Baadebygging forholder sig til Skibsbygging omtrent, synes mig, som Husflid til Verkstedsarbeide eller Fabrikdrift. Og de Produkter, som denne Art af Husflid leverer, danne et saa vigtigt Led i den hele Rørelse langs vore Kyster, ja formedelst den Forkjærlighed, som hver Bygd nærer for sit eiendommelige Slags af Baade, spille disse formelig en Rolle med i Folkelivet, saa jeg nok synes, at selve det Arbeide, hvoraf disse mange Baadformer fremgaa, have særligt Krav paa at man lægger Mærke til det.
Paa Fiskeri-Udstillingen i Bergen 1865 saa man en broget Samling Modeller af norske Baade: En havde gjort en stor Model af en liden Baad, en Anden en liden og fin Model af en stor o. s. v. Havde den hele Samling været fuldstændig og derhos ordnet efter en vis ensartet Plan, skulde Beskueren havt lettere for at forstaa, hvilket vakkert Arbeide der har været nedlagt i Baadebygging langs vore Kyster.
Vi have her for os en egte national Industri, og den fangster Sinder ikke blot formedelst Produktionens Mængde og Vigtighed, men formedelst den Tænksomhed og Sindrighed, som man strax skjønner har været virksom ved Frembringelsen af de forskjelligartede Former.
Den første Beskrivelse af de norske Baade skylde vi Fyrdirektør Diriks (se Folkevennen for 1863); hertil slutter sig et Par Forsøg af mig paa at fremstille selve Arbeidet, dets 21Historie og Kunst, idet jeg nærmest holdt mig til den eldgamle Nordlandsbaad, som i sit Slags synes at være saaledes udviklet til Fuldkommenhed, at der ikke er stort videre for Opfindsomheden at udrette, og til den i nærværende Slægts Tid tilblevne Listerbaad (Folkevennen for 1865).
«Om en Oldforsker – sagde jeg blandt Andet ved Talen om Nordlandsbaaden – kunde finde frem af Havbunden en nedsunken Baad fra Fridthjofs Dage, saa kunde den gjelde som en Prøve paa Urtidens Baad og som Oldemoder til den hele Familie af Nutidens Baade, der nedstamme fra den.»
Og nogle faa Uger efter at de Ord vare trykte i Folkevennen, kom til Christiania et netop trykt Skrift af Oldforskeren Engelhardt i Kjøbenhavn, med Beretning om og Afbildning af en Baad, som i 1863 var bleven funden ved Nydam i Nordre Slesvig, altsaa i et oprindelig nordisk Land-Baaden laa paa Bunden af en Torvmyr, som tydeligvis engang havde dannet et Vand eller en Vig, og af den Mangfoldighed af Spyd og Sverd og andre Oldsager, deriblandt romerske Mynter med Aarstal, som laa sammen med Baaden, har man med stor Sikkerhed kunnet slutte sig til, at den har ligget der alt fra Hedenold, ja rimeligvis halvandet Tusinde Aar eller fra Tiden for Frithjof. Det er en stor Egebaad, til ikke mindre end 14 Par Aarer.
I Bygningsmaade har denne eldgamle Baad flere Ting tilfelles med den Baad-Skik, som aabenbar i Fortiden har været brugelig langs hele den norske Kyst og rimeligvis baade i Sverige og i Danmark med, men som nu i lange Tider har været fortrængt fra de to sidste Lande og ligesaa fra den sydligere Del af vort Land, hvor en nyere og formodentlig udenlandsk Skik er bleven indført, saa man nu maa hen til vor Vest- og Nordkyst for at finde den igjen. Her hersker den da endnu lige fra Hardanger til Nordlandene og Finmarken. I dette lange Strøg er der vistnok visse Egenheder ved de enkelte Bygdelags Baadslag, saa Formen kan blive temmelig forskjellig; men endda er der dog en felles Skik især med Hensyn til Sammenføiningen eller Arbeidsmaaden, 22saa man strax ser paa en Baad, om den hører til den vest- og nordlandske Hovedklasse eller ei.
Det kan derfor være tilladt at gjette paa, at den eldgamle Baad, som i 1863 blev funden frem i hint fordums danske Landskab, er en Prøve paa den oprindelige Bygningsmaade, som vore Hardanger- og Sognebaade, vore Søndfjords- og Nordfjords-, vore Nordmørs- og Aafjordsbaade, og endelig vore egentlig saakaldte Nordlandsbaade tilhøre. Og denne Gjetning fremsætter ogsaa Hr. Engelhardt selv i et senere Skrift, hvor han endogsaa meddeler Side om Side sin Tegning af Oldtidsbaaden og den Tegning af Norlandsbaaden, som jeg har givet i Folkevennen.Forfatternote: Se Engelhardt’ s Afhandling «Nydamsbaaden og Nordlandsbaaden», trykt i Aarb. f. Nord. Oldk. og Hist., Kjøbenhavn, 1866, 2. / Det lader til, at den danske Forfatter er bleven noget vildledet ved Udtryk, som kunne være brugte i de ovenfor nævnte norske Skrifter, og hvor der dels kan være taget Hensyn til den paa sine Steder forekommende Sprogbrug at kalde hele Kyststrækningen bortenfor eller nordenfor Egersund for «Norblandet», hvormed altsaa menes, hvad jeg strax ovenfor har kaldt Vest- og Nordlandet, dels er talt serskilt om den «nordlandske» Baad eller «Nordlandsbaaden», som har sit Navn af «Nordlandenes» Amt, hvor denne enkelte Baadform hører hjemme. Det er denne «Nordlandsbaad» som Hr. Engelhardt afbilder; men han er kommen til at forstaa det saa, at den bruges langs hele Vest- og Nordlandet, da den dog kun bruges i Nordlandenes (og Finmarkens) Amt og altsaa kun er en enkelt af de flere beslægtede Slags af Baade, som bruges i hint store Streg. / Fremdeles er vel Forfatteren gaaet noget for vidt i sin Sammenligning, naar han først anfører Diriks’s rosende Dom om «Nordlandsbaaden» (at den kan betragtes som Model for Nutidens ypperste Frembringelser i Skibsbygningskunst, nemlig de skarptbyggede og hurtigseilende Klippere) og derpaa slutter saa: «Hvis nu, hvad der synes rimelig nok, Nydamsbaaden atter er Model for Nordlandsbaaden, saa bliver det Oldtidsbaaden, som Prisen er tilkjendt.» Her er det overseet, at det, hvori den gamle Baad kan kaldes Model for den nye, er – næst den Eiendommelighed, at Baaden er lang i Forhold til Bredden – visse Ting i Arbeidets Udførelse (Bordenes Sammenføining med Klinksøm istedetfor Trænagler samt Brugen af Kjeiper istedetfor Toller), men ikke den eiendommelige Stilling af Bordene, som giver «Nordlandsbaaden» dens klipperagtige Form. Dette vil saa meget lettere forstaaes, naar det betænkes, at Oldtidsbaaden skulde jo betragtes som Stammemoder ikke alene til «Nordlandsbaaden», men ogsaa til de mange andre med den beslægtede Baadstag, som bruges hele Vest- og Nordkysten over («Hardangerbaaden» o. s. v.), men af alle disse er det kun «Nordlandsbaaden», som har faaet Æren af at blive sammenlignet med Klippere. Denne sin Egenhed og dette sit Fortrin har da vel «Nordlandsbaaden» faaet derved, at Baadebyggerne i Ranen og Salten i Nordlandenes Amt lidt efter lidt de lange Aarhundreder igjennem have udviklet, forandret og forbedret den oprindelige Baadform, og det i den Retning, som Erfaring tilsagde at Egnens og Driftens Eiendommeligheder krevede.
