Norske Huldreeventyr og Folkesagn

av Peter Chr. Asbjørnsen

Tatere

Er du da blank som Guld,
Og jeg er sort som Muld,
Een Frihed vil jeg eie,
At vandre mine Veie;
At gaae til hvem jeg vil,
Det selv mig hører til.
Tatervise.

En Lensmandsarrest eller en Arreststue paa Landet adskiller sig, om et særskilt Lokale haves, ikke meget fra en almindelig smudsig Bonde- eller Folkestue. Undertiden er dog det lille Vindue anbragt saa høit oppe paa Væggen, at Arrestanterne derigjennem ikke kunne iagttage Andet end Maane og Stjerner, Snefog og Himmelens Skyer; derhos er det forsynet med Jernsprinkler. Lignende Sikkerhedsindretninger ere undertiden ogsaa anbragte oppe i Piben; som oftest ere de dog overflødige, da Arrestanterne gjerne frit gaae ud og ind og sættes til at arbeide i Lensmandens Gaardsbrug eller Tømmerdrift. Huusgeraadet er meget tarveligt, en høit optømret, i to, tre Rum eller Senge afdeelt Barakke eller Hjæld] brakke eller hjell; her over- og underkøyer.Barakke eller Hjæld langs den ene Væg, en Træbænk, der taber sig bag Ovnen, langs den Anden; undertiden kommer hertil et Bord og et Par Trækubber, der tjene som Stole.

Saaledes saa det ud i den Arreststue, vi nu ville aabne. Paa en lav Skorsteen eller Klebersteenskamin af den Form, man seer i de fleste Bondestuer i Gudbrandsdalen, flammede og gnistrede et Baal i en knudret Tyrirod og en Deel raae Birkegrene. Udenfor var det et Hundeveir, med Snefog og en Storm, der peb og hvinede i hver Væggesprunge; men her inde udbredte Ovnens ophedede Stene en luun Varme, og Baalet gød sit rødlige Lys, der endnu kjæmpede med Februardagens sidste Skjær, over nogle menneskelige Skikkelser.

I Krogens Halvskygge paa den inderste Seng eller Baas af Barakken laa en Mand henstrakt paa en Skindfeld. Bag den lave Pande] det er eit gjennomgåande trekk i fanteskildringarar frå denne tida at fantane har låg panne og dermed står tilbake i intelligens og moral. den lave Pande, som han støttede mod en af Muskelfylde svulmende haaret Arm, færdedes Tanker, hvis Skygger svævede over et Ansigt ligesaa mørkt som den sodede Væg, og hvis Lyn glimtede frem i Blik, saa stikkende, stirrende, skumle, at selv den sløve Vagtkarl blev uhyggelig tilmode, naar de hændelsesviis faldt paa ham. Men intet Ord forraadte, hvad der foregik i hans Indre. Hans stride kulsorte Haar, eiendommelige Træk, lange Ansigt, hvis Underdeel nu var bedækket med et kort, sort Skjæg, og dette egne Blik, viste at han henhørte til de omvankende Tatere eller Langfanterne, som vor Almue i nogle Egne af Landet kalder dem. Hans skumle Udseende havde skaffet ham Navnet Svarte-Bertel. Af Profession var han Hesteskjærer] hestegjeldar, hestekastrerar.Hesteskjærer, men fuskede med lige saa meget Held som Dyrlægerne paa at kurere Heste.

Den Anden lod til at være af en mere sorgløs Natur og var af lysere Komplexion] lysare hudfarge.lysere Komplexion; men Taterstammens lave Pande, skarpe Ansigt, dybtliggende Øine og dette ubeskrivelige, paa en Gang udforskende, fixerende, stikkende Blik med dets uhyggelige Fosforglands udmærkede ogsaa ham. Han var Gjørtler] metallsmed, messingsmed.Gjørtler og Knappestøber, men havde en Passion for at fange Fugle og mede i alle Aaer og Elve. Han vedkjendte sig derfor ligesaa gjerne Navnet Jakob Fuglefænger, som Jakob Knappefant; men naar «Buroerne»Buro, Ikke-Tater. kaldte ham Bækkespringeren, et Øgenavn som ofte tillægges den hele Stamme, der synes at dele Interessen og Agtelsen for gamle Isak Waltons «guddommelige Medekunst»] forfattaren Izaac Walton (1593-1683) gav i 1653 ut boka The Compleat Angler; or the Contemplative Man’s Recreation (Liestøl 1949 II, s. 350-351).gamle Isak Waltons «guddommelige Medekunst» med de brittiske Tourister, – da kunde han blive rasende. – Han sad paa Sengestokken og deelte sig mellem Betragtningen af den skumle Kamerat og sine med et Par fordums himmelblaae Permissioner] permisjoner, bukser.Permissioner beklædte Been, som han lod dingle frem og tilbage. Da han omsider vaagnede af sin Apathi, eller blev kjed af denne kontemplative Tilstand, blev han med Eet snaksom og overgiven, tog frem en Flaske, han havde skjuult i Sengehalmen, bød Vagtkarlen en Dram, som denne afslog, tog sig selv en og skjænkede Kammeraten en Ditto, som denne lod til at svælge uden nogen klar Bevidsthed om, hvad det var.

Derpaa begyndte han med løbende Tunge og megen Livlighed at fortælle Vagtkarlen, den lange Ola, en Person af et taabeligt Udseende, Tyve- og Røverhistorier, saa at Haarene reiste sig paa dennes Hoved. Da Piben, han havde laant af ham, var udrøget, sang han med en velklingende Stemme og et godt naturligt Foredrag den Vise, hvoraf vi ovenfor have citeret et Vers, som bedre end hans Opførsel antydede Friluftshanget, der danner et Charakteertræk hos den vandrende Stamme, hvortil han hørte. Svarte-Bertel lod især til at elektriseres ved de Vers, der indeholdt Antydninger af Stammens Forhold til Ikke-Taterne. Da Sangen var tilende, begyndte han paa en anden, der var en Blanding af Tatersproget eller Rommani, som de selv kalde det, og et lidt forsvensket Norsk. Den behandlede et lignende Emne, indeholdt Klager over den ulykkelige Tilstand, at være spærret inde i den fagre Sommer, naar Fuglen sang i Lunden, naar Fisken sprang i Aaen, og prisede den frie Mands Lykke, der selv kunde bestemme sine Veie, om han forøvrigt laa i Strid med hele Verden.

Men han var ikke kommen langt i sin Frihedshymne, førend han pludselig brød af og lyttede. Lidt efter fornam ogsaa de Øvrige Larm og forvirrede Stemmer. Nogle Personer vare drukne eller anstillede sig saaledes; et Par Stemmer syntes at tale i Tatersproget, og alt imellem lød en Røst, man let kjendte som Lensmandens, der kaldte disse Mennesker til Orden, idet han i et halv studeret Røversprog, han havde lagt sig til under sine mislykkede Attentater paa at tage Præliminærexamen] preliminæreksamen; førebuande eksamen. Lågare universitetseksamen for studentar som ikkje hadde gått gjennom artiumspensumet i latin og gresk, og som gav høve til å ta norsk juridisk eksamen. Ordninga galdt frå 1815 til 1849.Præliminærexamen, anmodede dem om at være rolige og respektere ham og hans Huus, som var en Helligdom, fordi han var Øvrighedsperson og bar Kongens Mundering. En af de Drukne meente høit, han fik gaae ind og trække den paa, om det skulde have Klem.

En Kvindestemme bad med smigrende Underdanighed, at den naadige Lensmand ikke maatte være vred, fordi «Karlmanden» tiltalte ham saa uanstændigt; han var jo drukken, det saa Lensmanden nok. Naar han var ædru, var han den braveste Mand til at stræbe for Kone og Børn, og saa snild og myg, at han kunde vindes om en Finger, og for at skaffe sine Forsikkringer yderligere Indgang skjældte hun «Karlmanden» i samme Aandedræt med en fast utrolig Tungefærdighed for en Slagsbroder og en Drukkenbolt, der ikke gad gjøre Andet end at yppe Kiv og drikke Vorherres Dage bort, og overfusede ham derhos med en saadan Strøm af Skjeldsord og Bebreidelser, fordi han paa en upassende Maade vovede at tiltale den brave snilde Lensmand, som nu vilde sørge for dem, give dem Huusly, Mad og Alt det, som godt var, at Manden ikke svarede et Ord til Hundrede. Han vidste vel, at det Hele var Forstillelse.

