Om Husfliden i Norge

av Eilert Sundt

IX. Slutnings-Bemærkninger

Jeg har nu i Tanken faret hen over dette kjære Land og samlet sammen Erindringer og Beretninger fra Kyst og Fjeld og Dal og By. Husfliden, som jeg har talt om, kan sees an saaledes, at den synes at være kun en ringe Sag; men den minder om Arbeidsomhed – og det er en stor Sag. Jeg har havt en Fornemmelse af, at jeg har rørt ved noget af Folkelivets Helligste.

Under saadan Stemning gik det mig saa, idet jeg skrev, at der trængte sig ind paa mig snart denne, snart hin Betragtning. Men Kapitel for Kapitel foresatte jeg mig, at jeg med en vis Strænghed skulde holde mig til Sagen, nemlig at fremstille selve Tilstandene, Kjendsgjerningerne, det Faktiske – og Lysten til at komme med almindelige Bemærkninger blev trængt tilbage til et Slutningskapitel.

Men nu har den faktiske Fremstilling videt sig saaledes ud og optaget saa meget af Rummet, at dette Slutningskapitel maa gjøre sig smalt.

243Jeg vilde dog for det Første gjerne faa gjort opmærksom paa, hvor vanskeligt det har faldet mig at gjøre min Gjenstand rigtig Fyldest ved at give Fremstillingen den forud beregnede og nøie afmaalte og smukt afrundede Skikkelse, som man kalder System. Jeg har maattet tænke paa, hvilken Gave Tydskerne pleie have i den Retning; men selv har jeg ikke vidst at gjøre det anderledes, end som Engelskmændene bruge – at gaa lige til og tage det saadan som det kunde falde sig.

Det tør dog besindes, at Vanskeligheden for nogen Del stikker i en Omstændighed ved selve Emnet. Jeg sigter her til, at der er noget Usikkert og Svævende i Husflidens Navn og Begreb.

Naar en Bonde sidder en Aftenstund og arbeider paa et Par Træsko til nogen af Husets Folk, saa er jo det tydelig Husflid, og samme Navn bruge vi endvidere uden Betænkning, om han saa anvender en Række af Aftener eller endog hele Dage, som monne være tilovers fra hans Gaardsbedrift, til den Bi-Syssel og Bi-Indtægt at arbeide op Træsko til Salg i Nabolaget eller i Nabo-Byen. Men nu er det fremdeles tænkeligt, at en Mand kan have saa meget og saa fordelagtigt Træskoarbeide og derhos saa lidet og ringe Gaardsbrug, at hint optager vel saa stor Del af hans Tid og Tanke som dette, og da kunne vi sige, at den oprindelige Husflid har voxet sig stor og nærmet sig til at blive et Haandværk. Og dersom Nogen tog sig til at drive Arbeidet saaledes i det Store (og hvorledes kunde ikke dette samme Arbeide komme til at blive drevet i det Store her hos os, dersom Østlandets Hundrede Tusinder kom i Vane med at bruge det Slags Sko?) – at han havde en Nabo til at levere halvt tildannede Emner og saa holdt i sit Hus baade Svende og Drenge til at udføre hver sin Del af Arbeidet, og endelig havde en anden Nabo til at kjøre de færdige Træsko til Byen hver Lørdag (hvor de ikke skulde sælges paa Torvet, men leveres til Kjøbmanden), se, da havde Haandværket antaget saadan Skikkelse, at vi vel kunde bruge Udtrykket Fabrikdrift.

244Overgangen er umærkelig, og man kommer let til at blande sammen baade Husflid og Haandværk og Fabrikdrift.

Men Saadant tager sig ud som noget værre end simpel Usikkerhed i Tanke og Udtryk, naar det træffer saa til, at i samme Stund som Husfliden udvikler sig og altsaa med en vis Nødvendighed gaar over til at blive en egen Profession eller Fabrikation, som mulig endog tager storartede Maskiner til Hjælp, indtræder en saadan Tilbagevirkning paa den oprindelige Husflid, at denne bliver ulønsom. Her kan det altsaa se ud som baade tanke- og hjerteløs Selvmodsigelse at tale Husflidens Sag ved at opmuntre til dens Udvikling.

Og der er endnu en Vanskelighed, som hænger sammen hermed. Naar man skriver en hel Bog om en Sag, pleier man jo antage en vis Holdning og tale i en belærende Tone. Men ved Siden af den Lære, som saa at sige ligger i selve Husflidens Begreb, nemlig at «Tid er Penge», vil vor Tid tillige have indskjærpet Læren om «Arbeidets Deling» – ingen Arbeider kan i vore Dage staa sig i Konkurrencen uden den. Men inden man veed af det, vil man finde, at idet man har opmuntret til Arbeidsdeling, har man arbeidet for den Overgang, at de Manges Husflid koncentrerer sig i nogle Enkeltes Haandværks- og Fabrikdrift, og naar man skal være ganske oprigtig, maa man tilstaa at Husflidens første Dyd bestaar netop i Tilsidesættelse af Delings-Regelen. I vore mest gammeldags, ja i vore sagamæssig norske Bygder, hvor man kan drømme sig hen i Kveldulfs og Haarfagers Dage – i Strøget fra Senjen nedover til Bergens Stift –, der kan man glæde sig over en Husflid, som opfylder hver Stund mellem Hovedarbeiderne og sysselsætter hver Haand i Familien; det er denne ægte, oprindelige Husflid, hvormed hvert Hus lægger an paa at være selvbjerget, saa Bonden er sin egen Smed og Garver og Skomager o. s. v., og Bondekonen spinder og farver og væver og syr for alt sit Husfolk. Det vilde være daarligt gjort af disse Folk at indforskrive Haandværkere til at forrette disse Arbeider og saa at indlade sig paa Konkurrence med Fabrik-Landene og give sig til at flette Straa eller gjøre Legetøi 245til Salg; thi disse mange Straafletter og denne store Mængde af Legetøi vilde der ikke være Brug for i Egnens egne Byer Bergen og Throndhjem, og jeg mener vi har det paa en Følelse, at der ialfald vilde gaa en Menneske-Alder hen, inden Varen blev søgt paa Udlandets Markeder.

Ja, midt imellem alle disse Modsigelser, som det kan falde vanskeligt nok at klare, vilde det tilsidst kanske ikke overraske saa overvættes meget, om jeg i Modsætning til den ofte sorte Tale, at det staar saa maadelig til med Husflid i vort Land, sagde saa, at i Sammenligning med Tydskland o. s. v. tager Norge sig meget godt ud som Husflids-Land i udmærket Forstand. Thi Husflid er noget Gammeldags, som naturlig hører hjemme i tyndt befolkede og afsidesliggende Egne; men i Lande som Tydskland trives Arbeids-Delingen og den fabrikartede Industri saaledes, at der f. Ex. er Egne, hvor alt Folket, Mænd og Kvinder og Børn, er sysselsat med at gjøre Legetøi og smaat Træarbeide, for hvilket de da naturligvis maa kjøbe en stor Del af hvad de tære og slide.

