Karl Monks oplevelser

av Fredrik Viller

Bankierens pengeskab


Første kapitel

11En mandag morgen i slutningen af september maaned 188. staar jeg færdig i min bopæl for at gaa ud i mine sedvanlige forretninger.

Da ringer det op i telefonen, og min ven Monk opfordrer mig til ufortøvet at komme hjem til ham, hvis jeg vil gjøre ham en tjeneste, og jeg har tid dertil.

Da mine forretninger sjelden eller aldrig er uopsættelige, skynder jeg mig afsted, og 10 minutter efter staar jeg i hans kontor. Selv sidder han ved sit skrivebord, medens lænestolen ved siden af er optaget af en ældre, førladen, pyntelig herre.

Jeg gjenkjendte straks de godmodige træk, guldbrillerne og det venlige blik hos vor bekjendte rigmand, mæcenat og filantrop bankier Vendel.

Det var en gammel bekjendt af min far, og han havde altid for vane at stanse mig op paa gaden, tage fat i en af mine knapper og slaa en sladder af.

12Han besvarede min hilsen venlig nok; men der var en uro i hans væsen og en bekymring i hans ansigt, som gjorde ham flere aar ældre end igaar.

Monk rakte mig taus haanden, som hans skik var, og spurgte mig saa, om jeg havde en times tid eller to til min raadighed den formiddag, og om jeg vilde gjøre ham og bankier Vendel en stor tjeneste.

«Jeg maa forresten, før du giver noget svar, underrette dig om, hvori denne tjeneste bestaar. Vor anmodning er nemlig ikke saa ganske sedvanlig,» fortsatte han; «hvad vi beder dig om er, at du vil tage disse to poser med guldpenge, det er fem og tyve tusen kroner i guld, gaa op i hotel «Europa» – du kjender det gamle hotel i Kongens gade – spørge efter Monsieur Charles Duval, helst se at træffe ham paa hans værelse, levere ham de to poser fra bankier Vendel, samt forlange tilbage det modtagelsesbevis, som denne tidligere har givet ham. Dog maa du anmode ham om at forsyne modtagelsesbeviset med egenhændig kvittering.

Selvfølgelig burde vi først have fortalt dig hele historien, som gir aarsag til denne vor anmodning; men tiden tillader det ikke. Pengene maa være afleveret inden kl. 10¾, og klokken er nu snart 10½.»

«Jeg ser intet tilhinder for, at jeg udfører ærendet,» svarede jeg, «forudsat at jeg senere faar høre, hvad der har bevirket denne lidt overraskende anmodning.»

13Bankieren, som hidtil ikke havde sagt et ord, reiste sig og tog det uundgaaelige tag i en af mine knapper. «Min kjære ingeniør,» sagde han, «det er Deres ven Monk, som har forsikret mig om, at vi trygt kunde henvende os til Deres tjenstagtighed, og jeg vilde være meget taknemmelig, om De kunde vise os denne villighed; ikke fordi jeg forstaar, hvortil det skal nytte; men fordi Deres ven, efter hvad han har sagt mig, anser det af stor vigtighed, at en paalidelig og intelligent mand paatager sig dette hverv.

Selvfølgelig skal De senere blive meddelt, hvad alt dette skal betyde; men paa samme tid tager De mig vel ikke ilde op, at jeg indtrængende beder om at kunne gjøre regning paa Deres taushed i denne sag.»

Her traadte Monk imellem: «Tiden gaar, hr. bankier; min ven har erklæret sig villig, og jeg maa give ham de sidste instruktioner. Hvad angaar hans diskretion, da ved jeg, at vort blotte ønske er nok til at sikre os den.

Hør nu godt efter: Før du leverer pengene, presenterer du dig som bankier Vendels udsending, ansat i hans forretning. Du lægger nøie merke til, hvad indtryk navnet gjør paa Monsieur Duval. Han er franskmand; jeg ved du taler flydende fransk.

Dernæst lægger du, om muligt, endnu nøiere merke til, hvad indtryk det gjør paa ham, naar han faar høre 14dit ærende, nemlig at tilbagelevere ham de penge, som han tidligere har deponeret hos bankieren.

Maaske vil han spørge dig om aarsagen til, at man sender ham pengene istedetfor at vente, til de afhentes.

Hertil har du at svare, at hr. Vendel selv kom med pengene ud fra sit private kontor og talte noget om, at Monsieur Duval nok havde liden tid, da han skulde reise med hurtigtoget nordover.

Du lægger til, at hr. Vendel altid er meget høflig og forekommende, og at han isærdeleshed ynder franskmænd.

Læg vel merke til, hvad indtryk hver enkelt sætning gjør paa den fremmede, og specielt, om du paa en fin maade kan faa indflettet en for ham smigrende udtalelse af din principal.

Forøvrigt – brug dine øine godt i alt, hvad angaar manden selv, hans værelse, reisetøi – kort sagt alt, som angaar Monsieur Duval.

Her er en liden haandvadsæk; den vil sætte dig istand til tryggere at bære poserne og desuden at skjule dem for franskmanden, ligetil det øieblik, da du fremfører dit ærende.

Gaa nu straks! Tag en vogn paa holdepladsen om hjørnet og kom tilbage, saasnart du har gjort besøget. Glem ikke at forlange franskmandens skriftlige kvittering for pengene. Dikter ham en liden formular, som han har at underskrive.

15Gjør han ophævelser, saa sig, at saaledes er forretningsskikken, og at du ikke kan gaa foruden. Negter han absolut, saa faar du naturligvis give efter, da tilbakelevering af beviset jo i virkeligheden er kvittering god nok.»

Det ærende, jeg havde faaet at besørge, var mig temmelig paafaldende og hensigten uforstaaelig; men jeg nølede intet øieblik. Jeg var overbevist om, at Monk havde vigtige grunde i sandhedens eller retfærdighedens interesse for at bede mig om at spille denne rolle.

Ikke saa at forstaa, at jeg var vant til paa denne maade at assistere Monk i hans arbeide. Tvertimod, han pleiede ellers aldrig at bede om min hjælp uden efter først tydelig og klart at have lagt sagen tilrette for mig og redegjort for sine formodninger, slutninger og planer. Monk var den fuldstændige modsætning til sin berømte kollega Sherlock Holmes, som vi kjender af Conan Doyles fortællinger.

Han havde meget lidet af dennes hemmelighedsfuldhed, en hemmelighedsfuldhed, som jeg i vennen og hjælperen Dr. Watsons sted vilde have frabedt mig, hvormeget den end kunde bidrage til at gjøre beretningen om gaadernes løsning spændende for læsere.

Under kjøreturen til det gamle hotel i Kongens gade gjennemgik jeg i tankerne Monks instruktioner, og jeg smigrer mig med, at ingen stavelse af, hvad han havde sagt, var gaaet tabt for mig.

16Vognen holdt ved det gamle gode hotel, udenfor hvis port svingede et skilt af gammelt gjennembrudt jern. Midt iblandt de smedede arabesker prangede i forgyldte snirklede bogstaver «Hotel Europa».

Det var en af byens ældste gjestgivergaarde og staar endnu, som enhver ved, i ry som et af byens bedste hoteller trods sit tarvelige udseende.

Hotellet bestod – og bestaar jo fremdeles – af den gamle toetages gjestgivergaard med de store kvistværelser, der springer frem af bygningens blaastenstag, foruden de nye huse, der senere er kjøbt til og fortsætter façaden opover gaden.

I den ældste del af bygningskomplekset fandtes hotellets kontorer, kafé og spisesal og nogle enkelte gjesteværelser, nemlig de før nævnte store kvistværelser.

Trods det gammeldagse tilsnit og beliggenhed stod disse værelser i ry for at være hotellets bedste og var meget pragtfuldt udstyret hvad angaar møbler, tæpper og portierer.

Portneren oplyste mig om, at Monsieur Ch. Duval beboede netop et af disse værelser, og at han for tiden var hjemme, men havde bestilt sin regning for at kunne reise med Trondhjemstoget samme dag kl. 2.

Jeg afslog tilbud om ledsagelse for at finde værelset, steg op af de gamle tæppeklædte trapper og stod faa sekunder efter for Monsieur Duval.

17Det var en førladen, middelshøi mand med et mislykket Napoleons-ansigt og temmelig gul ansigtsfarve. Der var lidet smukt ved ham med undtagelse af en overflod af mørkt lokket haar, der hang ham nedover tindingerne og var klippet temmelig langt.

Hans dragt var ulastelig. Hænderne fine og bløde. Han var ifærd med at pakke en ny reisekuffert.

Jeg havde ikke afventet noget svar paa min banken, men aabnede temmelig raskt døren.

Han veg ligesom tilbage og stansede ved min indtræden, men fattede sig hurtig og spurgte, endnu før jeg havde sagt noget, hvad der skaffede ham æren af mit besøg.

Jeg presenterede mig da som commis og udsending fra bankier Vendel samt gav en liden løgn tilbedste om, at jeg havde sendt en opvarter i forveien med mit kort.

«Deres kort har jeg ikke faaet, min herre; men behag at tage plads.»

Han var fuldstændig rolig, og jeg kunde ingen bevægelse opdage hos ham.

Jeg løftede da raskt poserne op af vadsækken og satte dem hurtig foran ham paa bordet, saa guldstykkerne klirrede, medens mit blik hvilede paa hans ansigt.

Han for to skridt tilbage, og hurtig som lynet gled et sælsomt udtryk over hans ansigt, et udtryk af forbauselse og nysgjerrighed blandet med skræk, et udtryk 18som hos en, der ser noget, som han mindst af alt venter at se.

«Jeg er Dem meget forbunden,» sagde han, og hans ansigt var atter saa glat som nogensinde. «Deres principal er meget høflig, jeg var forberedt paa selv at hente pengene.»

Jeg svarede i overensstemmelse med Monks instruktioner.

Han hørte opmerksomt paa mig og sagde saa med en liden nuance af ironi i sin stemme:

«Allerede tidligere vidste jeg, at Deres nations forretningsmænd er vore overlegne som saadanne; nu ser jeg, at de endogsaa forsøger at afdisputere os overlegenheden, hvad høflighed angaar; det er behagelige erfaringer at gjøre.»

Jeg bukkede og svarede, at min principal vistnok havde gaaet i skole hos verdens største nation, han havde tilbragt sin ungdom i Paris.

Efter denne lille duel smilte vi begge, hvorpaa franskmanden af sin lommebog fremtog og leverede mig bankier Vendels modtagelsesbevis.

«Jeg maa uleilige Dem med at erkjende tilbageleveringen af de fem og tyve tusenkroner,» sagde jeg; «et par ord paa bagsiden af papiret og Deres navn vil være tilstrækkeligt.»

Atter saa jeg et hurtigt, uroligt blink i hans øine, men straks efter pegede han rolig paa sin høire pegefinger 19der var forsynet med en bandage, og forklarede, at han havde skaaret sig samme morgen paa barberkniven og var ude af stand til at skrive.

«Imidlertid vil tilbageleveringen af hr. Vendels modtagelsesbevis vistnok være tilstrækkeligt,» tilføiede han, «og ifald min herre ønsker det, kan vi tilkalde hotelverten som øienvidne paa, at tilbageleveringen har fundet sted.»

Jeg forstod, at jeg ikke mere kunde trænge ind paa ham, da modtagelsesbeviset i mine hænder jo var tilstrækkeligt, og afslog derfor at benytte mig af hans forslag.

«Forretningsmænd har ofte en del unødvendige formaliteter,» sagde jeg; «men min principal vil vistnok undskylde, om jeg i dette tilfælde springer over nogle.»

Her var ikke mere at gjøre.

Under mit ophold havde jeg brugt mine øine saa godt som muligt, men opdagede intet andet i værelset end en almindelig velhavende reisendes effekter.

Det eneste for mig paafaldende var, at kuffert, haandkuffert, toiletgjenstande o. l., der opfyldte værelset, at alt det forekom mig glinsende og nyt.

Det slog mig, i det samme jeg reiste mig for at tage afsked, at vinduet vendte lige ud mod bankier Vendels bolig og forretningslokale, som ligger ligeoverfor.

Hotellets værelse var, som sagt, et kvistværelse, men rummeligt og hyggeligt med gulvteppe og svære portierer for de to alkover.

20Vinduet var omtrent i høide med bankierens privatleilighed paa den anden side af gaden.

Taget med de blaa gammeldagse tagsten sprang frem under vinduet, saa at man kun ved at træde helt frem i dette fik et glimt af gaden.

Fra den plads, hvor jeg under samtalen havde siddet, saa man kun gjenbohusene og en del af den blaa oktoberhimmel furet af de talrige telefontraade, der sænked sig ned fra det høie hus ligeoverfor mod det lave tag paa det gamle gjestgiversted.

Vi skiltes under gjensidige høflighedsytringer, og jeg forlod huset misfornøiet over intet at have seet; saa forekom det ialfald mig.


Andet kapitel

Ved tilbagekomsten til Monks bolig lukkede pigen op for mig og bragte den besked, at hendes husbond og bankieren var gaaet ud sammen, men vilde komme tilbage inden en times tid, maaske før, om jeg vilde være saa god at tage plads og vente paa dem.

Jeg satte mig ned i Monks kontor og havde i ventetiden underholdning nok i de masser af aviser, som bedækkede et stort bord i et hjørne af værelset.

21Klokken var omtrent halv tolv, da Monk og bankieren hurtig traadte ind.

Bankieren saa synlig ophidset ud, Monk rolig som altid, dog var det tydeligt at se, at han havde hastverk. «Lad os faa din rapport,» sagde han; «det skal ikke vare længe, før du faar greie paa, hvad dit arbeide har dreiet sig om.»

Jeg fortalte saa kortfattet og tydelig som muligt, hvad der var hændt mig.

Han lod mig et par gange gjentage ordene i samtalen mellem Monsieur Duval og mig.

Knapt var jeg færdig, før det ringede paa entrédøren, og ind kom pigen med et brev, som hun rakte bankieren.

Hr. Vendel aabnede det hastigt og rakte det saa til Monk.

«Intet nyt; det er kun Monsieur Duval, som alligevel sender kvittering; her kan De selv se. Det er sendt mig hid fra kontoret.»

Monk snappede brevet, for det hurtig igjennem en gang, saa en gang til, men denne gang opmerksommere og langsommere. «Jo, det bringer os dog noget nyt!» raabte han, «at vi nu er sikre paa, hvilket er det første skridt, som maa tages.»

Han saa atter paa uret; jeg ligeledes paa mit; det viste 12 ¾.

22«Tid nok, hvis bare min ven er paa torvet og ikke har nogen tur for øieblikket.»

Hr. Vendel og jeg saa paa hinanden under disse uforstaaelige ord. Monk gik imidlertid uden nøiere at forklare sig bort til telefonen, ringede op «vognmændene paa Stortorvet», og straks efter hørte vi ham spørge, om nr. 57 var tilstede.

Nr. 57 var der og blev af Monk bestilt til straks at møde ved hans dør og selv begive sig op til ham.

Fem minutter efter stod en langfrakket, storstøvlet og temmelig rødnæset skikkelse for os.

«Det er vognmandsgut Syver Pedersen,» sagde Monk, «og han vil vist gjerne gjøre baade bankier Vendel og mig en liden tjeneste.

Vi har liden tid, Syver, saa jeg faar skynde mig med at komme frem med, hvad vi ønsker af dig.»

«Ja, kjære Dere Monk,» svarede den som Syver presenterede; «Dere ved, at jeg er Dere saa mye tak skyldig for det, at Di greide op i den historien for mig ifjor, at jeg nok skal gjøre alt, som jeg kan gjøre for Dere.»

«Det er godt, Syver, hør her! Paa «Hotel Europa» bor en fransk reisende, som skal have en droske for at kjøre paa hovedbanen til Trondhjemstoget kl. 1,55. Tror du, at du kunde lage det saa, at du fik den jobben? Det er mig af stor vigtighed, at det blir dig, som kjører ham, og ingen anden.»

23Syver, som imidlertid var placeret i en stor lænestol, hvor han forresten syntes at befinde sig mindre vel, troede sikkert, at det lod sig gjøre.

