Norske Huldreeventyr og Folkesagn

av Peter Chr. Asbjørnsen

Huldreæt

Vi havde været i Besøg paa Bjerke. Proprietairen og Gamlemoer roede hjem Søndag Aften; men Jomfru Marie, Smaagutterne og jeg, Præceptoren] privatlæraren.Præceptoren, havde efter mangfoldige Makinationer] listige knep.Makinationer faaet Lov til at blive over til Mandag, for at vandre hjem over Aasen «og see Udsigten,» hed det. Den Mandag Morgen kom os alt for snart. Ledsagede af vor Vertinde, den gode Moer Bjerke og hendes Søn, vandrede vi op gjennem Bjerkehagens løvrige Lunde, hvor Rødstjerten og Bogfinken i Oretoppene feirede Dagen med raske, velklingende Slag, medens Fluesnapperne, vimsende mellem Grenene, gave sit Ord med i Laget, og Havesangeren, beskedent skjulende sig bag Løvet, lod sin muntre Sang strømme ud fra de tætte, dunkle Kroner. Morgenen var saa stille og saa luun; Birkens Blade rørte sig neppe, og da vi kom op ad Stien gjennem Engene, saae vi endnu Dugperlene gynge funklende paa Kløveren og i Maristakkens foldede Blade, naar der faldt et Solstreif i det Grønne. Svalerne strøge lavt efter de fine Libeller; Buskskvætten sad gyngende paa en Tistel og kviddrede i Ageren. Her havde vi Lærkesang fra den blaae Kuppel, der paa alle Kanter omgjerdedes af lyse Sommerskyer, som skjærmede os mod Julimorgenens hede Sol.

Da vi vare paa hiin Side Kongeveien] dei første kjørevegane i Noreg knytte ulike landsdelar saman og vart gjerne kalla kongevegar. Her må det truleg vere tale om den såkalla Throndhjemske Kongevei, den gamle hovudvegen mellom Oslo og Nidaros.Kongeveien, havde vi en anden Region. Det gik opad Aasen; Fyrren og Granen hvælvede os svale Haller. Endnu lød Lærkernes Triller over til os; men de Toner, som havde hjemme her, vare kun de travle Meisers skjærende Piben, Gjertrudsfuglens regnvarslende Skrig og Veirstillernes Glam under Skyen. Trætte og mødige efter Opstigningen, hvilede vi et Øieblik paa de flade, mosdækkede Klipper ved Præstemyren, drak en Afskedsskaal med vort Følge, og kvægede os ved Synet af Øierens blanke Flade og de lave blaae Aaser, vi skimtede mellem Fyrrestammerne.

Smaagutterne vare alt ude paa Myren for at sanke Multer, og jublede, hver Gang de saae en rødmende Kart. Jomfruen og jeg fulgte da efter. Krandset med Fyr og Gran strakte Mosen sig fjerdinglangt ud mod Vest som en stor Slette, hvis Ensformighed kun af og til afbrødes ved Grupper af ranke Siv med vaiende Toppe, eller ved Tuer af den lysegrønne Calmus, eller ved fremspringende Odder med en Skytterhytte af visne Grankviste ude paa Pynten, der stod som et Minde om Aarfugllegen fra Vaaren. Mod Nord, hvor vor Vei gik, var det knapt et Par tusinde Skridt over. Trindt Bredden stod Lyngen i Blomster; men ude paa Myren vinkede os Mosliliens gule, prægtige Bæger, den skjæggede Bukkebladblomst og den ziirlige Calla. Pyntet med nikkende Myrduun, Multebærblomster og tandre Stargræs, spillede Mostæppet i de forskjelligste Nuancer og gyngede under vore Fødder, som om det hvilede paa et bølgende Hav. Vi gjorde ogsaa en lille Afstikker for at sanke Multer.

Da vi igjen kom frem mod Pynten af en af disse fyrrekronede Odder, svingede Duunhammerne sine store valtseformige Ax frem og tilbage over vore Hoveder; en skjærende Vind peb os i Ansigtet, og lige over for os stode mørke Skymasser med graalige, udvaskede Rande. Det bryggede til en Regnskuur; vi følte alt enkelte Draaber. Jeg trøstede min forskrækkede Ledsagerinde med det Ly, vi skulde finde i den gamle Vardehytte, som neppe laa et Par Bøsseskud borte, lige op for den ludende Fyr ved Myren, og som stod igjen der fra Krigstiden. Da vi kom til Bredden, skylregnede det; men nu havde det ingen Nød, vi følte fast Grund under vore Fødder, vi vare i Skovens Læ, og inden to Minutter vare vi oppe af Bakken og vel forvarede i Vardehytten.