Men nu kan jeg sige, at jeg har mest taget det saaledes med alle disse Begrebsbestemmelser og deres Vanskeligheder, at jeg har ikke ladet mig hefte eller hilde stort af dem, men hovedsagelig interesseret mig ved at komme efter og igjen berette, hvorledes Folket selv har taget det med selve Sagen, med de Smaastunder, som blive tilovers mellem Hovednæringerne, og med de Smaa-Sysler, som ikke kunne forsømmes ved Siden af Hovedarbeiderne. Bygderne imellem er der Forskjel i Grad og Ulighed i Art. Paa nogle Steder er man aabenbar mere flittig end paa andre; i en Egn finder man at man staar sig bedst ved at Pleie alskens Smaa-Sysler til eget Brug (mindre Arbeidsdeling), i en anden Egn er man kommen mere i Tour med og staar sig rimeligvis ogsaa bedst paa at drive enkelte Arter af Smaa-Industri til Salg (altsaa større Arbeidsdeling). Og der er en hel livlig Bevægelse i alt dette, saa det ikke i nogen Bygd er ganske saa nu som for en Menneske-Alder siden, og denne Bevægelse kan være snart fremadskridende, snart enten virkelig eller tilsyneladende tilbagegaaende.

246Men idet jeg har taget det paa denne Maade med min Opgave, har jeg tydeligvis ikke havt Tanke om at optræde belærende ligeoverfor Husflidens og Industriens Folk. Men vel har jeg ment, at der skulde være Lærdom at hente af Skriftet alligevel, idet den ene Bygd skulde faa bedre Leilighed til at lære af den anden, den ene Slægt til at lade sig undervise af den anden.

For det Andet kunde jeg nok ønsket i dette Slutningskapitel at faa tilføiet nogle Antydninger om, hvad jeg – trods Udtrykkets Lighed med hvad vi nylig have hørt i aandrige Universitets-Foredrag om Aandslivets Kaar i Nutiden – maatte kalde Hindringer og Betingelser for Husflid og Industri i vort Land.

Ogsaa her vil man finde sig uleiliget ved den ovenberørte Dobbelthed eller Tvetydighed i Begreberne. Hvad der er Hindring for Industriens Udvikling, kan ogsaa opfattes som Betingelse eller en saare gunstig Omstændighed for, at den gode gammeldags Husflid holder sig uforandret en Stund endnu. Jeg har allerede hentydet dertil strax ovenfor. At Folk omkring i Bergens Stift eller i Nordlandene bo saa langt borte fra den store Verden, ja saa langt fra hinanden indbyrdes, det har hidtil været en afgjørende Hindring for Fabrik-Industriens, ja for det fagmæssige Haandværks Opkomst; men de samme Omstændigheder have jo gjort, at hver Familie har øvet og dyrket den nedarvede Husflid for eget Behov.

En fuldstændig Fremstilling af Hindringerne for Husflidens Trivsel og Udvikling i vort Land vilde blive det samme som et Forsvar for Almuen og Arbeidsklassen imod det haarde Ord, som ofte høres om dens Arbeidsomhed og gode Villie. Og det er ikke sagt, at vore Fremskridtsmand skulde have Grund til at beklage sig over et saadant Forsvar. Det tør være, at naar det ret blev bragt til Erkjendelse, hvad der er i Veien i denne Sag, saa kunde endog Almuen og Arbeidsklassen selv blive betænkt og opsat paa at rydde af Veien – eller dog gaa af Veien for det, som ikke kan ryddes tilside.

247Men samme Forsvar kunde blive vidtløftigt. Det kunde være, at jeg i Sammenligning med Schweitz f. Ex., som kan rose sig af en gammel Industri, der skyder nogle af sine Rødder dybt ind i Fortiden, alt ned til det 9te Aarhundrede, vilde pege paa vore Nordlændingers kjække Bedrift med Lofot-Fisket, denne Bøndernes ældgamle Bisyssel, som ligesaa kan forfølges alt til det samme fjerne Aarhundrede. Eller dersom Nogen vilde pege paa de Schweitziske Varers Fabrikstempel, som i alle Verdens-Dele fortælle om Hjemlandets Vinskibelighed, saa vilde jeg pege paa det norske Flag, som vaier over Verdenshavene og forkynder sit Hjemlands Ære!

Jeg vilde begynde med noget Saadant for at gjøre det begribeligt, hvorledes det er gaaet til, at medens Handelsspekulanter og Kapitalister i Schweitz tænke paa Industri om Dagen og drømme om Industri om Natten, saa ere de hos os naturligen optagne med Tømmer og med Fisk og Sild og med Skibsparter. Og vel kunde mangen Landhandler gjøre vel mod baade sin Bygd og mod sig selv ved ikke blot at sælge ud Kaffe og Sukker o. s. v., men tillige sætte Folk i Nabolaget paa at forfærdige et eller andet Slags Varer og hjælpe dem af med deres Arbeider; men hver er sin Tids Barn og sin Skoles Discipel, og medens vi alle kjende Exempler paa store Formuer, som enkelte Mænd have samlet ved hin store Handel, have Smaahandlerne hidtil ikke havt for sig Opsigt-vækkende Exempler paa at der kan være Vinding at vente ved saadan Befatning med Husfliden og Smaa-Industrien. Men saa længe Handelen ikke rækker Industrien Haanden, gaar det smaat med denne.

Fremdeles kunde jeg ville forelage en Vandring hen over Fjeld og Strand og lægge Mærke til og igjen fortælle om, hvorledes Livet og Bedriften paa Fiskerbaaden eller paa Slaatteheien og i Sæterboden kræver et Sind, som er haardført vant og æventyrligt anlagt, som kan lege med Faren og holde ud imod den barske Natur. Blandt et saadant Folk fostres, som hver norsk Bygd veed at fortælle om, en Snarraadighed og Opfindsomhed, der ofte viser sig i industriel Retning som 248et smukt mekanisk Talent. Men med den stærke Selvstændighedsfølelse, som tillige kræves og udvikles her tillands, følger et vist Hang i den Retning, at hver vil være for sig selv, og istedetfor at ordne og styre og faa en stor Industri i Gang, med Hjælpere og Hjælpers Hjælpere, se vi ofte Talentet fortabe sig i Tusindkunstleri. Der mangler med andre Ord organisatorisk Talent. Og med Haardførheden følger naturlig en vis Uvorrenhed, som endogsaa udbreder sig til dette haardføre Folks Kvinder, hvorfor man kan høre Fabrikanter klage over, at hvad det falder vanskeligst at faa vænnet vore Fabrikpiger til (men det er jo først i denne sidste Menneskealder, at der har været tænkt og forsøgt paa noget Saadant), det er at omgaaes Maskinerne og Materialet med Varsomhed.

Men det Meste af disse Betragtninger er saadant, at det ligesom siger sig selv og ialfald ofte er sagt og fremhævet af Andre.

Selv ønsker jeg imidlertid at faa fremhæve to Ting, som følge med Landets Beliggenhed, dels langt borte fra de store Verdens-Markeder, dels høit mod Nord.