«Vi faar næsten hver dag telefonbud fra hotellet for at kjøre reisende til det toget. Idag er det ikke min tur; men jeg skal nok faa byttet med den anden. Jeg skal heller give ham, hvis tur det er, en bedre job og sige, at jeg skal hente nogen ude i nærheden af stationen, saa at jeg helst vil have den.

Jo vær sikker, hr. Monk, jeg skal nok kjøre franskmanden, og han skal komme ordentlig frem og i god tid til toget.»

«Nei, det er netop det, han ikke skal,» faldt Monk ind. «Du faar kjøre manden rundt fandenivold, eller du faar lade som du er fuld, eller du faar lade hesten blive halt – gjør hvad du vil, – naar bare ikke franskmanden kommer tidsnok til toget.»

«Naa saa’n naa,» mumlede Syver, som slet ikke blev saa overrasket, som jeg blev.

«Ja, det er en farlig affære det, Monk. Hvis han melder det til politiet, saa mister jeg mit nummer, og naar en har kone og barn at forsørge, saa betænker en sig paa det, ser Di.»

«Saa meget kan jeg sige dig, Syver, at min formening er, at franskmanden aldrig vil melde dig til politiet, om du er fuld idag og kjører ham feil – og skulde saa galt hænde, saa tror jeg, at bankier Vendel vil holde dig skadesløs.»

24Monk saa hen paa hr. Vendel, og denne skyndte sig at erklære, at Monk havde frie hænder til at disponere over penge til de nødvendige udgifter, og at den ærlige vognmandsgut kunde være sikker paa, at det tab, han maatte lide, skulde blive mere end erstattet.

«Ja, ja, da faar jeg nok greie den sagen for Dere jeg, Monk,» sagde Syver, «jeg maa bare have Deres ord paa, at jeg ikke paa denne maade gjør en bra og uskyldig mand skade; mere skal jeg ikke spørge efter.»

«Det gir jeg mit ord paa,» sagde Monk. «Der er større sandsynlighed for, at du ved at hjælpe os gjør manden en tjeneste – det vil sige, hvis han intet galt har gjort.»

«Det er godt,» sagde Syver; «stol paa mig! Franskmanden kommer ikke med Trondhjemstoget idag; men jeg faar nok skynde mig.»

Han tog Monk i haanden, gjorde en flot kompliment for hr. Vendel og mig og gik med raske, men tunge skridt ud og ned over trapperne.

Monk gned sig i hænderne, saa smilende paa mig og sagde: «Ja, du er nok utaalmodig, min kjære Fredrik, og det siger jeg ikke noget om; men hr. Vendel kan bevidne, at vi hidtil ikke har havt tid til at give dig den forklaring, som vi skylder dig.

Men lad os nu tage os et glas vin og en cigar. Vi har 1½ time for os, og saa fortæller hr. Vendel 25opigjen, hvad han fortalte mig idag morges, og som atter gav anledning til, at jeg telefonerede efter dig.»

Vin og cigarer blev bragt ind, og bankierens ansigt glattede sig lidt efter lidt ud.

«Ja, jeg skal naturligvis gjerne fortælle op igjen,» sagde han; «men var det ikke bedre, at De, hr, Monk, selv fortalte Deres ven alt? De vil vistnok kunne gjøre det kortere og greiere end jeg.»

«Nei, min kjære bankier! Det vil ogsaa for mig være af uvurderlig nytte at høre Deres fortælling op igjen. Det er meget muligt, at enkelte smaating vil dukke op i Deres hukommelse, smaating, som De ikke havde faaet med første gang. Vi har jo god tid; fortæl saa nøiagtig, som De kan.»

«Ja, ja,» sagde bankieren, «jeg skal gjøre som De forlanger, og naar jeg nu fortæller, hvad der er hændt mig i de sidste dage, fortæller jeg ogsaa det forunderligste og uforklarligste, som jeg nogensinde har oplevet.»


Tredje kapitel

«Lørdag formiddag omtrent kl. 1 kom jeg udenfra gjennem bankens kontorer i 1ste etage for at gaa ind 26i mit eget kontor, som ligger i 2den etage, men som ved en liden jerntrappe staar i forbindelse med 1ste etages rum.

Som De ved, ligger alle bankens kontorer i 1ste etage, og der havde jeg indtil for nogle aar siden ogsaa mit eget. Men forretningen har jo udvidet sig, og saa maatte jeg ogsaa tage dette med og anbragte i den anledning en jerntrappe op til det ovenfor liggende værelse i 2den etage, som da blev mit arbeidsrum, og som altsaa støder op til min privatbolig. Om De ikke husker det, saa kan jeg med nogle blyantsstreger vise Dem husets indredning.

Værelserne i 1ste og 2den etage er fuldstændig kongruente. I 1ste etage altsaa kontor, i 2den etage beboelsesrum undtagen det længst til venstre, som ved den omtalte trappe staar i forbindelse med banklokalerne.

Bankens pengeskabe, ildfaste rum o. l. findes i kjelderen; men i mit eget kontor har jeg et meget sterkt lidet jernskab, forsynet med en ligesaa solid som sindrig laas.

I dette skab opbevares forresten aldrig større summer. Af penge kun hvad jeg har udtaget til privat brug, og saa vigtigere papirer, som jeg arbeider med, og som jeg finder det bekvemt midlertidig at opbevare der.

27Naa ja, vi faar senere høre om det skab. Som sagt, jeg gik gjennem kontorerne, da jeg fik se en mørk, fremmedudseende herre tale med en af bankens funktionærer over skranken.

Den fremmede talte fransk, og min kontorist greiede sig noksaa godt i samtalen – han er ansat som tolk og korrespondent og har været flere aar i udlandet –; men jeg gik dog bort til dem for om nødvendigt at være behjælpelig.

Nu skal De vide, mine herrer, at jeg har tilbragt fem aar af min ungdom i Paris. Min far, som var bankier her i byen ligesom jeg, sendte mig til Paris for at lære haandverket.

«Du lærer kanske ikke at blive nogen sharper der,» sagde han; «men du lærer ærlighed, orden, nøiagtighed og gode manerer, og det tror jeg er det vigtigste i enhver forretning.»

Hvorvidt jeg har lært noget eller alt af dette, kan jeg ikke sige; men ialfald har jeg bevaret megen kjærlighed og sympati for franskmændene, en nation, som folk ellers her hjemme bedømmer saa feilagtig. Ja, jeg vil ikke lægge skjul paa, at jeg har en liden «faible» for at slaa en passiar af med en franskmand og helst en pariser.

Jeg gik altsaa bort til den fremmede, presenterede mig som husets chef og fik snart greie paa, at han havde et kreditiv paa os fra Behrens & Søhne i Hamburg, 28hvorom vi tidligere havde faaet underretning, og at han ønskede beløbet, fem og tyve tusen kroner, udbetalt samme dag i guld.

Vi havde ikke saa meget guld i kassen, og jeg bød ham derfor ind i mit private kontor for at vente, medens der blev sendt bud til Norges bank efter guldpengene.

Vi fulgtes ad gjennem kontorerne i første etage og op ad den lille jerntrappe til mit eget rum.

Vi passiarede sammen en stund, og han komplimenterede mig for mit gode fransk m. m.; men jeg maa tilstaa, at jeg ikke fandt den sedvanlige fornøielse i passiaren med en franskmand.

Han gjorde intet godt indtryk paa mig, lod ikke til at være i besiddelse af virkelig dannelse og gav idetheletaget ikke fuldt ud det gentlemansindtryk, som man skulde vente af en mand, der førte et saavidt stort kreditiv.

Ogsaa var det mig paafaldende, at han ønskede saa stor sum udbetalt i guld.

Tilsidst bragte han selv dette emne paa bane og fortalte, at han var mineingeniør, skulde samme dag reise til Trondhjem, der træffe en svensk grubeagent for sammen med ham at se paa nogle kobberanvisninger i det nordlige Norge og Sverige.

Han troede, at han ved kontant at udbetale kjøbesummen i guld skulde kunne faa en eller flere lovende 29anvisninger kjøbt for en billig penge. Han vidste desuden ikke, hvordan det havde sig med bankvæsenet i disse fjerne egne, og havde derfor troet det sikrest at hæve summen her i Kristiania.

Jeg oplyste ham om, at folk i Norge og Sverige var mere vant til at have med sedler end guld at gjøre, ja, som regel foretrak det første, og hentydede ogsaa til det farlige i at reise med saa mange penge.

Han takkede mig for underretningen, men erklærede ikke at ville gjøre nogen forandring, da der allerede var sendt bud efter pengene.

Vistnok vilde de være endnu tryggere i mit skab, sagde han smilende og pegede paa det tidligere omtalte jernskab; men han skulde nok ogsaa vide at passe paa dem, og skulde han komme til en anden beslutning, naar han havde samraadet sig med den svenske ingeniør, saa kunde han jo deponere dem i Trondhjem eller en anden by nærmere deres maal.

Jeg kunde jo ikke trænge videre ind paa ham, men bemerkede, at pengene, ifald han ikke tog dem med, heller ikke kom til at hvile i det lille skab, men i bankens hvælvinger.

«Forøvrigt,» fortsatte jeg, «er det lille skab, som De med rette anser for et trygt opbevaringssted, et verk af en berømt franskmand, nemlig af den bekjendte mekaniker Roncelle.

Jeg kjøbte det under udstillingen i 1867, hvor 30det var udstillet. Det har den sikreste laaseindretning, som endnu eksisterer.»

Han kastede nysgjerrige blikke paa skabet, og jeg indbød ham til at gaa nærmere og tage det i øiesyn.

«Her ser De,» forklarede jeg, «ved siden af døren fire udskjæringer med glas over, under hvilke der viser sig ligemange smaatavler, hvorpaa der er malet bogstaver. For hver tavle findes der ved siden af en knap, som kan dreies. Ved en omdreining af knappen kommer en ny tavle frem med et nyt bogstav. Hver udskjæring har ti forskjellige bogstaver, som efter behag kan bringes frem. 10 X 10 X 10 X 10. Det er ti tusen forskjellige ord eller kombinationer. Naar jeg nu lukker skabet, stiller jeg bogstaverne paa den kombination, jeg ønsker, og for atter at faa det op, maa den samme kombination fremstilles.

Sidst da jeg lukkede skabet, saaes i første udskjæring N, i anden A, i tredje N og i fjerde A. Hvis De nu vil prøve, vil De se, at det ikke kan aabnes, uden at jeg først ved knappen har stillet tavlerne, saa der læses «Nana»

Han udtalte sin beundring og spurgte, om der ingen anden laaseindretning var.

«Nei,» sagde jeg, «og det vilde ogsaa være overflødigt; thi indretningen tillader mig at forandre ordet saa ofte, jeg ønsker; ja, jeg kan, som De nu har 31seet, uden resiko forklare hvilkensomhelst fremmed mekanismen.

Jeg vælger kun et nyt ord næste gang eller saa ofte, jeg finder det nødvendigt. Forøvrigt kan De forstaa, at jeg her i mit private kontor kun opbevarer penge eller papirer, som jeg tilfældigvis maa gjemme udenfor den tid, da bankens kjeldere er tilgjængelige, og som følge deraf kun smaasummer.»

Vi talte ikke mere derom, og straks efter kom min betjent med pengene og en kvittering til underskrift for Monsieur Duval.

Han underskrev denne, lagde de to pengeposer i en liden lædervadsæk, som han havde medbragt, og vi skiltes under gjensidige høflighedsytringer.

Som De ser, mine herrer, har jeg nok i mit samvær med hr. Duval været noget snakkesalig; men jeg kunde jo ikke ane, at det skulde have nogen alvorlige følger, og heller ikke kan jeg forstaa, at denne lille episode kan have bidraget til, hvad senere hændte.

Ja, jeg forstaar, at De, hr. Monk, er af en anden mening; men – – – – –De ryster paa hodet; det vil vel sige, at vi skal vente med diskussionen, til jeg har fortalt resten. Jeg skal derfor fortsætte.

Vi lukkede banken som sedvanlig om lørdagen, og søndagen gik ogsaa som sedvanligt til kl. 11 om formiddagen.

Da ringer det paa entréklokken, og pigen kommer 32ind og siger, at en fremmed herre, som hun ikke kan forstaa, staar ude i entréen.

Jeg gaar selv ud og blir ikke lidet forbauset ved at se Mons. Duval staa der med vadsækken i haanden.

Han bad mig om en liden samtale, og jeg viste ham straks ind i mit kontor, dennegang gjennem mine beboelsesværelser.

Paa min indbydelse satte han sig og forklarede, at hans reise var udsat til mandag, at han havde overtænkt det farlige i at reise med saa mange penge, og specielt, at han ikke likte at ligge paa hotellet alene med summen i sin kuffert; den sidste nat havde han ikke lukket et øie. «Jeg er bange for, at jeg har overvurderet mine nerver,» tilføiede han, «og vil nødig tilbringe en lignende nat.

Jeg kom til at tænke paa Deres fortrinlige jernskab, og er derfor kommet for at bede Dem godhedsfuldt opbevare pengene for mig til imorgen. Jeg vil da komme i Deres kontor kl. 11 og faa summen i banknoter eller anvisninger.»

«Med fornøielse,» svarede jeg, skjønt hans vankelmodighed ærgrede mig lidt og jeg aldrig liker at have med forretninger at gjøre om søndagen.

Jeg skrev en kvittering, som han puttede i sin lommebog, satte poserne ind i skabet og lukkede døren. Jeg fulgte derpaa den fremmede ud i entréen, hvor vi skiltes med faa ord.

33Efter atter at have laast entrédøren gik jeg tilbage i mit kontor, aabnede døren til jernskabet, flyttede poserne tilbage i den fjerneste krog af skabet, stillede knapperne paa en ny kombination, lukkede atter døren med haandtaget, forandrede paany bogstavkombinationerne og tog det sedvanlige tag i haandtaget for at prøve, om det var laast: Alt i orden.

I det øieblik stod altsaa bogstaverne paa en vilkaarlig og tilfældig kombination som sedvanlig, naar jeg forlader skabet lukket. Denne kombination merkede jeg mig, gik saa ind i mit soveværelse og skrev den op paa en liden tavle, som ligger i en skuffe i mit skrivebord.

Ja, De ser forbauset paa mig og ønsker at spørge, hvad jeg skal med den kombination opskrevet. Den kan jo ikke aabne skabet og har ingen betydning. Sandt nok! Det er kun en pligt, som jeg har paalagt mig selv for ikke at komme til at glemme at forandre kombinationen efter skabdørens lukning. En saadan forglemmelse vilde nemlig være det samme som at lade skabet staa aabent.

Har De forstaaet mig, mine herrer?»

«Ja,» svarede Monk, «og De synes at være meget forsigtig i behandlingen af Deres skab. Men lad mig nu spørge Dem:

«Pleier De at optegne ogsaa det egentlige aabningsord, og gjorde De det ved denne anledning?»

34«Det kan hænde,» sagde bankieren, «at der i ugevis ingen vigtige papirer eller større pengesummer findes i skabet, og under saadanne omstændigheder lader jeg aabningsordet stadig være det samme og optegner det paa den lille tavle i min skuffe.

Ved denne anledning derimod valgte jeg et nyt ord, stillede laasen, da ingen foruden mig befandt sig i værelset, og døren var lukket, skrev det ikke op og meddelte det ikke til noget levende væsen. Og dog – da jeg aabnede skabet mandag morgen, var poserne borte, men skab, laas, mekanisme og alt i den fuldkomneste orden.

Kan nogen forklare mig det?

Jeg taaler at miste fem og tyve tusen kroner, og tabet volder mig ingen ærgrelse, men hvad der er mig høist ubehageligt, det er, at ting skal kunne forsvinde i mit eget hus og ud af det gjemme, som jeg troede sikrere end alt andet i verden!»

«Da De aabned skabet mandag morgen, hr. Vendel, hvordan var da bogstavlaasen stillet?»

«Den stod, som den skulde staa, nemlig paa det ord, som jeg havde opskrevet, altsaa som jeg forlod den søndag formiddag.

