Idet jeg dypper Pennen, kaster jeg et Blik gjennem Vinduet og skuer ud over Stadens Tage, denne kjære Stad, som har den smukke Opgave at være vort Norges Hovedstad, den Stad, som skulde have Øie og Sands for alt Folkets Interesser og selv føle sig kaldet til at gaa foran, hvor det gjælder Landets Velfærd og Ære.
Hvorsomhelst i dette vidtløftige Lands mange Afkroge og fjerne Udkanter – vilde jeg, at Mindet om Fædrelandet skulde hæve hver Mands Selvfølelse og opmuntre til fordoblet Flid og Iver hver i sit Kald; men om muligt endnu mere skulde Fædrelands-Tanken staa belivende og styrkende for hver Hovedstadsbeboers Sind.
Der er mange Afkroge og saare fjerne Udkanter i dette Land, og stundom kan vel En og Anden fristes til at mene, at han bor saa langt borte og har saa liden Anseelse, at det gjør hverken til eller fra, om han er med eller ei i deres Rækker, som ville fremme Fædrelandets Sag. Og i denne By er der en saadan Mangfoldighed af Formaal og Bestræbelser, og mange Menneskers Lod falder i saa udvortes ringe og lidet anseede Stillinger, at de selv midt i Hovedstaden kunne føle sig som staaende langt borte og fristes til at sige, at der er vel lidet Lag paa, om de ere med eller ei.
Men Ingen har Lov til at tænke saa, ingen eneste En. Det er en Forsyndelse mod den Skabervisdom, som har dannet og styret Alt saa besynderlig vel ogsaa i dette Stykke, saa der i Virkeligheden ikke er noget Menneske saa ringe og arm, at han jo har Leilighed til at gjøre Nytte i Verden og tjene baade sig selv og sine Medmennesker. Allermindst har nogen Lov til at tænke saa i vort Land, hvis Folk er saa lidet, at det sandelig ikke har Raad til at tabe nogen af Sine.
200Jeg kalder det et kostbart og et smerteligt Tab, hver Gang en norsk Mand giver sig over i Mistrøstighed og gaar til Grunde i Usæder og Elendighed, formedelst Ørkesløshed og dermed følgende Udskeielser, og jeg er i denne Stund ganske opfyldt af dette Tabs Storhed alene i denne By, idet jeg netop er kommen hjem fra Politikammeret med følgende Tal-Opgaver:
Antallet af Personer, som det i den forløbne Del af Aaret 1867 har været nødvendigt for Christiania Politi at tage ind og sætte i Varetægts-Arrest, tilligemed Angivelse af Aarsagerne.
Det er ikke just bogstavelig at forstaa, naar der i Overskriften staar «Antallet af Personer». Af de 457 saakaldte Personer, som ere opførte for Januar f. Ex., have upaatvivlelig nogle været indsatte i Arresten flere Gange i Løbet af Maaneden, saa det virkelige Person-Antal ikke har været saa stort, som det ved første Øiekast synes.
Men med Hensyn hertil skal jeg tilføie denne yderligere Oplysning, at det virkelige Antal af forulykkede Personer, som i Løbet af Høsten og Vinteren Pleie at blive indsatte paa 201Tvangsarbeidsanstalten («Mangelsgaarden»), er omtrent 300, af hvilke en 50 ere Kvinder.
Disse Mangelsgaardens varigere Lemmer og hine Arresternes flygtigere Beboere høre for største Delen til samme Klasse af forfaldne og forkomne Mennesker, og de anførte Tal give et Bidrag til baade at kjende deres betydelige Antal og at forstaa deres ulykkelige Livsforholde.
Af Husvilde, som maa ty til Arresten for at faa Tag over Hovedet for Natten, sees der at være ikke saa ret Mange i Januar; da sidder nemlig flere end ellers af denne Klasse paa Mangelsgaarden. Ud paa Vaaren komme de ud herfra, der er i Forskningen liden Arbeidsfortjeneste for dem, og det er endda koldt om Natten; derfor er der saa mange Husvilde i Arresterne i Marts, April og Mai. I Juli og August sove saadanne Folk ofte i Hølader og Skur hist og her, saa Antallet af dette Slags Logerende i Politiets Lokaler er mindre end ellers. Men allerede i September begynder Tallet at tage til igjen. Derimod se vi, at i Sommermaanederne, da Mangelsgaardens Befolkning mest er ude og sværmer, og da de tildels tjene sig nogle Skillinger mere, end de netop behøve til Mad, da hænder det altfor ofte, at de drikke sig overstadig drukne og falde overende og blive liggende paa Gaderne, saa Politiet maa lade dem bære ind i Arresterne, at de kunne sove Rusen ud der; vi se det deraf, at for de samme Maaneder er der store Tal i Rubrikken for Drukkenskab.Forfatternote: At der desuden er mange Drukkenskabstilfælde samt «andre Forseelser og Forbrydelser» i Februar, kommer vel af Markeds-Rangelen.
Man forstaar, at det er «Sluskerne», som her handles om. En enkelt Lørdag Aften, naar det ser ud til godt Veir, kan en saadan Person afse to Skilling til Sæbe, og saa tilbringer han Søndagen saa, at han gaar ud paa Landet og skjuler sig mellem Træerne ved en Bæk, hvor han vasker sin eneste Skjorte og hænger den op til Tørring paa Stedet.
Naar saa Høsten kommer og det bliver for vanskeligt at friste Livet, kan det være, at et Par Kammerater lægge sammen 202sine sidste Skillinger og drikke sig «paa et Mod» og saa gaa op paa Raadstuen for at melde sig selv som Folk af det Slag, som det er betænkeligt at have gaaende løse og som Politiet derfor kan øve den Tvang imod at sætte dem paa Mangelsgaarden paa et halvt Aars Tid – saa have de Hus og Mad for Vinteren.
Nu, jeg skriver dette, er det Høst allerede. Iforgaars saa jeg en af disse slet fødte og slet klædte Personer sidde og sole sig nede paa en af Bryggerne; jeg satte mig hos; en af hans Kammerater kom til; det ene Ord tog det andet, og jeg fik høre, at Dagen forud havde de været hos Politi-Assistenten for at lade sig tage og sende til Mangelsgaarden; men han havde ikke havt Tid til at høre paa dem netop i den Stund – de fik komme igjen siden.
Den ene af de To mindede mig om, at for nogle Aar siden var jeg ude paa Mangelsgaarden en Del Søndage i Rad og fortalte om Egede i Grønland – jeg mente det kunde være disse Folk baade til Gavn og Gammen at høre dette herlige Exempel paa Udholdenhed og Selvfornægtelse og Tro og Haab, og det mener jeg fremdeles.
Men derhos mindes jeg, hvad Mangelsgaardens dygtige Forstander, Hr. Kloumann, har sagt mig, at i de tyve Aar eller mere han har havt med denne Klasse af Mennesker at gjøre, denne temmelig faste Stok af Tvangslemmer, som Gang efter Gang sættes ind og gaa ud og komme igjen, veed han ikke mere end to eller høist tre Exempler paa, at de have forvundet den Drikfældighed, som er deres Ulykkes stadige Aarsag.
Veed man nogen bedre Kur for denne besynderlige Art af Elendighed (thi Drikfældighed er ikke blot og bar en Last, men den er tillige en ved langvarig Udskeielse bevirket Sindets Svækkelse og Sjelens Sygdom) – veed man nogen bedre Kur for denne Syge end Arbeide, jevnt og passende Arbeide? Og tyder ikke disse Manges Ødelæggelse paa, at der monne være et vist Hang til saadan Udskeielse og Anlæg til saadan Syge i det Samfund, hvori de engang færdedes som modige og friske 203Folk, og mon ikke netop Arbeide, jevnt og passende Arbeide, skulde være det bedste Forebyggelsesmiddel?
Spørge om Arbeide i denne travle By! Hvor i Landet arbeides der vel mere? neppe nogetsteds. Men mangesteds arbeides der jevnere.
Husfliden, som udfylder Mellemstunderne mellem Hoved-Næringernes Tider, er Jevningen i Arbeidet, og det er Landsbygdernes store Lykke, at Husfliden der ligesom indfinder sig af sig selv. Derfor gaar det jo ogsaa saa, at naar der tales om Husflidens Tilstand i Landet og forhandles om dens yderligere Udvikling formedelst Undervisning og Udstillinger o. s. v., saa vender Blikket sig uvilkaarlig mod Landsbygderne, og man har det paa en Følelse, at saa rimeligt det kan være, at en Bonde er sin egen Garver og Skomager og Smed, og saa smukt det tager sig ud i en Bondestue, naar alt Folket sidder sammen om Skorstensilden ud over Aftenen, Kvinderne med sin Rok og Karlene med Kniv og Øx, saa passer dog denne Lands-Skik ikke saa lige til for Byerne.
I den store By er der mange Mennesker, som have ikke Haandarbeide paa sin Part, men Aandsarbeide, og det er mest dem, som besidde Rigdommen og Anseelsen; men dette har gjort, at her bliver Haandarbeidet saa snart betragtet som «simpelt» og har saa vanskeligt for at bevare sin Ret og sin Ære. Fremdeles: i Byerne er man saa nem til at lære og saa snar til at rette sig efter den Regel, – at der maa Arbeids-Deling til, eller hver Mand maa øve sig tilgavns i sit Fag, om det skal blive til Noget; men Fagmændene lade gjerne haant om Husflidens Smaasysler, som de jo ikke kunne deltage i uden at gaa udenfor sit Fag.
Fordi det altsaa ikke gaar saa ganske af sig selv her, tror jeg man med bevidst Flid bør medarbeide Ensidighederne, og jeg skulde ønske det kunde lykkes at faa indført i vore Sædvaner, først, at de Unge, som uddannes for Handels- og Embedsstanden, tillige lærte lidt af en eller anden Haandtering, saa vidt, at de fik Smag paa Haandarbeidets eiendommelige Behagelighed og Begreb om dets Værd for Menneskets alsidige 204Uddannelse,Forfatternote: I Mangel af Andet og Mere fik ogsaa det gjælde for en Haandtering, at man lærer at «haandtere» et Gevær og maschere i Geled – her kommer da Aandens og Haandens Arbeidere ret synligt til at staa i Geled sammen. dernæst, at de, som vælge sig en vis Haandtering til sit egentlige Fag og Levebrød, ikke alene vilde gjøre sig Flid for i Fristunderne, som hidtil, at tilegne sig nogle Stumper af boglig Dannelse, men tillige fra Ungdommen af vilde lægge sig efter en eller anden lønnende Bi-Syssel.
Med denne Bemærkning har jeg havt Hovedstadens ganske Befolkning for Øie, og det kommer nu an paa, om man vil tage den ilde op, fordi jeg har indledet den med nogle Forbemærkninger om den mest forkomne og menneskelig talt foragtede Del af vore Byesbørn og Landsmænd.
Og i hvert Fald mener jeg det egner sig for dette Skrifts Undersøgelser at spørge efter Bi-Sysler i vor By, først og fremst naturligvis inden de Afdelinger af Arbeidsklassen, hvis Fag er saadant, at Arbeidet standser til visse Tider af Aaret.
Hvordan staar det til med dette i vor By?
Vi ville gaa omkring og give os i Snak med Folk af Dagarbeidernes og af Bygningshaandværkernes talrige Klasser, og det kan jo ikke skade, om vi tillige forhøre os om dem i Samtale med Mænd, som staa i Forbindelse med dem og kjende deres Forholde.
