1. Trykstad i Smaalenene

133Om denne Bygd finder jeg en Bemærkning af J. Chr. Berg fra 1799, at der var mange, som udmærkede sig ved smukke Haandarbeider, saasom Urmageri, at udskjære i Træ m. m.Forfatternote: I Forordet til en ældre Beskrivelse over Hæggens og Frolands Fogderi, Topogr. Journ. 8de Bind.

Og hvordan det har artet sig med Kunstfliden siden, det har jeg faaet fortræffelige Oplysninger om i en Beretning af forhenv. Storthingsmand, Gaardbruger Zyprian Sødtland. Til hvad han selv har oplevet i Nutiden, har han følet, hvad han har kunnet udspørge af Bygdens ældste Mand, saa hans Fremstilling omfatter en 80 Aar, og han har delt den efter Tidsrummets 2 Halvdele eller Aarene 1786 til 1825 og 1826 til 1866.

Fra det første Tidsrum veed Meddeleren ganske rigtig at omtale et paafaldende stort Antal af Bønder, som havde lagt sig efter allehaande kunstigt Arbeide. Han omtaler saaledes med Navns Nævnelse ikke mindre end sex, som havde lagt sig efter Urmagerkunsten. Nogle af disse dreve mest paa at gjøre simple og billige Ure af Træ og Staaltraad,Forfatternote: Der er endnu Ure af dette Slags i Bygden; de ere over 70 Aar gamle, men gaa fremdeles. af lignende Art som de nuværende Schwarzwald-Ure; andre gjorde solide Ottedagsure af Metal. Og jevnlig behagede de sig i at overraske med noget Usædvanligt. En af dem, Svend Udveien,Forfatternote: Det vil maaske interessere En og Anden i Egnen at se Navnene paa alle hine Sex, nemlig: 1) Ole Levestad (Ottedags-Ure af Jern og Messing), 2) Jon Mansaas (ligesaa, mange), 3) Sakse Natrud (Hjulene af Træ, Drevene af Staaltraad), 4) Svend Udveien paa Gaarden Haagaas (hans Lærlinger: Halvorsen, Urmager paa Moss, Pettersen i Drøbak, Brun i Rakkestad, Holmsen i Christiania, Halvorsen i Fredriksværn, Berg i Trykstad); 5) Gulbrand Berg, forriges Lærling, og 6) Peder Berget (samme Slags Ure som Sakse Natrud, var Husmand, indrettede til Skildt for sin Bedrift et Ur, som viste saa vel ude paa Væggen imod Veien som inde i Stuen). 134satte op i sit eget Hus et Ur, som viste baade over Indgangsdøren, i alle Værelser og i Kjøkkenet, og det viste ikke alene Time, Minut og Sekund, men tillige Dag og Datum samt Ny og Næ. Et andet af hans Ure behøvede ikke at trækkes op mere end en Gang for Aaret. Denne samme Mand brød ogsaa sit Hoved med at opfinde et perpetuum mobile, arbeidede for sin Fornøielse en Elektrisermaskine, opfandt en Maskine til Filehugning o. s. v.; derhos spillede han Violin til større Fuldkommenhed, end man var vant til at høre hos nogen Anden. Hvad dygtig Mand han maa have været, det skjønnes af, at der fra hans Værksted udgik Lærlinger, der nedsætte sig som Urmagere baade i By og Bygd.

Men med hine gamle Mestere og deres umiddelbare Lærlinger er Urmagerarbeidet nu nok uddøet i Trykstad,Forfatternote: Vel er der et Par Urmagere ogsaa nu; men de have lært i Christiania. og dette synes mig mærkeligt. Man kunde ventet, at hvor en saa god Begyndelse var gjort, hvor man havde til sin Raadighed et saa stort Fond af Opfindsomhed og Nemme, der skulde Kunsten have holdt sig og udbredt sig. Naar Mestrene havde sat sig i Forbindelse med Folk i Nabolaget og faaet dem til at deltage i Arbeidet, saaledes at En gjorde Hjul, en Anden Skruer og Stifter, en Tredie Urkasser o. s. v., naar der til Opfindsomheden havde føiet sig en Smule Evne til at ordne og lede Arbeidet i Retning af at faa ret mange Hænder beskjæftigede og ret mange ledige eller halvledige Stunder udfyldte, saa skulde man jo tro, at Urmageriet kunde have rodfastet sig og blomstret og udviklet sig i denne norske Bygd ligesaa vel som i Schwarzwald og Schweitz, hvor enkelte Bygdelag have drevet det til Mesterskab og nu have ligesom faaet Privilegium paa at forsyne Verden med Ure.

Saa meget mere kunde man ventet, at denne nette Kunst skulde fundet et Hjem her i Bygden, som der ialfald var en Mand, der samtidig med hine Mestere udmærkede sig ved en sjelden Skjønheds-Sands, saa der vist kunde blevet Raad til 135at faa Urmagernes Arbeider udstyrede med en Smag, som svarede til deres Kunst. Denne Mand hed Ole Stenersen. Han levede som Lærer for Smaabørn; men derhos var det hans stadige Syssel fra Ungdommen og til over 73 Aars Alder at udskjære Daaser. Han skar ikke i den Tids almindelige Træskjærerstil, men efter tilsendte Tegninger, Signet-Aftryk og andre Modeller. Tallet paa hans Daaser løb op i Tusinder, mener man, og de spredtes ikke alene om her i Landet, men kom ogsaa udenfor, til England, Frankrige, Østerrige, Danmark og Sverige. De fleste, siges der, kom til England, men de smukkeste sendtes til Østerrige, efter Tegninger, som vare hidsendte derfra.

Om en anden Bedrift derimod kan det siges, at den baade har sin Rod i det første af hine to Tidsrum og har skudt vakkert op i det sidste. Det er Smede-Arbeidet. Man kan vide, at den Bygd, som havde saa flinke Urmagere, ogsaa har havt Smede. Urmager-Sysselen er jo som en finere Afdeling af Smede-Arbeidet. Foruden at mangen Mænd var sin egen Smed, var der dem, som gik om paa Gaardene og arbeidede for Andre; det var almindelige Gaardsredskaber, som forfærdigedes, og navnlig fik Smedene ved første Periodes Begyndelse et nyt Arbeide at prøve sine Kræfter paa, nemlig at gjøre Jernplove. Hvad der saaes paa, var mere Styrke og Hensigtsmæssighed end smukt Udseende, og enkelte Smede udmærkede sig ved sit gode Arbeide. En af disse Mænd af den gamle Skole lever endnu; han er ualmindelig dygtig i sit Fag og har bestandig viist megen Tænksomhed, saa man f. Ex. har kunnet se ved hans Arbeider, at det har været passet at lægge mest Material der, hvor Slid eller Kraft har virket mest, Noget, som ingenlunde enhver Smed tager tilstrækkelig Hensyn til. Navnlig omtales han som en Mester til at sveitse Jern og Staal, uden at det derved forbrændes til Skade. Naar en saadan gammel Smed taler om en yngre Laugsbroder, kan man høre ham rose dennes Arbeide, men saa tilføie denne kritiske Bemærkning: «Men han har dog ikke lært at lægge Jernet i Varmen endnu.»

136Nu vel, denne Mands to Sønner, Brødrene C & O Olsen, have saaledes optaget og udviklet Faderens Bedrift, at de, efter et Ophold ved et af de mekaniske Værksteder i Christiania, have oprettet hjemme paa Faderens Gaard og drive med større og større Kraft et Jernstøberi og mekanisk Værksted. Til Anlægget hører en 3 Heftes Dampmaskine, og 8 Mand beskjæftiges for Tiden. Der kan støbes indtil 5 Sk i et Stykke, og fra Værkstedet leveres Treske-, Hakkelse- og Rodskjæremaskiner, samt og fornemmelig Mølle- og Sag-Indretninger.

En anden Smed har ogsaa fuldstændigt Værksted; her beslaaes Vogne og Kjærrer, her gjøres Bygningsbeslag o. s. v. Af Værkstedets Lærlinger ere flere blevne dygtige Smede, og Mesterens Søn har desuden uddannet sig videre ved et af de mekaniske Værksteder i Christiania.

Det skulde være interessant, om denne smukke Industri kunde blive til noget mere end til Bygdens egen Forsyning. I Kapitlet om Christiania vil man se, hvorledes en egen Klasse af Smede i de senere Aar have taget sig til at drive Arbeidet paa den Maade, at de levere til Kjøbmændene i Dusinvis saadanne Varer, som før hentedes fra Tydskland, og hvis store Billighed sætte os i Forundring, Laase, Bygningsbeslag o. s. v.; men Trykstad staar nu formedelst Jernbane og Dampbaad i temmelig let Forbindelse med Byen, og det var tænkeligt, at en Del af Bygdens Bønder og Husmænd kunde komme i Tour med at bruge Vintertiden til dette Slags Arbeide. Det vil komme an paa, om Folk i et Nabostad kunne indrette sig saa, at de samle sig paa et Værksted og fordele Arbeidet mellem sig, saa det gaar fabrikmæssigt og hurtigt.

Jeg vender atter tilbage til det første af hine to Tidsrum, til Slutningen af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette.

Der var ikke et Hus eller en Plads, uden at der for hvert Fruentimmer var en Spinderok og for hvert Hus en eller flere Vævestole. Og hver Stund, som var tilovers for de mere uopsættelige Hus- og Gaards-Sysler, saa man disse 137Redskaber i Brug. Om Vinteren kunde man være vis paa hver Morgen og Aften at finde Husmoderen siddende med sine Piger om Skorstenen og spinde. Husmandskonerne maatte hjælpe til med Spind for Gaarden, efter en vis Arbeidsløn, som var fastsat i Husmandskontrakten. Først sørgedes naturligvis for det daglige Behov; men dernæst lagde man ogsaa an paa at have noget tilovers til Børnenes Fremtid. I velstaaende Huse anskaffedes gjerne for hvert Barn en Klædeskiste samt desuden en Dragkiste til Datteren og et Skatol til Sønnen, og disse Gjemmesteder var det den huslige og kjærlige Moder om at faa fuldpakkede med Bunker af Lærred, Strie, Dreil og Bolster.

Naar saa Familierne besøgte hverandre, var det Husmoderens Glæde og Stolthed at vise frem de fyldte Kister. Fra Klædeloftet førte hun vel ogsaa sine Gjæster videre omkring, for at vise dem Forsyningen af Madvarer paa Stolpeboden, Foderbeholdningen paa Laden og Befatningen paa Fjøset. Kjøerne vare almindelig daarlig fodrede, og det agtedes der heller ikke paa; men desmere spurgtes der om, hvor forsigtig der var røgtet, eller hvor lidet der var taget af Laden. Derefter kom Touren til Manden at vise frem sit Hestehø og Hestene selv; disse vare almindelig i godt Huld, ja kanske fede, og han forsikkrede gjerne, at de aldrig fik Havre. Men blandt de mange Lovtaler, som naturligvis hørtes af de Fremmede over al Herligheden, kunde der vel falde nogle Skjemteord til Manden, saasom: «Du har da vist drevet Hestene dine mere med Luen end med Svøben», hvormed mentes Havre af Luen og en lempelig Medfart under Brugen.

Nu har alt dette forandret sig betydeligt; i fast alle Retninger finde vi hin gammeldags Huslighed afløst af nye Skikke og Sæder og Arbeidsvirksomheden viser sig nu under nye Former. Det er Spinde- og Væve-Industrien, jeg fremdeles skal tale om. Ved Begyndelsen af anden Periode begyndte Bomuld og Bomuldsgarn at blive kjendt og benyttet. I Forfiningen kjøbte man raa Bomuld og lod den spinde hjemme; dette Garn blev vævet sammen med Lingarn til Lærred, og 138saadant holdtes for gjævere end Lærred af bare Lin, hvilket kan sluttes af Yttringer, som i den Tid kunne høres, saasom: «Dette er ikke andet end Linlærred, men det der er Bomuldslærred», «og jeg har selv spundet Bomulden til det», kunde der lægges til. – Der gik dog endnu nogen Tid, inden Bomulden eller det maskinspundne Bomnldsgarn kunde fortrænge Linet, der fremdeles som før blev avlet og tilberedet hos hver Mand; men Bomuldsgarnet faldt i Pris, og dertil kom, at man tilsidst endogsaa fik maskinspundet Lin- og Strygarn billigere, end det kunde virkes hjemme. Følgen blev, at Lindyrkningen ophørte, og Rokken blev sat hen, saasnart Ulden af Gaardens Sauer var opspundet.

