Høifjeldsbilleder I. En Søndagskveld til Sæters

I Følge med en Englænder, Sir John Tottenbroom, en Reensdyrskytte og dennes Broder, der skulde ledsage os paa Jagt ind i Fjeldet mellem Sell og Østerdalen, drog jeg ud fra Laurgaard en Søndagseftermiddag i August. Den unge Britte havde seet sig om i vort Land; han forstod og kunde til Nød gjøre sig forstaaelig i vort Sprog, men da han som de fleste engelske Tourister fornemmelig havde pleiet Omgang med Bønder, talte han et høist besynderligt gebrokkent Bondenorsk. Dog strakte dette ikke altid til; naar Tankerne udfoldede sig livligere, hvilket de undertiden gjorde paa en temmelig konfus Maade, slog han pludselig over i sit Modersmaal, eller ogsaa blev han stikkende i et saadant Kaudervelsk] underleg og uskjønleg språk; eigentleg «kremmaritaliensk».Kaudervelsk, at det vilde være forgjæves at forsøge paa at gjengive det.

Reenskytten Thor Ulvsvolden] reinskyttaren Thor Ulvsvolden. Han heitte eigentleg Thor Øygarden. I 1837 hadde han følgt engelskmannen William Bilton på ei liknande reinsdyrjakt i Rondane. Liestøl meiner at det var Biltons skildring av denne turen som sette Asbjørnsen på tanken å gjere same turen opp att (Liestøl 1949 II, s. 300).Reenskytten Thor Ulvsvolden var en Mand af Middelstørrelse med mørke Øine og et mørkladent, djærvtskaaret Ansigt, hvori Klogskab og Betænksomhed var udpræget. Han var bred over Skuldrene; forresten var hans Legeme meget magert; men hans elastiske og sikkre Gang vidnede noksom om stærke og spænstige Muskler. Der var en egen Ro og Ligevægt udbredt over denne Mands Væsen: hans Bedrift, der idelig udsatte ham for Farer og Strabadser, havde afstreifet ham alt Keitet og Ubehjælpeligt, og udviklet hans indre Natur, der uvilkaarlig meddeelte enhver af hans Yttringer et Præg af Ægthed og Oprindelighed. Hans Broder Anders var ligesaa djærv og plump, som han var blond og lang og stærk. Han var en Døl af det ægte raabarkede Slags i Tale og Lader. Uvorrent slang han afsted, og han bekymrede sig ikke meget om hvor han satte sine Fødder; men derfor maatte han ogsaa søge at tilveiebringe den fornødne Ballance med Armene, hvilket gav hans Gang nogen Lighed med en Bjørns, der hufser afsted paa Bagfødderne. Begge havde røde Topluer og peber- og saltfarvede Beenklæder] bukser av grått ulltøy med svarte og lysegrå prikkar. peber- og saltfarvede Beenklæder. Anders var iført en Kjole] frakk.Kjole af samme Farve med lange Skjøder, der daskede ham om Læggene, medens Thor havde lagt sin Reensskindstrøie i Kløvmeisen og gik i Skjorteærmerne. I Haanden havde han en svær Rifle med Kistepibe] firkanta børsepipe.Kistepibe. Anders bar en fiin Fuglerifle.

Det var saa stille i Skoven nu; vi hørte ingen anden Lyd end Slagene af Skytternes jernbeslaaede Fjeldsko og Kløvhestens sikkre Trin, der fulgte Toget med vor Niste, vore Jagttasker og Fiskekurve i Meiserne. Det var en Helligdag i Naturen: mod Aftenen begyndte en enkelt Fugl at kviddre douce] mildt og fint.douce i Skoven; Granen og Furuen udaandede sin krydrede Duft i Solskinnet, og mellem Stammerne aabnede der sig af og til Udsigt til Laugen, som skummende og tindrende strømmede saa dybt under os, at dens Suus og Bruus ei naaede vort Øre.

Skyggerne bleve længre; Tusmørket bredte sig over Dalen, medens Taagerne stege; men endnu spillede Solen livligt mellem Liens Graner og lagde sin Glands om Lesøfjeldene i det Fjerne. Da vi naaede Høiden af Aasen, blev Skoven mere aaben; Furuen blev lavere og sjeldnere, Birken og Enerbusken hyppigere, Lyngen frodigere, Myrstrækninger med kraftig Græsvæxt almindeligere. Snart laae Høvringens tredive Sætre foran os, Vang ved Vang blandt Krat og Stene og Lyng og græsrige Bakker. Jenterne kauede, og Luren klang lokkende gjennem den stille Aften, medens Kvæget stimede sammen under Brøl og Bjældeklang.

En af de første Sætre, vi kom forbi, tilhørte Thor; han bad os gaae ind og drikke Mælk; men vi hastede op til Nattekvarteret, og Thor lovede at komme strax efter. I Vinduet saa jeg et smukt Fruentimmeransigt og et Par nysgjerrige Mandfolkfjæs. Anders sagde os, at Pigen var en Søsterdatter af Thors Kone. Den ene Mand var Skolemesteren] modellen for den sterkt karikerte skolemeisterfiguren er læraren i Sel, Hans Hansen Pillarviken (1798-1863). I stykket blir han elles kalla Halsteen Røen. Pillarviken var truleg den viktigaste kjelda for gudbrandsdalstradisjonar som Asbjørnsen hadde (Liestøl 1949 II, s. 301-302).Skolemesteren, som var heroppe og friede til hende, medens det var Skolefrist] undervisningsfri.Skolefrist; men hun vilde ikke have ham, endda han baade eiede Gaard og var en skikkelig Mand til sin Forretning; hun led bedre en ung Gut, som ogsaa gik paa Frieri der.

Da vi kom til Laurgaardssæteren, stod Budeien paa Trapstenen udenfor Halvdøren. Det var en høi, rank Skikkelse. Hvide Skjortærmer, en rød Bul] raud vest.rød Bul og mørk Stak udhævede fordeelagtigen hendes kraftige Væxt. Hun vendte Ryggen til os, og vi saae kun den hvide Nakke og et vel formet Hoved med blondt Haar, hvis rødlige Skjær Aftensolen gjorde endnu stærkere, end det var; hun stod og lokkede paa en sortsidet Gjed, som var klattret op paa det græsbegroede Tag, hvor den rev og sled i en liden Birk, der var skudt op af Græstørven.

«Texa, Texa, Texa, Texa da, kom Gjeité, Trinselire da, saa kom naa da – hit du, leje Trøjlle, vil du la være Bjørkjé, aa inkje rive up Take; hit da!» raabte hun. «God Kvæld, Brit,» sagde Anders. «Gusi’nde,» svarede hun; og da hun havde vendt sig om og under den hævede, mod de sidste Solstraaler skyggende Haand, havde seet os an, føiede hun dertil et venligt: «Gudefré! Dæ æ væl fremmonde Karé, e ska huse, si ‘n Anders æ mæ!» «Ja,» sagde Anders, «aa staute og gjemente Karé] likeframme, folkelege karar.gjemente Karé æ dæ, du fæ paa Sætern; døm æ inkje store paa dæ,» føiede han ligefrem til.

«Dæ tør væra, dæ æ staute Karé,» sagde Brit indrømmende, men kunde ikke afholde sig fra et Smiil, medens hun forskende betragtede os. Sir John Tottenbrooms fine Figur og lange Lokker syntes især at tiltrække sig hendes Opmærksomhed. «End hain, æ hain Kar hain au da; æ tykjy hain seer likare ut te eit Kvindfolk i Karklæé,» tilføiede hun polidsk. «Ha Du seet Kvindfolk saa langt, og Kvindfolk med Skjæg da, Jente?» spurgte Anders. «Nei, nei, du ha Ret, du Anders,» svarede hun og lo hjerteligt. «Døk fæ gaae ind; Fremmondfolk kain inkje bli staa’n ute; dæ æ væl ovant nok inne, men dæ æ naa nolafor Folkeskjikken her sjaa os; dæ veit døk væl,» vedblev hun og snakkede i Eet væk med os og Anders paa en godslig, lidt skjælmsk, undertiden halv ironisk Maade.

Inde i Sæteren, der var en Spærrestue med en stor Skorsteen i det ene Hjørne, herskede den mageløse Orden og Reenlighed, der udmærke de gudbrandsdalske Sætre. Paa Hylder høit oppe stode Oste i Rækker og Geleder; lavere nede vare Ringer og Bukjørler opstillede, og alle disse vare ligesom Bord og Bænke, skinnende hvide og reenskurede. Ved det store Baal, som flammede under Kjedlen paa Skorstenen, frembragtes en livlig Luftvexel; her var ingen indestængt Hyttelugt, men et lifligt Arom af Granbaret, hvormed Gulvet var bestrøet, og af den smukke hvide Fjelddusk, der til Pryd var stillet i Vinduerne paa sin brede, kjødfulde, lysgrønne Bladkreds, hvorom igjen var lagt Kredse og Ornamenter af mørkegule duftende Ringblomster, Alt i Anledning af vort Besøg.

