Mathias Skytters Historier

En vakker Løverdag i November 1836 kom jeg til min gode Ven, Proprietairen] godseigaren. I det verkelege livet heitte han Torger Holm og budde på Nordre Holm.Proprietairen, i Nittedalen. Da det var temmelig længe siden jeg havde været der, og han ikke er den Mand, der modtager en gammel Ven med et nyt Ansigt, saa maatte jeg blive at spise Middag og drikke Kaffe, hvilket kom mig heel vel tilpas efter den to Miil lange Vandring fra Byen. Kaffebordet var neppe sat bort, førend der kom flere Bekjendte til fra Præstegaarden. Efter Husets Skik serveredes Punsch, og Passiaren blev saa livlig, og vi tømte saa hyppig Glassene, og jeg saa saa tit i den vakre Datters klare Blaaøine, at jeg næsten glemte den til Søndag aftalte Jagttour i Gjerdrum.

Solen stod alt i Aaskanten, og hvis jeg vilde komme frem, medens Folk var oppe, var det ikke at tænke paa at gaae den lange Vei, først om Dahls Kirke op til Midtskov, og derfra igjennem den største Deel af Gjerdrum, den slette Vei over Myrersletten, som nu maatte være dobbelt slem, da den friske Novemberkulde vel havde gjort den knudret. Jeg gik da op til Nybraaten, den nærmeste Stue under Aasen, et Stykke ovenfor Kirken, og fik fat paa gamle Mathias Skytter] Mathias Skytter vart kalla Mattis Bjørneskytter og var fødd i Hakadal i 1778 (Liestøl 1949 I, s. 207).Mathias Skytter, som strax var færdig til at følge og vise mig Beenveien over Aasen, naar han «først havde faaet sig et Stykke Tobak i Kjæften.»

Det var en deilig Aftenstund; paa den vestlige Himmel glødede endnu det vinterlige Aftenskjær. En let Kulde gav Luften hiin Friskhed, der undertiden gjør vore Novemberdage saa herlige. Fra Bækken stege Dunster op, der rimede Træerne, saa at deres Grene lignede Sølvkrystaller.

Vi gik raskt afsted, og den Gamle fik, efter en Suup af Jagtflasken, snart Munden paa Gang.

Han pratede om allehaande Ting, om Jagt og Jagtvæsen, om hvor urimeligt det var, at Ole Gyrtler, som var en Gjærdrumsogning, skulde sætte sine Stokke op i Solbergmarken; dertil fik jeg Historien om de ni Bjørne, Mathias havde skudt, hans Reise til Hallingdal, da Præsten flyttede, og en Mængde vise Bemærkninger om hvor ilde og ufornuftigt Gjærdrumsogningerne fore med sin Alminding, og meget Mere, som jeg nu ikke kan erindre. Da vi kom paa Askvangen, var forlængst hvert Spor af Dagen forbi; Maanen, der netop hævede sig over Synskredsen, kastede allene sit uvisse Skin hen mellem Trætoppene. Som vi skrede forbi den forladte Sæterhytte, kom vi formodentlig over et friskt Harespor, thi Hundene begyndte at blive urolige i Koblet.

«Nu gjælder det om Koblet er stærkt,» sagde Mathias, som holdt igjen det bedste, han kunde; «for det er ikke rigtigt her] det spøker her. Mathias oppfattar det slik at hundane er urolege fordi dei har fått ferten av dei underjordiske.for det er ikke rigtigt her.» «Deri kan du have Ret,» sagde jeg, «thi det er ikke skydelyst; var saasandt Maanen oppe over Trætoppene, skulde du snart faae høre en rigtig Los.» «Ja, det kan nok være» – vedblev han, i det han forsigtig saa tilbage til Sæteren – «men de sige, at Huldren skal holde til her paa disse Tider] når folk og fe hadde reist heim frå setrene om hausten, trudde folk at huldrefolket flytte inn.Huldren skal holde til her paa disse Tider.» «Er det muligt? Du har kanskee selv seet hende?» «Nei, her har jeg aldrig fornummet hende,» sagde han. – «Men paa andre Steder altsaa. Saa, du troer paa Underjordiske, Mathias?» spurgte jeg. – «Ja skulde jeg ikke troe det, som staaer at læse om i Skriften?» svarede han. «Da Vorherre nedstødte de faldne Engle, saa faldt nogle til Helvede; men de, som ikke havde forsyndet sig saa grovt, de ere jo i Luften og under Jorden og i Havet? Og ellers har jeg selv ofte baade hørt og seet Saadant i Skov og Mark.» «Fortæl mig Noget derom, Mathias,» sagde jeg. «Ja, hvis I har Lyst at høre, saa kan jeg nok tale om det,» svarede han, og begyndte.

