1. Finmarken

Vi maa erindre, at her ere vi nordenfor det gamle Norge og den gamle norske Folkestik. Her bo Finner og norske Nybyggere imellem hinanden. Vel er det allerede nogle Hundrede Aar siden, at norske Folk begyndte at sætte sig ned her; men denne Begyndelse er dog ny at kalde imod den ukjendte Fortid, da Selve Norge blev bebygget op til Finmarkens Grendse. Og med Hensyn til det Paafaldende, jeg strax skal berette fra Finmarken, skal jeg endvidere minde om to Ting: den første er, at en stor Del af de norske Nybyggere, som kom herop i den danske Tid, sikkerlig var Udskud af Befolkningen og det fra Byerne, som blev sendt op til Finmarken, for at Fiskeværene skulde blive befolkede; og den anden Ting er, at man selv i den senere Tid har seet mange beklagelige Exempler paa, at Nybyggere fra Sørlandet have ondt for at holde sig under dette Polarlands 46ugunstige Klima, saa allerede Efterkommerne i 3die Led synes ligesom vanslægtede eller staa mærkelig tilbage med Hensyn til baade legemlig og aandelig Kraft.

Fra Maasø Præstegjeld, omkring Nordkap, med ikke fuldt 1000 Indbyggere af Nordmænd og Finner (Lapper),Forfatternote: Ved sidste Tælling 384 Nordmænd, 30 Kvæner, 466 Finner, 11 Blandinger af Nordmænd og Kvæner, 39 af Nordmænd og Finner, 2 af Kvæner og Finner, tilsammen 932. maa jeg i Beretning af Lensmand Fredriksen lese dette Paafaldende, at blandt Nordmændene er Husfliden ringere end blandt Finnerne. De norske Kvinder bruge ikke engang at væve (som Undtagelse fremheves udtrykkelig fire konditionerede Familier, hvor Vævestolen er i Gang); men hos Finnerne ser man, at Mændene tildels udføre Kjøkkenarbeide, for at Kvinderne skulle faa mere Tid til at væve, hvorfor de ikke alene ere selvhjulpne med Vadmel, men endog have at selge til Landhandlerne og til Hammerfest By, hvor da de Norske maa kjøbe. Deraf ikke alene en misligere økonomisk Tilstand hos Nordmændene; men «man har havt flere Exempler paa, at Personer, som saa at sige have sovet Tiden hen den lange og mørke Vinter, ere blevne syge i deres bedste Aar, hvorfor de ere blevne en Byrde for Fattigvæsnet.»

Efter Lensmandens udførlige Beskrivelse kan Husfliden nærmere opregnes saaledes:

Paa Nordmændenes Side: Kvinderne holde Husets Folk med Strømper og Vanter, Mændene forfærdige og vedligeholde Fiskeredskaber (Torske- og Seigarn, Line- og Vabrug, Synke- og Dragnod), de holde sine Baade vedlige og gjøre af Nyt til Husets Brug simple Trætopper, som Bøtter, Stamper og Melkeringer. Flere Mænd sy Sko upaaklageligt, og to ere gode Smede.

Paa Finnernes Side: Foruden den omtalte Væving have Kvinderne paa sin Part det Arbeide at sy de Sko (Komager og Skaller) samt Faareskindspelse, som Familien bruger, og næst efter at deltage i Madstellet, som nævnt, sysle Mændene 47med at forfærdige Fiskeredskaber og Trætopper ligesom Nordmændene; desuden er der mellem Finnerne fem gode Smede, som gjøre Øxer og Knive, trække op Bøsser, baade Rifler og Haglgeværer; fremdeles smede nogle af dem Haakjærringlenker og Angler m. m. 3 Finner forstaa sig paa at bygge Baade, skjønt de af Mangel paa Trævirke mest maa indskrenke sig til at istandsætte gamle Baade.

Fra Vardø har jeg gjennem Formandskabets Ordfører faaet følgende Meddelelse:

«Det er desverre ikke noget vidtløftigt Arbeide at beskrive Husflidens Standpunkt i Vardø Præstegjeld, da der formentlig er faa Steder, hvor den staar saa lavt som her. Aarsagen hertil maa vistnok søges i den forholdsvis lette Pengefortjeneste, der bringer Folk til heller at kjøbe færdige Husflidsprodukter, eller hvad der træder i Stedet for dem, end i Hjemmet at anvende Tid til at tilvirke dem og derved søge at spare paa Skillingen. Baade Mænd og Kvinder forstaa desuden sjeldent at tilvirke Husflidsprodukter, og naar de befatte sig dermed, bliver Produktet gjerne ikke alene smagløst, men ogsaa daarligt.»

«De faa Arbeider, der henhøre under Husfliden, og som drives her, ere:

1) Syning af Komager og Pelse i Landistriktet af Søfinnernes Kvinder, dels til eget Brug, dels maaske til Salg, men i liden Maalestok.

2) Istandsættelse af Skotøi og Syning af nyt, det Sidste da kun og det endog sparsomt i Landdistriktet, da de Fleste ogsaa i Landdistriktet kjøbe nyt Skotøi enten hos Byens Haandverkere eller i dens Kramboder.

3) Vævning baade i Byen og Landdistriktet, kun af Faa og da mest af Tøier, der bruges til Kvindernes Beklædning.

4) Strikning af Søvanter og Strømper til eget Brug, meget sjelden til Salg.
Tøier til ydre og indre Beklædning kjøbes for det meste hos Byens eller reisende Handlende, tildels ogsaa Vanter og Strømper.

485) Forfærdigelse af Søklæder af Skind. Disse kjøbes dog formentlig hyppigst færdige af udenbygds Folk.

6) Knytning af Spærregarn, i Landdistriktet til eget Brug, i Byen for en Del til Salg; Arbeidet udføres ogsaa af Børn. Spærregarn bruges til at sammenbinde en Fiskespærre (to Rundfisk), naar den skal hænges over Raaveden til Tørring. Spærregarn knyttes af optravlet gammelt og nyt Tougværk, eller sjeldnere af Hyssing. Til Salg ca. 1,000,000 Stk., værd 400 Spd.

7) Syningen af Klæder baade til Kvinder og Mænd, især til de sidste, udføres i Byen af Haandværkere, eller Andre, der især sysle dermed. I Landdistriktet blive Klæderne, forsaavidt de ikke kjøbes færdige i Byen, almindeligere syede i paagjældende Huse.»

Netop fordi man kan skjønne det er smaat med Husfliden i disse Egne, synes jeg det skulde være dobbelt interessant at se en ret omstændelig Forklaring om Forholdene. Her er rimeligvis meget iveien for Hus-Industriens Opkomst; men den antydede Omstændighed, at den tilflyttede norske Befolkning har vanskeligt for at holde ud under den lange Mørketid, leder kun Tanken hen paa, at passende huslige Sysler vistnok skulde virke til at gjøre Livet heroppe hyggeligere og taaleligere, hvorfor det vilde være kjært at se ethvert noksaa lidet Tegn til Forandring. Man skulde ogsaa tro, at nogen Husflid maatte kunne trives ved Siden af Fiskebedrift, da denne jo ofte hindres flere Dage i Rad, formedelst Uveir.

Politiske Hensyn have paa en Maade gjort det til et Livsspørgsmaal for hele Norge, om Finmarken er et saadant Land, at norske Folk kunne trives og det norske Folkeliv blive fremherskende der. Et af Mærkerne paa dette og en af Betingelserne for dette vil være, at saadan Husflid, som vi ere vante til at tænke os som uadskillig fra et lykkeligt norsk Husliv, kan plantes og rodfæste sig der.

Særstilt maatte Finnernes Husflid, saa simpel den end monne være, sikkerlig være interessant at betragte nærmere. Den blev beskrevet meget godt for et Hundrede Aar siden af Leem i hans 49udmærkede Bog om Finmarken, og om Nogen vilde tage for sig denne Beskrivelse og sammenligne Nutidens Tilstand, vilde han ligesom kunne maale Folkets Fremskridt. En stor Del af det, Finnerne kunne, have de lært af Nordmændene og Svenskerne, og fordi deres Fremskridt kun ere smaa, kan man hos dem finde saadanne oldtidsmæssige Ting i fuld Brug som opstaaende Vævstol og Haand-Rok, der nu ere saagodtsom aflagte i de norske Bygder. Meget af Finnernes Klædnings-Skikke synes ogsaa at have været Efterligninger af ældgammel norsk Brug, som man tildels finder Levninger af i vore mest gammeldags Bygder. Men paa den Maade kan Finnernes Stel tjene til Oplysning om vore egne Forfædres.

2. Senjen-Egnen

a. Berg og Thorsken.

Naar vi paa Tilbagereisen fra Finmarken spørge efter det egentlige gamle Norge, hvor vort Folk hørte hjemme fra umindelig Tid, saa er Senjen det første Bygdelag, vi komme til, og trods Naboskabet med Finmarken finde vi derfor et fuldstændig norsk Folkeliv allerede her.

I Sammenligning med sydligere Lande er det en saare prøvsom Omstændighed for vort Fædreland, at det er saa overmaade vidtstrakt og saa yderlig tyndt befolket. Det falder vist vanskeligt for Udlændinger at tro, at der virkelig kan være nogen Civilisation i dette Land. Nu vel, Senjen hører igjen til de norske Egne, hvor Landets Beskaffenhed er allermest ugunstig, og hvor Folket altsaa boer allermest spredt, og er der igjen nogen Forskjel mellem de enkelte Smaabygder, som Senjen bestaar af, saa gjøre vel disse Folkelivets Prøvelser sig sig mest gjældende i den Bygd, som vi nu skulle besøge, nemlig Præstegjeldet Berg, med Annex-Sognet Thorsken, beliggende yderst ude mod Nordishavet, paa Udsiden af den Ø, hvem Navnet Senjen egentlig tilhører. Det er en stor og høifjeldet Ø; Veien fra den nævnte Bygd tvers over Den til Folk paa den anden Side er vist yderst besværlig; den meste 50Færdsel foregaar ialfald til Baads rundt om; men dette er en af vore haardbareste Kyststrækninger, usædvanlig vanskelig ikke alene formedelst Beliggenheden mod det aabne Hav, men tillige fordi den er opfyldt med farlige Grunde og Skjær. Og dertil kommer, at, som nedennævnte Meddeler bemærker, lever Præstegjeldets lille Befolkning, kun 810 Mennesker ialt, skilt ad i sex Fjorde med skarpe «Odder» eller anseelige Forbjerge imellem, saa at Folket i hver enkelt Fjord danner som et lidet Samfund for sig selv og maa være betænkt paa at kunne hjælpe sig selv med fast alle Ting.

