III.

Det var bare bra, at vinteren kom nu syntes han Per Hansa, for sandelig om han ikke trængte at gaa i hi en stund. – – – – – – Han tok ind et godt maaltid ænder eller ferskfisk og tændte pipen, strakte sig og sa:

«Ak ja, naa har vi det rigtig saa godt som mennesker kan faa det, du Beret-mor!» – – – Noget svar ventet han ikke hver gang, og fik det heller ikke; saa gik han og la sig, sov en god middagslur 194eller hele natten tilende. – – – – – Javisst, livet var saare godt, det var det!

Saan gik et par dage; ruskeveiret stod paa fremdeles. Han Per Hansa forsynte sig av maten, gjentok naar han var mæt, at naa hadde de det rigtig godt, og saa sov han den retfærdiges søvn; – – – – han kunde forresten ikke begripe at han aldrig blev utsovet. – Han sov om dagen og sov hele natten, og allikevel var det som han ikke fik nok hvile. – – – – – Av og til gik han utom døren og saa i veiret og bortover til naboene. – Nei, ute var ikke noget at ta sig til, og ikke var det folkeveir til nogenting heller. – Han kom ind igjen, strakte sig og gjæspet.

Dagene gik.

Ja, dagene gik. Den ene akkurat som den andre. – – – Han Per Hansa kunde ikke begripe hvordan dette hadde sig: – han visste dagene blev kortere, fik et stykke skavet av hver kveld; men – de blev da længere?

Javisst blev de længere! – – – Tilsidst blev de saa lange at han ikke visste hvor han skulde gjøre av sig for at faa ende paa dem. – Han sa sig selv at dette her var bare bra, at han trængte at puste i bakken nu, for han hadde virkelig tat haardt i fremover høsten, og det var saa velsignet godt at faa sitte her og være storkar en stund, – og det kom vel til at leite paa til vaaren naar godveiret kom og hans store eiendom skulde tilsaaes – han skulde akkurat kvile sig en stund til! –

Men dagene blev altsaa længere!

Det var ikke frit for at han tok til at kjede sig. Ute var det som det hadde været. Syntes ikke at skulde bli anderledes. Graa luft. Rusket og koldgufsent. Sne fauk og sne faldt. Bare saavidt han kunde ane hvor gammene hans Hans Olsa laa. – – – – Ute var ingen verdens ting at gjøre. Der laa meget ved ophugget; – det tok ikke længe at 195gi feet hvad det skulde ha. – – – – Ja, saa var der ikke mer at se efter ute.

Han Per Hansa satte sig ved bordet inde i stuen, han la sig paa sengen naar han blev træt av at sitte; forsøkte at sove saa længe han kunde, vaaknet, snudde sig i sengen for at sove videre; stod op og satte sig ved bordet naar han blev lei av at ligge.

Dagene gik, og gik slettes ikke. Tiden var simpelthen stanset! – Han hadde aldrig set det saa galt, – dette var værre end den værste landlægalandlæga] det å måtte ligge i land på grunn av dårlig vær i Lofoten!

Guttene gik det ikke stort likere med. De sat der og hang, de ogsaa, – fordi de ikke hadde noget at bestille, sat til de rauk i totten paa hinanden og slost saa faren maatte op og lægge haand paa dem. Men han fór ikke haardt. – – – – – – – Stakkars gutter, hvad skulde de vel ta sig til? – – – – Moren nævnte altid bøkene.bøkene] her: Bibelen, salmebok, Luthers katekisme og Pontoppidans forklaring Faren sa at jovisst maatte de læse! Det skulde ikke vokse op hedninger her i huset, han kunde bli haard med dem ogsaa angaaende boken; men – naaja, gutter var naa gutter, – han husket sagtens det! –

– Nei nu saa han da, at dette umulig gik an. Han gav en god dag i veiret, satte trøien paa, bød guttene ta paa sig; og saa gik de ut og tok fat paa vedhaugen. – De saget og de hug; de bar ind og de stablet op. Først lagret de op al den kløvne ved der var rum til inde; og saa bygde de et rart litet hus ute av kløvet ved – det var saa net og kunstig gjort, det huset –, og de lagret det fuldt med kløvet ved. – – – – – – Dette her gik rent bra, skjønt veiret var styggelig kaldt og ufyset.ufyset] ufyselig De arbeidet fra tidlig morgen til sent paa kveld, gav sig snaut tid til at holde middag; guttene tok til at klage og sa de orket ikke mer. – – – – – – Vedhaugen tok dem akkurat fire dage, saa var der ikke mer igjen av den, og heller ikke mer at ta sig til ute.

Og saa sat de der igjen.

196– – – – – – Det samme slags veir holdt sig: – En kold, gjennemtrængende vind fra nordøst blaaste fra morgen til kveld og sang rundt nøvene om natten. – Sne fauk og sne faldt. – –

Ikke sol. – – – – – Ingen himmel. – – – Den askegraa taaken som det gufset saa fælt av, stod frosset omkring dem og over dem. – – – – Om kveldene var det fuldmaane nu. Da blev taaken lysende og levende, og saa merkelig at se paa. Den kom igjen kveld efter kveld.

Han Per Hansa saa paa den og tænkte:

Naa er visst trollene ute og færdes? – – –

– – – – – – – – –

En kveld kom Tønset’n og ho Kjersti bortover. De blev sittende der længe og prate. Det kunde merkes paa han Syvert, at han var i ulag; han røkte paa pipen, men var sturen, og saa paa væggene hans Per Hansa og hadde ikke stort at si, – var unødig høirøstet naar han fandt paa noget.

Men ho Kjersti holdt sig med ho Beret; de sat paa sengen begge to og lot til at ha meget at prate om.

– – Hun var saa hjælpsom ikveld, ho Kjersti. Hun kom for at spørre om – om – ja om hun ikke kunde faa hjælpe ho Beret? Hun hadde litt uldgarn liggende hjemme i kisten, det var bløtt og fint garn, skulde hun tro; vilde hun ta det ilde op, om hun bandt et par hoser til nykommeren de gik her og ventet paa? Det var fint garn, rigtig fint! Ho Beret kunde bare tro det var langsomt for hende og pisterkvintenpisterkvinten] stakkaren hendes at sitte der borte alene og ingen nykommer ha at vente paa! Hun hadde meget garn, og kunde godt binde sokkene saa lange at det blev bukser med det samme. – Det vilde bli trøisamt for hende, det arbeidet, ja for han Syvert òg stakkar, som ingen nykommer fik!

– – – – – Ak ja, Gud bedre, han Syvert var noksaa bra – ikke for det! – – – – – Ho Kjersti197 kom paa en fortælling hun hadde hørt, om et par folk som ikke fik det barnet de endelig vilde ha, og hun fortalte den med det samme. – – – Konen hadde ikke bedre vet end at hun søkte en signe-kjærringsigne-kjærring] kvinne som dreiv med god magi om hjælp, fik av hende baade divelsdrikdivelsdrik] sterkt brennevin eller drikk med motbydelig lukt, brukt som medisin og bøvergjeld;bøvergjeld] stoff fra kjønnsåpningen hos beveren, som kunne tørkes og brukes mot sjukdom hun baade smurte sig utvortes og tok det indvortes; men det blev nu ikke anderledes med hende for det, – nei, ikke før en sommer der kom sild paa vaagen, og fuldt med fremmed notkar.notkar] fiskere Aa ja hugen er heit naar’n staar pa! – Men trur du ikke at manden blev likesaa glad i det barnet som om han skulde være far til det? – Ja er det ikke merkelig? – Men da gutten var skikkelig aarsgammel, og de skulde ha ham til daaben, ja den søndagen gik det saa galt til, at da de seilte indover fjorden, saa kuldseilte de, og der tok Vorherre baade moren og barnet, – han tok igjen det han hadde negtet at gi, og han tok mer til! – Er det ikke rart med slikt, syntes ikke ho Beret det? Var det naa ikke rart, at faren kunde være saa glad i det barnet, – ho Kjersti kjendte dem godt begge to?

Ho Beret hørte nøie efter og blev svært pratsom med nabokonen. –

Mændene borte ved bordet var blit opmerksomme paa fortællingen og hadde fulgt med. Han Per Hansa saa paa han Syvert og lo, han Syvert saa igjen paa væggene og sa iltert:

«Jeg synes du kunde finde paa noe fra Amerika at snakke om: – – – – Vi er færdige med trollskapen borte i Norge!» – – Han reiste sig og vilde gaa.

Nei det vilde ikke han Per Hansa høre tale om; naar de nu hadde trodset uveiret allikevel, skulde de bli sittende en stund til: – – – «vinden har du med dig, Syvert! – – – Nei sit naa ner et grand til!»

En eftermiddag kom de alle fra han Hans Olsa. De blev der til det var mørkt, ymtet da om, at de 198vel fik se at komme sig avsted snart, men gjorde ikke tegn til opbrudd. – – – – – – Ho Sørine hadde en liten ting med til ho Beret. Hun hadde hat nogen tøibiter liggende, som hun ikke visste hvad hun kunde bruke til; nu var det saa stuslig om dagene, at hun maatte finde paa noe; og her hadde hun laget noe for nykommeren som de alle gik og ventet paa! Ho Sørine trak ut av barmen en liten barnehue; den var laget av hvite og røde og blaa striper, hadde lange silkebaand, og var sydd med stor omhu. Det var et vakkert plagg. Alle maatte faa se huen; der blev megen glæde og mange lovord over den. – Ho Beret sa mindst, var vaat i øinene, tok imot huen og la den forsigtig ned i Storkisten. – – – I kveld var det ho Beret som slet ikke vilde høre om at fremmedfolk skulde gaa endnu. Hun blev paastaaelig og sterk. – Her laa da saa meget mat rundt gammen, – mer end de selv kom til at trænge! – at nu skulde de være her tilkvelds og hjælpe dem med at faa ende paa maten! – – – – Det blev han Per Hansa storglad over. Det var aldeles rigtig som ho Beret sa, at de hadde mer end de kunde bruke, og der var mer igjen øst i Sioux River; ikveld skulde de akkurat ha ferskfisk! – Han var ute efter frossen fisk og skar sund, og det var akkurat som i Lofoten, og nu var han i godt lag igjen. – – – – –

– – Alle syntes det var hyggelig den kvelden.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.