Finmarksvidden

Et PræludiumEt Præludium] undertittelen mangler i det posthumt utgitte verket Eventyr (1909) og i standardutgaven

115Paa den øde finmarkske Stenviddeden øde finmarkske Stenvidde] Eventyr har: «den øde Finmarksvidde» (jf. innledningen) leger Nordlyset i den lange Mørketid lydløst og skyggeløst over Sneen. Det brænder i gulgrønt, i esserødt,esserødt] esse: ildsted med kunstig trekk til oppheting av emner som skal bearbeides ved smiing (NAOB) rører sig med sagte, elektrisk, hemmelighedsfuld Knittren, udfolder pludselig i store Bølger en Regnbue af Kulører som fra en anden mystisk Verden, indtil det slikker helt ned paa Sneen med Tungespidserne, og det blir lyst, saa man et Øieblik skjelner klart omkring sig …sig …] ikke punktum, bare ellipsetegn; denne eiendommelighet brukes seks ganger i teksten, alle i impresjonistiske øyeblikksbilder, noe som fremmer fornemmelsen av plastisitet og oppløselighet

Der lever som en Rædsel i Skumringen.

Gjennem det uvisse flimrende Halvlys, der lader Snevidden staa frem og svinde i underlig farvede Fortoninger af Ildskjær, forvirrende fjernt og nær, glider der snare Skygger, høres der i Stilheden eiendommelige Raab, Echo af gjøende Hunde …

Disse Takker, som med ét viser sig mod Horizonten i sælsom Belysning over Snehøiden, er Rensdyr. Det, som stryger saa skyggeagtig nedover, er FinnenFinnen] Jonas Lie bruker avvekslende «finne» og «lap» gjennom hele teksten. Dette var vanlig i samtiden. I en geografibok for lærerskolen fra 1906 beskrives befolkningen på følgende måte: «Finmarken har en broget befolkning. Nordmændene utgjør bare velsaa halvparten; de øvrige er finner og kvæner. / Finnerne (lapperne) er et mongolsk folk, som for over tusen aar siden er indvandret østfra. […] Nogle af dem driver renavl og rypefangst: […] (fjeldfinner). Men de fleste er fastboende ved kysten eller elvene (sjøfinner, elvefinner) og driver de samme næringsveie som nordmændene.» (Schulstad 1907, s. 287) paa sine Ski. Det gjaldende, raabende, leende, skjeldende, glammende Liv borte i Bakken er en Finneleir.

Her lever dette lavstammedelavstammede] NAOB oppgir to betydninger av ordet, den første om trær og busker: «som har lav stamme». Den andre sies å være «muntlig, spøkefullt om person»: «som er lav, har korte ben». I datidens litteratur finnes det noen få eksempler på denne sekundære betydning, men da kun om enkeltindivider og ikke om et helt folk, som i dette eksemplet. Nomadefolk med de mongolsk-skjæve Øine, brede Kjaker og krumme Bén, med de mørkøiede kloge Ansigter og rappe Tunger, som taler et saa blødt og gjennem en tusenaarig Udvikling saa rigt nuanceret Billedsprog, hvori Hjertet finder saa overraskende fine poetiske Udtryk.

116I de tause Nætter – med Stjernehimlen og Nordlyset over Dalrevnen –,Dalrevnen –,] komma utelatt i standardutgaven er der i Kulden saa stille, at Lyset brænder i fri Luft, og Dønningen høres som svag Torden fra Ishavet i femten Miles Distance.

Til andre Tider hvirvler Fjeldplateauet sig op i vildt, mørkt, snefygende Uveir af ubeskrivelig Voldsomhed. Rensdyrene tyr i Ly af Fjeldvæggen eller søger at berge Livsvarmen under Sneen.

Her, – til Stensletten mellem Norge, Sverige og Rusland, – er nu dette Folk væsentlig indskrænket, som engang antagelig reiste sine Telte og Gammer og vogtede sine Renhjorder udover alle Fjeldstrækninger lige ned til det sydlige Norge. Deres Territorium er blet afknappet, stadig mindsket som Indianerens.

