Er du der? – – Å, onkel Nordan!

Mit barn! Mit kære barn! Fat dig nu!

Men har du ikke set mor? De sa’, hun var gåt over til dig?

Jo, hun kommer straks. – Men vét du hvad? Vi to skulde nu gå en lang tur sammen i stedet for at tale med mor eller med nogen? En lang, stille tur? Hvad?

Jeg kan ikke det.

Hvorfor?

Fordi jeg må bli færdig.

Hvad mener du med det?

Du –?

Ja?

Vét Alf dette? – – Visste Alf det også?

Ja.

Naturligvis alle sammen undtagen jeg. Å, – jeg har slik trang til at gemme mig væk; gemme mig væk! Og det vil jeg også.

Nu ser jeg først hvorledes det er! Her er et helt bærg, som jeg har sat to hænder på og villet skyve væk. Og så har de ståt rund mig og led. Naturligvis.

Men lad mig få tale med Alf!

Med Alf?

Jeg bar mig jo så urigtig ad igår. Jeg skulde aldrig ha gåt in. Men du kom og tok mig så bestemt. Jeg visste næsten ikke, at jeg fulgte.

Det var altså det med din far, – det, jeg havde sagt om din far, – som …

Jeg forstod det ikke straks. Men da jeg kom alene!

Mors besynderlige uro, fars trusel om at forlade landet, alle slags ytringer, tegn … mange, mange ting, som jeg ikke havde forståt, ja, ikke engang husket … da kom de!

Jeg viste det fra mig, og det kom igen. – Det kom igen, og det kom igen! … Og så blev jeg som lamslåt. – Da du tok mig ved armen og sa’: nu må du in! da kunde jeg næsten ikke tænke. Det gik rundt.

Ja, jeg bar mig ad som en stor tull – første gang og annen gang.

Nej, det var bra! Bare bra!

Det kom jo galt; det er sant. Jeg må tale med Alf; for det skal ikke stå så.

Men ellers var det bra! Nu gæller det at bli færdig.

Hvad mener du med det?

Hvor er mor?

Kære min pige, du skulde ikke foreta’ dig noget idag. Helst ikke tale med nogen! Gør du det, – ja, da vét jeg ikke, hvad som kan hænde.

Men jeg vét det. – Ja, det nytter dig ikke! – Du tror, jeg er bare nervøsitet idag. Og det er jeg også. Men siger du mig imot, blir det bare værre.

Jeg siger dig jo heller ikke imot; jeg bare …

Ja, ja, ja! – Hvor er dog mor? – Og Alf må du få hit! Jeg kan jo ikke gå til ham, – hvad? Eller tror du, han er for stolt til at komme hit efter det igår? Å-nej, han er ikke det, Alf? Sig ham, han må ikke være stolt mot en, som er så ydmyget.

Men er du også i stand til –?

Du vét ikke, hvad jeg er i stand til, du! Men jeg må bli færdig snart. For dette har nu ståt længe på.

Jeg skal altså be’ din mor –?

Ja! – Og Alf –?

Om en stund, ja. – Og dersom du …

Nei, ikke noget «dersom»!

Og dersom du trænger til mig, så rejser jeg ikke, før du er «færdig» som du siger.

Mit barn!

Ja, mor; jeg kan ikke gaa mot dig. Jeg skælver også over hele mit legeme.

Og du vét ikke, hvad det er? Det er ikke gåt op for dig, at du ikke kan behandle mig således?

Behandle dig, Svava?

Gud, mor! At du lar mig leve her dag ut dag in, år ut, år in – uten at la’ mig vite, hvad jeg lever sammen med? Lar mig forkynne de strængeste grunsætninger fra et hus som vort? Hvad vil man sige om os, når nu alt blir kænt?

Du vilde da vel ikke, jeg skulde sige mit barn, at …

… ikke sige mig det, mens jeg var barn! Men da jeg blev voksen? Jo! under enhvær betingelse! Jeg må da få vælge, om jeg vil leve hjemme i slikt eller ej! Jeg må da få vite, hvad alle folk vét, – eller hvad de når som helst kan få vite.

