VII.

Det var efter Middagsbordet; Gustav Krøger sad dybt i sin Lænestol og læste lidt, før han sovnede; det kunde ikke vare længe til, for Lyset svandt hurtigt i den korte Høstdag. Tante Sofie strikkede og Julie laa bagover i en Gyngestol med en Avis og hørte efter de andre; men sagde selv ingenting.

«Hvorfor stritter du imod – Sofie!» sagde Krøger.

«Jeg stritter aldeles ikke imod; jeg spørger bare: er her noget at gjøre Bal paa?»

«Julie har Lyst.»

«To Bondeløitnanter, halvanden Student og forresten Krambodgutter! – kan det ogsaa være noget?»

«Det er da ikke Du, som skal hoppe – Sofie?»

85«Nei – Gud ske Lov!»

Lidt efter sagde Krøger – fremdeles uden at se op af Bogen:

«Jeg tænker helst, det er, fordi du ikke liger at se Fru Steiner omgivet af alle hendes Tilbedere.»

Men da maatte Tante Sofie le, rigtig en overlegen, spodsk Latter, – det var nogle deilige Tilbedere – for Exempel Adjunkt Jensen, som til og med var gift.

«Ja, det er nu saa med gamle Jomfruer, de liger ikke –»

«Gamle Jomfruer! –» sagde Tante Sofie; «det Ord har hun indført i Familien, det sagde du aldrig før – Gustav.»

«Ja men det vil Du dog ikke nægte Sofie, at Du er gammel og – og ugift?»

«Det nægter jeg ikke», svarede Tante Sofie.

«Jaja,» svarede Krøger og gabede lidt, lagde Bogen fra sig og lukkede Øinene, «andet var det jo ikke, jeg sagde.»

Lidt efter snorkede han jævnt og taktfast, Tante Sofies Strikkepinder gik ogsaa tilhvile, og Julie lod Avisen glide ned paa Gulvet og sank hen i Drømmerier.

86Siden hun kom hjem fra sit Ophold i Dresden og især nu, efterat hun var bleven Veninde med Fru Steiner, var Byen og alle Mennesker bleven hende saa fremmede. Alle de Damer – som nu Fru Bankchef Christensen og de andre, som hun kjendte fra sin Moders Tid, de saa nu paa hende med en saadan underlig Mine – syntes hun.

I de første Dage havde de alle flokket sig om hende og inviteret hende; og hun havde fortalt og fortalt omigjen om sit Ophold i Udlandet – alt hvad hun havde oplevet, seet og spist.

Men nogen Tid efter fandt hendes bedste Veninde Jolla Blom, at det var hendes Pligt at betro Julie, hvor hele Byen syntes, hun var latterlig med denne Udenlandsreise, som hun gik og fortalte om overalt. Der var jo saa mange, som havde reist – for Exempel Fru Christensen, som havde været med sin Mand i Paris, og desuden Konsul With – han havde da reist nok! – og han havde sagt, at Dresden var et kjedeligt Hul.

«Jamen Kjære!» mente Julie, «de spurgte jo alle og alle vilde vide –».

87«Desuden er det jo ikke alle, som har Raad til at reise,» fortsatte Jolla Blom, som havde Hjertet fuldt, «og derfor synes mange, at det er ikke noget at være saa vigtig for, – ja saaledes siger de, – her kan vel være godt nok til dig herhjemme – siger de –, naar saa mange andre kan finde sig tilfreds.»

«Kjære! – har jeg sagt andet?» – indskjød Julie forknyt.

«Og ikke er det saa udmærket heller – alt det, som findes i Udlandet; for den Kjødsalat, Du lærte Fru Ludvigsen –»

«Hun bad om Opskriften –.»

«Ja undskyld Julie! men den var ved Gud uspiselig; for jeg var der selv den Aften; og Pigen, som fik Resten, kastede op hele den udslagne Nat.»