23Med dette Fund vaktes hos mig en forhøiet Interesse for Baadene, idet jeg kom til atter og atter at danne mig Forestillinger om, hvorledes det muligvis monne have havt sig med Baadbyggingens Begyndelse og gradvise Udvikling i vore nordiske Lande, og den Tanke opstod, at det kanske skulde lønne Forfiningens Møie, om Nogen vilde tage sig for ikke alene at samle vore Oldtidsskrifters spredte Vink om Baadene, om deres Arter og Benævnelser o. s. v., men tillige at skaffe tilveie Afbildninger og Beskrivelser af alle de Baadformer, som nu kjendes i baade Østersøen og Nordsøen og paa Indsøer og Elve i de tilgrændsende Lande. Der er Forskere, som kjende meget nøie f. Ex. Fiskene i disse Farvande; vare Baadene lige saa vel kjendte, skulde der kanske vise sig som et System eller en Orden i den store Mangfoldighed, og vi skulde maaske faa se, hvorvidt de mange Slægter af Baadebyggere og Sømænd i vore nordiske Lande og Farvande have holdt sig til og ved Selvtænkning udviklet og forbedret visse nedarvede, oprindelige Skikke, eller hvorvidt de have taget efter fremmede Landes Exempler.
Med dette Forord, skal jeg til de anførte Skrifter om norske Baade føie et Uddrag af hvad jeg senere har hørt og spurgt.
Søgne er en Kystbygd mellem Christiansand og Mandal, og her var det, at den Gjert Gundersen en Tid boede, som jeg i sin Tid har omtalt som Listerbaadens Fader. Han var 24fra Hardanger og netop fra den Bygd der, Jondalen, hvor Hardangerbaaden mest bygges, og fra Søgne flyttede han til Lister, hvor man indtil hans Tid havde kjøbt sine Baade dels fra Hardanger i Nord («Nordlandet»), dels fra Søgne og andre nærliggende Bygder i Øst. Den nye Baadform, som Gjert dannede for Lister, blev ogsaa saadan, at den forenede i sig nogle af «Østlandsbaadens» og af «Nordlandsbaadens»Forfatternote: Her er Ordet «Nordlandsbaad» taget i udvidet Forstand, og det er nærmest Hardangerbaaden, der tænkes paa. bedste Egenskaber, saa man med et fra Landbruget laant Billede kunde sige, at det nye Baad-Slag var bleven til formedelst Krydsning af to eldre Slag eller Racer.
Om Baadbyggeriet i Søgne selv og om Søgnebaaden er jeg saa heldig at kunne meddele en udførlig Beretning af Hr. Skolelærer I. Th. Storaker, som bor paa Stedet, saaledes:
«Bekjendtskabet til, hvordan det var her i Søgne med Hensyn til Baadbyggeriet, gaar 120 til 130 Aar op i Tiden. Da stod det meget lavt, og kun faa Baade byggedes. Snart naaede det dog en større Udvikling. Man antager, at der noget senere hen ikke fandtes mindre end 30 til 40 Baadebyggere i Sognet. De boede adspredte næsten over hele Sognet – 1, 2, 3 paa hver Gaard. Enkelte arbeidede hele Aaret rundt dermed og levede deraf som deres eneste Næringsvei; men de Fleste syslede dermed saagodtsom alene i Vintertiden, medens de om Sommeren drev sin Gaard. Sjelden tog Baadebyggeren en Mand til Hjelp ved Arbeidet.»
«Det, som gav Stødet til Udvikling af denne Bedrift, var Hollendernes Fart paa Norge. Dengang kom en Mængde hollandske Smakker herop for at laste med Sten og Trælast, og til dem afhændede man et ikke Ubetydeligt Antal Baade. Disse bestode forendel i Skibsjoller; men det var dog fornemmelig Spidsbaade af alle Størrelser – idetheletaget dog smaa –, som opkjøbtes af Hollenderne, for, som man antager, atter at selges i Holland. Salget og Opkjøbet stedte i Havnene rundt omkring, fornemmelig Flekkerø, Hellesund og Udø. Derhen drog man da med sine Baade og solgte dem.»
25«Snart aftog denne Afsætning til Hollenderne igjen. Man vil vide, at en større Indførselstold i Holland paa Baade havde megen Indflydelse herpaa. Ogsaa aftog deres Fart paa denne Kyst mere og mere, og for 30 til 40 Aar siden ophørte Afsætningen ganske.»
«Hvad man i denne Tid erholdt for sine Baade, erindres ikke. Man fortæller om en Mand, at han ved sin Død befandtes i Besiddelse af en velspekket Pung, ganske fyldt med hollandske Gylden, som han havde lagt sig op med sit Arbeide og Salg af Baade; men dette fortælles mere som et Exempel paa, hvordan man da kunde spare sammen, end paa, at Arbeidet skulde være saameget lønnende.»
«Arbeidet var nok idethele daarligt. Flere Baades Skikkelse var saadan, «at det Eneste, man kunde sige om dem, var, at det maatte være en Baad.» Nogen egen Baadform existerede ikke da her. Forsaavidt Baadene skulde og kunde ligne nogen egen Art, var det Østlandsbaaden.»
«Som et Exempel paa, hvor daarligt Baaden da kunde være forarbeidet, fortælles, at det engang hendte, at da Baaden skulde heises ombord i Smakken ved Hjælp af Trosser, der vare festede i Krandsebaandene for og agter, løsnede disse, og Skroget faldt ned. Saadanne Tilfælde, fortæller man, skulde ikke være saa ganske sjeldne. Ogsaa har jeg hørt fortælle, at Sammenføiningen af Baadens enkelte Dele var saa daarlig, at det var voveligt at gaa ud med den i lidt Søgang.»
«Men en saadan Baads Arbeide kostede da heller ikke saa lang Tid. Man erindrer, at en enkelt Mand i «8 Dage» (en Uge) kunde forarbeide en omtrent 15 Fods Baad, Lengden regnet fra Stevn til Stevn. Og endda kunde det hænde, at han i den samme Tid kunde rekke at gaa tilskogs for at felde og tilhugge Kjøltreet. Fremdeles erindrer man, at der noget senere hen blev bygget en liden Baad af omtrent samme Størrelse af 2 Mand i 6 Dage. Det var dobbelt Arbeidskraft. Selv dette var ogsaa langt hurtigere bygget, end man nogensinde siden har hørt. Men saa blev ogsaa Arbeidet derefter.»
26«Til Sammenligning hermed kan tjene, hvad Jens Leire, en af de nulevende eldre og dygtige Baadebyggere, fortalte, at det Hurtigste, han havde bygget nogen Baad, var engang, da han forarbeidede en af 16½ Fods Lengde og fik den færdig i 15 Dage med 2 Mand. Han kunde desto bedre erindre det, da den skulde anvendes ved Tranchementet i Christianssand, hvor han ogsaa afleverede den. Det var den femdobbelte Arbeidskraft af, hvad der blev anvendt ved hin førstomtalte Baad.»
