Lundeætten

For en Deel Aar tilbage reiste jeg nordefter til Gudbrandsdalen, over Hadeland og Toten, paa Vestsiden af Mjøsen. Paa Sveen, et Skifte i Biri, fik jeg en doven Hest og en noget gammelagtig, snakkesyg Mand til Skydsgut. Ingen af Delene gik mig nær til Hjerte. Det havde ingen Hast; Svennæs, hvor jeg som sædvanlig agtede at prøve Gjæstfriheden og tage Nattekvarteer, kunde jeg naae i god betids, og Mandens sjeldne Livlighed og kaustiske Fortællinger] bitande, sarkastiske forteljingar.kaustiske Fortællinger om adskillige af Bygdens Folk, som jeg kjendte, forsonede med hans uendelige Snakkelyst. Dertil kom at det var en deilig vaarlig Aften. Solstraalerne brøde sig glindsende og tindrende i Mjøsens Flade, farvede Skyerne og spillede mellem det unge Løv. Aaserne i Faaberg, der begrændsede Landskabet fjernt i Nord, bleve mørkere og tabte sig i intense blaae og violette Fortoninger, medens Aftensolen lagde sin gyldne Glands over den rige Ringsakerbygd paa hiin Side.

Da vi vare komne et Stykke forbi Odden, fik Hesten det Indfald at standse i en Bakke. Næsten lige foran os laa Biri Kirke i nogen Afstand, og til Venstre længre bort paa en Høide laa en Gaard med en mørk Aas i Baggrunden. Jeg erindrede ikke dens Navn og spurgte derom. «Det er Lunde,» sagde Manden, «det er rart, I ikke veed det, som er saa kjendt her. I har da vidst hørt Tale om «Lundeblod og Lundetul;» det er bekjendte Ord i Biri, det, veed jeg.» Jeg maatte tilstaae min Uvidenhed og udbede mig en Forklaring, som han var saare villig til at meddele.

«Paa det Lunde,» begyndte han, «har der altid været rare Folk; de sige, der har været Huldrefolk, og reent forskjellige have de ogsaa været fra alle andre Mennesker; derfor er «Lundeblod og Lundetul» kommen for Orde her i Biri. Engang var her en Kjærring paa Lunde, som hedte Aase. Hun blev borte i Barselseng, og der laa en Olderkubbe] orekubbe. Det heitte seg at dei underjordiske var ute etter kvinner som skulle føde, og når dei hadde greidd å få med seg ei barselkvinne, la dei gjerne att noko med liknande form i staden.Olderkubbe i Sengen istedetfor hende. Siden den Tid er det blevet Skik her at sætte Knive over alle Dørene, naar en Barselkone faaer de første Veer, for at der ikke skal komme Troldskab til dem. Det var de Underjordiske, som tog hende, og de havde været efter hende længe før ogsaa, for da der var Fæsterøl for hende paa Lier, tog de hende og satte hende paa Hovedet i et Vandkar, men da var der saamange Folk, som stode ude paa Traakken, at hun ikke kom til Skade; og saa sagde det borte i Bakken ved Staburet, at det kom af, at hun ikke havde Fæstering. Men siden den Tid gaaer hver Tøs, som har sig en Fant, med Fæstering.

Søn efter denne Aase hedte Dagfind, og det var en Karl for sig selv, det ogsaa. Saa knap og gjerrig var han, at det ingen Maade var paa det: naar han skulde hugge Ved, satte han Stabben udenfor Kjøkkendøren og sagde til Fattigfolk: «Gaa ikke ind, for Kjærringen er saa knap og saa gjærrig; du faaer ikke Noget af hende alligevel.» Men det var ikke sandt; Eli var en snil Kone, og en bedrøvelig Ende tog det med ham, for han hængte sig i en Birk udenfor Stuevæggen. Stubben af den staaer der endnu.

Denne Dagfind havde tre Børn, og de hedte Aase, Peer og Amund, og Amund lever den Dag idag, men værre Folk har der vel aldrig været til. Aase hun var saa mager og saa fæl og styg, at hun gjerne kunde have skræmt Vettet af Fanden. Hun laa næsten bestandig i en stor Kiste med Laag paa, ja Ritmesteren veed det nok, han, for han kom engang til at lukke paa Laaget, og saa rakte hun ud den tørre Kloen sin, rigtig som en Høgeklo, og slo igjen Laaget midt for Næsen paa ham. – Peer han var reent huldrin, han gik og stampede Smaaveie i alle Jorderne sine med et Græv og rev op Bringebærbuske og Jordbærblomster, for at der ikke skulde komme Folk og Unger did og sanke Bær. Om Sommeren gik han meget og drev om paa Aaserne og i Fjeldet og saa paa Hestene, for han kjendte alle de Heste, som fandtes i Bygden og mange fra andre Bygdelag ogsaa. Selv havde han ogsaa altid staute og gjæve Heste, men han tæmmede dem aldrig før de bleve sex, syv Aar gamle; da tog han dem med til Skoven og hug ned en stor Gran, spændte dem for den og lod dem trække den hjem, saa bleve de spage, maavide; og naar han skulde sælge Heste eller Kjøer havde han ogsaa en rar Skik: han borede et Hul i Staldvæggen og tog en Tot af Rumpen og slog fast i Hullet med en Prop, og lod saa Dyret gaae, saa Totten blev siddende igjen; det gjorde han for at de ikke skulde trække Lykken fra Gaarden] ein tenkte seg lykka som noko ein kunne vinne eller miste, og som gjerne var knytt til konkrete ting. Her er tankegangen at verdifulle hestar som ein avhender, må ein behalde noko av på garden; elles kan den «lykka» som hestane representerer, bli borte.trække Lykken fra Gaarden, og hele Sørveggen sidder fuld af Plugger og Haartotter den Dag i Dag er.

