Høifjeldsbilleder II. Reensdyrjagt ved Ronderne

Paa Ødemark under Jøklers Muur
der styrter og stimler den sorte Ur,
der groer Guldskjægget paa Klippeblok
og Sølverlokker paa Klippetind,
der fostres de flygtige Reners Flok
og farer som Blæst over Ur og Myr,
der drømmer det Alt i Jægerens Sind
og vaagner og klinger i Eventyr.
Welhaven] strofe frå Welhavens dikt «Høifjeldet» i Halvhundrede Digte (1848). Asbjørnsen skriv at Welhaven fekk låne manuskriptet til «Reensdyrjagt ved Ronderne», og da manuskriptet kom attende, «stod dette Motto skrevet paa Omslaget med hans Haandskrift» (Liestøl 1949 II, s. 310-311).Welhaven.

Da vi i Morgenstunden forlode Sæteren for i nordostlig Retning at vandre ind over Fjeldet, kastede Brit Limen og Skavgræstuen] bunt av skavgras, gras med hard og ru stengel til å skure mjølkeringer og andre trekar med.Skavgræstuen efter os og ønskede leende, at vi maatte brække Hals og Been] det heiter i folketradisjonen at ein ikkje skal ynskje godt for fiskaren og jegeren, men tvert imot ynskje uhell; da er det von om god fangst.brække Hals og Been, og ikke træffe Andet end Korp og Sjøvaak – et godt Omen for Jagt-Lykke! –

Himlen var overskyet, Dagen sval. Indover Fjeldet svævede endnu Taagen; kun af og til brød Solen svagt igjennem, og aabnede for os i usikkre svævende Omrids anelsesfulde Fjernvuer] fjerne synsinntrykk.Fjernvuer af den øde Fjeldnatur.

Vi vare snart udenfor Sæterkredsen og inde i den Region, hvor Snespurvens monotone Kvidder i Luften blander sig med Rypernes Karren mellem Dværgbirken, Enerbusken og Vidierne. Først efter flere Timers Vandring begyndte en anden, Lavarternes: Reenmossen, Guldskjægget, Graaskjægget og flere andre Arter af denne nøisomme Plantefamilie bedækkede skraanende Flader og Høider, der dannede en graagrøn Forgrund, bag hvilken mørke triste Feldter, uhyre Strækninger, dækkede med islandsk Mos, bredte sig ud i det øde Fjerne. Heiloens Fløiten, Korpens Klunk og Sjøvaakens vilde Hviin blandede sig en sjelden Gang med Vindens og Sneebækkenes Suus og Bruus; men efter nogen Tid aftog og forsvandt ogsaa disse Spor af Vegetation og Liv, og vi vare inde i den alpinske Region paa Høiden af Fjældplateauet, der dannes af umaadelige Masser af løse Stene, som gjennemfures af dybe Dale, Sneelvene have dannet.

Her er det, at Renen i Sommertiden søger et sundt og luftigt Tilhold, et Fristed for Reenfluens Forfølgelser. Den rige Flora i Smaadalene mellem disse Steenhobe, Iisranunkelen eller Reenblommen, der ofte lige ved Snefondernes Rand, voxer i den Jord, som dannes af de forvittrede Stene, yder den i Forening med Lavarterne paa Skraaningerne en kryddret, duftende og rigelig Føde. Paa langt Hold øiner den paa disse Heier sin Fiende, og Vinden, som stedse stryger hen over dem, varsler den oftest gjennem Lugten om en Fare der nærmer sig, længe før dens skarpe Øie endnu kan opdage den.

Da vi vare komne ind paa Graahø, var det Middagstid. Solen havde forlængst spredt Taagerne, den fugtige Nats Levninger, og en livlig Søndenvind feiede den ene skyggende Skymasse efter den anden nordover. Her vendte vore Ledsagere det Graa ud af sine røde Huer; thi paa dette Terrain skulde vi vente at faae Dyr i Sigte. Medens vi forgjæves speidede gjennem Kikkerten paa alle Høider og Skraaninger indtil et Par Miles Afstand, gik Thor stille foran med ludende Hoved, stirrende ned mellem Stenene; tilsidst lagde han sig heelt ned.

«Her er Slag efter et Dyr,» sagde han og viste et for mit uøvede Øie neppe synligt Indtryk af Klove. «Og der staaer en afbidt Reenblomstilk; den er saa frisk at Saften tyter af den. Her har været en Flok paa Beite, og det er ikke længe siden.» «Se Hunden,» sagde Anders, der kom efter og førte en spidssnudet, stærklemmet Gaardshund med opretstaaende Øren i Kobbel; «se hvor den veirer mod Vinden; her har der været Dyr, eller ogsaa er de ikke langt bort.» «Ja, Dyr er det den veirer, og hverken Hare eller Fjeldrak; den løfter formeget paa Næsen til det,» sagde Thor, idet han klappede og opmuntrede Hunden, der slog med Halen, og med et eiendommeligt Udtryk af Velbehag i korte Repriser trak og udstødte Luften.

«Ja, ja, tag dem du, Bamse min. De ere ikke saa nær endda; men det kan ikke vare længe før vi faaer see dem. Nu kunde det være Tid til at nøné] ete nonsmåltid, ved tre-tida om ettermiddagen.nøné; vi har gaaet vonums langt i Dag, og det kan være ymse om vi kommer til at hvile saa snart, naar vi faae see Renen. Her er Vand og her er Legosta godt nok,» føiede han til, idet han uden at vente paa Svar, lagde Nisteskræppen og Bøssen fra sig. Anders bandt Hunden ved en Steen og strakte alle Fire fra sig, for at drikke af det kolde, mellem Stenene sildrende Snevand. Jeg kastede mig ned paa Stenene, medens Sir John Tottenbroom, der fandt dette Ophold høist utidigt, protesterede mod Mad, mod Hvile, mod Tobak og mod Alt, før han havde seet «Reindeer.» Først da han efter en Demonstration af Thor var bleven viis paa, at Dyrene rimeligviis vare flere engelske Mile fra os, og at der efter al Sandsynlighed vilde hengaae flere Timer, inden vi kom i Nærheden af dem, gav han sig tilfreds og tog til Takke med den Niste, Mari Laurgaard havde medgivet os, med et Bæger af Jagtflasken, med en Drik af Snevandet og med at strække sine Lemmer paa de haarde Stene.

Thor, der siden vi kom ind paa Plateauet havde været stille, ordknap og med Opmærksomhed gjennemspeidet alle Strøg fjern og nær, var en anden Mand under Hvilen. Han fortalte paa en høist anskuelig Maade i korte Træk den ene Jagthistorie efter den anden, og viste os flere, indenfor vor Synskreds liggende Steder, der havde været Scenen for hans Bedrifter. «Der borte ved Blekvangsætrene,» sagde han blandt Andet, «var jeg i Kast med en Buk. Den kom i Hold, og jeg skjød, saa den stupte. Riumte reis ‘n up] av og til reiste han seg opp.Riumte reis ‘n up, men da jeg kom ind paa den, sprat den i Veiret og satte afsted, og borte blev den tilsidst. Den trak ind paa Styghø; jeg gik og ledte til det blev mørkt, men fandt den ikke igjen. Natten over laa jeg i en af Blekvangsælene. Om Morgenen strøg jeg ind paa Styghø igjen, og bedst jeg gaaer, faaer jeg see en Korp høit mellem Stenene. Jeg tykte det var rart at see hvad den kunde sidde paa. Da jeg kom indpaa den, saa jeg det var et Horn, som rak i Veiret; der laa Bukken, og glad vardt jeg. Men mens jeg holdt paa at flaae den, kom der strygende en Dyrflok; det var ni vakkre Dyr og en glup Buk med Horn saa store, at jeg ikke har seet dem større. Jeg lagde mig ned, men de vilde ikke komme rigtig for Skud. Paa Slutten begyndte de at rekkje forbi; saa skjød jeg, og Bukken faldt.

