13.

13] rettet fra: 12 (feilnummerering i 1. utgave)

Jens og Borghild Braatø hjemmet sig hos hende i en fart. Arbeidet sit fik hun passe noksaa uforstyrret, – hun hadde været rædd for at hun skulde faatt svigermoren rendende ind og ut paa systuen dagen lang. Men naar ikke de gamle var oppe paa sanatoriet, sat Borghild Braatø for det meste inde i stuen, læste aviser eller strikket eller bare duppet – stakkars menneske, saa trætt hun vist var. Carl og Tryggve opførte sig rigtig velopdragent mot bedsteforældrene, men kunde aapenbart ikke komme sig av sin forbauselse over deres merkværdige væsen. Bedstemoren kvittret kjærlighetsfuldt, naar hun snakket med dem, og forsøkte at vinde deres fortrolighet – guttene lot til at synes, hun bar sig som hun tok dem for rene pattebarn. Men igrunden var hun ikke stort anderledes mot dem end hun hadde været mot sine egne barn, selv naar de var voksne.

De kjedet sig tydeligvis ikke nær saa meget naar de var sammen bare med sin bedstefar. Jens Braatø gik ute i haven og saa efter om der var noget han kunde gjøre for hende. Det var der nu ikke – tælen hadde ikke engang begyndt at gaa av jorden; det lille det tinte om dagen frøs hver nat. Men Carl fulgte ham rundt og agerte kjendtmand, sa hvad det var som var plantet overalt og hvad de hadde hatt i de forskjellige sengene isommer. Saa var de i skjulet; Jens Braatø vilde se over haveredskapen hendes og gjøre den istand. Det var fort bestilt; hun hadde ikke saa meget.

Og saa fik de sne igjen. Dag ut og dag ind 421blev det ved at dale løs maisne i svære filler, til hele verden laa dypt begravet i driver. Det kom til at gaa igjen i en fei, bare det blev veiromslag, men saalænge sneen laa saa landet ut som midtvinters.

*

Om søndagen efterat sneen var kommet hadde Ida Elisabeth bestilt slæde til de gamle; de skulde ta en tur ned til Smedstuen for at se til Else og Bojan. Guttene blev med – om de ikke næret nogen særlig længsel efter at træffe tanten og kusinen, saa vilde de nok ikke la leiligheten gaa fra sig til at faa kjøre i slæde med halm og fotposer og skindfell og dombjeller paa hesten.

De reiste. Ida Elisabeth vasket op efter frokosten, mens suppekjøttet fik koke op. Stilheten i huset kjendtes saa velgjørende – like til lyden av fru Hansens skridt ovenpaa som fik takbjelkerne til at knake litt. Stakkar, de gamle plaget hende da forresten saa litet som hun aldrig hadde vaaget at vente. Det var som disse aarene hadde de kommet saa langt fra hverandre, saa de kunde knapt rope til hverandre over avstanden. De maste ikke paa hende om noget længer: nu bare forlot de sig paa Lisken, trygge som barn paa at hun klarte nok det praktiske, hun gjorde det nok saa bra som hun kunde. Men hvad skal det bli av dem – hun kunde ikke la være at spekulere paa det. De var ikke saa skrækkelig gamle engang i virkeligheten – ingen av dem hadde vist fyldt seksti aar endda; de kunde godt bli ved at leve en tyve aar til eller mere. Men vett paa at greie sig selv kunde de aldrig komme til at faa mere av, aldrig mere virkelighetsbegrep – tvertimot, hun hadde da merket det paa dem disse fjorten dagene de hadde været her: jo værre livets tilskikkelser hadde flænget i de luftige illusionerne og den lyseblaa optimismen som de i ungdommen hadde klædd sig ut i som etpar jonsokbruder, jo mere passive krøp de sammen i uvirksomhet, tullet de sisste resterne av sin 422drømmeverden om sig og lot bare ske med sig. – Det som de i det hele hadde præstert av initiativ i sine dager – svigerfars mangfoldige tiltak og forsøk, svigermors naive og paagaaende sluhet naar hun vilde opnaa fordeler for sine egne og samtidig indbilde sig selv at hun var den mindst beregnende, aapneste og sandhetskjærligste sjæl paa jorden, deres ihærdige og planløse flid og deres sommel, denne nøisomheten deres som de var saa rørende stolte av fordi de var ikke bare nøisomme med det de krævet av denne verdens goder, de krævet ikke stort for at være fornøiet med sig selv heller og ingenting av barna sine for at være fornøiet med dem – forutsætningerne selv for saapas til aktivitet hos disse folkene hadde været, at de var omgitt av mennesker som var glade i dem, alt i alt, for det søte og vindende, evigunge, som ogsaa hørte til Jens og Borghild Braatøs væsen. Nogen maatte de ha som kunde opmuntre dem med bifald og velvilje naar de strævet, ta sig av dem med raad og haandsrækninger, hvergang de kjørte sig fast.

Nu var det tyndet i rækkerne av slegten og de gamle vennerne som hadde hatt kjærlighetens og overbærenhetens omsorg for dem; de som var igjen av slegten hadde trætnet, eller de hadde nok med at berge sig selv, saan som tiderne var nu. – Saan som tiderne nu er – det er stængt selv for unge som vokser op sundt og normalt; selv de som er født friske med grokraft i sig, blir klemt ned av trykket, avkræftet av utryggheten, saa veksten blir hemmet og huden haard av gnag, og de stanser i en egoisme som barnas og dyrenes og nevrastenikernes. Men hvad i Guds navn skal det bli av de gamle som kræfterne ebber og ebber hos, og saanne som er slik født saa de aldrig blir færdige med at trænge hjelp, og alle dem som de sunde ikke ser andet end vrakstøp i –.

Ida Elisabeth hentet ind yttertøiet sit og la det paa en stol nær ovnen i stuen –. Jasaa da Pus, saa 423du er hjemme idag? Katten laa som han altid gjorde naar han var inde, paa den bedste puten i divanen, sovende ubevægelig av velvære. Pelsen dens lyste drivende hvit – det var nysneen vel som den var blit saa ren og fin av, snuten var yndig og rosenrød. «Ja du er pen Pus er du – du tar mysser og du tar fugl og du farer ute og slaass med de andre hankattene og pynter op bygda med pene hvite kattunger og kommer hjem og blir kjælt for og faar melk i koppen din. Og endda saa vilde ikke jeg ønske at være dyr, Pus. Men du var god og dum, hvis du ønsket at du var menneske –

Et streif av solskin, gyldenblekt og mildt randt ind over roserne i vinduskarmen, illuminerte kattens snehvite gratie paa den blaagrønne puten. Veiret saa ut som det skulde klare op.