«Da Afsætningen til Hollenderne ophørte, aftog Baadebyggernes Antal meget. Der vare kun nogle enkelte her og der, som vedbleve. Flere af disse byggede ogsaa kun til enkelte Tider en Baad. Man forarbeidede næsten udelukkende Smaabaade, og de fleste afsattes inden Distriktet. Kun enkelte afsattes som Skibsbaade til Fartøier, der for Modvind kom ind paa Havnene. Prisen var lav. Man erindrer et Par Tilfælde for en 30 til 40 Aar tilbage. En havde arbeidet 2 Baade, omtrent 15 Fods. Disse solgte han for et Beløb af tilsammen 5 Spd. til en Opkjøber inden Sognet, hvilken pleiede pudse slige Baade noget op for saa igjen at afsætte dem. Ellers kunde man faa saapas 3 Spd. for en saadan Baad.»
«For at kunne forstaa, hvordan man kunde finde sig tjent med en saa ringe Betaling, maa man lægge Mærke til, at man da regnede Materialierne saagodtsom for Ingenting. Tog man dem ikke af egen Skov, var Betalingen en Ubetydelighed. Baadearbeidere, som En havde i Dagløn, erholdt dengang 14 á 6 Skilling og Kosten om Dagen. Men hvad der var det Vigtigste var, at der dengang ingen Anledning var til Fortjeneste. Man var glad ved at tjene om noksaa Lidet i de lange Vintre. Hvad man erholdt, var som fundne Penge. Til Sammenligning kan tjene, at man her i Sognet dengang gav 20 Skilling for at hugge en Favn Bjerkeved. Huggeren kunde rekke en Favn om Dagen. Han holdt sig selv med Kost og havde dertil ofte ¼ Mil, ja tildels endnu længere at gaa fra Hjemmet og til Hugststedet om Morgenen og tilbage om Aftenen.»
27«I længere Tid stod Baadebyggeriet omtrent paa samme Trin og med en lignende Afsætning. Kunsten var endnu ikke meget udviklet her. De Storbaade og Dæksbaade eller Skøiter, man tiltrengte, kjøbtes endnu fra Omegnen af Grimstad. Men disse Indkjøb havde ogsaa den Nytte, at man daglig havde velbyggede Baade for Øine. Man byggede Smaabaadene ligedan, og lidt efter lidt havde man den fornødne Dygtighed.»
«Men saa tog Makrelfisket et Opsving, idet man fulgte Listerboernes Exempel. Den første her, som begyndte med at «drive» efter Makrelen med Drivgarn,Forfatternote: Fra først af fiskede man Makrelen ogsaa her paa Dorg. For omtrent 48 Aar siden begyndte man med Pilk, en af Tin dannet Lokkefisk, hvori der ere et Par Kroge. Man lod Baaden drive, medens man kastede Sild-Aate ud til Læ for at lokke Makrelen nær og faa Stimerne til at standse, og pilkede eller rykkede i Snøret til Læ. Denne Fangstmaade bruges endnu, naar man kan faa den fornødne Sild-Aate. Gaar det heldigt, kan et Par Mand paa denne Maade fange 60 Snes og derover paa en Dag. var Johannes Tennesen Hellesund. Det er omtrent 40 Aar siden. Ogsaa han drog paa Østlandet, fiskede og afsatte Makrelen der ligesom Listers Fiskere.Forfatternote: Sml. Folkev. 13de Aarg. S. 532. Hans Exempel drog Flere efter. Denne nye Bedrift bevirkede, at man tiltrengte et alt større og større Antal nye og store Baade. Fra denne Tid har da ogsaa Baadebyggeriet taget et større og større Opsving. Man byggede nu selv disse Baade, som man tiltrengte.»
«I længere Tid byggede man dem netop ligedan som hine Baade, man kjøbte østenfra. For omtrent 10 Aar siden foretog man en Forandring med dem. Søgnebaaden er saaledes omend ikke saameget, saa dog noget forskjellig baade fra Østlandsbaaden og Listerbaaden. Den er en Afart af hin. Saavidt jeg har kunnet faa Besked herom, foregik det paa følgende Maade:
«Man kjendte Østlandsbaaden og Skøiterne godt og fandt sig idethele vel tilfreds med dem; men en Ting synes det, at man jevnlig havde at udsætte paa dem: de slog saa haardt 28i Søgang. Nuværende Baadebyggere fortælle, at allerede deres Bedsteforældre vare opmærksomme herpaa og talte tidt om, hvordan man skulde kunne undgaa dette. Men der blev ikke gjort Forsøg dermed for, som sagt, for 10 Aar siden. Da begyndte man at bygge dem temmelig skarpere end før og gav dem et noget større Spring (Krumning fra Stevn til Stevn). Derved opnaaede man sin Hensigt; Baadene skar sig meget lettere gjennem Vandet og slog ikke derimod som Østbaaden.»
«Det vil af dette sees, at Søgnebaadens Form staar mellem Østbaadens og Listerbaadens, dog saa, at den ligner den første mere end den sidste, da den paa temmeligt nær ikke er saa skarpbygget eller har saa stort Spring som denne, og ligger ogsaa paagrund af sin Bygningsmaade høiere paa Vand.»
«Det ser ud til, at Forandringen foregik hos de fleste Baadebyggere paa samme Tid. Dette er ogsaa let forklarligt derved, at de Fleste have bygget sammen. Man maa nok her fortrinsvis nevne Jens Leire. Han har drevet Baadebyggeri i 50 Aar, har i 40 Aar hast eget Verft og med flere Arbeidere bygget hele Aaret rundt og har arbeidet flere Hundrede Baade og smaa Fartøier. De fleste andre nuverende Baadebyggere have arbeidet hos ham enten for Dagløn eller for Anpart, hvorved de tillige have lært Kunsten til større Fuldkommenhed, eller ogsaa have de staaet i Lære hos ham. Han lod Østbaadens Form undergaa størst Forandring, og hans Baade ere ogsaa nu lidt starpere bygget end hans Nabo’s, Tønnes Leires.»
«Man inddeler Baadene i to Slags: Storbaade og Smaabaade. De første ere udelukkende Makrelbaade. De byggedes for 30 Aar siden sedvanlig paa 22 Fods Lengde fra Stevn til Stevn. Dengang kunde man erholde for en saadan 24 Spd. Nu bygges de sedvanlig af 23 til 25 Fods Lengde med en Kjøl paa 16 til 18 Fod og med størst Bredde fra Æsing til Æsing 9 til 9½ Fod. Den sædvanlige Pris for en saadan Baad er nu mellem 80 og 90 Spd., d. v. s. for Baaden selv med Mast, Sprid, Løibom, Klyverbom, Tofter,29Teljer, Snejinger,Forfatternote: Ogsaa kaldet Sveininger eller Skodder, løse Bretter til at sætte ned ved 2 Tofter, hvorved der afdeles et Rum til at have Fisken i. 2 Par Aarer og Øsekar. Materialierne ere udsøgt gode, og Arbeidet særdeles godt og smukt udført. Alt forfærdiges udelukkende af Egetræ, naar undtages Tofterne, der ere af Furu, og Mast og Aarer, der for Letheds Skyld sædvanlig ere af Gran.»
