Jenny

av Sigrid Undset

I

151Da Jenny løp over perronen i Fredrikshald for at faa litt kaffe i restaurationen, stanset hun et øieblik. Der var en lerke, som trillet over hendes hode.

Hun lukket øinene litt, da hun sat ved kupéruten. Hun længtes alt dit syd igjen.

Toget suste forbi smaa lunefuldt forrevne og brustne knauser av rød granit. Fjorden tindret frem imellem i glimt av ubrutt, lysende asurblaat. Opefter fjeldet klorte furuen sig fast med eftermiddagssol paa røde, malmerne stammer og mørkegrønne, metalblanke kroner. – Det var liksom alting skinnet efter badet under snesmeltningen. Smaabækker sprutet langs banelinjen, og løvtrærnes nakne kroner lyste mot luften.

Det var saa anderledes end vaaren der syd. Og hun længtes efter den – med dens langsomme, sunde aandedrag, dens farvers milde glæde –. Disse farvefanfarer mindet hende om andre vaarer – med vildere længsler mot hete glæder, som ikke var hendes rolige lykke nu.

152Aa vaaren dernede med det rolig groende grønne paa den vældige slette. Fjeldet stod omkring med strenge, faste linjer. Menneskene hadde ribbet av skogen og lagt sine murkronede stengraa byer paa nuterne og plantet sine sølvgraa olivenlunde nedover siderne. Livet hadde krabbet i aartusener over fjeldsiderne, og fjeldet bar taalmodig det smaa liv paa sit fang og løftet endda med en evighet av ensomhet og ro issen mot himmelen. – De stolte, strenge linjer, og farvernes dæmpede sølvgraa og graablaa og grøngraa – de ældgamle byer og den langsomt fremadskridende vaar – trods alt, der var sagt om sydens larmende liv, det var liksom livsaanden droges i roligere, sundere tempo der, end her. Trods vaarens yre vælde derute – det var lettere allikevel at maatte vite dernede – at vaarbølgen skyllet over – forbi.

Aa Helge. Hun længtes efter at være dernede hos ham. Det var saa langt borte – saa længe siden alt. Ikke en uke –. Og endda var det næsten, som hun hadde drømt det hele. Som hun aldrig hadde været borte herfra.

Det var rart, hun hadde været der. Og ikke her og set og følt det hele – at den hvite, fredelige, frostblanke vinter veg – at den tørre, styrkende lyseblaa luft blev mættet av sølvren vætedamp midt paa dagen og stod dirrende utover jorderne. Luften sitret og alle linjer sitret opløst, men farverne stod skarpe og brændende – liksom nakne. Til kvelden kom, og alting frøs under et hvælv av blekgrønt, tærende lys, som varte evindelig længe –.

Lille gutten min, hvad gjør du nu tro. Jeg 153længes saa efter dig – jeg kan næsten ikke tro paa, ser du, at jeg har dig. Jeg vil være hos dig – jeg vil ikke gaa alene og længes efter dig hele den lange, forfærdelig lyse vaaren –.

– Opover gjennem Smaalenene laa der vasne snestriper i skogbrynet og bortunder stengjærderne. De vissenbrune jorder og de oppløide akrer bredte sig utover med milde farver, og her, hvor himmelkuppelen fik hvælve sig videre, falmet det skræmmende sterke blaa blidelig ned mot horisonten. Skogaasernes lave bølgelinje laa langt ute, men de enkelte fritstaaende trægrupper ute i jorderne tegnet sit kniplingsverk av grener mot luften.

De gamle graa gaarder skinnet som sølv og de nye røde uthus brandt i farven. Granholtet skinnet saftig olivengrønt, og bjerkesnaret stod rødviolet mot det, og aaspestammerne lysegrønne.

Aaja, det var vaaren. De hidsige farver brænder en liten stund, til alt blir tindrende guldgrønt og skinner av livssaft en stund, for at mørkne og modes til sommer paa nogen uker. – Vaaren, da ingen lykke er lysende nok –.

Kvelden faldt, mens toget suste opover. De sidste lange røde solstraaler skjøt over en aasrand. Saa var der bare paa den skyløse himmel et gyldent skjær, som sluknet uendelig langsomt.

Da toget kjørte fra Moss, stod aaserne kulsvarte mot den grønklare himmel. Og speilingen var endda svartere, gjennemsigtig svart i den glasgrønne fjord. En eneste stor og gylden stjerne stod over aasen, og dens billede dernede i vandet rislet utover som en tynd strøm av guld.