Under disse Forhandlinger toges Hængelaasen fra, Slaaerne aabnedes, og ind gjennem Døren tumlede Selskabet, tilsneet, rødøiet og blomstrende af Snefog, Nordensno, Brændeviin og Ophidselse af det Klammeri, hvorunder de vare blevne grebne i en Bryllupsgaard i Nærheden. Et vildt Glædesblink foer over den gamle Taters Ansigt, da han saa Folk af sin egen Stamme, ja af sit eget Følge, men han reiste sig ikke fra sit Leie, og gav den ikke tilkjende ved nogen voldsom Glæde, saaledes som Fuglefængeren, der med et Spring stod midt iblandt dem, som om han jublende vilde hilse dem Alle. Men et advarende Blik bragte ham strax til at antage en ligegyldig Mine. En af Følget hviskede i Forbigaaende til ham: «Stilla Møien, Raklo! Dikkar dero kji ‘en bængeske MuskroenHold Mund, Gut! Seer du ikke den Fandens Lensmanden?

«Hvad er dette for Folk, Herre Lensmand?» spurgte han derfor fremmed og med paatagen Ydmyghed, «om jeg faaer Lov at driste mig til at spørge?» «Det er nogle stridbare Lovovertrædere, som jeg saa at sige fakkede in flaxanti] på fersk gjerning; eigentleg in flagranti (crimine).in flaxanti, det er det samme som: mens dem flagset i Vingerne, skjønner du, just som de gjorde sig skyldige i Beenshug, Haargreb og Klæders Sønderrivelse efter 6 Bogs 7-8] lensmannen viser til paragrafar i Christian Vs Norske lov.efter 6 Bogs 7-8,» svarede Lensmanden vigtig. «Og jeg er ikke langt fra Faktum, naar jeg antager, at det er disse eller lignende Løsgjængere, der her og i andre Bygdelag i senere Tider have forøvet adskillige simple og kvalificerede Indbrud. Det gamle Kvindemenneske er af Truls Skoleholder paa Rognehaugen angiven som overbevisendes for Kvaksalveri og Fandenskunster med smeltet Bly, og bør for Maalen, Signen o. s. v. efter 6 Bogs 1-12 paa Tugthuset.

Anbelangende en af disse Karle, da er det min visse Formodning, at han er den Langfant, som i Sommer, i en Smedie ved Exerceerpladsen paa Gardermoen, med en glohed Jerntein næsten dræbte eller halvstegte en Soldat, og det som værre var – med det samme opbrændte Kongens Mundering, som den Menige havde paa Skrotten. – Skulde En vel have hørt Sligt! – Men –» afbrød han sig vred, da Fuglefængeren ikke kunde afholde sig fra at lee over den Pathos, hvormed Lensmanden omhandlede denne grove Forgribelse paa Kongens Mundering; – «men jeg staaer her og prater for dig, og du spørger mig, og kanskee du holder mig for Nar atpaa? Det var bedre, at jeg spurgte dig, for du er jo Knappefant, og saa kjender du vel Folkene dine paa Knaphullerne,» tilføiede han humoristisk. «Kraake søker Maake, siger et gammelt Ord, og jeg synes dem javlede samme Kraakemaalet, du buldrer, naar du har faaet Brændeviin.»

Derpaa trampede Lensmanden afsted, slog Døren dundrende i Laas, og skjød Slaaerne for. Men under hans Bortgang sagde Fuglefængeren med megen Ydmyghed i Stemmen, medens Skalken tindrede i hans Øine og lurede i hver Mine: «Naadige og vise Hr. Lensmand, De maa sandelig ikke være vred paa mig; Bæng lé dero!Fanden tage dig! Jeg meente ikke noget Ondt med det, jeg spurgte; men jeg har aldrig seet disse Godtfolk før, og jeg vil gjerne vide hvem jeg skal dele Bord og Seng med. Gid dero suta i Voldron i bængeske Bau atmed Bule til sastra Bæng!»Gid du laa i en Seng ned i hede Helvede ved Bagen af selve Fanden. Over dette hjertelig udtalte Ønske udbrød hele Følget i en Latter, som Lensmanden brummede Bas til udenfor.

Da han var borte, antog Ansigterne et andet Udtryk, og Kvinderne nærmede sig Ilden. I den ene af dem gjenkjende vi nu, da hun har viklet sig selv og en skinnende Kaffekjedel ud af det store Uldtørklæde, som før indhyllede hendes Ansigt og lange Figur, Signekjærringen Gubjør Langelaar. Den anden vandrende Dame, der med saa megen Ydmyghed havde undskyldt «Karlmandens» uforskammede Tiltale for Lensmanden, var vel en tyve Aar yngre end Gubjør, nævntes Karen eller Steffens-Karen, og udmærkede sig ved en lav men let og smidig Legemsbygning, ravnsort eller rigtigere sortblaat Haar og et ægte Taterfysiognomi. I den guulbrune Hud, der sad stramt udspændt over hendes skarpe Træk, som man saa ofte seer hos Mennesker af et meget irritabelt Gemyt, havde hun faaet forskjellige Rifter og Pletter under det Slagsmaal, hun nylig havde været i med den Karlmand, hun tog saa ivrigt i Forsvar, og hvis Træk næsten ikke kunde skjelnes for Blod, der størknet og halvstørknet bedækkede de Saar og Skrammer, hun havde bibragt ham med sine Negle og sin Foldekniv.

Imidlertid syntes ligesaalidt denne Person, der benævntes John Pottefod, som en Anden af Følget, der havde et yderst gelassent og indifferent Udseende, og som paa Grund af et Yndlingsudtryk og dette Ydre, hvori hans Charakteer udtalte sig, glædede sig ved Navnet Ola Ligeglad, at være af Taterextraktion; men umiskjendeligt var det, at de begge vare beskjænkede. Den Femte i Følget hed egentlig Peer Svendsen, men tillagdes almindelig Kjælenavnene Peer Hesteskjærer, Heste-Peer eller Svolke-Peer. Hans Ansigt var yderst frastødende, og under et Par stærkt bøiede, umaadelige, buskede Bryn havde han et endnu mere gjennemtrængende Basiliskblik] øgleblikk, ormeblikk.Basiliskblik end nogen af de øvrige Tatere. Hans tætte, men ingenlunde plumpe Legemsbygning, og hans sikkre, elastiske Bevægelser tilkjendegave en Kraft og Smidighed, der gjorde det end farligere at ægge de voldsomme Lidenskaber og den brutale Vildhed, hvorom denne Tyrepandes Rynker, denne Skulm over Øinene, denne dyrisk fremstaaende Snude med dens grinende Muskelspil vidnede. Ligegyldig, som om han var alene, kastede han sig hen paa Bænken foran den Seng, Svarte-Bertel laa i, fremtog en liden Snadde, hvori han karvede Tobak, bad Steffens-Karen at tænde sig en Stikke og begyndte at ryge.

Imidlertid satte Kvinderne Kaffekjedlen over Ilden for at tilberede Taternes næst efter Brændevinet mest yndede Drik, medens man med Forsigtighed indledede en almindelig Samtale, hvorunder der ved nogle i Tatersproget henkastede, for Vagtkarlen uforstaaelige Ord blev lagt en Plan til at gjøre ham troskyldig] gjere han tillitsfull.gjøre ham troskyldig samt skuffe og aflede hans Opmærksomhed fra de Forhandlinger, Følget agtede at drive med Svarte-Bertel og Fuglefængeren, angaaende Udbrud af Arresten og Indbrud paa en nærliggende Bondegaard, som skulde skee samme Nat, fordi Folkene vare fraværende og deeltog i Bryllupsgildet. Da disse Forberedelser vare trufne, da baade Mændenes og Kvindernes Piber vare satte i en saadan Virksomhed, at hele Rummet fyldtes med Taage og inficeredes af Skraatobakkens infernalske Lugt, samledes hele Selskabet, undtagen den saarede John Pottefod og de To i Krogen, om Ilden.

«Du har vanket vidt, du, som jeg hører,» begyndte Fuglefængeren, – der strax med Interesse var gaaet ind i den antydede Plan, – under en Pause i den almindelige Samtale, som fornemmelig havde dreiet sig om Anledningen til Følgets Fængsling, og henvendte sig til Gubjør. «Jeg har hørt gjiti dine Summipaer og RagustaerBedragerier og Troldomme. tilføiede han i Tatersproget, med et næsten umærkeligt Blik mod Svarte-Bertel, for at antyde, at han var Hjemmelsmanden. «Nu faaer du fortælle os Noget!» «Ja, jeg har vanket vidt og sanket lidt,» svarede Gubjør; som det lod med et tilvant Yndlingsudtryk; thi det stod ikke i Overensstemmelse med hendes Antræk, da hun var klædt omtrent som en velhavende Bondekone. «Meget har jeg hørt og Meget har jeg spurgt, mangen viis Gjerning har jeg været nødt til at gjøre for Bønderne; jeg maatte jo skaffe Mad og Klæder baade til mig og Mine, i den Tid jeg ikke var alene, og siden ogsaa; men nu begynder jeg at blive gammel.»

