Det er Gjæsdals Sogn af Jæderens Provsti, jeg vover at fremstille under denne meget sigende Overskrift, og den udførlige Beretning, jeg har at meddele, vidner dobbelt fordelagtigt om den lille Bygd derved, at den er forfattet af en af Bygdens egne Sønner, Gaardmandssønen og Soldaten Gabriel Edland, som i Løbet af Vinteren 1865–66 samlede de mange Opgaver sammen og derefter udarbeidede sin Fremstilling under et Ophold i Garnisonen i Christianssand, hvor han var indkommanderet. At han hører til en virkelig slet og ret Bonde-Familie, det vil Læseren kunne se af selve hans Skrift, hvor han viser sig at være en af dem, som følge den i nogle Bygder brugelige Skik at tiltale En og Hver med det ligefremme og fortrolige «Du».
For jeg meddeler Skriftet om Gjæsdal, turde det ikke være af Veien at belyse Omgivelserne lidt eller at berøre Husflidens Forholde i Nabobygderne, og det saa meget mere, som jeg ikke har fundet Anledning til at omtale denne interessante Egn tidligere. Skjønt nemlig Jæderen ligger ved Kysten, blev det dog ikke medtaget i Kystbygderne, da Stellet og Næringen mere er som i Indlandet; og skjønt her for det Meste er fladt Land, blev det heller ikke medtaget under Fladbygderne, da Livet i saa mange Stykker stikker sig anderledes end i de andre Bygdelag, som jeg omtalte under dette Navn.
Jæderen har sit Navn (i selve Egnen siger man Jæren) deraf, at dets smale, langstrakte Fladland stikker saa mærkelig af mod det høie Land indenfor, at det ser ud, som om der var lagt til Smykke omkring dette en Rand eller Bord (Oldnorsk jaðarr, Bygdemaal Jar, Jair, Jær). Paa den ene Side ser altsaa Jæderboen ud imod Havet, paa den anden op imod Heierne eller Fjeldhøiderne. Og inde mellem disse ligge de smaa Dalfører, som Gjæsdalens Sogn bestaar af. Dette 177er Annex-Sogn til Ly Præstegjeld, hvis Hovedsogn ligger paa det flade eller egentlige Jæderen.
Som i hele Stavanger Amt, hvortil Jæderen hører, udmærker Landbruget i disse Bygder sig ved sit store Faarehold. Her er store skovbare Heier og Lyngmoer, som ikke kunne bruges til noget bedre end til Havnegang for Faarene, og Klimatets Mildhed gjør, at Faarene kunne gaa ude og nære sig selv mest hele Vinteren. Her falder altsaa en Mængde Uld, mere end til eget Behov, og at tilvirke denne er en betydelig Husflids-Syssel og Indtægtskilde. Og faa har det vist været fra gammel Tid.
For at skaffe Kvinderne Tid til at vinde over al denne Spinden og Væven, have Mændene tildels maattet vænne sig til at udføre en Del Arbeider, som vi ellers her til Lands ere vante til at betragte som Kvindernes. Paa mange Steder have selve Husbønderne overtaget en større eller mindre Del af Fjøsarbeidet; om adskillige blev det sagt, at de «vandle og give og grave fra», om nogle faa desuden, at de «brønde» tillige.
Imidlertid kan der dog opdages nogen Forskjel med Hensyn til Væve-Industrien i de forskjellige Sogne eller mindre Bygder, og det nøiagtig i Overensstemmelse med disses noget ulige Natur-Omstændigheder.
I Gjæsdal er nok Faareholdet størst, og her have Kvinderne fuldt op at gjøre med at tilvirke Ulden alene. I Sogne som Time og Klep paa det flade Jæderen, hvor Uldmængden ikke er saa stor, have Kvinderne kunnet række at gjøre mere, og de have derfor øget Vævingen, før i Tiden ved at kjøbe og spinde Lin, i de senere Aar ved at kjøbe Bomuldsgarn, som de væve sammen med Uldgarnet til halvuldent Tøi eller Stof, som man her siger (Værken), dels hvidt, dels rudet og stribet. Og i Haalands Sogn, hvor Uldmængden i endnu mindre Grad svarer til Antallet af ledige Hænder, har man gaaet videre i samme Retning og ved Siden af Vadmel og egentligt Stof udfyldt Tiden med at væve op en Del Tøi af lutter Bomuld, dels simpelt hvidt Lærred, dels det saakaldte Bomulds-Stof eller kulørede Bomuldstøi.
178Og af alle disse Sorter virkes der, som sagt, mere end til Bygdernes eget Behov, saa at Væv fra Jæderen danner en Hoved-Gjenstand blandt de Varer, som falbydes paa Stavanger Marked. Hvorledes Folket er kommet i Tour med denne Industri, det skjønnes kanske allerbedst deraf, at under Arbeidet gjøres stadig og stor Forskjel paa den Væv, som virkes til Familiens eget Brug, og den, som skal være til Salg. Sælge-Vadmelet og Sælge-Stoffet er ringere, af en Mellemsort UldForfatternote: Den ringeste Sort tages til Strømpegarn, den bedste til Væv, som man agter at slide selv. og af en saa fin spundet Traad, at Væven nok kan være tæt og se Pen ud, men dog er tynd og lidet stærk. Lang Erfaring har nemlig lært Almuen, at skulle de staa sig paa Handelen, saa maa det være paa den Maade, at de med planmæssig Flid virke Uldpundet ud til det størst mulige Alenmaal.
Hvad Vadmelet angaar, vises saadan Flid og Kunst naturligvis mest i de Bygder, hvor der er mest Faar og altsaa mest Sælgevadmel; derfor sagde en Fremskridtsbonde i Klep, som havde brudt overtvært med den gamle Brugsmaade og ikke selv holdt Faar, at vil man have godt Slids-Vadmel, saa skal man vende sig ikke til Gjæsdal, hvor der væves saa meget, men til Haaland, hvor det mere er som en Undtagelse, at man har Uld tilovers til Sælge-Vadmel.
Som et andet Mærke paa, at denne og anden Husflidssyssel har været drevet med Flid og Iver, kan jeg anføre en liden Bemærkning, jeg hørte i Klep om Arbeids-Tiden. Den gamle Dagsorden om Vinteren var den, at man stod op Kl. 6 om Morgenen og holdt paa til Kl. 10 om Aftenen; men dette har i nogle Huse forandret sig derhen, at man først begynder med Dagslys og saa strækker Arbeidet længer ud paa Aftenen, baade til Kl. 11 og 12. Man fandt nemlig, at skulde der arbeides før Dag om Morgenen, maatte der brændes Lys paa flere Steder paa en Gang, i Fjøs, Kjøkken, Stue, medens det om Aftenen faldt faaledes til, at baade Karlfolk og Kvindfolk sad sammen i Stuen og kunde være hjulpne med et eneste Lys.
