IV

«TROR I DERFOR, AT HOLLAS ER DØD?
NEI, HOLLAS LEVER EVINDELIG.»

Da Viseren paa Aarets store Urskive sagtelig smøg sig mod Foraar, var to af Bygdens Mænd nok ophøiet i Adelsstanden. Apotheosen var netop ikke foregaat i Overensstemmelse med noget foreskrevet Ceremoniel, ligesaalidt som Parterne havde faat sig tilsendt noget Adelsbrev paa tykt Pergament med Vokssegl i Æske. Men dette er heller ikke altid nødvendigt – Apotheoser og Titler er ofte som Solskinnet, der falder over Retfærdige og Uretfærdige, og er Heldet ude, da kan endog det, der i Folkemunde benyttes som Opnavn, med Aftensols Forgylding vendes om og blive den uhugne Sten til et Eftermæle.

– – –

De to Herrer, som paa denne Vis var traadt ind i Adelsstanden, var Hollas den Onde, Kirkeeieren, som i Folkemunde havde faat Titel af Kirkefyrsten, og Søren Krumholt, der havde faat Titel af Flotherren – dette sidste da med Tanke paa Øst- og Vestflothistorien.

170Men tiltrods for at de to adelige Naboer begge kjendte til denne sin Ophøielse og begge smigredes derved, slutted de intet Forbund ved den fælles Glæde. – –

*

Hollas den Onde, Kirkefyrsten, drev frem og tilbage i Oprør oppe paa Stolmagerværkstedet en Dag. Fra Vinduet til Døren bar det, og fra Døren til Vinduet. Og for hver Gang han snudde, svansed Frakkeskjøderne om ham og rev Redskab ned, undertiden ogsaa Snitværk og skjørt Smaatteri, som gik istykker. Det fik briste, som det vilde. Spændte til det, som kom ham iveien, gjorde Hollas. For – i daarligt Lune var Hollas den Onde, Kirkefyrsten. Var kommen i Tanker den Dag om sin krænkede Forfængelighed.Forfængelighed.] rettet fra: Forfængelighed (manglende tegn) Og – alt kan krænkes, – kunde et Mundheld lyde, – men Forfængelighed ikke – ti da slipper Fanden løs! – Og glipper Hevnen, kommer nok den Time, da Uskyldige faar lide for de Skyldige.

Hollas den Ondes Forfængelighed var krænket, fordi Angelica, Præstens Søster, havde sværtet Altertavlen over. Vistnok havde Hollas til Gjengjæld sværtet Angelicas Navn; men Hevnens Vellyst undgik ham, fordi hun nu var reist væk. Og kunde end tænkes, at den Tid vilde komme, da Angelicas, Præstens Søsters, Navn var paa alles Læber, sang for alles Øren, og han da atter 171kunde dukke op, proppet med Onskab og Løgn, – saa var hun dog nu ude af Rækkevidde. Og – med Hevn som med Elskov: I Øieblikket skal Viljen ske, ellers avles blot dødfødt Glæde.

Hollas, Kirkefyrsten, slængte i Sinne en Stol bortover Gulvet. Hollas, Kirkefyrsten, harmed sig over alt i Verden. Havde han havt en Kone, vilde han gaat ned og rundjult hende. Havde han havt en af Hundene inde, vilde han jaget og pisket den opover alle Vægger. Havde Netta, Myndlingen, vært forhaanden, havde han kanske kilt hende fordærvet.

Men saadan som det var, tog Sinnet først varig Retning, der Hollas, Kirkefyrsten, spytted mod Krumholt. Da faldt han med det samme i Tanker over, hvordan mon Spyttet figurlig talt bedst skulde ramme den, der havde git ham, Hollas, saa mange Skoser og Fantord, og staat ham, Hollas, saa imod altid.

«Den, som gjerne synge vil,
lægger sig snart en Vise til.»
«Den, som gjerne krangle vil,
lægger sig let en Anke til»

– siger Ordet.

Og just nu begav det sig, at Hollas, Kirkefyrsten, lykkelig blev vâr en Jente, som gik nedover Krumholtsjordet, og Jenten bar over Skuldrene en Vassæle, hvori to Træbøtter slængte. Hollas knepped sig med Tommeltotten paa Tænderne:

– Ja, hvordan var det med den Ilen – laa den ikke i Dalen akkurat midt mellem 172Krumholt og Munkejord? – Fluksens rev Hollas Vinduet op og hylte alt, hvad han orked, – netop som det øverste af Jentens Hode holdt paa at forsvinde i Bakkesøkket:

«Aahei du – bi lidt – det er stængt for Vandet!» – Et Øieblik titted Jentehodet spørgende op mod Hollas. Og Hollas gnelded paany: «Er forbudt at ta af Vandet!» – Jenten tænkte saavist ikke at overtræde Forbudet – alene Hollases stygge Skrik deroppe kunde for den Sags Skyld vært nok til at vetskræmme hende – og nu satte hun tilbage til Krumholt, som havde hun Fanden selv i Hælene. Oppe paa Bakkeskrænten lænsed hun sig endog for Vassælen, og Bøtterne trinsed nedover i rasende Fart som de, hvis Undergang forlængst er besluttet.

Hollas lo – det var en tynd Latter, at ligne med Lyd af svirrende Staaltraad. Gik saa hen, gløtted paa Døren og raabte ned mod Gangen, Stemmen skingrende af Skadefryd:

«Der ligger to Bøtter nedi Iledalen – – aa gaa ned En af Jer og fyld dem bredfulde med det værste, I finder paa Søppeldungen!»

«Ja – nok,» svarte det dernede, og kort efter gik Staldkaren ud fra Munkejord bærende en Kasse, hvori mangeslags Uhumskheder. Der han drog afsted, vendte han Hodet og gleimed op til Hollas – det var ikke første Gang, han gik Hollases Ærend, nei, blev vel heller ikke 173sidste. Derfor kylte Hollas ham ogsaa en Daler i Fjæset:

«Du er en brav Tjener,» knegged han. Gutten snapped Daleren med to Fingre, betragted den først paa den ene saa paa den anden Side, og strakte Tungen ud, idet han putted Daleren i Lommen.

«Tosken,» sagde Hollas opifra Vinduet. «Trodde du Daleren var af Guld?»

«Næ-i,» svarte Gutten. «Men den kom til at slaa sig no skakkjørt mod Pandebrasken min – ligesom no mjuk Materie,» blunked han.

– – –

Samme Dags Kveld kom en Mand traskende nedover Krumholtjordet, rask og resolut som den, der vil gjøre sig selv vel og andre tilskamme, – hvilket vel ogsaa var Meningen. For Manden var Flotherren, som selv gik ned at hente Vand, fordi alle hans Folk havde undslaat sig af Frygt for at faa noget udestaaende med Hollas.

Men da Søren Krumholt, Flotherren, kom ned til Ilen og saa Bøtterne staa bredfyldte med Urenslighed, klødde han sig bag Øret og vidste længe ikke hverken frem eller tilbage: At Bøtterne havde fyldt sig selv paa Farten nedover Bakken, trodde han nu ikke netop. At nogen anden end Hollas skulde vært Mester for at lade dem fylde med sligt, trodde han nu heller ikke. Men sandelig holdt Søren Krumholt, Flotherren, sig for god til at røre ved de der 174Bøtterne med Hollases Affald. – Kunde han saasandt finde ud noget at haane Hollas med til Gjengjæld, – tænkte Krumholten. Men var det, som om hans Opfindsomhed rent havde slaat klikk, strandet mod Bøtterne, han ikke vilde tage i, og Folkene hjemme hos ham, som heller stod sin egen Husbond imod end den mægtige Hollas. – Han var hadsk tilsinds, Søren Krumholt, der han atter rusled Bakken opover – Bøtterne fik staa, i al Evighed fik de staa, ja, til Baandene sprak af, og Stavene faldt fra hverandre, til de raadned og blev til ingenting – gode, fine Renvandsbøtterne. Og det var nok alligevel det mindste – var han saasandt dermed unda for Hollas. Kravse fra sig vilde forresten Krumholten; for ikke var han nogen feig Hund, som smøg bort med Halen mellem Benene, og ikke var han af den Sorten, som vendte venstre Kind til, naar han blev slaat paa høire – nei, nei, fik Krumholten en Klask, klasked han trøstig igjen. Og turde ingen anden staa Søren Krumholt bi, saa fik hans egen Søn! – – Og kommen op til Gaarden, vinked Søren Krumholt Sønnen med sig ind i Kammerset og lagde Krok paa Døren, at ingen skulde komme og forstyrre dem.

«Jeg har omsider hittet ud no,» sagde Krumholten. «Men gammel og stivbent som jeg er, kan jeg ikke udføre det; men det kan du – ja, hvis du da vil være med paa at frelse din Fars Ære?»

175Jo, det vilde nok Even. Og han fandt, da han fik høre Paahittet, heller ikke det saa besynderligt. For Bønder har nu ofte saa sine egne Begreber om Ære. Og Maaden for Gjenreisning og Gjengjæld er ligesaa ofte af en underlig Sort.