«Ja, den første Gang, jeg fornam Huldren, da kunde jeg vel være saa en otte, ni Aar gammel, og det var oppe paa Storveien mellem Bjerke og Mo. Jeg kom gaaende efter Veien, for jeg havde været borte et Ærinde for Faer, saa kom der et stort, vakkert Kvindfolk midt efter Myren, paa den høire Side af Veien; der er det endda fuldt af Huller og Vidiekjær – jeg husker det saa grant, som om jeg saa hende for Øinene mine, for det kunde vel være saa lyst som nu; – bruun Stak havde hun paa og et lyst Hueklæde, og i den venstre Haand en Bunding og vakker var hun; men hun gik midt efter Myren, og Vidiekjærrene, og Myrpytterne brød hun sig ikke det mindste om; hun gik, som om de aldrig skulde været der. Jeg saa paa hende og blev ved at gaae hen over Veien, men da jeg var kommen et Stykke bortover, og der var kommen en Bergrabbe mellem, saa jeg ikke kunde see hende længer, tænkte jeg; det er da galt, at Mennesket skal gaae der i Myren og vade, du skal gaae op paa Rabben og sige til hende, at hun er gaaet af Veien. Jeg gik op, men der var intet Andet at see end Maanen, som skinnede paa Vandpytterne i Myren, og saa kunde jeg nok skjønne, at det havde været Huldren.»

Skjøndt det forekom mig, at der skulde Mere til at skjønne at det var Hulderen, beholdt jeg dog min Tvivl for mig selv, da jeg forudsaa, at mine Indvendinger ikke vilde rokke hans Tro, men kun bringe ham til Taushed; jeg spurgte derfor kun, om han ikke oftere havde seet Saadant.

«Jo det har jeg nok; jeg har seet Mangt og Meget, og hørt mange underlige Lyd i Skov og Mark,» sagde Mathias. «Jeg har ofte hørt det har bandet, pratet og sunget; til andre Tider har jeg fornummet saa deilig Musik, at jeg aldrig kan snakke om, hvor deilig den var. – Men saa var det engang, jeg var ude paa Fuglelokking – det kunde vel være mod Enden, saa i Slutningen af Augusti Maaned, for Blaabærren var moden og Tyttebæren begyndte at blive rød – jeg sad ved Siden af en Sti paa en Tue nede mellem nogle Busker, saaledes at jeg saa ned over Stien og en liden Dal, hvor det var fuldt af Tuer og Lyng; nedenfor var der nogle mørke Bjerghuller. Jeg hørte Hønen kagle og kagle nede i Lyngen, jeg lokkede og tænkte: faaer jeg see dig nu, skal du have kaglet for sidste Gang; men saa fik jeg høre, der kom Noget tuslende bag mig paa Stien.

Jeg saa mig om, og det var en gammel Mand, men det Forunderligste var, at han havde ligesom tre Been, og det ene hang og dinglede mellem de øvrige to, medens han gik ned over Stien; ja, han gik ikke egentlig heller, men det var ligesom han gled, og borte blev han i et af de mørkeste Huller nede i Dalen. Det lod ogsaa til, at ikke jeg allene havde seet ham, for strax efter kom Aarhønen hukende frem ved en Tue, skakkede paa Hovedet og gjorde lang Hals, og saa forsigtig nedover der, hvor Manden blev borte; men da kan det vel hende, jeg fik Bøssen til Øiet, og knald! Der laa hun og sprællede i Vingerne.»

