II. Tønder, Tiner og Skrin i Søndfjord

Det var i Vik Sogn, paa Gaarden Nedre Strand. En 14 Dages Tid, om Høsten 1865, var jeg Øievidne til Gaardens Flid. Unge-Manden, Thorsten Olsen, var fraværende som Medlem af Matrikulerings-Kommissionen, og Gamle-Manden, hans 73-aarige Fader, Ole, forestod og deltog i Kornhøstingen og Potetesoptagingen, Side om Side med de to Tjenestegutter og Piger og sammen med baade Sønnekonen og 6hans egen alderstegne Hustru. Den Mindste i Huset, en liden to-aaarig En, gik og tullede mellem de Andre; et Par ældre Børn vare med og gjorde Nytte.

Betragtede jeg Arbeidet fra Stuevinduet af, saa jeg den Gamle bukke sin Ryg og arbeide omkaps med de Unge, og gik jeg ned paa Ageren, havde han altid et spøgefuldt Ord eller en munter Historie ved Haanden. Hvilken lykkelig Alderdom, og hvor Arbeidet kan gjøre lykkelig!

En Aften sent vare de netop færdige med den sidste Potetes, og den Nat kom ogsaa Vinteren sættende ind, med skarp Nattefrost og med Rim ud over alle Marker.

Men næste Morgen tidlig saa jeg Gamlingen begynde med Vinterarbeidet; paa min Morgentour traf jeg ham med en Byrd paa Ryggen; det var halvfærdig Tøndestav, som han bar fra Cirkelsagen henne ved Bakken og op i Stuen, hvor han satte sig til at tælje dem.

Der var kun en god rolig Nattesøvns Hvile mellem Sommer og Vinterarbeidet.

Ud paa Dagen kom ogsaa Unge-Manden til, og han bar ind en Byrd af Hasselstænger, som han satte sig til at kløve til Tøndebaand.

Da Tjenestegutterne om Aftenen kom ind efter forskjelligt Udarbeide, fik de ogsaa hver sin Bestilling med Tønde-Bunderne o. s. v.

Et Tyriblus midt i Stuen kastede sit prægtige Skin over det Hele. Mændene arbeidede, saa det fog omkring, en af Pigerne stampede Grøden, andre Kvinder sad med Søm, Børnene legede i de store Flisbunker, Snak og Prat gik frem og tilbage. Jeg var som kommen midt op i et af Tidemands Malerier.

Dette Tøndearbeide faar først sin fulde Interesse ved at betragtes sammen med den øvrige Kreds af Arbeider, som udfylder Aaret, og derfor skal det ikke kaldes Afvigelse fra mit Emne, naar jeg gaar lidt udenom.

Da Bedstefaderen overtog Gaarden efter sin Fader, var der fra gammel Tid af en Smidje ved Gaarden og en Kværn 7henne ved Bækken, samt fra den nærmeste Formands Tid en Vass-Sag ved samme Bæk. Nu er en Straale af denne Bæk ledet nærmere hen til Gaardens Huse, og den driver: 1) Kværnen, 2) en Vadmels-Stampe, 3) en Treske- og 4) en Drøftemaskine, 5) en Sirkelsag til at skjære Tøndestav. Endelig sættes 6) Vedsagen og 7) Smørkjærnen i Gang ved Kværnekallen. Derhos var det Tanken, at saasnart der blev nogen Tid tilovers, skulde den gamle Svarvestol ombyttes med 8) en ordentlig Dreiebænk, og denne skulde sættes i Forbindelse med et af Vandhjulene.

Der var en Historie om hver af disse Ting. Her kun dette:

Treskemaskinen var den første i Præstegjeldet, bygget af en Mand fra Nordfjord,Forfatternote: Til Nordfjord skal Kunsten være kommen fra Søndmøre. Paa Harham i Søndmøre saa jeg Maskiner af samme Slags 1857; her maatte de dog af Mangel paa Vand drives med Haandkraft. Mekanikeren Vonen i Yttre Dale Præstegjeld i Søndfjord har forbedret Haandkraftsmaskinen, saa Arbeideren ikke har det ensformige Besvær at dreie et Hjul, men vexelvis trækker nu med høire og nu med venstre Arm og træder nu med venstre og nu med høire Fod. som Gamle-Manden bestilte hid i 1860. Naboer kom og saa Maskinen i Gang, og i 1865, da jeg var her, var der allerede 70 Maskiner i Præstegjeldets tre Sogne, byggede paa hin første nær af Bygdens egne Folk; paa adskillige Gaarde saa jeg desuden Folk ifærd med at bygge endnu flere.

