Karl Monks oplevelser

av Fredrik Viller

Pantelaanerens frak


Første kapitel

109Et aar var rullet hen, siden de begivenheder fandt sted, som jeg nu har berettet.

En vinter, en vaar og en sommer. Den meste tid havde jeg været paa reiser, forretningsreiser og fornøielsesreiser eller begge dele kombineret, hvad jeg liker bedst af alt.

Den første ild den høst sprakede i ovnen, og Monk og jeg trak vore stole nærmere til den, da vi havde tændt vore cigarer og lavet os et glas.

Jeg besøgte for første gang efter hjemkomsten min ven og havde truffet ham livligere og mere oprømt, end jeg nogensinde havde seet ham.

«Nærer du fremdeles din gamle interesse for mit haandverk?» spurgte han; «jeg har havt et par indviklede sager denne vinter, som jeg tror vilde have interesseret dig; men eftersom jeg er en daarlig fortæller 110og dertil lunefuld, saa faar du vente med at høre nogen beretning, til aanden engang kommer over mig.»

«Godt, jeg skal være taalmodig; et maa du dog love mig, at jeg faar lov til at assistere dig som hidtil, hvis der i den nærmeste fremtid skulde forekomme noget tilfælde, hvor du har brug for en diskret og interesseret medhjælper.»

«Vær overbevist om, at jeg nok skal bruge dig.

Du gjør dig vist ingen idé om, hvilken fordel det er for en opdager at have en intelligent, sprogkyndig, godt udseende gentleman til sin raadighed, og dertil en med tekniske kundskaber.

I fem af ti tilfælde opstaar der vanskeligheder, fordi jeg hverken kan bruge min agent Kalberg – ja du kjender ham, den forhenværende detektivbetjent – eller mig selv. Kalberg, fordi hans synsfelt i visse henseender er meget indskrænket, og fordi han ikke kan spille en gentlemans rolle, mig selv, fordi ofte udfaldet beror paa, at jeg staar bag kulisserne og ikke viser mig paa scenen. Du forstaar?»

«Det glæder mig, at jeg kan være dig til nytte, jeg – – –»

En ringen paa entréklokken afbrød vor samtale, og Monk gik selv ud for at lukke op.

«Jeg har givet min pige fri iaften,» sagde han, idet han gik ud, «du faar undskylde.»

111Jeg hørte ham lukke entrédøren op og derpaa vise en person ind i sideværelset, hans egentlige audientsgemak.

Lidt efter stak han hodet ind gjennem døren til mig: «Kan du holde dig selv med selskab en stund? Min klient siger, at hun ikke skal opholde mig over en halv times tid. Bland dig et nyt glas! Cigarer finder du i kassen!»

Det var altsaa en dame! Jeg havde intet at gjøre og hensank i spekulationer om, hvorvidt hun var ung eller gammel, pen eller styg, og lignende. Derpaa vendte mine tanker sig til kvindekjønnet i sin almindelighed.

«Hvorfor er du aldrig saa forelsket, at du faar lyst til at gifte dig,» tænkte jeg. Blandt alle kvindelige bekjendtskaber, jeg havde havt, og midt i de ikke ganske faa forelskelser, jeg havde at opvise, var aldrig tanken paa giftermaal kommet mig ind paa livet. Det kom vel af, at medens jeg var blottende ung, havde kampen for at skaffe mig en uafhængig stilling i verden absorberet alle alvorligere tanker, og senere havde erfaringer og alt, hvad jeg i mit omskiftelige liv havde seet omkring mig, gjort mig ræd for det store hazardspil, hvor vi sætter vor livslykke ind paa et eneste kort, som vi ikke engang kjender værdien af, før spillet er begyndt og indsatsen vovet.

Disse betragtninger afbrødes af Monks indtræden:

112«Vil du hjælpe mig i en delikat og vanskelig sag, der først og fremst forudsætter, at du kan ofre nogle timer imorgen formiddag?»

«Ja,» svarede jeg uden betænkning, begjærlig efter atter at faa anledning til at følge Monk i hans, som det forekom mig, saa interessante arbeide.

«Godt! Da faar vi allerede begynde iaften.»

Han lukkede døren op til sideværelset: «Vil De behage at tage plads herinde, frøken? Jeg har desværre glemt at faa lagt i ovnen i mit kontor, og De har allerede siddet for længe i det kolde værelse.»

Jeg hørte en kvindelig stemme svare tak, en kjole raslede, og ind i værelset, hvor jeg sad, traadte en høi dame i mørk høstdragt og med slør for ansigtet.

Ved min hilsen fjernede hun imidlertid med en rask bevægelse sløret, besvarede min hilsen og satte sig i den stol, Monk trak frem til hende.

Det var en smuk dame. Jeg syntes det dengang, og jeg synes det endnu. Det er den smukkeste dame, jeg kjender. Hvorvidt andre er enige med mig, faar være det samme.

Hun var bleg og saa nedslaaet ud; men der var en ro og bestemthed i hendes bevægelser, som gav indtryk af et kraftigt legeme og en bestemt karakter uden at formindske det kvindelige og tilbageholdne i hendes fremtræden. Dragten var klædelig, enkel og sad som støbt paa hendes ranke skikkelse.

113Monk satte et glas og en karaffel vin paa bordet foran damen og skjænked i glasset: «Drik, frøken, De har siddet for længe i det kolde værelse og er vistnok i det hele taget noget overanstrengt. Et glas vin vil gjøre Dem godt. Naar man skal raadslaa om en vanskelig sag, maa legemet være kraftigt ligesom aanden.»

Jeg saa, at Monks maade at optræde paa – der var for anledningen en hensynsfuld og opmuntrende tone af gemytlighed i stemmen – virkede godt paa den unge dame. Hun smilte svagt og tømte glasset.

Jeg saa, at hendes blik flere gange ligesom undersøgende streifede mit ansigt.

«Jeg faar nok aabne konciliet,» sagde Monk.

«Den unge dame, som her sidder, er kommet for at raadføre sig med mig i en delikat og vigtig sag. Efter at have hørt hendes beretning har jeg erklæret hende, at jeg for at kunne udrette noget til hendes gavn – hvad jeg bestemt tror at kunne gjøre – behøver assistance af en anden person af mandkjønnet, og jeg har derfor bedt hende om tilladelse til at sætte dig ind i sagen. Hun har næret store betænkeligheder ved at gaa ind herpaa, idet hun er bange for, at hun for at forklare sagen maa berette ting, som vil være nedsættende for en person, der staar hende meget nær og er hende kjær.

Hertil har jeg, der allerede har hørt hendes historie, svaret, at det, hun fortæller, ikke paa nogen maade 114kan forringe nævnte person i hæderlige og sundt tænkende menneskers omdømme, og at jeg svarer for min vens diskretion som for min egen.

Jeg vil derfor opfordre frøknen til i min ven, Fredrik Villers nærvær paany at fortælle sin historie, forat han kan sættes istand til at yde den hjælp, som jeg vil bede ham om, og forat han kan faa sit personlige indtryk af Deres fortælling og ikke paa anden haand gjennem mig.»

Hun saa først lidt tvilende paa mig; men derpaa syntes hun at tage sin beslutning, og jeg hørte for første gang, men heldigvis ikke for sidste, hendes smukke, bløde stemme.

Den var i begyndelsen lidt usikker, men blev snart fast og klar og havde, naar hun omtalte personer, der stod hendes hjerte nær, saa blødt et tonefald, at jeg midt under beretningen greb mig i nogle profane funderinger over, hvor behageligt det maatte være at høre hende sige: «kjære Fredrik».

Dog jeg skal ikke oftere forstyrre mine læsere med den slags idioti, men heller lade Dem faa høre, hvad den «kjære» – om forladelse – den unge pige havde at fortælle.

«Mit navn er Klara Ring. Min far, konsul Ring, driver en temmelig stor fiskeexportforretning i en af vestlandets største byer. Han er, saavidt jeg ved, anseet saavel i sin egen by som udenfor som en driftig, 115hæderlig og heldig forretningsmand. Han har i mange aar været hædret med kommunale tillidshverv, og ved de sidste valg var det kun hans indstændige anmodninger om fritagelse, der forhindrede hans valg til stortingsrepresentant for vor by.

Jeg fortæller ikke dette bare, fordi jeg er stolt af min far, – det er jeg nok ogsaa, – men fordi det vil bidrage til at gjøre min beretning om den sag, der har bragt mig hid, forstaaeligere for Dem.

Vi lever nu i gode økonomiske omstændigheder, folk kalder os rige; men jeg ved, at det ikke altid har været saaledes. Da min mor døde for 8 aar siden, var det heller smaat for os.

Jeg var ikke gammel dengang – omkring 14 aar – men jeg var den ældste af os 5 søskende, og jeg forsøgte saa godt jeg kunde at være mor i huset. Far havde det smaat med kontorhjælp dengang, saa at jeg om aftenen førte hans bøger. Selv havde han saameget arbeide udendørs hele dagen, at han ikke orkede noget om aftenen.

Heraf kom det, at jeg blev min fars fortrolige hjælper i næsten alt, og at der mellem os har hersket et mere kameratsligt forhold, end tilfældet pleier at være mellem far og datter.

I de første aar efter min mors død merkede jeg mangen gang hos min far en sterk nedstemthed og mørk sindstilstand; men jeg troede altid, at det kom 116af sorgen over min mors død, som jeg ved, at han aldrig rigtig kan forvinde.

Imidlertid begyndte det at gaa bedre og bedre med min fars forretninger; han skaffede sig fuld kontorhjælp og en husbestyrerinde, og det blev besluttet, at jeg skulde tilbringe et par aar herinde i Kristiania for at bøde lidt paa min opdragelse, som var blevet noget forsømt i de første aar efter min mors død.

Jeg tilbragte 2 aar her i byen og kom ifjor atter hjem.

Da jeg saa min far igjen, forstod jeg straks, at det ikke stod godt til med ham; han saa daarlig ud, var indesluttet og taus og kunde til sine tider være saa nervøs og elendig, at jeg ordentlig var bange for hans forstand.

Først troede jeg, at det skrev sig fra økonomiske bekymringer, men jeg indsaa snart, at dette ikke var saa. Af alt, hvad jeg kunde merke, gik forretningen glimrende, og han udtalte sig ogsaa meget uforbeholdent herom til mig, hans forhenværende bogholder.

Jeg havde vel været hjemme et aar; da tog jeg mod til mig, og en aften, da jeg vidste, at min far var alene paa kontoret, opsøgte jeg ham der og bad ham fortælle mig, hvad der var iveien.

Det varede længe, før jeg kunde faa ham til at tale aabent med mig. Han slog det hen, forsøgte at sige mig, at intet var iveien, og bad mig ikke være bekymret for hans skyld.

117Men jeg gav mig ikke.

Jeg, der kjendte min far saa godt, forstod, at en svær bekymring trykkede ham, og trængte ind paa ham for at faa ham til at dele den med mig.

Endelig gav han efter, men først efter en sterk kamp, idet han troede, at det, han havde at fortælle mig, vilde berøve ham hans datters agtelse og kjærlighed. Vistnok opfatter ikke jeg hans handlinger saaledes; men jeg ved ikke, hvordan andre kan opfatte dem, og naar jeg nu har bestemt mig til ogsaa at indvie fremmede mennesker i min fars sørgelige hemmelighed, da er det i min yderste nød, og fordi jeg kun derved har haab om at kunne redde ham.

Jeg vil ikke forsøge at gjengive hans tilstaaelser med hans egne ord; det var ogsaa kun under mange afbrydelser fra hans side og tilskyndelser fra min, at jeg erfarede hele sagen. Jeg vil prøve at give mine herrer en saa grei og kortfattet fremstilling, som jeg formaar.»


Andet kapitel

«Da min far giftede sig, var han ansat som førstemand i konsul Isaksens forretning i vor by. Al hans stræben gik imidlertid ud paa at komme paa egne ben, og nogle aar efter, da den gamle konsul døde henvendte 118han sig til dennes søn, der ikke var stort ældre end ham selv, men som overtog forretningen efter sin far, med anmodning om hjælp for at kunne etablere sig selv.

Den afdøde konsul havde ofte givet min far løfte herom, og det var ogsaa grunden til, at han havde tjent ham saa længe; men den unge afslog det under paaskud af, at tiderne var daarlige o.l. Sandsynligvis var han bange for konkurrencen og havde desuden aldrig yndet min far; det lod til, at han var misundelig paa ham for den høie stjerne, han havde hos «Gamle konsulen», – saa kaldtes han af alle.

Min far brød imidlertid overtvert, fik laant nogle tusen kroner hos sin familie og aabnede egen forretning i samme branche, hvori han havde arbeidet i al sin tid.

Det gik dog ikke godt med hans forretning; han havde for liden kapital. Desuden lod hans forhenværende principal, den unge konsul, ingen leilighed gaa ubenyttet til at skade ham.

Dette kunde han let gjøre som chef for en konkurrerende forretning med gammelt godt navn og stor kapital.

Kun min fars store arbeidsomhed og dygtighed kunde holde ham over vandet.

Under disse forhold blev han meget forundret ved en dag at modtage besøg af konsulen og end mere forbauset over, at denne foreslog, at de sammen skulde 119gjøre en spekulationsforretning, hvortil pengene skulde skaffes tilveie af konsulen.

Min far, der forstod, at det var en lønnende forretning, men selv manglede kredit dertil, modtog tilbudet. Dette tilfælde fulgtes af mange lignende, og omendskjønt han snart opdagede konsulens hensigter, kunde han dog ikke løsrive sig eller forandre forholdet.

Sagen var, at saasom konsulen altid skaffede pengene eller krediten, gik ogsaa størsteparten af fortjenesten til ham. Min far sank ned til kun at blive et slags agent eller kommissionær for det store hus.

Konsulen havde skaffet sig en konkurrent fra halsen, paa samme tid som han drog fordelen af min fars store dygtighed og varekundskab.

Vanskeligheden ved at komme fra det hele var saa meget større, som konsulen altid sørgede for at have min fars navn paa papirer, som han selv indløste, hvorved han altid kunde true ham med konkurs, ifald han forsøgte at løsrive sig.

Dog vilde vistnok selv ikke denne udsigt i længden have kunnet holde min far tilbage, hvis der ikke var kommet en anden omstændighed til.

Min mor, der allerede længe havde været sygelig, blev stadig daarligere, og han vidste, at enhver pludselig eller sørgelig begivenhed kunde volde hendes død. Kun en rolig og sorgløs tilværelse kunde redde hende eller frembringe en heldig vending i hendes sygdom.

120Jeg har før fortalt, at han fik et laan paa nogle tusen af en slegtning, dengang han etablerede sig.

Denne slegtning døde, og arvingerne fordrede summen udbetalt.

Min far krøb til korset og gik til konsulen. Men denne afslog rent ud at hjælpe ham. Han mindede ham endog om et par veksler, som han havde i sin besiddelse, og hvorpaa min fars navn stod.

«De ved godt, at De i de sidste aar ved mig har tjent ti gange saameget, som disse veksler beløber sig til,» svarede min far.

Følgen heraf var, at konsulen viste ham døren og sendte vekslen til en inkassator. Han forstod nu, at min fars konkurs var sikker, og at han paa den maade vilde blive kvit ham.

«Jeg var fortvilet,» sagde min far; «havde jeg kun havt mig selv at tænke paa eller kun mine børn, da vilde jeg uden betænkning og uden større bekymring have opgivet mit bo og søgt mig en virkekreds andetsteds.

Jeg var i min bedste alder og vant til strengt arbeide fra barndommen af. Jeg tviler ikke paa, at jeg nok skulde have erhvervet brødet til mig og mine og tilbagebetalt mine kreditorer.

Men denne udvei, dette forsøg var mig afskaaret; jeg vidste, at det vilde være det samme som din mors død.»

121Ja! jeg, som kjender min far, ved, at han vilde have mødt ulykken som en mand, hvis han kun havde havt sig selv og sine børn at tænke paa, og jeg ber Dem, mine herrer, tro det samme.