*

Saa var det en Lørdagskveld, at Hollas den Onde havde flidd sig svarlig. Han havde Silkevest med Guldknapper. Han havde randete Bukser og mørkeblaa Bonjour, der sad stramt i Ryggen og posed ud over Bagen. Han havde strøget Haaret ret op fra Panden og kløvet Skjægget i to. Han havde de gule Hjorteskindshansker, de, der skrev sig fra hans Udlændighedstid, de hvorpaa var brodert et Vaaben, elleve gule Flammer i rødt, – Hollases eget Vaabenmærke, – sagde han. Saa det var ikke bare Smaating med Hollases Finhed den Lørdagskveld. Men saa mentes der jo ogsaa, at Hollas skulde paa Frieri til en af Herremandens Niecer. Sandheden heraf, kunde vel ingen indestaa for; men at Niecerne altid gjerne havde villet gifte sig, var velkjendt Sag, og nu den ene var blit forlovet med Otto Kefas, nu den anden om end grøn af Misundelse havde maattet bøie sig for den gammeltestamentlige Institution Trolovelse og Ægteskab, nu stod hun jo saa svært ledig paa Markedet, saa – sandelig tog hun nok Hollas, Kirkefyrsten, især naar han kom med 176Hjorteskindshanskerne paa. Og paa den anden Side: For hvilket Kvindfolk i Bygden skulde vel Hollas have nødig at stase sig slig til naar ikke for Herremandens Niece? –

Hollas krodde sig ogsaa svare den Kveld. Plystred gjennem den ene Mundvig. Saa ikke til den Kant, hvor Netta, Myndlingen, stod.

«God Lykke da, Hollas!» bød hun midt mellem Forsagthed og Spøg. Men Hollas værdiged hende ikke Svar. Hegted Ridepisken ned af Væggen og spankulerte, atkjeig i Ryggen, stiv i Hoften, Trappen nedover.

Derude paa Tunet stod den brune Hest opsadlet; men Hollas strøg den forbi, fordi han først skulde et Svintærend ned i Stalden med Sukker til Hoppen.

«Det er ikke saa greit for Mandkjønnet,» sagde Hollas ved sig selv, «naar Kvindekjønnet faar slig Forkjærlighed for en.» Og han satte Næsen høit tilveirs, idet han gik indunder Staldtrevet.

Men oppaa Gjælden lurte Even Krumholt med et Kvartil fuldt af Urenslighed for at hevne sin Fars, Flotherrens, Ære. Og just idet Hollas i al sin Prunk og Pragt kom ret nedfor, vælted Hr. Even Indholdet af Dunken lige i Hodet paa ham.

«Hilsen fra Ottilie Kefas!» pep han deroppefra. Rundt som en Top snurred Hollas, for en Gangs Skyld tabende baade Maal og Mæle. Og det vel ikke at undres over; ti saa være sagt, 177at den flydende Vare foruden at oversprøite hele Hollases dyre Stas, rendte ham i stride Strømme nedover Fjæset, blinded Synet, filtred sig i det kløvede Skjæg, gled nedover hans Skuldre, Ryg og Mave. Fy Fanden, Hollas, det var et uventet Bad!

*

Men Dagen derpaa modtog rigtignok Søren Krumholt, Flotherren, som Tak for sidst, Bud og Besked fra Hollas, Kirkefyrsten, at fra nu af var det Krumholten og hans Husstand forment at sætte sin Fod i Kirken.

«Det skal bli Jug at kalde,» loved Krumholten, «saasandt jeg heder «Flotherren», fordi jeg greidde, saa Hollas ikke fik Kloen i Vestflotjordet mit. – – «Hils Hollas du,» sagde han til Budet, «og sig, at i Kirken gaar jeg til min Dødedag!»

Styggelig lo Hollas ved denne Melding:

«Da er kanske ikke Dødedagen saa langt unna,» sagde han. «For med opstanasi Folk gjør jeg kort Proces.»

«He – neimen da kommer naavel til sjuende og sidst Hollas sjøl i Knipe, hvis han dræper Flotherren!» voved Karolus, Hollases haandgangne Mand, sig til at glise.

Foragtelig blæste da Hollas:

«Erketosken! Bryd dig aldrig om det du,» sagde han. «Her er Raad for Uraad her, skal jeg si dig.»

178Der er en Korsvei etsteds mellem fire Bygder. Ved den Korsvei stod i gamle Dage Stokker, som var farlige at tage i. De stod der Aar ud og Aar ind, disse Stokkene, skjæve, krokete, til de en Dag faldt overende af sig selv; fordi intet Menneske lysted røre ved dem. For alle vidste om, at Syge havde holdt dem i Hænderne, mens der var blit baade hekset og troldet, – paa det at Sygdommen skulde forlade sit første Offer og istedet slaa sig fast ved Stakkarn, som var dum nok til at røre ved Stokkene, der de stod ved Korsveien. – –

*

Gule Signekjærrings Mand i Nabobygden havde faat en forunderlig Syge. Først havde han fornummet den paa Veien hjem fra Byen, hvor han havde vært med lidt Harer, Fugl og andre gode Sager. Han havde da faat det slig med Sting i Siden, at han uafbrudt havde maattet sætte sig paa Veikanten og hvile. Og som han paa den Vis sagtelig nærmed sig Hjemmet, blev han taget af Hodeværk, tilligemed en stærk Uro i Maven. Og akkurat som han kom for Stuedøren, fik han det desuden med Brækninger. Og derefter var det ikke mer end saavidt, han naadde til at krype ind i Hytten og op i Sengen, der han blev liggende 179i saadan Tilstand, at Kjærringen slog Hænderne sammen, da hun kom hjem ved Kveldstid.

«Aa Jøssu Kresti Navn da, hosdan ligger du? Og saa gul i Fjæset som en Gulrod!»

Siden havde hun nok baade kjekset og galdret. Alt forgjæves.

Men saa havde Gule, der det led mod den anden Kveld, og Kallen laa i Sengen værre end en Gris i Bolet, – gaat ud og skaaret en Orekjæp, den hun snitted ud med mangeslags Tegn og Streger. Og hun glemte ingenting. Slukked Ilden paa Skorstenen og stansed Uret paa Væggen, før hun tog Stokken ind i Stuen. – Da var det skummelt derinde, og ingen anden Lyd end af Kallen, som jamred borti Kroken. For Gule læste med Læberne lukket, indtil hun havde besmurt Kjæppen med Spyt og med noget, hun havde i en Daase.

Som hun var færdig dermed, skrek en tam Ugle, der sad opunder Taget. Gule hytted til Ulykkesvarsleren. Rakte saa Kjæppen til Kallen, der tog slapt om den med begge sine syge Hænder, og Gule fured den frem og tilbage, mens hun nu høilydt læste, saa Skum tøt frem i Mundvigerne:

«Sjukdom, Sjukdom,
jeg maner dig af Kallen,
jeg maner dig af Pallen,
paa flyvendes Flekken;
jeg maner dig paa Kjæppen,
der skal du leve,
180og der skal du bo,
der skal du dig kaure
i levendes Ro,
i Kvisten som Bylder,
i Barken som Værk,
vokse og øge,
bli stor og stærk,
ret samle Kræfter,
spørges det efter
over Land og Strand
fra den første Mand,
som tar dig i Næven.
Sjukdom, Sjukdom gule,
kjære, vene, fule» – –

Og saa tog Gule Signekjærring Kjæppen og bar den langt afsted i Natten. Holdt den foran sig som et kjært og skjørt Klenodium. Indtil hun kom til Korsveien mellem de fire Bygder.

Der laa en Sneplaug fra Vinteren af. Og lige ved Sneplaugkanten nærmest Veien stak Gule Kjæppen i Jorden – paa det at farende Mand, som satte sig til Hvile der, lettest kunde komme i Skade for at tage i den. Og saa læste Gule atter, mens hun lydløst slog Takten med Hænderne:

«Sjukdom, Sjukdom,
der du er paa Kjæppen,
der du skal leve
og sove og bo,
der du skal kaure
i fuldeste Ro,
i Kvisten som Bylder,
i Barken som Værk,
181vokse og øge,
bli stor og stærk,
ret samle Kræfter,
spørges det efter
over Land og Strand
fra den første Mand,
som tar dig i Næven.
Sjukdom, Sjukdom fule,
saa byr dig Signe – Gule!»
– – –

Som Tvillingkors skimtedes Veiviseren mellem de fire Bygder, og dyster var Natten med revne Skyer paa Himlen. I Bækken nære ved risled det med fine Sølvklokkers Klang, som var det Smaasjæle, der nynned mod Evigheden.

Og inde i Sneplaugen stod Gules Kjæp. Giftigt som Fosfor lyste det af den i Mørket.

*

Det kunde vel hænde sig med Sandhed at melde, at Folk en Søndag trodde, Guds hellige Hus skulde blive Skuepladsen for et svare Spetakel. Og der de alle var godt underrettet om Kranglerierne mellem Kirkefyrsten og Flotherren, havde de indfundet sig fuldtallig for at bivaane, hvordan Tingen nu vilde løbe af. – Vilde Hollas jage Krumholten ud? Vilde Krumholten gjøre Modstand? Vilde de begge komme med mandstærkt Følge? Vilde Hollas vinde med Rænker og Kneb? – Vilde Krumholten 182senerehen ærgre sig ihjel over Nederlaget? – Men Krumholten var en gammel Mand, som igrund gjorde ingen Fortræd, saasandt ingen traakked ham paa Tærne, – men Hollas – Gud fri alle for Hollas! Han som slog Smaabarn ihjel, som pinte Dyr, som ikke forsmaadde andres Eiendom, som havde Ord paa sig for de fæleste Ting – skulde han have Ret til at jage nogen bort fra Guds hellige Hus, om han saa aldrig saa meget var Kirkeeier? – Almuen mumled, naar de saa op paa Hollas, der han tidlig var kommet og taget Plads i sin staselige Stol: – Nei, en Grænse maatte der være. Skulde Hollas faa ture slig ivei, hvem vidste sig da snart sikker for en vakker Dag at negtes Gudsordet? – Og ved Kirkedøren stod Karolus, Staldkaren, – hvilket vel heller ikke spaadde godt. Og Hollas bredde sig deroppe: «Hvem tør staa mig imod,» var det som om Hollas spotted, «Slaver og Hunde allesammen!» Bare Hollases Mine idag kunde afstedkomme en Gjæring i dem. Var det ikke rent som sad han og tog Mærke ved dem til Ondskab, og hver den, som saa op, syntes møde Hollases Blik. – Og de blev lidt efter lidt saa hadske, der de sad, Bønderne, at var nu ikke Krumholten kommet den Søndag, vilde det føltes som et Slag i Fjæset paa dem alle for Hollases letkjøbte Seiers Skyld.