Fra dette mærkelige Sted er jeg saa heldig at kunne meddele følgende udførlige Beretning af Sognepræsten Hr. E. F. Holmboe.

Næst efter at have omtalt, hvorledes Fiskeriet maa være Hovednæringen her, og hvorledes hin Afsondring i Fjordene gjør, at det ikke kan lønne sig for nogen Haandværker at slaa sig ned i Præstegjeldet, fortsætter han saa:

«Faktum er derfor ogsaa, at hver Mand i Berg og Thorsken er Fisker og kun dyrker de smaa tarvelige Jordflækker, fordi de ere ham absolut nødvendige til Livets Ophold ved Siden af Fiskerierne. Naar derfor undtages en i Thorstens Sogn født og opvoxet Mand, der – vanfør i begge sine Hænder og saaledes afskaaret fra Deltagelse i Fiskerierne – ubegribelig nok har kunnet gjøre Snedker- og Rokkedreierfaget til sit Levebrød, samt en ifjor til samme Sogn ankommet Snedkersvend fra Trondhjem, findes i dette Præstegjeld Ingen, hvis fornemste Næringsvei er et Haandværk, med mindre det skulde være en eller anden af Søen udslidt Mand, der har maattet ty til, hvad han i sine tidligere Dage har kunnet erhverve sig lidt Øvelse i.»

«En naturlig Følge heraf er, at Alle ere henviste til sig selv for at afhjælpe denne Mangel paa Haandværksfolk, hvilket er end mere indlysende, naar det her kan tilføies, at kun undtagelsesvis udføres det nødvendige Snedker-, Skrædder- eller Skomagerarbeide ndenfor Præstegjeldets Grændser.»

«Da Fiskerierne lægge Beslag paa hver Mands meste 51Kraft, har han forholdsvis kun ringe Tid at opoffre paa Haandgjerninger udenfor det Nødvendige til sit Fiskebrug; skal desuagtet Arbeiderne udføres indenfor Præstegjeldets Grændser, maa de fordeles paa alle de Hænder, som paa nogen Maade ere brugbare dertil; – dette bevirker atter, at hvor et Talent i nogensomhelst Retning findes, der bliver det opelsket; med andre Ord: Nøden lærer Folk at arbeide, og paa saadan Maade erstattes da Mangelen paa faste Haandværkere ved Mængden af dem, der ere «nævenytne». Da nu Nogles Anlæg gaa i en Retning, Andres i en anden, saa tjene de forskjelliges særegne Gaver til et gjensidigt Supplement, idet Nabo hjælper Nabo. Dette er Husflidens korte Historie hersteds!»

«Tales der saaledes her om Husflid, da maa man for dette Præstegjelds Vedkommende indskrænke sig alene til at omhandle den, der tjener – jeg vil ikke sige Bygdens – men hver enkelt Mands Behov. Uagtet nu meget af dette Arbeide paa Grund af Mangel paa godt og tilstrækkeligt Værktøi selvfølgelig kun kan blive af simpelt og grovt Slags, saa bliver dog derfor ikke det Priselige i Husfliden mindre; thi paa denne Maade veed man at hjælpe sig selv, medens dertil behøves baade høi Grad af Flid og omhyggelig Nytten af Tiden, da den store Mangel paa Tjenestefolk gjør allehaande Krav til Familiernes voxne Lemmer saameget stærkere. Det er derfor ogsaa en rosværdig Kjendsgjerning, at Folket herude i det Hele taget er flittigt.»

«Det turde maaske være af Interesse at høre Antallet af dem, der i de forskjellige Retninger spille Haandværkernes Rolle; – til den Ende kan da hidsættes efterfølgende paalidelige Opgave, hvortil der paa Forhaand kun behøves den Bemærkning, at heri er Ingen medregnet, som alene kan hjælpe sig selv, men kun de ere medtagne, hvis Hjælp søges og attraaes af Andre og virkelig have udført saadanne Arbeider for Andre, medens der selvfølgelig findes Flere, der for sig selv udføre de Gjerninger, hvortil Andre trænge Naboers Hjælp, medens deres egne Husforholde saaledes optage deres Tid, at de ikke kunne afse Noget til Andre.»

52«Der findes i

«Af dette Antal er der naturligvis Enkelte, som befatte sig med flere af de nævnte Haandværk paa engang og som derfor ere opførte under forskjellige af Rubrikkerne, ligesom Graden i Dygtighed og deraf følgende Søgning er forskjellig. Nogle af de Opførte befatte sig mest med enkelt Gren af nævnte Arbeider; f. Ex. en Snedker i Berg gjør kun Ligkister; enkelte af Smedene gaa ikke videre end at slaa Knive og udføre andet saadant grovere Arbeide. I Thorsken bruger for det Meste hver Mand selv at barke sit Læder. Af Skomagerne befatte en Del sig kun med Skindhyre og Søstøvler. – Et Par af Baadflikkerne i Berg have endog vovet sig til at bygge og det ret gode Baade, medens en af dem i Thorsken skal have bygget en liden «Kumse» og for Øieblikket har havt Mod til at sætte en Skøite paa Stabelen; han har Foretagelsesaand nok, – Skade kun, at han siges at bygge for vegt ved at være for sparsom paa Spanter. – Skræddergjerningen er hovedsagelig overladt til den kvindelige Befolkning og burde maaske først være nævnt under den kvindelige Husflid, dog ere 4 af de opførte Skræddere Mand, medens til Gjengjæld 2de Mænd befatte sig med Spinding og Strikning for Andre. – Af Malere og Murmestere er der kun faa, – altfor faa, der ville paatage sig et saadant Arbeide for Andre; desflere derimod, som fjuske for sig selv.»

«Men der er en mindre iønefaldende Del af den mandlige Husflid, som ikke tør forbigaaes, og det er det Arbeide, som Udrustningen til Folkets egentlige Bedrift udfordrer. – Til Fiskeriet hører, at Baaden og Fiskeredskaberne stadig holdes 53i Orden; dertil kræves de idelige Istandsættelser samt aarligaars Opsætningen af 4 Bøiler nye Liner (á 200 Angler pr. Bøile) paa hver fiskende Mand. Dette udgjør for Bergs Sogn temmelig nøiagtigt 332 Bøiler Liner og efter dette Forhold i Thorsken cirka 440 Bøiler, tilsammen 770 Bøiler. Hver Bøile kræver 1 Dags Arbeide til Lægning af Fortømmer, Paarøring af Angler og Fæstning af disse paa Linerne. Dette Arbeide udfører hver Mand for sig selv, – saavelsom Reparationerne i Aarets Løb; – en saadan Bøile Liner i fuld Stand koster 2½ Spd. Mindre væsentligt er det at nævne, at 2de Mænd befatte sig med at binde Sildegarn for Andre og 2de Mænd med at binde Torskegarn. I Regelen binder hver Mand selv, hvad han bruger deraf, medens ikke Alle eie Torskegarn. – – Naar nu tilsidst antydes alle de mange Smaaarbeider til Vedligeholdelse af Kjørler og Husets Redskaber, som forefalde i enhver Familie, er formentlig al den mandlige Husflid samlet.»

«Hvad nu den kvindelige Husflid angaar, da er en vigtig Gren af den allerede berørt, idet det er nævnt, at de ere Bygdens Skræddere baade for Mand- og Kvinde-Klæder, – og det kan da til deres Roes siges, at Befolkningen i det Hele taget baade er velklædt og ordentlig klædt, uagtet det kun som Sjeldenhed sker, at Nogen for Snittets Skyld lader sin Søtrøie sy paa Tromsø. – Men nærmere ligger det dog først at tale om deres Spinding og Vævning og Strikning, der er forholdsvis ikke Ubetydelig.»

«Spindingen staar vel altid i et vist Forhold til Vævningen og Strikningen, hvorfor disse bør omtales først.»

«Om Vævningen er jeg istand til at oplyse, at der i 1865 er vævet i Bergs Sogn 2760 Alen og i Thorskens Sogn 2425 Alen udelukkende Stof og Vadmel, der altsaa har Spinding af Uld til Forudsætning. Dette udgjør paa Præstegjeldets 147 Familier 5185 Alen eller gjennemsnitlig lidt over 35 Alen i hver Familie. Forholdet vilde stille sig lidt bedre, om man kunde undtage de mange Inderstfolk, der paa Grund af Mangel paa Plads ikke kunne komme til at væve, men saa bøde 54maaske disse igjen paa det rette Forhold ved at overtage en Del af Spindingen og Strikningen. Efter Folkets enstemmige Vidnesbyrd er forøvrigt Vævningen langt ringere nu end før for nogle Aar tilbage paa Grund af Bomuldsgarnets høie Pris, idet man ikke længer finder Nogen, der væver Bomuldslærred, hvilket tidligere var temmelig almindeligt, – medens den Kvantitet af Uld, som Præstegjeldet har, er begrændset.»

«Med Hensyn til Strikningen, da gjælder her som i det Hele taget i Nordland, at der aldrig er Spørgsmaal om Andet, end at alle Fødder fra de største til de mindste selv i den allerfattigste Familie skulle være ordentlig forsynede med Strømper, allermindst 2 Par til hvert Par Fødder. Saadant vides aldrig at være kjøbt. Af de for hvert voxent Mandfolk nødvendige Søstrømper (vægtig 3 á 4 Mk. Uld) og store Søvanter (vægtig 1 Mk.), af hvilke sidste Enhver i Regelen har mindst 2 Par, stundom 3 og 4 Par, kan det undtagelsesvis have hændt, at en eller anden Løskarl i Lofoten eller paa Finmarken, naar Nøden har krævet det, har forskaffet sig et enkelt Par. At holde alt dette vedlige og i Orden fordrer ikke ringe Strikning, da en Fisker gjennemsnitlig behøver 1 Par nye Søstrømper hvert andet Aar og mindst 2 Par Søvanter om Aaret, uanseet Paastrikninger. Det er saare vanskeligt endog kun tilnærmelsesvis at komme efter, hvormeget Uld der bruges til Strikning, men efter Samtale med Kyndige er det paa langt nar ikke formeget sagt, at 3 Mk. Uldgarn strikkes op pr. Individ gjennemsnitlig taget for Fattig og Velstaaende, Barn og Voxen; – dette udgjør tilsammen for Præstegjeldet 2430 M. eller pr. Familie cirka 16½ Mk. (lavt regnet) aarlig.»