Men, som sagt, denne udvei var ham stængt, og i sin store nød tyede han til, hvad man kalder en uærlig handling. Han skrev en falsk veksel paa et større beløb. Det navn, han satte paa vekslen, var konsulens, saasom folk var vant til at se deres navne paa samme papir, og det derfor ikke vilde vække mistanke.

Han turde imidlertid ikke anbringe vekslen i vor by, men reiste ind til Kristiania med den, hvor han dog ikke anbragte den i nogen bank, idet han dels var bange for, at denne efter sædvane skulde melde anbringelsen til konsulen, dels følte han en frygtelig modvilje for ligesom i fuldt dagslys at udøve sit falskneri. Nei, han sneg sig op til en mand, som han af omtale kjendte som en temmelig smudsig aagerkarl og pantelaaner.

Denne mand tog vekslen og bød ham 75 % af dens paalydende for den.

Sandsynligvis har han allerede dengang forstaaet, at papiret var falskt; men hans menneskekundskab har forvisset ham om, at den sikkerlig vilde blive fuldt indfriet.

Med disse penge reiste min far hjem. De satte ham istand til ialfald foreløbig at tilfredsstille kreditorerne. Resten anvendte han til en større, men vovelig handelsspekulation.

122Denne lykkedes, og endnu før forfaldstid kunde han sende det fulde beløb ind til aagerkarlen, der havde kjøbt hans veksel.

Man kan forstaa, med hvilken utaalmodighed han ventede paa atter at holde det skjebnesvangre papir i sine hænder for at kunne tilintetgjøre det. Han afventede som i feber Kristianiapostens ankomst, og da den kom, søgte han ud et brev og styrtede med det ind paa sit kontor.

Det var ganske rigtigt fra aagerkarlen, det indeholdt ogsaa erkjendelse for modtagelsen af beløbet; men – vekslen kunde han desværre ikke sende, da han havde forlagt den og ikke havde kunnet finde den trods de ihærdigste undersøgelser. Han lovede at fortsætte disse, og selv om papiret ikke skulde komme tilstede, var der ingen skade skeet, saasom vekslen ikke var forsynet med hans endossement og saaledes ikke kunde benyttes af andre.

Min far fik straks en forudfølelse af, hvad der skulde komme, om han end ikke kunde ane, hvor hjerteløst hans feil vilde blive udnyttet, og hvorledes hans liv derved skulde blive forpestet.

Imidlertid gik det stadig bedre og bedre med hans forretninger, og han kunde snart ikke alene betale sin gjæld, men helt frigjøre sig fra forbindelsen med konsulen. Men paa samme tid gik det ogsaa tilbage med min mors helbred, og knapt et aar efter de begivenheder, jeg nu har fortalt, døde hun.

123Medens min far endnu var nedtrykt af sorg over dette tab, modtog han en dag et ligesaa uventet som ubehageligt besøg paa sit kontor. Det var den tidligere omtalte aagerkarl fra Kristiania.

Kommen i enrum med min far underrettede han denne om, at han var i besiddelse af vekslen, at han vidste, at denne var falsk; men at han vilde bevare taushed mod udbetaling af en pengesum.

Dette var begyndelsen. Senere har han i aarenes løb presset store summer af ham, større og større, eftersom han bragte i erfaring, at forretningen gik godt, og at de kunde skaffes tilveie.

Trods dette er det ikke lykkedes min far at komme i besiddelse af det skjebnesvangre papir. Blodsugeren negter rent ud at udlevere det mod hvilkensomhelst sum.

Hans rykkerbreve indtræffer et par gange om aaret, men er saa forsigtig affattede, at han vistnok ikke kunde tiltales for pengeudpresning, selv om sagen blev offentliggjort.

Hans trusel er, hvis pengene udeblir, da at sende vekslen til konsul Isaksen.

For at forstaa, hvad denne trusel har at sige, maa man vide, at eftersom min fars forretning er gaaet frem, er konsulens gaaet tilbage. Han lever nu kun paa stumperne af det gamle hus’s glans og vilde have været ruineret for lang tid siden, hvis min far ikke havde støttet ham.

124Trods dette, eller netop herfor, bevarer han et uforsonligt nag og had mod min far, et nag, som har existeret ligefra begges ungdom, og som er steget til det høieste, eftersom forholdene i tidernes løb har artet sig.

Den falske veksel i hans haand vilde være min fars ruin, den vilde blive udnyttet til det yderste, skaanselløst og uden betænkning.

Se, dette var min fars hemmelighed, og intet under, at den undergraver hans kræfter og helbred. Foruden den stadige usikkerhed og spænding, – tænk, om aagerkarlen f. ex. døde, og vekslen blev fundet hos ham, – kom endnu, at dennes fordringer i den senere tid var blevne saa store, at det kun var med vanskelighed de kunde tilfredsstilles.

«Det er grunden til, at jeg, trods mine heldige spekulationer, aldrig har kunnet lægge noget tilside.» fortsatte han, «og skal det gaa saaledes fremdeles, kan ikke forretningen bære saa store kontante udbetalinger. Havde det ikke været af hensyn til dig og dine søskende, er jeg bange for, at jeg for lang tid siden selv havde gjort ende paa et liv, som kun er mig en byrde.»

I kan forstaa, mine herrer, hvor rystet jeg blev ved min fars ord. Jeg forstod, at her maatte hurtig hjælp bringes, hvis det ikke skulde blive for sent.

Jeg vil ikke forhale tiden med fortælling om, hvilke overtalelser jeg anvendte for at faa min vilje igjennem, 125og hvilken modstand jeg havde at overvinde, før jeg fik min fars samtykke til at reise ind til Kristiania for at søge at faa papiret ud af aagerkarlens hænder enten med det onde eller det gode.

Jeg medbragte en anvisning paa kreditbanken, lydende paa en stor pengesum, alt hvad vi for tiden kan opdrive i kontanter. Men skulde det ikke paa nogen maade lykkes mig at faa kjøbt papiret af blodsugeren, da var det allerede fra først af min mening at henvende mig til Dem, hr. Monk, om hvis kløgt og hjælpsomhed jeg har læst saa meget i aviserne.

Nu skal De faa høre, hvilken merkelig vending sagen har taget, og hvilket forunderligt udfald mit besøg hos aagerkarlen har faaet. – Desværre, jeg er bange for, at hvad jeg hidtil har gjort, kun har forværret min stakkels fars stilling.

Jeg ved ikke, hvorledes jeg atter skulde kunne vise mig for ham, hvis ikke De, hr. Monk, kan hjælpe mig til at oprette, hvad jeg har gjort galt.»


Tredje kapitel

«Jeg kom hid til Kristiania søndag eftermiddag og tog ind i Anna Kures privathotel i Kirkegaden. Allerede mandag morgen gik jeg afsted for at prøve, hvad jeg kunde udrette hos aagerkarlen.

126Hans navn er Severinus Abrahamsen, og han bor ude i Oslo i Bispegaden. Adressen kjendte jeg.

Jeg fandt meget let nummeret. Det var et nogenlunde stort 3-etages nyt murhus, en saadan leiekaserne med en hel del mindre leiligheder, mange i hver etage.

I porten befandt sig et skilt, hvorpaa kun stod med malede bogstaver «S. Abrahamsen 3dje etage tilhøire».

Trapperne var skidne, og vinduerne i trappegangen overtrukne med smuds, saa der herskede tusmørke istedetfor lys.

Kommen op i 3dje etage fandt jeg atter navnet Abrahamsen udenfor en liden entré. Dennegang var der nedenfor navnet tilføiet: «Pantelaanerforretning».

Døren til den lille mørke entré stod aaben. Jeg gik ind og aabnede døren ret frem.

Det værelse, jeg nu kom ind i, havde vinduer til gaden. Det var afdelt med en skranke.

Indenfor denne skranke var værelset opfyldt med masser af gjenstande, formodentlig saadanne, som var sat i pant. Gangklæder, sengklæder, verktøi, geværer, velocipeder, violiner, paraplyer, parasoller, pelser, kort sagt alle slags gjenstande, som mennesker kan bære med sig.

Ved en høi sort pult stod en fedtet ung mand og skrev i en kjæmpestor protokol. Jeg tror aldrig, jeg har seet saa stor bog.

127Jeg befandt mig frygtelig ilde tilmode; men ønsket om at kunne gjøre noget for min far holdt mig oppe, og jeg længtes ordentlig efter at faa tag i aagerkarlen.

Jeg spurgte den blege yngling efter «hr. Abrahamsen».

Først da han hørte min stemme, saa han op og begyndte at betragte mig med et frækt og nysgjerrigt blik.

Jeg gjentog mit spørgsmaal.

«Har De noget at sætte, saa skal nok jeg expedere Dem,» svarte han endelig med et opmuntrende nik. «De behøver ikke at henvende Dem til principalen for det.»

«Jeg maa tale med Deres principal,» sagde jeg alvorligt; «hvis han ikke er hjemme nu, saa er De maaske saa god at sige mig, naar han er at træffe.»

«Jovist er han hjemme, jo; men jeg trodde ikke, det var nødvendigt at tale med ham selv. Jeg ska si Dem, di fleste damer liker bedst at træffe mig her; da gaar det altid saa glat, ser Di.»

Han kastede først et opmuntrende blik til sig selv i et gammelt speil og dernæst et lignende til mig og traadte nær hen til skranken.

Jeg bad ham paany skaffe mig hr. principalen i tale, og endelig bekvemmede han sig til at gaa bort til den ene af de to døre tilhøire, efterat han først havde gaaet igjennem skranken ind paa den side, hvor jeg stod.

128Straks efter kom han tilbage og stillede sig ved sin pult uden at sige noget. I det samme gik den anden af de to døre op, og ind i værelset traadte en svær, bredskuldret, men noget bøiet skikkelse. Det var pantelaaneren selv.

Han var iført en meget luvslidt, lurvet dragt.

Han lod til at være en 60 aar gammel, men kraftig for sin alder, sort haar og skjeg, det sidste lidt graasprengt, en stor, kjødfuld næse. Øinene smaa og mørkebrune, blikket stikkende og ubehageligt.

Efter at have betragtet mig nogle sekunder aabnede han skranken og viste mig ind gjennem døren til høire.

Det værelse, jeg kom ind i, vendte ligeledes til gaden; det var temmelig lyst; thi der manglede gardiner for vinduerne; men møblementet var i høi grad mangfoldigt. Det bestod øiensynlig af møbler, som var pantsatte; thi under taget hang flere lysekroner og hængelamper, medens alle vægge var optagne af kommoder, chiffonierer, konsolspeiler, taffelure o.l.

Midt paa gulvet var levnet aaben en gang, der strakte sig tvers igjennem værelset fra den dør, gjennem hvilken jeg var kommet, og bort til den anden dør, der ledede til et tredie værelse, ligeledes til gaden og i flugt med de to andre.

Midt igjennem det opdyngede husgeraad førte ogsaa her en ryddet strækning ind til et værelse tilhøire, altsaa mod gaarden.

129Ved min indtrædelse merkede jeg gjennem den aabenstaaende dør en pukkelrygget liden mand, der sad og skrev ved en gammel pult.

Aagerkarlen gik straks hen og lukkede denne dør, saa at jeg ikke engang fik se den lilles ansigt.

Vi blev staaende paa det aabne rum midt i værelset, pantelaaneren med hænderne støttet mod et gammelt skrivebord, der stod foran ham.

«Naa, frøken, har De noget at tale med mig om?»

Jeg stammede et øieblik og kunde ikke faa et ord frem. Der var noget saa ækelt i den gamle pantelaaners hele ydre og i hans lurende blik, at det ordentlig tog veiret fra mig.

«Er det kanske noget, som De ønsker at anbringe hos mig? Jeg vil bare sige Dem, at jeg har svært ondt for kontanter, saa meget kan jeg ikke give, hvad det saa er.»

«Nei!» svarede jeg, «jeg ønsker ikke at sælge noget eller pantsætte noget, jeg ønsker at kjøbe noget af Dem – og betale godt.»

Efterhvert som jeg talte, blev jeg rolig og følte, at min stemme blev fast.

Pantelaaneren betragtede mig opmerksomt: «Ja, ja, lad os bare faa høre, hvad det er; vi skal nok blive enige; jeg er rimelig baade i kjøb og salg.»

«De ved vist, hvad sagen dreier sig om, naar De faar høre mit navn; jeg heder frøken Klara Ring og er datter af grosserer Ring i ….sund.»

130«Jasaa naa, ja det var nok det, jeg kunde skjønne, at jeg havde en fin dame for mig – og af rige forældre,» – tilføiede han med et blik, der ordentlig gjorde mig kvalm.

«Vi skal ikke kaste tiden bort med sludder,» sagde jeg saa bestemt, jeg kunde. «Jeg er kommet her paa min fars vegne for at kjøbe af Dem et papir, som egentlig tilhører min far, og som De urettelig har tilbageholdt.»

«Hvorfor henvender ikke Deres far sig til politiet, hvis jeg har taget noget fra ham, som De siger?» var svaret, og et lumsk smil spillede om hans læber.

«Lad os komme til sagen,» svarede jeg atter saa roligt som muligt. «De kan forstaa, at det kan ikke længere gaa paa den maade som hidtil. Forstaar De ikke, at min far plages tildøde? Findes der da ikke medlidenhed i Deres hjerte mod en mand, der har gjort et feiltrin, ikke for sin egen skyld, men for at beskytte dem, der stod hans hjerte nær.»

«Deres far og jeg har hidtil kommet godt ud af det med hinanden, frøken, og det kan umuligt være ham, som har sendt Dem til mig. Har han nogensinde gjort noget galt, som De siger, saa er han vel mand for at staa ved det.»

Hans kolde spot opirrede mig til det yderste. Havde jeg havt en revolver i haanden, tror jeg, jeg havde skudt ham ned paa stedet. Men jeg betvang 131mig saa godt, jeg kunde. Skulde jeg kunne udrette noget for min far, saa maatte jeg bevare min selvbeherskelse.

«Jeg forstaar,» sagde jeg, «at medlidenhed og den slags hjertets følelser er Dem ubekjendte. Jeg skal heller ikke mere forsøge denne vei.

Imidlertid bør Deres forretningsaand sige Dem, at De bør benytte Dem af det forslag, jeg herved gjør Dem.

Hvis De her paa stedet overgiver mig den ulyksalige veksel, saa giver jeg Dem ligeledes her paa stedet en anvisning paa treti tusen kroner. Negter De dette, da resikerer De, at min far endelig taber taalmodigheden og enten begaar en fortvilet handling eller finder sig i, hvad der maatte følge af ikke længer at betale for Deres taushed.»

«Treti tusen kroner er en pen sum, frøken. Deres far kan altsaa afse saa meget paa en gang; han maa tjene mere, end jeg havde troet, og jeg skal erindre det. Jeg havde netop tænkt i disse dage at sende ham en liden «forglemmigei».

Forresten, hvor smuk sum det end er, saa er jeg dog sikker paa, at der ogsaa findes en anden, der vilde betale ligemeget; jeg mener Deres fars gode ven og nabo konsul Isaksen. Vistnok er det i den senere tid gaaet svært tilbage med hans forretning og formue; men jeg tror dog, han kunde præstere pengene i et saa 132veldædigt øiemed; især da det kun maa betragtes som driftsudgifter, idet det vilde skaffe ham af med den konkurrence, der ene holder ham nede.»

«Hvad vil De have? Nævn summen, som De vil sælge den for.»

«Lad os ikke mere tale derom, frøken. Jeg tænker, det er bedst, at Deres far og jeg fortsætter vor forretningsforbindelse som før.

Imidlertid kunde De nok gjøre noget for at skaffe Deres far billigere konditioner. Kunde De ikke komme herop i eftermiddag efter kl. 7, naar jeg har lukket butikken og kontoret, saa skal vi snakke sammen. Jeg har gudskelov ikke tjenestepige eller saadant noget i huset, saa vi kan være ganske ugenerte.»

