Det Første Bud.

Sangen åpner med en innledning: ikke til det første bud, men til den større enheten: «De Ti Guds Bud-Ord» (1–5), der budenes antall, deres guddommelige autoritet og rettledning for praksis kort kommenteres. Selve budet gjengis først i 6. strofe. Deretter følger forklaringen, som setter den «Allerhøyeste» (8.1), eneste (8.2), evige (10.1) og sanne (26.4) Gud opp mot materielle og/eller forgjengelige avguder, alle med bibelsk opprinnelse: «Stock og Steene» (8.3), «Sool og Maane» (12), «Sølv oc Guld» (13), «U-mælend’ Fæ» (19) og «et Billede» (21). Hver type avgud forklares og aktualiseres mer eller mindre utførlig: Strofe 13 innleder et lengre parti om avguden Mammon, den jordiske rikdom (13–18). Omtalen av gudebildet i strofe 21 gir støtet til et tidsmessig angrep på den katolske helgendyrkelsen (23–25). Diktet munner ut i en pedagogisk avrundende sluttstrofe (26).Dass’ forklaring er rimeligvis mer praktisk rettet enn den Luther gir i sin Store katekisme (som henvender seg til prestene, ikke allmuen). Den er også mer bydende. Dikteren nøyer seg ikke med å forklare Guds bud, men formaner sin tilhører eller leser om å følge dem: «Thi skal du» (8.3), «Jeg nu forbyder dig» (11.1, 12.1, 13.1), «Da maa du» (15.4), «Du skal og ey» (16.1, 19.1), «See til du ei» (23.1), «Holdt ikke med» (23.4). Luther tar riktignok eksplisitt avstand til både Mammon og helgener, men han legger samtidig større vekt på å forklare gudsforholdet som en trossak: «[…] saaledes ad hafue een Gud, er intet andet, end af Hiertet fortro sig til noget» (1629: 5). Nærmere om den lutherske teologien på dette punkt hos Albrecht Peters (1990: 1.99–144).Loven av 1687 tillater ingen annen religion enn den lutherske for Kongens undersåtter: «Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleene tilstædis, som overeens kommer med den Hellige Bibelske Skrift, det Apostoliske, Nicæniske og Athanasii Symbolis, og den Uforandrede Aar et tusind fem hundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse, og Lutheri liden Catechismo» (2–1). Såkalt villfarne straffes påfallende hardt: «Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernest hans Hoved afslais og tillige med Tungen sættis paa en Stage» (6-1-7).

Jeg er HERren din Gud, du skalt icke have fremmede Guder, etc.tit.] 2 Mos 20.2–3: «Jeg er HERren din GUD, som udførdte dig af Ægypti Land af Trældommens Huus. Du skal icke hafve andre Guder for Mig.» Luthers Lille utlegger budet slik: «Det er: Wi skulle for alle Ting frycte oc elske Gud, oc paa Gud alleene forlade oss» (Luther 1616: 63).

Siungis som:
Jeg veed et ævigt Himmerig,mel.] Melodiforelegget er opprinnelig tysk, kjent fra Christliches Gesangbüchlein, Hamburg 1612, til dansk ved Hans Christensen Sthen i tillegget til En liden Vandrebog (1589). Denne boken ble trykt flere steder i løpet av 1600-tallet (se Lyster i Sthen 1994: T-42). Det samme forelegget oppgis til TB 4. Samtlige bevarte manuskripter oppgir som forelegg til denne sangen «Frisk op naar Dievelen gjør sig vræd», en verdslig vise av Anders Bording (1.1984: 280, 1986: 288; jf. Schiørring 1.252 og 1.378). Forelegget er også brukt i ES, til «Om Christi omskjærelse» og til «Om Thomae Vantroe» (SV: 3.216 og 280).