Jeg talte i forrige Kapitel om et interessant Handelsforetagende i Christiania til Fordel for Husfliden og Smaa-Industrien. «Industri-Magazinet» vilde tjene som Mellemled mellem Arbeiderne og Kjøberne. Men det gik ikke. Handelen har gradvis forandret sig derhen, at Magazinet nu hovedsagelig er et Mellemled mellem tydske og franske Arbeidere og Fabrikanter og norske Kjøbere. Hvorfor? Jo, saa faa og saa pengefattige de norske Kjøbere end ere i Sammenligning med dem i de store og rige Lande, saa ynde de dog at have mange Ting at vælge mellem. Vi studse derfor over Mangfoldigheden i Udsalget; der er ikke alene Ting i Tusindevis, men der er Tusinder af Arter eller Slag; og vi studse endnu mere, naar vi høre, hvorledes alle disse Arter dog kun ere et lidet Udpluk af endnu større Mangfoldigheder i Varelagerne i Paris eller i Leipzig. Men hvorledes i al Verden kan Folk staa sig paa at gjøre op saadan Mangfoldighed? Jo, det faa vi en Forestilling om ved at høre, at paa en Markedsdag i Leipzig 249skal der af nogenlunde nærboende Fabrikanter og af tilreisende Kjøbere kunne være samlet saadan en 50,000, og at blandt Kjøberne er der store Kjøbmænd fra Syd- og Nordamerika paa den ene Kant og fra Persien og Ostindien paa den anden. Her i Leipzigs Nabolag kan det altsaa gaa an at gjøre Legetøi f. Ex.; en Familie kan vælge at arbeide op lutter Dukkevugger, en anden at forfærdige lutter Dukkeskabe, hver af dem faar en ubegribelig Færdighed i at arbeide billigt, saa Ingen kan staa sig mod dem, og Mængden af færdigt Arbeide bliver ikke lettelig større end Afsætningen. Lad nu en Mand i en af Christiania Forstæder forsøge med Legetøi – lad ham endog vinde saa langt frem, at han arbeider temmelig fort, altsaa ogsaa billigt, altsaa ogsaa meget –; men her er ikke Børn nok til at bruge det op her hjemme, og ingen amerikansk Kjøbmand kommer herhid for at kjøbe det, ingen norsk Kjøbmand vilde staa sig paa at sende det ned til Leipzig og falbyde det. – Eller siden Legetøi er en saa ringe Ting i Manges Øine, at det knap synes dem værd at snakke om, saa lad os tage Straaarbeide til Exempel – dette Arbeide, som fortrinsvis har været anbefalet til Indførelse i den norske Husflid efter udenlandsk Mønster.Forfatternote: Se Prof. Schübelers Foredrag om Husfliden ved Landmandsmødet i Throndhjem 1859, trykt i Budstikken for f. A. Der menes naturligvis ikke saadan Straafletning til Husbehov, som Almuen her i Landet allerede kjender, men det finere Arbeide, hvis Frembringelser hidtil er kommet til os fra Udlandet. Hvad skulde være i Veien for, at norske Fingre udføre dette Arbeide, baade til Landets egen Forsyning og endvidere til Salg i andre Lande? Men at det ialfald ikke er saa ganske lige til, det kan man faa en Forestilling om ved Samtale med den af Christiania Kjøbmænd, som er mest inde i den Handel. For at forsyne vore Damer med Hatte og Pyntesager af Straa har han i en Række af Aar brugt at reise til Sachsen, til Schwarzwald, til Schweitz, Italien, Belgien, jeg tror ogsaa til England, og kjøbt – i Sachsen 250de Slags Ting, som Sachsen er berømt for, i Schweitz de Sager, som Schweitz er Stedet for o. s. v. Her er ogsaa den alleryderste Grad af Arbeidsfordeling og af den Fuldkommenhed, som følger dermed, saa hver Straafletter-Egn har sit Arbeide og sit Fortrin, som den anden Egn forgjæves vilde prøve paa at kappes med den i. Ja, i en Egn skal man have en Kunst at give Straaet en vis Nuance af Farve, som Fabrikanter forgjæves have søgt at efterligne paa andre Steder, saa man har maattet staa sig til Ro med den Forestilling, at det ligger vel i Vandet, som bruges i Farverier. Nu vel, det lod sig jo endda tænke, at Straaflettersker paa Hedemarken kunde komme godt i Tour med et af disse Slags Arbeider, og deres Søstre paa Romerike med et andet, og at der fra Mandals-Kanten kunde faaes Forsyning af et tredie Slags o. s. v., saa en fuldstændig norsk Damehat med Tilbehør kunde faaes istand – efter det tilvante Begreb om, hvordan en saadan Hat skulde være. Men længe inden Folk omkring i Husmandsstuerne i vore tyndt befolkede Bygder vilde have nogen Anelse om det, ere Damerne i Christiania, ja i Throndhjem og Tromsø komne under Veir med, at nu er Moden bleven saadan og saadan i Paris eller Berlin, og der bruges f. Ex. en nyopfundet Blanding – uvist om Flette eller Væv – af Straa og Hestehaar, eller af Straa og Silke og Perler, og Kjøbmanden i Christiania, der instinktmæssig retter sig mere efter Kjøberens Ønske end efter Straafletterskens Tarv, skriver eller telegraferer til Tydskland og faar hjem med næste Dampskib, hvad hans skjønne Kunder begjære. Og hvorledes skulde det saa være tænkeligt, at de Landhandlere, som monne have kjøbt op en Del Straaarbeide i Bygderne, skulde faa Afsætning for det i Kjøbenhavn eller Berlin? Nogen kan hertil ville bemærke, at fra Schweitz gaar der store Mængder af Straaarbeide til Amerika, og i den Handel kunne dog rimeligvis ikke Modens Omvexlinger gjøre fuldt saa stor Forstyrrelse; at forsyne Amerika maatte altsaa norske Straaflettersker kunne være med i. Men det maa her erindres, at Straavarerne kun ere en liden Del af den store Mangfoldighed af andre og særdeles 251værdifulde Slags Industrisager, som Amerika er blevet vant med at faa fra Schweitz; men om et norsk Udvandrerskib havde med et enkelt Parti af Straafletter eller af færdige Hatte fra vort kjære Norge, saa vilde de amerikanske Kjøbmænd kanske ikke se paa dem engang. Det vilde være for dem, som om Folk oppe i Archangel sendte os med de russiske Lodjer en Del Stads og Pynt af sibirisk Tilvirkning. – Kort, jo mere en Vare er saadan, at den store Verdens Mode har med den at gjøre, des mindre egner den sig for vor norske Industri, der knap kan tilfredsstille indenlandske Kjøberes Smag og end mindre de udenlandskes Fordringer. En anden Sag vilde det være, om det kunde ske formedelst en norsk og uafhængig Bevægelse i Moden, at Arbeidsklassen her paa Østlandet kom i Vane med at bruge saadanne billige og hensigtsmæssige Sommerhatte af Straa, som gjøres henne i Christianssands Stift (se ovenfor Side 116); der kunde da blive Tale om Utvidelse af en allerede indøvet Husflid og om et Arbeide og en Handel med Hatte i Hundred-Tusindvis.

End hin anden Omstændighed, at vort Land ligger saa høit mod Nord? Om her var saa mange Millioner Mennesker som i Tydskland, og altsaa Industrien havde store Markeder og mange Kjøbere og rivende Afsætning, skulde saa det have noget at sige, at vi bo et Stykke nordenfor Tydskland?

