VII

89En dag i juleuken kom Gram ind paa trattoriet. Heggen og Jenny sat der, men de saa ham ikke, og mens han hængte fra sig yttertøiet, hørte han Heggen si:

«Det er sgu en slem dreng.»

«Uf ja – ækkel,» sukket Jenny.

«Og saa taaler hun det fanden ikke. I denne sciroccoen – hun blir som en fille imorgen naturligvis. Ikke bestiller hun vel no heller da – bare flyr med denne fyren –.»

«Nei bestiller? – Men jeg kan jo ikke gjøre nogenting. Hun trasket gjerne herfra til Viterbo med ham i de fillete lakskoene sine trods scirocco og alting – bare fordi den fyren kan fortælle hende om Hans Hermann.»

Gram hilste i forbigaaende. Frøken Winge og Heggen gjorde en bevægelse, som de ventet, han skulde sætte sig hos dem. Men han lot, som han ikke saa det – gik og satte sig med ryggen til dem længere oppe i lokalet.

Han forstod, de snakket om Fransiska Jahrmann.

*

Han kunde ikke la være – omtrent daglig gik han bort i Via Vantaggio. Nu sat Jenny Winge næsten altid alene hjemme – sydde eller læste. Hun lot til at bli glad, naar han kom. Forresten syntes han, hun var blit litt forandret i det sidste. Hun var ikke saa kjæk og bestemt til at uttale sig mere – ikke oplagt til at diskutere og docere heller. Det var næsten, som hun skulde være en liten smule trist.

90En dag spurte han, om hun ikke var rigtig frisk.

«Frisk – jo det er jeg da. Hvorfor det?»

«Nei jeg vet ikke – jeg synes, De er blit saa stille, frøken Winge.»

Hun hadde netop tændt lampen og han saa, hun blev rød:

«Jeg blir kanske nødt til at reise hjem snart. Min søster har faat spidskatar og mama er saa opgit.» Hun stod en stund. «Det er jeg jo litt trist for. Og jeg skulde gjerne blit her – vaaren over ialfald.»

Hun tok sit sytøi og satte sig til med.

Helge spekulerte paa, om det var Gunnar Heggen – han hadde aldrig rigtig kunnet bli klok paa, om der var noget mellem de to. Og for tiden var Heggen, som Helge hadde hørt skulde ha et temmelig letfængelig hjerte, sterkt optat av en ung dansk sykepleierske, som laa i Rom med en gammel dame, hun passet. – Det var hendes rødmen, som han syntes var saa underlig – det lignet hende saa litet.

Den aften kom Fransiska hjem, før han gik. Han hadde set hende litet siden jul – men nok til at merke, at han var hende fuldstændig likegyldig. Der var ikke tale om luner og barnagtig uskikkelighet mere. Det var bare, som hun ikke saa andre mennesker længer – et eller andet optok hende fuldstændig. Sommetider gik hun rent som i søvne.

Men han blev ved at opsøke Jenny allikevel, baade paa det trattori, hvor hun pleiet spise, og hjemme paa hendes værelse. Han visste neppe selv, hvorfor han gjorde det. Men det var, som han trængte til at se hende.

91En eftermiddag kom Jenny ind paa Fransiskas værelse for at lete efter en terpentinflaske. Fransiska tok altid hos Jenny det hun hadde bruk for og bragte det aldrig tilbake. Da laa Cesca paa sin seng og hulket kvalt ned i puterne. Hun maatte ha sneget sig op, for Jenny hadde ikke hørt hende komme.

«Men kjære dig – hvad er det – syk?»

«Nei. Gaa da Jenny – kjære gaa. Nei jeg vil ikke si det – du sier bare, det er min egen skyld.»

Jenny saa, det nyttet ikke at snakke til hende. Ved tetid gik hun ut og kaldte ved døren. Tak,Tak,] rettet fra: Tak. (trykkfeil) hun skulde ingenting ha, sa Cesca.

Men om kvelden, hun laa i sengen og læste, smøk Cesca pludselig ind – i natkjole. Hendes ansigt var rødskjoldet og hovent av graat.