Da jeg kom nærmere paa den, tænkte jeg: jeg faaer vel byde til at faae Tag i dig, og saa greb jeg i det ene Hornet; men da jeg satte Kniven i Nakken, sprang den op saa vi tumlede hugustup ned gjennem Uren, Kniven paa en Kant og jeg og Bukken paa en anden; men jeg slap ikke Taget. Han bød til at stange, det leie Bæstet, og slog med Framføtom, men Magten var ikke saa stor, for jeg holdt mig til Siden og havde godt Tag ved Roden af Hornet. Takomte] nå og da.Takomte saa bar det ikuld ned gjennem Uren, og jeg fik flere end een Tryk. Saa sjaakede] vakla, trødde ustøtt.sjaakede den og ræggede ikuld] fall overende.ræggede ikuld tilsidst. Der laa den. Jeg havde ikke anden Redskab end en Skosyl, og den kunde jeg ikke pille Livet af den med. Jeg tænkte nok paa at drive den i Skallen med en Steen, men det syntes jeg ikke om; saa gik jeg op, fandt igjen Riflen og ladede den. Da jeg kom ned, satte jeg Piben i Nakken paa den og skjød; men endda sprat den op og gjorde et høit Hop, førend den stupte død. Saa grov jeg dem ned i Uren begge to og lagde Steen over, at Jærven ikke skulde æde dem, for jeg kunde ikke finde Kniven igjen og hverken faae flaaet dem eller lemmet dem sund. Men min Krop var saa mør, at den værkede over otte Dage efter den Dandsen.»

Sir John Tottenbroom, der fortalte, at han oftere havde tilbragt Jagttiden paa en Slægtnings Godser i Skotland og fornøiet sig med Hjortejagt, gav tilbedste nogle Historier, han selv skulde have oplevet. De endte imidlertid paa en mere decideret Maade, idet Jægeren først sendte Dyret en dræbende Kugle, og siden til Overflod efter alle Sportingskunstens Regler stødte det Fangstkniven eller Hirschfængeren] hirschfenger; lang jaktkniv eller bajonett.Hirschfængeren i Nakken.

«Kanskee Hjorten ikke behøver saa stærkt Dødsskud,» sagde Thor; «paa Renen maa der brydes Been eller træffes Hjerte, ellers bliver den ikke liggende. Der var en Skytter i Vestfjeldene. Han hedte Gudbrand Glesne, og var gift med Bedstemoder til Gutten, I saae i Sæteren i Gaarkveld, og en glup Skytter skal han have været. En Høst var han kommen i Hold med en svær Buk. Han skjød paa den og kunde ikke andet vide, end at den var stokdød, saa faldt den. Saa gik han, som En ofte pleier, og satte sig skrævs over Ryggen paa den, og skulde løse paa Kniven og byde til at skille Nakkebenet fra Skallen. Men bedst han havde sat sig, sprat den op, lagde Hornene tilbage og trykte ham ned mellem dem, saa han sad som i en Armstol, og saa gik det afsted, for Kuglen havde bare strøget Dyret paa Hovedet, saa det var falden i Svime. Slig Skyds har vel aldrig noget Menneske havt som den han Gudbrand fik. Det gik mod Veir og Vind, over de fæleste Bræer og Stygurer. Saa satte den over Gjendeeggen, men da bad han til Vorherre, for da troede han, at han aldrig skulde faae see Sol eller Maane mere. Men tilsidst lagde Renen paa Vandet og svømmede tværs over med Skytteren paa Ryggen. Imens havde han faaet Kniven løs, og idetsamme Bukken satte Foden paa Landet, stødte han den i Nakken, og død var den, og Gudbrand Glesne havde vist ikke gjort den Reisen om igjen, om han kunde have vundet al den Rigdom, som til var.»

«En saadan Story om en Krubskutte, der var bleven Hjorterutter har jeg hørt i England,» sagde Sir John med sin sædvanlige Usands for Vokallydene. «I Jylland fortæller Blicher] Steen Steensen Blicher (1782-1848), dansk forfattar som Asbjørnsen var inspirert av. Asbjørnsen siktar til forteljinga «Røverstuen» (1827).Blicher en lignende,» sagde jeg. «Men hvat var det for et Egg, du nævnede, Gjenderegget, Thor?» afbrød han mig. «Gjendeeggen mener du?» spurgte Thor. «Det er Ryggen paa et Fjeld, som ligger mellem Gjendevandene, og den er saa fælende smal og brat, at naar En staaer der og slipper en Steen ud med hver Haand, saa rulle de ned i hver sit Vand. Reenskytterne gaae over den i Godveir, ellers er der ikke fremkommeligt; men det var en uvorren Mand op i Skiager] Skjåk.Skiager – han hedte Ole Storebraaten – han gik derover med en voxen Reenbuk paa Nakken.»

«Hvor huit er det Fjeld over Vandene?» spurgte Sir John. «Aa det er langtfra ikke saa høit som Rondene,» sagde Thor; «men det er da over syv hundrede Alen. Jeg var med en Capitain, en Landmaaler] det dreiar seg om Theodor Christian Broch (1796-1863). Han arbeidde som landmålar i Gudbrandsdalen i 1820-åra.en Capitain, en Landmaaler, han havde maalt det. Ja, Anders der var ogsaa med.» «Det var den gjæveste Mand, jeg har kjendt,» sagde Anders ivrig; «han var saa gjement og uvorren og lige glad, at det ikke var Maade paa det. Om alt Ting havde han en Historie, og Viser sang han, saa jeg aldrig har hørt Magen. Men borte i Rondene var det nær gaaet galt med ham. Vi havde været oppe og sat Varde paa den vestlige Tinden, saa kom han udpaa Fonden, og den var baade glat og brat og haal som Svul, saa det bar udover, og han ok vist et Par Hundrede Alen ned, og fort gik det; men da vi traf ham igjen gik han bare og lo, fordi han havde skuret af sig det meste af Buxerne sine.»

«Derborte kan En komme til at age, før En veed Ordet af det,» sagde Thor; «for i Ronderne og i Rondebræerne er det ikke let at komme frem. Renen har let nok ved det; men Skytteren bliver efter, hvis det ikke gaaer endda værre. Det var en Reenskytter, som kom til at age der engang, og han kom vel fra det. Han gik og han gik efter en Dyrflok borte i en af Snefondene og agtede paa Sporet, men ikke paa noget Andet, til han hverken kunde komme frem eller tilbage, eller op eller ned; og han saa ikke andet end Døden for sig; saa tænkte han, ligesaagodt først som sidst. En Hund havde han med; den skjød han først, men da han havde skudt den og bød til at lade igjen, saa gik der ud et stort Skred med ham, og han gled nedover med Sneen til den standsede et Sted, hvor han kunde komme frem, og han fik ingen Skade, men levede mange Aar siden den Tid.»

«Du fortæller saamange Storier, Thur, end kan ikke lader andre Mænd komme til at taler,» sagde Sir John, der længe havde værket for at faae Knevelen løs] få tunga på glid.faae Knevelen løs. «Jeg har ogsaar at fortæller nogler Storier i Ingland. Det vær en gæmmel Skutter, som kommet fra Skotlænd, der fortællet mig. Engang, sæd han, var to Krubskutter i Skoven at skuder Hjort; de havder ryder Luer begger to, end begger to totter de havder en dilig Reeddeer for sig] begge to trudde at dei hadde ein vakker («deilig») hjort framfor seg.begger to totter de havder en dilig Reeddeer for sig, og de krub og de krub, and stilleder fram] og lista seg framover.and stilleder fram, and saa skud de po een Gang, and saa laae de dauer begger to.»

«Hvem kunde saa vide om det?» spurgte Anders. «Den ene livet vel saa længer, at han fik siger det til Præsten,» svarede Sir John. «Men saa var det en anden Story, som var ligesaa mærkværdiger af den sammer Mænds Fortælling. Det var en Krubskutter, som var jagender en Hjort, og han fik see en oldgæmmel Stagdeer (Hjort) med sture grinede Horn] store horn med greiner.sture grinede Horn, men da han vudd’ skuder, var den en gæmmel Mænd med ruder Hye. Han var raabet til ham, men han svaret ikker, and naar ‘an saa op fra Riflen, var det en oldgæmmel Raudeer med sture grinede Horn; men naar han vudd skuder, var det en gæmmel Mænd med en rude Hye. Han blivet saa ræd; men han skudet lel, og saa var det en ældegæmle Hjort med sture grinede Horn, som der ikker er skuder Mager til paa hundreder Aar.»