1.
Kom hid, O kiære Christen Lem,O kiære Christen Lem] Apostroferingen av leseren kan tenkes inn i samtidens katekismeundervisning. I en slik situasjon er den tiltalte, dvs. hvert enkelt av barna, faktisk til stede som tilhører når far, prest eller degn synger sangen. Vi har altså her ikke med noen lyrisk apostrofe å gjøre. Dikteren henvender seg til leserne/sangerne/tilhørerne, ikke bort fra dem.
          Jeg vil saa korteligekortelige] i korthet
Paa dine FingrePaa dine Fingre] Regning på fingrene var på 1600-tallet den foreskrevne metoden. Autoriteten Jesper Brochmand skriver dessuten i sin Systema at katekismen skal kunnes «ad ungues» eller «på fingrene» (Brochmand 1664: 2.341a). Anders Hiørring følger opp i fortalen til sin katekisme (1643), hvor han formaner om at innholdet skal læres slik «at de smaa her udi Riget, vide saa redelig paa deris Fingre, Ord for Ord Lutheri Catechismum met sin forklaring at opregne». Ludvig Munthe takker i fortalen til sin katekisme (1644) Gud for at ungdommen i hans stift er så godt undervist «at de den gandske Lutheri Catechismum med den Forklaring, veed saa got som paa fingrene, med god forstand at opregne». Et bevart engelsk trykk fra 1560-tallet anskueliggjør fingermetoden med en illustrasjon av et par hansker påskrevet ett bud per finger og med dyder og laster opplistet i håndflatene (O’Connell 1999: 70), tilsvarende hos Christen Staphensøn Bang (1650: 1.40). to gang fem
          GUDS Bud ved Sang udsiige.

2.
Saa tit du slaar din Hænder ud,
          Ti Fingre kandst du regne;
Saa mange er og HErrens Bud,
          Som læsis allevegne.allevegne] overalt; budene står å lese i såkalt fullkomne salmebøker, katekismer og annen andaktslitteratur. De kan selvsagt òg leses i 2 Mos og 5 Mos, men Bibelen var knapt folkeeie før sent på 1800-tallet (jf. Fet 1995: 151).

3.
Naar du vilt paa din Fingre see,
          Da tænk Guds Lov er bleven
I lige samme Tal, som de,
          I Mose-Bog indskreven.I Mose-Bog indskreven] Budene står skrevet i 2 Mos 20.3–17 og 5 Mos 5.6–21.

4.
GUD selv for MosenMosen] Akkusativformen (gr./lat.) av Moses (Moyses, Vulg.). Den pussige tvetydigheten («mose på sten») har neppe vært like påfallende ved diktets tilblivelse. Mos (no. mose) er oftest intetkjønn på dansk: Hankjønnsformen mosen vil dermed umiddelbart oppfattes som best. form av mose, dvs. «myr», forutsatt at konteksten ikke er bibelsk. udi Steen
          Har tegnet de Bogstave;GUD selv […] Har tegnet de Bogstave] At skrifttegnene er Guds egne, stadfestes av 2 Mos 32.15–16: «Mose vendte sig, og gick ned af Bierget, og hafde to Vidnisbyrdens Tafler i sin Haand: De vare skrefne paa baade Sider. Og Gud hafde self giort dem, og self grafvet Skriften i dem.»
Men du skal indtil Marv og Beenindtil Marv og Been] Uttykket marg og ben forekommer flere ganger i Bibelen. Hebr 4.12, «Thi Guds Ord er lefvende og kraftigt, og skarpere, end noget tveegget Sverd; Og det trænger igiennem, indtil Det adskil Siælen, og Aanden, og Marfven, og Beenene: Og Hand er en Dommere ofver Hiertets Tancker, og Sind.» Dette verset kopler, som Dass, hjerte med marg og ben, begge deler konvensjonelle bilder på menneskets «aller innerste».
          Dem i dit Hierte grave.i dit Hierte grave] Luther (1629: 7) forklarer i sin Store katekisme: «[…] men dette kaldis ad fatte hannem, naar hiertet griber hannem oc henger ved hannem.» Graveringsmetaforen er brukt i Jer 17.1: «Juda Synd er skrefven med Jern-Stiil, og med skarpe Demanter, og udgrafven paa deris Hjertis tavle, og paa deris Alteris Horn.» Nærmere om denne uttrykksmåten i Innl. 6.1; jf. Nielsen 2009: 143–46.

5.
Naar du gaar ud, naar du gaar ind,
          Hav disse Bud i Tanker,
Og slaa dem aldrig af dit Sind,
          Hvor du i Verden vanker.

