Ach Ach! er det mueligt, at jeg skal see min fromme Mand henge saa skammelig udi en Galge. Ach min allerkiereste Mand! forlad mig, om jeg har giordt dig imod. Ach! Ach! nu vaagner min Samvittighed, nu angrer jeg, men forsilde, den Haardhed, som jeg har øvet mod dig, nu savner jeg dig først, nu kand jeg skiønne paa, hvilken from Mand jeg har mist, ach! at jeg kunde redde dig fra Døden med mit eget Liv og Blod.
Giv dig tilfreds, min hierte Kone, vi skal alle den Vej. Gak hiem og tag vare paa dit Huus, og hav Omsorg for mine Børn, min røde Trøje kand du lade omgiøre til lille Christoffer, det som bliver til overs, skal Marthe have til en Hue, seer til for alting, at min brogede Hest blir vel plejet; thi jeg har elsket det Beest, som hand kunde være min kiødelige Broer; hvis jeg icke var død, skulde jeg sige dig adskilligt andet.
A – – – – A – – – – A – – – hvad er det? hvad hører jeg? kand en død Mand tale?
Bliv icke bange, Nille; jeg skal intet ondt giøre dig.
Ach min allerkieriste Mand, hvorledes kand du tale, naar du est død?
Jeg veed icke selv, hvoraf det kommer. Men hør, min hierte Kone, spring bort som en Ild, og bring mig hid for 8 ß. Brendeviin; thi jeg tørster meere nu, end da jeg var levende.
Fy dit Beest! din Skarn! din forgiftige Druckenbolt! har du icke drucket Brendeviin nok i dit levende Liv? tørster din Fæe-Hund endnu, nu du est død? det kalder jeg et fuldkommen Sviin.
Hold din Mund dit Skarn, og spring strax efter Brendevinen. Hvis du det icke giør, saa skal jeg, Drollen splide mig ad, spøge hver Nat i Huset. Du skal vide, at jeg er icke bange for Mester Erich meer; thi jeg føler nu til ingen Hug.
Au au au holt op Nille holt op, du kand slaae mig ihiel paa nye, au au au.
Hør Kone! du maa icke slaae ham meere. Giv dig tilfreds, vi vil for din skyld tilgive din Mand hans Forseelse og dømme ham til Livet igien.
Ach nej! gunstig Herre! lad ham kun henge; thi hand er icke værd at lade leve.
Fy! du est en Skarns Qvinde, pak dig bort, eller vi skal lade dig henge ved Siden paa ham.
Ach gunstig Hr. Dommer! er det vist, at jeg er gandske levende igien, eller spøger jeg?
Du est gandske levende; thi den Ræt, som kand dømme fra Livet, kand ogsaa dømme til Livet igien. Kand du icke begribe det?
Nej! jeg kand mari icke begribe det, men jeg troer, at jeg gaaer igien og spøger.
Ej du Giek! det er jo let at begribe. Den, som tar en Ting fra dig, kand jo give dig den igien.
Maa jeg da forsøge at henge Dommeren op for Løjer skyld, og see, om jeg kand siden dømme ham til Livet igien.
Nej det gaar icke an; thi du est ingen Dommer.
Men er jeg da levende igien?
Ja du est.
Saa, at jeg spøger icke?
Nej vist.
Ej heller gaar igien?
Nej.
At jeg er den samme Jeppe paa Bierget, som jeg var tilforn.
Ja.
At jeg er ingen Geist?
Nej vist icke.
Vil I sværge mig til, at det er sant?
Ja jeg svær dig til, at du est levende.
Beed Drollen splide jer ad derpaa, at det er sant.
Ej! troer paa vore Ord, og tack os, at vi har været dig saa naadige at dømme dig til Livet igien.
Hvis I havde icke selv hengt mig op, vilde jeg gierne have tacket jer, for I løsede mig neer igien.
Giv dig tilfreds Jeppe, og siig os til, naar din Kone slaar dig oftere, saa skal vi nok raade Boed derfor. See! der har du fire Rigsdaler, som du nogen Tid kand holde dig lystig med, og glem icke at dricke vor Skaal.
Nu har jeg levet udi halv hundrede Aar, men i ald den Tid er icke hendet mig saa meget, som i disse to Dage. Det er nogle forbandede Historier, naar jeg ret eftertencker det, en Time en drucken Bonde, en anden Time Baron, en anden Time en Bonde igien, nu død, nu levende i en Galge, som er det underligste: maa skee, naar mand henger levende Folk op, saa døer de, og, naar mand henger døde Folk, saa lever de op igien, jeg bilder mig ind, at et Glas Brendeviin vil smage herligt herpaa; hej Jacob Skoemager herud.