Blandt Dagarbeiderne indtage de, som udføre Brygge-Arbeidet, en anseelig Plads. Kunde man en Sommerdag gaa Havnen langs lige fra Piperviken til Oslo, skulde man kanske se indtil 1000 Bryggearbeidere i Virksomhed – Arbeiderne paa Bordtomterne medregnede. Jeg har ialfald hørt gjætte paa det Tal. Er der noget Bjergværk eller Sagbrug eller Fabrik-Anlæg i Norge, som beskjæftiger flere Hænder? Og kan ikke Tallets Storhed hjælpe til, at man skjænker dette simpelt udseende Arbeide nogen Opmærksomhed? Her er en til Mesterskab drevet Fagfordeling. Ingen gjør Tomtearbeideren det efter, naar han med et Tag lægger Plankerne i Ligevægt paa 205Azlen og med et Ryk kaster dem af saa net, at de falde lige i «Ranken». Og saaledes har Kornbæreren øvet fin særskilte Dont, at selv en Mand, som ellers er stærkere, ikke bærer saa svære Byrder paa sin Ryg som han. Og om Stykgods-Sjauerne hørte jeg nylig et Mesterstykke fortælle. Det engelske Dampskib kom Thorsdag Middag istedetfor Tirsdag Morgen, og det skulde losses og lades og endelig afsted igjen paa den bestemte Tid Fredag Eftermiddag Kl. 5. Hvad gjør saa Expeditøren? Han kalder sammen sit hele Arbeidslag, 40 Mand, giver dem en Oversigt over Arbeidet, og lover dem 12 Timen istedet for de sædvanlige 8
, hvis de rak det. De begyndte. «Jeg tror det gaar», sagde Expeditøren til en Ven. «Det er Umuligheds Umulighed», svarede denne. «Vil du vædde?» «Ja nok, en Flaske Porter, hvis Du vinder!» Sjauerne arbeidede 29 Timer i et Træk, Kl. 5 Fredag ringede Dampskibet 3die Gang og gik, og Porteren var vundet.
Ja, som Exempel paa Yderligheds Yderlighed af Arbeidsfordeling kan jeg anføre denne rigtignok i anden Retning fremførte Yttring af en Mand, som Dag ud og Dag ind har med Bryggearbeiderne at gjøre, at – naar der ikke er Losse- eller Ladearbeide at forrette, saa faar man dem knap til at feie Bryggen engang. «De forstaa det ikke», føiede han udtrykkelig til.
Om Sommeren altsaa livligt Arbeide, hvis fint fordelte Arter slynge sig sammen i god Orden og danne et mangfoldigt Hele; men saa kommer Vinteren og lukker Havnen med Is, og nu er det en lang Stund, som om her ingen Havn og ingen Brygger var. Hvor er da Arbeidet, og hvor ere Arbeiderne? Og selv om Sommeren kan der være arbeidsløse Tider, naar nogle Dages vedholdende Nordenvind har ført de ladede Skibe ud og forhindrer andre fra at komme op i deres Sted.
Denne Arbeidets Ujevnhed vilde være slem, selv om saa var, at der tjentes saa overdrevent godt i Arbeids-Tiden, som Mange mene, saa det kunde være rigelig nok for hele Aaret. Men det forholder sig neppe saa for Mængdens Vedkommende. Der har i Tidernes Løb uddannet sig en vis Ordning med Bryggearbeidet, hvormed enkelte Arbeidere (det er dem, der 206danne de saakaldte Lag, «Storlaget», «Hendriks-Laget», «Kolalaget», o. fl., hvis Medlemmer arbeide sammen og dele Ugens Fortjeneste) paatage sig større Bryggearbeider for Kjøbmændene og i travle Tider leie Daglønnere til sin Hjælp; de ere da at betragte som Entreprenører og skulle til sine Tider tjene godt.Forfatternote: Storlaget (18 Medlemmer) og Hendrikslaget (en 20 Mand) have med Stykgodset at gjøre, og hidtil har Ingen kunnet angive mig deres Aars-Indtægt. Om «Kolalaget» (3 Mand) har Stadsmaaleren, under hvis Øine de arbeide, sagt mig, at det neppe er for meget regnet, at de tjene 300 Spd. aarlig hver. Men ellers lønnes en paalidelig Bryggearbeider i Dampbaads-Sjauen (som vi allerede have seet) med 8 Timen, og det gjør i Sommertiden, da Toldbodtiden er 10 Timer, netop 3
8
Dagen. Naar Hensyn tages til de mange Standsninger i Arbeidet, saa indrømmes det nok, at dette er ikke nogen overdreven Indtægt for en Mand. Og naar hine «Lag» tage Daglønnere til sin Hjælp, pleier Lønnen for disse være en 2
6 à eller deromkring for Dagen. – Et lille Antal af Bryggearbeidere er af Magistraten ansatte som edsvorne «Undermaalere» (til at stusse Kul og Salt og Korn i Tønden under Skibets Lossing), og Betalingen for deres Arbeide er fastsat med noget Vist for Tønden. Der er ialt 14 Undermaalere nu, deraf 8 for Kul og Salt, og efter Udsagn af disse sidstes Overordnede eller Stadsmaaleren kan man regne, at de tjene gjennemsnitlig en 200 Spd. for Aaret. Men en Post som Undermaaler er saare eftertragtet blandt Bryggearbeiderne, og disse 200 Spd. staa altsaa som Maal paa en meget god Fortjeneste, som Mængden nok ikke paa langt nær naar op til.
Og gaa vi Graderne nedad til dem, som staa paa Vedbryggen og vente og ere glade ved at faa det ringe Arbeide at lægge den opstablede Vedfavn i Vognen for dermed at tjene sig 4 Skill, (dette er Folk, som ikke due til Andet eller betroes, noget vanskeligere, mest af hin forkomne Klasse, som til Nød kunne klare sig om Sommeren, men maa ty til Mangelsgaarden 207om Vinteren), saa faa vi se et Billede af den dybeste Elendighed, Arbeidsfolk, hvis Fortjeneste neppe nok strækker til Føden, men som endda deler den mellem Mad og Brændevin.
Med Hensyn endelig til den betydelige Afdeling af Bryggearbeidere, som arbeide paa Bordtomterne, kan jeg anføre et Exempel fra en af Tomterne og vel en blandt dem, hvor Arbeiderne i alle Maader have det bedst. Der er en 25 til 30 faste Arbeidere, som Fuldmægtigen gjør sig Flid for at skaffe saa jevnt Arbeide som muligt; Daglønnen er 40, (svarende til 2 Spd. Ugen eller 104 Spd. Aaret);Forfatternote: De faste Tomtearbeidere faa desuden visse Læs Brænde af Affaldet. men en Del af Arbeidet betales for Stykket, hvorved Fortjenesten bliver større, og dette er i særdeles Grad Tilfælde med et Lag paa 4 Mand, som stadig have et usædvanlig høit lønnet Arbeide af et særstilt Slags; for disse 4 Mænd kan Fortjenesten i enkelt Uge gaa op lige til 7 Spd. for hver, og ifølge Uddrag af Regnskabsbogen for de første 7 Maaneder af dette Aar faldt der paa hver en Indtægt af 124½ Spd., hvorefter der kan regnes paa en Aars-Indtægt af noget over 200 Spd. Dette kunne vi da vel betragte som Maal for allerhøieste Løn inden denne Klasse. Her interesserer det imidlertid mere at komme efter det gjennemsnitlige Beløb, og derfor var det mig uheldigt, at Regnskaber ikke er indrettet saa, at det giver nogen Oversigt over hver Mands Fortjeneste. Og navnlig kan man vide, at de løse Tomtearbeidere oftere ere udsatte for at gaa arbeidsløse.
Men ved Siden af hine Bryggearbeidere have vi – ingen veed, hvor mange Hundreder af Dagarbeidere, som lægge sin Sved rundt omkring i selve Byen. For Modsætningens Skyld kunne vi kalde dem By- eller Gade-Arbeidere. Saaledes beskjæftiger Stadens Vei- og Brolagningsvæsen en 150 Mand i Løbet af Sommeren, og til samme Tid have mange Folk Beskjæftigelse med Jord- og Stenarbeide i Tomten for de nye Huse, som skulle opføres, fremdeles som Haandlangere til at bære Mursten og Kalk, o. s. v., o. s. v. Men ogsaa for 208disse Folk kan der indtræde Arbeidsstandsninger naarsomhelst, og om Vinteren er der ligefrem Arbeidsnød for en Mængde af dem. Af hine Stadens Veiarbeidere f. Ex. ere kun 20 à 30 i fast Tjeneste Aaret rundt, de øvrige spredes ad i alle Retninger, naar Sommerarbeidet slutter, og hvor de saa spørge om Arbeide, finde de overalt mange Medansøgere.
Vedskjæring, Sneskuffing og Isbryting i «gode» Vintere, d. e. rigtig dygtige Sne-Vintre, Stenbryding til Bygnings-, Bro- og Puksten, Brostenshugging og Stenpukking – se der en Del Vinterarbeide, som jo egner sig for disse By-Arbeidere, og som det lader til at de saa nogenlunde have at dele mellem sig alene, idet Bryggearbeiderne ikke stort befatte sig med deslige Sysler (naar undtages, at dog nok en stor Del af Bordtomternes Løsarbeidere ere med i Vedskjæringen).
Men hvor lidet dette Arbeide forslaar til de mange Hænder, og hvor lidet de korte Vinterdages Fortjeneste forslaar til de mange Munde, det vide Fattigvæsnets Vedkommende at tale om, og stundom have Autoriteterne (Fattigkommission og Formandskab) maattet gjøre Udvei og skaffe Arbeide.
Saaledes i Begyndelsen af 1866. Et Par Kloak- og Gadearbeider bleve besluttede og satte i Værk for Arbeidsløshedens Skyld, og der blev gjort Forsøg med at levere gammelt Tougværk ud til Drevplukking. Bestyreren af hint Gadearbeide har beskrevet mig, hvordan det gik til; han antog kun saadanne Folk, som havde Seddel fra Fattigforstanderne med Bevidnelse om Trang; der kom mange, men det var « elendige Folk», uvante med Arbeidet, saa de tabte snart Modet og forsvandt, hvorved de efterlod Plads for nye Folk, som ligeledes kom med Sedler og forsøgte. Daglønnen var fra 36 til 44, aabenbar for stor i Forhold til det Forslag, der var i disse Folks Arbeide. – Og Forstanderen paa Mangelsgaarden, som havde det Hverv at bestyre hint Drevplukkingsarbeide, har meddelt mig, at det gik for sig i Februar og Marts, da 73 Personer kom og fik Material (ligeledes efter Sedler fra Fattigforstanderne), og at de plukkede tilsammen 83
19
Drev for dels 1, dels 1½
pr.
eller for tilsammen 20923 Spd. 115
. Man seer, at dette blev kun en Ubetydelighed paa hver, og det viste sig ogsaa her, at de fleste tabte Modet og sluttede snart; ogsaa her kræves nemlig nogen Øvelse for at faa Arbeidet til at gaa fra Haanden, og derom gjælder det saa meget mere ved et Arbeide, som, efter hvad Forstanderen har oplyst, selv for den Øvede kun giver en Dagløn af 12
.Forfatternote: Men saa kunne ogsaa Fruentimmer og Børn deltage, saa det Arbeide ialfald maatte være bedre end intet. Og med rigtig Villie skal der dog vel ikke saa lang Tid for at faa Øvelsen.
Efter saadanne Exempler kan man nok forstaa, hvorledes der kan lyde forskjellige Uttalelser omgaaende disse Forholde. Fattigforstanderne, som høre Arbeidernes Klager over Arbeidsløsheden, fremhæve deres Arbeidsvillighed, men de offentlige Arbeidsbestyrere eller private Arbeidsherrer, som de med «Sedler» eller Anbefaling forsynede Arbeidere henvende sig til, laste dem ofte for det Motsatte. Sandheden ligger sagtens i Midten; der er utvivlsomt den største Arbeidsvillighed, saa længe det gjælder et tilvant Arbeide, som søger sin Mand, men ikke tillige den Selvvirksomhed, som, naar dette slaar Feil, veed at søge et nyt Arbeide og forstaar at føie sit Sind og tøie sin Evne efter dettes Krav.
Som ovenfor, hvor Talen var om Bryggearbeidernes Aarsfortjeneste, skulle vi ogsaa ved en Del Exempler søge at danne os en Mening om, hvad Aars-Indtægt der kan falde paa disse saakaldte By-Arbeidere.