«Men hvad vil disse Karlene saa langt til Fjelds, de kunne vist have det bedre hjemme, end paa Sæterne hos Budeierne,» sagde Brit i en af Samtalens Pauser med en Smule Nysgjerrighed. «Vi vudd’ see, hvorledes det seer ud til Fjelds, og saa vudd’ vi skude Rein,» svarede Sir John. «Ja skyde Reen du; det var Von, om du kommer til at skyde den] det er tvilsamt om du kjem til å skyte den.det var Von, om du kommer til at skyde den; jeg er ræd, du gaaer opgjæv] trøtt, lei.opgjæv, baade du og Kammeraten din, før døk kommer saa langt. Havde du været her i Vaar, da vi kom til Sæters, da gik der store Reensbukke lige ind paa Buvæggen. Her Nord i Vaagesætrene ligger en Jente, der hedder Astrid; det var vel Jente, saa ung hun er: hun skjød en; den var kommen ind paa Sætervangen mellem Buskapen og gik der som et andet Kretur. Saa hang der en Dundrebøsse under Taget i Stuen, som hun havde hørt var ladet til Graabeen; den tog hun og smøg bort og lagde den over Ryggen paa Studen. Saa tog hun vel Sigte da, kan Du vide; men da det smald, saa stupte de alle tre, baade Jenten og Bukken og Studen, og Studen slog et fælt Brøl op atpaa, saa ræd blev den, men Bukken blev liggende, og Præsten fik Stegen.»

«Vi have endnu et Ærend hid, Brit,» tilføiede jeg, «vi ville gjerne høre Eventyr. Veed Du Nogen, som er flink til at fortælle?» «Der er et Par Jenter her i Sætrene, og dem skal jeg skikke et Bud til med Gjeterjenten, at de skal komme hid i Kveld,» svarede hun, «og jeg troer nok, de kan fortælle døk nogle Rægler, hvis de bare vil. Men Skolemesteren, han er slem til at fortælle Historier. Han var nede hos Marit igaar, og vi faaer vist høre Gauken ved Juletider, hvis han ikke er der endnu, om ellers Hans er der.» «Ja jeg bad Skolemesteren at komme herop og Hans og Marit med,» sagde Thor, der under Brits Ord var traadt ind og havde sat sin Rifle fra sig, «jeg tænkte paa Eventyr, som du snakkede om, og disse kan nok nogle.» «Begynder først Skolemesteren, er der ingen Ende paa Rægler og Historier baade af Bibelen og andet Præk,» sagde Brit; «men han er vel stuur nu stakkels Mand; for det maa da være tungt at brænde alene som en Feitvedstikke,» tilføiede hun.

Det varede ikke længe, førend Selskabet fra Thors Sæter indfandt sig. Jenten var kjernesund og rød og hvid; hun havde et livligt Ansigt og en trivelig Figur. Paa Guttens Aasyn, der neppe havde fyldt sine tyve Aar, laa ogsaa frisk, ufordærvet Natur og aaben Djærvhed. Den tredie var Skolemesteren, skjøndt han ikke var meget over de Tredive, var hans Ansigt fuldt af Folder og Rynker, der fornemmelig syntes at skrive sig fra en vedvarende Bestræbelse efter at give sig en værdig Mine. Hans Klædedragt syntes ogsaa beregnet paa at understøtte denne Bestræbelse, eller paa at adskille ham fra de øvrige Bønder: han gik i en Kjole med uhyre lange spidse Skjøder av bruunsort Farve; om Halsen bar han hvidt Halstørklæde og store Fadermordere] svært høge snippar.Fadermordere, og paa Randen af disse var anbragt Ægger, et Slags udsyede Guirlander] eggar, påsydde spissar som heng i boge.Ægger, et Slags udsyede Guirlander. Paa den høire Side af hans Vest stod der frem en uhyre Bule, som jeg i Begyndelsen antog hidrørte fra en Gevæxt] utvekst, svulst.Gevæxt; senere erfarede jeg det var et stort Blækhus, han altid førte med sig.

Denne Mands hele Fremtrædelse gjorde et meget ubehageligt Indtryk; yderst ubehagelig var især den affekterede Maade, hvorpaa han sammensnerpede sin Mund, naar han talte. Fjeldboens Videbegjerlighed og Interesse for den Fremmede, han seer for sig, hans ligefremme naive, undertiden saare ubeleilige Spørgsmaal ere bekjendte. Men her optraadte med Paatrængenhed og Skinnet af Kultur en potentseret Nysgjerrighed og Spørgesyge, og hver Gang han spurgte, saa han sig om med et Blik, som om han stod blandt Vaages usæbede Ungdom] den ukultiverte og ulærde ungdomen i Vågå.Vaages usæbede Ungdom, og paa hans Ansigt laa der en Mine, om hans sammensnærpede Mund et Smiil, der spurgte de Tilstedeværende: «Er det ikke godt sagt? Jo jeg kan føle saadanne Karle paa Tænderne!»

Jeg havde hidtil saa godt som alene konverseret Skolemesteren og deels besvaret, deels afvendt en Strøm af disse nysgjerrige Spørgsmaal, der meget gravitetisk] høgtideleg, med alvor.gravitetisk fremsattes i det eiendommelige Skolemesteridiom, en paa Stylter gaaende komisk Efterligning af et forældet Bogsprog, hvori der af og til uforvarende plumpede grove Brokker ud af den djærve gudbrandsdalske Dialekt, da min Reisefælle, som stedse følte sig saare ubehagelig afficeret ved udelikate Spørgsmaal, temmelig bredt udbrød i sit Modersmaal: «Gud fordømme denne Mand og hans Øine og hans Mund og hans Uforskammenhed!»

«Aa,» sagde Skolemesteren med en Mine som om han havde faaet Bugt med et Regula-de-tri-Stykke] av lat. regula de tribus; reknestykke der ein ut frå tre kjende tal kan finne det fjerde.Regula-de-tri-Stykke, da han fornam disse fremmede Ord; «naa kan jeg sandelé begripe; det er reisende Mænd fra fremmende Lænder! Maaskee fra Engeland eller Frankrige, eller kanskee vel endog fra Spanien, thi her var en Greve derfra ifjor.»

«Tro for Guds Skyld ikke det, Skolemester,» svarede jeg, «De kan nok høre, at Norsk er mit Modersmaal; men min Medreisende, Sir John Tottenbroom, er fra England.» «Jasaa nu – saa denne værdige Mand er fra det britiske Rige?» sagde Skolemesteren og saa sig om for at gjøre opmærksom paa den Kundskab i Geografien, han nu agtede at lægge for Dagen. «Er han reist hertil Vandveien over det betydelige Hav, som kaldes Nordsøen, eller har han reist Landveien gjennem Frankrig, Holland, Tydskland, Danmark og Sverrige, og hvilke Ærender har han her i Landet med Forlov, at jeg er saa naasaaviis at spørge?» «Spørg kun Skolemester,» svarede jeg opmuntrende; «Deres første Spørgsmaal kan jeg besvare; han er kommen Vandveien over Nordsøen. Agaaende hans Ærender faaer De henvende Dem til ham selv.»

«Da blier Du klok, Skulmester,» sagde hans Medbeiler, den duunhagede Gut, som havde sat sig ned, og behagede sig i at ryge Tobak af en liden Meerskumspibe med Sølvbeslag, og et Hornrør med Slange af Kobbertraad og langt Mundstykke; «han javler væl bære Englis.» «Ja var han endda mægtig det tydske Sprog,» sagde Skolemesteren med Overlegenhed, «saa skulde jeg nok tale ham til; thi deri er jeg noget befaren – jeg haver studeret Geddikes Læsebog] Friedrich Gedicke (1754-1803) var ein tysk opplysningspedagog som gav ut fleire lesebøker.Geddikes Læsebog og Hübners Geografi] den tyske vitskapsmannen Johannes Hübner (1668-1731) gav bl.a. ut Vollständige Geographie; denne boka vart mykje lesen (Liestøl 1949 II, s. 303).Hübners Geografi i dette Sprog.» «Tal ham kun til paa Tydsk Skolemester,» sagde jeg, «han kan nok svare for sig i dette Sprog.»