Han traadte nærmere med et afskyeligt smil og udstrakte sin store, skidne haand.

Jeg havde den største lyst til at springe ud af døren saa hurtig som muligt; men følelsen af, at jeg intet havde udrettet, greb mig saa mægtig, at jeg betvang mig, og for endnu ikke at opgive sagen fandt jeg i hast paa en udvei for ialfald at forhale afgjørelsen.

«Nei!» svarede jeg med saa stor ro, som jeg kunde opdrive, «jeg sætter ikke mere min fod paa dette sted. De faar tage Deres bestemmelse nu. Betænk, at det er en stor sum, jeg byder Dem, og at De resikerer intet at faa, hvis De ikke modtager mit tilbud.

Naar jeg kommer hjem, vil jeg anvende al min 133overtalelse for at faa min far til at trodse Dem og ikke længer betale for Deres taushed.

Vi er ikke engang sikre paa, at De er i besiddelse af vekslen. Sandsynligvis var det sandhed, hvad De først skrev, at De havde forlagt den og ikke mere kunde finde den.»

Jeg ved ikke, hvilken indskydelse det var, som drev mig til disse sidste ord – de fik imidlertid skjebnesvangre følger, om til det onde eller gode ved jeg endnu ikke.

Den første følge var, at pantelaaneren uden at sige et ord gik ind i det næste værelse. Gjennem døren, som han lod staa aaben, saa jeg ham gaa bort til et almindeligt jern-pengeskab, der stod paa væggen lige imod mig.

Af lommen tog han op et anseligt nøgleknippe, laaste skabet op, aabnede en liden jernskuffe og tog deraf op et papir, som han kom tilbage med i værelset, hvor jeg stod.

Han lagde papiret ned paa bordet imellem os, foldede det ud og, medens hans store, graagule haand forsigtig bedækkede halvdelen af det, pegte han med den anden haands smudsige pegefinger paa skrifttrækkene:

«Jasaa naa! Saa De tror, at jeg har mistet papiret. Nei, pene frøken!

Se her – ja, De behøver ikke at komme altfor nær, det er kostbare sager! – Her staar tvers over:

134Accepteret
betalbar Kristiania
I. M. Isaksen.

Godt skrevet! ikke sandt! Jeg tænker, konsul Isaksen skulde gjøre store øine, naar han fik se det papir.»

Jeg stirrede paa det med tungt hjerte og grebes derpaa af raseri mod kjeltringen. Havde jeg været en mand, havde jeg sikkerlig kastet mig over ham og taget papiret fra ham eller dræbt ham.

Han saa vistnok i mine øine, hvad der foregik i mig; thi han lagde ogsaa den anden haand over vekslen og trak den pludselig bort fra bordet.

Han beholdt den sammenlagt indeni den venstre haand, som han lukkede over den.

«De kommer en dag til at angre, hvad De gjør mod min stakkels far, som aldrig har gjort Dem noget ondt.»

«Forretninger er forretninger, frøken, og man resikerer jo noget af hvert, naar man bruger andre folks navne. Men De faar undskylde, jeg har nok ikke længer tid til at passiare.»

I de sidste par minutter havde der hersket temmelig megen støi ude i pantelaanerbutikken.

Det hørtes som en fuld mands vrede stemme, der bandede og skjeldte, og som om nogen talte beroligende til ham.

135Larmen blev hurtig værre og værre; det hørtes ud, som om den fulde mand begyndte med næverne at bearbeide forskjellige af de gjenstande, hvoraf værelset var opfyldt.

Den blege ynglings ansigt viste sig i døren:

«Her er en fuld mand, som gaar grasat; han bander paa, at De har snydt ham, og nu vil han slaa istykker alt, som findes i sjappen. Jeg greier ‘n ikke alene!»

«Jeg skal snart faa ‘n ud,» svarede pantelaaneren hurtig, og naar man saa paa hans svære, plumpe skikkelse med de runde, ludende skuldre, kunde man ikke ønske at være i den fulde mands sted.

«Kom her, frøken, fort! saa skal jeg lukke Dem ud den anden vei.»

Han gik hurtig foran ind i næste værelse, der hvor han havde hentet vekslen, og vinkede mig med sig. Der var en dør tilhøire, som stod aaben. Den førte ud til et slags kjøkken, der dog ikke lod til at benyttes som saadant. Pantelaaneren havde vistnok omgjort det til soveværelse for sig selv, idet alle de andre værelser var fulde af alskens gjenstande, som jeg før har omtalt.

Først gik han bort til jernskabet og lagde det kostbare papir paa plads. Jeg fulgte det med øinene.

Imidlertid blev larmen inde i pantelaanerkontoret værre og værre. Der hørtes lyd som af knust glas.

136Pantelaaneren smeldte skabet igjen og drog mig ud gjennem kjøkkenet, laaste døren op og stødte mig udenfor paa en temmelig ublid maade.

Jeg stod paa trappeafsatsen i husets kjøkkenopgang. Nøglen blev atter dreiet omkring paa indsiden af døren, og tunge skridt fjernede sig i sprang. Jeg var saa ulykkelig og fortvilet over, at mit foretagende var mislykket, totalt mislykket, at jeg en stund følte mig aldeles kraftesløs.

Jeg støttede mig mod dørposten og kunde ikke bekvemme mig til at gaa. Inde i det andet værelse, kun nogle skridt fra mig, laa det skjebnesvangre papir, som var saa kostbart for mig. Den ene tanke greb den anden: kunde jeg bare komme ind igjennem kjøkkendøren! Pantelaaneren havde ladet nøgleknippet staa i jernskabet; det huskede jeg tydelig. Jeg lagde haanden paa dørklinken. Døren gav efter; jeg næsten faldt ind i værelset, saa uforberedt var jeg herpaa. Han maa i hastverket kun have dreiet nøglen halvt om.

Kun et øieblik behøvede jeg for at fatte mig: der stod skabet med nøglen i og nøgleknippet hængende ved!

Jeg listede mig ind og henimod det. Larmen vedvarede værre end nogensinde i det yderste værelse; men jeg saa ikke engang i den retning.

Alle de øvrige begivenheder den dag staar saa klart og tydeligt for mig; men jeg husker 137lidet til, hvordan jeg aabnede skabet og fandt frem papiret.

Det kan ikke have taget lang tid, før jeg atter stod foran døren ud til trappegangen med bankende hjerte og rystende knær, men med det kostbare papir sammenklemt i min venstre haand.

Jeg strakte netop min høire ud for at aabne døren – da gik denne op af sig selv – aabnede sig ganske langsomt. Jeg traadte uvilkaarlig tilbage, og det var mere ved tilfælde end beregning fra min side, at jeg kom til at befinde mig bag døren og skjult for den, der aabnede den. Jeg klemte mig op imod væggen og ind imellem nogle klæder, som hang der.

En frygtelig tanke for igjennem mig: du blir grebet – grebet som en tyv, hvis papiret findes hos dig. Min famlende haand søgte et skjulested og fandt et; jeg puttede papiret ind og dybt ned i en lomme i de klædningsstykker, blandt hvilke jeg stod indeklemt.

Døren var imidlertid blevet staaende aaben, uden at nogen traadte ind; dog hørte jeg aandedræt og sagte hosten som af en person, der stod paa tærsklen.

Larmen vedvarede fra de ydre værelser, og personen trak atter døren til sig uden at træde ind.

Jeg styrtede midt frem paa gulvet i værelset og lyttede forfærdet.

138Spektaklet derudefra stansede pludselig, og jeg hørte døren fra det yderste værelse blive aabnet og pantelaanerens tunge trin.

En navnløs frygt greb mig; jeg tænkte paa intet andet end at komme afsted. Jeg for ud af døren og ned af trapperne saa hurtig, som mine ben kunde bære mig. I anden etage passerede jeg en ung mand, som saa forbauset efter mig. Det var vel ham, som havde aabnet døren uden at gaa ind.

Jeg tror, jeg sprang hele veien; thi da jeg kom paa mit værelse i hotellet, faldt jeg næsten overende af træthed og overanstrengelse.

Ja, jeg har ikke stort mere at tilføie. Det kan jo ikke gavne noget at omtale alle de bebreidelser, jeg har gjort mig selv; jeg, som har holdt papiret i min haand og saa atter ladet det komme fra mig.

De ser lidt forundret paa mig. De mener formodentlig, at hvad jeg burde skamme mig over og bebreide mig, det er, at jeg har optraadt som tyv! forsøgt at stjæle papiret fra pantelaaneren; men det siger jeg, at derover skammer jeg mig ikke.

Papiret er ikke pantelaanerens eiendom, og selv om det var: naar han gjør en saadan brug af det, naar han piner og plager en stakkels mand, der for lang tid siden har sonet sin synd, for selv at berige sig, da kan det ikke være urigtigt at berøve ham redskabet, hvormed 139han udøver sine umenneskeligheder, selv om det er med vold eller list.»

Jeg sprang op fra min stol:

«Det er saa langt fra, frøken, at jeg nærer nogen ufordelagtig mening om Dem eller Deres far. Tvertimod, hvad ham angaar, forstaar jeg af, hvad De har fortalt os om ham, at han er en hædersmand, som har opofret sig for andre. Og hvad Dem angaar, da har jeg endnu aldrig truffet nogen dame, som … som …»

Jeg har aldrig været nogen taler, og jeg opdagede for sent, at jeg var kommet paa glat is, og endnu værre blev det for mig at fortsætte, da jeg saa den unge dame pludselig blive rød og se ned paa gulvet.

Monk reddede imidlertid situationen:

«Frøkenen har visselig fortjent en kompliment for den kjække optræden, og vi behøver vel neppe at sige, at vi i enhver henseende billiger Deres forsøg paa at faa fat paa papiret. Men her gjælder det ikke at tabe tid, og jeg maa først og fremst bede Dem om at fuldføre Deres fortælling.

Senere kommer jeg til at gjøre Dem nogle spørgsmaal.»


Fjerde kapitel

140«Jeg har nok ikke stort mere at tilføie,» sagde den unge dame. «Siden begivenhederne igaar har jeg været saa nedtrykt og raadløs, at jeg knapt ved, hvordan tiden er gaaet.

Jeg burde maaske straks have gaaet til Dem, hr. Monk, men jeg har, som De kan forstaa, kviet mig i det længste for at indvie fremmede i min fars sørgelige hemmelighed. Det var først iaften, at jeg endelig tog mod til mig og gik hidop. Tiden siden igaar formiddag har jeg næsten udelukkende tilbragt med at spasere gjennem gaderne. En temmelig ubehagelig hodepine har gjort mig opholdet inden døre næsten uudholdeligt.»

Hun lagde formodentlig merke til vore deltagende blikke, for hun tilføiede straks:

«Forresten er jeg nu betydelig bedre, ja næsten bra; det har gjort mig saa godt at træffe venlige og hensynsfulde mennesker.

En ting maa jeg forresten omtale: Det har flere gange baade igaar og idag faldt mig ind – maaske det bare er en indbildning paa grund af min lidt nervøse tilstand – at jeg blev forfulgt og iagttaget af nogen. Straks før jeg gik ind her, passerede en person flere gange ligesom tilfeldig forbi mig og betragtede mig opmerksomt.

141Det var en lav, pukkelrygget mand, og jeg syntes tydeligt, at det var den samme pukkelryggede skriver, som jeg saa et glimt af i det andet værelse under mit besøg hos pantelaaneren.

Følelsen af at blive iagttaget paakom mig igaar, da jeg efter at have hvilt mig lidt ud i hotellet atter gik ud for i den friske luft at blive kvit min hodepine.

Nu tror jeg ikke, at jeg har mere at fortælle.»

«Godt, saa er det min tur til at spørge,» sagde Monk paa sin lune, beroligende maade; «det vil sige, hvis frøkenen er oplagt til at svare mig.»

«Javist er jeg oplagt,» sagde den kjække pige ivrigt, «De maa endelig ikke tro, at De har et saa svageligt væsen for Dem, at jeg ikke skulde ville gjøre mit for om muligt at oprette min feil. Bare jeg kunde gjøre noget! Tror De, der er nogen udsigt for mig til atter at faa papiret i min haand?»

«Det er noget tidligt at svare paa det spørgsmaal, frøken, men saa meget kan jeg sige Dem, at De ingen grund har endnu til at mistvile om, at Deres forehavende vil lykkes. Tager jeg ikke meget feil, saa ligger papiret der, hvor De har lagt det.

De har allerede udrettet meget ved at faa det ud af jernskabet. Nu blir det vor tur at faa det ud af huset. Ikke sandt, Fredrik?»

Jeg forsikrede med stor, ja meget stor varme, at jeg vilde gjøre alt for at hjælpe den unge dame; men 142den ubarmhjertige Monk afbrød mig igjen og udbad sig kort min tilladelse til at gjøre sin klient nogle spørgsmaal:

«Tror De, at De kunde give os et lidet blyantsrids af pantelaanerens leilighed og værelsernes indbyrdes beliggenhed. Her er blyant og papir, vil De forsøge?»

Hun tog hurtig og beredvillig blyanten og papiret. «Se, her har jeg givet værelserne hvert sit bogstav.

E. er entréen. A. værelset med skranken tvers over. B. er værelset, hvor jeg havde min samtale med pantelaaneren. C. det, hvor jeg skimtede den pukkelryggede skriver. D. er værelset, hvor skabet stod. Dette har jeg merket med G. F. er soveværelset, det oprindelige kjøkken, hvorfra døren gik ud til bagtrappen.

Jeg har sat en K. paa det sted, hvor de klædningsstykker hang, som jeg har talt om.»

I kortere tid, end jeg kan fortælle det, havde hun tegnet skitsen op og forsynet den med bogstaver. Hun skjød den hen paa bordet, og vi bøiede os over den alle tre.

«Død og pine,» tænkte jeg, «en, der har saa hurtig opfatning, saa god hukommelse og saa ypperlig fremstillingsevne, maatte kunne gjøre det godt som ingeniør,» og jeg har vel ogsaa sagt noget lignende; thi for første gang hørte jeg hende slaa op en liden latter.

«Der skal vel ikke stort til for at tegne op nogle streger, og hvad hukommelsen angaar, saa maatte jeg 143vel kunne erindre skuepladsen for den eneste merkelige begivenhed i mit liv.»

«Ikke destomindre kjender jeg kun faa, som kunde gjøre Dem det efter,» gav Monk sit besyv med, «og sikkert er det, at det vil lette mit arbeide betydeligt.»

Monk havde en egen gedigen maade at komplimentere paa, som jeg først idag lagde merke til. Hvad jeg sagde til den unge dames pris, forekom hende sikkerlig som flau smiger. Det ærgrede mig lidt.

«Men nu kommer mine spørgsmaal,» begyndte Monk. «Det klædningsstykke, som De omtalte, og hvori De gjemte papiret – tillad mig i parentes at bemerke, at den ting, at De efterlod papiret der og ikke søgte at faa det igjen, maaske vil redde Deres sag; havde De givet Dem tid til atter at tage det ud, vilde sandsynligvis pantelaaneren have overrasket Dem og … ja, De kan selv slutte Dem til resten –. Men hvad jeg vilde spørge om: Hvordan saa det ud?

Var det et mandligt stykke eller et kvindeplag?

Tror De, det er et stykke pantegods, eller at det hører til hr. Abrahamsens egen garderobe?»

«Det var, saavidt jeg skjønner, en sort eller ialfald mørk herrefrak. Stoffet var temmelig glat og haardt at føle paa. I de øvrige værelser hang der en mængde klædningsstykker; men i dette, der gav indtryk af at være pantelaanerens sovekammer, lagde jeg ikke merke 144til andre plag, saa jeg formoder, det var hans egne de, der hang bag døren.»

«Hang der flere plag? I hvilken lomme stopped De papiret?»

«Kun en to-tre stykker. Sandsynligvis benklæder, frakke og vest. Det var i frakken, jeg lagde papiret, men jeg kan umulig sige, i hvilken lomme.»

