VI

Jennys søn levet i seks uker – nøiagtig fire og firti og en halv dag, sa hun bittert til sig selv, naar hun tænkte om og om igjen paa den korte tid, hun hadde visst, hvad det var at være lykkelig.

Hun graat ikke de første dage efter – men hun gik omkring det døde barn og ynket sig dypt nede i strupen. Og hun tok det op og kjælte:

«Lillegut – mors lille lille deilige gut – du faar ikke lov, – hører du – lillegut kan ikke faa lov til at være død, kan du vel skjønne –»

320Gutten hadde været liten og skrøpelig, da han kom til verden. Men baade Jenny og fru Schlessinger hadde syntes, han trivdes og kom sig saa storartet. Saa blev han syk en morgen og døde ved middagstid.

Da han var begravet, gav hun sig til at graate, og saa kunde hun ikke stanse. Hun hulket ustanselig næsten, nat og dag, i uker efterpaa. Syk blev hun ogsaa – fik betændelse i brysterne, saa fru Schlessinger maatte hente lægen, som skar hende. – Og de legemlige smerter og fortvilelsen i hendes sjæl løp sammen til et, de forfærdelige febernætter.

Frau Schlessinger laa i værelset ved siden av. Og naar hun hørte de underlig dyriske, kvalte klagelyd inde fra den unge pikes værelse, trillet hun forfærdet ind og sat paa en stol foran sengen: «Um gotteswillen, Fraülein –»

Hun stelte med Jenny, og hun klappet hendes magre, klamme hænder med sine tykke, varme. Og hun formante. Det var guds vilje, og det var kanske det bedste baade for gutten og for frøkenen. Frøkenen var jo saa ung endnu –. Selv hadde frau Schlessinger mistet begge sine barn – den lille Bertha, da hun var to aar, og Wilhelm, da han var fjorten – saan kjæk gut –. Og de var endda født i lovlig egteskap og skulde været hendes alderdoms støtte – men denne lille her, han hadde jo da bare været en lænke om foten paa frøkenen – frøkenen, som var saa ung og pen. Ak gud ja, visst hadde han været søt, den lille engelen, ja det var tungt nok. – 321Sin mand hadde frau Schlessinger ogsaa mistet – ja. Og der var mange av Jennys lidelsesfæller, som frau Schlessinger hadde hat i huset, og barna var døde – ja nogen hadde været glad til, nogen hadde likefrem sat dem bort for at bli av med dem – ja det var fælt, men hvad skal man si? Og nogen hadde grætt og jamret som Jenny nu – men de kom over det med tiden; baade den ene og den anden var gift nu og hadde faat det godt –. Men maken til fortvilelse som paa frøkenen hadde hun aldrig set – Herregott im Himmel –.

At fætteren var reist sydover, først til Dresden og siden til Italien, like i de dage gutten døde, tilskrev frau Schlessinger i sit hjerte en stor del av Jennys fortvilelse. – Jaja, saan var de nu engang, mandfolkene –.

Uopløselig forbundet med mindet om disse vanvittige kvalfyldte nætter var siden for Jenny billedet av frau Schlessinger, som sat der paa taburetten foran sengen, mens lampelyset brøt i taarerne, som piblet ut av hendes smaa snille øine og dryppet ned over hendes runde røde kindboller. Og hendes mund, som ikke stod et øieblik, og hendes lille graa flette, som strittet, og hendes hvite nattrøie med takkelidserne og hendes underskjørt av rosa og graastripet flonel med de broderte tunger forneden. – Og det lille værelse méd gipsreliefferne i messingrammer.

Hun hadde skrevet til Heggen om sin store lykke. Og han hadde svart – vilde gjerne kommet op og set paa gutten, men reisen var lang og dyr og han skulde bryte op til Italien desuten. Velkommen efter med prinsen og tillykke med ham! – 322Da barnet døde, var Heggen i Dresden; hun fik et langt og vakkert brev fra ham.

Til Gert hadde hun skrevet nogen linjer, saasnart hun orket. Hun opgav samtidig sin adresse, men bad ham ikke komme før til vaaren – da var lillegut blit stor og pen. Nu kunde nok bare hans mor se, at han var deilig. – Da hun var oppe igjen, skrev hun et længere brev.

Den dag, barnet var blit begravet, skrev hun igjen og meldte i faa ord dets død. Samtidig skrev hun, at hun reiste sydover samme aften og at han ikke maatte vente at høre fra hende, før hun var blit litt roligere: «Du skal ikke ængste dig for mig,» skrev hun, «jeg er forsaavidt noksaa rolig og fattet nu og, men grænsesløst bedrøvet naturligvis.»

Dette brev krydset et fra Gert Gram. Hans lød:

Min lille Jenny!

Tak for dit sidste brev. Allerførst vil jeg sige dig, da det synes, som du gjør dig bebreidelser i anledning dit forhold overfor mig – kjære lille pige, jeg gjør dig ingen saadanne, og det maa du hellerikke gjøre dig selv. Du har jo aldrig været andet end god og blid og kjærlig mod din ven. Aldrig vil jeg glemme din ømhed og din varme i den korte tid, du elskede mig – din søde ungdom og din fine og blide hengivenhed i vor korte lykkes dage. Vor lykke maatte blive kort; det burde vi vel vidst begge. Jeg burde vidst det – du kunde vel have vidst det, dersom du havde tænkt; men hvad tænker to mennesker, som drages mod hinanden? 323At du en dag ophørte at elske mig, tror du jeg bebreider dig det? Fordi om det voldte mig den bitreste lidelse i mit forøvrig ikke meget lykkelige liv – dobbelt bitter for mig, da jeg samtidig fik vide, at vort forhold havde faaet følger, som du vilde have at bære gjennem hele dit.