Og Cirkelsagens Historie var saadan: I 1862 var en af Unge-Mandens Kammerater, en Soldat, indkommanderet til Leirsamling paa Gardemoen; her paa Østlandet fik han Leilighed til at se meget Nyt, deriblandt en Cirkelsag, og dennes Indretning bar han med sig hjem i Hovedet, saa han Aaret efter, 1863, satte en op paa sin Faders Gaard, og Aaret derefter igjen, 1864, byggede Unge-Manden paa Nedre Strand sin.

Dette var den første og den anden Cirkelsag i Præstegjeldet. Ved mit Besøg Aaret efter var der allerede 12.

Jeg gaar over til at tale om Deltagelsen i Sildefisket ved Kinn.

8Den søndre Halvdel af Søndfjord bestaar af Dalsfjordens Strøg. Der er først Præstegjeldet Askevold mod Vest, ved Havet og Fjordmundingen, saa Yttre Dale (eller Y. Holmedal) indad ved Fjorden, og sidst Præstegjeldet Indre Dale (Holmedal), i den Dal, som gaar opad fra Fjorden, langt ind mellem Fjeldene mod Øst. Og af dette sidste Præstegjelds tre Sogne, som ligge i Rad fra Vest mod Øst, er Vik Sogn det inderste. Dette er en Fjeldbygd. Det meste af Dalbunden er opfyldt af et langt og smalt Fjeldvand, og ved dette ligger Gaarden Nedre Strand, hvor jeg allerede har ført mine Læsere ind.

Indtil for en Menneske-Alder siden dreves Silde-Fisket i dette Bygdelag paa en yderst tarvelig Maade og i en liden Maalestok, mest af Hav-Bønderne i Askevold og Fjord-Bønderne i Yttre Dale. I Fisketiden søgte de Hus hos de faa Opsiddere derude paa Øerne, eller de fandt sig vel endog i at overnatte under en hvælvet Baad, og Silden lod de ligge i en Hob paa Landet, indtil de fik en skikkelig Baadsladning at føre hjem, hvor den, ofte betydelig udskjæmt formedelst Overliggen, blev røget til Husbrug eller saltet til Kjøbmandsvare.

Men hvilken Forandring!

Nu er Driften helt igjennem indrettet bedre, og den er udvidet saaledes, at alt fra de inderste Kroge og fjerneste Afdale kommer fast hver arbeidsfør Mand frem og tager Del med.

Den første Sildefisker fra Fjeldbygden Vik var nok den usædvanlig driftige Mikal Kjelstad, Svoger til Unge-Manden paa Nedre Strand, og hans Exempel fulgtes snart af denne.

Begyndelsen var, at de gav sig ind hos Havmænd som «Leiemænd», hvorved de vennede sig til Søen og lærte Kunsten; saa skaffede de sig Garn og deltog som «Garnmend» eller selvstændige Lodeiere i Bedriften; et Trin videre, og de skaffede sig først en Baad, saa en til (thi i Søndfjord bruges en større og en mindre Baad til et og samme Baadlag), satte sig selv som Styremænd i sine Baade, antog Leiemænd, gav enkelte Garnmænd Plads med i sine Baadlag.

Til et fuldstændigt Fiskeri-Anleg efter Søndfjords Maade 9nu for Tiden hører ogsaa en Bod paa et af Fiskeværene, til Logis og til Salteri, og da jeg engang var derude og foer fra Vær til Vær, blev jeg overrasket ved at finde hele Strandsteder og Smaabyer af Salterihuse, nogle faa store Huse og tilhørende Kjøbmænd i Byerne, de allerfleste smaa Boder og tilhørende Egnens Bønder.

Der var folketomt ved mit Besøg, saasom det ikke var i Fisketiden; men det var et livligt Syn alligevel at se disse Boder staa saa tet, saa tet, som der var Rum mellem Klipperne omkring Havnene.