«Dam jou,» udbrød Sir John, der uagtet sin Ærgrelse dog ikke kunde afholde sig fra at lee over Skolemesterens forlegne Miner. «De spørger om mit Ærende, Skolemester?» sagde han paa taaleligt Tydsk. «Blandt Andet reiser jeg om for at studere Menneskenes Naragtigheder, og det lader til der her er god Leilighed til at gjøre Studier.» «Das ist Inglis, kan nix forstehen» sagde Skolemesteren, «aber,» fortsatte han, snappende efter det Første, han fik fat paa i sine Kundskabers Kramkiste, «was ist Ihre Formeinung anbelangende det Factum, som staaer geschribet om det euxinske Hav] Svartehavet.det euxinske Hav, das udi Aaret 715 frøs soledes att, dass Isen var fyrti Ælner tjuk, und da das Eis gesmalt, so gestand von derudaf sodan ein Hidsighed udi Luften, dass der upkom en Pestilents, von hvilken alle Mennesker bestarb udi Constantinopolis.»

Den Latter, vi udbrød i over dette Faktum af Hbners Geografi, endte den tydske Conversation, og Skolemesteren var en Stund temmelig muggen. Han lod dog til at være af et forsonligt Gemyt, og da vi rykkede sammen om Skorstenen, nærmede han sig Kredsen. De budsendte Piger vare ankomne; nætte og tækkelige vare de alle. Een af dem udmærkede sig endogsaa ved en yndig Skabning og et fiint Ansigt, men hun var vel blegladen til en Fjeldblomst at være. Da Brit understøttede mine Opfordringer om at fortælle Eventyr, forsikkrede de under Latter, at de intet kunne. De vare Alle undseelige, og Ingen vilde begynde.

«Nei, Skulmester’n, Skulmester’n,» raatbte de Alle, «han kan fortælle, han kan vist Eventyr og Rægler.» «Ja,» sagde Skolemesteren, «jeg kunde nok altid fortælle Noget af den bibelske Historie eller ogsaa f. Ex. om Keiser Octavianus] ei såkalla folkebok; som andre folkebøker inneheld den bearbeidingar av populære forteljingar frå mellomalderen.Keiser Octavianus. Desuden kjender jeg en meget sorgfuld Elskovshistorie om den mandhaftige Ridder Tistram og den dydefulde Prindsesse Indiana] dette er også ei populær folkebok. Den mannlege hovudpersonen Tistram er tydelegvis ein fjern etterkomar av mellomalderhelten Tristan frå forteljinga om Tristan og Isolde.den mandhaftige Ridder Tistram og den dydefulde Prindsesse Indiana og saa videre, et cætera.»

«Nei bedste Skolemester,» afbrød jeg Manden, «de Historier, De der nævner, kan jeg paa mine Fingre; hvad jeg ønsker at høre, er Fortællinger om Huldre, Trolde, Eventyr om Askeladden og andet Saadant, som aldrig har været præntet, men som blot lever i Folkets Mund.» «Slige Finantserier kan jeg ikke fortælle,» sagde Skolemesteren stødt; «det anstaaer ikke en Ungdommens Lærere og mig, som er Repræsentant i Formandskabet og har svøré til Constitution] har avlagt eid til Grunnloven. Etter valloven av 1828 måtte ein på by- eller skatteting sverje eid til konstitusjonen for å få røysterett og vere valbar.har svøré til Constitution. Hvad skulde jeg sige om de spurgte, om det var sandt, at Halsteen Røen havde siddet og fortalt Rægler som en Rørkjærring?»

«Hvad svarede du i Formandskabet, da du havde fortalt Ræglerne, du veed nok, og sunget Pigernes Aftenbøn] her blir det truleg sikta til at Hans Pillarviken i ungdomen hadde late seg leige til å dikte kjærleiksviser for vonbrotne jenter (Liestøl 1949 II, s. 304).sunget Pigernes Aftenbøn i Julegjæstebudet paa Ulvsvolden?» spurgte Medbeileren med et sarkastisk Griin. «Hvad jeg svarede vedkommer ikke Sagen,» sagde Skolemesteren; «men hvad der sømmer sig for dig og andre læge Folk, er det ikke sømmeligt at fortælle veifarende Mænd, der studere paa Naturens Slag og Folkefærdens Sæder; jeg anseer det nu meget bedre at høste Viisdom ved at agte paa saadanne Mænds skarpsindige Talemaader, end at fortælle letfærdige og taabelige Bondehistorier; thi reisende Mænd ere verdsligvise, og jeg vil derfor bede Nogen udaf disse at belære mig ved sine Talemaader.»

Jeg søgte at gjøre ham begribeligt, at jeg havde saa meget med Underviisningsvæsenet at bestille i Byen, som jeg vel kunde ønske, og at jeg gjerne paa en Rekreationsreise vilde være fri for Lærerembedets Byrder. «Siden Ingen vil fortælle,» begyndte Anders, «saa kan jeg fortælle en Stub om en Mand, som boede i Hedalens Annex. Han hed Hogner, men siden kaldte de ham Hogner Troldkluvar. Han var ude og reiste paa Søen i nogle Aar; men da han havde tjent Penge, saa han kunde løse Gaarden efter Faderen, saa kom han hjem i Bygdelaget sit igjen og begyndte at frie til en Jente fra Vaage, som laa til Sæters og var Budeie. Engang han kom til Sæters, var Budeien borte, og Gjeterjenten kom grædende hjem fra Fjeldet med Kreaturene.

«Hvad er det som feiler dig, og hvor er Budeien?» spurgte Hogner. «Der kom tre Bjergtrold og tog hende bort,» sagde Gjeterjenten. Han afsted og skulde finde Jenten igjen og faae Ret paa Troldene, og saa tog han med sig En, som hedte Haarek Langbein. De reiste baade vidt og bredt over Skov og Fjeld og dybe Dale, men fandt hverken Bjergtroldene eller Jenten. Da de kom til Stutgaangskampen, traf de et Trold. «Bi lidt,» sagde Hogner og ristede det lidt med Sværdet sit; saa gjorde han Ring om det i Jorden og hug et Kors over Hovedet paa det i Luften, saa Troldet blev fjettret og ikke kunde røre sig af Flækken.

«Hvor er Budeien, som blev borte paa Rønnæs?» sagde Hogner. Troldet vilde ikke svare, men Hogner truede ham paa svarte Livet, og saa sagde han, at det var Fladnæsen i Stutgaangskampen, som havde taget hende. «Imorgen skal Brylluppet staae,» sagde han, «og jeg skal gaae til Skulen] Skulin, fjell ved vegen til Jønndalen mellom Vågå og Lesja.Skulen og til Jutulsbjerget] bergvegg i lia ovanfor Vågåmo med ei bergflate som minner om ein port med rund boge; jf. «Jutulen og Johannes Blessom».Jutulsbjerget og bede Slægten hans til Bryllups,» sagde han. «Stat Du der til jeg kommer att,» sagde Hogner og hug nogle Kors over Hovedet paa ham, og Troldet sige de, staaer ved Stutgaangskampen endnu, men jeg har aldrig seet det. Enten Hogner kom ind i Kampen og fik Jenten sin igjen eller ikke, det har jeg aldrig hørt, men siden kaldte de ham altid Hogner Troldkluvar.»

«Dette er en en umoralsk Historie fra den paviske Tid] den katolske tida.den paviske Tid, hvilket kjendeligen betegnes ved Korsets Tegn, og saadanne hører Djævelen til,» sagde Skolemesteren med Salvelse. «Formodentlig er det nogle Skovrøvere fra andre Bygdelag, som da graserede, der have bortført Budeien, som rimeligviis har været et letfærdigt Kvindfolk, saaledes som der gives mange af paa Sætrene, og Troldene ere blevne udlagte. Jeg skal nu fortælle en sandfærdig Historie, hvori ligeledes Huldren og Troldene fik Skylden, men som alene blev udført ved en betænkt Mands skarpsindige Skalkestykker.»

«I Præststulen udi Vaage Hovedsogn,» begyndte han, «levede for lang Tid siden et Par Ægtefolk, Steingrim og Jøda, der paa dette Aaslænde ernærede sig og Børn ved Krytyravl og Vildfangst. Manden, Steingrim, bortrykkedes af Snjoskrien i Jøndalsbraatom. Deres voxne Søn Ivar blev samme Aar udkommanderet, og Jøda blev alene Forsørger for mange Børn. Den anden Søn Bjørn blev, skjøndt endnu ung, Moderens eneste Støtte. Han var stor af Væxt, før] kraftig, storvaksen.før og vovdristig og udmærkede sig snart i Skiløben, Fangst og Skytteri, og især lagde han sig efter at kjende Dyrstraakjé] reinsdyrsrutene; der reinen går.Dyrstraakjé, det er Dyrenes Opholds-, Fra- og Tilflytningssteder under visse Veirkast, og formodentlig derved var han saa jagtviis, som man fortæller, ligesom hans Erfaring om Reensdyrets skarpe og fine Lugt, bragte ham paa Indfaldet om Blindskytter] figur med velbrukte og gjennomsveitte menneskeklede som blir stilt opp for at reinen skal få teft av menneske og drivast i ei anna lei.Blindskytter.