Det er heller ikke frit for, at ogsaa maskinvævede Tøier have faaet nogen Indgang til et og andet Brug, istedetfor at man før i Tiden ikke vidste stort af andet end at hjælpe sig med hjemmevirkede Klæder. Og det kan derfor se ud, som at Vævstolen ligeledes fik mindre at gjøre.

Men det hjemmevævede Tøi holdes for stærkere, og saasom Garnets Billighed tilsteder en rigeligere Forsyning af Klædningsvarer, væves der vel heller mere end før, saa der nok endnu kan være Flid og Virksomhed, kun at man har maattet indrette sig paa en anden Maade.

Det er allerede erindret, at før i Tiden brugte man paa de større Gaarde at betinge sig en Del Spindearbeide udført af Husmandskonerne. Mangesteds brugte man ogsaa at holde egne Vævepiger, eller Tjenestepiger, hvis hovedsagelige Forretning det var at sidde i Væven. Paa den Maade blev en større Gaard som en Fabrik, hvor der om Sommeren kunde være indtil 3 Vævstole i Gang. Nu er denne Skik ophørt. Rækker man ikke at faa udført det hele Arbeide i Mellemstunderne, saa leier man heller bort Væv, og der er altid Husmandskonæ og Indersker eller hjemmeværende Døttre paa Smaabrug, som tage imod Leie-Væv. Nogle af disse Væversker arbeide ogsaa for Handelsmænd, som levere ud Garn til Væving, eller de kjøbe selv Garn og virke Værkener og Bommesier m. m. til Salg.

139Hvad der nu for Tiden væves til Bygdens eget Behov er: Lerred enten af Bomuldsgarn alene eller med Islæt af Lingarn; Strie af Bomuldsgarn alene eller med Strygarn til Islæt, Værken af Bomuldsgarn alene eller med Uldgarn til Islæt eller endelig af Uldgarn alene; Vadmel almindeligst af Uldgarn alene, men ogsaa et eget Slags med Bomuldsgarn til Rending og med Vend; dette Slags Vadmel bliver kun undtagelsesvis stampet, men bliver da stærkere og varmere; fremdeles: Dreil til Dækketøi, fordetmeste af Bomulds- og Lingarn; Gardintøier af meget fint Lingarn alene eller ogsaa i Forening med lignende Bomuldsgarn; Bommesi af Bomuldsgarn alene og ofte lignende Tøi med Uldgarn til Islæt; Bolster til Underdyner af Bomuldsgarn og Lingarn eller ogsaa kun en af Delene; endelig simplere Væv til Straaklæder til Senge, samt af Stry- eller Bomuldsgarn og Rødhaarsgarn simple Sengeteppener, Hestedækkener o. desl.

Værken er det Slags Vævnad, som Fruentimmerne især gjøre sig Flid med. De kappes om at faa sig smukke Kjoletøier deraf, med vakkre Mønstre, hvor Kulørerne passe godt sammen. Ofte farve de Garnet selv.

Fordi der spindes mindre nu end i Fortiden, bliver der Tid til at spinde finere, og dette lægges der naturligvis især an paa, naar der skal virkes Tøi til eget Brug og til Stads-Klæder.

Ved sidste Folketælling blev der opgivet at være 7 Spindersker. En saadan Opgave vilde neppe være bleven given for en Menneske-Alder siden, da det gjaldt som en Selvfølge, at alle voxne Fruentimmer maatte være vante med at bruge Rokken. Nu har Tingen forandret sig saa, at der vel kan være En og Anden, som har været mere optaget med andre Sysler og lidet eller intet har øvet sig i at spinde, medens der omvendt er andre Kvinder, som have gjort dette Arbeide til sit Hoved-Fag.

En lignende Bemærkning kan ogsaa gjøres i Anledning af, at der ved samme Tælling befandtes at være 8 Syersker, Kvinder, som tildels have gaaet i formelig Lære og lagt sig efter Skræddersøm.

140Som Vævekunsten saaledes aabenbart har udviklet sig til større og større Fuldkommenhed, saa have Fruentimmerne foruden den gamle Strømpestrikning ogsaa lagt sig efter at filere, hækle og brodere, Fristundsarbeider, hvorunder mangt et vakkert Tørklæde og Skjærv udgaar fra de flittige Hænder.

Som jeg nu har fortalt om Smedearbeidet og om den kvindelige Husflid med Spinding og Væving o. s. v., saa kunde jeg fortsætte med lignende Fremstillinger omgaaende Snedker- og Maler-Arbeidet, Sko- og Sadelmagerarbeidet, Hjulmager- og Bødkerarbeidet, Garverier og Teglbranderier o. s. v. Overalt viser der sig Tegn i samme Retning: i Fortiden var det mere saa, at hver Mand forstod sig paa at udføre selv, hvad han trængte af de almindelige Arbeider, eller han fik en eller anden Bygdemand, som havde større Øvelse, til at komme hen og udføre Arbeidet i Huset; nu er Arbeidet mere gaaet over paa virkelig Haandværkere, Folk, som have udstaaet sin Lære og drive Haandværket som eget Fag og tildels paa eget Værksted. Eller var det allerede i den første af hine to Perioder kommet saa vidt, at der var egne Haandværkere i visse Fag, saa bar deres Arbeider Præg af den større Simpelhed og Tarvelighed, som hørte Tiden til, hvorimod Nutidens Haandværksarbeider vidne om, at man selv her paa Landsbygden har fulgt med Tiden og agter paa Moden. Fortidens Snedkere f. Ex. tilfredsstillede Bygdens Behov af simpelt Bohave, Borde og Stole og Senge, Klædeskister, Dragkister, Skatoller, alt af simpelt Træ og upoleret, og naar Snedkeren var færdig, kom Maleren, som ogsaa var en Bygdens Mand og vidste at træffe Bygdens Smag; lys Bundfarve med mørkere Figurer hørte til i den ældste Tid, saa blev Brunt Hovcdfarven paa alle Møbler, med Sirater og Lister af lysere Farver, som Gult, Blaat, Rødt og Hvidt. Og gjerne sættes Aarstal og Navnenes Begyndelsesbogstaver paa Mandens Skatol og Kvindens Dragkiste og Børnenes Klædeskister o. s. v. Paa Melkeskabsdøren kunde Maleren vel endog finde paa at skildre en Kone med en Smørkjerne o. s. v., og paa Klokkekasser fra den Tid staar endnu at læse et og andet Tankesprog, 141saasom: «Tiden gaar, Klokken staar, Evigheden forestaar». – Nu for Tiden er der opgivet at være 17 Snedkere, og man finder ordentlig Arbeidsfordeling mellem dem, idet nogle ere Bygnings-Snedkere og af Møbelarbeide kun befatte sig med det simpleste, men andre ere Møbelsnedkere, som levere poleret Arbeide af Birk eller Mahogni. Eller om det er upolerede Møbler, saa stille de sig fra Fortidens ved sin nye Form og derved, at de males med moderne Træfarve. Møbelsnedkerne arbeide i eget Hjem; de fleste af dem drive Arbeidet som en Bisyssel om Vinteren, enkelte drive det dog mere i det Store og holde Svende og Drenge, og der arbeides mere end til Afsætning i Bygden, saa en Del sælges til Møbelhandlere i Christiania.

For yderligere at vise hvorledes Arbeidet har udviklet sig, kan jeg anføre, at Treskingen nu for en stor Del udføres med Heste-Maskiner, som tildels flyttes fra Gaard til Gaard, og at Kvægrøgtingen begynder at blive opfattet som et Fag, som fortjener at læres og øves for sig selv, idet der (takket være Landhusholdnings-Selskabets Bestræbelser) ved Folketællingen fandtes at være 4 Kvægrogtere.

Men hvordan er det saa under al denne Udvikling gaaet med den egentlige Husflid eller den Arbeids-Iver, som vil have sysselsat hver ledig Haand og udfyldt hver tom Time?

De Gamle vide at fortælle interessante Ting om Skikken i deres unge Dage. Da var der ikke Tanke om Andet, end at Arbeidet skulde begynde saa tidlig som Kl. 3 om Morgenen eller endog tidligere, baade Vinter og Sommer. Hvad Kvinderne syslede med, have vi allerede seet. Mandfolkene brugte om Vinteren Morgenstunderne, Otten, til at treske (med Pleiel), Dagen igjennem var der alskens Udarbeide, og efter det egentlige Dagsværk sad man med forskjelligt Kveldsarbeide, saasom at reparere Gaardsarbeider, at skave og at spike. Til Skav havde man om Høsten hugget Aspegrene, og nu sad man og skavede Barken af samme til Kreaturfoder. Og man spikede Stikker, d. e. tynde og lange Splinter af Furetræ, som brugtes istedetfor Lys; der var gode Gaarde, hvor man før 142hele Aaret ikke brændte mere end 1, siger og skriver et, Lys, Julelyset nemlig; forresten hjalp man sig med Stikker. Saadanne Arbeider beskjæftigede alt Folket paa selve Gaardene; i Husmandsstuer, hvor der ikke var saa mange Gaardsredskaber at holde vedlige eller saa mange Kreaturer at holde med Skav, kunde Mændene desuden sysle med at bøde sine Klæder og at lappe Sko for Familien, og nogle af dem drev desuden paa saadant halvt haandværksmæssigt Arbeide som at gjøre Bøtter, Baljer, Spand, Embere, Slever, Skeer o. desl. til Salg paa Gaardene, hvor man nok havde Villie til at udføre slige Arbeider selv, men ikke altid kunde overkomme det.

Nu for Tiden? Nu er det ikke at tænke paa at faa Arbeidet begyndt før Kl. 5 om Sommeren, og om Vinteren – ikke før det bliver lyst, hvor kort Dagen end er. Aftenen bruges vel endnu af Nogle til de gammeldags Kveldsarbeider at stave, spike og gjøre Sopelimer, men det er ikke længer saa almindeligt. At reparere Redskaber er Noget, som enkelt Gang og paa enkelte Steder henlægges til Kvelden; men mest bliver det gjort om Dagen.

Dette gjælder de almindelige Bondehusholdninger. Paa Værkstederne er Arbeidstiden som i Byerne.

Om den Forandring, som altsaa er foregaaet, sige de Gamle, at meget er gaaet fremad til det bedre, idet Folk have lært at arbeide smukkere Ting, tildels ogsaa at gjøre dem bekvemmere og bedre. Men samtidig klage de over, at det er gaaet tilbage med Flidens og Nøisomhedens Dyder, og de ere forvissede om, at der i hver Time af den længere Arbeidsdag i Fortiden blev udrettet mere af den enkelte Arbeider end nu, da der begyndes sildigere og sluttestid ligere.

Selv synes Hr. Sødtland, hvis Meddelelser jeg i det Ovenstaaende har gjort Brug af, at være noget uvis om, hvorledes han skal veie de gjensidige Fortrin eller Mangler ved de to opstillede Tidsrum, og han slutter med at bemærke, at hvad enten Bedømmelsen bliver gunstig eller ugunstig for det ene eller det andet af dem, saa maa Tidsaanden antages at være den Magt, som har været den virksomme Aarsag.

143Disse udførlige Meddelelser fra den enkelte Bygd tør være skikkede til at kaste Lys over Forholdene i den hele Egn, som Bygden tilhører, eller den hele Række af Bygdelag, som nærværende Kapitel skulde handle om.

Saadan som det nu for Tiden er i Sætersdalen (Husflid kun til det allertarveligste daglige Behov, lidet til Husets Pynt og Smykke og slet ikke til Salg ud af Bygden), saa har det maaske engang i Fortiden været i Rennebo og Meldalen, og saaledes som vi nu for Tiden finde det i disse sidstnævnte Fjeldbygder (livligt Kveldsete-Arbeide omkring det muntre Tyri-Blus, Urmager-Arbeide og anden Syssel, som beskjæftiger Tanken og nærer Opfindsomheden), saaledes have vi seet Hus-Skikken og Arbeids-Arten skildret i Trykstad for et Par Menneske-Aldere tilbage i Tiden. Ved at drage fra Egn til Egn, kunne vi ligesom faa se for vore Øine det hele Huslivs og Arbeidsbasens Historie; de forskjellige Tilstande ere ikke alene fulgte efter hinanden i Tiden, men ligge ogsaa ved Siden af hinanden i Rummel. Jeg synes at forstaa Fortidens Tilstand i Trykstad bedre derved, at jeg kan sammenligne med Bygder, som endnu staa paa samme Trin, og jeg synes jeg kan bedømme disse gammeldags Bygders Mangler og Fortrin bedre derved, at jeg kan tage Hensyn til, hvorledes Tingene have artet sig i Bygder, som have forladt det gamle Standpunkt og vovet sig ind paa nye Baner.

