Hr. doktor!

Hvad er det? (Alf kommer tilsyne i døren.) Å, er det du! (rejser sig.) Nå, min gut? – Men som du ser ut!

Ja, bryd dig ikke om det! Har du lit frokost at gi’ mig?

Har du ænda ikke spist frokost? Har du da ikke været hjemme? Ikke i hele nat? Ikke siden igår? (roper.) Tomas! – –

Og når jeg har spist, må jeg få tale med dig?

Naturligvis. Kære min gut! (til Tomas.) Vil du sætte fræm lit frokost der inne? (peker på et vindu til venstre.)

Og lit toilette får jeg vel også gøre?

Følg med Tomas! Jeg skal straks komme efter. (De går. I det samme høres en vogn stanse utenfor.) Her holder en vogn. Se efter, hvad det er, Tomas! – Ingen praksis! Rejser imorgen!

Det er hr. Christensen. (Går igen.)

Ho-ho! (går til vinduet til venstre.) Alf!

Ja?

Din far! – Vil du ikke ses, så drag ned gardinet.

Vær så god!

Undskyld, højstærede!

Værs’go’! I full stas? – Jeg gratulerer!

Ja, vi nybakte skal til kur idag. Men De tillader, at jeg på vejen til slottet står af et øjeblik hos Dem? Har De hørt noget der over fra? Fra Riis’s?

Nej. De sitter vel og vænter på «krigen», kan jeg tænke?

Den skal de også få! Ænnu idag har jeg tænkt at begynne den. Men hun skulde ikke være blet rimeligere? Kvinfolkene plejer at ta’ slikt svært kvast. Men så plejer de også at falle af.

Jeg tror ikke det. Men jeg bøjer mig for Deres erfaring.

Mange tak! Som gammel stød-pute i familjerne har De vist en større?

Igår var hun en san sitter-ål! Og hun traf! Gutten har ikke været hjemme siden. Det glæder mig næsten; for så er der dog skam i ham. Jeg begynte at tvile.

Det er dette med «krigen», som interesserer mig.

Så De er så lysten på den? Nu ja! – Ja, den ordner sig af sig selv. Saken mrs. North kan tages op igen, hvad dag det skal være, højstærede! Den er i bankens hænder, den.

Men hvad har dette med Deres søns forlovelse at bestille?

Hvad det har? Min søn får afslag af frøken Riis, fordi hun ikke tåler hans forhold før ægteskabet. Hennes far har lignende forhold midt oppe i ægteskabet! Tableau vivant très-curieux! – for at tale i det sprog, som hr. Riis sværmer for.

Det er oprørende! For det er alene Deres søn, som har skylden her.

Min søn har aldeles ingen skyld her! Han har ikke gjort det ringeste, som er til skade eller skam for Riis’s familje! Aldrig det minste! Han er en hæderlig man, som har givet frøken Riis sit løfte, og det har han holdt. Hvem tør sige annet? Eller at han ikke vil holde det? Det er en fornærmelse at tvile, højstærede! Her må enten gøres undskyldning og sluttes fred – eller krig! For dette tåler jeg ikke! Og tåler min søn det, så foragter jeg ham!

Jeg tror, at Deres søn mente det ærlig, da han gav sit løfte. Sansynligvis kunde han holdt det også, – jeg vét ikke! Jeg har lært at tvile. Jeg er doktor. Jeg har set for meget. Og igår tok han sig ikke godt ut.

Ja, De får virkelig undskylde! Efter hans friske ungkarle-liv og med den arv, som der er i ham, … om nogen tvilte? om hans forlovede tvilte? Turde han virkelig finne det så forunderligt, – højstærede? Havde han ret til at bli fornærmet? til at kræve undskyldning? Undskyldning for hvad? For, at nogen tvilte om hans dyd? – Tænk Dem dog om!

Å, for noget –!

Jeg bér! Jeg er bare halv-vejs. For De talte jo også om forlik, det vil da sige ægteskab.

Dersom Deres søn finner sig i ægteskab med en dame, som har mistanke til ham, da foragter jeg ham.

Nå –!

Ja, det gør jeg sannelig. Så forskellige kan meningerne være. Efter min måte at føle på har Deres søn bare at bøje sig – og vænte. Tie og vænte. Naturligvis under forudsætning af, at han ænnu elsker. – Der har De, hvad jeg mener!