Derpaa fortalte hun flere af sine «vise Gjerninger,» Bedragerier og listige Streger, i sit os fra det Foregaaende bekjendte langsomme, høitidelige Foredrag, men som her med stadigt Hensyn til Vagtkarlen ofte blev holdt saa dunkelt og tvetydigt, at det for ham, som de strax havde fattet var en taabelig og indskrænket Person, selv om han havde været mere opmærksom end han var under Gubjørs Fortællinger, vilde have været umuligt at begribe den egentlige Sammenhæng. Og hvor den dunkle Fremstilling ikke var tilstrækkelig, indblandedes sparsomt enkelte Ord og Talemaader paa RommaniRommani betegner i det norske Tatersprog baade Folket, Taterne og Sproget, de tale.. Glandspunkterne i disse Fortællinger var Historien om, hvorledes hun ved sin saakaldte Ragusta havde skaffet en Jomfru i Tvedestrand hendes utro Kjæreste igjen, og nogle taveske Summiper, Bedragerier ved Knuder paa en Traad. hvorved hun havde erhvervet sig Klæder, Levnetsmidler og Penge. Det var saa langt fra, at hun, saaledes som hun før syntes at antyde, angrede disse sine «vise Gjerninger,» at Glæden spillede hende i Øinene, naar hun fortalte, hvorledes hun ret tilgavns havde taget en Buro ved Næsen.

«Men hvorledes var det med MaskanMaskan, en Kat, Troldkat, et af en Træklods forfærdiget Skabilken, overtrukket med Katteskind, der indeni er forsynet med en egen Blære, som indeholder rødfarvet Vand, samt med en Mekanisme, hvorved den løber hen over Gulvet og skriger. Naar Taterne ville gjøre sine Kunster, nedgraves denne hemmelig paa et bestemt Sted i Fjøset; en eller flere Kjøer faae Sellsnæpe eller anden Gift. Senere indfinde de sig, udpege de syge Kjøer og tilbyde sig at fordrive Troldommen. Antages Tilbudet, angive de Stedet, hvor Troldkatten findes, og lade Bonden opgrave samme, som ved en udenfor posteret Hjælper bringes tilside. For ret at konsternere] forvirre.konsternere Vedkommende i det afgjørende Øieblik, viske de ham om Øinene med en Strybundt, der er indsmurt med Fosfor. Kjøerne kurere de ved en Modgift. spurgte Fuglefængeren. «Jeg har hørt sige at du har gjort det godt med den?» «Det er længesiden,» svarede Gubjør, «at jeg havde nogen. Det var da han,» med et umærkeligt Nik mod Svarte-Bertel, «var en liden Gut, og reiste med mig. Seent en Aften kom vi til en Gaard. Alle Døre vare lukkede, undtagen Døren til Fæhuset – Drab, –»Drab, Gift. sagde hun og saa paa de Øvrige, der fuldkommen forstode Meningen. «Men der havde jeg da ikke Mere at gjøre.

Dagen efter kom jeg til den samme Gaard. Jeg gik ind til Bonden og hilste paa ham og sagde: «God Dag.» «God Dag,» sagde han igjen; arrig var han som en Bandhund. «Min kjære Bonde,» sagde jeg, «du skal ikke være vred paa mig for den Ulykke, du har havt.» «Hvoraf veed du, at jeg har havt nogen Ulykke?» spurgte Bonden og gjorde store Øine. «Jeg seer det paa dit Ansigt og dine Øine,» sagde jeg. «Men nu kan du være glad og takke din Gud, fordi jeg er kommen; jeg veed alle Ting, og jeg har Hjælperaad for alle Ting.»

«Ja, men jeg skjønner ikke hvorledes du kan vide det, som er hændt her,» sagde Bonden igjen. «Hvorledes kunde Moses vide, at Kong Farao og hans Hær skulde drukne i det røde Hav?» sagde jeg. «Ja det var i det gamle Testamente, det,» sagde Bonden, «eller er hun kanskee en Profet, Moer.» «Nei ikke det, Faer, men den store Allako har givet mig et aabent Øie i Ragusta, saa at jeg kan see det, som er hændt dig.» «Jasaa,» sagde han. «Det er to Kjøer, som er sturtefærdige for dig af Finnskud, en sort og hvid, og en rød og hvid,» sagde jeg. «Hvor laa du i Nat?» sagde Bonden. Dæ aschar jik goschvardo Buro. Det var en fuul Bonde. – Men saa sagde jeg: «Skal du vide det, saa laa jeg i Nat pre Dumon i Voldron Minschia uppriPaa Ryggen med Bagen i Sengen. Her havde Tilhørerne vanskeligt for at tilbageholde sin Latter. «Da Bonden fik høre dette,» vedblev Gubjør, «blev han meget forundret. «Onde Naboer har udsendt en Trolddomsmaskan] vonde grannar har sendt ein trollkatt. Når det kom sjukdom på buskapen tilsynelatande utan grunn, var det nærliggjande å tenkje seg at vonde grannar stod bak.Onde Naboer har udsendt en Trolddomsmaskan for at suge Marv og Blod af Kjøerne dine,» sagde jeg, «det seer jeg; men faaer jeg raade, skal jeg vise den frem, og jeg skal hjælpe dig, saa at den ikke faaer Magt til at fordærve flere.»

«Kan du det, min gode Kone, skal jeg betale dig rundeligt, og Mad og Klæder skal du faae atpaa,» sagde Bonden. «Følg med i Fæhuset, saa skal jeg vise den, som suger Blod og bryder Been,» sagde jeg til Bonden; «men tag med Hakke og Spade.» Han tog Hakke og Spade, og Bondekonen gik efter ham som en Hund. «Jeg har aldrig været her,» sagde jeg; «men jeg veirer godt og kjender skjulte Ting; gaa til den sorte og hvide Koen,» sagde jeg. «Her er gravet før,» sagde Bonden. «Grav igjen!» sagde jeg; «det som er skjult skal aabenbares.» Manden grov, og bedst han grov, sprang der frem af Baasen en Kat og bort over Gulvet og skreg saa fælt. Idetsamme gnistrede det om Øinene baade paa Bonden og paa Kvinden som Ild og Luer.» Her nikkede hun betydningsfuldt til Tilhørerne og satte en hemmelighedsfuld Mine op.

Manden blev saa ræd, at han rullede overende; Kjærringen slog op en Bælg og rendte i Ring, saa hun ikke kunde finde Døren. Imedens tog jeg Katten og klemte, saa Blodet skvat ud over Gulvet. «Nu skal jeg sende den bort og binde den fast, saa den aldrig skal slide sig og komme hid igjen,» sagde jeg, og til at læse en Lexe over Katten, imedens jeg gik til Døren med den. «Vor Herre og St. Peer gik Veien fram, saa mødte dem den forfærdelige Troldoms Maskan. Hvor skal du hen? sagde vor Herre Jesus Christ. Jeg skal til Bondens Gaard og bryte Bein og suge Blod. Vend om igjen, jeg stævner dig, jeg binder dig i tre jordfaste Steiner:

Ikke skal du Bein bryte,
Ikke skal du Blod suge;
Ikke skal du boe paa Land,
Der Nogen boer;
Ikke skal du boe paa Vand,
Der Nogen roer.
Du skal paa Havsens Bund
Under en jordfast Stein.»