179Men det bedste Bevis paa Væve-Industriens forholdsvis store Udvikling er endnu dette, at paa det flade Jæderen begynder nu den Mening at trænge igjennem, at det endog er gaaet vel vidt, og og at Industrien heller bør indskrænkes. Dels er det ikke frit for, at Husets Døttre og Tjenestepiger blive forvænnede ved det fine og pyntelige og ligesom fornemmere Ind-Arbeide, saa de ikke gaa med samme Villighed som før til det grove Ud-Arbeide, i Fjøset og paa Marken, dels og fornemmelig tror man at have fundet, at ved mere omhyggeligt og grundigt Jordbrug og Kreaturstel bliver der mere lønnende Arbeide for alle Hænder eller mindre Tid tilovers for Husflidens Bi-Syssel. Herhid hører ogsaa den Bemærkning, at det tager heller af med Karlfolkenes Kveldsarbeide (Skolapping o. s. v.), og det, som man sagde, af den Grund, at formedelst den raskere Drift med det egentlige Dagsarbeid, ude paa Marken nu mod før er man mindre skikket til at sidde med saadant smaat Pusleri, naar man kommer ind i den varme Stue.Forfatternote: Samme Bemærkning som ovenfor Side 76.
Hvorledes det kan gaa ganske naturligt til og være aldeles rigtigt, at Husflidens Bi-Sysler ligesom trække sig tilbage, naar Gaardsbrugets Hovedbedrift træder i Forgrunden og øves med større og større Omtanke og Kraft, det vil blive mere anskuelig, ved et enkelt Exempel paa Jædersk Gaardsbrug.
Under Samtale med Garman Grude i Klep fik jeg opfanget følgende Oversigt over Fremskridt i hans og hans Faders Ingebret Grudes Brug:
af Sogneselskabet hist og her, og det var endnu kun hændelsesvis, at det var at faa tilkjøbs. Men siden er der bleven regelmæssig og betydelig Handel med Græsfrø.Uden Aarstal kan jeg endelig anføre, at for ikke længe siden har Gaarden faaet sin Treskemaskine (i 1866 var der en 40 ialt i Kleps Præstegjeld, deraf nogle flytbare), samt at i de allersidste Aar har Garman Grude gjort adskillige Forsøg med Træplantninger.
Paa lignende Maade som med Gaardsbruget har det ogsaa i de sidste 20–30 Aar gaaet fremad, med Husebygninger, med Renligheds-Stel, med Madstel. Den ene Forbedring har ført til den anden. Fremskridt i et Stykke har gjort det lettere at fyldestgjøre større Fordringer i et andet, der er blevet mere at gjøre baade for Tanken og for Haanden, og der er bleven gjort mere og mere.
Under al denne Udvikling har ogsaa selve den kvindelige Husflid gaaet fremad saaledes, at der til eget Brug udføres kunstigere og smukkere Arbeider, noget, hvortil forbedrede Indretninger med Vævstolen have bidraget Sit. Saaledes væves der ialfald i et Hus store Uldtørklæder med Fryndser paa alle fire Sider, Noget, som de Kyndige ville forstaa ikke vel kan gjøres uden særegne Indretninger. Men samtidig med at man har faaet Smag paa og Evne til at forsyne sig selv med bedre Klædningsvarer, har man som sagt i Klep og andre Sogne paa det egentlige eller flade Jæderen begyndt at finde, at man kan anvende Tiden bedre end til at virke Tøier til Salgs, nemlig med omhyggeligere Udførelse af alle de Arbeider, som Gaardsbruget medfører.
Men heri ligger tillige Forklaring til, at der i det Hele taget synes at være mere af alskens Husflids-Syssel oppe i 182Gjæsdal end paa det flade Jæderen. Hist er det nemlig mere smaat om Jord end her.
Efter denne Sammenligning skal jeg endnu kun med et Par Ord berøre Ligheden og Uligheden mellem Gjæsdal og dens østlige Nabobygd Birkrim, der hører til det saakaldte Dalernes Distrikt. Naturforholdene synes at være saa temmelig ens, men der er nok en ikke ringe Ulighed i Folkelivet i det Hele, og navnlig er der den Besynderlighed, som det ikke har lykkedes mig at faa rigtig Grund i, at medens Gjæsdal virker sit Overskud af Uld til simpelt eller hvidt Vadmel (som nok mest kjøbes op paa Stavanger Marked for at føres til Bergen og derfra sælges videre alt til Nordlandene og Finmarken), saa virker Birkrim sin Uld op paa en Maade, som kræver mere Arbeide, nemlig til Spød, som det her kaldes d. e. Strømper og Nattrøier, (som sælges hele Østlandet over og selv i Christiania Butikker).Forfatternote: Reiser man fra Gjæsdal mod Nord, til Ryfylke, saa kan man i et af de nærmeste Præstegjelde her, nemlig Hjelmeland, faa høre om en lignende Industri som i Gjæsdal, idet der væves og sælges nordover til Bergen og videre til Nordlandene mellem 20 og 30,000 Alen hvidt Vadmel aarlig. Og her kan man ligeledes høre, at der skjelnes meget omhyggeligt mellem Salgs-Vadmel og bedre Vadmel til eget Brug.
I indeværende Aar (1867) har den nævnte Gabriel Edland gjort et Par Toure her ind til Christiania for at gjøre sig bekjendt med Karde- og Spinde-Maskiners Brug. Jeg talte daglig med ham, og jeg delte hans Ønske og Haab om, at det skulde lykkes (Udfaldet er mig endnu ukjendt) at faa dannet et Aktieselskab af Sambygdinger for at faa et mekanisk Spinderi oprettet i Gjæsdal. Men ved samme Leilighed maatte jeg idelig tænke paa, at Birkrim kanske ligeledes skulde staa sig godt paa at faa sig baade et stort Spinderi og flere smaa Strømpevævemaskiner.
Ved hint Samvær med Gabriel fik jeg nogle smaa Tillæg til hans Skrift, som jeg har tilføiet i Anmærkninger. Hertil skal jeg endvidere føie den Bemærkning, at som jeg af dette 183Skrift faar en paalidelig og udførlig Oplysning om Folkets store Flid, saa har jeg ved gjentagne personlige Besøg i Bygden faaet et særdeles behageligt Indtryk af Livet i det Hele. Jeg tror at kunne sige, at dette Bygdefolk udmærker sig ved Tænksomhed, Dannelse og Pyntelighed, og jeg kunde omtale enkelte aldeles udmærkede Exempler paa gjennem-hæderlig Tanke- og Handlemaade. Nogle af mine kjæreste Erindringer fra mine mange-aarige Reiser i Norge ere gjemte i Gjæsdals Afdale.