I denne Henseende skal jeg først pege paa et Par Korporationer af udsøgte Folk, som ere fast ansatte og det i mere betroede Poster, saa de vistnok ikke høre til Dagarbeidernes store Familie, men som derhos staa disse saa nær, at det kan gaa an at anstille Sammenligning, – jeg mener Brandvæsnets og Politiets faste Folk. Brandkorpset bestaar af en 50 Mand, dels fordums Gaardskarle og Soldater, dels ogsaa Smede, Snedkere og andre Haandværkere, hvis Haandtering Tjenesten tiltrænger, og disse Folk lønnes, nogle med 14, andre med 12 og atter andre med 10 Spd. maanedlig, hvortil rigtignok 210kommer det Tillæg, at de faa Klæder til en Værdi af omtrent 20 Spd. aarlig og fri Bolig (de Ugifte flere sammen paa et Værelse). Og den beslægtede Klasse af Folk, Politiet har i sin Tjeneste, nemlig Konstablerne, lønnes saaledes:
hvortil kommer for alle som aarligt Tillæg en Uniform til Værdi af omtr. 20 Spd. Disse Poster ere ligesom Brandvæsnets meget søgte; maaske de fleste Konstabler ere fordums Underofficerer og Soldater, men man finder ogsaa blandt dem Haandværkssvende og Mænd af temmelig forskjellige Stillinger.
I disse offentlig ansatte Folks Lønninger have vi altsaa et Maal paa, hvad der blandt en meget talrig Del af vore Medborgere ansees for god Fortjeneste, og vi maa være forberedte paa, at Mængden af de egentlige Dagarbeidere, som vi nærmest have for Øie, ikke paa langt nær naar saa høit op.
Om den Del af Byens Veiarbeidere, som jeg ovenfor omtalte ere sysselsatte for Veivæsnet Aaret rundt, en 20–30 Mand, har jeg af deres Arbeidschef faaet opgivet, at de have en fast Dagløn Vinter og Sommer af fra 40 til 52, saa de dygtigste og mest betroede tjene høist 130 Spd. Aaret og de andre mindre, nedad indtil kun 104 Spd.
De løse Arbeidere, som Byens Veivæsen bruger om Sommeren, kunne ansees at have en gjennemsnitlig Dagløn af 48; hvad Sysselsættelse og Løn de have om Vinteren, er uvist; men naar Hensyn tages til de altid indtrædende Arbeidsstandsninger, falder deres Aarsfortjeneste vel altfor ofte lige saa lav som den laveste for de faste Arbeidere.
Som Prøve paa, hvad Mange maa lade sig nøie med om Vinteren, kan anføres, at paa Byens Stenpukker-Tomter er jevnlig en 40 Mand i Arbeide da, men det Høieste, de kunne drive det til at tjene, er 36 Dagen, og det Almindelige antages kun at være 20 til 22
.
Endelig skal jeg anføre en Mands Dom, som gjorde stærkt Indtryk paa mig. Det er Fattigforstander Sønderby.
211I Grønlands Distrikt, hvor han er ansat, og som vel er den Bydel, der forholdsvis tæller den største Mængde af Sjauere og Dagarbeidere, har han havt god Leilighed til at blive kjendt med disse Ting; men endda maa jeg tilstaa, at netop fordi den af ham antagne Aars-Indtægt forekom mig saa ængstelig lav, har jeg samlet de nu anførte Exempler til Sammenligning. Hr. Sønderby mener, at det endog er stivt regnet, naar man sætter en almindelig Dagarbeiders gjennemsnitlige Dagløn til 40; hvad den om Sommeren er større, opveies ved Arbeidsløshed om Vinteren. Den store Fortjeneste, som Sjauere ofte siges at have, mener han kun er for Undtagelse at agte; at en saa simpel Mand engang tjener en Daler Dagen, det er noget som gjør Indtryk; over det enkelte Held overser man det langt hyppigere Tilfælde, at Manden tilbringer hele Dagen med ganske liden eller slet ingen Fortjeneste, og han selv behager sig i at komme den lykkelige Tid ihu, ja skryder vel endog af sit Held som et Karlsstykke.
Hine 40 Dagen er det samme som 2 Spd. Ugen eller 104 Spd. Aaret. Men hvad det vil sige, det kunne vi gjøre os anskueligt ved fremdeles at høre Hr. Sønderbyes Opgjør og Overslag over, hvorvidt den Indtægt strækker til for en middels Husholdning, Mand, Kone og tre Børn. Han havde ofte forhørt sig om Husvæsnet i saadanne Familier og ved Sammenligning med sin egen Husholdning søgt at komme til et bestemt Resultat i denne vigtige Sag.
Nu vel, Hus maa Familien nødvendigvis have, Ved kan heller ikke undværes, og noget Lys maa der jo ogsaa til. Og saa kan Husmoderen faa Raad til at kjøbe for Dagen: Brød, Sirup til Brødet, Kaffe, Sukker til Kaffeen – og ikke mere. Men Potetes, men Melk, men Smør, men Smaasild og Makrel og Kjød og Flesk? Hertil svares, at skal der blive Raad til noget af dette, saa maa det ske ved Indskrænkning i noget af det Andet, og selv Potetes maa der ikke være Tanke om at kjøbe uden paa de Aarets Tider, da de virkelig ere billige. Men der skal da mere end Mad til. Familien skal jo have Klæder? og Sko? Svar: Nu er her tænkt paa en Familie, 212hvor Konen endnu er belemret med smaa Børn, saa hun ikke kan tjene noget paa sin Kant; have de slidt op, hvad de kunne havt fra bedre Dage, saa er det den allerstørste Nød; har en saadan Mand et Par Buxer, som han kan vise sig med blandt Folk om Søndagen, saa har han faaet dem i en af de bedre stillede Familier, hvor han er kjendt, eller gjennem Fattigforstanderne, som stundom faar saadanne Gaver at uddele underhaanden, og de Skjortefiller, som Børnene gaa med, have de kanske faaet af Familier i Nabolaget, som ere lidt mindre fattige selv.
I Modsætning til saadan mørk Skildring, bemærkede Hr. Sønderby videre, kan det være at Andre ville pege paa et og andet Exempel, som saa: «Se, den Mand der, han har kun sine 2 12
Dagen til sig og Familie, men har dog kravset sig til et Hus – der ser man, hvad Forsynlighed og Betænksomhed kan udrette.» Men ved at se nærmere efter, vil man finde, at det er Folk, som Lykken har føiet sig for, saasom en Gaardsfuldmægtig hos en rig Mand, en vel lønnet Arbeider paa en Fabrik, en Familie, som har Børn i den Alder, at de kunne tjene Noget, f. Ex. paa en Tobaksfabrik o. s. v.
Den store Mængde af Dagarbeidere gaa med stadig Bekymring for, hvorledes de skulle slippe igjennem fra Høsten til Vaaren. Det gjælder om at staa sig godt hos Høkeren. Der begyndes med at tage paa Kredit for 2 til Lørdagen og betale dette paa Dagen; næste Uge kan man tage op for 3
og slippe med at betale 2
, Ugen derefter tages der op for 4
o. s. v., og naar saa Sommerfortjenesten begynder, saa kan Familien have at gjøre ugentlige Afbetalinger paa en Høkergjæld af 8–10–12 Spd.
Hint Overslag over en Husholdning paa 5 Mennesker og med 2 Spd. for Ugen lød saa:
saa man altsaa selv med denne knappe Levemaade egentlig kommer 7 tilkort.
For et Par Aar siden var jeg i Christiania Arbeidersamfund med at arbeide for Oprettelsen af en Syge- og Begravelseskasse for Arbeidsklassen i vor By, og jeg kan bevidne, at der blev anvendt megen Omhu med Beregningen af Ugebidraget, som blev sat saa for de forskjellige Klasser:
Men for en Uges Tid siden har jeg maattet deltage i Forhandlinger om dette Bidrags Nedsættelse. Det blev nemlig oplyst, at efter nær halvandet Aars heldige Virksomhed har Kassen ikke alene ikke formaaet at samle mere end en 250 Medlemmer, men ser sig endog truet med at tabe en Del af disse, og det af dem, som den nødigst vilde tabe, nemlig Familier af den egentlige simple Arbeidsklasse. Grunden er denne ligefremme, at Folk ikke finde sig istand til at betale.
Man ser, at den ene Oplysning stemmer kun altfor vel med den anden.
En yderligere Belysning af Forholdene skulde det ogsaa være, dersom vi havde paa et Bret Opgave over Antallet og Beløbet af Byens Fattigvæsens Bevilginger Uge for Uge. Vi skulde se jevn Tillagen ud over Høsten og Vinteren, naar Dagene blev kolde og mørke, og saa igjen Aftagen ud over Vaaren og Sommeren. Af vort Lands overmaade tunge Fattigbyrde, en Million Spd., kommer et paafaldende Beløb, nemlig omtrent en Tiende-Del, paa Christiania alene, og om vi kunde gjennemskue alle Forholde, skulde det kanske (og det vel 214til Overraskelse for de Fleste) vise sig, at Næringsdriftens Afbrydelse formedelst Vintrens Kulde og Mørke har en større og sørgeligere Indflydelse her end noget andet Sted i Landet.
Men hvorledes staar det nu til med de omtalte Bi-Sysler inden denne talrige og for en stor Del nødlidende Arbeidsklasse, disse Bi-Sysler, som skulde svare til Husfliden paa Landet og udfylde Mellemrummene mellem Hovedbedriftens Arbeider? Hvorvidt har den aarligt tilbagevendende Arbeidsnød lært Folk at søge og finde sig noget Arbeide, som de kunne drive for egen Regning eller hjemme i sine Boliger i Aftentimerne efter Vintertidens korte Dagværk samt paa de Dage, da de ganske mangle Arbeide for fremmed Regning?
Overalt, hvor jeg har vendt mig hen for at faa Besked, er det kun lidet, man har kunnet glædet mig med.
Forstander Klouman paa Mangelsgaarden siger efter sin mangeaarige Erfaring, at de Folk, hvis almindelige Dont ikke kræver Brugen af egentligt Værktøi eller Haandværksredskab, saasom Tomtearbeidere og Murerhaandlangere og Brygge-Sjauere, kunne ikke bruge sine Hænder til noget Slags Haandværk, naar de komme hid første Gang, og af egentlige Haandværkere, saasom Murere, Malere, Smede, er det yderst faa, som kunne noget andet Slags Arbeide end det, de netop have lært; af dem, som sad i Anstalten den Dag jeg spurgte om disse Ting, var der kun en, som havde sig et Bifag, nemlig en Maler, som havde lagt sig efter at skjære Trætøffelbunder og tildels havde beskjæftiget sig med det om Vinteren.
Om denne samme Sag har jeg ligeledes talt med tre af Byens fire Fattigforstandere. Alle syntes de i sine Domme og Beretninger at være ledede af et for de Nødlidende velvillligt Sindelag, saa de stærkt fremhævede, som allerede ovenfor bemærket, baade Arbeidsnøden og Arbeidsvilligheden. Og jeg forstod det, som om det var et af deres største Studier, hvorledes de skulde afhjælpe denne Arbeidsnød. Men med alt dette var det kun sparsomt med Exempler paa, at Arbeidsfolk selv havde taget sig til nogen Bi-Syssel. Tvertimod blev det bemærket, at disse Folk som oftest bo for indskrænket til at kunne 215drive noget Slags Husflid; om Aftenen er der i mange Familier knap Rum til at træde paa Gulvet mellem Flad-Sengene. Desuden er der Vanskeligheder ved at faa Træ og Kurve-Pidske og andet Emne til at arbeide af.
Er der da slet ingen Husflid inden Arbeids-Klassen? I nogle Huse kan man se, blev der svaret, at Børn sidde og sy Hægter paa Papir, eller spikke Tobakspinder, eller gjøre Apotheker-Æsker, «men i det Smaa», blev der føiet til om dette Sidste. Om Fruentimmernes Arbeide er det ikke Meningen at tale her; man veed, at for dem falder det lettere at faa sig noget Haandarbeide. Men Mændene? er der slet ingen af dem, som have noget fore til Tidsfordriv og Fortjeneste om Vinteren? Det Meste og næsten Eneste, som blev nævnt, var dette Friluftsarbeide at gaa paa Isen og fiske; kun En nævnte tillige, at enkelte Mænd (eller enkelt Mand?) sad og puslede med at gjøre op Legetøi til at sælges paa Torvet i Markeds-Ugen.
Nu kan man sige, at Fattigforstanderne sagtens mest have den fattigste Del af Familierne for Øie og kanske ikke kjende saa nøie til Tilstanden i den store Mængde af Arbeider-Familier, som endnu have vidst at holde sig over Forarmelsens Grændse og vel maa vise noget større Vinskibelighed.