«Jeg antager, at De holdt haanden omtrent i høide med Deres eget liv; deraf kan sluttes, at det var i en af baglommerne. Havde det været i en af brystlommerne, maatte De have strukket haanden op i høide med Deres hoved.

Jeg gaar ud fra, at frakken hang saa høit, som en mand pleier at hænge sit tøi.»

«Ja, ganske rigtig; naar De paa den maade opfrisker min hukommelse, saa husker jeg temmelig sikkert, at jeg med haanden famlede ret ud for mig, og at den for ned i en meget dyb lomme.»

«Godt! saa har vi altsaa papiret i baglommen paa hr. Abrahamsens luvslidte søndagsbonjour. Det er altid bedre end at have det i hans jernskab.»

«Men hvor let kan han ikke finde det? Havde jeg bare faaet gjemt det et andet sted!»

«Nei, det maa De ikke beklage. Det sted, hvor papiret er, blir det sidste sted, han kommer til at lede efter det, selv om han har opdaget, at det er væk, hvilket er tvilsomt.

145Vi har al grund til at være fornøiet med skjulestedet.

Idag har vi tirsdag. Vi har altsaa 4 dage til at arbeide i. Vær forvisset om, at en gnier som hr. Abrahamsen ikke tager sin helligdagsfrak paa før søndag morgen.»

Baade frøkenen og jeg maatte smile.

Jeg kunde se, hvordan Monks maade at tage sagen paa virkede beroligende og opmuntrende paa den unge dame.

Det vilde ogsaa have været besynderligt, om saa ikke var tilfældet. Jeg saa hendes øine hvile paa hans ansigt; det forraadte, hvad der boede i manden: kraft, klogskab og hjertelag.

«Under Deres besøg hos aagerkarlen saa De jo ikke stort til den pukkelryggede skriver, som De tror senere har udspeidet Dem?» var Monks næste spørgsmaal.

«Nei, jeg saa kun et glimt af ham gjennem døren ind til værelse «C», hvor han sad. Han balancerede paa en høi krak og sad og bed i en pen, medens han skottede ind ad døren til os. Men pantelaaneren lukkede straks denne til.»

«Tror De, at han gjennem døren kunde høre noget af samtalen?»

«Neppe; jeg taler jo ikke meget høit, og pantelaaneren lod til af gammel vane at tale mere end almindelig lavt. Dog, jeg kan jo ikke vide det.»

146«Naar De siger «gammel vane», træffer De sikkerlig det rette. Han er sandsynligvis vant til at tage sig ivare for sin kontorist. Den slags folk pleier bestandig at udspeide hinanden, og begge ved de, at den anden gjør det.

Her er, hvad jeg ved om hr. Abrahamsen dels fra min politivirksomhed, dels fra senere historier; thi i min senere virksomhed er jeg et par gange kommet i berørelse med ham, dog kun løselig.

Han har virket som pantelaaner og aagerkarl her i byen i omtrent 30 aar. I sine første aar var han uforsigtig og kom et par gange i berøring med justitsen. I de senere aar har han været forsigtigere og staar for saavidt paa en god fod med politiet, som han flere gange har givet det værdifulde oplysninger og altid er beredvillig til at give saadanne. Ikke destomindre ved man om ham, at han er en kjeltring og hjerteløs blodsuger.

Han er ikke alene gjerrig, men fuldt ud gnier og har solgt og sælger vistnok daglig sin sjæl for penge. Han driver en udstrakt laanevirksomhed, især til sønner af formuende forældre, og er vistnok i besiddelse af en meget stor formue.

Naar han igaar ikke har villet modtage den betydelige sum, som De bød ham, da er aarsagen kun den, at han i tidens løb tror at kunne presse mere ud af Deres far.

147Hvis han dennegang faar erfare, hvad jeg oprigtig haaber, at hans griskhed har spillet ham et puds og forspildt en hel liden formue for ham, da vil hans straf være større, end nogen af os kan sætte sig ind i.

Den lille pukkelryg kjender jeg ogsaa noget til; det er en ligesaa stor skurk som hans principal. Vi vil vistnok ogsaa faa at gjøre med ham i denne sag, enten han nu opererer for egen regning eller for sin principal.

Jeg skal nu tænke over sagen inat; imorgen begynder vi at handle.

Kun en ting endnu, frøken. Det er ikke umuligt, at De inden kort tid vil faa en henvendelse enten fra aagerkarlen selv eller fra hans kontorist.

De vil muligens modtage forslag eller tilbud, og som betingelse vil være knyttet det, at jeg ingensomhelst meddelelse erholder – at De har henvendt Dem til mig, er jo bekjendt for de herrer –. Vil De love mig – hvilkensomhelst form end tilbudet har – straks at underrette mig derom, selv om det heder, at De af hensyn til Deres far maa holde mig udenfor?»

«Derpaa kan De være tryg, hr. Monk. De skal være den første til at erfare alt, som er af interesse i denne sag.»

«Godt! saa er alting foreløbig i orden. Jeg tænker, Fredrik, at vi begge to har godt af en aftentur og følger frøkenen til hotellet. Bagefter kan vi holde et lidet krigsraad.»


Femte kapitel

148Og derved blev det.

Frugten af dette krigsraad var, at jeg den næste morgen kl. 10 satte mig op i en sporvogn Torvet-Oslo for at opsøge pantelaaner Abrahamsen i hans hule.

De instruktioner, jeg havde modtaget af Monk, gik ud paa, at jeg under foregivende af at ville søge et laan hos aagerkarlen skulde udspeide lokaliteterne; specielt søge at faa vished om, at frakken endnu hang paa det sted, den unge dame havde opgivet o.l.

«Nu forstaar du,» tillagde Monk, «hvorfor jeg foreslog den unge dame ogsaa at indvie dig i sagen. Jeg maatte have en mand, der kunde besøge Abrahamsen uden at vække dennes mistanke. Selv er jeg altfor godt kjendt af ham; han vilde gjennemskue mig, hvilken forklædning jeg end forsøgte.

Jeg er ogsaa bange for, at han kjender Kalberg fra hans politivirksomhed, og i ethvert fald er han lidet skikket til at spille den slags ødelandsrolle, som du maa paatage dig for at kunne tilbringe nogen tid hos vor værdige mand.

Forøvrigt har jeg ingen anden instruktion at give dig, end at du faar benytte situationen saa godt, du kan, og indprente dig alle enkeltheder, specielt ved dørene og deres laaseindretninger. Saa galt kunde hænde, at 149vi blev nødt til at foranstalte et lidet indbrud hos aagerkarlen med hans gamle bonjour som objekt. Dog ved du, at jeg nødig griber til den slags midler.»

«Men i dette tilfælde vil du vel ikke betænke dig,» svarede jeg; «vi maa hjælpe den unge dame; vil ikke du være med, saa gjør jeg det alene; hun skal have sit papir igjen, om jeg saa skal myrde den skidne aagerkarl og stjæle hans fedtede frak.»

Monk smilte: «Foreløbig faar du indskrænke dig til at undersøge dit slagtoffer. Er du heldig og manøvrerer du godt, ser jeg dig maaske vende tilbage med den kostbare frak paa armen. Du havde vel ikke noget imod allerede idag at modtage frøken Rings dybtfølte tak? Hvad?»

Disse Monks ord stod i mit hoved under kjørslen i den skumpende sporvogn.

Et minut alene i værelset, hvor frakken hang, vilde være tilstrækkelig. Selv om jeg ikke blev alene i værelset, saa maatte jeg med hænderne paa ryggen kunne manøvrere mig bort til stedet, hvor frakken hang. – – – – –

Sporvognen holdt ved sit endepunkt, og jeg fortsatte tilfods efter adressen, som den unge dame havde givet os.

Det var en ækel, graasur dag; tynde snefnug for gjennem luften, og en væmmelig sort, seig søle bedækkede gaden.

150Jeg fandt lettelig huset; se, der var skiltet i porten.

Jeg havde allerede i sporvognen besluttet mig til at forsøge kjøkkenopgangen først. Saa heldig kunde det træffe sig, at døren ikke var laast, og at jeg uden videre kunde trænge ind i soveværelset, maalet for min stræben.

Men jeg havde gjort regning uden vert. Døren i 3die etage tilvenstre var forsvarlig lukket, og trods min ihærdige banken kom der ingen for at lukke op. Til slut kom en kone ned gjennem trappen fra loftet. Hun oplyste mig om, at jeg maatte gaa op trappen i porten.

«Jeg ska’ si Dere, den karen, som bor der, holder ingen tjenestjente, saa det nytter nok ikke aa banke paa kjøkkendøra. Han har nok ikke raa tel aa halle tjenestfolk,» lagde hun til med en tilfreds latter over sin egen vittighed.

«Er han da saa fattig?» spurgte jeg troskyldig.

«Jagu sa jeg fattig, ja. Han er saa fattig, at om ‘n ville, saa kunn’n kjøpe baade Kampen aa Vaalerengen og kansje hele Grønland me. Nei, han er rikere end baade Heftye og Thorvald Meyer; men mange er blit fattige ve’n, det veit jæ jo greie paa – tvi!»

Her spyttede den værdige kone, idet hun passerede den lukkede dør.

Jeg fulgte hende nedover trapperne og fik nok af forbandelser over aagerkarlens virksomhed; men angaaende 151hans vaner og levesæt, naar han var ude, og naar han var hjemme, kunde hun kun give sparsomme oplysninger.

Det eneste, hun kunde fortælle, var, at en kone, der boede i et hul af en kjelder i gaarden, og som i den anledning bar titel af portnerkone, engang imellem gjorde rent hos aagerkarlen, og at denne sjelden gik ud og aldrig uden sent om aftenen, naar han havde lukket pantelaanersjappen, eller om søndagene.

Der var ikke mere at nøle efter. Jeg steg hurtig op hovedtrappen og traadte ind i den skumle «entrée» foran pantelaanerens tempel.

Istedetfor at fortsætte ret frem ind i værelset med skranken, bankede jeg paa døren tilhøire og traadte ind.

Der sad den pukkelryggede skriver ved den sort malede, blækkede pult.

Det var en ualmindelig styg skabning. Hovedet var aldeles spidst oventil og bedækket af tæt, stridt haar. Næsen var stor og kjødrig, og munden var meget stor; ligesom opsplittet mod ørene.

Han traadte ned af sin krak, da jeg tiltalte ham, ligesom for at strække paa sig, og satte pennen bag øret. Jeg saa da, at han var af de større pukkelrygger. Vist nok var hans legemsfeil temmelig fremtrædende, men benene var lange, og man fik indtryk af, at han vilde have været en høi mand, hvis rygraden havde været rettet ud.

152Han havde lyse sommerbenklæder, der sad stramt om de tynde ben, og jeg saa ham flere gange kaste forelskede blikke ned paa disse legemsdele.

Som de fleste af den slags hjemsøgte mennesker, var han vistnok yderlig forfengelig, og naturen havde forsaavidt været barmhjertig, som den havde udstyret ham med smaa, høivristede fødder, som han strakte frem med affekterede fodbevægelser og med hænderne i begge bukselommer.

Allerede før han kravlede ned af krakken, havde han anbragt en lorgnet paa næsen, men jeg har en mistanke om, at det mere var gjort for at frembringe et distingveret ydre, end for at bøde paa et daarligt syn.

Paa min anmodning om at faa hr. Abrahamsen i tale kastede han først lorgnetten af næsen med en flot bevægelse med hovedet og underrettede mig derpaa om, at hans principal var meget optaget, men at jeg kun behøvede at opgive mit ærinde for ham, fuldmægtigen.

Der var en forfengelig selvtilfredshed i krøblingens hele optræden, der nærmest var skikket til at vække medlidenhed; men der var paa samme tid noget listigt og falskt i hans smaa underfundige øine, der virkede i høi grad frastødende.

Paa samme tid lagde jeg merke til, at han betragtede mig med omhyggelig opmerksomhed, og jeg havde følelsen af – det er vanskeligt at sige, hvorfra en 153saadan følelse stammer, – at han kjendte mig, ja anede hensigten med mit besøg.

«Nei,» svarede jeg, «jeg maa tale med Deres principal selv. Hvis han ikke har tid nu, saa faar De spørge ham, naar jeg kan komme igjen.»

Han trak med en resigneret mine paa skuldrene og gik ind i det andet værelse og kom, som jeg havde ventet, straks efter ud igjen med anmodning om, at jeg vilde gaa ind.

Den gamle pantelaaner stod ved min indtrædelse midt i den overfyldte stue, saaledes som Klara – – – – som frøken Ring vilde jeg sige, havde beskrevet ham.

«Kan jeg være Dem til nogen tjeneste?» begyndte han, «værsgo tag plads.» Han skubbede en gammel fæl protokol bort fra en luvslidt stol. –

«Jeg er kommen for at spørge, om De kunde skaffe mig et laan. Men kan vi ikke gaa ind i et andet værelse; jeg vilde nødig, at nogen skulde faa vide anledningen til mit besøg. Her kunde Deres kontorist let høre vor samtale gjennem døren.»

«Jeg er en simpel pantelaaner og pleier ikke at have nogen hemmelige forretninger,» var det forsigtige svar; «men liker De bedre, at vi gaar herind, saa gjerne for mig.»

Det var det, jeg vilde: Værelset, vi kom ind i, var det, hvori jernskabet stod, og gjennem den aabne 154dør saa jeg ind i det til soveværelse omdannede kjøkken, ja, jeg fik endog et glimt af døren, som førte ud til trappegangen, og nogle klædesplag, som hang ved siden af.

Han lukkede døren til det værelse, hvori vi først havde været.

«Ja, bedre værelse kan jeg ikke byde paa; jeg er, som jeg før har sagt Dem, en simpel pantelaaner og har ikke noget fint modtagelsesrum som de rige bankierer.»

«Aa, hvad det angaar, saa er De vist ligesaa rig som mangen bankier.» Jeg forsøgte at slaa an en gemytlig tone.

Det var tydeligt, at hentydningen til hans rigdom pirrede ham behageligt; men gnierens frygt for at være sig sin rigdom bekjendt veiede mægtig imod, og hans ansigt viste kun et sursødt smil.

«De bor vel forresten ikke her; dette er vel bare Deres kontor,» fortsatte jeg og gjorde et skridt henimod døren til det allerhelligste.

Men jeg kom ikke længer paa den galei.

«Var det ikke et laan, De vilde tale om?» sagde han med et mistænksomt blik og stillede sig iveien for døren til det forjættede land. «Hvad er Deres navn? Jeg kan forresten sige Dem, at pengene er knappe nu for tiden, og det lille, jeg har, maa jeg bruge som driftskapital i pantelaanerforretningen.»

155«Mit navn er Viller,» sagde jeg, «jeg er ingeniør og engageret i forskjellige grubeforetagender.»

«Viller,» mumlede han og gik hurtig ind i det andet værelse, hvor han greb en tyk protokol.

Jeg nærmede mig nogle skridt til den anden dør. Vilde han bare give sig tid til at slaa op i protokollen, saa kunde jeg maaske faa tid til at styrte ind i soveværelset og bemægtige mig papiret; jeg saa tydelig den lange, gamle frak hænge paa en knag ved udgangsdøren.

Men det gik ikke. Han kom hurtig ind med protokollen i haanden. «Jeg har aldrig havt Dem i mine bøger,» sagde han, «men jeg har hørt Deres navn før. Var det ikke Dem, som kom hjem fra Argentina forledent aar med en hel del penge, De havde tjent derover ved jernbanespekulationer?»

«Jo, ganske rigtig,» – der for mig en idé gjennem hovedet –. «Hvis De vil gaa ind og telefonere til Madsens oplysningsbureau, vil De faa underretning om, at jeg er en solvent mand, om jeg end trænger et laan i disse dage. Jeg vilde gjerne, De skulde gjøre det, før vi gaar nærmere ind paa sagen.»