«Nu tør man spørge efter Spindingen! Af de i Thorsken vævede 2425 Alen var 617 Vadmel og 1808 Stof, og hvis Forholdet har været det Samme i Berg, nemlig ¼ af første og ¾ af anden Slags, saa vil der være vævet 690 Alen Vadmel og 1970 Alen Stof i Berg, eller tilsammentaget for Præstegjeldet 1307 Alen Vadmel og 3778 Alen Stos. Da nu almindelig regnes 1 Mk. Uldgarn til 1 Alen Vadmel og det Samme til 2½ Alen Stof, saa udgjør dette for Præstegjeldet 551307 + 1511 Mk. = 2819 Mk. spundet Garn o: pr. Familie lidt over 19 Mk. Uldgarn. Naar hertil lægges de til Strikningen brugte 16½ Mk., og man ikke regner, hvad der spindes af Hamp til Torskegarn eller af Bomuld til Lysevege, hvad der af og til træffer uden vel at kunne kaldes almindeligt, saa ser man, at Spindingen gjennemsnitlig i hver Familie er aarlig omtrent 36 Mk.»

«Det Resultat, man med Hensyn til den kvindelige Husflid kommer til, er altsaa, at der gjennemsnitlig i hver Familie (hos Fattig og Rig, Gaardmand og Inderst) spindes mindst 36 Mk. Uldgarn, strikkes mindst 16 Mk. og væves mindst 35 Alen samt desuden syes alle Yder- og Underklæder til alle Familiens (i dette Præstegjeld gjennemsnitlig 6) Medlemmer med Undtagelse af en og anden Søtrøie, der syes i Byen.»

«Til den rigtige Belysning af dette maa tilføies, at den Omstændighed, at alt Mandkjøn over 15 Aar stadig sysselsættes af Fiskeribedriften, deres Hovednæring, samt de forannævnte Haandgjerninger, derhos ogsaa af deres lange, besværlige Reiser dels for at afhænde deres Produkter og hente deres Livsfornødenheder, dels ogsaa for at hente fra Skovbygderne deres ikke ubetydelige aarlige Forbrug af Træmaterialier, – dette tvinger Kvinderne til for en væsentligere Del end andensteds at have sin Haand med i Gaardsbruget, medens de udelukkende maa røgte den Buskab, hvis Foder for en ikke ringe Del bestaar i Skav og Løbning, der Vinterdag tilveiebringes og beredes hovedsagelig efterhaanden som det behøves, ligesom Mangelen paa Tjenerhjælp ogsaa tvinger dem til at tage deres lige Del i Tilveiebringelsen af Ved og Torv. At det desuagtet er dem muligt at faa udrettet saameget som her opgivet, har vistnok for en væsentlig Del sin Grund i den Nytte, de forstaa at gjøre sig af deres Børn, idet et Barn i Regelen allerede fra 10 Aars Alderen er tjenstdygtig og modtages for Intet af hver Mand, hvis det er friskt og uden altfor store Udyder. Børnene bruges uanseet Kjøn dels til at passe de mindre børn, dels til at stelle i Kjøkkenet, dels til at hugge Brændsel, dels til at hjælpe til i Fjøset o. desl., alt eftersom de ere 56gamle og stærke til; – ere de ogsaa lærvillige, kunne de sættes til at karde Uld og strikke eller spole. Saaledes faar Husmoderen vundet sig mangen Fristund som da ogsaa ærligen benyttes. – Men der er ogsaa andre Vanskeligheder og Besværligheder, hvorunder Husfliden har at arbeide herude, idet f. Ex. Enhver Maaneder i Forveien maa have havt Omtanke for at skaffe sig det til Virkningen Nødvendige af Uld, Bomuldgarn, Farvesager o. s. v. Disse Ting ligge ikke for Haanden saaledes som i de mere bebyggede Distrikter, hvor al Samfærdsel er hyppigere og lettere; – det maa ved Budsendinger skrabes sammen fra Fremmede ligesaavel som fra Venner og Kjendinger, fra Handelsmand eller fornemmelig fra Byen, hvorhen Leilighederne ere forholdsvis faa, ja i flere Maaneder af Aaret slet ikke findes; – her maa af disse Grunde indbyrdes laanes, tigges, kjøbes, og Budsendingernes Antal ere utallige; der gaar neppe nogen Leilighed fra Gaard til anden, uden at den maa passes og benyttes. Under saadanne Forholde, hvorom Ingen, der ikke har levet under dem, kan gjøre sig nogen fuldstændig Tanke, vil enhver skjønsom Dommer forstaa, at Arbeidet ikke er lidet. Her kan ikke gjælde samme Maalestok som andetsteds; thi det er vistnok let at regne sig til, at 36 Mark Uldgarn af forskjellig Slags Finhed efter den her almindelige Mening spindes paa 48 Dage, at 16 Mark Garn strikkes af en flink Strikkerske med tungvindt Strikkemaade i 24 Dage, og at 35 Alen væves under almindelige Omstændigheder paa 8 Dage (mere bliver det heller ikke her), – og at dette tilsammen er 80 fulde Arbeidsdage om Aaret, alene anvendt paa denne Gren af Husfliden, uden at tale om den Tid Kardingen fordrer; men hvad Tid der anvendes for at tilveiebringe det Fornødne, eller for at faa en Væv istand, eller hvad Tid der medgaar i Ventning og Skuffelser, det kan Ingen sige. Og just fordi Vævningen ikke foregaar i saa stor Maalestok, kan vel ogsaa mangt et Lettemiddel mangle. Sydpaalandet pleier man f. Ex. at bomme op det Garn, som skal rendes; her eie kun de Færreste Bommer og ofte maa man derfor nøste op Rendingen i Nøster – et sent Arbeide. Sydpaalandet findes paa 57hver Gaard en Rendestol; her maa man reise til de Lykkelige, som have Saadanne eller Hus saavidt stort, at en Saadan kan opsættes. Sydpaalandet er i Regelen Tvende om at træde Traaderne i «Hovlerne», hvilket naturligen gaar mangedobbelt saa hurtigt som naar En skal sidde alene dermed, hvilket her er sædvanligt – o. a. d., hvorom Sagkyndige vide at give Besked. Dette gjør, at de 80 Arbeidsdage i Virkeligheden blive til mange, mange flere. Og saa kommer hertil det Uberegnelige Antal Dage, der medgaa til at sy alt det Tøi, der tiltrænges til Familiens indvendige og udvendige Beklædning.»

«Og hvilke Hænder er det nu, som kan afse saamegen Tid, som her antydet, til Husfliden? Det er – atter gjennemsnitlig – i hver Familie kun Husmoderens og 2/5 Piges, idet der nemlig findes kun 50 á 60 konfirmerede Piger (Døttre og Tjenestepiger tilsammen) for disse 147 Familier. Det er vel nemlig saa, at enkelte ukonfirmerede Piger ogsaa kan deltage lidt i disse Arbeider, – men det er allerede paapeget, hvorledes disses Gjerning i Regelen er en anden, for at Husmoderen skal kunne faa Tid til at gjøre, hvad hun gjør. Det er da saaledes den samme Husmoder, der maa have Opsynet med og deltage i sit øvrige Husstel, – passe sit Fjøs, hvor hun selv altid er øverste Budeie for at faa Foderet til at strække til, – være med i Tilveiebringelsen af en stor Del af Foderet og Brændet, – samt selv gaa med i Potetesageren Vaar og Høst og deltage i Høhøstningen og udføre Bagning af Brød og Støbning af Lys, – ikke at tale om det Beslag, hendes Smaaborn dog altid lægge paa hendes Tid og Opmærksomhed, om end de ældre Sødskende saa godt, de formaa, udføre Barnepigetjenesten, – denne Husmoder er det, som til samme Tid fremlægger forannævnte Spinding, Strikning, Vævning og Søm som Produktet af sin Husflid.»

«Med god Grund kan derfor Fliden og Arbeidsomheden fremhæves, hvilken ogsaa hos Kvinderne kommer tilsyne i den samme Gjensidighed i at udføre Arbeider – den Ene for den Anden, hvortil Ingen anser sig for god. Det kan derfor ligesaasnart hande, at Husmandskonen faar Gaardmandskonen til 58at væve for sig som omvendt, ligesom jeg har seet en af vore bedste Gaardmænd og hans Kone være til Hjælp ved en Husmands Potetessætning for Dagløn, uagtet de ikke Hørte til samme Gaard. Til at forstaa det Naturlige i saadant Forhold tjener, at hver Mands Hovednæring er Fiskeriet, og dette borttager for en væsentlig Del Standsforskjellen mellem Husmænd og Gaardmænd; – de ere hinandens Jævnlige. Af liden Betydning er det formentlig at oplyse, at den gjængse Spindeløn varierer mellem 6 og 9 og Vævelønnen 4 á 5 pr. Alen.»