Jeg tænker her paa dette, at under vor Himmelegn er Naturen mindre gavmild, og Landet brødføder sig ikke selv, saa her altsaa bliver dyrt at leve af den Grund, at Korn og andre Fornødenheder maa hentes lange Veie og derfor komme til at koste mere end i Tydskland. Men dyrt at leve bliver det kanske endnu mere af denne yderligere Grund, at fordi vi bo saa høit mod Nord og have de lange Vintres Kulde og Mørke at stride med, behøve vi saa meget mere til Hus og Ved og Lys og Klæder og endelig saa meget mere af Mad og Drikke og det ret nærende Mad og god Drikke. – Under Samtale med Handelsmand og Fabrikeiere og Fabrikmestere, som ere kjendte i Tydskland, har jeg, paa Spørgsmaal om Aarsagerne til, at den tydske Industri kan undersælge vor, 252gjerne faaet det Svar først, at vore Arbeidsfolk ere saa fordringsfulde: de arbeide ikke saa vedholdende som de tydske, men ville alligevel have høi Dagløn, og leve godt, med tykt Smør paa Brødet, med Kaffe to og tre Gange om Dagen – for ikke at tale om, at de ere mere tilbøielige til Beruselse. Men ved atter og atter at drøfte Sagen har jeg dog stadig faaet den Indrømmelse frem tilsidst, at Folk vistnok behøve mere af Næring i vort Klima end i sydligere Lande. Forskjellen mærkes allerede, naar man kommer herfra til Nord-Tydskland, end mere naar man kommer videre til Syd-Tydskland. Overhoved har kanske Tydskland det lykkeligste Arbeids-Klima i Europa; der er ikke Italiens mattende Hede, ikke vort Nordens lammende Frost. I München kan en Arbeider staa sig godt med et Stykke Brød med en Skive Reddik paa, og et Bæger Most eller lind Vin til; men det vilde ingen af os her i Norge holde ud med i Længden. Jeg tør sige, det mærkes inden hele den arbeidende Verden, fra Vedhuggeren paa den ene Side til Professoren paa den anden, at Vinteren lægger sig over os med et stort Tryk, Kulden og Mørket tager paa Sindet og tærer paa Kroppen, der maa idelig Vederkvægelse og Forfriskelse til, der behøves saa meget af alt det, som vi sige gjør godt, der behøves mere af virkelig god og ædel Nydelse, end Mængden jevnt kan skaffe sig, og derfor (tænker jeg) se vi netop i alle nordiske Lande, at Folk saa let skeie ud med Overdaadighed og Vellevnet i Rykkevis, og at saa Mange forgribe sig paa de stærke Drikkes forføreriske og falske Nydelser. Er der Nogen, som ikke ret tror, at der kan være synderlig Forskjel i dette Stykke, eller at Forskjellen hænger sammen med Klimatet, saa lægge han Mærke til, hvad Reisebeskrivelser fortælle om f. Ex. Grønlændernes Maaltider, det stærke Salkjød, de have for sig, og de store Mængder deraf, de sætte til Livs og aabenbart behøve.Forfatternote: At forstaa Grunden til forskjellen vilde kræve en Smule Indsigt i Chemi og Physiologi, som sagtens de Færreste af os have. Men man faar dog som en Forestilling om, hvori det stikker, naar man mindes denne almindelige Erfaring, at den, der har spist godt og er forsvarlig mæt, holder bedre ud i Kulden end den, som gaar med tom Mave. – Dette med Hensyn til Kulden; at ogsaa Vinterens Mørke har en trykkende Indflydelse paa baade Sjel og Legeme, det vide de at tale om, som fra det sydlige Norge ere flyttede op til Nordlandene og Finmarken. – Det er da ogsaa et almindeligt 253Udsagn, at i Tydskland rækker man lige saa langt med en prøisisk Thaler (80 Skilling), som med en norsk Spd. her, og hvad jeg ret vilde have Opmærksomheden fæstet ved, det er, at Aarsagen til denne for Tydskland faa gunstige Forskjel, er ikke blot, at de vigtigste Livsfornødenheder staa i lavere Pris i de sydligere og frugtbarere Land, men tillige, at man behøver ikke saa meget der, – fremdeles ikke blot den, at Tydskerne have et nøisommere Sind, men tillige, at man har lettere for at lade sig nøie med lidet der, hvor det indre og naturlige Krav ikke minder og maner saa ideligt. – Nøisomhed med Hensyn til Mad og Drikke er Noget, der mere falder som af sig selv i Tydskland; men hos os gjælder det mere om tilkjæmpet Selvbeherskelse, og selv for bestemte Charakterer kan det være saa vanskeligt at holde Maade, at de ofte finde at maatte styrke Forsættet ved positive Løfter om Afholdenhed. Man kan sige: jo mindre vi have Raad til at leve rigtig godt, des mere fristes vi til at skeie ud og leve overdaadigt, og Drukkenskab er en af de almindeligste Udskeielser, og samme Udskeielser gjøre igjen, at naar vi betragte Samfundet under Et, saa bliver Livet endnu dyrere; thi her kommer jo ogsaa det til, at man har de ødelagte Drankere at underholde. – Men hvad har saa alt dette med Industrien at gjøre? Jo, hvor det er dyrt at leve, der falder det ogsaa dyrt at virke; det kan være et og samme Slags Arbeide, men det maa dog betales høiere, om det skal udføres i Norge end i Tydskland, fordi Arbeideren ellers ikke kan leve, eller dog ikke leve lige saa godt, ikke forholdsviis ligesaa rundeligt og overflødigt. I forrige Kapitel (Side 240) har jeg allerede anført et Exempel; «Hurtigsmedene» i Christiania faa noget større Betaling end 254deres Konkurrenter i Tydskland, men det er aabenbart, at mindre kunde de ikke slippe ud med, og om vi kunde gjennemføre Sammenligningen fuldstændig, skulde det rimeligvis vise sig, for det første, at de 6-Skillings-Brød, som den tydske Smedekone kjøber, ere større, og for det Andet, at hun ikke behøver at skjære saa tykke Skiver til Folkene paa Værkstedet.Forfatternote: I Exemplet fra en Smedehusholdning paa Side 238 ovenfor saa vi Kostholdet for en Smedearbeider sat til 6 M Ugen, og det blev bemærket af Husfaderen, at saa billigt kunde det falde, naar Madstellet gik saa vidt i det Store som i hans Hus. Til Sammenligning kan jeg hidsætte Følgende: Den billigste Maade for en Arbeider at holde sig med Kost, naar han ikke har egen Husholdning, er rimeligvis at ty til et af de smaa Spiseværtskaber paa Bazaren; medens man paa Dampkjøkkenet kun faar helt Middagsmaaltid, kan man her kjøbe enkelte Portioner, Smørrebrød i Stykkevis o. s. v., og Prisen bliver sat lavere, naar Nogen tinger sig fuld Bespisning (5 Maal for Dagen); eftersom man tinger sig Kost Ugevis eller Maanedsvis, har man at betale 7 M eller 6 M 10 Sk. Ugen. Saaledes efter Madpriserne i Oktober Maaned 1867. – Hertil skulde jeg nu ønske at have ved Haanden en tilsvarende Opgave fra tydske Byer.