Vederkvægede reiste vi os: hvert Spoer af Træthed var svunden, og da vi atter skrede hen over Fjeldplateauet følte vi ret Hvilens og den elastiske Fjeldlufts styrkende og foryngende Kraft i spænstige Muskler og lette Skridt. Vi havde neppe gaaet tusinde Skridt frem paa Graahøs østlige Hældning, førend Thor standsede. Stirrende ud i det Fjerne, skyggede han over Øinene med Haanden, vendte sig, langede efter min Kikkert og sagde: «Det er ikke godt at see Graadyr mellem Graasteen. – – Der er en Flok; tre, fire, en glup Buk, og en til; syv, otte, ti, tolv, tretten,» talte han. «Er det tretten, maa en være feig,» raabte Anders. «Se lige over i den graae Steenuren, som Skyen skygger over; der gaaer ud ligesom en Tange af Sne, den rekkje de temmelig fort op ved. Der er ikke noget at æde i Uren, meta,» sagde Thor, og anviste med Bøssen den Retning, vi skulde søge i, gjennem Kikkerten.

Afstanden var en tre Fjerdingvei. Efter Thors Anviisning maatte vi gaae over en dyb Dal og norden om en ligeoverfor Graahø liggende Høide, hvorpaa Flokken befandt sig, for at komme under Vinden og møde den ovenfor Snefonden. Jeg springer over denne milelange Vandring i en Halvkreds, som Urer, Snefonder og en sydlig Storm vilde gjort saare besværlig under andre Omstændigheder. Men Jagtlysten sittrede i vore Lemmer; Higen og Længsel efter at komme Dyrflokken paa Skud bevingede vore Skridt og gjorde Vandringen let. Men da vi vaersomt smygende kom frem ved Randen af Snefonden, saae vi kun Spor af, at Flokken havde været paa dette Sted.

«Nordefter igjen,» sagde Thor, og vi gik henimod en liden Rygning, hvor vi kunde vente en friere Udsigt. «Læg døk ned,» sagde Thor med Eet og foregik os med sit Exempel. «Jeg seer Hornene af Bukken mod Himlen, lige over Ryggen paa Snefonden; den er ikke otte hundrede Skridt borte; læg døk flade ned, saa kan den kanskee komme i Hold; at krybe frem nytter ikke, her er ikke en Steen at smyge bag.» Længe saae vi ikke Andet end Hornene af den store Buk. Den syntes at dreie sig i alle Retninger, som om den stod paa Vagt og speidede efter Fiender. Os mærkede den ikke; thi vi vare under Vinden. Men pludselig sprat hele Flokken ind paa den Side af Snefonden, der heldede mod os. Jeg greb krampagtig efter Bøssen; men Thor tog mig rolig over Armen og sagde: «Styr de, e ska nok seia te!»

De vare der alle tretten: Kalvene og de tvende Bukke jagede hverandre i en liden Kreds omkring i den viltreste Leg, i de mest overgivne Spring. Snart stode de paa Tobeen med kneisende Horn, og sloge mod hverandre med Forfødderne, snart hoppede de mandshøit med alle Fire i Veiret paa een Gang, snart faldt de ned igjen og sloge kaade ud med Bagfødderne saaat Lænden stod høit op i Luften, og Iis- og Sneeklumper føg og fløi omkring dem. «Det var vel Leg,» sagde Anders og lo. «De lege og sprætte saa vi see baade Sol og Maane under Føtom paa dem.» «Det bliver ildt Veir,» sagde Thor. «Naar Renen leger, er det mod ildt Veir.» Legen varede ved og blev stedse vildere og mere overgiven; Springene og Stillingerne bleve saa dristige, komiske og bizarre, at vi maatte lee over de livlige Dyr. Men under denne Leg kom den ene Buk i fuldt Løb lige mod os. Flokken forfulgte den.

«Pas nu paa, holdt lige i Bringkøil’n eller Bogen] sikt midt i brystbeinet eller bogen; øvste del av framfoten. holdt lige i Bringkøil’n eller Bogen,» sagde Thor; men det sagte Knæk af Hanerne paa vore Rifler forkyndte ham, at den første Erindring var overflødig. Haanden skjælvede og Hjertet bankede af Forventning i dette Øieblik; inden nogle Sekunder vilde den store Buk have været paa Skud. Men da den nærmede sig Snefondens Rand, fløi der en Sjøvaak op af Uren. Et Sekund stod Bukken og den hele Flok urørlig med tilbagelagt Hoved og kneisende Horn, stirrende op mod Falken, der udstødte et vildt Skrig. I det næste Øieblik kastede de om som en Vind og foer i Flok og Følge henover Fonden, forfulgt af en pibende Riflekugle. «Aa dæ va for langt; dæ va aa kaste Bly i Væré,» sagde Thor. Min Ledsager havde valgt sig et andet Maal, idet han i afmægtig Harme rettede sit Skud mod den uskyldige Aarsag til Dyrflokkens flygtige Retirade. Men den stolte Fugl gjorde blot et Slag med Vingerne og seilede roligt hen over vore Hoveder. «Dæ va Von aa raake den,» sagde Anders med Latter.

For at faae en friere Udsigt gik vi et lidet Stykke længere frem. Flokken kom igjen tilsyne paa en anden Høide. Thor fulgte med Opmærksomhed dens Bevægelser. Da den forsvandt bag Rygningen, sagde Anders: «Den Fuglen er altid iveien her paa Fjeldet; havde den ikke været, var Flokken kommet lige til os.» «Det turde vel hænde, vi træffer den endnu før Soleglads Leite,» føiede Thor til.

Vi satte os Alle ned for at hvile, medens Sir John Tottenbroom tilkjendegav sin Harme og yttrede sin Forundring over, at Renen kunde blive forskrækket over saa Lidet. «Saa Lidet?» sagde Thor; «den tager til Beens, bare der flyver en Snespurv op mellem Stenene og kviddrer lidt, og bare der reiser sig op en Fjeldhare for dem, saa sætte de afsted som det gjaldt Liv og Død.» Sir John udtømte sig i haabløse Gisninger – af og til blandede med Forbittrelsens Udbrud over slige Fugle – om hvor Renen nu vel kunde være. Han underholdt sig en Stund med Thor, der for nogle Aar tilbage havde ledsaget en Slægtning af ham, Sir Biltton] engelskmannen William Bilton. I 1837 hadde han teke ein tur i Rondane saman med Thor Ødegaarden og bror hans. Tre år seinare gav han ut boka Two Summers in Norway, der han skildrar turen (Liestøl 1949 II, s. 312-313).Sir Biltton, som havde skrevet en stor Bog om Jagten og Fiskeriet i Norge, paa nogle uheldige Reensdyrjagter i denne Egn.

Han fortalte videre om et mærkeligt Uheld, han selv havde havt, den eneste Gang, han paa Bergensfjeldene havde været i Hold med en Reenflok, der efter hans og et Par andre Englænderes Skud, satte over et nylig tilfrosset Vand, hvor de forfulgte Dyrene til Isen brast, og de med Fare for Livet bleve trukne i Land af Skytterne, der ledsagede dem. Medens Sir John paa sit Kaudervælsk afhandlede] gjorde greie for.afhandlede og fortalte dette, og med Salvelse udbredte sig, angaaende den katholske Kirkestemning, der kom over ham, naar han ved Aftentide var i Fjeldet, sad jeg og saa ud i det Fjeldpanorama, der aabnede sig for os paa dette Sted.

Foran os laa – som det ved et i Fjeldegnene noksom bekjendte Sandsebedrag syntes – neppe en halv Miil mod Syd, Rondernes Alpeskikkelser i en stor Halvkreds. Midt i Kredsen viste en eenlig Tinde sig som Centrum. En Sky, der stod mellem os og Solen, udbredte sin Skygge over den dystre Gruppe, hvis svimlende Toppe og Tinder i blaalig Duft skarpt tegnede sig af mod den klare blaae Himmel, hvor Søndenvinden havde hersket. Den indre Side af Kredsen vendte mod os. Midtronden, der laa nærmest, hindrede Udsigten til nogle af de sydostlige Ronder. De østlige Klipper, vi saae, vare dybtfurede og bestode af lyse Steenure; de sydlige og vestlige, der laae aabent for os, dækkede uhyre Snebræer fra Toppen til Foden. I Ly af disse Bræer og Fjelde ligger der en Dal, grøn og veltilfreds. Den vinker Botanikeren med Løfter om hundrede skjønne, duftende Alpeplanter. Men Ronderne staae derover og løfte sine kneisende Tinder i Skyen og true med Steenskred og Laviner, saa at selv det kolde Vand bliver ilde tilmode, og fra en iislagt Sø, der ligger dybt inde i Dalen og mat reflekterer Lyset, iler Aaen ud og haster skummende og tindrende bort fra det truende Naboskab.