Med dette ForordForfatternote: Hertil skal jeg endnu føie den Oplysning, at Gjæsdal danner et eget Formandskabs- og Fattigvæsens-Distrikt, udgjør en Strækning af 1,65 norske Kvadratmil, har efter Folketællingen 1866 kun 989 Indbyggere, og at disse foruden de mange Husflids-Sysler, som skulle opregnes, have at udføre – og visselig ikke med mindst Flid udføre – Arbeidet paa et samlet Gaardsbrug af Skyld 242 Daler 2 M 10 Sk. Man faar et gunstigt Indtryk ved kun at reise gjennem Bygden og se den gode Bebyggelse paä Gaardene; en Tegning af et nyt og mønsterværdigt Hus af den Jæderske Form, som findes i min Fremstilling af Bygningsskikken i Norge (1862), er fra Gjæsdal og forestiller netop Gabriel Edlands Hjem, – Huset var bygget af hans Fader. meddeler jeg nu den omtalte
Beskrivelse af Husfliden i Gjæsdal.
«Efter Opfordring, ifølge Dit udstedte Cirkulære til at samle Oplysninger om Husfliden i Norge,Forfatternote: Mit Cirkulære kom til Formandskabets Ordfører, og denne opfordrede igjen Gabr. Edland til at paatage sig Arbeidet. skal jeg herved meddele Følgende om Gjæsdals Sogn.»
«Husflidsarbeide er en temmelig udbredt Syssel inden denne Bygd og drives baade til Salg og til eget Behov. De Materialier, som Bygden selv er i Besiddelse af, og som er Gjenstand for dette Arbeide, er helst Uld, Huder og Skind samt smaa Skov, især Birk og Eg; og saadant, som maa kjøbes, er Jern, Huder, Træmaterialier og Kul (Stenkul og Torvkul).»
«Arbeidet med Uld er mest udbredt og drives i hvert Hus. Naar undtages Madlavning og Kreaturstel er det Husets 184Kvindfolks hovedsageligste Syssel det halve Aar, fra Oktober til April, at spinde og væve, og paa flere Steder tillige i det andet Halvaar mellem Onnetiderne. En flink Pige karder og spinder 1 M
Uld til fin Traad pr. Dag. Regnet efter almindelige Leie-Priser paa den Aarstid (naar man har et Fruentimmer i Dagløn) bliver Udgiften 4
til Dagløn og 8 for Kost, tilsammen 12 pr. M. For Vævning, der somme Steder leies bort, regnes 1 pr. Alen og for Stampning ½ pr. Alen. Af 1 M Uld faaes 1¼ Alen stampet Vadmel, hvortil der efter ovenstaaende Beregning medgaar 14 i Arbeidsløn. Priserne paa Ulden have varieret meget, men med stadig Stigning fra 14 pr. M, som den var for 20 Aar siden, til 20 pr. M, som den er for Nærværende, og maaske oftere mere. Vadmelspriserne har da ogsaa varieret i samme Forhold, og er nu en middels Pris 30 pr. Alen.Forfatternote: I Vaaren 1867 var dog baade Uldprisen og Vadmelsprisen noget lavere. Dette bliver for hver M Uld 37½, altsaa 3½ i Gevinst ved at lade den omsætte til Vadmel. Men dette er dog ikke den almindelige Beregning for Spindingen. Husmands-, Folge- eller Gaardmands-Koner, der have lidet eller ingen Uld, samt ogsaa enkelte Piger, der ikke længer søger Tjeneste, spinder for Andre paa egen Kost, men faar da ikke mere end 8 pr. M. Beregnet derefter, som jo ogsaa er det Almindelige, tilfalder der Eieren 4 til, altsaa 7½ i ren Gevinst ved Omsætningen. Aarsagen til denne lave Regning for Kvindernes Arbeide maa vist helst ligge i den lave Løn, som en Tjenestepige har, nemlig 10 à 12 Spd. og Sko, eller nogle Daler og nogle Alen Vadmel til Klæder, hvilken Løn mest bliver betragtet som optjent med Sommer-Arbeidet, saa Pigen om Vinteren kan regnes at tjene alene for Kosten. Dertil kommer ogsaa, at Børn og gamle Folk, hvor der er saadanne, hjælpe til med at karde, vinde Sneller og spole, hvilket ogsaa paa samme Steder gjøres af voxne Mand, især i Vinter-Aftener.»
185«Den Uld, som saaledes bliver omsat til Vadmel, kan anslaaes til 1
daglig i hvert Familie-Hus, hvilket bliver 6
paa Halvaaret. Her i Sognet er ialt mellem 120 og 130 Gaardmænd. Vel have ikke alle disse hverken saa megen Uld eller saa mange Spindere; men saa er her flere Husmands og Følgekoner, som spinder for Andre endog hele Aaret, hvorfor jeg sætter Tallet af saadanne Familie-Hus til 133. Og 6 X 133 = 798 eller med et rundt Tal 800 Uld. Af hvert faaes 30 Alen Vadmel, altsaa 30 X 800 = 24,000 Alen Vadmel. Deraf antages at blive anvendt til eget Forbrug høist 12 Alen aarlig pr. Person, hvilket bliver for 989 Personer omtrent 12,000 Alen. Til Salg er da Resten, som bliver i Penge 12,000 X 30 = 360,000 eller 3000 Spd. Eller Gevinst ved Omsætningen bliver 6 pr. Alen, hvilket gjør 600 Spd., foruden hvad der er beregnet til Betaling for Spinding, Væving og Stamping. Det maa ogsaa antages, at omtrent 200 Uld her af Sognet bliver (som leiet bort) spundet udenfor samme for 8 pr., men væves her. Dette bliver 6000 Al. Vadmel og er til Salg.»Forfatternote: Hertil føies følgende nærmere Oplysninger efter Gabr. Edlands mundtlige Meddelelse: / Af fint Garn, som er spundet med Bestemmelse at tjene til Rending, kan 1 M* række til 3, intil 3½ Alen; af Islætsgarn af tilsvarende Finhed behøves ikke fuldt saa meget til samme Alenmaal. Nøiagtigere kan Forholdet betegnes saa, at af 2 Blb Uld gaar omtr. 26 M* til Rending og 22 M* til Islæt. Der spindes altsaa noget forskjelligt, efter som Garnet skal være til dette eller hint Brug; Iflæts-Garnet spindes lidt løsere. Dette har endvidere Indflydelse paa, hvad en øvet Spinderske kan række for Dagen; er det Rending, [spinder] hun neppe 1 M*, er det derimod Islæt, spinder hun lidt over. Spindelønnen pleier ogsaa være 1 eller 2 Sk. høiere for Rending. – For at disse Opgaver i alle Henseender skulle være fuldt tilfredsstillende, skulde det desuden være oplyst, hvor meget Ulden svinder under Spindingen, og Garnet under Vævingen, og Væven under Stampingen. Feilen er ikke min Hjemmelsmands, men min egen, da jeg ikke kom ihu at spørge derom, eller Tiden var os begge for knap.