Jeg maatte som sedvanlig indstille den paa aabningsordet, eller om De heller vil: lukningsordet – det ord, som jeg ikke havde opskrevet, ikke nævnt til nogen sjæl.

35Den, der mellem søndag formiddag og mandag morgen har stjaalet pengeposerne, maa have kjendt det ord. Det var den eneste adgang til skabet.»

«Den, der har aabnet skabet og udtaget pengene, maa sandsynligvis ogsaa have været bekjendt med, at disse fandtes der,» sagde Monk rolig.

«Hvem kan have havt kjendskab dertil foruden De og franskmanden?»

«Jeg fortalte derom til min søn ved middagsbordet, og det er muligt, at stuepigen gik ud og ind og vartede op, saa at hun kan have hørt det. Ellers har jeg ikke talt derom til nogen.

Hvormange personer der findes i mit hus?

For tiden er vi kun min søn og jeg. Som De kanske ved, er min hustru død for flere aar siden, min datter er gift og bor paa Drammensveien.

Min søn og kompagnon har nogle værelser for sig, nemlig de, der ligger nærmest entréen. Mit soveværelse er længer inde og skilles fra hans ved spisestuen og flere andre.

Vi har to ældre piger, som har tjent hos os i flere aar.

Portneren, som er gift, bor i den vinkel af husets 1ste etage, som vender indover til gaardsrummet. De to andre sider af dette begrænses af en mur og nabohuset.

I huset hos portneren bor hans søn, der er politikonstabel. Det er kontrakt, at han ikke skal fjerne sig 36fra huset, medmindre hans søn er hjemme; og denne har et honorar for sammen med faderen at sørge for husets sikkerhed.

Nøglen til kontorerne i 1ste etage hænger i et skab hos portneren. Til dette skab har ogsaa jeg, min søn og første bogholder nøglen.» Bankieren stansede, og Monk tog ordet.

«Nu har du hørt, Fredrik,» sagde han, «hvad der blev mig fortalt idag morges kl. 9½», da hr. Vendel kom op til mig.

Han tillagde, at han henvendte sig til mig, da han nødig vilde blande politiet op i denne affære og derved gjøre den offentlig.

Jeg udbad mig straks hans tilladelse til at bede om din assistance. Jeg besluttede nemlig som første skridt at sende en intelligent mand op til Mons. Duval for efter dennes opførsel at gjøre os op en mening om, hvorvidt han har noget at gjøre med tyveriet eller ei. Selv taler jeg ikke godt nok fransk til at kunne udføre missionen med noget resultat, og hr. Vendel vilde selvfølgelig ikke indvie nogen af sine folk i sagen.

Mons. Duval blev ikke forbauset ved først at høre, hvorfra du kom; det stemmer; thi han maatte være forberedt paa, at tyveriet var opdaget, og at bankieren først vilde underrette ham derom og ialfald udsætte med udbetalingen af de fem og tyve tusen kroner.

37Læg merke til, at jeg i dette ræsonnement gaar ud fra, at han er skyldig eller medskyldig.

Og under samme forudsætning maatte det virke meget forbausende paa ham, at pengene blev ham tilstillet uden kommentar. Det gjorde det ogsaa. Han undslaar sig først for at skrive kvitteringen, uagtet han kan, hvilket han viser ved senere at sende en saadan.

Dette forklarer jeg paa den maade, at forbryderens mistro og sluhed, før han endnu faar tænkt sig om, uvilkaarlig driver ham til ikke at give noget skriftligt fra sig; maaske har han ogsaa sine grunde, som vi ikke kjender, til at skjule sin haandskrift.

Min bevæggrund til at lade ham skrive denne kvittering var den, at jeg ønskede at komme i besiddelse af hans haandskrift; den giver altid store oplysninger om en mand og er desuden en stor hjælp til at faa en person indentificeret. Og vær forvisset om: denne mand heder ikke Duval og er idetheletaget ikke den person, han gir sig ud for.

Apropos, hr. bankier: De har vel paa forhaand faaet tilsendt hans underskrift fra Behrens & Søhne i Hamburg, da hans kreditiv blev Dem aviseret?»

«Ja, som sedvanlig.»

«Vil De lade mig faa papirlappen, saasnart De kan? Og tillad mig indtil videre at beholde den kvittering, De modtog.»

«Javel, hr. Monk.»

38I dette øieblik ringedes der paa telefonen i sideværelset. Monk gik derud og kom straks efter ind: «Vor vognmandsgut har ikke narret os. Mons. Duval kom forsent og bor i dette øieblik paa hotel «Victoria». Jeg faar nøiere rapport siden.»


Fjerde kapitel

«Jeg antager nu, hr. bankier,» fortsatte Monk, «at det snart er Deres spisetid, og at De ønsker at kaste et blik indom banken først. Vil det være Dem beleiligt, om min ven og jeg kommer ned til Dem kl. 4?

Indtil den tid spiser ogsaa vi middag, og jeg tænker lidt over sagen. Er Deres portners søn, politikonstablen, hjemme da, vilde jeg gjerne tale med ham.»

«Jeg skal sørge for, at han er tilstede,» sagde bankieren, idet han tog afsked, «og det vil være mig en stor fornøielse at se mine herrer kl. 4.»

«Du spiser vel middag hos mig?» sagde Monk, «om en halv time vil den være færdig; imidlertid kan vi tale lidt om sagen.»

Han gik ud et øieblik for at sørge for, at der blev dækket til mig, kom saa ind igjen og gik, som hans vane var, op og ned paa gulvet.

39Som jeg allerede før har sagt, gjorde Monk sjelden eller aldrig nogen hemmelighed for mig af sine tanker, og det var mig altid en stor fornøielse at følge denne klare og skarpe forstands arbeide – en større fornøielse, end om han, i lighed med sin store kollega Sherlock Holmes, havde holdt sin ven i fuldstændig uvidenhed for at berede ham de mest sensationelle overraskelser tilsidst.

Han begyndte selv samtalen: «Jeg tror, at du nu kjender omtrent alle faktiske omstændigheder ved denne forunderlige historie ligesaa godt som jeg selv; kun har jeg at fortælle dig, at i dit fravær besøgte jeg i følge med bankieren hans kontor.

Tiden tillod mig kun en flygtig undersøgelse; men saa meget saa jeg, at vinduerne ikke var ordentlig tillukkede og kunde have været aabnede om natten. Vinduerne er af den sort, der aabnes eller lukkes ved en vertikal jernstang i midten, der er forsynet med et haandtag et stykke op og med to krogede knaster oppe og nede, som griber i spor i rammen. Du kjender dem vel og ved, at ved skjødesløs lukning eller forsæt kan vinduet se ud som det er lukket, medens i virkeligheden ingen af knasterne griber ind, hverken oppe eller nede, og vinduet kan aabnes ved simpelthen at trykkes eller trækkes udad paa de midterste sprosser.»

«Ja, jeg kjender dem.»

40«Vel; vinduet var kun lukket paa den maade, medens pigen erklærer at have lukket det lørdag morgen. Siden den tid har rummet været aflaaset og nøglen hos bankieren.

Ligeledes havde jeg tid til at konstatere, at en behændig mand fra gaden kan klatre op ad tagrenden og gaa ind ad dette vindu, naar det ikke er ordentlig lukket. Læg merke til, jeg siger en behændig mand kan gjøre det. Jeg ved endnu ikke, om det er gjort.

Nu staar kun igjen at berette, at en af mine agenter siden kl. 10½ søger oplysninger om Mons. Duval og følger hans foretagender. Jeg venter ham hid med rapport kl. 3¼. Vi har tid til at høre denne, før vi gaar til hr. Vendel for at foretage nøiere undersøgelser paa stedet.

Det var udfaldet af dit besøg sammen med andre mistænkelige omstændigheder, der bragte mig til den beslutning at stoppe Mons. Duval.

Det bedste vilde være at faa politiet til at stanse ham; men jeg er bange for, at hr. Vendel ikke vil gaa med paa at blande dette op i sagen. Han kan imidlertid ingenlunde reise før med nattoget sydover iaften, og til den tid er maaske meget kommet for dagen.»

«Først og fremst,» sagde jeg, «maa man finde ud, hvorledes skabet er aabnet. Det forekommer mig næsten overnaturligt.»

41«Nei,» svarede Monk, «paa sagens nuværende standpunkt vil det kun være spild af tid og intelligens at studere derpaa. Var det endda overnaturligt, saa behøvede man ikke at bryde sig mere dermed; men da det maa være gaaet til paa en naturlig maade, saa er det endnu sælsommere, ja, saa sælsomt, at jeg ikke for tiden tør tænke paa det. Hvad vi nu først maa finde ud, det er hvem der har været i værelset, hvor jernskabet staar.

Kan vi finde en, som har været der uden berettigelse, og som kan have fordel af at stjæle de fem og tyve tusen, da har vi ogsaa tyven, og dermed vil forhaabentlig den ulige interessantere del af opgaven løses, nemlig, hvordan skabet er aabnet.»

Der var intet at sige til dette logiske ræsonnement.

«Du Monk,» sagde jeg, «kan den unge Vendel være tyven?»

«Nei, det vilde være utænkeligt. Han er sin fars kompagnon, hans indtægter er antageligvis en treti à firti tusen kroner om aaret. Han bruger maaske de ti tusen, høit regnet. Om 14 dage skal han gifte sig med en datter af grosserer Berg. Hun har en halv million i medgift, og naar gamle Vendel, hans far, dør, faar han en arvepart paa circa 2 millioner. Den tand faar du slaa ud.

En af pigerne har maaske hørt om de fem og tyve tusen i skabet under passiaren ved bordet; sæt at hun har.

42Men hvordan er hun saa selv kommet ind i værelset eller har skaffet en anden derind, og hvordan kunde hun finde paa at løbe denne store resiko, naar hun ved, at man foruden at trænge ind i kontoret endnu har tilbage at lukke op et jernskab uden nøgle og uden at kjende ordet? Lad os gaa saa vidt som til at antage, at hun ved at høre bankieren snakke isøvne eller paa anden romantisk maade kommer i besiddelse af hemmeligheden: der skal alligevel foruden disse sammentræf en saadan portion af resoluthed, handlekraft og dristighed til, som jeg ikke kan antage findes hos nogen af de to skikkelige skrog, jeg saa hos hr. Vendel iformiddag.

Nei, da sætter jeg meget større forhaabninger til vore undersøgelser angaaende Mons. Duval.

Der er allerede en hel del mistænkeligt ved ham.

Hvad jeg er nysgjerrig efter at vide, og som min agent sandsynligvis vil bringe underretning om, det er, hvorvidt Mons. Duval har noget bekjendtskab eller nogen forbindelse her i byen, som har kunnet agere medhjælper.

Har han det, saa vil min mistanke blive endnu sterkere; men jeg er bange for, at jagten blir vanskelig; især da vi sandsynligvis maa undvære politiets hjælp.

Hr. Vendel vil nemlig, som jeg før har omtalt, ikke, at dette skal faa sagen i sin haand, medmindre 43jeg kan bevise ham, at en person udenfor huset er den skyldige, og selv i dette tilfælde maa beviserne være saa klare, at ingen misforstaaelse kan faa plads.»

«Politiet!» udbrød jeg, «ønsker du da at kunne arbeide sammen med det?

I andre sager, som du har ladet mig følge med i, har du altid prist dig lykkelig, saalænge du kunde holde dette udenfor!»

«Ja, i almindelighed er min og politiets fremgangsmaade, metode og ræsonnementer saa forskjellige, at et samarbeide er umuligt. Men der gives tilfælde, hvor jeg meget maa savne den hjælp, som en politimand har forhaanden eller kan yde. Husk paa: politiet kan stoppe, arrestere, fængsle mennesker. Det kan samtidig lade alle forlystelsessteder, kaféer, hoteller bevogte, sætte vagt ved alle dampskibe og tog o. s. v. Kort sagt, det har den materielle magt, som jeg ofte maa savne.

Hvorledes skal jeg i længden holde denne udlænding i Kristiania?

Jeg har hindret ham idag; jeg kan hindre ham iaften og imorgen; men jeg kan ikke gjøre det i lang tid uden selv at udsætte mig for ubehageligheder.

Jeg er for tiden taalt af politiet, ja endog velseet af flere af dets funktionærer, fordi jeg har bekjendtskaber, har hjulpet dem flere gange og aldrig gaaet det iveien.

44Men læg merke til, at den første gang jeg vilde vove selv at optræde som politi udenfor det rent opdagermæssige, vilde det lægge sig imellem og gjøre min stilling umulig.»

«Ja, du har ret,» sagde jeg; «men er ikke selve politimesteren din specielle ven?»

«Jeg tror, vi gjensidig agter hinanden – jeg har jo selv tjent under ham, da han var chef for opdagelsespolitiet – vi har ogsaa vist hinanden tjenester, som du ved; men selve hans stilling forbyder ham jo at taale, at nogen udenfor det autoriserede politi tiltager sig dettes prærogativer. Tro du mig, jeg maa være mere forsigtig, end nogen aner.»

Der hørtes en ringen paa entréklokken. Monk bad mig gaa ind i stuen saalænge. «Det er vistnok min agent,» sagde han.

Et kvarters tid efter sad vi ved middagsbordet, og medens vi spiste, berettede Monk mig, hvad agenten havde udfundet angaaende Mons. Duval.

Han kom til byen fredag aften og tog straks ind i hotel «Europa».

Samme aften gik han ud og besøgte et par kaféer samt Tivoli.

Han spurgte portieren om veien til Circus Variété paa Tivoli, idet han pegte paa annoncen, som var opslaaet i Vestibulen.

Lørdag formiddag var han i banken, som du ved, 45og blev straks efter sin hjemkomst derfra besøgt af en mørkladen, udenlandsk udseende mand i sid vinterfigurfrak, antagelig en franskmand.

Agenten havde intet erfaret om den fremmede, hverken hvem han var, eller hvor han boede. Det var efter, at denne fremmede var gaaet, at han gav kontraordre med hensyn til sin først bestemte afreise den dag.

Mellem 10 og 11 samme aften modtager Mons. Duval atter besøg af den samme fremmede, men forblir selv hjemme ligetil søndag formiddag.

Søndag morgen aflægger den mørkladne fremmede atter sit besøg hos Mons. Duval og blir paa hans værelse, medens denne aflægger sit andet besøg hos bankieren. Du ved den gang, da han bad bankieren tage pengene i forvaring.

Idag morges staar Mons. Duval tidlig op og tager sig en morgentur mellem 7 og 8. Hvor han da har færdes, ved min agent intet om. Størsteparten af disse oplysninger har han fra portieren i hotel «Europa», som er hans specielle ven.

Som du maaske ved, er min agent en forhenværende opdagelsesbetjent ved politiet ved navn Kalberg, i sin tid min underordnede.

Han var en meget dygtig mand; men sygelighed tvang ham til at tage afsked, hvorefter han oprettede en liden grønthandel paa Grünerløkken, og denne sammen med hans pension skaffede ham underholdet.

46Senere, da jeg ligeledes var traadt af som politifuldmægtig og var begyndt paa min nuværende beskjæftigelse, traf jeg ham tilfældigvis. Hans sygdom havde taget en uventet og gunstig vending, og han tænkte paa atter at søge sig ind i politiet.

Da jeg imidlertid kunde tilbyde ham forholdsvis vellønnet arbeide, foretrak han at drive sin lille handel og forresten arbeide i min tjeneste. Det er en hemmelighed for alle hans omgivelser udenfor konen, som i virkeligheden er den, der driver handelen. Denne, der, som han siger, nøder ham til opkjøberture udover landet samt færden paa torve og brygger, er ham imidlertid et ypperligt skalkeskjul for hans arbeide i min tjeneste. Forresten anvender jeg ham aldrig udenfor det rent haandverksmæssige: indhente oplysninger, opspore personer o. l. Han er absolut paalidelig. En omstændighed glemte jeg forresten at nævne: Kalberg erfarede ligeledes, at Mons. Duvals mørksmuskede ven, da han besøgte ham søndag formiddag, havde med sig en liden firkantet haandkuffert eller kasse i sort voksdug forsynet med en strop af læder til at bære i. Han havde den, da han kom, og han havde den, da han gik.»