Men Lappen er ikke som sin røde Bror i Amerika det absolut dødsdømte Offer for Civilisationen. Paa Fjeldvidden holder han sig med en vis AkkomodationsevneAkkomodationsevne] evne (hos dyr og planter) til å lempe seg etter forandrede livsforhold (NRO). Ordet er ikke belagt i NAOB, derimot akkomodere: tillempe; tilpasse; avpasse; bringe i overensstemmelse (med)». for sin Stenalder-Civilisation. Han har ombyttet Buen og Pilen med Riflen, Flintekniven, Bénsynaalen og Dyresenen med engelsk Staal og Naalesytøi og Traad, hvormed hans blaa Vadmels- eller tætte Renskindskufte udstikkes og broderes. Sit eiendommelige varme, for Skien indrettede, Fodtøi, KomagenKomagen] hælløs sko laget av reinskinn (NAOB) og Renskallen oparbeider han og sælger til Landhandlerne nede ved Finmarkskysten ved Siden af Renstegen og VildvareskindVildvareskind] Villvare: skinn/pels av ville dyr (NAOB) lige til af den dyrebare Sølvræv og Hermelinen.

Lappernes Slæde, Pulken, med Kjørerenen for, danner endnu i den ni Maaneders Vintertid det uundværlige Kommunikationsmiddel i det vidstrakte Territorium fra botniske Viken, Varangerfjorden og HvidehavetHvidehavet] Kvitsjøen til Fjordene ved Finmarkskysten. Han, Nomaden, er her det nødvendige Mellemled, og Civilisationen opretholder, hvad den har Brug for. Uden Lappen og hans Ren var Post- og Reiseruter stængte over store, vidtløftige Indlandsvidder.

Lappen har forsaavidt sin raison d’être.raison d’être] (fr.) eksistensberettigelse (NAOB)

Og der, hvor Renholdet ikke længere strækker til at ernære ham, og Mangelen paa Renmose sætter sin Grænse for hans Levevei som Nomade og Fjeldfin, gaar han over til at leve som Bonde af en Jordlap og af Fiskeri ude ved Havet.

Til den uforholdsmæssig høie Procent af Livstab ved de rige Vinterfiskerier paa Finmarkskysten afgiver ogsaa Lappen sin store Kontingent. Et Par mørke Punkter sés at drive for Strømmen gjennem Sundet, skylles af Bølgerne som dukkende sorte Sjøfugle, – det er en ude ved Havet forlist og druknet Finlap, som flyder med Benene iveiret. Luften i hans ved Ankelen sammensnørede Fodtøi, Komagerne, bevirker Stillingen. Under Kampen for Livet derude flyder han længe paa Pæsken,Pæsken] plagg av reinkalvskinn med hårene ut, brukt især av samer (NAOB) indtil den gjennemvaad forvandler sig til den tunge Dødvægt, som drager ham under.

Egentlig Sjømand blir han ikke. Nordlændingen paastaar, at han ror, som han snakker, med korte Aaretag og smaahakkende – paa fruentimmervis; men ingen nægter ham baade Mod og Duelighed i Bedriften.

Blodblandingen med dette mørkøiede Naturfolk har uomtvistelig været en af de Kilder, der har tilført Nordmanden hans rige Fond af Fantasi og varm Farve gjennem de tusen Aar, hvori det har levet som hans undertrykte og jagede, men altid underlig erotisk dragende Slegfredviv,Slegfredviv] Slegfred: frille, elskerinne (NRO) – langt, langt længere tilbage under Folkekrigen end til Snefrids og Gunhild Kongemoders Dage.Snefrids og Gunhild Kongemoders Dage] Snøfrid Svåsedatter var en av Harald Hårfagres koner. Gunnhild «Kongemoder» var gift med Eirik Blodøks og mor til Eirikssønnene. (SNL/Wikikpedia)

Dette vigende, svindende Folk med Nordlysets dæmrende Mystik i Sindet har stadig skudt Pile paa Flugten, – Dødspile med Flinteod i Skjul bag Stenen, Ganpile,Ganpile] pil som blir skutt av person som kan gande, og som skal kunne drepe eller føre sykdom over den som treffes. Gand: trolldom, magi utøvet særlig hos samene. (NAOB) Troldomspile, Elskovspile … Selv et Fantasifolk, har det tændt Fantasien hos sine Forfølgere og traadt dominerende baade rædsels- og længsels-vækkendelængsels-vækkende] standardutgaven har: «længselsvækkende» ind i deres Sind. Norges Historie er, saa at sige, fyldt af disse hemmelighedsfulde Troldomsruner og hypnotisk virkende Indflydelser – fra Kong Harald, som sad fjetret i tre Aar over sin døde Finnepige,Kong Harald … sin døde Finnepige] I Harald Hårfagres saga (Heimskringla, kapittel 25) fortelles det at kongen satt over Snøfrids døde kropp i 3 år: «[Kongen] sørget over at hun var død, og alle folk i landet sørget over at han var gal». til disse Sagn nær opimod vort Aarhundrede om Præste- og Fogeddøttre, der forlod Hjem, Civilisation og alt for at flygte ind paa Finmarksvidden med Finnegutten, som kom farende ned til Handelsstedet paa Ski og med slige bløde, rige, barnslig poetiske Udtryk kaldte hende for sin «hvide Rype», sin «Snetiting»,Snetiting] snøspurv (NAOB) – udmalte al sin eventyragtige Herlighed derinde paa den Fri Vidde og drog hende ind i sit Liv.

