For en halvhundrede Aar tilbage i Tiden var Egeberg ikke saa opryddet og beboet som nu; det var overgroet med Skov og Krat, og fra Byen saa man ikke andre Menneskeboliger der end Egeberggaardens gamle Huse, oppe paa Høiden mod Morgenhimlens Solglands eller foran drivende Skyer, og en liden rød Hytte nede i Bakken paa den venstre Side af Veien, hvor denne svinger opad til Høire mod Egeberggaarden. Den kaldtes Svingen. Paa dette Sted seer man nu en anseeligere Bygning, som er en sommerlig Dandsesalon og et Rekreationssted for de spadserlystne «unge Herskaber», der i de første Sommernætter drage ud «for at høre Gjøgen.»

Her i Svingen i den lille røde Hytte paa den venstre Side af Veien, boede i hiin gamle Tid, jeg taler om, en fattig Kurvkone] kvinne som går med korg og sel småvarer.Kurvkone, som ganske kummerlig slog sig gjennem Verden. En Gang, hun havde været henne for at hente en Vending Vand, sad der en stor, tyk Padde i Stien foran hende.

«Gaa af Veien for mig, saa skal jeg være Jordemoder for dig, naar du kommer i Barselseng,» sagde hun for Spøg til Padden, som strax begyndte at trække sig af Veien, saa raskt det vilde gaae. Nogen Tid efter, da Kurvekonen en Høstaften var kommen hjem fra Byen og sad foran Skorstenen og spandt, kom der en fremmed Mand ind til hende. «Hør du,» sagde han, «Kjærringen min skal snart ligge, hun har ikke længe igjen. Vil du hjælpe hende, naar hun gjør Barsel saa som du har lovet, saa skal det ikke angre dig.» «Aa Gud hjælpe mig saasandt,» sagde Konen, «det kan jeg nok ikke, for jeg forstaaer mig ikke noget paa det.» «Jo, du faaer nok gjøre det, for du har jo lovet hende det,» sagde Manden.

Konen kunde slet ikke erindre, at hun havde lovet Nogen at være Jordemoder, og sagde det til ham; men Manden svarede dertil: «Jo du har lovet det, for den Padden som sad i Veien for dig, da du gik efter Vand, det var Kjærringen min. Vil du hjælpe hende,» vedblev Manden, som hun nu mærkede ikke kunde være nogen anden end Egebergkongen, «saa skal det aldrig angre dig; jeg skal forskylde dig vel for det, men du maa ikke ødsle med Pengene, jeg giver dig, ikke maa du give dem bort, om Nogen beder dig, og ikke maa du tale om det, ja, du maa ikke klunke paa det til noget Menneske engang.» «Nei, kors» – sagde hun – «jeg kan nok tie, og tal bare til mig, naar Konen faaer Ondt, saa faaer jeg hjælpe, saa godt jeg kan.»

Der forløb nogen Tid indtil den samme Mand en Nat kom ind til Kurvekonen og bad hende følge med. Hun stod op; han gik foran og hun efter, og førend hun vidste hvor de vare, eller hvorledes det gik til, var hun inde i Bjerget, hvor Dronningen laa i Sengen og var i Barnsnød. Det var et prægtigt Gemak, og Kurvekonen syntes, hun aldrig havde været noget Sted, hvor det var saa gjildt. Men da de vel vare komne ind, satte Manden sig paa en Stol og kneb Hænderne sammen om sine Knæer] det var vanleg folketru at det ikkje måtte finnast knutar i eit rom der ei kvinne skulle føde. Knuten er eit uttrykk for stengsel, og blir ved analogisk tenking overført til fødselssituasjonen.kneb Hænderne sammen om sine Knæer, og naar Mandfolk sidde saaledes, kan en Barselskone ikke blive forløst; det vidste Kurvkonen meget godt. Derfor prøvede baade hun og Dronningen at give ham mange Erinder og bade ham snart at gaae efter Et, snart efter et Andet, men der han sad, der sad han, og han rørte sig ikke af Pletten. Tilsidst fik Jordemoderen et Indfald. «Nu er hun forløst,» sagde hun til Manden. Forbauset slap han Taget og spurgte hvorledes det gik til. I Øieblikket lagde den kristne Kone sin Haand paa Dronningen, der med det samme blev forløst.

Medens Manden var ude for at faae varmet Vadskevand til Barnet, sagde Barselkonen til Jordemoderen: «Manden min lider dig nok, du, men naar du skal gaae, saa skyder han efter dig ligevel, for han kan ikke bryde Arten; derfor maa du skynde dig at smutte bag Døren, i det samme du gaaer, saa træffer han dig ikke.»