Nu sætter jeg, at hvad min søn har syndet, det har de fleste bejlere syndet; for det tror jeg, de har. Jeg sætter også, de har den samme ulykkelige «arv», et ord, De lægger tryk på af særegen vænlighed mot mig! – skal derfor de fleste forlovede piger bære sig ad som nu frøken Riis? Skrike op, løpe sin vej og gøre skandale? Vi fik ikke mere ørelyd! Her blev det morsomste anarki, værden ænnu har set!

Nej, de doktriner, vi er inne på her, de er mot tingenes natur og orden! De er ville! Og når de oven i køpet kyles os i hodet som moralske højesterets-domme, ja, så hugger jeg til! Farvel! (Han går, men vender om.)

Hvem vilde disse højesterets-domme ramme, om jeg tør spørge? I regelen landenes dygtigste, kraftigste ungdom. Og den skal man sætte utenfor i en egen foragtet klasse?

Hvad vilde de ramme? En stor del af værdens literatur og kunst; en stor del af det skønneste, det mest henrivende i vor tid – fræmfor alt værdens største byer! Ja, værdens-vidunderne! Million-stæderne! Det er sant! Det liv, som der går forbi ægteskabet, eller sprænger ægteskabet, eller forvandler hele institutionen, – ja, De forstår, hvad jeg mener! – – alt dette, som man beskylder for at bruke «forlokkelsens våben» i moder, i luksus, i symposier, i kunst, i teatre, … det er en af million-stædernes rikeste faktorer, det! En af deres mægtigste kilder! Ingen, som har set det, tviler; man later bare, som man ikke forstår.

Ønsker man også at ødelægge alt dette? Forstøte værdens beste ungdom, ruinere værdens største byer? Ja, man ønsker så meget i moralens navn, at man til sist ønsker det umoralske.

Det er med ren statsmans-overlegenhed, De går til Deres lille krig?!

Bare med sundt mænneske-vet, højstærede; det er, skam, nok. Jeg skal få hele byen med mig; stol på det!

Hr. doktor!

Hvad ser jeg?

Tør jeg komme?

Ja, naturligvis! Vær så god!

Det er Dem mit besøk gæller.

Det skal være mig kært.

Jeg kom til at se over gaten, i det samme Deres vogn holdt, og De steg ut. Og så tænkte jeg at gripe lejligheden; – for De truede os jo igår? Var det ikke så? De har erklæret os krig?

Det forekommer mig, frue, at den var erklæret; jeg bare tok imot den.

Og hvad går Deres krig ut på, om jeg tør spørge?

Jeg har just havt den ære at forklare mig for doktoren. Jeg vét ikke, om det er galant at gøre det like overfor Dem.

Så skal jeg gøre det. Krigen gæller Deres man. Hr. Christensen tar offensiven.

Naturligvis! For De vét, at ham kan De nå. Men jeg kom for at be’ Dem betænke Dem!

Så?

Engang – det er nu mange år siden – tok jeg mit barn på armen og vilde gå fra min man. Da nævnte han et navn; han brukte det som skjold; ti det var en mægtig mans navn. «Læg mærke til,» sa’ han, «hvor overbærende denne mans hustru er. Og fordi hun er det, er hele samfunnet overbærende. Og det kommer deres barn til gode.» – Så falt ordene.

Nu ja? Forsåvidt der skulde ligge et råd i det, så var det et godt råd. De fulgte det jo også.

I vort samfun er det en skam at være en fraskilt hustru. Og det er ingen ære at være hennes datter. De rike, de mægtige, de toneangivende har fåt det til at være så.

Nu ja –?

Her er min undskyldning, når jeg for mit barns fræmtid ikke vågede at gå.

Men her er også min mans undskyldning; ti han er af dem, som følger eksempler.

Det gør vi alle, frue.

Men de mægtiges er de stærkeste. Og i dette kapitel gir de fristende eksempel.

Jeg fejler vel næppe, når jeg i disse dager tror at ha hørt Deres opfatning gennem min mans mund? Eller tar jeg fejl heri, så hørte jeg vel rigtigere igår, når jeg hørte Dem i det, som Deres søn sa’?

Jeg vedstår hvært ord, som min søn sa’.

Det tænkte jeg. Ja, det blir en underlig krig, denne Deres! De er i alt, som her er hændt fra først til sist. De er i hele krigen – på bægge sider!