«Men udenfor Fjøsdøren stod den Svarte,» sagde hun, med en Hentydning til Bertel, «og tog Katten og foer til Skogs med, og de saae den aldrig mere. For det fik jeg Kaffe og Tobak, Uldent og Linned, Flæsk og Spegemad, sex Sølvskeer og mange Penge.» Fuglefængeren, den anden Taterske og Ola Ligeglad, der var Gubjørs opmærksomme Tilhørere, ledsagede af og til hendes Fortællinger med en Latter og et eller andet i Tatersproget sagte udtalt Ønske om, at Buroerne altid maatte blive tagne saaledes ved Næsen. Vagtkarlen, der liggende paa Ovnsbænken, havde deelt sig mellem at ryge Tobak og halvsøvnig at gloe paa Ilden, sluttede sig nu ogsaa til dem, da Fuglefængeren begyndte:

«Nu skal jeg ogsaa fortælle om et Finnskud: For mange Aar siden var der en Finn, som de kaldte Træfodfinnen.» «Det var kji Lallaro,Ingen Finn. han var jik Rommani,» sagde Gubjør. «Jeg kjendte ham.» «Ja, det kan være; nok denne Træfodfinn kom ind her Nord paa Sellsbygden,» vedblev Fuglefængeren, «hvor Sellsnæperne voxe, paa en Gaard, som hedder Rommengaard. Kjærringen der stod og kjærnede Smør. «Giv mig lidt Smør du,» sagde Træfodfinnen. «Jeg har ikke noget Smør,» sagde Kjærringen. «Har du ikke Smør, skal du ikke faae Smør heller,» sagde Træfodfinnen, og dermed gik han. Kjærringen kjærnede mest hele Dagen, men det vilde ikke blive Smør, og om Natten sturtede en Ko for hende. Saa skjønte hun, at Finnen havde sendt ud Finnskud, og sendte efter ham en Mand, for at faae gjort det godt igjen. Denne Mand var Huusmand under Gaarden, han hedte Knud Mo og var rask til Beens; men Finnen naaede han ikke, førend han var tre Miil nordenfor Throndhjem, og der fik han forligt det og gjort det godt igjen med Penge og Løfter om Mere, naar Finnen kom udefter.

«Det er bedst, du er snøgg hjem,» sagde Træfodfinnen, «for der ligger tre Kalvehoveder under Fæhuset: dersom de ikke bliver taget bort og brændt før Næ] før månen er i ne. Det var vanleg folketru at månefasane ny og ne verka inn på forskjellige slags tiltak. Skulle eit arbeid lykkast, burde ein ta til ved veksande måne. Her er tankegangen at trolldomkrafta som er konkretisert til dei tre kalvehovuda, vil slå til ved minkande måne.før Næ, kommer det Stordaud paa Fæet: derfor er det bedst, du snøgger dig,» sagde Finnen. «Ja Gud, jeg skal være snøgg!» sagde Knud Mo, «men jeg kan ikke flyge fortere end Benene vil, jeg heller,» sagde han. «Aa jeg skal hjælpe dig fram,» sagde Finnen; «for jeg har Veiret og Veien i Skindhiten] for eg har vêret og vinden i skinnsekken. Samane skulle etter folketrua ha makt til å skape vind og storm.for jeg har Veiret og Veien i Skindhiten.» Og saa sagde han for ham, at han skulde komme ned paa tre Rettersteder, og det var paa Halbakken paa Dovreskogen, paa Nilsbakken paa Rusten og paa Steilen paa Sell, tæt ovenfor Rommengaard ved Laagen. «Fra Steilen kommer du ikke opatt,» sagde Finnen, «for da har du ikke lange Veien; men den, du først møder, maa du ikke snakke til; du maa ikke see efter ‘n engang.»

Nei, han skulde ikke snakke til nogen kristen Sjæl, han skulde ikke see paa Siden, om han saa mødte Kongen af Engeland. Dermed tog han Farvel med Finnen og reiste afsted, og det var ikke længe, før han var over Jemlom,Dovrefjeld. og nede i Gudbrandsdalen paa Halbakken paa Dovreskogen, for han foer som et Veir. Ret som det var kom han ned paa Nilsbakken, og før han vidste Ordet af det, var han nede paa Steilen. Derfra skulde han til at gaae nedover til Rommengaard; men da han kom bortpaa Vaageveien til en liden Dok, som de kalde Maurstaddokken tæt ved Laurgaard, mødte han Kjærringen sin, og hun blev staaende og glane saa stort paa ham, fordi han strøg saa stram forbi. Saa kunde han ikke længer bjerge sig, men maatte gloe efter hende. Fra den Stund sad Hovedet paa Skakke paa Knud Mo, og den som fortalte mig det, havde seet ham og hørt det af hans egen Mund.»

«Det har været en fuul Bondemand; han har drukket Pengene op hos Kræmmeren, faldt overende i Fylden og vredet Nakkebenet af Led, og siden har han løiet sammen den Historien,» sagde Steffens-Karen. Over denne Forklaring blev der megen Lystighed, og Gubjør gjentog, at hun havde kjendt Træfodfinnen, og at han ikke var nogen Lallaro men hørte til Rommani, og hun vidste, at han havde været slem i Ragusta. Vagtkarlen der med megen Interesse syntes at have hørt paa den sidste Fortælling, protesterede mod denne Forklaringsmaade og fortalte, som Bilag for sin Paastand om Muligheden af saadanne hurtige Reiser gjennem Luften, det i Gudbrandsdalen bekjendte Sagn om Jutulen og Johannes Blessom; derpaa opfordrede han Taterne til at fortælle flere saadanne morsomme Historier.

«Ja, vi skal nok fortælle, men nu maa du fortælle en først,» skreg Taterne over hverandre, da Svolke-Peer og Svarte-Bertel bleve vel høirøstede henne i Krogen. «Fortæl enten det er Løgn eller sandt, enten det er om Trold eller Fanden, det er det samme.» «Ja, er det det samme, saa kan jeg vel komme paa en Stub jeg ogsaa, maa’a; men len rende i mig] djevelen renne i meg.len rende i mig, veed jeg rigtig, hvad jeg skal fortælle! Jo nu kommer jeg paa en,» udbrød han efter at have grundet en Stund.

«Det var engang en Gut, som skulde i Tømmerskogen. Men som han gik, traadte han vel paa Vildgræs] gjekk seg vill; etter folketrua skulle det vekse villgras i skogen, og dersom ein trødde på det, kunne ein gå seg vill.traadte han vel paa Vildgræs, og kom rent af Leden bort i Afhullerne, saa han ikke kunde finde frem. Han gik hele Dagen da, maa’a; men da det led paa Kvelden, fik han see en Vogn som kom kjørende, og den var blaa, den, maa’a. Bedst det var, saa kom der en til, og den var gloende rød, den maa’a, og saa kom det saa fuldt med Vogne, og nogle var af Guld, og nogle var af Sølv, og der var saa urimelig mange Heste for, at han aldrig havde seet slig Færd. Men ret som det var, blev de borte i Skogen, og Gutten gik længere, han, maa’a. Som han gik, kom han til at spænde paa et Purkeøre, som stod op af Jorden. Saa gryntede det nede i og klang ligesom i en Pengekjedel; men i det samme kom der lunkende En med en Skarvemær for en Kjærre.

«Me naaer dem vel att?» sagde han. «Ja, i Morgen naaer du dem att,» sagde Gutten. Men hvad Dølen var det det laat i, tænkte han ved sig selv, og vilde til at tage i Purkeøret. Da var det væk, men havde han ikke snakket, saa havde han faaet Kløerne i en af Pengekjedlerne til Gamle-Erik, da maa’a. «Kunde du ikke skydse mig hjem, du,» sagde han til den, som sad paa Kjærren, «for jeg er kommen saa reent abrængslig] urimeleg, heilt gale.abrængslig langt af Veien, at jeg ikke troer, jeg er Karl til at finde hjem paa een Nat,» sagde han. Jo da, han vilde skydse ham, maa’a, og de kjørte, og de kjørte temmelig fort og. Langt om længe kom de frem til en Gjæstgivergaard, og der var det saa gildt, at de kunde faae Alt det, de vilde. Der var saa meget Mad og Drikke, at det mest ikke var nogen Ende paa det, og ikke skulde det koste Noget heller.

Det var nu baade godt og vel, det, maa’a. Men da de skulde til at lægge sig, spurgte Kjærringen, hvad for en Seng han vilde ligge i, enten i den røde eller i den blaa. Ja det var vakkert Altsammen, og det var store Fryndser og Blommer og Ty paa Skindfælden baade i den blaa og i den røde. Men Gutten han vilde helst ligge i den blaa, han, maa’a. Det skulde han faae Lov til, og han drog af sig Klæderne og lagde dem paa en Stol. Saa satte han sig paa Sengekanten, og med detsamme han skulde vælte sig overende, sagde han Jesu Navn, maa’a. Men da var Sengen et blaat Vand, og Stolen var en Steen fremved Vandet, og den røde Sengen var Varme og Ildmørje, og nede i der laa det Folk, som krøb og kravlede, saa Gnisterne frasede om dem. Ja, Gutten han syntes dette var grovelig fælt, han maa’a. Men da han fik see sig rigtig om, stod Maanen over Fjeldkammen saa stor og rød og rund, og saa var han i Fjeldet udmed et Vand, og der kjendte han sig godt igjen. Men Gjæstgivergaarden og hele det Stellet, det var borte, det, maa’a.»

