IX

Hun vaagnet om morgenen og sa til sig selv, han kom vel ikke, og det var naturligvis ogsaa bedst. Men da han banket paa hendes dør, var hun glad allikevel.

«Men hør her, frøken Winge, jeg har ikke faat no mat endda – kan De ikke gi mig litt te og en bite brød?»

Jenny saa sig omkring i værelset: 120

«Jamen her er ikke gjort istand, Gram.»

«Jeg kan lukke øinene – og saa tar De og leier mig ut paa balkonen,» sa Gram utenfor døren.

«Jeg er saa skrækkelig tørst paa te!»

«Jaja, vent litt da –.» Jenny slog teppet over den uredde seng og ryddet paa servanten. Og hun byttet frisertrøien med sin lange kimono.

«Saa. Værsgod, sæt Dem ut paa balkonen da, saa skal jeg lave te til Dem.»

Hun flyttet ut en taburet og satte frem brød og ost. Gram saa paa hendes bare, hvite armer og kimonoens lange ærmer, der flagret om hende. Dragten var mørkeblaa med gule og violette iris utover.

«Hvor nydelig den kjolen er – den ser ut som en egte geishadragt!»

«Ja den er egte. Cesca og jeg fik saanne kjøpt i Paris – til at gaa hjemme med om morgenen.»

«Vet De hvad – det liker jeg forfærdelig godt. At dere gaar saan og er pene, naar dere bare er dere selv.» Han tændte en cigaret og saa efter røken. «Uf hjemme om morgenen – jenta og mor og min søster, de gik og saa ut som –. Synes De ikke, damer burde altid tænke paa at være saa pene, som de kunde faa blit –.»

«Jo. Men det gaar ikke an, naar man har morgenstellet i et hus, Gram.»

«Jamen – til frokost ialfald – de kunde da greie sig paa haaret og ta paa en slik som den der – ikkesandt –.» Han reddet i det samme en tekop, som hun holdt paa at rive ned med ærmesnippen.

121«Ja der ser De, hvor praktisk – saa, drik nu teen Deres, De som var saa tørst.» Hun opdaget i det samme, at alle Cescas lyse strømper hang til tørk derute og flyttet dem litt nervøst ind.

Han spiste brød og drak te og forklarte:

«Jo ser De – jeg laa og tænkte paa igaar, til det blev næsten morgen. Saa sov jeg over mig og fik ikke tid at gaa indom latteriat. Jeg synes, vi skulde gaa ut paa Via Cassia til det anemonestedet Deres –.»

«Anemonested –». Jenny lo litt. «Da De var gut, Gram, hadde De ogsaa blaaveissteder og violsteder og slikt, som De høstet hvert aar og holdt hemmelig for andre barn?»

«Om jeg hadde. Jeg vet om en bjerkelund, som der er duftende violer, ved den gamle Holmenkolveien –.»

«Jeg vet det –,» brøt hun av tiumferende. «Like op tilhøire for der, som Sørkedalsveien tar av –.»

«Netop. Jeg hadde et paa Bygdø og, indenfor Fredriksborg. Og i Skaadalen –.»

«Men jeg maa ind og ta paa mig kjolen,» sa Jenny.

«Ta paa den, De hadde igaar da, er De snil,» ropte han efter hende.

«Den blir saa støvet –,» men i det samme ærgret hun sig. Hvorfor skulde hun ikke pynte sig med den – den gamle sorte silkekjolen hadde været hendes staskjole i saa mange aar – nu behovet hun da virkelig ikke at behandle den saa ærbødig længer.

122«Skidt forresten! Jamen den er bakknappet, og nu er ikke Cesca hjemme –.»

«Kom ut, saa skal jeg knappe – jeg er specialist, jeg har knappet min mor og Sofie i ryggen hele mit liv, skal jeg si Dem –.»

Det var bare to knapper midt i ryggen, som hun ikke kunde faa igjen selv. Og hun lot Gram hjælpe sig.

Han kjendte den svake og milde duft av hendes haar og hendes legeme, mens hun stod derute hos ham i solen og lot ham knappe. Og han saa, at borte i den ene siden var der nogen smaa brister i silken, som var stoppet omhyggelig. Hans hjerte fyldtes av en uendelig blid ømhet for hende, da han saa det.

*

«Synes De, Helge er et pent navn,» spurte han, mens de sat og spiste middag paa et osteri langt ute i kampanjen.

«Ja, det er pent.»

«Vet De, at jeg heter Helge til fornavn?»

«Ja, jeg saa, De hadde skrevet Dem ind oppe i foreningen.» Hun blev litt rød i det samme, for hun kom til at tænke paa, om han trodde, hun hadde undersøkt det.