«Ja Fliden er tilstede, og den skal prises, thi den er til Folkets Hæder. Har derfor end dette lille Distrikt, fordi Folket er faatalligt og dets Kraft splittet ved, at det er delt i 2de Kommuner, liden Bæreevne, hvor det gjælder større Foretagender, og er der end Ingen, som kan kaldes Velstandsmand i den Forstand, at han raader over Kapital større end høist nogle Hundrede Dalere foruden sine Eiendele af Jord, Huse og Redskaber, saa gjælder det dog om en større Flerhed, at de ere, om ikke gjældfrie, saa dog solvente, og det er Undtagelser, at Nogen er sunket ned i en saadan Armod, at han ei har Haabet om at reise sig, hvis blot Fiskerierne vilde give Lidt af sig. Fattige, saadanne som sydpaa Landet ofte mødes, ser og kjender man ikke her. Dette tør vel ansees som de gode Frugter af jævn Flid i Husene ligesaameget som af Fiskerierne. Med jævn Formuesforfatning gaar i Regelen ogsaa jævn Oplysning Haand i Haand; – det gjælder derfor ogsaa ved en upartisk Dom om Folket i Berg og Thorsken – tvert imod den her Nord almindelige Mening –, at det er jævnt oplyst og tør stille sig i denne Henseende ved Siden af Distrikterne flest Landet over. At Dommen selv i de nærmest tilgrændsende Bygder i denne Henseende har været feilagtig og skjæv, har dels sin Grund i Stedets yderst afsondrede Beliggenhet, der har afskaaret det Forbindelsen med ethvert andet omliggende Sogn, dels ogsaa deri, at det først er i de sidste 20 Aar, at dette Præstegjeld har begyndt at reise sig ud af en Armod, som det ved Fiskeriernes totale Feilslagning i Begyndelsen 59af dette Aarhundrede var sunket ned i. Efterhaanden som Kjendskab til den nærværende Slægts Arbeidsomhed og Drift paa dette afsides Sted kan blive udbredt, vil nok Dommen forandre sig, og man vil tilkjende ogsaa dette Steds Arbeidsomhed og Flid og Oplysning den velfortjente Agtelse.»

b. Balsfjorden.

En lignende Tilstand som den, Hr. Holmbo saaledes har skildret for Berg og Thorsken, er der, som venteligt, i en af de nærmeste Fjordbygder, indenfor, nemlig Balsfjordens Præstegjeld. Jeg ser det af en kortere Beretning fra Sognepræsten, Hr. Brun, som blandt Andet yttrer, at han havde ikke været længe i Bygden, før han blev opmærksom paa, at Folk her i Almindelighed ere selvhjulpne i langt høiere Grad end hvor han var kjendt sydpaa i Landet. Paa Grund af Folketomheden kan det lidet lønne sig for Haandværkere at sætte sig ned her, og formedelst Mangelen paa Haandværkere maa Indbyggerne øve sig i forefaldende Arbeider selv. Men følgende lille Exempel viser, at man gjør sine Sager godt. «De større Baade, siger Hr. Brun, kjøbes almindelig i Lofoten af Ranværinger. Seil kjøbes imidlertid ikke med Baadene; men som oftest arbeider Enhver Seil til sin Baad. At arbeide et godt Seil ansees sydpaa for en ikke liden Kunst; i en Fjordbygd, hvor jeg er kjendt, maatte man til et andet Præstegjeld for at faa sine Seil arbeidede. Og dog ere de selvgjorte Seil her baade godt skaarne og nok saa pent arbeidede.»

Dog skinner det igjennem, at ogsaa her en vis Arbeidsfordeling er gjennemført, saaledes som Hr. Holmboe saa smukt har paaviist det for Senjens Vedkommende, og det Billede, han har givet, kommer fra nu af til at følge mig hele Kysten ned igjennem. Hvad jeg selv mest har lagt Mærke til under mine Reiser paa Vestlandet, f. Ex. i Søndfjord (Kap. 2), det er, at Bønderne øve sig i og drive paa saa mange Ting, og tidt har det seet ud for mig, som om de gaa for vidt i den Retning. Men ved saaledes at leve sig ind i Forholdene og se saanøie efter, som Holmboe har gjort, finder jeg det 60høist rimeligt, at man overalt vil finde adskilligt af denne naturlige Arbeidsfordeling, efter de ulige personlige Anlæg og Evner som der er i hver liden Bygd eller Grænd.

3. Throndhjems Stift

Det er fremdeles de ydre Bygder, her tænkes paa, Øerne og de nærmeste Fjorddistrikter.

Her vil man kunne finde Arbeidsfordeling af et noget andet Slag, formedelst den ulige Naturbessaffenhed i Fjorddistrikter og i Havbygder, hvor Samfærdselen er let, saa Udvexling kan foregaa mellem Bygd og Bygd.

a. Vestnæs.

Vestnæs ved Romsdalsfjorden er et Fjorddistrikt, med Jordbrug til Hovednærmg og Fiskeri til Binæring. Følgende Uddrag af Kirkesanger J. Brovolds Beretning viser, hvilken vakker Tilstand der kan være i saadan Bygd.

«Ingen har stor Formue, men den, som er, er nogenlunde jævnt fordelt, og Enhver arbeider paa at være selvhjulpen og at kunne gjøre Hvermand Ret og Skjel. For at naa dette Maal, ere alle Hænder fra Barnets til Oldingens sent og tidlig beskjæftigede med et eller andet Arbeide, Gaardmanden som Husmanden og Indersten, og Gaardmandskonen som Husmandskonen og Tjenestepigen, uden Forskjel.»

«Manden og Drengene arbeide Kop og Kjørel og de almingelige Gaardsredskaber, medens Kvinderne spinde og væve Lærred, Strie, Værken og Vadmel. I de fleste Huse syr Mandfolkene selv sine Sko og Støvler samt lapper disse, naar det behøves. Skomager leies kun af og til, om end noget mere nu end forhen. Kvinderne sy for det meste sine egne Klæder, saa at Skrædder i Regelen kun leies til at sy Mandfolkenes Klæder. Skrædder og Skomager ere Bygdens Folk, aldrig udenbygdes fra. De nævnte Hus-Arbeider udføres i Regelen om Vinteraftenerne og naar Uveir hindrer Folket fra at arbeide ude.»

61«De fleste voxne Mandfolk hersteds ere Tømmermand og drive denne Syssel saasnart de kunne bruge Øx, Høvel og Hammer, ligesom de fleste ere øvede i og drive meget med Haandsagskjæring, og de udføre disse Arbeider ikke alene til Bygdens Behov, men tillige i de nærliggende Byer, Molde, Aalesund og Christiansund, og i de omliggende Landdistrikter samt ude paa Romsdalsøerne.»

«Eng- og Agerploge og Harver arbeides af Bygdens egne dygtige Smede, ligesom Øxer, Græv og Havrer og hvad andet almindeligt Smedearbeide man tiltrænger i Bygden. Treske- og Drøftemaskiner, der nu ere blevne saa almindelige, arbeides af Bygdens egne Mand, hvilke ogsaa arbeide adskillige af disse til Salg i fremmede Bygder. Kun faa ere Rokkedreiere; men de som ere forsyne ikke alene denne, men endog omkringliggende Bygder. Spindel- eller Dreierbænk er bleven meget almindelig og benyttes ret godt til Forfærdigelsen af de i Bygden fornødne dreiede Sager, som Brød- og Bagsteruller m. m. Et Par unge Mænd have begyndt at arbeide Geværer, især Rifler, ligesom de istandsatte beskadigede Bøsser; men denne Bedrift formenes endnu ikke at have været lønnende for dem. Ligesaa er der et Par andre Smede, som arbeide Stutorv (et Slags Smaa-Ljaaer). Flere forstaa at pudse Klokker og Uhre, og en 2–3 Stykker arbeide endog disse aldeles fra nyt af. En 3–4 Stykker drive Bogbinderarbeide, men kun som Bisyssel.»

«Som Fjorddistrikt tiltrænger Vestnæs en hel Del Baade. Af disse bygges de smaa, nemlig Faringer og Trerøinger, almindeligt i Bygden; de store kjøbes derimod almindeligst fra Volden, ligesom her tildels indføres adskillige Nordmørs-Færinger. Lars Hammeraas paa Helland har ide sidste 7–8 Aar drevet Skibsbyggeri, og bygget 10–12 større og mindre særdeles vellykkede og gode Søskibe. Det, han nu har paa Stabelen, er en svar Tremastring, der nu er udplanket og skal gaa af Stabelen med det første» (1866).

«Not og Garn bindes gjerne i Hvermands Hus i de lange Vinteraftener, eller naar man er ved Kvernen og maler eller 62deslige. Ligesom det er Smaagutternes Arbeide foruden at binde Garn tillige at arbeide Trasseer, Baandgrinde m. m., naar de ikke deltage i Udarbeide eller gaa paa Skole, saaledes er det Smaapigernes Arbeide foruden at læse og passe Smaaborn tillige at karde Uld og at binde og stoppe Strømper eller at lappe Klæder.»

«Saasom flere af Bygdens Gaarde har Furuskov er det naturligt, at ogsaa dens Produkter foradles foruden til Bord og Planker m. m. tillige til Kop og Kjørel. Saaledes er her mange, som foruden at arbeide Treske- og Drøftemaskiner, som de sælge udenbygdes, tillige arbeide Skrin og Kister m. m., medens andre arbeide Daller, Bøtter og Kar samt Kurve, Lober, Trauge, Øskar og Sne- og Kornskuffer, som de sælge dels i Byen, og dels og især ude paa Øerne. I en Række af Aar har Gaardbruger Knut Sætre arbeidet og solgt en 60 Stkr. Ploge aarlig til den billige Pris af 2 til 8 Spd. pr. Stk., medens han herpaa kun arbeider i den mørkeste Aarstid og kun ved Hjælp af sine egne Sønner. Fremdeles maa erindres, at her tilvirkes en hel Del Tøier, især Vadmel, tilsalgs især ude paa Øerne.»

«Efter saaledes i Korthed at have dvælet ved Husfliden i Vestnæs maa jeg sluttelig bemærke, at som Folket hersteds har havt Ord for at være et flittigt og sædeligt Folk, saaledes har det i den sidste Tid i Særdeleshed gjort mærkelige Fremskridt i at arbeide smukkere end forhen, ligesom der nu benyttes en hel Del mere Jern f. Ex. til Kjøreredskaber end forhen. Snedkerarbeidet f. Ex. nu og forhen taaler ingen Sammenligning, og saaledes næsten i alle Retninger. Antagelig har dette sin Grund deri, at ikke alene større Indsigt vindes under en længere Tids Erfaring, men vel mest fordi at bedre Redskaber benyttes og Smagen ved den voxende Oplysning bliver bedre og mere fordringsfuld. Kvindernes Arbeide er ogsaa mere smagfuldi nu end forhen, ihvorvel der fremdeles hovedsagelig lægges an paa Tilvirkningen af stærke Tøier. Men ikke nok hermed. Deres Husstel i det Hele er mangesteds blevet betydelig forbedret i den sidste Tid. Saaledes er det nu ligesaa sjeldent at træffe 63et uvasket Stuegulv som det for faa Aar tilbage var at træffe et vasket. Hertil kommer, at her laves bedre Mad end forhen. For ikke lange siden var Bagerovn en ukjendt Ting; nu er den bleven ganske almindelig, og mange især af vore yngre Kvinder bage nu fuldkommeligen saa gode Brød, som de, vi faa fra Bybageren.»

b. Hiteren.

