Mikkel Ræv var ringet og skudt; hans Gravøl blev drukket hos Lensmanden og feiret med en Polskpas] polskpass; kortspel med 24 kort, frå essa til og med niarane.Polskpas om Aftenen. I Betragtning af Dagens Møie, den høstede Hæder og de tre Fjerdinger, jeg havde hjem, fik vi Orlov at drage hver til Sit Klokken lidt over Elleve, hvorhos Lensmanden tilbød mig Hest. Det var et Tilbud, al Ære værd, men da Kjøreveien var dobbelt saa lang, foretrak jeg at gaae som jeg var kommen, lige til, og paa Ski. Med Rævekadavret og Bøssen paa Nakken, og med Skistaven i Haanden, gled jeg afsted. Skiføret var ypperligt: det havde været Solskin om Dagen, og Aftenkulden havde lagt Skarre paa den dybe Sne; Maanen stod blank paa Himmelen, og Stjernerne tindrede. Hvad kunde jeg forlange mere? Det gik strygende henover Sletterne, nedover Bakkerne og gjennem Lundene med de søileranke Birker, hvis Kroner dannede luftige, tindrende Sølvmorskupler] kuplar av sølvmor, silketøy med innvovne sølvtrådar.Sølvmorskupler, under hvilke Uglerne sad og fortalte rædsomme Historier ud i den stille Nat. Haren skreg Hutetutuhu over Februarkulden og den fæle Uglesnak; Ræven var ude paa forlibte Eventyr, skjændtes med sine Rivaler og udstødte haanende Skrig.
Jeg maatte gaae ved Siden af Bygdeveien et Stykke; her kom der en Finmutkarl] mann med finnmut, pels av reinsdyrskinn.Finmutkarl i Smalslæde efter mig. Da han af Bøssen og Trofæen, jeg bar, kunde see jeg var Jæger, gav han sig i Tale med mig, og sagde, at hvis jeg skyndte mig nedover til Elven, vilde jeg vist kunne træffe paa en Graabeenflok; thi da han kom op paa Bakkerne ved Sundet, strøg den op efter Isen. Med Tak for Underretningen, ilede jeg afsted og kom frem paa en Pynt. Et Granholt strakte sig herfra lige ned til Elven og hindrede den frie Udsigt til denne. Ulvene saa jeg ikke.
Jeg lod det imidlertid staae til udover; det gik susende i Skyggen af Granholtet, og Orekrattet daskede mig om Ørene; men under den piilsnare Fart var det ikke muligt at skjelne nogen Gjenstand, og før jeg havde nogen Anelse derom, tørnede jeg voldsomt mod en Stubbe, brækkede den ene Ski og laa hovedkulds begraven i Sneen. Da jeg skulde reise mig, smertede min ene Fod, saa jeg neppe kunde træde paa den; jeg maatte kravle om paa Knæerne en Stund og fandt endelig Bøssen igjen under Sneen med begge Piberne fuldstoppede. Neppe havde jeg lagt mig i Baghold nede ved Bredden af Elven, før Ulveflokken kom luntende op ad den; der var fem i Alt. Jeg ventede dem med Jægerens Utaalmodighed; paa fyrgetyve] førti.fyrgetyve Skridt lagde jeg til Øiet og trykkede løs, først det ene Løb – det klikkede – saa det andet; det brændte for] fengkruttet brann opp utan å tenne ladninga.det brændte for, saa at Skuddet først gik af, da Ulvene med Halen lige ud strøge afsted i fuldt Fiirspring; og Rendekuglerne] rennekulene, kuler som ikkje heilt fyller geværløpet, og som det kan brukast fleire av samstundes.Rendekuglerne sloge i Grantoppene paa den anden Side af Elven.
Ærgerlig reiste jeg mig, Foden smertede endnu heftigere, og med Bøssen som Støttestav slæbte jeg mig ud paa Elven for at see, hvor jeg egentlig var. Til min Glæde svævede der en Røgsøile over Trætoppene paa den anden Side, og jeg saa et Tag mellem Granerne; jeg kjendte mig igjen: det var Tuppenhaug, en Plads under Gaarden, hvor jeg var] Nedre Fjeldstad i Gjerdrum.Gaarden, hvor jeg var. Med usigelig Møie kravlede jeg op ad den bratte, over et Par hundrede Skridt lange Bakke, men havde ogsaa den Tilfredsstillelse at see Skinnet af et dygtigt Baal fra Skorstenen lyse ud gjennem Vinduet. Jeg hinkede frem til Døren, lettede paa Klinken, og gik ind som jeg var, aldeles overpuddret af Snee.
