Naar man om Vinteren reiser gjennem nogen af de Egne i vort Land, der have en livlig Trælastkommers] handel med trelast.Trælastkommers, undgaaer man neppe at gjøre Bekjendtskab med Bord- eller Plankekjørerne] fraktefolk som kjørte bord og plank frå romeriksbygdene til Christiania. Det vart frakta trelast og andre varer for store summar.Bord- eller Plankekjørerne. Det er ikke noget interessant Bekjendtskab. De Støb] staup; søkk, hol.Støb, de udhule, og disse Slingring og Væltning befordrende Render, de grave i Veiene ved sine tunge, uformelige Læs, ved ufornuftig og uvorren Kjørsel, ere store Ubekvemmeligheder, men for Intet at regne mod et Møde med selve disse Tyranner over Vinterveiene, naar de mandstærke spærre Passagen i Rækker paa tredive, fyrgetyve, halvtredsindstyve Læs.
Den Reisendes Ret og Bekvemmelighed ere Bordkjøreren ligesaa uvedkommende som den Planke, der endnu ikke er skaaret, som det Brændeviin, der endnu ikke er brændt. Han hviler paa Veien og spærrer den, saalænge det konvenerer ham. Imidlertid nødes den Reisende til at søge en Tilflugt i Snefanerne udenfor Veien, hvis han ikke foretrækker at tilkjæmpe sig en liden Mon af den ham lovligt tilkommende halve Vei. Men byd Bordkjøreren knubbede Ord ved en saadan Leilighed. Da er han ligesaa færdig med Næven, som han er tilbøielig til Fred og Rimelighed, naar der bydes ham en Pægl Brændeviin. Men mindre maa det ikke være; thi under hans for Livets Bekvemmeligheder blottede møisomme Færd er Brændevinet ham baade Mad, Drikke og Klæder. Dette Liv, denne evindelige Brændeviinsdrik fører naturligviis til Dyriskhed, og Plankekjørerne ere Udskuddet af de ved Byernes Nærhed depraverede] moralsk forfalne, forderva.depraverede Bygdelag; de ere Landdistrikternes Pøbel.
Sin selskabelige Opdragelse faae de paa Kipper] primitive serveringsstader, buler.Kipper og Hvilesteder ved Omgjængelse med alskens omflakkende Fantepak og med Bærmen af Byernes Uhumskhed. Kalkegutter] arbeidskarar som driv med kalking og måling.Kalkegutter og Slagterlømler, der give Fifkavailleren] som framstår som fiffkavaleren; den fint kledde herren.der give Fifkavailleren paa Trindserudsalen] simpelt danselokale i Maridalsvegen, nedanfor Beierbrua.Trindserudsalen og lignende Dandseboder, er det uopnaaelige Mønster for den yngre plankekjørende Generation i Sprog, Kurtoisie og Levemaade. Sin literaire Sjæleføde søger Plankekjøreren i de bekjendte Toskillingsviser] folkelege viser trykt på grovt papir, med tema som ulykkeleg kjærleik, drap og vald.Toskillingsviser, der forhandles af Kurvemadammerne paa Gadehjørner og under Trapperne, og som besynge Mord og Drab, Indbrud og frygtelige Hændelser.
Og dog hænder det ogsaa her, at man i den kolde, maaneklare Nat, naar Plankekjøreren drager til Byen med sine Læs, hører en reen oprindelig Melodi, der minder om Landet og dets ramme Lugt. Naar han derimod tomrebs reiser hjem igjen, er hans Sang som Brølet af de vilde Dyr, der forlyste sig ved sine Stemmers raae Ulyd og ved den Skræk og Afsky, de indgyde. Da opfylder den lange Række Luften med Hujen og Skrigen og ansporer Hestene, der som rasende fare afsted i Flok og Følge. Slæderne slingre hid og did; de hvide Mærker] krittstrekar som mottakaren av lasset skreiv på ryggen til fraktekaren, som kvittering for leveransen.de hvide Mærker, Kridtstreger og Tal paa Hatte og Graakjoler udviskes ved den hyppige Vælten i Snefanerne, og hvert Øieblik sætte de tømmeløse Heste ud fra Veien for at gjøre en Sving ind til enhver Gaard eller Hytte, hvor der er Brændeviin at faae; thi af lang Vane kjende de ligesaa godt som deres Herrer disse Forfriskningssteder. Allerede før han kommer did, kan den Reisende mærke Nærheden af disse schofle Kipper og Rønner paa den dybtopmuldede, puddersukkerfarvede Sne.
Vi ville engang besøge et af disse Steder. Udenfor Borrebækken] skjenkestad i Østre Aker i krysset mellom Trondheimsvegen og Økernvegen (Liestøl 1949 II, s. 324).Borrebækken staaer Hest ved Hest for Plankelæs eller tomme Slæder, ledige eller tyggende paa noget tørt Hø, som en Huset tilhørende Saueflok eller nogle Gjeder broderligt dele med dem. Døler eller Fjeldbønder, som hvile her med sine Varskielæs] lass om er bundne saman med ei ramme av smale fjøler.Varskielæs og under fri Himmel ere ifærd med Nisten omkring en liden rød og blaamalet Kiste, bringe ved sine maleriske Dragter, karakteristiske Figurer og Fysiognomier en Smule Afvexling i den øvrige Eensformighed. En og anden Kjører trænger, beskjæftiget med at vande ved Bækken, frem mellem den myldrende Vrimmel af Slæder og Heste, som han skjendes og bides med. Andre vise sig kun i Svalen, eller stikke Hovedet ud af Stuedøren, for at gloe efter sine fiirbenede Kammerater.