Derfor her et Exempel fra en anden Kant. Vi have allerede aflagt Besøg paa en af vore Bordtomter og forhørt os om de faste Arbeideres Lønninger. Det var mellem 25 og 30 Arbeidere. Jeg talte om dem med Bordskriveren, og jeg besøgte nogle af dem i deres Hjem, saa jeg tror, jeg kom godt ind i de Forholde, jeg har her for Øie. Selv blandt dem, som have størst Aarsfortjeneste (og jeg har berettet derom ovenfor), hørte jeg Klage over, at den lidet vilde strække til, saa der kunde nok spørges efter Bifortjeneste. 7 af dem ere dog i saa vidt Stand, at de ere Huseiere, og 5 ere ugifte. 4 af Arbeiderne er det saa ilde bevendt med, at Bordskriveren paa en Maade har maattet tage dem under Formynderskab, kjøbe Klæder til dem o. s. v.; de kunne ikke passe Pengene selv. Hvad Husflid og Bi-Syssel fandt jeg nu her? Tre Mand af denne Stok ere saa vidt hændige, at de lappe Skotøi for sig 216og sin Familie og tildels gjøre nyt; de af dem, som ere Huseiere, antages at pusle lidt med Husene, skuffe Sne i sine egne Gaardsrum o. s. v.; men af Sysler, som drives til Pengefortjeneste, kjendes i hele denne Kreds kun dette, at en Mand i Mellemstunderne sidder og lægger Fiskesnøre af Hestetagl. Naar hertil føies, at en Mand har en Hustru, som sidder paa Torvet og sælger gamle Klæder (eller Melk – en sagde saa, en anden saa), er neppe noget af disse Familiers Bi-Arbeider forbigaaet. En brav Bordskriver staar gjerne i Forhold til Arbeiderne som en Husbonde til sine egne Folk, og det ligger ham paa, at de tage sig op og staa sig godt; men denne Bordskriver beklagede sig over, at Virkelysten ikke var større, den huslige Tilstand ikke bedre, og hans Kone tilføiede, at hun ofte havde været ifærd med dem om at faa gjort Pølsepinder og Klædesklyber o. desl., men nei, ingen vilde. Selv sagde en af Arbeiderne mig, at han havde været ledig 6 Uger i sidste Vinter, men intet andet havt for sig da end at fiske engang imellem, og en anden forklarede, at paa de ledige Dage og ligesaa om Vinter-Aftenen bestod hans Bestilling i at gaa omkring i Nabolaget, læse i «Bladene» o. s. v.
Blandt de foromtalte faste Arbeidere ved Byens Veivæsen kan jeg paa lignende Maade oplyse, at en er oprindelig Bogbinder, men har ikke havt Tanke om at gjøre Brug af denne sin Profession om Aftenerne, og to ere fordums Snedkere, uden at det af den af Kammeraterne, jeg talte med, kunde berettes, at de drev paa med denne Haandtering. Den eneste Bisyssel, jeg i denne Kreds har faaet opspurgt, er, at et Par Mand nok sysle med Skolapping til eget Brug.
For mig, som nylig har været i Bygder (paa Vestlandet), hvor alle Mennesker gaa med Træsko, syntes det, at det skulle være et nærliggende Smaastundsarbeide for Dagarbeideres grove Hænder at gjøre Træsko til eget og Familiens Brug. I Træsko-Bygderne har det tidt moret mig at lægge Mærke til, hvorledes Husfaderen i Sommerens Løb lægger tilside saadant Træ-Emne, som egner sig til dette Brug, og hvorledes han om Vinterkvelden hygger sig med at gjøre et Par 217rigtig vakkre Sko til sin Kone eller nogle bitte smaa til den Lille, som netop har lært at gaa, og man kan vide, der er Fryd hos Barnet, naar det første Gang stikker sine Pusselanker i egne Sko. Formedelst denne tidlige Vane med at gaa paa Træsko er der ikke fjerneste Tanke om den Ulempe, som det Slags Skotøi vistnok vilde volde en Begynder i voxen Alder, og overalt, hvor Træsko ere i Brug, prises de høilig for deres Tørhed og Varme og Villighed. – Nu vel, med Tanke om alt dette, og for at faa endnu et Exempel til Oplysning om Skik og Brug og Levemaade her i vor By, anmodede jeg en af Lærerne i Møllergadens Skolehus om at se paa alle Gutternes Fødder og tælle, og Resultatet blev:
Ordentlige Træsko havde ingen. Temperaturen var den Dag baade Morgen, Middag og Eftermiddag 10° R., og det var saa meget værre at gaa barbenet, som det var sølet paa Gaderne efter Regnveir Dagen forud. – En lignende Tælling fra Almueskolerne i Bergen skulde sikkerlig viist mange Fødder med Træsko og langt færre nøgne. Selv hine 20 Par Trætøfler ere neppe arbeidede af Børnenes Fædre. Idetmindste saa jeg nylig hos en af Fattigforstanderne et helt Skab fuldt med Trætøfler, som skulde uddeles til de Fattige, og som Fattigvæsnet havde faaet arbeidet i Tvangsarbeidsanstalten, og vel kunde Forstanderen nævne mig en Mand i Byen, som er Trætøffelmager af Profession, men ingen, der driver Arbeidet som Bi-Syssel, ikke engang til eget Brug.
Til denne Række af Exempler fra Dagarbeidernes (baade Brygge- og Byarbeidernes) talrige Kreds skal jeg endnu føie den Bemærkning, at den Slutning, som disse Exempler lede til, nemlig at det ikke hører til Skik og Sædvane blandt disse Folk at drive synderlig paa Husflid eller Bi-Sysler, kun bliver altfor vel bestyrket ved hvad vi skulle faa se og høre blandt 218den anden Klasse af Arbeidere, som jeg fra Begyndelsen af sagde at jeg tillige vilde gjøre til Gjenstand for Betragtning – Bygningshaandværkerne nemlig.
Der er imidlertid flere Klasser af disse, og jeg maa indskrænke mig til at tale om to af dem, de to talrigste, nemlig Murerne og Malerne.
Mestrene sætter jeg ud af Betragtning, og Haandlangerne har jeg ikke heller at gjøre med her, da de regnedes til Dagarbeidernes Klasse ovenfor. Betragtningen kommer altsaa til at dvæle ved Svendene samt de vel ikke med Svendebrev udstyrede, men dog haandværksmæssig uddannede Murer- og Maler-Arbeidere, hvilke sidstes Antal vel endnu er det mindre, men dog i stærkt Tiltagende.
Der antages at være i vor By omkring 400 Murere og omkring 200 Malere af disse to Slags, med og uden Svendebrev. Naar det betænkes, at en meget stor Del af disse Folk derhos ere Familiefædre, saa faar man en Fornemmelse af, hvad Betydning der ligger i disse Tal.
Begge disse Haandværk lide stort Afbræk formedelst Vinterens Indflydelse. Naar Murerne fra sine høie Stilladser af se, at nu er der Sne allerede paa Grefsen-Aasen, saa vide de, at de maa skynde sig at faa Huset under Tag og saa berede sig til at have sin sidste ordentlige Ugeløn. Det er mere som et Slænge-Arbeide, der kan forefalde i Vinterens Løb, med Pudsning og Reparationer indvendig nu og da.
Og Malerne? de have hele Sommeren igjennem at tænke paa, at til Høst-Flyttetid maa deres Arbeide omtrent være færdigt, og efter den Tid ere de saa temmelig overflødige.
Vel have Murere sagt mig, at i den allerseneste Tid have enkelte Mestere forsøgt at drive Arbeidet paa amerikansk Vis hele Vinteren igjennem, og vistnok have Malere forklaret mig, at der ligeledes i deres Profession er blevet noget mere Vinterarbeide nu mod før, idet Dampskibe idelig ligge til Reparation paa de mekaniske Værksteder om Vinteren og naturligvis maa være pudsede og malede, før Isen gaar op.
Men alt dette forltaar dog lidet endnu.
219I indeværende Aar fik Murerne først begynde for Alvor sidst i April og udover til Midten af Mai, saa der kanske havde været 5 Maaneders Stands for de fleste, og for Malerne er Vaarflyttedag den almindelige Begyndelsestid, saa en Malersvend sagde mig, at han engang havde gaaet ledig hele 6 Maaneder, fra og til Flyttedag.
Selv med tilbørligt Hensyn til det tilfældige Arbeide i den mørke Tid, antages det, at man for Murernes Vedkommende trygt kan regne 3 Maaneders Stands i Gjennemsnit, og for Malernes Vedkommende lader det til, at Arbeids-Løsheden pleier vare endnu længere.
Er Arbeidsfortjenesten saadan, at Ardeidsløsheden nogenlunde let kan udholdes for saa vidt?
Maler-Svendenes Dagløn gaar i de bedste Sommermaaneder op til 80, men falder omkring Høst-Flyttetid til 2
; med heldigt Akkordarbeide skal den samlede Fortjeneste kunne naa op til 200 Spd. for Aaret. Mursvendene tjene noget mere; de holde i den bedste Tid en Dagløn af 1 Spd., og med Akkordarbeide, hvor de tildels leie Arbeidere til Hjælp for mindre Dagløn, kunne de drive det til en Fortjeneste af indtil 1 Spd. 60
Dagen. Men er der alligevel mange Mursvende, der af sit Haandværk tage over 250 Spd. for Aaret?
Og om de saakaldte Murer- og Maler-Arbeidere (uden Svendebrev) kan det skjønnes, at deres Aars-Indtægt falder en god Del lavere.
Her er altsaa visselig baade Tid for Bi-Sysler og Behov for Bi-Fortjeneste, og det maa være tilladt at dvæle ved det Spørgsmaal: Hvorledes have disse Folk det og hvad tage de sig til i den mørke Tid?
Man kunde mene, at Svendene selv kanske glæde sig til Hviletiden, ligesom Skolelærere og Skolegutter og Studenter til Ferien. Men nei, saa er det ikke. Alle Udsagn gaa ud Paa, at man heller gruer sig til den Aarstid, som tager baade Arbeide og Fortjeneste fra Folk.
Men derhos maa jeg desvære sige, at Alles Udsagn tillige 220gaa ud paa, at det kun er en mindre Del af disse Arbeidere, som have vidst at finde paa eller villet bekvemme sig til noget Bi-Arbeide.
Man kan forestille sig, at Mestrene dømme for strengt, og jeg skal derfor kun gjengive de Forklaringer, jeg har faaet af en Svend af hvert Fag, Mænd, som jeg veed er vel anseede af og kjendte med sine Kammerater.
Den Mursvend, jeg talte med, har selv om Vinteren Kontorforretninger hos sin Mester. Enkelte af hans Kammerater hugge Sten, andre paatage sig simpel Graastensmuring, atter andre, hvem Nøden tvinger, ty til saadanne Arbeider som Jordgraving og Vedskjæring. En Del ere halve Skomagere, saa de kunne lappe Sko for sig og Sine, andre forstaa sig lidt paa Snedkerering og drive antagelig paa med Et og Andet af det Slag. Men det, som lod til at give mest Sysselsættelse, var at fiske paa Isen; der er dem, som have sin Fiskekjælke med tilhørende Redskaber i fuld Stand, nogle lægge an paa at fiske regelmæssig til Salg, og som Exempel fortaltes om en Helleflyndre, der indbragte en Murer 5 Spd. Denne min Hjemmelsmand mente, at kanske den halve Del var sysselsat paa en eller anden af disse Maader, dog heller ikke de stadigt, ikke hver Dag og ikke hele Dagen.