«Faar jeg lov at ligge hos dig inat, Jenny – jeg orker ikke være alene du –.»

Jenny gjorde plads. Hun sværmet ikke for skikken, men Cesca pleiet at komme og be om at faa sove hos hende, naar hun var allerværst ulykkelig.

«Nei læs da, Jenny – jeg skal ikke forstyrre – jeg skal ligge ganske stille her indtil væggen bare.»

Jenny lot, som hun læste en stund. Fransiska hikstet forgraatt av og til. Saa spurte Jenny:

«Kan jeg slukke – eller vil du, den skal brænde?»

«Nei tak, bare sluk du!»

I mørket slog hun armene om Jenny og fortalte hulkende:

Hun hadde været paa kampanjen med Hjerrild igjen. Og saa hadde han kysset hende. Først hadde hun bare skjændt litt, for hun hadde trodd, det 92var bare toskestreker. Men saa blev han saa ækkel, at hun blev ordentlig sint. «Og saa vilde han, jeg skulde bli med ham paa hotel inat. Han sa det akkurat som han skulde spurt, om jeg vilde gaa til konditoren med ham. – Og saa blev jeg rasende, og saa blev han ogsaa sint. Og saa sa han nogen ækle, sjofle ting.» Hun laa litt, og, hun skalv som i feber. «Saa sa han – ja du skjønner altsaa – om Hans da. – Hans hadde fortalt om mig, da han viste Hjerrild mit fotografi – saan at Hjerrild trodde –

– Skjønner du det Jenny –» hun knuget sig ind til den anden «– ja for jeg gjør det ikke – at jeg blir ved at være glad i den slusken –

– Ja Hans hadde altsaa ikke sagt mit navn da, kan du vite,» sa hun om litt. «Og han kunde jo ikke tænke naturligvis, at Hjerrild skulde træffe mig. Eller kjende mig efter det fotografiet, da jeg var atten aar.»

*

Syttende januar var det Jennys fødselsdag. Hun og Fransiska skulde holde middagsselskap ute i kampanjen, paa et litet osteri ved Via Appia nuova. De hadde indbudt Ahlin, Heggen, Gram og frøken Palm, den danske sykepleierske.

Par om par gik de fra sporvognsstoppestedet utover den hvite landevei i solskinnet. Der var vaar i luften – den brunbleke kampanje hadde faat et graagrønt skjær, og tusenfryden, som hadde staat og blomstret saa smaat hele vinteren, begyndte at bre sig utover i sølvskinnende flekker. Og saa var de utaalmodige dusker av lysegrønne skud paa hyldebuskene langs gjærderne blit større.

93Der var lerker, som hang og dirret høit oppe i den blaahvite himmel. Og varmen sløret alt – der laa dis over byen derinde og over de stygge, rødgule husblokker, som den hadde drysset utover sletten. Albanerfjeldene med de hvite smaabyer opover skimtet gjennem taake bortom akvadukternes vældige buerækker.

Jenny og Gram gik foran, og han bar hendes lysegaa støvkaape. Hun var straalende vakker i en sort silkekjole – han hadde aldrig før set hende i andet end den graa kjolen eller spaserdragt og bluse. Men det var, som det var en ny og fremmed kvinde, han gik med nu. Hun var jo ganske myk og rund jo om det slanke liv i dette blanke sorte – og saa var kjolen skaaret ut i en smal, dyp firkant ned paa brystet, og huden og haaret stod blændende lyst – hun hadde ogsaa en stor sort hat paa; Helge hadde set hende med den før, men ikke lagt merke til den. Om det saa var hendes lyserøde perlebaand, saa tok det sig helt anderledes ut til denne dragten.

De spiste ute i solskinnet under de nakne vinranker, som tegnet et fint, blaalig skyggenet paa duken. Og frøken Palm og Heggen hadde pyntet bordet med tusenfryd – rigtignok hadde makkaronien været færdig en god stund og de andre hadde maattet vente, før de to kom med dekorationen. Men maten var god og vinen udmerket, og frugten hadde Cesca selv utsøkt i byen og tat med, og kaffen ogsaa – den skulde hun lave selv, paastod hun, for at være viss paa, den blev god.