Da Ida Elisabeth lukket op vinduet hørte hun den sagte puslende lyd av vaarsne som falder fra tak og trær ned i kram sne paa bakken. Havens eventyrrike av hvite, bugnende og luftige trækroner tok til at smuldre i ett nu. Det blaanet av himmel gjennem skodde saa lett og lys bare som hvit damp, og bakom taakekrullerne som rullet sig langs lien skiftet den drivhvite aasen paa hin siden av dalen let, skiferblaa brast skogen frem, eftersom granevrimmelen der borte litt og litt slap snetyngden av sig. Men oppaa høiden bølget snaufjeldet med fonnerne forgyldt av solen, og skyerne faldt ned, blaamørke og hvite som røk valt de indover vidden, himmelhvælvet kom frem, klart og sommerblaatt, og solen skinnet i fuld magt saa en rent kunde se sneen synke sammen under lysflommen – det dumpe, bedagelige drypp fra taket av faa draaper som faldt med langt imellem blev til et silende fald av blaarøde gnister i solskinnet.

Katten vaagnet, reiste sig og skjøt rygg – med et lett lydløst sprett var den oppe i vinduskarmen, klemte sit hode ind under Ida Elisabeths haand og gned sig indi den, smaløiet og malende av kjælenskap. Hun 424tok den opp i armen sin: «Aa jassaa du trodde at du skulde faa være her du – og rive ned blomsterpotterne for mig naar jeg er gaatt. Nehei Pus –»

Hun bar den med sig ut paa kjøkkenet og fyldte melkekoppen dens, før hun gav sig til at skumme kjøttsuppen en sisste gang. Saa – nu matte det vel gaa an at sætte den i høikassen, saa hun kunde komme avgaarde tilslutt.

*

Lange blanke draaper faldt glitrende gjennem luften og sneen løsnet og drysset med ørsmaa sukkende lyd av kvister og grener, da hun gik opover bjerkealleen mot Bakken.

«Saant veir!» hilste Søster Tonetta og smilte mot solen; hun kom ut paa gaarden og møtte Ida Elisabeth, nystrøket og blaa og hvit i dragten sin. «Nei desværre,» hun rystet paa hodet. «Det er nok ikke noget videre bra nei.» Ida Elisabeth maatte være saa snil at vente, Søster Eydis var inde hos ham nu, men det blev vist ikke saa længe til det var istand derinde.

Frithjof var blit flyttet ned paa et værelse i første etage, visste Ida Elisabeth – det laa ved siden av patienternes samlingsrum. Gamle Braatø var jo saa elskværdig, sa Søster Tonetta, han var saa glad saa selv for han kunde glæde alle her i huset med musikken sin. Ja det var nu vel ogsaa en gave! Saan rent at kunne spille sønnen sin ind i himmelen!

Ida Elisabeth nikket. Det var svigermorens uttryk – Borghild Braatø hadde brukt det her forleden da hun hadde spurt hende om hun kanske ønsket at de skulde se og faa fatt paa presten. Ida Elisabeth hadde jo aldrig merket noget til at religionen optok Frithjof det mindste, ikke i alle de aar hun hadde kjendt ham. Men nu naar han laa syk, og forældrene var kommet, med de gamle salmerne som vel bragte med sig alverdens barndomsminder om barnebønner og saan – ja hun hadde altsaa tænkt 425sig, kanske Frithjof kunde ha lyst til at faa besøk av presten. Men Borghild Braatø avviste hendes forslag med et litet smil: «Presten her kjender vi jo slet ikke – aner ikke om han er saan saa han passer for Frithjof. Nei ser du Lisken – det er med hjertet vi maa vende os til Gud, og noget som taler til hjertet slik som pappas musik det findes nu vel ikke. Saa læser jeg litt for gutten min – de skjønneste og trøsterikeste stederne i evangelierne – men pappa han spiller ham like ind i himmelen.»

Søster Tonetta blev ved at snakke om Jens Braatøs musik. Det hadde jo aldrig hændt noget saant her paa Bakken før. Oppe paa Fjeldberg var der ikke saa sjelden underholdning for patienterne, og de herfra som var friske nok til det gik dit de og. Men flere av de sykeste hadde ikke hørt en tone paa aldrig den tid – for dem var det rent en Guds gave at de hadde faatt Braatøs far hit. Og saa snil som han var til at spille – ikke salmer bare, men folketoner og slaatter og alt mulig. «Og han spiller da aldeles som en virkelig kunstner næsten –»

«Ja det er sikkert. At Braatø er kunstner.»

Søster Eydis dukket frem i verandaens vildvinsportal som sneen smeltet av i glitrende strømmer: «Nu kan fruen godt komme ind –»

*

Hun hadde ikke sett Fritjof siden han blev flyttet til det nye rummet. Om det var lyset herinde som gjorde det visste hun ikke – hun visste ikke om han saa daarligere ut, men han virket forandret.

Værelset hadde vinduer til to kanter, det var fuldt av solskin og det glinset urolig tilbake fra væggene som var av grove tømmerstokker og overmalt med en blank blaagrøn farve. Det blev en masse smaa glanslys som brøtes, og gjenskinnet fra et speil flimret og dirret paa den bulkede blanke bakvæggen. Det urolige blaaladne lyset mindet om atterglansen av sjø.

426Han hadde netop faatt byttet rent paa sengen saa hun; rullebrettene stod skarpe endda i laknernes og putevarets graahvite flater. Og mot sengetøiets døde hvithet fik Frithjofs avpillede ansigt en egen farve – han var ikke blek, tvertimot noksaa rød oppaa kindbenene, og ellers var hans hud litt brunagtig; det var bare en brunhet som ikke hadde noget at gjøre med sundhet men med vissenhet, som den hadde spredt sig utover fra den mørke farvningen under øinene. Fettpolsteret som hadde fyldt ut øiengroperne var helt borte, og det at øinene hans nu saa store og vidaapne ut gjorde ham allermest fremmed.

«Du ser da noksaa kjæk ut idag,» forsøkte Ida Elisabeth at si smilende; hun satte sig ved sengen. «Og saant deilig stort værelse de har gitt dig –»

«Jeg har det sletikke værst heller,» hvisket han ivrig. «Jeg var ikke saa bra inat, men det er bare noe forbigaaende. Bare fordøielsen min kommer i orden igjen saa –.»