Velkommen tilbage igien fra Byen! fik du Sæben til din Kone?
Ej du Slyngel! du skal vide, hvad Folk, du taler med, Huen under Armen; thi du est kun en Carnali at regne mod saadan som jeg.
Jeg taalte icke saadane Ord af en anden, Jeppe. Men du under mit Huus en daglig Skilling, derfor regner jeg det icke saa nøje.
Huen under Armen, siger jeg, du Skuster!
Hvad er dig vederfaret paa Vejen, mens du est bleven saa spansk.
Du skal vide, at jeg er bleven hengt, siden jeg talte med dig.
Det er jo icke saa meget fornemme. Jeg misunder dig icke den Lycke. Men hør Jeppe! hvor du har drucket dit Øll, der maa du spille din Bærme, du dricker dig fuld andre Steder, men kommer i mit Huus alleene for at giøre Klameri.
Fort Huen under Armen Slyngel, hør du icke, hvor det ringler i min Lomme?
Hillement! hvor har du faat de Penge?
Af mit Baronniskab Jacob. Jeg skal fortælle dig, hvad mig er vederfaret, men lad mig faa et Glas Miød først! thi jeg er for storagtig til at dricke Dansk Brendeviin.
Singot Jeppe.
Nu skal jeg fortælle dig, hvad mig er vederfaret; da jeg gik fra dig, faldt jeg i Søvn, da jeg vaagnede op igien, var jeg Baron, og drak mig drucken paa nye af Carnali Sæk, da jeg blev drucken af Carnali Sæk, vaagnede jeg op paa en Møding igien, da jeg vaagnede op paa en Møding, lagde jeg mig at sove paa nye i Forhaabning, at sove mig et Baronniskab til igien, men jeg merckede, at det gaar icke altid an; thi min Hustrue væckede mig op med Mester Erich, og træckede mig ind efter Haaret uden at have ringeste Respect for saadan Mand, som jeg havde været. Da jeg kom ind i Stuen, blev jeg stødt ud igien paa mit Hovet, og saae mig omringet af en hoben Gripomenuser, som dømte mig fra Livet, og dræbte mig med Forgift; da jeg var død, blev jeg hengt, og da jeg var hengt, blev jeg levende igien, og da jeg var bleven levende igien, fik jeg fire Rigsdaler. Saaledes er Historien, men hvordan saadant kunde hende, vil jeg give dig at betencke.
Ha ha ha det er en Drøm Jeppe.
Hvis jeg endnu icke havde disse fire Rigsdaler, skulde jeg ogsaa bilde mig ind, at det var en Drøm, giv mig nok en frisk Jacob, jeg vil icke tencke paa det Galskab meere, men dricke mig en ærlig Ruus.
Singot Hr. Baron ha ha ha!
Du kand, maa skee, icke begribe det Jacob.
Nej, icke om jeg stod paa mit Hoved.
Derfor kand det være sant, Jacob! thi du est en Dosmer, og begriber icke de Ting, som er mindre.
Ha ha ha! jeg skal fortælle jer en forbandet Histori, som er vederfaret en Mand, der heeder Jeppe paa Bierget, som mand har funden drucken og sovende paa Marcken, iførdt ham andre Klæder, og lagt ham i den beste Seng paa Herre-Gaarden, bildet ham ind, at hand var Herren, da hand vaagnede op, drucket ham fuld paa nye igien, og lagt ham i sine gamle skidne Klæder paa en Møding igien, hvor da hand vaagnede op, bildte hand sig ind at have været i Paradiis; jeg havde nær leet mig ihiel, da jeg hørdte den Histori af Ridefogdens Folk. Jeg vilde mari give en Daler til, at jeg kunde faa den Nar at see ha ha ha!
Hvad er at betale Jacob?
Tolv Skilling.
Hvorfor gik den Mand saa hastig?
Det er just den samme Mand, som Historien er spillet med.
Er det mueligt? saa maa jeg løbe efter ham. Hør Jeppe! et Ord. Hvorledes staar til udi den anden Verden?
Lad mig gaa i Roe.
Hvorfor blev du icke der lenger?
Hvad kommer det dig ved?
Ej! fortæll os dog noget om den Reise.
Lad mig gaa, siger jeg, jeg giør ellers en Ulycke paa dig.
Ej Jeppe! jeg er saa begierlig efter at vide noget derom.
Jacob Skoemager! hielp! taaler du, at mand giør mig Vold i dit Huus?
Jeg giør jo ingen Vold Jeppe, jeg spør kun, hvad du saae udi den anden Verden.
Hej! hielp! hielp!
Saae du ingen af mine Forfædre der?
Nej. Dine Forfædre maa være paa det andet Sted, hvor jeg haaber du og andre Carnalier efter Døden kommer.