«Spøding (Strikking) drives kun til eget Behov, hvortil 186antages at medgaa omtrent 2 Uld til hver Person, som tilsammen bliver 81. Ved Spødingen deltage ogsaa Børn (tildels ogsaa Gutter) fra 8 til 14 Aars Alderen, samt paa enkelte Steder ikke alene de gamle Kvinder, men ogsaa Mænd; Tjenestepigerne have derhos som oftest sit eget Spød at tage til, naar de gaa til og fra Arbeidet om Sommeren, samt ogsaa Lørdagsaftener om Vinteren, hvilket de sælge paa Stavanger-Markederne. Ogsaa Børn lader man undertiden have sit eget Spød for at give dem Lyst og Færdighed til Arbeide. Aarsagen til, at man har saa lidet Sælge-Spød, er den længere Tid der udfordres til at omsætte Ulden paa den Maade, samt ogsaa, at Ulden bliver mindre betalt. At spinde fin Traad og sætte den tæt i Væverstolen samt ikke stampe Vadmelet for meget, er den Maade, hvorpaa Ulden bliver bedst betalt, og som der ogsaa lægges mest Vind paa. Tillige passes ogsaa paa, at den fineste Uld haves til Vadmel og den groveste til Spød.»
«Siden jeg er begyndt med at skrive om Kvindernes Syssel, vil jeg ogsaa fortsætte med noget mere herom. Eftersom Bomuldstøi eller Linned er kommen mere og mere i Anvendelse til visse Klædningsstykker, især til Kvinder og Børn, men ogsaa til Undertøiklæder for Mænd om Sommeren, samt til Sengklæder, saasom Dyner, Lagen, Omhæng til Storstue-Sengen (som man paa somme Steder har travelt med at forfærdige til Udstyr for Søn eller Datter), saa kjøber man Garn i Byen og væver selv Tøiet, som derved bliver stærkere og maaske ligesaa billigt, eftersom man ser mindre paa sit eget Arbeides Kostende. At dette som en Mode har tillaget meget i den senere Tid, har nok sin gode Grund i Vadmelets og Uldens Tillagen i Pris, som ogsaa deri, at det er mere bekvemt at gaa med lettere Klæder i den varme Aarstid. Dog har Bomuldstøiets Brug, vel især blandt somme Kvinder, udartet til Overdrivelse ved ofte at anvende det til unyttig Stads.»
«Der væves og bindes ogsaa Halsbind af Uldtraad, baade for Kvindfolk og Mandfolk; men da disse Klædningsstykker 187ikke har været i Mode, anvendes de kun af Faa, og det er saaledes ubetydeligt.»
«En mere haandværksmæssig Syssel for enkelte Piger er Klæde-Syning. Dette læres eller indøves i Stavanger eller Sandnæs, hvor de opholde sig hos en Mester et helt eller halvt Aar. Deres Dagløn er 20 à 24. Ved Udøvelsen af sit Arbeide opholde de sig hos Eieren, hvorhen de maa bringe sit Værktøi med. Forresten syr de fleste Kvinder Husets Sengklæder samt deres egne Gangklæder til Hverdags-Brug, ja enkelte alle sine Klæder, naar de bare ere klippede af en Skrædder, eller naar de have skaffet sig Mønstre til at klippe efter.»
«Træarbeide er Mandfolkenes mest utbredte Husflids-Syssel. Af det forarbeides til eget eller Bygdens Behov alle mindre vidtløftige Redskaber, Værktøi eller Husmøbler. Kjærrer af Birk, med Ramme og Bund af Furu, Slæder af Birk, Høriver af Furu til eget Behov. Træsko af Birk, dels til eget Behov, dels til Salg i og udenfor Bygden, Votter og Koller (Melkeringer) af Furu eller Gran til eget og Bygdens Behov. Alle Slags Kjørler arbeides mest af tvende syge Mænd, der lider af Tæring, det er deres Hovedsyssel. Den ene af dem arbeider ogsaa Garverkar, Smidjebelge samt alle Slags her brugelige Husmøbler. Af efterfølgende Husmøbler arbeider flere Mænd enkelte Gjenstande som Bisyssel, men en Mand alle Gjenstande som Hovedsyssel, nemlig: Borde, Skabe, Stole, Bænke og Senge; Trækkister, Skatoller og Komoder; Døre og Vinduer samt Væverstole, Dreierstole, Høvlebænke, Rammer til Harve og Ploggrinder m. m. Arbeidet udføres til Bygdens Behov, helst mod Kost og Dagløn hos dem, som Arbeidet sker for. For alle ovennævnte Gjenstande, som er til Salg, kan der blive en Dagløn af mellem 24 og 36, alt efter Arbeiderens Duelighed og efter Aarstiden. Den ene Mand, som har Træarbeide som Hovedsyssel, har lært paa Ladestedet Sandnæs; han arbeider ofte i sit eget Hus og holder ofte indtil 40 pr. Dag. – Af Treskemaskiner er her 12 Stykker, forarbeidet af Træ, af en Ungkarl her fra Sognet, som nu holder sig udenfor samme bare i den Anledning. Han var 188først i almindelig Snedkerlære paa Sandnæs, hvilket Arbeide han fortsatte med en Tid hjemme, men har senere tilegnet sig denne Færdighed af en Arbeider i dette Fag fra Jæderen, hvormed han har fundet en større Fortjeneste. Hans Dagløn er 36 à 48.Forfatternote: Denne Mand har senere bosat sig i Sandnæs, hvor han skal have den Plan at oprette en Høvle- og Dreiermaskine, at drive med Vand. Tre Rensemaskiner og flere Korntørkemaskiner haves, som ogsaa er Bygdefolks Arbeide; og endelig 3 Hakkelsemaskiner, som ere kjøbte. De fleste Mænd have sin egen Kværn (Kornmøller), hvor de maler sit eget Mel og tildels ogsaa grypper sine til Husholdningen brugte Havregryn, som helst er til Høitider. Tildels haves ogsaa særskilte smaa Gryn-Kværne, som man trækker selv. En Mand har en Kværn til at male Ben paa, der bruges helst til Kreaturer at forebygge Benbrud hos dem med. Kværnstenen er den samme som andre, dog kan endog benyttes Graasten dertil; men Siklet er forsynet med Tænder, som skal brække Benet før det kommer under Stenen. Dette er for et Aar siden indført ved Efterligning efter en Mand i Hovedsognet Time, som driver det i en større Maalestok. Ben kjøbes i Bygden og tildels i Byen for 9 à 12 pr., tørkes og males to Gange og sælges ud igjen for 24 à 27½, hvilket bliver god Fortjeneste. Benene minker fra 6 til 10 pCt. under Arbeidet. – Andre, dog meget sjeldne og lidet lønnende, Sysler er at lægge Kjiber (et Slags Kurve) til at opbevare Uld i samt til at bære Hø og flere Ting over Gaarden. Ogsaa Mærer til at fange Aal og Ørret i arbeides. Dette drives helst som Aftensyssel til eget Behov og kun sjelden til Salg; Kjiben er flettet af Eg, Hassel, Røn og tildels af Vier. Omkring 700 Baand til Hummerteiner oparbeides og sælges enten paa Jæderen eller Sandnæs for 24 pr. Snes. Flere Hundrede Spadeskafter, som ogsaa Skafter til andre Haandredskaber, 100 Par Vognhjul og maaske ligesaamange Par Kjærreskjæker, Slaader og deslige ophugges i Emner og sælges til Jæderboer. Priserne for Emner er for Parret af Hjul 48 à 60 og for Kjærreskjæker med Slaader ligesaa 18948 à 60 Parret, for Spadeskaft 6 Stykket o. s. v. Meier med øvrige Material til Slæde betales med 48 à 72 Parret.»