Denne Forskjel i Arbeidspris hører jeg om i alle Professioner og Industrigrene, og til det anførte Exempel skal jeg endnu kun anføre følgende:

En Slægtning af mig er Handelsreisende; han var for nogen Tid siden i Thüringen i Tydskland, hvor han staar i Forbindelse med en Fabrikant eller Industri-Handelsmand, som blandt Andet leverer til Norge en hel Hoben haandstrikkede Varer. Under sit Ophold her fik min Slægtning strikket en Del Strømper til eget Brug, det interesserede ham ved samme Leilighed at lægge Mærke til, hvorledes det har sig med dette Slags Fabrikation, eller hvorledes Fabrikanten sætter sig i Forbindelse med Husfliden ved at levere ud Material o. s. v., og navnlig fik han praktisk Erfaring om Arbeidslønnen, da hans lille Bestilling blev udført nøiagtig til Fabrik-Pris. Nu vel, en af disse Strømper har jeg faaet udlaant, og jeg har forelagt den til Sagkyndiges Bedømmelse, idet jeg har 255henvendt mig til Christiania Industriforening, til Bestyreren af Mangelsgaardens Udsalg, og til to Handelshuse, nemlig Brødrene Hansen i Kongens Gate og Gunerius Petersen i Storgaden, som befatte sig med Strømpefabrikation paa hin tydske Maade, idet de levere ud Garn til Strikning omkring i Husene. Strømper af norsk Tilvirkning bleve lagte ved Siden af min tydske Prøve, og derefter gav man sit Skjøn over, hvad Arbeidet vilde koste her. Skjønnet lød saa:

I Industriforeningen 20spesialtegn1 Parret; i Mangelsgaarden 12spesialtegn1 Parret; hos Brødrene Hansen 14spesialtegn1 Parret; hos Gunerius Petersen 10spesialtegn1 Parret.

Industriforeningen er en veldædig Stiftelse og betaler høiere end private Forretningsmænd kunne, saa dens Skjøn kan sættes ud af Betragtning; Brødrene Hansen have næsten opgivet denne Industri, som lidet ulønsom; sikkrest bliver da vel det Skjøn, jeg fik hos Hr. G. Petersen, som lader strikke større Mængder.

Her i Christiania vilde det altsaa koste mindst 10spesialtegn1 at faa strikket et saadant Par; men den virkelige Pris i Tydskland var 3¼spesialtegn1.

En Fattigforstander i Christiania, som jeg talte med om disse Ting, fandt det særdeles haardt, at Kjøbmand byde ud Strømpestrikning for den lave Betaling. Efter alles Erklæringer er det ogsaa saa, at det aller Høieste, man kan drive det til selv med Mangelsgaardens Arbeidspriser, er 12spesialtegn1 Dagen. Men nu se vi, at om vi satte tydske Priser istedetfor Mangelsgaardens, vilde Daglønnen kun blive 3¼spesialtegn1.

Nu er det vel saa, at de tydske Strikkerster have en hurtigere Arbeidsmaade end den, som er almindelig ialfald blandt Arbeidsklassen hos os, og derhos blev det mig sagt, at i Thüringens Smaabyer bruge de at nytte Mellemstunderne bedre end i Christiania, idet de gaa og strikke, naar de ere ude i Erinder, saaledes som man ogsaa kan se det paa Landet hos os, f. Ex. paa Hedemarken. Derfor skulde jeg for Fuldstændigheds Skyld (men det faldt mig ikke ind, da Tid var) have sendt den samme tydske Strømpe op til Hedemarken og 256udbedet mig Skjøn af den Dame, der har meddelt Exemplet paa urimelig billig Strømpestrikning, Side 167. Men selv ved Siden af dette Exempel tror jeg vi kunne slutte os til, at Industrien arbeider under ulige heldigere Vilkaar i Tydskland end hos os; thi 3¼spesialtegn1 har langt mere at betyde der end her, og det af hin dobbelte Grund, at man kan faa kjøbt mere Mad for dem, og denne Mad rækker længer.Forfatternote: Der er desuden Noget, som gjør, at Exemplet fra Hedemarken ikke bør bruges her. Det er nemlig at forudse, at i Længden ville Folk ikke holde det ud med saa liden Løn for sit Arbeide, men give sig over og synke hen i Ørkesløshed og Ligegyldighed, saa de komme rent ud af Arbeids-Vane. / Ialfald har jeg et Exempel paa noget Saadant fra en Udkant af det samme Hedemarken. En Kjøbmand i Christiania har et Industri-Anlæg der; ved hyppige Besøg og ved mangehaande Forbindelser med den nærboende Befolkning er han bleven kjendt med den usle Tilstand blandt Arbeidsklassen: Fattigdom og Smuds, forsømt Børneopdragelse, Lediggang, Betleri o. s. v. For at bidrage Sit til at raade Bod paa Usseldommen lod han sin Fuldmægtig dele ud Uld til Spinding og igjen Uldgarn til at strikke Vanter og Strømper af – Fabrikatet kunde han jo siden sælge i sin Krambod. Men der var saa liden Villighed og saa liden Evne, at det Hele maatte opgives. Det leverede Arbeide var altfor slet; høire og venstre Vante dannede ikke ordentligt Par engang.

Jeg har været lidt vidtløftig, fordi jeg anser det her berørte Forhold for at være meget alvorligt for os.

Aar for Aar bliver Samfærdselen mellem Landene lettere, Handelsforbindelserne livligere, Hindringerne for Vareførselen mindre – og det er jo vel. Men Aar for Aar bliver derfor Konkurrencen skarpere mellem det Land, hvor Industrien arbeider let, og det, hvor den arbeider tungt. Nu have vi jo seet, at det falder lettere at faa strikket et Par Strømper i Thüringen end i Christiania, og nylig saa jeg den Lære forkynde i Aviserne, at vore Bønder bør slutte med at holde Sauer, saasom de lettere kunne faa Uldtøi færdig virket fra Kjøbmændene. Skal dette faa Fremgang, vil det jo gaa ud ikke alene over Christianias ringe, men over Landsbygdernes betydelige Husflid.

257Vistnok er det saa, at fordi Folk omkring i Landsbygderne alligevel ikke have stort at tage sig til i den lange Vintertid, da Markarbeidet hviler, kunne de endda staa sig paa at arbeide for en ringe Løn, efter Regelen: Noget bedre end Intet. Men i samme Grad som dette Noget nærmer sig til Intet, gaar det altfor naturligt saa, at Modet og Lysten taber sig. Dette tør være mest synbart i vore Skov-Trakter: i Hugsttiden og Modningstiden kræves mange Skovarbeidere, og de maa betales høit; naar saa Arbeidsstandsningen indtræder, smager det ikke synderlig at sætte sig til med saadanne lidet lønnende Sysler som at gjøre op Sneskuffer eller Vasbøtter og trække dem til Byen paa en Kjælke, og det er nok alt for almindeligt der, at man lader haant om den ringe Fortjeneste. Altsaa atter en Forhøielse i de Vanskeligheder, vi have at stride med: stor Arbeidsnød mellem Onnerne eller mellem Hovedbedriftens Tider, og endda liden Hu for Arbeidsnødens Bi-Sysler, fordi Fortjenestens Lidenhed stikker des mere af mod den gode Dagløn i Onnerne, jo større Arbeidsnøden er og jo mere der kunde trænges til god Fortjeneste. Jeg siger ikke, det er ret med denne liden Hu; jeg mener kun, at det er noget, som pleier følge med den menneskelige Natur; det er som en Sten, der ligger i Veien, og som nok god Villie kunde rydde tilside, men som det alligevel pleier ske at Mange snuble over.