«Det var nu det; men saa var det en Gang hjemme i Laskerud – det var ikke længe efter dengang, jeg saa Huldren oppe paa Storveien – en Julekveld, at jeg og Brødrene mine foer og agede paa Slodde og gjorde Snemænd borte ved en liden Bjergknad; og der er det ikke rigtigt frit for Underjordiske. Ja, vi morede os og støiede, vi, som I veed at Børn gjøre, og det led alt noget ud paa Kvelden – den yngste Broer min var ikke mere end fire, fem Aar gammel, og skreg og hujede og var glad – men ret som det var, saa sagde det i Bjerget: «Gaa hjem nu!»] det var vanleg folketru at dei underjordiske ikkje skulle uroast om kvelden. Dette veit Mathias og brørne hans og trur det er dei underjordiske som skrik til dei, men i røynda er det ekkoet etter at dei vaksne har ropa ungane heim.saa sagde det i Bjerget: «Gaa hjem nu!» Aa nei, vi bleve, vi, for vi syntes det var for tidligt endda. Men det varede ikke længe, saa sagde det igjen: «Gaa hjem strax, nu!» «Nei hør nu,» sagde vesle Broer min, for han havde ikke bedre Vid end at snakke om det, han – «nu sige de borte i Bjerget, vi skal gaae hjem!» Vi gave os ikke, men vi bleve ved at styre; men saa skreg det rigtigt saa i med Eet, at der fløi Dot i Øret paa os: «Dersom I ikke gaaer hjem strax paa Timen, saa skal jeg. –» Mere hørte ikke vi, for vi fik slige Fødder under os, at vi ikke standsede, før vi kom udenfor Døren hjemme.»

«Saa var det engang – men det var længe efter dette, vi vare voxne Allesammen dengang – det var en Søndagsmorgen, jeg og Broer min kom hjem, vi havde været ude at fiske om Natten, saa fik vi høre saadan en frisk Los i Solbergmarken, der var saamange Hunde, og den lød saa vakkert. Jeg var træt og gik ind og lagde mig; men Broer min sagde, han syntes, det var saadant blankt Veir, han havde Lyst til at høre paa Losen. Ret som det var, saa var det Tabt. Han gik da der henover, for han tænkte, at han kanskee kunde faae see Haren eller faae skræmmet den op igjen. Men da han kom bortimod en Stubbe, saa stod der midt for ham en rødmalet Bygning, saa stor og prægtig, men alle Vinduerne stode paa skraa] hos dei underjordiske er hus og all slags husbunad annleis og omvendt, i høve til slik det er i menneskeverda.alle Vinduerne stode paa skraa og Dørene ogsaa. Han undredes nok over, hvad det kunde være for en Bygning, som laa der, hvor han syntes, han skulde være saa godt kjendt; den havde han aldrig seet før. Foran Bygningen laa der en stor Myr, den vilde han gaae over og see lidt nærmere paa Huset. Folk var der ikke at see. Saa tænkte han ved sig selv, at han skulde gaae hjem og snakke til mig og faae mig med derbort.

«Aa, det var Skade,» sagde jeg, «at han ikke kastede Staal eller fyrede over den, for Gevær havde han sagtens med, og inden I kom tilbage, var vel det Hele forsvundet?» «Ja, det kan I sige,» raabte Mathias; «havde det været mig,» sagde han, «saa havde jeg skudt midt ind i den; men han blev reent forfjamset, han. Men nu skal I høre, det gik værre endda: da han var kommen midt ud paa Myren, var der saa fuldt af Folk, at han ordentlig maatte trænge sig frem med Albuerne, men alle vare de trøieløse, og alle gik de nordefter] dei underjordiske oppfører seg annleis enn menneske. Retninga nord representerer dessutan det vonde og trugande i norsk folketru.alle vare de trøieløse, og alle gik de nordefter. Han kom ikke længer end bort i Bakken, saa sloge de ham overende, og der blev han liggende til Søsterne mine skulde have Koen ind om Aftenen; da laa han der og holdt begge Næverne knyttede foran Ansigtet, og det var ganske blaasort, og store Frohatten stod for Munden paa ham.

De bleve nu fælt forskrækkede, kan En nok vide, de droge ham med sig ind og lagde ham paa Bænken, og saa hentede de mig. Da jeg fik see ham, kunde jeg skjønne, der var Galt paa Færde, og jeg vidste ikke mere end eet Raad: jeg tog Bøssen ned af Væggen – den var skarpladet – og saa skjød jeg langs efter ham, men ikke rørte han sig mere end den Stokken, Gjerdrumssogningerne har lagt midt over Veien der. Han laa saa død som en Steen, han.»