Og min Hjemmelsmand blandt Malerne bemærkede først, at kanske en Fjerdepart af hans Kammerater, af den ugifte Del, tog paa Landet om Vinteren, til de Hjembygder, de monne være komne fra, hvor de lettere kunde slaa sig igjennem og kanske faa noget at gjøre; af dem, som holdt sig i Byen, var det faa, som tog sig noget til udenfor Professionen. En vidste han om arbeidede paa et Bryggeri, og en var Brød-kjører; men det var ikke frit for, at dette blev anseet med Uvillie blandt Kammeraterne. En havde gaaet som Bybud en Vinter, men han var nu reist fra Stedet. – Jeg forstod og kunde til en vis Grad ære den Følelse, som holder en udlært Haandværker tilbage fra at deltage i Gade- eller Sjauerarbeide; men des ivrigere spurgte jeg efter Sysler, som kunde synes beslægtede med Malerens Fag og ialfald kunde drives 221enten paa et Værksted eller i eget Hjem. Kolorere Landkaarter eller belægge Stentryksbilleder med Oliemaling (Olietryk)? Nei, ikke kjendt som Bisyssel for nogen Maler her i Byen. End udføre smaa Oliemalerier, Landskabsbilleder o. s. v.? Ja, for nogen Tid siden var her en, som malte og solgte sine Billeder for 5 Spd. Stykket; men han er fraflyttet Byen. Lakere Præsenterbretter og andet Blikarbeide? Dertil kræves egne Ovne, og det meste af saadant Arbeide blev nok hjemført fra Udlandet. Polere Møbler for Snedkerne? Om en Snedkermester oplystes, at han tildels har Fruentimmer til det Arbeide; at Malere befkjæftige sig paa den Maade, vidstes ikke. – Nu vel, binde Malerkoster og Pensler, disse Redskaber, som Malerne jo selv bruge? Hertil troede min Hjemmelsmand at vide, at selv de Børstenbindere, som Byen har, indføre Koste fra Udlandet, billigere end de kunne gjøres her – i hvilken Anledning rigtignok den Mening paatrængte sig hos mig, at baade dette og meget andet Arbeide vist maatte kunne gjøres lige saa billigt her som nogensteds, naar de mange Folk, som Vinteren hindrer i at arbeide i deres egentlige Fag, vilde tage Haand i med og arbeide for en billig Dagløn – efter den Regel, at nogen Fortjeneste er bedre end ingen. – End Arkskrivning da? Det Arbeide troede min Hjemmelsmand nok vilde blive modtaget, om det var at faa; en Maler vidste han om, som havde syslet med Nodeskrivning. – End besøge Tegneskolen? Læregutterne gjøre det, men Svendene kun lidet; de fordrive heller Tiden med at læse. Hvorledes da læse? efter nogen ordnet Plan, f. Ex. for at lære Engelsk med Tanke om at reise til Amerika eller Australien paa nogle Aar? Nei, man læser hovedsagelig lette Bøger til Tidsfordriv.
Dersom en Murer eller Maler læser dette, saa vil han vel finde, at jeg har været strid med mine Spørgsmaal. Men det samme vil han ogsaa finde ved at læse f. Ex. Side 102 og 103 ovenfor, om min Samtale med Løskarlene i Sætersdalen. Skal det nogetsteds være tilladeligt at gaa paa og blive ved og trænge ind med Undersøgelser om Arbeidsforholdene, saa maa det være i Norge, hvor Vinteren gjør det 222saa vanskeligt og tungt for os alle, og skal det nogetsteds i Norge kaldes vigtigt at komme til fuld forstaaelse af Sagens Vanskeligheder og Farer, saa er det her i Christiania, hvor jeg netop indledede Undersøgelsen med Henvisning til de Mange, som gaa til Grunde i Elendighed, og det, som det synes, netop fordi de ikke ere komne i ret Tour med Arbeide eller fordi de under Arbeidsstandsninger ere komne ud af Arbeids-Vanen. Det er nok den almindelige Tænkemaade, at har man først opoffret sig for et Fag eller en Bestilling, saa kan man vente sig ligesom til Gjengjæld, at samme Fag eller Bestilling skal føde sin Mand, og det er ingenlunde frit for, at man holder det for at være under sin Værdighed, at tage Haand i noget andet Arbeide. Men alt dette er Fordom. Enhver brav Arbeider – og fremst den mere udviklede og dannede Haandværker – bør vise, at han forstaar at bruge sin Tid vel, og det baade for sin egen Skyld og for Exemplets. Arbeide maa overalt være Arbeidernes Æressag, og blandt dannede Folk kan intet Arbeide agtes for ringe eller uværdigt.
Jeg bliver ved med mine Bemærkninger og Spørgsmaal.
Naar nu Murer- og Maler-Professionen er saadan, at der stadig kan forudsees længere Tids Stands, hvorfor da ikke allerede fra Læreaarene eller de første Svendeaar formelig lægge sig efter en Bi-Profession, ligedan som de Studerende jo foruden sin Hovedvidenskab gjerne maa lægge sig noget efter baade en og flere Hjælpe-Videnskaber og Bi-Fag? Man har svaret: Det har der nok lidet været tænkt paa; naar Gutten er bleven Svend, synes han, han faar saa meget i Svendeløn, at han ikke behøver at tænke længer frem. – Men kunde man saa ikke nok betænke sig i den skjønsommere Alder og endnu tage Mod til sig og begynde? Svar: det vilde vel blive for liden Øvelse og Færdighed, som kunde vindes i den korte Vinter-Tid – nu, det gjælder i alle Haandteringer at være rigtig øvet hver i sit Fag, den Ene i Kappestrid med den Anden. – Men hertil har jeg igjen kunnet minde om et Arbeide, som hører til de betydeligste i Landet, idet det beskjæftiger maaske det allerstørste Antal af Arme, og som ligeledes er indskrænket 223til en vis kort Tid af Aaret, men endda drives til den største Grad af Fuldkommenhed, som vi overhoved have Forestilling om – Høslaattens Arbeide nemlig, paa dyrkede Volde og naturlige Enge, op efter Lierne, i Fjeldskarene, hen over Heiene, Mil for Mil, Landet over, – med forskjellige Slags Redskaber efter Landets Beskaffenhed, med «Slipinger» eller «Tynninger», med Langorv og med Stutorv, med bredere og med smalere Ljaa-Blade, hvis ulige Værd kun de Sagkyndige formaa at dømme om. Og ligesaa har jeg peget paa det storartede Syn fast hele Vestlandet over, naar Tusinder af Bondekarle fra de indre Fjorde og fra Dalene komme ud til Havkanten strax, over Jul for, trods sin mindre Øvelse, at give sig ind paa Hav-Folkenes Fisker-Baade og deltage med dem i to–tre Vintermaaneders skarpe Dyst; i førstningen ere de vel søsyge og bange, men næste Aar gaar det bedre, og Aaret derefter ere de selvstændige Fiskere, ja kanske Høvedsmænd for egne Baadlag (sml. Side 8–10).
Man tro ikke, at jeg overser Vanskeligheden for de Hundreder af Folk i Christiania at finde paa Bi-Sysler for den arbeidsløse Tid. Hvis Sagen ikke var vanskelig, var der ganske vist ikke saa mange, som gik ledige eller kun tilfældig beskjæftigede og halvt sysselsatte. Vanskeligheden ligger deri, at der gives ikke noget stort Bi-Arbeide, som hele Mængden kunde kaste sig over, saaledes som hine ledige Landsgutter, der om Vinteren strømme til for at være med i Fiskerierne. De mange Dagarbeidere og Haandværkere i Byen maatte mere se sig om efter en Mangfoldighed af Smaa-Sysler, hver sin. Men det vil være et uhørt Træf, at der blandt Hundrede Mand er et helt Hundrede af saadanne begavede og opfindsomme Folk, at de ikke behøve Andres Exempler, men hver for sig kunne vide at skabe sig en ny Arbeidsvirksomhed.
Netop fordi Sagen frembyder et Problems Vanskelighed, synes den mig tillige at have en spændende Interesse.
Og med denne Interesse har jeg tilbragt adskillige Dage i denne Sommer med at gaa omkring og se mig om i Udsalgssteder 224og paa Værksteder. Lad mig saa fortælle lidt om to af disse Steder.
Nu afdøde Thesens «lndustri-Magazin» i Kongens Gade, med Bikubens Symbol i sit Skildt, vakte i sin Tid almindelig Deltagelse. Det var saa bekvemt her at finde samlet allehaande Husgeraad og Dukkestel, og det var saa hyggeligt at tænke paa, at nu var dog Begyndelsen gjort med at skaffe flittige Arbeidsfolk Afsætning for deres Fristundsarbeider, som jo vare eller kunde blive lige saa gode som udenlandske Fabrikater. Publikum skjænkede Magazinet sin Deltagelse som en almennyttig, ja veldædig Stiftelse. Men i en 20 Aar, som ere forløbne, har Stiftelsen gradvis forandret Charakter. Bikuben er borte, og naar vi komme ind, se vi kun en mindre og simplere Afdeling for norske Sager, men studse over den store og glimrende Mangfoldighed af udenlandske. Hvorfor denne Forandring? fordi Handelen med den indenlandske Smaa-Industri ikke viste sig lønnende nok. Og hvorfor igjen det? En almindelig Aarsag ligger i Forholde, som jeg kommer til at berøre i Slutnings-Kapitlet; men en farlig Aarsag er tillige den, at dette private Industri-Udsalg fik Bodsfængslets offentlige at konkurrere med. Denne Konkurrence gjorde nemlig Virksomheden usikkrere. Naar f. Ex. Industri-Magazinets Eier ved en Række af Forsøg havde bragt det dertil, at Husflidsarbeiderne omkring i Byen eller i tilgrændsende Bygder leverede en eller anden Gjenstand i saadan Form eller med saavidt smagfuldt Arbeide, at Publikum syntes om den, saa Fortjenesten skulde begynde, da kunde det befrygtes, at Bodsfængslets Værksmester vilde sætte nogle af sine Celle-Arbeidere til at arbeide op til Overflod netop af samme Slag.
Saa gik jeg til Bodsfængslet.
Vil man tro, at det kunde være en Nydelse at gaa omkring i Fængslets Celler netop med Hensigt at bese Arbeidet? Men jeg havde da ogsaa det Held at blive ledsaget ikke alene af Værksmesteren, men tillige af Direktøren selv, som interesserer sig ganske særdeles for denne Del af Fængslets Anliggender, og det varede ikke længe, inden jeg fik den saare behagelige 225Forestilling, at netop dette Arbeide, som nu bragte mig til at gjæste Cellerne, gjør Livet her udholdeligt for disses Beboere, ja er blevet dem til et kjært Selskab i Ensomheden. Jeg forstod det derpaa, at en stor Del af de forskjellige Slags Arbeider, som drives her, have ligesom sin Historie inden disse Mure; da man første Gang begyndte med dette eller hint Arbeide, vilde det ikke rigtig gaa, ja blev stundom endog opgivet; men saa var der en Mand, som havde Anlæg og Begavelse, og som fandt ud en letvindt Maade at tage Tingen paa, eller som opfandt et nyt Redskab eller og en hensigtsmæssig Forandring med det gamle – og det Arbeide, som før var gaaet sent fra Haanden og ikke vilde lønne sig og altsaa heller ingen Opmuntring indeholdt for Arbeideren eller Betjeningen eller Bestyrelsen, det gik nu saa let og muntert, at det var en Lyst. Jeg kan nævne som Exempel det Arbeide at gjøre Blanksværte-Æsker – et simpelt Arbeide i Grunden, men et Arbeide, hvor det gjælder at faa det til at gaa saa fort og let, som om det skulde gaa af sig selv; der blev forsøgt atter og atter, men forgjæves, indtil en Mand vidste at tage Arbeidet med det lykkelige Greb; selv er han udgaaet for længe siden, men hans Navn mindes derinde, hvergang der tales om Sværte-Æskerne. – Havde nu en eller anden af disse Celleboere fundet Leilighed til at vise sin Opfindsomhed og Virkelyst, saa blev han naturligvis erindret af Værksmesteren, naar det gjaldt om noget andet Nyt, der skulde begyndes. Og naar Direktøren paa sin daglige Runde kom ind i en Celle, hvor der var Glæde over et eller andet Fremskridt, blev han naturligvis delagtig deri, hans Opmærksomhed blev derved vakt for, at her var et Anlæg og en Lyst, som kunde fortjene at faa prøve sig paa et vanskeligere eller kunstigere Arbeide, og hvor han siden færdedes, i sine Venners Huse, i Byens Butikker o. s. v., fik han altid Øie paa et eller andet Stykke Husgeraad eller Legetøi eller lignende, norsk eller engelsk eller amerikansk o. s. v., som kunde gjøres efter og kanske gjøres bedre i en og anden af de mange Celler. Paa denne Maade opstod en hel storartet Samvirken af mange Kræfter. Ja, selve Publikum har 226maattet være med her, uden selv at vide af det før nu, jeg siger det. Thi i Bodsfængslets Udsalg føres en vis liden Anmærkningsbog, som idelig gaar frem og tilbage mellem Udsalget og Direktøren samt Værksmesteren, og Anmærkningerne gaa netop ud paa at give Vink om, hvad Publikum synes om Varerne, hvordan Kjøbere have ladet sig forlyde med, at de gjerne vilde have dem forandrede – Vink, som hele Fængslet retter sig efter strax.
