Fortegnelse og Forklaring over Provincielle Ord og Talemaader

• Aarin af Aaré, m. Oldnorsk arinn, Skorsteen eller Ildsted, hvortil ingen Skorsteenspibe er, da Røgen gaaer ud gjennem et Hul i Taget. Se Side 99.
• Abefant udtales alm. Apefant, Apafant. En, der holder Andre for Nar ved karrikaturmæssig at gjengive deres Lader og Tale. S. 172.
• Affor Præp. atfor, for, foran. S. 78. Oldn. at ved, fyrir for.
• Ansam Adj. travl, meget beskjæftiget. Oldn. önn, Arbeide og annast, bære Omhu for. S. 100.
• Attendé Præposit. tilbage. Fram aa attendé. S. 100.
• Bel n., oldn. bil, en Stund.
• Bu f., best. –é, en Bod, Sæterbolig, oldn. búð, Bod; bú, Kvæg, Fæ, det til en Gaard hørende Fæ; i denne Betydning har Ordet vedligeholdt sig i mangfoldige Sammensætninger i norske Dialekter: Bufargraut, S. 100. m. Flødegrød, der koges, naar man skal drage hjem fra Sæteren med Kreaturene; buføre, S. 100, at drage fra eller til Sæteren med Buskapen, S. 150, 152, (oldn. búskapr.), Samlingen af de til en Gaard hørende Kreaturer; Bufæl, Bufærd kaldes et Tog af disse; Buhund, m. Fæhund, S. 152; Bukjørrel, n., S. 67, Sæterkar, Ringer, Bøtter, o. s. v.
• Domsteen, 107, bruges almind. kun i Pl. Domstene, Thingkreds, Thingstene.
• Dovning S. 174. Domning, Gilde, som foranstaltes til et Arbeides Udførelse; egentl. Gildet, der holdes, efterat de Indbudne have udført Arbeidet.
• Eftasverd, S. 80., oldn. aptan, eptan og verðr, skrives alm. og urigtigt Eftersvælg. Eftermiddagsmaaltid, der holdes mellem Middag og Aften.
• Eikerværing, S. 97 Pl. –a, Bønder fra Egnen ved Drammen. Oldn. -verjar; vikverjar.
• Eismal, S. 98, Adj. oldn. einsamall, alene.
• Enkort, S. 97. 98, Pron., oldn. einhvert, Noget.
• Fanteri, n., Alt hvad der er slet og daarligt, bruges ofte synon. med Troldskab, Hexeri:
• Troldskab og Fanteri. Oldn. fantr, en Usling, elendig Person; oldtydsk, fendo, en Fodgjænger.
• Fiskesnik, S. 139, m. en Fiskekasse eller Skræppe af tynde Bredder.
• Frigge, et stort svært Fruentimmer; form. af Gudinden Frig.
• Gomo, S. 100. Bedstemoder.
• Gufs, n. Pust, Blæst.
• Guldhage eller Guulhage, m. Hanfisken eller Mælkefisken af Fjeldørreten; efter Bugens guldglindsende Farve og Underkjævens hageformige Forlængelse.
• Haalke, S. 140, f. Svul, Issvul. Oldn. hálka; háll glat.
• Haffælde, n. Skigaard. Gjærde, form. af halv og fælde, halvfældet, halvkløvet Træ, hvoraf Skigaarden gjøres.
• Hagefisk se Guldhage.
• Hall, S. 101, best. –e, (oldn. hallr, skraa) egentlig Hælding; deraf Bakkehælding, jævn Skraaning af en Høide, mest i Aas- eller Fjeldmarken.
• Heilo, f. (oldn. heiðr og ló Lærke.) Brokfugl (Charadrius apricarius).
• Hek, S. 101, imperf. af hange, oldn. hékk. hanga, hænge.
• Hjaa, S. 99. 101, Præp. oldn. hjá, hos.
• Hoga hvis Hu staaer til, som har Lyst til: e vart hoga te dæ, min Hu stod dertil. Gdbrdl. var hoga him, S. 190, havde Hu til at komme hjem. Oldn. hugaðr, heim.
• Hugheil; Adj. (oldn. hugr, Sind, heill,) sikker, tryg.
• Hulle, tralle, smaasynge.
• Huldrin Adj. siges om dem, der have seet Huldren, eller om dem, der have været i hendes Vold eller indtagen af de Underjordiske. Se Side 35, 46. 105. Synes at svare til den oprindelige Bet. af de Danskes: ellevild.
• Høgst Nattes, S. 144, Midnatstid, analogt med oldn. hádegi, Middagstid, Kl. 12 om Dagen.
• Ill, Adj., oldn. illr, ond, vred. S. 100.
• Imist, Adj. (oldn. ýmiss eller ímiss, vexlende, forskjellig) usikkert, uvis. Som Adv. forgjæves, feil: at springe imist, tage imist. S. 134.
• Kaalne, v. n. oldn. kólna, kjølne, blive kold.
• Kall m. best. –en. 1) en gammel Mand. 2) Stammen af et gammelt Træ: Birkekall.