Et eneste Exempel: Der kan se saa smudsigt ud i Husene i saadanne gammeldags og tarvelige, men strævsomme Bygder, hvor Husbondsfolket og Tjenerne sidde sammen ved Kveldsarbeidet; der kan se saa smudsigt ud, fordi Væggene blive sodede af Tyrien eller Stikken, som brænder istedetfor Lys. Omvendt kan der se saa civiliseret ud i en Fremskridtsbygd, hvor de nye store Huse have en Pyntelig malet Stue for Husbonden og hans Famlie og en særskilt Drengestue, som man ikke bør betragte for nøie, for Tjenerne; men i en saadan Stads-Stue gaar det ikke an at brænde Tyri eller larme med Hammer og Øx, og naar Tjenerne sidde alene ude i 144Drengestuen, gaar det gjerne istaa for dem med de Smaa-Sysler, som skulde høre Aftenstunderne til.

Her paa Østlandet, i disse Fladbygder, har Husbondsfolket paa de større og toneangivende Gaarde skilt sig fra Arbeidsfolket i Madlaget og i Arbeidslaget, og dette har rimeligvis været menligt i flere Retninger og fornemmelig med Hensyn til Arbeidsomheden i Almindelighed og Husfliden i Særdeleshed.

2. Christiania-Egnen

Jeg kan sige, jeg mest sætter denne Overskrift og tilføier disse spredte Bemærkninger for om muligt at vække Tanke hos En og Anden, om at give en ret udtømmende Fremstilling af Arbeidsfliden i de nærmeste Landsbygder omkring Christiania, der vel i industriel Henseende er Landets centrum.

En Botaniker har med videnskabelig Nøiagtighed beskrevet Christiania-Dalens Plante-Vrimmel, og en Zoolog har med ikke mindre Omhu beskrevet Christiania-Egnens Fugleverden. Her ser jeg, hvorledes denne Egn af Landet er saadan, at adskillige af det høie Nordens Fuglearter til sine Tider af Aaret trække netop saa langt ned mod Syd, og adskillige Arter af Trækfugle, som om Vaaren komme søndenfra, drage netop saa langt op mod Nord, saa Mangfoldigheden bliver større netop her end noget andet Sted i Landet. Men ligesaa vilde jeg, at man skulde have lagt nøie Mærke til den Mangfoldighed af gammeldags norsk Arbeidsstil og af nymodens tydsk og engelsk og anden europæisk Drift og Kunst, som man skulde tro maatte mødes netop her.

En egen Klasse af Smede, som jeg vil kalde Hurtig-Smede, og som bo nær omkring Christiania, foretrækker jeg at omtale under selve Christiania By. Men nu kaster jeg et Blik udover den vakkre Kreds af skovbevoxede Aaser, som omringe Christiania-Dalen, og dvæler nogle Øieblikke ved den Forsyning af forskjelligt Træarbeide, som Byen faar derfra.

Paa en Vintermorgen kan det være ret livligt at se de mange Kjælkelæs og Slædelæs, hvorpaa Folk føre ind allehaande 145Trævarer. Det er Fabrikanterne selv, som bringe sine Arbeider til Torvs, og naar man ser, hvorledes mange af dem selv drage dem paa Kjælke, og hører, at de tildels have maattet bruge hele Natten for at naa ind til Torvetid, saa forstaar man, at det er en Trafik for Smaafolk og for saadanne Tider af Aaret, da der ellers ikke er stort at tjene.

Men naar det derhos betænkes, hvad en By som Christiania maa tiltrænge af saadanne Varer, saa skjønnes det, at den tilsammenlagte Trafik ret maa gaa op i det Store, og der kunde spørges: Mon dette betydelige Arbeide er ordnet heldigt? mon der vises Flid og Stadighed? mon det ikke skulde være fornuftigere af Fabrikanterne at sidde hjemme og arbeide op mere og mere og øve sig i at arbeide hurtigt, men derimod sælge sine Varer til de nærmeste Landhandlere og lade dem sørge for Førselen og Afsætningen?

I den Anledning skal jeg meddele hvad forhenværende Skolelærer I. Napstad i Nitedalen, i Beretning om hans Bygds Husflid, har meddelt om den der hjemmehørende Fabrikation af det Slags Tiner, som nok mest ere kjendte under Navn af Hatteæsker, temmelig store Tiner og af en noget firkantet Form.

Det er en 20 Aar siden eller derover, at den Trafik begyndte; nu er det kommet dertil, at en 10 Mand stadig drive paa dermed, foruden at flere sysle med samme Arbeide af og til. Tinerne dannes af tynde Bord, som skjæres paa Sagbrugene. En almindelig Tømmer-Stok giver indtil 20 Bord. Det maa være aldeles kvistfri Ved. Bordet høvles paa begge Sider, og der, hvor Æskens fire rundagtige Hjørner skulle være, gjøres Rids eller Rifter med et sløvt Redskab tvers over Bordet; alt dette gjøres, medens Veden endnu er raa, og nu bøies Bordet over en Form af saadan Størrelse og Dannelse, som Tinen skal have. For at lette Transporten gjøres Tinerne almindelig af tre Størrelser, saaledes afpassede, at den mindre netop kan sættes i den større, og der altsaa er tre Tiner i et Sæt. En Mand kan vinde at gjøre et Sæt for Dagen.

En Morgen saa jeg en Mand komme til Torvet med 146et Slædelæs Æsker. Han havde 18 Sæt og solgte dem til en Torvkone for 3 12 Sættet.

Naar jeg i hin Beretning læser videre om anden Flid i Bygden (Nogle gjøre Snedkerarbeide til Salg, andre levere fabrikmæssigt smaa Skaale og Kugler af Træ, som Possementmagerne bruge o. s. v., o. s. v.), og naar jeg dertil føier Yttringer, jeg har hørt i Bygden selv, om Folkets baade Arbeidslyst og Opfindsomhed, saa tvivler jeg ikke om, at hvis der kun var Afsætning at faa og Penge at tjene, hvis f. Ex. Handelsmænd i Christiania kunde staa sig paa at kjøbe op og sende til andre Lande, saa skaffede Nitedalen gjerne Skibsladninger af Tiner, og Arbeidet vilde blive saa fabrikmæssigt ordnet og fuldkomment udført, som det kunde forlanges.

Der var en Fyrstikfabrik i Christiania, hvor den gik istaa; den kom i en anden Mands Hænder og flyttedes op til Nitedalen, hvor man heldig har overvundet den ene Vanskelighed efter den anden og nu driver Arbeidet i stor Udstrækning. Denne Fabrik kom i Berøring med Bygdens Husflid, og det var netop Eierens Ønske at give et Bidrag til Husflidens Ophjælp. At klistre de mange Æsker og Tutter til Fyrstikkerne er et Arbeide, som han søgte at faa udført omkring i Husene. Her mødte han den første Vanskelighed; men det gik godt. Til en Begyndelse blev Arbeidsprisen sat saaledes:

Folk skreg over sig, da dette Arbeide blev budt dem for den Pris, og Eieren maatte henvende sig til Husmandskonerne paa sine egne Pladse og ret anvende Overtalelse for dog at faa dem til at forsøge. Han tabte selv, fordi Prisen var fot høi, men Arbeiderskerne tabte ogsaa, fordi det, de rak at arbeide op, var for lidet; de holdt ikke høiere Dagløn end 4. Men snart kom Øvelsen, og med den større Fortjeneste, og med den flere Hænder, men med dem voxte Optaget af færdige Æsker og Tutter, saa Eieren maatte sige Stop. Saa bød Folk sig til at tage Arbeidet for lavere Pris, og for endnu lavere, og da jeg sidst hørte derom, var Prisen:

147og et 12 Aars Barn kunde gjøre 7000 Tutter paa en Dag og altsaa tjene 28.

Dette kan gjælde som Exempel paa, hvorledes den menneskelige Arbeidsfærdighed kan strækkes og tøies næsten i det Uendelige, her i Norge saavelsom i andre Lande.

Jeg tilbragte en Gang en hel Dag i denne Fabrik, og den hele Dag igjennem var det mig en Nydelse at høre om det ene Exempel efter det andet baade paa tiltagende Færdighed og paa Tænksomhed og Opfindsomhed hos Arbeiderne. I en heldig Samvirken af denne Arbeidernes Øvelse og Skjønsomhed samt Driftsherrens Handelsaand og Kapital ligger den Hemmelighed, som man ret kan undre sig over, at medens en enkelt Æske Fyrstikker i en Tid, som endnu mange af os kunne mindes, kostede nogle Skillinger, saa var Fabrikprisen i 1863 kun 54 for et helt Gros eller 12 Dusin Æsker, og i 1867 er Prisen yderligere gaaet ned til 32, og jeg forstod det saa godt, da Fabrik-Eieren yttrede, at med saadanne Arbeidere som de norske Almuesfolk Maatte der kunne udrettes store Ting.Forfatternote: Efterat dette var skrevet, har Eieren fortalt mig et nyt Træk, fra den allersidste Tid, som jeg maa faa Lov til at meddele. Han var i Sommer i Udlandet og kjøbte et Sæt Maskiner til Fyrstikfabrikationen, af nyeste Opfindelse. Til en af Maskinerne udkræves en 10-1200 Trærammer af et eget Slag; hver enkelt af dem skal være sammensat af 45 Sprosser af en besynderlig Form, hver Spros skal være gjennem-boret i begge Ender, og med hvor stor Nøiagtighed det hele Arbeide maa være udført, for at Rammerne skulle passe ind i Maskinen, det kan man forstaa deraf, at det har været fundet fordødent at konstruere særegne Maskiner for at forfærdige dem. Men de vare ikke saa ganske billige, og Fabrikanten fra Nitedalen tænkte: «De ere jo bare af Træ, og vi have jo Træ hjemme». Trods givne Raad kjøbte han derfor blot nogle faa Rammer til Model. Hjemkommen opfordrede han en Snedkermester i Christiania til at gjøre Rammerne; Betalingen blev opgivet, og Arbeidet maatte være færdigt inden vis Frist. Manden forsøgte, men gav det up. Saa lod Fabrikeieren en af Nitedalens Snedkere gjøre et Forsøg hjemme hos ham selv; og vel bleve Rammerne brugelige, men Arbeidet blev dyrt og gik altfor sent fra Haanden. Endelig tyede han til de begavede Brødre Thrond og Hans Sollien. De bo langt fra Folk i en af Nitedalens Skovlier; men han kjendte dem fra lignende Leiligheder tidligere. «Saa og saa er Prisen, og inden 12 Uger maa Arbeidet være færdigt. Ville I forsøge?» Nogle Dage efter havde de udtænkt to Maskiner, en til Høvlingen og en til Boringen; de gjorde Modeller til Støbegods til Maskinerne, fik Stykkerne støbte og Maskinerne satte i Gang, og nu ligesom voxte det op omkring dem med Sprosser og Rammer. Ovgaven løstes paa smukkeste Maade; inden Fristen var halvt udløben, var Bestillingen udført, Rammerne vare uovertreffelige, og hvad Prisen angik, vare begge Parter gjensidig tilfredse, Kjøberen, fordi han fik Arbeidet billigere, end han kunde faa det fra Tyskland, og Arbeiderne, fordi deres Maskiner arbeidede for dem og skaffede dem god Dagløn.

148Efter dette Besøg i Nitedalen skulle vi søge at skaffe os Oversigt over hele Egnens Husflid i den omhandlede Retning, og det paa den nemme Maade, at vi gaa hen og se os om i nogle af de Udsalgsboder, som vi have her i Christiania for Trævarer fra de nærmeste Bygder.

I Boderne ere de mangeslags dreiede og laggede og snedkrede Sager o. s. v. ordnede efter Kjøbmandens og Kundernes Bekvemmelighed. Vi, som ikke agte at kjøbe, kunde ønske at se dem opstillede efter en anden Regel, f. Ex. i Grupper efter Bygderne, de komme fra.

Bygderne vestenfor Byen levere mindst Bidrag. Længst fra Vest, nemlig fra Modum, ere alle disse Pindestole komne. De Bøgtræer og Bagstekjævler, som ligge hist paa Hylden, ere fra Ringerike, og herfra skriver sig ogsaa denne anseelige Samling af Kariolfadinger, som Bønder fra andre Bygder pleie at kjøbe af; Hjul skaffe de sig fra en anden Kant, og Understellet kunne de tildels gjøre selv. – Af den store Hob Sopelimer henne i Krogen der, som i det Hele taget komme fra de nærmeste Skove, er troligvis en Del fra Sørkedalen.

Kanske hele Resten af Forraadet skriver sig fra Bygder, som ligge mere i østlig og nordlig Retning.