Ida Elisabeth sa hvad de andre tok sig til idag, og derefter brøt hun sin hjerne for at finde paa noget mere som hun kunde fortælle ham. Han skulde helst ikke snakke meget, orket vel ikke at si større kanske. Men da var det ikke let. Det interesserte ham ikke synderlig, naar hun prøvet at berette om guttene – om skolen deres og hvad de ellers holdt paa med – han hadde vistnok helt opgitt at beskjæftige sig med sine barn. Og hun visste faktisk ikke noget hun kunde fortælle ham, som han kunde ha nogen fornøielse av at høre paa – i aar og dag hadde de ikke engang hatt omgivelser og bekjendte tilfælles; hun kunde ikke engang si noget saant som at den og den var reist eller kommet eller hadde anskaffet sig ditt og datt, eller hadde faatt Amerikabrev eller hadde været sammen med en eller anden. Det hadde vel forresten ogsaa bestandig været Frithjof som hadde kommet og bragt denslags nyheter – og hun hadde bare pleiet at høre paa og kaste ind et 427ord nu og da, saa meget som trængtes for at holde ham igang og optatt.

Aa Gud aa Gud – var det galt av mig at jeg aldrig forsøkte det, dengang jeg var gift med ham, at snakke med ham som med et andet voksent menneske –? Men hvad i Herrens navn skulde jeg ha talt med ham om da? Og nu skulde han dø –.

Det kunde de ikke tale om – og hun kunde ikke tænke paa andet end det store mørket som Frithjof skulde ind i, og de gaader som han kanske skulde faa vite opløsningen paa. Og mot det var det haabløst at ville tale om livet som de hadde levet sammen – at hun hadde elsket ham nogengang, det var bare saant som hun hadde indbildt sig selv, og det som han hadde kaldt at han elsket hende var noget helt andet, og han hadde vel desuten ogsaa glemt det paa det nærmeste nu – det var saa længe siden den tid han var vant til at gaa til hende med sine forskjellige fornødenheter.

Hun tok haanden hans og strøk den. Det var hjerteskjærende at han skulde dø, syntes hun – han hadde da faatt saa litet ut av livet sit, saavidt hun kunde skjønne. Men hun visste ogsaa at det var formodentlig aldrig faldt ham selv ind, hvis han tænkte over slikt, naar han laa her – i selve sin natur hadde han altid hatt enslags kompensation for det han manglet – han hadde latt hver dag ha nok i sin plage bestandig, hadde aldrig bekymret sig om fremtiden for sit eget vedkommende, og aldrig et dugg om hvordan det skulde gaa noget andet menneske.

«Er det noget jeg kan gjøre for dig? Det er ikke noget du vil ha –»

«Hvis du vilde dra ned rullegardinet – ikke helt ned, saan –»

Saa blev værelset liggende i brunlig skygge og lyset blev roligere. Speilrefleksen paa væggen syntes bare ganske svak, og rullegardinet klappret litt mot vindussprossen i draget av vaarluft.

428«Jeg tænker ikke det blir saa længe til jeg kommer ut nu,» hvisket Frithjof. «Det skal bli morro at komme ned til dig og se hvordan du har det hos dig. Du var altid saa flink til at gjøre det koselig. Mamma sier, du har det saa hyggelig saa –.»

«Det var da morsomt at hun synes det –»

«Ja hun skryter saa av dette nye hjemmet dit saa. – Du kan tro, jeg har nok angret mangen gang at jeg skulde stelle mig saa dumt – jeg mener den der historien, skjønner du, som du blev saa sint for at du reiste fra mig. Men jeg vil bare si dig, at jo mere jeg lærte den anden at kjende, jo mere kom jeg til at sætte pris paa dig –»

«Hysch Frithjof – det der er jo ikke noget at snakke om nu mere.»

«Jamen du Lisken – nu er vi da blit gode venner igjen, ikke sandt? Og bare jeg blir frisk igjen – saa vil vel du ogsaa at vi skal være sammen igjen som i gamle dager –?»

Hun kjendte sit ansigt bli stivt av blekhet. Ingenting risikerte hun ved at si ja – paa en maate var det det forfærdeligste. Hvis det hadde kunnet bli tale om at hun maatte indfri et slikt løfte – aldrig i verden hadde hun orket det, nei. Men nu strøk hun hans haand og forsøkte at smile som om ingenting var:

«Først maa du nu se til at bli frisk vet du. Det er det eneste som du skal tænke paa nu, vet du at doktoren sier –»

«Faa en kys da ialfald, Lisken –»

Hun gjorde det, bøiet sig ned til ham. Da hun kjendte den sykes læber som forsøkte at suge sig omkring hendes, den ufriske lugten av ham, hvor svettvaat pyjamasjakken hans var i ryggen, krøp det iskoldt ned igjennem hende av gru. – Endelig slap han. Hun listet frem lommetørklædet sit – hun var ikke god for andet – tørket sig paa munden.

Frithjof smilte – en atterglans av det fule smilet 429hans fra gamle dager, naar han bildte sig ind at han var snedig:

«Ja du behøver ikke være rædd for smitte, Lisken min! Det er ikke det som lægerne tror med mig, ser du – det er ingen som rigtig har skjønt mit tilfælde endda. – Jeg skal si dig, jeg sprængte noget indvendig her for tre aar siden, men eftersom det derre gror og verken fra det indvendige saaret rensker sig ut av sig selv –.» – Noget av den gamle ivrigheten spøkte i den lave hviskestemmen hans, da han begyndte igjen og fortalte om kassen med flygelet til den nye prestefruen –.

«Hysch Frithjof da – ikke snak saa meget da, du, du vet at du ikke bør anstrenge halsen din –.»

Men det var vanskelig at faa stoppet ham, dette var akkurat en saan oplevelse som han altid hadde elsket at utbrede sig over –.

Inde fra salonen kom nogen langtrukne ul – et orgelharmonium som nogen forsøkte at spille paa. Først blev det utelukkende ulyd. Men saa begyndte det at flaske sig. Avbrutt av ubehjelpelige stans, med gale toner indimellem, strævet den spillende sig frem i melodien til Den store hvide flok vi se. Uvilkaarlig fulgte Ida Elisabeth med enslags spænding, hvordan det gik –.

Det er den helteskare som
Af hin den store trængsel kom –

Det lød saa bedrøvelig anderledes end naar violinen sang det ut mellem Jens Braatøs hænder, saa det var som ens hjerte blev voldført op mot høie himler, saalænge han spillet – enten en trodde eller ikke trodde paa saant som felen forkyndte det glade budskap om –.