«Ja, jeg tror, det er pent. Igrunden er der faa navn, som er pene eller stygge, ikkesandt? Hvis man kjender nogen, som heter det, kommer det an paa, om man liker dem eller ikke. Da jeg var gut, hadde vi en barnepike, som het Jenny, og hende taalte jeg ikke. Siden har jeg altid syntes, det var et stygt og simpelt navn – jeg syntes, det var saa 123urimelig, at De skulde hete Jenny. Og nu synes jeg, det er saa nydelig, saa blond likesom – kan De ikke høre, det er aldeles lyseblond i lyden! Jenny – en mørk en kan ikke hete det – ikke frøken Jahrmann for eksempel. Fransiska passer akkurat til hende – ikkesandt – det er saa kapriciøst – men Jenny er lyst og frisk og greit.»

«Jeg er opkaldt. Det er familienavn i min fars slegt,» sa hun for at si noget.

«Hvad tænker De Dem for eksempel ved Rebekka?» spurte han om litt.

«Jeg vet ikke. Er det ikke ganske pent da? Forresten litt haardt og klaprende kanske.»

«Min mor heter Rebekka,» sa Helge om en stund. «Jeg synes ogsaa, det klinger haardt. –

Og min søster heter Sofie. Hun giftet sig bare for at komme hjemmefra og faa sit eget, er jeg viss paa. Er det ikke underlig, at min mor kunde være saa henrykt for at faa hende gift – selv har hun levet med min far som kat og hund. Men der var ikke maate paa stas med kappelan Arnesen, da min søster og han blev forlovet. Jeg utstaar ikke min svoger. Jeg tror ikke, far taaler ham heller. Men mor –.

Min fordums forlovede het Katrine, men hun blev kaldt Titti bestandig. Jeg saa hun satte Titti i avisen ogsaa, da hun giftet sig –. Uf ja, De kan tro, det var en dum historie. Det er tre aar siden nu. Hun vikarierte paa skolen, hvor jeg var lærer. Hun var ikke spor av pen, men rasende koket mot alle mandfolk; men jeg hadde aldrig før været ute for en dame, som gad 124kokettere med mig. Det kan De nok skjønne, naar De tænker paa den figur, jeg gjorde i førstningen, jeg var hernede. Og saa lo hun altid – det likefrem sprutet ut av hende, bare hun rørte sig. Hun var ikke mere end nitten aar – gud maa vite, hvorfor hun tok mig –.

Ja saa var jeg rasende skinsyk, og det moret hende, og jo mere skinsyk, hun gjorde mig, jo mere forelsket var jeg. Kanske det mest var min mandfolkforfængelighet – nu hadde jeg engang faat en kjæreste, som var rasende i vinden. Jeg var jo svært grøn da. Og jeg vilde naturligvis, hun skulde bare være optat av mig – det var antagelig et temmelig umulig forlangende, slik som jeg var dengangen. Som sagt, gud maa vite, hvad Titti vilde med mig.

Hjemme vilde de, det skulde være hemmelig, fordi vi var saa unge. Titti vilde hat, vi skulde gjort det offentlig – og saa pukket hun paa, naar jeg syntes, hun var for optat av andre, at naar det skulde være hemmelig, saa kunde hun da ikke bare være sammen med mig.

Ja saa kom hun i mit hjem da, og hun og mor trættet altid – kjæglet værre end –. Titti hadet mor likefrem. Det hadde nu vist forresten blit akkurat det samme, hvem jeg hadde forlovet mig med. For mor var det nok, at hun var min kjæreste. Ja saa slog Titti op –»

«Var De svært bedrøvet?» spurte Jenny sagte.

«Ja. Jeg var det. Jeg kom egentlig ikke helt over det, før hernede. Men det var vist mest min forfængelighet, som led. Ikkesandt – hvis jeg hadde elsket hende ordentlig, saa maatte jeg jo for 125eksempel ha ønsket, hun skulde bli lykkelig, da hun giftet sig med en anden? Men det gjorde jeg aldeles ikke –»

«Det hadde nu vel ogsaa været svært meget ædelhet,» sa Jenny og smilte.

«Jeg vet ikke. Saan skulde man vel føle, hvis man virkelig elsket. Ikkesandt? Men vet De, hvad jeg synes er rart? At mødre altid er saa litet venlig stemt mot sine sønners kjærester? For det er de altid.»

«En mor synes vel, ingen kvinde er god nok til gutten hendes.»

«Jamen det er ikke saan, naar døtrene forlover sig. Jeg saa det med den ækle, rødhaarete, blekfete kappelanen. Jeg har aldrig sympatisert med min søster. Men allikevel, naar jeg tænkte paa, at den fyren skulde – æsch. Naar han sat hjemme og klinte med hende.

Nei De, jeg har sommetider tenkt: Kvinder, som har været gift en tid. De blir meget mere kyniske, end vi mandfolk nogensinde. De sier det ikke, men jeg merker det allikevel, hvor de er blit kyniske paa bunden. Det hele er bare en forretning for dem – og naar datteren gifter sig, er de glad, nu er hun læsset paa nakken av en fyr, som kan slæpe paa hende og fø hende og klæ hende, og det, at hun maa finde sig i litt egteskap til vederlag, er allikevel ikkeno at bli høitidelig over. Men naar en søn for det samme vederlag tar paa sig slik en bylt, er de selvfølgelig ikke henrykt. Tror De ikke, der er noget i det?»