For mig at gaa omkring fra Celle til Celle og høre om al denne Udvikling og indvies i denne yderst sammensatte Historie af smaa Begivenheder og gradvise Fremskridt, af Vanskeligheder og Held, af Knuder og Gaader og deres Løsning, det var som at skue ind i en Bikube og faa lidt Begreb om, hvorledes Celle-Arbeiderne der have lært deres Kunst og naaet op til saadan Fuldkommenhed.
Men endda var det mig en Forøgelse i den Interesse, hvormed jeg saa og hørte Alt, at jeg idelig syntes at forstaa, her var noget at lære med Hensyn til Husflidens og Smaa-Industriens Vilkaar i vort Land i Almindelighed og særlig med Hensyn til det Spørgsmaal: hvad Bi-Sysler der kunde være at finde paa for Folk, som sidde hver for sig i sine Boliger omkring i den store By, ligesom jo disse Celleboere sidde hver for sig her i dette store Hus.
Dersom jeg nu, istedetfor at skrive et enkelt Kapitel til en Fremstilling af Husflidens Forholde i Landet, skulde skrive en praktisk Ledetraad omgaaende Bi-Sysler for ledige Arbeidsfolk i denne By, saa vilde jeg bestride omstændeligt en hel Del af de Arbeider, som drives i Bodsfængslets Celler. Men i nærværende Kapitel kan der ikke blive Leilighed dertil,Forfatternote: Jeg skal dog hidsætte en Oversigt over Bodsfængslets Arbeider, efter en mig meddelt Liste over samtlige Celleboeres Beskjæftigelse paa en og samme Dag, den 30te Aug. sidstl.: Tilvirkning af Tøier, med Karde- og Spinde-Maskiner, Vævstole, Strømpevævemaskiner, 24; pille og rense Uld og Krølhaar, 18; binde Raggesokker, 1; virke Nødehaar til Gulvklæde, 9; virke Kokustrevler m. m. til Matter, 11; gjøre Legetøi, 5; Træbohave, 9; Kjælker og Trillebøre 5, Kurve, 10; Kurvstole, 25; Apotheker- og Sværte-Æsker, 8; klistre Poser, 9; gjøre Psalmodikoner, Krocketspil, Klædesklyber, Børster, Skeer, Fuglebur, 7; Trætøfler, 6; male og lakere for de andre Arbeidere, 3; smide og bestaa, 9; gjøre Staaltraadstifter, 2; sy Børnesko og Tøfler, 17; sy og lappe Klæder for Fangerne og udføre andre Arbeider for Fængslets Behov, 13; syge, 3. og jeg indstrænker mig derfor til denne mere almindelige Bemærkning:
227Det siges ofte – og Noget maa der vistnok være i det – at Bodsfængslet tager Arbeidet af Haanden og Brødet af Munden paa Folk, som netop skulde have deslige Smaa-Sysler at ty til. Men saa gjøre man Gjengjæld mod Bodsfængslet! Den Arbeidsmand, som er i Forlegenhed med, hvad han skal bruge sine Hænder til, skal gaa hen i Fængslets Udsalg og betragte dette som en offentlig Udstilling til at vise, hvorledes disse Sysler netop ved hin Samvirken af Krafter inden Fængslets Mure ere blevne udviklede til større Fuldkommenhed, saa de kunne drives med større Fordel, og med god Samvittighed kan han tage sig Fængslets Erfaringer og Lærdomme til Nytte og gaa det i Næringen. Jeg vilde, at de frie Arbeidere skulde overlade til Bodsfængslet at bryde Banen, at stride med Begyndelsens Vanskeligheder, og saa passe Øieblikket til at tage Fortjenesten fra det, naar Arbeidet begyndte at blive lønnende.
Det er ikke saa sikkert, at der er nogen Selvmodsigelse mellem denne Tanke og den Oplysning, som blev given ovenfor om Industri-Magazinet i Kongens Gade, nemlig at dette for en Del opgav sin oprindelige Plan paa Grund af Bodsfængslets overmægtige Konkurrence. Thi efter denne Forandring med Magazinet blev en af dets Handelsgrene optaget og fortsat af Andre, af dem nemlig, som handle med Træ-Bohave, i de Udsalgsboder paa Youngs-Torvet, som jeg omtalte ovenfor Side 148. Og desuden er den oprindelige Plan med et Industri-Magazin nylig optagen igjen, af Hr. Arneberg i Toldbodgaden, som altsaa har den Tro, at Husfliden og Smaa-Industrien endnu maa kunne være lønnende baade 228for Arbeiderne og for den Handelsmand, som forener sin Sag med deres.
Men vilde det være smukt saaledes ligesom at aflure Bodsfængslet dets Hemmeligheder og lægge an paa at drage Fordel af dets Opfindelser i industriel Retning? I den Anledning kan jeg fortælle, at for et Par Dage siden havde Bodsfængslets Direktør den Godhed at stride mig til for at underrette mig om en ny Industri, som nok ikke blev omtalt ved mit Besøg hos ham, men som han tror det kunde være nyttigt for Folk omkring i Bygderne at blive opmærksomme paa – den Industri nemlig at gjøre Ragge-Sokker, af Gjederag, Nødehaar, Svinebørst og lignende Raskeri, som mange Gange slænges bort. Ifjor Vinter, siger han, var et Par Raggesokker ikke at faa opdrevet i Byen, og alt, hvad Bodsfængslet faar oparbeidet, kjøbes strax af et Par Kjøbmand, som neppe have Forsyning nok for Publikum. Thi Forbrugen er i Tiltagende for Jernbane-Reisernes Skyld; man fryser i Jernbanevognene om Vinteren, og medens Reisestøvler ere en kostbar Affære, er et Par Raggesokker en Bagatel, og Direktøren betvivler derfor ikke, at det vilde lønne sig for Landalmuerne at arbeide op og holde til Salg ved Jernbanestationerne. – Dette Hr. Direktorens Raad sigter jo nærmest til Landsbygderne;Forfatternote: Da jeg læste Hr. Direktør Petersens Brev, maatte jeg blandt Andre tænke paa Pigen Agnete Johannesdatter Fredlund, høit oppe i Aasen i Vangs Præstegjeld paa Hedemarken, i en Grænd der, som heder Nybygden. Hun og en Enke i Nabolaget drive i Fællesskab den Industri, at de kjøbe Nødehaar ved et Garveri i Bygden, virke deraf Gulvklæder og sælge til en Kjøbmand i Hamar og til Andre, store Mængder (i sidste Vinter, efter hvad hun og Enken opgav for mig, virkede de ikke mindre end 161½ Alen). Haarene komme dem paa 2 Sk. pr. M*; der medgaar 2 M* til en Alen, omtrent lige meget af hvert til tvundet Rending og engjængt Væft; tildels leie de Spindingen bort mod 3 Sk. for 1 M* Væft og 4 Sk. for 1 M* Rending; for Vævingen beregnes 1 Sk. pr. Alen; til en Væv paa 40 Alen gaar for en 16 Sk. i Farversager. Den hele Udgift bliver efter denne Regning vel 12 Sk. pr. Alen, og netop 12 Sk. pleier Kjøbmanden give. Et Menneske kan række at spinde 3 M* Rending eller væve 20 Alen for Dagen, og derefter kan Fortjenesten omtrent beregnes. / Nu skulde jeg ønske, at Hr. Kjøbmand A. Steen paa Hamar, som Agnete pleier handle med, og som kanske skal komme til at gjøre Hedemarkens Industri en væsentlig Tjeneste dermed, at han har begyndt at kjøbe op vævede Sager, – jeg skulde ønske, at han kunde træffe til at læse dette, saa han igjen kunde fortælle Agnete om Bodsfængslets Exempel og hjælpe hende tilrette med at følge det – kanske hun kunde tjene lidt mere paa den Maade. men det forstaa vi jo tillige, at det er 229hans Ønske, at Bodsfængslet, saa langt fra at stade den frie Industri eller Husfliden med sin Konkurrence, tvertimod maatte kunne tjene den med sine Exempler, ganske saaledes som jeg har antydet det.
Min Mening om, hvorledes ledige Arbeidsfolk burde se sig om efter nyttige Exempler, kan jeg ialfald faa gjort yderligere anskuelig ved at fremsætte et Ønske, som jeg rigtignok godt veed ikke bliver til noget hverken iaar eller ad Aare, men som jeg dog vover at være mig bekjendt. Det vilde sagtens gaa ud over Pengene. Jeg vilde have Penge til at oprette et offentligt Arbeids-Musæum, og til at lønne en offentlig Værksmester. Ideen om Værksmesteren kom op hos mig under hint Besøg i Bodsfængslet, og Ønsket om Museet har jeg baaret paa siden 1862, da jeg saa The South Kensington Museum i London. I et saadant Museum skulde vi faa se Prøver paa allehaande Smaa-Industri og Husflid, som kunde troes at være skikkede for Folk i vor By, for Mænd og for Kvinder, for Børn og for Voxne. Prøverne skulde være ordnede og udstillede saaledes, at man fik se Raastoffet og Redskaberne og saa vidt muligt Fremgangsmaaden med Arbeidet. Tag Poseklistring til Exempel; efter hvad man kan skjønne og daglig erfare, bliver der til al den Kaffe og Sukker o. s. v., som sælges i Smaat, forbrugt en umaadelig Mængde Poser, at klistre disse var først et Aftenarbeide for Kjøbmandens egne Husfolk og for Krambodgutterne; senere kom det i Tour med at blive et Husflidsarbeide for trængende Familier og svagelige 230Folk af Kjøbmandenes Bekjendtskab o. s. v.; men nu paa en to–tre Aar have driftige Handelsmænd gjort en formelig Fabrik-Industri deraf, og denne tager den nette Husflidssyssel ud af Hænderne paa Smaafolket. Det er Papirhandlere, som spekulere i Forretningen; Tugthuset og Bodsfængslet have overtaget Fabrikationen; Kjøbmandene levere Papir og faa Poser igjen, og disse Poser sælges nu istedetfor det raa Papir i Pakkevis ikke alene til Kjøbmand her i Byen, men ogsaa til Smaabyerne (hvor man dog skulde tro der maatte være nok af fattige Enker og Børn til at udføre dette Arbeide). Nu vel, i Arbeids-Museet skulde der være et eget Bord, hvor man med et Blik kunde overskue hele Poseklistringens Fabrikation, og naar Værksmesteren foreviste og forklarede samme, kunde han tillige hviske en og anden foretagsom Person i Øret, at han kunde faa sig en lønnende Forretning istand ved at tage Tingen paa den Maade, at han satte sig i Forbindelse med en Papirhandler, modtog af denne Papir i store Mængder, skar det selv og delte det opskaarne Papir ud til videre Behandling (klistre, stemple, tælle, opbundte) i nærliggende Huse, hvor der var Børn eller andre Folk, som kunde staa sig ved at arbeide for billig Betaling. Saaledes skulde altsaa Arbeidsmuseet og Værksmesteren i dette Tilfælde staa Husfliden bi i Striden med Fabrikkerne eller hjælpe den til at forsvare eller tilbageerobre en for den saa saare passende Industri. – Og nu er sagtens Poseklistring en saare simpel Ting, som det kunde synes lidet værd eller lidet nødvendigt at gjøre Opofrelser for; men et Arbeidsmuseum med f. Ex. et Hundrede forskjellige Slags af slige Arbeidsprøver vilde ikke være nogen simpel Ting. En særegen Opgave skulde det desuden være for Museet at bringe alskens i Industrien brugbart Affald til fortjent Anseelse, ved at vise Prøver paa den foreløbige Behandling (Sortering) og endelige Bearbeidelse. – Værksmesteren skulde forestaa Museet og være paafærde sent og tidligt for at opspørge og fremskaffe nye Ting til Udstilling og Forevisning, og hertil burde han helst have en Assistent, for at han desuden kunde overkomme at yde Husfliden og Smaa-Industrien en Tjeneste 231til, nemlig at efterkomme Folks Anmodninger om at besøge dem i deres Huse og hjælpe dem tilrette med nye Husflidsarbeider, paa samme Maade som de af Amtsformandskaber o. s. v. ansatte reisende Agronomer og Gartnere og Kvægrøgtere reise hen til de Bønder, som begjære det, for at yde Raad og Veiledning hver i sit Fag. Var det en videnskabelig dannet Polytechniker, der var ansat som Værksmester, saa var desuden vundet, at man i hans Aarsberetninger kunde imødese interessante Bidrag til forstaaelse af alle de her berørte Forholde, f. Ex. en Statistik over den formedelst Arbeidsstandsninger ledige og unyttede Tid.