«Af den anførte Pris kommer omtrent 5 Spd. for Smedearbeidet. Kjøberne pleie selv forskaffe sig Seil og Tougværk, hvis Kostende anslaaes til omkring 40 Spd. Udrustet med de fornødne – 30 – Makrelgarn, hvert mellem 20 og 21 Favne langt, kommer den paa omtrent 300 Spd.».Forfatternote: Et ikke Ubetydeligt Udleg. – En af de herværende Baadebyggere udrustede selv en Baad, men kunde ikke faa sat i øvede Folk til at benytte den. Den laa ledig første Sommer. Derpaa blev den kjøbt i fuld Stand af en Mand, som boede henimod Christianssand, og første Aar, han brugte den, tjente han 380 Spd. Dermed var Baaden betalt, og han havde endda 80 Spd. i Behold. – Den samme Baadebygger har nu under Udrustning en Makrelbaad til sig selv. Til de 30 Garn er udelukkende anvendt Hamp, som er spundet og bundet paa Flekkers ved Christianssand for en Arbeidsløn af 61 Spd. 60 Sk.
«I Mandalsdalen bygges ogsaa adskillige lignende Baade, og det af samme Træart. Desuagtet –og jeg har hørt saa af Mange – skal Prisen holde sig omkring 50 Spd. Forskjellen stikker nok for den største Del i selve Arbeidet, men kommer nok ogsaa for endel deraf, at Arbeidslønnen her er i Almindelighed høiere. Naar man dog her alligevel har fuld Afsætning, søger dette antageligen sin Grund deri, at Kjøberne mere ser paa Baadens Soliditet i enhver Henseende end paa dens Pris.»
«Baadebyggerne betragte ogsaa Bygningen af dette Slags Baade som det Arbeide, der giver dem det største Udbytte.»
«Smaabaadene, som bygges her, ere af forskellig Størrelse. De største ere Sildebaadene, der benyttes ved Vaarsildfisket. De ere sedvanlig 22 Fod lange fra Stevn til Stevn. Uagtet de altsaa ikke ere meget kortere end Makrelbaadene, 30omend temmelig smallere og lavere, holder dog Prisen sig omkring 40 til 45 Spd. Materialiet er af samme Slags, og Arbeidet udføres ligesaa godt. Bygningen af dem er mindre lønnende. – Endelig bygges en Del mindre Baade, de fleste paa 15 á 16 Fods Lengde, sjeldent mindre. Pris omkring 25 Spd. Til disse benyttes da de Træmaterialier, som ikke egne sig til de større Baade.»
«Det er en almindelig Mening, at Baadebyggerne tjene godt. Selve Baadebyggerne sige, at de have ikke mere end en almindelig god Dagløn. Aarsagen stikker for en stor Del i Materialiernes Dyrhed. For 5 á 6 Aar siden kunde man erholde de fornødne Materialier til en Makrelbaad, Bordene skaarne, men det Øvrige i utilhuggen Tilstand, bragt paa Stedet for 16 Spd. Nu regner man 30 Spd. Dernæst er det Daglønnen, i Vintertiden for duelige Arbeidere 1
til 1 6
og Kosten og om Sommeren 1 12 til 1 18 og Kosten. Man regner paa, at der gaar 8 Uger for 2 Mand til at arbeide en Makrelbaad.»
«Har Baadebyggeren en Mand i Arbeide, vil et Opgjør om, hvad han selv kan tjene under Arbeidet paa en saadan Baad, stille sig omtrent saaledes:
som fordelte paa 48 Arbeidsdage skulde give Mesteren en lignende Dagløn. Herved maa dog bemærkes, at en stor Del af Naglerne forarbeides om Aftenerne, saa Adstilligt derved indspares, ligesom en Del Materialier blive tilbage og kunne benyttes til Smaabaade.»
«Til en Baad paa 15 á 16 Fod regnes en Arbeidstid af 31omtrent 3 Uger for 2 Mand og en Udgift til Træmaterialier af 6 Spd.»
«Smaabaadene gaa mestendels til den nærmeste Omegn. Af Makrelbaade forsynes Distriktet, medens de fleste afsættes i Christianssand, Flekkerø og Randøsund. Det bemærkes, at her neppe er bygget en eneste Makrelbaad uden efter Bestilling.»
«Af Listerbaade findes en enkelt her i Sognet og flere paa de Steder, hvorfra man her erholder Bestillinger. Det Spørgsmaal maa derfor ligge nær, hvorfor ikke vedkommende Fiskere hellere holde sig til den anerkjendte og langt billigere Listerbaad. Som Svar har jeg atter og atter erholdt: Man lider ikke at blive vaad. Søgnebaaden ligger høit, Listerbaaden lavt paa Vand. Følgen er, at denne tager mere Vand ind. Man har derfor sagt, at naar man i Søgnebaaden kan hjelpe sig med Øsekarret, for at holde den lens, maa man bruge et Par Pøse i Listerbaaden. Man indrømmer forøvrigt, at denne Baad staar noget tilbage for Listerbaaden i Seilads».Forfatternote: Om Gjert Gundersen, Listerbaadens Fader, veed man at berette, at medens han boede paa Tangvald her i Sognet, lod han bygge en hel Del Hardangerbaade eller Skjegter. Afsetningen var nok mindre god. Her findes endnu en «Karmslæde», han har forfærdiger. Ligesaa lod han arbeide en Mængde Violiner til Salg. Efter sin Bortflytten til Lister var han ofte her for at indkjøbe Materialier: Bord, Krumlast, Kjøltræer, Stevner. – Det ser ikke ud til, at han har havt nogen Indflydelse paa Baadebyggeriet her.
«En af de her forarbeidede Baade var ved sidste Udstilling i Bergen. Det var Christianssands-Baaden Nr. 8. Dens Bygmester saavelsom aldeles uinteresserede Folk forsikre, at netop den Baad staar tilbage for de fleste af sine mange Sødskende i Seilads.»
«Den Kunst, som nu drives her, er dels nedarvet dels er den kommet til ved Øvelse og Tænksomhed. Fra Baadebyggeriet har man gaaet over til at bygge Skøiter og Slupper (Danmarksfartøier, maalende 4½ Kommercelæster).»
«I Femaaret 1861–1865 er her i Sognet byggetForfatternote: Fortegnelsen har jeg for endel erholdt ved Lensmanden. af
33«Hertil kommer Reparationer af mindre Fartøier og Baade, hvilket udgjør et ikke faa lidet Beløb.»
«Alt Smedearbeide forfærdiges inden Sognet. For et Danmarksfartøi anstaaes dets Kostende til 80 á 90 Spd., for en Skøite til vel 20 Spd.»
«3 Baadebyggere have nylig begyndt, Nogle ere i Lære. Man antager, at dersom blot Makrelfisket ikke vil staa Feil, vil denne Bedrift udvikle sig mere og mere.»
«De ere alle Gaardeiere undtagen een, og for de fleste af dem er Baadebyggeriet en Binæringsvei.»
