ST. HANS-KVÆLD

(1906)

Naar en gaar udi Skogen, er det godt at slippe Mødet med jagtklædte Mænd og Damer i røde Hatte. Damer overhovedet passer ikke i Skogen – ialfald ikke med Skjørter paa. – Og Mændene bør ha Trøierne grønsket af Veir og Vind, Hatterne bulet, Næverne barket – saa først staar de i Stilen med Orebusker og Bjergknauser. Saa først er de som vokset ud af Skogen og hørende Skogen til. – Og da vil en gjerne møde dem.

– – –

Fiskerne holder lange Snører i Vandet; men det hjælper ikke, at de spytter paa Krogen. Fisken er listigere end Mennesket ikvæld; – den bare sprætter i Vandet og sender glinsende Ringe vidt udover Sjøen – Spiral i Spiral, som det svingende Hjul paa en Cirkelsag. – Men Menneskene sidder der kanske heller ikke saa rent for Fiskens Skyld. Vel ligesaa meget for at døse og stirre udover Vandet.

Og de ser Solen gaa ned – og Halvmaanen kommer deroppe som en hvid liden Sky. – Og saa laaser da Fiskerne sine Stænger fast, – og 129oppe i Aasen klinger nogle faste Slag af en Økse. – De skal vel lave sig Tømmerkøier nu for Natten. Kanske tænker de at udvide den Fiskningstilladelse til en liden uskyldig Rugdejagt saa i Skumringen, eller kanske en liden Spiljagt saa paa Morgensiden. – Velbekomme – I derover i Tømmerkøien! Det er nok ikke saa ganske i Overensstemmelse med Jagtloven, men «Fuglen flyver frit,» tænker I vel. «Eieren er rig. Han daller paa Gaarden, og han diller i Byen – og Fuglen fik han neigu ikke alligevel.» – Og kanske han ikke tog det som nogen Forbrydelse heller. Han er en god Mand og gjør ikke Fattigfolk Fortræd. – –

Men her paa min Side, her tør ingen være.

Derfor ligger Skogen saa vemodslig ensom og taus i St. Hans-Kvælden. – Men lysere blir Maanen, og blankere blir Vandet. Og to Maaltroster svarer hinanden over Sjøen.

Saa blev der bare en eneste Maaltrost langt borti Aasen. – Og Mørket kom sivende ud fra Skogkransen. Og de snoede Trærødder blev fæle Øgledyr, som klatred op fra Sjøen. Saa tændtes Fiskerbaalene – et – to – tre – røde, flammende lige nede ved Vandspeilet. Og en eneste Gang brølte Elgen. – Elgen har det styggeste Brøl i Verden. Men det er mørkt og stærkt, som var det selve Skogen, som raabte i Sommernatten. –

«St. Hans-Kvæld,» siger en søvnig liden Maaltrost med sin fineste Stemme oppi Aasen. «St. Hans-Kvæld.» Og tilslut saa inderlig overtalende:

«Naa maa du gaa og lægge dig.» – –

– – –

130Der sidder en gammel Kone med krogede Hænder og tandløs Mund. – Der gaar en rundt i Skogen, siger hun, – og byder Elskov frem.

«Hm – tror du kanske ikke, jeg selv har seet ham? – Det var, da jeg laa ude paa Flaaberget. Der rørte mig noget som med en Nypetorngren, – og da jeg vaagned, saa jeg et ungt, stout Mandfolk glide bortover Myren. – Kanske du er Per, – tænkte jeg, og jeg hvisked det først og raabte det siden; men han vendte sig ikke. – Men saa vidste jeg siden da, at han var den eneste, jeg havde bryd mig om. Ja, jeg sagde det ligesaagodt, da jeg traf ham, – og saa tog han mig for Gud og Mennesker. – «Per – det var den første Manden min det, ved du!» –

– – –

Der gaar et ungt, vakkert Menneske med en Nypegren gjennem Skogen. Han kan bli baade til Per og Paal; for den, han vækker, synes se sin Elskede for sig. Eller den, der staar Sindet nærmere. – Eller den, hvis Navn har levet ukjendt nede paa Dybden. – Og bort gaar han. Og vi drar Kjendsel paa hans Gang, og paa hans Holdning, og paa alt det, hvorpaa et Menneske kjendes i Halvmørke. Vi ser ham, som for os fylder alt mellem Himmel og Jord. Og vi kalder ham med de deiligste Navne, vi ved.

Du – du – hører du alligevel gjennem Skogen? Ved du, at i dig er der mange? Ved du, at i dig er du selv og alene? – For du gaar rundt i Skogen med en Nypegren i Haanden – du forandrer dig, og du er dig evig lig. –

131Nu gaar du forbi alle de røde Baal, og de, som sover, vækker du. – –

Nypegrenen, du holder i Haanden, er vel brun og tornet. Men indiblandt Tornerne sidder de fine, smaa Skud, som skal bli til Blade og til lyse Blomster. – Som Kjærligheden selv, den, der kan begynde med Mismod og Sorg, men kan bli saa sød og straalende fager. – –

St. Hans-Kvæld.

Til langt udover Natten flammer de knitrende Baal. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.