Hine grove Kurve af Vidie og Ener og Hassel, simple Flaskekurve og endnu simplere Høkurve og Flis-Fade, forfærdiges 149oppe i østre Aker og paa Lørenskoven. De nette og lette Bærkurve og Klædeskurve af Spaan, som hænge rundt omkring, skulle være fra Strømmen. De store Tiner, som tage saa megen Plads op, ere de omtalte Hatteæsker fra Nittedalen. Sammen med dem maa vi nævne nogle Hjul til Arbeidsvogne fra Nabobygden Hakedalen. Fra Thoten kommer en hel Mangfoldighed af Sager; de gule Træskeer stikke mest i Øinene og fortjene ogsaa mest Opmærksomhed (se Kap. 1); sammen med dem ligger en Bunke Slever; af dreiede Sager finde vi Tøndetapper, og af Æskearbeide med indbrændte Forsiringer forekommer Tiner, Melkar og de i Bøndernes Madbommer saa uundværlige Smør-After. Høland leverer allehaande Møbler, Stole og Sophaer, Spise- og Divanborde, Piedestaler; de komme ind i upudset Stand, for at Kjøbmanden bedre kan bedømme Træet, og han lader dem male eller polere her i Byen. Transporten er besværlig, og det siges, at denne Trafik er i Aftagende; Møbelhandlerne staa tildels i Forbindelse med Snedkere her i Byen, som have øvet sig i Retning af at gjøre billigt Arbeide, og disse kunne bedre følge Moden eller rette sig efter Kjøbmandens og hans Kunders øieblikelige Ønske.

Fra Sitskoven og Vingerskoven alt inde ved den svenske Grændse kommer en stor Mængde Traug, fra de smaa Sæbetraug til de største Korntraug, samt Slever og svarvede Skaaler. Veien derfra er lang; men det blev ogsaa sagt, at Frihandlere paa Stedet kjøbe op og bringe til Markedet. Fra disse samme Bygder er det nok ogsaa, at de gammeldags Kurve skrive sig, som vi se saa mange af her i Boderne, Kurve af hel (ukløvet) Pilekvist og bare med Fletværk, uden Ribber.

Fast alt, hvad vi se af laggede Sager, er fra Enebak: Bøtter, Baljer, Vaskekar, opad indtil store Bryggerkar. En særskilt Handelsartikel sammestedsfra er ogsaa Bøtte-Haver.

Fra nogle af de nærmeste Bygder i Smaalenene kommer en Del Senge og andre Møbler.

Hist og her omkring i Bygderne, i Store-Næs, Thoten, 150Nitedalen, bør en og anden saakaldet Rokkedreier, som sender ind nogle Morter-Stødere, Bagstekjævler med tilhørende Bager-Trindser, Skafter til Haandværksredskab, Kopper til Dukkestel o. s. v. Grød-Tvarer og Visper komme ogsaa fra forskjellige Kanter. De Haspetræer, vi opdage hist i Krogen, ere fra Høland. Disse Sæle-Høvrer med Jernbeslag ere arbeidede af en Gut paa Thoten, som reiste til Amerika nu sidste Vaar. Riverne og Ljaa-Orverne oppe under taget ere fra Store-Næs. Hvor er hint Mangletræ kommet fra? fra Thoten.

Inde imellem alle disse Ting fra Landet opdage vi enkelte Slags Varer, som ere forfærdigede i selve Byen, saasom Skibskister, Egetræes Bøtter, Gardinstokke og Strygebrætte, Trætofter, som en Hjulmager-Gut har leveret Bundene til og en Sadelmager har sat Overlæderet paa o. s. v. Selv hint Bundt af Sneskuffer er her fra Byen, forfærdiget af en indflyttet fordums Bonde, som faar Emnerne fra en Broder paa Landet. Fra Kurvmagersvende i Byen skriver sig ogsaa de enkelte Kurve, vi se af det nyere Slag, bestaaende af Ribber, der ere ligesom overvævede eller omflettede med kløvet Pilekvist; det er Hankekurve med Laag, større og mindre.

Endelig er den store Mængde Dørmatter og Potetes-Kurve af snoet Høvelflis kommet fra Sverige, dels over Fredrikshald, dels fra Gøteborg, noget, som her naturligvis ikke kan nævnes til Ros for den norske Husflid, men kun for at fuldstændiggjøre og afslutte Opregningen af disse Udsalgsboders Indhold.

Imidlertid er jo den allerstørste Mængde af Varer fra de norske Bygder. Hvor stor Omsætningen monne være, tør jeg ikke fremsætte nogensomhelst Gisning om. Men at den maa gaa op i Tusinder, det kan man forstaa, naar man veed, at en af disse Handlere betaler ikke mindre end 96 Spd. aarlig i Leie af sin Bod.

Endda kan der spørges, om der bringes saa meget af dette Slags Varer til Torvs, som der fra disse Skovbygder kunde ventes.

151Det kommer naturvigsvis ikke bare an paa Fliden i Husene, men, som ovenfor antydet, ogsaa paa Afsætningen.

«Gaar ikke en Del af disse Sager, spurgte jeg, til Kjøbenhavn og andre danske Byer med de hjemvendende danske Kornskuder?» Saadant kunde man jo mene, siden Danmark maa indføre Træ fra Norge, og alle disse Varer ere et Slags forædlet Trælast. Men jeg maatte høre, at Afsætningen saa langt bort var for Intet at regne.

Hvori stikker dette? Er den norfle Husflid og Handelsaand ikke virksom nok i Retning af at tilveiebringe billige Varer – formedelst fabrikmæssig Fordeling af Arbeidet, Anskaffelse af hensigtsmæssige Redskaber, Benyttelse af Vandkraft til at drive Dreierbænk og Sag o. s. v. –, eller er man i Kjøbenhavn vant med, at Bohave af omhandlede Slags skal være af bedre Material, end vore Skove levere, og af finere Arbeide, end vore Husmænd og Bønder kunne drive det til i sine Fristunder?

3. Ved Randsfjorden

Med hvad Interesse jeg har hørt om Væve-Industrien paa Hadeland (i Jevnaker), det vil man først forstaa tilfulde ved at læse det følgende Stykke om Mjøs-Egnen.

Det heder, at der væves ikke saa smukt og godt her som paa Thoten, og at Industrien virkelig har staaet paa et lavere Standpunkt paa Hadeland, det synes jeg ogsaa at maatte slutte deraf, at det hovedsagelig er herfra, at Christiania Fattigfolk faar sin Forsyning af «Rubbe-Værken», et Slags overmaade simpelt Tøi til Underskjørter o. s. v., som bestaar hovedsagelig af Nødehaar.

En Handelsmand i Christiania, som kjøber op saadant Værken fra Hadeland, sagde mig, at han har Men af det i 8 Dage, naar han har taget imod nogle Stykker og rullet dem op for at maale dem, saaledes lægger Støvet sig for Brystet. Det maa være Folk paa Landet, følede han til, som skulle arbeide det Slags Tøi; thi uden den friske Landluft var det ikke at holde ud. Og endda tjene de stakkets Mennesker neppe Føden, bemærkede han til Slut.

152Ellers er det de Hadelandske Bomulds- og Uldværkener, som skulle have staaet tilbage. Men med Hensyn til dem holder det kanske allerede paa at vende sig til det bedre, og det formedelst en driftig Handelsmands Indflydelse. Fra 1863 af har Kjøbmand Gunnerius Pettersen i Christiania sat sig i Forbindelse med Væversker paa Hadeland paa den Maade, at han leverer ud farvet Garn, bestemmer Mønsteret, fastsætter en Frist af visse Uger og lover en vis Betaling for Arbeidet; naar Væverskerne bringe eller sende den færdige Væv, bliver denne ikke alene maalt, men nøie undersøgt, og der maa ikke vise sig nogen Skjødesløshed eller Feil i Arbeidet. Det er allerede kommet i god Tour med dette. Der leveres bedre og bedre Væv, flere og flere Arbeidersker melde sig, og ligesaa vel som Kjøbmanden mere og mere kan stole paa at faa jevn Forsyning af god Vare, saa kan han ogsaa mere og mere glæde sig med jevn og hurtig Afsætning. Handelsreisende have gjort Varen bekjendt for ham i vore Byer, og der kommer idelig Bestillinger fra Detail-Handlere; selv saa jeg igaar i Kjøbmandens Bog en Del netop indkomne Bestillinger fra Tromsø og Hammerfest og Vardø og Vadsø. Nu for Tiden har Hr. Pettersen en 150 Vævstole i Gang paa Hadeland, nogle gaa mere uafbrudt, andre rigtignok kun i Mellemstunder mellem Landbrugets og Husvæsnets Sysler; Væverskerne tjene sig tilsammen en Arbeidsleir af over 100 Spd. for Maaneden. Betalingen er omkring 2½ for Alen, lidt mere og mindre; den synes ikke stor, men er dog, som man ser, saa stor, at en hel Del Mennesker finde at de staa sig med den. Og det Interessanteste synes mig at være dette, at her have vi et Forsøg paa, hvad kyndig Ledning og handelsmæssig Bistand kan udrette til Husflidens Ophjælp. Skulde Husmandskoner og Bondekoner omkring i Hadelands Afkroge drive denne Dont paa egen Haand og hver for sig, saa vidste de f. Ex. ikke, hvad Mønster Folk oppe i Finmarken nu for Tiden synes bedst om, og lige saa lidt vilde de formaa at skaffe sig Garn og Farvesager fra første Haand og til billige Priser eller at faa sine Varer frem til de fjernt boende og ukjendte Kjøbere.

4. Omkring Mjøsen

153a. Gjøvik-Egnen.

Vestsiden af Mjøsen, eller Præstegjeldene østre og vestre Thoten, Vardal og Birid, denne Krands af Bygder, i hvis Midte og for hvis Skyld Kjøbstaden Gjøvik blev anlagt, kunne vi rimeligvis betragte som det mest industrielle Bygdelag i Landet. Som man i en frodig Lund ser Løvet af flere Slags Træer blande sig smukt tilsammen, saaledes finde vi, at flere Husflidsgrene trives sammen med hinanden her. Den ene Virksomhed fremkalder og støtter den anden, den ene Families Exempel opmuntrer den anden, og det synes at være kommet dertil, at Husflid ansees som noget, der maa være i hver Mands Hus.

Det hørte oprindelig til min Plan, at bereise dette interessante Distrikt og gjøre nøiagtige Studier, og det netop for nærværende Skrifts Skyld. Men jeg kan sige, jeg undlod det mest for ikke at forøge Skriftets Omfang, som jeg nu ser bliver større end fra først af tænkt og villet. Hvad jeg nu meddeler, har jeg altsaa mest opfanget paa 2den og 3die Haand; og ligesom for Christiania-Egnens Vedkommende, maa jeg bede om, at mine spredte Bemærkninger maa blive betragtede som kun foreløbige.

Først den mandlige Husflid med Karder, Bliktøi, Tolleknive, Sadelmagerarbeide, Træarbeide.

Sidst i forrige eller først i dette Aarhundrede kom en fremmed Karl reisende, som kaldte sig Hans og forstod sig paa at gjøre Karder, og Lensmand Mustad i Vardal hjalp ham tilrette, saa han fik kjøbe sig ind paa Gaarden Seval, hvor han ryddede sig Bruget Snuggerud. Fra denne Mand og dette Sted stammer Kardemagerarbeidet her i Egnen, hvor det nok fornemmelig trives i Vardal. Selv arbeidede han sig op til Velstand; en Søn af ham sidder nu som Bruger paa Snuggerud, en anden Søn forplantede Kunsten til Birid, og om en Svigersøn af den Gamle fortælles som Exempel, at han drev Arbeidet med saadant Held, at han efterlod sig 154en 3–4000 Spd., da han for en 30 Aar siden døde. Flere og Flere lagde sig efter Bedriften, og Egnen har nu i mange Aar havt ligesom Privilegium paa at forsyne vistnok Størsteparten af Landets Bygder med Karder. Dette efter Meddelelser til mig af Gaardbruger Tolleif Mustad, Sønnesøn af hin Lensmand.

Blikarbeidet er en Hudflidsgren, som er skudt op senere; thi den nysnævnte Hjemmelsmand, der nu er lidt over 60 Aar, kunde mindes den Tid, da Bliktøi kjøbtes til Bygden fra Christiania. Kjøbmand i Gjøvik sagde mig, at der indføres Blikplader til Egnen for ikke mindre end 10,000 Spd. for Aaret.

