IX.

Tørres havde gjort sikker Regning paa Solskin til sin store Dag; derfor blev han strax noget forstemt, da han tidligt om Morgenen famlede sig gjennem den halvmørke Butik, forat tage Skodderne fra: det var raakoldt Høstveir med tunge Skyer og Søndenvind.

Han begyndte at arbeide med Vinduerne; men alt var forandret fra den muntre Gas iaftes; og dette kolde graa Lys, som sugede Friskheden ud af alle Farver, tog med et alt Modet fra ham.

Han stansede og grebes af en stor Tvivl om sig selv. Han saa sig om, mon det duede? mon det ikke var aldeles vanvittigt?

Men da hørte han hendes lette Fod i Trappen. Han løb ud og tog imod hende i det mørke Kot; de holdt hinanden omfavnede – 114lykkelige som to Nygifte, og al Uro var i samme Øieblik som strøget af Tørres.

Men i Butiken, hvor der var lyst, generede Frøken Thorsen sig, rødmede og stammede, da Tørres ganske alvorlig sagde: «Vil De hjælpe mig – Frøken?»

Det var en hel Komedie; de var saa straalende lykkelige, og Ingen af de andre viste om Nogenting.

Der kom Bud fra Hr. Jessen, at han kom ikke idag; og nu ventede de spændt paa Fru Knudsen.

Hun stansede ogsaa i Kontordøren – aldeles overvældet. Og den Følelse, som først greb hende, var Ængstelse over alle disse Varer, som var hendes, som hun skulde faa solgt og betalt.

«Men Gud! for Sæbe!» raabte hun og stansede foran et høit Slot af kulørede Sæbestykker, som Tørres havde opført midt paa Disken; «vi har altfor meget Sæbe!»

Tørres viste hende smilende, at Slottet var ganske hult og tomt.

«Men paa Lageret!» – sagde Fruen.

«Vi har ikke mere,» lo Tørres.

15«Har De udstillet alt?» – hun havde aldrig tænkt sig andet, end at man kun udstillede en liden Prøve; «men gaar dette an?»

Tørres tog – fremdeles smilende – en stor Papæske ud af Hylden, hvor der stod Rækker af lignende Æsker, han aabnede den og viste Fruen, at den var aldeles tom.

«Ser De – Frue! Folk maa faa det Indtryk, at Cornelius Knudsens Butik er saa stapfuld med Alverdens udmærkede Sager, at det formeligt flyder udover af bare Overflod.»

Dagen begyndte, og Fruen blev i Butiken. Det morede hende at se de overraskede Ansigter, og høre, hvad Folk sagde, naar de kom ind og fik se Forandringen. Alle troede, at Butikken var bleven udvidet, fordi der fra øverst til nederst var lige fuldt af Farver og lyse Stoffer.

Allerede den nye Opstilling i Vinduerne, som Tørres havde komponeret efter sit Hoved, trak Folk til Huset; det øgte jævnt udover Dagen; men først om Eftermiddagen, da Gasen blev tændt, viste Butiken sig i sin nye Glans.

Oppe i den øvre Ende, hvor der før kun havde været den fineste Damepynt, der bredte sig nu en broget Udstilling af Uldgarn og 16færdige Uldsager udover Disken og oppe i Hylderne, som syntes fyldte med Uld i alle Farver og Finheder.

Men størst var dog Overraskelsen over den nederste Del af Butiken, som før havde været halvmørk. Der straalede nu nye Gasblus, medens hele Afdelingen fra Loft til Gulv var skinnende hvid. Her havde Tørres og Frøken Thorsen samlet alt, hvad der fandtes af hvide Varer i en ødsel Udstilling.

Fra Hylderne, som vare fulde af Servietter, hang brede Damaskesduge helt ned til Gulvet i rigelige Folder – ligesom Gletchere; Theduge med store Bouquetter og brede Border, Fryndse-Servietter i Pakker med Silkebaand om; Disken bedækket med skinnende hvidt Undertøi for Damer og Børn; Indfældninger og Broderier til Chemiser og Benklæder, Kniplinger, Linneder, Lommetørklæder, Mellemværk, hvide Skjørter, – en Duft af rent havde forvandlet denne Afkrog til det mest tiltrækkende Sted for Damerne; og den gamle Deling af Butiken var brudt med et Slag.

Derved opstod unægtelig en hel Del Forvirring; men det ligte Tørres godt; han vilde, 117at Folk skulde tumle lidt omkring mellem hinanden, før de fandt det, de søgte; og der kom efterhaanden en Stemning over Publikum af Iver og godt Humør, unge Piger lo og snakkede høit, medens alvorlige Mænd, som skulde kjøbe alvorlige Ting, de stod der midt inde mellem Kvindfolkene og viste ikke rigtig, om de ligte det eller ei.

Men Simon Varhoug var der – ligesom før; og Prøver af alt muligt kunde de finde foran sig paa Disken, lyst var der ogsaa, saa det gik vel an; det var bare saa underligt at færdes indimellem disse fine Damerne.

Fru Knudsen kom efterhaanden til at staa ved Kassen den hele travle Dag, hvor hun modtog mange Komplimenter fra Kjendinger; og om Aftenen var baade hun og hendes Folk ganske udmattede.

Tørres viste hende triumferende Ruinerne af Sæbeslottet.

«Men hvad mon Hr. Jessen vil sige?» sagde pludseligt Fru Knudsen.

Den lille Frøken Thorsen blev selv med et alvorlig og saa hen paa Tørres; men han svarede ganske rolig:

18«Jeg vilde ønske, Jessen kom imorgen, her blir nok at gjøre.»

Medens Dagen gik paa denne Maade i Cornelius Knudsens Forretning, var der meget stille ved Siden af – i Brandt’s store Lokale. Butikfolkene løb af og til ud paa Gaden eller gjorde sig Ærinder, forat iagttage de nye Opstillinger og den store Tilstrømning hos Naboen.

Men Gustav Krøger selv mærkede Ingenting, og da Julie ved Middagsbordet vilde fortælle om, at hun og Fru Steiner havde været inde og seet paa Hr. Wolds Forandringer, brød han Samtalen af og vilde ikke høre.

Da han imidlertid efter sin Middagssøvn kom ned i sin Forretning, slog det ham, hvor ensomt der var.

«Stygt Veir; Folk holder sig hjemme,» sagde han i Forbigaaende til sin Førstemand.

«Folk gaar en anden Vei idag,» svarede denne.

Krøger tog sin Hat og gik udenfor.

Udstillingen i Vinduerne fandt han hæslig; men da han vilde gaa ind og hilse paa Fruen, saa han gjennem Glasdøren Butiken fuld af Folk 19og Fruen selv ved Kassen varm og fornøjet. Han slap Døren og gik hjem igjen.

Men da han traadte ind i sin store velordnede Krambod, saa tom for Folk, var det første Gang, det tvang sig ind paa ham, at nu var her Konkurrence paa Liv og Død; og han viste vel, hvis Skyld det var. –

– Anton Jessen havde faaet at vide om den store Omvæltning i Butiken af Venner, som besøgte ham om Aftenen. Han mødte derfor næste Morgen fuldt bevæbnet i Forretningen, færdig til at tage det hele overlegent, og sikker paa, at han nok skulde overbevise Fruen om, at denne simple Maner at strø alting udover, var en Ødelæggelse for en fin Forretning.

Hans Princip var tvertimod at hente frem en Æske eller Pakke fra Hylden med en Mine, somom det var en særskilt Udmærkelse, han vilde gjøre Kunden, og saa fremvise Varen som noget extra og udsøgt. Paa denne Maade havde han vundet mangen Seier selv over Brandt, hvis Varer ellers havde Ord for at være de fineste.

Han ankom saa tidligt, at der endnu ikke var synderlig Handel; men Tørres og de andre 120havde endnu travlt med at ordne efter Gaarsdagens Forvirring.

Midt i Butiken blev han staaende med Hatten paa Hovedet og saa foragtelig op og ned ad den lange Disk, derpaa sagde han med en Stemme, han havde øvet sig paa underveis:

«Pak ind alt det der; – Disken skal være ryddet.»

Frøken Thorsen havde faaet ligesom et Slag for Brystet, da han traadte ind; Hr. Jessen havde endnu en stor Magt over hende; hun stod ligbleg uden at røre sig; ingen af de andre gjorde heller Mine til at tage fat.

Det begyndte at trække i Hr. Jessens Ansigt og skjælve om Munden; han løftede sin lille tynde Stok og slog i Disken:

«Her skal ryddes. Hvem er det, som befaler her – De eller jeg?» han saa Tørres lige ind i Øinene.

Men Wold lod, somom han var ganske rolig, og lo haanligt:

«Jeg tænker, hverken De eller jeg.»

«Det skal vi snart faa se,» raabte Hr. Jessen og ilede op i Kontoret. Nede i Butiken kom Folk, og Forretningen gik; men hver Gang, der 121hørtes en Lyd fra Kontoret, saa Frøken Thorsen hen paa Wold; hun følte, at disse Øieblikke bestemte over hende; men hun kunde ingenting læse i hans Miner; Tørres arbeidede munter og ivrig, somom ingenting var iveien.

– Saasnart han stod foran Fruen, begyndte Jessen at tale hurtigt og heftigt med Øinene fæstede i hendes.

Hun skyndte sig at afbryde ham:

«Ja, det var galt – Hr. Jessen! jeg indrømmer, at jeg burde talt med Dem, inden jeg» –

«Aa – det er ikke det værste – Frue! men» –

– «men» – vedblev hun – «jeg havde selv ingen Anelse om, at Forandringen –»

«Det er ikke Forandringen, jeg vil tale om», sagde han mørk.

«Men jeg maa forresten indrømme,» sagde Fruen, «at det hidtil ialfald synes at gaa –»

«Jeg har talt meget med min Moder – Frue! i den senere Tid om – om min Fremtid –»

Hun prøvede endnu at afværge det, som hun følte vilde komme; men hans indre Oprør skyllede nu over, han glemte sin Skyhed, idet han følte dette ene: at alt stod paa Spil for 122ham, og at han maatte seire. Og idet alt nu samlede sig om at vinde hende, skildrede han med sitrende Iver, hvorledes alle hans Drømme bestandig havde kredset om hende, hvor han elskede hende, og hvor hans gamle Moder vilde velsigne den Dag, da hun gjorde ham lykkelig.

Fru Knudsen havde mangen Gang tænkt, hvorledes det vilde gaa, om hun igjen mødte en Mand, der overvældede hende med et forelsket Mandfolks frembrusende Attraa; men skjønt der var saa megen Lidenskabelighed i hans Væsen og Ord, følte hun sig – næsten til sin egen Overraskelse mere rolig og kold, alt imens han talte.

Hans skuffede Forfængelighed, hans fantastisk drømmesyge Sind gav Ordene en falsk Klang, som hun hørte; det var et heftigt Oprør, en brændende Bøn; men det var alligevel ikke en forelsket Mand, hun følte det næsten som en Uvilje.

Hun reiste sig op fra Pulten og gik mod Dagligstuen og sagde tørt og overlegent:

«Hr. Jessen! jeg vil en Gang for alle forbyde Dem at tale til mig paa den Maade, – ellers maa vi skilles.«

123«Godt Frue!» raabte han pludselig med etslags Latter, «lad os saa skilles strax, – hvis De tillader.»

«Lad os nu være fornuftige – Hr. Jessen!»

Men nu var han med en Gang bleven den forkjælede Gut, som paa Død og Liv vilde drive det ud i den yderste Spids; han vilde være den Forkastede, den Forhaanede; han vilde læsse paa sig alt – jo mere jo bedre; engang skulde det vel komme for en Dag, hvad Anton Jessen egentlig var!

Og saaledes for han ud af Kontoret, gjennem Butiken uden Hilsen eller Farvel og hjem til Mor, forat læsse sine Sorger af. –

– Nogen Tid efter sad Bankchef Christensen i Direktionens indre Værelse og gned sin store tykke Næse, medens han ventede paa En, som han havde sendt Bud efter.

Idet nu Tørres blev ført ind af Bankbudet, saa Christensen under sin Haand op paa den unge Mand og noterede sig, at han var bleg og urolig i Øinene. Derpaa anviste han en Plads nær sin egen Lænestol; men Tørres satte sier med et usikkert Smil henne ved Døren paa den yderste Snip af en Stol. «Jeg har oftere 124havt den Fornøielse at se Dem i Banken – Hr. Tørres Wold! især i den senere Tid –»

«Ja, vi har jo adskillige Papirer løbende –»

«Det er ikke om Cornelius Knudsens Papirer, jeg taler,» afbrød Bankchefen tørt, «det er Deres egne Transaktioner, jeg har fulgt med Interesse.»

«Aa – Hr. Bankchef! – Ubetydeligheder,» svarede Tørres og vred sig paa Stolen.

«Alt ialt er det et ikke saa ubetydeligt Beløb, som gjennem Dem er indsat i Banken i Løbet af –»

«Men det er ikke mine Penge,» begyndte Tørres ivrig og tørrede Sveden af Panden.

– «i Løbet af de sidste Maaneder,» fortsatte Bankchefen rolig.

«Men det er ikke mine Penge – Hr. Bankchef!» raabte Tørres ivrig, «det er pr. Commission –»

«Naturligvis er det ikke Deres Penge alle,» sagde Christensen, somom han undrede sig over denne Iver, «jeg kan jo vide, at en ung Mand i Deres Stilling kan ikke have lagt sig saa meget tilbeste, selv om han er meget – hm! – meget vindskibelig.»

125Atter gned han sin Næse, medens han lurede sig til at se paa Tørres under Haanden.

Det sank i Tørres indvendig; denne Mand vidste det hele og havde ham i sin Haand.

Det var nemlig gaaet saaledes, efterat han blev Førstemand i Butikken, at han, forat anbringe sin altid øgende Kapital, havde indsat en hel Del Smaasummer i Christensens Bank paa Navne, som han selv fandt op. Han valgte helst Gaardene rundt om Snørtevold, hvor han var kjendt, og lavede saa selv saadanne Fornavne, som han vidste, der ikke fandtes. Saaledes havde han allerede mange Kontraboger med Banken, uden at hans eget Navn forekom nogetsteds.

Men Bankchefens Næse havde nok lugtet, hvad Skuffe de Penge kom af, det blev Tørres klart i dette Øieblik, – han sad paa den yderste Snip af Stolen – færdig til at løbe eller kaste sig ned og bede om Naade, – han vidste ikke selv hvad.

«De maa have et godt Navn i Deres Hjembygd, siden saa mange forskjellige Personer fra den Kant lader sine Sparepenge indsætte gjennem Dem,» sagde Chefen efter en liden Pause.

126Tørres kunde ikke faa Munden op.

«Det er altid et godt Tegn, naar en ung Mand nyder Tillid blandt sine egne. Jeg interesserer mig meget for de yngre Kræfter, som voxer op i vor By.»

Aldrig i sit Liv havde Tørres været saa uvis. Sad den store Mand og legte med ham, før Slaget kom? – eller hvad i Alverden vilde han?

«Jeg kan se paa Dem», sagde Bankchefen smilende, «at De sidder og tænker paa, hvad jeg egentlig har ment med at kalde Dem herind i mit private Rum – ikke sandt? – De er usikker?»

Denne Pinsel kunde Tørres ikke længer holde ud; det fine Spind, hvori han følte sig indviklet, endte med at ophidse ham, hans naturlige Trods brød gjennem, og idet han med et Sæt satte sig helt fast paa Stolen, spurgte han Bankchefen midt i Ansigtet:

«Har De kanske nogen Mistanke?»

«Mistanke! –» raabte Bankchefen og for iveiret; «jeg forstaar ikke, hvad De mener? – til hvad? – ah! De tænker atter paa disse Vexler; men jeg forsikrer Dem, jeg tror, Cornelius 127Knudsens Forretning er fuldstændig solid, især i Forbindelse med G. Krøgers Endossement; men som Førstemand hos Enkefru Knudsen skulde De dog lade det være Dem magtpaaliggende at søge Gjælden forminsket; den er stor nok; men jeg nærer langtfra nogen Frygt – eller Mistanke – som De udtrykte Dem.»

Mens han talte, havde Bankchefen reist sig, og var gaaet hen til Vinduet; han trængte formelig til at gjenvinde sin Aplomb. Noget saa klodset havde han aldrig mødt, og han fik ringere Tanker om denne «unge Kraft.» Det var ellers hans Vis, naar han saa nogen Ungdom slaa sig op, at komme tilhjælp med Raad og Nedladenhed, som han siden tog sig betalt paa mange Maader; men de maatte helst være lidt finere end denne.

Og Tørres paa sin Side nyttede de Øieblikke, mens den anden saa paa Gaden, til at samle sine Tanker. Han havde været lige paa Randen af sin Skjæbne, et Ord til, og han havde forraadt og udleveret sig selv og sin Hemmelighed. Saa galt var det ikke gaaet; hvor meget end Bankchefen viste eller anede, 128saa var det dog ikke det, han vilde: kræve ham til Regnskab for, hvorfra han havde alle de Penge. Og til alt andet var Tørres beredt.

«Nei – ser De! hvorfor jeg har ladet Dem kalde herind,» fortsatte nu Bankchefen i en venlig Tone, «det er, fordi jeg – som sagt – interesserer mig varmt for de unge Kræfter i vor By; og naar De allerede nyder saa megen Tillid blandt Deres Egne, vil De uden Tvivl i Fremtiden faa flere Midler at anbringe.

«Det vil jeg haabe – Hr. Bankchef.»

«Og derfor vilde jeg tilbyde Dem min Hjælp med Raad og Daad.»

«Jeg kan ikke noksom fuldtakke –»

«Aa – det er mig en Fornøjelse at op hjælpe de unge Kræfter,» sagde Bankchefen, satte sig atter tilrette i Lænestolen og udviklede for Hr. Wold, hvorledes Indskud paa Sparebankvilkaar kunde være godt nok for gamle Jomfruer. Men at unge Kræfter, som vilde bidrage til at løfte Byen, de maatte ogsaa sætte sine Kapitaler i Byens merkantile Foretagender, i Skibsfart, i industrielle Anlæg og saa videre.

Nu var Tørres fuldstændig med og overmaade lettet. Han kjendte godt til Bankchefens 129berømte Specialitet: at lokke uerfarne Venner til at kjøbe besværlige Skibsparter og tvivlsomme Aktier. Han var beredt til at føie sig et langt Stykke overfor denne farlige Mand, som sandsynligvis havde gennemskuet hans Spil med de opdigtede Navne og anede hans Hemmelighed; men han skulde nok passe sig.

Derfor lod han yderst begjærlig og takkede for de Udsigter til at faa Penge fordelagtigt anbragt, som Bankchefen aabnede ham; men han bed ikke paa noget bestemt Tilbud, eftersom han hele Tiden fastholdt, at selv havde han jo ingen Kapital; men hvis han skulde faa Penge mellem Hænderne, skulde han vist ikke undlade at gjøre Brug af Hr. Bankchefens elskværdige Bistand.

Dermed skiltes de for den Gang.

Bankchefen sad en Stund og tænkte. Han var bleven opmærksom paa den snedige Maade, hvorpaa det unge Menneske anbragte sine Penge; hvor han havde dem fra, behøvede Christensen ikke at spekulere over; han havde selv arbeidet sig op fra Ingenting. Derfor havde Tørres skuffet ham ved sin Plumphed, som det nær havde været umulig at dække. Denne «unge 130Kraft» kunde maaske blive rig; men han vilde ingensinde naa op til de Høider, hvor Bankchef Christensen levede og regjerede.

Men for Tørres Wold var dette Møde en Begivenhed, som paa en Gang løftede ham mangfoldige Trin ivejret. At han var kaldt til privat Samtale med Byens første Pengemand var en uhørt Udmærkelse for en Krambodgut; og det styrkede først og fremmest hans Stilling hos Fru Knudsen.

Vel var han efter Hr. Jessens pludselige Bortgang bleven Førstemand, fordi der var ikke nogen anden. Men Fruen følte sig ingenlunde sikker paa, at han var Stillingen voxen. Dertil kom, at Gustav Krøger bestandig havde noget at sige paa Tørres.

Det var endog kommen dertil, at Krøger kun sjeldent besøgte hende i Kontoret; og da han sidste Gang var der, havde han meddelt hende, at Hr. Jessen var antaget som Førstemand hos Brandt, – han havde ikke kunnet gjøre andet – sagde Krøger, i Tider, hvor alt gik ud paa Konkurrence. –

Vistnok saa hun, at Tørres Wold var en udmærket Udsælger, hendes Omsætning tog et 131stort Opsving udover Høsten; men forstod han disse Regnskaber? og alt dette med Vexler, som hun selv aldrig havde forstaaet anderledes, end at hun pludselig kunde faa en Tvivl, om der skulde gjøres saa eller saa? og da var hun ikke istand til at greie sig uden Hjælp.

Men Samtalen mellem Bankchefen og Tørres, saaledes som denne omstændeligt fortalte den igjen, beroligede hende i høi Grad. Den store Mand havde jo underholdt sig med hendes Kommis som med en yngre Forretningsmand, hvis Dom han satte Pris paa.

Ogsaa ude blandt Folk fik den unge Wold hos Fru Knudsen en vis Interesse fra denne Dag. De, som kjendte ham, og som hidtil havde anset ham for at være en ganske almindelig flink Bondegut, de begyndte nu at undres over, om der ikke var noget mærkeligt ved ham alligevel, siden den store Bankchef værdigedes at tage Notice af ham.

Og lidt efter lidt blev denne unge Mand i den underordnede Stilling omtalt; hans Navn blev kjendt; og som en Anelse samlede der sig allerede om dette nye Navn noget af den Respekt, der voxer til Beundring og ender som 132den ydmygeste Dyrkning, naar en af disse saa kaldte self-made Mænd stiger forgyldt op af Ingenting og pludseligt fremviser de to tomme Næver, hvormed han vitterligen begyndte, stappende fulde af ubegribeligt Guld.

Men alt dette virkede igjen som en Forløsning for Tørres Wolds indskrænkede Virksomhed. Nu behøvede han ikke længer saa omhyggeligt at skjule sine Penge i de hemmeligste og farligste Forretninger; han kunde nu udvide sin Laaneforretning og sikre sig paa alle Maader, idet han bestandig kun optraadte som Commissionær for andre.

Thi at tabe Penge taalte han ikke, det vil sige, han blev ganske syg af det. Det havde hændt en Gang eller to, at et Par mindre Beløb ikke vare mulige at faa igjen; og da var Tørres aldeles ude af sig selv, hverken spiste eller sov. Først da han var ganske sikker paa, at der ikke fandtes en Trevl mere at plukke af Skyldneren, kom han nogenlunde til Ro; men han noterede sine Tab og summerede dem ofte op i sit Hoved, forat holde sin Forsigtighed vaagen.

Naar nu Nogen – og der var forunderligt mange – i en Snarvending trængte til et 133Par Hundrede Kroner, saa kunde Tørres Wold uden at vække Mistanke skaffe disse Penge tilveie mod en 3-maaneders Vexel; idet man bestandig fra begge Sider forudsatte, at disse Penge var nogle, han havde faaet at bestyre for nogle fraværende Personer langt borte.

Kun en enkelt Gang mellem Kammeraterne, hvor man ikke tog det saa nøje med Hemmeligheder af denne Art, kunde En, naar de sad og drak, give Tørres en liden Hentydning til Fru Knudsens Skuffe. Men Tørres lo med og saa fra den ene til den anden; han viste, der var ikke en, der for Alvor vovede at kaste den første Sten. Men ellers – udenfor den intime Kreds nævnedes ingen Mistanke; og hvis en uforstandig Husmoder spurgte sin Mand: «Men Gud! – hvor faar slig en Krambodgut Penge fra?» – saa svaredes der i en forretningsmæssig Tone: «Den unge T. Wold er usædvanlig dygtig, Bankchefen interesserer sig for ham.»

Imidlertid havde Tørres ingen Dag forsømt, men regelmæssigt taget lidt af Skuffen hver Eftermiddag. Han indsaa, at det aller sikreste var Jævnheden af de Beløb, som forsvandt, samt at der bestandig blev taget noget; 134og naar han stak til sig sin Part, tog han et Skjøn over Dagens Omsætning, og derefter rettede han sig.

Men efter den store Sejer beregnede han sig ikke blot sin egen Part, men han tilbageholdt ogsaa for sig, hvad han taxerede som Hr. Jessens forrige Part, og dette blev under den forøgede Handel, som skyldtes hans egen Dygtighed, ikke saa lidet, hver Dag.

Han arbeidede ivrigere end nogensinde og næsten svimmel af sin egen Lykke paa alle Kanter. Alt, hvad han havde drømt, faldt ham i Hænderne; han havde næsten ingen Planer længer, fordi det gik saa fort; hans Penge øgede hver Dag og han var henrykt over sit lille nydelige Legetøi. Ogsaa Frøken Thorsen, som straalede af Lykke, trak Folk til Forretningen; de maatte udvide Betjeningen og nye Varer maatte bestilles.

Konkurrencen mellem Wold hos Knudsen og Jessen hos Brandt interesserede snart hele Byen; og Damerne disputerede, hvor de kom sammen, om de to Forretninger.

Af den klodsede Bondegut, som kom til Byen for to Aar siden, var der nu ikke andet 135tilbage end det brede og stærke i Skikkelsen som i Maal og Væsen. Livet laa nu aabent for ham, Byen syntes ham allerede halvt erobret, alt det Held, han havde havt, steg ham til Hovedet; og han troede ikke længer paa disse Kløfter, som skulde adskille Menneskene.

Tørres Wold lod sig denne Høst foreslaa til Optagelse i Klubben og slap igjennem til Gustav Krøgers store Forargelse.

Alligevel krøb det lidt i ham, da han fremstillede sig til det første Klubbal. Han havde nok gaaet paa Danseskole og udmærket sig ved Afskedsballet. Men det var mellem Frøken Thorsen og hendes Veninder af Butikfaget.

Men her blev han uden Varsel forestillet for den gamle Bispinde Hagerup, som han hidtil kun havde seet blive kjørt omkring i Husvogn indeni Pelsværk; og den næste af Klubbens Værtinder var selve den døve Amtmandinde, hvis løse Tænder man maatte være vant til for ikke at tabe Fatningen. Der var Byfogden og Krigskommissæren sprængviolet og i Uniform; Løitnanterne gloede op og ned ad ham, og Studenterne bøiede de blege Hoveder sammen og vrinskede Haan.

136Tørres hegyndte igjen at tro paa Kløfterne; men han balancerede forsigtig paa Randen, holdt sig meget stille fra først af og dansede bare med tiloversblevne Gjenstande i Krogene. De gamle Damer gav ham den Karakter, at han var noksaa pyntelig til Bondegut at være.

«Hr. Wold – Fru Steiner» – det var en af Balinspektørerne, som forestillede dem for hinanden.

«Jeg har sat mig i Hovedet, at jeg vil gjøre Deres Bekjendtskab,» sagde hun og rakte ham sin Haand. Tørres kunde bare smile og bukke.

«Kom herhen – Julie! – lad mig forestille dig, jeg har tiltvunget mig Hr. Wolds Bekjendtskab.»

Julie Krøger nærmede sig – smukkere end han troede, hun kunde blive – med frisk Farve og et fornøiet Smil over det ellers noget tørre Ansigt. Ogsaa Jolla Blom kom til; og Tørres befandt sig med en Gang blandt Ballets mest søgte Damer: Tulla Arentz, Dalla With, Assen, Bassen og Trutte Maribo samt Dada og Didi Brun; Fru Steiner forestillede ham, idet hun kaldte ham: «Min Opdagelse – Hr. Wold!» 137Musikken spillede de første Takter til Françaisen, og Herrerne løb om efter sine Damer.

«Har De nogen Dame – Hr. Wold? ikke? – udmærket! Se her! Julie! Erstatning for din forulykkede Løitnant,» – og i en Fart fik Fru Steiner dem Arm i Arm, medens hun selv tog Pladsen vis-a-vis med sin Kavaller Løitnant Filtvedt. Dennes uadskillelige Ven og Krigskammerat Løitnant Tuftemo var netop beordret til at følge Krigskommissæren hjem, hvilket altid var den yngste Løitnants Arbeide.

Da de stod opstillede, sagde Tørres meget forlegen: «De maa undskylde – Frøken Krøger! – jeg havde aldrig havt Mod til at engagere Dem.»

«Aa – er jeg da saa frygtelig?» svarede Julie.

«Nei, men jeg er saadan en Klodrian,» sagde Tørres.

«Nu faar vi se,» svarede hun smilende, og Touren begyndte.

«Det gaar jo godt,» sagde Julie venligt; hun kunde ikke lige, at hendes Veninde var saa overlegen mod Hr. Wold, – saaledes som 138hun nu stod og gjorde Nar af ham med sin Løitnant.

«De synes vel ogsaa, hun er deilig?» spurgte Julie lidt efter.

«Hvem?» spurgte Tørres forsigtig og tog Øinene til sig.

«Jeg troede, De betragtede hende, – min Veninde, Fru Steiner. Alle Herrer er jo forelskede i hende,» sagde Julie kort.

Men Tørres var en altfor dreven Kavaler mellem sine Piger til at falde i denne Snare; han svarede henkastet:

«Aa, hver sin Smag! – jeg ved da ligesaa smukke Damer.»

Julie beundrede selv sin Veninde, saa hun taalte ialmindelighed – ja hun fordrede næsten, at de Herrer, som nærmede sig, skulde være betagne af den unge Frue. Alligevel var det hende ikke imod, at dette unge pene Menneske, hvem Lulli saa overlegent kaldte sin Opdagelse, at han dog ikke var mere indtaget.

Hun gav sig derfor mere af med ham i de følgende Toure, fik ham til at snakke og fortælle, og da de skiltes efter Dansen, var de gode Venner.

139»Du vil nok tage min Opdagelse fra mig, – men vogt dig!» sagde Lulli leende.

– Men Tørres gik hjem om Natten i en Rus mindre af det, han havde drukket, end af det, han havde oplevet. Fru Steiner var ham et Vidunder; det var det mest glimrende, han kunde tænke sig af et Kvindfolk.

Men han havde dog endnu Forstand nok til ikke at tænke saa høit. Julie Krøger var allerede et svimlende Maal. Alt var hidtil lykkedes for ham; god Hjælp fik han overalt; kanske dette skulde blive Hævnen over Krøger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Jacob

Romanen Jacob fra 1891 var Kiellands siste skjønnlitterære verk.

Handlingen er, som i de fleste andre Kielland-romanene, lagt til Stavanger. Hovedpersonen er den unge husmannssønnen Tørres Snørtevold som forlater husmannsplassen og reiser til byen som han tror er «stappende fuld af Guldskillinger, Guldskillinger og Jenter». Vel framme i byen får han seg jobb i enkefru Knudsens butikk. Tørres er en driftig ung mann og snart snor han seg opp og fram i samfunnet. Til slutt ender han som en av byens mektigste menn.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1891 (nb.no).

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.