«Af de mere betydelige Sysler af Træarbeide, der drives til Salg i eller helst udenfor Bygden, er Hjulmagerarbeidet det betydeligste. Dette er ogsaa Vinterarbeide, altsaa en Bisyssel, for 5 Mand (Gaardmænd). Aarlige Antal 100 Par af forskjellige Dimensioner fra 5 Kvarter med bred Saale, som kun bruges til at kjøre hjemme, helst Gjødsel paa bratte Agre, og til 7½ Kvarter med smal Saale, som er lettere at kjøre med og bruges af de fleste til al Kjørsel. Arbeidstiden er forskjellig i Forhold til Arbeiderens Omhu for at gjøre det nøiagtigt og stærkt, fra 3 til 5 Dage for Parret. En har indrettet sin Dreierstol til at trækkes med Vand, hvorved han sparer ½ Dags Arbeide paa den midterste Del, den saakaldte Hause. Priserne paa de færdige Hjul er da ogsaa afhængig efter deres Solidhed fra 1 Spd. 24 til 2 Spd. Parret. Naar da Raaemnet koster fra 48 til 60, saa er Daglønnen 32 à 36. Desuden er der 2 Mand, som arbeider Hjul til eget Behov og somme Tider ogsaa til Salg. – Træarbeidet til Karioler udføres af en Gaardmand som Bisyssel om Vinteren. Aarlige Antal 14 Stk. Mere efterspurgte for deres nette og smukke Form paa Sædet, end der kan tilfredsstilles af Mangel paa Tid til Arbeide og tjenligt Material især til Skjæker. Disse bestaar af Ask, Eg eller Alm og koster 1 Spd. Det øvrige er af Birk eller Or og koster 24. Arbeidet udfordrer 5 Dage og sælges da for 3 Spd.; altsaa en Dagløn af 43. Kunsten er tilegnet ved Selvøvelse efter at have seet og talt med en fremmed Arbeider i Faget. – Ljaaorvarbeide er efter Selvøvelse fra umindelige Tider tilbage. Antal over 200 Stk. aarlig; før mere. Middelspris er 16. Sælges helst paa Stavanger St. Hans Marked samt efter Bestillinger i Bygderne. Material, af Asp, Birk eller Or, koster 2. Der arbeides 2 à 3 Stykker daglig, saa Lønnen kan blive omtrent 36 daglig. – Dreierarbeide drives af en gammel Mand som Hovedsyssel og af enkelte Andre som tilfældig 190Bisyssel. Gjenstandene ere helst Kjølver at bage Brød med som og Træskaaler og Fade, Sneller (for hele Spinderokke), hvortil bruges Material af Birk eller Røn. Kjølver sælges meget af i Stavanger; Pris 12 Stykket.»
«Stamping for Bygdens og noget af Nabobygdernes Vadmel foregaar paa 4 Steder i Sognet. Den aarlige Mængde antages at være 40,000 Alen Vadmel. En Mand kan have Tilsyn med 2 Trouge, der rummer 80 à 100 Alen. Dette byttes 2 Gange daglig, bliver altsaa 360 Alen om Dagen, ½ pr. Al., som er det almindelige, bliver 1½ Spd. i Fortjeneste. En Smule Brændsel medgaar vel til at varme Vandet med, som det stampes i, og Renter for Værdien af Hus og Værktøi maa fraregnes; men det er dog alt ubetydeligt, saa dette maa antages, at være den letteste Fortjeneste, som her gives. Dog siges der, at man ikke stamper saa godt eller pent som i Ryfylke og paa Østlandet; om det er Mangel paa Omhu eller det er andre Aarsager, vide vi ikke sikkert. – Med Garving sysler tvende Ungkarle. De ereere] rettet fra: ere ere (trykkfeil) endnu nye i sit Fag, som de have lært paa Ladestedet Sandnæs, hvor de opholdt sig hos en Mester 2 à 3 Maaneder. Værksted med Værktøi og andre Bygninger koster 50 Spd. for hvert Garveri. Der garves af begge omtrent 50 Stk. spanske Huder og 250 Stk. norske, hvoraf de 90 Stk. ere leiede af Andre. Dertil 900 Stk. Faare-, Gede- eller Kalve-Skind, hvoraf de 400 Stk. er for Andre. Indkjøbsmarkedet er Stavanger Høstmarked og er Priserne lig den der bestaaende. Udsalgspriserne er maaske noget mindre, da man her har lettere for at faa Bark og for at man skal faa lettere Afsætning, hvilket ogsaa bliver opnaaet, da Varen er god. Garverlønnen for det leiede er 10 pr. Skind og 5 pr. Mark færdigt Læder. Fortjenesten regne de at være 60 pr. Hud og 7 pr. Skind; altsaa 60 X 300 = 150 Spd. og 900 X 7 = 52½ Spd. tilsammen 202½ Spd. Arbeidet udføres af Eierne selv i Vintermaanederne fra Oktober til April, men fordrer dog adskilligt Tilsyn hele Aaret, saa at den hele Arbeidstid 191antages at være 7 Maaneder. Begge Garverier agtes mere udvidede med det første.»Forfatternote: Senere er ogsaa det ene Garveri blevet udvidet.