«Endelig maa jeg tilføie, at jeg har erholdt de fleste Oplysninger om denne Sag af I. Leire samt af T. Leire og R. Skarpeid, og at de have givet dem med den største Beredvillighed.»
«Da jeg læste op for Jens Leire, hvad jeg her har berettet, ønskede han tilføiet, at Vorherre havde bevaret de Hundreder af Baade og Skøiter, som han havde bygget, saa Ingen var forulykket, undtagen een Skøite, som kun blev 8 Dage gammel. Den var bestilt af Henrik Eid i Søgne, og han gjorde en Tur med den hen til Mandal for at hente Tougverk og Maling og Andet til den. Paa denne Tur saa han, at den seilede godt. Han kom tilbage og begyndte at male den og fik ogsaa malet dens ene Side. Ballast var lagt i den; men den var ikke surret fast. Lenge for Graalysingen næste Morgen kom en nærboende Lods, Andreas Ladstad, til ham og vilde have ham med sig ud for at lodse, da han troede, at der vist vare Skibe i Farvandet; men han vilde nødig, da han ikke havde faaet Skøiten færdig. Manden trengte dog saaledes ind paa ham, at han lovede at gaa med. Da sagde Henriks Fader, den gamle Kanelius, til sin Kone, at han ikke vilde lade de to «unge Drenge» gaa alene, men vilde selv gaa med dem. Hun bad ham gjøre, som det tyktes ham rettest. Saa toge de tre afsted i den nye Skøite, satte langt ud og neæmede sig atter Land nær Ryvingen ved Mandal. Flere Skøiter havde de været i Følge med, men var seilet fra dem alle. De dreiede da østover, langs Landet udenfor Udø og Landø og kom ned 34mod Hegerholmerne, en god Fjerding Vei i Øst fra sidstnævnte Sted. Da stak Landø-Skøiten ud, saasom man fra Heien havde seet et Skib. Da man saa dette paa Eid-Skøiten, antog de, at der maatte være Skibe i Farvandet, og satte efter. De vare da langt baade i Læ og agterud for hin. Inden kort Tid var den til Luvart og forud. Da vendte Landø-Skøiten hjem, og saasnart den var fortøiet, sprang en Mand fra den op paa Heien for at se, om de fik Skibet. Skøiten var da nær dette; men med det Samme den dreiede til det, forsvandt den, og han fik ikke se den mere. Han kunde ikke vide, om den kom under Skibet, eller om det skedte i Vendingen. Strax Ulykken var skeet, vendte Skibet fra Land, og Ingen fik spørge, hvordan det gik til. De Træ bleve. Manden fra Landø var den eneste, som kunde berette herom.»
Dette var Hr. Storakers Meddelelse.
I afvigte Sommer kom jeg selv til Søgne og opholdt mig der i længere Tid. Der var meget, som behagede mig i i denne tekkelige Bygd; men jeg tilstaar, at den her hjemmehørende Baadebygging, som det formedelst Hr. Storakers smukke Beretning faldt mig saa meget lettere at stue i dens Udvikling og Væxt, udbredte en særegen Interesse over det Hele. Baadbyggingens Kunst var, syntes det mig, denne Bygds Udmærkelse og Ære, og jeg vilde saa gjerne, at hver Bygd skulde have sin.
Tilføie skal jeg endelig et Træk, som mulig kan sætte Andre paa bedre Spor og lede til Oplysning om Baadbyggingens Historie. Jeg skal først minde om, at i Finmarken kan man høre og endog treffe til at se Baade og Fartøier, hvor Bordene ikke ere forbundne enten med Klinksøm eller med Trænagler, men «syede» eller bundne sammen med Vidier eller Reb. Paa den Maade byggede Finnerne i Tana-Elven for sine Elvebaade, og paa den Maade bygge Russerne ved det hvide Hav endnu den Dag idag baade Havbaaden og adskillige af de større Fartøier, som fare paa Finmarken. Dernæst skal jeg endvidere minde om, at den ovenfor omtalte Oldtidsbaad fra Nydam i Slesvig ogsaa havde noget af denne simple og 35tarvelige Maade; Bordene vare vel klinkede sammen indbyrdes, men til Ribberne eller Spanierne vare de fæstede med Reb. Men nu var det mig et Spørgsmaal, om man ogsaa havde kjendt og delvis hjulpet sig paa saadan Maade i vore norske Bygder, og i den Anledning fortalte Bonden Thorgeir Thorkildsen Traanum i Søgne, hvad han havde hørt af en gammel Mand paa samme Gaard, Jørgen Thorkilsen, der for en 3 Aar siden var død i en Alder af noget over 90 Aar: Denne gamle Mand havde selv i sin Tid befattet sig med at bygge Baade (Pramme), og han talte lidt om, hvad han i sin Ungdom havde hørt af dem, som da vare gamle, nemlig at man før i Tiden havde brugt at binde Bordene sammen med Tæger (Rodtrævler) af Ener.
I Aviserne havde jeg stundom seet, at der i Grimstad blev paa en vis kjøbmandsmessig Maade averteret Baade tilsalg, og da jeg ifjor kom til Stedet, fandt jeg, som jeg havde formodet, at en her boende Handelsmand har sat sig i Forbindelse med Egnens Baadbyggere, modtager af dem og selger, hvad de levere, og altsaa lig en Fabrikant staar som Mellemmand mellem dem, som forfærdige, og dem, som bruge Produktet.
Siden har Hr. Konsul Fr. Crawfurd havt den Godhed at tilstille mig en Del nærmere Oplysninger.
En 40 Baadebyggere bo saaledes til, at de kunne regnes for at høre til Egnen om Grimstad, skjønt adskillige af dem bo Arendal lige saa nær og tildels afsætte sine Baade der. Til Grimstad alene regnes Afsætningen at beløbe sig til 4–5000 Spd. aarlig. Det er Smaabaade, nemlig Pramme for 3 til 5 Spd. Stykket, Skjægter for 9 til 12 Spd., samt Skibsbaade af Eg for en Pris af 2½ til 3 Spd. for hver Fod af Længden. Bestilles en Baad af sjelden Størrelse eller med særdeles fint Arbeide, maa Prisen forhøies. Arbeidsfortjenesten anstaaes til mellem 48 og 96 Dagen. – Foruden de nævnte er der endnu 4–5 Baadbyggere, som alene befatte sig med at bygge «Lodsbaade og større Skøiter». Prisen er 36forskjellig, efter Størrelsen og Materialiernes Beskaffenhed. Disse sidste drive i Grunden samme Haandverk som Skibs-Tømmermend, og det siges, at de ikke opnaa en større Fortjeneste end almindelig Tømmermands Dagløn, en 60 til 72; men de ere bedre tjente alligevel, da de kunne være ved sit Hjem og passe andre Ting ved Siden af eller sysle med Baadarbeidet i Mellemstunder – altsaa drive dette smaa Skipsbyggeri som virkeligt Husflidsarbeide.
Beretningen ovenfor fra Søgne pegede hen paa, hvad man der kalder Østlandet eller Grimstad-Egnen, som det Sted, hvorfra Baadebyggerne sammesteds oprindelig havde hentet sine Forbilleder. Og det er tænkeligt, at gamle Folks Sagn i Grimstad ligesaa vilde vise længer østover.