Da Barnet var pyntet, tvætet og klædt, sendte Dronningen hende ud i Kjøkkenet forat hente en Salvekrukke til at smøre dets Øine med. Men et saadant Kjøkken og saadant Kjøkkentøi havde hun aldrig seet Mage til. I Rækkerne vare opstillede de prægtigste Fade og Tallærkener, og under Taget hang der Pander og Kasseroller og Kjedler, Alt af puurt Sølv og saa blankt og glindsende, at det skinnede rundt alle Vægge. Men der kan Ingen tænke hvor forundret hun blev, da hun fik see sin egen Tjenestepige staae der og male Gryn paa en Haandkværn. Hun tog en Sax og klippede, uden at Pigen mærkede det, et Spunds ud af hendes Skjørt, og det gjemte hun.

Da hun var færdig og skulde gaae, erindrede hun vel hvad Barselskonen havde sagt og smuttede bag Døren. Idetsamme skjød Kongen en gloende Sopelime efter hende, saaat Ilden frasede af den.

«Traf jeg dig?» skreg han.

«Aa Nei,» svarede Konen.

«Det var brav,» raabte han.

Solen stod langt ind paa Gulvet, da Kurvkonen kom hjem, men Pigen, som altid klagede over, at hun var mat og havde Ondt over Korsryggen, laa og stønnede og sov endda. Hun vakte hende og spurgte: «Hvor har du været henne i Nat?» «Jeg, Moer?» – sagde Pigen – «jeg har ingensteds været, det jeg veed, uden her i Sengen.» «Ja, da veed jeg det bedre» – vedblev hun – «dette Spundset har jeg klippet ud af Skjørtet dit i Bjerget i Nat; du seer at det passer? Men saaledes er Ungdommen nutildags; i forrige Tider læste Folk sin Aftenbøn og sang sin Aftensalme før de gik tilsengs, at saadant Troldskab ikke skulde have nogen Magt, og jeg skal ogsaa lære dig at tage Vorherre for Øine; for du kan vel begribe, at du maa blive mat og klein og faae Ondt over Ryggen, og at jeg ikke faaer stor Nytte af dig, naar du skal tjene dem om Natten og mig om Dagen.»

Fra den Tid Sælgekonen havde været Jordemoder for Dronningen, fandt hun hver Morgen udenfor sin Dør en Hob med Sølvpenge, og hendes Omstændigheder forbedredes, saa hun snart sad varmt inden Døre. – Men saa hendte det engang, at en meget fattig Kone bar sig ilde og klagede sin Nød for hende. «Aa pyt!» – sagde hun i sit Overmod – «det kan vel ikke være saa farligt; naar jeg bare vilde, var det ingen Sag for mig at hjælpe dig, for den som Noget saaer, han noget faaer, og jeg har nok hjulpet Den, som trækker til mig] den som gir meg pengar. Dei underjordiske hadde evne til å gjere visse menneske rike; det heitte at dei drog til dei, jf. det overnaturlege vesenet dragdokke, som gjorde eigaren rik.Den, som trækker til mig.» Hun hjalp ikke den arme Kone, men fra den Dag af fandt hun heller ikke en Skilling udenfor sin Dør; de Penge, hun havde faaet, vare som blæste bort, og hun maatte atter til at tage Kurven paa Armen og vandre til Byen i Solskin og Regn.

Egebergkongen gik dog ikke altid sin Kones Erinder; undertiden var han ogsaa ude i sine egne og friede til Pigerne fra Byen, som om Søn- og Helligdagene vankede om i Bjergets Krat og Kløfter for at sanke Bær og Blomster. Han viste sig da oftest som en hæslig sammenskrumpet Mand med røde Øine, men naar han ret vilde gjøre Lykke, paatog han sig gjerne Bernt Ankers Skikkelse] Bernt Anker (1746-1805), kjend forretningsmann og skipsreiar i Christiania.Bernt Ankers Skikkelse og optraadte som en smuk lidt gammelagtig Mand med Stjerne paa Brystet. Men dette var kun en omskiftelig Ham; i Virkeligheden var og blev han den gamle, hæslige rødøiede, sammenskrumpede Mand, hvilket noksom gav sig tilkjende i hans ægteskabelige Forhold; thi, saavidt man veed, fik hans Kone bestandig de arrigste og afskyeligste Troldunger med tykke Hoveder, røde Øine og umættelig Graadighed, hvilke Forældrene søgte at blive kvit saa snart som muligt. Og til denne Ende udsendte det værdige Kongepar sine lydige Tjenere og Vasaller, de Underjordiske.

I hiin Tid vare derfor ogsaa de Underjordiske i Egeberg i slemt Udraab, for at de paa Grønland, Enerhougen og især i Gamlebyen, stjal snille og smukke Menneskebørn og lagde slige Byttinger] trollungar som dei underjordiske har lagt att i staden for menneskebarn, som dei har stole.Byttinger istedet; og dette Børnebytterie og Børnetyverie gik endog saa vidt, at de selv ikke kunde overkomme Opamningen; følgelig stjal de ogsaa Ammer, som de i Almindelighed beholdt for bestandig.