Medens disse Fortællinger tiltrak sig eller lod til at tiltrække sig de Øvriges Opmærksomhed ved Ilden, samtalede Svarte-Bertel og Svolke-Peer henne i Krogens Skygge. Gubjørs og Fuglefængerens Blik sneg sig en og anden Gang ubemærket derhen, og mod Slutningen af den sidste Fortælling havde Gubjør selv listet sig hen til dem. – Det vexlende Minespil paa Svarte-Bertels Ansigt, der i hurtige Følgerækker afspejlede lurende Opmærksomhed, Stolthed, Foragt, Had og Harme, og Svolke-Peers voldsomme Gestikulationer, antydede ligesaa klart som deres Tale, at de omhandlede sine Livsbegivenheder og Forhold til Buroerne.

«Hvad aschar dero i Stillepa for?»Hvorfor er du i Arrest? spurgte Svolke-Peer, efter at have berettet om nogle af sine Fata efter den Tid, de sidst saaes. «For jik Marrapina,»For en Grime. var Svaret. «For jik Marrapina?» spurgte Svolke-Peer op igjen med Forbauselse i Miner og Stemmens Modulation. «Ja, ja, som jeg siger for en ussel Grime af en Taugstump og et Par Vidier, ikke saameget værd som en halv Skilling,» svarede Bertel med Forbittrelse. «Jeg tog den paa Gjerdet ved en Bondegaard for at binde min Hest; Buroen, som eiede den, kom efter og greb mig og satte mig i Stillepa, fordi jeg var en Rommani og ikke nogen Buro, og Lensmanden siger, jeg kommer paa KjevTugthuset. for den Marrapina

«Paa Tugthuset for en Vidiegrime!» udbrød Svolke-Peer igjen, med ligesaamegen paatagen som virkelig Indignation. «Ja, ja Christian Kjeldsen sad jo for en Høvisk, som han tog op og vilde tørre Sveden af Hesten sin med. Gamle Christian Kammager, som mest er halvblind, har de ogsaa sat did, fordi han ikke har drabrat hos Rascho.Gaaet til Præsten, staaet til Konfirmation. Han har aldrig været i Huus otte Dage i Rad, og aldrig har han talt andet end Tænder i Kamme og Vævskeer] vevskeier, skytlar; reiskap til å «skyte» eller føre innslagstråden mellom trådane i renninga på ein vev.Vævskeer; men der har de sat ham ind et heelt Aar til at regne op Bogstaver og læse ABC, som et Skolebarn. De fordømte Buroer! De skrive op vore Navne og Haandteringer; de holde Mandtal paa os, som vi var deres Kjøer og Sviin, og sætte os i Tugthuus og Slaveri for Ingenting, naar vi sætte os lidt op imod dem. Tilsidst vil de forbyde os at gaae paa Jorden, at vandre paa Fjeldene, at fiske i Bækkene!» «Kjatkjo, Pral!»Det er sandt, Broder sagde Svarte-Bertel, hvem lidenskabeligt Had og Harme lyste ud af Øinene under denne Tale.

«I min Ungdom var det anderledes,» vedblev Svolke-Peer. «Naar vi kom til Buroens Gaard og sagde: vi behøve Brændeviin, Tobak, Kaffe, vi har ikke Klæder og Mad, vi skal reise langt, giv os Niste og Reisepenge: saa gav han os det; han turde ikke Andet, han vidste vi havde Magten, han saa, vi kunde skade Fæet hans og Agrene og magtstjæle Hestene; da var det gode Dage for Rommani. Jeg mindes godt, at da Lange-Ola var kommen hjem fra Rusland, truede han engang en Lensmand til at dandse Springdands med Moer mi, hende Steffens-Olea, paa hans eget Gaardstun. Men nu, nu maae vi vandre om over vide Fjeld, borte i Aasbygder og de værste Afhul og Baglier, som findes, og endda tør de true os med Bygdevægter og Lensmand og Tugthuus.»

«Jeg har aldrig taget saameget som for to Skilling,» tog Svarte-Bertel Ordet; «jeg har næret mig Horta pre;Paa en redelig Maade. jeg har kureret Heste, jeg har været klog og listig mod Buroerne; men jeg har hverken spanæt eller kjaaratRapset eller stjaalet ved Indbrud. hos dem, og jeg har ikke slaaet dem ihjel, og nu skal jeg sidde indestængt paa Huset for den usle Grime. Det fordømte Buropak, jeg skulde være glad, om jeg kunde fordærve dem Allesammen, baade dem og deres Fæ, og alt hvad de eier.»

Denne Stemning var det Svolke-Peer havde ønsket at fremkalde, og han søgte efter Evne end yderligere at gyde Olie i Ilden, idet han dvælede ved den uberettigede Kontrol, man vilde føre med deres Folk, den Haardhed, hvormed man tvang gamle sløve Mennesker til at læse og lære Christendom. Endelig omhandlede og udmalede han, hvad hans eget Følge havde lidt under disse Forfølgelser, især efter de Indbrud, Lensmanden omtalte. Derfor havde de flere Gange i den strengeste Vintertid maattet tage tilfjelds, hvor de havde udstaaet Utroligt. De havde ikke turdet lade sig gribe i de Bygdelag, hvor de vare kjendte, thi de vilde ikke for nogen Priis paa Kjatkipa;Kjatkipa, Forhør. RandrebraskroerneRandrebrasko, en Skriver, Sorenskriver. vare listige, og det var let at forsnakke sig; det kunde jo kanske oplyses, at han «havde brændt Soldaten for Knippe,» sagde han med en Hestedoktorterminus, «og saa var det engang en MjøltraaverMjøltraaverne ere en fra Taterne eller Rommani forskjellig Stamme, der lever i et bestandigt Fiendskab med disse; naar de mødes kommer det ikke sjelden til blodige Slagsmaal, der undertiden ende med Drab. Medens Taterne streife om overalt, færdes Mjøltraaverne især i de vestlige og sydlige Egne af Landet, og synes saavel i Sprog, som i Levemaade og Udseende at have meget tilfælles med de Rothwælske eller jydske Natmandsfolk, samt ere i det Hele mere blandede med de Indfødte. De synes ikke som Taterne at drive eller angive at drive Haandværker eller bestemte Forretninger. Heller ikke skulle de saaledes som disse befatte sig med Sumipaer og Ragustaer. De holde ikke Heste, men fare enten om tilbaads i større Selskaber, eller trave om med en Meel- eller Tiggerpose paa Ryggen. – – den Karlen var ikke saameget værd – men kom det for Dagen, at det var en af Rommani, som havde gjort det, saa». – Her gjorde han en betegnende Gestus med Fingeren over Struben. – Han havde hverken Lyst til «at lade Knappen springe,» eller til at «kjeræs Pagen;» Dømmes til Slaveriet. derfor vilde han reise til Sverrige, hvor det skulde være fredeligere end i dette Land. Men gode Reisepenge vilde han gjerne have, og han vilde nødig reise fra sit Følge og sine Skyldfolk, derfor vilde han have Svarte-Bertel og Fuglefængeren med.

Og hvis de saasandt vilde, skulde det blive Raad baade til at komme bort og til Reisepænge i Overflod. Her i disse Bygdelag troede Ingen af dem at være kjendt uden Gubjør, som de efter mange Aars Fraværelse havde truffet her; og af hende havde de faaet spurgt, at Svarte-Bertel og Fuglefængeren sad hos Lensmanden. En eller et Par af Følget havde tænkt at besøge dem i Arresten for at gjøre Aftale med dem, men underveis «kom Pottefoden og Kvindfolket hans i Haarene paa hverandre,» fordi hiin havde klappet en Bondepige i en Bryllupsgaard, hvor de var inde; nogle drukne Bønder lagde sig mellem og vilde skille dem ad; disse bleve mørbankede af Følget; men da det var tæt ved Gaarden, faldt alle Bryllupsgjæsterne over dem, og der blev et saadant Slagsmaal og Spektakel, at det ikke havde taget nogen god Ende, hvis ikke Lensmanden var kommen til.

Nu da de vare komne sammen i Arresten, havde det ingen Fare, Vagtkarlen skulde de drikke fuld; de havde Brændeviin med sig, og hjalp ikke det, havde Gubjør gode Draaber, som bragte sød Søvn; Brækjern og Tænger vare de forsynede med, – han havde alt skjult dem i Sengehalmen –. Men de maatte bryde ud af Arresten samme Nat; Lensmanden havde kjendt dem eller gjættet hvem de var, og desuden maatte det Indbrud, han havde omtalt, ogsaa gjøres samme Nat; Folkene fra den Gaard vare i Brylluppet.