Som oftest var Bjørn befængt med Eismalsot] plaga av tungsinn.befængt med Eismalsot og søgte ved hver Leilighed at blive alene paa Veidestigen, og hans Veidelykke satte Folk i største Forundring. Somme troede, at han ved Troldom kunde fjettre Fugle og Dyr, saasnart han fik dem under Øine, Andre at han levede i Forstaaelse med Bergtrøjllom og i visse Maader erholdt Hjælp og Underretning af dem om den baatandeste Jagtled] den beste jaktleia.den baatandeste Jagtled. I denne Tro bestyrkedis Folk saa meget mere som de saae ham grave Reensgrave og mure sig Hytter i Bjerge og Fjelddale, hvor den Tid Andre ei kunde blive Natten over for Bjergtroldenes Aarsags Skyld. Undertiden fortalte han endog selv, hvor Jutulerne spøgede med ham og gjorde ham Fortræd, men at hans Fortroelige, Jutulen i Skulen, Skulgubben kaldet, ved saadan Leilighed altid kom ham til Hjælp.»

Det var let at indsee, at Skolemesterens Fortælling vilde blive ligesaa lang og kjedsommelig som det Sprog, hvori den fortaltes, var latterligt og eiendommeligt. Det var derfor ikke uden Tilfredshed, at jeg bemærkede den Uro, der kom over ham, da han mærkede, at hans Udvalgte havde fjernet sig. Gjennem Vinduet saa han, at hun gik hen mod en af de nærliggende Sætre. Denne Uro voxte imidlertid til Aandsfraværelse, da han saa, at Medbeileren fulgte hendes Spor. Han stottede og standsede famlende, efter Udtryk. «Nei, med Forlov, jeg kan ikke huske mig ret paa; jeg har lidt Ærende tilligemed; du Thor, du lyt fortælja Slutten; du kan det du med,» sagde han og forlod Stuen med Iil. Jenterne loe og beklagede den stakkels Skolemester og hans Jalousi. Efter Opfordring tog nu Thor tilorde og fortalte.

«Nabogaarden til Præststulen er Østeng; der boede en Mand, som hed Baard. Han var ogsaa Skytter, men han var altid avindsyg paa Bjørn for hans Veidelykke. Denne Baard Østeng havde en Datter, som hedte Rundborg. Til hende friede Bjørn i Smug; men da Faderen fik Nys om det, sagde han, at hvis han fik see Bjørn paa Gaarden, skulde det, ikke gaae ham bedre, end om han var en Vildreen, og vilde han fælde ham paa Flækken. «Dotter mi ska inkje ha nugun Skogbjøinn,» sagde han ydermere.

Men nu vilde han give hende til En fra Skaarvangen. Han hedte Selvor Opistuen og var en Tosse og en Jenteskræmsle. Rundborg bad nok; det hjalp ikke, men hun slap at flytte til Brudgommen før Brylluppet, som skulde staae ved Jonsokstider. Brudgommen selv red om og bad til Bryllups, og han kom til Skogbygden ogsaa, til Brudens Slægt og Grandelag. Paa Sønsteeng gik Manden ud efter ham og spurgte: «Kaa Dag ska dæ væra da? Du forgat dæ.» «E veit inkje anten det kain bli i Maargaa hel ein an Dag i Vikun, men døk fæ væra fæloge, saa ska os blaase i Luur, ner os kjøm utpaa Veigen,» svarede han.

Dette hørte Broder til Bjørn, og han bragte strax Bud om det. Bjørn var ikke længe om at finde paa det; han lod strax Mo’er og Bro’er sin passe paa i Skogbygden, men selv holdt han sig i Skorvangen. Først vilde han standse Følget paa Kirkeveien, saa de ikke skulde komme til Bruden. Om Natten gik han op i Skorvangsgjelet og vilde rive ned Bukkebroen, som ligger høit opi der; men Fader til Selvor og et Par til holdt paa at gjøre den istand. Saa tænkte han, han skulde flømme bort den nedre Maalebroen, og saa blev gjort. Dagen efter red Selvor med Brudefølget fra Skorvangen imod Høgstdagsleite; men paa Veien fik de spurgt, at Maalebroen var flømmet bort, og saa reiste de langt op i Lien og kom aadjærve] djerve til å vasse over elvar.aadjærve over Sandbovadet. Da de kom i Skogbygden, red nogle af Følget op og skulde hente Bruden, men Resten blev nede paa Veien; de hvilte, drak hverandre til af Lommeflaskerne og blæste paa Luur, og imens laa Bjørns Broder og lurede i et tæt, tykt Birkesnar et Stykke fra Veien, og da de reiste lunkede han efter.

Men det tog Tid ud, før Gjæsterne blev færdige og kom til dem, ved det at Brylluppet ikke var dagstøt. Tilsidst kom Bruden og hendes Folk med Brudgommen og dem, som var redne efter hende. Kirken stod paa søndre Sandbo den Tid, og da de kom did, var det langt paa Kvelden. At komme til Bryllupsgaarden om Kvelden, det var ikke gjørligt, og deelte derfor Bottolf Holen og Alf Svare Brudefølget mellem sig. De gav dem Mad og Drikke, og det kunde de vel tryte, for de havde været ude mest hele Dagen og ikke havt Andet end en Taar paa Lommeflaskerne. Da de havde faaet Mætten, nødte Bottolf og Alf dem til at roe sig en Stund. Bruden og Brudgommen laae paa Svareloftet. Seent om Kvelden kom Broder til Bjørn og sagde, at nu laa Bruden paa Svare. «Det skulde undres mig om hun bliver liggende der til Soleglads Leite?» sagde Bjørn.

Men da det led paa Natten, og Brudefolkene vare komne vel til Ro paa Svareloftet, kom der ind igjennem Loftsdøren en stor svær Frigge med grøn Stak og en lang blank Kniv i Haanden. Hun rev Bruden ud af Armene paa Brudgommen. Han greb efter hende, men i det samme skar Huldren afhænds] frå seg, med knivbladet vendt utetter.afhænds i Væggen med Kniven, saa Flisen sprat. Siden turde Brudgommen ikke see efter dem engang, men han foer ind i Stuen, hvor alle Bryllupsfolkene laae, græd og bar sig og sagde, at han troede Jøndalshuldren havde været paa Loftet og taget Bruden fra ham, for hun sagde, at Rundborg skulde blive Sønnekone til Jøndalsfruen. Saa kjytede han, at han vilde korte sig] så briska han seg med at han ville ta livet av seg.Saa kjytede han, at han vilde korte sig. «Dæsom ho ha læ me faat ligji sjaa se, saa kanskje Trøjlle inkje ha tragta saa mykjy ette henna heil?» føiede han til.

De holdt paa at trøste ham det bedste de kunde; men da de fik høre dette, begyndte de at storlee. Nu vilde Selvor hjem til Skorvangen og klage for Mo’er sin; men da Følget kom til Skjærvenbroen, vare Spænderne hugne af, Broen var flømmet bort, og de kunde ikke komme over. Paa den anden Side stod der Folk, som vare komne fra Skorvangen og skreg, men de kunde heller ikke komme over, og alt de skreg og raabte, kunde der ikke høres et Ord, for Elven var landstegen] elva fløymde over breiddene sine.Elven var landstegen og gik i een Fos. Saa sendte de Bud til Præsten. Han sagde, de skulde tage Kirkeklokkerne fra Vaage Kirke, føre dem op i Jøndalen og ringe i tre Døgn. Ja, de førte dem fra Vaage Kirke over Jættefjeldet op paa en stor Kamp i Jøndalsbraatom, og siden den Tid kaldes den Klokkekampen. De ringede i tre Døgn, men Bruden var borte og blev borte.

Saa raadede en gammel Kal dem til at ringe tre Thordagskvelde i Rad, men det hjalp ikke mere. Tilsidst kom Bjørn Præststulen til og sagde, at han havde drømt, at Rundborg havde det ilde hos Troldene. Men Skuulgubben havde lovet, at han skulde hjælpe ham at frie hende ud, for Gubben i Skulen var arg paa Jøndalshuldren. Og der var ingen Anden, som kunde frie hende ud end Bjørn, for hun var hoga paa ham; men fik han hende ikke til Ægte, saa vilde han heller ikke frie hende ud af Bjerget. Da Baard og Selvor fik høre det, satte de paa Bjørn og truede ham paa svarte Livet, at han skulde skaffe Rundborg frem. Men da satte Bjørn Ug] da reiste Bjørn bust; vart sint og protesterte.da satte Bjørn Ug, og han kranglede saa længe med dem, at han fik hende tilsidst.»

