Kværnsagn

Naar Verden gaaer mig imod, og det undlader den sjelden at gjøre, naar dertil gives nogen Leilighed, har jeg stedse befundet mig vel ved at anvende Friluftsvandringer og legemlig Anstrængelse som Dæmper for min Smule Bekymring og Uro. Hvilket Haab der var sluppet, hvilken Bekymring eller Ærgrelse vakt, kort hvilken Aarsag tilstede, erindrer jeg ikke mere; men hvad der klart staaer for mig, er at jeg for nogle Aar siden en Sommereftermiddag med Fiskestangen i Haanden paa Østsiden af Akerselven vandrede opover Engene forbi Thorshaug og Sandaker gjennem Lillohagen til Oset ved Maridalsvandet.

Den klare Luft, Hølugten, Blomsterduften, Vandringen, Fuglekviddret og de friske Luftninger ved Elven virkede velgjørende paa mit Sind, og i det duft- og sangfulde sommerlige Nu svandt Bekymring og Uro. Da jeg kom over Broen ved Oset, begyndte Solen at helde mod Aasranden; snart laante den Skyerne sin bedste Glands og sine rigeste Farver, for at de en stakket Tid kunde fryde sig ved den fremmede Pragt og speile sig i de klare Bølger, der straalede og blinkede i Purpur-, Guld- og Kobberglands, snart udsendte den mellem sønderrevne Aftenskyer en Lysstrime, der dannede gyldne Stier i de dunkle Barskove hinsides Vandet. Aftenvinden førte med sig en oplivende Duft fra Granerne paa de mørke Aaser og fjernt gjenklingende, hendøende Toner af Gjøgens Aftensang, der stemte mit Sind til Vemod. Mekanisk fulgte Øiet de udkastede Fluer, som førtes af Elvens strømmende Vande. Hei, der sprang en gylden Fisk; Snøret foer surrende af Snellen, og da jeg holdt den fast, stod Stangen bøiet som et Tøndebaand; det maatte være en Ørret paa henved tre Mærker. Nu var det ei Tid at falde i Staver, man kunde behøve sin Smule Aandsnærværelse for at bringe den i Land; thi Strømmen var strid, og Haav havde jeg ikke; Fisken var stærk, jeg maatte give Snøre ud af Snellen og vinde ind igjen to tre Gange, førend den lod sig tvinge til at gaae med Strømmen ind i en liden stille Vig, hvor den heldig blev bragt i Land og befunden at være en smuk purpurplettet Fisk af den formodede Størrelse.

Jeg vedblev at fiske paa Vestkanten ned ad Elven, men kun smaa Foreller snappede efter mine Fluer, og et Snees Stykker var det hele Bytte. – Da jeg kom til Brækkesaugen var Himlen overskyet, og det var temmelig mørkt, men ved Horizontens nordvestlige Rand stod en æblegrøn Strime, der kastede et sølvklart Lys paa Saugdammens Speilflade. Jeg gik ud paa Lændsen og gjorde nogle Kast, men mit Held var ringe. Der rørte sig heller ikke noget Luftpust; thi Vindene syntes gangne til Hvile, og kun mine Fluer bragte det blanke Vand til at skjælve.

En halvvoxen Gut, der stod bag mig oppe i Bakken, raadede til at «harve med Fløt] makkfiske, makkedrag; ein dreg fiskesnora med fleire meitemarkar på kroken, i rykk over vassflata.harve med Fløt» – en heel Klase Medemark, som paa Anglen stødviis trækkes hen over Vandfladen – og tilbød sig at skaffe Agn. Jeg modtog hans Tilbud og fulgte hans Raad, og Forsøget lykkedes over Forventning; thi en Ørret paa et Par Mærker bed strax paa Krogen og blev ikke uden Vanskelighed bragt op paa det ubekvemme Landingssted. Men dermed var det ogsaa forbi; intet Bid var mere at mærke, ingen Fisk krusede Vandet i den stille Dam, kun Flaggermusene fore vimsende omkring i Luften og frembragte undertiden, naar de kastede sig ned til Vandet efter Insekterne, paa den blanke Flade zittrende, bølgende, sig udbredende Ringe.