«Hvoraf veed du, at der er Penge?» spurgte Svarte-Bertel, der med stigende Interesse havde hørt paa hans Beretning. «Gubjør har været der,» svarede han med et Nik til hende. «Hun har spurgt, at Manden er en Valders, som er flyttet hid. Han var nylig kommen hjem fra Christians- og Branæs-Marked, og der har han været paa Smørhandel og Slagtekrav] slaktekrav; bonden har kravd betaling for slakt han har levert.Slagtekrav; hun saa, han talte mange Penge paa Staburet.» «Ja,» sagde Gubjør, der under den sidste Deel af denne Samtale havde nærmet sig dem, «jeg kom der sidst Løverdag og vilde kjøbe et Spegelaar af Valderskjærringen, – for Dølerne holde paa sit Spegekjød, som om det var dyrere end Sølv – og hun tog mig med paa Staburet, og fuldt var det af al Slags Stabursmad.

– Det var en snild Kjærring; – saa skulde hun til at vise mig Valdersstadsen paa Loftet. Der stod Manden og talte Penge i en rødmalet Kiste, baade Gule og Grønne og Hvide og Blaae. Han smældte Kisten igjen; men jeg saa baade Sølvet og Pengene i den, og fuldt var der af Penge og Alting.» «Jeg er saa nødig om en Tobaksrul eller to,» sagde jeg; «du har vel ikke ondt for den du, som kommer lige af Markedet,» sagde jeg. «Aa reis du til Helvede og tig Tobak af Fanden,» sagde Valdersslasken. «Naa, naa,» sagde jeg, «den er vel at faae kjøbt for Penge og gode Ord; jeg har ikke tænkt at tigge dig om den,» sagde jeg, «men jeg synes jeg seer paa dine Øine, at der skal hændes dig noget Ondt.» Da jeg gik, hidsede han Hunden efter mig, men da jeg kom bag Husene kastede jeg Drab for den, og jeg saa, den aad det – –.»

«Der er Reisepengene; vi behøve bare at tage dem,» afbrød Svolke-Peer hende. «Gaarden ligger lidt oppe i en Dal østpaa; derfra er ikke mange Miil over Fjeldet til Østerdalen; saa har vi ikke langt til Sverrige, og give Tugthuset og Lensmanden Fanden.» «Ja,» sagde den Anden og slog i Skindfælden, «jeg er med Broder! Jeg skal tage hans Sølv og Penge! Har jeg ikke gjort Noget før, saa skal jeg nu gjøre saameget, at jeg fortjener baade Krave og Hosebaand.» «Det var ret, Broder,» sagde Svolke-Peer med en fornøiet Mine og et uhyggeligt Griin, idet han tog og rystede hans fremrakte Haand. Nu vinkede han ad Fuglefængeren; ham gjorde han færre Omstændigheder med; thi da denne hørte hvad det gjaldt, sagde han med et Ordsprog, hentet fra sin Yndlingsbeskjæftigelse: «den Fugl er let at lokke, som efter vil hoppe,» og var strax rede baade til Ud- og Indbrud.

Da det led mod Slutningen af Vagtkarlens Fortælling, hørte de Larm udenfor Arresten, og antog, som rimeligt kunde være, at det var Lensmanden, som kom for at visitere. De nærmede sig nu samtlige Ilden og ledsagede Fortællingen med saadant et Spektakel og en saa støiende Latter, at han maatte troe, de aldrig havde tænkt paa Andet end at korte sig Tiden og gjøre Løier. «Her er baade Varme og Morro og Tobak her,» sagde Lensmanden hostende og smattede paa sin sølvbeslagne Merskumspibe. «Ude fyger det saa En mest ikke kan gabe, og Tobakken brænder som Braatekvas. Men det er da Fanden til Støi I holder, En skulde mest troe I vil sætte Hytten paa Taget.» «Lensmanden maa rigtig være saa inderlig god,» svarede Steffens-Karen med sin løbende Tunge og krybende Underdanighed, «ikke at blive vred, fordi vi staae paa Hodet og holder Helg, men Tiden bliver saa lei og lang, naar En ikke tager sig Noget til, – og saa begyndte Jakob Knappemager og denne snilde Bondemanden at fortælle gamle Eventyr og Historier. Men Gud bevares, befaler Lensmanden, skal vi gjerne sidde saa støe, som Katter paa en Peispal.»

«Aa sid I og lee og ljug ihob saameget I vil for mig,» sagde Lensmanden naadig, «men styr ikke som I vilde rive Væggene ned. En skulde mest troe I var til Bryllups eller Gjæstebuds, og ikke at I sad i Arrest. – – Men, men,» vedblev Lensmanden snøftende, «her lugter Stærkt. I har vel ikke Brændeviin?» «Lensmanden maa være saa naadig ikke at fortryde paa det,» sagde Steffens-Karen igjen, om muligt endnu mere hundeydmyg end før; «men jeg fik rigtig med mig en liden Taar til at slaae paa Skraberne til Karlmanden.»- «Som du selv har kloret, kan jeg tænke» – afbrød Lensmanden hende. «Jo du er en snild Kjærring; først slaaer du og siden klapper du! Jeg har hørt det! Men,» henvendte han sig til Vagtkarlen, «har du ikke seet, de har slaaet Brændevinet i sig?»

«Aa, dem tog sig nok en Dram, maa’a,» svarede Vagtkarlen. «Du tog dig vel en du og da, maa’a?» vrængede Lensmanden vredt efter ham. «Nei Lensmand, jeg drikker inte Brændeviin; jeg er nu i Nygterheden] eg er måtehaldsmann. Dei første måtehaldsforeiningane vart skipa i 1830-åra.jeg er nu i Nygterheden, for jeg har forskrevet mig, jeg, maa’a,» svarede han paa sin flegmatiske Viis. «Nei, nei, det er sandt, du er jo Medlem af Nykterhedsforeningen, min kjære Ole» sagde Lensmanden formildet. «Men,» sagde han truende til Taterne, «det er ulovligt at drikke Brændeviin i Arresten. Hid med Buteillen. Aa den Taaren slaaer ingen Mand af Krakken,» vedblev han, efter at have rystet Flasken mod Ilden. «Har I ikke mere?»

Dette benægtedes af Samtlige, og Vagtkarlen erklærede, at han heller ikke havde seet flere Flasker, og ved den derpaa af Lensmanden anstillede Undersøgelse kom heller ingen for Dagen. De vare altfor vel forvarede hos Gubjør. Ligesaalidt opdagedes de i Halmen skjulte Redskaber. Imidlertid holdt han en skarp med adskillige Lovsteder siret Tale mod Sviir og Støi i Arresten.

Taterne svarede med Ydmyghed, at de ikke vel kunde svire, da de, som Lensmanden havde seet, ikke havde Brændeviin, og lovede med søde Ord, at de skulde være rolige. «Men gode Lensmand, jeg tør vel ikke være saa dristig at spørge, om De ikke skulde have en gammel Kortleg at sælge eller laane os; det var nok det samme om den var aldrig saa brugt,» sagde Steffens-Karen. «Det falder nu ikke saa meget Styr med det, og saa var det en Morro at have til Ombytte.» «Aa jeg synes ikke det lod til at Tiden faldt saa lang, da jeg kom hid,» sagde Lensmanden. «Det er ikke for bare Moro Skyld, I er her heller. Men kan I ikke holde ud, saa faaer I til at ljuge ihob nogle Rægler igjen. Jeg har ingen Kortleg at laane bort.» «Du kan vide det, at han slider Kortlegen selv til der ikke er Fillen igjen af den,» hviskede Ole Ligeglad, idet Lensmanden gik ud gjennem Døren.

«Den Karlen maa nok holdes nær ind til Varmen, om Fedtet skal dryppe af ham,» sagde Svolke-Peer. «Ja vi lyt vel fortælle igjen, siden Lensmanden siger det, maa’a,» sagde Vagtkarlen. «Jeg tyktes du sagde, du vilde fortælle om en Præst paa Lessø,» henvendte han sig til Ole Ligeglad. «Ja,» svarede denne, «det er ikke noget Eventyr heller, men det er hændt for hundrede Aar siden. Det var en Præst paa Lessø, hvad han hed veed Fanden og ikke jeg. Hvad var det, Gubjør?» «Jeg mindes det ikke,» svarede Gubjør. «Ja, jeg er lige glad hvad han hed,» tog Ole Ligeglad til Orde; «men han kjørte sydover til Thinget, og det skulde være paa Bottum. Strax Præsten kom udpaa Isen, for Lessøvandet laa – det var om Vinteren dette – saa traf han en Mand, som gik for sig selv med en liden Kagge under Armen. Manden han tog til Luen, og Præsten nikkede paa Hodet og hilste til ham.