Endnu yngre er Tollekniv-Fabrikationen. Den skal ikke være ældre end 10–12 Aar. Det er især i Kolbo Sogn af vestre Thoten, at denne Bedrift hører hjemme. Smedene slaa Blade, og Gjørtlerne forsyne dem med holkede Skafter og med Slirer af Messing eller Nysølv. Fabrikationen drives ret i det Store, og Knivene blive billigere og billigere, saa de nu sælges Dusinvis for 18 og op til 36 Stykket.Forfatternote: Jeg har ikke Sølv- eller Bronze-Medaljer at uddele, og jeg kan ikke vente, at man vil sætte Pris paa en mention honorable fra min Haand. Men jeg veed, at hvert Forsøg i Retning af at faa norske Husflidsarbeider afsætte i andre Lande, vil høres med Glæde af Husflidens Venner. Efter at Ovenstaaende var skrevet, har jeg hørt af en Mand, som nylig havde været paa Gjøvik, at han hos en Handelsmand der havde seet, hvorledes nogle Dusin Knive bleve pakkede i en Kasse for at sendes til Sverige. Tidligere (i Kap. 1) har jeg fortalt om Afsætning af Træskeer fra Gjøvik til Sverige.

Kolbo Gjørtlere ere ogsaa bekjendte for sine billige Dombjælder; det heder, at alle Dombjælder, som kjøbes Landet over, komme derfra. Før drev de paa at gjøre Messingknapper; men da disse gik af Brug her paa Østlandet, maatte de anvende sin Kunst paa andre Ting.

Før i Tiden blev der arbeidet med Haandkraft Hægter og Smaaspiger i Mængdevis. Nu er dette ialfald betydelig aftaget formedelst Konkurrence med Hægtefabrikken i Nitedalen og Spiger-Fabrikken i selve Vardal.

155Kjøretømmer, lagte af raat Oxelæder, kommer der en hel Del af fra Kolbo, og paa Markederne fra Grundsæt til Kongsberg kjender man de billige og lette og gode «Thotnings-Sæler», der bruges omkring paa Landsbygderne som «Kirkesæler» til Karioler og Gigger. Før i Tiden bleve mange af dem byttede bort til Ringerike, som gav Karioler og Spidsslæder igjen.

I Kolbo skal der ogsaa være dem, som befatte sig med at binde Børster og valke Filthatte, dog lidet til Udførsel. Kurve har man derimod forsøgt at gjøre op til Salg; men Førselen faldt for besværlig.

Træarbeide fra disse Bygder er der allerede opregnet en hel Mængde af under Stykket om Christiania-Egnen ovenfor. Tilføie kan jeg her, at i «Christiania Industrimagazin» i Toldbodgaden har jeg seet billige Kakkelovnspustere fra Thoten.Forfatternote: Om de Thotenske Træskeer, som danne Gjenstanden for Kap. 1, kan jeg tilføie, at istedetfor at Prisen der er opgivet til 12ß Dusinet, hører jeg nu, de leveres her i Christiania i Partier til 8, 9 og 10ß Dusinet for de simplere, bedre og bedste Sorter.

Samtidig med denne Husflid og for dens Skyld har der dannet sig en eiendommelig Handelsvirksomhed, idet en Klasse af nøisomme og flittige Handelskarle eller Kræmmere have gjort sig det til Levebrød at kjøbe op Karder, Bliktøi, Tolleknive o. s. v. og reise om og falbyde i Bygderne, paa Markederne, paa Byernes Gader. Deres Utrættelighed fører dem vidt omkring (se Exempler derpaa i Kap. 1), og deres Gløghed og Erfarenhed veed at udfinde de bedste Afsætnings-Steder og fordelagtigste Salgsmaader. Og de bringe med sig tilbage ikke blot nyttige Varer, som de tuske sig til (Skind til Brug for Kardemagerne m. m.), men ogsaa Ideer til Forbedring i Bedriften, Vink om, hvordan Blikkenslagerne skulle gjøre deres Varer, for at Kunderne skulle synes bedre om dem o. s. v.

Nu om den kvindelige Husflid.

Der var reist Spørgsmaal om et Markeds Oprettelse i 156Gjøvik, og Fogden i Thotens Fogderi afgav desomgaaende i 1865 en Betænkning, hvori han opregnede de forskjellige Slags Husflids-Arbeider for Egnen, som vare Gjenstand for Omsætning. Men deriblandt nævnes en 150,000 Alen Tøier af forskjelligt Slag, som Aar om andet blev falbudt i Gjøvik By.

Jeg formoder, at hermed mentes den blomstrende Tilstand, som fandt Sted før den amerikanske Krig. Men til det Tal 150,000 skal jeg ogsaa erindre om, at der endda vævedes en god Del, som blev afsat ad andre Veie eller uden at gaa gjennem Gjøviks Handlende.

Der skal vanskelig kunne peges paa noget andet norsk Bygdelag, hvor Væve-Industrien har været drevet i saa stor Udstrækning.

Især har der nok været mange Vævstole i Gang i Østre Thotens Præstegjeld.

Allerede fra gammel Tid af har denne Bygd leveret Væv til Salg, navnlig Værken af dette oprindelige Slag med Tagl (Lin) til Rending og Uld til Islæt. Da Bomulden kom – saaledes som omtalt under Trykstad, for en 30–40 Aar siden –, blev Bedriften ikke alene fortsat paa forandret Maade, men betydelig udvidet, og Thoten blev viden om bekjendt for sine Bomulds-Værkener eller kulørede Bomulds-Tøier.

Der blev saa at sige vævet i hvert Hus. Paa Gaardene kunde man høre Slagene af 3–4 Vævstole paa en Gang, og omkring i Hytterne satte Piger sig ind som Inderster og gjorde sig Væving til udelukkende Bestilling.

Og en egen Klasse af Handelskarle tog Del i Bedriften. Som man i Fjeldbygderne kan se Folk med Handels-Talent blive til Smøropkjøbere og Fækarle, saa var der Bondegutter, som spekulerede i Væv. De kjøbte større Partier af Garn og Farvesager, lærte sig kanske til at farve selv eller leiede Farvingen bort, leverede saa farvet Garn ud til Væversker og fik igjen Væv, som de siden drog om med paa Bygderne eller afsatte i større Partier til Kjøbmand i Christiania og Drammen og Tønsberg o. s. v. Det var for en stor Del Tuskhandel; for Væven tog de igjen fra Byerne Materialier til ny Væv samt Kaffe, 157Sukker o. s. v. til Væverskerne. Paa den Maade blev Handelskarlene et Slags Frihandlere. Men for saa vidt som de tillige ledede Arbeidet, valgte Farverne til Garnet, bestemte Mønsteret for Væven, anordnede, hvor bredt Tøiet skulde være, hvor tæt der skulde væves, o. s. v., kunde man ogsaa kalde dem Fabrikanter. Nogle af dem drev det i temmelig stor Maalestok eller kunde have en Omsætning af 1000, 2000, indtil 5000 Alen for Maaneden. – Saa blev Gjøvik anlagt, og Kjøbmænd der lagde sig i Bedriften paa den Maade, at de kjøbte op dels af disse Handelskarle, dels af de Væversker, som endnu brugte at væve for egen Regning, og formedelst den mere kjøbmandsmæssige Maade, hvorpaa Forretningen blev drevet fra Gjøvik af, gik det altid lettere og regelmæssigere med Afsætningen, alt Landet over, saasom lige til Finmarkens Byer.

Mænd, som vare vel kjendte paa Thoten i de Aar, have yttret for mig, at denne Industri nok endog blev drevet i for stor Udstrækning, idet en Hoben Piger, som til større Gavn baade for sig og Bygden skulde have taget Tjeneste hos Bønderne, satte sig for at være Væversker og vævede sig bort i Armod. Men denne samme overdrevne Iver skal dog ogsaa have gjort, at det i lang Tid var brydsomt nok for de her i Landet anlagte store Maskin-Væverier at faa Indgang for sine Varer, saasom Husfliden arbeidede saa overordentlig billigt.

Saa indtraf den amerikanske Krig, og Bonde-Industrien maatte standse.

Og vel begynder den nu at tage sig op igjen; men det mærkes tydelig, at det falder den vanskeligere at utholde Konkurranæn. Maskin-Væverierne, som fortsatte under Krigen (Fabrik-Eierne kunde ikke vel afstedige sine Folk, dels for ikke at gjøre disse forlegne, dels for ikke selv at staa forlegne, naar Kniben var overstaaet; her var desuden ganske andre Midler til at bare Virkningerne af Bomuldens Fordyrelse), de havde nu aabenbart vundet Overlaget. Folk omkring i By og Bygd vare blevne vante med og havde faaet Smag paa Fabrik-Tøiet; Thotens-Værkenet saa lidt bondemæssigt ud ved Siden af det.

158Det er blevet saa ofte sagt, at Mange uden videre tro det, at naar Haandvævstolene først have faaet Maskinstole at kappes med, saa kunne de gjerne give tabt strax. Og var dette saa, da vilde det jo kun være Pinligt at se Folk paa Thoten begynde paa Vævingen igjen og anstrænge sig med unyttig Møie. Men ved atter og atter at raadspørge Forretningsmænd, har jeg faaet den langt interessantere Forestilling, at Sagen ingenlunde er saa aldeles afgjort, men at der er Mulighed for, at Husfliden endnu skal kunne indtage og bevare en Plads ved Siden af Maskin-Bedriften – kun at den bliver ledet bedre end hidtil.

Jeg har allerede omtalt det som en god Begyndelse, at Væversker paa Hadeland arbeide under Ledelse af en Kjøbmand i Christiania. Men om nu en med Handelsdannelse og Kapital udrustet Mand plantede sig ned i selve Thotens Bygd, midt imellem de Hundreder af Væversker! Han vilde snart kunne betragte hele Bygden som sin Fabrik, fra sin Bolig af kunde han komme til at styre Væve-Industrien omkring i Huse og Hytter, omtrent som den virkelige Fabrit-Eier fra sit Kontor af tilser og ordner Alt omkring i Fabrikbygningens Arbeids-Sale. Som Tingen nu har udviklet sig, vil det være forgjæves for den enkelte Bondefamilie eller Inderst-Pige at kjøbe Garn og Farve og væve saa ganske i det Smaa paa egen Haand, og næsten lige saa forgjæves for hine gammeldags bondemæssige Fabrikanter at stelle med Tingen saadan lidt i det Store. Det vil først gaa, naar Bedriften faar et høiere Sving, naar Styreren er den Mand, at han kan anstille de allerfineste Beregninger over Udgift og Indtagt og har Kapital nok til at gjøre sine Indkjøb fra første Haand og dertil besidder den Dristighed, som skal til for at faa oparbeidet Afsætningens Veie. Det maa f. Ex. komme dertil, at Kjøbmand i Arendal og i Hammerfest have nummerede Prøver af Tøierne liggende for sig, saa de kunne skrive til Fabrikanten paa Thoten og bestille saa og saa mange Stykker af den og den Sort; øieblikkelig kan saa Værksmesteren faa Ordre til at ordne det saa med de nærboende 159Væversker, at de væve netop af samme Sorter, og faa Uger efter kan Tøiet ligge paa Kjøbmandens Disk.

Jeg skal naturligvis vogte mig for at give Raad. Men jeg vil faa gjort min Mening anskuelig ved at udtale et Ønske. I og omkring Borås i Sverige, har jeg hørt sige, har Væve-Industrien faaet sit store Opsving netop ved at tages paa hin Maade. Arbeidet styres og ledes af saakaldte Fabrikanter, som ikke selv eie nogen Fabrik og ikke have Arbeiderstyr umiddelbart i sin Tjeneste, men som staa i Forbindelse med Bondefamilier, hvis Koner eller Døttre sidde hjemme hver hos sig og væve Fabrikanterns Garn og modtage Væverløn af dem. Der er og faa Familier, som væve paa egen Spekulation; men man vil vide, at det oftere er gaaet faa, at Folk paa den Maade have arbeidet sig til Armod, og at de atter have arbeidet sig ud af denne ved at indgaa saadan Forbindelse med en af Fabrikanterne. Men nu vilde jeg, at en eller anden Thotning skulde reise hen til dette Sted og give sig ind i en Fabrikants Tjeneste for at faa deltage i og altsaa praktisk lære alle forefaldende Arbeider, i Farveriet, paa Varelageret, i Kontoret o. s. v.; naar han saa efter et eller to eller tre Aars Forløb var en fuldendt Værksmester og Forretningsfører, saa kunde han komme hjem og spekulere i den ledige Arbeidskraft i Bygden, ligesom der ellers spekuleres i den ledige Vandkraft ved Fossefaldene her og der. De Thotenske Væversker ere rimeligvis ikke saa færdige og kyndige, som de, der arbeide for de svenske Fabrikanter; men siden de dog have vævet saa meget, kan man ialfald vide, at de maa have Kunstens ABC saa nogenlunde inde, og det blev den nye Leders Sag at føre dem videre. Mulig kunde han finde det nyttigt for den Tings Skyld at tage med sig nogle svenske Væversker for at lade dem vise deres norske Søstre, hvor hurtigt der kan væves paa et nyere Slags Vævstole med Fløiskyttel, som nok ere lidet kjendte paa Thoten. Der skal naturligvis Kapital til en Forretning som den paatænkte; men er der først en Mand med anerkjendt Dygtighed og paalidelig Charakter, saa kan det kanske hænde, at Kapitalen vil samle sig om ham; jeg tænker paa dette, at der ialfald 160har viist sig at være Kapitaler nok paa Thoten til at danne Aktieselskaber og oprette Brændevinsbrænderier.