Inde myldrer det af Kjørere, ædrue og drukne; nogle af sidste Slags trænge sig omkring Skjænken, der ikke er Andet end et stort Skab i det ene Hjørne af den lave Stue, hvori der staaer en lang tør Kjærring og udskjænker blaahvid osende Finkel af en Klunkeflaske] timeglasforma brennevinsflaske som gir ein klukkande lyd når det blir skjenkt av henne.Klunkeflaske i et Halvpæglmaal, som af Ælde og flittig Brug har antaget en bruunsort Farve. I det andet Hjørne af Værelset staaer en kasseformig Ovn. I den blusser og flammer et Baal, ved hvis Hede der af de fugtige Snesokker og Graakjoler, som beklæde det Selskab, der i siddende og liggende Stillinger hvile paa Ovnsbænkene, udvikle sig stinkende Dampe. Langs Bordet, der staaer i det tredie Hjørne under Stuens eneste Vindue, trives fleersidig Virksomhed: Nogle sidde umælende og drikke Halvpægl efter Halvpægl; andre conversere til sin Drik om Bordskrivere] bordskrivarar, dei som kvitterer for plankelass-leveringane.Bordskrivere og Planketylvter, om Kværsild] kversill, infeksjonssjukdom i halsen på hestar.Kværsild og Grosserere, om Baghun og Kværke] kverke, ei anna nemning for kversill.Kværke, om Blakken og Borka; og atter andre spille Kort.
«Faer min,» sagde En, som var noget ude i Perialens første Stadium, det blide, meget talende og brautende, «Faer min solgte Blakken til den svære Hallændingen oppe ved Bordenden, han med Kortlegen; han skulde have den for et Tjaug Daler, om han var god for at løfte den, og Fa’en salte mit Liv satte inte Karlen Ryggen under Vommen paa ‘n og løfted ‘n som en Vaatt. Det gjorde ‘n; for det var vel Figur til Karl, ja er det sagtens endnu, som du selv kan see. Men det var ude med Gamle-Blakken da. Gudbevares, da han var ung – slig Gamp, skjønner du vel, har aldrig gaaet for Plankelas paa Strømsveien; for naar han satte Benene i Bakken, saa Fa’en salte mig, stod han ikke som han var muret. – Troer du det kanskee ikke, Gutten min? Du gjør som du vil, men om Føret var saa skralt, at det skrabed nedpaa bare Stenene, saa drog ‘n frem Plankelasset. Ja det var Fa’en til Gemyt i den Gampen. Men det var forbi, da Gamlen solgte ‘n, for Kværsilden tog ‘n saa reent overstadig, saa det laat i Bringen paa ‘n som i en tom Brændeviinstønde, og saa havde han Knippa] leddbetennelse; hestesjukdom.Knippa, maatroe; Bagbenene var saa stive paa ‘n som en Skukestol] skakestol; fjøl med to bein under som vart brukt til å skake lin, slå på linplantene slik at vedinnhaldet vart fjerna.Skukestol.»
«Ja, gjorde ikke Borka det samme, mener du?» svarede en liden Tykkert, der ikke længer sad rigtig sikkert paa Bænken, og som undertiden famlede ud i Luften efter imaginære Fluer! «Hun drog sine tre Tylvter og vel det kanskee, naar det Lunet var paa ‘a. Men Fa’en plukke mig gik ‘a inte som en Brud for Plankelasset endda. Det var vel Mær, det Gut! Du skulde aldrig seet slig Mær; hun havde mest Folkevet. Er ikke det sandt, saa lade Herren mig aldrig drikke en Dram mere i dette Liv. Om jeg var saa drukken som en Mær og skreg og hujede som en Graabeen – for du veed da vel det, at En maa have sig en Dram til Nødtørft – saa nei Gud gik ikke hun fortere for det. Og, der vi skulde hvile, der gik ‘a ind, og fik ‘a inte Foer, saa fandt ‘a det selv, der det var at finde, Gut, om jeg saa inte havde Høstraaet. Slig Mær findes ikke i Verdens Rige. Meyer] trelastgrosseraren Jacob Meyer (1781-1856) var svært interessert i hestar og deltok i tråvkjøring på isen i Bjørvika.Meyer har ‘a ikke bedre selv. Nei Gud har han ei da!»
Disse Mænd vedbleve med saadan Iver at tale om sine Heste, at de ved at mindes dem snart vare nær ved at græde, snart, formedelst de Udsættelser der undertiden gjordes paa deres Dyrs Dyder og Fortrinligheder, ved at komme i Haar sammen.