«Kors, i Jesu Christi Navn hvem er det da?» sagde Gamle Berthe forskrækket, og slap et Spegelaar, hun sad og snittede i, paa Peiskrakken. «God Aften, bliv ikke bange; du kjender vel mig Berthe?» sagde jeg. «Aa, er det Studenten, som er saa seent ude; jeg blev rigtig ganske fælen; han er saa hvid af Snee og det er alt Midnatstider,» vedblev gamle Berthe Tuppenhaug] Berthe Tuppenhaug (1764-1840) var frå Gran på Hadeland.gamle Berthe Tuppenhaug og reiste sig. Jeg fortalte mit Uheld og bad hende at vække en af Gutungerne og sende ham op til Gaarden efter Hest.
«Ja, er det ikke som jeg siger, at Graabeen hevner] det var vanleg folketru at ulven hemnde seg dersom den vart jaga eller jakta på.Graabeen hevner?» mumlede hun ved sig selv. «De vilde ikke troe det, da de gjorde Mandgard efter den og han Peer brød Benet forrige Aaret; nu kan han see; jo Gud den hevner da!» «Aa ja,» sagde hun, og gik hen til Sengen i Krogen, hvor Familien laa, snorkende i Chor, «de har nu kjørt Tømmer fra Elven i disse Dage, Nordigaarden, saa det er fremkommeligt over Engene. Vesleola, staa op, du skal efter Hest til Studenten! Vesleola da!»
«Haa?» sagde Vesleola igjennem Næsen, og vendte sig til Væggen, ikke uden Uleilighed for og Konflikt med de kaotiske Masser i Sengen. Han havde et altfor godt Sovehjerte til at lade sig anfegte af saa Lidet, og der hengik en heel Evighed af Øiengnidning og Gisp og Gab og forkerte Spørgsmaal, inden han kom i Buxer og Trøie, og inden han begreb hvad der egentlig var paa Færde og hvad han skulde gjøre. Løftet om en Drikkeskilling syntes imidlertid at befordre hans Begrebers Opklaring, og bortmanede selv Frygten for at gaae forbi Birken, som Ole Askerudsbraaten havde hængt sig i. Under Forhandlingerne mellem den hvidhaarede Vesleola og Gamle-Berthe, gjorde jeg mig bekjendt med Stuens Inventarium af Væve, Rokke, Kubbestole, Limer, Bøtter og halvfærdige Øxeskafter, med Hønsene paa Vaglen bag Døren, med den gamle Musket under Taget, og Slindene] tverrstengene mellom langveggane på huset, oppe under taket. Desse vart brukte til å henge klede og andre ting på.Slindene, der sukkede under en Byrde af dampende Strømper, og tusind andre Ting, som det ikke er Umagen værd at specificere.
Da Gutten endelig var kommen afsted, satte Berthe sig hen paa Skorsteenskanten. Hun var helligdagspyntet, det vil sige, hun var iført den Dragt, som var brugelig blandt gamle Folk i hendes Hjembygd, Hadeland, hvorfra hun var kommen over, da hun koloniserede sig] slo seg ned.koloniserede sig paa Rommerige: en blaa Trøie, besat med vævede Baand, sort, foldet Stak, Hue med Skru] lue med brem. Hue med Skru og Nakketufse] silkeband som heng nedover ryggen.Nakketufse. Skarpe, bevægelige Øine i Forbindelse med skjæve Øienspalter, fremstaaende Kindbeen, en bred Næse og guulbruun Teint gave Berthes Ansigt et fremmed, et asiatisk, et næsten hexeagtigt Udtryk, og det var da heller ikke at undres over; thi hun var den første Signekjærring paa lang Led.