Alt dette er saa alvorlige Forholde som muligt. Det mærkedes mindre i ældre Tider, da Konkurrencen med Industri-Landene endnu ikke var synderlig udviklet. Men nu synes jeg at mærke det mere og mere – mærke det paa Fattigbyrden, som stiger, paa Emigrationen, som voxer, paa Modet, som synker, paa Kjærligheden til Fosterjorden, som lader af i Manges Sjel.

Om jeg saa for det Tredie og til Slutning i dette Slutningskapitel skulde tale om Raad for saadan Uraad og udbrede mig over Midler og Maader til Husflidens og Arbeidsomhedens og Nøisomhedens Ophjælp, saa vilde jeg først og sidst anbefale Alt hvad der kunde sigte til at hæve Arbeidet 258i den offentlige Agtelse og til at skaffe den norske Arbeider fortjent Paaskjønnelse for den Flid, han monne vise.

Jo mere det monne være og blive saa, at Bisyslerne i Mellemtiderne mellem hver Arbeidsklasses Hovedarbeider kun give liden Pengeforteneste (liden formedelst Konkurrence med de lykkeligere Industri-Lande, liden i Forhold til Levestedets Dyrhed og Fornødenhedernes Mængde), des mere gjælder det, at Arbeideren har det Sind, at Ørkesløshed og Lediggang er ham imod, eller at han kan elske og dyrke Arbeidet for dets egen Æres og Velsignelses Skyld. Thi med saadant Sind følger den Nøisomhed, som holder ud en lang Stund, om saa Pengefortenesten end er liden.

Velsignelsen vente vi fra Himlen. Men hele Samfundet bør være villigt til yde Arbeidet den Opmuntring, som ligger i at vise det Hæder og Ære.

Hvad for Foranstaltninger og Bestræbelser kunde der saa være at anbefale i denne Henseende?

Jeg har faaet nogen Forestilling derom ved at agte paa, hvad der i de Par Aar, jeg har havt denne Bogs Studier fore, virkelig er kommet til Syne som Yttringer af en Tanke og et Sind, der paaskjønnede og glædede sig over Almuens og Arbeidsklassens Flid og gjerne vilde yderligere opmuntre dens Stræv.

Øverst staar Fiskeriudstillingen i Bergen 1865. Det Indtryk, jeg fik ved Synet af den, har sin Del i, at jeg lagde Haand paa det Arbeide, jeg nu er ifærd med at slutte. Jeg tager denne dristige, men vellykkede internationale Udstilling til Indtægt for den norske Husflid, ikke blot fordi den indeholdt Baade og Fiskegarn, hvis Forfærdigelse hører Husfliden til, men fordi den i det Hele gav et stærkt Indtryk af det ofte overseede og ringeagtede Norske Arbeides Værd og Anseelighed.Forfatternote: Medens dette Ark er under Arbeide i Trykkeriet, faar jeg Anledning til at omtale den netop færdig trykte Beretning om Udstillingen, som er besørget af selve Udstillingskommitteen. Dette Skrift er som en Gjentagelse af Udstillingen eller som en Tilegnelse for bestandig af Udstillingens Velærelse, og her have vi en af rette Vedkommende given paalidelig Fremstilling af denne Skjønsomhed og Kuust, som vort Folk i Sammenligning med andre i vore Dage har at fremvise med Hensyn til Fiskeriet, denne betydelige Del af det norske Arbeide. / Hvor velkommen samme Bog maatte være for Forfatteren af nærværende Skrift, det vil man forstaa ved at betragte dens smukke Afbildninger af mange norske Baadformer, hvormed ligesom Begyndelsen er gjort til Opfyldelsen af det Ønske, jeg fremsatte paa Side 23, nemlig at faa se samlet Afbildninger og Beskrivelser af hele Nordens Baad-Familie. – I Række med denne Udstilling har jeg den Fornøielse 259at kunne minde om det Fiskeri-Museum (eller vedvarende Udstilling), som Byen Aalesund har grundlagt siden. Og som jeg i Begyndelsen af denne Bog eller ved Beskrivelsen af Hvalserbaaden omtalte, at Meddeleren af samme. Hr. Goodchild, ønskede at se aarlige og festlige Kapseilinger foranstaltede for at vedligeholde Interessen for Baadbygningens smukke Kunst (Side 44), saa kan jeg nu tilføie, at medens Bogen var under Trykning, har virkelig en saadan Kapseiling været holdt ved Hvaløerne, og det for en væsentlig Del netop formedelst Hr. Goodchilds nidkjære Medvirkning. Endelig kan jeg ikke tilbageholde min Yttring af Glæde over, at Stavanger By ganske nylig har bevilget den vakkre Sum af 1000 Spd. til Baadskue og Kapseiling i dens Havn og Farvand næste Aar – en storartet Baadfest, som Overlodsen i Egnen, Hr. Kapt.-Lieutn. Lous i Bergen, har Æren af at have forestaaet og vundet Stavanger Stads Deltagelse for.Forfatternote: Samtidig med, at man i Stavanger forberedede denne Beslutning til Ære for Nutidens Baade, var Professor Rygh beskjæftiget med at grave frem af en Kjæmpehaug nede i Tune i Smaalenene det sjeldne Fund af en Baad fra Vikingetiden – som jeg nævner her, fordi den (mindst 1000 Aar gammel) danner et tydeligt Overgangs- eller Forbindelsesled mellem den Side 21 omtalte Baad fra Nydam i Slesvig (mindst 1500 Aar gammel) og vore mest gammeldags vestlandske Baadformer, saa vi faa den smukkeste Stadfæstelse paa den fremsatte Gjætning, at disse sidste ligesom nedstamme fra Nydams-Baadens Form.

260Aaret 1866 er mindeværdigt i Industriens Historie hos os derved, at da holdtes i Stockholm den første Skandinaviske Industri-Udstilling. Men det var desværre meget langt fra, at Norges Husflid bemøiede sig med at blive ordentlig repræsenteret ved den Leilighed. Det Aar holdtes imidlertid nogle Husflidsudstillinger i enkelte af vore egne Landskaber. Jeg har omtalt den i Mandalen (Side 117), og kan nævne en i Levanger og en paa Hamar samt i samme Aar eller Aaret forud og faa en i Stavanger. Og nu i 1867 har Husfliden været med ved en almindelig Landbrugs-Udstilling i Asker. Aviserne have tildels skildret disse Forsøg som særdeles vellykkede og opmuntrende, saa det er at haabe, at de ville fornyes og efterlignes. Jeg kan forestille mig, at Husflidsudstillinger med Tiden skulle komme til at nyde lignende Bistand med Pengebidrag af Amtsformandskaberne og af Statskassen som nu Dyrskuer.