En permitteret Garnisonskarl] soldat ved garnisonen, den faste troppestyrken ved Akershus festning i Christiania.Garnisonskarl, som skulde reise hjem til Julehelgen, sad i Nærheden. Han lod til at være en Landsmand og god Bekjendt af de Kjævlende og i Følge med nogle Kjørere, der sad ved den anden Ende af Bordet og spillede Kort. Han lod sig det være magtpaaliggende at tilveiebringe Fred og god Forstaaelse. For mere indtrængende at virke i denne Retning, og tillige for at stille sin egen Brændeviinstørst, kaldte han paa Datteren i Huset, der havde afløst Moderen i Skjænken og bad hende bringe Brændeviin. Men da hun var beleiret af en Flok, der stod paa Reisen og drak Afskedssuper, hørte hun ikke hans Anmodning.
«Jomfru, Jomfru,» raabte han den ene Gang efter den anden, «lad os faae en Pægl Akvavit!» «Slige Jomfruer gjør vi af en Toskillings Baghun,» udbrød den halvdrukne Kjører, «Borkas» ivrige Forsvarer, med Svinepolidskhed og Latter over Artilleristens Knoten. «Ja Gud er hun Dukke for dig ligevel,» sagde Blakkens Talsmand, idet han reiste sig og gik den Tiltalte, der endelig nærmede sig med det forlangte Brændeviin i Møde. Stampende i Gulvet med Fødderne sang han under nærgaaende amorøse Gebærder, snøvlende og med skingrende Stemme:
«Aa næste Lørdagsaften, saa kommer jeg til dig,
Aa da har jeg Talsmand med mig;
Aa lad mig nu see, at du steller dig brav,
Aa holder dig lystig og glad, sa ‘o.»
«Lad Guddatter min være i Fred,» sagde den før omtalte Hallænding mellem Kortspillerne. «Gud bevares Baskeruden, tag ikke saa haardt paa; jeg er bare lidt spøgefuld,» sagde Plankekjøreren venligtladende og fortsatte paa en saadan Maade sin Hyldning, at den Feterede] den feterte, den som det vart gjort stas på.den Feterede gentagende, skjønt forgjæves, maatte frabede sig samme. Benyttende en Pause i Kortspillet reiste Hallændingen sig, greb ham med den ene Haand og satte ham ned paa en Stol, der brast under ham, og sagde med Eftertryk: «Vær rolig, ellers faaer du med mig at gjøre!» «Det skulde vel røde Fanden have Noget med ham at gjøre, men det er ikke for det, jeg har nok kanskee lagt ligesaa god Karl paa Ryggen, og velsaa det,» mumlede Kjøreren mellem Tænderne, da Manden vendte ham Ryggen.
Denne Hallænding, der omtaltes med saa megen Respekt og optraadte med saadant Fynd, var en høi Mand med en stor Næse, et hvast Blik og et i det Hele determineret Ydre] ein på alle vis myndig utsjånad.et i det Hele determineret Ydre. Hans Medspillere vare tre Plankekjørere med temmelig stupide, skjønt hvad man kalder bondefule Fjæs. Det var klart, at de havde lagt sig om ham, der lod til at være en Kaxe i Sammenligning med det øvrige lurvede Selskab, for ret til Gavns at plukke ham i Spillet. Thi uagtet de paa almindelig Bordkjørerviis forsigtig holdt de tykke, smudsige, krøllede og i Hjørnerne afslidte Kortblade inde i den stærkt sammenbøiede Haand, kigede de hverandre gjensidig saavel som Hallændingen i Kortene, gjorde Miner og traadte hverandre paa Fødderne. Her førtes ikke vidtløftig Tale, men af og til hørtes dundrende Slag i Bordet og Ord som disse: «Du gi’er.» «Labola] femkort med trumf. Labola, Beis] trumf.Beis og Spil] siste stikk.Spil.» «Kom med Pengene!» «Sæt eller gaa af Spillet!»
Af og til forkyndte en skraldende Latter eller tordnende Eder, hvorlunde Lykken vendte sig. I Begyndelsen havde Hallændingen tabt. Men under den lille Diversion, han gjorde til Undsætning for Guddatteren, mærkede han, at Medspillerne stak Hovederne sammen og blandede Kortene til sin Fordeel, og fra nu af tog han sig bedre i Agt uden dog at lade sig mærke med Noget. Da Kortene faldt særdeles heldigt paa hans Haand, og han desuden aabenbar var dem overlegen i Spillet, vendte Lykken sig, og inden kort havde han renset alle Tre.