Mit blik hang spændt ved hans ansigt; kunde jeg bare faa ham til at fjerne sig fra værelset et øieblik! Men nei:

«Det behøves ikke,» sagde han. «Hvormeget ønsker De, og hvad sikkerhed kan De stille?»

156«Jeg maa have tyve tusen kroner i disse dage; men De maa nøie Dem med min personlige garanti. Renterne derimod er det ikke saa nøie med.»

«Nei, enten maa jeg have depositum eller gode navne. Jeg ved ikke engang, om jeg kan opdrive saa stor sum. Tror De, en stakkels pantelaaner er nogen bank for folk?»

«Ja, det faar nu være, som det vil. Hvis jeg vilde benytte navne eller depositum, da kunde jeg jo gaa i en af bankerne; men dette er en affære, som jeg ikke vil trække andre ind i. Men, som sagt, kan De ikke telefonere straks til oplysningsbureauet, saa vilde De vistnok forandre mening.»

«Hvis Deres kredit er saa god, som De siger, saa forstaar jeg ikke, at De kan behøve at gaa til mig.»

Han saa skarpt paa mig, og jeg fik en mistanke om, at jeg ikke var saa god skuespiller, som jeg kunde ønske.

Jeg saa mig mistrøstig omkring – hvad skulde jeg finde paa? «Kan De ikke betænke Dem til imorgen og imidlertid skaffe Dem oplysning om mig? Bare jeg kan faa pengene inden iovermorgen, saa kan De selv bestemme rentefoden.

Naar jeg kommer op til Dem næste gang, saa kunde jeg vel slippe ind en anden vei; jeg liker ikke, at Deres pukkelryggede kontorist ser mig.»

157«De, som kommer til mig, bruger ingen anden indgang,» var det tørre svar, og jeg merkede, at den gamle ræv begyndte at faa tæften af, at mit besøg ikke gjaldt nogen laaneaffære.

Jeg besluttede at gjøre et sidste forsøg. «Gaar ikke denne dør ud til kjøkkentrappen?» og uden at oppebie hans svar gik jeg ind i soveværelset eller kjøkkenet, hvad man nu vil kalde det.

«Det er svært, saa De bryr Dem med mine værelser,» sagde han barskt; «jeg tror, vi bare hefter tid ved denne samtale. De kan ellers gjerne komme ud denne vei, saa slipper De jo at se paa min kontorist.»

Det var tydeligt, at manden ikke længer vilde lade sig opholde og ikke troede paa min laanehistorie.

Jeg blev ræd for, at hans mistanke skulde tage nogen bestemt retning og lede ham paa sporet efter vekslen, hvis forsvinden han sandsynligvis havde opdaget.

«Ja, jeg vilde gjerne komme ud denne vei, og saa faar jeg maaske lov at komme igjen imorgen?»

«Til saa stor sum maa jeg enten have pant eller navne, hvis ikke, nytter det Dem ikke at komme igjen.»

Han fulgte tæt i hælene paa mig, og uagtet jeg kun var faa alen fra hans søndagsfrak, der den hang, saa kunde jeg dog intet gjøre for at ransage den. Aagerkarlen saa ud til at være sterk som en bjørn, og et forsøg paa at bemægtige mig den vilde kun lede til, 158at vekslens skjulested blev opdaget, og at den atter kom i kjeltringens hænder.

Han laaste døren. Jeg bemerkede, at det var en lav, sterk dør. Tvertover den gik paa indsiden en tyk, flad jernstang, dreibar om en bolt paa midten. Den kunde svinges ned og faldt da ind i to jernspor i dørkarmen. Kun svært indbrudsverktøi kunde aabne denne dør; falsk nøgle eller lignende indretninger nyttede intet.

Jeg var betydelig skuffet og ærgerlig, da jeg atter stod paa gaden. Vistnok var den officielle hensigt med mit besøg kun at udspeide lokaliteterne; men jeg havde hele tiden næret et privat haab om at kunne benytte anledningen og ved en eller anden behændig vending bemægtige mig det vigtige papir under mit besøg.

Dette haab var frygtelig beskjæmmet.


Sjette kapitel

Ved min ankomst til Monks bolig fandt jeg ham beskjæftiget med at læse aviserne.

Denne avislæsning var for min ven ikke blot en fornøielsessag; han læste aviser i embeds medfør.

Paa hans bord fandtes ikke alene alle Kristianiaaviserne; men jeg tror næsten samtlige landets blade, 159ialfald meget nær samtlige. Han gjennemlæste eller gjennemsaa ikke alene avisernes første sider; men end ikke kundgjørelser og avertissementer gik fri for hans undersøgelser.

«Der er ikke flere mennesker i landet,» svarede han mig en dag, jeg interpellerede ham i den anledning, «end at jeg ved daglig at se gjennem samtlige aviser kan faa et løseligt kjendskab til dem alle. Du tror kanske, jeg tager munden vel fuld; men saa er ikke tilfældet. Alle embedsmænds navne forekommer i aviserne, de flestes mange gange i et aar. Alle større forretningsfolks ligeledes. Der foregaar jo ikke et valg i en by eller en bygd, ikke et medlem af en fattigkommission kan vælges, uden at det enten drøftes, eller navnene ialfald nævnes.

Alle eiendomshandler findes i aviserne, alle fallitter, alle vellykkede eller mislykkede foretagender i handelsverdenen. Naar du hertil lægger dødsfald, ægteskaber, forlovelser, saa vil du forstaa, at en mand, der har saa god hukommelse som jeg, og som daglig vil spendere 2 timer paa at granske aviser, – han vil i løbet af nogle aar kjende omtrent alle mennesker i landet, kjende enten mennesket selv, eller dets familie, virksomhed eller omgivelser, og hver enkelt af disse ting er allerede meget at kjende.»

Sikkert er det ialfald, at Monk har et forbausende kjendskab til forhold og personer i det hele land, og 160det tiltrods for, at han meget sjelden foretager nogen reise.

Jeg skal maaske i en anden beretning give en liden prøve herpaa.

Som sagt, han sad ved min indtrædelse med en stor bunke aviser foran sig – de ulæste, og en stor bunke bag sig – de læste.

Han saa ikke op:

«Du har nok ikke været svært heldig paa din expedition? Jaget ud af aagerkarlen, hvad?»

«Hvordan pokker kan du vide det? Forresten, jaget ud blev jeg ikke; men jeg skal indrømme, at det ikke var saa langt fra. Bare ikke den kjeltring skjønner, at jeg snusede efter papiret i hans bolig.»

«Det var ikke vanskeligt at skjønne, at du ikke havde været saa heldig, som du kunde ønske; isaafald havde du nok stormet ind i stuen med en anden fart.

Du behøver forresten ikke at være bange for, at den gamle skal finde papiret. Han opdager det ikke uden ved et tilfælde, hvis det fremdeles ligger der, hvor frøkenen har lagt det.

Hvordan saa døren og laasen ud? Var de skikkede for et indbrud?»

Jeg fortalte ham de iagttagelser, jeg havde gjort i saa henseende.

«Nei, det var nok det, jeg kunde skjønne; desuden er nok den gamle ulv aldrig saa længe borte fra sin 161hule, at man faar tid til at undersøge den. Jeg har en anden plan; men før vi bestemmer os til noget, maa vi faa greie paa, hvad den pukkelryggede kontorist fører i sit skjold; han, som har udspeidet frøkenen.»

«Hans spioneri er let nok at forklare,» svarede jeg; «pantelaaneren har naturligvis opdaget, at papiret er væk, han opdager ligeledes, at døren er aaben, og forstaar straks, at den unge dame har bemægtiget sig det, medens han baksede med den fulde mand i det ydre kontor. Den sag er grei nok; ligeledes, at han sætter sit faktotum i gang med at udspeide hende.»

Jeg var vel fornøiet over min egen forklaring og tillige behagelig forbauset over, at jeg ialfald for en gangs skyld var hurtigere i opfattelsen end min ven.

Men Monk lagde sindigt avisen fra sig og rystede ligesaa sindigt paa hovedet.

«Nei, den gaar ikke. Gamle Abrahamsen er ikke den mand, der indvier nogen i sine skidne affærer.

Om han har opdaget, at papiret er borte, eller ei, det ved jeg ikke; men har han merket det, saa er han klog nok til at forstaa, at der intet mere er at faa ud af den sag, naar man har med en saa kjæk og bestemt person at gjøre som den unge dame. Han vilde muligens, straks han havde faaet hendes adresse at vide, have forsøgt at true hende; men at holde paa at udspeide hendes veie i dagevis nei, han har ikke noget med det at gjøre.

162Den pukkelryggede kontorist jager for egen regning. Bare han snart vilde vise os sine kort; jeg venter kun paa, at han skal spille først ud.»

Det var unegtelig noget andet end mit godtkjøbsræsonnement; men saadant behøver man jo ikke straks at tilstaa. Jeg gjorde derfor, som man pleier i saadanne tilfælde: rystede ligesaa dybsindig paa hovedet som Monk og henkastede en tvilende bemerkning.

«Ialfald vilde jeg ønske, at han snart begyndte spillet,» fortsatte Monk; «vi har ondt for at foretage os noget, før det sker. Du skulde vel ikke ville gaa op i privathotellet til den unge dame og tage hende med hid. Hun bør ikke være for meget alene. Jeg kunde nok telefonere til hende; men jeg har endnu en halv times arbeide for mig, og hun vilde have godt af en liden spasertur i dit selskab. Du lægger vel ikke tilside din bekjendte elskværdighed mod det smukke kjøn?»

Jeg forstod, at han vilde erte mig saa smaat, men tiede klogelig stille, da jeg saa, han var i det lune, og vidste, at han bare blev værre, hvis jeg svarede ham.

Jeg skal ogsaa indrømme, at jeg intet havde imod, saasnart som muligt, atter at træffe den unge pige, for at se, om hun var ligesaa vakker ved dagslys som ved lampelys.

Jeg tog derfor hurtig hat og frak og forsvandt.


Syvende kapitel

163Jo, frøken Ring var paa sit værelse, om jeg vilde vente lidt i salonen, saa skulde pigen hente hende.

Det varede ikke længe, før hun viste sig. Hun saa bleg og bedrøvet ud, stakkar. Dertil forekom hun mig sky og forlegen, mere forlegen, end hun havde vist sig aftenen forud.

Da jeg bad hende blive med op til Monk, sprat hun til, og der var ikke liden nølen i hendes stemme, da hun svarede. Hendes svar var dog bejaende, og det varede ikke længe, før vi side om side vandrede ned ad gaden.

Hun bar en kort, tætsluttende jakke kantet med skind, hat med fjær og en liden muffe i haanden. Den skarpe vind farvede hendes ansigt, og hun trak veiret dybt, ligesom lettet over at være kommet ud i frisk luft. Jeg foreslog hende, at vi skulde gaa gjennem slotsparken, selv om veien skulde blive lidt længere, da hun syntes at have saa godt af den friske luft.

Hun samtykkede.

Medens vi gik gjennem gaderne blandt de travle mennesker, talte jeg kun om vind og veir; men da vi kom op i parken, hvor der var ensomt, gav jeg hende en beretning om mit besøg hos pantelaaneren (ligesom jeg ogsaa omtalte samtalen mellem Monk og mig i dennes bolig).

164Hun havde hele tiden hørt paa mig med en aandsfraværelse, som jeg ikke kunde forstaa. Vi talte jo om en sag, der for hende var et rent livsspørgsmaal, at dømme efter hvad hun havde gjort og sagt den foregaaende aften.

Jeg kunde ikke forklare mig det paa anden maade, end at hun var gaaet træt, at hendes kræfter ikke længer strakte til for stadig at tænke paa det ulyksalige papir.

Jeg grebes af en dyb medlidenhed ved at se det pinlige udtryk i hendes ansigt.

«De maa ikke fortvile, frøken,» sagde jeg; «min ven Monk finder nok paa en udvei.»

Hun svarede intet, men saa flere gange paa mig, som om hun betænkte sig paa noget.

Hun var jo en fuldstændig fremmed for mig, og hvor stor lyst jeg end havde, kunde jeg ikke trænge videre ind i hendes fortrolighed, end hun selv indbød til.

Ved vor ankomst til Monks bolig fandt vi ham ifærd med at skaffe væk fra sit bord den forfærdelige bunke aviser, som han havde gjennempløiet.

Vi havde knapt taget plads og vekslet nogle ligegyldige bemerkninger om veiret og deslige, før han noget pludselig vendte sig til den unge dame:

«Min ven har vel fortalt Dem om sin expedition hos pantelaaneren imorges. Lad os nu faa høre, hvad 165De har at berette, frøken. Jeg kan se, at De har modtaget efterretninger fra den pukkelryggede skriver, ikke sandt?»

Jeg vendte mig temmelig forbauset mod hende.

Hun blev først rød over hele ansigtet og syntes at betænke sig paa svaret, men tog sig ligesom sammen, og med en rask bevægelse drog hun et brev frem af muffen og rakte Monk det.

«Jeg ved, at det var galt af mig at ville skjule det; det kan ogsaa synes utaknemmeligt af mig ligeoverfor mennesker, der allerede har vist mig saamegen deltagelse, men naar De har læst brevet, vil De forstaa, at jeg har været i en forferdelig ubestemthed om, hvad jeg skulde gjøre. Der staar jo, at min fars ulyksalige papir atter vil komme aagerkarlen ihænde, hvis jeg betror mig til nogen, og Deres navn, hr. Monk, er specielt nævnt.»

Hun saa ligesom bønligt paa os begge og lagde derefter hænderne i fanget som en, der venter taalmodig paa sine skjænd.

«Bryd Dem aldrig om det,» var Monks beroligende svar; «hvad saa end indholdet af dette brev er, saa tror jeg bare, at det kan være til vor fordel – lad os se!»

Han læste høit:

166«Ærede frøken!

Det papir, som De med rette anser for at være af saa stor betydning for Dem, og som De fratog pantelaaneren, er ikke længere i Deres besiddelse.

Heldigvis for Dem er det kommet i en vens hænder, en ven, der atter vil tilstille Dem det.

Mød mig iaften kl. 7 ved Carl Johans-støtten paa den side, som vender mod slottet, saa skal vi tale nærmere om sagen.

Jeg stiller foreløbig kun en betingelse; men den er absolut: at De intet ord nævner om dette brev eller dets indhold til noget menneske, og allermindst til en vis hr. Monk, som jeg ved, De har været taabelig nok til at henvende Dem til. Han kan intet gjøre for Dem.

Hvis De blander andre op i denne sag, vil papiret uopholdelig blive overgivet i pantelaanerens hænder.

En god ven.»

«Det var pokker saa uheldigt,» udbrød jeg; «skjønt naar jeg tænker over det, er det kanske ikke saa uheldigt endda.

Den pukkelryggede slyngel – thi ham maa det være, som har skrevet brevet – kan da umulig negte at udlevere papiret, naar man tilbyder ham en saa smuk sum, som frøkenen jo er villig til at ofre.»

«Nei, det var ogsaa min første tanke,» svarede damen ivrigt, «der kan vel ikke være tvil om, at 167han vil udlevere vekslen mod den sum, som jeg har anvisning paa.

De kan derfor forstaa, mine herrer, hvor fristende det var for mig ikke at omtale brevet. Isaafald truer jo personen med atter at give papiret til pantelaaneren, og det er det værste, som kan hænde mig.

Jeg tror ogsaa, at jeg vilde have skjult brevets modtagelse, hvis ikke De, hr. Monk, direkte havde spurgt mig; jeg kunde ikke faa en løgn over mine læber, og slet ikke ligeoverfor mennesker, der har vist mig saa stor velvilje.»

Vi saa begge paa Monk. Han havde endnu ikke sagt et ord efter oplæsningen af brevet. Nu smilede han svagt:

«De er ikke øvet i at forstille Dem, frøken, saa det vilde ikke have nyttet Dem synderlig, om De havde taget en anden beslutning. Det vilde bare have ledet til, at jeg havde maattet anvende en portion af min opfindsomhed paa at faa listet det brev til mig, som De nu frivillig har leveret fra Dem.

