Karl Monks oplevelser

av Fredrik Viller

Indledning

1Tolv aar havde jeg tilbragt i udlandet dels for at fuldføre mit tekniske studium dels i virksomhed som ingeniør i de forskjellige verdensdele.

De tolv aar kunde opvise baade glæder og sorger, dog mest af trættende og slidsomt arbeide. Men saa havde jeg ogsaa opnaaet, hvad jeg vilde. Jeg vendte nu tilbage til mit fedreland, endnu ung, sund paa legeme og sjæl, fri og ubunden og med en formue, som jeg selv havde erhvervet, og som jeg kunde anvende som jeg lystede.

Intet under, at min glæde var ublandet, da jeg atter saa Norges fjelde stige op af havet, og da vi endelig paa en smuk sommerdag dampede op igjennem fjorden og ind paa min fødeby Kristianias havn, følte jeg i vindens pust, duften fra granskoven, ja i den nordiske sol noget kjendt, noget usigelig behageligt, som jeg havde maattet undvære i de mange aar.

2Det var barndommens og ungdommens sol, som atter varmede mig i sine straaler; ingen skal fortælle mig, at det var den samme sol, som havde fulgt mig fra den ene verdensdel til den anden.

Gjensynet af landet og naturen skuffede mig ikke, men nok menneskene.

Forældre og slegt har jeg altid havt lidet af; min far og mor var døde, før min erindring begynder, og slegten indskrænker sig forøvrigt næsten blot til den onkel og tante, i hvis hus jeg tilbragte min barndom og ungdom i Kristiania.

Men saa havde jeg desto flere venner og kamerater: Min klasse paa «Nissens skole» var en talrig klasse; vor gamle gaard i Prinsens gade var søgt som legeplads for hele kvartalets ungdom; og senere da russeaaret kom, kunde vistnok mine venner tælles i hundreder.

Det var vennerne og kameraterne hjemme, som jeg havde længtet mest efter i min udlændighed. Der hvor jeg havde færdes, var venskab en sjelden og ofte en kostbar vare.

Men nu da jeg var paa gamle tomter igjen og stod færdig til at trykke dem i haanden, hvor var vennerne da? Ja det er vistnok gaaet mange som mig. Jeg fandt vennerne fra barndommen og ungdommen splittede som avner for vinden udover det hele land; ja nogle havde døden bortrykket, eller de havde paa anden 3maade vendt et utaknemligt fødeland ryggen, var «gaaet tilsjøs» eller «til Amerika».

Og blandt dem, som jeg virkelig fandt, hvormange af dem var det, som jeg ønskede at træffe igjen – udover det første møde? Faa, meget faa! Hvad enten skylden laa hos dem, hos mig eller hos os begge.

Det er ikke vanskeligt at forklare, at saa er og saa maa tilfældet være, saaledes som vi mennesker er konstruerede.

Faktum er ialfald, at da jeg aarsdagen efter min hjemkomst saa mig omkring i min kreds, den kreds, jeg havde dannet omkring mit nye liv, da saa jeg kun én ven, hvis skikkelse jeg kunde følge tilbage bagenfor de 12 aar og ind i ungdommens minder.

Det var Karl Monk, den klogeste, kjækkeste og raskeste af hele banden fra Prinsens gade.

Vi havde fulgt hinanden aar efter aar paa skolebænken, til artium og til andeneksamen.

Saa reiste jeg til Zürich for at paabegynde mit tekniske studium; han tog fat paa jusen. Vi var bedste venner, men vor korrespondance varede kun kort.

Af de sparsomme efterretninger, som jeg modtog fra Norge i min udlændighed, vidste jeg, at Monk paa faa aar havde taget sin embedseksamen med udmerkelse, samt at han et par aar efter havde faaet ansættelse ved Kristiania politi.

4Ved min tilbagekomst erfarede jeg, at han kun havde staaet ved politiet i faa aar og saa pludselig havde taget afsked. Alle var enige om, at han herved afbrød en glimrende karriere. I de faa aar han havde gjort tjeneste, havde han flere gange tildraget sig smigrende offentlig opmerksomhed. Politimesteren var ham meget bevaagen, og det var en afgjort sag, at han var udseet til chef for opdagelsespolitiet, saasnart man fik ryddet pladsen.

Ingen kunde angive mig grunden til, at han saa pludselig trak sig tilbage. Hans foresatte og venner havde gjort alt sit for at afholde ham, men uden nytte.

Man kunde dertil fortælle mig, at siden den tid havde Monk trukket sig tilbage fra venner og bekjendte og levede næsten en eneboers liv, om end midt i hovedstaden.