Godt fornøiet blev de derfor, da de hørte, at Krumholten var i Veie, og En efter En trak 183de Stærkeste sig op mod Kirkeporten – just der Karolus og mange af Hollasfolkene stod – for om det kneb, at give Søren Krumholt, Flotherren, en Haandsrækning.

Og Søren Krumholt, Flotherren, kom, stor og bred, med sin lange Bjørnerifle over Skulderen – efter ham fulgte Sønnen, ung og smal, med Tolleknivsliren skinnende blank nedenfor Rundtrøien. – Jo nu skulde der bli Rabalder! Og ilde skulde det gaa Hollas og hans! –

Men pludselig bort fra Kirkedøren og Trappen op til Hollas, Kirkefyrsten, baned Karolus Staldkar og hans Følge sig. For Hollas havde vinket.

Gjennem Bønderne slap en Slags Knis, og et Støn af Tilfredshed: Hollas havde git sig. Hollas havde skjønt, de var ikke at spøge med, der de stod samlet imod ham. Og for dette kunde ikke Hollases Hevn ramme dem – dertil var de for mange. Hehei, nu havde Hollas den Onde trukket det korteste Straa! – –

Men der Gudstjenesten var over, og Krumholten og hans Søn paa Trods spaserte ret forbi Hollases Plads, hvisked Hollas lige ind i Gamlens Øre:

«Naa kan I angre, I ikke lød Budet mit, for naa har I vært her for sidste Gang, Krumholtene!»

Søren Krumholt lo trygt:

«Nok hverken første eller sidste Gang, Hollasfar.»

*

184Kort efter – det faldt ind paa en Forsommers Tid, da Veibudstikken gik gaardimellem, fordi Veiene var opblødte af Regn og udglidde i Bakkeheldingerne – sagde Hollas til en af sine betrodde Mænd:

«Gaa bort til Korsveien, du, og tag med dig en Stok, som staar der. Og er der flere at vælge imellem, saa tar du den, som har flest Indsnit i Barken.»

Manden saa betænkelig ud:

«Saa faar jeg da mindst at si baade Vorter og Kveiser,» sagde han.

Hollas koldflirte:

«Den, som er raadløs, er livløs – tag en Ildtang med dig da, Tosken, og bær Stokken i den – Vorterne drøsser ikke rigtig ned over dig som Løvet om Høsten heller, ser du!»

Da gjorde Manden saaledes, som hans Herre bød ham, og han kom ved Kveldstid dragende med en rundskaaret Orekjæp i Ildtangen.

Hollas greb ogsaa selv i Tangen, der han tog Kjæppen op til sig paa Stolmagerværkstedet, og lagde den ligesaagodt med engang paa en Klud deroppe. Deretter skar han den af – forsigtvis og uden at komme den nær – til en passelig Længde og kløfted den paalangs. Tog saa Veibudstikken, den han netop havde hos sig, rulled Pergamentet af Træstokken, det sad fæstet til, og stak det istedet – men stadig ved Hjælp af Smaatænger og Redskab – ind i Kløften paa Orekjæppen og rulled Pergamentet 185om den. Virred tilslut Kluden udenom det hele og slog en Hyssing rundt.

«Vel begyndt er halvt fuldendt,» sagde Hollas.

Og ikke paa længe, ialfald slet ikke siden han havde faat Kvartillet over sig, havde nogen set Hollas saa blid som i den Stund, da han bad Netta, Myndlingen, være saa snil at svippe indom sine Venner paa Krumholt med Veibudstikken.

Netta stirred nok stort da. Slog lidt paa, om ikke Hollas kunde faa en anden til at gaa.

«Nei,» smisked Hollas, og han forglemte ingenting, «det falder ikke saa beleiligt for nogen som for dig, der hver Eftermiddag gaar Snarveien over Krumholt til Helligmøde – – Og saa kan du jo ogsaa paa samme Turen faa snakke lidt med ham, du forærte Buksesælerne mine.»

Netta rødmed langt nedover Halsen, napped Budstikken fra Hollas og skyndte sig rent i Blinde afsted af Frygt for, at Hollas ellers kunde faa isinde at spørge efter Stoltrækket. Og Rullen leverte hun ligesom i Forbifarten ind gjennem Kjøkkenvinduet paa Krumholt:

«Veibudstikken!» sagde hun. Og Mor Krumholt, som godt kunde like Hollases Myndling med de friske, runde Kind, nikked venlig til hende tiltrods for Uvenskaben mellem Mandfolkene.

– Men forundret blev Netta, da Hollas en Dags Tid senere, meldte:

186«Jo, du er en grei En. Jeg mener, du har sat selve Pesten paa Krumholtsfolkene, jeg.»

«Men kjære Hollas,» sagde Netta. «Hvordan – hvordan – i Alverden?» –

«Jo, for de blev Syge igaar lige efter, at du havde git dem Veibudstikken,» fortalte Hollas. «Kan næsten se ud, som om det var en anden Veiordre, du bragte dem med det samme.» Og saa lo Hollas saa inderlig godt.

Ingenting forstod Netta, som jo rimeligt kan være.

Og der hun nu straks gjorde sig et Ærend over Krumholtsgaarden, slog det hende øieblikkelig, hvor alvorlig Mor Krumholt sad med Bundingen ude paa Traakken.

«Goddag, Mor Krumholt!» hilste Netta og stansed op dernedenfor.

«Goddag,» svarte Konen, men uden at se op.

«Naa, hvordan gaar det med Veistykket?» spurgte Netta da for at faa en Samtale igang. «Var der meget Arbeide med det?»

«Ja, det maa du spørge andre om og ikke os,» svarte Konen indi sig. «For herfra har ingen vært ude. – – Manden min blev dødsens klein akkurat samme Dag og Time, han stod og bladde i Ordren,» fortalte hun, der hun var kommet paa Glid. «Og naa ligger Gutten ogsaa derinde af det samme – heldigt han naadde at gaa til Folmo med Budstikken først – ellers var den vel blit liggende her for Godt – tomset som En blir med alting, naar Karfolkene er sjuke.» – –

187Netta, Jaalen, gik sørgmodig tilsinds ned til Elven og blev længe siddende dernede, mens hendes rummelige Hjerte smertelig snørte sig sammen om Even Krumholt. Hun erindred sig ham helt fra første Gang, han kom i Vinduet og tagg Buksesælerne fra hende, og hun søgte at rede ud fra hverandre alle de senere Gange, han var kommet samme Vei, og hun ogsaa havde vært svag for ham, ja, fordi Even nu havde saa sin egen Maade og Maner med Tiggeriet, og fordi han altid havde vært gløgg til at passe paa, naar Hollas var borte. Grangivelig maatte Netta nu tilstaa for sig selv: Even Krumholt var den Eneste, hun igrund nogengang havde holdt af, og den Eneste, hun nogengang kom til at holde af. Og saa havde til og med Hollas sagt, at det var hendes Skyld – at hun havde sat Pesten – – hvordan nu Hollas kunde spøge saa grusomt? – –

Men mens Netta fældte mange Taarer, vel saltere end Elvevandet, men ligesaa klare, lagdes en vâr Haand paa hendes Skulder, og en pen, skolert Stemme med Tone af Messe spurgte:

Men kjære – hvad feiler dog Jomfru Netta?»

Netta, Myndlingen, vendte i stum Bedrøvelse Ansigtet op mod den Spørgende, som nu deltagende gjentog Spørgsmaalet saaledes:

«Men kjære, hvad ser jeg – graater Jomfru Netta – hun som ellers ser saa lyst og sundt paa Livet? Kjære – men hvo, som er Skyld 188i Jomfru Nettas Taarer, maa da være slem som den Onde selv!»

Da skjød det ned i Netta: – Han tror, det er for Hollas, jeg graater! – Og den Tro, frygted hun, kunde nedsætte hende i Præstens Øine, derfor blev hun snarraadig og gløgg.

«Nei, deri har nok ikke noget Menneske Skyld,» sukked hun fromt. «Jeg var falden i Tanker jeg, Præst, om al den Sygdom og Skrøbelighed, som i Verden findes» – og atter vendte hun Ansigtet op mod ham, og Øinene var jo fulde af ægte Taarer.

«Visselig,» sagde Præsten og satte sig ned ved Siden af hende, «Skabningen er Forkrænkelighed underlagt. Men vi maa ikke derfor gjøre os Livet surt, Jomfru Netta – ialfald ikke saaledes, at vi synker sammen kun ved Tanken derpaa; ti hvad havde vi vel saa at staa imod med, naar Skrøbeligheden kom over vort eget Hode?» – Hvad for en rørende Pige, – tænkte han ved sig selv, som sidder her i sin fulde Blomst og sørger over Verdens Jammer. Hvad for et dybt og inderligt Hjertelag. – Og høit fortsatte han, idet han med et ømt Blik tog Pigens Haand i sin:

«Trøstig, Jomfru Netta, faar vi lægge vort Ve og Vel i Herrens Haand – saa kan vi saavist fro og glade se Fremtiden imøde.»

«Men,» indvendte Netta, Myndlingen, med bortvendt Ansigt – dog slig, at han godt kunde øine, hvordan de smaa Næsebor atter skalv 189mod Graat, «om nu alligevel den, vi holder mest af, skulde gaa Døden imøde?»

«Visselig var det tungt,» sagde Præsten. «Dog – med den Høiestes Bistand overvindes saa mangt et haardt Slag.»