«God Dag min Mand,» sagde Præsten, og standsede Hesten lidt. «Vil du ikke staae paa Meiderne med mig og lægge Koppen din i Slæden; det er saadan kold Sno i Dag.» «Tak Faer,» sa’ Manden; han var lige glad han; men han slængte sig bagpaa. «Hvor er du fra og hvad hedder du?» spurgte Præsten. «Jeg er fra Lordalen og hedder Thorberg Flyvang,» sagde Manden. «Hvor vil du hen, og hvad er det for Ærind du gaaer i?» spurgte Præsten. «Jeg vil til Bottumsbergsmanden og betale Skatten, men den bliver ikke stor i Aar,» sagde Manden. «Er du den eneste Skatteyder i Lordalen?» spurgte Præsten. «Ei da, det findes flere Skatteydere i Lordalen end i Læssø Gjæld,» sagde Manden; «men jeg skal møde frem og gjøre Regnskab og Rigtighed for hele Skattelaget.» «Hvorfor er Skatten saa liden, naar der er saa mange Skatteydere?» spurgte Præsten, «for Præsterne de have saameget at spørge om, maavide.» «Vi har havt Misvæxt,» svarede Manden, «for det kom Frost og Vindvædsking] frost som kjem saman med vind og væte.Vindvædsking paa Grøden, og Skatten lignes først, naar den er indbjerget.»

Dette syntes Præsten var rart Snak, og han var ikke god for at blive klog paa, om det var en Underjordisk eller en anden Storthingsmand. Men han var lige glad, han vilde prøve det, og da de skulde skilles udenfor Bottum, tog han Pennekniven sin og kastede over Koppen. Men da blev Manden harm og sagde til Præsten: «Jeg var en Jaaling og en Godfjotting, som sa’ dig Sligt, Søren Svartsærk] djevelen vil unngå å bruke prestenemninga, som er knytt til kyrkje og kristendom, og nyttar i staden ei omskriving.Søren Svartsærk. Nu har du skilt mig ved hele Skatten, og kanske jeg mister Æren atpaa. Men jeg er lige glad; du skal faae betale Skatten til den sidste Skillingen, og det med Renter og Rentes Renter, du Ringstuden, du er.»

Præsten han green bare paa Næsen af dette Snakket, og reiste sin Vei; men hvordan det var eller ikke, saa blev det mere og mere Fant med Præsten. Penge kunde ikke standse hos ham. Hver evige Skilling gik sin Vei, endda han lagde dem ned i Jernskriin med dirkefrie Laaser og satte dem under Sengen og bar Nøglerne om Halsen paa sig. Paa den Tiden havde Præsten i Grytten Ufred med Bønderne. Saa byttede Læssøpræsten sig did, men det blev ikke bedre. Dragedukken] dragdokka. Overnaturleg vesen som etter folketrua dreg rikdom til hus og heim for eigaren.Dragedukken fandt Veien baade til Pengeskrinet og til Romsdalen. Men det ellevte Aaret var det forbi; da havde Dragedukken hans Thorberg Flyvang trukket ind Skatten baade med Renter og Rentes Renter.»

«Aa det var en Skarvepræst!» sagde Svolke-Peer. «Nei nu skal jeg fortælle om en Præst; han snød Fanden for den sidste Fiirskillingen, han eiede. Det var en anden Karl! – Det var en Fut nord i Dalen, han var saa grovt ugudelig, at han ikke vølte hvad han gjorde; men han fik en urolig Død. Naar det ikke var Folk i Ligstuen, laa han stille; men naar det kom Folk ind, stod den døde Manden op og tog dem i Haanden og takkede for Sidst. Da han skulde begraves, satte de ham i Liigkjælderen under Kirkegulvet. Nu var han rolig en Stund, men ret som det var, tog han til at spøge hver evige Nat. En Dag kom det en Skomager til en af Gaardene ved Kirken; han troede ikke paa Spøgeriet, men væddede, han skulde sidde paa Kirkegulvet ved Siden af Ligkisten en heel Nat og sye et Par Sko. Det væddede de imod. Kisten tog de op af Kjælderen, og Skomageren satte sig paa Gulvet; men først kridtede han en Ring om sig.

Da det led ud paa Natten kom selve Fanden flygende, rev Laaget af Kisten, slog Hovedet af Futen og flaaede Skindet af ham. Det drev han paa med saa hardt, at han ikke sandsede Skomageren, som drog Huden ind i Ringen eftersom Fanden fik den af Futen, og da det sidste Holdet slap, trak han den til sig heel og holden. Da Fanden skulde tage den, kunde han ikke for Ringen. Da blev han saa sindt, som om han vilde værpe] verpe; her vere årsak til, skape.værpe baade Mord og Brand, og han skreg og bandte, han vilde have igjen Futeskindet. «Du faaer det ikke,» sagde Skomageren.

«Men hvad Fanden vil du med Skarvehuden?» spurgte Fanden. «Jeg vil barke den og gjøre Sko af,» sagde Skomageren. «Dem kan du ikke nytte,» sagde Fanden. «Jo, jeg vil ha’ dem til at gaae att i,» sagde Skomageren. «For det er dem, som bande paa, at Futen gaaer att; men naar jeg faaer gjort Sko af Skindet hans, tænker jeg nok, han skal lade være at gaae att; er det Nogen, som gaaer att da, saa er det mig som har Futeskindet paa Benene.» Men Fanden vilde betale den baade dyrt og vel. «Hvad vil du give da?» sagde Skomageren. «Jeg vil give dig Skarvehuden fuld med Skillinger,» sagde Fanden. «Det er et Ord,» sagde Skomageren; «du skal faa den igjen, naar du har fyldt den med Penge; men jeg vil hænge den der, jeg vil.»

Ja, det skulde han faae Lov til. Men Skomageren var ræd for at have mere med Fanden at gjøre, og saa solgte han Huden til en Præst og sagde ham Akkorden. Præsten gav ham mange Hundrede for Futehuden, og lovede, Skomageren skulde faae den igjen, naar han havde brugt den. Saa skar Præsten Hul paa Laavetaget sit, snurpede Huden sammen til en Sæk, som det ingen Bund var i] det var ei vanleg oppfatning blant bøndene at presten aldri fekk nok av skatt og avgifter. Motivet med den botnlause sekken finst i fleire prestehistorier.en Sæk, som det ingen Bund var i og hang den under Hullet. Fanden fløi frem og tilbage mellem Helvede og Præstelaaven og bar og drog Sække og Kister fulde af Penge hver evige Dag, saa han mest slæbte Hilsen af sig. Tilsidst havde han ikke Skillingen igjen, og saa sagde han til Præsten, at han var raget Fant. «Du faaer lede i Tølerne] gøymestadene, oppbevaringsstadene.Tølerne dine, saa finder du nok fleer,» sagde Præsten; «det jeg har faaet er ikke stort, og jeg har hørt, at du kan mynte Saamange du vil.»

Fanden stod og betænkte sig en Stund. «Haa, haa, nu kommer jeg i Hug, jeg har en Fiirskilling staaende i en Væggesprunge,» sagde Fanden, og reiste efter den. Men det monnede ikke stort; Sækken var lige tom. «Nu seer jeg det er sandt, de sige for et gammelt Ord, at Præstsækken aldrig bliver fuld,» sagde Fanden og saa reiste han did, hvor han var fra. Men Præsten levede vel for Pengene, og Skarvehuden gav han Skomageren. Han barkede den og gjorde Skoe af, og har han ikke slidt dem ud, saa gaaer han med dem endnu.»

Med saadanne og lignende Fortællinger fortsatte de Aftenen og ud paa Natten, ret som om ikke nogen anden Tanke havde Rum hos dem end at korte Tiden den lange stormfulde Kveld. Ved en Pause i Fortællingen sagde Gubjør, «hun var laak i Magen» og maatte have noget Bittert; «hun havde noget der var godt til Hilsebod,» som hun havde kjøbt af Apothekeren paa Lillehammer. Ondet syntes smitsomt; thi medens hun ragede om i en Tine efter Wunderessentsen, erklærede Ole Ligeglad, der just skulde fortælle, at Koliken drog ham, saa han maatte krøke sig som en Foldekniv. Han havde jo rigtignok skrevet sig ind i Nykterhedsforeningen, han ogsaa, sagde han fiffig; men naar han var syg, havde han jo Lov at bruge Brændeviin til Doktering. Da Vagtkarlen hørte det, var han ogsaa «laak;» han vidste ikke rigtig hvordan det var, sagde han, men siden han fik en Honningkagesnab af Ole Ligeglad, var han saa underlig i Maven. «Drik en bitter Dram! Gubjør brygger dig en Skorsteensfeier, som rensker Kraaen,» sagde Ole Ligeglad, idet han lagde sig bagover og styrtede ned i sit vide Gab den, hun havde lavet til ham.