Jeg undrede mig over, at hun endnu var oppe, og spurgte om hun ventede Fremmede, siden hun havde Kisteklæderne paa. «Nei, det gjør jeg nok ikke,» svarede hun, «men jeg skal sige Studenten det, at jeg har været oppe i Ullensogn og maalt en Kjærring for Mosot] å måle ville seie å måle avstanden frå isse til fotsole, og frå fingerspiss til fingerspiss, når mennesket stod med utstrekte armar. Dersom dei to måla ikkje var like – som dei skulle vere – var mennesket sjukt. Den som hadde mosott, kjende seg veik og kraftlaus.maalt en Kjærring for Mosot; og derfra blev jeg hentet til en Unge, som havde Svek, og den Ungen maatte jeg støbe over først; og ret nu for lidt siden kom jeg hjem, endda de kjørte mig, lige til Gjæstgiveren.» «Men naar jeg ret betænker det, saa kan du vist ogsaa gjøre aat] gjere frisk, lækje med magiske kunster.gjøre aat for Vred] vriding, forstuingVred, Berthe?» sagde jeg saa alvorlig som muligt. «Aa ja, jeg kan nok gjøre aat for Vred; for Siri Nordigaarden, hun blev da ikke brav, førend jeg kom, endda baade Doktoren og Moer Nedigaarden kulkede med Benet hendes,» sagde hun med et fuult Træk om Munden; «og hvis Studenten troer paa det,» vedblev hun med et tvivlsomt Blik, «saa kunde det nok ikke skade at læse i en Taar Brændeviin og have paa.»
«Læs du over Brændevinet og kom med det, det vil sikkert gjøre godt,» sagde jeg, for muligens at blive indviet i en eller anden af Signekunstens Hemmeligheder. Berthe hentede en undersætsig, blaa Lærke og et Brændeviinsglas med Træfod henne i det blommede Skab, skjænkede Akvaviten i, satte det ved Siden af sig paa Skorstenen, knappede Snesokken op og hjalp mig Skoen af. Saa begyndte hun at korse og hviske ned i Brændevinet; men da hun selv var temmelig døv, akkomoderede hun ikke sin Stemme efter mine fine Høreorganer, og følgelig hørte jeg den hele Formular] Berthe nyttar ein variant av eit trolldomsvers som er kjent i fleire land, den såkalla Merseburger-formelen (Liestøl 1949 I, s. 215-216).den hele Formular.
«Jeg red mig engang igjennem et Led,
Saa fik min sorte Fole Vred;
Saa satte jeg Kjød mod Kjød og Blod mod Blod,
Saa blev min sorte Fole God.»
Nu tabte hendes Stemme sig i en utydelig Hvisken. Enden paa Visen var et gjentaget «Tvi!» som udsendtes mod alle Verdens Hjørner. Under Besværgelsens Hede havde hun reist sig; nu satte hun sig igjen paa Skorsteenskanten. Den kolde Spiritus, som hun udgjød over min hede, hovnende Fod, bragte en behagelig Svalning. «Jeg synes alt det hjælper, Berthe!» sagde jeg; «men sig mig, hvad var det dog egentlig for Noget, du læste i Brændevinet?» «Nei, om jeg det tør sige, for han kunde gjerne sladdre paa mig baade til Præsten og til Doktoren,» sagde hun med et polidsk Griin, der skulde antyde, at hun ikke brød sig stort om Nogen af dem; «og den, som lærte mig det,» vedblev hun, «ham maatte jeg love, jeg aldrig skulde lære det til noget christent Menneske, uden mit eget Blod, og det har jeg svoret paa saa stygt, at Gud lade mig aldrig komme til at sværge saa stygt.»
«Saa kan det jo ikke nytte at spørge derom, Berthe,» sagde jeg; «men det er vel ingen Hemmelighed, hvem du har lært den Kunst af, det var vel en dygtig Signekal?» «Ja, det kan han troe; det var rigtig Signekal, det: det var han Moerbroer Mads i Hurdalen,» svarede hun. «Han kunde baade signe og maale og gjøre aat for Vred og Værk og stemme Blod og støbe og vise igjen, og det var ikke frit for at han kunde trolde lidt og gjøre Ondt ogsaa. Han har lært mig op. Men saa klog, han var, saa kunde han ikke hytte sig selv for Troldskab ligevel!»
«Hvorledes? Blev der da troldet paa ham? Blev han forgjort?» spurgte jeg. «Nei, det blev han nok ikke,» svarede Berthe. «Men det hendte ham Noget, og siden var han rigtig som spyttet paa; ja han var huldrin i lange Tider. Studenten troer nu vel ikke, det er sandt,» sagde hun med et forskende Øiekast; «men det var Moerbroer min, og jeg har hørt, han har fortalt det og svoret paa, det var sandt, over hundrede Gange.»