Kort, jeg tænker mig Muligheden af, at ved at slaa ind paa denne Forretning kunde en begavet Mand baade blive sin egen Lykkes Smed og den Bygds Velgjører, i hvis Midte han plantede sig ned.Forfatternote: Efterat Ovenstaaende var skrevet, har det endelig lykkes mig at træffe den Mand, som jeg fra flere Sider blev henviist til for at faa første Haands Beretning om Begyndelsen til, at Kjøbmænd i Christiania tog sig af Væve-Industrien paa Oplandet saaledes, som jeg nu har udtalt Ønsket om for Thotens Vedkommende og givet Exempel paa for Hadelands. / Denne Mand er Stadsmaaler Moe, forhenværende Kjøbmand og det i Forbindelse med Tydskeren Cramer i Firmaet Chr. Moe & Co. Disse solgte ud her i Landet en Del tydske Tøier af lignende Slag som de Værkener, Koner og Piger paa Thoten væve; Moe havde tidligere været Betjent hos en Landhandler paa Thoten, hvor han altsaa var kjendt, og det faldt dem ind, at de kunde staa sig paa at levere ud Garn til Væving der og saa handle med eget Fabrikat. De begyndte dermed ved Aaret 1844, og det gik godt. De fik Afsætning i Smaabyerne Kysten langs, og alt fra Bergen kom Bestillinger. Flere og flere Væversker tilbød sin Tjeneste, og indtil 120 Vævstole arbeidede for Firmaet, mest paa Thoten, nogle ogsaa paa Hadeland og i andre Bygder. Bodsfængslet anskaffede sig Vævstole og lod Fanger væve for Firmaet, en Bedrift, som fortsættes endnu, idet den førnævnte Kjøbmand Gunnerius Pettersen lader væve her. – Trods Maskinvæveriernes Opkomst vedblev Forretningen med Haandvævstolene at være lønnende og fortsattes uforandret til langt ind i Aarene 50. Af Aarsager, som ikke vedkomme nærværende Sag, opløstes omsider Kompagniet, og nogen Tid derefter sluttede først den ene, saa den anden med al Handelsvirksomhed altsaa ogsaa med den her omhandlede Bedrift; men lønnende, sagde Hr. Moe mig, havde denne været til det Sidste, og det, mente han, maatte den fremdeles være. Der var ogsaa kun et Par Aar imellem, at Hr. Moe opgav denne Forbindelse med Husfliden, og at Hr. Gunnerius Pettersen optog den (S. 152).

b. Lillehammer-Egnen.

I Faaberg Præstegjeld, i hvis Midte Lillehammer Kjøbstad er anlagt, kan man finde flere interessante Tilløb og 161Forsøg i Retning af at faa i Gang en Hus-Industri, som leverer Handelsvarer.

Øverst staar Gjørtlernes Arbeide.

Handelshuset Thorstad & Co. har af Gjørtlere, som det staar i fast Mellem-Regning med, kjøbt Varer til følgende Beløb:

Det var netop 22 Gjørtlere, som leverede disse Varer i 1865. Men der skal, nogle faa Læredrenge iberegnede, være en 50 Gjørtlere ialt, af hvilke nogle altsaa sælge til Andre, og tilsammen antages det, at de levere Varer til Handelen for mindst 5000 Spd. om Aaret.

En Liste over de forskjellige Slags Varer vilde blive lang, der er Messingknapper af mange Sorter, til den billige Pris af 1 og op til 2 Grosset, – fremdeles Stager, Mortere, Bjelder, Sælespænder o. s. v., o. s. v.

Afsætningen gaar mest for sig gjennem Handelskarle fra Gjøvik-Egnen. Kort over Nytaar drage de nordover, til det Throndhjemske, med Karder og andre Hjembygdens Husflidsprodukter, og de ere da indom hos Lillehammers Kjøbmand og tage Messingtøi med. Naar de komme tilbage, have de gjerne med sig til Kjøbmændene og gjennem dem ogsaa til Gjørtlerne en Del Kobber fra Throndhjem, og «Brom» (gammelt Kobber og Messing), som de have tiltusket sig i Bygderne.

Kjøbmændene maa gjerne give Arbeiderne Forskud og desuden lade Handelskarlene faa Varerne paa Kredit, saa Handelen ikke synes dem videre fordelagtig. Og det blev sagt, at Afsætningen i Bygderne heller bliver mindre, saasom de solide Sager fra Faaberg ikke kunne sælges saa billigt som det udenlandske lette Gods.

Det vil alsaa komme an paa, om Arbeiderne kunne følge med Tiden og ligesaa levere let og billigt Gods. Jeg vilde saa gjerne tænke mig, at naar Industrien først er kommet saa vidt i Tour, som Tilfældet er, saa skulde den ved forenet Bestræbelse 162fra Handelsmændenes og Arbeidernes Side gaa heller fremad end tilbage.

Om Faaberg satte sig for at blive en stor Gjørtlerfabrik, til Forsyning – ikke for Norge alene, men for andre Lande tillige?Forfatternote: Noget veed jeg, at der af norske Gjørtlervarer, nemlig Dombjelder, er sendt til Amerika, efter Bestilling derfra Kjøbmændene mellem. Det er sagtens de norske Nybyggere derover, som have givet Anledning til denne usædvanlige Sendelse; men det bør ikke være utænkeligt, at norsk Industri ogsaa kunde finde Naade i Udlændingers Øine. / Efterat Ovenstaaende var skrevet, har jeg bragt i Erfaring, at nogle af Faabergs Gjørtlere nylig ere komne i Forbindelse med en Grosserer i Christiania, som modtager mange Dusin af deres Dørvridere og andre Arbeider og afsætter dem Landet rundt.

Andre Folk i Faaberg levere til Handelen (nu i 1867 har jeg seet Prøver i det nævnte Handelshuses Butik): Tolleknive, Sukkersaxe, Sauesaxe, Kaffebrændere, Kaffekjedler, Dørlaase, messingbeslaaede Knivbelter, Snadder (Tobakspiber) af Valbirk med Nysølvbeslag og Kjernemundstykker, Hornkamme, Kjøresvøber, Kurve af Tæger. Men det er mest kun enkelt Mænd, som leverer dette og hint.Forfatternote: Til hvad jeg har opregnet fra Landdistriktet, kan jeg tilføie, at en Urmager, som er kommen fra Gausdal, men bor paa Lillehammer, har gjort adskillige Symaskiner. Fabrikationen er temmelig tilfældig. Prøverne vare mig interessante som Tegn paa, hvad der kunde komme ud af det, om Folket fandt sig opmuntret til at drive Tingen i det Store. Men den Mand, som gjør Sukkersaxe t. Ex., faar ikke solgt mange; Følgen er, at han kommer ikke i Tour med at arbeide hurtigt og levere, hvad man kalder Dusinarbeide; paa sin gode gammeldags Maade arbeider han hvert enkelt Stykke saa særdeles solid og godt, som om det skulde være til Husets eget Brug og gaa i Arv i Slægten, og engelske Saxe, som bestaa af Støbegods og altsaa i Virkeligheden have et ringere Værd (jeg saa dem Side om Side med de norske paa samme Disk) sælges lettere, fordi de ere blankere og koste nogle Skillinger mindre. Fordi det norske Arbeide er dyrt, bliver Afsætningen liden, og fordi Afsætningen 163er saa liden, kan det ikke anderledes være, end at Arbeidet maa blive dyrt. Det gaar i Ring, man staar fast. Jeg spurgte og spurgte Folk, som skulde være kjendte, men fik ingen Løsning, saa ingen Udvei for det første. Kjært, om den, der strider om Husfliden i Faaberg ti Aar fra nu af, kunde faa noget muntrere at fortælle. Det vil rimeligvis komme an paa, om Handelsmænd med Foretagsomhed og Kapital ville stille sig i samme ledende Forhold til denne Gren af Husfliden, som jeg under Gjøvik-Egnen har antydet med Hensyn til Væve-Industrien.

Som et yderligere Tegn paa, hvorledes Bondeindustrien, der nu ligesom ligger og venter paa Handelsaandens og Kapitalens belivende Indflydelse, foreløbig har udviklet og forberedet sig, kan jeg anføre følgende Exempel; Hr. Sagfører Thommesen i Faaberg havde for nogen Tid siden den Godhed at sende mig en Prøve paa Smedearbeide fra Bygden, nemlig en Revolver-Pistol; for at faa en fagkyndig Bedømmelse af den, henvendte jeg mig til Professor i Physik, Hr. Christie, som igjen anbefalede mig at gaa til den ved den physikalske Afdeling af Universitetet ansatte Amanuensis, Hr. Real-Kandidat Sinding, og nu har jeg den Fornøielse at kunne offentliggjøre dennes Dom, der er mig meddelt i Brev af 3die Oktbr. 1867 og lyder saa:

«Den mig af Hr. Sundt oversendte Pistol er særdeles smukt og korrekt forarbeidet og staar saavel efter mit Skjøn som efter en erfaren Bøssemagers Erklæring fuldkommen ved Siden af, hvad der leveres fra Udlandets bedre Fabrikker.»

Det er maaske ikke ufornødent at tilføie, at jeg med dette ingenlunde tænker paa at opmuntre Nogen til at anlægge netop en Pistolfabrik i Faaberg. Det vilde vist ikke lønne sig. Men vel kan jeg mene, at naar der er saadanne Anlæg og saadan Tilbøielighed for en vis Art af Industri som her i Faaberg, saa er dermed i ialfald en af Betingelserne givet for samme Industries Udvikling.

Der har ikke paa langt nær været drevet saa meget paa Væving ved Lillehammer som omkring Gjøvik. Hos en velstaaende 164Bondefamilie i Faaberg, hvis Husliv kan betragtes som et smukt Mønster paa god gammeldags Forsynlighed og Orden, saa jeg Døttrenes Dragkiste-Skuffer fuldpakkede af egenhændigt tilvirkede Dreiler og Bolstre, som engang skulle blive deres Brudeudstyr og i de Huse, hvor de komme hen, skulle vidne om den gode Opdragelse, de fik i Hjemmet. Men med Tanken om den Fattigdom, jeg hørte om i andre Huse, kom jeg til at tænke, at disse samme Bonde-Døttre skulde ikke havt mindre Ære af det, om de havde anvendt den samme Tid og Flid til at væve paa mere fabrikmæssig Maade og enten solgt Tusinder af Alen til Kjøbmændene eller vævet Kjøbmændenes Garn for Betaling. Der kunde blevet noget til Brudeudstyr ogsaa paa den Maade, og saadanne Exempler fra Bygdens bedste Huse kunde bidraget til, at der rundt omkring i Bygden blev tænkt mere paa at gjøre Tiden ud i Penge.

Som et Middel til dette Sidste blev der for nogle Aar siden gjort et Forsøg her i Egnen med at faa indført den forbedrede Vævstol, hvor Islætten slaaes ind med Fløiskyttel. Et Landhusholdnings-Selskab lod en tydsk Vævemester ved Navn Kopte reise om for at undervise i Brugen. I Gausdal, Nabobygd til Faaberg, hørte jeg lidt om dette. Tolv Piger havde benyttet sig af Anledningen til at lære; nogle af dem vare siden faldne fra; nogle andre derimod vare komne til, og ved mit Besøg i 1867 antog man, at der var en 20 Vævstole af det nye Slag i Gang. Men hvad er dette i en Bygd som Gausdal, med flere Hundrede Vævstole? Og hvoraf kommer det, at Fremgangen har været saa ringe? Nogle anførte denne kjedelige Grund, at der er saa liden Tanke og Fremskridtsaand blandt Folk; andre forklarede om visse smaa Vanskeligheder ved den nye Indretning, som jeg vel ikke fattede saa nøie. Mine Overveielser standsede ved dette, at man vel ikke fandt Grund nok til at gjøre Forandringen med Vævstolen, naar man fremdeles kun agtede at væve de faa Alen til eget Brug og ikke lagde an paa at væve til Salg; men hvorfor en Bygd som Gausdal ikke skulde staa sig paa at optage Væve-Industrien blandt sine Næringsveie eller at væve til Salg ligesaa vel 165som Thoten, det fandt jeg at være et Spørgsmaal, som nok kræver længere Tids Ophold og meget nøie Kjendskab til alle Bygdens Forholde for at kunne besvares med Sikkerhed. Tilføie skal jeg kun, at jeg besøgte et Hus, hvor den nye Vævstol var i Gang, og hvor jeg med stor Fornøielse hørte Datteren fortælle om, hvad hun vov og hvad Udbytte hun havde af sit Arbeide og sin nette Kunst. Blandt andre Prøver af hendes Flid mindes jeg et stort Kastetørklæde vævet paa denne underlige Maade, at det bestod af dobbelt Væv.

c. Hamar-Egnen.