154Hun maatte tænke paa Fransiskas natbilleder. Farvernes liv, naar solen var gaat ned, var det, Cesca helst vilde forsøke at male. Gud vet, hvordan hun hadde det igrunden. Forresten arbeidet hun jo svært i den sidste tiden. Jenny følte litt samvittighetsnag – de sidste to maaneder hadde hun neppe set Cesca – og allikevel var det gaat igjennem hende etpar ganger – Cesca hadde det vanskelig visst. – Men alle Jennys gode forsætter, at nu skulde hun se og faa snakke ordentlig med Cesca engang, de var liksom ikke blit til noget.

*

Det var mørkt, da hun kom til byen. De var paa stationen og tok imot hende, moren, Bodil og Nils.

Moren var det, som hun hadde set for en uke siden. Men fru Berner graat, da hun kysset datteren: «Velkommen hjem, søte barnet mit – gud velsigne dig!»

Men Bodil var blit saa stor – hun saa snerten og fiks ut i fotsid spaserdragt. Og Kalfatrus hilste litt fremmed paa hende.

– Den luften paa Jernbanetorvet var noget for sig selv i hele verden – lugten av raattent sjøvand og kulrøk og sildelake.

Droschen ramlet opover Carl Johan, forbi de kjendte husene. Moren spurte hende om reisen og hvor hun hadde overnattet. – Jenny sat med en rar, hverdagslig følelse. Det var, som hun aldrig hadde været borte. Barna paa baksætet sa aldrig et ord.

– Oppe i Wergelandsveien, utenfor en haveport, 155stod to unge mennesker og kysset hinanden under en gaslygt. Over slotsparkens nakne trækroner stod himmelen dypblaa og klar med faa, duggede stjerners lys. Jenny kjendte et pust av muldnende løv imot sig i natten – et pust fra gamle, længselsfulde aar.

Vognen holdt foran porten hjemme – en stor murgaard bak paa Hægdehaugen. Der var lys i melkebutikken i første etage, og «delikatessen» tittet ut, da hun hørte vognen stanse – ropte goddag og velkommen til Jenny.

Ingeborg kom stormende ned trapperne og omfavnet hende. Saa suste hun like fort opover igjen med søsterens haandkuffert.

Der var dækket tebord oppe i stuen. Jenny saa sin serviet med farens gamle sølvring om paa den gamle plads – ved siden av Kalfatrus i sofaen.

Ingeborg styrtet ut i kjøkkenet, og Bodil fulgte Jenny ind paa hendes lille kammer til gaarden. Ingeborg hadde hat det, mens Jenny var i utlandet, og hun hadde ikke faat ryddet ut alle sakerne sine. Utover væggene var der sat op skuespillerbrevkort, og Napoleon og Madame Recamier i mahognylister hang paa hver side av Jennys gamle empirespeil over søilekommoden.

Jenny vasket sig og satte om haaret. Hun følte sig saa ækkel i huden efter reisen – for over ansigtet etpar ganger med pudderkvasten. Bodil snuste paa pudderet – om det var parfumert.

De gik ind til tebordet. Ingeborg hadde lavet noget varmt i skjæl – hun hadde gaat paa kokeskole om vinteren. Herinde under lampen saa Jenny, at begge 156smaasøstrene hadde faat de tykke, krusede fletter bundet op i nakken med hvit silkesløife. Ingeborgs lille mulatfjæs var blit litt tyndere og blekere, men hun hostet ikke nu.

Aa jo – nu saa hun det. Mama var blit ældre. Eller kanske ikke – kanske hun bare ikke hadde lagt merke til det, alle de aarene hun gik hjemme og saa hende hver dag – at de fine rynker i morens vakre blonde ansigt blev fler og fler, og at den høie pikeslanke figur blev litt lut og skuldrene spidse. Hun hadde jo hørt fra hun blev voksen, at mama saa ut som hendes litt ældre, smukkere søster.

Der blev talt om alt, som var hændt hjemme dette aaret.

«Aaffer tok vi’ke automøbel hjem igrunden dere,» sa Nils pludselig. «Jeg syns, det var tidelig domt da!»

«Ja naa er’e jaggu bakefter at leie sig for det, get,» – Jenny kom til at le.

Bagagen kom, og moren og smaapikerne fulgte aandeløst utpakningen. Ingeborg og Bodil bar ind paa værelset og la i kommodeskufferne. De tok næsten andægtig paa det broderte undertøi, som Jenny sa, var kjøpt i Paris. Og de jublet over gaverne – raasilke til sommerdragter og venetianske perlekjeder. De stod foran speilet og prøvet silken over skuldrene og halsbaandene paa haaret.