Efter den Tid var Julie paa sit bare Liv for at nævne Udlandet eller sligt; men hun mærkede godt, at det var for sent; der var kommet en Kuldegrad til, hun havde fornærmet dem alle; og endnu værre blev det, da Fru Steiner kom til Byen og tog Julie for sig.

Thi Fru Steiner blev strax «iset inde» som hun selv sagde; og havde det ikke været, 88fordi alle Mandfolkene søgte hende, var hun fuldstændig bleven lukket ude af Selskabet. Og blandt Damerne fik hun hellerikke anden fortrolig Omgang end Julie Krøger, hvorfor hun ogsaa fuldstændig lagde Beslag paa hende.

Imidlertid holdt den gamle Omgangskreds og hendes Moders Veninder endnu fast ved Julie, de vedblev at indbyde og det med saadan Iver, at Julie mærkede, det skulde være Forsøg paa at redde hende ud af den farlige Paavirkning.

Og saa blev hun ærgerlig og slog sig sammen med den unge Frue; hun pyntede sig og arrangerede smaa Middage til sin letsindige Faders Glæde.

Men hun havde ogsaa sine onde Timer, da Modet sank; som nu denne Eftermiddag, mens hun ventede paa sin Veninde.

Julie havde saa meget af sin Moders Blod og kjendte sin Verden saa vel, at ingen Mine i et Ansigt, ingen Hentydning i Tonefaldet undgik hende. Alle de skarpe Pigger, hvori enhver var ligesom indhyllet, – de ramte hende; og hun følte, at det eneste Raad var at være ligesaa sur og pigget som Byen.

89Fra hun var liden, havde hun gaaet og tumlet halvt bevidst med et Valg. Hang hun om Faderens Hals – lystig og glad, følte hun som en liden ond Samvittighed. Men sad hun fornuftig med et lidet Arbeide mellem Moderens Veninder og hørte Samtalen gaa fra Hus til Hus, fra Sorg til Sorg, fra Ondt til Ondt, da led hun, fordi hun længtes efter at komme ud.

Efter Moderens Død og Opholdet i Udlandet var hun blevet noget sikrere; men nye Grublerier og Tvivl groede op af hendes fortrolige Forhold til Fru Steiner.

Det var Mandfolkene og atter Mandfolkene, hun fik høre om. Afgrunde af Slethed og Urenhed aabnede sig for Julie; skjøndt hun ofte forstod bare halvt, fik hun dog saa grundig Besked, at hun følte sig generet endog overfor sin egen Far.

Thi det kunde hun forstaa, – hendes Veninde havde endog sagt det ligeud med en liden Latter: at hendes Far var ikke et Haar bedre end de andre.

Men at nogen kunde le af det! – og Lulli, som havde prøvet det skrækkelige: at være gift med saadan en Mand, og hun, som 90saa heltemodig havde hævdet Renheden, at hun med sin dyrekøbte Erfaring om Mændenes bundløse Usædelighed alligevel bestandig kredsede om disse Mænd – eller ialtfald lod dem kredse om sig.

Ikke saa, at hun lagde Fingrene imellem; de fik ren Besked; hun kjendte dem ud og ind, og det fik de vide.

Men de bare lo og kom igjen. De flokkede sig om hende, som om de netop ønskede at blive rigtig hudflettede og faa al sin Elendighed oplæst og paaskrevet.

Morsomt var det, det var sikkert; men det gjorde Julie forvirret; hun længtede efter Lullis Atelier, medens hun sad og gruede for, at hun skulde komme.

Thi Fru Steiner havde omdannet sin Leilighed til et moderne Atelier, netop som det skulde være. Og det imponerede alle, som fik komme der: de halvmørke Rum med pludselige Lysvirkninger; Tepper overalt og Portierer, Forhæng, Draperier og Skjærmbrætter; dristige nøgne Tegninger; Fruens egne Malerier, hvis frimodige Farver strax væltede alle medbragte Autoriteter; de umulige Stole, som ikke var 91til at sidde paa; de lave Divaner; de ophængte Potteskaar og de udbredte Klude, – alt dette fremmede omkring denne skjønne Fraskilte gav de Indviede Smagen af det yderligst Forfinede paa Randen af det Lastefulde.