«Skomagere og Sadelmagere er Bygden mere fattig paa. Aarsagen dertil tror jeg helst maa tillægges den unaturlige og svækkende Stilling, som dette Arbeide udfordrer og medfører, der gjør dem mere uskikkede til andre Arbeider, saa at faa finde Lyst dertil. Det er nemlig noget almindeligt, at enhver Mand, som gifter sig og faar Familie at forsørge, maa have Gaard eller et Stykke Jord, hvoraf han kan faa idetmindste noget af sit nødtørftige Brød ved egne Hænder; men som Skomager er han lidet skikket dertil. Dette gjør da, at saa faa Skomagere her er, arbeider de dog ikke hele Aaret, paa en nær, der driver det som sin Hovedsyssel, hvorfor her kunde maaske være mere end nok Arbeide for to Fremmede Aaret rundt. Dette er ogsaa Aarsag til at Bygdens Skomagere ikke lærer saa fuldstændigt som Andre, da de kun følge med en anden Skomager i nogle Uger og siden gjør det efter Selvøvelse. Deres Dagløn er foruden Kosten 20 à 24; men en rask og paalidelig Skomager kan have indtil 32 daglig. Arbeidet udføres helst i Huset hos den som skal have Arbeidet, og af hans Material, hvilket altid ansees for det billigste. – En Sadelmager har her været, men er udflyttet. – En Maler er her ogsaa. Formedelst Gigt var han bleven udygtig til tungt Arbeide, og saa begyndte han med denne Profession, efter en Male- og Farve-Bog.»
«Et Teglværk gives her, der har utmærket god Ler at arbeide af; men paa Grund af en Feil ved Ovnen frembringer det mindre gode Produkter. Ovnen er nemlig for høi og med for smaa Trækaabninger i, som gjør en langsommere Ophedning, hvorpaa følger en stærk Afsvedning af Teglstenene, hvilket atter gjør at de bliver skjæve eller springer. Den rummer 14,000 Stk. Tagsten og 2000 Stk. Mursten. Priserne paa Tagsten er i Forhold til deres Godhed fra 1 Spd. 24 nedover til 48 pr. Hundrede. Som et Middeltal kan regnes 19210,000 middelsgode til 96 pr. Hundrede, bliver 80 Spd. De øvrige 4000 ere uanvendelige. 2000 Stk. Mursten sælges for 48 pr. Hundrede, bliver altsaa 8 Spd. Arbeidet udføres af 3 Mand i 3 Maaneder om Sommeren, med 2 Gange i Ovnen, som er det almindelige. Udgifterne ved hver Ovn, især til Arbeidsløn og Brændsel, er 60 Spd. Lermølle, der drives med Vand, samt Værksted, Tørkehuse og Ovnens Kostende har jeg ikke Mer Opgave for. Et Rygte har sagt 700 Spd., som jeg antager er rimeligt. Aarlig Rente tilligemed Vedligeholdelse kan være 40 Spd., eller 20 Spd. paa hver Ovn, altsaa kun 16 Spd. i ren Gevinst om Aaret. Arbeidet er indøvet ved at have Arbeidsfolk fra Teglværker, helst fra Time Sogn. Ovnen er efterlignet en i Egersund ved Pottemageriet.»
«En Cirkelsag drives af en Gaardmand. Paa samme skjæres der foruden Bord og Planker især Tøndestav af Birk. Aarlige Mængde indtil 40 Læster. Materialet, der for en Del kjøbes, betales med 2 Spd. Favnen opskablede Stolender paa en Tøndestavs Længde. Transport til Sagen 72. Dette skjæres og oparbeides til Stav af en Mand i 7 Dage og bliver 3 Læster. Daglønnen ansat til 36, bliver det 2 Spd. 12, og tilsammenlagt med det forrige bliver det 4 Spd. 84, eller 1 Spd. 68 pr. Læst. Transportomkostningerne til Byen, beregnet for 20 Læster om Gangen, er 9 Dagsarbeide for en Mand og 3 Dagsarbeide for en Hest samt Baad i 2 Dage, bliver for Mand 3 Spd., Hest 1 Spd. og Baad 60, tilsammen 4 Spd. 60, eller for hver Læst 27. Dette bliver tilsammenlagt med det forrige 1 Spd. 68 ialt 1 Spd. 95 pr. Læst. Utsalgsprisen er 2 Spd. 48, altsaa en Gevinst paa 73 pr. Læst. Herfra gaar vel Renter for Drifts- og Grundkapital samt Udgift til Reparationer, tilsammen omtrent 10 Spd., der fordelt paa det hele bliver 30 pr. Læst; fradraget de 73, bliver det 43 igjen, der for 40 Læster udgjør 14 Spd. 40. Denne Beskjæftigelse er ny og har kun været drevet et Aar. I Aar er nok paatænkt en Udvidelse i Arbeidet; men da Transporten er besværlig og dyr og Skovforraadet mindre, er det helst noget usikkert med 193dets fremtidige Bestaaen. Om det er Efterligning af en Sag i Lunde eller i Strand Sogn, veed jeg ikke. Oparbeidelsen af Staven er lært af Bødkere fra Stavanger, som Manden leiede det første Aar.»
«Men den Syssel, der drives mest fuldkomment i Forhold til andre Steder, er Ljaa-Arbeidet. Her er i det Hele 18 Smede, af hvilke 11 Mand og 7 Ungkarle, helst disse Mands Sønner, og af dem drive de 12 paa med at arbeide Ljaaer. Aarlige Antal forarbeidet er 8000 Stk., hvoraf 7500 Stk. bliver solgt udenfor Bygden. Prisen er 30 pr. Stk., undtagen en Del kortere Støtorvljaaer for 18 pr. Stk. De sælges i nære og fjerne Omegn helst østover, alt til Arendal. Udlag for Raaemne er: for Jern 3, Staal 2 og Kul (helst Torvkul og lidt Trakul) 3 pr. Stk. At hugge af og kløve Jernet samt staalsætte og sveise udføres af foruden Mesteren ogsaa en leiet Mand, og faar man 25 Stk. saadanne Emner om Dagen. At banke disse ud til Ljaaer er Mesteren alene om, og han behøver dertil 2 Dage. Siden maa de oversees og hærdes, hvilket er ½ Dags Arbeide. Mesteren regner for sig selv 72 i Dagløn paa egen Kost, og for MedHjælperen 24. For de 25 Ljaaer har Mesteren 3½ Dag og MedHjælperen 2 Dage, der tilsammen udgjør 2 Spd. 60; dertil 8 i Raaemne pr. Ljaa, bliver det Hele 4 Spd. 20, eller paa hver Ljaa 20. Renter for den Kapital, der ligger i Værksted og Værktøi (der beløber sig til 50 à 60 Spd.) og for en Del for Materialindkjøbet (40 à 50 Spd.) samt Reparationer 5 Spd., bliver tilsammen henimod 10 Spd. aarlig, som tilregnet hvert 1000 Stk. bliver omtrent 1 pr. Stk. Som ren Gevinst bliver altsaa 9 pr. Stk. Denne Syssel har været inden Bygden, saa lange som Sagnet gaar, men er først i den senere Tid blevet udbredt i større Maalestok. For en 50 Aar tilbage betaltes indtil 60 pr. Stk.; nu er det 30 og for nogle af Smedenes Ljaaer endog mindre. – Foruden Ljaaer arbeider de samme Smede ogsaa andre skjærende Instrumenter, som Hakkeknive, Tolknive og Sakse. Hakkeknive sælges paa Vægt 12 pr. Mark. Tolknive sælges 194Stykkevis i Forhold til Størrelsen for 6 à 12 uden Skaft, og Sakse for 36 pr. Stk. Til en Saks medgaar for 2½ i Jern og Staal og 4½ i Kul, og arbeides der 2 Stk. pr. Dag, hvilket bliver en Dagløn af 58. Man bruger til Sakse helst saadant Staal, der er for blodt til Ljaaer, som er meget billigere end det egentlige Saksestaal, og de bliver dog gode. De ere noget tynde og smale paa Bladet, indrettede til at klippe Sauer med, men bruges ogsaa til det øvrige Husbehov. Foruden Ljaasmede arbeider ogsaa tvende andre Gaardmænd Sakse. Aarlige Antal er dog saa ubestemt, at jeg ikke kan samle det i noget Tal. Det er for Bygdens Behov og