Foran mig laa Brækkesaugens Indre, klart men rødligt oplyst af luende Skorsteensild. Saugen var i fuld Gang: den gik med Suus og med Bruus; men dens Bjælker, dens Hjul, dens Blade og Vegtstænger syntes ei nu at styres og ledes ved nogen menneskelig Villie og Haand, men ene at gaae som et Legetøi for Kværnknurrens eller Fossegrimmens Lune] kvernknurren; eit overnaturleg vesen som i eldre folketru heldt til i fossar og elvar, og kunne finne på å stanse kverna. Fossegrimen er også eit vassvette som heldt til i fossetryk. Fossegrimen skulle vere god til å spele og kunne mot betaling – gjerne eit feitt spekelår – lære bort den kunsten.Kværnknurrens eller Fossegrimmens Lune og usynlige Greb. – Dog jo, tilsidst viste der sig ogsaa menneskelige Skikkelser. En foer med en vældig Fork ud paa Tømmeret i Dammen for at bringe en Stok i Tømmerrenden, og satte den hele Flade i en bølgende og skvulpende Bevægelse; en Anden foer skyndsomt frem med en Øxe i Haanden for at benke Tømmerstokken, og udkaste Baghunen] bakhunen; det ytste bordet som blir skore av ein tømmerstokk, og som derfor er rundt på eine sida.Baghunen, der med Brag styrtede ned i Dybet. Det susede og brusede, det bragede, hvinede og klang derindenfra, og stundom sattes som et Jættesværd – man skulde troe i Fegtning med Nattens Aander – en blinkende Saugklinge i Bevægelse ud i Luften, for at afsauge Stokkens Knubber eller ujevne Ender.

Nordenfra kom der ned efter Elvedraget nogle kolde Gufs, som lod mig føle, at det var nær Midnat, at jeg var vaad og træt, og jeg besluttede desaarsag at hvile og varme mig en Smule ved Ilden over i Saugen. Jeg kaldte paa Gutten, som endnu stod ved Bredden og maabede efter mig og mit Fiskeri, bad ham at tage Fiskekurven, som jeg havde sat igjen, og følge efter over Lændsen, hvis slibrige Stokke gyngede paa Vandet og overskvulpedes ved hvert af mine Skridt.

Ved den ene Skorsteen i Saugen sad der en gammel graaskjægget Arbeidsmand med en rød Hue ned over Ørene. Skyggen af Skorstenen havde skjult ham for mig før. – Da han hørte mit Ønske om at hvile og varme mig en Smule, lavede han mig af en Stokkeknub et Sæde ved Ilden. «Det var en vakker Fisk,» sagde den Gamle, idet han tog den sidste Ørret, jeg havde faaet, i Haanden, «og det en Hagefisk, den veier mest tre Mærker; den har I sikkert faaet i Dammen her?» Paa mit bekræftende Svar, fortalte Manden, der lod til at være en ivrig Fisker, om hvilke store Ørreter han havde faaet paa dette Strøg for en tredive Aar siden, da han kom herud fra Gudbrandsdalen, og anstillede derhos ligesaa hjerterørende Klager over Fiskens Aftagen og Saugflisens Tiltagen, som Sir Humphry Davy] engelsk kjemikar og ivrig fiskar (1778-1829).Sir Humphry Davy i sin Salmonia] Bok om flugefiske skriven av Davy (1827): Salmonia or Days of Flyfishing.Salmonia.

«Fisken, den tager af,» sagde han, med en Sauglarmen gjennemtrængende Stemme, «for saadan en Guldhage] hakefisk, hannaure med gullglinsande farge og kraftig underkjeve.Guldhage, ikke større end den der, er det rart at faae nu, men Saugflisen, den tager til Aar for Aar, og En kan ikke undres over, at Fisken ikke gaaer ud i Elven, for lukker den paa Kjæften og skal have en Svælg reent Vand saa faaer den hele Kroen fuld af Saugfliis og Mukkel] rotnande treflis og sagmugg.Mukkel. Den fordømte Saugflisen! – Gud forlade mig min Synd ligevel – det er Saugen, som giver os Brød, baade mig og Mine; men jeg bliver saa arrig, naar jeg tænker paa de svære Kolver] ruskar, ruggar, store fiskar.Kolver, jeg har trukket her i gamle Dage.»

Gutten var imidlertid kommen efter med Fiskekurven, men syntes at være ilde tilmode ved al den Larm og Bevægelse, der herskede i Saugen. Med Forsigtighed traadte han paa Gulvbrædderne, og i hans Ansigt og livlige mørke Øine malede sig Frygt og Ængstelse for Vandets Brusen mellem Hjulene neden under hans Fødder og Gulvet. «Her er det fælt at være, gid jeg var vel hjemme,» sagde han. «Hører du ikke hjemme her?» spurgte jeg. «Hvad er du for En, hvor er du fra?» spurgte den Gamle. «Aa, jeg er fra Gamlebyen, og saa har jeg været hos Fuldmægtigen paa Brække med et Brev for Lensmanden; men jeg er saa ræd for at gaae alene i Mørke,» svarede Gutten, der, siden det begyndte at mørkne, havde holdt sig i min Nærhed. «Skam dig, saa lang en Gut du er, at syte for sligt,» sagde den Gamle, men føiede trøstende til: «ret nu kommer Maanen op, og Følge faaer du nok med den Karlen her.»