Denne Mangfoldighed af Smaahuse gjorde et sterkt Indtryk paa mig, som Vidnesbyrd om den Arbeidslyst og Fremskridtsaand, der i Grunden bor i alt Folket. Paa disse Klipper havde Fiskerne for en Menneske-Alder siden havt sine Silde-Hobe liggende under aaben Himmel, og her havde de selv stundom maattet lade sig nøie med det Ly, en hvelvet Baad kunde give; men nu saa jeg en Bebyggelse, som i Udstrækning og Kostbarhed kunde maale sig med selve Lofotens gamle Fiskevær.Forfatternote: Den allerførste Begyndelse med Salteriboder ude ved Kinn skal være gjort for over 30 Aar siden ved nogle af den foretagsomme Hans Nilsen Hauges Venner paa Svanø og i Befring; men det har først taget ret Opsving efter 1850.

Nu vel, mine to Venner, Svogrene paa Kjelstad og Nedre Strand, byggede sig – om jeg ikke mindes feil – først en Salteribod derude i Fellesskab, saa en hver. De huggede Tømmer i sine egne Skove, flødede det ned Elven, førte det ud til Kinn, og murede og tømrede selv paa de Tomter, de bygslede sig.

Jeg blev snart vant til Ting i denne flittige Kreds, som jeg ikke havde tænkt mig før. Men endda maatte jeg studse, da jeg fik høre, hvorledes Thorsten Nedre-Strand skaffede sig sin første Fiskebaad. Han gik ned til Fjorden, saa sig ud en god Baad, tog Maal af den – eller rettere en Række af Maal, og det efter en overmaade sindrig Plan, saa han af Maalene kunde se, hvormeget hvert Bord i Baaden skulde «ligge» eller helde paa de forskjellige Punkter mellem Stevnerne; saa 10fik han med sig en Mand, som kunde med at bygge Vassbaade, og af Tømmer, Thorsten havde hugget i Gaardens Skov og saget paa Gaardens Sag, fremgik under disse to Mænds Hender en Baad, hvis Mage aldrig før var seet her oppe mellem Fjeldene. Omsider blev Hesten spendt for, og nogle Venner i Nabolaget kaldte til Hjelp. Baaden blev kjørt og trukket ned det Par Mile og skudt paa Vandet. Den flød og laa pent. Da Tiden kom, satte Thorsten sig som Høvedsmand i Baaden, styrede til Kinn, logerede i eget Hus, fiskede med egne Garn, saltede i egne Tønder. Fjeldbonden var altsaa bleven fuldstændig Havbonde tillige. Da jeg besøgte ham, havde han prøvet sin Baad under fem-sex Aars Fiske og desuden gjort mange Bergens-Reiser med den.Forfatternote: Jeg har saa meget hellere grebet Leiligheden her til at fortælle Lidt om Søndfjord-Fiskernes Bedrift, som jeg engang i et andet Skrift (i et Tillægshefte til Folkevennen 1862) har fortalt, at de stod saa langt tilbage for «Søre-Fiskerne». Jeg havde da ikke været i Søndfjord selv, men kun hørt derom af nogle af disse sidste Fiskere. / Det er fra 1857 af, at «Søre-Fiskere», saa langt Syd fra som fra Lister og Farsund, have udstrakt sin Bedrift alt nord til Kinn i Søndfjord, istedetfor at de for havde holdt sig til «Søre-Fisket» paa de gamle Fiskevær mellem Stavanger og Bergen. Og det er vist, at disse fremmede Fiskere i førstningen vare Søndfjordingerne betydelig overlegne. Men foruden at disse sidste allerede førinden vare komne i Tour med at bygge hine Byer af Salteri-Huse, saa have de været snare til at tilegne sig Søringernes Driftsmaade. Et Exempel derpaa er, at de først have kjøbt Baade af Søringernes Slag, fornemmelig Listerbaade, og dernæst have dels omdannet sine gamle Baade, dels bygget nye efter Lister- eller Hardangerbaadens Model, en Forandring, som i disse faa Aar allerede er gjennemført i stor Udstrækning. Fremdeles have de ogsaa optaget Adstilligt af de fremmede Fiskeres Maade at indrette Fiskegarnene og at sætte dem i Søen osv. / I et Stykke drive Egnens Fiskere endnu Vaarsild-Fisket paa sin egen Vis. Medens Sørings-Fiskerne have Logis-Fartøier, som følge Baadlagene fra Vær til Vær, bo Søndfjordingerne i de omtalte Salteri-Huse. Derved have de ikke den Fordel at kunne følge selve Silde-Stimene; men dette opveies for en Del derved, at de ere mindre afhengige af Dagens Priser paa den ferske Sild, idet de ikke behøve at selge den strax, men kunne salte den selv og saa bie paa bedre Tider. – Da der imidlertid trods dette ofte høres den Bebreidelse mod Søndfjords-Almuen, at den skader sig selv ved saaledes paa en Gang at ville være baade Fisker og Salter eller Spekulant, kan det ikke være af Veien at gjøre opmærksom paa, at det kunde neppe lade sig gjøre, at alle Fiskere indrettede sig i dette Stykke netop paa Søringernes Vis; baade vilde det mangle paa Logisfartøier at faa leiet, og det vilde mangle paa Havne-Rum, hvis ogsaa hele Søndfjords-Almuen skulde strømme til med saadanne flydende Logishuse.