Nygterhedsmandens Betænkelighed veg snart for Fristelsen og Taternes overbevisende Grunde. Han fik den tredie Dram, hvortil den af Lensmanden foragtede Taar udbragtes. – Fortællingerne fortsattes; men Tilhørernes Interesse syntes kjølnet, og af og til begyndte det at gaae istaa. Inden en Time var forløben, følte Vagtkarlen sig betagen af en uimodstaaelig Tyngde og Døsighed. Ilden blev svagere og svagere; tilsidst glødede den kun i Levningerne af den store Tyrirod, hvis harpixagtige Dele undertiden udsendte en opblussende Flamme, som pludselig kastede et Mørkerødt Lys over Taternes lurende Ansigter. Endelig forkyndte Vagtkarlens tunge Aandedrag og dybe Snorken, at han ikke kunde lægge nogen Hindring i Veien for deres Flugt. De holdt sig rolige endnu en Stund, og undersøgte derpaa Døren og Vinduet. Begge Dele befandtes saa stærke og solide, at de ansaae det for umuligt at bryde dem op, uden at vække Gaardens hele Besætning ved Støien. Piben kunde de til Nød komme op igjennem – der var ingen Stænger eller Sprinkler i den – men det var ikke nogen Vei for den Saarede og Kvinderne. Her var gode Raad dyre.

– Men Arreststuen var et lidet enkeltstaaende Huus med et Aas- eller Skraatag, der blot ved sin Tyngde var befæstet til og hvilede paa Husets Tømmervægge. Da Svolke-Peer havde undersøgt dette, gav han de øvrige et Vink. De tog en af de lange Bænke, bragte dens ene Ende ind i Sammenføiningen, og brød og lettede Taget op fra Væggen ved at bænde denne mægtige Vægtstangs anden Ende ned. Tværs over denne samme Ende eller Kraftens Arm af Vægtstangen lagde de, for lettere at holde den i dens Stilling, og saaledes hindre Taget fra at falde til igjen, den anden Langbænk, hvis ene Fod de stak ind under Barakken eller Hjælden, hvorimod dens anden Fod fastsurredes til Skorsteensstøtten ved en Rebstump. Ved denne dobbelte Vægtstang holdtes Taget med Lethed i den forønskede Stilling, og det syntes næsten en overflødig Gjerning, at Ole Ligeglad anbragte sit Legems Tyngde paa Enden af den, medens Taterne hjalp hverandre ud. Den ene efter den anden sprang ned i Sneen udenfor. Svolke-Peer og Ole vare de sidste.

Efterat de havde undersøgt, om Taget beholdt sin Stilling uden den Sidstes Tyngde, hjalp Svolke-Peer ham ud; men da denne nu ingen Hjælp havde, maatte han, for at naae Aabningen, entre op efter Bænken. Formedelst denne Rystelse og et heftigt Vindstød, der lettede Taget en Smule, vaklede Bænkene, Rebet gled eller reves løs, og i det Taget faldt til, vippedes Peer op mellem dette og Bænken og sad der som en Rotte i en Fælde. Under det skrækkelige Rabalder, dette afstedkom, vaagnede Vagtkarlen med et Forfærdelsesskrig, der bragte Taterne udenfor til at skjælve for at Folket skulde vaagne og Udbrudet opdages. Fuglefængeren og Svarte-Bertel saae blot paa hverandre; i det næste Øieblik vare de, indhyllede i Snefog, oppe paa Taget og forsvandt ned gjennem Piben.

Vagtkarlen, der fortumlet laa og gravede i Asken efter Ild, fik en ny Skræk i Livet, da de fore nedover ham i en kvælende Sodsky; men før han kunde komme til at vræle for Sod og Aske, førend han kunde besinde sig paa om det var Spøgeri eller Taterne, havde de bagbundet ham og dæmpet hans Skrig med en Skindfæld, som de viklede ham om Hovedet. Derpaa trak de Svolke-Peer slemt forslaaet ud af Klemmen og begave sig tilligemed ham bort ad den samme Vei, ad hvilken de saa pludselig havde indfundet sig. «Jeg troede ikke jeg skulde truffet dig meer i denne Verdens Rige, den Tid Taget faldt,» sagde Steffens-Karen, idet Svolke-Peer sprang ned i Sneen ved Siden af hende. «Hvor skulde vi træffes da?» spurgte denne bistert; «i Helvede steges hver i sin egen Gryde.»

Da Folk kom hjem fra Bryllupet, savnedes der paa Valdersens Stabur nogle hundrede Daler i rede Penge, Sølv, Klæder, Madvarer samt flere Par Ski og Truer, der stode i Stabursvalen. – Taterfølget var hverken hørt eller spurgt, det var som sunket ned i Jorden; og de der ikke troede, at det havde gjort sig usynligt ved Fandenskunster, antog at det var strøget tilfjelds, havde forvildet sig i de vidtløftige Fjeldvidder og var omkommet i Uveiret, der rasede flere Dage. – Først længere Tid efter denne Begivenhed, er det lykkedes at faae indsamlet nogen Efterretning om enkelte af dette Taterfølges Medlemmer.

Svolke-Peer skal være dræbt Vester paa Landet i et Slagsmaal med hans Arvefiender, Mjøltraaverne. Svarte-Bertel sidder i Slaveri for Indbrud og attenteret Mord, og Fuglefængeren har et Par Gange gjort sig en Fornøielse af at reise Landet rundt paa offentlig Bekostning, idet han transporteredes Lensmand imellem og angav at han havde hjemme snart her, snart der. Om de Øvrige tier Historien. – –

Dog er der et Spoer af Signekjærringen Gubjør Langelaar. Forrige Høst fandt en Reenskytte, der forfulgte et anskudt Dyr, i en afsides Bott] botn, sidedal.Bott oppe i Ildmandshøen, hvorfra man seer nordover til Rondernes vilde Toppe, Levninger af et menneskeligt Skelet, som Jerv og Fjeldrak havde søndergnavet. Mellem Stenene laa et Kobbersnuushorn, fyldt med smaaskaaret Bly] signekjerringa brukte blyet som magisk verkemiddel, og tok vare på det i snushornet.et Kobbersnuushorn, fyldt med smaaskaaret Bly. Desuden fandtes der et sammenrullet Tandgjærde af en Rokke, nogle Skaller af en Venus] venusmusling; muslingslekt.Venus og forskjellige andre Sødyr – Ragerier] rask, skrammel.Ragerier som ingen i Dalen havde seet eller kjendte Hensigten og Brugen af, men som Taterne anvende i deres Ragusta – samt nogle smaa Flasker, hvoraf een indeholdt et bruunligt eller guldrødt Fluidum] væske.Fluidum, der efter Distriktslægens Sigende var Opium.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Last ned som lydbok:
En Gammeldags Juleaften (.mp3 format)
Jutulen og Johannes Blessom (.mp3 format)
En Sommernat paa Krogskoven (.mp3 format)
Kværnsagn (.mp3 format)

Om Norske Huldreeventyr og Folkesagn

Med Norske Huldreeventyr og Folkesagn fra 1845 skapte Asbjørnsen noe nytt. Sagnene settes inn i en rammefortelling som skildrer typiske omgivelser hvor en fortellerfigur forteller et sagn for leseren.

Asbjørnsens skille mellom huldreeventyr og folkesagn har skapt en del forvirring, for huldreeventyrene dreier seg ikke om eventyr om huldra. Huldreeventyr er derimot fortellinger om selvopplevde møter med de underjordiske, og dermed en undersjanger av sagntradisjonen.

Les Olav Solbergs innledning og kommentarer

Se faksimiler av 3. utgave fra 1870 (NB digital)

Les mer..

Om Peter Chr. Asbjørnsen

«Asbjørnsen og Moe» er et velkjent begrep i norsk litteraturhistorie. Peter Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moes innsamling og gjenfortelling av folkeventyr og sagn ble en viktig brikke i utforskningen og etableringen av en norsk identitet på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.