«Ja ja, jeg forstaar, det er justop Sandhed, Præsten taler,» sukked Netta, og med Præstens grundende og alvorlige Blik heftet ved sig – greb hun i Øieblikkets heldige Indskydelse Ordene omtrent saaledes: «Men der er jo ogsaa noget, som sier, at Sværdet, Døden, fortærer her og der. Og tænk om nu, da saamegen Sygdom grasserer, Sværdet skulde ramme den, jeg gjerne gav mit Liv» – og Præsten forman et blygt Tryk fra den Haand, han holdt i sin. Derfor tænkte Præsten: – Det yndige og kjære Pigebarn – sidder hun ikke her og sørger og grues af Omsorg for, at Ondt skal vederfares dig! – I Sandhed – jeg har altfor længe ventet med tydelig at udtale det, der den hele Tid har lagt mit Hjerte nær. Tanken alene, og den halve, for ikke at sige den hele, Vished har vært mig nok; men nu faar omsider Tidens Fylde være inde! – Og høit mælte han:

«Gode Netta! I har vandret for ensom deroppe paa Munkejord, og derfor har Jers Tanker skudt for frodig Vækst. Ti saaledes falder Frygt og sygelig Ængstelse over den, som gaar alene uden at ledes gjennem Livet af en sikker og kristelig Haand.» – Og han drog Pusten bevæget – og spurgte, idet han omfatted Nettas Haand 190med begge sine. «Vil I ikke lade mig være den, som leder Jer, Jomfru Netta? Vil I lægge Jers Skjæbne i Herrens og i mine Hænder?»

«Ja,» svarte Netta, og nu graat hun af andægtig Rørelse. Et Øieblik streifed der hende vel en Tanke om Even Krumholts Sygdom. Men hvad? Han kunde jo i Sammenligning med Præsten ingenting være for hende! Og hun glemte ham gjerne. Og Præsten slutted hende hjertelig i Armene.

*

Udover Bygden vandred Veibudstikken gaardimellem i Sommervarmen, den der helt kvælende var sat ind en Tid efter Regnskyllene. Og forholdt det sig forunderligvis med den Veibudstikken, som om en busket og urenslig Dyrehale skulde sope efter den, og Sporet, den efterlod, var Sygdom og Sorg.

Men paa Munkejord gik Hollas og gned sig i Hænderne. Ti med Korsveistokken var selve Koleraen ført ind i Bygden.

Og daglig ringte Kirkeklokkerne. Først ringte de for Søren Krumholt, saa ringte de for Even, saa ringte de for En efter En af Folk fra de største Gaardene Bygden rundt – først just for dem, som Veibud havde vært hos, de, som havde staat Hollas aabenlyst imod. Og saa var da Ondskaben brudt ud, den Menneskemagt 191ikke længer kunde stanse. Og Per Aamli, som alt for længe siden havde spaadd Pestilens af Synet, han saa i Skyerne, – blev ihukommet af mange.

Men Hollas lo.

Hollas holdt Lag med Drik og med Spil.

Hei – hos Hollas var Moro!

Og ikke mindst mored Hollas sig selv.

Og Hollas den Onde var blit god med ett:

«Jeg skiller ikke mellem rig og fattig og ikke mellem fornem og simpel,» sagde Hollas, naar han stod i Salen paa Munkejord med sit Krus i Haanden. «Kom til mig, gaa ud og ind i mit Hus, som var det Jer Fars, og jeg skal gi Jer at drikke, saa I blir baade karske og glade. For saare elsker jeg Jer, Venner, Brødre og Søstre!» Og Hollas drak, indtil Kruset stod med Bunden mod Taget. Og Gjæsterne samledes i Ring om ham og gjorde ligedan.

Men Gjæsterne var de mest Forvorpne i Bygden, med stygge Sko og lurende Øine, med Usans for alt skjønt og godt i Verden.

– – –

Hollas, Kirkefyrsten, satte sig ved den lange Bordplade med Træbukkene under og tog et Kortspil i Næven; for Hollas havde mange Spilopper fore.

«Holloi!» skrek han og kasted en Næve Dalere paa Bordet. «Hvem vil med? Den, som faar sort, faar Pesten – den, som faar rødt, faar en Daler!» Og der Hollas holdt Kortstokken 192op, saa det ud, som indeholdt den bare Hjerter og Ruder.

Da stimled Gjæsterne om Bordet. Men Hollas bladde op, og alle Kortene var sorte.

«Nu maa I kjøbe Jer fri,» sagde Hollas og smeldte med Kortene i Bordet. «Hvormeget regner du Livet for, du der?» og han pegte paa Manden ret foran sig.

«Daleren, jeg inte fik.»

«Saa kan du faa prøve igjen,» meldte Hollas. «Holloi – en Daler for Livet dit, Jommen – sort eller rødt?»

«Rødt,» sagde Jommen.

«Der fik du det sorte,» viste Hollas. «Hvor meget regner du Livet dit for nu da?» spurgte han igjen.

«Skindet af en Lus,» svarte Manden.

«Er det ikke mer værdt, kan du ligesaagodt med engang gaa ad Helvede til,» sagde Hollas.

«Træffer jeg Kjendtfolk som Hollas der, blir det vel inte saa værst,» gren Manden.

«Men jeg sidder paa Tronen, mens du ligger i Pølen – det er Forskjellen, ser du.»

«Desbedre,» mente Manden, «jeg har altid hørt, det er bra at holde sig tilvens med Storfolk.»

«Det har du nok Ret i, og du er Mand for mig,» lo Hollas, «derfor skal du ogsaa slippe Pesten. – Og du,» spurgte han den Næste, «hvor høit takserer du Livet dit, du da?

«Det veier jeg i Guld,» haante Manden sig selv.

193«Saa giv mig Guldet,» raabte Hollas, «saa gir jeg dig Livet. Men skulde du alligevel krepere, saa skal du faa Guldet dit igjen!»

«Tak som byr,» sagde Manden, «du faar det inte førend som Efterkrav da!»

«Tror du, jeg gider krangle med slig En som dig,» sagde Hollas. «Nei, da blir ingen Handel af, og hjemme sidder Pesten og venter paa dig.»

«Da gaar jeg inte himat – men tar heller Tjeneste hos Hollas, om han vil.»

«Svært dig i Panden,» befalte Hollas, «saa ved Pesten, du er min Tjener, og tør ikke røre dig.»

Og Manden sværted sig to Horn i Panden.

«Det er bra!» gren Hollas. «Og den som nu faar rødt Kort, skal bli bra af Pesten – og den som faar sort, skal gi en Daler.» Og nu fik de alle røde Kort. – Og Gangen derefter fik de Dalere. Og saa laged han det slig, at de maatte give Dalerne fra sig for Livet. – – – For sligt syntes Hollas var artigt Tidsfordriv – en Spasmaker var Hollas. Og Gjæsterne – forvist trodde de alle, at Hollas raadde over Liv og Død. Men Guds Hjælp, hvad for et Skrik der stod af Hollases Drikkelag i Salen paa Munkejord!

*

Det syntes ogsaa Netta, Myndlingen, nu, at Hollas gik forvidt – slig Tummel der var i Huset hver evige Kveld, slig hun knapt turde 194gaa tvers over Gangen af Frygt for at blive antastet af stygge og drukne Mandfolk – og det nu i Nødens Tid, nu da – som Præsten, hendes Fæstemand, ogsaa havde sagt – ethvert Menneske burde vende sit Sind til Andagt og Bøn. Ja, saa rent forfærdet havde Præsten vært over det, han benævnte Hollases Frafald, Hollas, der dog, saavidt Præstens Forstand, engang havde havt saa redebon en Vilje, havde nu skuffet ham saart. Derfor og fordi hun i det senere var blit gudelig vakt, havde Netta enkelte Gange gaat op til Hollas med Forsæt om at snakke ham tilrette; men altid havde da Hollas overdøvet hende med alskens andet Snak, saa hun ikke engang var kommet tilorde. Og saa tilslut fandt da Netta ud en anden og, som hun trodde, bedre Fremgangsmaade.

– – –

En Morgen efter et af Drikkelagene vaagned derfor Hollas af en Sang nedenfor Vinduerne. Sagtens kjendte han Stemmen. Og saaledes lød Ordene:

«Se, hvor behagelig – fremskinner Naadens Straale. Men det at bedre dig – kan ei Forhaling taale. Maaske din Klokke slaar – idag sit sidste Slag. Nu læges Sjælesaar, nu heder det idag.» – Hør paa Jenten, – tænkte Hollas. – Præsten har lært hende Salmer borti Skogholtet! –

«Idag begynd og spar det ikke til imorgen,» sang Netta videre. «Hvad Morgendagen har 195Advente er forborgen. Forhaling bør ei ske – i saadan vigtig Sag. Nu faar du op at se – nu heder det idag.» Hollas stod op af Sengen, og kom i en ustanselig Skoggerlatter, der han uden at gide kikke ud i Aanden saa Netta, Myndlingen, andægtigen staa og synge sin Formynder Omvendelsesbeslutningen til.

«Et lidet Øieblik – er al vor Levnets Dage,» fortsatte Pigen ufortrødent med høi Stemme for at overdøve Hollases Latter derinde, «den kaade Ungdoms Skik – lad derfor rent tilbage.» –

«Den kaade Ungdoms Skik – lad derfor rent tilbage,» gneldred det da pludselig i derovenfra.

«Betænk dit evig Gavn – og Himlens søde Smag.» –

«Betænk dit evig Gavn – og Himlens søde Smag,» kom det nu fra Hollas med dyb og værdig Bas.

«Mod lidt jordisk Savn» –

«Mod lidt jordisk Savn,» pep det høit oppe i Fistelen.

«Nu heder det idag.»