Efter maaltidet drev Heggen og frøken Palm omkring og studerte de marmorbiter – stumper av 94relieffer og indskrifter, som var fundet paa eiendommen og muret ind i husvæggen. Litt efter forsvandt de om hjørnet. Ahlin blev sittende ved bordet og røkte med halvaapne øine i solen.

Osteriet laa indunder en bakkeskraaning. Gram og Jenny kløv paa maafaa opover. Hun plukket av de smaa vilde morgenfruer, der grodde i skræntens rødgule sand.

«Disse er der saan masser av paa Monte Testaccio. Har De været der, Gram?»

«Ja flere ganger. Jeg var der iforgaars og saa paa den protestantiske kirkegaard. Kameliatrærne staar aldeles dørgende fulde av blomster nu. Og paa den gamle delen fandt jeg anemoner i græsset.»

«Ja nu kommer de.» Jenny sukket litt. «Utenfor Ponte Molle ved Via Cassia etsteds – er der saan masse anemoner. Jeg fik nogen blomstrende mandelgrener av Gunnar imorges – de har dem paa den spanske trappe allerede. Men de er vel kanske drevet frem kunstig.»

De var kommet op paa høiden og gik indover marken. Jenny gik og saa ned. Det spiret overalt i den korte, strie græsbund – der stod rosetter av spraglede tidselblad og av nogen store, sølvgraa blade og bakte sig i solen. De drev bortover mot en ensom murmasse, som reiste sig av sammenstyrtet grus midt i engen – formløs og navnløs.

Blek, graagrøn bølget kampanjen rundt dem til alle kanter under den lyse vaarhimmel og de trillende lerker. Dens grænser tapte sig i soldisen. Byen derinde bak dem blev bare til en lys hildring, og fjelde og skyer gik sammen, og akvadukternes gule 95buerækker kom ut av lystaaken og blev borte igjen ind mot byen. De talløse ruiner blev bare smaa skinnende murbiter strødd utover i det grønne, og pinjerne og eukalyptustrærne ved de smaa rosenrøde og okkergule huser stod uendelig ensomme og mørke og forlatte ute i den blonde, tidlige vaarens dag.

«Kan De huske den første morgen, jeg var hernede, frøken Winge? Jeg trodde, jeg var skuffet – og jeg tænkte, det var fordi jeg hadde længtet saa meget og drømt saa meget, at alt jeg vilde faa se, skulde bli blekt og fattig imot mine drømme. Har De lagt merke til, naar man ligger en sommerdag i solen med lukkede øine? Naar man aapner dem, er liksom alle farver graa og falmet en stund. Men det er bare fordi øinene er svækket av at være ubrukte en tid – de orker ikke straks at opfatte den mangfoldighet av farver, som er i virkeligheten – det første indtryk blir ufuldkomment og fattig. Forstaar De, hvad jeg mener?»

Jenny nikket ut for sig.

«Ja det var altsaa det samme med mig her i førstningen. Rom overvældet mig. Saa saa jeg dere – De gik forbi mig saa høi og lys og var fremmed. Jeg la ikke merke til Francesca da – det var først inde paa kneipen. Jeg sat sammen med dere fremmede mennesker – det var egentlig første gang, jeg for alvor var sammen med fremmede – før har det altid været som flygtige møter paa veien mellem hjemme og skolen. Et øieblik forvirret det mig slik – jeg syntes, jeg kunde umulig snakke med folk. Ja saa veltet det indpaa mig, alt det hjemmefra. Jeg længtes næsten hjem – og efter det Rom, jeg 96hadde hørt om og set billederne av – De vet, far –» Han lo kort. «Jeg syntes ikke, jeg kunde raa med andet. Bare se paa billeder, som andre hadde gjort og læse det, andre hadde skrevet, og plukke ut og ordne om andres arbeider og leve med digtede mennesker i bøkerne. – Mellem dere følte jeg mig saa fortvilet alene.