«Hvordan i Helvede hænger dette ihob?» udbrød En af Medspillerne misfornøiet og med et ondt skjælende Blik til Hallændingen, da denne strøg de sidste Penge til sig. «Har jeg vundet en Kule, saa er Kortmageren en Skjælm. Jeg mener, Fa’en selv staaer i Kortene.» «Troer du kanskee, jeg ikke heller spiller realt?» spurgte Hallændingen truende og reiste sig i hele sin imponerende Høide. «Jeg troer ikke Andet,» svarede den Tiltalte. «Men er det da ikke reent forsæt. Her har jeg siddet med gode Kort mange Kuler og inte kommet ud] ikkje kome ut; ikkje fått leggje kort ut som førstemann og styre spelet.inte kommet ud. Havde jeg inte baade Beisen og Spillet den forrige Gangen?» «Hække’n Beis?» spurgte Hallændingen. «Sparesset, veed jeg!» svarede den Første. «I Fanden havde du Sparesset!» svarede en anden Medspiller, der var noget drukken. «Saa du ikke, at Sparesset dat af ned paa Gulvet og blev saa reent afreid] avreidd, øydelagt.afreid at det ikke var nyttendes?» «Sludder, jeg havde Beisen,» sagde Hallændingen. «I saae jo, jeg havde halv Trumfemarias] når kongen ligg på kortstokken og nokon har dame i trumf. Omgrepet marias kjem av fransk mariage; dvs. ekteskap (mellom konge og dronning) i same farge.halv Trumfemarias; jeg sad med Spardam paa Haanden, og Kongen laa paa Stokken, saa fik jeg Labola atpaa] så fekk eg alle fem stikka i tillegg.saa fik jeg Labola atpaa, saa maatte vel jeg have udvundet da, skal jeg mene.» «Nei Fa’en saa klore mig, om du havde udvundet,» sagde den Første. «Du havde att tre Streger] tre poeng. Den som først får fem strekar, har vunne.tre Streger, havde du. Hvordan kan du komme ud da?»
«Ryg til Helvede, din Hund!» udbrød Hallændingen forbittret. «Havde jeg tre Streger, Christian?» spurgte han den tredie af sine Medspillere, der under Ordvexlingen havde siddet umælende og stirret paa de Øvrige med aandsfraværende, af Brændeviin fordunklede Øine. «Ja Gud havde du,» foer denne op – «ja Fa’en hugge den, som det hugser. Men rigtignok var det besynderligt med han Anders, som havde slig staaendes Kort – som det var seendes til – at ikke han kom ud. – Kanskee du kan have spildt Brændeviin over Stregerne dine, du, og du er vørti af med dem paa den Maaden?» tilføiede han lumskt. «O Brændeviin, vor Trøstermand, sa ‘n! Laelaelaelae! Vi bruge dig, imens vi kan, sa ‘n! Laelae! Laelae!» vrælede han videre.
«Hold Kjæft, Fyldehund!» raabte Hallændingen. «Kanskee du troede, du skulde have udvundet den sidste Kulen ogsaa?» spurgte han foragteligt den første af Spillerne. «Ja Gud tænkte jeg paa det,» svarede den Tilspurgte. «Hvem Djævelen kunde troet, du skulde kaste Ruderesset og holdt att Spardamme, saa meget Spar som der var udkommet?» «Det kommer sig af det, at jeg kan spille, seer du!» sagde Hallændingen med tirrende Overlegenhed. «Jeg har Djævelen skrabe mig ogsaa spildt Kort før i Dag, skal jeg lade dig vide, din Næsegriis,» sagde Kjøreren arrig; «men naar Fa’en er ude, saa er han ude, anti han saa kommer fra Helvede eller Halland!»
«Fanden?» sagde Artilleristen, der havde sat sig hen til dette Selskab. «Fanden? Jeg troer ikke det, at han har været ude siden i Fjor. Da hørte jeg, han var ude om Julekvelden.» «Hvad siger du?» sagde den af Kjørerne, der sidst havde talt, som det syntes tilfreds med en Diversion, der kunde bortlede det Uveir, der synligen drog op over Hallændingens Ansigt i Anledning af det Ukvemsord, der var brugt om ham. «Var han ude om Julekvelden? Hvordan bar det til da?» «Det bar til saa, han reiste nordefter,» svarede Artilleristen. «Men hvordan bar det til, han reiste nordefter?» spurgte Plankekjøreren ivrig. «Ja naar jeg ikke var saa tør i Halsen,» sagde Artilleristen hostende; «men jeg er saa fuld af Krim og Kulde, at jeg mest ikke kan faae op Kjæften.»
«Tag dig en Dram, Gutten min! Saa bliver du nok brav for Kværsild og Kværke,» sagde Plankekjøreren og skjænkede i af den Halvpot Hallændingen havde rekvireret til Trøst og Husvalelse for sine ribbede Fæller i Kortspillet. «Har du Knippa? Du er jo saa stiv i Bagbenene som et Baasnaut] ku som har stått lenge på båsen og er stiv i føtene.Baasnaut,» sagde han, da Soldaten, der lod til at have gaaet paa Sviir den hele Dag, med nogen Møie søgte at reise sig. «Se, der har du Drammen din, og velmaalt er den; tag saa Mundbiddet mellem Tænderne og lad Kjæften trave.» «Tak som byder,» sagde Soldaten. «Glædelig Juul lige til Paaske, Skaal!»