Lidt efter lidt blev det ogsaa bekjendt, at Monk saaatsige havde etableret et privat detektivkontor. Han averterede ikke, og der fandtes intet skilt paa hans dør; men det var en bekjendt sag, at folk som enten ikke vilde blande politiet op i sine affærer, eller som ikke stolede paa det, gik til Monk.

Man kunde ikke kalde ham amatør; thi formuende folk, der benyttede sig af hans skarpsindighed, betalte klækkelige honorarer; men paa samme tid var det ogsaa bekjendt, at han helst hjalp smaafolk og uden godtgjørelse, og at han uden at sky møie eller omkostninger 5havde frelst mere end en stakkar, hvem skinnet var imod, eller paa hvem kjeltringer havde lagt sin haand.

Hvad slags mand Monk forresten var, det tror jeg bedst vil fremgaa af de fortællinger, som jeg i denne bog byder publikum.

Hvordan det lykkedes mig atter at vinde hans venskab, det ved jeg ikke.

Jeg antager, at han følte trang til at kunne kalde ialfald ét menneske sin ven, og at han valgte mig, netop fordi jeg stod længst borte fra den kreds, som han havde forladt.

Jeg ved ikke, om det er ganske rigtigt af mig at bruge ordet venskab om forholdet mellem os; ialfald som det var i flere aar. Vor fortrolighed var indskrænket til enkelte felter, og der var en grænse, udover hvilken han ikke tillod et skridt. Aldrig talte han om, og aldrig tillod han mig at spørge om den del af hans liv, der bevægede sig om det tidspunkt, da han tog afsked fra politiets tjeneste.

Aarsagen hertil og alt hvad der grænsede ind derpaa, var helligt territorium, og det var en betingelse uden undtagelse for vort samkvem, at jeg holdt mig borte derfra.

Naar jeg undtager dette punkt samt hans egenheder, hvoriblandt den, at min bolig var det eneste sted udenfor hans egne stuer og offentlige steder, hvor han 6satte sine ben – da var han i alle henseender en hensynsfuld, opofrende og underholdende ven.

Det blev snart min største fornøielse og høieste interesse at følge hans arbeide eller høre hans beretninger, og min store skuffelse, naar hensyn til diskretionen forbød Monk at sætte mig ind i de sager, han havde under haanden.

Flere af de hændelser, hvori jeg paa denne maade kom til at spille en underordnet rolle, forekommer mig ligesaa interessante som mange af de sensationelle historier, der fra retssalene i de store byer gjennem aviser bringes ud over verden, og ligesaa merkværdige som mange af de saakaldte detektivhistorier, der som frugter af opfindsomme forfatteres fantasiarbeide spredes ud blandt menneskene.

Jeg havde længe næret det ønske at kunne offentliggjøre en beretning om nogle af disse hændelser; hvad der afholdt mig, var forvisningen om, at Monk aldrig vilde give sit samtykke dertil. Jeg kjendte for godt hans skyhed ligeoverfor mennesker og rædsel for alt, der nærmede sig reklame.

Jeg vovede imidlertid en vakker dag, da vi sad fortrolig sammen, at tale om sagen. Ingen kunde blive mere forbauset end jeg, da Monk straks gav sit samtykke. Sine grunde hertil aabenbarede han i følgende ord:

«Tror du at kunne beskrive nogle af vore oplevelser saaledes, at folk gider læse det, saa gjerne for mig.

7Du ved, at aviserne har begyndt saa smaat at beære min person med sin opmerksomhed. Jeg gaar hver dag i angst for at overfaldes af en «interviewer». I ethvert fald er jeg ræd for, at en eller anden glubende reporter for en avis en vakker dag kommer til at fortrylle publikum med en græsselig skildring af mine bedrifter.

Ingen undgaar sin skjebne, og kan du komme dem i forkjøbet, saa vil jeg heller det. Du er da ialfald nogenlunde sandfærdig.

Kun maa du ikke forlange, at jeg skal gjennemlæse eller rette dit manuskript.»

I kraft af denne venlige tilladelse skrider jeg til saa sandfærdig jeg kan at fortælle nogle begivenheder, der knytter sig til en bankiers pengeskab og en pantelaaners frakke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Karl Monks oplevelser

Karl Monks oplevelser er første bok i en romanserie om privatdetektiven Karl Monk i Kristiania på slutten av 1800-tallet. Boken inneholder to kriminalhistorier: «Pantelaanerens frak» og «Bankierens pengeskab».

Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1897 (nb.no)

Les mer..

Om Fredrik Viller

Pseudonym for Christian Sparre.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.