«Er du fornøiet med disse oplysninger?» spurgte jeg.

«Særdeles vel,» var svaret. «Det er nu konstateret, at Mons. Duval har en bekjendt her i byen, og det en særdeles god bekjendt. Han blir paa Mons. 47Duvals værelse, medens denne gaar over til bankieren. Portieren i hotellet kan vistnok ikke give os hans nøiagtige signalement. Han siger kun, at han var liden, sortsmusket, med skarpe sorte øine og en sid frak samt blødpullet hat; men lægger til, at manden ikke ser meget fin ud. Du ved, portierer har noksaa skarpt blik for, hvad folk er eller ser ud til at være. Han mente sikkert, at det ikke var nogen handelsreisende. Han synes heller, han saa ud som en tredje rangs skuespiller eller berider.

Endelig har Mons. Duval i formiddag været paa telegrafkontoret og i kreditbanken. Han afsendte telegram til Frankrige og kjøbte i banken en telegrafanvisning paa Paris; men Kalberg har ikke kunnet faa greie paa, til hvem anvisning eller telegram er afsendt.»

Monk havde som sedvanlig spist i en fart. «Forhast dig ikke,» sagde han, «fuldfør din middag i ro; der er endnu tyve minutter, til vi skal gaa til bankieren. Jeg gaar imidlertid ind i soveværelset for at skifte klæder.»

Da jeg efter endt maaltid kom ind i kontoret, sad der en tilkalket murerarbeider paa en stol ved døren. Paa gulvet mellem sine ben havde han stillet en bøtte med flydende kalk, hvori stod en kost.

«Venter De paa Monk?» spurgte jeg.

«Nei, jeg venter paa dig,» var svaret, med Monks alvorlige stemme. «Forklædningen kan altsaa passere, siden du ikke kjendte mig.»

48«Ja,» svarede jeg, endnu lidt betuttet; «du behøver ikke at frygte for ikke at blive taget for en rigtig murerslask; men hvad skal nu dette betyde; vi skulde jo ud for at træffe bankieren.»

«Ja, vi gaar ned til ham. Det vil sige, du gaar i forveien og underretter ham om, at jeg straks kommer og i hvilken rolle.

Du beder ham ogsaa, at han gir portneren ordre til at holde en stige i beredskab for mig.

Jeg maa undersøge husets væg langs tagrenden til 2den etage for at se, om nogen har klatret denne vei op til vinduet i 2den etage, hvor jernskabet staar.

Som du kan forstaa, kunde hverken du eller jeg have gjort dette i høstfrakker og floshat, uden at halve Kristiania vilde stimle sammen paa gaden nedenfor.

Nu er jeg en murersvend, som skal kalke over nogle skidne flekker paa huset, og ikke en kat vil bryde sig med mig og mit arbeide.

Bed ligeledes hr. Vendel, at han saa hurtig som muligt søger at skaffe sig underretning om, paa hvilket navn den lød den telegramanvisning, som Mons. Duval sendte iformiddag. Det kan ikke falde vanskeligt for hr. Vendel, han er jo personlig bekjendt med direktøren og de øverste funktionærer i kreditbanken.»

Jeg gik i forveien, traf hr. Vendel og underrettede ham om mit ærinde fra Monk. Han gav straks ordre til portneren angaaende mureren, som skulde komme, 49og stigen samt gik selv ud for at skaffe sig besked i kreditbanken.

Jeg blev vist ind i salonen for at vente der.

Ved at se ud af vinduet, opdagede jeg min ven Monk paa stigen: han gik først langsomt op, syntes saa at have glemt noget og gik ned igjen, hentede bøtten og kosten og gik op; men efter dybsindig at have betragtet sit arbeidsfelt steg han atter langsomt ned og forsvandt i porten.

Faa minutter efter stod han hos mig i værelset; men førend han endnu havde sagt noget, indfandt bankieren sig og berettede meget tilfreds, men ogsaa temmelig febrilsk, at han havde truffet den forrettende direktør i kreditbanken endnu arbeidende i sit kontor sammen med nogle af bankens funktionærer. Man havde straks imødekommet hans ønske, og det viste sig, at vor mand havde kjøbt en telegramanvisning paa fem og treti tusen francs at udbetale til madame Barutel, Rue de Faubourg de St. Honoré, Paris. «Det er mine fem og tyve tusen kroner, han sender,» lagde den ellers saa godmodige bankier ophidset til. «Vi maa faa tag i denne fordømte Duval, hr. Monk, selv om vi skal gaa til politiet. Jeg er nu ligesaa overbevist som De om, at han har taget pengene ud af skabet; jeg tror forresten, at jeg gjerne skulde forære ham pengene, naar han bare vilde sige os, hvordan mit skab er aabnet.

50For mig staar det, som om det ikke kunde gaa for sig uden trolddom.»

«Ja, dette er en forunderlig historie,» svarede Monk alvorlig, «og jeg er bange for, at der endnu er os mange overraskelser bestemt. Hvad kan hans mening være med at sende fem og treti tusen francs til Paris?

I bør forresten høre, hvad jeg har udrettet som murer:

Der findes langs tagrenden lige fra gaden op til vinduet i 2den etage spor af, at en mand er klatret op. Vedkommende klatrer har benyttet dels vindusgesimsen i første etage, dels jernbeslagene, som holder renden til muren, som støttepunkter; disse beslag er endog paa to steder bøiet eller brækket.

For en behændig mand er sagen ikke overvættes vanskelig, og for en gymnastiker forholdsvis let.

Som De ser, hr. bankier, er der nu liden udsigt til, at nogen person i huset har med tyveriet at gjøre, og jeg haaber, De tillader, at jeg henvender mig til politiet. Uden dettes hjælp kan jeg nemlig ikke holde Mons. Duval længer i byen, og forsvinder han, saa vær forvisset om, at al udsigt til at faa denne forunderlige historie opklaret, forsvinder med.»

«Gjør, som De vil, hr. Monk,» lød svaret, «jeg maa for enhver pris faa opklaring paa, hvordan mit skab er aabnet. Behøver De penge, saa brug, hvad De vil. 51Her er en anvisningsbog paa vort hus. Kassereren er underrettet om, at Deres anvisninger skal honoreres.»

«Vel! hr. bankier. De skal høre fra mig iaften eller imorgen formiddag før kl. 10. Lad mig nu faa tale med portnerens søn, politikonstablen, og derefter kaste et blik paa Deres kontor, hvor jernskabet staar, saa skal De være kvit os.»

Bankieren ringede, gav sine ordre, og straks efter traadte en ung, staut mand i politiets konstabeluniform ind.

Han hilste ærbødig, men saa med kjendelig forbauselse paa den kalkede murerarbeider, der bredte sig i en af bankierens store lænestole.

Endnu mere steg hans forbauselse, da denne først tog ordet:

«Vi skal gaa lige paa sagen, konstabel. Naar De hører mit navn, Karl Monk, saa ved De, hvem jeg er.

Bankier Vendel har henvendt sig til mig i anledning af en sag, hvori han nødig vilde blande politiet op. Der er foregaaet et større tyveri her i huset – De har vel endnu ikke hørt noget derom?»

Konstablens ansigt havde under Monks tale antaget et meget interesseret udtryk. Ved det sidste spørgsmaal fór der en rødme over hans ansigt, og han stammede noget, idet svaret kom: «Nei, hvordan skulde jeg have hørt noget om det?»

52Den unge mands forvirring var saapas tydelig, at endog bankieren sprat til og stirrede paa ham.

«Nei, nei,» lød det atter med Monks roligste stemme; «men De ved selv, hvor let rygter farer omkring, og det, at man brækker op en banks sikkerhedskjelder, er jo ikke saa ganske almindeligt, saa at – – –.»

«Kjelder?» fór det ud af konstablen, «jeg troede – – –

– – – «At det var kontoret i 2den etage?» fortsatte Monk saa hurtig, at det næsten hørtes, som om det var politikonstablens egne ord.

Denne lod imidlertid til at besinde sig og svarede: «Ja, kjelderen her i banken er saapas sikker, og saa længe far og jeg bor i huset, tror jeg at skulle svare for den, saa det er vel ikke rart, om jeg blir forbauset, naar De siger, at der er gjort indbrud i den.»

«Nei, De har ret,» sagde Monk, «jeg kom ogsaa til at forsnakke mig; der er ingen, som har opbrudt kjelderen. Men hvad vi vilde høre af Dem, det var, om De har hørt nogensomhelst rygter om et større tyveri her i huset.»

«Nei, ingensomhelst rygter eller tale om noget saadant.»

«Ja, ja, saa faar De gjøre hr. Vendel og mig den tjeneste heller ikke at tale til noget levende menneske om, hvad vi nu har spurgt Dem om.»

53«Nei, naar hr. Vendel ønsker det,» sagde konstablen, «saa skal jeg selvfølgelig ikke tale om det; men jeg troede at skulle hjælpe til med at opdage» – – – han saa bort paa hr. Vendel som for at antyde, at han ikke brød sig om at modtage nogen opfordring eller befaling fra Monk. Dennes spørgsmaal havde øiensynlig forvirret ham og gjort ham sint.

«Hr. Monk har sagen i sin haand, saa De faar høre af ham, om vi trænger Dem.»

Konstablen kastede et spørgende og uvilligt blik paa Monk; men da denne kun saa forbi ham, trak han sig synlig utilfreds ud af døren.


Femte kapitel

Bankieren sprang op af sin stol:

«Men hvad skal dette betyde? Jeg er ingen stor iagttager; men saa meget kunde jeg dog se: konstablen, som nu gik fra os, kjender noget til sagen. Det kan da ikke være ham, som har gjort det?»

«Nei, han har sikkerlig ikke gjort det, og slaar ikke min menneskekundskab feil,» svarede Monk, «saa vil han meget snart selv komme og bede om at faa fortælle, hvad han ved. Jeg kunde nok faaet det ud 54af ham ved at spørge, men foretrækker, at han kommer frivillig.

Hys! der har vi ham igjen.»

Der lød en banken paa døren, og ind traadte den skikkelige konstabel paanyt; noget forlegen, men med et udtryk som den, der har taget sin beslutning.

Jeg er sikker paa, at havde nogen i dette øieblik kunnet læse vore tanker, saa vilde han hos os alle tre have fundet det samme, nemlig: Dette er dog en underlig affære.

«Har De noget at sige os, saa sid ned,» sagde bankieren.

«Ja,» sagde konstablen og satte sig ret op og ned paa en stol; «jeg har noget at sige, og jeg burde egentlig have sagt det straks.

Forleden aften havde jeg været i konstabelforeningen. De ved, vi har et lokale i Møllergaden nr. 6, hvor vi samles en gang hver 14de dag, og naar det er forbi med mødet og forhandlingerne, tar vi os et glas toddy.

Der var nogle af os, som blev siddende temmelig længe efter de andre, ja lige til kl. 2– 3 om natten, og da jeg gik hjem, var det ikke frit for, at jeg kjendte lidt ustøhed i benene. Jeg havde vel drukket et glas toddy for meget.

Det var forresten ikke værre, end at jeg gik stram nedover gaden, og ingen skulde merke noget paa mig. 55Jeg var vagtfri den nat. Det var temmelig mørkt og ikke et menneske at se nedigjennem Kongens gade.

Da jeg kom nogle huse fra dette, kom jeg til at se opover langs husvæggene. Gasen var slukket, da det skulde være maaneskin efter almanaken, himlen var ikke ganske mørk, og der faar jeg grangivelig se en sort skikkelse komme ud af vinduet i 2den etage paa vort hus – ja, jeg kalder det saa, dette hus, forstaar De – og gaa som en kat nedover muren og ned paa fortouget.

Jeg lagde paa sprang nedover, det var som sagt bare 2–3 huse mellem os; men da jeg kom udenfor banken, var alt stille og mørkt og ikke liv at opdage. Jeg sprang et stykke nedover gaden, men saa ikke en sjæl uden en kollega, som patruljerede ved hjørnet af Raadhusgaden.

Jeg gik da tilbage igjen og saa op mod vinduerne, men kunde intet merkverdigt opdage. Der var lys i nogle vinduer over i hotel «Europa», og ved skinnet fra disse kunde jeg tydelig se, at alle vinduer i vort hus var hele og lukkede.

Jeg laaste mig da ind af porten og sov som en sten til om morgenen. Da begyndte jeg at tænke over sagen; men jeg huskede ikke saa tydeligt, som jeg kunde ønske, og tilsidst kom jeg til den slutning, at det hele var noget tøv og kom af, at jeg havde drukket for meget toddy om aftenen.

56Mine overordnede kan bevidne, at jeg er en ædruelig mand; men det kan jo hænde enhver, at han tager et glas toddy formeget i godt selskab og udenfor tjenesten.

De kan derfor forstaa, at jeg ikke likte at høre at her alligevel er gjort tyveri i huset, og at jeg derfor har handlet galt ved ikke at melde, hvad jeg saa den nat. Det er det hele.»

Baade bankieren og jeg smilte lidt ved den angerfulde forklaring. Mandens ærlige og tillidvækkende ansigt og optræden borgede os for, at hvert ord var sandt, og fortællingen forklarede ogsaa fuldstændig hans tidligere optræden.

«Vi er overbevist om, at det er sandt alt, hvad De siger,» sagde Monk paa sin rolige maade, «og De har jo intet galt gjort; der er bare en ting i Deres fortelling, som jeg maa spørge om: Naar De siger forleden nat, mener De vel nu sidste nat?»

«Nei, jeg mener natten mellem lørdag og søndag; idag har vi jo mandag!»

Vi har bestandig foreningsmøderne om lørdag; det var da det hændte; inat patruljerede jeg i Brogaden og kom først hjem kl. 6 idag morges; da hændte der mig intet.»

«Men det var jo inat, at pengene blev taget ud af skabet!» skreg bankieren, «dette bliver værre og værre.»

57Baade bankieren og jeg saa vistnok temmelig dumme ud, idet vi stirrede paa hinanden, ligeledes konstablen, som stirrede paa os.

Monk saa ret ned paa gulvet med rynkede bryn, som hans vane var, naar hjernen arbeidede:

«Her er ingen tid at spilde» – han reiste sig op – «faar vi lov at gaa ind i Deres kontor, hr. Vendel, jeg havde ikke anledning til at undersøge det nøie, da vi sidst var der.»

Konstablen fjernede sig med et noget idiotisk udseende, og vi andre gik gjennem flere værelser og ind i det meget omtalte kontor.

Det var et lyst, smukt værelse med to fag vinduer til gaden.

«Tør jeg bede mine herrer ikke røre ved noget eller forandre noget, før jeg har undersøgt værelset,» sagde Monk, og følgen af den opfordring var, at bankieren og jeg beskedent satte os ved døren, medens Monk først undersøgte vinduet paany og derpaa værelset og møblerne stykke for stykke.

«Ja, det er tydeligt nok; et eller flere mennesker har i de sidste dage skaffet sig adgang gjennem vinduet, men hvormange gange de har gaaet denne vei, eller naar den sidst blev benyttet, kan jeg ikke sige.

Vil De nu atter vise os mekanismen paa Deres skab, hr. bankier; selv har jeg undersøgt det i formiddag; men det vil maaske interessere dig, Fredrik.»

58Det var et ligesaa smukt som massivt skab. Bankieren aabnede det og sagde: «Nu skal jeg foretage de samme manipulationer, som jeg foretog, efterat Mons. Duval havde forladt mig igaar.

Efter at have lukket ham ud af entréen vender jeg tilbage hid, laaser døren, aabner skabet og flytter pengeposerne inderst ind. Jeg stiller derpaa tavleknapperne paa ordet «A. L. B. A.», lukker døren og dreier saa knappen et ubestemt antal gange omkring. Hvis De nu vil undersøge, saa vil De erfare, at skabet ikke kan aabnes, uden at det samme ord «A. L. B. A.» fremstilles.»

«Her maa have været et menneske skjult, medens bankieren lukkede skabet,» sagde jeg; «det er den eneste maade, hvorpaa nogen har kunnet lure sig til ordet uden af bankierens egen mund.»