«Ja, saa var det, det gik til,» sagde Brit, da Thor havde endt denne Fortælling, hvis djærve Træk mindede om Sagatiden. «Naar Skolemesteren fortæller,» vedblev hun, «saa ramser han op en Rægle, som Ingen rigtig kan skjønne, om Præsten og Fauten, og atpaa siger han, at det var Bjørn Præststulen, som tog Bruden af Svareloftet; men det var det ikke, han friede hende ud; det var Jøndalshuldren, som tog hende.»

Det faldt Ingen ind at modsige denne Brits Bemærkning; men de mange topografiske Angivelser i Thors Fortælling tiltrængte en nøiere Udvikling og ledede til en Diskours] disputt, livleg diskusjon.Diskours, der gik ud i Detailler om Vaages geografiske Forhold. Der handledes langt og længe om Dalstrøg, Elve, Fjelde, Fiskevand, Fiske, Fugle, Dyr og Mennesker. Under denne for mig saare lærerige Samtale, fremsatte Brit for os et velsmagende og efter Omstændighederne næt anrettet Maaltid af Sæterkost.

Mod Enden af dette kom Marit, Skolemesterens Tilbedte, ind og hviskede under Latter og Fnisen med de øvrige Piger. Brit deeltog hjertelig i Lystigheden, og da Anders vilde vide, hvor Hans og Skolemesteren vare blevne af, fortalte hun, at den Første havde narret Skolemesteren rundt om fra den ene til den anden af de nærmeste Sætre. Selv havde han først gaaet rundt og sagt Jenterne hvad de skulde svare, naar Skolemesteren kom; og hvor denne lettede paa Klinken og spurgte efter Marit, sagde de: «Ja rigtig nu gik de ud af Døren, baade Hans og Marit, de sagde, de vilde til nærmeste Sælet.» Men tilsidst havde han truffet nogle Karle, som havde skjænket ham og drukket ham til, og saa var det forbi, «for han taaler ikke mere end en Høne, den Stakkel,» sagde Brit medlidende. «Ja,» føiede Marit til, «nu er han saa smiskende blid, at Munden staaer mest fiirkantet paa ham, men paa Hans er han arg. Jeg troer vist han kommer hid snart; da ska døk faae høire Leik.»

Det varede ikke længe, førend vi hørte Hans; han sang med klangfuld Bas til en eiendommelig Melodi en Gjetervise. Han anstrængede sig kjendeligt, blev staaende udenfor og sang med fuld Røst, som det syntes, for at blive hørt af Nogle, der kom efter, følgende Vers, som i dette Tilfælde lode til at være myntede paa Skolemesterens røde Haar og Kjærlighedsforholdet.

Paal sine Høno paa Haugein udslæpte;
Hønun saa let over Haugein sprang.
Paal paa Hønun kunde fornemme,
At Ræven va ute mæ Rompa saa lang.
Kluk, Kluk, Kluk, – sa Høna paa Haugje, –
Paal hain flaug aa vrængte mæ Augae:
Naa tør e inkje kommaa heim aat ‘n Mor!

Paal hain gjek se lit længer paa Haugje,
Fæk hain sjaa Ræven laag paa Høna aa gnog, –
Paal hain tok se ein Stein uti Nævé,
Dugle hain da te Ræven slog.
Ræven flaug saa Rompa has rista; –
Paal hain gret for Høna, hain mista:
Naa tør e inkje kommaa heim aat ‘n Mor!

Ha e naa Næb aa ha e saa Kløer,
Aa viste bære, kaar Rævain laag,
Skul’ e døm baade rispe aa klore
Framma te Nakjin aa bak over Laar.
Skam faa aille Rævain raue, –
Gu’ gje, at døm aille va daue!
Saa skull’ e kommaa heim aat ‘n Mor.

Inkje kain o værpe aa inkje kain o gaalaa,
Inkje kain o krupe, aa inkje kain o gaa.
E fæ gaa me aat Kvein aa maalaa
Aa faa att Mjøle, e forliste i Gjaar.
Men Skjit, sa ‘n Paal, e æ inkje bange;
Kjæften aa Mote ha hjulpe saa Mange; –
Naa tør e nok kommaa heim aat ‘n Mor.

Da Visen var til Ende, kom han ind lidt rød i Hovedet og satte sig rolig hen i en Krog, hvor han begyndte at ryge Tobak af sin Pibe. Det varede heller ikke længe, førend Skolemesteren indfandt sig, ledsaget af en fremmed Mand. Han havde trukket sine Fadermordere langt op og søgte at tilveiebringe saamegen Værdighed som muligt; men hans stive Skridt og stirrende Blik forraadte, endnu førend han aabnede Munden, hans Tilstand.

«Om Tilladelse, med Forladelse, høistærede Herrer,» sagde han med tyk Tunge og et latterligt Buk; «det var nok inkje lækkert gjort af mig, at jeg fløi paa Døren ulovendes og ærbødigen overlod deres Underholdning til denne værdige Reensskytter, som er en læg Mand at kalde, og disse elskværdige Hyrdepiger. Men jeg er en Ungdommens Lærer, og i Gudsfrygt og Gudagtighed er jeg ikke at spøge med, og da jeg ligesom er en Underdeel af Geistligheden at agte, og holder meget paa Tugt og det sjette Bud, saa taaler jeg ikke Sligt. Nei det gjør jeg ikke. Og jeg maa sige det reint ut – at det er en ustyggelig Uvane, at Gutterne løip efter Førkjom, før de have Skjæggevæxt paa Hagen. Og da jeg nu saa denne Hans letfærdigen at stryge efter Kvindfolket . . . . tvi . . . .» her spyttede Skolemesteren i ædel Harme og vedblev: «For som jeg siger, jeg er en stor Kontrapart af alskens Gjøglen, Figten, letfærdig Skanderen og Snak, Dobbel] spel, kortspel.Dobbel, Drukkenskab og letsindig Dands.»

«Jøs kaa hal du æ i Dag da, Skulmester,» sagde Marit; «e tykjy dæ æ Moro, e, ner Fela tæ te aa laate! E bli mest saa gla som ei Fele sjøl.» «Det er sandt, mit Barn,» sagde Skolemesteren, undvigende, og med et sødt Smiil: «jeg talte kun om den letsindige Dands. Ogsaa jeg tykkes det er saare fornøieligt at see Pigerne træde Dandsen, at sige, naar det er ved Siden af en værdig Mand, som indehaver en sømmelig Anstændighed.» Men greben av den Elskværdighedens Magt han priste, brød han pludselig med stærke Nasallyd og snøvlende Skolemestertremulanter] skjelvetonar i skolemeisterstil.Skolemestertremulanter ud i følgende begeistrede Hyldning af Viin og Skjønhed, der ikke syntes at staae i synderlig Samklang med de strænge Grundsætninger, han førte i Munden.

«Hvad er Alverdens Guld og Riger,
Og hvad er vel Fornøielse?
Foruden Vin og smuke Piger,
Er Verden kun et Hændelse.
Enhver, som er
Paa Piger sær,
Er Dosmere] dumrian, tosk.Dosmere,
Ihvor han er.»

«Det var en vakker Vise, det, Skolemester,» sagde Hans, idet han med Piben i Munden stak Hovedet frem af sin Krog, «men nu skal jeg synge dig en Stub, som du kanskee aldrig har hørt før.

Aa stakkars de, du din gamle Taape,
Du drak taa Flaskun, som sto i Skaape,
Du trudæ, at dæ va Brændeviin:
Men alt saa va dæ naa Tærpetin.
Men alt saa va dæ naa Tærpetin.»

Det var paafaldende hvor denne Vise, som jeg senere erfarede sigtede til en Begivenhed af Skolemesterens Liv, opæggede ham, og hertil kom, at han aabenbar havde staaet i den Formening, at hans Rival ikke var tilstede. Han tørrede sig først om Munden med Enden af sit lange Kjoleskjød og sagde:

«Ungdommen er naasaaviis i vore Dage; det kommer derudaf, at den ikke faaer smage Kjæppen nok. Du mundkaade Pilt; du gaber over en Tobakspibe i Munden og render paa Løverdagsfrieri, og udlader Fornermelser mod] talar fornærmande om.udlader Fornermelser mod værdige Mænd, som ere i Besiddelse af større Lærdom end du. Reis dig, siger jeg, naar jeg taler,» foer han op, «saaledes som det var Brug blandt Spartanerne, at Ungdommen skulde reise sig for Alderdommen og gamle Kaller. Jeg har gaaet paa Skolen hos gamle Præsten Grønbech] dette er ein fiktiv person. Den såkalla «Vågåpresten» Hans Peter Schnitler Krag (1794-1855) som var prest i Vågå 1830-1842, fekk mykje å seie for modellen for skolemeisterfiguren, Hans Hansen Pillarviken.Præsten Grønbech i tyve Aar, jeg, maa du vide. Reis dig siger jeg.»

