En Gammeldags Juleaften

Vinden peb i de gamle Lønner og Linde ligeoverfor mine Vinduer; Sneen føg ned igjennem Gaden, og Himlen var saa mørkladen som en Decemberhimmel kan være her i Christiania. Mit Humeur var ligesaa mørkt. Det var Juleaften, men det var den første Juleaften, jeg ikke skulde tilbringe ved den hjemlige Arne. For nogen Tid siden var jeg bleven Officier og havde haabet at glæde mine gamle Forældre ved min Nærværelse, havde haabet at vise mig for Hjembygdens Damer i Glands og Herlighed. En Nervefeber] smittsam febersjukdom, tyfus.Nervefeber havde bragt mig paa Hospitalet, som jeg først havde forladt for en Uges Tid siden, og jeg befandt mig nu i den saa meget prisede Rekonvalescenttilstand. Jeg havde skrevet hjem efter Storeborken og min Faders Finmut, men Brevet kunde neppe komme til Dalen førend anden Juledag, og først under Nytaar kunde Hesten ventes hertil. I Byen havde jeg ikke en Kammerat, der interesserede mig eller som interesserede sig for mig, ikke en Familie, jeg kunde hygge mig ved.

De to gamle Jomfruer, jeg logerede hos, vare «godslige og snille,» og havde med megen Omhu taget sig af mig i Begyndelsen af min Sygdom. Men disse Damers Manerer og hele Maade at være paa, var altfor meget af den gamle Verden, og undertiden fortalte de mig med det største Alvor Historier, hvis mangehaande Overnaturligheder og naive Tilsnit, idetmindste for Byens Vedkommende, tilhørte en svunden Tid. Der var i Sandhed noget Korresponderende mellem mine Damer og det Huus, de beboede. Det var en af disse gamle Gaarde i Toldbodgaden, med dybe Vinduer, lange skumle Gange og Trapper, mørke Rum og Lofter, hvor man uvilkaarlig maatte tænke paa Nisser og Spøgeri, kort, netop en saadan Gaard, maaskee det endog var den samme, som Hansen] forfattaren Mauritz Hansen (1794-1842). Forteljinga «Den Gamle med Kysen» vart utgitt i 1828.Hansen har skildret i sin Fortælling: «Den Gamle med Kysen.» – Dertil kom, at deres Bekjentskabskreds var ligesaa indskrænket som deres Tankesfære; thi foruden en gift Søster kom der aldrig andre end et Par kjedelige Madammer. Det eneste Oplivende var en smuk Søsterdatter og nogle muntre, livlige Broderbørn, som jeg altid maatte fortælle Eventyr og Nissehistorier.

Jeg søgte at adsprede mig i min Eensomhed og i mine mismodige Betragtninger ved at see paa alle de travle Mennesker, der travede op og ned ad Gaden i Snefog og Vind med rødblaae Næser og halvlukkede Øine. Det begyndte at more mig at iagttage den Travlhed og det Liv, der herskede over i Apotheket] det såkalla Svaneapoteket, på hjørnet mellom Tollbugata og Kongens gate, oppført i 1662.Apotheket: Døren stod ikke et Øieblik, Tjenestefolk og Bønder strømmede ind og ud, og gave sig til at studere Signaturerne, naar de kom paa Gaden igjen. Dechiffreringen syntes at lykkes for Nogle; men undertiden antydede langvarig Grunden og en betænkelig Rysten paa Hovedet, at Problemet var for svært. Det skumrede; jeg kunde ikke iagttage Ansigterne længer, men stirrede over paa den gamle Bygning. Saaledes som Apotheket da var, stod det med sine rødbrune, teglfarvede Vægge, spidse Gavle og Taarne med Veirhaner og Blyvinduer som et Minde af Bygningskunsten i Fjerde Christians Tider. Kun Svanen var da som nu meget trankvil] roleg, fredeleg.trankvil med Guldring om Halsen, Ridestøvler paa Fødderne og Vingerne udspændte til Flugt. Støi og Børnelatter i Sideværelset og en meget jomfrunalsk Banken paa Døren afbrød mig i de Betragtninger, jeg var i Færd med at anstille over fængslede Fugle.