– Men her hun sat hos denne gutten som skulde dø og hørte paa husorgelets ynkelige laat – salmetonen slæpte sig frem, elendig haltende og ophakket, 430men omigjen og omigjen verset tilende – saa syntes hun saa sterkt som aldrig før, netop fordi det var en saa bedrøvelig kontrast til den syngende violin – der kan da være en virkelighet bak alt dette som de taler om, som det ikke var andet end følelse og hjertets bevægelser. Bakom stemningsskodden kan der være noget fast, sandhet – og kjendte jeg den, saa vilde den kanske ise mig først og læske mig straks efter, som naar man drikker det levende vandet av en ile i fjeldet. Bak de trøstefulde ordene findes der kanske en virkelig trøst, enslags aandelig lov og orden, og den som kjendte den, maatte kanske elske den – saan som jeg syntes at jeg kom til at elske stjernerne de nætterne paa «Frostdalseggen»s dæk, da far forsøkte at forklare mig stjernernes gang og lære mig hvad de het og hvadfor billeder de dannet –. Han er jo bare en gut, og han skal dø, – og jeg har været gift med ham og har barn med ham, jeg har været glad i ham ofte paa en maate – og jeg har aldrig kunnet like ham, og aldrig et eneste øieblik har det været saan at ikke jeg har visst, hvor fremmed han var for mig og jeg var fremmed for ham. Og likevel har det altid været som der var noget, fra et sted ute i rummet, eller fra en som usynlig gik ved siden av mig, eller fra andet end det jeg kunde se og skjønne i klart hverdagslys, foreteelser likesom, men den samme stemmen vilde ogsaa faa mig til at skjønne, hvor meget andet det er altid ved alle mennesker. Er det Gud – med hænder som alle de uforlikelige motsætningerne hviler i, enslags urgrund som vi er forenet i med noget mere i os end alt det som gjør at vi aldrig kan bli enige, enslags magnetisk nordpol for sjælene som faar det til at skjælve i mig av sorg og skam, fordi jeg sier usandt til gutten her – og som drager mig bort fra den veien min lykketørst vil drive mig, fordi det er for sent for mig at gaa dit nu – som sier mig 431at har jeg forskrevet mig i fylla, saa faar jeg betale det av ædru, som far pleiet uttrykke det. Men er det Gud, saa maa han vel ogsaa kunne hjelpe mig, jeg som skal leve, naar jeg forsøker at bære frem den børen jeg selv har bundet mig, og han vet meningen med Frithjofs liv, som ser ut som det har været saa meningsløst, saa vet han det som jeg aldrig har kunnet mere end ane, hvorfor Frithjof blev ved at være barn altid – og naar den svarte bølgen som kom og tok Sølvi fra mig tar Frithjof ogsaa, saa er det i hans hænder at barnet falder. Og kanske er han det som Borghild paastaar – en allkjærlig far. Og det var bare min uforstand som gjorde, at min vantro forhærdet sig saa ofte hun sa det – fordi jeg tænkte altid da paa saanne fædre med hver sin menneskesvakhet som er alt jeg har kjendt.

«Det er pappa», sa Frithjof og smilte stolt «som har satt dem paa det der. Nu er der nogen som forsøker at spille bestandig. De gjorde aldrig det før her i huset.» Latteren hans skar hende i hjertet. «Jeg skal hilse og si han har sørget for at det kom luft i luka her i gaarden!»

«Ja det tror jeg nok!»

«Ja jeg har tænkt jeg skal ta op musikken min igjen jeg og, bare jeg blir litt friskere saa. Pappa har lovet, han skal skaffe mig fele. Jeg solgte den sisste jeg hadde, men pappa skal faa fatt i en fin en og sende mig –»

«Ja det er rimelig det at du har faatt lyst til at spille nu igjen.»

«Nu kan du godt heise op rullegardinet igjen,» foreslog Frithjof. «Solen staar mere paa skraa nu –»

Hun gjorde det. Paa et litet bord ved vinduet laa nogen bøker – det var vel der Borghild Braatø pleiet at sitte og læse for sønnen. Nogen romaner av en forfatter som het Runa – det navnet husket hun, det var en som svigermoren svermet for, og et Nytestamente. Nølende tok Ida Elisabeth det op:

432«Kanske du vil ha at jeg skal læse for dig?» spurte hun genert; igrunden syntes hun det var rart og flaut næsten – men det flakket indi hende som en spæd flamme: hun hadde hørt om folk som brukte at slaa op i bibelen paa maafaa, og saa fandt de et ord som et svar. – Og vi har da været gifte, barna har vi faatt sammen, selv om det er aldrig saa besynderlig at tænke sig det nu –.

«Ja vil du,» sa Frithjof ivrig. «Tidens Tegn ligger vist inde i salonen, lørdagsnummeret. Der gaar saan spændende føljeton, mamma eller søster Eydis pleier at læse den for mig –»

Lettet trods alt gik Ida Elisabeth avsted og fandt avisen. – Og det slog hende som noget av det mest meningsløse ved det hele, og saa sørgelig og rørende ogsaa – at her laa han, og kanske mange andre dødssyke ogsaa og fulgte saa ivrig med i den spændende føljetonen som kanske ikke blev slut før længe efter at de var døde.

*

De gamle var svært fornøiet med turen sin og blev rent oprømte da de fik se at Ida Elisabeth hadde sen middag til dem. De var blit litt forfrosne av den lange slædeturen. De to Smedstu-karene hadde gjort et saa sympatisk indtryk, og de satte saan pris paa Else; hun var virkelig blit imponerende flink ogsaa, og Bojan hadde været saa fortryllende søt –.

*

Ida Elisabeth holdt paa at re op divanen. Hun tok puterne ut av dagtrækkene, skulde netop smette paa dem putevarene da Borghild Braatø gløttet paa døren ind til hende:

«Faar jeg komme ind et øieblik –? Du er ikke for trætt vel –? Jeg fik saan lyst til at slaa av en liten prat med dig, ser du, før jeg lægger mig – men ikke la mig forstyrre dig da, ven min – bare gjør færdig sengen din du, jeg skal ikke bli længe.»

Hun satt i gyngestolen og tittet bort paa Ida 433Elisabeth; det lille ansigtet var trist og bekymret, endda hun forsøkte at late som hun bare var kommet hitind for at faa sig en liten aftenpassiar. Men tilslut kom det:

«Du Lisken. – Det er en ting som Else sa, hun gjorde mig virkelig næsten litt urolig. Hvor fortryllende den kimonoen din er, du Lisken – du vil ikke si at du har faatt det stoffet heroppe?»

Ida Elisabeth saa nedover sig. Kimonoen var bare av kunstsilke, plommefarvet, næsten samme farve som paa den kjolen Tryggve hadde været saa glad i. Da hun blev nødt til at sy sig ny kimono her ved juletid hadde hun tænkt, hun kunde likegodt kjøpe noget stof som hun visste han vilde synes hun var pen i –.

«Det var angaaende Jeja,» sa hun lavt. «Ja du traf hende jo i Oslo du og. Si mig du – hadde du noget indtryk av at Jeja – ja altsaa at hun skulde være kommet op i det med nogen mindre heldige – at for eksempel de andre unge damerne paa den der frisersalonen kanske ikke er saa – ja altsaa, at hun skulde ha nogen omgang da som ikke er rigtig anbefalelsesværdig –?»

«Nei – hvordan da?» Hun forsøkte at svare intetanende. – Det stupide asen til Else! – Jeja hadde møtt forældrene paa stationen i Oslo, været sammen med dem om kvelden og fulgt dem til toget næste morgen, og de hadde været henrykte over at hun var saa opmerksom mot dem og hadde sett saa glimrende ut. – Hvis de hadde git sig til at skryte av søsteren nede hos Else – ja saa var Else saa dum saa hun var troendes til at ha sagt eller antydet noget, bare av sjalusi –.

«Jeg mener» – den dulgte angst i øinene hendes var det en jammer at se paa. «Det er saa mange farer vet du for en enslig ung pike i en stor by –».

«Jeja er nu da svært fornuftig vel svigermor. Jeg kan ikke tænke mig andet end at hun forstaar nok, hun er nødt til at passe paa sig selv.»

434«Du hadde ikke indtryk av, du da, at Jeja kunde være kommet op i noget – ja at hun kunde finde paa at begaa noget – uoverlagt –?»

Ida Elisabeth nølte et øieblik før hun svarte:

«Nei svigermor,» sa hun bestemt. «Noget uoverlagt hadde jeg absolut ikke indtryk av at Jeja tænker paa at begaa.»

«Naa Gud ske lov da,» sa Borghild Braatø.

*

Ida Elisabeth vaagnet i nidmørke og en drømmerædsel som fortsatte sig i lyd og dirring utenfor hende, og hun kunde ikke ta sig igjen – hvor var det hun var? – Saa kom hendes bevissthet likesom paa ret kjøl igjen: der var vinduets bleke firkant fyldt av stjernelys i rimfrosten, og hendes høire haand kjendte igjen tømmervæggen med filleryen spændt over, og det som kimet var telefonen inde paa systuen. – Hun skvatt opp og løp dit ind.

Hun hadde gjettet hvad det var før hun tok den. Det var Søster Tonetta:

Det var pludselig blit saa meget daarligere med unge Braatø saa hun vilde raade til at hans nærmeste kom op med en gang. Han hadde hatt nogen frygtelige hostetogter igaarkveld, blod i opspyttet ogsaa, men ikke nogen sværere blødninger, og han var faldt til ro efter at doktor Lund hadde været der og git ham noget. Endda ved ellevetiden hadde hun syntes, tilstanden var efter omstændigheterne ikke værst. Men nu for litt siden var der altsaa indtraadt en forandring. De sisste voldsomme mavehistorierne hadde jo avkræftet ham svært. Søster Tonetta vilde sende ned bilen sin, saa fru Braatø ikke skulde behøve at tænke paa slikt nattens tider.

Ida Elisabeth skalv i den tynde natkjolen sin merket hun, da hun kom ind til sig selv igjen – og bare hun hadde faatt litt tøi paa sig var hun nødt til at gaa ind og vække forældrene.

Det var etsende raakoldt og natlig at gaa over 435den store mørke gangen, og da hun lukket op døren ind til det rummet der de sov, slog mørket derinde imot hende fløielsagtig dypt og lunt og mætt av menneskelugt. Altid før hadde det fyldt hende med ubehag at der likesom blev saa meget sterkere sovekammerlugt av alle Braatøs end av andre mennesker – nu inat syntes hun for første gang at det var ikke ekkelt, men snarere rørende; det fik hende til at tænke paa dyrisk uskyld; det blev endda smerteligere at skulle bryte ind i deres anelsesløse søvn.

Hun famlet sig frem gjennem det tykke mørke og lette ut for sig efter bordet for at finde fyrstikker. Der var ikke installert lys i den tomme leiligheten, og fordi vinduet i rummet vendte op mot veien hængte hun et sjal for om kvelden; ikke en straale av lys utenfra trængte ind. Nogenting som hun kom til at rive ned faldt i gulvet med sterk metalklang, og hjertet hendes fløi ivei med at dunke – det rørte sig og klirret i en av jernsengene. Men da hun hadde fundet fyrstikker og rev av en, saa hun at de laa ganske stille i de to smale sengene borte langs væggen.

Lyset i blakkerten straalte op, og i det milde skjær virket rummet endda større og ødere med de umalte tømmervægger og bare det aller nødtørftigste av møbler – og kufferterne i kroken og klærne som hang og fløt omkring fik det hele til at se ut som etslags billede paa midlertidighet. Men paa bordet midt i rummet stod en bolle med hestehov; de var plukket før sneen kom og hadde staatt og grodd i vandet med høie skjellede stilker; blomsterne var falmet til brunagtig –.

«Svigermor!» Hun var nødt til at ta og ruske lempelig i den sovende. Hun laa med to tynde fletter av graasprængt haar ned omkring det lille hjerteformede ansigtet, i en natkjole av lyserød flanel. «Svigermor – du maa være saa snil at vaagne –» det hørtes rent latterlig ut syntes hun selv, og den 436anden gryntet og vilde bare snu sig i sengen, akkurat som guttene gjorde naar hun vækket dem de mørke vintermorgener, de skulde paa skolen – og da hun fik op øinene stirret de akkurat likedan forvirret og søvnøre.

Saa kjendte Borghild Braatø svigerdatteren, skvatt op saa hun halvveis sat i sengen, kvinket som for et slag:

«Hysch svigermor. – Her har været opringning fra sanatoriet. Oversøster vilde melde fra at Frithjof har været noksaa daarlig inat. Hun mente, det kunde kanske være tryggest om vi kom op – for alle tilfælders skyld –.»

Borghild Braatø stak benene ut av sengen, gav sig til at fiske med føtterne efter sine tøfler. Ida Elisabeth skyndte sig at finde dem og smette dem paa de vanskjøttede føtterne. Den lyserøde natkjolen naadde hende bare til litt nedpaa læggen, og nedover benene var det hvite hold som omspundet med et net av tykke blaa aarer.

Borghild Braatø sat litt fremoverlut, og i lysskjæret trillet taarerne, glittrende som krystal, nedover de silkemyke, skjærtrøde kindbollerne som saa saa unge ut med alle fregnerne, endda ansigtet var rynket og. Hun saa purung ut og gammel paa en gang; med de blanke fugleøinene sine som graaten vældet ut av og de smaa fletter ned paa begge sider av ansigtet med den fine spisse haken var hun en yndig liten pike som var en stakkars rynket gammel mor.

Ida Elisabeth la sin arm om den rundede røde flanelsryggen, kysset sin svigermor: «Mamma, stakkars mamma,» og fik fuldt av salt taare paa læberne. «Du faar være saa snild at vække svigerfar, saa gaar jeg ut og gjør istand imens.»

Hvad hun skulde gjøre istand visste hun forresten ikke. Men saa kom hun paa at hun kunde da i det mindste sørge for at de fik en kop the, før de reiste 437ut i kulden. Og det var en lise at kunne gjøre noget, om det var aldrig saa litet.

– Stjernerne blafret koldt paa himmelen som hadde begyndt at faa et falmende skjær mot dagbrækning alt, og sneen lysnet graablaa og knuspret under deres føtter, da de gik ut til bilen som ventet, svart med slukte lygter, utenfor havegrinden. Da de hadde satt sig ind, og Søster Tonettas nevø kastet lygtelyset fremover den hvite veien, sank Borghild Braatø graatende ind til svigerdatteren: «Aa Lisken! Lisken, Lisken –.» Jens Braatø sat paa klappsætet, sammensunken i den store ytterfrakken sin – ikke en lyd hadde Ida Elisabeth hørt fra ham siden hun bar ind theen til dem før de reiste –.

*

Fremmed saa Bakken ut med bare en eneste lampe brændende utenfor indgangen til sanatoriebygningen, ellers laa de store husene paa gaarden med mørke i alle ruter, og takmøner og store trækroner skimtet svart mot stjernehimmelen.

Søster Tonetta kom ut og møtte dem i gangen, hvisket at de maatte beholde yttertøiet paa, for han laa for aapent vindu. I salonen brandt en liten rødlig bordlampe i en krok, og fra rummet ved siden av, som døren stod paa klem ind til, hørte Ida Elisabeth en uhyggelig skraslelyd som steg og sank –. Hun var rædd, da hun gik ind til ham.

I værelset til Frithjof faldt en grell gul lyskegle over natbordet med alle sakerne paa, men sengen laa i skygge – den brunagtige pergamentsskjermen paa kipplampen var tippet over paa kant. Ida Elisabeth stanset nær døren, da de to andre gik bort til sønnen.

«Det er mamma, Fiffi – det er mamma. Kjender du mig, gutten min –»

Fort og sky saa Ida Elisabeth ditbort engang. Borghild Braatø sat bøiet indover gutten, med den ene armen krøket om hodeputen. Det var likesom 438tid og aar og saant blev uvirkelige – der laa et barn i en seng, og dets mor bøiet sig over det: her er jeg, hvad er det –?

Ja selvfølgelig, syntes hun, det er jo noget jeg har visst bestandig. Det der er noget som blir ved at være det samme, i virkeligheten. De blir store og voksne og saan, og da ser det ut som det blir saa anderledes. Men det er altid muligheten for at alt det andre skaller av og de faar bruk for at moren skal være der. Uvirkelig fjernt dukket erindringen op om at det var ikke længe siden hun hadde tænkt meget mere paa andre ting end paa barna sine, en mand hadde været hende meget kjærere end de to smaa –. Det var da godt at jeg sanset mig, syntes hun – tænk om guttene skulde faatt bruk for mig og jeg saa ikke hadde været der –.

Jens Braatø kom bort til Ida Elisabeth: «Jeg tror han har kjendt os,» hvisket han. «Kanske han gjerne vil se dig og, Lisa –»

Hun tok svigerfaren haardt under armen, klemte den. Kvælende hjerteklemt lot hun sig leie bort til sengen.

I den brune skyggen kunde hun ikke se ham saa tydelig. Borghild Braatøs ene arm laa rundt om hans hodepute, den andre haanden hendes holdt om sønnens paa det hvite uldteppe. Hun saa op et øieblik, fæstet sine unge taareblanke øine paa den anden, sa med et slags smil:

«Og her er Lisken ogsaa, Frithjof – vi er her alle sammen.»

Munden hans stod litt aapen og det var skrækkelig at høre denne pusten som likesom slet med hindringer alle steder, i brystet, halsen, næsen. Hodet hans saa saa mørkt ut mot puten, og panden glinset av en blek blankhet som moren tørket over med en klut. Smalheten som hun hadde sett arbeide sig frem i hans ansigt uke for uke var blit til en fremmed grimet spisshet.

439«Lisken er her du,» sa moren igjen, mildt og kjærlig som hun snakket til et litet barn. «Kjender du Lisken, Frithjof –?»

Frithjof aapnet øinene litt, saa det mindet om hans blik, slik hun hadde kjendt det før i verden – metalagtig, ugjennemsigtig glinset det indi smale sprækker. Men det var umulig at vite om han kjendte dem.

Men hun syntes at nu kunde hun jo se, det var Frithjof, kameraten hendes hjemmefra, han som laa der. Femtenaaringen var kommet frem igjen, som en finder det underste gamle billedet igjen i en skuf med gamle tegninger. Der laa han nu og var bare en stor gut, han som hun hadde været sammen med dengangen da de begge var saa unge saa de ingenting skjønte andet end hver av dem sin egen uro, og de hadde begge været ængstelige og utaalmodige indfor noget som de ventet skulde lukke sig op for dem – livet vel. Og nu var det døden.

Det var bitterlig virkelig nok alt det andet; hver eneste dag de hadde levet siden dengang var like virkelig og ufrakommelig som alt andet solen skinner paa hver evige eneste dag. Og gjort gjerning staar ikke til at ændre; det kan ikke gjøres ugjort noget av det som hænder her paa jorden. Men utenfor jorden er der endeløse rum som dagen hænger sit slør for. Og her hun stod følte hun sig overvældende viss paa at der var noget, saa virkelig og saa usynlig som stjernerne er om lysen dag, og den var den samme for dem alle fire, moren og sønnen her som var stykker av hverandres stoff, og de to gamle egtefællerne som var saa uendelig ett, og hun og denne manden som hun var blit gift med ved en feiltagelse – Gud var det eneste som virkelig var det samme for dem alle, det var hun like viss paa som hun var viss paa at ikke en ting de saa paa med sine egne øine var det samme for nogen av dem. Der var noget bortenfor tiden og dagen, hvor ungdom og 440barndom og alderdom er ett, endda de her følger indi hverandre som mønstre i en vævning –.

Jens Braatø klemte hendes arm indtil sin side:

«Han kjender ikke noget selv,» hvisket han og førte Ida Elisabeth tilbake til stolen hendes ved døren. «Det ser saa vondt ut, men de selv lider ikke noget – det sa Sommervold da Merete døde.»

*

Søster Tonetta gled ind paa lydløse sko fra tid til anden, var borte ved sengen, hvor moren sat bøiet og stelte litt med den døende indimellem at hun stirret ned paa ham. Hun tørket av hans pande og vætet hans læber med en vattdott. Den vonde pustelyden forandret sig, støkket sommetider og begyndte igjen, anderledes. –

Det blev lysere og lysere bak rullegardinerne. Jens Braatø sat borte ved vinduet, urørlig sammensunket i den store frakken sin, med kraven slaatt op. Han var ikke længer bare en ruvende svart klump; et blekt morgenlys laa langs de flate kinderne hans og næsens blanke bøiede rygg; frakken graanet frem.

Ida Elisabeth reiste sig, listet bort til ham paa taaspisserne:

«Svigerfar, skulde du ikke flytte dig, tro? Det maa da bli skrækkelig koldt for dig at sitte der –»

Jens Braatø kvakk. Han hadde nok sittet i enslags døs. Nu hutret han en gang, strøk sig over den sammenfaldne manken. Saa reiste han sig, støl.

Han lot sig leie av svigerdatteren ut i salonen. Det var helt lyst ute nu saa de, da de kom ind her hvor der ingenting var for vinduerne. Paa himmelen rødmet faa og lette skyer imot solopgangen.

Kleberstensovnen var lunken endda kjendte hun, da hun la haanden paa den. Hun fik Jens Braatø til at stille sig med ryggen mot den.

«Jaja Idamor,» sa han sagte. «Du har jo prøvet det selv, stakkars barn. Men allikevel du, to voksne 441barn, i den mest lovende alderen, jeg tror ikke du kan sætte dig ind i hvad det vil si –»

«Nei.» Hun la sin haand i hans, da han rakte den ut, og saa la han sin anden oppaa den, stod og klappet den.

«Du er en snil pike, Lisa, det har du altid været. – Og du maa ikke tro at vi bebreider dig nogen ting, kjære barnet mit. Stakkars ulykkelige Frithjof – vi forstaar at du maatte føle dig saaret i dit inderste. Men han ramte allikevel sig selv dypest, Ida Elisabeth, du kan tro mig paa mit ord.»

Ida Elisabeth rystet litt paa hodet – hun visste ikke selv av hvad. Det var nok armt og tomt at her var hun sammen med hans far og hans mor hos Frithjof som holdt paa at dø, og de hadde ikke andet fælles end bare nakne livet. De levet, og de skulde dø alle sammen – det var Frithjofs tur først, men turen kom til dem alle engang. Alt det som mennesker gjør noget ut av livet sit med – kjærlighet, arbeide, ansvar, det var og blev store nok ting, nu og altid – bare akkurat inat laa der som et lys, eller et mørke over det alt, saa formerne og farverne som gjør det ene menneskeliv forskjellig fra det andet, de kom bort, og bare stoffet de fik til at gjøre hver sit eget liv ut av, det følte hun som ler en tar i i mørke. Livet som en fik for at ha og bruke det – ikke saa forfærdelig lang tid før en maa gi det fra sig igjen og dø. –

Der stod en liten sofa borte ved ovnen, og Jens Braatø satte sig i den og trak hende ned ved siden av sig. Øinene hans faldt igjen næsten med det samme, og Ida Elisabeth merket sine egne tanker bli floket av trætthet, og saa vaagnet hun op igjen og saa at det var litt nærmere solopgang blit, – og saa var hun paa nippet til at falde isøvn igjen, og engang fór hun op igjen av det at svigermoren stod i døren, graatende. Og hun skjønte at nu var Frithjof død.

442Solen stod høit paa himmelen og det hadde alt begyndt at dryppe fra takene da de omsider stod færdige til at reise fra sanatoriet. Jens Braatø krøp ind i bilen først; han saa aldeles utslitt ut.

«Jeg tror heller jeg gaar hjem,» sa Ida Elisabeth, «og faar litt frisk luft. Jeg er litt træt – og dere vet det blir endel at ordne med.»

«Men da gaar jeg ogsaa.» Borghild Braatø stak sin arm indi Ida Elisabeths. «Det tror jeg Lisken har ret i – det skal bli godt at faa gaa litt, saan skjøn morgen –.»

Jens Braatø reiste paa sig, resignert – ansigtet hans saa ut som det bad om at faa være i fred.

«Neinei svigerfar – du kjører. Og forsøk at lægge dig litt nedpaa straks du kommer hjem.»

Bilen kjørte. Arm i arm begyndte de to kvinder at gaa nedover bjerkealleen, der vand saa smaatt tok til at sippre i hjulsporene, og issvullen knakk under foten med mætt vaat lyd.

«Stakkars Jens,» sa Borghild. «Han er ikke saa ung mere som han har været – ja det har vel du og merket alt det. Han har ikke den gamle spændstigheten til at møte skjæbnens slag med længer. Gudskelov for at jeg er seigere du – kan ta av for ham det tyngste i de aarene som kommer.»

Ida Elisabeth gav armen hendes en liten klem.

Himmelen var svalt og lyst blaa endda, og glansen paa hvite stammer og vaarbrune kvister sølvagtig av morgen. Sneen laa sprød og frisk av nattefrost i skyggen, men i solen tipplet og dryppet det litt fra randen av de indhule fonner, og det klonket og randt vand, stilt endda dypt indunder sne og is. Elvebrusen lød fjern og dæmpet. – Men om nogen timer kom dagen til at være saan vaarhet og blendende som igaar da hun gik op til ham, med bar og trætopper som flammende mot mørkeblaa luft, og dalen fuld av vætedis og durende elvelaat og lyd av rindende 443vand alle steder fra, og ut av skogen og op fra jordene smaa vellystige suk av sneen som sank.

Hele tiden gik hun og saa for sig Frithjofs ansigt, slik som det hadde været da han laa strakt og færdig stelt. Vakker, saa det var noget ubegripelig – og ung, bare ung. Ikke at hun narret sig til at tro, det var en Frithjof som hun nogengang hadde kjendt, eller at hun under hans væsen og væremaate hadde ant denne skjønhet der var som ungdommens fjernhet, utilnærmelig og ren. Det var bare ubegripelig og gaadefuldt, det som hun saa i Frithjofs døde ansigt Men det var kanske som et syn av noget han var ment til at være, eller skulde bli – et glimt av det som et menneske er bestemt til faar en kanske se den lille stunden efter det er dødt, før forraadnelsen begynder at forstyrre den hams det har slitt ut. For hun hadde sett det før og, denne straalende og skræmmende skjønhet som lik kan lyse av en liten tid. Men Frithjof, Frithjof med den svarte salmeboken under haken og hænderne foldet paa brystet, det var likesom det ubegripeligste hun hadde sett, at han var saa skjøn.

«Han laa saa pent og fredelig,» sa moren. Hun gik og graat hele tiden, men stilt og jevnt. «Det er saart for os som blir tilbake. Men godt for ham som har stridt ut»

Kanske. Eller kanske det netop er nu han skal begynde at stride – nu da han er fridd ut av alt som gjorde at han ingenting kunde stride her i dette livet. Alt det de snakker om skjærsild og saant – kanske det er det han er gaatt til nu, et sted hvor han kan lære at fatte, og elske og kjæmpe, og det er derfor han straaler, næsten som han triumferer. Kanske det er det som sker med os, naar vi er døde – at da kommer vi til at forstaa, og selv om det gjør vondt kanske, saa er det veien ut av skodden til en klarhet – hvad vet jeg –. Men fatte, det maa være det 444bedste av alt, for kjærligheten selv kommer til kort bare fordi vi forstaar for litet.

«Aa ja.» Svigermoren sukket. «Du kan tro, Lisken, pappa og jeg vi ønsker nok at vi kunde faatt ham med os hjem. Saa han ogsaa fik hvile ved siden av Lille-Merete og Jens’ far og mor. Der hvor vi alle skal samles engang. Ikke langt fra Sølvi heller – lille Sølvi som han elsket saa usigelig du!»

«Guttene hans bor jo her da vet du –.» Hun skammet sig for at si det. Men hun kunde ikke tilby dem at faa Frithjofs kiste med sig til Vallerviken. Det var høilys dag nu, hun var nødt til at tænke igjen paa hvordan hun skulde skaffe tilveie alt som maa til. Alt hun hadde hat i bakhånd var brukt op; før hun var igjennem begravelsesomkostningene kom hun til at maatte laane litt av Carls bankbok.

«Ja naturligvis,» sa Borghild Braatø resignert, «Det kan jo være meget som taler for det. Frithjof var jo en voksen mand, det er rimelig om han ligger der hvor hans egen familie bor. – Ja du anlægger vel sorg efter ham du og, Lisken – nu da dere var blit forsonet igjen tilslut.»

Ida Elisabeth nikket. Ja hun kunde jo godt det. Hun maatte allikevel ha sig en ny hverdagskjole: hun kunde likegodt ta en sort og hvit for eksempel.

Borghild Braatø fortsatte at tale – og hele tiden graat hun stille imens – om alle saanne ting som de nu fik at ordne med, og Ida Elisabeth svarte og drøftet, hvordan det blev bedst at gjøre det. Og hele tiden imens tænkte hun paa hvor underlig døden hadde forandret Frithjof.

*

Guttene sat inde i stuen. Hun hadde telefonert ned fra sanatoriet; de skulde ikke gaa paa skolen da. Divanen stod uopredd endda, som da hun sprang ut av sengen inat. Hun saa det og hun saa samtidig barnas ansigter, da bedstemoren sanket dem 445ind i en stor omfavnelse, mens graaten tok hende igjen:

«Stakkars – saa smaa, og saa bli faderløse saa tidlig. Ja det er haardt –»

Tryggveungen brøt øieblikkelig ut i graat han med, og Carl stivnet til; han var blek og saa bort paa sin mor som han haabet paa hjelp av hende. Ida Elisabeth gik bort og befriet sine sønner – hun tok omkring dem og gav dem hver et fort litet kys paa kindet.

«Hvor er farfar, Carl?»

«Han gik ind og la sig med en gang –»

Ida Elisabeth hvisket til ham, om han kunde være saa snil at gaa ut paa kjøkkenet og sætte over vand. Hun gav sig til at gjøre stuen iorden. Borghild Braatø sat i gyngestolen med Tryggve i fanget. Han fandt sig i det en stund, men saa forlangte han at faa slippe ned –

«Mor – kan jeg ikke faa lov til at gaa ut da?»

«Vent nu til du har faatt frokost.»

«Ragnhild har git os mat,» oplyste Carl.

«Naaja da saa. Da kan du jo godt gaa. Men stille i gangen da, saa ikke du vækker farfar.»

Borghild vilde ogsaa gaa ind og forsøke at faa hvile litt, da de hadde spist. Rikstelefonen kom til Ida Elisabeth – det var modeforretningen nede i byen som skulde sende op nogen sorte hatter til utvalg. Da hun kom ind i stuen igjen skjønte hun at bedstemoren hadde holdt paa og fortalt Carl om hvor vakker hans far saa ut som død.

«Ja i eftermiddag gaar vi vel op til ham igjen alle sammen, med blomster. Og da skal vel dere ogsaa med vel? – Du maa ikke tro det er noget uhyggelig, Kallemand, han er saa skjøn der han ligger.» Ida Elisabeth saa hvordan barnet stivnet igjen.

*

Straks efter gik Borghild Braatø ind til sig selv. Snudd ifra gutten sa Ida Elisabeth jevnt:

446«Det der som din bedstemor sa – om at gaa op paa sanatoriet og se din far – du kan skjønne at det skal du ikke, hvis ikke du selv vil.»

Hun hørte at gutten rørte sig litt. Saa var han pludselig borte hos hende, kastet sig ind til hende stridhulkende.

Moren stod og holdt omkring ham. Det rykket i den magre gutteskrotten saa den skaket.

«Saa saa, Carl. Du kan skjønne du skal ikke gaa dit hvis ikke du vil.»

«Jamen jeg vil, mor,» higstet han indtil hende.

«Ikke hvis ikke du har lyst.» Hun tok tættere omkring ham.

«Lyst – har jeg ikke –» han snufset etpar ganger. «Men jeg vil gaa allikevel.»

Ida Elisabeth kjendte hvordan gutten likesom spændte kroppen sin, og en stor fryd eller lettelse overflommet hende. Hvad det var som rørte sig i barnets sind visste hun ikke – skulde aldrig vaaget at spørre om det heller. Men hun følte, som en rent sanselig fornemmelse under hænderne sine som sluttet om gutten, at han holdt paa og vokste. Hvordan det hadde foregaatt i ham hele dette sisste aaret, det visste hun ikke, men det hadde ialfald drevet hans sind til at skyte nye skudd og tøie sig og folde sig ut. Og endda hun husket Frithjofs døde ansigt som etslags tegn paa at det ubegripelige kanske ikke skulde bli ved at være ubegripelig bestandig, saa skyllet det likevel hett og befriende gjennem moren – denne gutten her er i voksteren; han skulde bli voksent menneske engang, paa godt og ondt. Han kom til at faa sit at stri med i det vanskelige livet, men det er da en lykke bare det, at være saan saa man det kan –.

«Hvis du vil,» sa hun like jevnt som før «saa kan jo du og jeg gaa ditop sammen. Jeg maa nogen erender bort i stationsbyen siden iformiddag. Hvis du vil saa kan jeg først gaa med dig opom paa Bakken?»

Carl rystet bestemt paa hodet:

447«Jeg vil helst gaa alene. – Jeg kan gaa med dig naar du gaar, saa faar vi følge saa langt som op til veiskillet.»

«Du maa gjøre som du vil naturligvis.» Hun strøk og strøk over haaret hans. «Det er sandt som din bedstemor sier» – hun strøk nedover kindet hans ganske let. «Din far ser svært vakker ut. Saa vakker som han aldrig har været mens han levet. Det er aldeles underlig –.»

Carl stod litt.

«Jamen jeg vil helst gaa op til ham alene, mor.»

«Ja gjør som du vil.» Moren kysset ham paa panden. «Det skal du faa gjøre med som du vil, kan du vite. Du er jo en stor gut nu, Carl.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.