Hilma Sofie kom over en Hugorm, som laa og smøg borti Bregnebakken. Det var lige, saa hun havde traadt paa den. Den reiste Hodet og fræste, saa hun bare saavidt fik rygge tilbage og finde noget at slaa den med. Da syntes hun, den var en forunderlig en, denne, slig den laa der og ligesom lod sig slaa – bare hvæste en Gang imellem. Og alt, hvad hun slog, var den lige hel. – Derfor vendte hun sig om og tog en stor Sten tilslut, og glemte ikke at spytte paa Stenen, før hun slængte den mod Ormen:
«Tag den du, Styggen!»
Stenen knuste Halvdelen af Ormens Hode. Og saa var sagtens Ormen død.
Hilma Sofie stak Kjæppen indunder den smidige Ormekrop, og bar den med sig som Trofæ, altimens hun forundred sig meget over et Afmærke, den havde – en Tværstribe som en liden gul Ring over det kvæstede Hode.
Og der hun kom frem til Sæterhytten, hængte hun Ormen op paa Rækværket udenfor.
– – –
138Men da Hilma Sofie havde lagt sig tilkvælds, syntes hun grangivelig, at Ormen kom ind i Stuen til hende – den snodde sig bortover Gulvet med sit halve Hode skudt tilveirs. Og der i Hodet sad et ørlidet Fosforøie, som gløded med Lys lig en Sankthansorms.
Saa blev den borte en Stund.
Men pludselig fik hun se den igjen paa Sengestolpen. Der havde den klatret op, og der sad den stille og saa paa hende med sit ene Øie. Og saa begyndte den at hvisle, og tilslut blev det til Ord:
«Der ligger et stort Ormenøste nord i Kollen,» hørtes det. «Og lige nede ved Roden af Bregnebakken ligger der ogsaa et. Og: Kan du forresten si mig, hvor Orm ikke findes?» – Og den stirred og blinked med det røde Øie – og den snurred og snodde sig om Sengestolpen. Saa sad den der igjen bumstille.
«Skal jeg si dig det?» hvisked den. «Skal jeg syne dig det?» Den strakte Hode og Krop – – og saa syntes Hilma Sofie, den vokste op fra Sengestolpen, indtil den blev til noget fælt smalt noget. Og slig blev den siddende.
«Jeg er Orm i Øiet,» begyndte den atter –
«og jeg er Orm i Sindet. Jeg er Orm i Jorden, og jeg er Orm i Luften» – og saa bøide den sig ned over hende: «Jeg kan kjekse dig fore, jeg kan vildre dig ind!» Og hun saa Øiet og atter Øiet. Og saa vidste hun ikke, hvordan det var. – –
Hun kom ind etsteds, hvor alt var saa umaadelig vakkert. Der var en stor Sal i fløielsbrunt med Guld paa. Der var slanke, spændstige Mennesker 139i slæbende Kapper og Kjoler. Og de gik to og tre og kanske fler i Følge med Folk, hun syntes at skulle kjende.
Borterst i Salen sad der En i et Høisæde. Han havde et Scepter i den ene Haand. Og et Rigsæble i den anden. Han havde ogsaa en gylden Ring om Panden; men der saaes kun Halvdelen; for over den anden Halvdel dækked et Silkebind. Og vakker var han – saa gudeskjøn, at aldrig havde vel Hilma Sofie set noget herligere. Han var som en Ildslue ved Sjøen. – Og dybere og dybere bøide sig Hilma Sofie. Idetsamme trilled noget ned foran hende. Hun tog det op og saa, det var Rigsæblet.
«Spis,» syntes hun, han hvisked.
Og Hilma Sofie spiste.
Den første Bid var besk, og den anden var besk. Men hun svælged alligevel og tog den tredie.
«Giv med dig,» hvisked det.
Og Hilma Sofie gav med sig. Og inden hun slutted, syntes hende Smagen saa søt som søteste Vin. Og da gjennemrisledes Hilma Sofie af en stor Kjærlighed for Kongen selv.
Men der Hilma Sofie løfted sine Øine, var Bindet faldt af ham. Og den deilige Konges ene Tinding var knust, og levret af mørkt Blod. Og som hun stirred, mørkned ogsaa det skjønne Ansigt, og de herlige Lemmer skrumped ind og tog vanskabte Former. Og mens hun endnu stirred, blev han til den brunspraglede Hugorm med det ene fosforglødende Øie, og den spaltede Tunge spilled 140den ud af Gabet, slig den hvæste og lo. Hilma Sofie vendte sig om mod Salen – da saa hun, at ogsaa alle de andre skjønne Mennesker var blit til brune Orme. Og de snodde sig to og tre, ja kanske fler, om de Jordemennesker som var der.
«Naar der spises for meget af Æblet, falder Silkebindet af,» hørte hun Hvislingen paany. –
«Ser du, han der er taget af Mordertanken. Han er taget af Hevnstanken. Han skal bli Forræder. – Og ved dem alle hænger Løgnen, Misundelsen, Svigen og Naget – – og se paa dig selv – – jeg, Kongen, har skabt dem!»
Da skreg Hilma Sofie i Rædsel for en fæl Orm, som hængte fast ved hende selv.
Og saa var hun ikke længer i Salen, men i Sæterhytten. – Straks tænkte hun paa Ormen. Da maatte den være kommet ned i Sengen til hende – hun fornam en brændende Svie i sin ene Fod, – og Svien bredte sig ud over hele Kroppen.
«Hvad – hvad er det?» fik hun sagt.
Da sad den igjen oppe paa Sengestolpen, liden og brun, med det lille Ildsøie lysende ondt imod hende.
«Har du knust Hodet mit, saa har jeg saaret Hælen din!» sagde den.
Og borte var den.
– – –
Da Hilma Sofie kom ud om Morgenen, hængte Ormen der som før paa Rækværket. – Hun kradsed paa den med Kjæppen, kjendte, den var myg og bøielig endnu. Hun saa nøie paa dens knuste 141Hode med Afmærket i Panden. Og hun syntes, det aabne, røde Øie stirred levende og listig paa hende.
Hilma Sofie stak Kjæppen indunder Ormekroppen og tog den med sig ned til Tjernet. Og der slængte hun den udpaa.
Og syntes hun, den sank, tung som en Sten, af Synd og Ondskab. –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Ragnhild Jølsen døde – bare 33 år gammel – i 1908, etterlot hun seg en rekke upubliserte tekster, gammelt og nytt om hverandre. Disse ble gjennomgått, og et utvalg ble utgitt av Antonie Tiberg i en egen utgave samme år og i tredje bind av Samlede skrifter i 1909.
Samlingen består av små fortellinger og utkast til større og mindre arbeider.
Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.