undertiden mer og mindre til Salg udenfor samme. – En Gaardmand med Søn arbeider Øxer og Bor. Øxer sælges efter Vægt 12 pr. Mark, og Bor sælges Stykkevis efter Størrelsen. Nøiagtige Opgaver om Arbeidets Drift og Fortjeneste mangler. – En Gaardmand med 2 Sønner arbeider Skøiter. Aarlige Middeltal kan ansættes til 50 Par. Til et Par Skøiter behøves for 5 i Jern og 3 i Staal og forbruges for 4 i Kul, helst Stenkul. Der arbeides af en Mand 1½ Par daglig; Prisen er almindeligst 72; bliver en daglig Fortjeneste af 90. Dobbelte Skøiter, det vil sige med 2 Hulninger i, betales med 84 Parret. De sælges kun efter Bestillinger. Forresten arbeider de fleste af disse Smede alle mindre vidtløftige Nødvendigheder til en Gaard, som Harvetinder, Pikker, Hakker, Gjødsel- og Torvgrep, Mineringsbolter, Hestesko og Søm, Kjærrebeslag og tildels Hestesæler. Saadanne smaa Sager sælges helst efter Vægten af færdigt Arbeide. Hestesko betales med 8 pr. Mark og Søm efter Tal med 5 pr. 20 Stk. Forresten i Forhold til Arbeide og Material fra 5 til 8 pr. Mark.»
«Med Undtagelse af Vandsagen, Kariolarbeidet, Teglværket, Maskinarbeidet og Benmalingen, som er indført i senere Tid, hvilket ogsaa er Tilfældet med Væving af Bomuldstøi, er alle ovennævnte Sysler nedarvede fra umindelige Tider; dog med mange stridtmæssige Forbedringer enten i Arbeidsmaaden til at hurtiggjøre samme eller i at faa bedre Varer.
195Dette har dog især i den senere Tid været Tilfældet med Kvinde-Arbeide baade med Syning, Spinding og især Væving. Ældre Kvinder væver sjelden over 12 Alen til Dagen, som i deres Ungdomstid ogsaa var det meste, Nogen formanede. Nu væves 20 à 24, ja endog indtil 30 Alen daglig.Forfatternote: Senere skal en Pige have vævet 38 Al. Vadmel paa en Dag (tilføiet i 1867). Aarsagen dertil er vel baade Væverstolens bedre Indretning og den større Færdighed, de faar ved større Øvelse, men ogsaa den bedre og jevnere spundne Traad.»
«En opfordrende Grund, som Naturen har lagt for Gjæsdølerne til at drive med Husflidsarbeider som Bisyssel, har vist været dens Fattigdom paa andre Næringsgrene, som det ogsaa er besværligt her at opdyrke og kultivere Jorden. En befordrende Grund har været Sognets Beliggenhed ved Siden af det vidt udstrakte Jæderen, hvor de faar Afsætning for sine Varer, som ogsaa de Kilder, man har til Raaemner i sin smaa Skov og i det store Faarehold, som giver megen Uld. Før i Tiden, for en 50–100 Aar tilbage, da Agerbrug og Kvægavl var mindre fuldkomment, da man ingen Veie havde, saa al Kommunikation var besværlig, da var hver Mand sin egen Smed, Snedker, Garver og Skomager; og hver Kone foruden Spinder og Væver ogsaa Farver og Skrædder. Denne Færdighed har senere holdt sig, dog med den Forandring, at Fagene har fundet mere enkelte Mænd eller Arbeidere, der bliver fuldkomnere deri og saaledes har mere Fortjeneste dermed. At Forandringen saaledes har bidraget betydelig til at vedligeholde eller forhøie Bygdens Velstand ved at skaffe mange flere Mennesker Underholdning paa langt lettere Maader end før, er vist. Fliden er vist ogsaa Aarsag til, at der indtil den allerseneste Tid har været forholdsvis meget smaa Fattigbyrder inden Sognet. At denne Karakter, Flid, Sparsomhed og Nøisomhed, har kunnet have saa langvarig velgjørende Indflydelse paa Folkets Stilling og ikke er hindret af deres Forstyrrer: Drukkenskab samt andre Lidenskaber af samme Virkning, 196har maaske sin Grund i den Lykke, Sognet stedse har havt til at have hæderlige Skolelærere, der have virket meget for Folkeoplysning ved Ord og udviste Vandel. Den Travelhed, som Kvinden stedse har befundet sig i, har vist ogsaa været til stort Gavn baade for at vedligeholde Velstand og have hende i kvindelig Huslighed og Dyd som god Børneopdrager, hvilket jo er kommet den hele Slægt inden Bygden tilgode. Men det maa ogsaa virkelig erkjendes, at hun i denne Tid ogsaa har det altfor travelt, da hun ved de mange Arbeider hindres baade i legemlig og aandelig Uddannelse. I de sidste Aar har man faaet en Friskole i Gang for de konfirmerede Drenge inden Gjæsdals Sogn, som holdes i 4 à 6 Uger aarlig. Men for Piger har man endnu intet Saadant gjort og kan heller ikke tænke paa noget, da de slet ikke har Tid. Det er saaledes kun faa Piger, der komme udenfor sine egne Døre for at lære noget, og det eneste, som disse faa lære, er Syning af Klæder, dog med et Tilfælde undtagen, som var, at en Pige var i Ysterilære ¼ Aar, hvilken Dannelse hun ogsaa senere har benyttet til Nytte for sig og sit Hus.Forfatternote: Senere har en Pige opholdt sig nogen Tid i Sandnæs for at lære finere Madlavning, og i samme Øiemed har en anden Pige taget Tjeneste paa Landbrugsskole-Gaarden Østraat (tilføiet i 1867). At Kvinden ogsaa hindres i legemlig Uddannelse, maa antages deraf, at gamle Folk siger her ere flere sygelige Piger nu end før. Vel er det just ikke den almindelige Mening, at dette skulde have sin Grund i Spindingen eller andet Arbeide, men det ansees hellere som en Følge af Modesygen og Beklædningen m. m. Og skjønt dette for en Del ikke er saa ugrundet, saa tror jeg dog at maatte tillægge Spindingen lige saa stor medvirkende, om ikke større Aarsag, eftersom den er saa vedholdende fra den tidlige Morgen til den sildige Aften i den største Del af det halve Aar. At tænke sig denne Travelhed afhjulpen kan vist ikke være muligt uden ved Indførelse af Spindemaskiner. At indskrænke Faareavlen vilde være meget uheldigt, da den ansees for mere lønnende end noget Andet. Hvis Uld og Vadmel 197vil vedblive med den høie Pris, vil nok Faareavlen udvides endnu mere, som altsaa bliver en endda større Grund for Indførelse af Spinde-Fabrik. Men for at komme saa vidt, stødes paa flere Hindringer, hvorfor det ikke kan tænkes i den nærmeste Fremtid. Saadanne Hindringer ere helst Mangel paa Kapital og Mangel paa Kundskab eller Kjendskab til, hvorledes den kan drives, hvad den kan arbeide og hvad den koster. Oplysninger derom fra fagkyndige Mand enten ved privat eller offentlig Meddelelse vilde vist virke opmuntrende og gavnligt. For at faa et tilnærmende Overblik over hvad Uld her avles inden Sognet, kan jeg oplyse, at under den sidste Tælling gaves her mellem 6 og 7000 Faar. Man regner 6 Mark Uld af hvert Faar, og bliver det Hele da over 1600 Uld. Som Priserne paa Uld og Vadmel nu er, har man en Gevinst af 150 Spd. pr. 100 Uld ved at faa det oparbeidet til Vadmel mod at sælge det som Uld. Hvis da Maskinen kunde gjøre det saa billigt, vilde her være Penger at vinde som kunde betale Fabrikken om faa Aar.»