Straks De kom ind i værelset her, saa jeg, at De skjulte noget i Deres muffe, og at De var ubestemt paa, om De skulde vise det frem eller ei. Du, Fredrik, gjorde vel samme iagttagelse, da I spaserede sammen hid fra hotellet?»

«Pokker heller,» sagde jeg lidt ærgerlig, «hvordan kunde jeg vide, at frøkenen havde andet i muffen end sine hænder?»

168Vi lo lidt alle tre; thi Monks lune spøg lod os ane, at han slet ikke var misfornøiet med den vending, sagen havde taget.

Det var idetheletaget merkverdigt, hvordan Monk beherskede alle de mennesker, han kom i berøring med, det vil sige i sin bestillings medfør.

Naar han lo, lo alle; var han alvorlig, var alle det. Vilde man spøge, saa man først paa ham, om det var passende; vilde man græde, saa raadspurgte man ogsaa først hans ansigt, om det var paa tide. Det var udslaget af den tillid, han indgjød selv efter det korteste samvær.

«Men lad os komme til sagen,» sagde han, «og se, hvad vi kan gjøre ud af det brev; hvad er din mening om det, min kjære Fredrik?»

«Jeg har jo allerede sagt min mening; naar alt kommer til alt, saa er jo dette en forholdsvis heldig vending, som sagen har taget.

Den, der har fundet papiret og skrevet brevet, enten det nu er pukkelryggen eller nogen anden, vil sandsynligvis ikke negte at udlevere det mod den sum, som frøkenen tilbyder. Hvad det angaar, at brevskriveren skulde ville levere vekslen tilbage til aagerkarlen, saasnart den unge dame henvendte sig til nogen anden, da tror jeg, at det er en tom trusel, som hun ikke behøver at lade sig skræmme af.»

«Men hvorfor viser brevskriveren denne ængstelighed 169for, at nogen tredjemand skal faa se brevet?» afbrød Monk mig; «tror du, han er ræd for, at vi med magt eller list skal tage vekslen fra ham?»

«Ja, det maa jo være grunden; jeg kan ikke forklare mig det paa anden maade.»

Monk saa eftertænksomt paa mig, men svarede intet. Derimod henvendte han sig til frøken Ring:

«Hvad er Deres mening om brevet, frøken; hvem har skrevet det, og i hvilken hensigt er det skrevet?»

«Det maa være skrevet af den pukkelryggede skriver,» var svaret; «han maa have hørt min samtale med pantelaaneren gjennem døren og formodentlig iagttaget mig, da jeg tog vekslen og atter maatte gjemme den i frakken paa væggen.

Jeg beder Dem, hr. Monk, lad mig kun faa lov til at betale ham og atter faa papiret i min haand. Jeg kan tænke mig, at De og hr. Viller vilde forsøge paa en eller anden maade at faa vristet papiret fra kjeltringen uden at betale den store sum, ja, at De tænker paa, hvordan De skal faa straffet ham ovenikjøbet.

Betænk imidlertid, at for mig gjælder det kun at komme i besiddelse af vekslen.

Pengesummen er imod dette intet, hverken for min far eller mig.

Jeg ved, at jeg endnu har god brug for Deres bistand; selv ved jeg ikke, hvorledes jeg skal bære mig ad for at være sikker mod at blive bedraget af pukkelryggen 170– han kan jo godt forsøge at tage pengene og saa ikke give mig vekslen. Vil De hjælpe mig til at forhindre dette, da gjør De mig den største tjeneste; men for Guds skyld, forhindre mig ikke i at afslutte handlen med brevskriveren!»

Monk svarede intet.

«Jeg tror, den unge dame har ret,» sagde jeg; «hvor fristende det end kunde være at narre de kjeltringer og give dem en alvorlig revselse, saa maa jeg dog holde paa, at man, efter den vending, som sagen har taget, kun forsøger paa at faa kjøbt vekslen af den anonyme brevskriver og foreløbig indskrænker sig hertil. Forsøger vi at gjøre vrøvl, saa resikerer vi, at brevskriveren iverksætter sin trusel og atter sælger papiret til pantelaaneren.» – – – –

Jeg fortsatte meget veltalende i samme retning, men stansede pludselig min ordstrøm, da det gik op for mig, at Monk ikke hørte paa mig, ja, at han idethele taget ikke havde skjænket hverken mine eller den unge dames ord synderlig opmerksomhed. Hans øine havde hele tiden hvilet paa brevet, som laa foran ham paa bordet.

«Du narrer os til at snakke,» sagde jeg, «medens du ved eller tror at vide noget, som gjør al denne snak overflødig; er det ikke saa?»

«Jo, jeg maa tilstaa, at jeg har benyttet det sidste kvarter mere til at tænke end til at høre efter; men 171tag mig det ikke ilde op. Viser det sig, at jeg er kommet til et rigtigt resultat, saa har ikke tiden været daarlig anvendt. Her er kort og godt resultatet af mine overveielser:

Det er den pukkelryggede kontorist, som har skrevet brevet. Jeg ved, han er en kjeltring. Frøken Ring har gjenkjendt ham, idet han fulgte hende paa en paafaldende maade, og endelig er intet iveien for, at han ved at lytte kan have hørt en større eller mindre del af samtalen med aagerkarlen.

Forsaavidt er vi enige. Men hermed ophører og saa enigheden: Min formening er, at han ikke er i besiddelse af vekslen. Han har maaske seet Dem tage den; han ved ogsaa eller slutter sig til, at den ikke længere er i Deres besiddelse; men dermed ophører hans viden.

Vekslen ligger foreløbig trygt i hr. Abrahamsens frakkelomme.

Læg merke til de forblommede udtryk, som brevskriveren benytter sig af. Saaledes skriver en mand, der ikke kjender den fulde sandhed, men vil forsøge at gjøre det mest mulige ud af det, han ved.

Havde han fundet vekslen i frakken, saa vilde han udentvil have omtalt det i brevet, ialfald hentydet dertil for at vise, at han nu er den rette mand at underhandle med. Istedet derfor taler han om, at papiret «er kommet i en vens besiddelse».

172Der maa stikke noget under. Han har ikke mere papiret, end De eller jeg har det. Han vil enten sælge et eftergjort papir eller tænker kun paa en eller anden maade at benytte lykkens leilighed.

Hvorfor er han ogsaa saa ræd for, at jeg skal faa nys om hans brev? Havde han rent mel i posen – forsaavidt som den slags mel kan være rent – saa vilde han forstaa, at hverken jeg eller andre vilde fraraade Dem sans phrase at betale den sum, som De jo er villig til at ofre.»

Uagtet jeg straks forstod det logiske i Monks slutninger, forberedte jeg mig dog paa endnu en stund at holde stillingen og gjøre ham marken stridig.

Jeg forberedte mig paa ved opbydelse af alle mine logiske evner at komme med en indvending, der kunde kuldkaste eller afsvække Monks ord: jeg vilde bevise det sandsynlige i, at brevskriveren var i besiddelse af vekslen.

Dog, den unge dame kom mig i forkjøbet. Med tilsidesættelse af al mulig baade logik og ræsonnement, men med aldrig svigtende kvindeligt instinkt tog hun tyren Monk ved hornene:

«Men om han nu alligevel har vekslen? Hvad De har sagt, hr. Monk, er vist rigtigt i alle maader og beviser, at manden ikke har papiret; men om han nu har det alligevel, om denne chance gaar fra os?

De maa ikke forhindre mig i at byde ham de treti tusen kroner for det.»

173Monk smilte: «Nei, selvfølgelig; hvis han har papiret, saa tror jeg ogsaa, at man bør kjøbe det. Men jeg mener, at man bør itide indrette sig for det tilfælde, som er det sandsynligste, nemlig at han ikke har papiret og ikke ved, hvor det er.

I ethvert fald gjør han intet med det, før sammenkomsten iaften har fundet sted.»

«Skal jeg da møde ham ved Carl Johans-støtten?»

«Det er smukt maaneskin iaften, kl. 7 er endnu mange mennesker ude. Min ven eller jeg vil ledsage Dem ligetil i nærheden af mødestedet og holde øie med Dem den ganske tid. De har intet at frygte. Jeg vilde gjerne have sparet Dem; men jeg ser ingen anden udvei til at faa sagen i den rette gjænge.»

«De maa endelig ikke tro, at jeg vilde gjøre nogen indvending; bare sig mig, hvorledes jeg skal handle, og hvad jeg skal sige, saa tror jeg nok at kunne love, at Deres instruktioner skal blive nøiagtig efterkommet. Kunde jeg bare for anden gang faa papiret i min haand, saa skulde ingen magt i verden faa det fra mig.»

Hun afgav et prægtigt skue, som hun reiste sig i sin iver med flammende øine og sin lille sterke haand fast knyttet, som om hun holdt papiret der.

Monk saa ogsaa med velbehag paa hende.

«Vel! saa hør, hvad jeg vil anmode Dem om:

Mød brevskriveren ved støtten og sig, at De er villig til at forhandle med ham, men kun paa betingelse 174af, at De medtager en tredjemand. Anmod om, at forhandlingerne maa finde sted samme aften og helst i brevskriverens bopæl; hvis ikke, saa laaner min ven Fredrik os vist sit kontor til forhandlingslokale. De faar af ham opgivet adressen, som De skriver op paa en lap papir.

Lad Dem ikke under nogetsomhelst foregivende forlede til under dette møde at omtale, hvor papiret blev lagt, eller de begivenheder, som staar i forbindelse dermed. Afslaa enhver hentydning hertil og henskyd alt til næste møde, som De passende kan sætte til kl. 9 samme aften.

Forstod jeg min ven ret, saa er han fremdeles villig til at assistere i denne sag. Har du ogsaa tid til at ledsage frøkenen til dette møde?»

Jeg erklærede mig øieblikkelig villig, og straks efter forlod vi Monks bopæl efter at have aftalt, at vi umiddelbart efter mødet skulde opsøge ham for at meddele resultatet og lægge planen for videre operationer.


Ottende kapitel

Jeg vil ikke trætte mine læsere med at fortælle, hvordan dagen gik hen. For mig eksisterede kun aftenen. 175Da indfandt jeg mig atter i hotellet, tog atter den smukke pige under mine beskyttende vinger og forlod hende kun modstræbende i nærheden af det kongelige slot.

Trods de strengeste forskrifter og de frygteligste advarsler, kunde jeg ikke bekvemme mig til at holde mig paa længere afstand, end at jeg den hele tid saa hendes ranke skikkelse, idet hun gik op og ned ved rytterstatuen.

Ud af skyggen sneg sig en forkrøblet skikkelse hen imod hende. I maaneskinnet saa jeg tydelig hans flotte sving med hatten.

Hvorfor pokker talte hun saa længe med det afskyelige kryb? Efter Monks udtrykkelige instruktion skulde hun jo kun bestemme et nyt møde i tredjemands nærværelse.

Mon han paa nogen maade var ubehagelig mod hende?

Skulde jeg gaa frem og sparke utysket tilside?

Til min ærgrelse saa jeg, at der ikke frembød sig nogensomhelst grund for mig til at skride ind, og i virkeligheden tror jeg ogsaa, at deres samtale varede temmelig kort tid.

«Alt iorden,» sagde hun, da vi atter var ved hinandens side; «jeg har sat stevne med ham i Deres bopæl kl. 9, og jeg har sagt, at De vil optræde paa mine vegne for at forhandle om papirets tilbagelevering.»

«Var han da villig hertil?»

176«Ikke straks; men da jeg efter Monks ordre simpelthen gjorde mine til at gaa fra ham, gik han ind derpaa; dog satte han som betingelse, at tredjemanden ikke skulde være Monk. «Det er en ubehagelig person,» sagde han; «jeg vil ikke have noget at gjøre med ham.»

«Nei, det tror jeg gjerne,» sagde jeg; «jeg er bare nysgjerrig efter at høre, hvad Monk vil, vi skal sige til ham for at faa sandheden ud af ham. Vi maa nu straks aflægge Monk rapport for at faa instruktioner, inden mødet skal finde sted. De gav ham altsaa sedlen med min adresse?»

«Ja,» svarede hun, ligesom adspredt, og vi gik tause ved hinandens side.

«De maa holde modet oppe, frøken,» sagde jeg; «De har ingen grund til at være nedslaaet. Vistnok har vi endnu ikke papiret; men Monk vil nok skaffe det frem. Har De ikke lagt merke til, at hidtil er alt indtruffet, som han har forudsagt?»

Jeg forsøgte at se hende ind i ansigtet; men hun holdt øinene fæstet paa jorden.

«Det var ikke netop det, jeg tænkte paa nu,» hun kastede et hastigt blik op imod mig, og det forekom mig, som om der var en usedvanlig farve i hendes kind; «jeg tænkte paa, hvor underligt det er, at jeg taler med Dem, som om vi havde været kjendt i mange aar, og saa paakom der mig en frygt for, at jeg nu maa synes paatrængende.

177Nu har jeg optaget hele Deres tid i et helt døgn, og saa sætter jeg mødested med pukkelryggen i Deres bolig og gaar ud fra, at De vil underhandle for mig. Ja, det var jo hr. Monk, som foreslog det; men jeg er ræd for, at jeg modtog forslaget uden engang at spørge Dem. Det maa synes Dem besynderligt; De maa have faaet ganske rare tanker om mig – – –»

«Kjære frøken! – kjære frøken –» jeg afbrød hende saa hurtigt som muligt, da jeg forstod, hvor hun vilde hen; «De maa endelig ikke tro, at De optager nogen kostbar tid for mig, eller at jeg for Deres skyld – – – ja, jeg mener, at det lille, jeg gjør for Deres skyld, det kunde jeg ligesaa godt gjort for en anden – – – nei, det mener jeg ikke; jeg mener, at hvis jeg kan gjøre noget for Dem, saa er det ikke mere, end jeg vilde have gjort, jo, om forladelse – – –»

Heldigvis stansede jeg her af mangel paa veir og tog det vistnok fornuftigste parti ved ikke at fortsætte; thi ved at se ind under min ledsagerskes hat bemerkede jeg nogle forræderske rynker ved øienkrogene; de kunde umulig betyde andet end et smil om den mund, jeg ikke kunde se.

Da jeg ikke liker at blive udleet, taug jeg derfor viselig stille, og det gjorde ogsaa frøkenen; det vil sige, ligetil vi stod udenfor Monks dør. Da sagde hun pludselig:

«I ethvert fald er jeg Dem taknemmelig, dybt taknemmelig. Var jeg mand, kunde jeg maaske engang i 178livet gjøre Dem en tjeneste igjen; nu er jeg bare en stakkels kvinde, som ikke kan andet end at takke Dem.»

Hvor sødt klang ikke hendes stemme og ord i mine ører; men paa samme tid maatte jeg forbande hendes mangel paa evne til at vælge tid og sted; thi jeg blev afskaaret fra at finde paa et passende svar, da hun idetsamme ringede paa Monks klokke, og pigen straks efter stod foran os i den aabne dør.

Jeg vil ikke spilde tid med at gjentage, hvad vi sagde Monk, og hvad Monk sagde os, da vi traf ham. Han gav os sine instruktioner med største nøiagtighed og de strengeste formaninger til ikke at gaa udenom dem.

Hvad disse instruktioner gik ud paa, og hvorledes de blev befulgte, vil fremgaa af den beretning, jeg nu vil give om, hvorledes mødet mellem den pukkelryggede skriver, frøkenen og mig faldt ud.


Niende kapitel

Vi var neppe komne hjem i min bolig, og min husholderske, den venlige kone, havde skilt Klara – – jeg mener frøken Ring af med hendes tøi og forgjæves prøvet at overtale hende til at drikke en kop the, da der blev ringet paa entréklokken, og den pukkelryggede førtes ind i værelset.

179Han saa sig temmelig mistænksomt omkring, hilste med et fortroligt smil paa den unge dame og værdigede min person en strengt forretningsmæssig hilsen.