Og nu ser jeg altsaa af dit brev, at disse følger, hvorover jeg sikkert har været meget mere fortvivlet end du, hvad du end kan have gjennemgaaet af bekymringer og legemlig lidelse, dog har bragt dig en dybere glæde og lykke end noget, du før har mødt i dit liv. At moderglæden helt fylder dig med fred, tilfredshed og livsmod, saaat du mener, med dit barn i armene vil du have styrke til at møde alle vanskeligheder, økonomiske som sociale, som fremtiden vil kunne bringe en ung kvinde i din stilling. At du skriver dette, gjør mig mere glad, end du kan ane. For mig er dette atter et bevis paa tilstedeværelsen af hin evige retfærdighed, som jeg ikke tvivler paa. For dig, som tog feil, bare fordi dit hjerte var varmt og ømt og tørstede efter ømhed, vil netop denne feiltagelse, der har bragt dig saa fortvivlede timer, til slutning bringe alt det, du higede efter, bedre, smukkere og renere end du vel nogensinde før har drømt om, nu da dit hjerte helt er fyldt af kjærligheden til dit barn, og siden endnu mer, naar den lille gutten vokser til, begynder at kjende sin mor, hænge efter hende og kan gjengjælde hendes kjærlighed, sterkere og dybere og mere bevidst for hvert aar, som gaar.

Og for mig, som tog mod din kjærlighed, skjønt jeg burde vidst, at et kjærlighedsforhold mellem os 324var umulig og unaturlig – for mig har disse maaneder bragt usigelig lidelse og sorg – og savn, Jenny, et savn, som du ikke kan gjøre dig forestilling om, savnet af dig, af din ungdom, af din skjønhed, din velsignede kjærlighed. Og hvert mindste minde om disse ting har været forbitret af anger – dette stadige nagende spørgsmaal, hvor kunde jeg lade hende gjøre det, hvor kunde jeg tage mod det, hvor kunde jeg tro paa en lykke for mig selv med hende? Ja Jenny, for jeg har troet paa det, saa vanvittig det høres ud, fordi jeg følte mig saa ung sammen med dig. Husk at min egen ungdom gik jeg glip af, alt mens jeg var langt yngre end du er nu; en ungdoms glade arbeidsliv og glade elskovslykke fik jeg ved egen skyld ikke smage. Og dette var hevnen. Min døde ungdom kom og spøgte, da jeg saa dig – mit hjerte følte sig ikke ældre end dit. Og Jenny, intet i verden er forfærdeligere end det, at en mand er gammel og hans hjerte er ungt.

Du skriver, at du vil gjerne engang senere, naar gutten er blevet lidt større, at jeg skal komme og besøge dig og se vort barn. Vort barn – det er en saa urimelig tanke. Ved du, hvad jeg stadig maa tænke paa? Kan du huske den gamle Josef paa de italienske alterbilleder, han som altid staar ude i baggrunden eller ved en side, og ømt og sørgmodig betragter det guddommelige barn og dets unge og deilige mor, disse to, som helt er optagne af hinanden og slet ikke ænser hans nærvær. Kjære Jenny, misforstaa mig ikke, jeg ved jo, at det lille barn, som nu ligger paa dit fang, ogsaa er mit kjød og blod, og dog – naar jeg tænker paa dig, som 325nu er mor, da føler jeg mig som den stakkars gamle Josef udenfor.

Men derfor skal du heller ikke have mere betænkeligheder ved at tage mod navnet af min hustru og den beskyttelse for dig og dit barn, som ligger deri, end Maria havde ved at betro sig til Josef. Egentlig synes jeg ikke engang, det er ganske rigtig af dig overfor barnet vilkaarlig at berøve det dets fars navn, som det dog har ret til – du kan ha saa megen selvtillid du vil. En selvfølge er det, at du ved et saadant ægteskab vedbliver at være lige fri og ubunden som nogensinde, og at det ogsaa naarsomhelst du maatte ønske det, skal blive legalt ophævet. Jeg beder dig indstændig om at overveie dette. Vi kan blive viede i udlandet, om du ønsker det kan allerede nogle maaneder efter skridt til dets ophævelse foretages, og du behøver aldrig at vende tilbage til Norge, endsige bo under tag med mig.

Om mig selv er ikke stort at fortælle. Jeg har disse to smaa værelser heroppe paa Hægdehaugen lige i nærheden af den løkke, hvor jeg er født og har levet til mit tiende aar, da min far kom som foged til Numedal. Fra mit vindu ser jeg toppene af de to store kastanjetrær udenfor indgangsdøren til mit barndomshjem. De er ikke synderlig forandret. Heroppe begynder allerede aftenerne at blive lange og lyse og vaarlige og de tegner sine nøgne, brune kroner mod den bleggrønne himmel, hvor enkelte gyldne stjerner funkler i den skarpe, klare luft. Kvæld efter kvæld sidder jeg her ved mit vindu og stirrer didover og drømmer og mindes mit hele liv. Ak Jenny liden, hvor kunde jeg nogensinde 326glemme, at der laa et helt liv, et liv, næsten dobbelt saa langt som dit, og mere end den halve del henlevet i uafbrudt ydmygelse, nederlag og smerte – mellem dig og mig.

At du tænker paa mig uden vrede og bitterhed, er mere end jeg havde haabet og ventet. Den lykke, som aandet gjennem hver linje i dit brev, har gjort mig saa usigelig godt. Gud velsigne og bevare barnet og dig; al lykke i verden ønsker jeg over dig og over det. Jeg holder saa usigelig meget af dig, du lille Jenny, som var min engang.

Din hengivne
Gert Gram.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.