6.
Hvad siger da det første Bud,Hvad siger da det første Bud] Spørsmålet innebærer en form for retorisk subjectio, det både stilles og besvares av taleren. Likevel er det slik at de to første versene av str. 6 må forstås som et mulig spørsmål i en fingert dialog med katekismeelevene. Fra begynnelsen av diktet er disse apostrofert enkeltvis, i 2. pers. ent. Her, i 6.2, fremstår de i 1. pers. flt. («Fortæll os»).
          Fortæll os hvorhvor] hvordan det liuder?
Det siger: For den sande Gud
          Hav ikke fremmed Guder.For den sande Gud/ Hav ikke fremmed Guder] 2 Mos 20.2–3: «Jeg er HERren din GUD, som udførdte dig af Ægypti Land af Trældommens Huus. Du skal icke hafve andre Guder for Mig.» Resens katekisme bruker den konkurrerende formuleringen: «Du skalt icke haffue fremmede Guder (for mig)» (Luther 1616: 63).

7.
Det siger:Det siger] Med dette gjentas formuleringen fra 6.3: Første gang introduseres budet, annen gang forklaringen, i analogi med Luthers faste innledningsformular «Det er». Gud ey taale kand,
          At nogen er hans Lige,
Hand finder ey sin Lige-Mand
          Paa gandske Jorderige.

8.
Hand er dend Allerhøyeste,dend Allerhøyeste] Med denne superlativen omtales majesteter generelt. I Bibelen omtales Gud hyppig som den høyeste, den forsterkede formen brukes i Mark 5.7: «O! Jesu, du Allerhøyeste Guds Søn».
          Og hand er GUD alleene;hand er GUD alleene] Luther innleder forklaringen i sin Store katekisme slik (1629: 5): «Det er, du skalt holde mig aleene for din Gud.»
ThiThi] derfor skal du for ham bøye Knæe,bøye Knæe] Kneling signaliserer underkastelse; se f. eks. Sal 22.30: «Alle Fede paa Jorden skulle æde, og tilbede; og alle de som ligge i Støfven, skulle bøye Knæ for Hannem, og de som armelige lefve. «
          Men ey for Stock og Steene.Stock og Steene] Dvs. falske guder eller gudebilder, fremstilt i tre og stein. Fortsettelsen av budet i 2 Mos (20.4–6) er slik: «Du skal intet Billede giøre dig, eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen; eller neder paa Jorden; eller efter det, som er i Vandet under Jorden. Du skal icke bede til dem, og icke tienne dem, thi Jeg, som er HERren din GUD, er en nidkier Gud, som hiemsøger Fædrenis Misgierninger paa Børnene indtil tredie og fierde Leed paa dem som hade Mig: Og Jeg giør Miskundhed med mange tusinde, som mig elske og holde mine Bud.» Avguder i form av «Stock og Steene» finnes omtalt i 5 Mos 4.28; 28.36; 28.54; 29.17; Esek 20.32. Petter Dass’ lærer fra Bergen, Edvard Edvardsen, uttrykker seg slik i en av sine sanger: «Affguder fordum haffde nock, / Hedningerne de blinde, / Aff Guld, aff Sølf, aff Steen oc Stock, / Huer som hand fick i Sinde, / Oc ære de dem / Baad’ ud’ oc hiem, / Som Guder de dem hulde, / Paa Knæ for dem nedfulde» (Edvardsen 1668: 118).

9.
Der ere mange, som vel sig
          Vil Guders Navn tilegne,
Men de er kun forgengelig,
          Og maa for Døden blegne.blegne] Rimet forutsetter kurant dansk uttale; jf. Syv (1915: 196), som insisterer på at rim skal være lydlige, ikke grafiske.

10.
Naar de forgaar, da bliverbliver] Her i betydningen «forbli», «ikke opphøre å være», i motsetning til «forgaar». Den samme motsetningen finnes uttrykt i 1 Joh 2.18: «Og Verden forgaar med hendis Lyst: Men hvosom giør Guds Villie, hand blifver i Evighed.» GUD,
          Hand giøres ey til skamme,
De skal fortæres i sin Huud,Huud] Her brukes ordet om kroppen eller personen i sin helhet; jf. Job 2.4: «Men Satan svarede HERren, og sagde: Huud for Huud», dvs. mann for mann. ODS setter betydningsutviklingen i mulig forbindelse med kakstrykning (pisking) som avstrafningsmetode.
          Men Gud er altalt] alltid, bestandig dend samme.

11.
HvorforHvorfor] av denne grunn Jeg nu forbyder dig,
          Ey anden GUD at tage,Jeg nu forbyder dig, Ey anden GUD at tage] Dobbel nektelse er kurant som forsterkelse, tilsvarende i 12.1 ndf.
End den som boer i Himmerig,
          Og ey har nogen mage.ey har nogen mage] Jf. Sal 86.8: «HERRE, der er ingen dig lig iblant Guderne […].»