Dette har jeg aldrig tænkt således.

Aldrig tænkt således? Mor!

Aldrig! – For at skåne dig, for at ha fred over vort hjem, mens du var barn, og siden over dine studier, dine interesser og glæder, Svava, – for du er jo ikke som andre! – har jeg våket til det utrolige over, at du intet fik vite! Jeg trodde, det var min pligt! Du har ingen anelse om, hvad jeg har nedladt mig til – for din skyld, barn!

Men det har du ingen ret til, mor!

Ingen ret til –?

Nej! Nedværdiger du dig for min skyld, så nedværdiger du jo også mig!

Men gud, Svava –!

Ja, jeg bebrejder dig ikke noget, mor! – Nej ikke for alt i værden! Kære mor! – Jeg er bare så uendelig bedrøvet og forfærdet over dig, – at du kunde gå med en slik hemmelighed! Altså aldrig et øjeblik være rigtig dig selv mod mig! Bestandig skjult! Nej, at du kunde høre mig rose, hvad som ikke var ros værd; du kunde se mig ha tillid, se mig kærtegne … mor, mor, mor!

Ja, jeg har følt det selv! Ja, ja! Tusene ganger! Men jeg trodde, jeg turde ikke! Det var galt – å, galt! Jeg forstår det.

Men vilde du, at jeg skulde gåt min vej, straks jeg selv fik vite det?

Det tør jeg ikke sige. Du har selv afgjort det. Enhvær får afgøre det, – eftersom hun har kærlighed og kræfter til.

Men da det varede ved, til jeg blev voksen –!

Naturligvis var det derfor, jeg atter tok fejl. Ti jeg var jo blet opdraget til at ta’ fejl.

Gud i himmelen, der er han!

Du blev rent forvandlet, barn! Du gjør mig bange, Svava! Du vil da vel ikke –?

Men hvad har du da tænkt dig, mor?

At jeg har tålt så meget for din skyld, så at du må kunne tåle lit for min.

Af dette? Aldrig det minste!

Men hvad vil du da?

Naturligvis straks gå herifra.

– – Så går jeg med!

Du? Fra far?!

Det er for din skyld, jeg har blet hos ham. Uten dig ikke en dag! – –

Du vil ikke ha mig med?!

Kære mor! – Jeg må få vænne mig til dette ny. Også du er jo blet ny. Jeg har jo også tat fejl af dig. Jeg må få vænne mig til det. – Jeg må få være alene. – Ja, bliv nu ikke så ulykkelig!

Dette til slut! Å, gud, dette til slut!

Kære mor! Jeg kan ikke annet. Jeg går nu ut til mine barnehjem og ofrer mig helt for dem. Jeg må, jeg må! Får jeg ikke være alene, så rejser jeg længer bort.

Dette er det værste af alt sammen. Dette er det værste. – Der hører jeg –? Jo, det er han! Ikke sig noget nu! – For min skyld ikke noget nu; jeg kan ikke mere! Ikke på én gang! – Prøv at være vænlig! Svava! Hører du!

God morgen mine damer! God morgen!

God morgen!

Første store nyhed: Hvem kørte mig fra slottet! Christensen!

Virkelig?

Ja! Den vrede gud fra igår! Ja! – Han og min bror general-direktøren. Oppe paa slottet var jeg den første, han hilste på, da han kom. Han presenterte mig, konverserte mig – rent på utstilling!

Jaså!

Der er selvfølgelig intet hændt her igår! Ingen hanske er kastet nogensteds i verden, æn sige i ansigtet på hans førstefødte! Christensen, den ærværdige kommandør af dags dato, føler behov til fred! Vi endte med at drikke champagne hos min bror.

Det var jo morsomt!

Altså: godt humør, mine damer! Her er ingen ting hændt! Absolut ingen ting! Vi begynner rent og fint på en ren og fin duk, hvorpå der aldrig er spilt en dråpe! –

Det var jo heldigt!