Egentlig vare vi paa ingen Maade vel forvarede. Taget var styrtet ned; der var kun en liden Snip igjen deraf i det ene Hjørne, saa at vi frit kunde see Himmelens Fugle flyve over os. Men i dette Hjørne, under denne lille Snip havde en menneskevenlig Skytter eller Vedhugger anbragt en Bænk af et Par Briskestammer mellem Tømmerstokkene saa lang, at der med Nød og Neppe var Rum til To. Her maatte vi altsaa tage Sæde, og jeg syntes, det var et herligt Sæde. Smaagutterne klattrede med Fare for Liv og Lemmer op paa Ruinen af den gamle Skorsteen i det andet Hjørne og stode der mod den graae Himmel og disputerede, om de kunde see ni eller elleve Kirker, til de ikke saae de nærmeste Træer for Regn.

Man skulde vel troe, at vor Situation i Krogen medførte Fortrolighed og gjensidig Meddelelse. Men det lod ikke saa; jeg sad og beundrede i Taushed Øierfladen, som gjennem Døraabningen viste sig matskimtende i Sky- og Regnfloret; jeg stirrede paa Smaagutterne paa Piben, og paa mine egne Been. Stjal Blikket sig over til Naboersken, var det kun for at vende tilbage med dobbelt Fart. Denne Situation var baade komisk og erotisk; det var Kjærlighed i Huuslærerkategorien. Nu sad vi der som et Par Høns paa en Pinde. Grib Leiligheden, hviskede jeg til mig selv. Medens jeg gik og vadede i Myren, havde jeg memoreret den Tale, jeg havde tænkt at anbringe i ti lignende Situationer. Hvorledes den lød, erindrer jeg ikke nu; men det veed jeg, at den stedse blev siddende mig i Halsen, naar den skulde bruges. Nu var det skjæbnesvangre Øieblik der igjen. Smaagutterne vare nede af Piben, og tumlede sig udenfor i Blaabærlyngen. Jeg ansaa det nødvendigt at begynde min Erklæring med en vis Kjækhed, og jeg vovede virkelig at lægge min Arm om hendes Liv; men det viste sig snart, at Jomfruen var meget kjækkere end jeg. Hun sprang op og stod truende og lattermild for mig.

«Hvad vil De mig? Min Gud! Veed De hvad De vover?» sagde hun. «De kjender jo min Slægt! De veed vel, at jeg stammer fra Huldrefolk, og at der rinder Troldblod i mine Aarer?» «Min bedste Jomfru,» sagde jeg Stakkel, der imidlertid var kommen en Smule til Sands og Samling igjen; «jeg fatter Dem ikke; jeg veed ikke,» tilføiede jeg for dog at sige Noget, «om en saa fordægtig Herkomst!»

«Nu, det var da rart at Moer, som har fortalt Dem saa mange Eventyr og Historier ikke har fortalt Dem det! Min Oldemoder eller Tipoldemoder var jo en virkelig Hulder. Nu skal De høre; men hvis De ikke vil, at jeg skal blive gjennemvaad, maa De forunde mig at sidde i Fred paa Pinden ved Deres Side. Nu da. Mine Tipoldeforældre eller Tiptipoldeforældre (det veed jeg ikke rigtigt) laae til Sæters en Sommer. De havde en Søn, og han var med dem. Da det led paa Høstsiden, og de skulde reise hjem fra Sæteren, sagde Gutten, at han vilde blive igjen der, for han havde Lyst til at see om det var sandt, hvad de sagde, at Huldren kom did med sin Buskab, naar Folket reiste hjem.