Men Hans blev urokkelig paa sin Krak og viste kun et lattermildt Ansigt og to Rader skinnende hvide Tænder. Skolemesterens Ruus var kjendelig tiltaget, og jeg veed ikke hvad Enden vilde blevet, hvis ikke Marit havde lagt sig imellem. Hun rakte ham en Skaal Mælk og sagde: «Aa bry de inkje um Jaalingen, Skulmester. Vær naa bli att aa hugs paa, at her æ langfremmont Folk i Sælé.»

Da han havde drukket, vendte han sig til os igjen og syntes at ville undskylde sin nuværende Tilstand og neutralisere den ufordeelagtige Dom, der efter Hans’s gjentagne Hentydninger maatte paatrænge sig os, idet han udbrød: «Den fordærvelige Alkoholen! Det er den, som er Daarskabens Moder. Men jeg er en meget nygter Mand, om jeg ærbødigst selv skulde sige det, og i Almindelighed er jeg ikke hengiven til nogen overflødig Nydelse af den fordærvelige Drukkenskabs Last. Men jeg maa rigtignok undskylde, mine høistærede Herrer og værdige Sognemænd, at jeg blev saa længe borte. Det er ikke beenkjørt at raake Dørhullet att, naar En kommer i Grandelag. Der kom nemlig nogle gode Venner og Naboer farende med Brændeviinsflasker i Lommen. Og til Støls gjør en Dram forskrækkelig godt i Legemet. Ja det vedgaaer jeg reint ud, at jeg er i Besiddelse af den Forfængelighed, at jeg tager mig en Dram, naar jeg kan faae den, men aldrig til Overstadighed.

Lad os drikke, lad os drikke,
Brændeviin, mens vi kan,
Mangen Stakkel har det ikke,
Men maa drikke Vand,»

vedblev han med et uvilkaarligt Udbrud. «Nei,» fortsatte han, «ikke til Overstadighed. Gud bevares. For jeg kommer godt i Hug baade det, jeg har sagt og gjort og det, jeg skal gjøre og sige au; men det er en fordærvelig Drik ligevæl; for den drager efter ligesom Juleøllet hans Botil Moen. Men det jeg skulde komme i Hug, det var om den mærkelige Historie, anbelangendes Bjørn Præstestulen, som jeg om Forladelse gik ifra midt i Legen at regne for, om den blev rigtig fortalt. Du sagde vel alt Ting, min værdige Ven, Thor Ulvsgaarden, anbelangendes hvorledes Gjeistligheden kom i Tull, og den civile Domstol maatte greie Saka?»

«Nei, det var vist det, jeg sagde,» yttrede Brit. «Du har slig en lang Rægle atpaa du, Skolemester, som ingen kan skjønne. Han sagde ikke noget om det Thor.» «Det er Mangel paa Oplysning, mit Barn, Mangel paa Lærdom,» sagde Skolemesteren vigtig; «det som er udeglemt er mest det mærkeligste i hele Historien; thi det er der hvor Klammeriet og Processen begynder, kan jeg formene.

Ja, det gik da saaledessen til, seer Dem, at den Tid, at disse Karlene, ja, han Selvor Opistuen da og han Baard Østeng, dem satte spændt paa ham Bjørn Præststulen, og med Trugsmaal og Undsigelse vilde true ham til at udfrie hende eller aabenbare, hvorledes dette kunde lade sig gjøre, saa kom Bjørn i Tvivl om hvad han skulde gjøre; thi han saa Høiaannen for sig, og han havde følgelig naturligviis andet at bestille, end at holde Rundborg i Skyg og Skjuul i Skytterhytter og andre Huller i Fjeldet. Han sagde dem, at de forgjæves vilde anstille saadanne Forsøg hos Jutulen, og at han selv ikke vovede det, førend han havde anmodet Skuulgubbin om Hjælp, hvorvel han end var underrettet derom. Men hvorpaa saa foreslog han dem, at de alle tre skulde gaae til Præsté og vælge ham som Skjelsmand] meklar.Skjelsmand imellem dem, hvilket de vedtog, og Bjørn forklarede meget vidtløftigt hvad en Aand havde talet til ham med Aabenbarelse i Drømme, og især at han havde ærbødigst Befaling at ægte hende. Præsten forlangte Henstand for begge Parter til Pigen selv kunde afgive Vidnesbyrd, og da Bjørn efter et Døgns Tid kom frem med hende, forklarede hun hvad hun led hos Jutulom, og hvorledes Jøndalshuldren paaskyndte Giftermaalet med hende og sin Søn, saa at de efter denne Forbindelse vare aldeles i Besiddelse af hende, samt at Bjørn og Skuulgubben befriede hende for at forblive i Bjerget og blive Troldinde.

Under det at han udgranska begge Parters Beviisligheder og Paastande kom Præsten i Tull, hvilket vil sige saameget som at han saaledes indvikledes i denne Labyrinth, saa han ikke vidste at snoe sig ud deraf. Bjørns Aabenbaring, tænkte han, var maaskee den Høiestes Foranstaltning, mod hvilken Præsten ei vilde fælde Dom. Selvor og Rundborg vare viede ved Præst og Guds Ord, hvilke begge vare betydelige. Bjørn havde Rundborgs udeelte Kjærlighed lige fra hendes Barnebeen. Selvor havde langt fra ikke hendes Kjærlighed, men Forældrenes Samtykke, som gamle og følgelig forstandige kunde bedre indsee hvad som tjente Børnene til Velfærd og Lykke end de selv. Men Forældrenes uindskrænkede Myndigheds Udøvelse i sine Børns Giftehandeler gjør dem ofte til Bødeler o. s. v. sagde Præsten, ja, ved sig selv da, at forstaae. Ved at eftertænke dette blev følgende Resultat: Jeg befatter mig ikke med denne indviklede Sag; den maa følgelig naturligviis paakjendes af de civile Domstole. Imidlertid maa Bjørn som hendes Befrier beholde hende. Men af den borgerlige Ret blev saaledes dømt:

«Bjørn Præststulen kan gifte sig med Rundborg Baardsdatter Østeng uden nogen Tiltale, og Selvor Opistuen og Baard Østeng maae rømme Landet for at have undsagt ham.» Men det blev ikke noget af, for Bjørn tog sin Svigerfader til Naade for saadan Forseelse, og de bleve siden de bedste Venner.»

Denne Trumf satte Skolemesteren paa Sagnet om Bjørn Præststulen. Men det skrevne Ord er dødt og magtesløst. Der laa en mageløs, en ubeskrivelig komisk Effekt i hans levende Fremstilling, og fornemmelig i Betoningen, i Mimik, i Stemmens Modulation og i den Maade, hvorpaa hans Ruus aabenbarede sig i Talen; «thi Øllet drog efter med ham.» Englænderen laa kroget af Latter paa en Bænk over «denne Karikjatur.» Hele Forsamlingen brød af og til ud i Latter; ja selv den alvorlige Thor lo høit. Men Skolemesteren lagde ikke dette paa sit Sind; han grinede med og optog det som Bifald. Da Brit efter hans Begjæring atter havde lædsket ham med Mælk, lod han Munden løbe paany.

«Nu,» sagde han, «vil jeg fortælle en meget sandfærdig Historie fra en nyere Tid, som ogsaa derved er af Mærkelighed, fordi den indeholder Spaadomme eller Forudsigelser om tilkommende Tider og Hændelser. Paa Gaarden Flytty i Lessø Hovedsogn var en Mand, ved Navn Jens Ivarsøn, hvis Forfædre fra umindelige Tider havde beboet denne Gaard. Denne Jens var en tankefuld Mand, beinksom] hjelpsam.beinksom, lidet til Munds, og Ingen havde noget at sige paa hans Moralitet og Vandel. Engang vilde han til Sæters i Lordalen, og der vilde han hente Hestene sine for med dem at forrette Jordarbeide og Elvetømmerkjørsel; men han kom ikke til Sæters, og Ingen spurgte om ham mere, efterdi al Eftergranskning var forgjæves.