«Nu heder det idag» – og Slutningsordene lød saa resolut bestemte, at Netta vendte Øinene opad i Haab, at nu havde Gnisten fænget.

Da saa hun grangivelig, at han vinked med noget, som ligned en Hestehov, ud af Vinduet til hende.

*

196Uhyggelige og underlige Pestens Tid! – Fordi alle følte sin Dødsdag nær, fandt alle Livet dobbelt kjært. Saaledes at selv de, der under rolige Forhold ikke kunde øine et Lysglimt i sit Levnet, nu klynged sig til fjerne og usandsynlige Udsyn, – at de, der før havde fornummet Tilværelsen som noget ensfarvet graat i graat, nu saa Fortiden at hvile der bagenfor i helt skinnende Farver – for – hvad i Alverden havde vel deres forrige Bekymringer at betyde mod dette, Dødsrædselen for sig og sine? – Ikke da at tale om dem, der før havde glædet sig ved Livet, de, der var velsignet med en kjær Ægtefælle, friske Børn og saadant mere – ja, ikke at forglemme de, der havde nogen, de paa sin Vis holdt af, nogen, der ofredes Tanker i ledige Timer og Længsler i vaagne Nætter, nogen, der tilbad en Figur paa en Piedestal – sandelig dersom deres Gudsfrygt ikke var saa stærk, at den grænsed til Fatalisme, da skalv de for sit Liv, det fage. Tænkte, de fik iagttage alle de Forsigtighedsregler, som tænkelige var. – –

Og Menneskene slog ihjel sine Katter og skjød sine Hunde, rev ned Kraake- og Skjærerederne i Haven og førte en stille og intens Udryddelseskrig mod alt, der kunde tænkes Smittebærere at være. Og nogen sad den udslagne Dag under Fossefaldene og lod Vandet uafladelig spyle over sig. Nogen stængte sin Port og snakked med Fremmede kun med Vinduet paa Gløtt, og fór sammen som stukket af 197Hveps, naar en Madflue satte sig paa Haanden. – Og iblandt disse, for hvem Livet var blit det skjøreste Porcellæn, gaves der ogsaa nogen, som trodde at skulle forebygge Pestens Angreb paa sin Person ved at følge en bydende og fordringsfuld Stemme indi sig. Som laa selve Pesten legemliggjort og vælted sig paa Dørtærskelen, løfted de ofte Benene høit op, naar de gik i Dørene. Og nogen voved ikke spise Sul, og nogen voved ikke spise Tyndbrød. Nogen gik stadig med Blikket løftet mod Himlen som for at give baade Gud og Næsten en Forestilling om deres evindelige Tillid til den himmelske Naade. Og Nogen gik med Blikket stivt fæstet mod Jorden i Indadvendthed og stille Betragtninger. Nogen gjorde sig Ærender udaf den strakte Vei opover Bakkekneiker eller Fjeldknauser for at hente et Straa, en liden Sten, en tør Kvist eller lignende. Og for deres alles Vedkommende kunde sikkert nok gaaes ud fra, at det var «Stemmen», som havde drevet dem med sit Magtbud mod Pesten.

Mest fik dog de at varetage, de Ulykkelige, som hirte mod den Store Sygdom. Ti mængdevis af ufeilbarlige Husraad var dukket op, de der anvendt i Tide kunde jage Sygdommen paa Dør. Naar saaledes Pesten ikke vilde forlade en Person, fordi han ikke var istand til med en Haarrendesnare at fiske en Loppe udaf et Vandglas, saa kunde det jo nok være, at Pesten tog Flugten bort ifra den Person, som nød et 198Brød bagt af Koens Efterladenskaber og dertil drak et Afkog af Sauebønner og Karve. Og hjalp heller ikke dette, da maatte Pesten være særlig slem, om den ikke veg for Fosfor, skummet med Sølvske af flydende Gjødsel og rystet syv hundred Gange paa en Flaske. –

Alle vise Raad tiltrods, og som om Jordbunden ved alt dette Kvaksalveri just blev særlig skikket, greb dog Sygdommen stadig videre om sig.

*

Det drypped svarlig i Herrens hellige Hus.

Et Par Dages Tid havde Himlen staat og sanket Uveirsskyer sammen, og nu brød Regnet løs en Søndag, netop som Bygdefolket var naadd ind under Kirketaget.

Men Taget maatte være utæt. For et Sted drypped det fra Taget. Og efter at have afsunget Salmerne, hvis selvsamme Numre mange husked at have set der paa Tavlen ogsaa forrige Søndag, blev Menigheden siddende og iagttage Tagdryppet, altimens de vented paa Præsten.

Dryppet slog mod Gulvet i skarpt Smæld, regelmæssig, som udstødt fra en Draapetællermaskine. Oppe ved Alteret havde den kulsorte Altertavle faat hænge – nu hang den der som et Symbol paa Mørket og Frygten, de alle var stedet i. Og i den forgyldte Stol havde Hollas, Kirkeeieren, Kirkefyrsten, taget Sæde, for at kro 199og bryske sig som vanlig. – Mon tro, – var der de, som tænkte, – om det var Straffedom fra Fjoraaret, da Hollas stod malt paa Altertavlen, – at nu Pesten var kommet over Bygden? –

Klokkeren kom frem i Kordøren og bad dem om endrægtigen synge Salmen, der er forordnet at synges i almindelig Nød og Landeplage, endnu engang. Og Salmen blev sunget langsomt tilende. Og atter sad de der og vented, mens Regnet silte nedover Ruderne og Dryppet uafladelig smældte mod Kirkegulvet. Og de saa over mod hinanden, tænkte efter, hvem nu mangled, spored og speided efter Bleghed og Uro i sine Sidemænds Ansigter, klemte sig ofte rædde væk.

Og ingen Præst kom der.

Men Draaperne drypped. Drypped og drypped. De Nærmeste kunde se, hvordan Draapen samled sig deroppe til en blank Glasperle, før den brast og faldt ned paa Gulvet. Og dernede danned sig lidt efter lidt en vaad Flek, stille i Kanterne, urolig i Midtpunktet, der Draapen drypped. – Det er mit Timeglas, – tænkte En. – Kan jeg tælle til syv mellem hver Draape, gaar Pesten forbi mig. – Hvoraf det kommer sig, – tænkte mange, – at det drypper slig tvers gjennem Kirkeloftet og altsammen? – Nei, for ingen af dem vidste om Hullet i Blytækningen, – det som vokste saa sikkert fra Maaned til Maaned under Hollases Meisel.

200Klokkeren kom i Døren og opfordred dem til at synge Landeplagesalmen for tredie Gang. Og lydig slæbte Menigheden sig gjennem den for tredie Gang.

Og atter blev de siddende og høre Draapernes Dryp.

Da saa Klokkeren for fjerde Gang viste sig i Døren, tænkte de trætte, at det ogsaa nu var Salmen, det gjaldt; men der tog de feil – – Klokkeren lyste Messefald. – Om Præsten var blit klein? – Nei, ikke det netop; men han var ræd for at bli det. –

Kanske skrev det sig fra Sløvheden; men Menigheden blev, trods Messefaldslysningen, alligevel ikke særlig forbauset ved pludselig at se en Mand i Samari og Krave komme paa Prækestolen – ja, nærmest blev de glade, fordi de alligevel skulde beskikkes en Præken, slippe at vende hjem slig – at ligne med en Sulten, der vel har faat Lugten, men ikke Smagen af Mad. Nu skulde de da faa nogenslags aandelig Føde. Og de glemte at høre Dryppet fra Taget.

Præsten deroppe havde gnidd sig med Haanden over Ansigtet, idet han kom, saa bøiet Hodet som i dyb Andagt, sænket det ned mod Prækestolens Bogstøtter, – og slig var han blit staaende, beskrivende en krum Bue, og af Hodet saaes kun Issen, der en bar Flek af en Dalers Størrelse skinned hvid og rund mod Haaret.

Og saalunde prækte Præsten ud mellem sine Fingre, langsomt og monotont som en Lægprædikant:

201«Brødre, Søstre! Længe har jeg tænkt og længtet efter at tale med Jer – især i denne Sorgens og Nødens Tid. Jeg vilde nemlig saa gjerne gi Jer den Husvalelse, jeg ved, I alle trænger, den, jeg ogsaa ved, jeg kan gi Jer, – naar I blot sætter Lid til mig og min Gjerning. – Nu! For dog først at ophjælpe denne Jers Tillid, for at gi Jer et Fnug af Forstaaelse af, hvem jeg er, vil jeg fortælle Jer, at jeg i min Ungdom efter at have gjennemgaat en Præsteskole og blit ordinert til Præst, ikke vilde modtage nogen fast Ansættelse, fordi jeg ikke vilde tale uskjønsomt til Menneskene fra Prækestolen, der, I ved, Præsterne staar og kan gi Jer ind, hvad de finder for godt, uden at nogen har Lov til at reise sig og modsige dem! Nei, først vilde jeg fare Verden over for at lære den ganske Menneskehed at kjende. Og som Viljen var, saa blev Gjerningen: Rundt i Verden fór jeg, og Menneskene lærte jeg at kjende – saavelsom ogsaa, at jeg lærte Menneskene at kjende mig – paa det at Gjensidighed kunde opstaa, og den ene ikke føle sig den anden forpligtet. Ja, fordi jeg saaledes har levet iblandt Jer, Brødre, Søstre, og lært Jer saa nøie at kjende, forstaar jeg Jer inderlig. Og ynkes i Sandhed over Jer. Kyrie eleison!» – Præsten sukked tungt ud mellem sine Fingre, og gik nu over til at læse Dagens Tekst. Det var en noget underlig Tekst eller blev vist læst paa en noget underlig Maade, forekom det Menigheden; men 202i sin Slappelse efter udstandne Sjælelidelser magted ingen rigtig at samle Ordenes Mening.