«Moerbroer Mads han boede paa Knae i Hurdalen. Han var ofte ude i Fjeldet og hug Ved og Tømmer, og naar han var ude, saa havde han altid for Skik at ligge der ogsaa; han byggede sig en Barhytte, gjorde op en Nying foran, og der laa han og sov om Natten. Engang var han saaledes ude i Skoven, han og To til; ret som han havde hugget ned en svær Stok, og sad og hvilede sig lidt, saa kom der et Garnnøste trillende] det var vanleg folketru at dei underjordiske kunne vise seg som garnnøste.saa kom der et Garnnøste trillende ned over en flad Bjerghelle lige frem til Fødderne hans. Han syntes, det var underlig, det; ikke turde han tage det op heller, og det havde nok været godt for ham, om han aldrig havde gjort det. Men dermed saa han op, for han vilde see, hvor det kom fra. Jo, oppe paa Bjerget sad der en Jomfru og syede, og hun var saa deilig og saa fiin, at det skinnede af hende.
«Tag hid det Garnnøstet, Du,» sagde hun. Ja, han gjorde saa, og han blev staaende der længe og saa paa hende, og han kunde slet ikke blive kjed af at see, saa deilig syntes han, hun var. Tilsidst maatte han da tage Øxen og til at hugge igjen; og da han havde hugget en Stund, og han saa skottede derop, var hun borte. Han tænkte paa dette hele Dagen; han syntes, det var rart, og han vidste ikke hvad han skulde mene om det. Men saa om Kvelden, da de skulde lægge sig, han og Kammeraterne, vilde han endelig ligge imellem; men det hjalp ikke stort, skal jeg troe, for da det led paa Natten, saa kom hun og tog ham, og han maatte følge med, enten han vilde eller ikke.
Saa kom de ind i Fjeldet, og der var Alting saa gjildt, at han aldrig havde seet saa gjildt før, og han kunde aldrig fuldt faae sagt, hvor gjildt det var. Der var han hos hende i tre Døgn. Da det led lidt ud paa den tredie Natten, vaagnede han, og da laa han mellem Kammeraterne sine igjen. De troede, han var gaaet hjem efter mere Niste, og det sagde han til dem, han havde gjort ogsaa. Men han var ikke rigtig siden; ret som han sad, saa gjorde han nogle Sprang og fløi afsted; han var huldrin, skal jeg sige.
Men saa var det en god Stund bagefter, han holdt paa at kløve Gjærdefang oppe i Marken. Just som han stod og havde drevet en Kile ind i en Stok, saa at der var en Spræk langs efter den, saa han Kjærringen sin komme med Middagsmad til ham; det var Rømmegrød, og den som fed var, og dertil kom hun med den i et Spand saa blankt, at det skinnende som Sølv. Hun satte sig ned paa Stokken, medens han lagde Øxen fra sig og satte sig paa en Stubbe tæt ved; men i det samme saa han, at hun puttede en lang Korumpe ned i Sprækken. Nu kan En nok vide det, at han ikke rørte Maden; men han sad og leede og leede, til han fik Kilen ud, saa Stokken kneb til og Rumpen sad i Klemme, og saa skrev han Jesu Navn paa Spandet. Men da kan det vel hende, hun fik Fødder: hun foer op saa bradt, at Halen røg tvers af og blev siddende igjen i Stokken, og væk var hun; han saa ikke hvor det blev af hende. Spandet og Maden, det var ikke andet end en Barkeskrukke med noget Komøg i. Siden turde han næsten aldrig gaae ud i Skoven, for han var bange, hun skulde hævne.
Men en fire fem Aar derefter, saa var der blevet en Hest borte for ham, og han maatte selv ud at lede. Ret som han gik i Skoven, saa var han inde i en Hytte hos nogle Folk; men han havde ingen Greie paa, hvorledes han kom der; paa Gulvet gik der en styg Kjærring og stellede, og borte i en Krog sad der en Unge, som vel kunde være saa en fire Aar. Kjærringen tog Ølkanden og gik hen til Ungen med: «Gaa nu bort,» sagde hun, «og byd Faer din en Drik Øl] folk trudde at menn kunne få barn med huldrer. Særleg utsette var tømmerhoggarar, kolbrennarar og andre karar som låg på skogen i lang tid.og byd Faer din en Drik Øl.» Han blev saa forfærdet, at han tog til Benene, og siden har han hverken hørt eller spurgt hende eller Ungen; men rar og suset var han altid.»
«Ja det var en høist mærkværdig Historie, Berthe!» sagde jeg, «og du veed vist flere saadanne at fortælle, men vil du ikke, førend du begynder paa en ny, tage mig min Pibe og Tobakken i Jagttasken.» Jeg stoppede Piben; Berthe rakte mig en brændende Tyristikke og begyndte.