«Det var selvfølgelig ogsaa min første tanke,» svarede Monk, medens bankieren rystede trøstesløs paa hodet; «men som du ser, har bankieren sit kontor tarvelig møbleret med rørflettede stole og en ditto sofa. Paa det store arbeidsbord midt i værelset ligger der ikke engang et teppe, og under det lille bord der lige overfor skabet og under telefonapparatet kan ikke engang et treaarsgammelt barn skjule sig.»

Jeg saa rundt paa møblerne; de svarede til hans korte beskrivelse.

Paa det store arbeidsbord herskede en mønsterverdig 59orden, det lille bord ligeoverfor skabet og under telefonapparatet var derimod bedækket af stabler af brochurer, driftsberetninger o. l., samt nogle store tykke bøger, som saa ud som adressekalendre.

«Min næste undersøgelse gik ud paa,» fortsatte Monk, «at konstatere, hvorvidt nogen kan faa det tilstrækkelige indblik gjennem vinduet. Men det er ligesaa umuligt. Skabet staar jo langt inde i værelset, og desuden vender døren ikke mod vinduet, men i en ret vinkel mod dette, saaledes at en person, selv om han staar ret udenfor det aabne vindu, ikke kan aflæse bogstaverne. Ligeoverfor har vi hotel «Europa», og vor ven Mons. Duval kan vistnok fra sit vindu se hr. Vendel bevæge sig i kontoret; men det bringer ham ikke et skridt nærmere bogstaverne.

For at kunne aflæse ordet, maa man staa ret foran skabdøren, altsaa i retning af telefonapparatet der paa væggen.»

«Enden paa det blir,» faldt jeg spøgefuldt ind, stolt af mit gode paafund, «at vi beskylder telefonapparatet for at have røbet ordet eller for delagtighed i tyveriet.»

« Jeg kan berolige Dem for den mistanke, at telefonapparatet har sladret,» sagde bankieren spøgefuldt, «det var i uorden i hele gaar. Jeg skulde telefonere efter en vogn igaar morges, men kunde ikke engang faa svar fra centralstationen.»

60«Kunde De opdage aarsagen, og har De senere faaet apparatet repareret?» spurgte Monk ganske alvorlig.

«Jeg havde tænkt at sende bud til centralen idag morges, men ved at prøve viste det sig at funktionere udmerket.»

Monk tog apparatet ned fra væggen, løste de elektriske traade fra, undersøgte det meget nøie især paa bagsiden og hængte det atter paa plads.

Jeg havde mangen en god gang været udsat for, at undersøgelser af ham, som forekom mig overflødige eller unyttige, tilsidst havde vist sig at føre til maalet, og jeg havde derfor vænnet mig til ikke at være hastig i min dom ligeoverfor hans handlinger. Dennegang forekom det mig dog hævet over al tvil, at hans undersøgelser var uden nogensomhelst nytte eller hensigt.

Tydeligvis havde han hastverk, og dette var den rene tidsspilde.

Jeg sagde imidlertid intet, og snart efter syntes Monk at have endt sit arbeide.

«Adjø, hr. bankier,» sagde han hurtig. «Jeg gaar nu til politiet. Kan jeg, skal De høre fra mig, hvis ikke før, saa imorgen tidlig.»

Vi tog afsked og gik.

«Du vilde gjøre mig en stor tjeneste, hvis du kunde ledsage mig iaften,» sagde Monk, da vi gik op ad gaden. «Og interesserer du dig for denne forunderlige 61sag, saa vil vistnok ikke din aften være spildt. Kan du være med?»

«Heller end gjerne. Denne historie forekommer mig saa underlig, at jeg knapt tror, jeg vilde faa fred i graven, hvis den forblir uopklaret.»

«Vel, saa mød hjemme hos mig kl. ½9 iaften. Farvel saalænge!»

Han forsvandt med sine hastige skridt i retning af politikammeret, og jeg gik hjem for der at tilbringe timerne, indtil vi skulde mødes.


Sjette kapitel

Jeg læste nogle ankomne breve, spiste tilaftens, tændte en cigar og satte mig til at læse aftenaviserne. Jeg læste spalte op og spalte ned uden at kunne erindre, hvad jeg havde læst. Sagen var, at Mons. Duval, bankieren, pengeskabet og hele dagens historie løb om i mit hoved.

Hvem har kunnet faa tag i det hemmelige ord og hvorledes? ja hvorledes? Kan bankieren have bestjaalet sig selv? har han gaaet i søvne? Nei, der fandtes ingensomhelst grund til, at han skulde gjøre det, ingensomhelst.

62Gjøre det i søvne!

For det første pleiede han ikke at gaa i søvne, havde aldrig gjort det – jeg har maaske glemt at fortælle, at Monk spurgte ham derom – og selv om han havde gjort det utænkelige at stille laasen, aabne, lukke og atter stille laasen, saa maatte pengene findes etsteds.

Og dog! det var den eneste forklaring. Altsaa: hvis intet andet opdages, saa har bankieren selv udført tyveriet i søvne og skjult pengene saa godt, at de ikke kan findes.

Det var mig ordentlig en beroligelse at fastslaa dette og jage paa dør alle tanker paa Mons. Duval og personen, der om natten havde besøgt kontoret gjennem vinduet.

Ikke destomindre afventede jeg med utaalmodighed urviserens gang og sad allerede, før klokken var slaaet halv ni, i Monks sofa ventende paa ham.

Han kom straks efter og saa for første gang, tror jeg, i den tid, jeg havde kjendt ham, lidt træt og nervøs ud.

«Her er nyheder,» sagde han, «du skal faa dem straks; det er ikke sikkert, at vi faar mange uforstyrrede øieblikke, naar vi først har forladt dette værelse:

Efter først at have forhørt mig gjennem telefonen og faaet greie paa, at politimesteren befinder sig i sit kontor paa politikammeret, gaar jeg derop og blir vist ind til ham.

63Han modtager mig venlig som sedvanlig, men ogsaa lidt nedladende. Jeg begynder straks med at fremstille, hvad bankieren har fortalt os, samt hvad vi senere har foretaget os i denne sag. Jeg anmoder ham derpaa om ved de midler, der staar til politiets raadighed, at stanse Mons. Duval, idet jeg udvikler de grunde, jeg har for at nære mistanke til ham og ingen anden angaaende det hos bankieren begaaede tyveri. Jeg lægger til, at det er min overbevisning, at vor franske herre ogsaa har andre ting paa sin samvittighed, og at han ikke for det godes skyld har forladt Paris.

Politimesteren kunde ikke lade være at udtrykke den høieste forbauselse over det oplukkede skab; men ved mine sidste ord smilede han polisk.

«For en gangs skyld kan det være morsomt for det dumme politi at vide lidt mere end De, hr. Monk! Ja, De forstaar jo spøg. Hidtil skal jeg villig indrømme, at De altid har gaaet til luvart af mine agenter; men dennegang er vi Dem i forkjøbet.

Mons. Duval heder i virkeligheden Jean Marie Benoît, har i Paris bestjaalet sin principal for firti tusen francs, er med disse flygtet til Kristiania og vil om en halv time være i hænderne paa politiet for straks efter at fremstilles for mig, politimesteren. Det er af den grund, De finder mig i mit kontor paa denne tid af dagen.»

64Han saa smilende paa mig.

«Den historie om pengeskabet er forresten noget af det underligste, jeg har hørt. Men nu, da vi faar hr. Urian fat, vil han forhaabentlig ikke vægre sig for at fortælle os lidt derom.»

Politimesteren tog derpaa frem et telegram ankommet fra Paris i eftermiddag.

Det indeholdt signalementet paa nævnte Jean Marie Benoît, omtalte hans forbrydelse, og at man antog ham flygtet til Kristiania samt anmodede Kristiania politi om at tage ham i forvaring, indtil han kunde blive udleveret.

Straks telegrammet var kommet, havde opdagelsespolitiet sat sig i bevægelse, hans opholdssted, hotel «Victoria», var fundet, og nu var der givet ordre til hans paagribelse.

«Kan denne ordre tilbagekaldes, hr. politimester, eller er det for sent?»

«Det er ikke for sent; men den vil selvfølgelig ikke blive tilbagekaldt,» svarede politimesteren strengt.

«Du kan tro jeg havde møie,» fortsatte Monk, «med at faa ham til at udsætte arrestationen til imorgen!»

«Men jeg kan heller ikke forstaa, hvad det skulde være godt for,» faldt jeg ind.

«Nei, det kan saa være,» sagde Monk, «og jeg har ikke tid til at forklare dig alt, hvad jeg tror eller aner.

65Men hvad jeg anførte for politimesteren, det var, at Mons. Benoît alias Duval her i byen har en medskyldig, og at det var min hensigt iaften at udspeide denne. Jeg forestillede ham, at jeg muligens kunde gjøre vigtige opdagelser angaaende banktyveriet ved, at man lod ham have sin frihed inat, og at man intet resikerede, naar man kun lod et par opdagelsesbetjente følge os for at arrestere ham, hvis han skulde ville flygte før imorgen tidlig.

Det er nu min hensigt sammen med dig at følge hans veie iaften. De to politibetjente vil du sandsynligvis ikke engang se eller lægge merke til, at sige, hvis de opfører sig, som de bør.

Mons. Duval er for tiden hjemme i sit hotel, men vil blive fulgt, hvis han gaar ud, og jeg vil faa underretning derom.

Hvis intet uventet indtræffer inat, vil han blive arresteret imorgen tidlig, og jeg skal anmode dig fra politimesteren, om du vil assistere som tolk, naar han blir forhørt imorgen formiddag kl. 10½. Jeg troede, at du intet havde derimod, og foreslog dig for politimesteren som saadan.»

«Nei, tvertimod; sagen interesserer mig saa meget, at jeg intet heller ønsker.»

«Vel! her er hans signalement, se efter om det passer paa den person, som du idag besøgte i hotellet.»

66Han rakte mig en afskrift af det franske telegram. «Ja, det er rigtigt nok: Mørkt, lokket haar, sorte øine, brun hudfarve, svagt krummet næse, smale læber, glat raget (for tiden), middels høide, men kraftig bygget. Men hvad er det: «Særegent kjendemerke: trækker paa det ene ben paa grund af stivt knæ, et rødt ar i venstre tinding efter gammelt sabelhug», – noget saadant har jeg ikke seet.»

«Er du sikker? tænk dig godt om!» «Ja, jeg er sikker; noget saadant har jeg ikke seet

«Godt, vi faar vistnok se iaften,» sagde Monk rolig.

«Ja, nu skal du se,» svarede jeg ivrig; «jeg smigrer mig med at være saapas god iagttager, at saadanne ting ikke kan have undgaaet mig.»

«Nei, det tror heller ikke jeg,» bemerkede Monk eftertænksomt; «men som sagt, vi faar se. Det er forresten underligt, at vi ikke hører noget fra betjentene; jeg skulde ogsaa have lyst til at tage den hemmelighedsfulde herre i øiesyn – naa! der har vi nok besked.»

Det ringede paa entréklokken. Monk gik selv ud og kom straks efter ind igjen.

«Alt iorden. Mons. Duval – det er vel bedst at kalde ham saaledes – sidder paa Grand café og har bestilt sig en let aftensmad. Er du færdig til at gaa?» 67Vi gik ud. Det var en vakker høstaften, mørkt, men klart uden at være koldt. Carljohansgade saa formelig indbydende ud i den elektriske belysning. Masser af mennesker var ude og spaserede.

Vi gik direkte op til Grand café og passerede foran de oplyste vinduer.

«Der sidder han,» jeg greb Monk i armen, «alene ved det lille bord i krogen tilhøire, hans skurkagtige ansigt er halvt skjult bag avisen; men jeg kjender ham paa de store gule ører indiblandt det svære haar.»

Vi gik ind, og Monk valgte os et bord saaledes, at vi sad tilvenstre og lidt bagenom manden fra Paris.

Vi havde knapt sat os, da denne lod avisen – det var «Figaro» – synke ned paa bordet og fór sig med haanden gjennem det store lokkede haar.

Da han atter fjernede denne, var haaret løftet lidt fra tindingen og lod tilsyne en ildrød stribe, der tabte sig op i hovedet.

Monk og jeg saa paa hinanden, han smilende, jeg noget flau.

«Det er ikke morsomt at maatte indrømme sin feiltagelse,» sagde jeg; «men jeg har min undskyldning i bedragerens fedtede lokker, som imorges har dækket arret. Forøvrigt glæder det mig, at der ingen tvil er om mandens identitet. Saa er der da al udsigt til, at vi ogsaa faar greie paa den underlige skabhistorie.»

68Monk var endda tausere, end han pleiede, og svarede næsten ikke paa mine bemerkninger, der alle lige som mine tanker kredsede om dagens begivenheder.

Vi valgte en ret, der hurtig kunde serveres, da Mons. Duval allerede havde faaet, hvad han havde forlangt, og var begyndt at spise.

Han spiste hurtig og saa sjelden op fra sin tallerken.

Vi gjorde det samme, og da Mons. Duval satte sin hat paa for at gaa, greb jeg ligeledes min; men Monk holdt mig tilbage.

«Vent lidt. Lad ham gaa iforveien. Vi maa lægge merke til hans ben.»

Vort vildt reiste sig og kastede et blik rundt i caféen. Det mødte mit, og det forekom mig, at hans øienbryn uvilkaarlig rynkede sig. Det varede dog kun et øieblik. Ansigtet glattedes til et forekommende smil, og han besvarede min hilsen med et dybt buk og sydlændingens overflod paa gestus.

«Han er fra Marseille eller ialfald født ved Middelhavet,» tænkte jeg. Det viste sig ogsaa senere, at jeg havde ret.

Han kastede sin lette høstfrakke over armen og gik ud af caféen.

Monk havde under vor hilsenudveksling stirret i en avis – Gud ved, hvor han saa hurtig havde faaet den fra – nu fulgte hans øine ligesom mine den fremmede til døren. Det var tydeligt nok – den ene fod hang 69ligesom nogle tommer tilbage for den anden. Benet blev ligesom ikke rettet helt ud.

«Herefter kan vi vistnok trygt titulere ham Benoît,» sagde jeg.

«Ja, vi faar vel det,» svarede Monk, og saa gik ogsaa vi ud.

Den fremmede var ikke kommet mange skridt nedad gaden, og vi havde let for at følge ham. Han gik langsomt, og stivheden i det ene knæ var tydelig at merke, saa tydelig, at det høilig forundrede mig, at jeg ikke havde lagt merke dertil under mit besøg hos ham samme dag, da han dengang i min nærværelse flere gange havde gaaet over gulvet.

Jeg talte herom til Monk.

«Der kan du se,» svarede han, «hvor vanskeligt det ofte er at opdage noget, som, naar vi kjender det, synes saa paafaldende, at det umulig skulde kunne undgaa vor opmerksomhed. Man maa altid være forsigtig, naar man efter erindringen skal beskrive et menneskes udseende, og vogte sig vel for at paastaa, at den eller den eiendommelighed ikke findes hos en, fordi om man ikke har lagt merke dertil ved første møde.»

Jeg skrev mig hans lærdom bag øret.

Vi holdt Mons. Benoîts glinsende nye cylinderhat en snes skridt foran os og lod os lede op over Carljohansgade, derpaa Universitetsgaden ned til Tivolis indgang. Han kjøbte billet ved lugen for billetsalg til 70variétéforestillingen i cirkuslokalet. Vi lod ham passere ind og gav os nogen tid. Saa fulgte vi efter, og ved vor indtrædelse i salen fik vi øie paa ham ved et lidet bord længst tilhøire. Vi satte os længst tilvenstre, jeg med ryggen mod ham, saa at Monk kunde holde øie med ham.

«Husker du,» spurgte Monk, «hvorhen Mons. Benoît begav sig første aften, efterat han var kommet hid til byen?»

«Ja, saavidt jeg husker, havde din agent opsnuset, at han ogsaa den aften var paa Tivoli.»