• Kværnkal, den perpendikulære Stok i Kværne eller Møller af den simpleste Konstruktion, hvis nederste Ende bærer et lidet horizontalt Vandhjul, og paa hvis øverste Møllestenen er befæstet. cf. oldn. járnkarl, Jernstang.
• Kart, f. oldn. karta, umoden Frugt.
• Kjone, f. oldn. kylna, Kjølle, Badstue, Tørrehuus.
• Kløvjadn, S. 100. Pl. best. af Kløv f. oldn. klyf. Kløvsadel.
• Krikkle, v. korse, gjøre Korsets Tegn over. Synes kun at forekomme i de Underjordiskes Sprog. S. 63. cf. gmldansk: bekrekte, betvinge. Molbechs Glossar. til ældste danske Bibel-Overs.
• Lefsekling, m. Oldn. lepsa, hvad der lappes sammen af Klude, klíningr, Oversmøren, oversmurt Kage; Lefse eller svagstegt og bøieligt Fladbrød med Smør, undertiden tillige med Sukker eller Sirup; bruges som Gjestebudsmad.
• Leite, Løite, n., oldn. leiti, Tid. S. 61. 68. 150. Ved Soleglads Leite, ved Solnedgangs Tid. Cf. Angel-Sax. sunne glideð on setl, Solen gaaer ned.
• Lu m., oldn. luðr, Luur. S. 99.
• Lundetul S. 103. Lundedaarskab, af Gaardsnavnet Lunde og Subst. Tul, Daarskab, Fjanteri. Cf. Tdsk. toll, samt oldn. þulr, en Opramser, af þylja, ramse op.
• Læt op, S. 189. oldn. uppláta, luk op.
• Maale v. t., at maale for Mosot br. om den Fremgangsmaade, Signekjærringerne og andre kloge Folk anvende for at helbrede Mosot, og bestaaer i, at Patienten med en Traad maales efter bestemte Regler.
• Mandgar, Mandgal, m. en Række af Mennesker, der gjennemsøge Skov og Mark. At
• gjøre M. efter en Ko; at gaae M. efter Bjørnen. Oldn. Manngarðr.
• Meis. S. 63. m. Oldn. meiss, Bærekurv; bruges næsten alene om Kløvkurven, Kløvmeis.
• Mosot, en Sygdom, der især giver sig tilkjende ved ualmindelig Mathed, Cfr. oldn.
• móðr, træt og sótt, Sygdom.
• Mosyst, Moster.
• Mukkel, m. bruges især om forraadnende Træsubstantser, Fliser og Spaaner i et Veedskuur: Saugspaaner, Saugmukkel. Cf. Mukke, Hob, Dynge, oldn. moka, skuffe sammen, múgr, Mængde.
• Muur m. Skorsteen. S. 77.
• Nabb m. en liden Forhøining. 1) en Trænagle til at slaae for en Dør og saaledes laase den (S. 97.), eller en Nagle i en Væg til at hænge Klæder o. a. desl. paa. 2) Toppen af et Bjerg. oldn. nabbi, en liden Tue.
• Natverd, Kveldsverd, m. udt. alm. Kveldsvæl. oldn. náttverðr, Aftensmad. Cfr. Dagverd, Davre, Dugul: Eftasverd, Eftasvæl.
• Navngivet. S. 180. Adj. bekjendt, navnkundig.
• Nying m. en Ild, som gjøres op i Skov og Mark af Kviste. S. 137. 146. 147.
• Olderkubbe S. 103. Ulderkubbe. m. Orekubbe af Or (alnus glutiosa, dsk: El, Elle) og oldn. kubbr, en Stump af Noget. Or udtales i flere Egne paa samme Maade som Hulder, Ulr, og staaer følgelig i samme Forhold til dette Væsen som det danske Navn El, Elle til Ellefolk.
• Or Præp. oldn. or, ur, udaf.
• Plent Adv. visseligen, sikkerligen, bestemt, nøiagtigt. S. 99. Cf. engelsk plenty.
• Prillahodn n. Bukkehorn som Gjæterne blæse paa. S. 99.
• Rangsølis og vrangsøles, Adv. oldn. rangsælis, mod Solens Gang. S. 182.
• Ratt, Adv. (oldn. hraðr, hratt,) hurtigt, raskt, hekk ratt ne te, hang lige ned til.
• Raute, v. i. oldn. rauta, Stjorn. brøle, om Kjøer.
• Rægle, f. lang, vidløftig og oftest vrøvlet Snak, en lang Historie. S. 75.
• Rør, Røreri. n. S. 76. daarlig, usammenhængende Snak, Tøv, Vrøvl. ds. Rørkjærring, 160, en Kjærring, der fortæller tossede Historier. Ofte i Eventyrene saaledes: Saa gav de mig Grød paa en Flaske og Melk i en Kurv; saa lagde de mig til Forladning i en Kanon, og saa skjød de mig hid, og her sidder jeg som en Rørkjærring.