Siden Hvaløerbaaden er bleven saa berømt, var det jo nemlig tænkeligt, at Begyndelsen og Oprindelsen til disse nær beslægtede Baade, som især bygges for og bruges af Lodserne baade i Søgne og ved Grimstad og paa Hvaløerne, var at søge paa dette sidste Sted.
At forfølge Sagens Historie skulde have sin Interesse ikke alene for Lodsbaadenes Skyld, men med Hensyn til hele Baadbyggingen i det sydlige Norge, hvor man, som før erindret, i flere væsentlige Stykker har forladt den oprindelige norske eller nordiske Brug og rimeligvis taget Exempel fra fremmede Lande (Sammenføining med Trænagler istedetfor Klinksøm, Toller istedetfor Kjeiper, Skroget kort og bredt istedetfor langt og smalt. Rig med Spridseil og Fok istedetfor med Raaseil).
For at forebygge Misforstaaelse skal her strax bemærkes, at disse «Lodsbaade», som de gjerne kaldes, alle ere Dæksbaade og tillige gaa under Navnet «Skøite». Navnet «Lodsbaad» indeholder Mindelse om den Tid, da det endnu var en aaben Baad, som kun siden har faaet Dæk som et Skib, men ellers ialfald lang Tid vedblev og tildels endnu vedbliver at have samme Skrog og Rig som en Baad. Foruden at Lodsbaaden efter denne Omdannelse tillige kaldes «Skøite», er 37der ogsaa langs den nævnte Kyst en hel Del Skøiter af en nær beslægtet Art, kun større og til andet Brug, Vareførsel o. s. v., og dette sidste Slags Fartøier og med dem Navnet Skøite har maaske været i Brug fra en tidligere Tid.
Om Hvaløerbaaden og om Baadbyggeriet paa Hvaløerne skal jeg her give Uddrag af udførlige Meddelelser fra en paa Hvaløerne bosat Mand, Englenderen Le Gassicke Goodchild, hvis varme Interesse for hans nye Fædreland jeg har seet flere Prøver paa, og hvis Kyndighed i Sagen fremgaar af selve hans Fremstilling.
Der er, siger Meddeleren, ikke noget Sagn om, hvorledes man fra først af har kommet til at bygge dette Slags Baade, men maaske Ideen er opkommet ved Betragtning af hollandske eller skotske Baade. «I det 17de Aarhundredes sidste Halvdel og til langt ind i det 18de Aarhundrede var nemlig et ikke Ubetydeligt Sildefiskeri her, og i den første Periode blev Fiskeriet drevet fornemmelig af Skotter og Hollandere, som kom hertil om Høsten og overvintrede paa Øerne. Det var ved denne Tid, at Hvaløerne først bleve rigtig bebyggede, af Folk, som hver Vinter strømmede til for at søge Fortjeneste under Fiskeriet; eftersom Lodsvæsnet blev mere udviklet, blev vel Baaden bedre og bedre, som Trangen til at stikke længer til Havs og holde Søen opstod.»
Indtil for en 25 til 30 Aar siden var Hvaløer-Lodsbaaden endnu aaben og derhos noget mindre end nu. Ved denne Tid lagde enkelte Lodser ved Christiania-Fjorden Dæk i sine Baade og en Hvaløerlods fulgte Exemplet. Forbedringen var paatagelig og blev snart optaget af Andre paa Hvaløerne, skjønt den hos enkelte gamle Stokkonservative mødte Modstand. Der blev sagt, at i høi Søgang var det mere vanskeligt at manøvrere en Dæksbaad og at man havde ondt for at staa paa Dækket, saa der blev spaaet mange Ulykker ved at rulle overbord; videre mente man, at en Lods havde lettere ved at borde et Fartøi fra aaben Baad o. s. v. Imidlertid tog de Lodser, som havde dækket sine Baade, Luven fra dem med de aabne Baade, de de kunde seile længer til Havs og holde Søen 38længer; de Konservative fandt, at dette i Længden ikke kunde gaa an, og de bleve derfor nødte til knurrende at give efter; Hensyn til Nytten bevirkede snart, hvad Fornuft og sund Sands ikke formaaede, og inden 3–4 Aar var der ikke en Lods paa Hvaløerne, som ikke havde Dæk i sin Baad. Nu findes, det Meddeleren veed, ikke en eneste aaben Baad her, med Undtagelse af de saakaldte «Snekker»; men disse ere mere Robaade end Seilbaade og bruges ikke langt til Havs.
For at give en Forestilling om, hvorledes det kan være gaaet til, at netop Hvaløerne have frembragt en fortrinlig Baadform, giver Hr. Goodehild en Skildring af Lodsernes Bedrift, som det maa være mig tilladt at gjengive uden Forkortelse:
«Hvaløer-Lodsen kan ikke tilgavns drive sin Dont, med mindre han har en udmærket god Baad. Paa andre Steder langs Kysten have Lodserne fra Udhavnene en vid Udsigt over det aabne Hav; de kunne øine Skibe, som søge op under Land langt borte, og i Regelen er Udseilingen ikke lang, naar de seile Skibene imøde. Ikke saa med Lodsen paa Hvaløerne. Disse Øer ligge paa Østsiden af Indløbet til Christiania-Fjorden, inderst inde i den store Havbugt mellem Lindesnæs og Skagen, med Norge paa den ene Side og Sverige paa den anden. En sjelden Gang kan Lodsen fra sit Hjem se et Fartøi, som langs den svenske Skjærgaard kan have nærmet sig Øerne; men som Regel maa han opsøge Skibe langt tilsøes, og han seiler ofte lige til Christiansand i Vest og Skagen i Syd. Han maa holde Søen i alleslags Veir i mange Dage, en Uge, undertiden to. Hans Baad maa derfor være en god Søskude; den maa ogsaa seile godt; thi ofte opdage flere Lodser Fartøiet samtidigt, baade Lodser fra Havnene langs Kysten og Hvaløer-Lodser i Søen, og der opstaar en Kapseilads, det gjelder, hvem der kan komme først. Nu prøves Baadens Egenskaber og det med en haard Prøve; Seil spares ikke, men Baaden flyver over de høie, toppede, fraadende Bølger. Øverst paa Bølgen, hvor den «topper», farer Fraaden brølende paa begge Sider af Baaden, langt høiere end 39Dækket, ligedan som om man Foer gjennem Braad og Brand, og saa daler Baaden ned imellem Bølgerne, hvor det er saa lunt, at Vinden næsten tages af Seilene og Baaden retter sig, ligesom samlende Kraft til atter at bestige den kommende rullende, taarnhøie Bølge. Her maa man have et skarpt Øie og en stø Haand til sikkert at styre Baaden; den mindste Uagtsomhed kan have Undergang til Følge; Baaden kan kastes om af Søen, eller en Braadsø kan falde i Seilet og kantre den. Den farligste Seilads skal være med Vinden paa Laaringen eller paa en let Slør; i denne Stilling skal Baaden ved uagtsom Styring lettelig kunne rulle udover en toppet, hul Bølge, omtrentlig som udover et brat Fjeld, naturligvis kastet over af Søens Magt. Det er ogsaa farligt at lense for-de-Vind med forceret Seilføring; Baaden kan træffes under agter, eller ialfald saa langt under, at de fremstormende Bølger let kunne fylde den. – Undertiden, naar en Lods træffer et Skib langt ude i Søen, vil Skipperen ikke tage Lodsen ombord, førend han kommer længer ind; Lodsen maa da se til at følge med Skibet i sin Baad. Blæser det haardt, seiler Skibet fortere end Baaden, og til at hjelpe paa dette forærer Lodsen gjerne Seil. Paa