«Der skal meget Pepper til at fylde en Mær,» sagde Plankekjøreren, da han saa Artilleristen stikke Halvpæglmaalet ud] drikke heile halvpelen.stikke Halvpæglmaalet ud til Bunds. «Men nu vil vi vide, hosdan det bar til med Fanden.» «Ja det skal jeg sige dig oprigtig, det; det bar saaledes til, saa det var en Tollerist] artillerist.Tollerist, som havde faaet Permission og skulde reise hjem til Julehelgen, akkurat som jeg nu, skjønner du. Om Julekveldsmorgenen lagde han afsted. Men da han kom i Lakkegaden og rigtig skulde til at tage paa Veien, saa traf han nogle af Kammeraterne sine. De kunde vide han havde Penge, fordi han skulde i Færdingsveien – og saa skulde de til at drikke Afskedsskaal, og han var ikke den som sagde Nei til det, for han tog sig gjerne en Taar til Nødtørft. De gik ind til en Høker, og der sad de og drak hele Dagen. Han vilde afsted mange Gange, for han skulde heelt til Soløer, og han syntes det kunde være paa Tide, om han skulde komme hjem til tredie Dag Juul; men de slap ham ikke før Klokken var sex, og da havde han ikke igjen flere Penge, end tre Mark og nitten Skilling.
Han labbede opover; men det gik smaat, for det var subbet Føre, og han gik og stampede og stabbede i den løse Sneen. Drukken var han ogsaa, maa vide; men endda var han Karl til at holde sig paa Benene, og hvordan det var eller ikke, saa havde han faaet draget sig opover Sindsenbakken. Der kom det kjørende efter ham en svær Mand i Bredslede med en stor staut svart Hest for. «Hvor skal du hen?» sagde Manden. «Jeg? Jeg skal til Soløer, jeg Faer.» «Did skal jeg ogsaa, og det i Kveld,» sagde Manden. «Skal du did i Kvæld, du kjører fort du da. Andre bruge et Par Dage, og vel saa det, om de have Hest selv.» «Aa ja, men jeg har slig en aparte frisk Hest,» sagde Manden. «Sæt dig i skal du faae frie Skyds og frisk Skyds og.» Jaha, han takkede til og satte sig opi, og da føg de afgaarde, saa han havde nok med at holde Øinene oppe. De gjorde ikke Veien lang, de Karlene.
Da det led paa Kvelden, saa sagde denne Manden: «Nu er du ved Hjemmet dit,» og da Tolleristen fik Øinene rigtig op og fik seet sig om, saa saa han det, at det var udenfor Gaarden til Faer hans, og han til at takke for Skydsen det bedste han havde lært; men da de nu skulde skilles ad, saa spurgte han: «Hvor skal du hen, du da?» «Aa jeg,» sagde Manden, «jeg skal til Grandegaarden her og holde over Ryggen paa en Jente.» «Jasaa,» sagde Tolleristen, «skal du det!» Men han tænkte ikke Noget ved det, han, for han var vel tung i Skallen baade af Fylden og efter Reisen, men da han kom ind i Stuen slog Klokken ni, og det var med det samme de skulde sætte sig til Bords og tage paa med Julegrøden.
Den andre Dagen fortalte han for frisk Skyds han havde faaet, og saa sagde han det som Manden havde sagt, da de skiltes, om det at han skulde til Grandegaarden og holde over Ryggen paa en Jente. De undredes paa hvad det kunde være for en Karl, og de tænkte mest det kunde været en Skøier af disse Lastehandlerfuldmagtene] lastehandlarfullmektigane, representantar for trelasthandelen. Fullmektigane kunne gjere avtalar med bøndene på vegner av trelasthandlarane.Lastehandlerfuldmagtene eller Flisefutene] oppsynsmenn ved tømmerdrift og tømmerfløyting.Flisefutene, som fare over Bygden deroppe. Men mens de fundeerte paa dette, saa kom de i Hu, at der var en Jente som var med Barn paa Grandegaarden, og med detsamme kom der Bud, og fortalte at Budeien havde faaet en Unge om Natten; den havde hun aflivet med en Øx og lagt i Grisetruget. Saa skjønte de hvad for Karl det var, som var reist nordefter. Det var Fanden selv, det.»
«Fy, det var fælt til Gjerning. Men inte vilde jeg kjørt med ham,» sagde den af Kjørerne, der med saa megen Iver havde animeret Soldaten til at fortælle. «Men hvordan fik de Fanden ud igjen?» «Det veed jeg Fanden ikke,» svarede Soldaten. «Jeg har ikke hørt andet, end at han reiste stabeent til Helvede igjen, da han var færdig.» «Ja men han pleier være vrang at faae ud igjen. Mangen Præst raader mest inte med ham, naar han hugger sig rigtig fast,» vedblev Plankekjøreren. «Det troer jeg vel,» sagde en Anden. «Naar det er sligen Skarvepræst som opi Bygden Jeres, saa gjør nok Fanden Fanden, det han vil. Nei real Karl maa det være; han maa inte være foret med Brisk og Baghun, og inte fare med Filler og Fanteri, den som skal mane Fanden. Svarteboka] trolldomsbok som inneheldt magiske råder til å mane etter. Det heitte at mange prestar skulle eige svarteboka, særleg dei som hadde studert i Wittenberg.Svarteboka maa han skjønne ligesaagodt som Kakjisma og vel saa det.»