Forældrene syntes ikke noget om dette og sagde, at det kunde han nok troe, det var baade vist og sandt, hvad saa Mange vidste at fortælle om. Sønnen gav sig ikke; han vilde blive der alligevel, og tilsidst fik han Lov; til Niste gav de ham et Fad Flødegrød, og saa reiste Forældrene. Ret som han laa i sine egne Tanker, begyndte det at blive levende ude paa Sætervolden. Han hørte Bjælderne klinge; Kjøerne brølede og Sauerne brægede, og der var en Snakken og en Styr og en Studsen og en Stellen, akkurat som naar Bølingen kommer til Sæters. Om lidt blev det stille, og en Stund efter kom der to Fruentimmer ind. Den yngste af dem var saa vakker, at det ikke var nogen Maade paa. De gave sig til at rydde og stelle derinde, og begyndte at koge Melkegrød. Imedens lod Gutten som han sov. Huldren havde ikke lagt Mærke til ham i Begyndelsen; men med Eet begyndte den Yngste at græde.

«Nu, hvad feiler Dig? Hvad græder du for?» sagde den Anden. «Aa jeg synes, den Gutten er saa vakker, jeg, Moer, at jeg ikke kan være til, hvis jeg ikke faaer ham; men det gaaer vel ikke an?» sagde den Yngste. «Tys, tys, vi skal snakke med ham,» sagde Moderen, og søgte at stagge hende. Saa satte de sig til at spise, og nu lod Gutten som om han vaagnede og hilste paa dem. De bøde ham at spise, men han betakkede sig og spurgte, om de ikke heller vilde smage paa den Flødegrød, han havde til Niste.

Jo, det vilde de gjerne, for Flødegrød, skal jeg sige Dem, er det bedste, Huldren kan faae. De spiste da sammen og snakkede baade om Et og Andet, og hvorledes det nu var, saa sagde Moderen til ham: «Du er en vakker Gut, og Datter min synes godt om dig; lider du hende, og du vil love mig at gaae til Præsten og faae hende døbt, saa kan du tage hende. Men snild maa du være mod hende, saa skal det ikke mangle Jer paa Hjemmegifte] medgift, utstyr og pengar som ei kvinne får med seg frå foreldre og slekt når ho gifter seg.Hjemmegifte. I skal faae alt, hvad I behøver til Gaardens Brug og Drift og Mere til.»

Aa ja, Gutten syntes nok, han kunde lide hende, og saadant et Tilbud var ikke at foragte. Saa lovede han, at han skulde gaae til Præsten og faae hende døbt, og snild vilde han ogsaa være mod hende. De reiste da hjem, og hun blev døbt, og de holdt Bryllup og levede baade godt og vel, som man siger.

Men engang han havde været lidt slem og gjort hende imod om Dagen, hørte han saadan Larm og Styr paa Gaarden om Natten. Men da han kom ud i Svalen om Morgenen, var hele Gaarden fuld af Alt, hvad der kunde behøves baade til Gaardsdrift og Huusholdning. Der var baade Kjøer og Heste, og Plove og Høslæder, og Ringer og Bøtter, og alle mulige Ting.

Da det led til Høsten igjen, og Kaalen blev stor, og Konen skulde til at hakke og stelle til Slagtningen, saa havde hun ikke noget Hakkebred, og ikke heller noget Hakketrug. Hun bad da Manden, tage Øxen og gaae op i Fjeldet og hugge ned den store Furuen, som stod ved Myren paa Sæterveien; hun skulde have den til et Hakketrug. «Jeg mener, du er forstyrret, Kjærring!» sagde Manden. «Skulde jeg hugge ned det bedste Træ i Tømmerskoven til at gjøre et Hakketrug? Og hvorledes skulde jeg faae den hjem fra Fjeldet paa denne Tid, den er jo saa diger, at ingen Hest aarker at trække den?»

Hun bad Manden alligevel; men da han slet ikke vilde gaae, saa bad hun om Øxen, gik op i Skoven, hug Furuen ned og kom hjem med den paa Ryggen. Da Manden saa det, blev han saa forskrækket, at han aldrig siden turde sige hende imod, eller gjøre Andet end hun bad om, og fra den Tid var der aldrig Uenighed mellem dem. Det var Historien. Hvilken stærk og slem Mand min Bedstefader var, har De vist hørt; min Fader, Proprietairen, kjender De,» sagde hun truende og med Ironi; «De kan altsaa slutte Dem til hvad De kan vente, hvis De bringer mig i Harnisk.»