12.
Jeg Dig forbyder at du ey
          TilbederJeg Dig forbyder at du ey Tilbeder] Dobbel nektelse er kurant som forsterkelse, tilsvarende i 11.1 ovf. Sool og Maane;Tilbeder Sool og Maane] 5 Mos 17.3: «Og gaar hen og tienner fremmede GUder, og tilbeder dem, være sig Soel eller Maane, eller noget af den Himmelske Hær, som Jeg icke hafver budet.» Tilsvarende i 5 Mos 4.19; 2 Kong 23.5 og Jer 8.2.
HviHvi] hvorfor vilt du paa slig Hednings vey
          Din Herre GUD forhaane?

13.
Jeg dig forbyder, Sølv oc GuldSølv oc Guld] 2 Mos 20.23: «Thi skulle i ingen Sølf-Guder eller Guld-Guder giøre eder for Mig.» Tilsvarende i 5 Mos 29.17, Jes 2.20, Visd 13.10 og Jerbr 1.3.
          Til din tillid at sætte;Til din tillid at sætte] Ulogisk ordstilling, rimeligvis som følge av verstvang. Man skulle ha ventet den omvendte: «Jeg forbyder dig at sætte din Tillid til Sølv oc Guld.» Luther (1629: 5–6) understreker tillitsforholdet til Gud – troen – som det avgjørende: «Huor paa du nu (siger jeg) henger dit hierte, oc forlader dig, det er egentlig din Gud.»
Hvad hielpe kand dend røde Mulddend røde Muld] Dvs. gull. Metonymien (muld for gull) fremhever gullets forgjengelighet. I sine ordboksopptegnelser (ca 1700) anfører Matthias Moth ordspråket «i dag guld, i morgen muld» (ODS).
          Din Salighed til rætte?

14.
Meenst du at dend som sanker mest,
          Og haver det som klinger,det som klinger] Dvs. penger, gull- og sølvmynter
At hand hos Gud skal agtis best?At hand hos Gud skal agtis best] Jf. Luther 1629: 6–7: «Der er mangen en, som meener, ad hand hafuer Gud oc alt nock, naar hand hafuer Penninge oc Gods, forlader sig oc lider der paa saa stiift oc sicker, ad hand acter om ingen. See, denne hand hafuer oc en Gud, dend heder Mammon, det er, Penninge oc Gods, til huilcket hand sætter alt sit Hierte, huilcken oc er dend alleraldmindeligste Afgud, som er paa Jorden.»
          Ney, ney, det ey gelinger.gelinger] Fra ty. gelingen, «få et heldig utfall el. forløp; lykkes».

15.
Thi Gud og MammonGud og Mammon] Mammon er arameisk for «penger, rikdom, jordisk gods», i NT omtalt som avgud: Matt 6.24 (tilsv. Luk 16.13): «Ingen kand tiene to Herrer: thi hand skal enten hade den Eene, og elske den anden: Eller hand skal holde sig til den Eene, og foragte den Anden: I kunde icke tiene GUD og Mammon.» kand ey vel
          Tilsammen begge stemme,Tilsammen begge stemme] Uttrykket er ulogisk, men ikke uhørt: Samstemmigheten eller harmonien fordrer at de to oppfattes resiprokt, hver for seg i forhold til den annen, og ikke begge sammen.
Skal HErren giøris Ræt og Skiel,
          Da maa du Mammon glemme?

16.
Du skal og ey, som mange giør,
          Dig hælde tilDig hælde til] Verbet (hælde sig) her brukt i den overførte betydning «støtte sig på». Patroner,Patroner] Flt. av patron, av lat. patronus: «(rik og mektig) beskytter, velynder».
Patroner ere brudne Rør,brudne Rør] Dvs. knekte siv (el. takrør); «Rør» her brukt om «vankelmodige, svake, skrøpelige personer», jf. Jes 42.3: «Hand skal icke sønderbryde det knusede Rør, og icke udslycke den rygendis Hør; Hand skal holde Rætten med Sandhed.»
          Og dødelig Personer.