Kan Lappen saaledes siges til en vis Grad at have vundet sig erotisk ind i det norske Folks Blod og Aandskarakter, spiller en anden Fantasimagt, Troldommen, en ikke ringere Rolle under hans Stammes Tilværelseskamp. Han har vidst at udbrede den mystiske Frygt og bruge den som Skjul og Dækning, tildels ogsaa som Vaaben.

117Levninger af hans gamle Gudsdyrkelse tør endnu ikke helt være udryddet. Underlig formede Stenblokke inde paa Fjeldvidden – et menneskelignende Hode med en Sneskavl eller blaagrøn Issvul som Skjæg – hans Fædres Afguder, – faar nok endnu étét] standardutgaven har: «et» og andet Offer; og underlig formede Forbjerge paa Kysten som de to «Finkirker» ved Kjøllefjord, det 840 Fod høie Tanahorn paa Østsiden af Tanafjorden og «Klubben» i Varanger er gamle berygtede Offerpladse.

Sydost om Vardø, hvor Civilisationen alt fra det trettende Aarhundrede har havt sin nordligste Fæstning, Vardøhus, ligger det helt fra Oldtiden bekjendte Dumbofjeld, der i Middelalderen fra at være lappisk Tilbedelsesplads fik sit vidtudbredte mystiske Ry som Forsamlingsplads for al Troldom.

«Sarakkadaaben»Sarakkadaaben] Sáráhkká: (samisk) kvinnelig, hjelpende og beskyttende gudevesen som tenkes å bo ved eller under ildstedet (NAOB). Blant annet omtalt av Nils Vibe Stockfleths Bidrag til Kundskab om Finnerne i Kongeriget Norge (1848); et verk som Jonas Lie kjente godt til. har vistnok ogsaa i dette Aarhundredes første Halvdel gaat for sig i mangt et Fjeldfintelt ved Siden af den kristne i Kirken, og RunebommenRunebommen] samisk dekorert tromme (NAOB). Omtalt blant annet i J. A. Friis’ Lappisk Mythologi, Eventyr og Folkesagn (1871). med sit af Billeder og Tegn rundt om bemalede Trommeskind afslører nok endnu et og andet Sted Fremtiden.

Og «Ganfinnens»Ganfinnens] gandfinn: tryllekyndig same (NRO) Kunster hører neppe til det forsvundne. Under Trommelyden af Runebommen og en eiendommelig skiftende Sang, «Jøiken»,Jøiken] joiken bringes han i ekstatisk Tilstand … hans Aand er faret ud af Legemet, saa kun «SkindmuddenSkindmudden] mudd: (gammel, slitt) pesk (NAOB); finnepels (NRO) ligger igjen», og han sér uhindret af Tid og Rum det, hans Viljekraft saadan med yderste Anstrengelse har samlet sig paa; han véd som den grønlandske Angekok,Angekok] medisinmann hos inuitene, tilsvarer den sibirske sjaman (SNL) hvad der foregaar langtborte.

Ganfinnen har ogsaa andre Kræfter, han kan gi Bør, udsende Uveir, anstifte Ulykker, vise igjen, – og endelig – den egentlige rigtige store Troldmand, den i hvert Slægtled sjeldne og enestaaende Besværger, – udsende «forflyvendes Gan».forflyvendes Gan] fast uttrykk som også finnes i blant annet triviallitteratur på 1930-tallet.

GanfluenGanfluen] trollflue utsendt for å bringe ulykke over et menneske (NAOB) rammer, svir Græsset under sig paa sin Vei over Bygd og Land did, hvor den bærer sit Ulykkesærinde. Den skal ha Skikkelse af en stor Humle eller Flue, og GanlappenGanlappen] foreldet, oppfattes nedsettende (NAOB) bærer den i HitenHiten] gammel skinnsekk (OGNS) sin.

Kyndigheden i den egentlige «Ganfingjerd»Ganfingjerd] gjerd: arbeid, fremferd (NAOB) har altid kun været i enkelte, særlig begavede Individers Eie. Den har fra umindelige Tider været Gjenstand for Undervisning fra Far til Søn inden en enkelt Klasse. Indtil for tyve Aar siden skal, – heder det, – Jokmock i svensk Lapmarken have været Hjemmet for en saadan Indvielsens Skole.

I den lange Vintertid lever Lappen paa en Maade som fastboende i Lappebyer, medens Renhjorderne vogtes oppe i den vilde Fjeldmark, hvor de skraber Mosen frem med Hornene.

Kan hele Lappebyen, Mennesker og Hunde, ved Nattetid jages op ved det Forfærdelsens Raab, at der er Ulve i Renhjorden, eller maa Lappen under sin urolige Vogterfærd i det orkanagtig fygende Veir lade sig begrave i Sneen, saa at kun Skistaven rager op af Skavlen, saa fører han ogsaa i denne Tid sit andet roligere og med det øvrige Folk mere sambundnesambundne] standardutgaven har: «sammenbundne» Liv ned imod Bygden. De har sine Kirkedage med Barnedaab, Konfirmation og Vielser, hvori de i sine Pulke farer, «RaideRaide] rekke av arbeidsrein med pulker eller sleder, bundet sammen, slik at de går etter hverandre (NAOB) paa Raide», nedover Dalstrøgene med de røde Huer som en broget, livligfarvet Snor imod det snehvide Landskab, forsvindende mellem Bakkerne og atter visende sig.

Det er halvt den fastboendes Vinterliv baade dernede paa Kirke- og Handelsstevnet og hjemme i de rygende Gammer, hvor de optrakkede Sneveie ligger som Gader fra Indgang til Indgang.

Saa kommer – mellem 16 og 20 Januar, – den store almindelige Festens Dag, da Solen igjen for første Gang viser sig over Horizonten.

Det er et Glimt, en bleg Glød af OverrandenOverranden] øverste rand (NRO). NAOB definerer «rand» som linje, kant som danner avgrensning, omriss, kontur av noe. og et rødgult Skjær blinkende her og der paa SkaraenSkaraen] (dial.) skaren (NRO). Jonas Lie bruker formen «skara» også i andre verk (som Gaa paa). eller pludselig illuminerende en rimet Bjerketop.

Og Lappen hilser, som tændes der en ny Livets Gnist i Hjertet paa ham, – Solen, Varmen, det gjenkommende Aar! Han véd, den blege Glød der lavt nede i Horizonten vil bli større og større, smelte Snebjergene om ham med tiltagende Magt, Dag for Dag straale og varme og vække til Liv, – indtil han igjen staar midt i den glittrende, dag- og nattelyse, hede, af Vækstkræfter og Frodighed struttende, duftfyldte arktiske Sommer.

Da sidder han, – farverig som altid baade i Sind og i Skind, – i den firkantede Sommerhue og sin med stærke blaa, røde, gule og grønne Kulører kantede lette Kufte af Vadmel – foran Teltet nede ved en af Finmarksfjordene, hvor han lader Renen drikke Sjøvand. Hundeglammet gir Echo i den lydhøre Aften, og den mørkøiede Finnepige staar i Skjæret af Kvældsolen og malker Renen …

118Den lange snefygende Vinters Rædsel er glemt. Lappens lette barnlige Sind lever i Øieblikket, – og nu leger og skifter Midnatssolens Eventyr for ham der udenfor i Havbrynet, hvor Tinder og Høidedrag reiser sig og synker, tændes og slukner i violet Gyldenskjær, Sjøer og lange Vasdrag pludselig blinker frem og blir borte i de uendelige Farveovergange, og Sjøfuglene seiler gjennem Luftens Hildringer indover en anden Fjeldmark der i Skyerne …

Midnatssolens Leg i Sommernatten er blot det modsatte af Nordlysets mørkt luende i Vinterkvælden; – og Finlappens Liv henleves i den hemmelighedsfulde Stemning mellem de to Undere.

Og inde paa de hemmelighedsfulde Ødestrækninger truer Fjeldviddens store Pan i den jernklædte Kjæmpe «Stallos»Stallo] et overnaturlig vesen i samisk tradisjon, opptrer ifølge SNL i to former: «1) En utsending, ofte en dauing, som noiaden maner frem for å skade eller drepe sine fiender. En mengde sagn og memorater forteller om denne form for stallo; 2) Et vesen i menneskeskikkelse, men større og sterkere enn folk. Denne stalloen finnes i mange sagn og eventyr. Han er et slags troll, er menneskeeter og stjeler småbarn, og han er også fører for en merkelig raide, som kjører med mus eller lemen, og som ved juletider besøker teltplassene og krever gaver.» Skikkelse, – det fantastiske Angstens Billede, som gjennem Tiden har afsat sig i Finlappens Sind. Her har han en hél Krigshistorie i Blodet med underlige Sagn om farefulde Kampe og Hændelser og overstandne Farer, hvorfra kun hans yderste anspændte Snarraadighed og Kløgt har kunnet frelse ham. I disse Stallo-Sagn har Frygten for de røverske Naboer, Tschuderne,Tschuderne] Tsjude: person som tilhører en av flere finsktalende folkegrupper (NAOB) snoet sig underlig sammen med selve Naturangstens Billeder.