«Du vil nok blive her med det samme du, Marie,» sagde Smaagutterne, som, aldeles blaasorte om Munden, viste sig ved Døren med et umaadeligt Knippe Blaabærlyng. «Det er forbi med Regnen for længe siden,» sagde de; «kom nu og lad os gaae.» Vi reiste os; de rige Arabesker] dei rike, fantasifulle mønstra [i lauvverket].de rige Arabesker, det prægtige Løvværk af Lichener] lav, mose.Lichener og Mosser, der dækkede de fugtige Stokkevægge, spillede, forfriskede ved Regnen, i det glimrende Sollys. Udenfor i Skoven var der en Glæde over alle Planter og Fugle. Pyroler og Lineer udsendte Strømme af Vellugt, og Granen dryssede sin Duft over os. Skoven var fuld af Fuglesang og Glæde; i hver Top sad der en Maaltrost og spottede min Kjærlighed; Gjerdesmutter og Fuglekonger sang omkaps og jublede glade over sin Lykke; kun en eenlig Rødkjælke klagede mellem de tætteste Grene.

Medens vi vandrede ned ad Skraaningen gjennem Skoven, laa Øvre-Rommerige for os i Solskinnet; over de vestlige Aaser hang Regnen endnu som et graat Slør; men mod Nord var det saa blankt og klart; Mistbjerget, disse Egnes Øientrøst, hvælvede sig der som en blaalig Kuppel, og vi saa Bakkerne, og Skovene, og Kirkerne, og Gaardene, og Smaagutterne kjendte grant den røde Staldbygning hjemme paa Gaarden. Det gik raskt nedover; Marie løb omkaps med Smaagutterne; jeg slentrede efter; stirrede melankolsk ud i det vandløse Landskab, og læskede min Tørst med saftige Blaabær.

Vi vare ikke længe om det sidste Stykke; men da vi kom i Hjemhagen, stak Middagssolen saa brændende hedt, at det ikke var til at holde ud. Marie satte sig i Græsset under den gamle Eg] dette eiketreet, den såkalla Asbjørnsens eik, skal visstnok stå på Fjeldstad den dag i dag.den gamle Eg, og vi fulgte Exemplet. Da bølgede der pludselig en Tonestrøm hen over os. Forundret lyttede Marie, og stirrede op i Hvælvet af den mørke, skyggerige Krone, som om hun ventede at faae Øie paa alle Skovens vingede Sangere. Jeg kjendte Tonerne; det var en sjelden Gjæst i Egnen, det var den guldbrystede Sanger] bastardnattergalen.den guldbrystede Sanger, der gav os denne Koncert. Den var i sin bedste Lune; den skreg som Falken og smaanynnede som Sidskenen] sisiken.Sidskenen. Den gav os Lærketriller og Stærresang og Svalekvidder; den kjendte alle Sylviers Toner] tonane til alle lauvsongarar.alle Sylviers Toner. Det var et sandt Potpourri af Fuglesang med Jubel og Smerte.

«Hører De denne,» raabte Marie, idet hun sprang op og dansede om under Træet; «ved disse Toner føler jeg min Huldrenatur; jeg føler, at jeg hører hjemme her, ligesaavist som De tilhører Byen og Bøgerne og Komediespillet og Lirekasserne!»

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)

Om Norske Huldreeventyr og Folkesagn

Med Norske Huldreeventyr og Folkesagn fra 1845 skapte Asbjørnsen noe nytt. Sagnene settes inn i en rammefortelling som skildrer typiske omgivelser hvor en fortellerfigur forteller et sagn for leseren.

Asbjørnsens skille mellom huldreeventyr og folkesagn har skapt en del forvirring, for huldreeventyrene dreier seg ikke om eventyr om huldra. Huldreeventyr er derimot fortellinger om selvopplevde møter med de underjordiske, og dermed en undersjanger av sagntradisjonen.

Les Olav Solbergs innledning og kommentarer

Se faksimiler av 3. utgave fra 1870 (NB digital)

Les mer..

Om Peter Chr. Asbjørnsen

«Asbjørnsen og Moe» er et velkjent begrep i norsk litteraturhistorie. Peter Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moes innsamling og gjenfortelling av folkeventyr og sagn ble en viktig brikke i utforskningen og etableringen av en norsk identitet på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.