Mod Vest og Nord udbredte sig for vore Fødder den uendelige Fjeldslette, graagrønne, bruunlige, sorgvækkende Strækninger. Deres Eensformighed afbrødes kun ved Skyernes Skygger, ved Lyseffekter af Aftensolens Straaler og ved Taager, der svævende stege op, betegnende Dalenes og Elvenes Løb i den uendelige Ødemark. Ved Horizonten af disse Himmelegne, over Snehættens kolossale Masse, over Vrimlen af de vestlige Sne- og Iisfjelde svævede en Ølrøk] varmedis.Ølrøk, og i denne varme disige Luft syntes Snehætten og disse Fjelde med sine Kamme, Tinder og mangehaande Former at hæve sig op til en umaadelig Høide. Gjennem denne halvgjennemsigtige Luft gjød Solen sit Straalevæld ud over Lombs- og Vaagefjeldenes Sne- og Iisbræer: viinfarvede Skyer med gylden Bræm svævede over dem, og den rødlige funklende Guldglands, Fjeldene laae i, gjenstraalede høit op i Luften og gjennemtindrede hele den nordvestlige Himmel.

Men det var paa Tid at komme afsted; thi vi havde endnu en lang og besværlig Vandring til Ulsødehytten, en Rypeskytterhytte ved Foden af Ronderne, der skulde være vort Nattekvarteer, og hvor Hans havde lovet at indtræffe med Kløvhesten. Sir John spurgte, hvor Skytterhytten laa, og Thor pegede mod den ydre Styrtning af den vestlige Rondetind. I den saaledes angivne Retning, der omtrent var den samme, Reensdyrflokken havde fulgt, vandrede vi henover Fjeldskraaninger og Snefonder, over Høider og Dale, ned ad den ene Ur og op ad den anden. Hunden strammede ofte i Kobblet og førte fremdeles af og til Næsen veirende i Vinden, og Thor og Anders vexlede nu og da nogle stille Bemærkninger, der ligesom Hundens Adfærd antydede, at vi fremdeles vare Flokken paa Sporet. Det Haab, som dette vakte, oplivede vort Mod, og vi skrede nu uden at besværes af nogen Træthed frem over en jævn Skraaning. Vinden havde lagt sig, og Solen kastede ufordunklet sit sidste Gyldenskjær over Stene og Snefonder.

Ved en af disse, der strakte sig langt ned, seer jeg i den klare Belysning strax ovenfor os et Par Horn rage op af en Fordybning. «Læg døk ne,» hviskede Thor i samme Øieblik. Vi opgjorde i Hast en Operationsplan, ifølge hvilken jeg skulde skyde den Buk, der stod til Venstre, Sir John den Høire. Thor lagde sin Rifle fra sig og ledsagede os med Hunden for at kunne slippe den strax, om et Dyr blev anskudt. Paa Knær og Hænder kravlede vi frem mellem Stenene, indtil vi oversaae den lille Fordybning, hvori Flokken stod. Det var de samme tretten Dyr, vi havde seet paa Bræen. Bukken til Venstre stod meget fordeelagtigt, der var to Dyr i Rad med den, et foran og et bag; lige ovenfor stod en Kalv. Holdet var drøit, men ingenlunde for langt, og det havde sine Vanskeligheder at komme længer frem uden at blive seet. Jeg varslede Sir John, lagde for Øiet og vilde trykke løs; men han foer op med Force og raabte med fuld Stemme: «Skuder ikke for Guds Skuld, det er altfor læng.» «Det er ikke for langt,» hviskede Thor utaalmodig.

Nu troede da Sir John at burde gribe Initiativet; men i en Forvirring, der ikke gav det bedste Vidnesbyrd om hans Bedrifter paa de skotske Hjortejagter, vilde han først springe nogle Skridt frem, hvorunder han snublede i Hundekoblet, styrtede overende og løsrev Hunden, der i fuld Loos satte op igjennem Uren. Jeg kastede min Kugle forgjæves efter de flygtende Dyr. Men under Mandefaldet havde Thor snappet hans Rifle og kastet den til Kinden. Den knaldede, og den ene Buk satte midt ud af Flokken med et uhyre Spring og styrtede derpaa tumlende om paa Sneen. Den risede atter op paa Forbenene, men styrtede strax gispende sammen. Anders og jeg istemte et jublende Dotskrig] jegerens jaktskrik når dyret er felt.Dotskrig, der blandedes med nogle engelske Ulyd, som Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse] allusjon til Don Quijote, hovudpersonen i Miguel de Cervantes’ (1547-1616) kjende roman.Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse gav fra sig over sine forstødte Knæer og over de «fordumte Reindeer, han aldrig skud’ kommer til at skuder.» Vi ilede hen til Snefonden, hvor Hunden stod paa Vagt og slikkede Blodet af det stolte Dyr, der endnu laa og gispede paa Sneen. Thor endte Dødskampen ved at støde det Kniven i Nakken og gav sig, da vi havde betragtet det fra alle Kanter, til at flaae, en Forretning, der ved Anders’s Bistand udførtes i kort Tid. Huden, Hornene og Laarene toge vi med; de øvrige, mindre værdifulde Dele nedgroves i Uren for at afhentes næste Dag, og bevaredes ved et Kastel af store Stene, som vi væltede over dem, mod Jærven.

Da vi skulde begive os paa Veien, begyndte Sir John igjen at opstille forskjellige Hypotheser om hvor Reindyrene kunde være, og spurgte tilsidst Thor om hvorhen han troede, de havde taget Veien, og om det ikke kunde være muligt at møde dem, thi han skulde dog have Lyst til at skyde et Dyr. «Ja», sagde Thor alvorligt nok, «det skal jeg sige dig, det kunde vi vel; naar vi gik bortover Braakdalshø, saa mødte vi dem ved Rondhalsen; paa noget andet Sted komme de ikke ned, efter den Vei, de tog; men inden vi kommer did, er det mørke Natten, og det er ikke Spøg at komme frem der i Lyset; om Natten kan du brække baade Hals og Been.» Sir John havde Hals og Lemmer for kjære til at ville vove den farlige Vandring i Nattens Mulm. Vi toge altsaa ned paa en anden Kant af Braakdalshø, i en Dal med yppig Græsvæxt og en rig Blomsterflor, og vandrede en Tid paa fast Græsbund ved Bredden af Vesleula, en af de Aaer, der komme fra Ronderne. Aftenstjernen og Tusmørket stege frem. Græsbunden vexlede snart med løse Steenure, der af og til ramlede ned under os i den lille Elv.

Sir John ledsagede disse Udflugter i det kolde Vand med adskillige engelske Kraftudtryk, som jeg i Begyndelsen ikke kunde afholde mig fra at akkompagnere paa Norsk. «Du tykkes, det er slemt her nu, du,» sagde Anders, «men du skulde have været med os ifjor efter Mikkelsmess. Thor skjød en Buk da, og den gik vi og sumlede og ledte efter mellem Haugene, til det begyndte at snee og fyge, saa at vi ikke kunde see en Næve for os. Tilsidst kom vi ned i Dalen ved Aaen her og dat ikuld ved hvertandet Skridt. Bedst vi gik og vadede i Sneen og Mørket, bar det ud i Elven eller overende i Uren, saa vi slog Bøssen i Stenene.»

Sir John var meget træt og utaalmodig. Hvert Øieblik spurgte han nu, hvor langt vi havde til «den fordømte Skutterhut,» og fik i Begyndelsen bestandig det samme Svar: «det var en god Fjerding.» Siden afkortedes det til et lidet Stykke, der under Mørket og Mødigheden aldrig syntes at ville tage Ende. Efter en liden Sving opad fra Elven, som vi atter nærmede os, fik vi Røglugt i Næsen. Nattekvarteret var i Nærheden; dog gik vi endnu udover en Bakkehældning, langsmed en lav Bjergvæg og over en Myr, hvorfra vi kom ind paa fast Græsbund, der klang under vore Skridt. «Her er Ulsøhytten,» sagde Thor.