Paa mit «Kom ind» indtraadte den ældste af mine Værtinder, Jomfru Mette, spurgte til mit Befindende med et gammeldags Knix og bad mig med mange Omsvøb, at tage til Takke hos dem om Aftenen. «De har ikke godt af at sidde saa alene her i Mørket, snille Hr. Løitnant,» tilføiede hun, «vil De ikke komme ind til os med det samme. Gamle Moer Skau og min Broders Smaapiger ere komne; det vil maaskee adsprede Dem lidt; De holder jo saa meget af de glade Børn?»

Jeg fulgte den venlige Indbydelse. Da jeg traadte ind, spredte et Baal, der blussede i en stor fiirkantet Kasse af en Kakkelovn, igjennem den vidtaabnede Ovnsdør, et rødt ustadigt Lys ud i Værelset, der var meget dybt, og møbleret i gammel Stiil med høiryggede Stole, betrukne med forgyldt Ryslæder] russelær, lær som er behandla på russisk måte og innsett med bjørketjøre.Ryslæder, og en af disse Kanappeer] kanapé er ein sofa med form som av samanstilte stolar.Kanappeer, beregnede paa Fiskebeensskjørter] skjørt med korsett laga av fiskebein; slike skjørt tar stor plass.Fiskebeensskjørter og Storksnabelstilling] storksnabel eller pantograf er ein eldre og plasskrevjande teiknemaskin, som vart brukt til å gjengi teikningar i større eller mindre målestokk. Sidan kanapéen har plass til fiskebeinsskjørt og storksnabel, er den svært romsam.Storksnabelstilling. Væggene vare prydede med Oliemalerier, Portraiter af stive Damer med opstrammede Ansigtstræk og pudrede Koiffurer] frisyrar, håroppsetningar.Koiffurer, af Oldenborgere] fyrsteslekt som stammar frå Nord-Tyskland. Det danske kongehuset høyrer til denne slekta.Oldenborgere og andre berømmelige Personer i Pandser og Plade eller røde Kjoler.

«De maae sandelig undskylde, Hr. Løitnant, at vi ikke har tændt Lys endnu,» sagde Jomfru Cecilie, den yngre Søster, der i det daglige Liv almindelig nævnedes Sillemoer, idet hun kom mig i Møde med et Knix, Mage til Søsterens; «men Børnene tumle sig saa gjerne ved Ilden i Skumringen, og Moer Skau hygger sig ogsaa ved en liden Passiar i Ovnskrogen.»

«Passiar mig hid, Passiar mig did, du koser dig selv ved en Faddersladder i Skræddertimen] skumringstimen, da det var for tidleg å kveikje lyset.Skræddertimen, Sillemoer, og saa skal vi have Skylden,» svarede den gamle, asthmatiske Dame, der tituleredes Moer Skau. «Nu se, god Aften, Faer, kom og sæt Dem her og fortæl mig hvorledes det er med Dem; De er minsandten bleven dygtig afpillet,» sagde hun til mig og kneisede over sin egen svampede Trivelighed. Jeg maatte berette mine Fata] min lagnad, kva som hadde skjedd meg.mine Fata og døiede til Gjengjæld en meget lang og detaileret Beretning om hendes Gigt og asthmatiske Plager, der til al Lykke blev afbrudt ved Børnenes larmende Ankomst fra Kjøkkenet, hvor de havde aflagt et Besøg hos det gamle Huusinventarium, Stine.

«Faster, veed du hvad Stine siger, du?» raabte en liden væver, bruunøiet Tingest; «hun siger, at jeg skal være med paa Høloftet i Aften og give Nissen Julegrød] å gi nissen graut julekvelden, er ein gammal skikk. Den har truleg samanheng med trua på at nissen gjennom året hadde drege rikdom til huset, og derfor skulle ha løn for arbeidet.give Nissen Julegrød. Men jeg vil ikke, jeg er ræd for Nissen!» «Aa, det siger Stine blot for at blive Jer kvit; hun tør ikke gaae paa Høloftet i Mørket selv, den Tosse, for hun veed nok, hun engang er bleven skræmt af Nissen,» sagde Jomfru Mette. «Men ville I ikke hilse paa Løitnanten da, Børn?» «Aa nei er det dig, Løitnant – jeg kjendte dig ikke – hvor bleg du er – det er længe siden, jeg saa dig,» raabte Børnene i Munden paa hverandre og flokkede sig om mig. «Nu maa du fortælle os noget Morsomt – det er saa længe siden du fortalte – aa fortæl om Smørbuk – snille dig, fortæl om Smørbuk og Guldtand!»