Det er hele Hedemarkens folkerige og vigtige Landskab, jeg under denne Overskrift vilde henlede Opmærksomheden paa.

Hedemarken er ofte nævnt i den sidste Tids Forhandlinger om Husmandsklassens Tilstande, og da jeg selv ovenfor (Side 131) lod falde nogle Ord om Husmandsarbeidets mislige Ordning, var det især Hedemarken, som foresvævede mig.

Jeg tør ikke netop paastaa, at Forholdet med Husmændene i sig selv er misligere her end paa flere andre Steder; men jeg maa anføre en Omstændighed, som dog kan skjærpe Tanken i den Retning, og det er den store Forskjel, som i industriel Henseende finder Sted mellem Vestsiden og Østsiden af Mjøsen, Gjøvik-Egnen og Hamar-Egnen.

Reiser man med Dampbaaden Mjøsen langs og betragter de vakkre Bygder, som ligge der utbredte for Blikket, faar man et stærkt Indtryk af, at forsaavidt som Folkelivet afhænger af Naturforholdene, maatte der være overmaade ens paa begge Sider. Men man skal ikke have opholdt sig i Egnen længe, før man erfarer, at saa livligt det er paa Thotens-Siden med den mangeartede Industri, saa dødt og stilt er det paa Hedemarks-Siden.Forfatternote: Her bør jeg dog tilføie, at fra Hedemarken har jeg faa et Meddelelse om en Bi-Syssel ved Landbruget, som der ikke er talt om i Beretninger andetstedsfra, men som dog kan henregnes til Husflid i udvidet Forstand, nemlig Birøgt. Kirkesanger Nilsen i Løiten beklager, at Birøgten ikke er mere udbredt, da han mener den skulde lønne sig. «Jeg kan, siger han, tale af Erfarenhed; thi mig have Bierne indbragt 100 Spd. Denne Kapital er vel ikke stor; men hvorledes vil den simple Mand paa anden Maage kunne tjene saa meget med saa lidet Arbeide? Jeg har kjøbt 1 Bistade, men solgt 20 (fordelte paa 7 Præstegjeld), og jeg har fremdeles Bier.»

166Handelskarle paa Thoten og Vardal reise endog om og sælge sine Karder og Træskeer o. s. v. paa selve Hedemarken, og jeg har end ikke hørt nævne det ringeste Exempel paa, at der fra Hedemarken gjøres Gjengjæld med Udsendelse af noget Slags Produkter af den mandlige Husflid. Og Hedemarkens kvindelige Husflid rækker heller ikke stort med at virke Handelsvarer.

Man vil forstaa, at hvad jeg anfører, er ikke Resultatet af udtømmende Undersøgelser, men jeg kan dog sige, at jeg har spurgt adskilligt, og at det meste, jeg har faaet til Svar, er sørgelige Skildringer af, hvordan Tilstanden kan blive i en Bygd, naar Husfliden forsømmes.

Før i Tiden blev der dyrket Lin, og der blev spundet og vævet i hvert Hus; men dette forandredes, da Bomulden kom, ganske saaledes som allerede fortalt om Trykstad ovenfor. Men medens Husfliden paa Thoten optog Bomulden og virkede af den meget mere end af Linen før, blev den samme Flid heller lammet paa Hedemarken, og dermed kom Arbeidsløshed og Nød i mange Huse.

Jeg kan fortælle Exempler.

En Dame, som bor paa Hedemarken og i en Række af Aar har deltaget i veldædige Bestræbelser for Arbeidsklassen, prøvede paa at afhjælpe Arbeidsnøden i Husene ved at indføre det Arbeide at binde Sildegarn, som da skulde sendes til Vestlandet og sælges der. Hun skaffede sig Hampegarn og maatte først selv lære at binde, indbød saa fattige Kvinder til at komme og lære hos hende, og der kom, selv saadanne, som, havde en hel Mil at gaa, og de satte sig i Lære og holdt taalmodig ud, skjønt de i førstningen ikke tjente mere end 2–3 Skilling Dagen paa egen Kost og efter længere Tids Øvelse ikke drev det til mere end 6. Men selv denne tarvelige Fortjeneste 167skulde det ikke lykkes at skaffe disse Mennesker i Længden, da det viste sig, at trods den lave Arbeidslon (2 Alen) blev dog Garnene for dyre og maatte sælges med Tab, saa Foretagendet maatte opgives – Noget, man ikke undres over, naar man kjender til, hvorledes Garntilvirkningen drives i selve Kystegnene (se ovenfor Side 72).

Den samme Dame har havt den Godhed at meddele mig en udførlig skriftlig Beretning om den kvindelige Husflid paa Hedemarken. Det heder her blandt Andet:

«Efter gammel Taxt betales for at strikke et Par Fruentimmerstrømper 12 til 16, store Mandsstrømper 20 til 24; nu betales vistnok lidt mere, men Fortjenesten bliver endda overordentlig ringe i Forhold til den Tid, de anvende derpaa. Korte Mandsstrømper frembydes imidlertid til Salg for 30 til 36, Vanter til Voxne for 16 til 24 – hvor bliver saa Arbeidsløn for Spinding og Strikning af? Naar man regner 1 Mark Garn til et Par Strømper, saa maa man dertil have mindst 1¼ Mark Uld, da den svinder betydelig ind ved Spinding og Vask; beregner man Ulden efter den for god Uld almindelige Pris 24 pr. Mark, saa udgjør det 30; sælges nu Strømperne for 36, har man 6 tilovers som Arbeidsløn for Karding, Spinding, Tvinding og Strikning, ialt flere Dages Arbeide. Vælger man simplere Uld, saa faar man den vel billigere, men taber ogsaa mere ved Indsvindingen end her opgivet.»

Som overalt i Landet, saaledes er det ogsaa her, at en Spinderske kun holder en ringe Dagløn. Men intetsteds fra har jeg faaet en saa nøiagtig Opgave derover som i hine Meddelelser, og jeg gjengiver derfor Opgaven, saaledes:

168Og selv denne ringe Fortjeneste, tilføies der, er meget ofte ikke at erholde, saa fattige Koner kunne tigge og bede om «Spaanaa» som om en Velgjerning. Forøvrigt stiller Forholdet sig som oftest noget gunstigere end ovenfor opgivet, da Arbeidet gjerne betales med Varer, som leveres efter gammel Taxi og altsaa billigere end Dagens Priser.

Bedre lønner det sig at væve. En lignende Opgave over, hvad en almindelig Væver (upaatvivlelig med Haand-Skyttel) kan vinde, lyder saa:

Til hvad denne Dame har meddelt, kan jeg føie et fra en ganske anden Kilde hentet Exempel.

Oppe i Brottum, det nordligste Sogn paa Hedemarken, nær Lillehammer, har man let for at faa kjøbt Uld fra Gausdal – af den Uld, som Gausdals Handelskarle have at salge, da de kjøbe op Faar langt nord i Gudbrandsdalen og havne dem i Hjembygdens Sætermarker og slagte om Høsten. Nu vel, i Brottum har dette givet Anledning til en liden Industri med at virke til Salg en Del simpelt Uldtøi, og herfra er der i en Række af Aar kommet en Del ustampet Vadmel, som bruges i Hovedarsenalet paa Akershus – til Kanonkarduser. Ved Godhed af Arsenalets Sekretær kan jeg oplyse, at en Handelsmand fra Egnen ved Navn A. Kindlihagen efter Leverancekontrakter har leveret:

Ifølge en Kontrakt, som jeg har seet, skulde Tøiet være mindst 30 Tømmer bredt, leveres inden den og den Tid, være af god Bonitet og skikket for fin Bestemmelse o. s. v.

169Dette har jeg omtalt saa omstændeligt af den Grund, at jeg har fundet Leilighed til at anstille en overmaade interessant Sammenligning.

I indeværende Aar har nemlig en Fabrik i Christiania paataget sig Leverance til Arsenalet af netop samme Slags Tøi og til samme Pris. Fabrikken arbeider med en Karde- og Spindemaskine, der drives med Damp, og med Haandkrafts-Vævstole. Saa lav var Prisen, at det maatte anses som et Forsøg, om det virkelig kunde gaa an at konkurrere med den Hedemarkiske Husflid, og Hr. Køkeritz, en af Fabrikkens Eiere, har havt den Godhed at oplyse mig om Udfaldet. Ulden er kjøbt paa billigste Marked, i Udlandet (Omkostningerne med at faa den hjem beløbe sig til høist 1 Skill. Skaalpundet), Spindemaskinen arbeider naturligvis overmaade billigt, og ved Vævingen, hvor der overalt er lagt an paa Hurtighed, blev der ved dette Forsøg iagttaget særdeles Sparsomhed, saa der sørgedes for, at Tøiet nok skulde blive lige saa tæt og godt som den fremlagte Prøve af det Hedemarkiske, men heller ikke bedre. Det færdige Tøi kom Fabrikken paa 24 Alnen, det skulde leveres for 26, og der blev altsaa en Fortjeneste af kun 2 for baade Uldkjøb og Spinding og Væving. Gaa vi nu ud fra, at den Hedemarkiske Opkjøber ogsaa har havt 2 for sit Bryderi tilligemed Førselsudgifter, saa har altsaa den bondemæssige Husflid leveret Produktet for netop samme Pris som det koster Fabrikken, og Hr. Køkeritz, som altsaa praktisk har anstillet Sammenligningen, er af den Mening, at om Bønderne kunde og vilde regne og f. Ex. lægge Mærke til Uldens Indsvinding under Behandlingen, saa skulde de finde, at med alt deres forresten saa rosværdige Stræv have de kanske heller havt ligefrem Tab.

Imod denne Slutning synes mig dog at kunne bemærkes, at Husfliden jo – forudsat at Uldprisen har været lige – har indvundet et Beløb, som svarer til Fabrikkens Udlæg 1) for Stenkul til Dampmaskinen, som drev Karde- og Spindemaskinerne, 2) for Renter af Fabrikkens hele Anlægskapital, og 3) for Løn til de Folk, som styrete Maskinerne og som sad i 170Vævstolen. Men det skjønnes nok derhos, at med Husflidens langsommere Arbeide har Bondefamilien rimeligvis kun faaet yderst liden Betaling for Tiden, og det skulde være artigt fra selve Bygden at faa oplyst, om der ikke er Exempler paa, at en og anden Familie har vundet noget mere ved at lægge større Kunst i Arbeidet og forædle Ulden til Tøier af en høiere Rang og større Værdi, til saadanne hel- og halvuldne farvede Tøier, som bruges til Sommerfrakker, Damekaaber o. s. v.

5. I det Throndhjemske

Lignende Tilfælde, hvor det kan se ud, som at Husfliden savner Beregningens Veiledning og fører til Tab, har jeg oftere hørt om, f. Ex. fra det Throndhjemske. Min Hjemmelsmand her er en Slægtning af mig, Hr. I. L. Sundt, der som Handelsreisende først og siden som Fabrikant (han er Eier af den ovenfor omtalte Fyrstikfabrik i Nitedalen) har staaet i mangeaarig Forbindelse med Industrien og nødvendigvis ofte er kommet til at tænke over, Husflidens Kaar.

Istedetfor at gjengive hans mundtlige Beretning med mine Ord, anmodede jeg ham om tillige at give mig sin Fremstilling skriftlig, og denne meddeler jeg igjen her:

«Som Reisende for «Sellegrods Væveri» pr. Farsund, der fabrikerede Bomuldslærreder, havde jeg i Aarene 1851 til 1857 Anledning til at blive bekjendt med den dengang i denne Retning existerende Husflid rundt om i Landet, forsaavidt Produktet var Gjenstand for Afsætning til Byerne. Bomuldsvæverierne havde nemlig at bekjæmpe, ikke alene den udenlandske (engelske) Konkurrence, men ogsaa en, saa ringe den end ved første Øiekast syntes, dog for de daværende Forholde temmelig betydelig Konkurrence med de mangfoldige Haandstole, som vare igang, og hvoraf en stor Del afgav Lærred til Salg.»