Jeg blev ikke Andet vaer end nogle Steenhobe og en Fortsættelse af Bjergvæggen; men i denne blev der lavt nede aabnet en liden Dør eller Glugge, hvoraf der udstrømmede et stærkt rødligt Lys. Der kom strax Skygger for, og et Par Mennesker traadte ud. «Der er nok flere Skyttere her,» sagde Anders. «Gu Kvæld Peer; naa fæ du Fremmon. Det er en af dem, som har bygget Hytten for at ligge her og skyde Rype om Vinteren, han Peer Fugleskjelle] Peer Fugleskjelle er truleg ein historisk person; Fugleskjelle er ein gard i Sel kommune (Liestøl 1949 II, s. 313-314).Peer Fugleskjelle,» sagde han til os. «Naa – – – der er Hans og – Gu Kvæld. Kom du tilé nok me Kløvgampen?» «Jeg kom i Lysé jeg, Kar, og jeg har pyntet Hytten og havt ny Mos i Sengen, men for en Stund siden kom han Peer Fugleskjellé. Jeg troer, døk har skudt en Buk, jeg synes han Thor bærer et Par Horn.» «Gud fordume de Folk og deres Hutter,» udbrød Sir John; «her er kanskee Plads til tu, and nu er vi sex; jeg erindrer Biltton taler om et saadant fordumt Hul i sin Bog om Norge.»

Imidlertid ydmygede jeg mig og krøb ind. Døren var visselig lav; men indenfor var det bedre end ude paa Fjeldet i Mørkets og Nattekuldens Favn. Det eneste til Søvn Indbydende derude, var det dumpe Bruus af Elven, som fra Dybet af en Klipperevne lød op til os. Paa Skorstenen blussede en oplivende Ild, og det saa ret luunt dukkestueagtigt ud herinde. Jeg satte mig paa Sengen. Den stod foruroligende nær ved Skorstenen og indtog hele Længden af den Døren modsatte Væg. Den var fyldt med tørt Lav og af vor Kløvmand Hans forsynet med et Lagen og vore Kapper, en uhørt Luxus i Ulsødehytten. Der er ikke meget Stokkeværk i denne Hytte; kun Dørvæggen er tømret; Resten er for en Deel Naturens eget Værk; thi Hytten ligger i en Kløft af den oftere omtalte lave Bjærgvæg, og dens høire Væg, hvorpaa Skorstenen staaer, dannes af Klippesiden; de øvrige to ere opførte af Tagsteens- eller Tavleheller, saa store, at de naae fra Gulvet til Taget: af saadanne var ogsaa det lave Skraa- eller Spærretag.

Efter Vandringen gjennem Urene under den mørke Skygge af Vestronden i den kjølige Aften var det en Vederkvægelse at finde Ly i dette lune, reenlige, komfortable Tilflugtssted. Omsider bøiede Sir John ogsaa sin Nakke under Dørbjælken; men da han var kommen indenfor, og divergerende fra den Linie, der laa midt under Tagets Rygning] mønet på taket.Tagets Rygning, reiste sig op til sin fulde Høide af tre velmaalte Alen, slog han Panden mod en af Spærretagets Bjælker, der efterlod sodede Spor i hans Ansigt. Han blev vred, men han burde have betænkt, at Hytten kun er beregnet paa siddende eller liggende Stillinger.

For Peer Fugleskjelle, Ophavsmanden til dette Fjeldpallads, er det vist høit nok under Taget; thi han er hverken nogen stor eller nogen lang Mand. Nu sidder han indklemt i Krogen mellem Dørvæggen og Anders og Thor, som havde taget Plads paa Langbænken, det eneste Sæde i Huset. Der er knap Plads; thi dens hele Længde fra Sengen til Dørvæggen er kun beregnet paa to, eller i Høiden paa to og en halv Person. Det er en heelstøbt Fjeldskytte, denne Peer. Den øvre Deel af hans Profil er reen og prægtig. Saaledes som han sidder der, med en vid, turbanagtig, mørkerød Dølehue dristigt frem over den høie, buede Pande og den rette, kjækt fremspringende Næse, med Underdelen af Ansigtet skjult bag Kraven af en vid, behaaret Dyrskindstrøie, som bedækker Overdelen af hans Legeme, tager han sig ypperligt ud.

Der er et eget nationalt Udtryk i Peer Fugleskjelles graagrønne spillende Katteøine. Hans hvide stærke Tænder, svulmende Læber og kraftigt udviklede Tyggemuskler vidne nu, da han retter sig op og viser Underdelen af sit Ansigt, om en kraftig Appetit, Noget, som hans undersætsige Figur og det muntre Udtryk i hans Ansigt ikke synes at modsige. Med den ene Fod støtter Peer sig ved Kanten af Skorstenen, saaledes at Ilden belyser hans mærkelige Fodbedækning, et Par Fjeldsko, med fremspringende, over en Tomme tykke Saaler af eet Lag Næver og to Lag Læder. Underfladen er tæt beslaaet med Søm, hvis Hoveder mindst ere en Fjerdedeel Tomme i Kvadrat. Paa sine korte stærke Underlemmer bærer han et Par graae Vadmelsbuxer, som paa de for Slid mest udsatte Steder ere forsynede med Læder.

Sir John, der havde slaaet sig til Ro og strakt sig i Sengen ved min Side i en halv siddende, halv liggende Stilling, var i Færd med at dechiffrere de Kragetæer, Bomærker og Navne, som fandtes kradsede i Tavlehellen over Sengen af Hestehentere, Rypeskytter, Reenskytter og andre obskure Personer, indtil han fandt Sir Bilttons, og ved Siden af denne Dignitærs behagede med Lapidarskrift] skrift med enkle og rette linjer.Lapidarskrift at antegne sit eget. Hans sad paa Dørtærskelen med det ene Been inde, det andet udenfor Hytten og hjalp Anders med at sætte et Stykke Kjød af det skudte Dyr paa et af en Vidiestamme extemporeret Stegespid] eit steikespidd laga der og da av ein vidjekvist. et af en Vidiestamme extemporeret Stegespid.

Medens Maaltidet tilberedtes og fortæredes, taltes der ikke synderligt: Livsaanderne vare slappe og trængte til Fornyelse; men da den oplivende Kaffe var drukket, da Tobaksskyer begyndte at fylde det lille Rum, og Baalet ikke længer flammede og blussede saa klart, kom Samtalen, efter at have dreiet sig om alle Fjeldtraktens vingede og uvingede Dyr, efterhaanden ind paa Troldenes og Huldrens Gebeet, rigtignok især ved mine Bestræbelser. Jeg animerede dem efter bedste Evne til at fortælle, og efter gjentagne Opfordringer begyndte Anders saaledes:

«Der var en Mand paa Dovreskogen, som hedte Ola Storbækkjen. Det var et Mærrebæst af en Karl, saa stærk, drug og uvorren. Om Vinteren gjorde han ikke Andet end reise Markederne imellem og slaaes og yppe Kiv; han reiste fra Kristiansmarked] marknaden i Christiania som vart halden tidleg i februar kvart år.Kristiansmarked til Branæs] Bragernes dvs. Drammen. Her vart det halde marknad veka etter marknaden i Christiania. Marknader vart det også halde på Kongsberg og på Grundset i Elverum.Branæs og Kongsberg og saa til Grundsæt, og hvor han var, saa sloges og droges han, og hvor han sloges, saa vandt han. Om Sommeren foer han paa Fæhandel i Valders og Fjordene, og da drak og sloges han baade med Fjordfolk og med Halling og Valders paa Fjeldlegene] fjellstemne som på 1800-talet vart haldne på setrane. Her vart det skipa til dans og fest, og folk kom saman frå ulike bygdelag. Fjeldlegene om Sommeren, og vandt gjorde han der ogsaa; men takomtil rispede de ham lidt med Kniven, de Karlene.

Men saa var det engang i Høiaannen, han var hjemme i Bækkjen og havde lagt sig til at sove efter Non i en Svalskygge, saa blev han indtagen, og det gik saaledes til, at det kom en Mand med et Par forgyldte Bukkehorn og stangede til ham Ola; men han Ola drev til ham, saa Karlen stupte Kant om Kant. Karlen reiste sig igjen og begyndte at stange paanyt, og tilsidst tog han Storbækkjen som en Vaatt og slog ham under sig, og saa bar det lukt ned med dem begge To. Der, de kom ind, var det saa gildt med Sølvstads og Tøi, at Ola syntes, det kunde ikke være gildere hos Kongen; og de bød ham baade Brændeviin og Viin, og Ola Bækkjen han drak med dem som en Karl, men Mad vilde han ikke have; han syntes, den var ofysé.