• Sigle, springe. S. 101.
• Sjaaand. S. 98. Part. af Verb. sjaa, oldn. sjáandi, sjándi, seende; at dæ va sjaaand te, at det saa ud til.
• Skru n. (Cf. oldn. skrúð, Pynt, Stads), Huestrimmel. I flere Bygder, som Hadeland, Toten, Biri bruges især af ældre Koner Huer med Skru og Tufse, Nakkedusk, Nakkesløife.
• Skyfloke f. bruges alm. om en enkelt drivende Sky. S. 132. oldn. skýflóki, m. tyk Sky.
• Slind. Pl. –er S. 43. List eller Spildre af Træ, opslaaet under Bjælkerne til at lægge Huusgeraad og hænge Klæder paa. Cf. oldn. slindra.
• Slodde, en liden af Bræder sammenslaaet Slæde, som Børn age Kjælkebakke paa. Cfr. oldn. slóði, hvad der slæbes frem.
• Snugge, v. være beskjæftiget, sysle, snugge se te, S. 100, gjøre sig færdig, lave sig til. Oldn. snugga, blæse gjennem Næsen.
• Sodkjitil m. Suppekjedel, oldn. soðketill.
• Staakende S. 64. Part. af staake, at gjøre noget med Anstrængelse og Besvær; br. især om gamle Folk. Oldn. stanka, puste, stønne, være træg til.
• Stargræs, Størgræs, Storgræs n. anvendes i Flæng om alle grovere Græsarter, der voxe paa sumpige Steder; ikke udelukkende om Slægten Carex. Oldn. stör.
• Staldgulv, S. 64. n. Staldlaave, Underlaave ved Siden af Stalden.
• Staldtrev n. Høloft over Stalden. Cf. oldn. þref, Afsats, Nische.
• Storløken, S. 137, af Løk, en større stille Kulp i en Elv med oftest flade eller grunde Bredder. Jf. lækr, Bæk.
• Stutthugsén Adj. glemsom, med kort Hukommelse. S. 97. 101. Oldn. stuttr, kort og hugr, Sind.
• Støbe, Verb. Oldn. steypa. At støbe over en Unge for Svek, siges om den Fremgangsmaade, Signekjærringer betjene sig af, for at kurere denne Sygdom, eller for at komme efter dens egentlige Væsen; thi der gives ni Slags Svek.
• Støl, m. Sæter, S. 98. Langstøl, Fjeldsæter, S. 100, længere ind paa Fjeldplateauerne beliggende Sætre, hvor Buskapen kun holder til i den bedste Sommertid; modsættes Heimstøl, Hjemsætre, der ligge i Lierne eller strax inde paa Aaserne, og hvor man opholder sig med Kreaturene om Høsten, eller om Vaar og Høst, oldn. stöðull.
• Størhuus, n. Bryggerhuus, Ildhuus. cf. oldn. stæra, bringe i Bevægelse, st. sjóinn. Egils S. 404, v. l.
• Svek, m. engelsk Syge, Artromalaci; antages stedse fremkommen ved fiendtlige Naturkræfter eller Hexeri. Jf. oldn. svik, Svig, se Støbe.
• Synen, Adj. oldn. sýnn, som kan see; bruges nu kun om dem, der have Evne til at see de Usynlige. S. 70. 185.
• Syte, v. suttre og sørge. Oldn. sýta.
• Sølvkaupe, f. en liden Sølvkox eller Kop.
• Tikja, ureg. V. tikji, totte, tott, oldn. þikja eller þykja, synes, S. 98. 101.
• Traak, f. Pladsen foran Huusdøren, Gaardsplads, jf. oldn. traðk, Træden paa.
• Trast, Adv. strax. 99.
• Troldkjærringstiim, S. 179. n. Troldkjærringforsamling med Dands og Støi. Oldn. stím, Kjæmpen, Bryden.
• Troldkjærringspy, S. 179. et Slags rød Sop, der voxer paa fugtigt Træ.
• Tue, f. Vadskeklud. S. 157, oldn. þvaga.
• Tufse, f. Nakkedusk, Huesløife. S. 43, se. Skru. Jf. oldn. þófi.
• Tuste. Imp. af tøsja, tusle, fare sagte frem. Oldn. þysja, fare støiende frem.
• Tyle, Adv. dumt, fjantet, tosset, naragtigt, underligt. Tylevarden. S. 179. jf. oldn. þulr og þylja. Se Lundetul.
• Uraa f. Uraad, ikke Leilighed til, at dæ kunne væra Uraa te aa faa ‘n ut at; S. 52, at det kunde være vanskeligt at faae den ud igjen.
• Uveta v. besvime. Va ve uveta: var nærved at besvime. oldn. óvit.
• Vaxere, drive om. S. 185. Cf. lat. vagari.
• Veje, fange eller skyde Vildt. oldn. veiða.
• Værfaer, m. oldn. verfaðir, Svigerfader. S. 72.
• Voll, en; best. é. oldn. völlr, Vold, Græsvold, Sætervold.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)