Her gaves smaa udsøgte Dinéer med de forunderligste Retter og rigelig Vin, Cigaretter og utvungen Tale. Men Dagen efter gik der en Gysning over Byen, somom Helvedes Porte et Øjeblik havde aabnet sig.

Men mest fængsledes Julie af de lange Ettermiddagstimer, naar hun og Fru Lulli laa henstrakte paa Divanen med Cigaretten og et Glas Liqueur; det var da, hun lærte.

– Det ringede ude i Entreen; men Julie gik ikke, forat lukke op, skjønt hun var næsten vis paa, at det var hendes Veninde. Hun elskede og beundrede Lulli, men – som nu denne Eftermiddag –, der var altid noget, som ventede paa hende, en Domstol, hun ikke kunde komme forbi.

Da Fru Steiner kom ind i Stuen, som nu næsten var mørk, vaagnede de Gamle strax op og begyndte ivrigt at snakke, som om de ikke havde sovet, Julie reiste sig ogsaa, men langsomt.

92«Vil De gjøre os den Ære at aabne vort Jule-Bal?» spurgte Krøger galant henne fra Sofaen.

«Her blir Bal? – glimrende! Du var saa uvis, Julie.»

«Julie syntes naturligvis, at Byen er saa fattig paa Kavallerer», sagde Tante Sofie.

«Aa vi faar tage Rub og Stub», mente Fru Steiner leende.

«De tager altsaa tiltakke med mig?» spurgte Krøger.

«Om jeg gjør!»

– «Et gammelt ækelt Mandfolk som jeg?»

«Havde vi bare mange som Dem – Hr. Krøger? men er Du ikke glad – Julie?»

«Jeg synes som Tante Sofie –»

«Kjære! vi tar hele vort Menageri og dertil alle Skovens vilde Dyr; vi ransager Told-, Post-, Telegraf- og Skolevæsenet og dernæst alle Kramboderne, den lille pæne Jessen hos Knudsen – han kan godt gaa an.»

«Det er desuden gammel Skik at indbyde Knudsens Folk», sagde Krøger.

«Brillant!» raabte Fru Steiner, «saa faar Du ogsaa din Ven – Julie! ham den lange rødhaarede.»

93«Nei maa jeg bede,» sagde Julie lidt skarpt, «det er saamænd dit Sværmeri Lulli!»

«Det var Du, som opdagede ham – Julie.»

«Om hvem taler Damerne?» spurgte Krøger.

«Om ham den store nye, hos Fru Knudsen –»

«Ham! Bondedrengen, Uhyret! –» raabte Krøger og sprang op, «aa det er Spøg, for at ærgre mig.»

«Langtfra Hr. Krøger! Julie finder ham distingué.»

«Det er Du, som finder paa det – Lulli.»

«Skynd Dig – Sofie! – her er saa mørkt, jeg kan ikke se, om de gjør Nar af mig,» – sagde Gustav Krøger ærgerlig. Men da Tante Sofie, som længe havde raslet med Hængelampen, endelig fik Blusset op, og da Fru Steiner fremdeles forsikrede, at baade hun selv og Julie interesserede sig levende for Hr. Wold, da blev han ganske ude af sig selv og svor paa, at den Fyr skulde aldrig sætte sin Fod i hans Hus.

Men da den unge Fru Steiner, som var vant til hans Hidsighed, bare lo, greb han sin Hat og gik ned i Kontoret.

94Efter Lampen tog Tante Sofie fat paa Ovnen, og raslede saa længe og vel med Kulskuffe og Ildtang, at de unge Damer ikke kunde faa snakke. Fru Lulli trak Julie med sig, de skulde hjem til hende, forat revidere Menageriet og se, hvad der egentlig var at stille op til et Bal.

