Hvilken gammeldags Tænkemaade han man ikke i denne Bye? Man skal endelig have en Betiening paa 4 à 500 Rigsdaler førend man kan gifte sig. Hvad kunde det vel skille min Fader den Tverdriver, som han er, at gifte mig med Agenore; Han behøver jo dog en Huusholderske; Den Tieneste paatog hun sig gierne, naar jeg maatte være Fuldmægtig baade over og det meere; Og naar saa alle vore Huusfolk efterfulgte 4vores Exempel, da vilde min Faders Huus blive et Verkstæd for lutter Kierligheds Gierninger.

Ja det maae I nok sige, min Herre, og hvilken Glæde vilde det ikke blive for eders Morbroder Hr. Paul, saa opbyggeligt som han prædiker om Kierligheds Gierninger. Hille knø, hvad han dog er en rar Guds Mand! Han prædiker om Kierligheds Gierninger, han giør Kierligheds Gierninger. Herre Gud! hvor deyligt er det, naar Levnet og Lærdom svarer sammen. Og eders Exempel min Herre, vilde udrette store ting hos os Tiennere. End jeg og Lisken? vi vilde, min Troe, giøre Kierligheds Gierninger baade Nat og Dag.

Det skal du faae mig til at troe; Men jeg gad vide hvad min Fader vilde sige, om han vedste denne Løyer.

Ja min Herre, dersom I syntes som jeg, da gav I jer Fader en god Dag, og tog saa 5jer Agenore paa jer Samvittighed: For Ræsten kan jeg nok vide, hvad han vilde sige.

Siig frem da; men spaae mig godt, ellers gaaer det dig som alle slette Propheter; du faaer et Ørefigen.

Det matte jeg vel forstaae at hytte mig for: Eders Fader vil rose eders u-egennyttige Kierlighed, som allene seer paa Dyd ey paa Stand og Midler, han vil strax samtykke, skikke Bud til Præsten og stille Caution for Konge-Brevet.

Ach! du taler som en Engel, men gid du spaaede sandt; Jeg skulde dog tvile om, at han vilde være fuldkommen saa føyelig.

Ja, min Herre, jeg har et slemt Tilfelde, som jeg ey vil dølge: Naar jeg spaaer godt, spaaer jeg sielden sandt.

Saa tænker du da, at han ey vil samtykke i min Kierlighed?

Tanken gaaer Toldfrie.

Siig strax frem, jeg befaler dig.

Men hvordan skulde det saa blive med Ørefigenet.

Det skal du strax faae, dersom du ey efterkommer min Befaling.

O! jeg arme Stymper! taler jeg, faaer jeg et Ørefigen, tier jeg, faaer jeg et Ørefigen. Den, som nu vedste, hvilket af disse Ørefigener var det værste, saa kunde man rette sig derefter.

Og dersom du ey giør som jeg befaler dig da skal du faae 10 for et.

Ja det var en anden Regning, den kan jeg forstaae mig paa, det mindre Onde maa udvælges: Et Ørefigen i Hensigt til Ti er godt; Dog ney, min Herre er en Dievel til at slaae, han kunde give mig en SeptlevaSeptleva] I kortspelet basset (sjå note i II. Act, 6. Scene) var ‘septleva’ eit beløp som var sju gonger høgare enn det ein spelar opphavleg hadde som opphavleg innsats. paa min Fornuft-Kiste, saa min hele Forstand kunde ryge bort, og det var en ubodelig Skade baade for min Herre og mig, og dersom – – –

Og dersom du ey holder din Mund med dit Sludder, da skal jeg lære dig.

Tal siger jeg?

Au! au! hvordan Dievelen kan man tale og tie paa eengang?

I saa tael da og siig hvad min Fader vil finde paa.

Han vil giøre eder Arveløs og jage mig Fanden i Vold.

Naar du taler saa tydelig Hendrich, saa kan man begribe dig. Men gid min Fader kun vidste hvor smuk, hvor dydig, hvor elskværdig min Agenore er, saa vilde han aldrig fortryde paa min Kierlighed. Ach! min allersødeste Agenore! hvad er du dog yndig blant alle Piger, som Solen blandt Stiernerne. Saa mange Øyekast du gir, saa mange Manddrab du giør. Saa mange Ord du taler, saa mange Lærdomme, saa mange Beviis paa din Dyd og Forstand. Ja een af dine største Fortienester, som giør dig saa berettiget til mit Hierte, du har udvalgt mig blant saa mange Tilbedere, du elsker mig! Ach! henrykkende Tanke – – –

Gud størke min Herre! Forliebelsen giør stor Virkning baade paa Siel og Legem, enten bliver han syg eller og gal, ja maaskee begge Deele.

Ach! min Engel! min Skat! min halve Siæl! ach! lad mig kysse dig!

Fy! for en Ulykke, din Nar, hvor tør du være saa næsviis? Understaaer du dig at kysse din Herre?

Tusinde Gange om Forladelse min Herre. I sagde jo selv: ach! lad mig kysse dig! og siden her var ingen anden i Stuen, end jeg, saa tænkte jeg, min Herre talte til mig.

Du er den største Nar, der kan gaae i et Par Skoe.

Saa meget desbedre kan jeg komme overeens med min Herre.

Hvad siger du, din Slyngel? er jeg da en Nar.

Ney. Men jeg siger kun, at jeg saa meget desbedre kommer overeens med Eder; thi jeg veed min Herre maa gierne fordrage Folk, der ere lidt naragtige, som jeg. (sagte) Det kom jeg bitter knø vel fra.