I Sammenheng med disse Antydninger om Fiskebedriftens Udvikling faar jeg endvidere fortælle lidt om anden og mere huslig Virksomhed paa Nedre Strand.

11Paa den aarlige Bergensreise maa Thorsten som enhver anden Søndfjords-Bonde jevnlig kjøbe med hjem en Del Jern og Staal til Husets Brug, og deraf kan han, om han vil, selv smide sig den Øx, hvormed han hugger i Skoven eller dog mærker de Træer, han sætter Tjenestegutten til at hugge; det kan være at han ikke betror Gutten at kjøre Tømmeret ned, men at han af engstelig Omhu for Hesten gjør det selv, og ialfald staar han selv som Mester ved sin Cirkelsag og skjærer Stokkene op til Stav; siden er han, som før omtalt, med at sætte disse sammen til Tønder, og disse Tønder fører han endelig selv ud til Salterihuset. Fiskegarnene har han neppe bundet selv; thi det Arbeide er for simpelt for en Mand; men det kan være, at han selv har udført det vanskeligere Arbeide at bøde dem, som vare brugte og slidte. Selv slagter han om Høsten en Oxe eller Ko, selv barker han Lederet (han er ikke sikker paa at faa det, som han vil have det, hos en Garver), og som Bonden i disse Bygder er vant med at sy Skotøi baade til sig selv og til Kone og Børn og Tjenestepige, saa her neppe er en Bygde-Skomager i flere Miles Omkreds, saa vil han navnlig sy sine Søstøvler og Skindklæder til Fisket selv; thi da veed han at han faar dem tætte. Det tør være, at Thorsten selv har brygget det Øl, han har med paa Fisket; Ølbrygning hører nemlig i disse Bygder Mændene til. Ialfald har han nu selv saaet og høstet, tærsket og malet det Korn, han har med i Fladbrødet og i Grødmelet; ja han har dyrket det nogenlunde 12rationelt, eller han har ialfald faaet indført adskillige Forbedringer med Jorddyrkningen, efter Lære, han gjenemgik i sin Ungdom paa Landbrugsskolen i Sogn, hvor han, (jeg saa Examensseddelen) gjorde Rede for en stor Mængde Videnskaber og fik Udmærket Godt for næsten allesammen, ja hvor han anstillede chemiske Analyser af Jorden (han havde endnu gjemt Prøverne). – Jeg taler om Thorstens Deltagelse i Madstellet og kan tilføie, at Trækopperne, han og hans Husfolk spiste af, havde han svarvet selv, Skeen havde han spikket selv, Brødknivene havde han selv smedet og skjæftet med Skafter af Horn og Ben. Det nye, vakkre Hus, som var tilflyttet sidste Jul, havde han sikkerlig selv været med at bygge og indrede, saa vidt Tiden strak til, og gik noget istykker i Huset, saa var han ikke forlegen for at faa det istand igjen, saasom han havde alskens Verktøi ved Haanden og det paa en dertil bestemt Plads i Stuen. Tilføie skal jeg efter Gamle-Mandens Fortelling, at i Krigens Tid, da Tilførselen standsede, maatte Mændene f. Ex. trække Staaltraad og gjøre Synaale deraf til Kvindfolkene; han fortalte mig, hvorledes han selv havde baaret sig ad med at hugge Øiet i Naalen.