Et Modstykke hertil skulde det nu være, om vi havde en tilsvarende Beretning fra nogen af de Romsdalske Havbygder, hvortil Vestnæs afgiver Overskuddet af sit Arbeide. Men i Mangel deraf skal jeg anføre Uddrag af forhenværende Skolelærer L. J. Strands Meddelelser fra Hiteren, en ægte Havbygd udfor Mundingen af Throndhjemsfjorden.

Indtil for 60-70 Aar siden, heder det, forstod Folket sig kun lidet paa Jordbrug og betragtede det som en stor Møie og unyttig Tidsspilde; Fiskeri var deres Alt. Selv Kvinderne deltog i Fiskebedriften sammen med Mændene, og der var neppe en af Hundrede, som befattede sig med eller endog forstod den Kunst at væve. Nu har vel dette forandret sig meget. Mændene tage sig nogen Tid til at dyrke Jorden, og Kvinderne befatte sig mere med det indre Husvæsen, saa der er bleven bedre Orden med Renlighed og Madlavning, og saasandt der er Uld at klippe eller Lin at høste eller Raad til at kjøbe Bomuldsgarn, ser man ogsaa Vævstolen i Gang i hver Mands Hus.

Endda er det dog det gamle Søbrug, som er Mændenes Lyst og Bygdens Stolthed.

«Thi, siger Meddeleren, ligesaa vel som Landmanden forstaar sig paa at dyrke sin Jord og forfærdige sine Gaardsredskaber og tilberede mange nyttige Ting baade af Mineral-, Dyre- og Planteriget, saa forstaar ogsaa den duelige Fisker at binde og skyde sine Seil- og Torskegarn, at lægge sit Fiskesnøre, at sy sine Skindklæder og indrede sine Fiskebaade og forfærdige alle Ting, som høre til denne kunstige Bedrift. Kan Landmanden Pløie sin Ager og kjende Jordbundens Beskaffenhed og iforveien vide, hvad Sæd denne eller hin Jordart vil bære; 64kan han bruge sin Øxe og falde Skovens stolte Træstammer og fløde sit Tømmer gjennem milelange Elve og skjære det til Bord og Planker; kan han røgte og stelle sin Kvæghjord saaledes, at der er Trivsel og Lykke i hans Stald og hans Fjøs, – saa kan ogsaa Sømanden eller Fiskeren forskjellige Kunster, naar han kun kommer ud i sit rette Element paa Havet for at brydes med Nordsøens Bølger. Han har lært at sammenlænke sine Fiskegarn, og med disse Redskaber gaar han ombord i sin liden Fiskebaad og seiler ud i det aabne Hav. Der ude paa Dybet kan han vide at finde de Legepladse, hvor Fiskestimen har sammenstokket sig i Millionvis; disse Punkter kan han gjenfinde, naar han kaster Øiet hen til de Fjeldmarker, som han har valgt til Anvisning i denne Sag. Han har lært at gaa Faren kjæk og dristig under Øinene, og med den største Koldblodighed ser han Fald og Brændinger rundt om sig; thi han er sikker paa sin Vei gjennem disse farlige Farvande, naar han blot faar se hine Mærkespunkter. Ja i Nødstilfalde, naar Snefok og tyk Luft hindrer ham i at se, kan han endog rette sin Vei blot efter Lyden af enkelte Havfald, saa han naar lykkelig tilbage til sit kjære Hjem. Saaledes har Folket tilegnet sig forskjellige Kundskaber efter de forskjellige Livsforholde, hvori det rører og bevæger sig, og den ene Stand maa ikke se med spottende Ringeagt paa den anden.»

Næst den kvindelige Husflid, som der allerede er hentydet til, kan man, «i de stille Aften- og Morgentimer, naar Lampen er tændt og Folket samlet inden fire Vægge», se Mændene paa Gaarde og i Velstandshuse sysle med at bøde og istandsætte Bohave og Gaardsredskaber samt og især at holde sine Søredskaber istand, binde Garn o. s. v. Ja, Garnbindingen følger Mændene paa deres længere Fisketoure og andre Reiser, for at de dermed kunne udfylde hver ledig Stund.Forfatternote: Da jeg læste dette op for En fra Christiansund, hørte jeg den Bemærkning, at Landsfolk der, som sidde i sin Baad ved Bryggen for at sælge Fisk, jevnlig have Garnbindingen fremme. Dette Arbeide følger Kystalmuen paa Vestlandet omtrent som Strikketøiet følger baade Almuens Kvinder paa Landet og Damerne i Byerne. Men dette er, 65som sagt, i Velstandshuse; i Strandsidderfamilier, som her er mange af, skorter det ofte paa Arbeide, saasom Gaardsbrug mangler og Søbruget drives paa en fattigere Maade (lidet med Garn, mest med et simpelt Snøre), og Leiearbeide udenfor Onnetiderne er lidet at faa, helst nu, da der kjøbes fra Byerne maskinspunden Traad til Fiskegarn. Mangen fattig Kone har derfor maattet lade Rokken staa, selv arbeidsføre Mænd maa til sine Tider gaa ledige; er der endnu Arbeide med Garnbinding o. s. v. at bekomme, saa er det til saa yderlig lave Priser, at der klages: «Vi arbeider, til vi sulter ihjæl». Som naturligt, hentes ikke alene Trævirke fra Indlandet, men ogsaa en Del færdiggjorte Kjørler og Træsko m. m., saasom Folket herude ikke har saa stor Øvelse i at udføre deslige Arbeider.

Det lader til, at selve Naturforholdene eller Næringsveiene føre det med sig, at her er ikke saa mangfoldig og aarsvarig Beskjæftigelse for alle Hænder herude i Havbygden som inde i Fjorden, og uagtet derfor Meddeleren fra Hiteren ikke tør laste Folket, som om det var uflittigt, udtaler han dog Beklagelse over Tilstanden og spørger, om Nogen kan give Raad eller skaffe Sysselsættelse for de ledige Hænder.

4. Bergens Stift

a. Søndfjord.

Om dette Bygdelag har jeg allerede fortalt en Del i Kap. 2. Meget passer desuden her af hvad der nys blev fortalt om Vestnæs og Hiteren.

Søndfjord bestaar ogsaa af ydre og indre Bygder, og inde i Fjordbundene (baade i Dals– og i Førdesfjorden) holdes Markeder, smaa og Ubekjendte udenfor Bygdelaget, men ligesaa aarvisse som de, der ere opregnede i Almanakken, Markeder, hvor «Havmanden» og «Dalemanden» mødes for at bytte hver sit Overskud af Arbeide.

Hvor ligt det i Søndfjords indre Bygder er med Vestnæs, det er f. Ex. de mange Treskemaskiner et Exempel paa, lige 66saa den Skik, som kanske har holdt sig vel saa meget i Søndfjord, at hver Mand er Skomager for sit Hus, og at Konen syer ikke alene sine egne Klæder, men ogsaa Mandens. Det var mig atter og atter en Fornøielse at følge med disse flittige Bondekoner op paa Klædelofterne og betragte deres Rigdom af Klæder, pent ophængte paa Stænger eller omhyggeligt nedlagte i Kister; der var Sengetepper til mange Senge, tildels af ringe Stof (Kohaar, opplukkede Filler o. s. v.), men endda vakkre formedelst de brogede Farver, og af Gangklæder var der visse Sæt, nemlig Høitidsklæder, almindelige Kirkeklæder, og endelig Søndagsklæder til at gaa hjemme med om Søndagen eller til at bruge paa Reiser. I den senere Tid bruge Mændene et noget andet Snit, nemlig «Sjøtrøie» istedetfor «Ullaskjorte», og det har ikke været saa lige til for Kvinderne at følge Moden. Men dels have nogle gjort Byreiser for at lære lidt af «Byskræddersøm», dels har man en enkelt Gang faaet i Huset en Skrædder fra en eller anden Nabobygd for at sy en Trøie, som man da siden har rettet sig efter, dels har man faaet laane «Skant» eller Mønster af en af dem, som have lært i Byen.

Denne Flinkhed og Forsynlighed er den gode Frugt af en Børneopdragelse, til hvis Regler det hører, at Bygdens Gutter skulle selv have syet sine Konfirmationssko, og Pigerne skulle selv have virket fra først til sidst, baade vævet og syet, de Klæder, de staa i paa Konfirmationsdagen. Jeg talte med mangfoldige Kvinder, som havde bestaaet denne Examen, og det morede mig ofte at høre af dem, hvorledes de havde lært den hele Kunst, Stykke for Stykke. I den senere Tid er der rigtignok indtraadt nogen Forandring i dette; Tingen er, at hos Velstandsfolk skal Konfirmationskjolen nu gjerne være noget finere eller kunstigere vævet, og dertil hører Vævestol af en noget bedre Indretning, end man selv har, saa det af den Grund tildels bliver nødvendigt at leie bort denne ene Del af Arbeidet, uagtet Pigen ellers kan væve.

Gutternes tidlige Øvelse maa jeg fortælle et Exempel paa. Om en gammel og hæderværdig Medhjælper oppe i Vik Sogn 67havde hans egen Sognepræst fortalt mig, at han i sin Tid styrede sit Hus og opdrog sine Børn saa flinkt, at da den ældste Søn var 7 Aar gammel, syede han Sko til sig selv, og da han var 9 Aar, lærte han sin yngre Broder op i Arbeidet. Dette fortalte jeg igjen for nogle Bønder i Sognet; og vel kjendte de ikke netop til det, men de holdt det ikke for umuligt, og de fortalte mig om En, som de vidste havde syet sine egne Sko, da han var 8 Aar. Endelig traf jeg den gamle Medhjælper selv, og rigtignok kunde han ikke nu mindes, i hvor ung Alder hans Ældste havde syet sit første Par Sko, men i dets Sted fortalte han mig Følgende: En Høst (jeg tror, Manden var Omgangsskolelærer da) skulde han være hjemmefra flere Uger i Rad, og han maatte da overlade sin ældste Søn baade at barke nogle Huder, som netop var slaaede, og at sy dem op til Skotøi for Huset – og da var Gutten 9 Aar.