Men det ottende Aar giftede Konen sig paa ny, og medens Brudefølget var ved Kirken kom hendes forrige Mand, Jens, ind i Gaarden, uden at Nogen havde seet, hvor han kom fra. Han tog strax tilsides ud af Gaarden igjen for at undgaae Selskab og vilde ikke tale ved noget Menneske. Men saa blev der nu Vigt og Vavl] snakk og tullprat.Vigt og Vavl og Prat og Skravl om hvem denne Mand vel kunde være. Nogle sagde, at det var En, og Nogle sagde, at det ikke var en Anden; men alle som saae ham var de eens i det, at han havde Bø af Jens] han minte om Jens.han havde Bø af Jens. Men han unddrog sig deres Beskuelse og nysgjerrige Spørgsmaale indtil Brudefølget kom hjem, og da hans ældste Søn med andre flere tog Bryllupshestene for at tjore dem paa en afsides Eng, saa indfandt han sig hos Sønnen, som dog ikke kjendte ham, førend Jens ved Tjoringen tiltalte ham saaledes: «Ikke saa, min Søn! Du skal altid fæste Tjoret til venstre Framfod, ellers tvinges Hesten til at gaae mod sin Natur.»

Nu kjendte han att Faer sin og bad ham følge hjem, hvilket denne befandtes villig til, og da Jens kom ind i Bryllupsstuen blev Alting tyst; thi Alle gjenkjendte ham nu, og Konen brast i Graad, bad om Forladelse og vilde omfavne ham. Jens trøstede hende saa godt som muligt, og han sagde derhos, at han ikke havde nogen Erindring at gjøre mod hendes nye Ægteskab, og derhos yttrede han paa en underfundig Maade, at han selv hverken kunde eller var duelig til Ægtestanden og at forblive her; men at hans Hensigt blot var at ordne det Nødvendige for sine forsvarsløse Efterkommere.

Da han havde sagt det, saa bad han Ægtefolkene at sætte sig i Høgsæte, og i hele den nysgjerrige Bryllupsskares Paahør fortalte han dem sin sidste Villie med Hensyn til Boets Deling mellem hans Børn, forsaavidt deres Arve- og Odelsret til Gaarden var belangende, hvilket med Haand og Mund bekræftedes. Da dette Altsammen var fuldbyrdet, vilde Jens tage Afsked og bort; men de vedblev at indtrænge paa ham med nysgjerrige Spørgsmaale, paa hvilke han for det meste gav undvigende Svar. Blandt andet sagde hans Kone: «Gudske Lov at du kom hjem, at vi kunde erfare din Villie, og at du kan vide, at dit Afkom bliver her.»

«Ja,» svarede Jens, «mit Afkom skal blive her til Landsens sidste Tider, men da skal et Slag holdes paa Lillehammer, og det skal være det største, som nogensinde er skeet paa norsk Grund: Mandeblod stal flyde over Haneknæ, og Gudbrandsdølen vil afgjøre, om Norge længere skal kaldes et Kongerige. I Frankrig lagde Bondklubba] bondeopprøret; klubba vart rekna som eit typisk bondevåpen.Bondklubba sig, og der vil den ogsaa igjen reise sig først og med skjellongske Slag] på ein avgjerande måte.med skjellongske Slag forandre Folkenes Kaar, i Landene.»

«Naar vil det store Slag her i Landet skee?» blev atter Spørgsmaalet. «Naar brede Veie gjennem Landets Indskjæringer gjør Fiendens Indgang let,» svarede Jens, «og naar Vota er Landets lov] når det er allmenn røysterett i landet.naar Vota er Landets Lov, bliver denne Krigsgnist langsomt optændt, og Norge og Sverrige skal forinden føres under eet Septer. Før disses Forening vil Laugen bortrive det skjønne Fladsell og forenes med Skottevandet, og de norske Fjelde stal begynde at kalve, samt en Skjære bygge sit Rede i Stueovnen paa Flytty.» Efter disse og andre artige og mærkelige Spaadomme forlod Jens Ivarsøn Folket, og Ingen saa mere hvor han tog hen.»

Under den sidste Fortælling syntes Skolemesteren at komme mere og mere til Sands og Samling. Han talte især mod Slutningen mere distinkt end sædvanlig, og hans Tunge syntes fuldkommen at have gjenvundet sin Færdighed; men da han nu vilde reise sig, begyndte han til vor Forundring at rave. Han tog Afsked og trykkede os under farefulde Bukninger og Skrabud] skraput, bukk med ei skrapande rørsle med føtene, baketter. Skrabud Alle i Haanden og gik sin Vei, «fordi han ikke befandt sin Helbred rigtig vel,» sagde han.

Da han havde fjernet sig, og hans Liv, Forhold og Besynderligheder tilbørligen vare drøftede, opfordrede Anders den fremmede, smukke blegladne Pige til at fortælle. «Jeg veed du kan meget, Borghild, naar du er i det rette Lune,» sagde han, «fortæl os nu en Stub! Hvorledes var det med Datter til han Steffan Aaseng, du?» «Det er snart fortalt,» sagde hun blidt, men der foer en frisk Undseelsesrødme over det fine klare Ansigt, da hun henvendte sig til os og begyndte at fortælle:

«Den Steffan var fra Rolfstad i Froen. Han blev gift med Datteren paa Aaseng i Hedalen, og med hende fik han en liden Datter; men medens de laa paa Sætren en Sommer blev hun indtaget i Fjeldet. Hun var ikke mere end otte Aar dengang, og de sørgede saa for hende Forældrene, for det var saadan en vakker og veen Jentunge. Jeg er lidt i Slægt med den Rolfstadætten, og Bedstefader min var ofte derude; han fortalte altid saa meget om hende. – Da hun var borte, saa gjorde de Mandgard og ringede med Kirkeklokkerne efter hende, men hun var og blev borte, og de saae hende aldrig mere. Mange Aar efter var der to Fiskere inde og fiskede i Heimdalsfjeldet, som er to Mile fra Valdersleie. De laae i en liden Steenhytte og havde paa Varmen om Natten. Da kom der et Kvindfolk ind, som baade var stor og veen og voxen. Hun fortalte, at hun var den Datter til Steffan Aaseng, og at det var hende som var bleven indtagen til Bjergfolkene for mange Aar siden, og i Bjerget havde hun været lige siden da.

«Men imorgen skal jeg have Bryllup med Gubben i Raanaaskampen,» sagde hun, «og saa vil jeg bede Jer kaste Staal over mig og frie mig ud, for bliver jeg ikke udfriet da, saa maa jeg blive hos dem støt. Naar I passer paa paa Haugene ved Elven, saa faaer I see os,» sagde hun, «for vi komme fra Trosstemkampen og reise til Raanaaskampen; Brudgommen kan I strax kjende: han rider foran paa en sort Hest og har en Næse saa lang, at den naaer til Sadelknappen.»

De lovede, at de skulde passe paa, naar Brudefærden kom og byde til at kaste Staal over hende. Saa gik hun. Dagen efter vare de ude og laae paa en af Haugene ved Elven og passede paa. Ved Soleglads Leite kom Brudefærden. Du skulde aldrig seet saa mange greske Karle] gilde karar.greske Karle, byklædte og gilde og saa mange Fruer og Jomfruer med Silketøi og Sølvstads. Og alle rede de paa glupe Heste, men foran red Bruden, og Brudgommen havde en Næse saa lang, at den naaede til Sadelknappen. Fiskerne bleve ligesom troldslagne, for slig Stads og Herlighed havde de aldrig seet. Da Færden kom saa nær, saa Bruden til Side. Nu sandsede de sig, men da de skulde til at kaste over hende, havde de ikke Staal, og saa maatte hun blive med Bjergfolkene til Raanaaskampen, som ligger paa Lessøskogen, bortimod Folddalen; og der er hun vel endnu, hvis hun ei har sørget sig ihjel.»

«Ja,» sagde Gjeterjenten, som nylig var kommen til, «saadan en Historie har jeg ogsaa hørt om en, som hedte Kari. Hun laa paa Gravensæteren ude i Øier og blev indtaget i Fjeldet der, men hun slap vel fra det endda. Det var en Kveld, hun jagede Kreaturene hjem: ret som de kom frem mod Ræksælen] gangstigen; krøttertråkket.Ræksælen, saa hun en liden Gut, som holdt paa at jage Kreaturene tilbage mod Gjesleskogen igjen, for der er Skog paa Fjeldet derude. Hun Kari bad ham, at han skulde lade det blive, men det hjalp ikke. Saa blev hun sindt, løb bort og skjældte ham ud og tilsidst ruskede hun ham og slog ham overende paa en Tue; men da det bar overende, faldt hun ogsaa ikuld, og Tuen gav efter, saa baade Gutten og Kari foer langt ned igjennem ind i Fjeldet.