denne Maade gik en Baad med 3 Mand under for faa Aar siden, ikke langt fra Færder. Baaden var ganske nær Skibet; men man formaaede ikke at yde nogen Hjælp. – Medens baade Lodsen og hans Gut ere begge ved Baaden, ere de fornødne Kræfter til rigtig at kunne haandtere den tilstede; men naar Lodsen kommer ombord i et Fartøi, er Gutten efterladt alene i Baaden. Sker dette, som det saa ofte gjør, en mørk stormende Høstaften, langt ude i Havet, er det virkelig en Stilling, som krever Aarvaagenhed, Udholdenhed og Mod. Alligevel ere Mange af disse Lodsgutter ganske unge Drenge, og ikke saa ganske sjelden med liden Øvelse. De ere dog i en haard Skole, og naar de, som beskrevet, ere overladte til sig selv, ere de bragte i en Stilling, hvori de tvinges til alene at stole paa egen Omtanke, og Faren fremkalder, skjærper og udvikler deres aandelige Krefter. Jeg har kjendt flere af disse Gutter, som have været mørkredde paa Landjorden, 40enkelte i temmelig høi Grad; men jeg har aldrig hørt, at Frygt for Mørket, i den Forstand, besværer dem paa Søen, naar de i de lange Høstnætter ere saa ganske alene i Mulm og Mørke. Jeg tænker mig, at deres Indbildningskraft og alle deres Aandskrefter ere saa optagne og anspendte af deres Stillings Farlighed, og af den tvingende Nødvendighed af uhindret at kunne bruge alle sine Evner, at der saa at sige ikke er levnet Rum for dunkel, ubestemt, overtroisk Frygt. – Mangen Gang maa disse Gutter, naar de treffe Modvind, holde ud i 2, 3 eller 4 Dage og Netter, og dette er utvivlsomt den haardeste Side af Lodslivet. Men iblandt en Hvaløerbaads mange fortreffelige Egenskaber er ogsaa den, at om Veiret er nogenlunde moderat, kan man stryge Seilet, hale Fokken ikke fuldt kloss, optage Rorpinden, og lade Baaden skjøtte sig selv; den ligger da paa Veiret, dukker op og ned og, som Lodserne udtrykke sig, flyder paa Søen som en And. Under saadanne Omstændigheder kan Lodsgutten gaa ned og koge Kaffe, og det har hendt, at naar han har været aldeles udmattet af lang Vaagen, har han vovet at lægge sig til at sove uden at frygte stort for andet end at blive overseilet af et Fartøi. – Mange kunne vist synes, at de Farer, en Hvaløer-Lods eller hans Gut er udsat for, ere som Intet at regne mod de Farer, under hvilke Nordlandsfiskeren driver sin daglige Dont. I visse Dele er dette visselig saa. Nordlandsfiskerens aabne Baad, hvor hensigtsmæssig den forresten kan være, kan som Søskude ikke sammenlignes med en Hvaløerbaad; men Hvaløerlodsens Bedrift er af den Beskaffenhed og saa møisommelig og farefuld, at man vistnok kan give hans fortræffelige Baad Æren for, at han slipper forholdsvis saa let fra det. Uagtet Lodserne stadig holde Søen i næsten alslags Veir paa en Kyststrækning, hvis Farlighed i Mørket og usigtbart Veir tilfulde er bekjendt, omkomme kuns faa af dem paa Søen, og naar dette sker, er det gjerne saa, at Lodsen falder i Vandet ved at borde et Fartøi, eller at han ruller overbord, men høist sjelden at hans Baad gaar under, med mindre han er saa uheldig at komme op i en Brending. En enkelt Gang 41imellem kan en Lodsgut seile sig bort, gjerne paa sidstnævnte Maade; men endog dette sker meget sjelden. Det er utvivlsomt, at dette Held for en væsentlig Del maa tilskrives de gode Baade.»
Til denne nu beskrevne Bedrift var det altsaa, at Hvaløerbaaden blev bygget, og hertil kom, at Baadebyggerne gjerne vare Sømænd selv.
«Baadens gode Egenskaber, siger Hr. Goodchild fremdeles, ere Resultatet af lang Erfaring og skarp Iagttagelse, netop af Folk, som vare allermest kompetente til at bedømme Baadens Godhed og opdage og rette paa mulige Feil i Bygningsmaaden og Seilføringen. De bedste og dygtigste Baadbyggere, eller ialfald flere af dem, have tillige været Lodser og have gjerne selv brugt de Baade, de have bygget, nogen Tid førend de solgte dem. De havde saaledes den bedste Anledning til strax at opdage Mangler og, næste Gang de byggede, at rette paa dem, saavel som at indføre paatænkte Forbedringer.»
Og saaledes lykkedes det dem med disse Forbedringer, at Hvaløerbaaden kom i Ry som udmærket Seil- og Søbaad, uagtet den egentlig hører til samme Klasse af Lodsbaade, som ogsaa bygges paa Vestlandet, som man her siger, eller paa Kyststrækningen vestenfor Færder. Skjønt Hvaløerbaaden koster mindst Del mere end en ligesaa stor Baad fra Vestlandet, ere dog mange blevne kjøbte af Lodser vestover til Lindesnes, ja alt til Egersund; to af dem ere ligeledes blevne sendte som Mønsterbaade den ene til Østersøen, den anden til Holland – den sidste ved Hr. Goodchilds egen Medvirkning.
Hvaløerbaadens Fortrin fremfor de vestlandske Lodsbaade skal især vise sig under Krydsing.
Det er selvfølgeligt, at enkelte Baadbyggere have udmærket sig fremfor andre. Der har været en hel Familie paa Spierøen, som altid har havt flinke Baadbyggere i sin Midte, Søn efter Fader. Endnu er en af dem tilbage, Lods Arne Jensen Spier, en af Bygdens sindigste og i sit Fag dygtigste Mænd.
Men, efter disse Antydninger om Baadbyggeriets Udvikling 42paa Hvaløerne maa her tilsidst anføres dette Mærkelige, at Kunsten har begyndt at tabe sig blandt Bygdens egne Folk og flyttet sig til de to Nabobygder Onsø paa den norske Side og Øen Koster og deromkring paa den svenske. Baadebyggere her synes at ville overfløie dem paa Hvaløerne, af hvem de dog oprindelig have lært Arbeidet. Det er allerede kommet dertil, at ikke faa af de Baade, som nu høre hjemme paa Hvaløerne, ere byggede af Folk fra hine Steder. Det gaar til saaledes, at naar en Mand vil have sig en ny Baad, skaffer han Materialier tilveie og faar en af hine Baadbyggere til at komme til ham og for en omakkorderet Betaling bygge Baaden hjemme hos Eieren. Aarsagen er nok mest, at selve Hvaloermendene gjerne have meget Andet at bestille og i det Høieste drive Baadarbeidet som Bisyssel om Vinteren, hvorimod Baadebyggere fra de andre Steder lettere kunne faaes til Hjelp, og navnlig de fra den svenske Side, som svenske Arbeidsfolk i Almindelighed, arbeide billigere. – Men selv de af dette Slags Baade, som bygges paa Onsølandet eller Koster selv, have dog Navn af Hvaløerbaade. Det var Tilfælde selv med den «Hvaløerbaad», som var udstillet af en norsk Mand og vandt 1ste Premie i Bergen 1865, at den var bygget af en svensk Baadebygger fra Koster.Forfatternote: Meddeleren tilføier herved den Bemærkning, at Baaden blev dog seilet og styret af en Hvaløerfisker, Barthold Johannesen Spier, og «Styringen er den halve Seilads», siger Hvaløermanden.