Før De svarer, – må jeg få henstille til Dem, beste frue, om De vil gøre bruddet aldeles ulægeligt? Skal en forsoning mellem de unge bli ganske umulig?

Den er umulig.

Hvorfor?

Fordi tilliden er tapt.

Nu mere æn før?

Ja, jeg tilstår, at like til man igår bød fræm Alfs æres-ord, – like til han også selv forlangte at bli trod på sit æres-ord, kænte jeg ikke min egen historie igen. Men dette var jo den – ord til annet! Således begynte også vi! Hvem borger for, at ikke fortsættelsen blir den samme?

Derfor borger min søns karakter, frue!

Karakter? – Jo, man opdrager en karakter, når man fra ungdommen går hemmelige, ulovlige veje! Det er på den måten, man opdrager troløshed. De, som søker efter årsaken til, at karakterer er så sjældne, de får søke her, tænker jeg.

Ungdommen er slet ikke det afgørende. Det kommer an på, hvorledes man blir gift.

Hvorfor skal troløshed gå over, når man blir gift? Kan De sige mig det?

Så elsker man jo.

Så elsker man? Man har kanske ikke elsket før også?

Her har manfolkene fåt i stand en ren forblændelse!

Nej, kærligheden kan ikke holde længe fast, når det er selve viljen, som er fordærvet. Og det er den. Den er blet fordærvet i ungkarle-livet.

Så kænner jeg dog sanselige mæn, som har stærk vilje.

Jeg taler slet ikke om stærk vilje; men om ren. Om trofast, ædel vilje.

Skal min søn dømmes på slikt gallimatias, så priser jeg min gud, at han slap væk, før det blev til alvor! Det gør jeg. – Og dermed nok!

Hvad Deres søn angår –? Doktor, svar mig, så hans far hører det, før han går! Den gang De nægtede at følge med til forlovelsesgildet, havde De allerede den gang hørt noget om Alf Christensen? Var det, De havde hørt, af den art, at De ikke kunde tro ham?

Ikke rigtig, nej!

Der kan De høre! – Men må jeg så få lov til at spørge Dem, doktor –: hvorfor sa’ De ikke det? Du gode gud, hvorfor taug De?

Hør, frue; når to unge mænnesker, som i grunnen passer for hværandre … for det gør de –?

Det gør de; jeg inrømmer det.

Når de med én gang blir så vanvittig forelskede i hværandre, – hvad skal man så?

Jo, man skal gøre historier, overdrivelser, skandale!

Og så må jeg tilstå, – ja, som jeg i grunnen har sagt –, at jeg er blet vant til, at i dette stykke er det ikke, som det skulde være. Jeg så på denne forlovelse, som jeg ser på de andre – på de fleste andre, – som på et lotteri. Det kan gå godt; det kan også gå meget dårlig.

Og min datter, som De holder af, – for det vét jeg, De gør! – sætter De på lotteri?! Er det muligt at få et stærkere begrep om, hvorledes det står til?

Jo, det er. For De selv, frue, – hvad gjorde De?

Jeg … ?

Bravo!

Også De fik vite, hvad Hoff havde sagt, – og mere til.

Allikevel hjalp De Deres man … om ikke netop med at få henne til at overse det, så dog med at jævne det ut.

Bravo!

Og De kalte mig til for at hjælpe Dem med at skaffe betænknings-tid.

Mødrene har i disse saker en viss afstand mellem teori og praksis, skal jeg sige Dem.

Det var først, da jeg så Svava, – hvor dypt hun tok det, og for en rædsel hun havde for det, – at jeg begynte at få øjnene op. Og så længe hørte jeg på henne, til jeg fik medfølelse. Også jeg har engang været ung, har trod – og elsket. Men det var blet så længe siden. Og jeg var gåt træt. – –

Å, gud!

Ja, frue! Lad mig få være oprigtig: det er netop mødrene, som efterhånden har gjort mig sløv. Mødrene ser så sløvt på det.

I regelen vét de nemlig god besked.

De gør det, de kære, ja! Og fru Riis danner ingen undtagelse.

For De må tilstå, frue, at De gjorde, hvad De kunde, for at holde fast en ung man med en ganske livlig fortid? – Han havde for resten en ganske pen stilling i samfunnet, den samme unge man, – noget, jeg bare lejlighedsvis lægger til.

Nu-ja? –

Ikke før får døtrene utsigt til, hvad mødrene kaller «godt gifte», så glemmer de gamle straks, hvad de selv har lidt.

