det er frøkenen, han vil tale med.

Bed mor komme in! – Å nej, hvorfor det? Lad ham komme in!

Det er frøken Riis, som jeg har den ære at –? Ja, jeg ser, at det er det. Mit navn er – Hoff, Karl Hoff. Jeg rejser i jærn.

Men hvad har jeg med det?

Jo, for – for havde jeg været et almindeligt hjemmemænneske, så var meget og mangt ikke hændt.

Hvad var ikke hændt?

Vil De behage behage at læse det der? Eller kanske De vil ikke?

Ja, hvordan kan jeg afgøre det?

Nej, De må jo vel først –. Værs’go’!

«I kvæld mellem 10 og 11, at sige, hvis tutlingen ikke er kommet hjem. Du er mig så kær, å, så kær! – Sæt lys i gang-vinduet.»

«Tutlingen», det er mig.

Men jeg forstår ikke –?

Her er ét til.

«Jeg har samvittigheds-nag. Din hoste forfærder mig, og nu, da du vænter –»

Men hvad i al verden skal jeg med dette?

Ja, hvad tror De?

Er det en, jeg skal hjælpe?

Nej, stakkar, hjælp behøver hun ikke mere. Hun er død.

Død? Det var Deres hustru?

Det var det. Det var min hustru.

Jeg fant dette og noget til i en liten … æske. På bunden lå brev-lapperne, – der er flere, – og ovenpå dem noget bom-ull. Ovenpå den lå øren-ringer og slikt efter hennes mor. Og så – disse arm-bånd, her. De er bestemt for kostbare til at være fra mor’en.

Hun døde altså pludselig, siden hun ikke –

Det kan jeg ikke sige; bryst-syke tror aldrig, de skal dø. – Hun var ellers så fin og svak. – Tillader De, at jeg sætter mig?

Vær så god! – Er der barn?

– Jeg tror ikke det.

De tror ikke –? Jeg spurte om dette, fordi jeg tænkte, det var vor forening, De søkte. – Oprigtig talt, dette piner mig.

Det tænkte jeg nok; – det tænkte jeg nok. – Jeg vét heller ikke rigtig, om jeg … Ja, De kan ikke forstå dette, De.

Nej, jeg kan ikke det.

Nej, De kan ikke det. – Jeg har hørt så meget godt om Dem i flere år. Ja, min hustru roste Dem også.

Kænte hun mig?

Maren Tang, – hun, som var selskabs-dame hos –

– hos Christensens, min tilkommende svigermor? Nej, var det henne? Hun var en dannet, stille dame … De skulde ikke ta’ fejl? Et par sedler uten underskrift, ænog uten datum? Hvad?

Kænte De ikke hånd-skriften?

Jeg? Nej. Var den ikke oven i køpet lit fordrejet?

Jo; skønt ikke så meget ænda.

De havde vel ellers et bestemt ærende til mig?

Jo, jeg havde. – Men jeg tror, jeg lar det være. De forstår ikke noget af dette, De, ser jeg. – Kanske tror De, jeg er likesom forstyrret? – Og det kan såmæn gærne være, det, ja.

Men noget var det vel, De vilde?

Ja, det var det. – Ser De, disse børne-haver …

Nå, så det var dem allikevel?

Nej, det var ikke dem. Men de gjorde, at jeg længe har havt tilovers for Dem, frøken. Om jeg må få lov at sige det: fornemme unge piger, som tok sig noget nyttigt til, det har jeg aldrig før set. Aldrig før.

Jeg er bare en liten falleret købman og rejser nu for andre, en dårlig fyr i mange stykker og har kanske fortjent, hvad jeg har fåt … Men ænda vilde jeg, at De skulde spares. Ja, jeg tænkte, at det var min pligt … rent ut min pligt. – Men nu, De sitter slik der foran mig … ja, nu blir jeg bare gruelig ulykkelig. Og så vil jeg Dem ingen ting. (Rejser sig.) Slet ingen ting.

Dette forstår jeg jo ikke.

De skal bare aldrig bry Dem om mig! Jeg ber Dem mange, mange ganger om undskyldning. – Nej, De må ikke ulejlige Dem! Slet ikke! Jeg har bare ikke været her. Det er det hele.

Rør mig ikke!