«Værer ikke kloge hos Eder selv,» sagde den krumbøiede Præst, og han tilføied af egen Raad: «Eders Dumhed er der ikke Tale om; for den kan I saa alligevel ikke skjule! – – Betaler ingen ondt med godt, ei heller godt med godt,» fortsatte han. «Betaler da heller ondt med ondt og godt med ondt; ti en saare vanskelig Ting skal det være at strø gloende Kul uden tillige at brænde sig selv! Beflitter Eder paa at gjøre det, som godt er mod mig og dernæst mod Eder selv. Er det muligt, da haver Ufred med alle; og husk: Den som ikke angriber, bliver lettelig selv angreben, og den faar ofte ikke Tid til at dække sin egen Ryg. Hevner Eder gladelig, mine Allerkjæreste. Giv Vreden aldeles Rum, at den kan raade over Eder. Lad Eder ikke overvinde af det gode, men overvind det gode med det onde, – og det onde med det onde, ligervis du, naar din Skog brænder, tænder en Ild, der kjæmper med den første – ligesom I ogsaa nu, da Pesten brænder i Bygden, kun kan fordrive den ved at tænde en Slags Modild.» – – Endnu dybere end før bøied Præsten Hodet, og nogen Øieblikke var der dødsstille i Kirken. Og atter hørtes Draapernes Dryp. Og Præstens Øine glimted mellem Fingrene. – Hvem i Alverden er Præsten? – tænkte nogen; for inderlig godt syntes de igrund at skulle drage Kjendsel paa ham; men 203– saa rart med det, naar en ikke faar Ansigtet at se. Og det holdt han fremdeles over med begge Hænder dannende ligesom en Maske. – Med den ene Finger – med Pegefingeren – pegte han saa pludselig mod Dryppet:

«Se,» sagde han, «Draaperne, som drypper. Jeg ved, I har siddet her og undret Jer over dem – det har vært Jer en Kilde til adskillig Gjætning, hvordan Regnvandet, som I tror, det er, har kunnet dryppe herned i selve Kirken, herned foran selve Alteret. Og enkelte af Jer har endogsaa tænkt at tilfredsstille Nysgjerrigheden ved efter Prækenen at klyve op paa Loftet for at undersøge. Ak! Vantro! Vantro! Kortsynede! Forblændede! Det kan jeg sige, at den, som saa gjør, den blir sørgelig skuffet. For ingenting vil han finde – ingen Aabning ud mod Veiret, ingen Adkomst, der kan tænkes at slippe Regnvand ind paa Loftet, saaledes at det derigjennem kan dryppe ned til Jer i Kirken – – og der vilde blit mørkt i dit Sind, Allerkjæreste, fordi du fandt dig staaende overfor en uforklarlig Gaade, – fordi du saa, at her skede forborgne Ting.» – – Præsten knepped Hænderne endnu tættere om Ansigtet, saa Stemmen kom til at lyde som talt fra en tom Tønde, og indimellem Ordene hørtes en kort Snerr, der vel kunde skrive sig fra en stærk Forkjølelse, men ligegodt fra tilbagetrængt Latter: «Og havde jeg ikke set i Jers Hjerter og forbarmet mig over Jer, da vilde Naaden snarlig 204vordet Jer til Unaade – fordi I ikke forstod Jers Naades Tid.» – Atter pegte Præsten mod Draapernes Dryp:

«Se Draaperne, som drypper – drypper og drypper, lig Timerne, som tælles fra en Almægtigs Haand. Se, Draaperne, som drypper og drypper fra Kirkens Tag paa uforklarlig Vis – det er just Naaden, som idag er blit Jer til Del. – Hvordan? – syns jeg høre dig spørge, og Ansigtet dit stivner stirrende ind i Spørgsmaalet. – Hvordan i Alverden er det nogen Naade for mig, at Draaperne drypper fra Tag til Gulv? – Saa spørger du, Allerkjæreste, fordi du – som jeg sagde dig – ikke kjender din Naades Tid. Draapernes Dryp, er virkelig fra en Almægtigs Haand. Dryppet er et helligt Dryp. Vandet er et helligt Vand. Vandet er et beskyttende Vand. – Mod hvad beskytter det hellige Vand? – hører jeg dig spørge. Ven, Ven, hvor korttænkt du er! Lar en Almægtig det her dryppe med et helligt Vand, et Vand til Synderes Beskyttelse, hvad skulde det vel beskytte imod andet end det, som nu ansees for værst og i Sandhed og er det værste – Pesten. – Mod Pesten? – siger du ved dig selv og ved ikke, om du drømmer eller vaager. – Mod Pesten? Kan da noget paa denne Jord beskytte mod Pesten? – Jo! – siger jeg dig. Jo! det hellige Vand. – Da skjælver du af Glæde, gjennembæves af Fryd: – Hvordan, hvordan? spørger du. – At du skal lade dig døbe i dette det hellige Vand, – 205siger jeg, – og tilbede den Almægtige, som har sendt det, og hans Symboler.» – – Idetsamme gled et Lysstreif ind gjennem Kirken. Præsten saa gjennem sine sprikende Fingre udaf Vinduet mod Himlen, der en klar Plet rundt Solen bebuded Veirets Bedagning, – og fortsatte pludselig med stor Hast. – «Det, jeg sagde, betyr: Gaa hen under Draapernes helbredende og beskyttende Dryp, lad trende Draaper dryppe paa din Pande, trende paa din Isse og trende paa dit Bryst. Bøi dig saa for mig, Præsten, og sig: – Jeg takker og tilbeder dig, Herre, for din Miskundhed imod mig! Som Tegn paa min Taknemlighed lukker jeg dig fra nu af inderlig ind i mit Hjerte, og tager jeg alle her til Vidne paa mit Løfte om at tjene dig hengiven og tro.»

En Stund var der stilt i Kirken. Oppe paa Prækestolen stod den underlige Præst, og de forman hans Øines Glimt ud mellem hans Fingre. Og saa hørte de med engang atter Draapernes Dryp, et for et, langsomt, sikkert, med hvasse Smæld mod Gulvet.

«Skynd Jer,» sagde Præsten, «mens Naadens Tid er inde. Snart er den Almægtiges Taalmod brudt, og det hellige Vand tørker ind. – Skynd Jer!» høined han Stemmen skrikende, der han kasted et Blik ud mod den klare, voksende Plet paa Himlen. «Skynd Jer, mens Draaperne venter – de helbredende og beskyttende Draaper.»

Mens Præsten talte, var der fra og til fart et Rykk og en Uro gjennem Menigheden. Nu 206ved det sidste begyndte Folk langsomt at reise sig, sneg sig En efter En søvngjængeragtig opad Kirkegulvet mod Draapedryppet.

Alt drypped Draapen paa den Førstes Pande og Isse, da Præsten deroppe hvinte som i hidsende Rædsel:

«Skynd paa – skynd paa – Dryppet ophører! Hver er sig selv nærmest – – og hver en Draape beskytter!» – Da skjøv de Nærmeste den Første væk. Og de længere borte trængte paa for at naa nær. Men mens de Nærmeste stritted imod, samtidig som de indbyrdes puffed hinanden væk for at komme under Dryppet, gav de længst borte sig til at skridte over Bænkeraderne. Da fulgte de længere væk med, idet de greb Tag i de Forangaaende og forsøgte at hale dem tilbage. Men de Forangaaende slog i Iveren efter disse andres Hænder, og de Nærmeste, som endnu ikke havde faat af Dryppet, satte Ryg – og alle vilde frem – og ingen vilde gi sig – og før nogen vidste Ord af, blev de fiendtlige, idet enhver kun havde Tanke for sig selv. Da var der de, som begyndte at skjænde og skjælde, og der var de, som tog til at knubbe iblinde. Og saa vokste Ønsket efter det velsignelsesrige Draapedryp jævnt med Forargelsen. Der blev skreket, hvint, og nogen lo, der blev slaat hid og trykket did. Altimens Draapen den drypped – drypped og drypped langsomt ned, med Mellemrum længer for hver. – – Og der blev de, som hylende bad, mens 207de kjæmped vildt som for Livet, – og de, som høilydt anklaged Herren sin Gud. Og oppe fra Prækestolen skrek Præsten, de hørte Ordene uden at fatte dem, sansed langtfra at kaste et Blik didop – havde de saa gjort, vilde de set, at Præsten ikke var dem ukjendt, nu han havde taget Hænderne fra Ansigtet. Med Hodet slængt langt tilbage og Munden vrængende i Bespottelsens Ekstase, hylte han ud over Myldret – og noget af hans Ord blev borte i Skriket, og noget dukked frem at ligne med en Klo fra en Afgrund:

«Leviathan sendte sin Søn paa Jorden, paa det at mange skulle forløses af Godhedens Trældomsaag – – Saa har Leviathan elsket Verden, at han har givet sin – – at de som elske ham, skulle leve et evigt Liv – et Liv uden Pest og Trængsel – – Ære være» – –

– Men paa bagerste Bænk, Bænken for Bygdens Fattigste, havde siddet en Mand, høipandet, afmagret og ældet. Brynenes sammentrukne Bue over de graa, faste Øine saavelsom Kindernes Hulning mod den brede, smallæbede Mund tyded paa et møisomt Liv, et Liv i Savn, men med usvigelig Kraft til at bære og en ligesaa usvigelig Tro og Vished om denne sin dybe Evne.

Fra det Øieblik af, da den frygtelige Præst viste sig paa Prækestolen, og indtil Menigheden afsindig kasted sig i Haug mod Dryppet, havde Manden i Fattigbænken flere Gange reist sig, 208men atter sat sig ned, som tvang han sig dertil, og den hele Tid havde Udtrykket i hans Ansigt tilkjendegivet en eneste stor Modsigelse.