– Jeg maatte fortælle om Smørbuk og Hunden Guldtand og endda give til Bedste et Par Nissehistorier om Vagernissen og Burenissen, som trak Hø fra hverandre, mødtes med hver sin Høbøl paa Nakken og sloges, saa de bleve borte i en Høsky. Jeg maatte fortælle om Nissen paa Hesselberg, som tirrede Gaardhunden til Manden kastede ham ud over Laavebroen. Børnene klappede i Hænderne og lo. «Det var tilpas til ham det, stygge Nissen,» sagde de, og fordrede Mere.

«Nei nu plage I Løitnanten formeget Børn,» sagde Jomfru Cecilie; «nu fortæller nok Faster Mette en Historie.» «Ja, fortæl, Faster Mette!» var det almindelige Raab. «Jeg veed ikke hvad jeg skal fortælle,» svarede Faster Mette; «men siden vi ere komne til at tale om Nissen, saa skal jeg ogsaa fortælle Lidt om ham. I huske vel gamle Kari Gusdal, Børn, som var her og bagede Fladbrød og Lefse, og som altid havde saa mange Eventyr og Historier at fortælle.» «O ja,» raabte Børnene. «Nu, gamle Kari fortalte, at hun tjente paa Waisenhuset] Christiania Waisenhus, grunnlagt i 1778. Det fanst vaisenhus, oppfostringshus for fattige barn, i fleire norske byar.Waisenhuset her for mange Aar siden. Dengang var det endda mere eensomt og trist, end det nu er paa den Kant af Byen, og det er en mørk og skummel Bygning, det Waisenhuus.

Nu, da Kari var kommen did, skulde hun være Kokke, og hun var en meget flink og fix Pige. En Nat skulde hun staae op og brygge, saa sagde de øvrige Tjenere til hende: «Du maa vogte dig, at du ikke staaer for tidligt op; før Klokken To maa du ikke lægge paa Rosten] roste er knust, vassblanda malt til å lage vørter av. Å legge på rosten vil seie å legge maltet «på det gildreverk av pinner med halm over, som vørteren siles igjennom i rostekaret» (Liestøl 1949 I, s. 238).lægge paa Rosten.» «Hvorfor det?» spurgte hun. «Du veed da vel, at der er en Nisse her, og du kan nok vide, at han ikke vil uroes saa tidlig, og før Klokken To maa du slet ikke have paa Rosten,» sagde de. «Pyt, ikke værre,» sagde Kari, der var meget frisk paa Leveren, som man siger, «jeg har ikke Noget at bestille med Nissen, og kommer han til mig, skal jeg den og den tage mig, nok føise ham paa Døren.»

De Øvrige formanede hende, men nun blev ved Sit, og da Klokken vel kunde være lidt over Eet stod hun op og lagde under Bryggekjedlen og havde paa Rosten. Men hvert Øieblik slukkedes Ilden ud under Kjedlen, og det var ligesom En kastede Brandene ud over Skorstenen, men hvem det var, kunde hun ikke see. Hun tog og samlede Brandene den ene Gang efter den anden, men det gik ikke bedre, og Rosten vilde heller ikke gaae. Tilsidst blev hun kjed af dette, tog en Brand og løb med baade høit og lavt, svingede den og raabte: «Pak dig did du er kommen fra. Hvis du troer, du skal skræmme mig, taer du feil.» «Tvi vorde dig da,» svarede det fra en af de mørkeste Kroge, «jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden] nissen blir her blanda saman med djevelen; dette skjedde gjerne når folk ikkje lenger trudde fullt ut på overnaturlege makter.jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden; jeg tænkte, jeg skulde have den ottende med.» Siden den Tid var der Ingen, som saa eller hørte til Nissen paa Waisenhuset, sagde Kari Gusdal.»