En Pige fra Gamlebyen, som de havde indtaget, var imidlertid heldigere. Hun havde et Aarstid været i Bjerget som Amme for et deiligt Menneskebarn, de Underjordiske havde stjaalet, men saa slap hun ud. Om det var ved Klokkeringen, ved at sætte sine Skoe bagvendt eller fordi hun forsnakkede sig eller fandt en Synaal i sin Særk, kan jeg ikke erindre, nok, hun slap ud, og siden fortalte hun i det Uendelige om hvor prægtigt og glandsfuldt det var inde i Egebjerg, om hvor snille Folkene der havde været med hende, om hvor vel de havde snakket med hende for at faae hende til at blive, og hvilken sød Unge det var hun havde opammet. Hver Morgen paalagde de Underjordiske hende at smøre Barnets Øine med en Salve, som hun skulde tage af en Krukke, der hang i Kjøkkenet, men de sagde tillige, hun maatte vogte sig vel for at smøre sine egne dermed. Hvad det skulde være til, kunde hun ikke begribe; thi Barnet havde de deiligste violblaae Øine, Nogen vilde see, og saa tog hun engang, da Konen ei var tilstede, og strøg lidt af Salven over sit høire Øie.

Et halvt Aars Tid efter at hun var kommen fra de Underjordiske, skulde hun ind i Bjerkenbusch’s Krambod] kjøpmann Friderich Bierkenbusk dreiv forretning i dette stroket på 1700-talet (Edvardsen 2007, s. 189)Bjerkenbusch’s Krambod paa Hjørnet af Storgaden og Torvet at kjøbe Noget. Og der stod Konen, som hun havde været Amme hos i Bjerget, ved Disken og stjal Risengryn af Skuffen, og det lod til at Ingen mærkede det eller saa hende.

«God Dag Moer, skal jeg træffe Jer her?» sagde Pigen og hilste paa hende; «hvorledes staaer det til med Barnet?» «Kan du see mig?» spurgte Konen, meget forundret. «Ja, skulde jeg ikke kunne see Jer da?» sagde Pigen. «Hvad er det for et Øie, du seer mig med?» spurgte den Underjordiske. «Bi lidt, det er med det høire,» svarede Pigen, og klippede vexelviis med Øinene. Derpaa spyttede den Underjordiske hende i Øiet, og fra den Tid saa Pigen hverken hende eller nogen Anden dermed; thi hun var og blev for stedse blind paa det høire Øie.

Skjøndt der fremdeles vist ikke er Mangel paa tykhodede Unger paa Grønland og i Gamlebyen, tilskrives dette dog ikke længre de Underjordiske i Egeberg; thi for det Første er Oplysningen steget i den Grad, at man, istedet for at riishye Byttinger tre Thorsdagskvelde] piske, dengje med bjørkeris. Ein tenkte seg at dersom byttingen vart plaga tilstrekkeleg, ville dei underjordiske hente ungen og kome attende med menneskebarnet som dei hadde stole. Denginga fekk større verknad om den vart gjenteken tre gonger og skjedde på torsdagskvelden, som etter folketrua var «ladd» med magisk kraft.riishye Byttinger tre Thorsdagskvelde paa Søpledyngen eller knibe dem i Næsen med en gloende Ildtang, som Skik var i hine Dage, nu lader Moer Torgersen eller en anden Signekjærring] kjerring som driv med signing, magiske hjelperåder mot sjukdom.Signekjærring støbe over Barnet] helle smelta bly i vatn og ut frå dei figurar som kjem fram, stille diagnose og seie kva behandling som skal til.støbe over Barnet for Svek] engelsk sjuke, rakitt.Svek, Troldskab og Fanteri, eller man sender en af Barnets Bleer til Stine Bredvolden] Stine Olsdatter Bredvolden budde på garden Bredvold i Aker og var kjend som klok kone (Edvardsen 2007, s. 188).Stine Bredvolden, der er saa klog, at hun paa denne læser dets Sygdom og Skjæbne, og derefter afgjør over Liv og Død; og for det Andet ere baade Egebergkongen og de Underjordiske flyttede; thi den evindelige Trommen og Skrældskyden, hvorved Militairet i sidste Krig søgte at vække sit Mod, Rumlen af de svære Rust- og Bagagevogne] vogner til å frakte krigs- og anna utstyr.Rust- og Bagagevogne, der dundrende fore paa Veien hen over Egebergkongens Tag og rystede hans Huus, saaat Sølvtøiet skjælvede og dirrede paa Væggene, gjorde ham det for broget.

En Mand mødte ham en Nat i 1814 med mangfoldige Læs af Flytningsgods og en stor Bøling af kollede og brandede Kjør. «Kors hvor skal I hen saa seent, i denne farlige Tiden, med saa meget Flytningsgods og saa stor en Bøling da?» sagde Manden. «Jeg vil flytte til Broer min paa Kongsberg, for jeg kan ikke holde ud denne Skydningen og Dommeneringen,» svarede Egebergkongen, og siden den Tid har han hverken været hørt eller spurgt.