Men mens Folkehoben nu sloges og skjændte dernede paa Gulvet, havde Manden stilfærdig reist sig og gaat Trappen op mod Koret.

Og just som Ordene om Leviathan sprøitedes som Edder udover, stod Manden fra Fattigbænken paa Koret ret overfor Prækestolen, og hans Stemme slog til Lyd som en mægtig Klokke af Malm – det var Herrens Ord fra Bjergprædikenen:

«Vogter Eder for de falske Profeter, som kommer til Eder i Faareklæder, men indvortes er glubende Ulve. Af deres Frugter skulle I kjende dem. Tror I, I kan sanke Vindruer af Torne eller Figen af Tistler. Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter; men et raaddent Træ bærer onde Frugter. Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, og et raaddent Træ kan ikke bære gode Frugter. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. Derfor skulle I kjende dem af deres Frugter.»

«Men intet er skjult, som jo skal aabenbares, og intet hemmeligt, som man jo skal faa at vide.»

«Og jeg siger Eder, mine Venner: Frygter ikke dem, som slaa Legemet ihjel og derefter ikke kunne gjøre mere.»

«Men frygter dem, som haver Magt til, efter at have slaat Legemet ihjel, at kaste Sjælen i Helvede. Ja, jeg siger Eder: Frygter for dem.» 209– Og den mægtige Røsts Ord lagde sig dæmpende over den oprørte Folkehob som Olje over Bølger. Og Manden i Koret fortsatte:

«Frygter ikke for den jordiske Nød, for Pesten slet ikke, Venner; ti den slaar kun Legemet ihjel, og derefter kan den ikke gjøre mere. Men frygter for den, som slaar Sjælen ihjel – den, som falskelig lokker Jer med Jordlivs Draaper for derigjennem at styrte Jer i Fordærvelsens Sjø.» Og den herlige Stemme sænked sig i sorgfuld Bebreidelse:

«Venner, Venner, selve Livet er jo kun en Draapes Dryp – Draapen, som samler sig, brister, falder – mod Jord, hvor alle Draaper før er faldne. Venner, Venner, og saa vilde I, forblindede af Nøds og Sorgs Dage, give Jers Sjæl for Draapens Dryp.» – Alle stirred de op mod Koret, stirred mod ham, som stod der høipandet, afmagret, ældet af Savn og møisomt Liv, med Herrens egne Ord i Munden, med den dybe Forstaaelse af Menneskesorgen i Øiet. De mærked ikke, bekymred sig ikke om, at ingen Draape længer faldt. Stirred. Bare stirred – mod Manden i Koret. Trak sig saa ydmyge nedad Kirkegulvet mod den jernbeslagne Udgangsdør.

Og Draapernes Dryp var virkelig ophørt. Og der skjød Solen en lang og glinsende Straale ind gjennem Kirkens Buevinduer. Og gjennem Kirken toned Røsten:

«Herre, du min Gud, jeg vil ophøie dig, jeg 210vil bekjende dit Navn. Al Jorden skal tilbede for dig og lovsynge for dig, de skulle synge dit Navn. Sela.»

«Herre, du min Gud, jeg vil takke dig, jeg vil glæde og fryde mig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Høieste.»

«Og Herren er den Ringe en Ophøielse, ja, en Ophøielse i Nødens Tider.»

«Og de skulle forlade sig paa dig, de som kjende dit Navn! ti du vender dig ikke bort ifra dem, som søge dig, Herre. Sela.»

– – Da var Præsten forsvundet fra Prækestolen. Men ud af Kirken sammen med Menigheden gik Hollas den Onde, Kirkeeieren, bleg i Ansigtet, som havde Pesten mærket ham, og fra Struben hørtes en Lyd, som gurgled han mod den solklare Luft.

Og inde i Kirken hang den sidste Draape i Taget. Bævred i grønt og blaat i det unge Solskin lig en Opal, den det gir snigende Sorg at bære. – –

Langt ud paa Ettermiddagen løsned den sig fra Kalktaget og faldt med et Smæld mod Gulvet. Men den vaade Flek, som før havde lagt dernede, og som var blit trampet af saamange dødsenstunge, fortvilede Skridt, var tørket forlængst. Og derfor blev Draapen liggende ensom paa Gulvet. Og det glimted ikke i den af Sol. Og den ligned ikke længer nogen farlig Opal. Ligned ikke andet end det, den var – en udglidd Vanddraape, der snart vilde tørke bort. 211Laa dog en liden Stund endnu som et flygtigt Vidnesbyrd om, hvad Mennesker kan forledes til at gjøre, og hvad Menneskers Indbildning kan faa udaf lidt usselt Regnvand, strømmet fra en sort Sky og rundet ned gjennem et Hul i Tagtækningen.

*

Men den, som graver en Grav for andre, skal selv falde i den.

Hollas den Onde, Kirkefyrsten, sad sturen paa Stolmagerværkstedet. Kort forud havde han brækket sig drabelig, – og da han nu godt nok vidste, hvad det i Forening med visse andre Symptomer betydde, maatte vel Hollas, Kirkeeieren, sture. Desuden: Sygdom er Sygdom, og den gjør ingen glad tilmode.

Hollas sad paa en Kasse, sammenkroket, med Hodet ned mod Knærne. Omkring ham stod tomme Vandbøtter, og nedi Vandet, som danned en eneste Pyt af hele Kammersgulvet, laa sønderslagne Stoler, Stoler uden Karm, Stoler uden Ben og Stoler med itubrudte Udskjæringer. Og indimellem Stolerne flød Karmene, Benene og de kunstfærdige Kruseringer. Ti raset havde Hollas i Begyndelsen, baaret sig deroppe i et stort Styr og Slagsmaal. Tjenestefolkene, som han skrek op til sig med Vandspandene, havde ikke turdet komme ind, men satte Spandene udenfor Døren og fór nedover 212Trapperne igjen, som trodde de Pesten lige i Hælene paa sig. Og saa havde Hollas begyndt at tumle deroppe. – – Nei, ingen havde set Folk gaa didop, saa Mennesker kunde det ikke være, heller ikke Dyr, saa – Vorherre og En til alene vidste, hvad det var for et Kompani Hollas sloges med deroppe. Ja, for Slagsmaal var det sagtens, slig det tramped, dængte og ramled hele Stolmagerværkstedet rundt. Tydelig kunde mærkes, som delte de sig i Partier, marscherte frem som Soldater i Geled – tørned saa sammen, saa Gulvplankerne gnissed og gren – – det havde de hørt alle som En af Folkene paa Lytt. Og saa var der blit søkkende stilt med engang, et Øieblik, og derefter en vældig rapende Lyd som af En, der brækked sig. – Jommen! – havde det rigtignok lidt senere raabt ned. – Karolus! – Men selv ikke de to Uvorninger, som ellers havde Ord for hverken at sky Ild eller Vand, havde vært slige, at de turde lyde. –

«Au, au, au,» jamred Hollases Stemme. Da kunde Folkene udenfor, sin Rædsel tiltrods, ikke dy sig for Latteren, at Hollas var slig stelt nu, at han naued sig – han, som aldrig havde havt Medlidenhed med andre. Og Karolus, Staldkaren, voved sig op paa Hoselæsten og kikked i Dørsprækken. Da hørte han, det hosted derinde som en Hest med Kværsill. Men han fik ikke se noget. Nei, ikke det hitterste; for gjennem Dørsprækken saa han bare lukt mod Væggen. 213Men Jammeren hørte han gladelig og uden at behøve holde Haanden bag Øret, og der faldt Ord indiblandt:

«Det er for tidligt, jeg har for meget ugjort endnu – gid Fan havde Korsveistokken.»

– Naa saan – tænkte Karolus og kom til at knirke lidt, – ja jeg har nok ogsaa tænkt no sligt! – I det samme sagde det ganske høit derinde:

«Ja, kom nu En ind til mig da, skulde han faa mine Efterladenskaber som Tak.»

Straks klemte da Karolus Døren op.

«Var det kanske no, I vilde?» spurgte han.

Hollas ikke saameget som løfted paa Øienlaagene ved Staldkarens punktlige Tilsynekomst, saa synderlig overrasket var han nok ikke blit.

«Ja,» sagde han, der han sad sammenhuket og rokked sig paa Kassen, «om du vil kleie mig paa Ryggen.»

– Gode Raad dyre, – tænkte Karolus. – For ikke vil jeg ha Pesten! – Og derfor efter et Øiebliks Betænkning greb han en Fjelstub, som laa der, og klødde sin Herres Ryg med.

«Du var da en farlig haardhændt En,» mumled Hollas og skjæved lidt med Hodet.

«Ja,» svarte Gutten – «jeg er vant med at strigle Hestene.»

«Siden du er saa stærk da,» sagde Hollas saa, «kan du vel med det samme bære mig bort i Sengen ogsaa.»

«Det skulde jeg mer end gjerne,» mente 214Gutten. «Men sandt at sige, har jeg ligesom Mjølk i Armene.»

Da reiste Hollas sig med et Sætt:

«Du er en Tosk,» hvæste han, «der glap Arven ifra dig!» Og dermed sjaged han alene ind af Døren til Sideværelset og trev sig ned i Sengen. Men saa begyndte Jammeren paany:

«Au, au, au!» Og han havde ikke hverken Maade eller Blygsel med slig, han bar sig.

«Jeg skjønte, I var klein,» sagde Gutten, «for Hoppen Ers var spika galen nede i Stalden.»

«Ti still!» skrek Hollas ilsint. «Se efter, at den ikke sliter sig!» Og saa jamred og ynked han sig videre. – –

– Jammeren naadde ogsaa Nettas, Myndlingens, Øre, der hun sad i Kammerset og sydde Buksesæler af Farve og Mønster som de forrige. Dennegang skulde de være til Præsten – Bryllupsbuksesæler skulde det bli.