Ved saadanne Exempler syntes jeg lidt efter lidt at forstaa, hvorledes det gaar til, at disse vestlandske Bønder kunne have Indsigt og Øvelse i saa mange Haandteringer paa en Gang. Fordi de saa tidlig holdes til at gjøre Nytte, udvikles deres Fingre og alle deres Sandser og Evner i Retningen af at tilegne sig den ene Færdighed og Haandtering efter den anden, ligesom den Yngling, der gaar den studerende Vei, faar en større og større Færdighed i at tilegne sig den ene Videnskab efter den anden.

Hans Arentz, Sorenskriver i Søndfjord i Aarene fra 1762 til 1793 og Forfatter af en fortræffelig Søndfjords Beskrivelse (i Topogr. lourn.), siger:

«I Almindelighed at tale bør enhver Bonde-Familie være sin egen Kunstner og Haandværker i Alt, hvad der til hans Huses og Landbrugs Fornødenhed egentlig udfordres; og lad være, at den ene Bonde i visse Tilfælde og Omstændigheder kan trænge isaafald til den andens Hjælp, maa dog ingen iblandt dem blot søge sit Levebrød deraf; thi kommer det først saa vidt, tabes ganske vist Arbeidsomhed og Flittighed hos Mængden; hidindtil veed Søndfjord, nøie at tale, endnu ikke af saadanne Bondehaandværkere at sige, og forhaabes, at de heller ikke nogensinde skulle vorde her gjængse.»

68Nu skulde det være artigt nok, om Nogen med denne gamle Beskrivelse for Øie vilde tage sig for at anstille en saadan nøiagtig Undersøgelse for Søndfjords Vedkommende, som vi saa ovenfor for Senjens, og fornemmelig saaledes, at vi kunde se, hvad Forandring der er gaaet for sig i Tidens Løb, og hvad der er vundet eller tabt ved Forandringen. Til Prøve skal jeg anføre lidt af mine egne Iagttagelser og det navnlig fra den Del af Søndfjord, hvor Sorenskriver Arentz var bosat, nemlig Dalsfjordens Strøg.

Det yderste Præstegjeld her er Askevold, en Bygd af Havbønder. Jeg var tilstede ved et Repræsentantskabs-Møde, efter sluttet Forretning fik jeg Leilighed til at samtale med de Forsamlede og forelægge dem en Del Spørgsmaal om Bygdens Anliggender, og saaledes tog det ene Ord det andet, at jeg fik høre, at disse Mænd, som jo vare valgte blandt Bygdens bedste, alle gik og stod i Sko, de selv havde syet. Dette var mig noget Nyt da, jeg overraskedes høilig, og det morede mig fra nu af at spørge nøiere efter om disse Forholde.

Det nærmeste Præstegjeld indenfor er Yttre Dale. Her hørte jeg det beskrive som en Undtagelse, naar en Mand ikke kan sy Sko, men det føiedes til, at ikke just alle Mænd række at gjøre det, saa de maa overlade det enten til sine Tjenere, um de ere flinke nok, eller til et Par bylærte og nogle flere bygdelærte Skomagere, som Bygden har.

Lidt længer ind, og vi ere i Indre Dales Præstegjeld, og til dette hører hint Vik Sogn, som jeg har meddelt Adskilligt fra i Kap. 2, og hvor en Mand forsvarede den gamle Skik paa den Grund, at man er mere sikker paa at faa baade sit Lader godt barket og sine Sko og Søstøvler godt syede, naar man gjør det selv. Jeg fortalte ham lidt fra Nabobygden Sogn: her havde ogsaa Bønderne den samme Skik indtil for en Menneskealder siden, da den nye Maade med ordentlig udlærte Haandværkere udbredte sig fra Østlandet af; skjønsomme Folk havde forklaret mig, at de stod sig vel ved Forandringen, og det var ikke frit for, at de smilte lidt ad de plumpe Søndfjords-Støvler. Min Søndfjording indrømmede 69strax, at det hjemmegjorte Arbeide var ikke fint, men han vedblev sin Mening om, at han stod sig bedst ved sin Maade.

Selv kom jeg til at tænke saa:

At Søndfjord har holdt saa længe paa denne gamle Skik, det vidner ikke alene om Flittighed, men ogsaa om Nøisomhed. Hidtil har man vel ikke havt bedre eller mere lønnende Anvendelse for de Mellemstunder, som nu bruges til Skoarbeide, og hidtil har man vel heller ikke havt Raad til at koste sig finere Skotøi end det selvgjorte. Sker der væsentlige Forandringer i Næringsdriften, og forbedres Folkets Kaar betydelig, saa skal det vist ikke feile, at Bygden bliver fuldt besat af Skomager-Haandværkere, og det kan forudsees, at saadan Arbeidets Deling vil have sin Fordel; men det gaar ofte saa, at med Fordel og Vinding paa en Kant følger Tab paa en anden. I de Bygder, hvor hver Mand kan sy Sko, der kan han ogsaa flikke og bøde; at sy af Nyt kræver hele og gode Arbeidsdage, som muligvis kunde nyttes bedre, men Skoflikking er netop et Arbeide for alskens Mellemstunder, som der altid bliver nogle af; falder hin Hovedfærdighed bort, saa gaar det kanske med det samme saa, at den Bifærdighed at kunne bøde sine Sko, strax de behøve det, ogsaa falder bort, og dermed vil et ikke ringe Tab være skeet i fattige Huse. Jeg synes at se det tydelig i et andet, men lignende husligt Anliggende: i Søndfjord, hvor Kvinderne endnu i Regelen sy alle Klæder, endog Mændenes, kommer deres Færdighed ogsaa de gamle Klæder tilgode, som de bøde og lappe med baade Skjønsomhed og Raskhed, men i Sogn, hvor det overlades til Mandfolkeskræddere at sy endog en Del af Kvindernes Klæder, staar det tildels meget ilde til med Søm i det Hele taget og altsaa ogsaa med Lapping og Bøding, saa man kan høre om dette Forargelige, at Folk gaa med sine Skjorter, «til de dætter af Kroppen».

b. Eivindvik.

Fra de yderste Sogne ved Mundingen af den mægtige Sognefjord, nemlig Sulen og Gulen (Eivindvik Præstegjeld) 70og Brække nærmest indenfor, har Kirkesanger Ellingsen sendt mig udførlige Meddelelser.

Meget af Tilstanden her kjender jeg igjen fra Søndfjord paa den ene Side og Strilelandet paa den anden.

Høist interessant forekommer det mig at være, at i hin lille Kreds af Smaabygder kan det mærkes, hvorledes Husfliden og Huslivet arter sig forskjelligt paa Grund af hver Bygds Beliggenhed og Naturbeskaffenhed.

Sulen er høifjeldet og ligger yderst mod Havet. Det høie Fjeld yder ypperlig Græsgang for Faarene, og lige i Havkanten er det snebart Vinteren igjennem og saa mildt, at Faarene kunne gaa ude hele Tiden. Her holdes derfor mange Faar, og den «Vetesto» (Vinteruld), som klippes af disse «Udegangsfaar» en Gang for Aaret eller om Vaaren, er langt renere og bedre end Ulden af Faar, som ligge i Flor største Delen af Aaret. Men paa Sulen er derfor ogsaa den kvindelige Husflid med at tilvirke Ulden bleven udviklet til større Fuldkommenhed end i Nabobygderne.

Omvendt kan man i en anden Retning mærke størst Udvikling, om det saa skal kaldes, i det inderste Sogn og mindst i det yderste.

I Brække er nemlig den gamle Nationaldragt nu omtrent forsvunden, især blandt Mandfolkene, og dermed ogsaa Kvindernes Dygtighed til at sy Mandfolkeklæder, hvortil nu Skræddere bruges. Den nye Skik er kommen fra de indre Bygder i Sogn. – I Gulen, som ligger længer ude, har Forandring i denne Retning holdt paa at gaa for sig i de sidste 10 Aar. Før den Tid gik Mændene med hvide Sokker, sort kort Buxe, blaa kort Trøie eller den graa «Ullaskjorte», og rød Hue, og da var det Konens Arbeide at sy; nu er Langbuxen og den side blaa «Sjøtrøie» med liggende Krave, og den tilhørende brune eller sorte Hat, bleven indført, og dermed have omreisende Bygdeskræddere indenfra faaet Indpas; dog sy Kvinderne endnu i Regelen sine egne Klæder og lægge sig derhos ivrig efter Skræddersøm for at fortrænge Skrædderne og blive selvhjulpne som før. – I Sulen endelig, som ligger Yderst, sy de fleste 71Kvinder sine egne Klæder og tildels ogsaa for Mandfolkene i Huset. At Kvinderne her ere stærkt optagne hermed og med hint Uldarbeide, har ogsaa dette i Følge med sig, at Mandfolkene ofte selv maa spinde Hampen til sine Not og Garn, noget, jeg ikke veed at have hørt om ellers.

Flere enkelte Personers Flid, Kunstfærdighed og Opfindsomhed omtales i disse Bygder; navnlig berettes en Vævskemagers Historie omstændeligt. Her kan kun kortelig nævnes, at paa enkelte Gaarde i Gulen er det en gammel Bedrift at flette Kurve (Hasselkviste til «Boger» d. e. Buer, Ribber, samt Tæger af Birk til Fletting) – store Baadsladninger til Bergen – og paa andre Gaarde sysler man med at arbeide op Spader, Greb, Øsekar m. v. – smaa Baadsladninger til de skovløse Øer i Nærheden.

c. Strilelandet.