Men paa Gaden stansede de foran det øverste Vindu hos Fru Knudsen, hvor Tørres netop var optaget af nogle unge Damer, som smilede.

«Han er slet ikke saa gal – Julie!»

«Det var stygt af Dig – Lulli! at Du indbildte Far, at jeg – at han –»

«Men Kjære! Du kan da vide, din Far forstod, det var Spøg, – eller skulde der –?»

«Fy – Lulli! idag er du ondskabsfuld.»

Fru Steiner trykkede hendes Arm ind til sig og trak hende med gjennem de mørke Gader.

– Om Aftenen kom Overlæreren paa Besøg til Krøger; han pleiede at komme et Par Gange om Ugen; og naar de havde spillet Shak og drukket et Par Glas, satte de sig gjerne til at tale dybsindigt udover Natten.

95Ligesom Gustav Krøger – skønt Indehaver af den store Forretning aldrig blev fuldt ud hjemme i Byen, saaledes var ogsaa Overlærer Hamre en ensom Person. Der stod den Kulde af dem begge, at de holdt sig for klogere end andre. I Skolen var man paa Lur efter Overlæreren: om han skulde lære noget farligt, og i det kommunale Liv vogtede man sig vel for at slippe Krøger ind.

Da hele Byen saaledes i al Stilhed vendte sine Pigger mod dem, fandt de sig vel i hinandens Selskab; og mens de fra først af i Læsning og Samtaler virkelig holdt sig langt forud for de andre, mærkede de ikke selv, at den lille By i Aarenes Løb ogsaa fik Bugt med dem, fik dem til at kredse i mindre og mindre Kredse om de samme Tanker og de samme Toddyglas.

Krøger sagde til Hamre: «Hvor langt er Du kommen?» og saa fortalte Overlæreren om den Bog for Folkeskolen, han vilde skrive.

Den skulde begynde saaledes: Naar Du træder ud paa Gaden, træder Du paa en fast Brolægning; – hvem har lagt den? – og hvem har betalt Arbejdet?

96Fra denne Begyndelse skulde saa hele Samfundslivet forklares Børnene, saa at de nedenfra og opad kunde lære alle Institutioners og Autoriteters Sammenhæng og Rod i det felles Eje; saaat Folket allerede i sin Ungdoms Skole kunde blive sig sin Souverainitet bevidst og ikke længer forkues af disse Fordomme, at Politi, Retsvæsen, Skatter og Præster ere retmæssige Magtmidler i Hænderne paa de Store imod de smaa.

Men med hele dette store Mellemparti af Bogen, blev han ikke rigtig ferdig, hvorimod han havde Slutten, som han selv satte megen Pris paa: Øverst staar Kongen som en uansvarlig Guldknap.

Eller det var Hamre, som sagde til Krøger: «Har Du endnu ikke valgt Tomten?«– og saa talte de om det Suppekjøkken, som Krøger i mange Aar havde lagt Penge op til.

Han havde en hel Plan med blankpolerede Kobberkjedler, hvori Suppen kogende varm skulde kjøres til Skolerne Klokken halv tolv; alle Skolebørnene skulde spise en stor Portion med et Brød til, saa de i Vintermaanederne kunde komme varme og mætte fra Skolen – 97uden at falde over den fattige Mad hjemme; saa fik Moderen Raad til bedre Stel og extra Søndagsmad og saa – saa aabnede der sig uendelige Vidder for de to, som sad og lagde Planerne langt ud over Natten.

Og naar de tilslut sagde Godnat, trykkede de hinandens Haand med Varme; de var modige og sikkre paa, at tilslut var det dem og deres Ideer, som skulde sejre over de Piggede, og gik tilsengs i lykkelige Drømme.

Men næste Dag ligte de aldrig at træffe hinanden. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.