Netta, Jaalen, følte ikke megen Medynk med den lidende Hollas. Men syntes hun jo, det var ilde, at Pesten nu ogsaa havde slaat sig til der i Gaarden, i hendes, Nettas, Nærhed. Hun maatte jo foreløbig være, der hun var; thi hendes Fæstemand, Præsten, turde ingenlunde bryde med det han kaldte «Velanstændighedens Love» og tage hende til sig, før endnu en anden Præst havde sagt et Ord, selv om han derved fridde hende for Pesten. Der dæmred nok noget i Nettas Hjerne, slig hun sad med Buksesælerne i Fanget og hørte Hollases Pestklage, om at de 215der Velanstændighedslovene var nogen underlige nogen i mange Tilfælde – vel bygget i Fællesskab af Oldinge og Mennesker uden Hjerte eller med raat Hjerte; – men hun slog sig tilro med Dæmringen, bredte billedlig talt et mørkt Klæde over den lig et Menneske, der staar søvndrukken op af sin Seng en Sommermorgen og hænger et Tæppe for Lyset, paa det at han rolig kan sove videre, uforstyrret og i Mørke. – Ti naar Nettas Præst ønsked, at alle Slags ydre Hensyn skulde iagttages, saa var det vel ogsaa det eneste Rette, – tænkte hun, – og naar han ligeoverfor hende i Enrum ikke var til den Grad paa Formerne, saa var vel det ogsaa det eneste Rette. – Og Netta, Myndlingen, der nu havde skiftet Formynder, lod nu som før sin Formynder lede sig og sin Formynder tænke for sig, og lod uden at gjøre sig det klart langt mindre forme det i Ord, nu som før, den bibelske Opfatning af Kvinden som Mandens Ribben skabt til Kvinde for Mandens Kjedsommeligheds og Bekvemmeligheds Skyld, gjælde for Ret. – –

Men der Netta, Myndlingen, længe nok havde hørt sin forhenværende Formynders og hemmelige Husbonds Ynk, grodde der frem en Tanke i hende om noget, der vilde tjene hende til Bedste i Menneskers Øine og ikke mindst i Præstens. Derfor gik hun i sig selv og sagde:

«Netta, Netta, her ligger en Synder paa sit sidste, og du lar ham ligegyldig dø i disse sine Synder, Netta, Netta, er dette en vordende 216Præstekones Vis? Nei, nei, det er ingen sand og værdig Præstekones Vis; for hun bør ligesom sin Fæstemand ikke sky hverken Ild eller Vand eller den pestbesmittede Hule, naar det gjælder en arm Synders Omvendelse.»

Og dermed tog Netta sin Bønnebog i Haanden og kom, efter at have skikket Ilbud til Præsten, ind i Hollases Kammers for at fortsætte det Omvendelsesværk, hun hin Morgen havde begyndt.

Derinde stod Karolus, Staldkaren, med Kirkebøssen, hvis Indhold han havde heldt ud paa Bordet. Idet han blev Netta vâr, vendte han sig om mod hende og tog en Daler i Haanden:

«Hollases Gave til de Fattige,» giepte han, og med en Fnis bretted han Daleren dobbelt.

«Det var jo det, jeg sagde,» kom det mat fra Hollas borti Sengen, «at du er for haardhændt.»

Netta, Myndlingen, satte sig ned paa en Stol i ærbødig Afstand fra Hollas og blev der siddende uden Maal og Mæle, forgjæves tænkende efter, hvordan hun vel skulde fange an. Da vilde Lykken, at Hollas selv kom hende til Undsætning, han vendte Ansigtet, der nu var væmmeligere og styggere end nogengang før, om imod hende og hvæste blinkende:

«Du kan bare sidde stille, Nettagjeita, til du hører Præstefar i Trapperne. Og da kan du stemme op den Visen, du sang udenfor Vinduet mit forleden, den var rigtig baade pen og morsom.»

«Ja,» loved Netta.

217«Ja er et pent Ord,» sagde Hollas indimellem Jammeren, «Vil du gjøre Hollas en sidste Tjeneste, Hollas, som har holdt saa inderlig af dig trods din Utroskab, at si ja til alt, hvad Præsten nu spør dig om! – Og saa ved du vel forresten, at du skal faa Andel i Arven.»

Da fik Netta, Jaalen, glade Taarer i Øinene og loved, hvad Hollas bad hende. – –

Om en Stund kom da, som Hollas havde forudsagt, Præsten i Trapperne, og Netta stemte op den gudelige Sang. Da laa Hollas ganske stille med Næsen i Veiret og stirred op mod Taget.

Præsten blev staaende ved Døren, til sidste Vers var afsunget. Traadte saa frem i Værelset:

«Goddag, Hollas,» sagde han faderlig, «det er nok daarligt nu!»

Men Hollas var ikke den, som svarte.

Præsten gik da over til at udspørge Netta, hvis Haand han i Stilhed trykked bag sin Ryg:

«Har han talt med dig, siden du kom hidind, min Ven – jeg mener, talt med dig om sine Synder?» – Netta saa rapt hen til Hollas, han havde vendt Blikket fra Taget og fæstet det ved hende nu.

«Ja,» svarte Netta.

«Angred han sine Synder? Nei?»

«Ja,» svarte Netta.

«Bekjendte han da kanske ogsaa Guds sande Navn? Nei?»

218«Ja,» svarte Netta.

«Bad han selv om Præsten?»

«Ja.»

«Sandelig,» udbrød Præsten med stor Forbauselse og Andagt, «da vil jeg trøstig lyse Velsignelsen over ham.»

Da fór de alle sammen ved at Hollas lo. Det var en fæl og gemen Latter. Den endte i en Hoste som af en Hest med Kværsill. Og saa laa han atter bumstille, stirrende stivt op i Taget.

«Kjære, hvad var dette?» hvisked Præsten og lagde Armen beskyttende om Nettas Skuldre. Ti Netta, Myndlingen skalv, saa knapt Benene orked bære hende. Og saadan rygged de to langsomt hen mod Døren, og Karolus, Staldkaren, fulgte med, baglængs han ogsaa og hvid i Fjæset som Kalk. Men Hollases Øienlaag havde sænket sig, og indunder dem lurte Blikket rødt og sint frem mod Vinduet. Da saa de mod Vinduet de tre ogsaa. Skimted da tydelig allesammen et langt Hestehode paa Ruden.

«Reisehesten,» gurgled det fra Sengen, «uden Bidsel og Sa’l.» Saa letted han sig op med en sidste Anstrengelse:

«Men tror I derfor, at Hollas er død?» hvæste han. «Nei, Hollas lever evindelig!»

I Danmarks Land bodde en gang en Grevinde, som eied et Skrin fuldt af de deiligste Smykker. Der var Øredobber, Armbaand, Halskjæder, et Diadem og lynende Ringe. Denne sin Skat holdt Grevinden nedlaast i et Jernskab i Væggen, og hvad hun brugte om Dagen af de skjønne Gjenstande, det gjemte hun om Kvelden egenhændig i Jernskabet med de tolv Hængelaaser. For saare elsked Grevinden sine Smykker.

Men der er sagt, at Grevinden ogsaa havde en Tjener, en gløgg og fingernem Fyr, der baade kunde male og skjære Folks Lignelser i Træ.

Og det hændte en Kveld, hun just havde vridd Nøglen om og taget den tolvte Hængelaas fra – for at aabne Jernskabet og lægge sine Smykker ned, at et aller forfærdeligst Utyske kom ind af Døren til hende. Det havde Horn paa Hodet og Bukkeskind over Skuldrene – og strakt mod Gulvet faldt Grevinden i Afmagt.

Og da hun vaagned, var Skrinet med de herlige Smykker forsvundet. Og Tjeneren, den Fingernemme, med. – – –

220– – Langt over Jorden og mangesteds i Verden kan den fare, som har et Skrin med de herligste Smykker at omsætte i klingende Mynt. Og den som ikke anser Midlet, den naar jo saa mangt et Maal. – –

Men hvem hjælper slige? Se, der forenes Udsagnene – hvem anden end han, Balgdrageren!

*

Saa hændte det henved ti Aar efter Hollas den Ondes, Kirkeeierens, legemlige Endeligt, der Præsten kjørte forbi Kirkegaarden en Kveldstund, at han i Maaneskinnet blev vâr to, som sloges deroppe, saa de lange, hvide Klær flagred i Blæsten. Og letvindte var de, disse to, som om de bare skulde have Luft i Knoklerne, slig de hopped om hverandre i de underligste Hop og Sprætt, uden at en Lyd hørtes. –

Men ved det Syn tænkte Præsten, det han tænkte. Og vel kommen hjem sagde han til Netta, Medarvingen til Hollases jordiske Gods med de falske Værdier, Netta, Myndlingen, som nu forlængst havde vandret til Alteret med ham, Præsten, ren i Menneskers nærsynte Øine:

«De kjæmper nok en evig Adelsfeide, de to, Hollas og Krumholten.»

Og det havde vel Præstefar Ret i:

Der udkjæmpes sagtens en evig Feide mellem de to Magter, Bondetræskheden og Djævelskaben 221– Argelist slaas med Bondelist – Ondskab slaas med Fulskab.

Og saa er sagt – om det kanske ogsaa kan tjene som et Bilde paa det ovenstaaende, – at den Dag idag slaas de to adelige Naboer paa Moskog Kirkegaard. Folk, som gaar paa Veien i klare Maanenætter, kan se, hvordan de hopper om hverandre derinde i lange Sætt og Sprang, mens de hvide Klær flagrer i Blæsten. – «Det er Flotherren og Kirkefyrsten,» siger Folk – «som ikke under hinanden Fred i Graven.»

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.