«Ganske rigtigt. Husker du videre, hvorledes portieren i hotellet beskrev den sortsmuskede person, som synes at være Mons. Benoîts eneste bekjendtskab her i byen? Husker du, hvad han udtalte angaaende mandens sandsynlige stand eller bestilling?»

«Ja, han sagde, at han saa ud ikke som en handelsreisende, men som en akrobat eller skuespiller.»

«Ligesaa rigtigt! Du har en god hukommelse. Er du saa ikke enig med mig i, at vi sandsynligvis iaften i en af de optrædende artister vil se vor værdige fransk mands ven og staldbroder?»

Den simple, enkle og greie maade, hvorpaa Monk altid kom til sit maal, vakte dennegang som altid min beundring. Naar du ved det samme som Monk, og du har ligesaa god forstand som Monk – hvorfor være beskeden, naar man taler med sig selv? – hvad hindrer 71dig da i at gjøre de samme slutninger og komme til de samme resultater som han? spurgte jeg mig selv.

Men hverken dengang eller senere har jeg kunnet besvare det spørgsmaal.

«Har du studeret programmet?» fortsatte han; «der maa vi kunne finde hans navn.»

«Nei, ikke endnu; men her skal jeg læse op fortegnelsen.»

Medens to negerkomikere diverterede sig selv og publikum ved at bearbeide hinandens hoveder med en øks, en hammer og lignende, kunde Monk og jeg i ro studere det righoldige program med liste over de optrædende artister:

«Wiener soubretten Lolo von Gratzer»

nei det var det ikke.

«Æselkomikeren Sullivan»

heller ikke, da han sandsynligvis var englænder eller amerikaner.

«Duedronningen Viola»

Nei.

«Akrobatfamilien Ducrot»

fra Paris.

Maaske! vi faar se.

«Den franske chansonette
Carmen Sylvia»

nei.

72Men her er et mere lovende subjekt:

«Den elektriske jongleur:
Don Leporello Salino fra Madrid.
Elektriciteten anvendt i kunsten!
Non plus ultra.
Hofkunstner hos kong Alfonso XIII i Madrid.»

En liden notis nedenunder underrettede os om, at denne kunstner tillige var «elektrisk fotograf» og havde sit atelier i ryttergangen, hvor man kunde faa sit billede i løbet af 30 sekunder.

Vi fæstede os ved denne person, da ingen af dem, der stod længer nede paa programmet, forekom os at have saa gode kvalifikationer.

Hans nummer kom ogsaa, og paa scenen viste sig i tricot en liden tætbygget, mørk mand med et skummelt ansigt og friseret hoved.

Som medhjælper ved de temmelig tarvelige «elektriske præstationer» fremtraadte en fedladen dame ligeledes i tricot, fremvisende forhenværende, nu mindre tiltrækkende yndigheder.

Endnu saa vi ingen tegn til bevægelse eller forstaaelse fra Mons. Benoîts side.

Don Salino forsvandt under sparsomme bifaldsytringer og «Lady Mary Levendely eller Dansedronningen» svævede ind for at fortrylle publikum med en ugraciøs dans, der endte i den obligate gig.

73Da reiser Mons. Benoît sig og gaar sagte ud af salen.

Vi følger efter i frastand og stiller os ved udgangen i samtale med de to billettører og skjult af disse.

Mons. Benoît gaar et par gange frem og tilbage i ryttergangen, men forsvinder pludselig ind i et af siderummene.

Vi følger ganske sagte efter og stanser udenfor døren, hvor franskmanden er forsvunden.

Ganske rigtigt. Det er Don Salinos fotografiske atelier. «Efter nyeste elektriske metode. Billedet leveres færdigt paa ½ minut.»

Vi stanser i døren. Der er ingen at se i rummet, medens der indenfor et seildugsforhæng i baggrunden høres utydelige stemmer.

Monk trækker mig forsigtig med sig ind, idet han hviskende opfordrer mig til at bruge mine ører. Sagmuget paa gulvet dæmper vore skridt.

Monk stiller sig med ryggen til forhænget og studerer ivrig den ophængte prøvetavle med fotografier. Jeg stiller mig ved hans side og lytter.

Stemmerne er nu tydeligere; der tales et fremmed sprog, og det er ikke fransk, men et andet, der klinger lige fortrolig i mine ører, takket være de aar, jeg har tilbragt i Argentina.

«Jeg forstaar, hvad de siger,» hvisker jeg Monk i øret.

74En hæs brændevinsstemme, kunstneren Salinos, udstøder ordene, hvoraf nogle gaar tabt for mig:

«Din egen skyld, for Satan: – – – unødvendigt – – – atter halvparten!»

En noget blødere stemme, som jeg gjenkjender som Mons. Benoîts, svarer ligesaa truende:

«Du negter? Vel – – – nødvendigt for os begge – – – men du er ikke sikker uden min hjælp.»

Derpaa kommer en heftig disput, som jeg ikke kan opfatte noget af, da en bifaldssalve inde fra salen opfylder luften og fortsættes meget længer, end jeg kunde ønske.

Naar jeg atter kan følge samtalen, er stemmerne mere rolige.

Don Salino siger: «Du skal faa det, men ikke her. Det er umuligt. Det er skjult paa en saadan maade, at det er umuligt.»

«Umuligt! hvorledes er det skjult og hvor? Jeg forlader ikke stedet, før jeg ved det.»

«Naar du faar det at vide, vil du forstaa, at det er umuligt iaften. Det har – – –»

Den engelske danserinde havde endelig sluttet, en pause var begyndt, og folk strømmede ud i ryttergangen. Larmen naaede ind i rummet, og stemmerne sænkede sig til hvisken.

Et landligt par, en gut og en jente, traadte ind i aflukket for at faa sine ansigter forevigede efter nyeste 75elektriske metode, og Monk og jeg sneg os ud saa hurtig og lydløst som muligt.

Vi tager plads med udsigt til udgangen, og straks efter ser vi Mons. Benoît forlade lokalet.

Vi følger ham i tilbørlig afstand lige til hotellets port, hvor vi ser ham blive lukket ind af portieren.

«Nu er han sikker nok for inat,» sagde Monk. «Du følger vel med op og tager en cigar? I ethvert fald maa jeg faa vide, hvad du hørte af de kjeltringers samtale.»


Syvende kapitel

Vi fulgtes ad op i Monks leilighed. Den laa paa veien til min egen, og da vi havde skjenket os et glas selters og cognac og forsynet os med en cigar, bad Monk mig paany fortælle, hvad jeg havde opfattet af de to ædle kameraters tale.

Jeg opgav ham saavel sætningerne som de enkelte ord, jeg havde opfattet.

Han optegnede alt omhyggelig i en notisbog.

«Men hørte du da ikke et ord af, hvad de hviskede om tilslut?» spurgte han; «et eneste ord kan være af vigtighed.»

76«Jeg kan intet sige med sikkerhed. Kun syntes jeg et par gange at høre nævne det spanske ord for bly og det deraf dannede adjektiv, som udtrykker, at en ting er blytung eller er gjort af bly eller bestaar af bly. Dog er jeg heller ikke sikker paa dette. Hvor godt man end er hjemme i et fremmed sprog, maa der dog gunstige omstændigheder til, for at man skal forstaa noget videre af det.» Vi dampede en stund i taushed paa vore cigarer.

«Er du fornøiet med resultatet af vor jagt iaften?» spurgte jeg.

«Ja, saa nogenlunde,» var svaret; «og havde du hørt ti ord til af kjeltringernes samtale, tror jeg, vi havde været ovenpaa.

Saa meget er vist, at Mons. Benoît og Don Salino er godt kjendte. Den første har stjaalet i Paris, vil blive arresteret imorgen og udleveret til den franske regjering, naar formalia er iagttaget.

Om den anden ved vi endnu intet andet, end at han er en ven af den første, og det kan neppe være fyldestgjørende grund for det norske politi til at arrestere ham.

Maaske vil Mons. Benoîts arrestation imorgen løsne denne herres talegaver saaledes, at han ogsaa gaar til bekjendelse om tyveriet hos bankieren; men uden dette staar vi magtesløse ligeoverfor Don Salino.

Selv om man arresterer ham paa mistanke for at være delagtig i tyveriet hos bankier Vendel, saa vil man dog ikke kunne holde længe paa ham, hvis der 77ikke fremkommer vegtige bevisligheder imod ham; og for øieblikket maa jeg tilstaa, at jeg ikke forstaar, hvorfra disse skulde erhverves.

Jeg skulde give meget til, forat politimesteren lod sig bevæge til at lade Mons. Benoît gaa løs endnu nogen tid; vi kunde da haabe paa resultater af en fortsat udspeiden. Men som jeg fortalte dig, var det med nød og neppe, at han lod sig bevæge til at udsætte sagen til imorgen.

Desuden vil formodentlig den franske herre forsøge at reise, saasnart han har ordnet sit mellemværende med Don Salino, og da er jo sagen afgjort, da maa han stoppes af politiet.

Jeg skal forresten rent ud sige dig, at den af dig opsnappede samtale har indgivet mig mere end én idé; men de er endnu saa vage og ubestemte, at jeg ikke vil omtale dem.

Jeg maa tænke sagen over inat. Maaske kan jeg imorgen tidlig lægge resultatet frem.»

«Det forekommer mig, at du med sikkerhed gaar ud fra, at Mons. Benoît og Don Salino har begaaet tyveriet hos bankieren.

Hvorledes kan du være saa sikker derpaa? Hvorledes kan de have aabnet skabet uden at kjende ordet, eller hvorledes har de faaet ordet at vide?

Tror du, at skabet kan aabnes paa en eller anden maade, uden at ordet er kjendt?»

78«Nei, det er umuligt!»

«Vel!» fortsatte jeg, «kan da Mons. Benoît have faaet tag i ordet, er dette tænkeligt paa nogensomhelst naturlig maade?»

«Ja,» sagde Monk med en bestemthed, som i høi grad overraskede mig; «men tjen mig i ikke nu at tale med mig om den ting. Det er ikke for at gjøre mig interessant eller hemmelighedsfuld, at jeg ikke vil gaa ind paa sagen nu; men kun fordi jeg selv er bange for at begynde at gruble og tænke paa en del af min opgave, som jeg for øieblikket bør lade ligge.

Ligefra mit besøg paa bankierens kontor har jeg havt svage anelser om, at der gives en maade, hvorpaa de to kjeltringer – jeg siger to, fordi der maa være to om det – kan være komne i besiddelse af hemmeligheden med ordet, og under vort besøg paa Tivoli har flere omstændigheder gjort disse anelser til en slags vished.

Men som sagt, for øieblikket gaar min opgave ud paa at paavise forbindelsen mellem de to skurke og forsøge at vise veien til atter at faa tag paa de fem og tyve tusen kroner.

Hvis jeg ikke i en nogenlunde nær fremtid kan gjøre dette, vil den ene forbryder blive udleveret, og den anden rolig spasere vor næse forbi. Og mine teorier om, hvorledes tyveriet kunde have fundet sted, ikke have mere værd, end om jeg havde løst hvilketsomhelst 79matematisk problem, hvortil vi ikke kjender nogen anvendelse.»

«Jeg skal ikke plage dig mere dermed,» svarede jeg. «Jeg respekterer dine grunde til ikke at indlade dig paa denne side af sagen.

Men fortæl mig en anden ting. Hvorfor trættede de to mænd i ryttergangen?»

«Det var om byttets deling; men der er ting i deres samtale, som jeg ikke kan forklare mig.»

Jeg forstod, at Monk gjerne vilde være alene, og sagde derfor straks efter godnat.

Baade under min gang hjem, medens jeg klædte mig af, og da jeg laa i min seng, kredsede mine tanker om den mystiske sag.

Hele den lange dag med sin rigdom paa begivenheder passerede revue i mit hoved. Men ret som det var, stansede alt, og tankerne kom atter og atter i mindre og mindre kredse tilbage til spørgsmaalet: Hvorledes er skabet aabnet? uden at det var mig muligt at finde nogensomhelst naturlig løsning.

Endelig forbarmede søvnen sig over mig og sendte mig drømme, der intet havde at gjøre med de tanker, hvoraf min hjerne var overfyldt, men derimod hensatte mig til steder, hvor jeg havde færdedes i min barndom. Den rene landlige idyl.

Saa lunefuld er som oftest tankernes og drømmenes Gud.


Ottende kapitel

80Den næste dag oprandt klar og kold. Det var et friskt glimrende høstveir, da jeg traadte ud paa gaden for at begive mig til Monk.

Denne herre syntes ikke at glæde sig ved det smukke veir; han saa fortrædelig og ærgerlig ud.

«Er der hændt dig noget ubehageligt?» spurgte jeg, «eller har du ikke sovet godt mat?»

«Nei, som du ved,» svarede han, «sover jeg sjelden om natten, naar jeg har en rigtig vanskelig sag at finde ud af; men det pleier ikke at skade mit humør om morgenen; tvertimod, netop i saadanne tilfælde pleier jeg om morgenen at befinde mig vel som den, der har arbeidet og udført sit arbeide.

Idag derimod har jeg en ganske anden følelse; jeg er som en, der gaar og vaser i en myr uden at kunne finde ud. Natten skulde have bragt mig klarhed over, hvad der idag maa gjøres; men istedet derfor har den kun gjort mig ubestemt og raadløs som en skolegut.

Dette er den underligste sag, jeg nogensinde har været ude for.

Her findes jo næsten ikke to omstændigheder, som passer sammen eller taler det samme sprog. Under en dags undersøgelser fremkommer der et halvt dusin gaader, hvoraf den ene er værre end den anden at løse – 81eller ialfald har jeg endnu ikke løst en eneste af dem – trods min nat uden søvn.

Lad os sætte kjæmpegaaden: Hvorledes skabet er aabnet, til side. Der er nok igjen.

Hvorfor sender Monsieur Benoît firti tusen francs til Paris? Han maa jo vide, at man lettelig kan følge deres spor. Politimesteren her har ogsaa underrettet det franske politi derom, og formodentlig er de i dette øieblik i politipræfektens besiddelse for at tilbageleveres eieren.

Hvorfor søger han ikke at reise herfra? Jeg har netop faaet underretning om, at han for en time siden er arresteret i sin seng, og at politimesteren venter os som aftalt kl. 10½.

Hvorfor kryber der en mand ind gjennem vinduet nat mellem lørdag og søndag, naar pengene ikke stjæles før næste nat?

Hvorfor havde Mons. Benoît igaar aftes stivt ben og ar i panden? At han skjulte det hidtil, saa at du ikke saa det igaar morges, er ikke noget rart i; men hvorfor skjulte han det ikke igaar aftes?

Hvad var det for en liden haandkuffert, som Don Salino havde med sig op til Mons. Benoît, da han besøgte ham søndag formiddag i hotellet?»

Jeg havde aldrig seet Monk saa oprørt. Den uventede modstand, som hans forstand havde mødt i sit arbeide, havde øiensynlig irriteret ham mere end nogen skulde ane.

82«Hvad den sidste omstændighed angaar, da forekommer den mig ikke saa vigtig,» svarede jeg, «at du egentlig behøver at bryde din hjerne dermed, naar, som du selv siger, der er saa mange andre uopklarede omstændigheder i denne sag.»

«Jeg pleier altid at begynde med de mere eller mindre besynderlige smaating,» var Monks hurtige svar; «eftersom jeg faar løst smaaknuderne, falder ofte de store fra hverandre af sig selv ligesom en snor, der er kommen i floke. Men her, her hvor jeg tror at have løst de fleste smaaknuder, her falder snoren alligevel ikke grei. Jeg begynder at blive ræd, at jeg har løst dem galt, og at jeg maa begynde helt fra nyt af.

Men det er ikke værdt at føre denne unyttige samtale videre. Lad os gaa til politikammeret.

Mit haab staar til, at Mons. Benoît i ærgrelse og forbitrelse over at være nappet, vil forsnakke sig ialfald saa meget, at man faar anledning til ogsaa at arrestere den elektriske kunstner; men vær forvisset om, at vor forsigtige politimester ikke gjør dette, uden at der kommer noget frem af betydning.»