Vi vét jo ikke, at det er det samme.

I vét det ikke?!

Jeg siger Dem, jeg kænte det ikke igen! Vi tror, at han, som vor datter skal ha, er så meget bedre. Vi tror, at her er stærkere garantier, at her er ganske andre forhold. Det er så! Det er en slags syns-ville, som tar os.

Ved utsigten til et godt gifte, ja! Aldeles enig med Dem, frue, – for første gang.

Ellers tænker jeg nu, det viser noget annet også. Kanske kvinnerne ikke har lidt så meget ænda ved, at mæn er mæn? Hvad? Det har vist været mere hæftigt æn dypt – omtrent som med sjø-syke? Når den er over, nu ja, så er den over.

Og når så døtrene i sin tid skal ombord, så tænker de kære mødre: å, de kan vel også holde det ut? Bare afsted!

For de vil så gærne ha dem afsted; – det er saken!

Ja, er det så, da er det just ikke til at le ad! Ti da viser det, hvad en kvinne i samliv med mannen synker ned til.

Se så!

Ja, for hvær kvinne-slægt kommer med stærkere og stærkere krav på ærbart liv. Det opdrages uvilkårlig af moder-følelsen. Det skal være den værgeløses vagt. Selv dårlige mødre tænker så.

Men bukker de allikevel under, og synker hvær kvinneslægt på ny så dypt i ægteskabet, som De siger, ja, da må det jo være den forret, mannen kommer med, som har gjort det. For den har opdraget ham.

Hvilken forret?

Den at leve et ungkarle-liv, som han lyster, og at bli trod på sit æres-ord, når han behager at træde i ægteskab.

Sålænge kvinnen ikke kan stanse denne forfærdelige forret eller gøre sig uafhængig af den, – så længe vil den ene halvdel af mænneskeheden være et offer for den andre, – for den andres mangel på selvbehærskelse.

Denne ene forret viser sig at være stærkere æn alt friheds-arbejde på jorden. Og det er ikke til at le ad.

De tænker Dem en annen værden æn vor, frue, og andre naturer æn vore. Og det – undskyld mig! – er selvfølgelig alt det svar, som her behøves.

Men så giv da det svar offentlig! Hvorfor vedkænner I jer ikke dette standpunkt ved lys dag?

Ja, gør vi ikke det?

Nej, – ikke her hjemme. Tværtom, I stiller jer officielt under vor fane, mens I hemmelig sviger den. Hvorfor har I ikke mot til at folde ut eders egen fane?

Lad ungkarle-vanerne bli vedtagne som fult tilbørlige! Så kan her endelig komme en kamp. Og så kan også endelig enhvær uskyldig brud få vite, hvad hun går in til og som hvad.

Det er afskaffelsen af ægteskabet, det der; – hværken mere eller mindre.

Men var ikke også det likere? Ti nu ødelægges det jo, – længe før det begynner.

Ja, alt er jo mannens skyld. Det er mode nu, det. Det hører med til «friheds-arbejdet». Hans autoritet skal ned.

Den, han har vunnet i ungkarle-livet?

Ha-ha!

Lad os ikke dække saken til med fraser!

Lad os hellere tale om «det øde ved arnen», som digteren taler om. For det betyder ødelagt ægteskab, det, og hvor skriver det sig fra? Dette grå-kolde, gyselig hværdagslige? dette nydelses-dovne, rå? Hvorfra er det?

Jeg kunde skildre noget, som er nærmere! Men jeg skal ikke. Ikke engang nævne de store slægts-sygdomme.

Åpent op med det! Så kanske det også engang tar brand! Det må piske samvittighederne! Det må bli det vigtigste i hvært hjem. Det er det, som må til!

Vi har kommet så højt op nu, at det rent ut ikke klinger, når jeg siger, jeg skal «på højere steder». Men De får allikevel undskylde mig!

Jeg håber, jeg ikke har opholdt Dem?

Nej, der er god tid. Jeg længes bare dygtig ja, De får ikke ta’ det fortrytelig op! – efter at komme herfra.

Til Deres – like?

Det var udmærket, at De minte mig om dem! Derved husker jeg, at jeg næppe oftere kommer sammen med Dem eller Deres.

Nej, vi har givet eder vort opslag.

Og gud ske lov for det! – Måtte det nu bare lykkes mig at fordele latteren lit retfærdig!

De behøver bare at utgi’ Deres selv-biografi.