«Det var sandt det, Anders Smedstad-Bakken,» sagde Soldaten. «Jeg har hørt om en Præst, som var Karl til det. Det var Røkenpræsten] Røykenpresten er Christian Holst (1743-1824). Han var prest i Røyken i meir enn 50 år, og hadde stor tillit i bygda. Folk trudde at han åtte svarteboka og kunne mane djevelen.Røkenpræsten. Morbroer min fortalte det, for han var derude paa Branæs og i Røkenbygden. Det var meget til Mand, den Røkenpræsten. Han havde Svarteboka, og han kunde læse i den ligesaa godt fremlængs som baglængs, og han kunde løse og binde paa een Gang. Gud bevars for Mand det var baade til at lægge ud og til at mane Fanden. Det var en Gang, mens Morbroer min var saadan en Fremslænging, saa var han med ham en Søndagseftermiddag nede paa Tangen hos En, som Fanden drev saadant et forskrækkeligt Spil med – det var nok en Kjøbmand, troer jeg. Der havde været Mange, baade Præster og Andre, som havde prøvet sig med ham det Bedste de kunde, men der var ikke noget Raad skabt, for Fanden blev værre og værre med hver Dag. Tilsidst sendte de Bud efter Røkenpræsten. Det var endda lidt ud paa Høsten i den værste Høstbløden. Ja han kjørte ned til Gullaug i Lier og satte over Drammensfjorden til Tangen en Søndagseftermiddag, og Morbroer min var med; men aldrig før var han kommen ind der, før det begyndte at pibe og hvine i hver evige Væggesprunge.
Men saa sagde Røkenpræsten: «Det hjælper ikke at du piber, du faaer flytte.» Han havde ikke sagt det, før Fanden foer op igjennem Skorsteenspiben som en Røg, og det var mangfoldige Mennesker som saa ham. Men saa blev det roligt da, maa vide, og Præsten satte over Vandet igjen og kjørte hjemover. Men da han var kommen et Stykke op i Gullaugkleven, saa blev det mørkt, og allerbedst som de kjørte – han Morbroer gik endda med – saa ryger Kariolaxelen af paa to Steder, saa Hjulene trillede nedover Kleven. «Haa, haa, er du slig Karl,» sagde Røkenpræsten, «saa skal du Pine Død ogsaa faae Noget at bære paa. – Sæt dig paa Peer og hold dig vel fast,» sagde han til Moerbroer.
Da kan det vel hænde, det gik. Saa fort er aldrig noget Menneske kommet fra Bakken til Grini; for det sagde Moerbroer han gladelig skulde gaae til Things og døe paa, at de foer mere bortigjennem Veiret som en Skjekte] kastepil.Skjekte end de holdt sig efter Veien. Men naar de holdt sig til Marken en liden Stub, sprudede Sølen og Gnisterne om Ørene paa dem, saa de saae ud værre end Fanden, da de kom frem til Præstegaarden. «Nu skal du have Tak for Skydsen, Gutten min,» sagde Røkenpræsten – En kan nok vide det var Fanden han sagde det til – «men gaa nu efter Kariolhjulene mine i Gullaugkleven, og sveits Axelen, du brød istykker, saa kan vi være kvit for denne Gangen,» sagde han, og Moerbroer min han havde ikke faaet op den ene Sælepinden, før Kariolaxelen var som da de reiste af Gaarden med den; men det lugtede Svovl baade af Hesten og Kariolen vist over tre Uger efter.
Men saa var det siden en Gang, han Moerbroer tjente paa Huseby i Lier, at Fanden holdt saadant Leven paa Store-Valle hos han Aage Sandaker, at de næsten ikke kunde faae Fred for ham hverken Dag eller Nat. For denne Aage Sandaker havde solgt Sjælen sin] det var vanleg folketru at ein kunne gjere avtale med djevelen om å ha framgang i dette livet. Til gjengjeld skulle djevelen ha sjela når ein døydde. solgt Sjælen sin til ham, har jeg hørt; vist er det, at der ikke fandtes en slemmere Krop paa mange Miil. De sagde, at Fanden hjalp ham med Alting, og hele Bygden laa han i Krangleri med. Men saa var det en Nat, han Faerbroer kom kjørende med et Plankelæs fra Svangstranden, og da han kom forbi Store-Valle hørte han, at det var Folk derinde; de sloge i Bordet og var ueens. Han holdt og lod Hestene hvile lidt for Moro Skyld, for han tænkte det altid kunde blive Slagsmaal; men saa med Eet fik han see saa skjellig, at Fanden stod med Benene i Taggluggen og bøiede sig ned til Stuevinduet, og han var saa lang, at han maatte slaae Bugt paa sig, saa han stod kroget som en Felebue. Men ret som der var, tog han til at dundre paa Vinduesposten, saa han Moerbroer blev reent fælen, for det var akkurat som Tordenen skulde skrælde og smælde, og saa slog han paa og kjørte alt han kunde.