«Værsaagod sid ned,» sagde jeg; «hvis jeg ikke tager feil, er De den person, der har lovet at tilbagegive den unge dame der noget, som hun igaar har tabt, og som hun sætter pris paa.»

«Ja, jeg er den person, som De behager at udtrykke Dem; men min aftale med frøkenen var, at kun en tredje mand skulde være tilstede ved sammenkomsten. Saavidt jeg kan se, er vi her fire mennesker.»

«Det er madam Kristiansen, min husholderske; hun vil i ethvert fald være her tilstede, enten De vil tale i hendes nærværelse eller ei.

Kan De ikke tale, naar hun er tilstede, godt! saa faar vi hjælpe os uden Dem. Vil De, eller vil De ikke?»

«Lad hende da for fanden sidde her, og lad os komme til forretningen!»

«Det var ret! og jeg skal faa lov til at begynde.

De siger, at De har fundet et papir, som frøken Ring har mistet, og at De er villig til at levere det tilbage mod findeløn.

Lad os se, at De har papiret, og nævn summen!»

«Summen er den samme, som hun har budt en anden; det var jo treti tusen kroner.» –

Jeg saa den skikkelige madam Kristiansen sprette til i sin stol.

180– «Men hvad papiret angaar, saa maa De ikke tro, at jeg er saa dum at bære det paa mig, naar jeg gaar ind i Deres bolig. De er en stor, sterk mand og kan gjerne have hjælp forhaanden for alt det, jeg ved; nei tak! saa dum er jeg ikke. Papiret er paa et sikkert sted, og der vil det forblive, indtil pengene er i min lomme; forstaar De? Frøkenen vil forresten lettelig kjende det igjen paa beskrivelsen: langt og smalt, lidt gult og skiddent, forsynet dels med trykte bogstaver, dels med skrevne, ja, saavidt jeg husker, staar der tvers over den ene side med smuk, flydende haandskrift:

Accepteret
betalbar Kristiania
I. M. Isaksen.

Formodentlig samler frøkenen paa haandskrifter.»

Han saa med et djævelsk smil paa den unge dame, der dødbleg vendte hovedet bort.

«Hold Dem til sagen,» skreg jeg opbragt og gjorde et par skridt henimod uslingen. «Forsøger De endnu en gang at fornærme den unge dame, saa er vor samtale endt, og De selv paa hovedet nedover trapperne inden 10 sekunder.»

«De skal ikke skræmme mig,» sagde han med et giftigt blik; «men da jeg er blandt dem, der liker orden og hurtighed i forretninger, saa skal De nu i tydelige og greie ord faa høre mine betingelser:

Frøkenen giver mig her paa stedet en anvisning paa 181fem tusen kroner. Resten, de fem og tyve tusen, medbringer hun i min bopæl imorgen kl. 9, og da skal papiret blive hende udleveret.

De fem tusen iaften betragter jeg som garanti for, at De ikke blander politiet op i sagen eller paa anden maade narrer mig.

Gaar De ikke ind paa disse betingelser, saa gaar jeg imorgen til min principal med papiret. Han samler ogsaa paa haandskrifter. Dette er mit sidste ord i denne sag.»

Jeg skulde netop til at svare, da den unge dame traadte hen til mig og drog mig tilside: «Var det ikke lige godt at betale ham pengene og faa papiret? De hørte jo selv, at han beskrev det saa nøie; han maa have det i sin besiddelse. Det er jo intet, jeg heller ønsker, end at faa kjøbt det for treti tusen kroner.»

«Umuligt,» svarede jeg; «vi kan ikke handle mod Monks instruktion. Jeg skal indrømme, at skurkens sikkerhed gjør mig tvilsom; men paa den anden side har jeg heller aldrig seet, at Monk har taget feil, naar han udtalte sig saa sikkert, som han har gjort iaften. Vær bare rolig og lad mig behandle ham; vi er jo endnu ikke komne til prøven.»

«Det er sandt; undskyld mig, hr. Viller, men De kan forstaa, hvor pinlige disse samtaler er for mig. Kunde jeg bare faa lov til at udbetale de treti tusen og holde papiret i min haand!»

182Jeg førte hende tilbage til hendes plads, og hun satte sig taalmodig.

«Hvor og hvorledes fandt De papiret?» jeg henvendte mig atter til den pukkelryggede; «De maa fortælle os dette, forat vi kan have nogen sikkerhed for, at De virkelig er i besiddelse af det.»

«Jeg er kjed af al denne passiar,» var det koldblodige svar, «jeg svarer ikke paa et eneste spørgsmaal; jeg har papiret og skal nok vide at faa det betalt. Hvis jeg ikke inden 2 minutter har svar paa mit tilbud, saa gaar jeg og henvender mig til andre. Selv om min principal skulde være uvillig, saa tror jeg ikke frøkenens far eller konsulen vil afslaa at korrespondere med mig.»

Jeg kunde se, hvor den unge dame led under slynglens ord. Han havde trukket sit uhr frem og lagt det paa bordet.

Jeg maatte vove slaget.

«Vi modtager tilbudet,» sagde jeg; «fem tusen iaften og det øvrige imorgen, naar papiret overleveres. Men da sætter vi ogsaa som betingelse, at De paa stedet udleverer armbaandet; det har De vel ikke lagt fra Dem hjemme?»

Han kunde ikke skjule sin overraskelse: «Armbaandet, hvad mener De med armbaandet?»

«Jeg mener armbaandet, som laa i samme lille væske, hvori papiret befandt sig, og som De har fundet. 183For det første er det et meget kostbart smykke, og dernæst har det særegen værdi for frøkenen, da det har tilhørt hendes afdøde mor. Det skulde til en guldsmed her i byen for at repareres.

Dette armbaand har De formodentlig medbragt. Vi udbetaler ikke de fem tusen, før det er i vore hænder.»

Jeg lod, som jeg ikke saa uslingens forvirring. Han tog sig ogsaa meget hurtig sammen.

«Jeg kjender ikke til noget armbaand. Hvis det har ligget i reisevæsken, som De siger, saa maa en anden have fundet den før mig og taget smykket ud.»

«Skal jeg tro Dem paa dette? De fandt vel væsken i kjøkkenopgangen til pantelaaneren; der tror i det mindste frøkenen, at hun mistede den. Hvem andre kunde vel have havt tag i den før Dem?»

Den pukkelryggede kunde ikke skjule et triumferende smil: ved min uforsigtige tale – saa troede han – havde jeg sat ham istand til uden frygt for opdagelse at spille sin rolle som den, der havde fundet papiret.

«Ja, det er ikke godt at vide; der gaar mange folk op og ned i den trappen. Den, som først har fundet væsken, har vel taget guldet ud og ikke besværet sig med et stykke gammelt papir. Det er kun beskedne folk som jeg, der sætter pris paa den slags antikviteter.»

184Jeg kunde ikke længere se paa hans afskyelige, frække ansigt.

Jeg reiste mig op og pegte paa døren: «Ud af dette hus, og det saa hurtig, som Deres ben kan bære Dem; jeg vil ikke svare for mig selv, hvis jeg længere skal se paa Deres skurkagtige fjæs.

Hvormeget De kjender til historien, det ved jeg ikke; men sikkert er det, at De har forsøgt at sælge et papir til denne dame, et papir, som De ikke har i Deres besiddelse og aldrig har havt. Det var altsaa grunden til, at De absolut maatte have fem tusen i forskud. Dobbelt kjeltring, som De er, pengeudpresser og bedrager paa samme tid. Skynd Dem ud, før jeg lægger haand paa Dem!»

Han reiste sig hurtig op, men blev staaende uden at mæle et ord, idet han afvekslende blev rød og bleg.

«Forstaar De ikke,» raabte jeg, «at den unge dame aldrig har mistet nogen væske? Hverken nogen væske eller noget armbaand; men at De, en durkdreven kjeltring, lod Dem narre i denne simple fælde. Monk havde ret, da han sagde, at kjeltringer altid er dumme, naar man bare tager dem fra den rette side.»

Han kastede et blik paa mig, som jeg aldrig skal glemme, saa fuldt af ondskab og raseri, men gik stiltiende ud af døren.

Der vendte han sig om: «Vi sees nok igjen, frøken; jeg saa Dem med egne øine tage papiret ud af 185min principals jernskab, og havde De ikke mistet det, saa havde De aldrig bagefter gaaet til den fordømte Monk. Papiret er atter kommet fra Dem, og den dag kan maaske komme, da De angrer paa, at De har lagt Dem ud med mig. Jeg trængte haardt til penge, og naar jeg havde faaet de fem tusen af Dem, saa vilde jeg have fortalt Dem, at jeg ikke havde fundet papiret og heller ikke vidste noget om det. Jeg tror nok, den efterretning kunde været værd de fem tusen.» Dermed gik han.


Tiende kapitel

Monk havde altsaa havt fuldstændig ret.

Den pukkelryggede havde seet, at den unge dame tog papiret ud af skabet, og senere havde han ved at kombinere flere iagttagelser sluttet sig til, at det atter var kommet ud af hendes hænder.

Han havde fattet den plan at benytte sig af denne kundskab saa godt, som omstændighederne vilde tillade, idet han lod, som om papiret var i hans besiddelse.

Han havde formodentlig fulgt hende, ligefra hun forlod aagerkarlens hus. Sit detaljkjendskab til papirets 186indhold maatte han have faaet ved at lytte ved døren under frøken Rings samtale med pantelaaneren.

Min skikkelige husholderske havde med største forbauselse seet paa optrinnet. Da den pukkelryggede absenterede sig, trak hun veiret tydelig lettet:

«Det var en fæl fant,» sukkede hun. «Men De er jo aldeles bleg, frøken; De faar da vel ikke ondt?»

Optrinnet og den lange dags anstrengelser havde i høi grad udmattet den unge dame, og jeg var virkelig et øieblik bange for, at hun skulde besvime. Dog, hendes kraftige vilje holdt hende oppe, og madam Kristiansens moderlige omsorg bragte hende snart til at føle sig bedre.

Hun vilde absolut hjem i sit hotel, og jeg telefonerte efter en droske, hvori jeg trods hendes protester tog plads ved hendes side.

«De har virkelig gjort nok for mig idag,» sagde hun; «De har jo ikke havt et øieblik af dagen for Dem selv.»

«Heldigvis har jeg god tid, naar jeg vil have det. Naar jeg nu har sat Dem af ved hotellet, kjører jeg op til Monk for at give rapport. De vil sandsynligvis høre fra ham imorgen.»

«Hvad tror De nu, han vil gjøre? Tror De, han har nogen plan for at faa fat paa papiret? Ak, jeg er ræd for, at jeg ikke kan udrette noget for min far, og at min reise har været forgjæves.

187Den gamle aagerkarl vil naturligvis en af dagene, naar han tager frakken paa, finde papiret – hvis det ikke allerede er gjort – og han vil naturligvis til hevn for det forsøg, jeg har gjort, pine og plage min stakkels far endnu mere end før.

Ved De, hvad jeg ønskede, da vi havde sammenkomsten med den pukkelryggede? Jeg ønskede, at det vilde vise sig, at han virkelig havde fundet papiret. Han vilde vistnok have solgt det for de treti tusen. Men nu er jeg i samme sørgelige stilling, som jeg var igaaraftes, da jeg først besluttede mig til at henvende mig til hr. Monk.»

Jeg forsøgte at trøste hende, men det gik kun daarlig; thi jeg kunde jo ikke skjule for mig selv, at alt, hvad vi hidtil havde opnaaet, det var at faa vished for, at den pukkelryggede ikke havde papiret – intet andet.

Vi hensank i taushed. Pludselig for hun op og greb med begge hænder om min arm:

«Jeg har en idé. Tror De, Monk vil være med derpaa? Vi kan jo kjøbe den pukkelryggede til at tage vekslen til os, der den ligger. Han kan jo gaa ud og ind i pantelaanerens værelser, saameget han lyster. Han gjør vistnok alt for penge.»

Idéen var alt andet end daarlig, det forstod jeg straks; men hvorfor skulde hun uden videre henskyde afgjørelsen til Monk uden engang at spørge om, hvad jeg mente derom?

188«Ønsker De at høre min mening derom, frøken?»

«Ja, men De er jo saa streng paa, at vi kun skal lytte til Monks raad, og ræd for, at jeg skal være ham ulydig. Ellers kan De forstaa, jeg intet heller vil end høre Deres mening.»

Herimod var intet at sætte op, og jeg lovede med værdighed at forebringe Monk hendes forslag og selv at støtte det. Mine læsere kan maaske forklare mig, hvorfor jeg netop i denne sag forsøgte at paatage mig en vis selvstændighed ligeoverfor Monk, uagtet det stadig faldt uheldig ud. Jeg skammer mig ikke over at tilstaa det, og de, der vil følge mig i min næste beretning, vil se, at jeg der tager en berettiget og vel fortjent hevn.

Vi skiltes ad, og jeg fortsatte min vei til Monk.

Jeg fandt ham gaaende op og ned paa gulvet. Han lod, som om han var ganske rolig; men jeg kunde tydelig merke, at han var meget nysgjerrig og ivrig efter at høre, om vi nøiagtig havde fulgt hans instruktion, og om hvorledes sammenkomsten var løbet af.

Ikke før var jeg færdig med min fortælling, før han styrtede ud og kom atter ind med overfrakke paa og en tyk stok i haanden.

«Du maa undskylde mig; men jeg maa udrette et nødvendigt ærind allerede i aften.

Jeg blir antagelig 1 à 2 timer borte; vil du vente paa mig, saa er det godt, hvis ikke, saa – au revoir. Imorgen! Du skal høre fra mig.»

189«Nei, stop lidt, jeg har endnu noget at sige dig fra den unge dame. Hun har en meget god idé, og jeg synes, at vi bør benytte os af den. Det forekommer mig at være den eneste sikre vei om end lidt dyr.» Jeg gjentog for ham Klaras ord.

Monk smilte:

«Hils og sig den unge dame, at hendes plan næsten er den samme som min egen. I skal begge høre fra mig imorgen. Godnat!»

Jeg foretrak at gaa hjem til mig selv og underholde mig lidt med madam Kristiansen om den «søte unge dame», som havde været hos os om eftermiddagen. Hun spurgte, om jeg troede, at der var noget iveien for, at hun næste formiddag forhørte sig i hotellet om hendes befindende.

Nei, det fandt jeg i sin orden. Og næste formiddag vandrede den snille kone derop medbringende fra mig en kjæmpemæssig blomsterbuket og hilsen om, at Monk vilde gjøre, hvad hun igaar havde foreslaaet, og at hun vilde høre nærmere fra ham i dagens løb.


Ellevte kapitel

Klokken var 7 den næste aften.

Jeg havde intet seet hverken til Monk eller frøkenen. 190Madam Kristiansen havde bragt mig budskab om, at hun havde det godt og vilde holde sig hjemme hele dagen for at vente paa brev fra Monk.

Jeg sad i min hyggelige dagligstue foran ilden i kaminen og spekulerede paa, hvordan denne sag vilde ende: om den unge dame vilde kunne redde sin far, om vort bekjendtskab ogsaa vilde ende den dag, hun forlod Kristiania o.l.

Madam Kristiansen kommer ind. «Jeg skal hilse fra Monk og bede om, at De vil gaa indom Anne Kures privathotel, tage frøken Ring med Dem og komme op til ham iaften kl. 9. Han har netop telefoneret, og da han hørte, at jeg var i telefonen, og at De var hjemme, saa bad han mig bringe den besked.»

Jeg var overmaade nysgjerrig; mon han allerede havde udrettet noget, eller det blot gjaldt en raadslagning? Tiden sneg sig langsomt hen.

Det var stygt veir ude, koldt og blæsende og dertil lidt sne.

Jeg tog en vogn og lod den holde udenfor hotellet, medens jeg gik op.

Frøken Ring stod fiks og færdig, som jeg havde seet hende den første aften hos Monk. Hun var forberedt gjennem telefonen paa mit komme.