Jeg lovede den Mørkrædde Følgeskab ligetil Beierbroen, hvorved han syntes at vorde noget beroliget. Imidlertid standsedes Saugen, og tvende Karle gave sig i Færd med at skjærpe og file Saugbladene, hvorved der frembragtes en klingende, hvinende til Marv og Been gaaende Lyd, der almindelig er af en saadan Intensitet, at den om Natten, gjennem Fossens Suus, klinger ned til Byen fra de fjerne Sauge. Den syntes paa en meget ubehagelig Maade at afficere den Mørkræddes Nervesystem.

«Huf, her turde jeg ikke være en Nat for meget Godt,» sagde han og stirrede omkring sig som om han ventede at see en Nøk] nøkk, vassvette i norsk folketru. Nøkken er alltid ute etter å få menneske i si makt og kan skape seg om, jf. Theodor Kittelsens framstilling av nøkken som kvit hest. Den svenske nemninga for nøkk er da også bäckahäst.Nøk stige op af Gulvet eller en Nisse i hver Krog. «Ja da har jeg været her mangen Nat,» sagde den Gamle, «og ikke har jeg havt Stort for det heller.» «Jeg har hørt af Moer, at der skal være saameget Troldskab og Fanteri i slige Sauge og Kværnhuse,» bemærkede Gutten ængstelig. «Jeg har ikke fornummet Noget, jeg kan ikke sige det,» sagde den Gamle. «Vandet er nok bleven slaaet af og sat paa for mig imellem, naar jeg har dormet lidt paa Saugen om Natten, og imellem har jeg hørt det har tuslet i Baghunen, men jeg har aldrig seet Noget. Folk troer ikke paa Sligt mere heller nu,» vedblev han med et spørgende Blik til mig, «og derfor tør det ikke vove sig frem; Folk er for kloge og belæste nu til Dags.»

«Deri kan du have Ret,» sagde jeg, der heller ønskede at faae Manden til at fortælle gamle Historier, som jeg vel kunde mærke laae skjulte bag hans spørgende Blik, end jeg vilde indlade mig paa Drøftningen, af den opstillede Kvæstion] spørsmål, diskusjonsemne.Kvæstion, hvorvidt Oplysningen var en Skræmsel for Nisser og Underjordiske. «Deri kan du paa en Maade have Ret. I gamle Dage vare Folk stærkere i Troen paa alslags Troldskab; nu lade de kun som de ikke troe derpaa for at synes kloge og oplyste, som du siger. I Fjeldbygderne hører man dog endnu, at de Underjordiske vise sig, tage Folk ind til sig o. a. dsl. Nu skal du,» føiede jeg til, for ret at faae ham paa Gled, «nu skal du bare høre en Historie, som skal være hendt etsteds, men hvor og naar det er hendt, kan jeg ikke ret erindre.»

«Der var en Mand, som havde en Mølle ved en Fos, og der var ogsaa en Kværnknur. Om Manden, som Skik er paa nogle Steder, gav ham Levsekling og Juleøl for at øge Melet, har jeg ikke hørt, men det er ikke sandsynligt; thi hver Gang han skulde male, tog Kværnknurren fat i Kværnkallen og standsede Kværnen, saaat han ikke kunde faae malet. Manden vidste godt, at det var Kværnknurren, og en Aften han skulde paa Møllen, tog han med sig en Gryde fuld med Beg og Tjære og gjorde Ild under den. Da han slap Vandet paa Kallen, gik den en Stund, men saa blev den, som han ventede, standset. Han stak og slog efter Kværnknurren nede i Renden og omkring Kværnkallen, men det hjalp ikke. Tilsidst aabnede han Døren, som gik ud til Kværnkallen og Renden, men da stod Kværnknurren midt i Døren og gabede, og dens Gab var saa stort, at Underkjæften var ved Tærskelen og Overkjæften ved Dørbjælken.

«Har du seet saa stort Gabende?» sagde den. Manden foer efter Beggryden, som stod og kogede, slog den i Gabet paa den og sagde: «Har du kjendt saa hedt Kogende?» Da slap Kværnknurren Kallen løs og slog op et forfærdeligt Brøl. Siden har den hverken været seet eller hørt der, og heller ikke har den hindret Folk i at male.»