Tilsidst faldt de ned ved et stort Slot; der tog Gutten, som hun nu kunde skjønne var af Bjergfolkene, fast han var stor og staut, hende og ledede hende gjennem mangfoldige Værelser, og de vare saa gilde, at Kari aldrig havde troet, der var saa meget Gildt i Verden. Der var slig Musik, at Ingen kan troe, hvorledes det laat. De bad hende dandse, og de bød hende baade Mad og Drikke, og Bakkelse kom de med, der saa ud som Høvelfliser hos os, men Kari vilde ikke, og de fik ikke andet Ord af hende end: «Nei ellers mange Tak.»

Den Tid de savnede Kari paa Sæteren, gik der Bud hjem til Gaarden om det. Da Forældrene fik spurgt, hun var borte, blev det Sorg paa dem, maa vide; de troede, hun var gaaet vild i Fjeldet, og de ledte og gjorde Mandgard, men det kunde ikke nytte. Saa begyndte de at skjønne hvorledes det hang sammen, og saa hentede de Kirkeklokkerne fra Øier Kirke. Da de tog til at kime med dem, saa reiste der sig en gammel, gammel Mand med et alenlangt Skjæg af en Seng borte i en Krog paa Slottet.»

«Kast o ut att!» raabte han saa det dundrede i Bjerget. «Bjøilkué fra Øier æ i Fjellé aa rangla, saa dæ bryt i Skailla mine.» Med det samme kastede de Kari ud af Slottet fra et høit Loft, saa hun faldt ned i en Myr. Væk var Slottet og hele Herligheden. Saa fandt de hende igjen tæt ved Sæteren, og der gik hun paa Græsbakken og vadede ligesom i en Myr. Hun fulgte med Folkene, som var oppe og skulde lede efter hende og fik en Hest at ride paa hjem til Graven; men ret som hun red, hoppede hun af Hesten og sang og dandsede nogle underlige Dandse; de laat saa vakkert, at de mest var paa Graaden, naar de lyede paa dem. Dem, sagde hun, hun havde lært i Huldreslottet hos Bjergfolkene.»

«Nu lyt du rigtogt fortælja Naagaa, du Brit,» sagde Anders, der syntes levende interesseret for, at Enhver skulde yde sin Skjærv til vor Underholdning. «Du kommer vist i Hug hende Mari Klemmedom, Søster til Bedstemoder din; og kommer du hende i Hug, saa mindes du vist, hun har fortalt om, da hun laa Budeie i Valsæteren, nord i Høvringen her,» tilføiede han til vor Oplysning.

«Det kommer jeg vel i Hug,» svarede Brit, «da jeg og Søskene mine vare smaa, fortalte hun det jævnt, og hver Gang hun talte om det, græd hun. Det var medens hun var ude og tjente, saa skulde hun op til Valsæteren og være Underbudeie, og hun reiste op med Kviendom] ungfeet; kalvar og kviger.Kviendom tidlig om Vaaren. Da hun havde været der en Stund, kom der op en Karl, der hedte Gudbrand og skulde haffælle paa en af de andre Sætrene, men han holdt sig paa Valsæteren og laa der om Natten; og glad var hun Marit, for hun var bange, og ikke var der Folk andetsteds. Og tilsidst saa blev det nok saa, at han fæstede hende, mener jeg.

Saa var det en Morgen, hun skulde løse Kviendé; hun havde just givet Mælkekoen at drikke, for at den skulde faae det i sig mens hun løste Ungfæet, og da hun havde løst dem, saa lagde hun sig sydover Bolken] mellomveggen, skiljeveggen.Bolken og skulde til at løse Mælkekoen, som stod og slikkede Sørpebøtten. Men med det Samme blev den saa gal, at den sprat frem paa Gulvet, Fraaden stod af Munden paa den, og Mari kunde ikke faae løst den. Men paa den anden Side Bolken stod der en stor fremmed Karl, og han var saa stor og svær, spriikte med Fingrene og truede imod hende. Hun blev ræd, kan du vide, da hun fik see slig en Rusk, satte ud og skreg paa Gudbrand, som var nedenfor og haffælte, at han skulde komme og hjælpe hende. Ja han kom strax, men han kunde ikke see Nogen, men Kvien var gal, og Fraaden stod af Munden paa den. Endelig fik han løst den, men Marit var mest baade fra Vet og Samling, og det kom af, at hun havde snakket om det strax og ikke biet Natten over. Gudbrand maatte føre hende hjem, men for hver Bæk, hun skulde over, blev hun som hun var rent tullet. Langt om længe kom hun til sig selv igjen, men hver Gang hun talte om det siden, saa græd hun.

Saa sendte de op den rette Budeien; det var en som hedte Myrrønnaug, og saa var det en til, som hedte Gailn-Kari. De mente, at de ikke skulde være rædde for Bjergfolkene; de kunde kuns komme. Ved den Tid var der kommen Budeie i Lombssæteren ogsaa. Disse tre Jenterne foer der og gjætede Kreaturene og var saa viltre og gale, at det ikke var Maade med det; de fløi over alle Haugene om Sommeren og lagde sig efter at slaae ihjel Rypeunger, og naar de kom til Valfjeldet, saa raabte de paa Thron i Fjeldet og sagde, han kunde komme til dem om Løverdagskvelden, saa skulde han faae sove paa Armene deres, og naar de kom i Kværnstudalen, saa raabte de paa Kjøstul i Bakken, og naar de kom til den Fjeldknatten borte ved Slethø, som hedder Eldførpungen, skreg de paa Kristoffer Pungen og sagde det samme til ham. Naar de havde stelt fra sig om Kvelden, satte de sig paa Vanggjærdet og raabte: «Thron Valfjeldet, Kristoffer Eldførpungen, Kjøstul Aabakken, kom nu, skal vi lægge os!» For disse Jenterne troede ikke det, som Folk sagde, at der var Bjergfolk til, og at disse Karlene boede i Fjeldene her. Men de bleve vare ved det, kanskee.

For en Thorsdagskveld seent ud paa Høsten, ja saa seent, at alle andre Folk vare reiste hjem af Sæterfjeldet, saa havde Jenterne gjort fra sig Kveldstellet og sad om Aaren, og de snakkede vel om Guttene sine, kan jeg tænke. Ret som det var, saa foer Døren op og saa kom der ind tre smaa Karle. Ikke snakkede de et Ord, og ikke snakkede Jenterne heller, men de saae vel paa dem, for Karlene gik frem og atende paa Gulvet og sad paa Bænkene. De havde blaae fodside Kjoler og store røde Øine og lange Næser. Om en Stund gik de, men Kvelden efter kom de igjen, og da begyndte de at gjøre mere af sig, og desto ræddere blev Myrrønnaug og Jenten fra Lombssæteren; de bad Gud bevare sig vel, men Gailn-Kari var ikke bange endda. Om Løverdagskvelden var de ude igjen og holdt sligt Styr med Jenterne, at det ikke var nogen Maade paa, for det var nok svære Karle, endda de vare saa smaa. Men saa kom der en Skytter der, som hedte Peer Gynt. Han skjød Aabakken og slog ihjel Thron Valfjeldet, men Eldførpungen foer op igjennem Piben.»

Medens vi efter denne Fortælling talte om den øde og forladte Tilstand, hvori Pigerne befinde sig i denne Egn, naar de, som Skik og Brug er, fra enkelte Gaarde blive liggende paa Sæteren med Ungfæet til ud paa Vinteren, for at opgive det indsamlede Moos og Fjeldfoer, kom et Par af Pigerne, der under denne Samtale havde begivet sig paa Hjemveien, ind igjen og fortalte med Latter, at Skolemesteren havde gaaet sig fast i en Steenrøs nede paa Volden, saa at han hverken kunde komme op eller ned.

«E lyt væl hjaalpe ‘n, e,» sagde Hans, «men e kun nok haa Hog te aa følgje Kløvhesté døkkun in aat Ulsøhyttun aa sjaa um døk fæ nugun Rein imorgaa.» «Nei, nei, naa mena e, dæ æ Ende paa Vælen,» sagde Brit med Latter, «reise du fraa ‘n Marit, ner Skulmestern æ her?» «Skulmestern tænkje inkje paa aa fri korkje imorgaa ‘eil iovermorgaa; hain tænkje før paa aa dræpa se, ner han ha havt slik ‘n Tur] slik ein sjau.slik ‘n Tur som ikveld; e kjøm nok ihog kaales hain ha dæ,» svarede Hans.

«Ja Pikka Død, du kain følgje Kløvhesté,» sagde Anders, «saa kain e følgje Thor og Karain; dæ torde væra Von, e skaut ein Rein.» «Dæ va saa dæ,» sagde Hans, der nu i Følge med Marit forlod Sæteren for at hjælpe Skolemesteren paa Fode. Vi trak Bænkene frem til Skorstenen, lavede os Leier af Jagttasker, Skræpper og Kapper og laae inden Kort i den tryggeste Søvn.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)