Naar man, som jo nu for Tiden endog er det almindeligste, udstrækker Husflidens Begreb til at omfatte ikke alene Arbeide til Husets eget Behov, men meget mere Arbeide, som skal tjene Andre eller levere Handelsvarer, saa kan jeg fra Strilelandet melde om en ægte Husflid, som drives i den yderste Udstrækning og er udviklet til høieste Grad af Fuldkommenhed. Det er en ægte Husflid; thi Arbeidet foregaar i Familiens Skjød og inden Stuens fire Vægge, det er let at tage til i hvilkesomhelst korte Mellemstunder, og det sysselsætter alle Hænder, fra Barnets til Oldingens, Mænds og Kvinders. Arbeidet drives i sine Bygder i en saadan yderlig Udstrækning, at det endog maa vække Bekymring, idet ikke alene Mellemstunderne i fast alle Huse anvendes dertil, men i mange Huse endog hele og gode Arbeidsdage; hvorledes Familier derved ere blevne afhængige af denne Bedrift, det viste sig for nogle Aar siden paa Radøen i Mangers Præstegjeld, da der indtraadte som et Uaar, saa Fattigvæsnet maatte træffe særdeles Forføining, og det formedelst Stands i Varens Afsætning hos Kjøbmanden. Og omgaaende den Grad af Fuldkommenhed, hvortil Arbeidet, rimeligvis i lange Slægtsled, er blevet 72udviklet, er det tilstrækkeligt at anføre, at de svede Hænder kappes med kunstige og i sig selv fortrinlige Maskiner, men endda staa sig i Kappestriden, fordi de gjøre det billigere, Noget, som jo kan kaldes Husflidens Mesterstykke.Forfatternote: Man se Hr. Herm. Baars‘s Erklæring om den Jouanninske Garnbindingsmaskine paa Fiskeri-Udstillingen i Boulogne (Aftenbladet for 22de Marts 1867).

Hvad jeg sigter til, er Fiskegarns-Tilvirkningen for fremmed Regning. Strilerne selv betegne Tingen med det kortere Udtryk «Leige-Hamp».

I 1865 satte jeg mig for at besøge en af Hav-Strilernes Bygder, og valgte at reise ud til den fornævnte Radø i Mangers Præstegjeld. Jeg vidste ikke om «Leige-Hamp» før; men den faldt mig snart i Øinene og ragede saaledes op af Folkelivets, Huslivets, Arbeidslivets Mangfoldighed, at jeg fast ikke kunde vende mig nogetsteds hen uden at lægge Mærke til den.

I Amtmandens Femaarsberetning for 1856–60 heder det: «Denne Tilvirkning antages i Hammers Præstegjeld at indbringe aarlig omtrent 1000 Spd., i Manger antageligvis et endnu større Beløb og i Vaag og længere sydover neppe heller ganske ubetydelige Beløb.»

Nordover har denne Industri udbredt sig over Lindaas og en Del af Eivindvik.

Udtrykket «Leige-Hamp» har Hensyn til Kjøbmanden. At «drive med Leige-Hamp», det er (saaledes beskrev man det gjerne for mig) at ro ind til Bergen og faa hos Kjøbmanden en Vog Hamp at virke og med det samme en Tønde Korn eller saa at leve af. Det er da som en «Leige» (Leie) eller Kredit, og Hampen skal leveres tilbage i tilvirket Stand, spundet og tvundet og bundet enten til Vaarsildgarn eller Sommersildnot, Brislingnot o. s. v. Eftersom Garnet bindes grovmasket eller finmasket, er Betalingen mindre eller større, 3, 3½, 4 Spd. for en Vog Hamp, sagde man.Forfatternote: Fra Eivindvik er Prisen upgivet fra 4 til 6 Spd. Vogen.

73Hvor fortræffeligt dette Arbeide passer til at udfylde Fristunder, vil man forstaa, naar jeg fortæller, at raske Silde-Fiskere, som fare alt til Kinn, have gjerne Traad med sig og sidde i sine Logishuse og binde, naar Uveir hindrer Arbeidet paa Havet.

Og hvorledes det passer for alle Hænder, det saa jeg i en Strandsidderfamilie, hvor en 10-aarig Gut og en 13-aarig Pige hjalp Far og Mor, han med at binde, hun med at spinde.

I Beretningen fra Eivindvik læser jeg om Smaagutterne, at de allerede i 5–6 Aars Alderen begynde at øve sig i Binding, og at de i 10–12 Aars Alderen kappes med de Voxne i Hurtighed, «saa det ret er en sand Fornøielse at se de, smaa, rappe Hænder arbeide for Brødet.»

Tvindingen foregaar ikke altid med Spinderok, men ofte med den oldtidsmæssige «Haandsnelde»; Traaden hænger over en Jernkrog i Loftsbjelken, og Snelden, som hænger ned mod Gulvet, sættes i Sving ved at dreies mellem Hænderne. Men paa sine Steder har man ogsaa «Tvinderokke» med 5 til 7 Spindler eller Snelder, og et stort Hjul til at sætte dem i Bevægelse, en Indretning, som bruges ude paa aaben Mark, i godt Veir. « Dette er en stor Forbedring i Driften, som først er indført i den nyere Tid» (Eivindvik).

Saa simpelt det hele Arbeide end synes at være, saa kræver det dog mere end blot og bar Taalmodighed og Øvelse i at arbeide hurligt; især under Spindingen skal der Opmærksomhed og Tanke til, for at faa en Vog Hamp til at give et vist og nøie bestemt Antal Alen af bundet Garn eller Not med et vist Antal Masker paa Alen, hverken mere eller mindre, – ellers slaar Kjøbmanden af paa Betalingen.

En anden Bestemmelse fra Kjøbmandens Side kan ogsaa være den, at Noten skal være færdig paa en vis Tid. Da kan det være, at Hænder maa deltage, som ellers havde vigtigere og mere lønnende Arbeider for sig.

Fortjenesten er yderlig liden. Der regnes f. Ex. 4 til 5 for at spinde en Mark Hamp, hvilket vistnok kun giver en smal Dagløn. Den Del af Arbeidet, som betaler sig bedst, er 74Bindingen, Noget, som viser sig, naar Kjøbmanden leverer ud maskinbunden Traad. En rigtig flink og rask voxen Karl eller Pige kan med Anstrængelse og Flid binde for 12 Dagen.

Da derfor en Bonde med et middels stort Gaardsbrug og Søbrug fortalte mig, at han til Fristundsarbeide for sit Hus brugte at tage hjem et Par Voger Leige-Hamp for Aaret, føiede han til: «Det kan gaa an».

Og jeg forstod altsaa, at naar en Strandsidder, en Mand i sin bedste Alder, fortalte om 5 Voger, som han med Kone og to Børn virkede for Aaret, saa tydede det paa, at han som Strandsidder og fattig Mand for lange Tider af Aaret ikke havde noget bedre at tage sig til.

Ved Talen om de mange Strandsiddere i Fiskeri-Distriktet Hiteren hørte vi, at de endog tildels maa savne denne Beskjæftigelse, og i Sammenligning dermed maa Strilelandet prise sin Leige-Hamp. Men denne medfører dog en stor Fare.

Ved Talen om Sildetønde-Arbeidet i Søndfjord hørte vi om, at fattige Folk fristes til at drive for meget paa dermed og tilsidesætte vigtigere Ting, fordi de med Tønderne kunne skaffe sig Kontanter i en Hast. Men Fristelsen med Leige-Hamp er saa meget større, som man gjerne faar Betalingen forlods.

Man vil kunne finde, at jo fattigere Folk er, desmere holde de paa med Leigehampen. Denne ligesom lægger sig om Foden paa dem, saa de kunne ikke røre sig eller rive sig løs og søge op nogen bedre Bestilling.

Det er dobbelt betænkeligt, at en Fiskerbefolknings unge Gutter og voxne Karle og stærke Mænd skulle fængsles af Leigehampen. Thi de bindes dermed til Ovnskrogen, ja holdes indestængte i den lavloftede Stue med Lyse-Kole og Kogovn, med Torvlugt og Kvalme, og dette hærder ikke for den haardbare Søbedrift.

Anderledes kjækt og muntert skulde det være, om disse Striler f. Ex. bemandede Bergens stolte Fragtfarerskibe, eller om de lagde sig til Bank-Skøiter og udbredte sig over hele Norges Fiskehav, som Strilelandet kunde synes skabt til at beherske.

75Efter hvad jeg hørte om større og større Foretagsomhed i Fiskebedriften her paa Strilelandet, navnlig om de mange Baadlag, som i de senere Aar drage alt til Kinn-Fisket, kan jeg godt tænke mig at den Tid skal komme. Men jeg kan ogsaa tænke mig, at et saadant lykkeligt Opsving kunde fremskyndes, om f. Ex. Bygdernes Formandskaber tog Haand i Hanke med.

Dog, jeg tør ikke give Raad. Jeg standser med den Bemærkning, at her have vi en Husflid, som nok er dreven for vidt eller er kommen til at indtage en vel stor Plads blandt Næringsveiene, saa man kan blive yderst spændt paa at se, hvad Bygdernes egne Mænd kunde finde paa for at faa en Vending i Tingene.

6. Etne.

Bygden ligger i Søndhordland, sydligst i Bergens Stift. Den berører Fjorden, men strækker sig op gjennem en Dal alt til Fjeldet, har altsaa blandede Forholde.

En herboende Gaardbruger, Thorbjørn Øien, har beskrevet mig Husflidens Tilstand. I Førstningen syntes det ham at staa saa daarligt til, at der skulde Mod til at begynde paa Beskrivelsen; men det blev muntrere, efterhvert som han i Tankerne fik opklaret Forholdene.

Jeg kan sige, at samme Erfaring har jeg selv gjort, ved at tage for mig hele Landets Husflid.

Meddeleren finder saa meget at berette om Mandfolkene, at han om Kvinderne maa indstrænke sig til at sige, at deres Kunstfærdighed er god, men deres Flid høist prisværdig, om ikke overdreven.

Paa Mandfolkenes Side kan man vistnok se enkelte Løskarle gaa ledige mellem Onnerne, og det fæster sig i Erindringen; den jevne Flid hos Mængden derimod er man mere vant med, og den bemærkes derfor mindre.

Folk ere nævenyttige og selvhjulpne, paa lignende Vis som vi have seet i Søndfjord. Dog lader det til, at man mere har begyndt at overlade visse Arbeider til Haandværkere.

76«Folket synes at indse mere og mere, at mange Haandværk (forenede i samme Person) gjøre mange Ulykker.»