«Ja», sagde den mørkrædde Gut, som med frygtblandet Nysgjerrighed havde fulgt min Fortælling: «Dette har jeg rigtig hørt af Bedstemoder min, og hun fortalte ogsaa en anden Historie om en Mølle. Det var oppe paa Landet, og Ingen kunde faae malet der, for det var saa fuldt af Troldskab. Men saa var der en Kvæld en Fattigkjærring, som var saa nødig om at faae malet Lidt, og hun bad om hun kunde faae Lov til at male der om Natten. «Nei Gud bevares,» sagde Manden, som eiede Møllen, «det gaaer ikke an, at du maler der i Nat; det kommer nok til at spøge baade for dig og Kværnen da,» sagde han. – Men Kjærringen sagde, hun var saa nødig om at faae malet, for hun havde ikke et Gran Vellingmeel og ingen Mad at give Børnene sine. Ja, tilsidst saa fik hun Lov at gaae paa Kværnen og male om Natten.

Da hun kom did, gjorde hun Varme paa under en stor Tjæregryde, som stod der, fik Kværnen i Gang og satte sig til at binde i Skorstenen. Om en Stund kom der ind et Kvindfolk og hilste paa hende. «God Kvæld du,» sagde hun til Kjærringen. «God Kvæld,» sagde Kjærringen og hun blev siddende og strikke. Men ret som det var, begyndte den, som var kommen ind, at kare Varmen ud over Skorstenen. Kjærringen karede den sammen igjen, hun.

«Hvad hedder du?» sagde den Underjordiske til Kjærringen. «Aa, jeg hedder Sjøl] i møte med underjordiske makter er det etter folketrua viktig ikkje å avsløre kva ein heiter, fordi dei underjordiske da lettare vil få makt over ein. Den segna som her blir fortalt, har røter heilt attende til Odysseen.jeg hedder Sjøl, jeg,» sagde Kjærringen. Det syntes hun var et rart Navn, og saa begyndte hun at kare Varmen ud over Skorstenen igjen. Og Kjærringen blev sindt og begyndte at skjænde og kare den sammen igjen. Dette holdt de paa med en lang Stund; men bedst som det var, fik Kjærringen væltet Tjæregryden ned over den Underjordiske. Hun til at huje og skrige, og saa rendte hun ud og raabte: «Faer, Faer, Sjøl har brændt mig!» «Aa, har du sjøl gjort det, saa faaer du sjøl ha’ det,» sagde det borte i Bjerget.»

«Det var godt, det ikke gikk galt med den Kjærringen,» sagde den gamle Graaskjæggede, «hun kunde gjerne have brændt op baade sig selv og Kværnen, for da jeg var hjemme, hørte jeg tale om noget Sligt, som skulde hendt der i gamle Dage. Det var en Gaardmand der, som havde en Kværn, og den brændte for ham to Pindsekvælde efter hverandre. Da det led til Pindstid det tredie Aar, var det Skrædder hos ham og syede Helgedagsklæder. «Skal troe hvorledes det gaaer med Kværnen denne Gangen, mon det skal brænde i Nat og?» sagde Manden. «Det skal ikke have nogen Nød,» sagde Skrædderen, «giv mig Nøglen, saa skal jeg nok passe Kværnen.»

Det syntes Manden var baade vel og brav; og da det led paa Kvælden fik Skrædderen Nøglen og gik ned i Kværnen, – den var tom endda, for den var ganske nybygget, – og saa satte han sig midt paa Gulvet, tog Kridtet sit og kridtede en stor Ring] i norsk folketru gir den ubrotne ringen vern mot vonde makter.kridtede en stor Ring rundt omkring sig, og rundt udenomkring den Ringen skrev han Fadervor, og saa var han ikke ræd, om selve Fanden skulde komme. Da det var høist Nattes fløi Døren op med Eet, og der kom ind saa tykt af svarte Katte] det var vanleg folketru at trollkjerringar kunne vise seg i katteskapnad. Kattar skulle ha tilknyting til djevelen, og dei vart også assosierte med perverse former for seksualitet.svarte Katte, at det myldrede. De vare ikke sene, førend de fik en Gryde paa Skorstenen og til at lægge paa under den, saa det tog til at brase og frase i Gryden som om den var fuld af kogende Beg og Tjære.