Grunden til, at Baadbyggeriet som antydet falder dyrt paa Hvaløerne, er den, at her er ondt for Eg. Hidtil har man kjøbt Egematerialier stykkevis og efterhaanden inde i Christianiafjorden; men nu er Eg næsten ikke at faa og ialfald saa dyr, at det næsten ikke kan stoppe at kjøbe den. Følgen er, at i de senere Aar ere flere Baade blevne byggede af Fure, hvilke Baade ere tjenlige nok for en Fisker med hans Makrelgarn; men Lodsen maa have Egebaad for at kunne modstaa Stormens og Søens Magt. En Hvaløerbaad (22 Fod i Kjolen) uden Seil, blot med Mast, og uden andet Tougverk end Staget, 43koster fra 200 til 240 Spd.; i fuld Stand, med Seil og Alt, kommer den paa over 300 Spd. Flere af Lodserne fra Vestlandet have nøiet sig med halvslidte Baade herfra, saasom de ikke have lang Udseiling og ikke behøve at holde Søen stadig, som Hvaløerlodsen maa.
«Fremgangsmaaden med Byggingen, fortsætter Meddeleren, er meget primitiv. Man har ingen Tegning, knapt nogen fast Plan, men kun nogle løse Regler at rette sig efter, som man lemper efter Omstændighederne og de forhaandenværende Materialiers Beskaffenhed. Redskaberne ere ogsaa faa og simple: en Haandsag, en Høvel, en Øxe, et Hugjern, et Bor, en Hammer og den uundværlige Tollekniv. Et Slags Skrue benyttes undertiden til at skrue Naaderne sammen. Man bygger saaledes, som man siger, «vildt», idet man stoler paa Øiemaal og Øvelse. Ofte har jeg moret mig med at se Baadebyggeren trække sig sagte baglens, holdende Øxen ved Enden af Skaftet, saa at Øxehovedet faldt ned i lodret Stilling, og stillende den med udstrakt Arm mellem sit Øie og Baaden for paa denne Maade at tage Maal efter Sigt paa en eller anden Del af Arbeidet. Man kan sige, at hele Arbeidet gaar efter et Greb; men dette Greb har Øvelsen gjort saa sikkert, at Baaden aldrig kan siges at være ganske mislykket, og det hører til de yderst sjeldne Tilfælde, at Konstruktionen er væsentlig feilagtig. Ingen Baadbygger er dog paa Forhaand sikker paa Udfaldet af sit Arbeide; han kan først under Arbeidets Fremskriden komme til at danne sig en nogenlunde bestemt Formening om, hvorledes Baaden vil blive. Den flinkeste Baadebygger bygger derfor høist ulige Baade.»
Der medgaar en 2000 Nagler til en saadan Baad. «Distancen mellem hver Nagle er 4 Tømmer eller lidt over. Man maaler denne Distance paa følgende primitive Maade: Baadbyggeren spender ud den ene Haand saa meget, han orker, og ved Enden af Tommel- og Langfingeren sætter han et Mærke paa Bordet ved Naaden, og i disse Mærker skal der bores Hul til en Nagle; midt imellem disse to sættes en tredie Nagle. Den ene Mand kan have en større Haand end den 44anden og følgelig spende længer med Fingrene; men Forskjellen bliver ialfald ikke stor.»
Den udførlige Beskrivelse af det egentlige Bygningsarbeide og af de enkelte Dele, som Baaden sammensættes af, maa forbigaaes her, og om Riggen skal kun tilføies en Antydning om, at som der for en Menneske-Alder siden var delte Meninger omgaaende den nye Indretning med Dæk paa Baaden, saa er der nu for Tiden adskillig Overveielse og Meningsulighed mellem Lodserne omgaaende Riggen; denne har Dæksbaaden egentlig taget i Arv fra den aabne Baad, og nu er der netop Spørgsmaal om visse Tillæmpninger, paa Grund af at Baaden mere har nærmet sig til Lighed med et Skib.
Ved selve Baaden eller Fartøiets Skrog ville Lodserne eller Baadebyggerne for Tiden ikke høre om nogen Forandring. Meddeleren tænker sig dog, at der endnu monne være Rum for Fremskrid, og Forbedring. Han siger: «Engelske og amerikanske Skippere og Sømend, kyndige Folk, som have været hos mig, og som kjendte noget til Hvaløerbaadene og villig indrømmede deres gode Egenskaber, vare af den Formening, at de ere for klodsede og for tunge. De vilde, at man skulde bygge dem med tyndere, men dobbelt saa mange, eller flere Baand (Spanter), hvorved man vilde opnaa at kunne bruge mindre tykke Bord end 1¼ Toms. De sagde, at Baadene ved denne Bygningsmaade vilde vinde betydelig i Lethed og Styrke, og rimeligvis ogsaa i Hurtighed. Hermed er dog at bemærke, at det er uvist, om det vilde være hensigtsmæssigt at bygge af tyndere Bord, hvor man benytter Trænagler, og skulde man ty til Jernklink, vilde Baaden tabe meget i Varighed.»
Men Udsigten til, at der skal lægges an paa Forbedring med Hvaløerbaaden, hænger sammen med det Spørgsmaal, om Kunsten fremdeles skal trives i dens oprindelige Hjem paa Hvaløerne, eller om den, som det paa en Tid har seet ud til, skal flygte derfra til andre Steder, og som et Middel til at forebygge dette forestaar Hr. Goodchild aarlige og festlige Kapseilinger.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Om Husfliden i Norge til Arbeidets Ære og Arbeidsomhedens Pris var den første omfattende systematiske studie av husflidsarbeid i Norge. Boken er Eilert Sundts hyllest til allmuens arbeid, innovasjon og kunnskap. Data om husflid innhentet fra hele landet via spørreskjemaer og svarbrev gjorde det mulig for Sundt å foreta en komparativ analyse.
I spørreskjemaet om husflid og arbeidsforhold spurte Sundt om arbeidsoppgaver og daglønn for begge kjønn i ulike årstider. Han forhørte seg om hvilke typer av husflid som ble produsert og om produksjonen var økende eller avtagende.
Sundt planla å skrive flere bøker om husflid og sparte derfor en del av materialet til senere bruk. Sundt-arkivet ved Nasjonalbiblioteket inneholder flere fakta, tekster og undertekster enn det som Sundt omtalte i publikasjonen.
Eilert Sundt var den første forskeren i Norge som systematisk undersøkte folks levekår og hverdagsliv. Han kalles ofte «norsk samfunnsvitenskaps far».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
