Folkedigtninger af den Art, som nærværende Samling især omfatter, har man i Almindelighed betegnet ved Navnet: Sagn, Folkesagn, idet man uden Sondring lod dem indløbe blandt de egentlige Sagn eller Traditioner om historiske Personer og Begivenheder. Dette var vistnok mindre rigtigt; thi Sagnet tilhører som noget Afsluttet Fortiden. Disse Naturdigtninger] dikting som i tråd med romantisk tankegang er inspirert av og spring ut av naturen, og blir formidla av forteljarar og songarar frå folket.Naturdigtninger derimod ere ligesaavel Nutidens som Fortidens Eie; thi de ere ikke andet end Naturen selv og dens Brydninger i Folkets Fantasi, Naturfortoningerne] naturen sjølv, naturfenomena.Naturfortoningerne igjennem Folkets poetiske Opfatning, ofte med en Farvning af Oldtidens Tro og Forestillingsmaade, og de ville følgelig for enhver naiv Naturbetragtning vedblive at fremstaae, saalænge som Naturen virker efter de samme Love, og den menneskelige Aand har de samme Udviklingsstadier at gjennemløbe. Dette er ikke nogen Theorie. Man kan let iagttage det i Virkeligheden. Naar man nærmer sig de fra Dannelsens og Halvdannelsens Territorium mere fjernede Bygdelag, hvor Almuen endnu hænger ved Fædrenes Tro, og gjennem denne og Fantasiens Medium opfatter Naturen, udspringe saadanne Digtninger den Dag i Dag. Men at et mythisk Stof endnu er tilstede, den Omstændighed at Gudbrand Grinden eller Peer i Lien har seet Huldren eller de Underjordiske, eller været i deres Vold, og er bleven «huldrin», stempler dog ingenlunde disse Udsagn til Sagn.
Som en mere passende, mere betegnende Benævnelse har jeg troet at burde anvende Huldreeventyr; Huldren er dog det Principale i den norske Folkedigtnings Natursymbolik: hun boer paa Fjeldet og i Dalen; hun eier al den norske Naturs Rigdom, Pragt og Herlighed, men hun eier ogsaa dens dybe Melankoli. Derom vidne hendes Sang og Strengespil, som ei kan høres uden Vemod og Taarer, hendes Magt og Kjærlighed, der sløver og fordunkler Menneskets Forstand.
Det paatrængte sig mig som en Nødvendighed at meddele disse Naturdigtninger under de Forhold, jeg tildeels havde modtaget dem, i Relief af den Natur, i hvis Skjød de syntes oprundne og nærede; jeg ønskede derhos at meddele dem i sin oprindelige Duft og Farve. Dette troede jeg lettest at opnaae ved at lade Folket selv optræde fortællende. Ved Udførelsen af denne Plan maatte der, for at illustrere Personer og Lokaliteter, indløbe Adskilligt, der strengt taget ikke henhører under den opstillede Kategori, men under Folkesagnets. Derfra denne Titel.
Angaaende Fortællingsmaaden af disse Huldreeventyr og Folkesagn er der ikke Meget at tilføie. De ere fortalte som de endnu leve i Almuens Mund; der er Intet sat til eller taget fra. Kun paa nogle Steder ere et Par Beretninger forenede, idet lokale, i svagere Omrids fremstillede Traditioner, kompleteredes ved fuldstændigere og almindeligt forekommende. Lokaliteterne ere oftest nøiagtigt angivne ved hver enkelt; men ikke faa Traditioner ere udbredte over hele Christiania Stift, eller forefindes i det hele Land. Disses Udbredelse og Forekomst vil der nærmere blive gjort Rede for i de Anmærkninger og Jevnførelser med lignende Naturdigtninger hos fremmede Folkefærd, der skulle ledsage en følgende Samling. Det kunde vel synes ønskeligt at forudskikke en almindelig Indledning over Folketroen i Norge; men en saadan er for Tiden mindre nødvendig; thi Hr. Pastor Faye] presten og segnsamlaren Andreas Faye (1802-1869) som i 1833 hadde publisert Norske Sagn (ny utg. i 1844).Hr. Pastor Faye har i anden Udgave af sine «Norske Folkesagn» meddeelt vigtige Bidrag hertil i Indledningerne til sin Bogs forskjellige Afsnit, hvortil han ogsaa har benyttet mine Samlinger. Senere hen vil en Afhandling over denne Gjenstand kunne afgive et rigere Udbytte; thi Stoffet er paa langt nær endnu ikke udtømt eller indsamlet. Det her meddeelte indeholder adskilligt Nyt og mindre Bekjendt, og dog er det Meste paa nogle Undtagelser nær, tilveiebragt i de mest besøgte, Hovedstaden nærmest omgivende Egne af Christiania Stift.
At Undersøgelser i Fjeldbygderne, Bergens Stift og Nordlandene ville give et langt rigere Udbytte af eiendommelige Traditioner, derom vidne Resultaterne af en kort Fjeldreise, jeg for nogle Aar siden gjorde i Gudbrandsdalen, og nogle sparsomme Beretninger fra Thelemarken, Valders, Østerdalen, Bergen og Nordlandene, der ved Venners Meddelelser ere blevne mig til Deel.
Christiania den 1ste Juni 1845.
P. Chr. Asbjørnsen.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)
Med Norske Huldreeventyr og Folkesagn fra 1845 skapte Asbjørnsen noe nytt. Sagnene settes inn i en rammefortelling som skildrer typiske omgivelser hvor en fortellerfigur forteller et sagn for leseren.
Asbjørnsens skille mellom huldreeventyr og folkesagn har skapt en del forvirring, for huldreeventyrene dreier seg ikke om eventyr om huldra. Huldreeventyr er derimot fortellinger om selvopplevde møter med de underjordiske, og dermed en undersjanger av sagntradisjonen.
Les Olav Solbergs innledning og kommentarer
Se faksimiler av 3. utgave fra 1870 (NB digital)
«Asbjørnsen og Moe» er et velkjent begrep i norsk litteraturhistorie. Peter Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moes innsamling og gjenfortelling av folkeventyr og sagn ble en viktig brikke i utforskningen og etableringen av en norsk identitet på 1800-tallet.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.