Bare Kalfatrus spurte efter hendes billeder og lettet paa bliktromlen med lærrederne:

«Aa mange har’u da, Jenny?» «Seksogtyve. Men det er mest smaabilleder.» «Ska du ha sepparatorutstilling for dig sjæl da vel?»

157«Jeg vet ikke rigtig, du – jeg har tænkt paa det.»

*

Smaapikerne hadde vasket op, og Nils redd til sig paa sofaen i stuen. Fru Berner og Jenny blev sittende inde paa datterens værelse med en ekstra kop te og en cigaret.

«Hvordan synes du, Ingeborg har det,» spurte moren ængstelig.

«Hun er da frisk og livlig – ser ikke daarlig ut heller. Men naturligvis, det er ikke at spøke med i hendes alder. Vi maa se at faa hende paa landet, til hun er helt frisk igjen, mama.»

«Ingeborg er saa søt og snil altid – munter og morsom. Og saa flink i huset. Jeg er saa ræd for hende, Jenny. Jeg tror, hun har danset for meget i vinter og været altfor meget ute og altfor sent iseng. Men jeg hadde ikke hjerte til at negte hende noget. Du hadde det saa trist, Jenny, og jeg saa nok, du savnet moro og glæde –. Jeg var viss paa, at baade du og papa vilde gi mig ret, naar jeg lot barnet more sig, mens hun kunde.» Fru Berner sukket. «Stakkars mine smaapiker – slit og arbeide, det er jo det som venter dem. Hvad skal det bli til, Jenny, hvis dere til og med blir syke for mig. Jeg kan saa litet gjøre for dere, barna mine –.»

Jenny bøiet sig over moren og kysset taarerne fra de vakre, barnslige øine. Og hun lutet sig ind til hende – længsel efter at vise ømhet og ta mot ømhet, og mindet om tidlige barnedage, og bevisstheten om, at moren ikke hadde kjendt hendes liv, dets sorger før og lykken nu, løp sammen til en 158beskyttende kjærlighet. Fru Berner la sig ind til datterens bryst.

«Saa – ikke graate da mama – det greier sig nok, skal du se. Nu blir jeg jo hjemme foreløbig. Og saa har vi da gudskelov noget igjen av tante Kathrines penger –.»

«Jamen Jenny – dem maa du jo ha til din utdannelse. Jeg er jo kommet til at indse efterhaanden, maa du vite – du maa ikke hindres i dit arbeide. Det var saan glæde for os alle, at du fik solgt det billedet dit ihøst –.»

Jenny smilte litt. Det billedet, som var blit solgt, og de par ord i aviserne om hende – det var, som hele hendes familie saa paa malingen hendes med helt andre øine efter det.

«Det greier sig nok, mama. Altsammen. Jeg kan nok tjene noget ved siden av, mens jeg er hjemme. – Atelier maa jeg ha,» sa hun efter et øieblik. Og hun la til, hastig og forklarende: «Jeg maa gjøre ferdig billederne mine paa atelier, ser du.»

«Jamen –» moren saa ganske forfærdet ut. «Du blir vel boende hjemme, Jenny?»

Jenny svarte ikke straks.

«Jeg synes ikke, det gaar an, barnet mit,» sa moren. «En ung pike kan ikke bo alene paa atelier.»

«Nei du vet, jeg kan bo her,» svarte Jenny.

*

Hun tok frem fotografiet av Helge, da hun blev alene. Og hun satte sig til at skrive til ham.

Det var bare etpar timer hun hadde været hjemme. Og det var blit saa uendelig fjernt og rart, alt hun 159hadde levet dernede. Saa uten sammenhæng med hendes liv her i hjemmet – før. Og nu.

Brevet blev bare klagende længsel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Jenny

Jenny er en av klassikerne i norsk litteratur. Samtidsromanen kom ut i 1911 og ble Undsets gjennombrudd som forfatter.

Romanen retter pekefingeren mot kvinners kår i samfunnet og deres avhengighet av menn, men først og fremst handler romanen om kjærlighet, om mennesker som lengter etter å elske og å bli elsket, og om mennesket Jenny og hennes utvikling.

Romanens hovedperson, den 28 år gamle malerinnen Jenny Winge, lever et fritt og uavhengig kunstnerliv i Roma, men lengter etter den store kjærligheten. Drømmen om lykke er tett knyttet opp til det å elske en mann, og derfor overtaler hun seg selv til å tro at hun har funnet den rette, selv om lidenskapen ikke er der. Når hun senere konfronteres med at drømmen om lykke ikke tåler møtet med den nakne virkeligheten, bryter hun sammen og historien ender tragisk.

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.