«Ja saa, tænkte jeg, og saa lagde jeg i paa nyt Lag. «Kom og tag i med mig, Jenter,» sagde jeg, «vi faaer lægge ham der, hvor vi tog ham, for det nytter nok ikke her.» Vi gjorde saa, vi lagde ham i Bakken, og saa skjød jeg igjen; men da kan det vel hende, han vaagnede! Skvat han ikke lige op under Bøssepiben, saa lad mig aldrig komme levende herfra! Og han gloede og stirrede om sig saa fælt, at vi næsten bleve rædde for ham. Saa fik vi ham da hjem, men han var klein, og saa styg og fæl blev han efter, at I aldrig det kan troe; der han stod, der stod han, og stirrede frem for sig som om Øinene vilde briste; ikke vilde han bestille Noget, og aldrig snakkede han til Nogen, naar de ikke snakkede til ham først; han var huldrin, han. Men saa gik det af ham lidt efter lidt, og da var det først, han fortalte os, hvorledes han var bleven saadan.»

«Det er de Gange, jeg har seet Sligt» – sagde Mathias. «Har du da aldrig seet Nissen?» spurgte jeg. «Jo, det har jeg,» svarede Mathias med den fuldeste Overbeviisning; «det var, medens jeg var hjemme hos Forældrene mine i Laskerud, for der var han. Jeg saa ham ikke mere end een Gang der, og Faer min saa ham ogsaa een Gang. Vi Unge havde lagt os, men Kallen skulle ud paa Gaarden først, og det var deiligt blankt Maanelys, saa sad der en liden Gut paa Laavebroen og slængte Benene hid og did og saa op paa Maanen, saa han ikke mærkede Kallen.» «Gaa ind og læg dig nu Mathis!» sagde Kallen, for han troede det var mig, «og sid ikke der og glo paa Maanen, nu det er saa seent!» Men med det samme blev Gutten borte, og da Kallen kom ind og spurgte efter mig, saa laa jeg alt borte i Sengen og snorkede, jeg.»

«Men saa var det den Gangen, jeg vilde tale om, som jeg saa ham. Jeg var netop voxen, for det var Aaret efter jeg var konfirmeret; det var en Løverdags Eftermiddag, jeg havde været til Byen med Planker] mange romerikingar frakta bord og plank til Christiania på 1800-talet.til Byen med Planker, og været paa en liden Kant om Dagen. Strax jeg kom hjem, gik jeg bort og lagde mig. Da det led ud paa Kvelden, stod jeg op, og da jeg havde faaet lidt Mad i mig – meget var det ikke, for jeg var ør og lei i Hovedet endda – saa sagde Faer til mig: «Førend du gaaer bort og lægger dig igjen, saa faaer du give Blakken Nattefodret, du, for de Andre ere ude og rende efter Jenterne igjen.»

Jeg saa da ind i Stalden til Blakken først, og den stod der og knæggede, og saa gik jeg ind paa Staldtrevet og skulde tage et Fange med Høe; men saa fik jeg fat paa to lodne Ører ligesom paa en Hund, og strax efter fik jeg se to Øine saa røde som Gløder, der gloede og stirrede paa mig. Jeg tænkte ikke andet end at det var en Hund, og kastede den ind i Underlaaven, saa det sak i den. Da jeg saa havde været inde og lagt i Hækken] krubba, fôr- eller høykassa.Hækken, gik jeg ind i Gulvet og tog med mig et gammelt Riveskaft, som jeg vilde skydse den ud med, og jeg ledte og skydsede, og ikke var der et Hul saa stort, at en Røskat kunde kommet ud; men borte var den og borte blev den. Og i det samme jeg da skulde gaae ud, saa var det rigtig, som En skulde slaae Benene bort under mig, og jeg rullede saa friskt overende, at jeg aldrig har rullet saa friskt; og da jeg kom paa Benene igjen, saa stod han i Stalddøren og skraslede og lo saa den røde Topluen nikkede.»

Saaledes vedblev Mathias at fortælle fort væk om Puslinger, Huldrer og Nisser, indtil jeg fra Kulsrudsaasen saa ud over Øvre-Rommeriges af det klare Maaneskin belyste Flade: mod Nord laa Mistbjerget, blaat glindsende med enkelte Snepletter, lige ned saa jeg Henir og Gjerdrums Kirker; efter disse kunde jeg bestemme min Kaas, og, da jeg desuden, fra foregaaende Jagter, var vel kjendt i Egnen, sagde jeg min Veiviser Farvel og var heldig nok til at naae mit Bestemmelsessted, uden at drilles af Nissen, eller fristes af Huldren.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)