En varig Udstilling af Husflids-Sager eller et Industri-Museum er der gjort Begyndelse med paa Gjøvik. Under Gjennemreise her i 1865 (se Side 1) tillod jeg mig for et Par af Byens Borgere at yttre Ønske herom, og dette Ønske fik jeg siden Leilighed til at fremsætte for den særdeles virksomme og heldigt virkende «Forening til Fremme af kvindelig Haandværksdrift» i Christiania. Her faldt Ordene i god Jord, og formedelst Sending af Gaver fra Foreningen er som sagt Begyndelsen gjort. Det kommer nu an paa, om Byen og Omegnen vil finde det at være af nogen praktisk Interesse at fortsætte. Jeg vilde, at f. Ex. en tilreisende Handelsmand her skulde forefinde Prøver af Egnens betydelige Industri, og at Egnens egne Sønner skulde faa se Arbeider og Redskaber fra andre Egne og Lande, som de kunde staa sig paa at tage efter. Om f. Ex. Museet indeholdt en Prøve-Samling af forskjellige Slags Træsko, fra Christiansands Stift, fra Bergens Stift, fra Jylland, Holland, Frankrig, og om Synet heraf bragte nu En, nu en Anden til at gjøre og bruge det Slags Sko, saa kunde det blive Begyndelsen til denne Brugs Indførelse her paa Østlandet; men det vilde være en stor Sag og til 261Gavn for baade Poducent og Konsument. – Et Arbeidsmuseum i Gjøvik kunde passende lægge an paa at fremstille hele Christians Amts Husflid, og da vilde jeg se der f. Ex. Reb af Grantræets Tæger eller Rødder, som jeg veed at enkelte gamle Mænd oppe i Østre Slidre befatte sig med at lægge. Dette Reb sælges billigt og ser simpelt ud, saa man kanske ikke Vilde synes det fortjente at trækkes saaledes frem; men samme Slags Reb (Tåg af träd-rötter) var fra Sverige sendt til Pariser-Udstillingen nu i Sommer, og en Prøve vandt Bronce-Medallie og tre fik hæderlig Omtale. – Idet jeg forestiller mig, at disse Reb i flinke Arbeideres Haand maaske kunde finde Anvendelse som halvfærdigt Materiale til Dørmatter og til stærke Kurve, tænker jeg tillige paa, at Museet burde have at forevise Prøver af Rodtrædler og Pidske til Kurvebinding – et Raa-Emne, som Gjæterbørn og Andre kunne have let for at samle, og som Landhandlere bør kjøbe op for igjen at sælge til Kurvbindere.Forfatternote: Ved at nævne Kurve-Pidske mindes jeg, at Central-Institutet paa Aas har begyndt med Pileplanting, hvorved der forhaabentlig skal ydes Kurvbindingens Industri en væsentlig Tjeneste – Noget, jeg saa meget mindre vilde undlade at omtale her, som det mulig er at tilskrive den Opmærksomhed for Husflidens Sag, der for nogle Aar siden vaktes formedelst nuværende Professor Schübelers Virksomhed for samme i Tale og Skrift.

Saadanne Arbeidsmuseer kunde maaske bekvemt og hensigtsmæssigt sættes i Forbindelse med Amternes Landbrugsskoler. Men i Gjøvik skulde det falde som af sig selv at forene Museet med den «Arbeidsanstalt», som der i denne Tid handles om at oprette med Bistand af et Legat paa ikke mindre end 10,000 Spd., der til saadant Brug er tilfaldet Præstegjeldet formedelst Testament efter en Hædersmand ved Navn Kauffeldt. Der kræves vistnok et Tilskud af lige saa stort Beløb fra Kommunens Side, og i nærværende Skrift, hvor der handles om Arbeidets Ære, forekommer det mig af Interesse at lægge Mærke til, at dersom ikke Kommunen kan eller vil yde dette Tilskud, saa skal den Afdødes Gave tilfalde 262et Videnskabs-Selskab i Christiania – saa altsaa Arbeide og Videnskab er stillet paa lige Trin eller rettere det første foran.Forfatternote: Mere om Arbeids-Museer – se ovenfor Side 229.

Sammen med virkelige Udstillinger kunde der ogsaa være Tale om Udstillinger i Skrift, eller skriftlige Fremstillinger af Husflid og Industri. Men det har der ikke været meget at se af i disse Aar. Aviserne indeholde jo gjerne Smaaberetninger, og i Amtmandenes Femaarsberetninger, hvoraf flere ere blevne trykte, medens denne min Bog har været under Arbeide, findes en Del under Overskriften «Husflid og Binæringer»; men dette Afsnit er mest behandlet som en Bisag. Med Glæde kan jeg dog nævne det i 1865 udkomne Skrift «Nogle Ord til mine Medborgere i Hurum» af Sognepræst Neuman. Det er et Ord netop til Smaafolk og Fattigfolk og bestaar af lutter Yttringer af varm Deltagelse for dem, med Lovprisning af Nøisomhed, Arbeidsomhed og alle Selvhjælpsomhedens Dyder. Husfliden erindres navnlig Side 25. Jeg havde citeret dette fortrinlige Skrift før, dersom det havde indeholdt mere af statistisk Beretning om de faktiske Forholde; men i nærværende Kapitel hører det hjemme at mindes dets hjertelige Opmuntringer til Flid. – Ellers tror jeg det skulde være nyttigt, om der – f. Ex. formedelst Sogneselskabers Opfordring og Bistand – blev forfattet og udgivet Beretninger og Betragtninger over Husflidens og hele Arbeidsvæsnets Tilstand i de enkelte Bygder, saadanne som f. Ex. den ovenfor om Gjæsdal (Side 176).Forfatternote: Forstmester Asbjørnsens Skrift «Træ- og Udskjæringsarbeide til Husflidens Fremme i Norge» er af 1862, altsaa ældre end det Tidsrum, jeg sagde jeg vilde holde mig til med disse Betragtninger. Skriftet giver ellers en fortræffelig, med veiledende Tegninger oplyst Beskrivelse af det saakaldte «Trækunsthaandværk» i nogle Fjeldbygder i Bayern, hvortil er føiet nogle Bemærkninger om Armoden og Arbeidsnøden i adskillige af vore norske Fjeldbygder. / Professor Schübelers ovenfor berørte nidkjære Opsatser om Husfliden ligge endnu noget længere tilbage i Tiden.