«Navnlig var denne Konkurrence mærkbar i Throndhjem, fra hvis tilgrændsende BygderForfatternote: Formentlig det Strøg inde ved Throndhjemsfjorden, som er henregnet til dette Kapitels «Fladbygder.» Udg.s Anm. en stadig Forsyning fandt 171Sted, der vel ikke paa langt nær tilfredsstillede det stedse stigende Behov, men dog i ikke liden Grad hindrede Afsætningen af det maskinvævede Lærred. Saalænge Tolden paa Lærred var uforholdsmæssig høi i Forhold til Tolden paa Garn, var herpaa intet at sige, da Differencen mellem Garnpriserne og Lærredspriserne afgav en rimelig Væverløn, hvortil kom, at det haandvævede Lærred endnu dengang blev foretrukket for det maskinvævede og vel undertiden ogsaa blev høiere betalt. Men efterhaanden som Tolden paa Lærred gik ned, og samtidig dermed Konkurrencen mellem Væverierne indbyrdes yderligere trykkede Priserne, udjevnedes Forskjellen mellem Garn og Lærred saaledes, at i de sidste Aar af min Reise var Prisen paa en Pakke Garn i Throndhjem, i Utsalg i Boutik, lige med Prisen for dens Vægt Lærred. Der blev altsaa for Husfliden Intet tilovers for Vævingen, da Materialet altid blev kjøbt i Smaat og til høie Detailpriser. Jeg var ofte tilstede ved de Handlendes Kjøb af disse haandvævede Lærreder, og fandt ved Veining af Varerne, at i mange Tilfælde kostede Garnet mere, end den færdige Vare blev udbragt til.»

«Og dog gav Husfliden ikke tabt! Den indskrænkedes vel noget, men lige til 1857 – og da havde den arbeidet med Tab i 3 à 4 Aar – falbødes i Throndhjem de haandvævede Lærreder ved Siden af og til samme Priser som de maskinvævede. – Kunde de Folk ikke regne? Det synes utænkeligt, at de ikke skulde være komne underveir med, at Vævingen bragte dem Tab istedetfor Fortjeneste, eller at den ialfald ikke gav Noget for Arbeidet. At de ikke destomindre vedbleve at væve, bibragte mig den Forestilling, at der i de Trakter maatte være en besynderlig Trang til Beskjæftigelse tilstede, og denne Forestilling bestyrkedes senere ved den Kjendsgjerning, at medens Sellegrods Væveri maatte nedlægges, og et Par andre større Væverier maatte forandre sin Produktion til koulørte Tøier, fordi Bomuldslærred ikke længer lønnede sig, vedbleve Haandstolene i det Throndhjemske at væve sine Bomuldslærreder og skulle (min personlige Erfaring gaar kun til 1857, da jeg ikke senere har været i Throndhjem) 172kun meget langsomt, og navnlig først efterat den amerikanske Krig gjorde Vævingen af Bomuldslærreder næsten umulig og ialfald indskrænkede Konsumtionen, være gaaet over til Væving af Linlærreder.»

Saa vidt Meddeleren.

«Kunde de Folk ikke regne?» Jeg fortsætter og udvider hin Gisning om en «besynderlig Trang til Beskjæftigelse» i Bondefamilierne, idet jeg siger saa:

De Vilde vel ikke tro og kunde sagtens ikke forstaa, at det virkelig ikke skulde lønne sig at arbeide og være flittig; de holdt fast ved det Haab, at om de vare blevne skuffede med Hensyn til Lønnen baade en Gang og flere Gange, saa maatte det dog være en Overgang. Rimeligvis have de ikke just regnet fint og skarpt, ikke ganske efter Regnebogen eller strengt kjøbmandsmæssigt; Almuesfolk Pleie ikke have sin Styrke deri, om de end ikke staa saa langt tilbage, som Mange mene; og saa underligt det synes, har dette kanske netop været hine Væverskers Lykke; thi om de havde seet med tydelige Tal, at de tabte ligefrem i Penge ved at sælge Væven for mindre end Garnet kostede dem, da kunde det snarere hændt, at Haabet og Udholdenheden havde svigtet dem, og da var Tabet blevet fuldstændigt og Nederlaget uopretteligt. Hvad mener jeg med dette? Havde de sluttet med Væve-Industrien, fordi den ikke lønnede sig for Øieblikket, saa havde de tabt den Arbeids-Vane og Arbeids-Færdighed, som de nu engang med mange Aars Stræv havde erhvervet sig – en Vane og en Færdighed saa overveiende vigtig og saa betydningsfuld for den hele Fremtid, at det havde mindre at sige, om de for en Tid maatte arbeide uden Penge-Løn eller vel endog med noget Tab i Penge.

Netop det samme gjøre jo Fabrik-Eiere stundom, disse store Fabrikanter og anerkjendte Regnemestere. Saaledes kunne Tidernes Gunst forandre sig, at den Bedrift, som hidtil var saa fordelagtig, ikke længer bærer sig, og Fabrik-Eieren beregner paa Skillingen det daglige Tab; men endda holder han det gaaende, saa længe han paa nogen Maade kan eller tør vove det, Maaned efter Maaned. Hvorfor? Ikke blot af Deltagelse 173for Arbeiderne, som med Bedrøvelse maatte se sig om efter nyt Arbeide og Levebrød her og der, men ogsaa af den kloge Beregning, at naar han efter den ulykkelige Tids Udløb atter skulde optage Bedriften, saa havde han tabt sin arbeidsvante og opøvede Stok af Arbeidere, og han veed af Erfaring, hvad Møie og Bekostning der skal til for at oprette det Tab.

Jeg mener nok, at Sammenligningen holder Stik, kun at naar en Almue under saadan Arbeids-Usikkerhed viser lignende Utholdenhed som den dristigt, spekulerende Fabrik-Herre, saa er den ikke saa heldig som denne at have et enkelt Regnestykke og en bestemt Plan at støtte sig til, man maa mere dunkelt eller ligesom instinktmæssig rette sig efter den Sum af Erfaringer og Facit af Overveielser, som danner sig under Samarbeidet af en hel Befolknings Hoveder og mange Sind.

«Nei, nei, ville Mange sige; dette er og bliver dog en slet Beregning og en stor Feil. Naar en vis Art af Husflid ikke længer lønner sig, saa skulde Almuen slaa ind paa en anden Bedrift, som lønner sig bedre.» Ja, naturligvis. Men dette er lettere sagt end gjort. Jo mere man lægger Mærke til, hvordan det har sig i Verden, jo nøiere man tænker over Arbeidets Væsen og sætter sig ind i Arbeiderens Kaar, desto mere skal man sande, at det er vanskeligt og maa gaa sent for en Befolkning at komme over fra en Kunst og Haandtering til en anden. Der maa ialfald først findes en ny Husflidsgren, som kunde have Udsigt til at trives, – og indtil den Tid (men selv med megen Søgen og Leden kan det være en god Stund, inden Fundet gjøres), gjælder det fremfor Alt, at Folket ikke opgiver Arbeidsvanens Klenodie, men for sammes Skyld fortsætter taalmodig med det gamle Arbeide.Forfatternote: Nu i Sommer, men for sent til at tage Hensyn dertil i vedkommende Kapitel, har jeg besøgt en af vore interessanteste Fjeldbygder, og, som man kan vide, forhørt mig videre om Husfliden. Det var Gudbrandsdalen. Jeg fik det Indtryk, at det heller tager af med det gammeldags Kveldsarbeide, og som Grund anførtes blandt mere, at nu er Skoven minket, og Veden, som her bruges baade til Lys og Varme, er saa kostbar, at man synes det betaler sig ikke at brænde for at sidde og gjøre Træskeer o. desl. / Her lod jo til at være netop saadan Beregning, som man savner hos Bønderne. Men jeg ønskede – og ønsker fremdeles –, at Bønderne trods Beregningen vilde holde ved med det gamle Arbeide. / Vil jeg være ødsel med Ved og Lys? Naar saa maa være for Arbeidets Skyld, ja. Man faar heller spare paa andre Kanter. Jo snarere man finder paa noget mere lønnende Arbeide, des snarere bliver man befriet baade for hin Ødselhed og denne Sparsomhed.

174Jeg mener, at dette maa være en af de Love, som herske i Arbeidets Verden og allertydeligst inden Husflidens Kreds. Grundloven er jo: «I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød», og om det hænder, at der i Anstrængelsens Sved blander sig noget af Angestens – Angest over, at det kanske ikke vil lønne sig med det Arbeide, man for Øieblikket har forhaanden –, saa skal det vist ikke skade; saadan Angest vil vække Tanken i Retning af at søge og lede efter nogen hensigtsmæssigere Arbeidsmaade eller fordelagtigere Bedrift.

Men hvorledes det end har sig med disse Ting, eller fordi jeg har fundet Grund til at fremsætte hine Formodninger og Betragtninger, saa er jeg glad ved at kunne tilføie nogle fra en enkelt af de Ind-Thrønderske Bygder erholdte Oplysninger, som vidne vakkert om Befolkningens Flid.

I Levanger Landsogn – saa har en der boende Mand, Hr. Skolelærer Sæchnan, meddelt mig – kan man hele Vinteren igjennem se Kvinderne ved Spinderokken alt fra Kl. 4–5 om Morgen indtil Daggry eller den Tid, da Fjøsstellet og det almindelige Husstel lægger Beslag paa dem, og fra Kl. 4–5 om Aftenen sidde de igjen ved Rokken. Efter Aftensmaaltidet har Tjenestepigen gjerne noget Arbeide for sig selv, og ofte sidder hun oppe dermed til Kl. 10–11; men Husmoderen selv er dog gjerne den første oppe om Morgenen og sidste til Sengs om Aftenen. Denne rosværdige Skik, siger Meddeleren, hersker saa vel blandt den mindre som den mere formuende Del af Befolkningen. Om Vaaren ordner Husmoderen og bestemmer, hvor meget der skal væves af hvert-Slags, 175klipper siden af til hver Person og sætter sine Piger til at sy Linneder o. s. v. Kun til Stadsklæder og til Mandfolkklæder hentes Sypige og Skrædder.

Det regnes, at en Trediedel af Befolkningen eller en 800 Mennesker, d. e. den kvindelige Befolkning med samt Pigebørnene saa langt ned som til 10 Aars Alderen, er til sine Aarstider sysselsat med at virke Klæder til Husenes Behov, og at Udbyttet af Aarets Flid er:

Næsten alt Garn farves, hjemme, og Sømmen udføres som sagt for en stor Del af Husets Kvinder.

For en Snes Aar siden indførtes den Kunst at væve Dreil samt mønstrede Sengetepper. En Mand fra Throndhjems Arbeidsanstalt var herinde for at lære op en Del Piger. Ved den Leilighed blev en 30 Dreils-Vævstole forfærdigede for Bygden og af Bygdens egne Folk. Den ovennævnte Meddeler deltog i dette Arbeide, gjorde flere Vævstole, bistod ved Undervisningen og udgav i Trykken en Veiledning i Vævekunsten – en Iver, for hvilken han af Videnskabs-Selskabet i Throndhjem paaskjønnedes med en Præmie af 10 Spd.

Ligesom Kvinderne siges ogsaa Mændene her i Bygden at sætte sin Ære i at være selvhjulpne med de Ting, som det falder dem til at sørge for – alskens Gaardsredskab og Bohave af Træ og Jern, deriblandt Karioler og Gigger og Slæder. Hos Enkelte gaar naturligvis Husfliden for eget Behov over til Haandværk i Andres Tjeneste, og det mekaniske Talent øver sig i at bygge Treskemaskiner o. s. v. En Mand har paa et Par Aars Tid leverer omtrent 80 Haandsaamaskiner for Bredsaaning, efter amerikansk Opsindelse; omtr. 70 af 176dem vare bestilte af Amtets Landhusholdnings-Selskab. Prisen skal have været 5 Spd. Stykket.

Om Om Husfliden i Norge

Om Husfliden i Norge til Arbeidets Ære og Arbeidsomhedens Pris var den første omfattende systematiske studie av husflidsarbeid i Norge. Boken er Eilert Sundts hyllest til allmuens arbeid, innovasjon og kunnskap. Data om husflid innhentet fra hele landet via spørreskjemaer og svarbrev gjorde det mulig for Sundt å foreta en komparativ analyse.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1867 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook