Digte

av Henrik Ibsen

Ballonbrev til en svensk dame

Dresden, i December 1870


          Ja, jeg frister det idag,
jeg, som ved min tausheds længde,
tvert mod alle løfters mængde,
frygter jeg har tabt min sag, –
jeg, som foer fra Stockholm, bunden
af en takskyld uden lige,
gæsted Faraonens rige,
løfted Isis-slørets flige, –
og til dato kunde svige,
hvad med hånden og med munden
jeg på «Lyran» sidste kvelden
både loved og besvor, –
nemlig: med et skrevet ord
at betale lidt på gælden.
          Tør jeg? Har jeg endnu ret?
Ak, Gud-nå’s, hvem spør om retten?
Nuomstunder skilles trætten
af et magtsprog ret og slet.
Altså kort og godt: jeg vil;
men på anti-preussisk måde;
ej i kraft af ret for nåde.
Vær mig stumme flygtning mild!


          Her jeg lever på en vis,
som de lever i Paris.
Svære tyske floskelhelte,
som med vold vil verden vælte,
pral og skrål og flag på stang,
«Wacht am Rhein», som kaldes sang, –
det er mit cernerings-belte.
          De kan tro, at mangen gang
kendes kredsen krap og trang.
          Ølhus-snak, politisering,
er min køterstegs servering,
og i stadsavisens spalter,
hvor den tyske verskunst halter,
diskes op den kost, mig gotter,
som en fransk ragout af rotter. –
          Værre dog, når genlyds-toner
fra vort Nord hid over slår;
når mit håb mod lys og vår
skydes ned af plebs-kanoner;
når i råheds-kravet hviner
fremtids himmelsprængte miner,
og jeg våbenstækket står
på en brusten drøms ruiner.


          Altså er, for ej at lyve,
nøden det, som nu mig drev
til at sende Dem et brev, –
og jeg lar ballonen flyve.
Duer har jeg ingen af;
duer er jo håbets fugle,
og i denne klamme grav
bygger bare ravn og ugle.
Men per ravn, per ugle, skikke
brev til damer, duger ikke.


          Nu da – som De ved, ifjor,
dengang Mälar-himlen mulned,
frosten skar og løvet gulned,
ned til Deltas vang jeg foer.
          Der var sol og sommerdage.
Lyset slog med blink tilbage,
som hos os en bræ fra fjorden.
Palmelunden, sykomoren,
skygged blågrøn over jorden;
Beduinen og hans mage,
båren højt på dromedaren,
så vi gennem ørknen drage.
Første gang en uerfaren
nordbo så det, skreg han studsende:
«mine herrer, ser De strudsene?»


          Fra Cairo opad Nilen
fløj vi på «Ferus» som pilen,
gæsted Cheops-pyramiden,
hvor Napoleon proklamerte,
medens sfinxen mediterte
både før og da og siden.


          Beni Hassans kongegrave
krøb vi ind i på vor mave.
Seklerne har hærget stygt dem;
hver en tidsberegning brister;
kun så meget får man ud, –
tør man tro egyptologer, –
og, ej sandt, vi tror jo trygt dem –:
de blev til i fortids tåger,
dengang Farao var gud
og herr Potifar minister,
samt at herr ministrens svoger,
Josef Jakobsen, har bygt dem.


          Memnonstøtten, stenkolossen,
han, De ved, som sang et stykke,
gæsted vi en morgenstund;
men den gamle holdt sin mund.
Det er nu en skaldenykke
fra den tid Kambyses dømmende
gik ham efter lidt i sømmene
og, måske for ubehændigt,
recenserte ham indvendigt.
Sligt gør mangen sanger frossen, –
og så svigter mælet tossen.
Men så er beundrings-stolen
vederlag for sang mod solen.


          Sådan gubben Memnon troner
på sit ry for brustne toner,
stryger ind tributens mynt,
gir i al sin oldtidspynt
audiens, ej blot til stormænd,
men sågar til norske normænd,
som min ringhed og Peer Gynt.
Dog, hvem mægter gøre rede
for en 6–7 ugers drøm?
Derfor beder jeg Dem, tag
disse løse pennedrag
fra min færd i lys og hede
opad krokodillens strøm.


          Gal-mands værk at spilde ord
på vort pascha-liv ombord
i de fire Noæh arker; –
vi var fire, skal De vide,
og desuden to par barker
for et genus, kaldt det blide.


          I «Ferus» var sat på foer
bjørne tre fra gamle Nord;
elleve haner af de franske;
fire hingster – de var spanske –
lutter fyr- og flamme-foler,
drevne stærkt i kaprioler,
og med gester som El Ol’er.
Tar vi med vor skibsbetjening,
fandtes efter fælles mening
flere dyr af slægten «Asen».
Et slags buk fra Schweitzerlandet;
et amfibium af racen,
der skal bo «lidt under vandet», –
samt, naturligvis, en skok
olden- eller old-germanske
vildsvin, næsten ganske tamme,
og som afart af de samme,
et par militære rovdyr;
et entrüstungs-fæigt skovdyr;
et af de brasilianske
bogmøl, og en hel hob smådyr
under fællesnavnet rådyr;
item – nej, nu er det nok!


          Tænk Dem så når dragomanen,
snart mod øst og snart mod vest,
førte hele karavanen
til en oldtids kæmpe-rest.
          Over ørknens gule slette
fløj vi som på vinger lette,
skønt i virkligheden toget
gik til æsels, og tildels,
for de kække, til kamels.
Hvilken jubel, hvilken broget
stim og stimmel i vor barne-
glade flok! Hin uerfarne
strudse-seer var den eneste,
som for skydsen gjorde styr,
råbte: «æsler! Er det dyr
for en mand i pressens tjeneste!
Jeg vil ha’e en rigtig ilhest; –
finds her ingen fuldblods Nilhest?» –


          Luxor, Déndera, Sakkara,
Edfu, Assuan og Phile
vil i fart forbi jeg ile,
og kun foreløbig hvile
ved en skildring fra Sahara.
          De har sikkert engang hørt,
at når karavanen rykker
gennem ørkenhavets bølger,
sandets flom, af samum ført,
viser frem hvad dybet dølger,
og den ser stillebens-stykker.
          Eller rettere, den vader
gennem endeløse gader,
hvor den levende natur
har med døden sig forenet,
og i tiden sig forstenet
til en vild arkitektur.
          Ribben, ryggehvirvler, knokler
rager op som søjlesokler;
hjerneskaller af kameler
er de faldne kapiteler;
tænders gule gisne rader
er balkoners balustrader;
fingre, som i vejret vimser,
er de brustne loftsgesimser,
og som mølne ridderfaner
svajer pjalter af kaftaner.
          Tænk Dem så det hele billed,
dirrende i sol og stilhed,
vokse, vokse, fylde fange,
højnes, højnes tusend gange; –
tænk Dem denne gravens verden,
som en oldtids karavane,
brat forstenet på sin bane, –
og De har Egypter-færden.


          Ja, så er det. I en tidens
morgenstund drog ud et tog;
prester forrest med sin videns
hieroglyf-beskrevne bog;
gudekonger, kongeguder
red henover seklers vidder; –
Isis og Osiris sidder
i sin stumheds pragt og luder
på de høje sadelpuder;
Horus, Hathor, Thme og Ptah,
Amon Re og Amon Ra
kaster glans til alle sider,
der de midt i skaren skrider;
Apis med den gyldne pande
ledes langsmed flodens vande,
fulgt af slavers millioner, –
og hvor følget slår sin lejr,
rejses sfinxer og pyloner.
Over grav og over sejr
mindetavler, obelisker
står i billedskrift og hvisker;
tusend templers søjlerader
pæler karavanens gader;
tusend pyramiders belte
er dens efterladte telte.


          Se, da kom et pust fra nord,
steg til storm på ørkenhavet,
pisked karavanens spor; –
prester tumled, konger raved,
hele guder sank i grus;
Faraonen og hans hus
lå i glemsels sand begravet.
Der, hvor sværmen frem var dragen,
faldt den livløs, stum og stur; –
tusend år i sarkofagen,
gemt for lyset og for dagen,
mumien lig i svøbets bur,
smuldred bort en dømt og slagen
fire tusend års kultur.
          Denne karavanes rester
var det, vi, Khedivens gæster,
drog forbi til Nubiens grænse.
          Fellah-flokken så vi lænse
ørkenbølgen om Abydos,
og lidt længer op mod syd os
mødte Karnaks skog af sokler
som en urtids kæmpeknokler;
Rhameseums kapiteler
lå som skaller af kameler;
Luxors hal med hundred søjler,
slavers arme lig i bøjler,
vidned stumt om stormens stund i
et «sic transit gloria mundi»!


          Dette billed har mig fulgt,
hvor jeg siden gik i landene;
og som ånden over vandene
aned jeg en mening dulgt.
          Tor i juleskreden tuder
forrest i det vilde lag;
Grækerfolkets faldne guder
lever jo den dag idag.
Zeus bor end på Kapitol,
hist som «tonans», her som «stator».
Men Egyptens livs-idol?
Hvor er Horus? Hvor er Hathor?
Intet mærke, intet minde;
ej en sagnstump er at finde.


          Svaret ligger ganske nær.
Hvor personligheden mangler,
hvor ej formen i sig bær
hadet, harmen, jublen, glæden,
pulsens slag og blodets skær, –
der er hele herligheden
kun en benrads tørre rangler.
Hvor er ikke Juno sand,
bleg og høj i vredens brand,
når hun gubben overrasker –?
Hvor er ikke Mars en mand –
under garnets gyldne masker?


          Men hvad var Egyptens guder?
Tal i rækker og i ruder.
Hvad var deres kald i livet?
Blot og bart at være til,
sidde malet, strammet, stivet,
på en stol ved altrets ild.
En fik høgenæb at bære,
og en anden strudsefjære;
en var gud for dag, for nat,
en for dit og en for dat; –
ingen fik det kald at leve,
ingen det at synde, famle,
og af synden sig at hæve.
Derfor ligger nu det gamle
fire tusend års Egypten
som et navnløst lig i krypten.


          Ser De vel, min kære frue, –
i belejringsringen spændt,
lukker jeg min lune stue
for at leve indadvendt.
Ude flyver fra mig trøsten,
som en flytfugl-flok om høsten;
men med øjet mod det indre
ser jeg håbets løvspring tindre.
På begravne karavaner
bygger jeg vor fremtids baner.


          Lovfast er jo slægtens gang
ad en evig vindeltrappe;
kredsen blir den samme krappe,
vejen altid lige trang;
viljen blir den samme higende; –
punktet kun bestandig stigende.


          Og så står vi nuomstunder
lodret over Faraonen.
          Atter er kong Gud på tronen,
atter flyder bort personen
i et mylr, som kaver, stunder
bryder, bygger, grubler, grunder
rundt omkring og nedenunder.
Atter rejses pyramiden
som produkt af hele tiden.
Atter svulmer alle årer,
atter flommer blod og tårer,
for at verden stort skal se
kongegudens Mausolé.


          Det er samtids-karavanen
med sin Hathor, med sin Horus,
og, for alting, med sit chorus,
der i blinde svær til fanen.
Hvilke storværk bygges ej
langs den lige sejersvej!
Hvilken magt i folke-stormen!
Hvor egyptisk hver og en
fuger ind sin lille sten
på dens plads i helheds-formen!
Hvor uklandrelig er tegningen;
og hvor sikker er beregningen!


          Ja, i sandhed, det er stort,
stort, så verden står og gaber; –
og dog dirrer der et «aber»
midt i gabets åbne port.
Tvivlen kommer lindt til orde:
er det rigtig stort, det store?
Ja, hvad gør vel stort et værk? –
Ikke værkets store følger,
men personen klar og stærk,
som i værkets ånd sig dølger.


          Godt; men nu Germanner-skaren
på sin stormgang mod Paris?
Hvem står hel og klar i faren;
hvem bær enligt sejrens pris?
Når slog ud i glans personen,
så at millioners munde
bar ham hjemmet rundt i sang? –
Regimentet, eskadronen,
staben – alias spionen –
koblets slupne flok af hunde,
sporer vildtet på dets gang.


          Derfor ved jeg, glorien svigter. –
Denne jagt får ingen digter;
og kun det kan fremad leve,
som en digters sang kan hæve.
          Tænk på Gustaf Adolf bare,
forrest i sin svenske skare;
husk den fangne mand i Bender, –
Peder Vessel på fregatten,
lig et lyn i mørke natten, –
Kongedybets muntre helte; –
over dem jeg mindet spænder
som et kor, der høres vælte
sine tonebølgers belte,
under klap af tusend hænder,
fra en vårfests smykte telte.


          Og så tænk Dem dagens mænd,
disse Fritzer, Blumenthaler,
og de herrer generaler,
nummer den og nummer den!
Under Preussens dødning-farver –
sorgens sorte-hvide klud –
bryder dådens lodne larver
ej, som sangens fjæril, ud.
De kan sagtens silke spinde
til en tid, men dør derinde. –
Just i sejren bor forliset.
Preussens sværd blir Preusser-riset.
Aldrig svulmer der en løftning
af et regnestykkes drøftning.
Intet dåds-digt blir at tolke
fra den stund af, da en folke-
rejsning, skønhedsfyldt og fri,
blev et stabs-maskineri,
spækket ud med kløgtens dolke, –
fra den stund da herr von Moltke
myrded kampens poesi.


          Så dæmonisk er den magt,
som fik verdens gang at råde:
sfinxen, på sin visdoms vagt,
dødes af sin egen gåde.


          Ziffer-sejren får sin dom.
Øjeblikkets blæst slår om;
lig en storm på ørken-sletten
vil den fælde afguds-ætten.
Bismarck og de andre gubber
vil, som Memnons søjle-stubber,
sidde sprød på saga-stolen
uden sang mod morgensolen.
          Men som vi, Khedivens gæster,
efter færden blandt de døde,
under lys og klang af fester
drog en nyfødt tid imøde, –
ja, som vi, med flag på stang,
under verdenskorets sang,
fejred hist kanalens åbning,
og som vi fra Suez’ strand
fik et glimt af løftets land, –
så vil åndens livs-forhåbning,
ad det vordendes kanaler,
i et verdens festtogs-møde,
under hymner og choraler,
under skønheds-lampers brand,
styre frem til morgenrøde
på sejlads mod løftets land.


          Thi mod skønhed hungrer tiden.
Men det ved ej Bismarcks viden.


          Skal vi med til festen, frue?
Ja, hvem ved når budets due
bringer kortet? Vi får se.
Indtil da jeg i min stue
går med handsker af glacé;
indtil da jeg søger fredning,
digter fornemt på velin;
det vil harme godtfolks slæng,
jeg blir sagtens skældt for hedning;
men jeg har en skræk for sværmen,
vil ej stænkes til af bærmen,
vil forvente tidens nærmen
i en pletfri bryllupsklædning.


          Og med disse ord, farvel!
Flyv, ballon! På farten held!
Luften er en digters rige; –
styr mod nord, og sænk dig lige
ned på Mälarstadens strande;
der er fuldt så nemt at lande,
som på Telemarkens fjeld!


          Alfen i gondolen spanker.
Gid nu snart mig bud blir bragt,
at han med sin lette fragt –
lette vers og lette tanker –
har på Norrmalm kastet anker!

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Digte

Diktsamlingen Digte ble utgitt i 1871 og var Ibsens eneste (utgitte) diktsamling. Samlingen består av 55 dikt, ordnet i rekkefølge av Ibsen selv. 32 av diktene hadde tidligere vært publisert i aviser og som småtrykk, 6 av diktene er hentet fra skuespillene.

Digte kom i 8 utgaver i Ibsens levetid og var en svært populær bok. Nye dikt kom til i de senere utgavene. Versjonen i bokselskap.no følger førsteutgaven fra 1871.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter m.m.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.