Men midt under saadan Mangfoldighed af Arbeider, som naturligvis ikke overalt udføres med samme Kyndighed og Driftighed, men dog kunne siges at høre hjemme i hver Mands Hus, rekker Præstegjeldet (Folkemengden var 3104 i 1855) desuden at arbeide op en 2000 Læster Sildetønder for Aaret, og det var egentlig dette vakkre Husflidsarbeide, som nærværende Kapitel skulde fortælle om.

Det morede mig for det første at mærke af de Gamles Fortellinger, hvorledes Tønde-Arbeidet har udviklet sig, baade saa, at det bliver udført kunstmessigere og gaar lettere fra Haanden, og saaledes, at det drives i større Udstrækning.

Det mindes endnu, hvorledes man bar sig ad efter den gamle Maade, i forrige Aarhundrede, da man drev meget paa Tjærebrænding og behøvede Tjære-Tønder. Staven blev kløvet og øxet og saa lagt op over Mundingen af Røgovnen for at gjennemvarmes. Den som har været i en Røgovnstue, naar 13Ildingen foregaar, vil skjønne, hvordan det gik til. Den første Røg, «Vaasrøyken», var den bedste til at mygne Træet vel, fordi den indeholdt mest af Vand-Dampe. Umiddelbart derefter blev Staven lagt i «Lad», saaledes som Tegningen viser, naturligvis for at faa sin Bøining. Naar den i denne Klemme havde ligget en 8 Dages Tid paa Hjellen til Tørring, beholdt den sin Bøining. Derefter blev den glattet med Bandekniven og «skudt» paa Kanterne osv. Men formedelst en Bygdemands Exempel, som havde været i Byen og lert «Kiper»-Haandverket, blev for en 50 Aar siden den nyere Arbeids-Maade kjendt her i Bygden (at bøie alle Tøndens Stave paa en Gang med Skrue og Snor, at «fyre» osv.), og lige til den seneste Tid ere enkelte Forbedringer i Arbeidsmaaden blevne kjendte formedelst alt hyppigere Sammentræf med By-Kipere.

Og ikke alene at man saaledes har lært adskillig. Nyt; men formedelst den ivrigere og mere vedholdende Drift er man kommen efter at gjøre Arbeidet hurtigere og hurtigere.

«Da jeg var en 17–18 Aar», fortalte Ole Doskeland, mig – og han er nu 46 – «havde jeg tinget bort nogle Tønder til en Kjøbmand og havde Arbeidsfolk til at gjøre dem, paa Halvt. De havde Ord for at være de likeste til at arbeide Tønder i den Tid; men de rak ikke at faa istand mere end 6 Tønder for Dagen, to Mand sammen og alt Materialet tillaget for dem (nemlig den raa Stav trækket med Krumkniv og siden tørret, Baandene smidde, Bundene sammensatte, hvilket Alt er vel Halvdelen af det hele Arbeide); men nu er Folk saa meget øvede, at største Delen af Tøndemagere arbeide ligesaa snart 1 Læst, ja 1 Læst og to, i samme Tid og naar Materialierne ere saa vidt tillagede».

Det er det stærke Opsving af det nys omtalte Sildefiske ved Kinn, som har foranlediget denne Udvidelse af Arbeidet.

Nu for Tiden er der ikke mange Huse i Præstegjeldet, 14hvor der ikke arbeides Tønder, navnlig i de to nederste Sogne, hvor Transporten til Søen er kortere. Det kan ordentlig være Tidsfordriv for den fremmede Besøgende at lægge Mærke til Trafikken. Oppe paa Viks-Vandet sees Baade med høie Tøndeladninger ile ned mod Vass-Enden, og herfra ned mod Osen eller Fjorden gaar som en Strøm af høie Vogn- og Slædelæs, Sommer og Vinter, hvilken Strøm idelig voxer formedelst Tilløb fra Siderne, idet hver lille Afdal, ja hver enkelt Gaard langs Veien sender sine Læs frem til Hovedveien og videre nedover. Men hvad der især gjør Indtryk, det er den Myreflid, hvormed mange, ja vel endog de allerfleste Bønder, som maa kjøbe Tømmer i fremmede Skove, først føre Materialet til Arbeidsstedet, ofte op over Bakke til høitliggende Heiegaarde, og milelangt bort, tildels imod den Retning, som Kjørselen af de færdige Tønder skal gaa i siden.