«Det var en Sommer for lang, lang Tid siden, de laae tilsæters med Kreaturene fra Melbustad oppe paa Hadeland. Men de havde ikke længe ligget der, førend Kreaturene toge til at blive saa urolige, at det var reent umuligt at styre dem. Der var mange Jenter, som prøvede at gjæte, men det blev ikke bedre, førend der kom en Fæstepige, og hendes Fæsterøl havde de nylig drukket. Da bleve de rolige med Eet, og det var ingen Sag at gjæte længer. Hun blev deroppe allene og havde ikke noget andet Liv hos sig end en Hund. Som hun sad i Sæteren en Eftermiddag, tyktes det hende at Kjæresten hendes kom og satte sig ved Siden af hende og begyndte at tale om, at nu skulde de til at holde Bryllup. Men hun sad ganske stille og svarede Ingenting; for hun syntes, hun blev saa rar af sig. Lidt om lidt kom der flere og flere Folk ind, og de begyndte at dække op Borde med Sølvtøi og Mad, og Brudepiger bare ind Krone og Stads og en gild Brudekjole, som de klædte paa hende, og Kronen sadte de paa Hovedet, som de brugte dengang, og Ringe fik hun paa Fingrene. Alle de Folkene, som var der, syntes hun ogsaa, hun kjendte; det var Grandekjærringer og det var Jenter, som var Jevningene hendes. Men Hunden havde nok mærket, der var noget Galt paa Færde. Den satte afsted ned til Melbustad, og der knistrede og gjøede den og lod dem ikke have Fred, førend de fulgte den tilbage igjen.
Gutten, som var Kjæresten hendes, tog da Riflen sin og gik opover til Sæteren; da han kom paa Volden, saa stod der fuldt af opsadlede Heste rundt omkring. Han listede sig bort og tittede gjennem en Gløtte paa Døren, og saa, de sad derinde Allesammen. Det var greit at skjønne, at det var Troldskab og Underjordiske, og derfor fyrede han Bøssen af over Taget. Idetsamme fløi Døren op, og det ene graae Garnnøste, større end det andet, kom farende ud og surrede om Benene paa ham. Da han kom ind, sad hun der i fuld Brudepynt, og saa nær var det, at der bare manglede en Ring paa Lillefingeren] ofte blir menneske berga i siste liten frå å bli innkvervde av dei underjordiske. Her manglar det bare ein ring, og at det er på veslefingeren, den minste fingeren, understrekar kor farleg situasjonen er for henne.at der bare manglede en Ring paa Lillefingeren, førend hun havde været fuldfærdig.
«Men i Jesu Navn, hvad er her paa Færde?» spurgte han, da han saa sig om. Alt Sølvtøiet stod paa Bordet endda; men al den deilige Maden var bleven til Mose og Sopp og Komøg og Padder og Loppetudser og andet Sligt. «Hvad betyder Alt dette?» sagde han, «du sidder jo pyntet her som en Brud?» «Kan du spørge om det?» sagde Jenten, «Du har jo siddet her og talt til mig om Bryllup i hele Eftermiddag?» «Nei nu kom jeg,» sagde han; «men det maa vel have været Nogen, som har paataget sig min Lignelse.»
Da begyndte hun ogsaa at komme til sig selv igjen; men hun blev ikke ganske rigtig, førend lang Tid efter, og hun fortalte, at hun syntes grangivelig, at baade han og hele Slægtskabet og Grandeskabet havde været der. Han tog hende strax med ned til Bygden, og for at der ikke skulde komme mere Fanteri til hende, holdt de Bryllup med det samme, og medens hun endnu havde Brudestadsen til de Underjordiske paa. Kronen og hele Stadsen blev hængt op paa Melbustad, og den skal være der, den Dag i Dag er.»
«Denne Begivenhed har jeg hørt skal være foregaaet i Valders, Berthe,» sagde jeg. «Nei dette er hendt saaledes, som jeg siger paa Hadeland,» sagde hun, «men da jeg var hjemme, hørte jeg en Valders fortalte Noget, som var hendt der, og det var saa som jeg nu skal fortælle.»
«Der var en Jente fra en Gaard oppe i Valders etsteds, som hedte Barbro og hun laa tilsæters i Fjeldet. En Dag hun sad og stellede, saa hørte hun med Eet, det raabte borte i en Haug: «Kong Haaken, Kong Haaken! –» «Ja,» skreg Kong Haaken, saa det klang i alle Haugene. «Kong Haaken, min Søn vil du gifte dig?» raabte det langt borte i en Haug. « Ja, det vil jeg,» sagde Kong Haaken, «hvis jeg kan faae hende Barbro, som gaaer og steller borte i Sæteren – saa –.»