Bedst det var, kom han ind igjen, han med de forgyldte Bukkehornene, og gav Ola en Tryk, førend han vidste af det; men Ola drev til ham som før, og saa sloges de og droges igjennem mange Værelser og rundt alle Væggene. Ola meente, det havde varet hele Natten; men da havde Slagsmaalet staaet paa over fjorten Dage, og de havde ringet efter ham tre Thordagskvelde med Kirkeklokkerne. Den tredie Thorsdagskvelden fore de slemt med ham, for da holdt de paa at stange ham ud af Hemfjeldet. Da Kirkeklokkerne holdt op at ringe, sad han i en Ulderkløft og var ude med Hovedet; var der ikke kommen en Mand forbi i det Samme, som havde faaet Øie paa ham, der han sad, og faaet dem til at ringe igjen, saa havde Bjerget lukket sig over ham, og han havde kanskee været der endnu. Men da han Ola kom ud, var han saa forslaaet og saa fæl, at det ikke var Maade paa det; i Hovedet havde han den ene Kul’n større end den anden, og hele Kroppen var baade blaa og guul, og reent tullet var han, saa at riumtil foer han op, reiste afsted og vilde ind i Fjeldet og kjeikes med dem og slaaes om de forgyldte Bukkehornene; for dem vilde han bryde af Skallen paa Jutulen.»

«Faer min kjendte godt denne Storbækkjen,» sagde Hans, «og han fortalte mangfoldige Historier om ham, og han sagde, han aldrig havde seet friskere Fant til at slaaes; men Farbroer hans fra Hedalen var nok en endda sprækere Karl, efter hvad jeg har hørt. Kan ikke du Anders fortælle om de Kvindfolkene, som kom til ham i Fjeldet en Nat, da han var efter Ryper?» «Han Ola Helle, mener du?» sagde Anders. «Jo Karl, det skal jeg fortælle. Ola var rigtig en glup Rypeskytter. Saa var det engang, han laa inde paa Hedalsfjeldet paa Rypeveide om Vinteren. Om Natten holdt han til i en Sæter, men, endda han var en gammel Mand, syntes han mangen Gang, det var ohoglé at ligge alene den lange Vinternatten. En Gang da han havde gjort op Ild og kveldvaret] fått seg kveldsmat.kveldvaret, saa lagde han sig. Men ud paa Natten vaagnede han igjen; Ilden var slukket paa Aarén, og han kjendte grant, at der laa et Kvindfolk paa hver Side af ham i Bænken.

«Hei san!» tænkte han ved sig selv, «nu ligger jeg ikke alene; men hvad er det for Fænter] fantekvinnfolk, bykvinner.Fænter, dette?» Han tog efter den ene med Haanden. Hun var lodden] dei underjordiske blir ikkje sjeldan skildra som lodne, dvs. dyriske, jf. omtalen av nissen i «En Aftenstund i et Proprietairkjøkken.»Hun var lodden, og da han nappede Haanden hvast tilbage, begyndte det at knisle og lee saa inderlig godt paa Hjællen. Nu tog han efter den anden, men hun var ogsaa lodden. Saa greb han Riflen, som han havde hængt over Sengen, for han skjønte godt det var Bjergfolk, men den gav hverken Gnist eller Ild, og alt han klikkede, saa gik den ikke løs. Da dette ikke vilde hjælpe, begyndte han at læse Fadervor, og da han kom til: «men fri os fra det Onde,» saa blev der slig Larm og Staak i Sæle, at han troede Taget skulde flyve af, og de valt ud fra ham paa begge Sider; den, som laa inderst, syntes han ramlede ud tvers gjennem Væggen.»

Da Anders efter denne Fortælling erklærede, at der ikke faldt ham Noget ind, som var værdt at tale om, opfordrede jeg Peer Fugleskjelle, der før om Aftenen paa en livlig, ham temmelig eiendommelig Maade havde fortalt et Par Jagthistorier. Han talte meget hurtigt; men undertiden stottede og stammede han lidt, for atter at lade Talen flyde ud i en bredere og hurtigere Strøm. Hans Mimik var levende og Stemmen moduleret efter Foredragets Indhold. «Ja, jeg kunde nok fortælle dig nogle Historier,» svarede han, idet han lagde Hovedet paa Skraa og plirede lidt med Øinene; «jeg kunde fortælle Historier, som gamle Folk troe er sande, og som de sige, have tildraget sig i gamle Tider; men kanskee du troer det er Løgn; derfor vil jeg bare fortælle dig en Rægle, som de troe er Løgn her ogsaa.

Der var en Skytter i Kvam i gamle Dage, og han hedte Peer Gynt. Han laa støt oppe paa Fjeldet, og der skjød han Bjørn og Elsdyr] elg.Elsdyr, for den Tid var der mere Skog paa Fjeldet, og i den holdt de til, slige Ofryskjé] slike udyr.slige Ofryskjé. Saa var det engang seent paa Høsten, længe efter Bufærdstié, at Peer skulde til Fjelds. Alle Folkene var reist hjem af Fjeldet saanær som tre Budeier. Da han kom op imod Høvringen, for der skulde han være i en Sæter om Natten, var det saa mørkt, at han ikke kunde see en Næve for sig, og Hundene tog til at skoggjøe, saa det var reent spøgeligt. Ret som det var, kom han ind paa Noget, og da han tog bort paa det, var det baade koldt og sleipt og stort, og han syntes ikke, han var kommen af Veien heller, saa han ikke kunde vide, hvad det var for Noget; men ohoglé var det. «Hvem er det?» sagde han Peer, for han kjendte, det rørte paa sig. «Aa det er han Bøig] namnet Bøig heng saman med verbet bøye. Bøygen viser seg å vere eit troll i slangeham.Aa det er han Bøig,» svarede det. Dermed var Peer Gynt lige klog; men han gik udmed Spøgeriet et Stykke, for etsteds maa jeg vel komme frem, tænkte han. Ret som det var, kom han indpaa Noget igjen, og da han tog bort paa det, var det ogsaa baade stort og koldt og sleipt. «Hvem er det?» sagde Peer Gynt. «Aa det er Bøigen,» svarede det igjen.

«Ja, enten du er ret eller bogjé, saa faaer du slippe mig fram,» sagde Peer, for han skjønte, at han gik i rund Ring, og at Bøigen havde ringet sig omkring Sæle. Dermed saa leede den lidt paa sig, saa at Peer kom frem til Sæle. Da han kom ind, var det ikke lysere der end det var ude, og han foer og famlede omkring Væggene og skulde sætte fra sig Bøssen og lægge Skræppen af; men ret som han gik og trevlede sig fram, kjendte han igjen dette Kolde og Store og Sleipe. «Hvem er det da?» raabte Peer. «Aa, det er den store Bøigen,» svarede det, og hvor han tog og hvor han bød til at gaae, saa kjendte han Ringen af Bøigen. Det er nok ikke godt at være her, tænkte Peer, siden denne Bøigen er baade ude og inde, men jeg skal vel skjæpe paa] få orden på, setje på plass.skjæpe paa denne Tværbleien. Saa tog han Bøssen og gik ud igjen og famlede sig frem til han fandt Skallen paa den. «Hvad er du for En?» sagde Peer. «Aa, jeg er den store Bøig Etnedalen,» sagde Stor-Troldet.

Saa gjorde Peer Gynt Braafang] hastverksarbeid, rask handling.Braafang og skjød tre Skud] både elden som står frå børsepipa, blykula og smellen har kraft til å drepe trollet, særleg når Peer skyt tre skot. Men alt hadde vore til fånyttes om han hadde skote ein gong til, slik trollet oppmodar han om å gjere.skjød tre Skud midt i Hovedet paa den. «Skyd et til!» sagde Bøigen. Men Peer vidste bedre, for havde han skudt et til, var det gaaet tilbage paa ham selv. Da det var gjort, saa tog baade Peer og Hundene fat paa Stortroldet og drog det ud, saa de kunde komme vel ind i Sæle. Imens skrattede og lo det rundt i alle Haugene. «Peer Gynt drog mykjy, men Hondain drog meir,» sagde det.