Men saa sa De det om at være alene. Nu skjønner jeg det.

– Ser De det taarnet derute – jeg var der igaar. Det staar igjen efter et fæstningsanlæg fra middelalderen – barontiden. Igrunden er der noksaa mange saanne taarn igjen baade omkring byen og i byen – man kan se bygget ind i gatens facaderække en mur næsten uten vinduer – det er saan en stump av røverbaronernes Rom. Det er den tid man vet mindst om – forholdsvis. Jeg er like ved at interessere mig mest for den nu. Jeg finder navne paa døde mennesker i arkiverne – man vet ikke mere end navnet paa dem ofte. Jeg længes efter at vite mere om dem. Jeg drømmer om Rom i middelalderen – da de slos i gaterne og bæljet ut av hete røde struper og byen var fuld av røverborge – og der sat de indespærret, kvinderne deres, døtre av disse vilddyrene med deres blod i sig – og sommetider brøt de da ut, de og, og stupte op i livet, slik det gik omkring de svartrøde murene. – Vi vet ikke saa meget om den tiden – de tyske professorerne blir skræmt og kan ikke interessere sig for dem, for de kan ikke gjøres om til bærere av abstrakte ideer – de er bare nakne jeg’er.

Herregud for en strøm av liv, der har skyllet 97over dette landet – brutt i bølger omkring hver nut med by og borg paa. Og endda reiser fjeldene sig ovenover like nakne og øde. Se den endeløse massen av ruiner – bare her ute i kampanjen. Og de fjeld av bøker, som er skrevet om Italiens historie – ja om hele verdens historie. Hele den hær av døde mennesker, vi kjender. Hvor bitte bitte litet det er allikevel, som har nedfældt sig efter alle de bølger av liv, som er skyllet over, den ene efter den anden.

Og jeg synes, det er saa vidunderlig!

Saa meget, som jeg har snakket med Dem, Jenny. Og De og har snakket med mig. Og saa kjender jeg Dem jo aldeles ikke. Nu De staar der, De skulde se selv, hvor Deres haar skinner, er De saan et ukjendt taarn for mig De og. Det er saa vidunderlig synes jeg.

Har De nogensinde tænkt paa, at De aldrig har set Deres eget ansigt? Bare et speilbillede. Vort ansigt, naar det sover, naar det lukker øinene – det kan vi aldrig faa se. Er ikke det rart da?

Det var min fødselsdag. Idag er det Deres. De blir otteogtyve. Er De glad for det? De som synes, hvert aar, man har levet igjennem, er værdifuldt.»

«Jeg sa ikke det. Jeg sa bare, som oftest hadde man en del at stri igjennem i de første femogtyve aar, som man kunde være glad, naar man hadde overstaat –.»

«Men nu da?»

«Nu –»

«Ja. Vet De ganske bestemt, hvad De vil naa i det næste aar? Hvad De vil bruke det til? – Aa 98men jeg synes livet er saa overvældende rikt paa muligheter – ikke De engang med alle Deres kræfter kan faa slaat alting under Dem. – Tænker De aldrig slik – blir De aldrig urolig i hjertet av det, Jenny?»

Hun bare smilte – saa ned og traadte ut en cigaretstump, hun hadde kastet. Hendes ankel skinnet hvit gjennem en klar, sort strømpe. Hun fulgte med øinene en graahvit saueflok, som randt nedover bakkeheldingen midt imot.

«Neimen kaffen, Gram! De venter naturligvis paa os –»

De gik tilbake mot osteriet uten at snakke sammen. Bakken sluttet med en steil sandskrænt like over bordet, der de hadde sittet.

Ahlin laa fremover bordet med hodet i armene. Duken omkring fløt av osteskorper og frugtskræl mellem glas og tallerkener.