«Et andet Arbeide, som ogsaa burde være mere forfremmet, er Benmaling. At Flere i den nærmeste Fremtid vil lægge mere Vind derpaa, er ogsaa at haabe, da det er anseet for et stort Gode for Kreaturer baade Vinter og helst om Sommeren som forebyggende Middel mod Benbrud.»
«Blandt saadanne, som have udmærket sig i Husflidsarbeider baade for Sognet og i en langt videre Omkreds, maa jeg nævne Ljaasmed Svend Hansen Nesse. Han har arbeidet Ljaaer i 46 Aar, omtrent 1000 Stk. aarlig. Som 17 Aar gammel begyndte han dermed uden at være i nogen Lære anderledes end ved at se paa og snakke med en gammel Ljaasmed. Han var da strax saa heldig at faa sine Ljaaer bedre end de Andre, saa han fik 6 mere pr. Stykke og endda ikke kunde tilfredsstille alle Bestillinger. Han har nemlig drevet med dette Arbeide kun det halve Aar, da han det andet Halvaar helst har været sysselsat med Jordarbeide. De første Aar var han saaledes hjemme paa sin Faders Gaard, indtil han 1827 erholdt sin egen nuværende Gaard Nesse. Denne 198har han i denne Tid forbedret til det Dobbelte, faa den føder nu 12 Kjør, 60 Faar og 2 Heste. Den er ogsaa indgjerdet af ham med over 16,000 Alen Stengjærde. Husene ere byggede af ham to Gange, den sidste Gang efter en Ildebrand 1856, som fortærede Husene paa Fjøset nær. Det maa og bemærkes, at det er ikke alene ved at benytte hans Arbeide som et godt Redskab for Landmanden, at Folk har havt Nytte af ham. Hans Færdighed og Kunst er ogsaa ved godvillig Undervisning af ham, helst mundtlig, blevet udbredt til andre Smede i vid Kreds, og 3 Stykker maa nævnes, som har været i ordentlig Lære hos ham. Disse vare fra Egersunds, Strands og Time Sogne. Hans Arbeiden har altid været udmærket med Liv, Raskhed og Udholdenhed, saa at medens andre anstrænger sig for at arbeide 7 Stk. daglig, har han arbeidet 10 Stk. pr. Dag. Endnu er han (i sit 63de Aar) ualmindelig livlig og rask, og staar hver Dag ved Siden af sine tvende Sønner i Smedien og staar aldrig tilbage for Nogen i Arbeide. Han og hans Søn Hans agte ogsaa at yte Bidrag til Udstillingen i Stockholm med sine Exemplarer af Ljaaer, hvilke de have indmeldt.»Forfatternote: Senere er denne Mand afgaaet ved Døden.
«En Bemærkning har jeg endnu om gamle Folk, som maaske vil være af Interesse at vide. Den er: naar de blive saa gamle, at de intet andet kan bestille, saa napper de istykker gamle Klude, som da kardes og spindes sammen med Uld, ligemeget af hvert, og væves til Sengtæpper (Aaklade).»
«Og hermed være da disse Opgaver sendte Dig til Benyttelse under Dit Forehavende. Rigtignok var det ikke vel, at det Hele var saa ufuldstændigt, hvilket har sin Grund i min Svaghed; men da jeg ikke hørte om nogen Anden, som vilde skrive derom, saa oversaa jeg med min Ufuldkommenhed, eftersom jeg ansaa Sagen og Din Opfordring med den største Interesse, og jeg tør forsikre at have brugt min bedste Flid med at faa Opgaverne saa rigtige som muligt. Saa haaber jeg Du undskylder og tager hvad der er Sagen tjenligt. Jeg 199har skrevet dette i Christianssand efter at være indkommanderet i Garnisonen; dog vare alle Opgaver samlede, mens jeg endnu var hjemme.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Om Husfliden i Norge til Arbeidets Ære og Arbeidsomhedens Pris var den første omfattende systematiske studie av husflidsarbeid i Norge. Boken er Eilert Sundts hyllest til allmuens arbeid, innovasjon og kunnskap. Data om husflid innhentet fra hele landet via spørreskjemaer og svarbrev gjorde det mulig for Sundt å foreta en komparativ analyse.
I spørreskjemaet om husflid og arbeidsforhold spurte Sundt om arbeidsoppgaver og daglønn for begge kjønn i ulike årstider. Han forhørte seg om hvilke typer av husflid som ble produsert og om produksjonen var økende eller avtagende.
Sundt planla å skrive flere bøker om husflid og sparte derfor en del av materialet til senere bruk. Sundt-arkivet ved Nasjonalbiblioteket inneholder flere fakta, tekster og undertekster enn det som Sundt omtalte i publikasjonen.
Eilert Sundt var den første forskeren i Norge som systematisk undersøkte folks levekår og hverdagsliv. Han kalles ofte «norsk samfunnsvitenskaps far».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