«Jeg bliver ræd, nei du skal fortælle Løitnant; naar du fortæller saa bliver jeg aldrig ræd, for du fortæller saa morsomt,» sagde en af de Smaa. En Anden foreslog, at jeg skulde fortælle om Nissen, som dandsede Halling med Jenten] dette er ei kjend norsk segn. At dans blir brukt som straff mot kvinner som har brote eit forbod eller oppført seg uklokt, er eit utbreidd folkediktingsmotiv.Nissen, som dandsede Halling med Jenten. Det var et Kapitel, jeg meget nødig gik ind paa, da der hørte Sang til. Men da de paa ingen Maade vilde fritage mig, begyndte jeg at hoste og rømme mig for at forberede min overmaade uharmoniske Stemme til at præstere Hallingdandsen, der hørte til, da den omtalte smukke Søsterdatter, til Børnenes Glæde og min Frelse, traadte ind. «Ja nu Børn, nu skal jeg fortælle, hvis I kunne bevæge Kusine Lise til at synge Hallingen for Jer,» sagde jeg, idet hun tog Plads; «thi I ville vel dandse?» Kusinen bestormedes af de Smaa, lovede at udføre Dandsemusiken, og jeg begyndte min Fortælling.

«Det var etsteds – jeg troer næsten det var i Hallingdal – en Jente, som skulde gaae med Flødegrød til Nissen; om det var en Thorsdagskveld eller en Julekveld, det kan jeg ikke huske, men jeg troer nok det var en Julekveld. Nok, hun syntes, det var Synd at give Nissen den gode Mad, spiste saa selv Flødegrøden –, drak Fedtet paa Kjøbet og gik paa Laaven med Havremeelsgrød og suur Melk i et Grisetrug. – «Der har du Truget dit, Styggen!» sagde hun. Men hun havde ikke sagt det, førend Nissen kom farende og tog hende og begyndte en Dands med hende; det holdt han paa med til hun laa og gispede, og da der kom Folk paa Laaven om Morgenen, var hun mere død end levende. Men saalænge som han dandsede, sang han: – her var mine Vices] min innsats, mi rolle.mine Vices ude; Jomfru Lise overtog Nissepartiet og sang i Hallingtakt:

«Aa du har iti op Grauten for Tomten du!
Aa du skal faae dandse med Tomten du:

Aa har du iti op Grauten for Tomten du,
Saa skal du faae dandse med Tomten du!»

Hertil bidrog jeg ved at trampe Takten med begge Fødder, medens Børnene med Støi og Jubel i de mest overgivne Spring tumlede sig mellem hverandre paa Gulvet. «Jeg troer, I sætte Stuen paa Taget med detsamme Børn; I støie, saa det værker i mit Hoved,» sagde gamle Moder Skau. «Vær nu rolig lidt, saa skal jeg fortælle Jer nogle Historier.» Det blev stille i Stuen og Madammen intimerede] byrja, sette i gang.intimerede:

«Folk de fortæller nu saa meget om Nisser og Huldre og Sligt, men jeg troer ikke Stort af det. Jeg har hverken seet Huldren eller Nissen – jeg har nu ikke været vidt i mit Liv heller, – og jeg troer det er Snak; men gamle Stine ude, hun fortæller, hun har seet Nissen. Da jeg gik til Præsten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en gammel Skipper, som havde holdt op at fare. Der var det saa stille og roligt; de vare aldrig hos Nogen, og aldrig kom der Nogen til dem, og Skipperen var aldrig længer end nede paa Bryggen. Altid gik de tidlig tilsengs, og det var en Nisse der, sagde de. «Men saa var det engang,» sagde Stine, «som Kokken og jeg, vi sadde oppe en Aften i Pigekammeret og skulde stelle vort Tøi istand, og det led til Sengetid, for Vægteren havde alt raabt Ti. Det vilde ikke gaae med Syningen og Stopningen, for hvert Øieblik kom John Blund, og ret som det var, saa nikkede jeg, og ret som det var, saa nikkede hun, for vi havde været tidligt oppe og vadsket om Morgenen.

Men som vi sad saaledes, saa hørte vi et forfærdeligt Rabalder ude i Kjøkkenet,» sagde hun, «det var ligesom En slog alle Tallerknerne sammen og kastede dem paa Gulvet. Vi fore op i Forskrækkelse,» sagde hun, «og jeg skreg: «Gud trøste og hjælpe os, det er Nissen,» og jeg var saa ræd, at jeg ikke turde sætte en Fod i Kjøkkenet. Kokken var nok fælen hun ogsaa; men hun skjød Hjertet op i Livet, og da hun kom ud i Kjøkkenet, laae alle Tallerknerne paa Gulvet, men ikke een af dem var itu, og Nissen stod i Døren med rød Hue paa og lo saa inderlig godt. Men nu havde hun hørt sige, at Nissen iblandt skulde lade sig narre til at flytte, naar En bad ham om det, og sagde at det var roligt for ham paa et andet Sted, og saa havde hun længe spekuleret paa at gjøre ham et Puds,» sagde hun «og saa sagde hun til ham det – hun skjalv lidt i Mælet – at han skulde flytte over til Kobberslagerens tværs over Gaden, der var det mere stille og roligt, for der gik de tilsengs Klokken ni hver Aften. Det var sandt nok ogsaa,» sagde hun til mig, «men du veed nok,» sagde hun, «at Mesteren arbeidede og var oppe med alle, baade Svende og Drenge, og hamrede og støiede fra Klokken tre om Morgenen hele Dagen.

Siden den Dag,» sagde hun, «saae vi ikke mere til Nissen over hos Skipperen. Men hos Kobberslageren led han sig nok godt, endda de hamrede og bankede hele Dagen, for Folk sagde, at Konen der satte Grød paa Loftet til ham hver Thorsdagsaften, og da kan En ikke undres over, at de bleve rige heller, for Nissen gik vel og trak til dem,» sagde Stine, og det er sandt, de toge sig op og bleve rige Folk, men om det var Nissen som hjalp dem, skal jeg ikke kunne sige,» tilføiede Moer Skau, og hostede og rømmede sig efter Anstrængelsen med denne for henne usædvanlig lange Fortælling.

Da hun havde taget sig en Priis Tobak, kviknede hun og begyndte paa en Frisk: «Min Moer, det var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som er passeret her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den veed jeg er sand, for der kom aldrig et usandt Ord i hendes Mund.» «Lad os dog faae høre den Madam Skau,» sagde jeg. «Fortæl, fortæl, Moer Skau,» raabte Børnene.

Madammen hostede lidt, tog sig atter en Priis, og begyndte: «Da min Moer endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hed – ja hvad hed hun nu da? Madam – nei jeg kan ikke komme paa det – men det kan være det samme ogsaa, hun boede oppe i Møllergaden og var en Kone, noget over sin bedste Alder. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaae i Fropræken om Julemorgenen, for hun var flittig til at gaae i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, for at hun kunde faae sig lidt varmt Drikke før hun gik ud. Da hun vaagnede, skinnede Maanen ind paa Gulvet, men da hun stod op og skulde see paa Klokken, var den gaaet istaa, og Viseren stod paa halv Tolv. Hun vidste ikke, hvad Tiden var paa Natten, men saa gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende koge Kaffe, medens hun selv klædte paa sig, tog Psalmebogen og gik i Kirken. Det var saa stille paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien.

Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde, men da hun saa sig om, syntes hun, Folkene saae saa blege og underlige ud] segna om dei døde som held gudsteneste, finst i fleire norske former, og er elles utbreidd over heile Europa. Den eldste oppteikninga er gjort av krønikeskrivaren Gregor av Tours, kring 600 e. Kr.Folkene saae saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde Allesammen. Der var Ingen, hun kjendte, men der var Mange, hun syntes, hun skulde have seet før, men hun kunde ikke erindre, hvor hun havde seet dem. Da Præsten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes, hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støi og Hosten og Harken som det pleier være ved Fropræken om Julemorgen, men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.

Da de begyndte at synge igjen, bøiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: «Kast Kaaben løst om dig og gaa, for bier du til det er forbi her, saa gjør de Ende paa dig. Det er de Døde som holde Gudstjeneste.»

«Uf, jeg bliver ræd, jeg bliver ræd, Moer Skau,» suttrede en af de Smaa, og krøb op paa en Stol. «Tys, tys Barn, hun slipper godt fra det; nu skal Du bare høre,» sagde Moer Skau. «Men Enken blev ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, erindrede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og mange af Menigheden, og at de vare døde for lang Tid siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig og gik; men da syntes hun, de vendte sig og greb efter hende Allesammen, og Benene skjælvede under hende, saa hun nær var styrtet om paa Gulvet. Da hun kom paa Kirketrappen, tog de hende i Kaaben; hun slap Taget, lod dem beholde den og skyndte sig hjem saa fort hun kunde.

Da hun stod ved Døren, slog Klokken Eet, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød af Forskrækkelse. Om Morgenen da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen, men den var reven i tusinde Stykker. Min Moder – hun havde seet den mange Gange før, og jeg troer at hun havde seet et af Stykkerne ogsaa – men det er nu det samme, det var en kort, lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds-Foer og Kanter, slig en som var i Brug i min Barndom endda. Nu er det rart at see en saadan, men der er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg seer i Kirken med saadanne Kaaber i Julehelgen.»

Børnene, der under den sidste Deel af Fortællingen havde yttret megen Frygt og Ængstelse, sagde, at de ikke vilde høre flere slige fæle Historier. De vare krøbne op i Kanapeen og paa Stolene, og sagde, at de syntes der sad En og tog efter dem under Bordet. Idetsamme bragtes der Lys i gamle Armestager, og man opdagede med Latter, at Børnene af Frygt sad med Benene paa Bordet. Lysene, Julekage, Syltetøi, Bakkelse og Viin forjagede Spøgelsehistorier og Frygt, oplivede Gemytterne, opmuntrede Samtalen og førte den over til Næsten og Dagens Emner. Endelig gave Risengrøden og Ribbeenstegen Tankerne en Retning mod det Substantielle, og man skiltes tidligt fra hverandre med Ønsker om en glædelig Juul.

Men jeg havde en meget urolig Nat. Jeg veed ikke om det var Fortællingerne, den nydte stærke Kost, min Svaghedstilstand, eller disse tre Momenter tilsammen, der foraarsagede det; jeg kastede mig urolig hid og did og var midt inde i Nisse- og Huldre- og Spøgelsehistorier den hele Nat. Tilsidst foer jeg til Kirken med Dumbjelder gjennem Luften. Kirken var oplyst, og da jeg kom ind, var det Kirken hjemme i Dalen. Der var ikke Andre at see end Døler med røde Huer, Soldater i fuld Puds og Bondejenter med Skaut og røde Kinder. Præsten stod paa Prækestolen; det var min Bedstefader, der var død, da jeg var en liden Dreng. Men som han var bedst inde i sin Præken, gjorde han et Saltomortale – han var bekjendt som en rask Fyr – midt ned i Kirken, saaat Samarien foer paa en Kant og Kraven paa en anden. «Der ligger Præsten, og her er jeg,» sagde han med et bekjendt Udtryk af ham, «og lad os nu faae en Springdands.»

Øieblikkelig tumlede hele Menigheden sig i den vildeste Dands, og en stor lang Døl kom hen og tog mig i Skulderen og sagde: «Du maa være med, Kar.» Min Forbauselse kjendte ingen Grændser da jeg i detsamme vaagnede, og følte Taget i min Skulder, og saa Drømmebilledets Kontrafei] portrettet, den verkelege personen bak draumebildet.Drømmebilledets Kontrafei lude sig over min Seng med Dølehuen ned over Ørene, en Finmut paa Armen, og et Par store klare Øine stift heftede paa mig. «Du drømmer vist, Kar,» sagde han i Hjembygdens kraftige Dialekt; «Sveden staaer paa Panden din, og du sover tungere end en Bjørn i Hiet. Vaagn op nu! Guds Fred og glædelige Juul siger jeg fra Faer din og dem i Dalen. Her er Brev fra Skriveren, og Finmutten hans, og Storborken staaer i Gaarden.»

«Men i Guds Navn er det dig, Thor?» – Det var min Faders Husbondskarl, en prægtig Døl – «hvorledes i al Verden er du kommen hid nu?» raabte jeg glad. «Jo det skal jeg sige dig,» svarede Thor, «jeg kom med Borken, men ellers saa var jeg med Skriveren ude paa Næs, og saa sagde han, «Thor sagde han, nu er det ikke langt til Byen, du faaer tage Borken og reise ind og see til Løtnan, og er han rask, og kan han være med, saa skal du tage ham med,» sagde han.»

Da vi fore fra Byen var det tindrende klart; vi havde det prægtigste Føre. Borken langede ud med sine gamle, raske Been, og en saadan Juul, som jeg feirede dengang, har jeg aldrig feiret hverken før eller siden.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)