Ja, ikke sant? Denne vor datters noget stærke utladning har lettet hendes eget sind, rensket de andres begreber, – luften er behagelig let, for ikke at sige frugtbar.

Og på slottet? Hvorledes var det der?

Ja, du … når jeg så mig om blant alle os nybakte, så kan jeg jo ikke glat væk sige, at det er dyden, som belønnes her i værden.

Man presenterte os allikevel et gruelig højtideligt opråb. Der var noget, vi skulde redde … jeg tror sågu’ det var staten? … eller det var kirken? … ja, det vét jeg ikke; for jeg læste det ikke. De skrev under alle sammen!

Du også?

Jeg også! Hvorfor skal man ikke være med i så godt selskab? Deroppe på højden af livet får man et gladere, et friere syn på tilværelsen! Al værden deroppe var vænner! Man kom hen og gratulerte mig –, jeg visste til sist ikke, om det var på min datters vegne eller på mine egne; heller ikke visste jeg, at jeg havde så mange vænner her i byen, æn sige ved hoffet! Men i så strålende selskab og i en luft af ros og komplimenter og elskværdighed tar man det ikke nøje med nogen ting! Og så manfolk, bare manfolk! Der er dog – om forladelse, mine damer! – undertiden en egen charme ved at være blant bare manfolk, fest-stemte manfolk. Konversationen blir mere krydret, faktisk, robust; latteren livligere. Man forstår hværandre, næsten før man snakker.

Du er nok rigtig glad idag?

Ja, det vét gud, jeg er! Og jeg vilde så gærne, alle mænnesker skulde være det! Livet kunde kanske være meget bedre; men set sådan fra højden kunde det også være meget værre. Og hvad os manfolk angår, så har jo også vi vore fejl; men vi er i grunnen ganske morsomme. Det blev, skam, kedeligt uten os.

Lad os ta’ livet, som det er, min kære, søte Svava!

Hvad er dette? Er du ænda i dårligt humør? Når du har fåt fiket ham op med din egen hanske, og det i fult familje-råd? Kan du med billighed forlange mere af livet? Jeg synes, du skulde stor-le, jeg! – – Eller står noget på? Hvad? Nej, hvad er det nu igjen?

Det er –

Det er –?

Jo, det er … at om et øjeblik kommer Alf.

Hit? Alf? Om et øjeblik? Hurra! Så kan jeg forstå!

Men hvorfor sa’ I mig ikke det straks?

Du har talt den hele tid siden du kom in.

Det har jeg vist også, ja!

Ja, om du tar det alvorlig, kære Svava, så tillader du vel din «ridderlige» papa at ta’ det muntert? For mig morer det ganske overordentlig. Jeg blev i godt humør straks idag, bare jeg så på Christensen, at ingen ting var i vejen.

Så Alf kommer her om et øjeblik? Da forstår jeg det hele! Hurra, én gang til! Hør, det er dog det prægtigste af alt, som ænnu er hændt idag! Jeg tror sannelig, jeg vil spille en fest-ouverture til hans komme!

Å-nej! Riis! Hører du! Å-nej!

Lad ham spille! Kære, lad ham bare spille! Denne uskyldige lystighed, som jeg har beundret, fra jeg var barn! … (brister i gråt, men henter sig igjen.) Afskyligt! Forfærdeligt!

Du ser ut, som du har lyst til at kaste med hansker idag også, du. Det har slet ikke gåt over.

Nej, det har ikke det!

Her skal du få låne mine, hvis du ikke selv …

Riis! – Ikke det!

Jo, det også! – Kære, lad ham håne os! – Den, som har hans sædelige alvor, bør håne os!

Hvad mener du med det? Er det mangel på sædeligt alvor, at jeg ikke sværmer for gamle jomfruer og sur dyd?

Far! Du er –

Svava, dog!

Nej, lad henne tale ut! Det er noget splitter nyt at se en velopdragen pige kaste hansker i ansigtet på sin forlovede og sigtelser i ansigtet på sin far! – Især, at det sker for moralens skyld!

Tal ikke om moral! Eller tal til mrs. North om den!