Peer Lunde gik ofte til Kirken, men han gik aldrig ind, uden han var til Alters. Medens Almuen hørte Gudsord, gik han om paa Hestegaarden og snakkede med Hestene. Og medens der var Altergang, smøg han ned i Ligkjelderen og sad der til de Øvrige kom frem til Alteret, saa kom han frem, og naar han havde nydt Sakramentet, gik han til Kjælders igjen, til Almuen var gaaet ud af Kirken. Dertil var Peer Lunde meget for at tjærebrede Alting: han tjærebredte sig selv imellem, og han tjærebredte Staburflæsket sit og slog det fuldt med Skomagerpinder. Da han var død, var der et heelt Stabur efter ham, fuldt af Uld og uheglet Liin] uhekla lin, lin som ikkje er gjort reint for treaktige delar, med den tradisjonelle reiskapen hekle.uheglet Liin, og Flesk og Smør, som var mange Aar gammelt, og saa harskt og bedskt som Galde; men Staburet, det havde han spigret til og lukket med Plovlænker paa alle Kanter. En rar Karl var han den Peeren, for en Gang, medens gamle Lensmanden levede, kom han til ham og gav ham en Hestesko til Ferskmad. Han døde da, men han døde ikke nogen Udød, som Folk troede.

Efter ham fik Amund Gaarden, og han lever endnu. Han er den ligeste af dem, for han har været ude blandt Folk og tjent som Dragon for Bratter. Det er en stor, svær, fed Mand, men han er saa blas i Ansigtet som et Liig. Han er nu lidt rar han ogsaa, for engang Ritmesteren kom paa Visitering, paraderede Amund paa Gaarden med en Fodertap] fôrtapp, høydott, høyvisk.Fodertap under Armen istedetfor Fouragerlue] furasjer- eller furerlue; av fouragere, å skaffe hestefôr. Ein furer var ein underoffiser som hadde ansvar for proviant og innkvartering.Fouragerlue, og saa var han saa slem efter Brændeviin, han drak et Par Potter om Dagen, sagde de. Her et Aar begyndte han at drikke Rødviin, men den begav han snart, for han syntes, den var for suur. Nu drikker han fire Potter Kaffe om Dagen, og desimellem ligger han paa Badstuen og heder den og tuller sig ind i Skindfælde. Om Sommeren klæder han Varmen ude, for jo varmere det er, des flere Trøier tager han paa.

Men saa var det gamle Aase Lunde. Lang Tid efter at hun var bleven borte, gik Hans Sigstad og ledte efter Hestene sine paa Sigstadmoerne; men førend han vidste hvorledes det var, saa kom han ved Domstenene] ring av steinar, truleg kring med ein gammal gravhaug.Domstenene, og der var han inde etsteds, som han aldrig havde seet før, og det var saa gildt og prægtigt der ligesom paa et Slot. Der gik en Kjærring og stelte, og hende syntes han, at han skulde kjende, men han kunde ikke huske, hvor han havde seet hende.

«Kjender du ikke mig, du?» sagde hun. «Jo, jeg synes nok jeg skal kjende dig,» svarede han. «Ja jeg er Aase Lunde, som blev borte i Barselseng,» sagde hun; «jeg kjendte dig vel, da du var en Smaagut, og her har jeg været siden den Tid. Havde de bare ringet lidt til med Kirkeklokkerne] å ringje med kyrkjeklokkene var ei viktig råd for å frelse folk som dei underjordiske hadde fått makt over. Klokkeringinga kunne lykkast, men det er eit vanleg segnmotiv at ringinga ikkje varer lenge nok. Da må den bergtekne bli verande i berget eller under jorda.ringet lidt til med Kirkeklokkerne den Gangen, jeg blev borte, saa var jeg sluppen herfra; for jeg havde alt det ene Benet over Hafældet] hafellet, hafella; enkelt gjerde av skråttliggjande tre og buskar, særleg kring utmark.Hafældet, men da de holdt op, maatte jeg tilbage igjen. – Du gaaer og leder efter Hestene dine, du,» sagde hun, «men jeg skal sige dig det, at Manden min og Granderne hans, de kjøre med dem hvert Øieblik, og det kommer af, at Gutterne dine slaaer efter Hestene med Bidslet, naar de slipper dem. Men nu kommer Manden min snart hjem, og hvis han træffer dig her, saa gaaer det dig ilde.»

Sigstaden gik og fandt Hestene sine strax efter. Siden har ikke Nogen hverken hørt eller spurgt Aase Lunde; men er hun ikke død, saa lever hun vel endnu og boer i Huldreslottet ved Domstenene paa Sigstadmoen.»

Skyggerne stege længer og længre frem over Birisiden og Mjøsen; Aftenens Svalhed hvilede over Egnen. Vinden kom og susede og hviskede i Træernes Kroner og bar med sig Bud og Hilsen fra den blomstrende Hæg og alle Markens og Skovens duftende Blommer til Fuglene, der nys vare komne hjem fra Syden, og sad bag Løvet og nynnede og besang de deilige Eventyr, de havde oplevet paa sine Reiser i Grækenland og Marokko. Det sidste Stykke af Veien gik hurtigt. Paa Svennæs fik jeg Bekræftelse paa Sandheden af, at Peer Lunde havde givet gamle Lensmanden en Hestesko til Ferskmad, plugget sine Heste fast ved Halen i Staldvæggen, naar han skulde sælge dem, og i det Hele paa Overeensstemmelsen af min Skydsguts Fortællinger med Traditionen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)