Nej, hellere Deres familje-grunsætninger, frue! For de er virkelig så morsomme. Og når jeg fortæller den måte, hvorpå de praktiseres innen selve familjen, så tænker jeg nok, at folk vil le, så det forslår. Eller for at tale alvor: Jeg skal forfølge Deres man i hans rygte og i hans forretning, til han rømmer byen. Jeg tar ikke imot en ydmygelse som denne uten at kaste den tilbake.

Men dette er oprørende!

Far!

Du her? – Men hvor du ser dårlig ut! Hvor har du været, min gut?

Jeg kom hit samtidig med dig, og jeg har hørt alt. Jeg må sige dig det straks, at fører du den krig fræm, da går jeg rundt og fortæller, hvorfor frøken Riis slog op med mig. – Jeg fortæller det, som det er. – – Ja, det nytter ikke at se så spotsk på mig. For jeg gør det. Jeg begynner straks.

Jeg tror, du kan spare dig det. Efter et opslag kommer vist dit rygte fortere rundt byen æn du.

Kort og godt, Alf: – elsker du henne ænnu?

Du spør, fordi hun har gjort mig uret? Men nu vét jeg jo, hvorfor hun kom til det – og måtte komme til det. Nu forstår jeg!

Og tilgir henne? Uten videre?

Jeg elsker henne højere æn nogensinne, – hvad hun så tænker om mig.

Se så! Se så!

Ja, hvad er det så mere? Du tar din ret til at spille elskerens rolle – og overlader os andre skikkelige folk at gøre gode miner til dit slette spil.

Du går vel straks over og takker for igår? Bér om henstand til imorgen? Mens du i al sømmelig hast går igennem et purgatorium? Tør jeg spørge, hvor det ligger henne, og hvori det skal bestå?

Nå, nå; ikke så melodramatisk! Når du tåler, hvad du fik af Riis’s lille pige igår og af hennes mor idag, så må du sagtens kunne tåle harm og spot af din far. Jeg har fåt tåle hele forlovelsen, jeg, og opslaget med! Og at besprænges med moral-vand også! Fy for pokker! Jeg vil håbe, det ænnu ikke lugter af mig, når jeg kommer op på slottet. (Han går, men vender sig ved døren.)

Der vil være rejse-penger til dig på kontoret.

Skulde dette betyde lands-forvisning?

Naturligvis.

Doktor, nu må De følge mig over! Og det straks!

Hvorledes har hun det?

Jeg vét ikke.

De vét ikke?

Igår vilde hun være alene. Og idag gik hun tidlig ut.

Så er der hændt noget?

Ja. De sa’ mig igår, at De havde git henne et vink om – hennes far?

Og så –?

Så følte jeg, at nu kunde der ikke ties længre.

Og De har … ?

Jeg har skrevet til henne.

Skrevet?

Det falt mig naturligst. Så slap vi at tale om det. Jeg har skrevet, strøket ut – og skrevet! I hele går eftermiddag og inat. Skrevet. Det blev ikke langt; men det tok på.

Og hun har fåt det?

Idag, da hun havde spist og gik ut, sendte jeg det efter henne.

Og nu, min væn, nu vilde jeg gærne, De skulde tale med henne! Så siger De mig til, når jeg kan komme. Ti jeg er ræd!

Jeg så, straks De kom, at der havde hændt noget stort. Og så var De så hæftig. – Ja, dette har tat vækst! Du store gud!

De skulde ikke rejse, doktor! Ikke rejse fra henne nu!

Se, det var det! Tomas! –

Ja! Ja!

Du behøver ikke at pakke.

Ikke at pakke? – Værs’go’!

Deres arm, frue!

Frue! – Må jeg få tale med henne?

Tale med henne! – Nej, det er umuligt.

Du hørte selv, hvad hun har fåt at tænke på idag.

Og vilde hun ikke tale med Dem før, så vil hun det vist ikke nu.

Når hun bér om at få tale med mig, vil De da sige henne, at jeg er her? Og jeg blir her, til hun bér om det.

Men hvad skal det nytte til?

Ja, det får bli vor sak. Jeg vét, hun også vil tale med mig. – Sig bare, jeg er her! Det er det hele.

Han vét ikke, hvad han selv siger.

Kære doktor, lad os komme afsted. Jeg er så ræd.

Ja, jeg er det ikke mindre. – Så nu vét hun det!