«Jeg er ræd for,» fortsatte Monk, da vi spaserede over torvet og gjennem Møllergaden mod politikammeret, «at jeg idag maa spille ud mit sidste kort i dette spil. Faar jeg ikke stikket ind, er spillet tabt.»

Vi blev straks vist ind i politimesterens eget kontor.

83Han besvarede vor hilsen velvillig, bad os tage plads og rakte os med et eget smil og uden kommentar et papir.

Monk tog imod det, læste det hurtig igjennem og rakte det saa til mig.

«Det var det, som anede mig. Han er sluere end vi.»

Jeg tog forbauset papiret af hans haand; det var et telegram fra Paris til politimesteren i Kristiania og lød:

«Vi tilbagekalder vor telegramanmodning af igaar om fængsling af Jean Marie Benoît.

Han har igaar gjennem sin søster madame Barutel ladet tilbagebetale det beløb, som han under 15de dennes har frastjaalet sin daværende principal, Mons. Bernard, hvorfor denne frafalder tiltale mod nævnte Benoît.»

«Som De ser, mine herrer,» sagde politimesteren, «har jeg ingen grund til at holde Mons. Benoît fast. Jeg modtog dette telegram for en halv time siden, men har udsat med løsladelsen, til De, hr. Monk, har faaet ytre Dem om sagen.

Kan De skaffe tilstrækkelige beviser for, at Mons. Benoît er forøveren af eller delagtig i tyveriet hos bankier Vendel, eller anføre omstændigheder, der taler sterkt imod ham, vil jeg antagelig paany lade ham arrestere af denne grund.

84Men kan De intet andet fremføre, end hvad De igaar meddelte mig, anser jeg mig ikke berettiget til at foretage noget imod Mons. Benoît.

Jeg skal tilføie, at siden vor samtale igaar har jeg ladet mine underordnede undersøge sagen, hvorved de oplysninger, som De har givet, hr. Monk, er konstaterede, paa samme tid som der heller ikke er fremkommet noget nyt i sagen.»

«Hr. politimester,» svarede Monk, som under dennes sidste ord havde været ivrig optaget med at nedskrive noget paa et stykke papir, «jeg er overbevist om, at Mons. Benoît sammen med en vis jongleur, der for tiden optræder paa Tivoli under navn af Don Leporello Salino, har forøvet tyveriet hos bankier Vendel. Min ven og jeg har igaar opsnappet brudstykker af en samtale mellem disse personer, og disse brudstykker gir min overbevisning end større styrke. Dog maa jeg tilstaa, at jeg for tiden ikke kan fremlægge noget positivt bevis for deres skyld.

Vil De indrømme mig to ting:

For det første, at jeg gjennem min ven forelægger Mons. Benoît nogle spørgsmaal i Deres nærværelse, før han sættes i frihed. Dernæst, at der foretages husundersøgelse i Don Salinos bopæl.»

«Det første indrømmer jeg gjerne,» var politimesterens svar; «hvad det sidste angaar, kan jeg ikke give noget bestemt løfte.»

85«Vel, jeg faar da indtil videre nøie mig med det første. Her er spørgsmaalene optegnede. Vil hr. politimesteren se dem igjennem, før jeg overleverer dem til min ven, der vil agere tolk?»

Politimesteren tog papiret, som Monk rakte ham, læste det igjennem og leverede det saa til mig:

«Værsaagod! de første spørgsmaal er netop de samme, som jeg selv havde at gjøre, og hvad de øvrige angaar, da kan jeg ikke netop forstaa hensigten med dem; men hvis De tror at kunne gjøre nogen nytte dermed, saa vil jeg ikke modsætte mig.

De, min herre, fungerer altsaa som min tolk og forelægger Mons. Benoît de spørgsmaal, som her staar opskrevet.»

Jeg satte mig ved bordet paa politimesterens venstre side. Monk satte sig i en stol lidt ud til siden, og Mons. Benoît blev ført ind af en politibetjent.

«Jeg er af politimesteren i Kristiania, som sidder der, bemyndiget til at gjøre Dem nogle spørgsmaal,» begyndte jeg.

Den fremmede satte sig paa en stol, der blev bragt ham af politibetjenten. Hans ansigt var roligt, men øinene flakkede omkring som hos en, der er paa sin post.

«Hvad er Deres navn og hjemsted?»

«Jean Marie Benoît, født i Marseille.»

«Man har arresteret Dem paa anmodning af politipræfekten 86i Paris for at have stjaalet firti tusen francs fra Deres principal.»

«De penge, De omtaler, var kun et laan fra min side og er allerede tilbagebetalt til min daværende principal. Jeg er ved telegram fra Paris underrettet om, at der atter er givet ordre til min løsladelse, og jeg skal derfor tillade mig at trække mig tilbage, da jeg agter at reise iformiddag.»

«Først maa De være saa venlig at besvare nogle spørgsmaal. Før dette er gjort, kan De ikke reise.»

«Jeg forstaar ikke berettigelsen, mine herrer, til længere at tilbageholde mig her; men kan jeg være herrerne til nogen tjeneste, saa vil jeg svare paa, hvad jeg kan.»

«Kjender De Don Leporello Salino?»

Spørgsmaalet kom pludselig, og han syntes først tilbøielig til at svare negtende, men lod saa til at besinde sig.

«Ja – noget; jeg har truffet ham i Paris og har ligeledes seet ham her.»

«Er det en dygtig elektriker og fotograf?»

«Ja, saavidt jeg har kunnet se af hans præstationer paa scenen; men – – – – –»

«Kun et spørgsmaal endnu: Har De selv benyttet Dem af hans færdighed som elektriker og fotograf her i Kristiania?»

«Jeg forstaar ikke – – –»

87«Godt, vil De her underskrive med Deres navn de af Dem givne svar, som jeg har optegnet paa dette papir?»

Han nølede et øieblik eller to, ligesom han overveiede, og hans øine for urolig omkring.

Endelig syntes han at have taget en beslutning; han nærmede sig raskt bordet.

«Jeg gjør alt, hvad De ønsker, mine herrer, men forlanger til gjengjæld ikke at blive opholdt saalænge, at jeg mister trænet.»

Han greb pennen, bøiede sig over bordet og skrev sit navn uden at læse, hvad der stod ovenfor.

Monk havde imidlertid reist sig og stillet sig ved siden og bag Mons. Benoît. Hans øine fulgte med dyb interesse dennes haand, der førte pennen.

Mons. Benoît rettede sig op for atter at trække sig tilbage fra bordet. Da ser vi pludselig Monk stille sig ligeoverfor ham, strække pegefingeren ud mod mandens tinding og meget høit udbryde:

«Hr. Benoît, De mister Deres plaster!»

Franskmanden blev blodrød i ansigtet, og hans haand for søgende ind under det svære haar, der faldt ned over arret i tindingen.

Monks fransk havde ikke været det allerbedste, men tilstrækkelig tydeligt.

«Hvad mener De, min herre?» stammede franskmanden, og hans ansigtsfarve forandrede sig fra rød til gusten, medens han hurtig trak haanden ned.

88Da styrtede Monk pludselig ind paa livet af ham, lod sin haand glide ind under franskmandens haar, og da han atter trak den tilbage, holdt han mellem fingrene en lang rød plasterremse.

Arret var forsvundet fra Mons. Benoîts tinding.

«De havde glemt at øve Dem i at skrive Mons. Benoîts navn!» raabte han.

«Skal man tage en mands navn, maa man ogsaa tænke paa, at man maa kunne skrive navnet nogenlunde hurtig.»

Franskmanden sank graableg ned i en stol.

Paa et vink af politimesteren førte betjenten ham ud:

«Pas godt paa ham; han skal behandles som arrestant.»

«Det var mit sidste kort, og jeg tror, at jeg tog stikket hjem,» sagde Monk.

«Jeg maa tilstaa,» sagde politimesteren, «at jeg endnu er altfor forbauset til at kunne forstaa alt. Jeg forstaar, at den vakre herre, som nylig forlod os, ikke var Mons. Benoît; men hvad jeg ikke forstaar, det er hvorfor en mand skulde udgive sig for tyv og tilbagebetale tyvens rov.»

«Naar Mons. Duval,» svarede Monk alvorligt, «udgiver sig for tyven Benoît, da er det for at skjule noget endnu værre.

Mons. Benoît har bestjaalet sin principal; men tager jeg ikke feil, saa har Mons. Duval – thi det er denne 89herres virkelige navn – ikke alene taget Mons. Benoîts bytte og navn, men ogsaa hans liv.

Nu haaber jeg, hr. politimesteren ikke har noget imod en husundersøgelse hos den spanske hofkunstner.»

Politimesteren og jeg gyste.

Naar vi tænkte paa den dødlignende gustenhed, der bedækkede franskmandens ansigt, da han førtes bort uden at kunne faa en lyd over sine læber, da forstod vi, at Monks mistanke vistnok var det sandsynligste.

«Jeg vil straks lade Don Salino arrestere, og hvis De ønsker det, hr. Monk, kan De være tilstede ved husundersøgelsen. Jeg telegraferer straks til politiet i Paris og underretter det om sagens standpunkt.

Forøvrigt vilde jeg være mine herrer meget forbunden, om De kunde møde her iaften kl. 7. Indtil den tid vil der maaske være svar fra Paris, og jeg vil have forhørt begge de udenlandske herrer. Fra nu af har, som De forstaar, politiet taget sagen i sin haand.»

«Kun endnu et, hr. politimester,» sagde Monk, «tillader De, at jeg anmoder de politibetjente, der skal foretage husundersøgelsen hos Mons. Duval og Don Salino, at de medbringer hid nogen af den sidstnævntes eiendele, som min ven nærmere vil beskrive for Dem?»

Jeg stirrede forundret paa ham: «Jeg beskrive? Hvad er det, jeg skal beskrive?»

«Sandsynligvis har Don Salino til hjælp ved sine gjøglekunster en eller flere elektriske akkumulatorer. 90Det er disse, jeg gjerne vilde have fat i. Hvis du, Fredrik, der er mere teknisk kyndig end jeg, kunde beskrive for politibetjentene, hvorledes saadanne apparater ser ud, saa kunde vi spare os at følge med.»

«Intet er lettere,» svarede jeg, «en akkumulator bestaar simpelthen af en kasse, hvori– – – –»

«Ja, jeg ved ogsaa saa omtrentlig, hvoraf de bestaar; men vil du være saa venlig at beskrive dem for politibetjenten?»

Paa politimesterens befaling traadte vedkommende overbetjent ind og modtog af mig de nødvendige forklaringer.

«De er noget hemmelighedsfuld af Dem idag, hr. Monk; men at dømme efter, hvad De tidligere har præsteret i denne sag, tviler jeg ikke paa, at De har Deres grunde. Vel mødt kl. 7, mine herrer!»

Baade Monk og jeg havde en del at bestille den dag, og vi skiltes meget snart udenfor politikammeret.


Niende kapitel

Præcis kl. 7 om aftenen mødtes vi i politikammerets brede trappe og førtes straks ind i politimesterens eget kontor.

91Den høie embedsmand var statelig og værdig som altid; men det var dog let at se, at han var temmelig ophidset.

Han gav os knapt tid til at komme indenfor og tage plads, før han udbrød:

«De har havt ret i Deres formodning, hr. Monk, det er et par afskyelige mordere, som De har bragt i rettens hænder. Se her, telegramet fra Paris.

«Ved husundersøgelse hos spanieren Machetto, gjøgler af profession, kjendt under artistnavnet Don Salino, boende i forstaden St. Antoine, Paris, er i latrinen fundet det sønderlemmede lig af Jean Marie Benoît.

Den myrdede er om aftenen den 13de dennes seet at betræde huset sammen med dettes beboer Don Salino og en vis Charles Duval, bookmaker af profession, af hvilke mordet antagelig er forøvet. Der vil øieblikkelig blive gjort skridt til at faa udleveret ovennævnte Machetto og Charles Duval, der, som Deres telegram udviser, er arresteret af politiet i Kristiania, til de franske myndigheder.

Modtag foreløbig herved min tak og bevidnelse af min høiagtelse!

Duville.
Politipræfekt.»

«Jeg har meddelt de to skurke dette, og de syntes i første øieblik aldeles at falde sammen, især Don Salino.

92Begge har imidlertid nu fattet sig noget og iagttager en mørk taushed.

De negter at besvare nogetsomhelst spørgsmaal. Angaaende tyveriet hos bankieren anstiller de sig fuldstændig uvidende og negter ligeledes at svare paa spørgsmaal desangaaende.

Endelig maa jeg underrette om, at begge arrestanter viste sig at være i besiddelse af et par tusen kroner i sedler; men at intetsomhelst guld er fundet hos dem.

Jeg har ladet undersøge i alle byens banker og vekselerkontorer; men intetsteds er nogen større sum af guld kommet ind i løbet af idag eller igaar.»

«Har man ikke fundet nogetsomhelst af interesse hos de to udlændinge?» spurgte Monk.

«Nei, intetsomhelst. De elektriske akkumulatorer, som De spurgte efter, er bragt hid og staar der i krogen. De lader til at være svært tunge; de bestaar nok mest af blyplader.»

«Ja, hovedbestanddelen i alle elektriske akkumulatorer er blyplader,» sagde jeg; «deres tyngde er en af de største vanskeligheder, som vi teknikere har at kjæmpe med.»

Monk og jeg gik bort til de to kasser. Han tog en af blypladerne i haanden og gik med den ud af døren til de ydre kontorer.

Det varede ikke mange øieblikke, før han atter viste sig i døren, og i hælene paa ham traadte en 93politibetjent ind med forbauselsen stirrende ud baade af øine og mund. I hænderne holdt han nemlig de to halvdele af pladen, der var kløvet over med et øksehug.

Indenfor et ganske tyndt skal af bly glimrede det gedigne gulds hvidgule glans os imøde.

«Der er omtrent et kilo guld støbt ind i hver plade,» sagde Monk, «og der er ti plader i denne kasse. Bankieren faar sine ti kg. igjen, om end i lidt anden form.

Du havde ret, Fredrik, da du troede at have hørt Don Salino tale om bly.»

«Ja, men fordi om man hører tale om bly, behøver man derfor ikke at falde paa, at en mand fylder akkumulatorplader med guld,» svarede jeg, ærgerlig over, at jeg ikke selv kunde have fundet guldets skjulested ligesaa godt som Monk; «hvordan kunde du deraf slutte dig til, hvor han havde gjemt guldet?»

«Jeg var jo temmelig sikker paa, at manden talte om skjulestedet for pengene den gang, da han nævnte ordet «bly eller blytung», som du sagde.

Derpaa kom jeg til at tænke paa, at jeg saa to karle slæbe en saadan tung kasse op bag scenen før Salinos forestilling. Derved var tankerækken knyttet og kombinationen let. Du kan gjerne kalde det tilfælde.»

«Ja,» sagde jeg, endnu halvt om halvt ærgerlig; «men hvorledes kommer den slags tilfælde altid til dig og ikke til andre?»

94Vi lo alle tre, medens konstablen endnu forbauset lagde de to kostbare blystykker paa bordet og gik ud.

*

Jeg er glad ved at kunne afslutte denne beretning uden at bruge mine egne ord – fortællingen har vist nok lidt altfor meget ved, at jeg hidtil har været nødt til at benytte mig deraf. – Jeg foretrækker at fremlægge for læseren to stykker klippet ud af det parisiske boulevardblad «Le Figaro». Dette skriver under 20de oktober:

«Vi bragte for nogle dage siden vore læsere den efterretning, at der var fundet et sønderlemmet lig i en latrine tilhørende et hus i Montmartre, og at undersøgelserne, der førte til dette resultat, var foretagne efter modtagelsen af et telegram fra Kristiania (Norvège), hvori Pariserpolitiet underrettedes om, at man der havde arresteret tvende subjekter, af hvilke den ene falskelig udgav sig for en vis Jean Marie Benoît, og at det norske politi havde sterk mistanke om, at de ovennævnte to havde røvet og ryddet afveien omtalte Jean Marie Benoît.