Dette er jo Begyndelsen til Arbeidsfordeling. Og herhid hører maaske ogsaa følgende to Stykker:

a. Nogle af dem, som drage paa Vaarsildfiske, synes ikke om det, naar en og anden af Baadlaget efter nedarvet Skik tager med til Salg ude paa Varene, hvad han af Træsko og Sopelimer m. m. har arbeidet op om Høstaftnerne; disse Sager ere til Uleilighed paa Baaden. (Og man finder maaske, at en ret driftig Sildefisker ikke maa have Tid tilovers for Sligt).

b. Nede ved Fjorden eller i bedste Bygden er det blevet Skik, at Drengene ikke holdes til Aftenarbeide om Vinteren, naar de f. Ex. have tresket om Dagen, og den Skik holder paa at forplante sig op over Dalen. Man finder, at Dagsarbeidet er nok, og at Aftenen kan trænges til Hvile. (Der har naturligvis været tresket i gamle Dage ogsaa; men tænkeligt er det, at Dagsarbeidet i det Hele nu for Tiden drives med større Kraft, og da er der maaske ikke noget tabt, om Kveldsarbeidet sløifes eller overføres paa andre Hænder, f. Ex. Haandværkere eller saadanne svagere Personer blandt Husets Folk, hvem Udarbeidet vilde falde for stridt).

Fra denne Bygd kunde jeg meddele Beskrivelse med Tegning af tvende, som mig synes, sindrige Opfindelser, nemlig en Sten-Slæde, til at kjøre Sten af Rydningsland, og et Hyrdetelt, med Seng og Kamin, saa lidet, at Fækarlen eller Gjæteren kan staa det sammen og bære det med sig og i en Haandevending sætte det op igjen. Rummet tillader dog ikke at dvæle ved disse Enkeltheder. Men den Tanke faar det være mig tilladt at antyde, at det skulde være skjønt, om der kunde findes Middel og Maade til at faa bekjendtgjort alle de Smaa-Opfindelser, som Aar om andet komme frem under Almuernes Stræv; det turde da vise sig, at den modnede Frugt af en heldig og vellykket Opfindelse fra et Sted vilde falde ned som Frø paa et andet, og at deraf vilde voxe op en alt rigere Væxt af Forsøg og Forbedringer, til Lettelse for de Strævende selv og til Lyst for dem, der staa som Tilskuere.

5. Stavanger-Egnen

77Under ovenstaaende Fremstilling har jeg selv faaet det Indtryk, at efterhvert som jeg kom sydover langs Kysten, har jeg fundet mere og mere af den Arbeidets Ordning, som man kunde vente i mere befolkede Egne og i større Nærhed af Byerne o. s. v. (den stærkt drevne Industri paa Strilelandet, flere Haandværkere i Etne). Fra Stavanger-Egnen skal jeg sluttelig berette om en Husflidsgren, som har blomstret op til en formelig Fabrik-Drift. Jeg omtaler den sammen med den øvrige Kystvirksomhed, af den Grund, at den tjener Søbedriften. Det er Fabrikation af de Slags Sømands-Hatte, som kaldes Sydvester.

Fabrikanten heder Fugelie. En Ven af mig, Konsul Jens Kielland i Stavanger, beretter om ham. «Jeg har længe vidst, heder det i Brevet, at han drev en ikke Ubetydelig Fabrikation af Sydvester; men jeg havde ikke drømt om, at den gik saaledes i det Store. Tilfældigvis fik jeg tale med ham nu nylig. Han gaar din Træskemager ved Gjøvik i Veiret, saa jeg kan ikke tvivle paa at en Fortælling om hans Bedrift vil interessere dig.»

Fugelies Moder forestod et Børneasyl i Stavanger; for 10 til 12 Aar siden begyndte hun at sy Sydvester, og med Hjælp af de ældste Børn til at sy og af Manden til at olje drev hun det til en 3–400 Stykker om Aaret. Efter et Par Aars Forløb, da hun var for gammel for Asylet, flyttede hun ud til Sønnen paa Gaarden Legvold, ½ Mil fra Byen, og denne optog Bedriften. Snart havde han indtil over 30 af de omboende Bondepiger til Hjælp, og da han er en meget tænksom Mand, udfandt han snart den rette Maade at nytte Materiale og Arbeidskraft til det Yderste, ligesom han og lærte at give Sydvesterne den rette Form, saa at hans overgik alle Andres i Billighed og Godhed. Afsætningen gik igjennem Byens Handlende og var rivende. Saa kom Symaskinerne op. Strax fik Fugelie en, og saa en bedre, og endda flere. I de sidste 3 Aar har han havt i uafbrudt Virksomhed 5 større og 1 mindre Maskine, hver til sit særskilte Brug. Med 8–10 78Piger til Trokling og en Mand til Klipning o. s. v. forfærdiges nu daglig 120 Stykker, «der paa 300 Arbeidsdage gjør det vakkre Antal af 36,000 i et Aar.» Prisen er fra 3½ til 6 Spd. Dusinet, og i hvert Dusin findes jevnt fordelt 4 Størrelser fra Nr. 1 til Nr. 4, medens kun enkelte af Nr. 5 stikkes ind, da de ere saa store, at de alene passe til meget faa Hoveder. Den store Mængde Ravndug og andet Materiale kjøbes i det Store, fra Christiania Seildugsfabrik o. s. v., og de mange Sydvester sælges Landet over.

Manden er en af disse driftige Folk, om hvem det heder: «Sæt ham paa et bart Fjeld, og han vil faa noget ud deraf.»

6. Slutningsbemærkning

Kysten fra Finmarken til Stavanger ligger for mig som væsentlig og hovedsagelig et Fiske-Distrikt. Mellem Stavanger og Christiansand dele Kystbeboerne sig mellem Fiskeri og Skibsfart. Kysten østenfor Christiansand igjen er hovedsagelig et Skibsfarts-Distrikt.

Om vi ret kunde overskue Huslivets og Husflidens Kaar, skulde det sikkerlig befindes, at der er modsvarende Uligheder i de tre Strøg.

Paa Østkysten finde vi Arbeidsfordelingen mest gjennemført. Skibsfarten er for Mændene, Kvinderne kunne ikke tage Del. Dermed følger et mere udviklet Begreb om, at det er Manden, som er den erhvervende, og at Kvindens Opgave er ikke saa meget at virke og bidrage til Næringen, men at holde Hus. Her sysler heller ikke Konen saa meget med Husflid, men Huset holdes gjerne pent, med skurede Gulve, med Gardiner for Vinduerne, Omhæng om Sengen, Betræk paa de Birketræes Stoler, Glastøi og Stentøi stillet op til Stads paa Dragkisten, Blomster i Vinduerne og Haven.

Langt Nord i Fiskedistriktet er Arbeidsfordelingen mindst udviklet. Endnu kan der findes Levninger af ældre Tiders haarde Skik, at Kvinder maa gaa med paa Havbaaden og følge med Sommersild-Noten og Sei-Noten, og det er bekjendt, hvorledes Kvinderne maa deltage i Gaardsdriftens Tungarbeide, 79ja paa sine Steder hovedsagelig sørge for at faa samlet sammen Tang og Skav og Løbning til Føde for Kreaturene. Baade kan Manden, der ikke som Matrosen er langt og lange borte fra sit Hjem, deltage i allehaande Husflid, lige til at hjælpe til med Kjøkkenstellet (som vi hørte om Finnerne), og i Bevidstheden om at maatte hjælpe til med Erhverv anstrænger Konen sig til det Yderste med Spinding og Væving o. s. v., (som vi hørte om i Senjen), saa hun faar mindre Tid og Sands tilovers til at sørge for Husets Pynt og finere Stel.

I de sydligere Strøg af Fiskeri-Distriktet, i de Throndhjemske og Bergenske Kyststrækninger, har jeg, som allerede sagt, skimtet en vis Udvikling i Retning af Arbeidsfordeling, med Indskrænkning i Kvindernes Deltagelse i Fiskeriet, med noget større Søgning til enkelte Haandværkere, o. s. v. Men der kan ogsaa mærkes en vis Bevægelse i modsat Retning, med Sammenblanding eller Ophobning af flere Arbeider paa en Person, idet Fiskeren tillige bliver Jordbruger og Jordbrugeren tillige bliver Fisker.

Paa Hiteren og flere andre Havøer var før i Tiden Fiskeriet mere udelukkende Næring og Beskjæftigelse, og Jordbruget var forsømt. Nu er denne sidste Bedrift kommet mere op og lægger Beslag paa en Del af Fiskernes Opmærksomhed. Omvendt inde i Dalene, ja selv i mange af de vestlandske Fjelddistrikter, hvor Gaardbrug før var eneste Næring, men hvorfra Mandfolkene i denne Menneskealder mere og mere komme ned til Kysten om Vinteren for at deltage i Fiskerierne, noget jeg har fortalt Exempel paa i Kap. 2.

Om Vinteren er jo Jorden inde i Dalene bunden af Frost og Sne; der er altsaa en Mellemstund for Bønderne; denne bør udfyldes med en Bisyssel; en udviklet Husflid kunde tænkes; men nu træder Deltagelse i Vinterfisket istedet derfor, og det i saa stor Udstrækning, at for at holde det gaaende med de nødvendige Gaardsarbeider, har man, som omtalt, maattet bygge sig en stor Mængde Treskemaskiner med Vandhjul.

Noget Modsvarende finder ogsaa Sted ude ved Havet. Strandsidderne have sin Hovedbedrift til visse Tider, naar 80Fisket gaa til, og da de ikke have Jordbrug at tage til i den Tid, som de kunde kalde mellem Onnerne, har «Leige-Hampens» Industri maattet hjælpe til at udfylde Tiden og erstatte Fiskeudbyttets Mangler.

Saaledes se vi en underlig Sammenslynging af Bevægelser og Bestræbelser, i forskjellige Retninger og tilsyneladende i Strid indbyrdes. Men det Indtryk har jeg dog faaet, at det i det Hele gaar fremad med Arbeidet, med større baade Omtanke og Flid og rigere Velsignelse.

Om Om Husfliden i Norge

Om Husfliden i Norge til Arbeidets Ære og Arbeidsomhedens Pris var den første omfattende systematiske studie av husflidsarbeid i Norge. Boken er Eilert Sundts hyllest til allmuens arbeid, innovasjon og kunnskap. Data om husflid innhentet fra hele landet via spørreskjemaer og svarbrev gjorde det mulig for Sundt å foreta en komparativ analyse.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1867 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook