VI.

Hver Gang Gustav Krøger kom i Fru Knudsens Kontor, – og han kom temmelig ofte, enten bare for at passiare eller naar der var Vexler at underskrive; men hver Gang sagde han til hende:

«Tag Dem iagt for den unge Fyr der! et farligt Menneske!»

Det kunde netop ligne Krøger at bevare Uvilie mod et Menneske, som han selv havde tilføiet nogen Uret, og han indrømmede selv, at han gjerne kunde have taget den Bondegut med i Baaden.

Imidlertid var det saa ringe en Ting, at han vel snart havde glemt det hele, om ikke denne samme forbandede, rødhaarede Gut var faret ham lige i Armene næste Dag i hans eget Kontor!

65Men fra det Øieblik var Gustav Krøger sikker paa, at den Fyr kunde han ikke fordrage, det var udentvivl en lumsk og meget farlig Person!

Der var hyggeligt i Cornelius Knudsens gamle Kontor, hvor den smukke Enke sad ved sin lave Pult ved Vinduet, medens Krøger pleiede at stige op paa den høie Krak, som fordum havde været gamle Knudsens og nu var Hr. Jessens Plads.

Der var en Gang for alle kommen det Forhold mellem dem, at alting var halvt Spøg. Derfor kunde han sige, hvad der faldt ham ind, og more sig med at iagttage hendes Forlegenhed, naar Rødmen – til hendes egen Fortrydelse – steg hende op i Ansigtet. Og hun, som ikke havde nogen anden at støtte sig til, følte sig sikrere i sin taknemlige Hengivenhed for denne Mand, fordi det jo alt sammen gik i Spøg.

Det hørte med til disse smaa Formiddags-Samtaler i Kontoret, at han ofte hentydede til en Sammensmeltning af de to Nabo-Forretninger.

Saaledes kunde han sige med sit alvorligste Ansigt:

66«Er det ikke saa, Frue? – foreløbig er vi enige om, at til Vaaren slaar vi Hul paa Væggen mellem Butikerne, saa sætter vi en høi, buet Dør med Piller og Portierer, saa har vi en Butik, de ikke har Mage til i Hovedstaden? Naturligvis – ja! – jeg ser, hvad De vil sige: saa maatte vi jo ogsaa i andre Henseender slaa os sammen? – ikke sandt? – det var det, De vilde sagt?»

Men efterat Tørres kom i Butiken, var det bestandig om ham, Krøger begyndte.

«At De ikke kan se, han er en udspekuleret Kjæltring?»

«Nei, ved De hvad! – Krøger! han er Aabenhjærtigheden selv; han siger alt, hvad der falder ham ind.»

«De liger ham?»

«Han er uhyre flink og paalidelig –»

«Paalidelig! – han?»

«Men sig mig! ved De da noget?»

«Ikke det mindste,» svarede Krøger aabenhjærtigt; «men det behøves ikke, jeg kan se det altsammen paa hans Tænder.»

«Jamen de er udmærkede,» sagde Fru Knudsen og lo.

67«Netop! – han kan tygge Smaasten det Afskum! han er istand til at æde os op allesammen.»

Fruen lo og hyssede paa ham for Butikens Skyld.

«Og alligevel,» sagde Krøger og steg ned af Krakken; «alligevel ender det med, at De gifter Dem.»

«Sa saa, skal vi nu snakke om det igjen,» sagde Fru Knudsen; «det gaar godt, som det gaar.»

«Forretningen gaar nok, den er gammel; men De er ung, Frue!»

«Det retter sig med Aarene.»

«Det gjør Pokker heller!» sagde Krøger kløende sig i Hovedet; «– hvis bare ikke denne Jessen var slig et Naalehus –»

«Nei, nei – lad mig nu være i Fred,» bad hun og blev ganske rød.

«Ja, lov mig iethvertfald, at De først raadfører Dem med mig?»

«Det gjør jeg jo altid,» sagde hun smilende.

«Ja, lov mig det,» gjentog Krøger, idet han hilste og gik hjem – ganske tankefuld.

68– Men ogsaa Tørres Wold havde paa sin Side fattet en Uvilje mod den tykke Mand i Baaden, – en Uvilje, der hos ham gik langt dybere i Blodet. Hvergang Gustav Krøger passerede gjennem Butiken, blussede det op i Tørres: om han ikke kunde finde paa nogen Hævn?

Men han følte strax, at det var en ganske anderledes Kløft, som skilte ham fra denne Mand, end den – nu snart overvundne Afstand fra ham selv og til Frøken Thorsen – eller endog Hr. Jessen.

Ligesom der var Forskjel mellem ætstore Bondeslægter og simple Husmænd, saaledes var der ogsaa mellem Byfolket Kløfter, han først efterhaanden forstod, – ikke blot Forskjellen i Rigdom; men ogsaa dette dunkle, Hr. Jessen kaldte Dannelsen. Det gik endog op for Tørres, at naar Hr. Jessen talte om Dannelsen, saa var dette noget, som endog Hr. Jessen selv ikke var fuldt Mester i; det var vel først og fremst al denne store Lærdom af Bøgerne.

Paa Skolen og for Præsten havde Tørres været middels. Han kunde nok lære hurtigt, naar han vilde. Men det meste af det, han fik 69lære, interesserede ham kun halvt, fordi han aldrig kunde blive vis paa, om det var sandt eller ikke. Og var det ikke sandt, saa skulde ingen Pokker faa narret ham til at lære om Slanger, som kunde snakke, eller Kjør, der aad hinanden op.

Kun et eneste Afsnit af Bibelhistorien kunde han; men det kunde han ogsaa til Punkt og Prikke; og det var Historien om Jacob, Kjæltringen, der snød sig gjennem Livet og endte som Patriark i Himmelen.

Den christelige Skole-Undervisning havde beskjærmet Tørres Snørtevolds Barndom og Opvæxt mod enhver anden Fortællingsbog end Bibelhistorien. Hverken han eller hans Kammerater havde nogensinde faaet verdslige Helte at sværme for som Robinson eller Tordenskjold; en enkelt, som var Lærerens Yndling, slog sig paa Joseph, der naaede saa høit i Pharaos Gunst; de stærke Gutter derimod tyggede Tobak og tænkte paa Samson; men Jacob! – han var det store Forbillede, Jacob, som forstod sig baade paa Folk og Kretur.

Og alting gik godt for ham, og alting var ham tilladt, og aldrig gjorde Gud Jacob noget 70ondt undtagen den ene Gang med Hoften. Men dette havde Tørres aldrig rigtig forstaaet, derfor ligte han det ikke; der var noget uklart og noget uvirkeligt med en Drøm og en Stige. Dette sprang han helst over, naar han læste om Jacob. Han beholdt bare det Billede, at der stod en lang Stige bent op i løse Luften, og den faldt Jacob ned af og brak Hoften, hvilket forekom Tørres rimeligt nok, baade fordi Stigen stod løs, og fordi den allerede var fuld af Engle, som gik op og ned.

Men ellers og forresten var hans Beundring for Isachs Søn uden Maal og Grænse. At han narrede den dumme Esau med Maden, havde Tørres mange Gange tænkt paa, naar han fra lokkede sine Smaabrødre, hvad de havde.

Men at Jacob turde gaa ind til gamle Isach, som var en rigtig Patriarch, og narre ham saadan op i Stry!

Thi vel havde Rebekka kjulpet ham med Skindene paa Hænderne og med Maden. Men det var Jacob selv, som i Farten fandt paa at nævne Gud, da det kneb. Da den Gamle begyndte at fatte Mistanke og undrede sig paa, at Maden kom saa snart, saa svarede Jacob 71strax: at det var Gud selv, som havde sendt ham Vildtet imøde!

Ja, det havde Tørres mange Gange frydet sig over.

Og saa Esau! – den store lodne Tomling! – da han kom slæbende med sin Mad. Tænk – for Jacob at se ham svede og bale, for at faa istand noget.rigtig lækkert for den Gamle, som alt var mæt – bæ! der stod han!

Tørres lo, saa det klukkede i ham, naar han tænkte paa den Komedie.

Og siden maatte alle bøie sig for Jacob; han narrede dem Allesammen. Selv Laban! som ellers var saa snedig, at han narrede Jacob Gang paa Gang – ja de ti Gange! – men den ellevte Gang tog Jacob hele Grisen. Og Rachel, som stjal sin Faders Gude billeder og sad paa dem, – alt dette beundrede Tørres; thi han nøiede sig ikke med Bibelhistoriens Uddrag; han læste alt i selve Bibelen saa langt det var om Jacob.

Og han saa ham samle Gods og fede Hjor der; han saa ham gaa fra Seng til Seng mellem Hustruer og Piger; han saa den ryggesløse Yngel voxe op – værre end Faderen; – 72men bestandig var Gud med Jacob, ham var alting tilladt – blandt Kvinder som blandt Mænd.

Og naar Tørres i sin Barndom tænkte paa, naar han kom i Himmelen og skulde sidde til bords med Abraham, Isach og Jacob, saa vilde han lure og bore sig frem, til han fik Plads saa nær ved Jacob som muligt.

For der var en Ting, han saa gjerne vilde vide Besked om, og det var om det udmærkede Fantestykke med de spraglede Kjæppe.

Hvor ofte havde ikke Tørres; naar han gjædede saa høit oppe i Heiene, at han kunde finde nogle Orebuske og Hasselskud, – hvor mange Rangle-Stave havde han ikke arbeidet, og hvor havde han ikke spekuleret over, hvorledes de skulde anbringes. Men aldrig saa han sine Sauer drikke – endsige, at han skulde have Vandtrug at samle dem om.

Han vilde saa gjerne have Greie paa dette, som han havde experimenteret med under hele sin Opvæxt. Thi kunde Jacob faa Sauer og Gjeder til at føde spraglede Lam, naar han vilde det, saa var det et Bevis paa Kyndighed i Kreaturstel, der langt overgik alt, hvad Tørres 73kunde tænke sig muligt for den menneskelige Evne.

Nutildags var det i Bøgerne, Folk lærte alt sligt; naar en bare kunde finde de rette Bøger; men her stod han nu foran det hjælpeløst umulige, hvor skulde han begynde? her var Kløften, som bestandig vilde skille ham fra Krøger og den Verden, han tilhørte.

Imidlertid gjorde han om Søndagen Bekjendtskab med flere unge Krambodgutter, som gik og lærte Bogholderi i Aftentimerne. Tørres slog sig strax sammen med dem.

I de første Timer var han ganske dum; forsigtig skrev han alting op uden at forstaa det ringeste og holdt haardnakket sin Mund. Men lidt efter lidt og i rask Stigning kom der Liv i Tallene foran ham. Han greb de Exempler paa Forretninger, som Læreren lod dem øve sig paa, med en virkelig Forretnings Interesse, solgte og kjøbte og posterede; og det varede ikke længe, inden den unge Wold overraskede Handelslæreren ved den Hurtighed, hvormed han saa Resultatet fremkomme og hans aldrig svigtende Nøiagtighed i Beregninger og Posteringer.

74Men hvad der mest greb Tørres, det var Renten og Renteberegningen. Fra Barndommen havde han hørt «Penge paa Rente» nævnt stille og ærbødigt som nogtet fjernt – næsten guddommeligt. Og som han nu lærte om Renten, saa hvorledes den fremkom, saa de velsignede Penges myre-flittige Arbeide ved Dag og ved Nat uden en Times Hvil, saa hvad det kunde øge bare med 1/4 Procent og hvor de smaa Beløb var flinke til at hobe sig op, alt imens de ogsaa arbeidede og lagde smaa Rente-Æg, – saa fyldte dette hele hans Sjæl. Og snart gjorde han ikke andet end regne Renter i Hovedet af alle de Beløb, han hørte nævne eller selv fandt op.

Fra de første 10 Øre, han tog af Skuffen den første Dag, havde han regelmæssigt, men langsomt og forsigtigt forøget sin hemmelige Beholdning af Sølvpenge. Det faldt ham efter haanden saa let og naturligt, at han ikke kunde tænke sig andet, end at de to andre gjorde ligesaa. Han tænkte sig bestandig, at han passede Kassen for Fru Knudsen og for denne Tjeneste var det, han tog et passende Vederlag. Derfor kredsede han bestandig om Skuffen, 75indtil det hændte en Dag, at Hr. Jessen sagde i en bister Tone:

«Hvad skal det betyde, at De bestandig snuser omkring Kassen? – har De ikke andet at passe?»

«Der maa nogen passe den ogsaa,» svarede Tørres, og de saa hinanden et Øieblik fast i Øinene uden at vige. Frøken Thorsen skjælvede.

Imidlertid var jo Hr. Jessen Herre over det, som bedre var, nemlig selve Regnskaberne; han gjorde Indkjøb og udstedte Regninger; mens Tørres beskedent samlede Kronestykker i Skuffen, kunde Hr. Jessen lade store Sedler glide ud af Regnskabet og ned i sin Lomme.

Det var dette, som plagede Tørres; al hans Omhu for Fru Knudsen kunde lidet nytte, saa længe Hr. Jessen raadede; og aldrig slap Tørres til Bøgerne; selv efterat han var kommen vidt i Bogholderi, fik han aldrig gjøre den mindste Indførsel, uden at Hr. Jessen stod over ham og dikterede, somom Tørres aldrig kunde blive andet end den umyndige Bondetamp.

76Om Frøken Thorsen stundom tog sig lidt til Pynt og sligt, saa var det ikke saa farligt; Tørres undte hende det, fordi hun var saa net og sød; og han fik mer og mer Lyst paa dette fine Legetøi.

– Saaledes gik det første Aar i Byen for Tørres Wold. Da det igjen blev Høst med lange Aftener, tog han fat paa et Kursus i det dobbelte Bogholderi for Viderekomne.

Hans Kapital var nu voxet saa vidt, at han kunde vove et Par hundrede Kroner mod en smuk Procent til de smaa Opkjøbere og Æggehandlere, der betalte Rente pr. Uge. Det var en god Forretning, men den maatte helst drives i Smug – om Søndagen, naar han var fri. I nogen Bank turde han ikke sætte Pengene, for ikke at vække Mistanke.

Men ellers var han ikke kommen stort videre. Skjønt han havde Ord for at være en dygtig Sælger, hvem Damerne gjerne lod sig betjene af, og skjønt Fru Knudsen havde for høiet hans Gage, saa kom han hende dog aldrig nærmere. Hun var det fineste Fruentimmer, han kjendte, – ikke dukkefin som Frøken 77Thorsen, men indvortes fin – stille og overlegen.

Men Hr. Jessen vaagede over Skatten som over Regnskaberne. En Følelse af, at denne Bondegut kanske alligevel kunde blive farlig, var begyndt at dæmre i Hr. Jessens Sikkerhed; og han blev mer og mer nøieregnende i de minste Smaating; at ikke Tørres skulde komme en Streg høiere i Veiret end han tillod.

Derfor var Hr. Jessen ogsaa mere elskværdig mod Frøken Thorsen; thi ogsaa der forekom det ham, at Tørres prøvede at trænge sig frem. Og saaledes fik Frøken Thorsens stakkels Hjerte aldrig Tid til at blive helt, men holdt sig smerteligt i en Deling mellem begge.

Kun etsteds havde Tørres vundet en fuldstændig Sejer, og det var over den store Bertha. Den Hurtighed, hvormed denne Bondegut, der begyndte som hendes Ligemand, var forfremmet til en fin Herre, som nu spiste i Stuen og blev inviteret om Søndagen, havde aldeles imponeret hende.

Men Tørres selv begyndte at føle, at han stod fast. Saalænge han ikke kunde komme 78forbi Hr. Jessen, var det altsammen ingenting. Og Jessen var saa flink og korrekt, aldrig kunde Tørres opdage nogen Feil, han kunde hænge sig i; det saa bare ud, somom Hr. Jessen satte sig mer og mer fast i Forretningen; og Byen var mer end nogensinde enig om, at der blev et Par af ham og Enken.

Det var sent en Nat, at Tørres gik hjem fra et Kortparti hos en Kammerat; han var hed i Hovedet af Toddy og Tobak i det lille knebne Kammer og gik mod Regn og Vind i trodsige Tanker. Kammeraterne havde atter talt om Jessen og Fru Knudsen; Tørres bandte, mens han gik, at nu skulde Slaget staa.

Hvad han vilde gjøre, viste han ikke nøie; men imorgen den Dag skulde Jessen faa andet at føle, han lod sig ikke kue længer, han – han – det var undertiden, der kom slige Anfald af Raseri over ham; men da pleiede han at bide Tænderne fast sammen, saa at han skalv, og da gik det over.

Han trak sine Støvler af nedenunder – som han pleiede, naar han kom saa sent, og listede sig forsigtigt opad Trappen i Mørket. Men da han skulde famle sig indover Gangen 79til sit Kammer, standsede han med et, og en Tanke steg som et Lyn op i ham. Derinde – tilvenstre laa Jessens Kjæreste – eller hvad hun nu var; ialfald var hun paa hans Side; hende vilde han begynde med!

Mangen Aften havde han saadan tænkt paa Frøken Thorsen, naar han passerede saa nær hendes Dør. Men bestandig havde han været fornuftig og tænkt paa Skandalen og Opstyret; Bertha kunde høre, – og Fru Knudsen nedenunder.

Men iaften havde han Mod til, hvad det skulde være, og paa Strømperne – som han var – listede han sig hen til hendes Dør.

Frøken Thorsen havde trolig laaset sin Dør i den første Tid, efterat dette Mandfolk var kommen paa Loftet; men hun var holdt op i fuldstændig Tryghed. Han listede sig lydløst ind og famlede sig frem til Sengen.

Hun for op i Søvne; men han fik strax fat paa hendes Hænder og hviskede, at hun maatte være rolig, der var ingen Fare.

«Er her Brand?» mumlede hun og rev sig løs.

80«Nei, det er bare mig – Wold, som kom mer forat tale et Par Ord med Dem Frøken!»

«Aa, hvor ræd jeg blev,» sukkede Frøken Thorsen og lagde sig tilbage; først i dette Øieblik vaagnede hun egentlig; og idetsamme trak hun sig ind til Væggen og spurgte i ny Angst: hvad han vilde her?

Han vilde bare snakke lidt med hende.

Han maatte gaa strax, strax – sagde hun og begyndte at skjælve; hvad vilde han hende, de saaes jo hele Dagen.

Det var netop det, de saaes hele Dagen, og fik dog aldrig talt et fortroligt Ord sammen, han var saa ensom, ingen brød sig om ham –

Hun laa med aabne Øine i Mørket og lyttede til hans Ord, som han hviskede i en sørgmodig og ærbødig Tone. Han havde lagt sig paa Knæ foran hendes Seng, kunde hun mærke; men da han intet yderligere Tegn gjorde til at komme hende nær, laa hun stille og hørte paa ham uden at skjælve.

– Hun havde altid været saa snil og venlig imod ham, fra han kom; men netop derfor kunde han ikke længer holde det ud –

81Hvad kunde han ikke holde ud? – hun hviskede tilbage ligesom han.

Aa – hun viste godt, hvad han mente.

Nei, hun viste sandelig ikke.

At hun vilde nægte! – somom ikke han saa det, som var mellem hende og Hr. Jessen!

Han hørte, hun gjorde en heftig Bevægelse, idet hun svarede med Fasthed:

«Jeg er ikke forlovet med Hr. Jessen.»

«Kald det, hvad De vil,» sagde Tørres i en fornærmelig Tone.

Men nu reiste hun sig helt op i Sengen og sagde indtrængende:

«Jeg har aldeles ingenting med Hr. Jessen, og det vil jeg bare sige Dem: aldrig har noget Mandfolk været mig saa nær som De iaften; nu maa De gaa – strax, strax!»

Han hyssede paa hende, fordi hun var begyndt at tale med Lyd, og han forsatte selv hviskende med at takke hende for denne Forsikring, som gjorde ham saa glad, omendskjønt –

Han maatte tro hende; hun havde nu igjen lagt sig tilbage i Puden, og idet hun bad ham indstændig tro hende, kom en af hendes varme smaa Hænder helt hen til ham.

82Tørres greb den og blev saa underligt svimmel, mens han holdt den. Men vant som han var fra Hjembygden til slige Nattebesøg og til at give Taal og ikke skræmme Pigerne første Gang, blev han roligt ved at hviske, han sagde hende Tak og bad hende, ikke være sint, fordi han var kommen.

Nei det skulde hun ikke være; men nu maatte han gaa; og saa maatte han tro hende.

Det skulde han, og han vilde fortælle hende –

Nei, nu maatte han virkelig gaa, og hun trak Haanden til sig.

Han reiste sig og sagde ærbødigt

«Naar De forlanger det, saa gaar jeg».

Men ved Døren, hviskede han:

«Var jeg nu ikke snil, som gik, fordi De bad mig?»

«Jo – Tak! –» hviskede hun tilbage i Mørket, «Godnat!»

Hun lyttede, til alt blev ganske stille og følte ligesom en overstrømmende Glæde over dette, at han var saa snil og gik, 83naar hun bad ham. Og dette troede hun, at hun laa vaagen og tænkte paa, mens hun sov Time efter Time; og om Morgenen var hun ikke sikker paa, om ikke det hele var en Drøm.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.