Slider sig løs og flyer bort.Ha ha ha den Historie var Guld værd, jeg havde icke tenkt, at den skulde have haft saa god Virkning. Kandst du divertere mig oftere saa Erich, saa skal du blive meget høyt anskreven hos mig.
Nej, naadige Herre! jeg tør icke vove mig oftere at spille saadan Comoedie; thi, om hand havde slaaet Herren, som hand truede, saa havde det blevet til en hæslig Tragoedie.
Det er, min Troe, sant. Jeg var bange nok for det, men jeg var saa forliebt i Historien, at jeg heller havde ladet mig slaae, ja, jeg troer, heller ladet dig henge af ham, Erich, end jeg havde aabenbaret den. Du var, maa skee, vel af samme Forsæt.
Nej Eders Naade! det var noget underligt at lade sig henge for Lyst; thi den Lyst kostede alt for dyrt.
Ej Erich! saadant skeer jo hver Dag; Folk, om icke paa den Maade, saa dog paa en anden, tar Livet af sig for Lyst skyld. Som for Exempel: en er af en svag Natur, og seer forud, at hand af formegen Drik vil miste Liv og Helsen, stormer dog til sit Legeme, og vover Liv og Helsen tit for en Aftens Fornøjelse. Nok paa en anden Maade: De store Visirer i Tyrckiet blive gierne stranguleret eller qvalte ihiel med en Stricke, somme samme dag, de blive Visirer, andre nogle Dage derefter, og dog stormer alle dertil, saasom alleene for at henges med en stor Titul. Nok paa en anden Maade: Officiers opoffre gierne hver anden baade Liv og Siæl, for at have Titul af Tapperhed, og duellere for ingen Ting end ogsaa med deres Overmænd, som de er visse paa vil expedere dem. Jeg troer ogsaa, at der skulde findes mange hundrede forliebte Mennisker, der for en Nats Fornøjelse gierne skulde lade sig dræbe om Morgenen. Mand seer i Beleiringer, at Soldater i hobetall deserterer, og løber hen til beleirede Byer, som de seer forud vil strax overgive sig, og for at leve en Dag vel lader sig henge den anden. Det eene er cke meere solide end det andet. Mand har i gamle Dage seet Philosophi selv styrdte sig i Ulycke alleene for at blive roset efter deres Død. Derfor troer jeg fuldkommelig Erich, at du heller havde ladet dig henge end fordervet denne deilige Historie.
Af dette Eventyr vi, kiere Børn, maa lære,
At ringe Folk i hast at sætte i stor Ære
Ej mindre farligt er, end som at trycke ned
Den, der er bleven stoor ved Dyd og Tapperhed.
Naar Bønder, Handverks-Mænd, mand Regiment vil give,
Da Scepteret til Riis kand snart forvandlet blive,
For Øvrighed mand da Tyranner let kand faa,
En Nero i hver Dorp ved Roret fast vil staa.
Mon Cajus Phalaris vel fordum øve kunde
En større Myndighed end denne ringe Bonde,
Green, Galge, Steil og Hiul hand truede os med
Da hand ej endda varm var i sin Myndighed.
Vi derfor Øvrighed fra Ploven meer ej tage,
Giør Bonde til Regent, som udi fordum Dage,
Thi gamle Griller hvis mand fuldte derudi
Hvert Herredom maa skee faldt hen til Tyranni.
Boken er utgitt av Ludvig Holbergs Skrifter
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde ble oppført første gang på Den Danske Skueplads i 1722. Stykket er en av Holbergs mest spilte komedier.
Den fattige og alkoholiserte hovedpersonen, bonden Jeppe, har problemer. Både kona Nille og ridefogden er ute etter ham, men i stedet for å få orden på sitt liv, tyr han til flaska. En dag Jeppe har drukket seg fra sans og samling bestemmer baronen og hans folk seg for å spille Jeppe et puss: De kler ham i baronens klær og legger ham i baronens seng. Når Jeppe våkner tror han først at han er død og har kommet til himmelen, men blir etterhvert overbevist om at han er baronen.
Opprinnelig var nok skuespillet ment som en ren farse, men i ettertiden har det vist seg at stykket har en tragisk dimensjon og at publikum og leserne ofte får sympati for den tåpelige Jeppe.
Les mer om verket og Holberg på nettsidene til Ludvig Holbergs Skrifter.
Se faksimiler av F.L. Liebengbergs utgave fra 1888 (Bokhylla.no)
Ludvig Holberg er en hovedfigur i dansk-norsk litteratur på 1700-tallet og en av opplysningstidens og klassisismens fremste representanter. Hans forfatterskap er svært omfattende og inneholder verk fra nesten alle sjangere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.