Hun afslog rent ud at kjøre, og jeg maatte sende vognen bort. «Jeg har ikke været ude hele dagen,» sagde hun, «og har godt af en tur – dog, jeg tænker 191vist bare paa mig selv; De vilde vist heller kjøre; lad os faa tag i en anden vogn!»

Gud skal vide, at jeg intet havde imod spaserturen ved hendes side – vi havde ogsaa god tid, for jeg havde været tidlig ude – men den stakkels pige var saa urolig og nervøs, at jeg havde den største møie med at berolige hende.

Den raske gang i det kjølige veir syntes imidlertid at gjøre hende godt, og da vi traadte ind i Monks stue, saa jeg ogsaa denne alvorlige hædersmands blikke med velbehag hvile paa hendes rødmende ansigt og funklende øine.

«Har De gjort, som jeg foreslog, har De talt med den pukkelryggede kontorist og tilbudt ham pengene, hvis han vil tage papiret til os?»

Monk smilte lunt:

«Jeg har ikke nøiagtig gjort, hvad De der siger; men sagen er ikke destomindre i god gjænge.

Jeg skulde gjerne ville fortælle, hvad jeg har gjort siden igaaraftes; men sagen er, at jeg nødig vil begynde, da jeg hvert øieblik venter en afbrydelse. Jeg venter en bekjendt af os, og før han har været her, blir der saa alligevel ikke noget af vor raadslagning.»

Jeg kjendte Monk og forstod, at han var i godt humør. «Klokken er allerede 5 minutter over den tid, da han skulde være her, saa det kan ikke vare længe, tys, det var klokken! Tag plads, mine damer 192og herrer!» Vi satte os alle tre, frøkenen og jeg i høi grad forventningsfulde.

Vi hørte entrédøren blive aabnet og lukket. Det bankede paa døren til værelset, hvor vi sad.

«Kom ind!» og ind traadte til vor store forbauselse den pukkelryggede kontorist.

Han hilste med et forretningsmæssigt smil paa Monk, men værdigede ikke os andre nogen hilsen.

«Godaften, hr. Krokstad! Værsaagod, sid ned! De er præcis, det glæder mig; punktlighed letter alle forretninger. De har vel ikke noget imod, at denne herre og dame overværer vor samtale. Vi skulde jo aftale den beleiligste tid for mit eksperiment med aagerkarlens jernskab. Ja, det er sandt, hvordan gik det med det, som De lovede at skaffe mig?»

Den pukkelryggede trak frem under sin frak en langagtig pakke. Denne rakte han til Monk.

Monk lagde sindig pakken paa sine knær, aabnede papiret og halede ud et klædningsstykke eller langt mørkt stykke tøi.

Med sin høire haand løftede han klædningsstykket op efter kraven. Det var en luvslidt bonjour. Med sin venstre famlede han nogle sekunder mellem dens skjøder.

Da han atter trak haanden til sig, holdt han i den, fast omsluttet, et stykke papir! Han gik hen til lampen, foldede det ud og rakte det derpaa til den unge dame:

193«Her er papiret, frøken!

De kan takke hr. Krokstads tjenstagtighed for, at De atter har det i Deres haand. Vær ganske rolig, frøken! det er det egte papir, og Deres far behøver aldrig mere at foruroliges af de kjeltringer.»

Han gik bort til ovnen og aabnede døren:

«Kast det med egne hænder paa gløderne og se med egne øine paa, at det fortæres.»

Først lidt efter lidt gik det op for den unge pige, at det skjebnesvangre papir var i hendes haand, og at hendes mission var udført.

Hun nærmede sig ovnen, det samme gjorde jeg, papiret for ind, og alle tre stirrede vi paa opløsningsprocessen, indtil tilslut de hvide askefnug for op igjennem skorstenen.

Da først vendte vi os om.

Den forvoksede kontorist havde reist sig i forbauselse.

Der dæmrede vistnok en formodning hos ham om, at han var narret.

Monk slængte frakken hen til ham: «Se her, tag den tilbage; vi faar ikke brug hverken for Dem eller den. Hils Deres principal!»

«Hvad behager, vil De ikke betale mig? Skal jeg intet have for mit bryderi, for min resiko? Jeg kan miste min post, hvis principalen merker, at jeg har taget hans frak.»

194Stemmen var hæs og skjærende.

«Ikke skrig saa,» sagde Monk rolig. «De tænkte at narre mig, og saa blev De selv narret; tror De, man faar penge paa den maade?»

«Ja, men De lovede mig penge, hvis jeg vilde hjælpe Dem. Jeg skulde skaffe Dem principalens frak, for at De kunde forklæde Dem. I hans skikkelse skulde De gaa ind i huset og faa nøglen af portnerkonen en aften, naar Abrahamsen var ude. Frøkenen havde ikke faaet fat paa papiret, sagde De, og saa vilde De og Deres ven, som staar her, brække op skabet, naar De bare kunde komme ind i leiligheden, sagde De. Og saa lod jeg mig narre til at bringe Dem frakken.

Hvordan kunde jeg vide, at papiret laa i lommen paa den?

Jeg vidste jo ikke, at jeg havde med bedragere at gjøre.

Havde jeg bare vidst!»

Hans anger og bedrøvelse var saa egte og uforfalsket, at jeg næsten maatte le.

«De fortæller ganske rigtig, hvad der er passeret,» svarede Monk; «men De glemmer at fortælle aarsagen til, at De saa beredvillig gik ind paa mit forslag om at hjælpe os med at trænge ind i Deres principals værelser.»

«De lovede mig penge, og det trænger jeg haardt,» var den pukkelryggedes hurtige svar; «behøves der nogen anden grund til, at jeg lovede at hjælpe Dem?»

195«Der behøves ikke. Men De havde ogsaa en anden grund, og den grund var, at De troede ved at lade os trænge ind i Deres principals værelse og forsøge indbrud i hans skab at faa os i Deres magt. De gav ikke efter for mine forestillinger, før De pludselig kom til at tænke paa, at paa den maade vilde De faa hals og haand over os.

Sandsynligvis har De allerede i dette øieblik solgt os til Deres principal, saaledes at vi først skulde betale Dem her og saa blive fakkede under indbruddet af aagerkarlen.

De har allerede sluttet overenskomst med ham om, hvorledes I skal dele de summer, som I kunde presse ud af os, naar vi blev grebne i indbrud.

Vil De blive en heldig skurk, maa De lære at skjule skurkagtigheden i Deres ansigt. Det forstaar De endnu ikke. Jeg har læst Deres tanker den hele tid der som i en aaben bog.»

Under den sidste del af Monks tale var den pukkelryggedes ansigt blevet blegt eller rettere sagt gulgraat.

Han famlede efter hat og stok, og da Monk aabnede døren for ham, først døren til entréen og derefter den til trappen, marscherede han ud, idet han gjorde et sidste forsøg paa en haanlig og flot gebærde.

Monk kom ind igjen. «Ja saaledes gik det til, at min plan lykkedes lettere, end jeg havde haabet.

Hans lyst til at hevne sig paa dig og mig ved et dobbelt forræderi var saa stor, at den ikke alene overvandt 196hans betænkeligheder, men gjorde ham til et blindt og umistænksomt redskab til at faa pantelaanerens frak i vore hænder.»

Spændingen havde været for sterk for den unge pige. Hun sank bagover i stolen og lukkede øinene, aldeles ligbleg i ansigtet.

Jeg sprang op og nærmede mig hende; men hun aabnede øinene og strakte haanden afværgende ud: «Lad mig bare faa sidde rolig nogle øieblikke, saa er jeg straks bra; jeg er altfor glad til at kunne føle mig daarlig for alvor.

Tal med Deres ven, hr. Viller, om hvordan han har kunnet faa dette istand, jeg hører nok efter, om jeg holder øinene lukket en liden stund.»

Det var øiensynligt, at hun helst ønskede, at man ikke skulde lægge merke til hende for et øieblik.

Monk syntes ogsaa at være af samme mening; han trak lampeskjærmen ned paa den side, der vendte mod hendes plads, og gav sig saa til at tale med mig.

«Ja, du forstaar vel omtrent, af hvad art mine forhandlinger med pukkelryggen har været, da jeg igaar aftes besøgte ham i hans hule og tilbød ham at gaa i kompani med os.

Han var først rasende og vilde neppe høre paa mig, og da jeg rent ud foreslog ham at være mig behjælpelig med at gjøre indbrud hos hans principal, 197hoppede han høit i stolen. Han var øiensynlig mere ræd for aagerkarlen end for fanden «sjøl».

Men jeg havde ikke forregnet mig, da jeg spekulerede i hans list og troløshed. Lidt efter lidt gik det op for ham, at han kunde faa os fuldstændig i sin magt, hvis vi forsøgte indbrud hos hans principal. Desuden indskrænkede jeg mine fordringer til, at han skulde forskaffe mig nogle af principalens klædningsstykker, for at jeg i disse kunde narre portnersken til at lukke mig ind.

Da gav han pludselig efter og viste en næsten paafaldende lyst til at hjælpe os.»

«Hvilken afskyelig dobbeltkjeltring!» udbrød jeg.

«Tror du ogsaa, at han har forraadt os til sin principal?»

«Ja, det er jeg sikker paa. Sandsynligvis er allerede den fælde opstillet, i hvilken vi skulde fanges.»

«Lovede du ham penge?»

«Jeg lovede ham penge – nogle tusen kroner – hvis det lykkedes mig at faa skabet opbrudt.

Det var forresten morsomt at iagttage, hvor ligegyldig han behandlede dette pengespørgsmaal. Det var nemlig da gaaet op for ham, at han senere kunde presse ganske andre summer af os, naar vi først var gaaet i fælden.»

Frøkenen havde imidlertid rettet sig op i stolen, rødmen var vendt tilbage i kinderne, og hun havde med stor interesse fulgt Monks ord. Denne vendte sig mod hende:

198«Jeg tror at kunne gjætte et ønske hos Dem, frøken, eller snarere to. For det første vil De gjerne saa hurtig som muligt telegrafere til Deres far, og dernæst vil De gjerne komme i Deres seng. Har jeg ikke ret?»

Frøkenen saa smilende paa os: «Jeg skal ikke negte for, at jeg er noget træt; hvem skulde tro, at jeg kunde være saa svag, at jeg ikke taalte lidt glæde; en anden sag er det, om jeg faar sove med det første; jeg har saa meget lykkeligt at tænke paa!

At jeg gjerne saa snart som muligt vil telegrafere til min far, kan jeg heller ikke negte; men sig mig, hr. Monk, er det ganske sikkert, at pantelaaneren ikke længer kan forurolige ham? Vistnok er papiret brændt; men baade han og pukkelryggen kjender jo til, at det har eksisteret.»

«Vær rolig, bedste frøken! Saasnart papiret er tilintetgjort, er det ogsaa forbi med blodsugerens magt. Han har ikke længer nogetsomhelst bevis – selv ikke den pukkelryggede har jo seet papiret – og et forsøg paa atter at forulempe Deres far kunde udsætte ham for en anklage for pengeudpresning.

Tro De mig; han vilde før miste sin ene haand end forsøge paa noget saadant. Hverken han eller den pukkelryggede er af de mennesker, der liker at have noget med politi, dommere, forhør og den slags ting at gjøre; dertil frembyder deres liv for mange svage punkter for en indgaaende undersøgelse.»

199«Ja, da har jeg intet andet at gjøre end at takke Dem, hr. Monk, ikke alene fordi De med Deres skarpsindighed og klogskab har reddet en familie fra undergang, men ogsaa for Deres godhed og hensynsfuldhed mod en stakkels pige, som havde paataget sig et ærend, hun ikke kunde magte – – – –»

Hun reiste sig op og skalv i stemmen under de sidste ord, medens hun greb Monks haand.

«Jeg har kun arbeidet i min profession, frøken, og De ved, enhver forretningsmand maa være forekommende mod sine kunder. Hvad jeg har gjort for Dem, vilde jeg selvfølgelig have gjort for enhver, der – – – ja, misforstaa mig ikke, ikke enhver – – – –; thi Deres kjækhed og datterlige opofrelse ved at paatage Dem et saadant hverv – – – –»

Det var ikke langt fra, at jeg havde slaaet op en triumferende latter: se til alvorsmanden Monk, tænkte jeg, han med den overnaturlige selvbeherskelse, som han er saa stolt af, se nu har han vovet sig ud paa den samme glatis, som jeg nylig tumlede mig paa; det har han godt af.

Hvad jeg imidlertid misundte ham, det var det straalende smil og den iver, hvormed den unge dame reddede ham ud af forlegenheden:

«Undskyld, hr. Monk, hidtil har jeg vistnok været Deres klient; men skulde vore veie atter mødes, haaber jeg, at De vil kalde Dem min ven; jeg vil altid betragte Dem som saadan!»

200De rystede paany hinandens hænder, og den unge dame gik hurtig mod døren.

Medens hun aabnede denne, vendte hun lidt paa hovedet til den kant, hvor jeg stod. Det var ikke noget langt blik, jeg fik, men mere end nok for mig.

Forstod jeg hende ret? Ønskede hun, at jeg skulde følge hende hjem, og endnu en stund at opsætte afskeden med mig? Jeg spurgte ikke, ja, jeg tror end ikke, at jeg sagde godaften til Monk, som gik hen til sit skrivebord.

Jeg styrtede ud i entréen og hjalp hende tøiet paa.

Hun holdt sit ansigt bortvendt, og armene havde vanskelig for at finde sig tilrette i kaaben; det var jo intet under heller, at saa mange sindsbevægelser gjorde hende lidt nervøs.

Jeg aabnede netop entrédøren for os, da døren fra kontoret hurtig gik op, og Monk viste sig endnu en gang:

«Undskyld, frøken, De kunde da umulig tro, at en detektiv ikke lagde merke til, at De gjemte noget paa hans skrivebord; men jeg maa tilstaa, at det tog mig nogen tid at finde det. De havde gjemt det saa godt under brevpressen.

Imidlertid, her er Deres anvisning, som jeg maa bede Dem tage tilbage.

Hvor kunde De tro, at jeg vilde beholde en hel formue; jeg er dog hverken aagerkarl eller pukkelrygget.»

201«Jeg er sikker paa, at min far i enhver henseende billiger – – –» med et forlegent blik saa hun paa Monk og nølede med at tage anvisningen, som han rakte mod hende.

«Nei, ved De hvad, jeg skal nok sende Deres far en smuk regning for anvendelsen af min kostbare tid; men en hel formue kan jeg ikke modtage.»

Som sedvanlig fik Monk sin vilje frem. Anvisningen blev lagt i en liden visitkortbog og denne atter i en lomme, som først blev funden efter nogle minutters ihærdige søgen. Og atter befandt vi os paa vei gjennem trapperne.

*

Saa langt var jeg kommet i mit manuskript for et halvt aar siden, og ikke længere er jeg kommet idag; thi hvergang jeg vil fortsætte, blir jeg forhindret af en ung dame, som jeg har været uforsigtig nok til at gifte mig med, og som i den anledning har tiltaget sig stor myndighed i mit hus.

Det er skade; thi hvad der videre forefaldt den aften, da vi forlod Monk, forekommer mig baade behageligere og interessantere og mere lærerigt end alle andre begivenheder i min lange fortælling om pantelaanerens frak.

202Men den unge dame er som sagt af en anden mening. Hun paastaar, at aftenens senere hændelser er af mere privat natur og ikke egnet for offentliggjørelse.

Jeg faar derfor meget mod min vilje slutte midt i fortællingen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Karl Monks oplevelser

Karl Monks oplevelser er første bok i en romanserie om privatdetektiven Karl Monk i Kristiania på slutten av 1800-tallet. Boken inneholder to kriminalhistorier: «Pantelaanerens frak» og «Bankierens pengeskab».

Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1897 (nb.no)

Les mer..

Om Fredrik Viller

Pseudonym for Christian Sparre.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.