Fransiska i den løvgrønne dragt stod bøiet over ham – med armene om hans hals – prøvet at løfte hans hode:

«Aa nei da – aa ikke graat Lennart! Jeg skal være glad i dig – jeg skal gjerne gifte mig med dig – hører du, Lennart – jeg skal gifte mig med dig, men du maa ikke graate saan. Jeg tror godt, jeg kan bli glad i dig, Lennart – bare du ikke vil være saa fortvilet.»

Ahlin hulket:

«Nei nei – inte på det viset – jag vill inte då, Cesca –»

*

Jenny snudde sig og gik tilbake langs skrænten.

Gram saa, hun var blit blødende rød helt ned over 99halsen. Stien førte indover langs bakkens helding og ned i osteriets kjøkkenhave.

Rundt det lille vandbassin jaget Heggen frøken Palm. De skvættet vand paa hinanden, saa draaperne funklet i solen, og hun skrek av latter.

Igjen skyllet rødmen over Jennys hals og nakke. Helge fulgte efter hende nedigjennem grønsakebedene. Heggen og frøken Palm sluttet fred borte ved bassinet.

«Dansen gaar,» sa Helge sagte.

Jenny nikket svakt med en skygge av smil.

*

Der var ikke videre stemning ved kaffebordet. Fransiska forsøkte at prate, mens de nippet til likøren. Bare frøken Palm var i godt humør. Saa hurtig det gik an foreslog Fransiska, at de skulde gaa tur.

Og saa drev de tre par indover kampanjen. Avstanden blev større og større mellem dem, til de kom bort fra hinanden mellem bakkerne. Jenny gik med Gram:

«Hvor skal vi egentlig hen,» sa hun.

«Vi kan jo gaa – til Egeriagrotten for eksempel.» Det var like motsat den retning de andre hadde tat. Men de gav sig til at slentre bortover de solbrændte bakker, over mot Bosco sacro – de ældgamle korkeke stod med solbrand paa sine mørke kroner.

«Jeg skulde vist egentlig tat paa hatten.» Jenny strøk over sit haar.

– I den hellige lund var grunden drysset over med papirsavfald og dækket av uhumskhet. Paa en 100stubbe i utkanten sat to damer og heklet – nogen engelske smaagutter lekte gjemsel bak de vældige stammer. Jenny og Gram gik ut av lunden – nedover bakken mot ruinen.

«Igrunden,» sa hun, «skal vi gidde at gaa ditned,» og hun satte sig paa bakken uten at vente svar.

«Nei – hvorfor det forresten –» Helge strakte sig foran hende i det tørre, korte græs. Han tok av hatten – og liggende paa albuen saa han op paa hende uten at snakke.

«Hvor gammel er hun egentlig –» spurte han pludselig sagte. «Cesca altsaa.»

«Seksogtyve aar.» Hun sat en stund og saa ut.

«Jeg er ikke bedrøvet,» sa han sagte. «Ja De har jo skjønt det – hadde det været for en maaned siden saa –. Hun var saa søt, varm og fortrolig mot mig engang. Jeg var ikke vant til slikt. Jeg tok det som – naaja, Aufforderung zum Tanze. Men nu –.

Jeg synes, hun er søt. Men det gjør mig ingenting, om hun danser med en anden.»

Han laa og saa paa hende:

«Det er nok Dem, jeg er forelsket i, Jenny,» sa han pludselig.

Hun vendte sig halvt imot ham – smilte litt og rystet paa hodet.

«Jo,» sa Helge bestemt. «Jeg tror det. Jeg kan ikke vite det sikkert. Jeg har jo aldrig været forelsket – det vet jeg nu. Endda jeg har været forlovet» – han lo sagte. «Ja det var en av mine dumheter i mine gamle dumme dage –

101Jamen gud Jenny – jeg maa jo være det. Det var forresten Dem jeg saa den aftenen – ikke hende. Jeg saa Dem allerede om eftermiddagen – De gik opover Corsoen. Jeg stod og syntes, livet var nyt og eventyrlig – og De gik forbi mig, lys og rank og fremmed. Siden, da jeg hadde gaat og drevet rundt og rundt i mørkningen i den fremmede byen, saa møtte jeg Dem igjen. Ja jeg fik øie paa Cesca og, saa det var jo ikke no rart, jeg blev litt forvirret en stund –. Men først var det Dem jeg saa –

Og nu er vi to kommet til at sitte her–» Hendes ene haand laa paa bakken like ved ham – hun sat og lænet sig mot den. Han strøk pludselig over den. Om litt flyttet hun haanden.