Den sterke Drift med Tøndearbeide har tæret paa Skoven, saa det er blevet vanskeligere og vanskeligere at faa tilfredsstillet Behovet for Material. Men Foretagsomheden har derved just faaet Leilighed til at vise sig desbedre. Jeg talte med en Mand, som sammen med en Kammerat i de sidste to Sommere havde været langt udenfor Bygden, alt i Sogn, og af en Skov, de havde kjøbt til Udhugst, drevet ud en 60,000 Stav, deraf havde de vel solgt Størstedelen til Bergen, men de havde dog ogsaa ført en god Del til Hjembygden og ladet samme oparbeide der. En anden Mand fortalte mig om en lignende Ferd alt til Voss, hvor han havde hugget i Skoven og floder over Vande og paa Elve ned til Søen og saa fragtet hjem en 12,000 Stav. En tredie Mand gav mig et tredie Exempel: i de to sidste Sommere havde han været endnu længere borte og faaet hugge paa Roden til endnu billigere Pris, nemlig i Sand i Ryfylke, Christiansands Stift; han tog den opkløvede Stav paa sin Baad og seilede ikke hjem dermed, men lige ud til selve Fiskeværet Kinn, hvor han satte sig til at arbeide den op, saa altsaa Fragten af de færdige Tønder blev spart.

Smaafolk maa bære sig anderledes ad. En Husmand 15eller Inderst kan leie sig en Hest og saa komme til en af faa Bønder i Bygden, som have Skov at selge, med Bøn om at faa kjøbt en 2–3 «Stavfurer», Furetrær paa Roden, som han vil hugge og tjore hjem med det samme. Prisen maa naturligvis være meget forskjellig efter Skovens bekvemme eller Ubekvemme Beliggenhed; ellers bestemtes den i de seneste Aar saa, at der med et Middeltal skulde betales en 2 for Ved til et stort Hundrede Stav; var det kjendte Folk, kunde de enes om, at Kjøberen skulde opgive bagefter, hvor meget Træet var udbragt til; ellers kunde Stav-Mængden sættes efter Skjøn og Prisen paa Træet beregnes derefter.

I Bøgstad Sogn, nærmest ved Fjorden, altsaa med kortest Søvei, drive Smaabønder og Arbeidsfolk meget paa med Tøndearbeide. Adskillige leve fra Haanden til Munden dermed. De have Skoveieren, som de kjøbe hos, paa den ene Side, og paa den anden Side Landhandleren, som de selge til, og tildels holde de det gaaende med forskud og Kredit paa begge Sider. – Siden Transporten af det færdige Produkt er saa let, lønner det sig for dem at nytte ud de Dele af Træerne, som ikke give hel Tøndestav, ved at gjøre dem op til Ansjos-Dunker. Medens Tønden maa have Baand af Hassel, der ikke gror i Søndfjord, men maa kjøbes fra Sogn, kunne disse smaa Kar lade sig nøie med Ore-Baand; men de mindste Dunker sælges da ogsaa for kun 2 Stykket.

Det er dette livligt tiltagende Tøndearbeide, som har fremkaldt hine for omtalte Cirkelsage, fra 1863 af. Efter den gamle Maade at «kløyve» Staven kunde man kun bruge Furetræ og endda kun den Fure, som var «kløyven». De vredne og ligesaa de kvistede Stammer kunde alene tjene til at skjæres paa Sagen til Bord for deraf at danne Tøndebunder. Men med Cirkelsagen faar man Stav af Løvtræ ogsaa (Birk, Aasp, Or), og ligesaa af vreden Fure. Træet «ydes» altsaa bedre. Skoven rekker længer.

Er det nu en fattig Mand, som maa se paa hver Skillings Udleg, saa kan han for det første, istedetfor at kjøbe færdig Stav (som Skoveierne ogsaa pleier have til Salg), se 16til, som sagt, at saa kjøbt Træer paa Roden og selde dem selv. Er et Træ meget tykt, kan han kjøre det (maaske en Slægtning har ladet ham faa Hest til en Vending uden Betaling, alene mod en Gjentjeneste ved Leilighed) til Stor-Sagen og faa det kløvet i To; saa bringer han det til Sirkelsagen, kapper det først med Haandsagen i Kubber af Tøndestavs Lengde og lader faa Cirkelsagen skjære disse, for en Betaling af 1 for et stort Hundrede Stav. Men for at spare paa denne Udgift bringer han dog dem af Kubberne, hvor Veden er «kløyven», hjem i usaget Stand og kløver dem paa gammel Vis selv. – Det af Træet, som ikke duer til Stav, kapper han af i endnu kortere Kubber, og dem lader han Cirkelsagen skjære op til Bundebord; thi det er netop en af Fordelene ved en Cirkelsag, at man kan faa skaaret ganske korte Stykker, medens Storsagen ikke passer uden for større Lengder.