Se nu, hvor længe jeg har været opholdt med Beskrivelse af Arbeidsstandsningens Virkninger og den store Mangel paa Husflidsarbeide eller Bi-Sysler i vor By! Og jeg, som dog helst vilde dvælet ved Lyssiden og forsøgt mig i den Opgave at give en Fremstilling af den friskt opblomstrende Industri i Hovedstaden!
Jeg kunde talt om Blomstring og Fremskridt selv inden hine Bygningshaandværkeres Klasser. For Murernes Vedkommende kan man jo sige, at deres Haandværks Udvikling og Byens Husrækkers Væxt har gaaet Haand i Haand.
Et ret fyldigt Kapitel om Christiania Industri skulde vel hørt hjemme i denne Bog, saasom Hovedstaden vistnok Aar for Aar, og mere for hvert Aar, arbeider sig hen til at blive alt Landets industrielle centrum og altsaa paa mange Maader øver Indflydelse baade paa Begrebet om Arbeide og paa Driften af Smaa-Sysler og Husflid Landet over. Og i dette Centrum vil der desuden være bekvemmest Anledning til at iagttage, hvordan det gaar vort Land i Kappestriden med Udlandets Industri, med Tydsklands og Englands og Frankriges, disse industrielle Stormagters, stærkt stigende Vælde.
Men dels tør jeg ikke anvende mere Tid nu med Forskninger om disse vidtløftige Ting, dels maa jeg erindre, at jeg allerede for en god Stund siden har overskredet det Maal, som fra først af var sat for den Bogs Omfang.
Kun maa jeg faa Lov til exempelvis at omtale et 232eget Opsving, som det har taget med Smede-Arbeidet i og omkring Christiania. Jeg kan heller ikke vel undlade det af den Grund, at jeg et Par Gange i de foregaaende Kapitler har bebudet, at naar jeg kom til Christiania, vilde jeg fortælle om «Hurtigsmedene», som jeg kaldte dem (i Lighed med Navnet «Hurtigskrivere»).
Dette er en egen Klasse af Smede, som er opkommet i den senere Tid, og som driver sin Dont paa en vis fabrikmæssig Maade.
Ved Talen om Arbeidets Udvikling i Landsbygderne fik jeg ofte Leilighed til at pege paa, hvorledes Haandværket ligesom voxte op af Husfliden. Her komme vi et Skridt videre og faa et Exempel paa, at Fabrikdrift kan blomstre ud af Haandværket.
Forholdet med Smedene er dog ikke netop saadant, at de samle sig i store Mængder i en enkelt vidtløftig Fabrikbygning og der dele Arbeidets enkelte Dele mellem sig og arbeide for Fabrikeierens Regning – hvad man kunde kalde den egentlige Fabrikdrift; men vi skulle her faa se Prøve paa denne fabrikartede Driftsmaade, at de enkelte Arbeidere vistnok arbeide hver for sig i sine egne Huse og for egen Regning, men dog saa, at hver har valgt sig visse Gjenstande, som han øver sig i at arbeide hurtigt, og at de arbeide paa Salg til Industri-Handelsmænd eller Fabrikanter (som de kaldes i Tydskland), til hvem de levere sine Varer i Dusinvis.
I gamle Dage var det jo saa paa et Smedeværksted, at Mesteren med sine Svende og Drenge arbeidede paa Bestilling snart for den ene og snart for den anden Mand i Byen, nu en Laas og nu en Skibsbolt o. s. v. Drengen og Svenden og Mesteren fik derved en meget alsidig Uddannelse i sit Fag, og da de vare kjendte af dem, som skulde have og bruge Arbeidet, maatte de uvilkaarlig beflitte sig paa at gjøre det rigtig godt og forsvarligt. Men saadant kunstmæssigt Arbeide falder dyrt, og ved Siden af de enkelte Stykker, som vore egne Svende leverede, blev der af den Grund indført fra Udlandet 233store Mængder af Laase og Vinduesbeslag o. s. v., o. s. v., hvis overordentlige Villighed satte os i Forundring.
Det er især visse Egne af Tydskland, som levere disse billige Arbeider. Og her har jeg hørt, at Arbeidet mest gaar for sig netop paa hin fabrikartede Maade (der kan kaldes en Forening af Husflid og Fabrikvirksomhed), at Arbeiderne have sine egne smaa Værksteder hver i sit Hus og holde sig til hver sine Arter af Gjenstande, saa En f. Ex. Aar ud og Aar ind holder paa med at gjøre Laase eller kanske bare visse Dele af en enkelt Art af Laase, som da andre Folk satte sammen, og efterhvert som de faa noget færdigt, levere de det hver til den Fabrikant, som han staar i jevn Forbindelse med. Der skal være Landsbyer, hvor omtrent hver Mand er Smed, og om en Landsby heder det, at den leverer Laase, om en anden, at den arbeider op Hængsler o. s. v. Som Forklaring til, at Arbeidet kan blive saa fabelagtig billigt (saasom Suffelaase og Hængelaase, som i Dusin sælges her i Christiania for en 4 Stykket, og som Arbeideren har faaet mellem 2 og 3
Stykket for), har man skildret for mig, hvorledes alle Husets Folk hjælpe til og Smedens Søn begynder i tidlig Alder og under sin Opvæxt fast ikke tænker paa Andet end Hammer og Tang, Noget, som nu har været ved i Generationer, saa Færdigheden tilsidst er bleven som medfødt.
Og nu i vor Generation faa vi se det Syn, at hin Klasse af Smede her hos os forsøger paa at kappes med disse øvede Tydskere.
Eller nøiagtig talt kan vel Begyndelsen siges at være gjort i forrige Generation. Sagnet viser os op til «Fru Tullins Spigerværk» nær Lysaker. Dette blev nedlagt for en 40 Aar siden, en fire–fem af Værkets Smede tog sig saa til at arbeide Hestesko og Ko-Klaver, som de solgte til Isenkramhandlere i Christiania, de fortsatte dermed sin Tid ud, og flere af de Smede, som nu bo paa den KantForfatternote: Paa «Slægerbraaten» ved Lysaker, nærmest ved hin Spigerhammer, bor nu 4 eller 5 Smede, og tildels formedelst Udflytning herfra har der i de sidste 6–7 Aar nedsat sig 5 Hestesko-Smede i den lille Arbeiderby, som i disse Aar har dannet sig paa Gaarden Stabæk-Holtets Grund, nær Lysaker og ½ Mil i Vest fra Christiania. og 234drive det paa lignende Maade, ere Sønner af dem og have altsaa taget dette Levebrød i Arv efter sine egne Fædre.
Ellers har denne Hurtigsmedenes Klasse voxet mere og mere i de senere Aar og det i Byens Yderkanter og nærmeste Omkrets, paa Grønland, i de nye forstader Vaageby o. fl., op efter Egeberg-Svingen, ude ved Ljaabro-Veien o. s. v. Tilvæxten er skeet – dels formedelst udlærte Svende, som ikke saa sig Raad til at tage Borgerskab og nedsatte sig som Mester paa gammeldags Maade, men dog gjerne vilde arbeide for sig selv, – dels formedelst halv udlærte Smede-Arbeidere eller vel endog Læregutter, som ikke holdt Læretvangen ud, – dels og i den sidste Tid maaske især formedelst Folk, der nogen Tid have arbeidet paa dette nye Slags Værksteder og lært – ingenlunde hele Smedeprofessionen, men saadanne enkelte Arbeider, som høre ind under Hurtig-Smedenes eiendommelige Fagfordeling. Omvendt kunne disse Folk sige om de egentlige udlærte Smedesvende, at de ikke kunne udholde Sammenligningen, hvad Arbeidets Hurtighed angaar. – Og man ser, at det i det Hele er Folk, som ere vante med haardført Arbeide og smaa Fordringer til Livet.
Aarsagen til, at disse Haandværkere have plantet sig ned tæt udenfor Byen, er for en Del den, at der slippe de med ringere borgerlige Ydelser. En af de virkelige Smedemestere i selve Byen fremhævede for mig i den Anledning ikke blot den Fattig- og Bystat, han lignes i, men tillige det hyppige Arbeide med Bygnings-Taxering o. desl., som paalægges ham.
Det tog nok især Fart med det fabrikmæssige Smedearbeide efter Christiania Brand i 1858, eller kanske rettest under de middelbare Eftervirkningerne af samme. Den første Virkning var, at de gamle Værksteder fik meget at bestille og tog ind en stor Mængde Læregutter og Haandlangere; men da saa de nedbrændte Kvartaler vare byggede op igjen, vare adskillige af 235disse Folk tilovers paa Værkstederne og maatte se sig om efter andet Arbeide.
Nu er det kommet dertil, at Tingen ligesom voxer af sig selv eller indenfra, uden ydre Foranledning, men formedelst Aarsager, som ligge inden Haandværket selv. Det kommer an paa at kunne sælge billigt; Mestrene maa altsaa bruge billige Folk; naar Haandlangeren er bleven opøvet og forlanger høiere Betaling, maa han ombyttes med en ny Begynder, og han, som ifjor var Haandlanger, arbeider iaar paa egen Haand, med en Gut til at trække Bælgen.
Først holdt man sig til grove og tunge Ting, saasom Hestesko. Tolden beregnedes jo Pundevis, saa det altsaa mindst kunde lønne sig at indføre saadanne Ting fra Udlandet. Saa forsøgte man sig paa lettere og lettere Ting, det gjaldt at kunne holde Pris med Tyskland, og det var som en Erobring, hver Gang det lykkedes, eller hver Gang man kom efter at forarbeide en ny Art af Ting paa en letvindt Maade og til salgbar Pris.
Med dette for Øie, har det været mig overmaade interessant at se mig om i vore Industri-Handelsmænds Lagere og betragte den store Mangfoldighed af Arbeider, som vore Smede allerede ere komne i Tour med at levere. Man har været saa god at lægge frem for mig paa Disken Prøver af hver Sort, gjort mig opmærksom paa de ofte yderst smaa Ting, hvormed den ene Sort skiller sig fra den anden o. s. v. Jeg maatte tænke paa den botaniske Professor, naar han lægger frem for sine Elever en Prøvesamling af de Planter, som Gud har skabt, og ordner dem i Familier og Slægter og Arter.
Mon man kan dele min Interesse og være tilsinds at se lidt nærmere paa dette Smedearbeides Slægter og Arter? Paa et Lager forefandt jeg:
237Indtil for et halvt Snes Aar siden var det allerede store Ting, naar en Christiania Isenkramhandler havde den Fornøielse at sende nogle Dusin norske Laase o. s. v. saa langt bort som til en Kjøbmand i Arendal; men nu er det kommet dertil, at der fast ugentlig i Dampbaadstiden sendes store Kasser selv til Bergen og Throndhjem, hvis Kjøbmand have at forsyne Landet helt op til Finmarken, og før hentede sine Varer fra Udlandet, men nu begynde at finde, at de staa sig alt saa godt paa at forskrive dem hos Industri-Handlerne i Christiania, efter de Prøver, som disses Handels-Reisende have foreviist dem.