«De blev ikke sint, gjorde De vel? Nei for det er da ikke noget at bli sint for – hvorfor skulde jeg ikke fortælle Dem, at jeg tror, jeg er forelsket i Dem? Jeg kunde ikke la være at røre ved Deres haand – jeg maatte kjende, at den var virkelig. Ja for jeg synes, det er saa merkelig, at De sitter der. Jeg kjender Dem jo sletikke. Endda alt vi har snakket sammen – jeg vet altsaa, De er klok og klarhodet og energisk – og god og sanddru, men det visste jeg straks jeg saa Dem og hørte Deres stemme. Jeg vet ikke mere nu – men der er naturligvis en hel masse andet –.

Og det faar jeg kanske aldrig vite noget om. Men jeg kan se for eksempel, at den silkekjolen Deres er gloende het – hvis jeg la kindet mit ned paa Deres fang, brændte jeg mig –.»

Hun gjorde en uvilkaarlig bevægelse med haanden over sit silkeskjød.

102«Ja. Den suger til sig solen. Og det gnistrer i Deres haar. Og indi øinene Deres siver lysstraalerne. Munden Deres er aldeles gjennemsigtig, den ser ut som et bringebær i solen –.»

Hun smilte, men saa litt brydd ut.

«Kan De ikke ta og kysse mig,» sa han pludselig.

Hun saa paa ham et sekund:

«Aufforderung zum Tanz –?» Hun smilte svakt.

«Jeg vet ikke. Men De kan ikke bli sint, for om jeg ber Dem om et eneste kys. Saan en dag. Jeg fortæller Dem jo bare, hvad jeg vilde ønske. I grunden, hvorfor kunde De ikke gjøre det?»

Hun sat som før.

«Ja er der nogen grund – herregud, jeg skal ikke forsøke at kysse Dem, men jeg skjønner ikke, hvorfor De ikke kan bøie Dem ned et sekund og gi mig et bittelitet kys, saan som De sitter der med solen like paa munden – det er bare som De klapper en unge og gir den en soldo – Jenny – det er ingenting for Dem, og alt jeg ønsker, netop i dette øieblik ønsker jeg det saa –.» Han sa det smilende.

Hun bøiet sig pludselig og gjorde det. Bare et sekund følte han hendes haar og hendes varme mund streife sin kind. Og han saa hele bevægelsen av hendes legeme under den sorte silke, da hun bøiet sig ned og da hun reiste sig op igjen. Men han saa, at hendes ansigt, som var rolig smilende, da hun kysset ham, efterpaa var litt forvirret og forskrækket.

Men han rørte sig ikke – bare laa og smilte glad ut i solen. Og hun blev rolig igjen.

103«Kan De se,» sa han tilsidst, og saa lo han. «Nu er Deres mund akkurat som før. Solen skinner paa læberne, like ind i blodet. Hvad var det for Dem. Og jeg er saa glad –.

De kan skjønne, jeg venter ikke, De skal tenke mere paa mig. Jeg vil bare faa lov at tænke paa Dem – De kan godt sitte og tenke paa alverdens andre ting. De andre danser – men dette er meget bedre – bare jeg faar se paa Dem.»

De tidde stille begge to. Jenny sat med bortvendt ansigt og saa utover kampanjen i solskinnet.

Mens de gik tilbake til osteriet, snakket han letvint og muntert om alverdens ting – fortalte historier om de tyske videnskapsmænd, han traf sammen med under sit arbeide. Jenny skottet av og til stjaalent paa ham. Han pleiet ikke være saan – fri og sikker. Han gik og saa like ut – igrunden var han vakker; de lysebrune øine var skinnende ravgule i solen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.