Om Morgenen skulde han ud at veide Dyr. Da han kom ind paa Fjeldet, fik han see en Førkje] kvinne; nedsetjande nemning.Førkje, som lokkede Fænein over Tverhø. Men da han kom derop, var Jenten borte og Fænein ogsaa, og han saa ikke Andet end en stor Flok Bjørne. Nu har jeg aldrig seet Bjørn i Flok før, tænkte Peer ved sig selv; men da han kom nærmere, vare de borte allesammen, oframt en. Saa kauede det i en Haug bortved der:

«Agte Galtén din:
Peer Gynt er ude
Mæ Svandsen] svansen, halen; omskriving for børsa. Trolla vil nødig nemne det farlege våpnet direkte.Svandsen sin.»

«Aa dæ bli Uhæppé for ‘n Peer, men inkje for Galtén min, for han har inkje tvætta i Dag,» sagde det i Haugen. Peer vadskede Næverne sine med det Vandet, han havde, og skjød Bjørnen. Det lo og skoggrede i Haugen. «Du kunde agte Galtén din!» raabte det. «E kom inkje ehog, han ha Vaskoppen emellom Føtom,» svarede den Anden. Peer flaaede Bjørnen og grov Skrotten ned i Uren, men Skallen og Skindet tog han med. Paa Hjemveien traf han en Fjeldrakke. «Sjaa Lamme mit, kaa feit dæ gaaer,» sagde det i en Haug. «Sjaa Svandsen has Peer, kaa høgt ‘n staaer,» sagde det i en anden Haug, da Peer lagde Riflen til Øiet og skjød den. Den flaaede han og tog med, og da han kom til Sæteren, satte han Hovederne udenfor med gabendes Kjæft. Saa gjorde han op Varme og satte paa en Suppegryde, men det røg saa forskrækkeligt, at han næsten ikke kunde holde Øinene oppe, og derfor maatte han lukke op en Glugge, som var der.

Ret som det var, kom der et Trold og stak ind igjennem Gluggen en Næse saa lang, at den naaede bort i Skorstenen. «Her ska du sjaa for Snytehøin] nase, snyteskaft.Snytehøin!» sagde det. «Her ska du kjeine for Supekøin] suppekorn, gryn.Supekøin!» sagde Peer Gynt, og øste hele Suppegryden over Næsen. Troldet foer afsted og bar sig ilde, men rundt i alle Haugene skrattede og lo det og raabte: «Gyri Supetryne, Gyri Supetryne!»

Nu var det stille en Stund, men det varede ikke længe, før det blev Staak og Larm udenfor igjen. Peer saa ud og der saa han, det var en Vogn med Bjørne for; de vælede op Stortroldet] dei skar stortrollet i stykke.de vælede op Stortroldet og reiste ind i Fjeldet med det. Bedst det var kom der en Vasbøtte ned igjennem Piben og slukkede Varmen, saa Peer sad i Mørket. Da tog det til at skratte og lee i alle Krogene og sagde: «No ska dæ inkje gaa bære mæ ‘n Peer, end mæ Valabudeiom.» Peer gjorde op Varmen igjen, tog Hundene, læste att Sæle og lagde nordefter til Valsæteren, hvor de tre Budeierne laae. Da han kom et Stykke nordpaa, brændte det saaledes der, som om Valsæteren stod i lys Lue. Med det samme traf han en Flok Ulve, og nogle af dem skjød han, og nogle slog han ihjel.

Da han kom til Valsæteren, var det kulmørkt der og ingen Ildebrand, men der var fire fremmede Karle inde, som holdt paa med Budeierne, og det var fire Haugetrold, og de hedte Gust i Væré, Thron Valfjeldet, Kjøstøl Aabakken og Rolf Eldførpungen. Gust i Væré stod udenfor Døren og skulde holde Vagt, mens de Andre vare hos Budeierne og friede. Peer skjød efter ham, men traf ikke, og saa reiste Gust i Væré. Da han kom ind, vare de slemt i Færd med Budeierne, og to af Jenterne vare reent forfærdede og bade Gud bevare sig, men den tredie, som hedte Gailn-Kari, var ikke bange; hun sagde, de kunde gjerne komme, hun kunde nok have Lyst at see om der var Tona i slige Karle] om det var tak i slike karar.om der var Tona i slige Karle.

Men da Troldene skjønte, at Peer var inde, begyndte de at jamre sig og sagde til Eldførpungen, at han maatte gjøre paa Varmen. I det samme satte Hundene paa Kjøstøl og rev ham overende i Aarén, saa Asken og Ildmørjen gjøv omkring ham. «Saa du Slangein mine, du Peer?» sagde Thron Valfjeldet; – saa kaldte han Ulvene. «Naa ska du saammaa Veigen som Slangein dine,» sagde Peer og skjød ham; saa slog han Aabakken ihjel med Bøssetrumfen] geværkolben.Bøssetrumfen; men Eldførpungen var reist op igjennem Piben. Da han havde gjort det, fulgte han Budeierne til Bygds, for de turde ikke blive der længer.

Men da det led mod Julleite, var Peer Gynt ude igjen. Han havde hørt om en Gaard paa Dovre, hvor der kom saa fuldt af Trold hver Julekveld, at Folkene maatte rømme ud og reise til andre Gaarde; did havde han Lyst til at gaae, for han var hoga paa Troldene. Han klædte sig fælt ud, og saa tog han med en tam Bjørn, han havde, og en Syl og Beg og en Bustsleiv] eit stykke bektråd med svinebust i enden.en Bustsleiv. Da han kom did, gik han ind i Stuen og bad om Huus. «Gud hjælpe os,» sagde Manden, «vi kan ikke laane dig Huus, vi lyt reise ta Gaarde selv, for hver evige Julekveld kommer det saa fuldt med Trold her.» Men Peer Gynt, han meente, han nok skulde renske Huset for Troldene, og saa fik han Lov at blive og fik et Purkeskind atpaa. Saa lagde Bjørnen sig bag Skorstenen, og Peer tog frem Beg og Syl og Bustsleiven og satte sig til at gjøre en stor Sko af hele Purkeskindet. Han satte et stærkt Reeb i til Trækkebaand, saa han kunde snurpe sammen hele Skoen rundt omkring; et Par Haandspiger havde han ogsaa færdige.

Ret som det var, saa kom de med Fele og Spillemand, og nogle dandsede og nogle aad af Julekosten, som stod paa Bordet; nogle stegte Flæsk, og nogle stegte Lop og Padder og andre ofyselige Ting; den Julekosten havde de med selv. Imens fik nogle see Skoen, Peer havde gjort; de syntes, den var til en stor Fod, saa skulde de prøve den, og da de havde sat en Fod opi hver af dem, saa reipte Peer til og satte den ene Haandspigeren i og bennede til] snørte til, stramma til.bennede til, saa at de sad fast i Skoen Allesammen. Men saa stak Bjørnen Næsen frem og lugtede paa Stegen.

«Vil du haa Kaarg, Kvitpaus?» sagde en af Troldene, og kastede en glostegt Myrlop lige i Gabet paa den. «Slaa til, Bamse,» sagde Peer Gynt. Saa blev Bjørnen saa arg og sindt, at den foer op og slog og klorede dem Allesammen, og Peer Gynt slog i Flokken med den anden Haandspigeren, som om han vilde slaae Skallen itu paa dem. Da maatte Troldene rømme, og Peer blev der og levede vel af Julekosten hele Helgen, og de hørte ikke til Troldene paa mange Aar. Men Manden havde en lyslet Hoppe, og den raadede Peer ham til at sætte paa Føl af, som foer og kalvede sig omkring Haugene der.

Saa var det ved Juleleite mange Aar efter – Manden var i Skogen og hug Ved til Helgen – der kom til ham et Trold og raabte: «Har du dein store Kvitepausen din einnaa, du?» «Ja, ‘n lig heime bak Omn,» sagde Manden, «aa naa ha ‘n faat sjau Onge, mykjy større aa argare, eil ‘n æ sjøl.» «Saa kjøm os aildr’ meir aat de,» raabte Troldet.»

«Den Peer Gynt var En for sig selv,» sagde Anders. «Han var rigtig en Eventyrmager og en Ræglesmed, du skulde havt Moro af: han fortalte altid, han selv havde været med i alle de Historier, Folk sagde var hændt i gamle Dage.» «Det tør være sandt, du siger,» sagde Peer Fugleskjelle, «Bedstemoder min hun havde kjendt ham; hun fortalte mig efter ham mere end een Gang. Men du Thor, du veed vel at fortælle om den Storskytteren i Vaage, Jens Klomsrud. Ham har jeg hørt der skal være Meget fortalt om. Han var jo lidt i Slægt med døk, han.»