Den ene Time bringer Posten Bestillinger paa saa og saa mange Dusin, af den og af den Sort, og næste Time gaar der Sedler ud til de Smede, som Handelsmanden (Fabrikanten) betragter som sine, og inden kort Tid er Esse og Ambolt og Filebord henne i Vaageby eller ude paa Ljabroveien optaget for en Kjøbmand i Throndhjem eller Christiansund.
Fordi Afsætningen paa denne Maade har tiltaget, kunne Smedene gaa meget vidt i Arbeids-Delingen. Om en af dem blev det exempelvis sagt, at han med en fire Mand paa sit Værksted har i flere Aar i Rad udelukkende fabrikeret Indstukne Laase Nr. 1. Men netop denne Arbeidsdeling er det, som befordrer Øvelsen og sætter Smeden istand til at sælge billigere og billigere. Jeg har havt i min Haand en Laas, som Smedene for kun 5 Aar siden fik 1 Spd. for, men som de nu levere for netop det Halve eller 60.
Noget er denne Falden i Pris vistnok ogsaa bevirket 238ved billigere Priser jpaa Jern og paa Værktøi. Og en Omstændighed, som er meget væsentlig for denne Industri, er, at de Kjøbmand, som handle med Jern, mere og mere have holdt tilfals Jernstænger og Jernplader af de forskjelligste Tykkelser og Bredder, saa Smeden kan klippe af Stykker til sine Hængsler og Laase o. s. v. og slipper at hamre ud; der forskrives endog fra England halvfærdige Nøgler, af støbt eller presset Jern, som Smeden kun behøver at gjøre Skjær i og ellers fare lidt over med Filen.
Man har paastaaet, at naar Haandlangerne eller Leiearbeiderne regnes med, saa er der mindst 200 Smede af denne Klasse i og nær omkring Christiania. Regn for hver en Arbeidsløn af 2 Spd. Ugen (eller lidt over) og et Forbrug af Jern og Kul for samme Beløb (eller noget under), saa faar Du for dem alle en Produktion til Beløb af 40,000 Spd. for Aaret.
Vel er dette endnu kun en Brøk-Del af den Sum, som fremdeles gaar til Udlandet for finere og kunstigere Smedearbeider. Men Tallet er dog stort nok til at vække Opmærksomhed og forhøie Deltagelsen for disse Folks Stræben.
Jeg besøgte 3 af Hestesko-Smedene ude ved Stabæk. De arbeide alle hver med sin Gut, og de opgav sin Fortjeneste for Mester og Gut tilsammen – en til mellem en ½ Spd. og 3, en til mellem 3 og 4
og en til 4
Dagen. De vare komne saa vidt, at de eiede selv sine Huse, men levede ellers paa tarveligste Arbeider-Vis. Ved Ljabroveien besøgte jeg en Laasesmed, som drev Arbeidet i saa betydelig Udstrækning, at han havde 10 Mand paa sit Værksted og var selv 11te; han lønnede sine Folk saa: han, som «staar og blaaser», en gammelagtig Mand, har Kost og Logis samt Klæder; «Smeden» (som holder Tangen og styrer Jernet) har Kost og Logis samt 8
Ugen, «Opstageren» ligesaa samt 3
Ugen, «Filerne» ligesaa samt fra 7 ned til 4
Ugen, og Lærlingerne Kost og Logis samt Klæder. Kost og Logis for en Mand regnede Mesteren til 6
Ugen, og for sit og Konens samlede Arbeide med det store Værksted og den vidtløftige Husholdning 239troede han ikke han kunde regne paa større Fortjeneste end 200–250 Spd. for Aaret – et Opgivende, som Mand, der ere inde i disse Forholde, have fundet troligt.
Overalt vil man finde, at Arbeidsfolk, som maa drive haardt og saa at sige rive og slide paa sin Krop, helst saadanne, som derhos maa utsætte sig for stærk Afvexling af Hede og Kulde (jeg tænker her tillige paa Støberne paa de mekaniske Værksteder), forholdsvis lide af Tilbøielighed til at tage sin Mon igjen i Hviletimerne og da mere end vederkvæge sig. Jeg hører det Ord om denne Klasse af Smede, at mange af dem ikke vise Selvbeherskelse nok imod de stærke Drikke. Dette er ikke fornøieligt at tale om; men jeg tror det er nødvendigt, at der tales frit. Enhver, som vælger saadanne Haandteringer, gjør vel i at være opmærksom paa denne særegne Fare, som følger med. Ligesom Smeden veed at staalsætte de Ting, som skulle holde ud Slid, saa bør netop han være betænkt paa at staalsætte sit eget Sind. – Dette nævnte jeg nu her, fordi det vistnok giver noget Bidrag til at forstaa den Kjendsgjerning, som jeg overalt faar stadfæstet, nemlig at det kun er yderst faa af denne Klasse, som gaa fremad i økonomisk Henseende.
Men en anden Aarsag hertil er desværre ogsaa den, at deres Arbeide er lidet lønnende (og Tilbøieligheden til Drik skulde neppe være saa stor, dersom Arbeidet lønnede sin Mand bedre, saa han kunde leve godt og hyggeligt og endda ikke være nødt til at anstrænge sig saa yderligt; men disse Smede «gaa som Slaver», sagde en af de regulære Smedemestere om dem).
Det er ikke saa let at anstille nøiagtig Sammenligning mellem en norsk og en tydsk Laasesmeds Arbeids-Fortjeneste nu, da de norske Laase næsten ganske have fortrængt de tydske af samme Slags. Hr. Grosserer Schjødt har dog viist mig en Laas af norsk Tilvirkning, som nøiagtig svarer til en tydsk Laas af Størrelse og Indretning, kun at den norske heller staar høiere med Hensyn til Soliditet. Den norske Smed sælger den for 2, og hjemført fra Tydskland kommer den med Told og Fragt og den tydske «Fabrikants» Handelsgevinst paa omtrent 2
7
. Hr. Schjødt troede at kunne vide, at den tydske 240Smed har solgt den til Fabrikanten for omtrent saa meget som 1
14
i norske Penge. Laasen veier
, og Jernet antages at koste den norske Smed en 8
; hvad der medgaar af Kul beløber sig ikke engang til 1 Skilling (jeg har forhørt mig om disse Ting med en Smedemester); er der Forskjel i Jern- og Kul-Prisen i Tydskland og her, saa kan det ialfald ikke blive mange Skillinger paa denne enkelte Laas. – Efter dette Exempel kan det altsaa se ud, som at den norske Arbeider maa staa sig godt: han faar jo større Betaling end den tydske Konkurrent.
Men her er to Ting at mærke.
For det første er det troligt, at den norske Arbeider endnu ikke er naaet op til at faa saa meget Arbeide færdigt for Dagen. Dels er han nemlig ikke bleven saa aldeles gjennemøvet i den hurtige Arbeidsmaade, dels kjender han næsten kun af Navn (eller ikke altid det engang) de forskjellige Slags Hjælpemaskiner, som den tydske Laasesmed siges at have paa sit Værksted («Lech»-Maskine, «Stanse»-M., Slibe-M., hvilken sidste drives med Vandkraft).
For det Andet er det kostbarere at leve her i Landet end i Tydskland, og det uagtet man kan være tilsinds og vel vant med at lade sig nøie med ganske den samme Grad af Tarvelighed – Noget, jeg kommer til at tale mere om i Slutnings-Kapitlet.
Med Erindring om alt dette synes jeg det skal blive interessant at lægge Mærke til, hvordan det gaar disse 200 Smedearbeidere, disse indtil Uvorrenhed stridt og haardt arbeidende Folk, som saa djærvt – og ubemærket – have stillet sig der paa den fremskudte Forpost i Væddekampen med Udlandets Industri.
Interessant skal det ogsaa blive at lægge Mærke til, hvad Indvirkning denne Gren af Hovedstadens Industri skal komme til at øve paa Husfliden og Haandværket omkring i Bygderne og i Smaabyerne.
Jeg nævner Valders eller Lillehammer-Egnen til Exempel. I vedkommende Kapitler have vi seet, at der er 241Metalarbeidere nok, og jeg har drømt om den Mulighed, at disse Folk kunde komme til at blive Norges Smede,Forfatternote: Saa var det for en Del i den graa Oldtid, da Valders og Gudbrandsdalen vare kjendte for sin Tilvirkning af Myrmalm. Selv har jeg ogsaa hørt Bønder i Valders tale om store Hobe af Smie-Sinder, som endnu ere at se omkring i Fjeldmarkerne efter denne Bedrift. ligesom Smedene i visse engelske og tydske og tildels svenske Distrikter have været det hidtil, ja fra først af var det netop med Tanke herom at jeg forhørte mig og saa mig om hos Isenkramhandlerne i Christiania og saa kom til at blive kjendt med det Smedearbeide, jeg nu har beskrevet. Men hvordan bliver nu Udsigten for Valders og Faaberg efter disse Oplysninger? Eller hvorledes synes man det bliver, om jeg tilføier denne yderligere Oplysning, at for at kunne levere Dusinarbeide billigt maa Smeden bruge Stenkul, ikke alene fordi de ere billigere end Trækul, men ogsaa fordi det gaar hurtigere at faa Jernet ophedet med Stenkul. Men at transportere Stenkul op til Valders! Mulig skal det endog komme dertil, at Landhandleren kan sælge en Gang Hestesko fra Christiania billigere, end Bygdens gamle Hesteskosmed kan gjøre dem. – Men endda tør muligvis det livlige Exempel fra Christiania virke til, at Folk omkring i Bygderne ivrigere tænke sig om og snarere finde paa nogen for dem hensigtsmæssig Husflidsart. Kun maatte Smedene i Valders, om de vilde arbeide til Salg ud af Bygden, vælge sig lette og fine Arbeider, hvor Materialet ikke har stort at betyde, men Arbeidets Kunst er Hovedsagen.
Et lignende Exempel som dette, jeg nu har hentet fra Smedenes Kappestrid, vilde det være, om vi tog for os til Betragtning det meget Fruentimmer-Arbeide, som er kommet op i Christiania siden Symaskinens Opførelse eller formedelst Skjorte- og Kaabefabrikkernes Oprettelse. Ogsaa her vilde Opmærksomheden komme til at vende sig baade mod den stærke Konkurrence, som vort Land har at udholde med Udlandet, og den Indflydelse, som Hovedstaden øver paa Smaabyerne 242og Landdistrikterne, der for hvert Aar modtage en større og større Mængde syede Varer herfra. Og ved dette Exempel faar jeg ligeledes det Indtryk, at Christiania udvikler sig i Retningen af at blive Landets industrielle Centrum; thi paa den ene Side synes det, som at det her falder lettere at udholde den udenlandske Konkurrence eller at medvirke Landets Afhængighed af fremmed Industri, og paa den anden Side ser det ud til, at Christianias livlige Handelsforbindelse med det øvrige Land, baade Kystland og Opland, virker til, at Smaa-Industrien og Husfliden her bliver mere og mere afhængig af den store Industri eller Fabrikfliden. For hver Fabrik-syet Skjorte eller Kaabe, som Smaabyerne og Landdistrikterne nu kjøbe fra Christiania mere, end de ellers vilde have kjøbt fra Udlandet, bidrager jo Christiania til, at Husfliden faar mindre at gjøre forsaavidt.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Om Husfliden i Norge til Arbeidets Ære og Arbeidsomhedens Pris var den første omfattende systematiske studie av husflidsarbeid i Norge. Boken er Eilert Sundts hyllest til allmuens arbeid, innovasjon og kunnskap. Data om husflid innhentet fra hele landet via spørreskjemaer og svarbrev gjorde det mulig for Sundt å foreta en komparativ analyse.
I spørreskjemaet om husflid og arbeidsforhold spurte Sundt om arbeidsoppgaver og daglønn for begge kjønn i ulike årstider. Han forhørte seg om hvilke typer av husflid som ble produsert og om produksjonen var økende eller avtagende.
Sundt planla å skrive flere bøker om husflid og sparte derfor en del av materialet til senere bruk. Sundt-arkivet ved Nasjonalbiblioteket inneholder flere fakta, tekster og undertekster enn det som Sundt omtalte i publikasjonen.
Eilert Sundt var den første forskeren i Norge som systematisk undersøkte folks levekår og hverdagsliv. Han kalles ofte «norsk samfunnsvitenskaps far».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.