Der er ligeledes Forskjel mellem den større og mindre Mand med Hensyn til Afsetningen af de færdige Tønder. Enkelte Løskarle og Spekulanter, som drive Tingen saavidt i det Store, at de ikke blot arbeide Tønder selv, men ogsaa have Arbeidsfolk under sig, selge sine Partier direkte til Kjøbmænd eller større Sildesaltere; de derimod, som have mindre at gjøre med, og maa skynde sig at faa solgt, selge mest til Landhandlerne og maa tage til Takke med en noget mindre Pris. Der Pleier være en Forskjel i Pris af 24 til 60 Skill. pr. Læst; medens Landhandleren i 1865 gav 3 Spd. 24–36 Læsten, gav Bymanden eller andre Saltere 3 Spd. 60–72.

Lad os gjøre op et Regnskab over Tøndearbeidet, efter 1865 Aars Priser og med Hensyn til en middels Bonde i det midtre af Præstegjeldets Sogne, hvor Transport af Material og Produkt er nogenlunde middels.

Til 5 Læster Tønder medgaar:

Efter dette skulde altsaa Penge-Udforsøgsvist blive for 1 Læst lidt over 2 Spd. 60 og Arbeidsfortjenesten ikke fuldt 1 Spd.

Lenger oppe i Dalen, i Vik Sogn, hvor Materialierne vel falde billigere, lod et lignende Opgjør paa et Udleg af 2 Spd. 36 og en Arbeidsfortjeneste af 1 Spd. 24 Læsten.

Naar en Tøndearbeider sidder hos en Bonde og arbeider for ham, pleier han faa 1 Spd. Læsten samt endda tildels lidt Bidrag til Kosten (Melk og desl.). Materialiet leveres ham saa vidt tillaget, at Staven er klovet og Bundbordene ere sagede. Han kan faa istand en 1½ Læst Tønder for Ugen og altsaa tjene 1½ Spd. Heraf maa han (efter hvad en saadan Arbeider i Vik Sogn opgav om sig selv) anvende en 2 til sit Kosthold, saa han har en Dalers Penge i Behold.

En anden Tøndearbeider havde det paa den Maade, at han stod for Dagløn. Lønnen var 24 og Kosten. Han sagde, at dersom han havde Raad til det, vilde han staa sig bedre ved at kjøbe Material og arbeide for egen Regning.

Af disse Exempler vil det skjønnes, at der naturligvis nok er Fortjeneste ved Tøndearbeidet, men at den er saadan, at dette Arbeide kun passer sig for de Stunder paa Dagen 18eller Tider paa Aaret, da det skorter paa andet og mere lønnende Arbeide. Det var ogsaa et almindelig Ord i Bygden, at f. Ex. den Bonde, som tilsidesatte sit Gaardsbrug og drev paa Tøndearbeide for at skaffe sig en øieblikkelig Penge-Indtegt, for at klare en Gjeld eller desl., snart kunde «arbeide sig op i Fant». En noget anden Sag er det med hine Spekulanter, som drive Tingen saaledes i det Store, at de reise til fjerne Bygder og kjøbe Skov til Tøndestav; det er mest Løskarle, og deres Bedrift er ligesaa meget Skovhandel som Husflidsarbeide.

I det Hele taget kan man sige, at i Indre Dales Præstegjeld er Tøndearbeidet drevet op til en saadan Høide eller har faaet en saadan Udstrækning, at det neppe kan drives videre uden Skade for vigtigere Arbeider.