«Ja,» sagde Thor, «men Slægtskabet var ikke stort. Han var gift med Moster til Oldefader vor. Han boede paa Klomsrud i selve Vaage og levede for vel hundrede Aar siden; Bedstefader kom ham godt i Hog endda, og sagde, at det var en brav, troværdig Mand. Den Klomsrudgaarden ligger oppe i Aaslændet, og det er ikke saa langt derfra til Vejingstulene og Sterringstulene. Deroppe i Fjeldet laa han næsten hele Vinteren paa Skytteri og satte ud Rypesnarer og renskede Reensdyrgrave.

En Dag havde han løbet hele Fjeldet over og ikke faaet en Rype; i Skumringen begyndte han at vekja Snarer og Reensgrave] føre tilsyn med snarer og reinsdyrgraver.vekja Snarer og Reensgrave, og det blev Afdagsleite, før han kom ned mod Sterringen; der skulde han ligge om Natten, og da brændte det saa der, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene. Jens blev nok saa glad, fordi der var kommen Folk, og der var Ild vaagen. Men da han kom op imod Sæteren, blev det mørkt med Eet, og da han kom frem, var der Laas for Døren. Jens ændsede ikke dette stort, for han var vel vant ved Sligt; han slog Ild og kveldstelte sig.

Men ved Natmaal] ved leggjetid om kvelden.ved Natmaal, da han havde spiist og lagt sig til Ro, kom der ind fjorten grønklædte Jomfruer] dei fjorten jomfruene er huldrer. Ibsens grønkledde hulder i Peer Gynt er inspirert av skildringa hos Asbjørnsen.fjorten grønklædte Jomfruer; de vare saa vene, at han aldrig havde seet saa vene Kvindfolk, og alle havde de guult udslagjé Haar. Den ene havde et Langespél] langeleik, folkemusikkinstrument med resonanskasse og fleire strenger. Langespél, det tog hun til at spille paa, og de Andre begyndte at dandse en Langdands om Aarén, og der laa en stor Tyrirod og brændte lyst, saa Jens kunde see vel alt hvad de gjorde; men alt som de dandsede, greb de efter ham med Klypen og luggede ham i de lange Haarene, han havde paa Læggene. «Lika du Pluk, Jens Haarlæg?» sagde de. Jens svarede ingen Ting. Han bare trak Fødderne til sig, saa godt han kunde; men det hjalp ikke stort, for Jomfruerne var saa gale og kaade, at de rev og nappede i ham og kaldte ham Jens Haarlæg, Jens Dunderiberg, Jens Skreildifjeld. Da blev Jens harm; han tog Riflen og kytede haardt] brukte harde ord.kytede haardt og sagde, at hvis de ikke reiste strax, skulde han gjøre ved dem det, de mindst vilde. Jomfruerne tog til Beens, og Resten af Natten sov han i Ro.

Ved Dagespræt lagde Jens til Fjelds, men da han kom forbi Løvaabjerget ovenfor Sterringen, raabte det til ham: «Jens Haarlæg, du fæ ingor Rupé idag; dæ blie bære Tomskreil og Skreillifjeld.» Jens tænkte baade det Ene og det Andet; men han gik ligevel; og da han kom i Fjeldet, var der aavelag af Ryper; han skjød og han skjød, til han hverken havde Kugler eller Krud, men han fik ikke Fjæren, og da han gik hjem igjen, satte der sig Ryper i Skokketal lige for Fødderne paa ham. Jens havde aldrig havt slig Misjagt og Vanveide, og saa tænkte han som det var, at det var utpaagjort af Bergefolkene. Den tredie Dagen tog han Veien til Rypesnarerne og Reensgravene og vilde vekja dem, men der fandtes hverken Rype eller Reen i dem, og de fleste af Snarerne var rykket op og revet itu, men han saa hverken Spor af Mennesker eller Dyr til dem.

Der var aavelag Vildt og Fugl i Fjeldet, og han begyndte at skyde, men det var om Intet. Han kom tidlig hjem til Sterringen og tænkte at løbe til Klomsrud samme Kvelden. Men han havde meget Stavved] emne til tønnestavar.Stavved og Trugeemner, som han vilde hugge op og trække med sig hjem paa Skikjælken, og da han var færdig med det, var det saa seent, at han maatte blive den Natten over ogsaa. En Stund efter han havde lagt sig til at sove, vaagnede han igjen og var næsten kvalt af Røg, for der var lagt en stor Helle over Ljorehullet. Jens tog Bøssen med sig til Dørs og løste Hanen, men Krudet vilde ikke fænge, fast det gnistrede af Flinten og Staalet. Men ret som det var, raabte det fra Løvaabjerget: «Vil du bruge Skreilpipa mot Jomfruom naa, Jens Tomsmeild?» «Kaa ha e gjort, sia e inkje kain væra i Fré?» spurgte Jens Klomsrud. «Du ha løist Dundraren din over Stugutake te Kjersti Langspel aa Sigrid Sidsærk aa de tolv Systrin deres, aa de Huusvilde ha du truga med Skreilpipa,» svarede det oppe i Løvaabjerget. «Kaa ska e gjeva i Bot?» spurgte Jens, men det fik han ikke noget Svar paa. Saa gik han op paa Taget og væltede Hellen ned med en Haandspiger, saa at Røgen gik op, og siden sov han trygt og fornam ikke Mere den Natten.

Da han havde været hjemme paa Klomsrud en liden Ri, tog han op til Sterringen paa Skytteri igjen, og den første Morgen traf han en stor Reensbuk i Klymphullet. Han skjød ti Skud paa den, men han traf den ikke. Men da hørte han, det raabte i Løvaabjerget: «I Morgaa kain du skjote, Jens Tomskreild; naa ha du gjeve Bot.» Jens gik fra Bukken og tænkte ikke mere paa Skytteri den Dag, men gik hjem paa Sæteren. Om Morgenen gik det saa godt, at han næsten ikke aarkede at bære al den Fugl, han fik, og da han var paa Hjemveien ved Nonsbeel traf han Reensbukken i Klymphullet igjen. Da stupte den for det første Skud, han skjød; men der var Ingen som kunde komme i Hug, at der var skudt saa stor en Buk i Vaage. Hornene var saa store, at der ikke fandtes Mage til dem, og de sidde den Dag i Dag er paa Staburrøstet] stabbursgavlen.Staburrøstet paa Klomsrud som en stor Krone.»

Det var Tid at yde Søvnen dens Ret. Sir John og jeg deelte Mosleiet i Sengen. Thor og Anders krøb under den, Hans laa langs Gulvet, Peer Fugleskjelle paa Bænken. Jeg sov trygt og roligt en Stund, men ud paa Natten kom der fire Trolde fra Høvringen med en stor Reensbuk paa sine lange Næser; den satte de paa Hovedet ned i Piben i Ulsødehytten. Det blev saa kvælende hedt, at jeg ikke kunde holde det ud; men Storebækkjen og Peer Gynt vare i Færd med Troldene, og Jens Klomsrud og Sir John stod paa Taget og gav den Skud for Skud, til de trak den op efter Bagbenene; Bukken sprang dog lige godt og blev borte over Rondetinden. Jeg aandede frit, berørt af den kjølende Luftstrøm, og vaagnede, idet Peer Fugleskjelle, der i en yderst generet Stilling laa krum paa Bænken, smaaputtrede med Hans om, at det var godt at rette paa Fødderne sine, men for at faae Plads dertil havde han aabnet Døren og stukket dem ud gjennem den.

«Pine Død, skulde det ikke være løiligt at koge Kaffe paa Gruten, Gut,» sagde han sagte til Hans. Anders slog sig til dem, og halv vaagende halv sovende hørte jeg dem længe at pusle med Kaffekogningen og hviskende tale om Fæhandel og Slagtekvæg og Nordfjordheste og Reensbukke, indtil jeg atter slumrede for først at vaagne ved Daggry. Det havde regnet og tordnet hele Natten. Da vi kom ud, tilslørede Taage Rondens Krop; men dens Tinde ragede op over Skyerne, og foroven var det klart. Efter et Bad i Aaen og en dygtig Frokost droge vi i det sølvklare Morgenlys ind mellem Ronderne, medens Hans og Peer Fugleskjelle begave sig nordover for efter Thors Anviisning at hente den skudte Reensbuk.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)