Saa var det en anden Gang, de spilte Kort der og bandte og turnerte. Det gik saa reent galt med de Andre, men Sandakeren vandt det ene Spillet efter det andet og spilte dem mest til Fant. Ret som det var, faldt der et Kort paa Gulvet for en af dem, og han bøiede sig ned og skulde tage det op; men saa fik han see, at Fanden sad under Bordet og hjalp Sandakeren og havde slaaet Labben om Bordfoden. Saa sendte de Bud efter Røkenpræsten, og han kom strax, for han var ikke længe om at komme afsted, naar han skulde mane.
Han tændte to Voxlys og satte dem paa Bordet. Saasnart han havde begyndt at læse op, slap Fanden Bordfoden og kastede Kortlegen efter Præsten, saa arg var han. «Tænker du at faae mig ud, Christian Svartsærk?» sagde Fanden. «Du er en Tyveknegt, for du har stjaalet et Traadnøste og en Brødskalk!» «Traadnøstet tog jeg for at bøde min Brok, og Brødskalken for at stille min Hunger,» svarede Præsten og manede igjen. Men Fanden vilde ikke ud. Da tog Præsten til at mane og mane, saa det begyndte at brage og knage i Fanden, for det brød ham for haardt. «Faaer jeg Lov at gaae igjennem Piben?» sagde Fanden. «Nei,» svarede Præsten, for havde han faaet Lov til det, havde han revet Taget med sig, kanskee da.» «Faaer jeg Lov til at gaae igjennem Nøglehullet da?» sagde Fanden igjen. «Nei her skal du ud, min Mand!» sagde Præsten og borede et lidet Hul paa Vinduesblyet med en Stoppenaal. Og der maatte han ud, enten han peeb eller laat, men ud maatte han.
Saa var det stilt en Stund. Men mod den Tid, at han Aage skulde til at døe, begyndte Fanden at grassere igjen i Lier, og det baade paa Store-Valle og andetsteds. Paa den Tid var der en Jente i en Plads under Linnæs, som havde faaet en Løsunge. En Søndagsaften som hun stod paa Vigerbroen og koopte og glante ned i Vandet, kom han til hende som en stor sort Hund og slikkede hende paa Haanden, og med det samme kastede hun Ungen til Elvs. Og paa Store-Valle blev han reent desperat, og det var nu ikke at undres over, for han gik der og ventede det ene Aaret efter det andet paa at han Aage skulde slukne; men Aage levede ligefuldt, han, og tilsidst troede Folk mest, at han havde snydt Fanden ogsaa. Ja, det var mykje til Karl den Aage, men en styggere Mand kunde Ingen see.
Nu ja de vidste intet andet Raad da end at sende Bud efter Røkenpræsten igjen. Da han vel var kommen ind og havde sagt «God Kveld,» saa skulde han sætte sig ned paa en Stol. Men i det samme kom der En og nappede Stolen unda ham, saa hele Præsten dat i Gulvet. «Kom med en tom Brændeviinsbuttel, Moer,» sagde Præsten – da var han bleven sindt – og da han havde faaet den, tog han til at mane og mane, saa det ordentlig krak i alle dem, som i Stuen var. Og allerbedst som det var, kom Fanden indigjennem Nøglehullet, og saa krøb han og peeb og vispede han med Rumpen som en Hund bortover Gulvet til Røkenpræsten, og ned i Brændeviinsbuttelen maatte han. Da han vel var kommen nedi der, slog Præsten en Kork i og saa sagde han: «Nu skal du Fanden gale mig være min Griis.» Siden den Tid fornam de ikke Noget til Fanden paa Store-Valle».
«Det var Sugg til Præst!» udbrød en af Kjørerne. «Ja, men Akerspræsten han var bedre ligevel,» sagde en Anden. «For Fanden blev saa ræd, da han fik see ham, at han tog Traavet med det samme. Det var ikke langt unda det hændte skal jeg tro; der han holder Næven sin denne Hallandsbonden, staaer der fire Mærker i Bordskiven efter Kløerne hans.» «Hvad er det du siger?» spurgte Soldaten med Interesse og gloede paa Bordskiven. «Har Fanden været her? Det har jeg aldrig hørt; men du faaer fortælle os det, siden vi nu snakker om ham ligevel.» «Kan saa,» sagde Kjøreren; «Husens Folk ere jo gaaede ud; for en skal ikke tale om Taug og Strikke i hængt Mands Huus, sige de for et gammelt Ord.
Det bar til slig da, at der sad nogle Kjørere her og spilte Kort og tog sig en Halvpægl iblandt, naar de kunde tryte det, og vel saa ofte kanskee. Enten Manden var med eller ikke, det veed jeg ikke; men jeg troer nok han gik af og til mellem Brændeviinsskabet og Kortlegen. Men saa kom der ind En med Lovvanter] bladvottar, vottar med eitt rom for tommelfingeren og eit sams rom for dei andre fingrane.Lovvanter paa; først sad han og saa paa dem, og saa saa han i Kortene. Siden slog han et Slag med dem, og drak med dem gjorde han ogsaa; men hvad han tog i eller hvad han gjorde, saa havde han Lovvanter paa. Saa skulde Karlene have sig lidt Mad i Skrotten, for det havde nu gaaet mest paa Brændevinet før. «Men i Jesu Navn, æder du med Vaatter paa ogsaa du da?» sagde En af dem, for de vare ligesom lidt arge paa ham, fordi han havde taget dem saa slemt. I det samme hug Fanden Næven i Bordet, saa Kløerne sad tværs igjennem. Saa skjønte de hvad det var for en Sugg, de var i Lag med, og saa sendte de Bud efter Præsten i Aker; men da han kom, maatte Fanden ud, for han syntes, at Præsten var meget styggere end han selv var.»