17.
De skal som Røg og Damp forgaa,som Røg og Damp forgaa] Dvs. forsvinne sporløst; jf. Jak 4.14: «I som icke vide hvad i Morgen skee skal; thi hvad er eders Lefnet? Det er en Damp, som varer en liden Tiid; men derefter forsvinder det.»
          Naar de til Graven havner,
Dem du da meest har stolet paa
          Dig da saa lidet gavner.

18.
Hvo KiødKiød] Dvs. dødelige mennesker, mots. sjel el. ånd. vil sætte til sin Arm,sætte til sin Arm] ta til hjelp; «Arm» i bet. «hjelp» el. «hjelper». Jf. Jes 33.2: «HERRE, vær os naadig, thi vi bie efter Dig; vær aarle deris Arm, dertil vor Salighed i vor Drøfvelsis tid.»
          Og Folk til Guder giøre,
Hand er som den der vil sin KarmKarm] store vogn
          I Henge-DyndetHenge-Dyndet] hengemyra, gjørma kiøre.

19.
Du skal ey paa Barbarisk Viis
          U-mælend’ Fæ tilbede,U-mælend’ Fæ tilbede] Visd 13.10: «Men de ere usalige, og deris Haab maa vel regnis iblant de Døde, som kalde Menniskens Gierning Gud, som er, Guld og Sølf, som er konstelig tilberedt; og Dyrs Billeder, eller unyttelige Steene, som ere giorde i fordum Tiid.»
Ey Asen, Oxe, Hest og Griis,
          Hvad heldstheldst] enn det og kand hede.

20.
Skal skabte Ting tillegges det
          Som Skaberen tilhører?
Hvad tykkes dig, er saadant rett?
          Vee dig!Vee dig] stakkars deg Som saadant giører.giører] Hyppig forekommende form istf. vanl. giør; jf. Sktr 2.56 og 2.199.

21.
Vee dig! som for et Billede
          Til Jorden ned vil knæle,
Er det ey fra dend Høyeste
          Hans Ære bort at stiæle?

22.
Det er at kysse Steen og Leer,Steen og Leer] Et gudebilde av leire er omtalt i Nebukadnesars drøm hos profeten Daniel: Dan 2.31 ff.
          Og Siæle Hoor bedrive
Tænk, de som til Afguder seer,til Afguder seer] holder seg til avguder
          De skal til skamme blive.

23.
See til du ey, som en Papist,Papist] Av ty. papist el fr. papiste, dannet til lat. papa, «pave»; brukt nedsettende om katolikker. Dikterens advarsel mot papisme kan begrunnes også i lovgivningen. Katolikker (inklusive munker og jesuitter) var utestengt fra kongeriket (C.5. no. lov 6-1-1-3). Alle helgenbilder var etter reformasjonen blitt fjernet fra kirkene (Næss 1982: 57–58).
          Paa døde Helgen raaber,Paa døde Helgen raaber] anroper en død helgen
Det Haab skal dennem skuffe vist,
          HoldtHoldt] hold (imp. ent.); utlydsherding bevart i interjeksjonen ikke med de Taaber.

24.
Om osos] Dvs. «oss som lever nå»; tas opp av «vi» i 25.1. veedveed] kan hverken Abraham,Abraham] Patriarken Abrahams historie forelles i 1 Mos 11–25.
          Ey IsachIsach] Abrahams sønn, 2 Mos 21–27 til at sige,til at sige] gi beskjed
Hvad er det da for hæslig Skam
          Til døde Folk at skrige?

25.
Hvad har vi med Sanct Poul og Peer?Sanct Poul og Peer] Apostlene Paulus og Peter, som i den lutherske kirke selvsagt ikke hadde helgenstatus, om de enn var bibelske forfattere. Her kan man tenke seg navnene brukt nærmest som fellesnavn i betydningen Per og Pål, gud og hvermann (som i Holbergs Barselstuen I.1). En prests respektfulle omtale ville formodentlig ha fordret den fulle navneformen: Petrus (el. Peder) og Paulus (el. Paul).
          Hvi giør vi dem Umage?
Hvorfor vi dend Papist beleer,beleer] ler av (især på en hånlig, foraktelig el. overlegen måte), foragter
          Som sig for dem vill klage.

26.
Saa har vi nu med Glæde bragt
          Det første Bud til ende.
Gud giv os altid med AndagtAndagt] av ty. andacht; her enten om «tankenes dvelen ved Gud og det guddommelige» el. «gudstjeneste», f.eks. i form av husandakt (evt. med katekismesang).
          Den sande Gud at kiende!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.