«Haa, haa,» tænkte Skrædderen, «er det saaledes fat?» og ikke før havde han sagt det, før en af Kattene skjød Labben bag Gryden og vilde til at vælte den. «Schyt Katte, du brænder dig!» raabte Skrædderen. «Schyt Katte, du brænder dig! siger Skrædderen til mig,» sagde Katten til de andre Kattene, og alle sammen bort fra Skorstenen til at hoppe og dandse rundt om Ringen; men ret som det var luskede Katten bort til Skorstenen igjen og vilde skyde Gryden overende. «Schyt Katte, du brænder dig!» skreg Skrædderen og skræmte den fra Skorstenen. «Schyt Katte, du brænder dig! siger Skrædderen til mig,» sagde Katten til de andre Kattene, og allesammen til at dandse og hoppe igjen, og ret som det var, vare de borte og prøvede paa at faae væltet Gryden. «Schyt Katte, du brænder dig!» skreg Skrædderen, og tog saa i og skræmte dem, at de foer den ene over den anden bort efter Gulvet, og til at springe og dandse som før.

Saa sloge de Kreds udenom Ringen og begyndte at dandse rundtomkring den, fortere og fortere, og tilsidst gik det saa fort, at Skrædderen syntes, det begyndte at gaae rundt for ham; og de gloede paa ham med slige store fæle Øine, som om de vilde sluge ham. Men bedst som det var, stak den Katten, som havde været ifærd med at vælte Gryden, Labben sin indenfor Ringen, ligesom den havde Lyst til at faae fat i Skrædderen. Men da Skrædderen saa det, løftede han paa Tælgekniven og holdt den færdig. Ret som det var, slog Katten Labben indenfor Ringen igjen, men svindt hakkede Skrædderen den af – og alle Kattene til Beens det forteste de vandt, med Skraal og Skrig, ud igjennem Døren.

Men Skrædderen lagde sig i Ringen og sov til Solen stod langt ind paa Gulvet til ham. Saa stod han op, laasede Kværnen igjen og gik op paa Gaarden. Da han kom ind i Stuen, laae baade Manden og Konen endda, for det var Pindsemorgnen. «God Morgen,» sagde Skrædderen og gav Manden Haanden. «God Morgen,» sagde Manden og han blev baade glad og forundret, da han fik see Skrædderen igjen, det kan En nok vide.

«God Morgen, Moer,» sagde Skrædderen og bød Kjærringen Haanden. «God Morgen,» sagde Kjærringen; men hun saa saa bleg og rar og forstyrret ud, og Haanden sin gjemte hun under Fællen; men tilsidst bød hun ham den Venstre. Da skjønte Skrædderen hvorledes det hang sammen, men hvad han sagde til Manden, og hvorledes det gik Kjærringen siden, det har jeg aldrig fornummet.» «Møllerkonen var selv en Troldkjærring da?» spurgte Gutten, som med spændt Opmærksomhed havde fulgt denne Fortælling. «Du kan vide det,» sagde den Gamle.

Det var næsten ikke muligt at høre et Ord længere; thi Saugen gik atter med Suus og med Bruus. Maanen var oppe og Trætheden forbi efter den korte Hvile. Jeg sagde derfor Levvel til den Gamle og gik, ledsaget af den mørkrædde Gut. Vi fulgte Stien under Græfsenaasen nedover Høiderne mod Græfsen. Hvidlige Taager svævede over Elvedraget og Myrene nede i Dalen. Op over Byens Røgslør hævede sig Akershuus med sine Taarne, der klart traadte frem mod Fjordens tindrende Speil, hvori Næsodden kastede sig langt ud som en mægtig Slagskygge. Himlen var ikke ganske reen, og der var lidt Træk i Skyer og Luft; Maanens Lys blandede sig med Sommernattens Dæmring og dæmpede Omridsene i Forgrunden af det Landskab, der udstrakte sig for vore Fødder. Men klart og straalende laa Maanelyset over Fjorden, over Asker- og Bærumsaaserne, der, fortonende i blaalige Nuancer, hævede sig over hverandre høit op i den disige Luft og dannede Landskabets fjerne Ramme.

Kvægede af Nattens og Duggens kjølige Bad, udsendte Violer og andre natlige Blomster en liflig Duft over Engene, men fra Myrene og Bækkedragene kom der klamme, gjennemtrængende, bedøvende Luftninger, der isnende berørte mig.

«Huf, det grøsser i mig,» raabte min Ledsager ved saadanne Leiligheder. Han meente at disse Luftninger var Pustet af natlige Dæmoners Aandedrag, og troede at see en Troldkjærring eller en Kat med gloende Øine i enhver af Vinden bevæget Busk.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)