Ved Tanke om, hvad der monne være gjort for Arbeids-Undervisning 263i dette sidste Par Aar, maa jeg først og fremst minde om, at den allerede nævnte «Forening til Fremme af kvindelig Haandværksdrift» har gjort interessante Forsøg ved at lade nogle Damer reise til Sachsen for at lære Straafletning og nogle andre opholde sig i Christiania for at blive øvede i Kurvbinding, alt med Tanke om, at de siden skulde virke som Lærerinder i disse Haandteringer.Forfatternote: Se herom Foreningens Aarsberetninger for 1865 og 1866. I det Hele taget staar denne Forenings Formaal i nøieste Sammenhæng med den Gjenstand, som nærværende Skrift beskjæftiger sig med, og farlig skal jeg som en forhaabningsfuld Foranstaltning fra Foreningens Side nævne det iaar aabnede Seminarium for Lærerinder for Almueskolen; jeg har her for Øie, at med Lærerinders Ansættelse er det at vente, at der vil blive gjort mere end hidtil fra Almueskolens Side for Pigebørns Undervisning i Haandarbeide. Hittil har saadan Undervisning kun været meddelt hist og her af Almueskolen i Byerne, samt paa Landet af Damer, som med velvillig Opofrelse af Tid og Kræfter have taget sig af den Sag og oprettet Haandgjerningsskoler. – I 1865 utkom i Trykken en Kommitte-Indstilling omgaaende en paatænkt Industriskole i Bergen, hvor der var Tanke om Arbeidsundervisning ogsaa eller vel især for Drengeborn. Men Forhandlingerne have, saavidt vides, ikke ført til Noget endnu, saa man hidtil mest har faaet det at lære af dem, at Sagen er vanskelig.

Men jo vanskeligere det er at faa istand særskilte Indretninger til Gutters Arbeidsundervisning, des mere ønskeligt synes det mig at være, at Skolebestyrelserne i By og Bygd, næst efter at sørge for baade Gutters og Pigers boglige Undervisning og for dens Skyld have Øie med deres regelmæssige Skolegang, tillige have et opmærksomt Øie med, hvorvidt Børnene holdes til Arbeide og øves i Arbeide hjemme. Hvorledes Tingen kan gjøres, det fik jeg Begreb om under et Besøg hos Provst H. Heyerdahl, dengang i Søndre Aurdal i Valders. Samme Aar (det var i 1865) havde 264han, da han i Kirken tillyste Skole-Besøgene for Aaret, tilføiet det Ønske, at de ældre af børnene vilde glæde ham ved at have med sig Prøver paa Et eller Andet, de havde arbeidet med sine Hænder. Han udtrykte sig med Forsigtighed, frygtende for, at Almuen kanske ikke vilde synes om denne Sammenblanding af Skolens religiøse og Arbeidets verdslige Væsen; men det gik godt, ingen Misforstaaelse mærkedes. Ved Skolehøitiderne gik det saa til, at der hørtes i Religion om Formiddagen, om Eftermiddagen i Geographi og Regning o. s. v., og naar saa hele den egentlige Forretning var sluttet med Tale og Sang, mindede Provsten om hin Anmodning, og nogle af Pigebørnene kom og fremlagde Prøver paa Spinding, Strikking og Hekling, og en Gut havde at forevise en Kniv med holket Skaft, en anden en Regnetavle, en tredie lidt Træskjæring. Det var ikke mange Prøver det første Aar, men dog saa vidt, at Provsten havde Lyst paa at fortsætte Aaret efter, og siden har han havt den Godhed at sende mig Beretning om Fremgangen. Ved Arbeidernes Forevisning blev der Anledning til at fremsætte en og anden veiledende og opmuntrende Bemærkning; ligesom til Præmie kunde Provsten kjøbe et og andet Stykke, for andre Stykker maatte det bero med «hæderlig Omtale».

Jeg synes, at dette Exempel fortjente at optages. Ja, jeg har endog udviklet Tingen noget videre i min Tanke, idet jeg er opmærksom paa, at mangt et Barn i 11–12 Aars Alderen og opover vel kan være forhindret fra at fremlægge nogen Arbeidsprøve, som har noget videre at betyde, men dog kan have viist baade Anlæg og Villighed til at giøre Nytte, f. Ex. ved at passe mindre Sødskende, gjæte Kreaturene o. s. v., og for saadanne børns Vedkommende vilde jeg gjerne at Skolelærerne skulde have gjort sig bekjendt med deres Forhold, saa han kunde give Beretning derom ved Skolefesten.

Vel forstaar jeg, at Skolelærerne og Skolebestyreren stundom kunde komme i Forlegenhed med dette, dersom det f. Ex. traf sig, at et Barn, som havde været forsømmelig paa Skolen og derfor skulde have Irettesættelse, alligevel havde viist sig 265paapasselig og flittig i Forældrenes Tjeneste og derfor maatte tilkjendes Roes. Men lignende Forlegenhed synes mig ogsaa maatte kunne opstaa i det lige omvendte Tilfælde, og Vanskeligheden vilde vel jevne sig, naar Skolens Vedkommende være ledede af en saadan upartisk Betragtningsmaade, som jo desuden har Medhold i Loven om Almueskoler, at Skolen skal understøtte Børnenes Opdragelse i Hjemmet, og at til Opdragelse hører ikke blot Bogdannelsens Indtryk og Kundskab, men ogsaa Arbeidsomhedens Vane og Færdighed. Ja, jeg kan ikke noksom udtale mig om Ønskeligheden af, at de, som have at forestaa Skolen for Almuens og Arbeidsklassens Børn, have et aabent og velvilligt Øie for Arbeidets Betydning med Hensyn til Folkeopdragelsen.

Men idet jeg nu slutter med den hyggelige Erindring om Besøget paa Aurdals Præstegaard, vender jeg i Tanken tilbage til Bogens første Kapitel. Det var, som jeg der fortæller, paa Gjennemreise gjennem Vardal, at jeg fik første Tanken om at skrive denne Bog, og to Dage efter kom jeg til Aurdal. Nu er to Aar gaaet; jeg har naturligvis samlet en Del Oplysninger og Kjendsgjerninger i Mellemtiden, men Fremstillingen er ikke paa langt nar bleven saa levende som det Syn, der stod for mig i hin første Tid. Dog, istedetfor at klage over dette, vil jeg tænke paa, at saadan som nu Fremstillingen er, skal den maaske faa Lov til at udrette saa meget, at snart En, snart en Anden ved at gjennemblade den erholder et ligedan vækkende Indtryk som jeg – paa Gjennemreisen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Om Husfliden i Norge

Om Husfliden i Norge til Arbeidets Ære og Arbeidsomhedens Pris var den første omfattende systematiske studie av husflidsarbeid i Norge. Boken er Eilert Sundts hyllest til allmuens arbeid, innovasjon og kunnskap. Data om husflid innhentet fra hele landet via spørreskjemaer og svarbrev gjorde det mulig for Sundt å foreta en komparativ analyse.

I spørreskjemaet om husflid og arbeidsforhold spurte Sundt om arbeidsoppgaver og daglønn for begge kjønn i ulike årstider. Han forhørte seg om hvilke typer av husflid som ble produsert og om produksjonen var økende eller avtagende.

Sundt planla å skrive flere bøker om husflid og sparte derfor en del av materialet til senere bruk. Sundt-arkivet ved Nasjonalbiblioteket inneholder flere fakta, tekster og undertekster enn det som Sundt omtalte i publikasjonen.

Les mer..

Om Eilert Sundt

Eilert Sundt var den første forskeren i Norge som systematisk undersøkte folks levekår og hverdagsliv. Han kalles ofte «norsk samfunnsvitenskaps far».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.