Aa ja, det skulde nok gaae an, hørte Barbro, det sagde, og hun blev saa fælen, at hun ikke vidste hvad hun skulde gjøre af sig. Ret som det var, saa kom der ind den Ene efter den Anden med Mad og Drikke paa Sølvfade og i Sølvkruse, og med Kjole og Brudestads, med Krone og Søljer, og de gave sig til at dække Bordene, pynte hende til Brud, og hun syntes, hun ikke kunde sætte sig imod det heller.
Denne Jenten havde ogsaa en Kjæreste, og han var paa Skytteri i Fjeldet. Men der kom saadan en Angst paa ham, at han syntes han maatte og han skulde til Sæteren igjen. Da han kom frem imod den, stod der saa fuldt af sorte Heste med gammeldags Sadler og Ridegreier, saa han strax kunde skjønne hvad der var paa Færde. Han listede sig bort til en Glugge og tittede ind; der saa han hele Brudefølget: Kong Haaken var Brudgom, og Bruden var pyntet. «Ja nu veed jeg ikke der er Andet igjen end at vrænge Øinene hendes] dei underjordiske har trollauge og ser det menneske ikkje kan sjå. For at denne eigenskapen skal overførast til jenta, må auga hennes vrengjast, jf. at mykje hos dei underjordiske er omsnudd.vrænge Øinene hendes,» sagde en af Brudepigerne. Da syntes Gutten, det kunde være paa Tide at lægge sig imellem, saa tog han en Sølvknap og lagde i Riflen] sølv er eit edelt metall, og folk meinte at det gav ekstra kraft om ein ladde børsa med sølv.saa tog han en Sølvknap og lagde i Riflen og skjød Kong Haaken, saa han faldt. Med det samme fore alle Brudefolkene ud og tog Kong Haaken og bar ham mellem sig. Maden, den blev til Troldkjærringspy og til Orme og Padder, som hoppede bortover og gjemte sig i Hullerne. Det eneste, som blev igjen, det var Brudestadsen og et Sølvfad, og det skal findes paa Gaarden den Dag i Dag.»
Berthe fortalte endnu mange Historier. Omsider knirkede Sneen under Slæden, og Hesten prustede for Døren. Jeg stak Berthe nogle Skillinger i Haanden for Kuur og Pleie, og inden et Kvarteer var jeg hjemme. Eddikeomslag og koldt Vand gjorde Foden snart god; men da Berthe i Kjøkkenet, pukkende paa sine Kunster, tilegnede sig Æren for min hurtige Helbredelse, kunde Børnene, hvem jeg havde lært hendes Signevers, ikke holde sig længer, men skraalede hende det i Øret og spurgte, om hun syntes, en Taar Brændeviin og sligt Sludder kunde hjelpe for Vred. Dette gjorde hende forsigtig og mistroisk; skjøndt hun fortalte mig mangen vidunderlig Historie siden den Tid, og uagtet jeg hverken forsmaaede List eller Overtalelser, saa lykkedes det mig aldrig siden at faae Berthe Tuppenhaug til at lette Fligen paa det Isisslør] sløret til den egyptiske gudinna Isis; slør som hindrar uinnvigde i å få innsikt.Isisslør, hvormed hun tilhyllede Maalingens, Støbningens, Aatgjøringens og Signekunstens Mysterier.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)
Med Norske Huldreeventyr og Folkesagn fra 1845 skapte Asbjørnsen noe nytt. Sagnene settes inn i en rammefortelling som skildrer typiske omgivelser hvor en fortellerfigur forteller et sagn for leseren.
Asbjørnsens skille mellom huldreeventyr og folkesagn har skapt en del forvirring, for huldreeventyrene dreier seg ikke om eventyr om huldra. Huldreeventyr er derimot fortellinger om selvopplevde møter med de underjordiske, og dermed en undersjanger av sagntradisjonen.
Les Olav Solbergs innledning og kommentarer
Se faksimiler av 3. utgave fra 1870 (NB digital)
«Asbjørnsen og Moe» er et velkjent begrep i norsk litteraturhistorie. Peter Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moes innsamling og gjenfortelling av folkeventyr og sagn ble en viktig brikke i utforskningen og etableringen av en norsk identitet på 1800-tallet.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.