Og over disse uendelige Ødevidder, – engang til og med over hele Halvøen Kola, – har Nordmanden været den souveræne Herre, som har hævet «Finneskatten»Finneskatten] skatt finnene (samene) i vikingtid og middelalder måtte avgi til stormennene i Hålogaland, og senere også til de norske kongene, ble betalt i pelsverk, fjær, skinn fra sel og hvalross eller andre former for naturalier (SNL) fra Alders Tider. Og her er endnu det Sprogblandingens Gebét, hvor Europa og Asien mødes i et mangfoldig broget Folkeliv, og russisk, kvænsk, lappisk og norsk klinger én om Ørene.

Den blonde, slanke, blaaøiede Kvæn er en fra Finlappen aldeles modsat Karaktér. Klar i Tanken, seig og staalsat i Forsættet, griber han myndig om sig, hvor han kommer, og indsætter helst sin egen Vilje til Lov. Her i Grænsedistriktet mellem den øvrige, tildels af Klimaet svækkede Befolkning faar han noget ved sig af den indtrængende Erobrer. Idealistisk anlagt, med det asiatisk flade, kjævestærke, energiske Ansigt, gjør Kvænen som ung ofte Indtrykket af noget særlig evnefuldt. Men netop hans til Envished udprægede Viljestyrke hindrer ham i Udviklingen. Utilgjængelig for Paavirkning knytter Kvænen ligesom Viljeknude for sig og er ved en tidlig Alder som oftest alt det, han kan blive, en myndig opgjort, klar Kraft, – en færdig Mand. Men det livfulde, som var over ham, da han med sin unge Racekraft kastede sig ind i Konkurrencen, – er der ikke mere.

Den lille svage Finlap derimod er en ydmyg Mand; han véd, at Omgivelser og Forhold altid er hans Herre, og at det gjælder at forstaa og bøie og vinde sig ind og ud af dem for at kunne føre sin Livsstrid. Og Lappens bløde modtagelige Gemyt lærer og lærer og tar Erfaringer; – han er, saa at sige, Naturalisten af de to. Han udvikler sig med en stadig Tilførsel af Indtryk, – og er paa sin gamle Alder inden sit Aandsomraade den kløgtige, snart og vart om sig skuende, paa Raad opfindsomme Mand, der har gjort «Finnelist» til et Ordsprog.

Kvænen bruger Øksen, indtil han siger,
Finnen sender Pilen, mens han viger. –

– Fra Alders Tid har Russerne i sine østerlandske Vadmelskaftaner, Huer, lange Støvler og Krucifixet om Halsen faret langs Norskekysten med de eiendommelig byggede tremastede «Lodjer»Lodjer] primitivt russisk elvefartøy eller kystfartøy, bl.a. brukt av pomorene i Nord-Norge (NAOB) og tusket Fiskevarer for Rugmel og KlaverdugKlaverdug] en type seilduk av finere kvalitet (NAOB) fra Archangelsk og Kola. Denne Handelstrafik i Grænseegnene har sin lange Historie, – fyldt med Frasagn om Overgreb, Plyndring og Mord i tidligere mørke, lovløse Tider.

I Kahytten ved Murovnen, «Pjætsckaen»,Pjætsckaen] Pjetska: stor russisk ovn, ikke belagt i ordbøkene, men brukt i Anja Øverdahls Hitler, Stalin og lille Anja (2009) hænger Helgenbilledet, – St. Nikolaus, som skal gi heldigt Veir, Bør og alt godt, – med brændende Lys foran. Deres Nationaldrik, Theen, damper fra Samovaren af blinkende Messing; og – særlig musikalsk, som de er, – hører man Besætningerne paa Havnepladsene synge flerstemmigt sine melankolske Hjemlandssange i de lyse Aftener og Nætter.

Deres nationale Liv og græsk-katholske religiøse Skikke fører de som den mægtige Nations Børn trygt med sig, – og en russisk Begravelse i den fremmede norske Jord har med de usædvanlige Ceremonier sit eget underligunderlig] standardutgaven har: «underlige» høitidelige Præg. Man føler, det er det store Folk, som eier en Femtepart af Jorden, der indvier den Plet, hvor en af dets Sønner ligger, til hellig ukrænkelig russisk Jord under St. Nikolaus’s og Czarens Skjold. –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.