Mrs. … Mrs. …s? Hvad har hun med –?

– – Ti stille! – Jeg vét alt! Du har …

Svava!

Det er sant … for mors skyld ikke videre!

Men da jeg igår kastede hansken, som du taler så meget om, da visste jeg det. Det var derfor! Det var mot alt slikt, mot begynnelsen og fortsættelsen, mot ham og mot dig! Da forstod jeg din hellige iver i denne sak og din moralske forargelse, som du lot mor høre og se på!

Svava!

Å, din hensynsfulhed, din høflighed mot mor, som jeg også så ofte har beundret! Din spøk, dit gode humør, din elegance, – nu først vét jeg, hvad det betød! Å! Nej, jeg kan ikke mere tro på nogen ting! Det er forfærdeligt, forfærdeligt!

Men, Svava!

Hele livet er blet urent for mig! Det beste, det kæreste er jo blet sort. Jeg føler det derfor også siden igår, som om jeg var kastet ut. Og det er jeg jo også fra alt det, jeg holdt af og satte højt, uten at jeg selv har den ringeste skyld i det.

Og allikevel er det ikke smærte, det, jeg føler mest af; nej, det er ydmygelse, det er skam. Alt, jeg har gåt og sagt, er jo nu blet til store ord, – og det, jeg har gjort i min egen sak, også til store ord … og det uten at det er min skyld! For det er din skyld!

Jeg trodde, jeg visste noget om livet før også. Nej; jeg skulde nok få vite mere! Det er vel, forat jeg skal bøje mig så vidt, at jeg tilsist passer i det. Nu først er det mig klart, hvad du gik her og lærte mig – og tok mor og gud til vidne på! Men det skal ikke nytte!

Jeg siger, det er meget, at en kan holde ut, hvad jeg har tænkt igår, inat, idag. Men så er det én gang for alle ganger; ti siden kan aldrig noget mere overraske!

Å, at en man har hjærte til at la’ sit barn opleve slikt!

Se på din far!

Ja, – synes du, det er svært hvad jeg siger dig, så husk, hvad jeg før har sagt dig! Ikke længer siden æn her igår formiddag. Da har du mål for, hvor jeg har trod på dig, far … og deraf også for, hvad jeg nu kænner her! – Å –!

Svava!

Du har ruineret hjemmet for mig! Næsten annen hvær stund i det er blet fordærvet. Og jeg kan ikke tænke mig det i en fræmtid heller.

Men, Svava!?

Nej, jeg kan ikke! Trygheden er borte. Og da er der ikke mere noget hjem. Så er det bare at bo til leje, da. Siden igår bor jeg til leje.

Sig ikke det! Mit barn!

Ja, jeg er dit barn. Bare du siger det som nu, kænner jeg det dypt. Alt det, vi har levet sammen, vi to! Alt det morsomme på vore rejser; alt det, vi har læst sammen, spillet sammen, … det kan ikke huskes, og det kan ikke tages op igen! Derfor kan jeg heller ikke bli her.

Du kan ikke bli her?!

Det vil minne mig så sårt. Alt er jo nu forvrængt.

Du skal se, du kan ikke gå heller!

Men – jeg kan gå!

Du?

Og mor og du blir her? – Men, Svava? –

Nej, det tar jeg ikke imot! – komme, hvad der vil –

Sig ikke mere! Svava, jeg bér! Gør mig ikke altfor, altfor ulykkelig! Husk, at jeg aldrig før idag … Aldrig har tænkt at gjøre dig … Kan du ikke mere holde mig ut, … kan du ikke det, … så lad mig få rejse! Det er jo jeg, … som er den skyldige. Hører du, Svava! Jeg, ikke I! I må bli her!

Gud, der er Alf!

Alf!

Jeg skal måske gå igen –?

Gå igen? – – Gå igen, siger De? – – Nej, på ingen måte! Nej! – Nej, det kunde ikke være belejligere! Nej, det kunde virkelig ikke! Min væn; min kære væn! Tak!

Vil du være alene –?