Ney, Hendrich, Tiden bliver mig nu saa lang; alt en heel Dag siden jeg talte med Agenore; Ach! mon Du er fortrøden, min Allerkiereste! over min lange Fraværelse? Mon Du tænker at jeg er koldsindig? Ach 11Ney, gid Du kunde see de hæftige Luer, som brænde i mit Hierte! Ach! min allersødeste Agenore! hvor hastig giorde ikke Din Skiønhed mig til Slave. – – –

Men en god Stokke-Prygl skal ligesaa hastig skaffe dig din Frihed igien. Hør du forliebte Crabat, tør du forlove dig uden din faders Tilladelse? Men saafremt jeg, som Fader, har noget at sige, da skal jeg nok giøre en Stræg over den Regning. Du skal aldrig i Evighed ægte Agenore.

Hvad sagde Hendrich? Hvad sagde Hendrich? du store Prophet?

Hielp mig, hielp mig! find paa noget, lyv.

Hvem er for Resten denne Agenore?

Hvem er denne Agenore, siger jeg?

Det er slet ingen, min kære Fader; thi det min Fader hørte jeg talte var et Støkke jeg havde lært uden ad af en Roman.

Og det tør du understaae dig at indbilde mig.

Ja, det maae I nok sige. Det er forbandet med de forliebte Folk, de skal alletider lyve. Ney, lad mig tale, Herre! jeg vil 13sige Sandhed, Han er ret forlovet med Agenore. – –

Din Slyngel, jeg skal lære dig at lyve.

Men jeg kan sige med Sandhed: Det er en Pige, som er værd at see paa, Hun er deylig, dydig, forstandig – – –

Nok af det Sludder.

Ney, min Herre, nu kommer Humlen, Hendes Fader har arvet store Midler.

Er det mueligt?

Ja, allerede for 10 Aar siden vurderede man ham for en Mand paa 10000 Rigsdaler. Og hvad skal han da ej have nu, da han er Proprietair og driver et fordeelagtigt 14Brug: Og Agenore er hans eeneste Datter.

Der sidder dog et Diævels Hoved paa Hendrich.

Hvad heder han?

Codrus.

Codrus, nu saa saa. O! kom kun igien min Søn, Sagen skal have sin Rigtighed; Jeg ønsker dig til Lykke; Naar du vælger med Forstand, da kan jeg lide dit Valg.

Skynd paa, at man i Dag med Posten kan skrive efter Konge-Brevet, medens Sagerne staaer paa saa gode Fødder.

Jeg har alletider vidst, at jeg har havt en retsindig Fader, det er derfor kun min Skyldighed 15at være en beskeden Søn; Jeg kan derfor ikke noksom udtrøkke, hvad mit Hierte føler af Taknemmelighed. Ach! hvor er jeg ikke lyksalig? Hvor skulde ikke Agenores Kierlighed været mig til Byrde, ja maaskee til største Sorg og Bedrøvelse, om min Fader havde været mindre rimelig. Ach! min allerkiæreste Fader! tillad mig at kysse Eders Haand. Det er Eder meere end Agenore, som giør mig lykkelig. Om det nu er med Eders Villie, da kunde vi med denne Post skrive efter Konge-Brevet, min Fader stille Caution, Bruden og Præsten hendtes, og Brude-Vielsen uden mange Omkostninger og Ceremonier fuldbyrdes i denne Aften.

Holdt, holdt, min Søn, det var alt for hastigt. Ney, ret Ungdommen, hvor hidsig kan den dog være.

Siig ikke det, min Herre. Philander har en beydelig Medbeyler, som vel ey kan elskes af Agenore; Men han er meget riig. 16Og ikke før faaer Codrus vide, at han har Tanke til hans Datter, førend han uden Omsvøb givter dem sammen. Man kiender vel disse gamle Gniere. Men lyd mit Raad. Lad os faae fat paa Agenore og en Præst, og saa Faderen uafvidende støbe dette smukke Par sammen. Giort Gierning er halvparten forsvaret; thi dette er en alt for feed Steeg at lade sig gaae af Hænderne.

Skam der veed, hvor Hendrich tager det fra altsammen.

Ja see til da, Hendrich! at du kan stille dette i Værk. Og du Philander, giør Anstalt til et lidet Giæstebud i Aften.

Det var saa men ret artigt om denne Løyer kunde fuldbyrdes, saa kunde jeg da see min Søn vel forsynet; Men see! der er Philetor.

God Dag, min kiære Theopompe! hvordan behager I at leve?

Jo, jeg takker, ret vel. I kommer just tilpas. Jeg mener I kan oplyse mig i en magtpaaliggende Sag, Kiender I Codrus?

Ja, desverre! alt for vel.

Hvordan da? er han saa slet en Mand.

Ney men, det kan jeg just heller ikke sige; Han er sagte en god from Mand nok. Men har været ulykkelig i alt sit Foretagende og jeg har tabt store Penge ved ham, Vel har jeg nu hans Gaarder i Pant. Men det strækker ey langt mod det han er mig skyldig. Og uagtet alt dette, holder jeg dog ret af ham, og anseer ham for en ærlig mand.

Og jeg er færdig at døe af Ærgelse, den forbandede Henrich. Min Søn skulde ægte hans Datter? aldrig i Evighed. Hendrich skal jeg lade hænge, og min Søn prygle med tvende Karle, og siden sætte ham i et Fangebuur.

Dæmp Deres Ivrighed. Codri Datter er baade en dydig og deylig Pige; Hun er i mit Huus. Og Deres Søn vilde ey blive ilde faren med hende.

à Dieu Philetor! jeg har ikke stort utalt med Dem, naar De ere af denne forbandede Spradebasse Tænkemaade. De skal nok see man kan leve af Smukhed og Dyd, naar man ey har Penger.