«Sommetider,» sa Jenny.

126Da hun kom hjem om kvelden, tændte hun lampen og satte sig til at skrive til moren – hun maatte helst straks takke for fødselsdagshilsen og fortælle, hvordan hun hadde tilbragt dagen.

Og hun lo av sin egen høitidelighet kvelden før.

Uf herregud! Javist hadde hun hat det stridt og været ensom. Men stridt hadde de egentlig hat det, de fleste unge, hun hadde kjendt. Mange værre end hun. Bare hun tænkte paa alle de gamle og unge pikerne – lærerinderne paa folkeskolen. Nærsagt de fleste hadde en gammel mor at forsørge – eller søskende at hjælpe frem. End Gunnar – end Gram nu –. Selv Cesca – den forkjælede ungen fra et rikt hjem – enogtyve aar gammel hadde hun brutt med det hele og siden spinket og slitt sig frem paa sin smule morsarv.

Og ensomheten. Hadde hun ikke valgt den selv. Naar alt kom til alt: det var vel saa, at hun ikke hadde været helt sikker paa sine egne evner. Og for at døive tvilen hadde hun holdt fast ved, at hun var noget andet, helt forskjellig fra sine omgivelser. Og selv støtt dem fra sig. Nu, hun hadde vundet et stykke paa vei, bevist sig selv, hun dudde til noget, var hun jo blit meget mere omgjængelig og menneskevenlig. Hun kunde gjerne indrømme, hun hadde aldrig forsøkt at komme andre imøte, hverken som barn eller voksen. Hun hadde været for hovmodig til at gjøre det første skridt.

– Alle de venner hun hadde hat – fra stedfaren til Cesca og Gunnar – allesammen hadde de først maattet strække haanden ut.

Og saa dette, hun gik og bildte sig ind – at 127hun igrunden var saa lidenskabelig. Uf! Hun, som var blit otteogtyve aar uten at ha været forelsket – det aller mindste gran. Ja, hun maatte vel ha ret til at tro om sig selv, at hun ikke skulde gjøre fiasko som kvinde, blev hun nogengang glad i en mand – sund og vakker som hun var – med friske sanser, som hendes arbeide og uteliv hadde opøvet til mottagelighet. Og selvfølgelig længtes hun efter at bli glad i nogen og bli elsket – faa leve.

Men gaa her og bilde sig ind, at hun av bare skjære kjødets opsætsighet skulde kunne dumpe i armene paa en hvilkensomhelst mandsperson, som var forhaanden i et kritisk øieblik – tøv, jenta mi. Det var sgu bare det, at hun ikke vilde tilstaa, hun kjedet sig litt av og til og ganske vulgært nok skulde like at gjøre en liten erobring og bli litt kurtisert som de andre smaapikerne – det, som hun egentlig syntes, var en tarvelig lyst. Saa foretrak hun at gjøre sig høitidelig med livshunger og higende sanser – no vaas, som mandfolk stakkar har fundet paa, fordi de ikke vet, stakkar, at kvindfolkene i almindelighet er simple og forfængelige og dumme, saa de kjeder sig uten en fyr til underholdning. Derfra hele fabelen om de sanselige kvinder – der er like sjeldne som sorte svaner og disciplinerte, opdragne kvinder.

– Jenny flyttet portrættet av Fransiska op paa staffeliet. Den hvite blusen og det grønne skjørtet stod haardt og stygt nu. Det maatte dæmpes. Ansigtet tegnet bra – stillingen var god. – lalfald var nu dette med Gram ikkeno at bli høitidelig for. Hun maatte da ved gud engang 128begynde at bli naturlig. Dette tøv – som i begyndelsen med Gunnar – at hun var ræd for hver ny mand, hun traf, hun skulde forelske sig i ham – eller han i hende; hun var næsten like ræd for det, saa uvant var hun med at nogen forelsket sig i hende – det forvirret hende.

Man maatte da kunne være venner – ellers skulde verden bli rigtig nydelig og forvirret. Gunnar og hun var jo venner – trygt og solid.

Der var saa meget ved Gram, som skulde gjøre det naturlig, om de blev venner. Egentlig hadde de jo gaat igjennem meget av det samme. Der var noget saa ungt og tillidsfuldt i hans væsen overfor hende. Dette «ikkesandt» og «synes De ikke», som han altid kom med.

Hans snak igaar om at han var forelsket i hende – eller trodde, han var det, som han sa. Hun lo litt for sig selv. Nei en voksen mand snakket ikke som han til hende, hvis han for alvor var forelsket i en kvinde og vilde erobre hende.

– Han var en søt gut, var han.

Idag hadde han slet ikke berørt det.

Hun hadde likt ham, da han sa, at hvis han virkelig hadde holdt av sin kjæreste, maatte han jo ha ønsket, hun skulde bli lykkelig med en anden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.