«Flyt paa Fingrene dine, du, saa vi kan faae see Mærkerne i Skiven,» sagde en af de Kjørere, der havde spilt Kort med Hallændingen, og stødte ham haardt paa Armen. Over dennes Ansigt gik en Vredessky, men han flyttede roligt Haanden. «Tager du bort Mærket og?» sagde Kjøreren, da han Intet kunde opdage; «han Anders sagde jo, det stod under Næven. Haa, Haa, faaer jeg see paa Klovene dine?» vedblev han med et infamt Griin og greb efter den ene af Hallændingens Hænder, medens en Anden, greben af samme Tanke, tog Lyset og bekigede hans Fødder under Bordet. Hallændingen reiste sig voldsomt op og slog med knyttet Næve i Bordskiven, der sprak under det kraftige Slag. «Ja du skal faae see Klovene mine, og I skal faae kjende dem og, I Kjørerkoper,» sagde han med hævet Røst, idet han holdt dem sine knoglestærke Hænder under Øine. «Ud paa Dør, I skal ikke være i Huus med Folk, Mærreflaaere, som I ere! Ud siger jeg!» vedblev han og lukkede Døren op paa vid Gab.
«Troer du vi er ræd dig da, Suggen?» raabte en af dem. «Nei, inte om du havde Kløer som herfra til Gjelleraasen. Hei her er Gut for dig. Her er spræk Fant,» vedblev han med et Hop og knipsede sin Modstander for Næsen. Hallændingen svarede ikke et Ord, men tog den Næsevise ved Nakken og kastede ham hovedkulds ud paa Gaarden. Artilleristen tog Parti med Plankekjørerne og sneg sig i samme Øieblik, som de Øvrige gjorde sit Attentat, lumskeligen bag Hallændingen, greb ham i Skuldren med begge Hænder og satte ham Knæet mod Ryggen med det Forsæt at bøie ham baglængs mod Gulvet. Men da den Angrebne mærkede dette Kneb, samlede han al sin overordentlige Styrke, flyttede den høire Fod frem, gjorde Ryggen krum, greb ham bag til fat i Benene og styrtede Artilleristen med et heftigt Ryk af Overkroppen hovedkulds over sig ud gjennem Døren. De øvrige To greb han en med hver Haand i Struben og kastede dem baglængs ud efter deres Kammerater.
Under dette tumulturiske Optrin aabnedes Kjøkkendøren; Konen i Huset, hendes Datter og et Par andre Fruentimmer kigede ind med frygtblandet Nysgjerrighed. «Du rydder Stuen, du!» sagde den Første. «Jeg nødes til det,» svarede Hallændingen. «Naar En ikke kan være i Fred for Klæggen, saa faaer En knibse den.» «Ja jeg skal knibse dig, enten du er Fanden selv eller Moer hans,» sagde en af de udkastede Kjørere, idet han, ledsaget af Artilleristen, kom ind gjennem Døren, blodig i Ansigtet, og med en afbrudt Bændestang slog efter Hallændingen.
Denne bøiede sig behændigt til Side for Slaget, slog Døren til og vristede sin Angriber hans Vaaben af Haanden. «Du er nok en Haardhaus, du, men nu skal vi prøve Skallen din,» sagde han, idet han greb ham i Skuldrene og styrtede ham med saadan Vælde mod den tillukkede Dør, at Plankekjøreren med et Brøl foer ud gjennem Dørspeilet] dørspegelen, dørfyllinga.Dørspeilet, der splintredes i mange Stykker. «Ja Gud troer jeg, det er Fanden selv, for da jeg brød paa ham, var det, som jeg brød paa en Badstuvæg,» sagde Artilleristen, i det han flygtede ud gjennem Kjøkkenet.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)
Med Norske Huldreeventyr og Folkesagn fra 1845 skapte Asbjørnsen noe nytt. Sagnene settes inn i en rammefortelling som skildrer typiske omgivelser hvor en fortellerfigur forteller et sagn for leseren.
Asbjørnsens skille mellom huldreeventyr og folkesagn har skapt en del forvirring, for huldreeventyrene dreier seg ikke om eventyr om huldra. Huldreeventyr er derimot fortellinger om selvopplevde møter med de underjordiske, og dermed en undersjanger av sagntradisjonen.
Les Olav Solbergs innledning og kommentarer
Se faksimiler av 3. utgave fra 1870 (NB digital)
«Asbjørnsen og Moe» er et velkjent begrep i norsk litteraturhistorie. Peter Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moes innsamling og gjenfortelling av folkeventyr og sagn ble en viktig brikke i utforskningen og etableringen av en norsk identitet på 1800-tallet.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.