Efterat de tvende mordere – thi dette har de virkelig vist sig at være – var udleverede til de franske myndigheder og transporterede hid, har de flere gange været stillet for undersøgelsesdommeren Mons. Duchêsne, 95ligesom politiet har samlet og bragt tilveie et udførligt bevismateriale, der lægger de tiltaltes skyld klart i dagen.

Morderne har endnu ikke tilstaaet sin brøde, lige som de ogsaa benegter at have forøvet et sindrigt planlagt og listigt udført tyveri i Kristiania, der ledede til deres anholdelse. Imidlertid er beviserne mod dem saa talrige og klare, at hvilkensomhelst jury vil fælde dem.

Her er et resumé af sagen: Den myrdede Jean Marie Benoît var af god borgerlig familie. Efter ved udsvævelser at have forødt en liden formue, som han i lighed med sin søster arvede efter sine forældre, begyndte han paa en eventyrlig eksistence, hvorunder han flere gange kom i berøring med politiet paa grund af sine plattenslagerier. Han reddedes dog flere gange ved mellemkomst af sin søster og hendes mand, Mons. og Madame B…, agtværdige kjøbmandsfolk i gaden Rue du Bac.

For omtrent et halvt aar siden skaffede disse ham en ganske god post i et stort handelskontor, efterat han paany havde lovet bod og bedring.

En dag i midten af forrige maaned fandt imidlertid Mons. Benoît anledning til at bemægtige sig firti tusen francs i kontanter og værdipapirer, lydende paa ihændehaveren og tilhørende hans principal.

Med disse forsøgte han at tage flugten, men mødte paa veien til jernbanestationen to af sine gode bekjendte og deltagere i forskjellige andre streger.

96Sandsynligvis har han været uforsigtig nok til at lade sig merke med, at han var forsynet med penge. Maaske har de truet ham. I ethvert fald kan man med vidner bevise, at alle tre begav sig ind i det hus, hvor den ene af de anklagede bor, og hvor senere den myrdedes lig blev fundet.

Af disse er den ene, Charles Duval, en forhenværende barbersvend, senere professionel billardspiller og bookmaker ved tredje rangs veddeløb.

Den anden, spanieren Fernando Machetto, en forhenværende telefonarbeider og senere omreisende gjøgler eller artist, befattende sig med «elektriske gjøglerkunster» samt «elektrisk øiebliksfotografering». I disse roller har hans nævnte befatning med telefoner og elektriske apparater sat ham istand til at optræde med nogenlunde held. Han synes ogsaa at være i besiddelse af ikke lidet mekanisk talent og opfindsomhed.

Begge to er forresten gamle bekjendte af politiet og skal ogsaa et par gange have gjort et mere indgaaende bekjendtskab med vore fængsler.

Disse to reiste samme aften forsynede med de fra den myrdede stjaalne penge til Hamburg, hvor de skiltes foreløbig for atter at mødes i Kristiania, hvor spanieren under sit kunstnernavn Don Leporello Salino havde skaffet sig et engagement.

Hvad angaar valget af Kristiania som mødested, saa har de formodentlig simpelthen antaget, at de blandt 97nordens barbarer skulde finde et godt felt for sine sindrig udtænkte kjeltringstreger.

Vi maa imidlertid for nogle øieblikke vende tilbage til Paris:

Jean Marie Benoîts principal henvendte sig, saa snart han havde opdaget dennes tyveri og flugt, til søsteren madame B… og lod sig af hendes bønner samt løfte om, at beløbet skulde blive tilbagebetalt, bevæge til at opsætte anmeldelse til politiet. Imidlertid blev det hende umuligt at opdrive de fornødne penge, idet hendes mand rent ud negtede at bidrage mere til den ryggesløse svoger, som han allerede flere gange havde løskjøbt, og principalen anmeldte sagen til politiet, der satte sig i bevægelse for at opspore tyven.

Der var nu hengaaet en uges tid efter tyveriet, og vore tidligere bekjendte befandt sig som sagt i Kristiania, hvor politiet fandt Mons. Duvals spor, ledet af en vis lighed med den myrdede samt ved den omstændighed, at han medførte som sine egne nogle af den myrdedes effekter.

De to rovmordere havde imidlertid i Kristiania faaet anledning til ved et tyveri hos den anseede bankier Vendel at komme i besiddelse af fem og tyve tusen norske kroner eller omtrentlig fem og treti tusen francs, og ved disse fandt Mons. Duval anledning til at realisere en plan, som han vistnok den hele tid havde næret. Muligt er det ogsaa, at han paa dette tidspunkt havde 98en følelse af, at man var ham paa sporet, hvad det sidste tyveri angaar. Han sender nemlig fem og treti tusen francs pr. telegraf til Benoîts søster, idet han undertegner sig med dennes navn – som gammel bekjendt af Mons. Benoît var han godt inde i dennes forhold – og opfordrer søsteren til selv at tilskyde det resterende og derved udvirke, at ordren til den angerfuldes paagribelse tilbagekaldtes. Paa samme tid anlagde han et falskt ar i tindingen og spillede fra nu af en rømt Benoîts rolle.

Han opnaaede fuldstændig sin hensigt. Madame B… erholdt lettelig hos sin mand de resterende fem tusen francs.

Ordren til hans paagribelse tilbagekaldtes pr. telegraf. Han kunde nu trodse politiet i Kristiania, og heller ikke var der nogen udsigt til, at man, selv om liget i Rue de Clignancourt opdagedes, da vilde tro, at det var liget af den bortrømte Benoît, fra hvem søsteren netop havde modtaget fem og treti tusen francs.

Som vi ser, var planen god, og maaske vilde de to kjeltringe have været forundt et langt liv og en vid virkekreds i den nye verden, hvis ikke den falske Benoît var bleven demaskeret af en privat opdager i Kristiania ved navn Monk, hvem den bestjaalne bankier havde overdraget at bringe lys i sagen.

Angaaende dette tyveri hos bankieren, der var ligesaa snildt planlagt som dygtig udført af de tvende 99mordere, samt om hvorledes Mons. Monk gjennemtrængte mysteriet og bragte morderne i politiets hænder og guldet tilbage til bankierens kjelder, derom har politiet her modtaget en del interessante enkeltheder; men for at kunne give vore læsere et helt og udførligt billede af disse begivenheder har «Le Figaro» henvendt sig direkte til den norske opdager Mons. Monk, og anmodet ham om selv at give beretningen derom.

Vi gjengiver her hans svar, der er ligesaa karakteristisk for mandens beskedenhed som for hans hurtighed og klarhed i slutninger og kombinationer:

«Ærede hr. redaktør!

De har i brev af 20de dennes i for mig meget smigrende ord anmodet mig om i «Le Figaros» spalter at give en fremstilling af de begivenheder, som nylig i Kristiania har ledet til, at franskmanden Charles Duval og spanieren Machetto udleveredes til det franske politi som sterkt mistænkte for i Paris for nogen tid siden at have myrdet sin kamerat, en vis Jean Marie Benoît.

En ven af mig, der var mig behjælpelig og ydede mig en værdifuld assistance i min befatning med den ovennævnte sag, har allerede anmodet om min tilladelse til at offentliggjøre fortællingen herom.

Jeg ved, at den om nogle dage vil fremkomme i trykken. Derved vil der skaffes Dem, hr. redaktør, anledning til, hvis De tror det umagen værdt, ved en 100oversættelse i «Le Figaros» spalter for Deres læsere at give en fremstilling, der i ethvert fald vil være bedre eller interessantere end den, jeg kunde have givet Dem.

Der er en side af denne forbryderhistorie, som endnu ikke er opklaret, nemlig hvorledes de to forbrydere udførte sit tyveri hos bankier Vendel. Denne side vil heller ikke nogensinde blive fuldt opklaret, saafremt de to forbrydere fremdeles tilbageholder sin tilstaaelse og vedbliver at negte sin befatning dermed.

Jeg har bragt i erfaring, at saa hidtil er tilfældet.

Ifald enten De eller «Le Figaros» læsere skulde have interesse deraf, har De her min forklaring af, hvorledes dette merkelige tyveri er planlagt og udført, samt de beviser, jeg kan give for denne min forklaring:

Don Salino kom først til Kristiania. Nogle dage efter kom Charles Duval og tog ved et tilfælde ind i et hotel, der ligger ligeoverfor bankier Vendels hus med beboelsesleilighed og kontorer.

I Hamburg har han kjøbt sig et kreditiv paa dette bankierhus, og gaar dagen efter sin ankomst over for at hæve beløbet. Han ønsker at hæve beløbet i guld. Dette metal gaar over hele verden. Sedler maa ofte indløses. Desuden er de forsynede med nummere, der kan opskrives og saaledes hjælpe til at opspore deres ihændehavere.

Medens han venter paa guldet, føres han af bankierhusets chef, hr. Vendel, høflig op i dennes kontor i 1012den etage, og under samtalen kommer man ogsaa til at omtale et jernskab, som befinder sig i værelset, og som bankieren er meget stolt af, idet det er kjøbt i Paris for en meget stor sum og har en enestaaende kunstfærdig laas.

Det er nemlig forsynet med en bogstavlaas med ti tusen forskjellige kombinationer og kan kun aabnes ved, at den samme bogstavkombination fremstilles, som ogsaa var fremstillet ved skabets lukning. Med andre ord: aabningsordet er altid det samme som lukningsordet og kan altsaa varieres saa ofte, man ønsker.

Mons. Duval faar sit guld, fem og tyve tusen kroner i to poser, og vender tilbage til hotellet. Han modtager der besøg af sin medskyldige, Don Salino, som kommer for at dele byttet.

Værelset, som han bebor, ligger paa taget af det gammeldagse hus og er omtrent i høide med 2den etage af det nymodens hus ligeoverfor.

Mons. Duval fortæller om sit besøg hos bankieren, kommer maaske til at nævne skabet, og at det af bankieren er betegnet som midlertidigt opbevaringssted for, hvad han ikke kan anbringe i bankens kjeldere.

Don Salinos skarpe øine opdager, at man fra vinduet kan se lige ind i bankierens kontor – han ser ham maaske i det øieblik lukke skabet. Han ser telefontraaden fra huset ligeoverfor passere tvers over gaden og lige forbi kvistværelsets vinduer – han faar en idé, 102han gjennemtænker den, meddeler den til sin ven, og resultatet er, at næste formiddag – det er søndag, og bankens kontorer er lukkede – ringer Mons. Duval paa i bankierens bolig og anmoder ham om godhedsfuldt at tage hans fem og tyve tusen guldkroner i forvaring, da han uventet har opsat sin reise.

Bankieren tager de to poser, sætter dem ind i sit berømte skab, ser efter, at der ingen er i værelset til at belure ham, vælger en ny kombination af bogstaver, lukker skabet og tror, at ingen uden han selv eller ved ham selv kan faa kundskab om ordet.

Hvad er imidlertid foregaaet om natten forud? Jo, da har hr. Salino svunget sig op langs tagrenden til kontorets vindu, aabnet dette, der var daarlig lukket, og betraadt værelset.

Paa bordet ligeoverfor skabet midt imellem papirbunker o. l. placerer han saa skjult som muligt et lidet øiebliksfotografiapparat. Kun mundingen peger frem mellem to tykke bøger, og en stabel brochurer lægges over.

Ingen kan opdage apparatet, hvis han ikke foretager en grundig undersøgelse.

Det kan aabnes og lukkes ved en liden elektromagnet. Dennes ledningstraade fører han op langs væggen og forbinder dem med ledningstraadene paa bagsiden af det der ophængte telefonapparat.

Naar det er gjort, lister Don Salino sig atter ud og klatrer ned paa gaden.

103Næste dag: I det øieblik, bankieren lukker sit skab med den nye kombination af bogstaver til forvaring af Mons. Duvals guldstykker, staar Don Salino i sin vens vindu og lader ved et tryk paa en knap fotografiapparatet virke.

Telefontraaden fra bankierens hus, som løber tæt forbi hotelvinduet, har han nemlig klippet over og ledet ind i værelset til det elektriske batteri, som han havde bragt med.

Nu behøver han kun om natten at aflægge sit andet besøg i bankierens kontor, aabne fotografiapparatet og aflæse bogstavkombinationen, som den præparerede plade forraader ham.

Han stiller laasen paa samme bogstaver, og snart er de fem og tyve tusen i hans besiddelse.

Saaledes tror jeg, hr. redaktør, at tyveriet er gaaet for sig.

At Don Salino fandt for godt selv at beholde alt guldet og smelte det om samt i denne anledning kom i ordstrid med sin ven, Mons. Duval – en ordstrid, der blev overhørt af min ven og mig og derved ledede til, at byttet blev dem berøvet – se, det er alt omstændigheder, der hører med i de faktiske begivenheder, som min ven agter at overgive til offentligheden.

*

104Ønsker nogen at vide, hvorpaa jeg støtter denne min hypotese om tyveriet, saa er her mine grunde:

For det første kan jeg ikke forklare mig det paa anden maade.

Videre: en mand er seet at komme ud af kontorvinduet natten før tyveriet blev opdaget.

Videre: jeg har selv fundet traadene paa bagsiden af telefonapparatet skrabede isolationsfrie i et stykke af nogle centimeter samt merker, som om andre traade havde været forbundne med dem.

Videre: jeg har med egne øine overbevist mig om, at telefontraaden, der løber forbi vinduet i det værelse der beboedes af Mons. Duval i hotellet, har været afbrudt, men atter er forenet med et stykke ny kobbertraad, uden at telefonselskabet kjender noget dertil.

Videre: muren og tagrenden paa bankierens hus bærer tydelige merker af, at en mand har klatret op til det omtalte vindu en eller flere gange.

Videre: det er konstateret, at Don Salino har besøgt Mons. Duval i hotellet saa mange gange og netop til de tider, som jeg har forudsat i denne min forklaring.

Sidste gang medførte han en liden sort kasse med læderhaandtag. Deri har han sandsynligvis havt det lille elektriske batteri, som var nødvendigt for gjennem telefontraaden at faa fotografiapparatet til at virke i rette øieblik.

105Videre: bankieren fandt telefonapparatet i uorden, da han skulde benytte det søndag morgen; men det viste sig atter at være i orden mandag morgen, uden at han kunde forklare sig grunden.

Hvis man spørger mig, hvad der gav stødet til min opdagelse eller rettere sagt til denne min hypotese om, hvorledes ordet er blevet røbet, da maa jeg først nævne en spøgefuld bemerkning af min ovenfor omtalte ven.

Vi undersøgte i fællesskab det værelse, hvori skabet stod, samt talte om muligheden af gjennem vinduet at kunne aflæse bogstaverne paa skabdøren.

«Jeg ved ingen anden end telefonapparatet der paa væggen,» sagde min ven, «som kan have beluret bankieren og bemerket sig det hemmelige ord.»

Da mit øie i det samme gjennem vinduet fulgte telefontraaden, der sænkede sig mod hotellets tag lige forbi det værelse, som jeg vidste Mons. Duval beboede, da fór det første glimt af forstaaelse gjennem mig.

Men det var først senere, at mine vage idéer antog bestemt form, først da jeg havde gjort bekjendtskab med Don Salino som elektriker og fotograf.

Forøvrigt skal jeg ikke trætte Dem, hr. redaktør, eller Deres blads læsere med beskrivelse af de lange og krogede omveie, ad hvilke en opdager kommer til sine slutninger.

Jeg forbliver o. s. v.
undertegnet
K. Monk.»

106Idet vi lægger bladet under pressen, modtager vi underretning om, at de to forbrydere, som vi ovenfor har behandlet, endelig, overvældede af beviserne, har tilstaaet sine forbrydelser, og at deres tilstaaelser falder sammen baade med, hvad vi ovenfor har kunnet berette, og hvad Mons. Monk har opstillet som sine slutninger, og stadfæster saaledes paa en glimrende maade den norske detektivs talent og kombinationsevne.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Karl Monks oplevelser

Karl Monks oplevelser er første bok i en romanserie om privatdetektiven Karl Monk i Kristiania på slutten av 1800-tallet. Boken inneholder to kriminalhistorier: «Pantelaanerens frak» og «Bankierens pengeskab».

Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1897 (nb.no)

Les mer..

Om Fredrik Viller

Pseudonym for Christian Sparre.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.