Jeg har allerede fortalt, at i Bøgstad Sogn, yderst ude ved Fjordbunden, hvor Transporten til Afsetningsstedet er kort, kan det lønne sig for Smaafolk at arbeide Ansiosdunker til 2 Skill. Stk., af det Affald af Træ, som bliver efter Tøndearbeidet. Omvendt har det sig to eller halvtredie Mil op i Dalen, øverst oppe i Vik Sogn: her bliver Transporten saa svær, at ikke engang selve Tønderne rigtig ville lønne Arbeidet, uagtet man har Skov. Alligevel er her den samme Flittigheds Art hos Folket, og her har derfor uddannet sig den beslægtede Husflid at gjøre smaa Kister eller Skrin og især Tiner. Der lægges forholdsvis mere Arbeide og Kunstfærdighed i disse Sager, Materialet gjøres derfor ud til en større Verdi, og den længere Fragtvei bliver da heller ikke saa følelig Hindring. Denne nette Syssel danner derfor som en Afslutning paa Bygdens Husflid med Træarbeids og jeg tillader mig derfor at afslutte Kapitlet med en kort Beretning om samme. En Mand, jeg talte med, har i 5 Aar drevet paa dette Arbeide. Om Sommeren har han været i Byen og gaaet paa Sjau, som Haandlanger for Murere o. s. v., om Vinteren har han deltaget i Sildefisket, men i Mellemstunderne har han gjort Tiner og Skrin, og han har bragt til Byen 1½ til 2 Kasser fulde for Aaret. En saadan Kasse gjøres saa stor, som den kan føres paa en Vogn, 2½ Al. lang, 1½ Al. 19bred, 1½ Al. høi, og den rummer af Tiner indtil 2 store Hundreder, mindre og større. For Rummets Skyld ere Tinerne satte ind i hinanden, indtil 7 eller 8 i et Set eller et «Bundt», som det kaldes. De sælges samsængt, store og smaa under Et, for 1½ til 2 Spd. Sneset, saa en fuld Kasse kun udbringes til 18 – 24 Spd. Ved hin Sammenskriving i Kassen tages «Stolene» af Tinerne; men for Salget leier man sig et Loft eller Skur i Byen, hvor man sidder og sætter dem paa igjen. Og her sættes for det meste Malingen paa, gild Maling med rød Bund og med Roser og Snirkler af Gult og Blaat.

Udlægget til Ved og til Malersager samt til Kjørsel og Dampskibsfragt alt til Bergens By blev mig opregnet til et Beløb af omtrent 6 Spd. for en Kasse Tiner, og til dette samlede Arbeide at tage Veden paa Roden, at faa Tinerne færdige og følge med Kassen til Byen, blev der opgivet at medgaa en 8–9 Uger. Men hermed er ment den mørkeste Tid af Aaret, ud paa Høsten, da der maa arbeides med Lys. Om Sommeren med Dagslyset kunde Arbeidet gaa raskere fra Haanden. – Fruentimmer kunne tildels hjelpe til, saasom naar der skal høvles med «Tvihendingshøvl», eller naar der skal males. – Arbeidet har adskillig, tilfelles med Tøndearbeide, f. Ex. derved, at «Trøsten», hvoraf Tinen bøies, maa kloøes eller dannes ved at kløve Træet, saa man altsaa maa se sig ud Træer med «klsøven» Ved, o. s. v. Der bruges en hel Del Birketæger til at binde Tinerne med, og de kjøbes i Markevis af Personer, for hvem det falder bekvemt at samle dem i Skoven. Pensler til at male Roserne gjør man sig af Hale-Haarene paa Ekorn.

En Mand ved Navn Christen Kjelstad i Raaeimsdalen nevnes som Begynder af Tine- og Skrin-Arbeidet; han døde for en 20 Aar siden og var da en 70 Aar.

Henimod 20 Kasser gaa aarlig fra det øverste af Vik Sogn (Eldalsdalen og Raaeimsdalen). Og fra Bergen selges Tinerne og Skrinene videnan; med Nordfarjegter komme de til Nordlandene og med Emigranter alt til Amerika.

20Men som Arbeidet med Tiner og Skrin er en Bisag ved Siden af Præstegjeldets Tønde-Arbeide, saa leverer dette ellers kun en liden Del af de Hundrede-Tusinder af Tønder, som vore Fiskerier kreve. Bønderne i Søndfjord kappes dels med By-Kiperne, dels med Bønderne i andre Bygder, saasom Bakke og Gyland nær Flekkefjord. En samlet Beskrivelse af hele dette Arbeidet skulde danne et smukt Kapitet af Landets Husflids-Historie.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.