Nej, nej, nej!

De vil tale med Svava – ja?

Jeg holder det for rigtigst, at jeg så drar mig tilbake. I bør jo nu få tale frit ut. Være alene. Naturligvis, ja! De tillader altså, at jeg fjærner mig? Ikke sant? Jeg har også et højst vigtigt ærende in til byen. Undskyld! Jeg skal gøre en smule omklædning i al hast. Undskyld!

Jeg kan naturligvis komme en annen gang.

Men De ønsker vist gærne en samtale nu straks?

Her skal ikke være spørsmål om, hvad jeg ønsker. Jeg ser det – og jeg hørte doktor Nordan sige det –, at frøkenen er anstrængt. Men jeg holdt det allikevel for pligt at melde mig.

Og jeg takker Dem for det! Det er mere, – meget mere, æn jeg har fortjent. Men jeg vil også sige Dem det straks, at det igår – jeg mener formen for det igår –, det kom af, at jeg en stund i forvejen havde fåt vite noget, som jeg aldrig havde visst før. Og det blandede sig in.

Jeg visste, at det igår – det angrede De idag. De er så god. Og det var mit eneste håb om at få se Dem igen.

Er der nogen, som har et ærende in til byen? Så skal jeg besørge det, – ja? Jeg har tænkt mig, at damerne kanske nu vilde gøre en længre eller kortere utenlands-rejse? Hvad siger I om det? Når tankerne er på veje at bli – ja, hvad skal man kalle det? – for strænge eller måske rettere for tunge, adspreder det så mærkelig. Jeg har ofte prøvet det med mig selv. Å, ofte! – Ja, tænk på det! Ikke sant? – Jeg kunde like godt træffe forføjninger nu straks, hvis det var så, – hvad?

Altså: farvel så længe! Og tænk på det! Jeg selv finner det så udmærket.

Jeg vil få lov til en liten stund at –

Mor!

Jeg kan ikke annet, du! Jeg må samle mig. Dette er for meget for mig. Jeg skal ikke gå længre bort æn in der. (Peker til venstre.) Og jeg skal snart være her igen.

Nu har jeg en følelse af, at det hele er kommet tilbake til os to.

Ja. –

De kan vel forstå, at jeg siden igår ikke har gjort annet æn holde taler til Dem? – Men det nytter mig ikke stort nu.

Det var dog snilt, De kom.

Må jeg da få lov til at be’ Dem om én eneste ting, men om den af alt mit hjærte: vænt på mig!

For nu vét jeg, hvad som fører fræm til Dem. Vi har jo lagt vor livs-plan, vi to, og skønt jeg nu blir alene om den, – jeg skal føre den igjennem! Urokkelig! Så kanske De en dag, når De ser, hvor tro jeg har været – –?

– – Det er pålagt mig ikke at plage Dem, aller minst idag. Men et svar? Så stilt, så litet som muligt? – Et svar?

Men hvorfor?

Jeg må ha det at leve på. For jeg hører til de mæn, at jo højere kransen hænger, des mere er livet værdt for mig.

Et svar!

Ja, De ser, at al ting bevæger mig idag. Jeg kan ikke. – – Hvad vil De også? At jeg skal vænte? Hvad vil det sige? At være færdig – og dog ikke færdig; forsøke på at glemme – og bestandig bygge op igen. (Overvældes atter af bevægelse.) Nej!

Jeg ser, De må være alene. Men det er mig aldeles umuligt at gå!

Et eneste ord til mig!

Men forstår De da ikke, at dersom De kunde gi’ mig den fryd én gang til, som bare den store tillid gir, – tror De, jeg da væntede på Dem? Nej, jeg kom og takkede Dem på mine knæ! Kan De et øjeblik tvile om det?

Nej, nej!

Men jeg har den ikke.

Svava!

Jeg bér Dem!

Farvel! – Å, farvel! – Men på gensyn? – På gensyn?

Jeg må ha et tegn! Et bestemt tegn! Ræk en hånd ut mot mig!

Lovede du ham noget?

Jeg tror det.